Passivitet. Kollektiv overneskomst 1. Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. (* 1) (* 2) Uberettiget at aflønne ansatte efter en lavere sats end den, der havde været fulgt i over 2 år. Statstjenestemændenes Centralorganisation II (advokat Mogens Kromann) mod Finansministeriet, Lønnings- og Pensionsdepartementet (Kammeradvokaten ved advokat Benedicte Galbo). Dommere: Bisgaard, Gade, Neergaard Larsen, Pontoppidan (retsformand), Sløk, Mols Sørensen og Westergaard.

Passivitet. Kollektiv overneskomst 1. Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. (* 1) (* 2) Uberettiget at aflønne ansatte efter en lavere sats end den, der havde været fulgt i over 2 år. Statstjenestemændenes Centralorganisation II (advokat Mogens Kromann) mod Finansministeriet, Lønnings- og Pensionsdepartementet (Kammeradvokaten ved advokat Benedicte Galbo). Dommere: Bisgaard, Gade, Neergaard Larsen, Pontoppidan (retsformand), Sløk, Mols Sørensen og Westergaard.

Under denne sag har Statstjenestemændenes Centralorganisation II ved klageskrift af 2. december 1985 indklaget Finansministeriet, Lønnings- og Pensionsdepartementet, for Arbejdsretten for overenskomstbrud.

Klagerne har nedlagt følgende påstande

1. Indklagede, Finansministeriet, tilpligtes at anerkende, at ministeriets godkendelse ved skrivelse af 28. februar 1985 til Undervisningsministeriet af, at timelærere ved Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, i det omfang, der er tale om undervisning på seminarieniveau, med virkning fra 1. august 1985, aflønnes efter sats II i Finansministeriets cirkulære af 12. oktober 1983 om vederlæggelse m.v. af timelønnet undervisning, er en overtrædelse af den mellem parterne gældende kollektive overenskomst, og som følge deraf er uforbindende for klageren, Statstjenestemændenes Centralorganisation II.

2. Indklagede tilpligtes at anerkende, at timelærere ved Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, der fra 1. august 1985 eller senere har undervist på seminarieniveau, og som følge af indklagedes godkendelse heraf er blevet vederlagt efter sats II i Finansministeriets cirkulære af 12. oktober 1983, har krav på vederlæggelse efter sats I, og som følge deraf har krav på lønregulering, forrentet med den til enhver tid gældende procesrente fra de enkelte lønudbetalingstidspunkter til betaling sker.

3. Indklagede idømmes en bod for den begåede overtrædelse af den kollektive overenskomst.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det i klagernes påstand 1 og 2 nævnte cirkulære afløser tidligere cirkulære om samme spørgsmål. I cirkulærets pkt. 1 anføres

»Efter stedfundne drøftelser med Akademikernes Centralorganisation, Statstjenestemændenes Centralorganisation I og II og Lærernes Centralorganisation fastsættes nedenstående regler for vederlæggelse m.v. af timelønnet undervisning inden for områder, hvor undervisning varetages af lærere, der ikke er aflønnet med tjenestemandsløn, honorar el.lign., men som vederlægges med en timelønssats pr. arbejdstime.«

Der er enighed mellem parterne om, at cirkulæret har karakter af en kollektiv overenskomst.

Cirkulærets pkt. 3 indeholder bestemmelser om timelønssatser. Det hedder i pkt. 3 bl.a.

»Timelønnen pr. arbejdstime for de forskellige undervisningsområder, der efter en forudgående vurdering af undervisningens niveau med finansministeriets godkendelse er blevet henført til en af nedenstående timelønssatser I-VII fastsættes som følger.....«

I pkt. 12 anføres

»De anførte satser vil som hidtil kun kunne anvendes inden for undervisningsområder, der forud med finansministeriets godkendelse er indplaceret på de tilsvarende hidtil gældende satser.«

Det er oplyst under sagen, at sats I anvendes ved undervisning på universiteter og højere læreranstalter, herunder Danmarks Lærerhøjskole, sats II ved undervisning på seminarie-niveau og sats III ved undervisning på gymnasie-niveau.

Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse (i det følgende benævnt SEL) er en institution under Undervisningsministeriet.

Ved skrivelse af 8. december 1980 rettede SEL henvendelse til Dansk Teknisk Lærerforening (DTL) vedrørende DTL-medlemmers medvirken som undervisere ved SEL. Det hedder i denne skrivelse bl.a.

»Under henvisning til finansministeriets cirkulære af 10. januar 1980 om vederlæggelse af timelønnet undervisning pkt. 2 og fremsendelsesskrivelsens pkt. 1, ansøges om dispensation fra forbudet om at ansætte personer, der er fuldtidsbeskæftiget andetsteds, i over 50 arbejdstimer pr. semester.

Undervisningen vederlægges med forbehold af ministeriets godkendelse med den i cirkulærets pkt. I, II og III anførte timesats. SEL har ved skrivelse af 21. december 1976 anmodet undervisningsministeriet om at søge finansministeriets godkendelse af, at de i cirkulæret anførte bestemmelser kan finde anvendelse for undervisning m.m. ved SEL. Svar på denne skrivelse er ikke modtaget.«

Som anført i skrivelsen havde SEL siden 1976 søgt at opnå en afklaring af spørgsmålet om den lønmæssige placering af institutionens timelærere. SEL havde i den anledning gentagne gange brevvekslet med Undervisningsministeriet.

I anledning af en forespørgsel fra Undervisningsministeriet, gav SEL ved skrivelse af 27. oktober 1981 oplysninger om kurser og aflønningsformer i undervisningsåret 1981.

Det fremgår af skrivelsen, at kurserne ved SEL fordeler sig på fire hovedkategorier: Faglige kurser til handelsfaglærereksamen, pædagogikumkurser, pædagogisk-psykologisk videreuddannelse og faglige- og faglig-pædagogiske videreuddannelser. Særligt om den sidste kategori, som medlemmer af DTL varetager den timelønnede undervisning af, hedder det i skrivelsen side 2-3

»Ad. IV. Faglige og faglig-pædagogiske videreuddannelseskurser har i 1981 været aflønnet efter sats 1 eller 2. Nyere kurser og kurser med kompetenceudvidende sigte er aflønnet med sats 1, mens øvrige kurser er honoreret med sats 2.

Efter forudgående vurdering af de for 1982 planlagte faglige og faglig-pædagogiske videreuddannelser findes det korrekt at aflønne disse kurser med sats 1.

Ved udarbejdelsen af forslag til finanslov for 1982 er der ved budgetteringen taget hensyn til denne ændring.«

Ved skrivelse af 22. januar 1982 til Undervisningsministeriet meddelte SEL, at undervisningen på alle kurser fra og med kursusplanen for 1982 blev aflønnet efter cirkulærets sats I og de af DTL organiserede lærere ved SEL, der har undervist på faglige og faglig-pædagogiske videreuddannelser, blev herefter aflønnet efter sats I.

Som led i Undervisningsministeriets fortsatte overvejelser udarbejdede direktoratet for erhversuddannelserne et den 6. december 1982 dateret notat om niveauet for undervisning m.v. ved SEL. I notatet anføres, at undervisningen på de faglig-pædagogiske kurser som hovedregel er på seminarie-niveau.

Med henblik på forelæggelse af sagen for indklagede spurgte direktoratet 26. november 1984 telefonisk SEL, om der siden december 1982 var sket ændringer i kursusvirksomheder, som kunne begrunde ændringer i notatet af 6. december 1982. I skrivelse af 27. november 1984 besvarede SEL dette benægtende.

Undervisningsministeriet, departementet, forelagde herefter ved skrivelse af 10. december 1984 sagen for indklagede. I skrivelsen anføres bl.a. følgende

»Ifølge finansministeriets cirkulære af 12. oktober 1983 om vederlæggelse m.v. af timelønnet undervisning skal finansministeriet godkende satser for timelønnen efter en forudgående vurdering af undervisningens niveau på et undervisningsområde.

Under henvisning hertil skal undervisningsministeriet anmode om godkendelse af, at de timelønnede lærere ved Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse som hovedregel vederlægges efter sats II, idet man generelt må bedømme undervisningen på institutionen som værende på samme niveau som undervisningen på lærerseminarierne.«

Ved skrivelse af 28. februar 1985 godkendte indklagede, at aflønning fra 1. august 1985 skete efter sats II.

SEL blev underrettet om indklagedes afgørelse ved Undervisningsministeriets skrivelse af 15. marts 1985. Ved skrivelse af 24. juni 1985 tog ministeriet til efterretning, at SEL i 11 ansættelseskontrakter indgået inden 18. marts 1985 havde bundet sig til betaling efter sats I i et tidsrum, der ligger efter 1. august 1985.

Til støtte for påstandene har klagerne anført, at de medlemmer af DTL, som har undervist på de fagligt pædagogiske kurser siden 1982 har været aflønnet efter sats I, hvilket også har været angivet i de pågældendes ansættelsesbreve. DTL har haft føje til at gå ud fra, at aflønning efter sats I var behørigt godkendt.

Undervisningsministeriet har siden SEL's skrivelse af 27. oktober 1981 været bekendt med, at aflønningen fra og med 1982 ville ske efter sats I, og ministeriet har på intet tidspunkt grebet ind, uanset at man - som det fremgår af notatet af 8. december 1982 - var af den opfattelse, at der var tale om undervisning på seminarie-niveau, hvilket kun kunne begrunde aflønning efter sats II.

Også indklagede var eller burde have været klar over, at aflønningen gennem flere år forud for sagens forelæggelse for indklagede var sket efter sats I.

Under disse omstændigheder må aflønning efter denne sats ud fra almindelige passivitetsbetragtninger anses for at være blevet en del af den kollektive overenskomst. Fuldmagtssynspunkter fører til samme resultat, idet såvel Undervisningsministeriet som SEL må anses for at have været legitimeret til at indgå aftale om aflønning efter sats I.

Indklagede har derfor været uberettiget til uden forhandling med klagerne at ændre aflønningen fra sats I til sats II. Da cirkulæret er omfattet af lov nr. 123 af 31. marts 1985 om forlængelse og fornyelse af kollektive overenskomster og aftaler m.v., kunne en ændring af aflønningen i overensstemmelse med indklagedes standpunkt tidligst få virkning fra 1. april 1987.

Indklagede har anført, at det fremgår af cirkulæret, at indplaceringen af timelønnede undervisere efter de i cirkulærets pkt. 3 nævnte satser skal ske med Finansministeriets godkendelse. Det samme fremgår af cirkulærets pkt. 12. Indtil Finansministeriets godkendelse foreligger, kan indplaceringen kun betragtes som foreløbig. Hverken SEL eller Undervisningsministeriet har haft nogen beføjelse til med bindende virkning at godkende aflønning efter en bestemt sats, og dette må klagerne have været klar over.

Indklagede har ingen pligt til selv at holde sig orienteret, men må afvente forelæggelse fra vedkommende ressortministerium. Der er tale om indplacering af et meget stort antal stillinger på vidt forskellige områder, og det er derfor ikke usædvanligt, at der går en længere periode, før afgørelse kan træffes. Der er ikke udvist nogen passivitet fra indklagedes side, og den omstændighed, at Undervisningsministeriet har været bekendt med, at der siden 1982 er sket aflønning efter sats I, kan ikke bevirke, at indklagede skulle være afskåret fra at udøve sine beføjelser efter cirkulæret.

Klagerne har reelt ikke anfægtet, at den omhandlede undervisning svarer til undervisning på seminarie-niveau, og at aflønning efter sats II derfor er korrekt. Der er således alene tale om, at medlemmerne i DTL i 3 år har oppebåret højere løn, end de i virkeligheden var berettiget til, og det ville være urimeligt, om indklagede skulle være udelukket fra at ændre den urigtige indplacering. Ændringen blev gennemført med fornøden hensyntagen til de pågældende lærere, idet den først fik virkning fra 1. august 1985. Der blev desuden gjort undtagelse for de lærere, med hvem der allerede forud for Undervisningsministeriets skrivelse af 15. marts 1985 var indgået aftale om undervisning efter 1. august 1985.

For det tilfælde, at klagerne får medhold i deres påstand 1, har indklagede ikke indvendinger mod klagernes påstand 2.

Derimod er der efter indklagedes opfattelse intet grundlag for bodsansvar. Selv om det antages, at indklagede har været uberettiget til på egen hånd at foretage indplacering under sats II, er der i hvert fald tale om et så tvivlsomt spørgsmål, at bod ikke kan komme på tale.

Arbejdsretten skal udtale

De af Dansk Teknisk Landsforening organiserede timelærere ved Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, der har undervist på faglige og faglig-pædagogiske videreuddannelser har siden 1982 været aflønnet efter sats I, svarende til undervisning på universitets-niveau. Dette har Undervisningsministeriet været bekendt med. Uanset at ministeriet allerede i 1982 - som det fremgår af ministeriets notat af 6. december 1982 - var af den opfattelse, at undervisningen rettelig burde henføres til seminarie-niveau og dermed aflønnes efter sats II, tog ministeriet først ved skrivelse af 10. december 1984 til indklagede skridt til at bringe aflønningen i overensstemmelse hermed. Selv om henførelse af undervisningen til en af de i pkt. 3 i cirkulæret af 12. oktober 1983 anførte satser skal ske med indklagedes godkendelse, findes indklagede under de anførte omstændigheder at have været afskåret fra uden forudgående forhandling med klagerne at ændre den indplacering under sats I, som faktisk havde fundet sted siden 1982.

Klagernes påstand 1 og 2 tages herefter til følge.

Derimod findes der ikke at være tilstrækkelig anledning til at idømme indklagede bod. Retten lægger herved vægt på, at spørgsmålet om anvendelse af cirkulæret i en situation som den foreliggende kunne give anledning til rimelig tvivl.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Finansministeriet, tilpligtes at anerkende, at ministeriets godkendelse ved skrivelse af 28. februar 1985 til Undervisningsministeriet af, at timelærere ved Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, i det omfang, der er tale om undervisning på seminarieniveau, med virkning fra 1. august 1985, aflønnes efter sats II i Finansministeriets cirkulære af 12. oktober 1983 om vederlæggelse m.v. af timelønnet undervisning, er en overtrædelse af den mellem parterne gældende kollektive overenskomst, og som følge deraf er uforbindende for klageren, Statstjenestemændenes Centralorganisation II.

Indklagede tilpligtes at anerkende, at timelærere ved Statens Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, der fra 1. august 1985 eller senere har undervist på seminarieniveau, og som følge af indklagedes godkendelse heraf er blevet vederlagt efter sats II i Finansministeriets cirkulære af 12. oktober 1983, har krav på vederlæggelse efter sats I, og som følge deraf har krav på lønregulering, forrentet med den til enhver tid gældende procesrente fra de enkelte lønudbetalingstidspunkter til betaling sker.

Indklagede frifindes for påstanden om bod.

I sagsomkostninger betaler Finansministeriet 2.000 kr. til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen, s.91 (note 41), s.104 (note 35).

Ved et cirkulære fastsatte Finansministeriet, efter drøftelser med de berørte organisationer, regler for vederlæggelse af timelønnet undervisning for ikke tjenestemandsansatte. Der var enighed om, at cirkulæret havde karakter af en kollektiv overenskomst.

I følge cirkulæret skete fastsættelsen af timelønnen på forskellige undervisningsområder efter en vurdering af undervisningens niveau og henførtes til en af 7 forskellige timelønssatser, herunder sats I for undervisning på universitetsniveau m.v. og sats II for undervisning på seminarieniveau. En undervisningsinstitution SEL havde siden 1976 søgt at få afklaret efter hvilken sats dens lærere skulle aflønnes ved henvendelse til Undervisningsministeriet. Ved skrivelse af 22.

januar 1982 meddelte SEL Undervisningsministeriet, at undervisningen på alle kurser blev aflønnet efter sats I. Undervisningsministeriet udfærdigede den 6. december 1982 et notat, hvorefter den omhandlede undervisning som hovedregel var på seminarieniveau. I skrivelse af 10. december 1984 indstillede Undervisningsministeriet til Finansministeriet, at undervisningen skulle vederlægges efter sats II, hvilket Finansministeriet godkendte ved skrivelsen af 28. februar 1985 med virkning fra 1. august 1985.

Udtalt, at Undervisningsministeriet fra 6. december 1982 havde været af den opfattelse at undervisningen burde aflønnes efter sats II, men først den 10. december 1984 tog skridt til at bringe aflønningen i overensstemmelse hermed. Finansministeriet måtte under disse omstændigheder være afskåret fra, uden forudgående forhandling med vedkommende lønmodtagerorganisation at ændre den indplacering under sats I, som faktisk havde fundet sted siden 1982, uanset at henførelsen af undervisningen til en lønsats skulle ske med Finansministeriets godkendelse.

Der fandtes ikke tilstrækkelig anledning til at idømme Finansministeriet bod, idet spørgsmålet om anvendelsen af det pågældende cirkulære i en situation som den foreliggende kunne give anledning til tvivl.