Bod 1.2.1.2 bodsnedsættelse/fritagelse sket og 1.2.4.2. bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket (* 1) (* 2) Arbejdsnedlæggelser som protest mod opmandskendelse fandtes at have savnet rimelig begrundelse. Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger for et antal medlemmer af arbejdsgiverforeningerne (advokat Niels Finn Jensen) mod Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet og Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af disse forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen). Dommere: Ole Espersen, Gade, Halmind, Arnold Hansen, Bent Knap, Kurt Petersen og Pontoppidan (retsformand).

Bod 1.2.1.2 bodsnedsættelse/fritagelse sket og 1.2.4.2. bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket (* 1) (* 2) Arbejdsnedlæggelser som protest mod opmandskendelse fandtes at have savnet rimelig begrundelse. Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger for et antal medlemmer af arbejdsgiverforeningerne (advokat Niels Finn Jensen) mod Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet og Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af disse forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen). Dommere: Ole Espersen, Gade, Halmind, Arnold Hansen, Bent Knap, Kurt Petersen og Pontoppidan (retsformand).

Under denne sag har Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger for Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger for et antal medlemmer af arbejdsgiverforeningerne indklaget Landsorganisationen i Danmark for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet og Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af disse forbund for Arbejdsretten for overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

I perioden 17. - 24. september 1985 etablerede medlemmer af Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet og Dansk Metalarbejderforbund arbejdsnedlæggelser på 31 slagterier. Arbejdsnedlæggelserne skete i protest mod en opmandskendelse af 11. september 1985 i en faglig voldgift mellem Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet og Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger. Ved kendelsen blev det fastslået, at ansatte, som i ugen fra den 25. til den 31. marts 1985 var blevet afskediget på en række slagterier som følge af den i samme uge verserende lovlige strejke på det øvrige private arbejdsmarked, ikke havde krav på fuld løn for den pågældende uge.

Arbejderne fandt kendelsen åbenbart urigtig, og der fandt som følge heraf kortvarige arbejdsnedlæggelser sted på de nævnte 31 virksomheder. Der blev i anledning af arbejdsnedlæggelserne afholdt fællesmøder på de enkelte virksomheder. På fællesmøderne erkendte man fra arbejderside, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige, og arbejdet blev - bortset fra en enkelt virksomhed - genoptaget straks efter fællesmødet.

Der blev endvidere den 3. december 1985 afholdt fællesmøde. I mødet deltog fra arbejdsgiverside Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger og Slagteriernes Arbejdsgiverforeninger og fra arbejderside Landsorganisationen i Danmark, Dansk Metalarbejderforbund og Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet. På mødet erkendte man på ny fra arbejderside, at arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige. Fra arbejdsgiverside forbeholdt man sig at indbringe sagen for Arbejdsretten.

Klagerne har herefter ved klageskrift af 2. januar 1986 indbragt sagen for Arbejdsretten med påstand om, at de medlemmer af de indklagede forbund, som deltog i arbejdsnedlæggelserne, idømmes en alvorlig bod.

De indklagede har påstået frifindelse.

Til støtte for påstanden har klagerne gjort gældende, at arbejdsnedlæggelserne ubestridt er overenskomststridige, og at der ikke foreligger omstændigheder, der kan føre til, at der ikke pålægges de deltagende medlemmer af de 2 forbund bod.

Klagerne har i denne forbindelse anført, at det forhold, at arbejdsnedlæggelserne skete i protest mod den nævnte opmandskendelse, som de indklagede fandt urigtig, ikke kan medføre, at arbejdsnedlæggelserne anses som undskyldelige. Tværtimod må det anses for en skærpende omstændighed, at arbejderne undlader at respektere en afgørelse, som er truffet under anvendelse af de af begge arbejdsmarkedets parter vedtagne og anerkendte regler for behandling af faglig strid.

Klagerne gør endvidere gældende, at arbejdsnedlæggelserne har savnet rimelig begrundelse, jfr. arbejdsretslovens § 12, stk. 2, sidste punktum, og at den omstændighed, at arbejdet blev genoptaget efter afholdelse af fællesmøder på de enkelte virksomheder, derfor ikke kan føre til bodsfritagelse. Af forarbejderne til den nævnte bestemmelse i arbejdsretsloven fremgår, at arbejdsnedlæggelser i strid med afgørelser truffet på mæglingsmøder og andre organisationsmøder anses for at savne rimelig begrundelse. Af et protokollat af 4. december 1974 mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark fremgår endvidere, at også arbejdsnedlæggelser i protest mod Arbejdsrettens domme anses for at savne rimelig begrundelse. Kendelser afsagt af faglige voldgiftsretter må ganske ligestilles med de nævnte vedtagelser og domme. Det er af væsentlig betydning for opretholdelse af det fagretlige system, at arbejdsnedlæggelser i protest mod sådanne kendelser ikke passerer, uden at der ikendes en sanktion. Dette synspunkt finder også støtte i arbejdsretslovens § 12, stk. 3.

De indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at bestemmelsen i arbejdsretslovens § 12, stk. 2, sidste punktum, blev indsat i loven ved dennes revision i 1973. Hensigten med bestemmelsen var at lempe den tidligere strenge praksis, hvorefter også kortvarige arbejdsnedlæggelser udløste bodsansvar. Det blev derfor fastslået, at arbejdsnedlæggelser, der ophører i umiddelbar fortsættelse af fællesmøder, kun ganske undtagelsesvis kan medføre bodsansvar, nemlig hvis arbejdsnedlæggelserne har savnet rimelig begrundelse eller er led i en systematisk aktion. I forarbejderne er det udtrykkeligt anført, at arbejdsnedlæggelser i strid med afgørelser truffet på mæglings- og andre organisationsmøder, savner rimelig begrundelse. Baggrunden herfor er ønsket om at sikre, at sådanne beslutninger, der er vedtaget af de involverede organisationer, respekteres. Lignende hensyn gør sig ikke gældende, når der er tale om kendelser i faglige voldgifter. Arbejdsnedlæggelserne i den foreliggende sag er ikke sket i strid med opmandskendelsen, men alene som en spontan protest mod denne.

I protokollatet af 4. december 1974 mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark blev det fastslået, at arbejdsnedlæggelser i protest mod Arbejdsrettens domme savner rimelig begrundelse. Når man i dette protokollat ikke har medtaget kendelser afsagt af faglige voldgiftsretter, må det antages at være sket med fuldt overlæg. Man har således ikke ønsket, i relation til arbejdsretslovens § 12, stk. 2, sidste punktum, at sidestille sådanne kendelser med Arbejdsrettens domme.

De indklagede har endvidere anført, at opmandskendelsen af 11. september 1985 medførte et umiddelbart tab for de involverede arbejdere på et 2-cifret millionbeløb og en væsentlig forringelse af overenskomstmæssige rettigheder. Det er forståeligt, at arbejderne reagerede som sket over for kendelsen, som man anså for åbenbart urigtig. Arbejdsnedlæggelserne må derfor anses for undskyldelige.

De indklagede har endelig anført, at der i hvert fald intet grundlag er for klagernes krav om skærpet bod.

Arbejdsretten skal udtale

Forarbejderne til arbejdsretsloven indeholder ikke en udtømmende opregning af de omstændigheder, som kan bevirke, at en arbejdsstandsning savner rimelig begrundelse og derfor kan udløse bodsansvar, selv om arbejdet som her bliver genoptaget i umiddelbar fortsættelse af de afholdte fællesmøder. De eksempler, som er anført i forarbejderne, indicerer, at man gennem reglen i lovens § 12, stk. 2, 5. punktum, bl.a. har søgt at sikre, at de beslutninger, som træffes som led i de ved lov eller aftale fastlagte regler for behandling og afgørelse af faglige tvister, respekteres. I denne henseende findes kendelser, som er truffet af faglige voldgiftsretter i medfør af de herom gældende regler, at måtte sidestilles med de i forarbejderne nævnte afgørelser truffet på mæglings- og andet organisationsmøde og med Arbejdsrettens domme, jfr. for dommenes vedkommende også lovens § 12, stk. 3. I hvert fald under de foreliggende omstændigheder, hvor arbejdsnedlæggelserne blev iværksat af de arbejdere, som var direkte berørt af den afsagte voldgiftskendelse, findes arbejdsnedlæggelserne herefter at have savnet rimelig begrundelse, og de medlemmer af de indklagede forbund, som deltog i aktionen, bør derfor betale bod. Der findes ikke at være grundlag for ved fastsættelse af boden at fravige de sædvanligt anvendte satser.

Klagernes påstand tages herefter til følge i det anførte omfang.

T h i k e n d e s f o r r e t

Til Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger betaler de på sagens bilag 1 - 31 anførte medlemmer af Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet og Dansk Metalarbejderforbund en bod for hver time, hvori de i tiden fra den 17. til og med den 24. september 1985 deltog i arbejdsnedlæggelser på de i bilagene nævnte virksomheder. Boden fastsættes til 20. kr. pr. time for medlemmer af Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet og 24 kr. pr. time for medlemmer af Dansk Metalarbejderforbund.

Sagens omkostninger til Arbejdsretten, 2.000 kr., betales af de indklagede.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.472 (note 176a), s.473 (note 177) Christensen Kommentar s.82, K 10.061 (A 1984 s.133), K 8316 (A 1978 s.76) K 7729 (A 1976 s.147), K 7518 (A 1975 s.138), K 7227 (A 1974 s.18), K 7313 (protokollat) (A 1974 s.96).

I protest mod en opmandskendelse i faglig voldgift nedlagde arbejderne ved 31 virksomheder arbejdet. Arbejdet blev dog - bortset fra en enkelt virksomhed - genoptaget straks efter fællesmødet.

Antaget, at arbejdsnedlæggelserne havde savnet rimelig begrundelse på tilsvarende måde, som hvis arbejdsnedlæggelserne f.eks. havde været protester mod en dom afsagt i Arbejdsretten, og at der - i hvert fald i det foreliggende tilfælde, hvor arbejdsnedlæggelserne blev iværksat af de arbejdere, der var direkte berørt af den afsagte voldgiftskendelse - burde betales bod. Ej grundlag for at fravige de sædvanligt anvendte bodssatser.