Forligsinstitutionen. Processielle spørgsmål 3.2. Intervention og biintervention (* 1) (* 2) Mæglingsforslag indebar ikke overskridelse af forligsmandens kompetence. Fagforeninger under Landsorganisationen i Danmark kunne ikke selvstændigt optræde som biintervenienter. Sømændenes Forbund i Danmark (dr.jur. Ole Krarup) mod Statens Forligsmand Kammeradvokaten ved advokat Skov Knudsen). Dommere: Bjerregaard (næstformand), Friis Christensen, Høeg (retsformand), Nyløkke Jørgensen, Neergaard Larsen, Mundt (næstformand), Kurt Petersen, Sarroe og Sløk.

§ 8.

Fornyelse af Centralorganisationens hovedoverenskomst med Jernets Arbejdsgiverforening skal forelægges medlemmerne af de tilsluttede forbund til en fælles urafstemning, hvor almindelig stemmeflerhed er afgørende, når overenskomstforslaget er fremkommet som resultat af forhandling direkte mellem de to overenskomstparter.

Inddrages Centralorganisationen i en overenskomstsituation, hvor det eventuelle overenskomstforslag tilvejebringes enten under hovedorganisationernes eller Forligsinstitutionens medvirken, foregår afstemningen i henhold til de til enhver tid for sådanne afstemninger gældende regler.«

Lovene for Specialarbejderforbundet i Danmark indeholder i § 26, stk. 5, følgende bestemmelse

»Foreligger der et forhandlingsresultat for forbundets overenskomster, der udløber henholdsvis 1. marts eller 1. april, sendes dette ud til urafstemning blandt de respektive medlemmer og afgøres ved almindelig stemmeflerhed. Foreligger der et forligsmandsforslag for de forbundsoverenskomster, der udløber henholdsvis 1. marts eller 1. april, indkaldes repræsentantskabet for ved almindelig stemmeflerhed at tage stilling til, hvorvidt foreliggende forslag skal anbefales medlemmerne til vedtagelse eller forkastelse ved en urafstemning, der foretages efter de i forligsmandsloven fastsatte regler.

Repræsentantskabet kan bemyndige hovedbestyrelsen til at tage stilling til enkelte resterende overenskomster eller dele deraf.«

Formanden for Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark, Georg Poulsen, har afgivet vidneforklaring om omstændighederne ved oprettelsen af protokollatet af 15.-16. januar 1987. Han har forklaret, at man har fulgt sædvanen fra tidligere overenskomstforhandlinger, når man har indsat afsnittet om forbeholdet om organisationernes godkendelse i henhold til organisationernes vedtægter. Der var ikke tale om indgåelse af en endelig overenskomst, men der var opnået et forhandlingsresultat. På dette tidspunkt, den 15.-16. januar 1987, var forhandlingerne på de øvrige overenskomstområder ikke afsluttet. Hvis der ikke opnåedes tilfredsstillende resultater på disse andre områder, ville underskriverne på arbejdstagerside af det i denne sag omhandlede protokollat tage deres stilling op til overvejelse, endda med den mulighed, at man måtte anbefale sine medlemmer at stemme »Nej« til forhandlingsresultatet. Afsnittet om, at forhandlingsresultatet skulle indgå i Forligsmandens mæglingsforslag, blev indsat på forlangende af gruppeformand i Specialarbejderforbundet Willy Strube. Det var en absolut forudsætning for at opnå hans underskrift på protokollatet. Det var nødvendigt at sikre solidariteten på arbejdstagerside ved overenskomstfornyelserne. På tidspunktet for protokollatets underskrift ville det afhænge af overenskomstforhandlingernes forløb, om man skulle gå frem efter § 8, 1. stk. eller § 8, 2. stk. i Centralorganisationens love. Fra Specialarbejderforbundets side havde det allerede i efteråret 1986 været klart fremme, at man ønskede en sammenkædning af overenskomstforhandlingerne. Det havde derfor været genstand for en juridisk vurdering hos Centralorganisationen, om en bestemmelse, som den indsatte, om optagelse i mæglingsforslaget ville være i strid med Centralorganisationens love. Resultatet af denne vurdering var, at det ville være i orden. Der blev i forbindelse med fremsendelsen af protokollatet med bilag til Forligsmanden ikke fremsat nogen anmodning om sammenkædning med overenskomstforslag på andre overenskomstområder. Der havde ikke været nogen mundtlig kontakt i forbindelse med fremsendelsen af protokollatet med skrivelsen af 22. januar 1987. Der blev fremsendt 1. strejkevarsel den 12. februar 1987 for det område, der er dækket af protokollatet, og 2. strejkevarsel cirka en uge senere med angivelse af strejkeområder.

Formanden for Jernets Arbejdsgiverforening, Vagn-Aage Jensen har som vidne forklaret, at han ikke kender Centralorganisationens love. Det var klart, at han måtte forbeholde sig godkendelse af sin organisation i overensstemmelse med dens vedtægter, bl.a. af hensyn til bestemmelsen i § 23 i vedtægterne for Dansk Arbejdsgiverforening. Det var et ønske fra arbejdstagerside, at forhandlingsresultatet skulle indgå i et forventet kommende mæglingsforslag. Ellers ville man ikke skrive under. Nogen tid efter protokollatets underskrift blev det på et hovedbestyrelsesmøde vedtaget at udsende lockoutvarsel.

Klagerne har ikke anfægtet Forligsmandens ret til i medfør af § 12 i loven om mægling i arbejdsstridigheder at sammenkæde mæglingsforslaget vedrørende klagernes overenskomst med organisationer og enkeltvirksomheder under Dansk Arbejdsgiverforening med andre overenskomstforslag, der har været genstand for mægling i Forligsinstitutionen. De har imidlertid til støtte for deres påstand anført, at Statens Forligsmand ikke har hjemmel til at fremsætte mæglingsforslag på områder, hvis parter har færdigforhandlet et fuldstændigt overenskomstforlig. Han har heller ikke haft kompetence til på grundlag af påberåbte »tilkendegivelser« herom i overenskomstforlig - som protokollatet af 15.-16. januar 1987 eller tilsvarende dokumenter - at medtage sådanne forlig i sit mæglingsforslag.

Klagerne har nærmere anført, at en betingelse for, at Forligsmanden kan stille et mæglingsforslag i medfør af lovens § 4, stk. 3, er, at sagen har været genstand for forhandling i Forligsinstitutionen. Forligsmandens beføjelse er begrænset af bestemmelserne i lovens § 3, stk. 1. Forligsmanden kan efter 1. punktum i dette stykke først gribe ind, »når der er grund til at befrygte arbejdsstandsning, eller arbejdsstandsning er indtrådt«, og kun, »for så vidt forhandlingerne mellem parterne i henhold til de mellem dem vedtagne bestemmelser er ført og fra en af siderne erklæret afsluttet uden resultat.« For så vidt angår de af det nævnte protokollat og de tilsvarende dokumenter omfattede aftaler er forhandlingerne efter klagernes opfattelse netop ikke afsluttet uden resultat, idet det i protokollatet er anført, at der herefter ikke tilbagestår yderligere krav. Statsmagtens indgriben i en sådan situation er efter lovteksten uønsket, hvortil kommer, at det af selve protokollatets tekst fremgår, at det deri indeholdte forlig forudsættes underkastet »godkendelse i henhold til organisationernes vedtægter«, hvilket i det foreliggende tilfælde bl.a. vil sige afstemning i henhold til Centralorganisationens vedtægter. Heller ikke 2. punktum i § 3, stk. 1, hjemler efter klagernes mening nogen ret for Forligsmanden til at stille mæglingsforslag som sket, idet de førte forhandlinger netop var afsluttet med et resultat. Når forligsmanden i tidligere overenskomstsituationer har medinddraget områder, på hvilke der var opnået resultater ved direkte forhandlinger mellem parterne uden hans bistand, har det drejet sig om tilfælde, hvor der var opnået enighed om dele af overenskomststoffet under decentrale forhandlinger, men hvor centrale spørgsmål var forhandlet under hans medvirken. På faglige områder, hvor der var opnået enighed om overenskomsterne i deres helhed uden forligsmandens medvirken, er de holdt uden for mæglingsforslag. Det var således tilfældet i 1983.

Når der således efter klagernes opfattelse ikke er lovgrundlag for Forligsmandens indgriben, er spørgsmålet som nævnt, om en anmodning eller tilkendegivelse fra parterne kan gøre ham kompetent. Klagerne bestrider for det første, at der foreligger nogen sådan tilkendegivelse fra parterne i protokollatet af 15.-16. januar 1987, idet der i dette er henvist udtrykkeligt til »godkendelse i henhold til organisationernes vedtægter.« Skulle det imidlertid blive lagt til grund, at der foreligger en sådan tilkendegivelse, kan det ikke føre til nogen udvidelse af den kompetence, som ved lovmæssigt fastsatte begrænsninger er tillagt Forligsmanden. Han var bekendt med Centralorganisationens love. Overholdelsen af dem var ifølge protokollatet en betingelse for det indgåede forlig. I henhold til dem skulle overenskomstforslaget være sendt til fælles urafstemning hos medlemmerne af de tilsluttede forbund, hvor almindelig stemmeflerhed er afgørende. Endelig bestrides det under alle omstændigheder, at de af forbund og/eller hovedorganisationer tilkendegivne ønsker kan legitimere Forligsmandens kompetence i forhold til Sømændenes Forbund i Danmark.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at lovgivningen vedrørende mægling i arbejdsstridigheder lige fra den første lov om udnævnelse af en forligsmand i arbejdsstridigheder af 12. april 1910 har været præget af, at den er bragt til veje i et samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Denne lovgivning indeholder ikke skarpe grænser for Forligsmandens virke. Hvis to parter på arbejdsmarkedet er enige om at ønske hans bistand, skal han ikke juridisk efterprøve grænserne for sit virke. Fortolkningen af loven i henseende til omfanget af hans kompetence må ske ud fra skønsmæssige overvejelser af, hvad der er hensigtsmæssigt til løsning af den hovedopgave, som foreligger: at undgå konflikt. Skønnet skal udøves både i parternes og i det offentliges interesse. Det, der sætter grænsen for hans virke i henseende til spørgsmålet om fremsættelse af mæglingsforslag, er det hensigtsmæssighedsbetonede, om der er udsigt til, at et mæglingsforslag kan forventes at blive vedtaget eller ej. Hvis man ser på ordlyden af lovens § 3, stk. 1, 1. punktum, i relation til den foreliggende sag, var forholdet netop det, at der var grund til at befrygte arbejdsstandsning. Protokollatet af 15.-16. januar 1987 og de identiske aftaler på andre overenskomstområder var ikke endelige overenskomster. Hvis der skete vedtagelse på den ene eller anden måde, kunne disse aftaler blive til overenskomster, men der forelå ikke vedtagelse. Det ses da også af, at der senere blev udvekslet konfliktvarsler. Det fremgår af de afgivne vidneforklaringer, at det forhandlingsresultat, som fremgår af protokollatet, ikke ville kunne holde, hvis det øvrige arbejdsmarked lagde sig på et andet niveau. Derfor var der behov for at få den klausul med, at det skulle medtages i det mæglingsforslag, der forventedes stillet. Der ligger ingen tidsmæssig begrænsning i ordet »befrygtes« i § 3, stk. 1, 1. punktum. Der behøver ikke at være nogen overhængende risiko for konflikt, for at Forligsmanden kan yde sin medvirken. Dertil kommer, at det direkte i § 3, stk. 1, 2. punktum, er udtalt, at Forligsmanden på et tidligere tidspunkt kan gribe ind i sagen. Af § 4, stk. 3, fremgår, at Forligsmanden kan fremsætte mæglingsforslag, når han finder det formålstjenligt. Der har således været et klart legalt grundlag for Forligsmandens optræden.

Dertil kommer efter indklagedes opfattelse, at der ikke ved indgåelsen af protokollatet af underskriverne er sket nogen tilsidesættelse af organisationernes vedtægter. Forbeholdet om godkendelse i henhold til organisationernes vedtægter er sædvanligt og nødvendigt, bl.a. af hensyn til bestemmelsen i § 23 i vedtægterne for Dansk Arbejdsgiverforening. Forbeholdet er indsat også for det tilfælde, at der ikke blev stillet noget mæglingsforslag. Forhandlerne har ikke givet sig ind under Forligsmandens område, men sørget for ikke at holde sig uden for dette. Hvis det måtte blive antaget, at forhandlerne har tilsidesat organisationernes vedtægter, er det uden betydning for Forligsmandens virksomhed. Forligsmanden er ved fremsættelsen af sit mæglingsforslag ikke bundet af, hvad der står i organisationernes vedtægter. Forligsmandens stilling i henseende til at fremsætte mæglingsforslag var ganske den samme før og efter den 19. januar 1987, hvor han modtog protokollatet fra parterne. Reglen i § 12 i forligsmandsloven har to formål: at varetage det samfundsmæssige hensyn at undgå konflikt og at varetage parternes interesse i at undgå konflikt. Underskriverne af protokollatet har vist deres interesse i, at der blev tilvejebragt en fredelig udgang på den foreliggende overenskomstsituation. Det har Forligsmanden med rette tillagt betydning. Dertil kommer, at klagerne i denne sag ikke er part i protokollatet. Klagerne har ikke protesteret mod Forligsmandens sammenkædning af deres overenskomst med de øvrige overenskomster i mæglingsforslaget. Det, de ønsker, er at forringe chancerne for at få et mæglingsforslag vedtaget. Der findes ikke i forligsmandsloven regler, der varetager sådanne hensyn. Tværtimod har de hensyn, som begge arbejdsmarkedets parter har ønsket at varetage gennem reglerne i forligsmandsloven, været at undgå konflikt på arbejdsmarkedet. Klagerne kan ikke påberåbe sig andre organisationers vedtægter til støtte for, at de selv ønsker at udvide deres konfliktret.

Arbejdsretten skal udtale

Arbejdsretten finder det af afgørende betydning for sagens afgørelse, at afsnit B i Forligsmandens mæglingsforslag omhandlede forhandlingsresultater. Der var således ikke tale om, at disse forhandlingsresultater havde manifesteret sig i indgåede overenskomster. Om disse forhandlingsresultater kunne føre til overenskomster, afhang, som det er fremgået af de afgivne vidneforklaringer, af forhandlingerne på det øvrige arbejdsmarked. Det følger herefter direkte af bestemmelsen i forligsmandslovens § 3, stk. 1, 2. punktum, at Forligsmanden har haft hjemmel til på foranledning af parterne at yde sin medvirken til tilvejebringelse af nye overenskomster. Forligsmandens ret til at fremsætte mæglingsforslag i medfør af lovens § 4, stk. 3, er uafhængig af, hvad der måtte være bestemt i organisationernes vedtægter. Forligsmanden findes herefter ikke ved sit mæglingsforslag af 11. februar 1987 at være gået ud over sin kompetence, og indklagedes frifindelsespåstand vil derfor være at tage til følge.

Klagerne findes at burde betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, Statens Forligsmand, frifindes for den af klagerne, Sømændenes Forbund i Danmark, under denne sag nedlagte påstand.

Klagerne betaler 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Forligsinstitutionen. Processielle spørgsmål 3.2. Intervention og biintervention (* 1) (* 2) Mæglingsforslag indebar ikke overskridelse af forligsmandens kompetence. Fagforeninger under Landsorganisationen i Danmark kunne ikke selvstændigt optræde som biintervenienter. Sømændenes Forbund i Danmark (dr.jur. Ole Krarup) mod Statens Forligsmand Kammeradvokaten ved advokat Skov Knudsen). Dommere: Bjerregaard (næstformand), Friis Christensen, Høeg (retsformand), Nyløkke Jørgensen, Neergaard Larsen, Mundt (næstformand), Kurt Petersen, Sarroe og Sløk.

Under denne sag har Sømændenes Forbund i Danmark i medfør af § 15, stk. 2, i lov om mægling i arbejdsstridigheder indklaget Statens Forligsmand for Arbejdsretten med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at det af forligsmanden den 11. februar 1987 stillede mæglingsforslag går ud over Forligsmandens kompetence.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Den 18. september 1986 blev der mellem Jernets Arbejdsgiverforening og Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark vedtaget »Forhandlingsregler for fornyelse af overenskomsterne mellem JA og CO-Metal 1986/87«. Punkt 3 i disse forhandlingsregler lyder

»Forhandlingerne skal være afsluttet senest den 16. januar 1987.

Er der senest den 16. januar 1987 opnået enighed mellem overenskomstparterne om grundlaget for at forny en overenskomst, og dette grundlag skal underkastes urafstemning eller forelægges en kompetent forsamling, sker dette under henvisning til de i hhv. JAs og COs vedtagne love, medmindre andet aftales. Svaret skal afgives snarest gørligt og senest den 11. februar 1987.

Såfremt et forhandlingsresultat forkastes ved afstemning, kan eventuel konflikt herefter varsles efter behørig opsigelse af overenskomsten til ikrafttræden tidligst den 2. marts 1987.«

Den 15.-16. januar 1987 underskrev JA og CO-Metal følgende

»PROTOKOLLAT

Ved de afsluttende overenskomstforhandlinger afholdt den 15./16. januar 1987 er nedenstående organisationer enedes om vedlagte ændringer i overenskomst og lærlingebestemmelser. Organisationerne er endvidere enedes om vedlagte protokollater.

Der tilbagestår herefter ikke yderligere krav.

Ovenstående er indgået under forbehold af nedenstående organisationers godkendelse i henhold til organisationernes vedtægter.

Der er mellem parterne enighed om, at forhandlingsresultatet indgår i det mæglingsforslag, som det forventes, at statens forligsmand fremsætter i forbindelse med overenskomstfornyelsen på det private arbejdsmarked. I modsat fald henholdes til de af 18. september 1986 vedtagne forhandlingsregler.

Jernets Centralorganisationen af

Arbejdsgiver- Metalarbejdere i Danmark forening

Vagn-Aage Jensen (sign.) Georg Poulsen (sign.)

Sven F. Thomsen (sign.) Willy Strube (sign.)»

Protokollatet fremsendtes af parterne til forligsmanden med en skrivelse af 22. januar 1987, hvori det bl.a. hed der

»Såfremt der ikke skulle fremkomme et mæglingsforslag for det private arbejdsmarked, henholdes der til de af 18. september 1986 mellem organisationerne vedtagne forhandlingsregler.

Med henvisning hertil vedlægges det protokollat som blev underskrevet den 16. januar 1987 mellem vore organisationer bilagt de ændringer i overenskomst og lærlingebestemmelser samt protokollater, som parterne er blevet enige om. I tilslutning hertil vedlægges en skriftlig aftale af 22. januar til tydeliggørelse af det indgåede forhandlingsresultat.

Vore organisationer vil snarest muligt i fællesskab fremsende den formulerede tekst, som skal indgå i mæglingsforslaget.«

Det er oplyst, at der på en række andre overenskomstområder blev indgået aftaler, der er identiske med aftalen i protokollatet mellem JA og CO-Metal. Det gælder således forhandlingsresultater indgået mellem Entreprenørforeningen og Specialarbejderforbundet i Danmark og mellem Dansk Arbejdsgiverforening/Butiks- og Kontorvirksomhedernes Arbejdsgiverforening og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark.

Det af forligsmanden den 11. februar 1987 stillede mæglingsforslag er - i uddrag - sålydende

»Samtlige de mellem organisationer og enkeltvirksomheder under Dansk Arbejdsgiverforening på den ene side og organisationer under Landsorganisationen i Danmark og afdelinger af disse organisationer på den anden side indtil 1. marts 1987 bestående overenskomster fornys for tiden indtil 1. marts 1991 på nedenstående vilkår.

Det samme gælder indtil 1. marts 1987 bestående overenskomster mellem organisationer og organisationsafdelinger under Landsorganisationen i Danmark på den ene side og ..... på den anden side.

Det samme gælder endvidere indtil 1. marts 1987 bestående overenskomster mellem organisationer og enkeltvirksomheder under Dansk Arbejdsgiverforening på den ene side og Sømændenes Forbund i Danmark, ..... på den anden side.

A.

De mellem parterne ved forhandlinger i Forligsinstitutionen aftalte ændringer i overenskomsterne er i deres helhed led i mæglingsforslaget. .....

B.

De forhandlingsresultater, hvor parterne har været enige om, at forhandlingsresultatet skulle indgå i det mæglingsforslag, som man forventede, at Statens Forligsmand fremsatte i forbindelse med overenskomstfornyelsen på det private arbejdsmarked, betragtes som led i dette mæglingsforslag.

C.

Særlige bestemmelser for enkelte overenskomstområder.

1. Overenskomsten mellem Entreprenørforeningen og Jord- og Betonarbejdernes Fagforening, København, fornys på samme vilkår som fastsat i forhandlingsresultatet vedrørende landsoverenskomsten (Provinsen og Københavnsområdet 1. og 2. zone) mellem Entreprenørforeningen og Specialarbejderforbundet i Danmark.

D.

For øvrige overenskomstforhold, herunder de hvorom der ikke har kunnet opnås enighed, bliver følgende gældende

Hver enkelt af de foran anførte bestemmelser i mæglingsforslaget er led i det samlede mæglingsforslag, som i henhold til § 12, stk. 1, i lovbekendtgørelse af 21. december 1971 af lov om mægling i arbejdsstridigheder skal betragtes som en helhed.«

Af lovene for Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark citeres følgende

Ȥ 3, stk. 6.

Forretningsudvalget ..... er bemyndiget til i enhver henseende at forpligte Centralorganisationen, jfr. dog § 8.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen, s. 217 (note 8), s. 220 (note 30), s. 226 (note 22), s. 228 (note 25), s. 229 (note 28), s. 230 (note 31). Hasselbalch Kollektivarbejdsretten, s. 222. Christensen kommentar s. 92. Forlig i Arbejdsrettens sag 9382 (A 1981, s. 131). Forlig i Arbejdsrettens sag 5901 (A 1965, s. 44). K 5741 (A 1964, s. 9) K 6908 (A 1971, s. 133)

Ifølge protokollat mellem Jernets Arbejdsgiverforening og CO-Metal var der opnået enighed om overenskomstfornyelse under forbehold af organisationernes godkendelse i henhold til organisationernes vedtægter. Ifølge protokollatet var der enighed om, at forhandlingsresultatet skulle indgå i det mæglingsforslag, som Statens Forligsmand forventedes at fremsætte på det private arbejdsmarked i forbindelse med overenskomstfornyelserne 1987.

Forligsmanden fremsatte senere et mæglingsforslag indeholdende bl.a.

»de forhandlingsresultater, hvor parterne har været enige om, at forhandlingsresultatet skulle indgå i det mæglingsforslag, som man forventede, at Forligsmanden fremsatte.....«. Et forbund uden for LO, der var part i en overenskomst, hvis fornyelse også var led i det af Forligsmanden fremsatte mæglingsforslag, gjorde gældende, at Forligsmanden havde overskredet sin kompetence ved at medinddrage et område, hvis parter havde færdigforhandlet et fuldstændigt overenskomstforlig, og uden at sagen havde været genstand for forhandling i Forligsinstitutionen. Der blev endvidere henvist bl.a.

til CO-Metals vedtægter.

Arbejdsretten fandt, at Forligsmanden havde været berettiget til at lade forhandlingsresultaterne indgå i mæglingsforslaget, da disse ikke havde manifesteret sig i indgåelse af overenskomster, idet det - som det fremgik af de afgivne vidneforklaringer - afhang af forhandlingerne på det øvrige arbejdsmarked, om forhandlingsresultaterne kunne føre til overenskomster.

Forligsmandens ret til at fremsætte mæglingsforslag var uafhængig af, hvad der måtte være bestemt i organisationernes vedtægter.

En begæring fra en række fagforeninger under LO om at indtræde som biintervenienter til støtte for klagernes påstand under sagen blev ikke taget til følge, jfr. grundsætningen i arbejdsretslovens § 14.