Kollektiv overenskomst 2. Forhandling om, indgåelse og fornyelse af kollektiv overenskomst. Særoverenskomst (* 1) (* 2) Lokalaftale indgået uden godkendelse af arbejdsgiverens organisation gyldig. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlings- organisation på egne vegne og for Fyens Stiftstidende A/S (advokat Jørgen Brink). Dommere: Erik Balle, Jon Palle Buhl, Max Bæhring, Degerbøl, Arnold Hansen, Kiil (retsformand) og Sløk.

Kollektiv overenskomst 2. Forhandling om, indgåelse og fornyelse af kollektiv overenskomst. Særoverenskomst (* 1) (* 2) Lokalaftale indgået uden godkendelse af arbejdsgiverens organisation gyldig. Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlings- organisation på egne vegne og for Fyens Stiftstidende A/S (advokat Jørgen Brink). Dommere: Erik Balle, Jon Palle Buhl, Max Bæhring, Degerbøl, Arnold Hansen, Kiil (retsformand) og Sløk.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation på egne vegne og for Fyens Stiftstidende A/S for Arbejdsretten for overenskomststridig handlemåde ved at tilbagekalde en mellem repræsentanter for virksomheden og typograferne indgået lokal lønaftale, som Det tekniske Forhandlingsudvalg under Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation har nægtet at godkende.

Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende

Efter at loven om fornyelse og forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v. var trådt i kraft den 1. april 1985, blev der indledt forhandlinger om en lønaftale mellem virksomheden og det typografiske personale. Forhandlingerne resulterede i en 2-årig lønaftale af 21. august 1985, indeholdende en regulering af typografernes ugeløn med 75 kr. pr. 1. april 1985 og yderligere 75 kr. pr. 1. marts 1986. Forud for aftalens indgåelse havde Forhandlingsorganisationens tekniske Forhandlingsudvalg på virksomhedens forespørgsel tilkendegivet, at en aftale med dette indhold ville kunne godkendes, selv om de fastsatte beløbsrammer i loven om fornyelse og forlængelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v. derved blev overskredet i overenskomstperiodens andet år. I overensstemmelse hermed blev aftalen godkendt i udvalget den 9. september 1985.

Forud herfor var der imidlertid føjet et »tillæg« til aftalen i form af et »Mødereferat - vedrørende lønforhandling 21. august 1985«. Af referatet fremgår, at mødedeltagerne var virksomhedens tekniske direktør Carsten Østerbye og fællestillidsmanden Povl Rasmussen, der begge har underskrevet referatet. I dette hedder det bl.a.

»I forbindelse med den dags dato underskrevne aftale om lønforhøjelser, er det klart, at eventuelle yderligere lønforhandlinger først kan finde sted, hvis lønforhøjelsen pr. 1. marts 1986 bringer Fyens Stiftstidendes typografers løn i ubalance i forhold til DT-F's halvårsstatistik, altså at der sker en udhuling af typografernes løn i forhold til den nuværende placering i statistikken, samt i forhold til det odense'anske gennemsnit (Odense afdeling). En eventuel regulering som følge af ovenstående, sker først, når den tekniske direktør og fællestillidsmand har halvårs statistikken (oktober 1986) til rådighed for beregning.

Fyens Stiftstidendes intentioner med gratialet er, at det er kommet for at blive, men Fyens Stiftstidende har gjort opmærksom på, at gratialet kan indgå i en eventuel indført overskudsdeling.

Karensdagsordningen vil blive ophævet fra og med mandag 26. august 1985.

21. august 1985, tilføjelse 26. august 1985.«

Mødereferatet, som ikke medfulgte ved fremsendelsen af lønaftalen af 21. august 1985 til godkendelse i Forhandlingsudvalget, fik Forhandlingsorganisationen først kendskab til den 17. september 1985 under et mæglingsmøde i Århus, hvori deltog bl.a. afdelingschef Sven-Erik Hørmann fra Forhandlingsorganisationen. Denne kontaktede virksomheden, der den 26. s.m. fremsendte mødereferatet med tilføjelsen af 26. august 1985. Under et telefonmøde den 27. september 1985 besluttede Forhandlingsudvalget herefter at nægte godkendelse af tillægget, hvilket samme dag blev meddelt virksomhedens ledelse telefonisk og efterfølgende bekræftet i en skrivelse af 4. oktober 1985, hvori det hedder

»Vedr.: Husaftaler - lønregulering.

I fortsættelse af behagelig telefonsamtale ved teknisk direktør Carsten Østerbye skal det hermed bekræftes, at Det tekniske Forhandlingsudvalg på et telefonmøde, fredag, den 27. september 1985, har behandlet det af Fyens Stiftstidende fremsendte aftalekompleks bestående af......... mødereferat dateret 21. august 1985 underskrevet af tekniske direktør Carsten Østerbye og fællestillidsmand Poul Rasmussen.

Det tekniske Forhandlingsudvalg behandlede på sit møde den 9. september 1985 den mellem Fyens Stiftstidende og det typografiske personale indgåede lønaftale dateret 21. august 1985. Denne aftale godkendtes.

Udvalget har nu gennemgået mødereferatet, der knytter sig til den godkendte lønaftale samt uddyber forståelsen af samme. Udvalget kan efter det nu oplyste ikke godkende aftalen, idet det af mødereferatet fremgår, at der er en genforhandlingsklausul og, at denne genforhandlingsklausul relaterer sig til Dansk Typograf-Forbunds halvårs statistik, med det resultat at sker der en udhulning af typografernes løn i forhold til den nuværende placering i statistikken samt i forhold til det odenseanske gennemsnit (Odense afdeling) udløser dette eventuelt en regulering.

Udvalget skal gøre opmærksom på, at man netop i 1981 var ude i en langvarig konflikt med det formål at frigøre sig for enhver lønaftale byggende på statistiske gennemsnit eller automatik. Udvalget ser derfor med megen alvor på det mødereferat, der nu dukker op om forståelsen af lønaftalen.

Det må derfor skriftligt meddeles fællestillidsmand Poul Rasmussen, at mødereferatet om forståelsen af lønaftalen ikke har kunnet godkendes, og dermed bortfaldet med øjeblikkelig virkning, og at det ikke senere vil kunne påberåbes.

Udvalget imødeser kopi af den skriftlige meddelelse til fællestillidsmanden, hvorpå der kvitteres for modtagelsen.

Da indholdet af aftalen er et alvorligt brud på den politik, der blev lagt i forbindelse med konflikten i 1981, ser Det tekniske Forhandlingsudvalg sig nødsaget til at videresende sagen til Forhandlingsorganisationens bestyrelse.«

I skrivelse af 23. december 1985 underrettede virksomhedens ledelse herefter fællestillidsmand Povl Rasmussen om Forhandlingsorganisationens afgørelse. Det hedder i skrivelsen

»Vedr.: lønaftalen af 21/8-85 samt mødereferat af 21/8-85 og 26/8-85.

Ovenstående aftale og mødereferat er i overensstemmelse med de gældende regler sendt til godkendelse i DDFF.

Lønaftalen er blevet godkendt, men DDFF vil ikke godkende mødereferatet.

Årsagen til dette er at referatet, efter Forhandlingsorganisationens opfattelse, har indbygget en automatisk virkende regulering. En del af konflikten i 1981 gik netop på at fjerne automatiske reguleringer, derfor vil DDFF ikke godkende nogen form for lokal ordning, der kan medvirke til at indføre automatiske reguleringer igen.

For en ordens skyld vil jeg gerne understrege, at DDFF's afvisning af mødereferatet alene går på lønreguleringen, DDFF afviser hverken gratiale eller karensdagsordningen.

Det er Fyens Stiftstidendes opfattelse, at lønaftalen som sådan består, men at mødereferatets henvisning til lønreguleringerne er bortfaldet. Da mødereferatet, en af typografernes forudsætninger for at indgå lønaftalen, nu er bortfaldet, foreslår jeg, at vi mødes i »lønforhandlingsudvalget« snarest muligt for at drøfte konsekvenserne for lønaftalekomplekset.'

Fællestillidsmand Povl Rasmussen besvarede skrivelsen den 27. december 1985 og understregede i sit svar, at det tekniske personale fastholdt aftalen, herunder mødereferatet, der var indgået uden forbehold ca. 4 måneder tidligere, men at man naturligvis var villig til at komme til et møde.

Mødet blev afholdt den 2. januar 1986. I referatet fra mødet hedder det

»CØ startede med at gennemgå brevet af 23. december 1985 og sluttede med at gøre opmærksom på, at Fyens Stiftstidende a-s havde den opfattelse, at lønaftalen bestod - men at Fyens Stiftstidende a-s var opmærksom på, at en af typografernes forudsætninger for at indgå lønaftalen var bortfaldet.

P.R. henviste til typografernes brev af 27.12.85 og gjorde opmærksom på, at der er gået 4 måneder, siden lønaftalen blev indgået, og at aftalen ikke har noget forbehold.

PR gjorde endvidere opmærksom på konsekvenser for aftaleindgåelser i al almindelighed, hvis den ene part kan komme et kvartal efter aftalers indgåelse, og blot meddele at aftalen ikke blev godkendt af den respektive organisation, ville det efter PR's opfattelse blive sværere at indgå aftaler i fremtiden.

PR undrede sig meget over formen, idet PR ikke havde hørt om brevet før 18.12.85, hvor han af helt andre årsager mødte Sven-Erik Hørmann, DDFF, i København, og Sven-Erik Hørmann havde spurgt, om PR havde fået et brev fra CØ, da PR svarede, at han ikke havde modtaget noget brev fornylig - ville Sven-Erik Hørmann ikke kommentere det yderligere, med begrundelsen at vi skulle være gode ved hinanden i juletiden.

CØ beklagede, at Sven-Erik Hørmann havde været så åbenmundet.

Per R påpegede, at DT-F ikke skal godkende en lokal indgået lønaftale, Per R var opmærksom på, at arbejdsgiverorganisationen havde denne ret i henhold til overenskomsten.

PR gjorde endnu engang opmærksom på, at der var gået 4 måneder fra lønaftalens indgåelse til brevet dateret 23.12.85, og gjorde samtidig opmærksom på, at det jo ikke var nogle lønforhandlinger, der var overstået på »8 dage«, men forhandlingerne om lønaftalens indgåelse varede i knapt et halvt år.

CØ forklarede, at når typograferne oplevede, at der var gået så lang tid, så skyldtes det alene, at Fyens Stiftstidende ikke havde gjort typograferne opmærksomme på problemer, der var opstået i forholdet til DDFF.

DDFF havde i slutningen af september sendt indtil flere breve til Fyens Stiftstidende. Fyens Stiftstidende havde protesteret mod brevenes indhold, idet brevene efter Fyens Stiftstidendes opfattelse var fyldt med misforståelser. Nu var forholdet afklaret mellem Fyens Stiftstidende og DDFF i et brev, som Fyens Stiftstidende havde modtaget den 17.12.1985, da resultatet er blevet, som det er, kan man med bagklogskab nemt konstatere, at Fyens Stiftstidende selvfølgelig skulle have informeret typograferne på et tidligere tidspunkt, men Fyens Stiftstidende havde valgt ikke at informere på et tidligt tidspunkt for ikke at skabe unødvendig uro. Mødet sluttede ved, at PR meddelte, at den tekniske personaleklub ville indklage Fyens Stiftstidende a-s for aftalebrud.

Der var på mødet enighed om, at begge parter skulle medvirke til en afklaring af Fyens Stiftstidendes brev af 23. december 1985, så hurtigt som muligt.'

Efter afholdt fællesmøde en 17. februar 1986 blev sagen ved klageskrift af 5. marts 1986 indbragt for Arbejdsretten, hvor klagerne har nedlagt påstand om, at indklagede, Fyens Stiftstidende A/S, tilpligtes at efterleve aftalen af 21. og 26. august 1985, og at såvel Fyens Stiftstidende A/S som Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation tilpligtes til Dansk Typograf-Forbund at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

De indklagede har påstået frifindelse.

Det er oplyst, at overenskomsten mellem Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation og Dansk Typograf-Forbund siden overenskomstfornyelsen i 1983 indeholder en bestemmelse om, at »arbejdsgiverorganisationen og virksomhederne er berettiget til at begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed.« I den københavnske overenskomst findes en udtrykkelig bestemmelse om, at husoverenskomster for at være gyldige skal godkendes af organisationerne og i øvrigt kan opsiges gensidig med 4 ugers varsel. I provinsoverenskomsten findes ingen tilsvarende bestemmelse, men efter indklagedes opfattelse er der mangeårig praksis for, at husaftaler også i provinsen først får gyldighed, når de er godkendt af organisationerne.

For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af afdelingschef i Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation Sven-Erik Hørmann og teknisk direktør Carsten Østerbye.

Afdelingschef Sven-Erik Hørmann har forklaret, at Forhandlingsorganisationen efter vedtagelsen af overenskomstfornyelsesloven udsendte et cirkulære til medlemmerne, hvoraf fremgik, at lønnen det første år maksimalt måtte stige 2%, svarende til 75 kr. om ugen, og det følgende år 1,5%, svarende til 60 kr. om ugen. I den følgende tid var man i stadig kontakt med medlemsvirksomhederne, herunder Fyens Stiftstidende A/S, for at bistå disse under lønforhandlingerne. På et tidspunkt blev vidnet kontaktet af direktør Østerbye, der oplyste, at man nu havde mulighed for at indgå en 2-årig aftale med typograferne og dermed undgå de komplikationer, som normalt følger med de lokale lønforhandlinger. Forudsætningen herfor var imidlertid, at der kunne dispenseres fra cirkulærets bestemmelse om, at lønnen det andet år kun måtte stige med 60 kr. om ugen, således at der også dette år kunne ske forhøjelse med 75 kr. om ugen. Fra Forhandlingsudvalgets side tilkendegav man, at en sådan aftale kunne forventes godkendt. Man fik herefter tilsendt aftalen af 21. august 1985, men ikke tillægget til denne. Aftalen blev godkendt den 9. september 1985. Vidnet blev først under mæglingsmødet i Århus den 17. s.m. bekendt med tillægget til aftalen, som han straks var klar over ikke kunne godkendes, fordi man i 1981 havde været ude i en omfattende konflikt netop med det formål at få afskaffet den automatiske lønregulering. Vidnet ringede derfor straks til direktør Østerbye, der erkendte, at der forelå et sådant tillæg til den godkendte aftale. Under samtalen fik vidnet nærmest det indtryk, at tillægget ikke var noget, som Forhandlingsudvalget skulle have set. Ved telefonmødet i udvalget den 27. september 1985 blev tillægget underkendt, hvilket vidnet straks efter telefonisk underrettede direktør Østerbye om og efterfølgende bekræftede i brevet af 4. oktober 1985. Som anført i brevet blev sagen sendt til Forhandlingsorganisationens bestyrelse, der besluttede at idømme Fyens Stiftstidende A/S en bøde på 50.000 kr. Da vidnet i december 1985 talte med fællestillidsmand Povl Rasmussen, blev han overrasket over at høre, at denne endnu ikke var underrettet om underkendelsen af tillægget, idet Forhandlingsorganisationen forventer, at medlemmerne retter sig efter de afgørelser, der træffes i Forhandlingsudvalget og - organisationen.

Teknisk direktør Carsten Østerbye har forklaret, at man fra virksomhedens side efter 3-4 måneders lønforhandlinger i foråret 1985 besluttede, at man skulle stræbe efter at få 2-årige aftaler med personalegrupperne, hvis dette overhovedet var muligt, for dermed at undgå flere belastende lønforhandlinger i overenskomstperioden. Man gik derfor med til at forhøje lønnen med 75 kr. om ugen også i det andet overenskomstår. Det gav imidlertid anledning til mange diskussioner, fordi typograferne var bange for, at der kunne være andre, som sprængte lønrammerne og dermed opnåede større lønforhøjelser i løbet af 2-års perioden. Vidnet og fællestillidsmand Povl Rasmussen enedes derfor om det tillæg til aftalen af 21. august 1985, som fremgår af mødereferatet. Både vidnet og typograferne var fuldstændig klar over, at tillægget ikke var i overensstemmelse med Forhandlingsorganisationens cirkulære, og at kun selve lønaftalen, men ikke tillægget, ville blive godkendt af Forhandlingsudvalget. Man var med andre ord helt klar over, at man skulle »gå stille med dørene«. Tillægget blev derfor ikke sendt ind til Forhandlingsudvalget til godkendelse.

Klagerne har til støtte for påstandens første led anført, at der under lønforhandlingerne opnåedes enighed om en aftale, der nok gik uden for de rammer, som var afstukket af Forhandlingsorganisationen, men som virksomheden ikke var blevet intimideret til at indgå. Virksomheden, der var klar over, at tillægget ikke ville blive godkendt af Forhandlingsudvalget, skjulte dette for udvalget og fremsendte alene aftalen af 21. august 1985 til godkendelse. Den efterfølgende underkendelse af tillægget til aftalen blev klagerne først underrettet om den 23. december 1985. Under disse omstændigheder må virksomheden være bundet af aftalen som helhed, herunder tillægget til denne. Fællestillidsmanden måtte kunne gå ud fra, at han forhandlede med en ligestillet part, og det var direktør Østerbyes ansvar, at man fra virksomhedens side skjulte noget over for sin egen organisation. I givet fald måtte man fra organisationens side have reageret omgående og ikke først efter en uges forløb, hvorefter man - uanset det strenge pålæg til virksomheden i skrivelsen af 4. oktober 1985 - forholdt sig passiv med den følge, at virksomheden først efter ca. 4 måneders forløb underrettede fællestillidsmanden om underkendelsen af tillægget.

Til støtte for påstandens andet led har klagerne anført, at der foreligger et klart brud på en indgået aftale, der må udløse bodsansvar for virksomheden. Da Forhandlingsorganisationen aktivt har deltaget heri, må også organisationen ifalde ansvar for det begåede aftalebrud.

De indklagede har bestridt, at tillægget til aftalen af 21. august 1985 er gyldigt, idet husaftaler skal godkendes af organisationerne for at have gyldighed, og en sådan godkendelse ikke er opnået for så vidt angår tillægget, men alene for aftalen. Det er vel rigtigt, at provinsoverenskomsten ikke indeholder en bestemmelse svarende til bestemmelsen i Københavneroverenskomsten om godkendelse som gyldighedsbetingelse, men praksis er den samme efter de to overenskomster, hvilket klagerne er fuldstændig klar over. Det er derfor uden betydning, at der ikke er taget udtrykkeligt forbehold om godkendelse af aftalen og tillægget hertil. Forhandlingsudvalgets underkendelse af tillægget har hjemmel i den bestemmelse i parternes overenskomst, hvorefter arbejdsgiverorganisationen er berettiget til at begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed. Den påståede passivitet er uden betydning i denne sag, fordi typograferne var ganske på det rene med, at den første godkendelse af aftalen blev givet under urigtige forudsætninger, og at tillægget hertil ikke ville blive godkendt og derfor ikke skulle forelægges Forhandlingsorganisationen til godkendelse. Hverken virksomheden eller organisationen har handlet overenskomststridigt ved henholdsvis at fragå en aftale, som begge parter vidste ikke ville blive godkendt, og ved at underkende denne aftale. Der er derfor heller intet grundlag for at tage klagernes bodspåstand til følge.

Arbejdsretten skal udtale

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at der under lønforhandlingerne i foråret og sommeren 1985 mellem repræsentanter for virksomhedens ledelse og typograferne opnåedes enighed dels om en 2-årig aftale, der kunne godkendes af organisationerne, dels om et tillæg hertil, om hvilket begge parter vidste, at det ikke ville blive godkendt af virksomhedens organisation. Der var derfor enighed om, at tillægget ikke skulle indsendes til organisationen, men være gældende mellem parterne uden sådan godkendelse.

I hvert fald under disse omstændigheder findes organisationens senere underkendelse af tillægget ikke at kunne fritage virksomheden for at overholde denne del af aftalen, hvis gyldighed parterne imellem netop ikke var betinget af eller forudsatte organisationernes godkendelse. For så vidt angår første led af påstanden gives der herefter klagerne medhold.

Hvad bodspåstanden angår, finder retten, at hverken Forhandlingsorganisationen eller virksomheden har pådraget sig bodsansvar ved henholdsvis at underkende og derefter søge at frigøre sig for en aftale, som typograferne ved aftalens indgåelse vidste ville blive underkendt, hvis Forhandlingsorganisationen fik kendskab til den, og som repræsentanter for forbundet derefter selv gjorde organisationen bekendt med under et senere mæglingsmøde i Århus. De indlagedes frifindelsespåstand tages derfor for så vidt til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Fyens Stiftstidende A/S, tilpligtes at efterleve aftalen af 21. og 26. august 1985. I øvrigt frifindes såvel denne indklagede som indklagede, Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation.

I sagsomkostninger betaler de indklagede 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s. 92 (note 42), Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s. 85, K 10.924 (A 1986 s.103), K 8385 (A 1978 s.88).

En virksomhed blev enig med de ansatte om en 2-årig lønaftale, som blev godkendt af arbejdsgiverorganisationen. Et tillæg til lønaftale, der gav mulighed for yderligere lønregulering i tilfælde af lønstigninger på andre virksomheder, blev ikke indsendt til arbejdsgiverorganisationen af virksomheden. Det lagdes til grund, at begge parter vidste, at tillægget ikke ville blive godkendt af arbejdsgiverorganisationen og at det var derfor, at tillægget ikke blev indsendt til godkendelse. Da arbejdsgiverorganisationen senere alligevel blev opmærksom på tillægget, meddelte den virksomheden, at tillægget ikke kunne godkendes, og virksomheden meddelte de ansatte, at man ikke kunne efterleve tillægsaftalen.

Arbejdsretten fandt, at arbejdsgiverorganisationens senere underkendelse af tillægget ikke kunne fritage virksomheden for at overholde denne del af aftalen, fordi der netop ikke var taget forbehold om arbejdsgiverorganisationens godkendelse.

Hverken arbejdsgiverorganisationen eller virksomheden fandtes at have pådraget sig noget bodsansvar.