Kollektiv overenskomst 1. Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Processuelle spørgsmål (* 1) (* 2) Arbejdsgiver var vedtægtsmæssigt forpligtet til at indmelde sig i en arbejdsgiverorganisation og ansås derfor forpligtet efter overenskomst mellem denne og en fagforening. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod turistvognmand Bent Thykjær, Apollovej 2, 8700 Horsens (turistvognmand Bent Thykjær). Dommere: Vejgaard Andersen, Bisgaard, Bjerregaard (retsformand), Agnete Halmind, Arnold Hansen, Bent Knap og Bodil Mogensen.
Statutory Text (3 Articles)
Kollektiv overenskomst 1. Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Processuelle spørgsmål (* 1) (* 2) Arbejdsgiver var vedtægtsmæssigt forpligtet til at indmelde sig i en arbejdsgiverorganisation og ansås derfor forpligtet efter overenskomst mellem denne og en fagforening. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod turistvognmand Bent Thykjær, Apollovej 2, 8700 Horsens (turistvognmand Bent Thykjær). Dommere: Vejgaard Andersen, Bisgaard, Bjerregaard (retsformand), Agnete Halmind, Arnold Hansen, Bent Knap og Bodil Mogensen.
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget turistvognmand Bent Thykjær for Arbejdsretten for overenskomstbrud.
Det er i sagen oplyst, at turistvognmand Bent Thykjær den 22. marts 1982 underskrev en »Indmeldelsesbegæring«, hvorved han anmodede om, at Bent Thykjærs Turistbusser I/S måtte blive optaget som medlem af Turistvognmændenes Landsorganisation. Det er i indmeldelsesbegæringen oplyst, at der på firmaets navn var indregistreret en vogn, og at der ikke var beskæftiget fremmed arbejdskraft
Ved en skrivelse af 27. januar 1984 rejste Specialarbejderforbundet en sag om aflønningsforholdene hos Bent Thykjær. Sagen blev behandlet på et mæglingsmøde den 12. marts 1984. Bent Thykjær gav ikke møde. Han havde samme dag kl. 08.55 meddelt forfald. På mæglingsmødet blev sagen forhandlet, og parterne enedes om at tilpligte arbejdsgiveren at indbetale 16.000 kr. til Specialarbejderforbundet inden 15 dage. Beløbet er opgjort således
»Dokumenteret manglende timer for
Lone Pedersen op til fuld tid 187 timer
a kr. 52 ...................................kr. 9.724 Manglende anciennitetstillæg 73 uger a kr. 40 ...................................kr. 2.920 ---------- kr. 12.644 For meget udbetalt ...................... - kr. 1.040 ---------- kr. 11.604 Ferie- og SH-godtgørelse ...................kr. 1.799 ---------- kr. 13.403 Bod for brud på overenskomsten .............kr. 2.597 ---------- kr. 16.000«
Mæglingsmødereferatet er underskrevet af repræsentanter for Specialarbejderforbundet og dets Horsens C afdeling samt for Turistvognmændene.
Da beløbet ikke blev betalt, begærede Specialarbejderforbundet udlæg foretaget hos Bent Thykjær på grundlag af mæglingsmødeafgørelsen. Ved en kendelse af 22. oktober 1985 henviste fogedretten i Horsens Specialarbejderforbundet til at indbringe afgørelsen for Arbejdsretten, jfr. Arbejdsretslovens § 20, stk. 3. Ifølge kendelsen havde Bent Thykjær for fogedretten forklaret, at Bent Thykjær I/S, som han indmeldte i Turistvognmændenes Landsorganisation, er et interessentskab med ham og hans hustru som eneste interessenter. Det ejede kun en bus, der udelukkende blev ført af ham og hans hustru. Sideløbende med interessentskabet drev han et firma i eget navn med otte busser og fem ansatte. De to firmaer drives fra samme adresse, men der var gennemført en skarp opdeling mellem dem, og der udarbejdedes selvstændige regnskaber for dem. Når han indmeldte interessentskabet i stedet for det personlige firma, skyldtes det, at han derved mente at kunne undgå at indgå overenskomst, hvilket Specialarbejderforbundet pressede ham for at få. Han har aldrig hverken som interessent i Bent Thykjærs Turistbusser I/S eller som indehaver af Bent Thykjærs Turistbusser været medlem af Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening, og han har i hvert fald aldrig betalt noget kontingent til denne organisation.
I sin kendelse har fogedretten blandt andet udtalt
»Efter det oplyste om baggrunden for og fremgangsmåden ved den stedfundne indmeldelse i Turistvognmændenes Landsorganisation må rekvisiti indsigelse om, at han ikke har været medlem af nævnte organisation, tilsidesættes, og rekvisitus har som følge heraf haft pligt til at indmelde sig i en arbejdsgiverforening jfr. vedtægternes § 9.«
Ved klageskrift af 31. juli 1986 har Landsorganisationen i Danmark indbragt sagen for Arbejdsretten med påstand om, at indklagede turistvognmand Bent Thykjær, Apollovej 2, 8700 Horsens, tilpligtes at efterleve mæglingsmødet af 12. marts 1984, og at indklagede tilpligtes til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod, hvori er indeholdt det i mæglingsmødet nævnte beløb 16.000 kr.
Indklagede har påstået frifindelse.
Direktør M. Brandt-Nielsen har for Arbejdsretten forklaret, at Turistvognmændenes Landsorganisation og Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening er to selvstændige organisationer. Den første tager sig af vognmændenes merkantile problemer og den anden af arbejdsgiverspørgsmål. Ifølge § 9 i Landsorganisationens vedtægter er ethvert medlem, der beskæftiger fremmed medhjælp, for hvilken Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening har indgået kollektiv overenskomst, pligt til at være medlem af denne arbejdsgiverforening. Denne bestemmelse skal forhindre, at en vognmand »kører på frihjul« ved ikke at være medlem af Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening. Ved Bent Thykjærs indmeldelse vidste vognmandsorganisationerne ikke, at han var ejer af flere busser, og at han havde chauffører ansat. Da de blev bekendt dermed, pålagde de Bent Thykjær at indmelde sig i Arbejdsgiverforeningen med tilbagevirkende kraft. Vognmand Thykjær har ikke betalt kontingent til Arbejdsgiverforeningen, og han har ikke indsendt oplysninger om lønsummen, der er grundlag for kontingentopkrævningen. Der var sendt indkaldelse til Bent Thykjær til mæglingsmødet. På dette blev sagens problemer drøftet af mæglingsmændene, og der var ingen tvivl om afgørelsen, der blev truffet i overensstemmelse med organisationernes sædvanlige praksis i sådanne situationer.
I en skrivelse af 18. februar 1986 til Landsorganisationen i Danmark har Turistvognmændenes Landsforening (tidligere navn Turistvognmændenes Landsorganisation) udtalt
»I strid med § 9 i TL's vedtægter har Bent Thykjær's Turistbusser I/S, v/vognmand Bent Thykjær indmeldt sig i TL uden samtidig indmeldelse i TA, formentlig for at spare kontingentet hertil. Ved indmeldelsen er det oplyst, at firmaet ikke beskæftigede fremmed arbejdskraft.
Uanset dette er det såvel TL's som TA's opfattelse, at firmaet har været bundet af den mellem TA og SID indgåede landsoverenskomst for turistbuschauffører.
At firmaet har deltaget i 3 møder på lokalt plan om underbetalingssagen, bekræfter yderligere, at firmaet har følt sig bundet af overenskomsten. I forbindelse med vor indkaldelse af Bent Thykjær til mæglingsmødet havde denne telefonisk uden forbehold givet tilsagn om at møde op og lade sagen afgøre fagretligt under vor medvirken.
Bent Thykjær har aldrig overfor os gjort gældende, at der har været tale om 2 forskellige firmaer, og vort brev af 14.02.84 har vi aldrig modtaget svar på. - I øvrigt ville vi heller ikke have anerkendt en opdeling af Bent Thykjærs buskørselsvirksomhed i et I/S og et personligt firma.«
Klagerne har anført, at det ved fogedrettens kendelse er afgjort, at vognmand Bent Thykjær var forpligtet til at være medlem af Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening. Specialarbejderforbundets overenskomstpart er denne arbejdsgiverforening, og forbundet har handlet i overensstemmelse med overenskomstens regler ved at begære mægling til løsning af den opståede tvist. Mæglingsmødet er afholdt i overensstemmelse med almindelig praksis, og det er også almindelig fremgangsmåde, at organisationerne på mæglingsmøder kan binde deres medlemmer. Afgørelser på mæglingsmøder er endelige afgørelser.
Indklagede har for Arbejdsretten anført, at han kun har indmeldt Bent Thykjærs Turistbusser I/S i Turistvognmændenes Landsorganisation, men ikke sit personlige firma. Indmeldelsen blev foretaget, fordi han og hans kone ønskede at se Landsorganisationens publikationer. Der var ikke ansat chauffører i interessentskabet, men kun i hans personlige firma, og hverken han selv eller interessentskabet har nogen sinde betalt kontingent til Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening. Ingen af vognmandsfirmaerne har været omfattet af Arbejdsgiverforeningens overenskomst med Specialarbejderforbundet, og mæglingsmødets afgørelse er derfor baseret på et urigtigt grundlag og er ikke bindende for ham.
Arbejdsretten skal udtale
Efter Bent Thykjærs forklaring i fogedretten må Arbejdsretten lægge til grund, at indmeldelsen af interessentskabet i Turistvognmændenes Landsorganisation fandt sted, fordi Specialarbejderforbundet pressede på for at få en overenskomst for de ansatte chauffører. Ved indmeldelsen oplyste han ikke, at han ved siden af interessentskabet drev et personligt firma med 5 ansatte.
Det må endvidere i overensstemmelse med fogedrettens kendelse lægges til grund, at vognmand Bent Thykjær herefter har været forpligtet til at indmelde sig i Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening og er blevet omfattet af arbejdsgiverforeningens overenskomst med Specialarbejderforbundet. Den på mæglingsmødet trufne afgørelse har herefter været bindende for ham, og han har handlet overenskomststridigt ved ikke at efterleve afgørelsen.
For dette overenskomstbrud findes indklagede at burde betale en bod på 25.000 kr. til Specialarbejderforbundet. Denne bod omfatter det på mæglingsmødet fastsatte beløb på 16.000 kr.
I sagsomkostninger til Arbejdsretten skal indklagede betale 2.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede turistvognmand Bent Thykjær, Apollovej 2, 8700 Horsens, har handlet overenskomststridigt ved ikke at efterleve afgørelsen på mæglingsmødet den 12. marts 1984.
For dette overenskomstbrud skal indklagede til Specialarbejderforbundet i Danmark betale en bod på 25.000 kr. inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
I sagsomkostninger skal indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten inden samme frist.
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.84 (note 30), s.132 (note 3), s.395 (note 92).
I følge Turistvognmændenes Landsorganisations vedtægter skal ethvert medlem, der beskæftiger fremmed medhjælp, for hvilken Turistvognmændenes Arbejdsgiverforening har kollektiv overenskomst, være medlem også af arbejdsgiverforeningen. En turistvognmand havde indmeldt et interessentskab, der bar hans eget navn i landsorganisationen, og meddelte samtidig at firmaet ikke beskæftigede fremmed medhjælp. Der rejstes herefter af Specialarbejderforbundet i Danmark en sag om aflønningsforholdene hos turistvognmanden. Turistvognmanden udeblev fra et mæglingsmøde, og repræsentanter for Specialarbejderforbundet i Danmark og Turistvognmændene enedes om at vognmanden skulle betale i alt 16.000 kr. i for lidt betalt løn m.v. inklusive en bod for brud på overenskomsten. Specialarbejderforbundet i Danmark søgte beløbet inddrevet ved fogedretten, der i medfør af arbejdsretslovens § 20, stk. 3 henviste sagen til Arbejdsretten. For arbejdsretten gjorde Turistvognmanden gældende, at hans indmeldelse i landsorganisationen alene vedrørte hans interessentskab og ikke hans øvrige virksomhed.
Arbejdsretten forkastede denne indsigelse, og lagde endvidere til grund, at turistvognmanden som vedtægtsmæssigt var forpligtet til at indmelde sig i arbejdsgiverforeningen, var blevet omfattet af dennes overenskomst med Specialarbejderforbundet i Danmark. Derfor var afgørelsen på mæglingsmødet bindende for ham. Idømt bod på 25.000 kr.
for ikke at have efterlevet denne afgørelse. Boden omfattede de 16.000 kr., der var fastsat på mæglingsmødet.