Processuelle spørgsmål 2.2. Sag afvist som hørende under faglig voldgift, da en afgørelse indebar en præjudiciel stillingtagen til fortolkningsspørgsmål. Teknisk Landsforbund (advokat Christian Harlang) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Storno A/S (afdelingschef H.C.Springborg). Dommere: Bangert (retsformand), Bredmose, H.G. Carlsen, Degerbøl, Arnold Hansen, Knap og Wahl.

Processuelle spørgsmål 2.2. Sag afvist som hørende under faglig voldgift, da en afgørelse indebar en præjudiciel stillingtagen til fortolkningsspørgsmål. Teknisk Landsforbund (advokat Christian Harlang) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Storno A/S (afdelingschef H.C.Springborg). Dommere: Bangert (retsformand), Bredmose, H.G. Carlsen, Degerbøl, Arnold Hansen, Knap og Wahl.

Under denne sag har Teknisk Landsforbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Storno A/S for Arbejdsretten for overenskomstbrud.

Sagens nærmere omstændigheder er efter det oplyste følgende

Den mellem parterne indgåede overenskomst, der er en minimallønsoverenskomst, indeholder i § 9 følgende bestemmelse

»§ 9 Tillæg til lønsatsen

1. Det forudsættes, at der normalt til den i overenskomsten fastsatte minimalløn jfr. § 4 b ydes et tillæg, der giver udtryk for den enkeltes kvalifikationer, uddannelse, indsats og dygtighed samt stillingens indhold og ansvar.

2. Vurdering og eventuel regulering af teknikerens lønforhold sker individuelt mindst en gang om året.

3. Uoverensstemmelser om lønforhold kan kræves behandlet ved faglig voldgift i tilfælde, hvor misforhold - som helhed taget - skønnes at være tilstede. Der kan ikke føres voldgift om lønforhold for en enkelt person.«

I virksomheden var i 1985 ansat 450 funktionærer, hvoraf 74 er omfattet af denne overenskomst, medens resten er ingeniører, kontorfunktionærer og værkstedsfunktionærer.

I henhold til bestemmelsen foretoges en regulering af lønnen pr. 1. juli 1984.

Den 24. juni 1985 blev der på et samarbejdsudvalgsmøde uddelt en meddelelse fra direktionen, hvori det oplystes, at virksomhedens drift i den første del af 1985 havde givet underskud, og at der omgående måtte iværksættes yderligere besparelser, herunder gennemføres afskedigelser. Det hedder herefter i meddelelsen

»Under hensyn til, at vi i disse dag må udsende meddelelse om fratrædelser, finder direktionen det rigtigst at udskyde den normale gennemgang af de øvrige funktionærers gageforhold til først at blive indledt lige efter sommerferien. Vi håber, at der vil være bred forståelse for denne udskydelse i vor nuværende situation.

Selvom Storno's situation i øjeblikket må betragtes med stor alvor, må det tilføjes, at vi med nye produkter på næsten alle vore markeder i løbet af de kommende 2-8 måneder må forudse et betydeligt opsving allerede i starten af 1986. Direktionen finder desværre, at det ikke vil være ansvarligt at tage forskud på disse forventninger på nuværende tidspunkt og derved undlade at gennemføre de forannævnte omkostnings- og personalereduktioner.«

De øvrige personalegrupper tog meddelelsen til efterretning, medens TL-klubben i skrivelse af 5. juli 1985 anmodede om et møde til drøftelse af blandt andet lønreguleringen og timelønsansatte i funktionærområder.

Det fremgår af et mødereferat, at der den 13. september 1985 blev afholdt et møde, hvor TL-klubben fremsatte krav om, »at den pr. 1. september 1985 gennemførte gagegennemgang for månedslønnede på Storno skulle have tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 1985, og at klubben mente, at dette havde støtte i overenskomstens § 9, stk. 2, hvilket blev bestridt fra virksomhedens side.«

Klagerne indbragte herefter ved klageskrift af 9. december 1985 sagen for Arbejdsretten.

Under den mundtlige forhandling har klagerne nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at virksomheden ved at undlade at foretage vurdering og eventuel regulering pr. 1. juli 1985 har gjort sig skyldig i overenskomstbrud, og at indklagede tilpligtes at betale en alvorlig bod.

Indklagede har principalt påstået sagen henvist til afgørelse ved faglig voldgift, subsidiært frifindelse.

Klagerne har over for indklagedes principale påstand nedlagt påstand om, at sagen i sin helhed fremmes ved Arbejdsretten.

Efter indklagedes begæring er påstanden om afvisning udskilt til særskilt behandling.

Klagerne har til støtte for deres påstand anført, at der alene er spørgsmål om at fortolke, hvad der ligger i ordet »vurdering« i § 9, stk. 2, og om virksomheden har foretaget en sådan vurdering. Dette er et simpelt præjudicielt spørgsmål, som Arbejdsretten ikke er afskåret fra at tage stilling til.

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at der skal tages stilling til, om der var pligt til, dels at foretage en vurdering, dels en eventuel regulering, samt om en sådan vurdering har fundet sted. Dette indebærer et skøn, som ikke bør foretages af Arbejdsretten, og Arbejdsretten kan ikke gøres kompetent, blot fordi det gøres gældende, at der foreligger et overenskomstbrud.

Arbejdsretten skal udtale

Der må gives indklagede medhold i, at Arbejdsretten for at træffe afgørelse i sagen præjudicielt må tage stilling til nogle fortolkningsspørgsmål, som ikke mod indklagedes protest bør afgøres af Arbejdsretten, men ved faglig voldgift. Der findes ikke anledning til at udsætte denne sag for at afvente den afgørelse, som en eventuel faglig voldgiftsret må nå til, men klagerne må henvises til at anlægge ny sag, såfremt voldgiftskendelsen måtte give grundlag herfor. Herefter tages indklagedes principale påstand til følge.

Klagerne betaler sagens omkostninger til Arbejdsretten 2.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Denne sag afvises fra Arbejdsretten og henvises til afgørelse ved faglig voldgift.

Klagerne betaler 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.443 (note 115), K 10.945 (A 1986 s.112), K 9466 m.fl. (A 1981 s.154), A 9333 m.fl. (A 1981 s.105).

I en minimallønsoverenskomst var det bestemt, bl.a. at vurdering og eventuel regulering af medarbejdernes lønforhold skulle ske individuelt mindst en gang om året.

Den pågældende virksomhed meddelte, at den af økonomiske grunde ville udskyde den normale gennemgang af gageforholdene.

Et fagforbund indbragte spørgsmålet om berettigelsen heraf for Arbejdsretten. Virksomheden påstod sagen afvist og henvist til faglig voldgift og fik medhold heri, da Arbejdsretten for at træffe afgørelse i sagen præjudicielt ville tage stilling til nogle fortolkningsspørgsmål, som ikke mod virksomhedens protest burde afgøres af Arbejdsretten. Der fandtes ikke anledning til at udsætte sagen for at afvente den afgørelse, som en eventuel faglig voldgift ville komme frem til. Fagforbundet henvistes til at anlægge ny sag såfremt voldgiftskendelsen ville give anledning hertil.