Legislator Case Law & Legislation
U19870331513 DK

Bod 2.2.2. Bod ikke pålagt.(* 1) (* 2) Afskedigelse af funktionærer med lovmæssigt varsel driftsmæssigt begrundet. Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening for DSB tax-free shops, Rødby (advokat Helge Werner) Dommere: Bredmose, Anton Johannsen, Kiil (retsformand), Gert Kristensen, Toxværd Nielsen, Spang- Hanssen og Willy Strube.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Dom 1987 3315 Valid

Bod 2.2.2. Bod ikke pålagt.(* 1) (* 2) Afskedigelse af funktionærer med lovmæssigt varsel driftsmæssigt begrundet. Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening for DSB tax-free shops, Rødby (advokat Helge Werner) Dommere: Bredmose, Anton Johannsen, Kiil (retsformand), Gert Kristensen, Toxværd Nielsen, Spang- Hanssen og Willy Strube.

Ved klageskrift af 18. februar 1986 har Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening for DSB tax-free shops, Rødby, for Arbejdsretten i anledning af, at den indklagede virksomhed den 25. oktober 1985 med henvisning til »interne samarbejdsvanskeligheder« opsagde 5 af forbundets medlemmer til fratræden med det efter funktionærloven gældende varsel og samtidig fritog de pågældende og yderligere 2 af forbundets medlemmer, der selv havde opsagt deres stillinger, for arbejde i opsigelsesperioden.

Klagerne, der gør gældende, at opsigelsen og suspensionen af de pågældende må anses som en reaktion mod disses kritik af en arbejdsleder og således ikke kan anses begrundet i driftsmæssige hensyn, har nedlagt påstand om, at opsigelsen, respektive suspensionen, af de 7 ansatte den 25. oktober 1985 var overenskomststridig, og at indklagede, DSB tax-free shops, Rødby, tilpligtes til Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod.

De indklagede har påstået frifindelse og har til støtte herfor gjort gældende, at opsigelsen og suspensionen af de pågældende medarbejdere, der alle var beskæftiget i supermarkedet ombord i M/F »Danmark«, alene var begrundet i driftsmæssige hensyn.

Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende

Et par dage forud for opsigelserne den 25. oktober 1985 havde nogle af medarbejderne i supermarkedet ombord i M/F »Danmark« sat følgende opslag op på opslagstavlen i personalets messe ombord på færgen

»Vi kan ikke samarbejde med Karen Bagge, vi glæder os alle til hendes fridage, i det sidste halve år er det blevet utåleligt, der er ingen arbejdsglæde, og der er blevet en negativ holdning til vores arbejde, der gør arbejdet på »Danmark« til en pine. Vi vil foreslå, at »Danmark« som et forsøg skal prøve at sejle uden butiksleder, så kunne butikslederens ansvar og løn fordeles mellem de fastansatte, vi har jo holdledere, og det fungerer godt, og inspektørene vi kan henvende os til, hvis og når vi har brug for dem. Vi ved jo alle, at hvis man har ansvar og medbestemmelse, får man interesse, og med interesse kommer glæden ved arbejdet, så har vi den positive holdning til arbejdspladsen, vi savner så meget.'

Under teksten i opslaget var afsat plads til, at de medarbejdere, som var enige i kritikken af butikslederen Karen Bagge og forslaget om at sejle uden butiksleder, kunne skrive sig på. Den 24. oktober 1985, da opslaget blev fjernet af inspektøren og afleveret til virksomhedens direktør Bent Tornager, havde 7 medarbejdere skrevet sig på. Efter et møde samme dag mellem ledelsen og afdelingssekretær i Handels- og Kontorfunktionærernes Forbunds Maribo afdeling Tommy Romme samt tillidsrepræsentant Lizzi Poulsen blev 5 af underskriverne den følgende dag opsagt med varsel efter funktionærlovens § 2, og det blev samtidig tilkendegivet dem og de øvrige to underskrivere, som på et tidligere tidspunkt selv havde sagt op, at virksomheden ikke ville gøre brug af deres arbejdskraft i opsigelsesperioden. I opsigelsesskrivelserne motiveredes opsigelserne som nævnt med »interne samarbejdsvanskeligheder«.

Opsigelsen og suspensionen af de pågældende medarbejdere blev drøftet ved et organisationsmøde den 13. december 1985, uden at enighed kunne opnås. Sagen blev derefter forhandlet ved et fællesmøde den 10. februar 1986. I referatet fra mødet hedder det blandt andet

»Fra LOs side gjorde man gældende, at der forelå en overenskomststridig handling, idet afskedigelserne måtte anses for en uberettiget reaktion på, at de pågældende havde klaget over en arbejdsleder.

Fra arbejdsgiverside bestred man at have handlet overenskomststridig og gjorde gældende, at de stedfundne afskedigelser havde været nødvendige af driftsmæssige hensyn.

Fra arbejdstagerside tog man forbehold om at indbringe sagen for Arbejdsretten.«

Ifølge de indklagedes svarskrift er der ansat ca. 30 medarbejdere i supermarkedet ombord i M/F »Danmark«, hvor der inden for landsoverenskomstens område beskæftiges i alt 65-70 medarbejdere.

For Arbejdsretten er der afgivet forklaring af vidnerne Jonna Puggaard, tillidsrepræsentant Lizzi Poulsen, afdelingssekretær Tommy Romme, sekretær i HK Hans Tybring og direktør Bent Tornager.

Jonna Puggaard, der er en af de afskedigede medarbejdere, har forklaret, at hun blev ansat i supermarkedet i august 1977. De ansatte her er stort set alle beskæftiget som kassedamer, men hjælper dog også ind imellem med at fylde op på hylderne. Karen Bagge blev ansat i foråret 1977 og blev efter nogen tids forløb en af holdlederne, der fungerer som bindeled mellem personalet og ledelsen. Senere - vistnok i foråret 1985 - blev Karen Bagge butiksleder i supermarkedet ombord i M/F »Danmark«. Butikslederens opgave er at sørge for, at varerne er til stede. Hun udskriver ordresedler og lignende, men har ingen funktioner med hensyn til ansættelse af personale osv., der ordnes direkte fra personalekontoret. Baggrunden for opsættelsen af opslaget i personalemessen var utilfredshed med Karen Bagge. Alle var utilfreds med hende. Det var hele hendes væsen, man var utilfreds med. Fra at være kollega talte hun nu som butiksleder »ned« til dem. Hendes arbejde var der derimod intet at udsætte på. Hun var tværtimod meget dygtig. Opslaget blev sat op på opslagstavlen i personalemessen, som benyttes i spisepauserne, og hvor der ikke kommer andre end personalet fra supermarkedet. Meningen var, at opslaget skulle have hængt på tavlen i 8-10 dage, således at alle på de forskellige hold havde haft mulighed for at skrive sig på, hvis de ønskede det. Derefter ville man have bedt tillidsrepræsentanten om et møde med hende og Karen Bagge for at få talt ud om tingene. Opslaget blev imidlertid taget ned efter et par dages forløb. Når man som et forsøg foreslog at sejle uden butiksleder, skyldtes det, at holdledersystemet fungerer udmærket og efter de ansattes mening overflødiggør en butiksleder.

Tillidsrepræsentant Lizzi Poulsen har forklaret, at hun blev ansat i supermarkedet i 1980 og blev valgt som tillidsrepræsentant i marts 1985. Hun blev - desværre - først på et senere tidspunkt bekendt med det opslag, som nogle af de ansatte havde sat op, og det var ikke forud nævnt over for hende, at der var problemer. Under det møde med ledelsen, hvor man drøftede, hvad der skulle ske med de medarbejdere, som havde skrevet sig på opslaget, har hun ikke givet udtryk for, at de burde afskediges, men har nok sagt, at de skulle have en advarsel.

Afdelingssekretær Tommy Romme har forklaret, at han sammen med Lizzi Poulsen deltog i det møde med ledelsen, hvor man drøftede opslaget og konsekvenserne for de medarbejdere, som havde skrevet sig på. Han fandt det ikke særlig heldigt, at medlemmerne i en samarbejdssituation havde handlet på denne måde. De burde i stedet have anmodet om at få problemerne behandlet i samarbejdsudvalget. På direktør Tornagers spørgsmål om, hvordan han så på det, foreslog vidnet, at der blev givet de pågældende medarbejdere en henstilling, eventuelt i form af en skriftlig henstilling. Det ville direktør Tornager imidlertid ikke høre tale om og anførte, at der måske ligefrem var grundlag for at bortvise de pågældende. Det protesterede vidnet imod, hvorefter direktør Tornager erklærede, at de så ville blive afskediget med varsel efter funktionærloven. Hverken vidnet eller Lizzi Poulsen har givet tilslutning til, at de pågældende medarbejdere blev afskediget. Det var imidlertid ikke muligt for dem at komme videre under dette møde, som vidnet opfattede som rent orienterende. Han tog derfor det forbehold, at han måtte høre sagen også fra medlemmernes side, og at de derefter måtte have et nyt møde.

Sekretær Hans Tybring har forklaret, at han har deltaget i de afholdte organisations- og fællesmøder, og at der ikke herunder er fremkommet noget, der kunne tydes sådan, at der lokalt havde været enighed om, at de pågældende medarbejdere måtte afskediges.

Direktør Bent Tornager har forklaret, at Karen Bagge blev ansat i supermarkedet i 1978 og i 1984 blev midlertidig butiksleder, vekslende mellem de forskellige færger på overfarten. Fra maj 1985 blev hun fast butiksleder på M/F »Danmark«, hvor der - i modsætning til de øvrige færger - var problemer netop i supermarkedet, som man mente, Karen Bagge var den bedst egnede til at klare. Problemerne, der skyldtes en »græsrodsbevægelse« ombord på »Danmark«, og som gradvist gennem ca. 1 1/2 år var blevet større og større, bevirkede, at en del af personalet havde bedt om at blive flyttet til andre færger, ligesom man havde haft reklamationer fra kunder, der klagede over dårlig service. Disse problemer har man ikke længere, og der er nu ro på arbejdspladsen. Det var inspektøren, som opdagede opslaget på opslagstavlen i personalemessen, som han fører tilsyn med. Da vidnet havde læst opslaget, vurderede han det sådan, at de pågældende medarbejdere ligesom havde taget eller ønskede at tage ledelsen i egen hånd, hvilket han af hensyn til overholdelsen af forpligtelserne over for DSB ikke fandt at kunne acceptere. Han tog straks en drøftelse af situationen med tillidsrepræsentant Lizzi Poulsen og afdelingssekretær Tommy Romme. På hans spørgsmål om, hvad de ville gøre i hans sted, svarede Lizzi Poulsen, at hun - hvis hun havde siddet i hans stol - ville fyre de mennesker. Man havde drøftet, om der var grundlag for at bortvise de pågældende, men efter samråd med driftschefen besluttede vidnet at afskedige dem med varsel efter funktionærloven. Stillingerne blev straks efter opslået ledige og besat med nye folk.

Til støtte for påstandene har klagerne nærmere anført, at det efter bevisførelsen må anses for godtgjort, at opsigelsen og suspensionen af de 7 medarbejdere ikke var begrundet i driftsmæssige hensyn, men er udtryk for, at man fra ledelsens side har ønsket at skaffe sig ro, ikke ved at løse de opståede samarbejdsproblemer, men ved at anvende en form for kollektiv afstraffelse over for de pågældende medarbejdere. Det må vel medgives, at det var en uheldig fremgangsmåde, medarbejderne valgte for at give deres utilfredshed med arbejdslederen til kende. Men i betragtning af, at direktør Tornager valgte at distancere sig fra problemerne og at overlade disse til Karen Bagge, der netop ikke var egnet til at løse dem, kunne man næppe forvente anden reaktion fra personalets side. På grund af arbejdet i skiftehold var man nødt til at kommunikere skriftligt med hinanden, og den »næse«, man ville give arbejdslederen, holdt man inden for egne rammer, idet opslaget blev sat op i personalemessen, hvortil der alene er adgang for de ansatte. Gennem opsigelsen og suspensionen af de 7 underskrivere har man valgt at lægge ansvaret for samarbejdsvanskelighederne på det underordnede personale og har på denne måde villet gengælde dettes lidt uheldige fremgangsmåde på en måde, som bevirker, at opsigelsen og suspensionen får karakter af et kampskridt fra virksomhedens side.

De indklagede har bestridt, at opsigelserne, der skete med varsel efter funktionærloven, er udtryk for, at man fra virksomhedens side har ønsket at anvende kollektive kampskridt i anledning af den episode, som udløste opsigelserne. Årsagen til disse var de bestående samarbejdsvanskeligheder mellem Karen Bagge og en del af personalet, hvis utilfredshed med Karen Bagge formentlig alene skyldtes misundelse og ikke kan lægges Karen Bagge til last. Hun var blevet udpeget til butiksleder, fordi hun efter ledelsens opfattelse var den rigtige person med den myndighed, som var nødvendig for at lede personalet. De opståede samarbejdsvanskeligheder gav problemer med hensyn til kundebetjeningen, problemer, som let kunne eskalere, hvis der ikke blev grebet ind. De foretagne opsigelser var derfor nødvendige ud fra driftsmæssige hensyn. Hvad de afskedigede medarbejdere ønskede, var ikke en ny butiksleder, men at fordele dennes arbejde og - ikke mindst - løn mellem sig. Opslaget var udtryk for en sådan illoyalitet fra en del af personalet, at det havde været berettiget at bortvise de pågældende. Når man fra ledelsens side valgte at afskedige dem med sædvanligt varsel, men samtidig fritog dem for arbejde i opsigelsesperioden, er dette også udryk for, at alene hensynet til at skabe ro og bedre samarbejde har været afgørende for virksomheden, da man foretog opsigelsen og suspensionen.

Arbejdsretten skal udtale

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at der allerede forud for udnævnelsen i maj 1985 af Karen Bagge til fast butiksleder af supermarkedet ombord i M/F »Danmark« var konstateret samarbejdsvanskeligheder blandt personalet, som havde medført såvel ønske om forflyttelse til andre færger fra en del af personalet som klager fra supermarkedets kunder over dårlig service. Efter det foreliggende fortsatte samarbejdsvanskelighederne efter Karen Bagges tiltræden som leder, og efter få måneders forløb resulterede de i et opslag i personalemessen, indeholdende blandt andet en kritik af Karen Bagge i særdeles stærke vendinger - en kritik, som det efter den af Jonna Puggaard afgivne forklaring kan forekomme svært at se begrundelsen for.

Under disse omstændigheder findes der ikke grundlag for at tilsidesætte det af ledelsen udøvede skøn, hvorefter der med opsætningen af det omhandlede opslag var tilvejebragt en situation, der gjorde det nødvendigt af hensyn til driften af supermarkedet at opsige og suspendere de medarbejdere, der som underskrivere på opslaget måtte formodes at være initiativtagere til dette eller i hvert fald at støtte den heri fremførte kritik på en måde, som ville gøre et fortsat samarbejde med butikslederen umuligt.

Efter det anførte tages de indklagedes frifindelsespåstand til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening for DSB tax-free shops, Rødby, frifindes i denne sag.

I sagsomkostninger skal Landsorganisationen i Danmark betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Dom 1987 3315 Valid

Nogle medarbejdere (funktionærer) på en færge havde opsat et opslag på opslagstavlen i personalets messe om bord på færgen, indeholdende en kritik af den faste butiksleder i færgens supermarked, der var formuleret i særdeles stærke vendinger. Inden opslaget blev fjernet af færgens inspektør, havde 7 medarbejdere skrevet sig på. Herefter blev 5 af underskriverne afskediget med varsel efter funktionærlovens § 2, og det blev tilkendegivet dem og de 2 øvrige medunderskrivere, der på et tidligere tidspunkt selv havde sagt op, at virksomheden ikke ville gøre brug af deres arbejdskraft i opsigelsesperioden.

Det lagdes til grund, at der allerede forud for udnævnelsen af den pågældende bestyrer havde været konstateret samarbejdsvanskeligheder blandt personalet og Arbejdsretten udtalte, at det var svært at se begrundelsen for den fremsatte kritik. Under disse omstændigheder fandtes der ikke grundlag for at tilsidesætte ledelsens skøn, hvorefter der med opsætningen af opslaget var skabt en situation, der af hensyn til driften af supermarkedet gjorde det nødvendigt at opsige og suspendere underskriverne på opslaget.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →