Offentlig forvaltning - offentlig forsorg - besættelsestidens ofre - erstatning - nationalt uværdig optræden (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Offentlig forvaltning - offentlig forsorg - besættelsestidens ofre - erstatning - nationalt uværdig optræden (* 1)
H.D. 13 april 1984 i sag I 273/1982
Den sociale Ankestyrelse (km.adv. v/adv. Birthe Eskildsen)
mod
A (Irs. Knud Norsker e.o.).
Østre Landrets dom 3. juni 1982 (11. afd.)
(Nolsøe, Risbjørn, Hvidberg)
Under denne sag har sagsøgeren A, der har fri proces, nedlagt påstand om, at sagsøgte Den sociale Ankestyrelse tilpligtes at anerkende sagsøgerens ret til erstatning eller ydelser i henhold til afsnit I i lov nr. 475 1945 af 1. oktober om erstatning til besættelsestidens ofre, jfr. lovbekendtgørelse nr. 68 af 8. februar 1974.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Tvisten angår alene, om sagsøgte har været berettiget til i 1979 at afslå at yde sagsøgeren erstatning i medfør af den nævnte lovs § 65 om personer, der på grund af nationalt uværdig optræden under den tyske besættelse er afskåret fra erstatning. Det er ubestridt, at sagsøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for at få en invaliditetserstatning, der formentlig vil udgøre mellem 70.000 kr. og 130.000 kr. årligt.
Af sagen fremgår, at sagsøgeren, født den 22. marts 1916, fra 1941-1944 var ansat i A/S Super Service, der handlede med og reparerede lastbiler, og som leverede til besættelsesmagten. I 1941 oprettede sagsøgeren firmaet Lexaco, som bl.a. leverede reservedele til Super Service. I 1941-1942 var sagsøgeren på nogle rejser til Norge i forbindelse med levering af lastbiler fra Super Service til besættelsesmagten i Norge. Fra efteråret 1943 virkede sagsøgeren, der i 1939 var blevet løjtnant, i den danske modstandsbevægelse. Efter besættelsen blev der rejst tiltale mod ham for medvirken til utilbørligt erhvervsmæssigt samarbejde med besættelsesmagten, men ved Københavns byrets dom af 17. februar 1948 blev han frifundet tillige med de øvrige tiltalte.
Af dommen fremgik nærmere ... #Udelades her!
RETTEN SKAL UDTALE
Bedømmelsen af sagsøgerens optræden under besættelsen kan efter retspraksis på tilsvarende områder ikke antages at være unddraget fuld prøvelsesret ved domstolene.
Den virksomhed, som sagsøgte i juli 191 tog ansættelse i - A/S Super Service - og hans arbejde for denne og for firmaet Lexaco har været genstand for omfattende undersøgelser og bevisførelse under den kort efter besættelsens ophør rejste straffesag. Ved dommen af 1948 blev det om Super Service fastslået, at selskabet ikke havde haft et utilbørligt erhvervsmæssigt samarbejde med besættelsesmagten. Det blev herunder blandt andet lagt til grund, at reparationen af besættelsesmagtens biler (forhold A I) ikke var blevet foretaget på initiativ fra Super Service og ikke under de foreliggende omstændigheder havde kunnet afslås, samt at bilsalgene (forhold A II og VI) var sket inden for selskabets sædvanlige virksomhedsområde og for sidstnævnte forholds vedkommende var foregået uden initiativ fra selskabet, men myndighedernes tilladelse og med en beskeden fortjeneste. Det blev endvidere antaget, at opkøbene af lastbiler til levering i Norge (forhold A IV) - foretaget før sagsøgerens ansættelse - burde have været undgået, men at udlejningen af disse til besættelsesmagten i Norge i øvrigt var sket i forståelse med danske myndigheder og efter kraftigt tysk pres, ligesom reparationsværkstedet i Trondhjem ikke var oprettet på selskabets initiativ. Det fandtes for dette forholds vedkommende overvejende betænkeligt at betegne det som utilbørligt samarbejde med besættelsesmagten. Reparationsvirksomheden i Thisted (forhold A V) var oprettet som led i afviklingen af værkstedet i Trondhjem, og man bestræbte sig på at få en begrænset omsætning.
I dommen er det særligt om sagsøgerens arbejde for Super Service nævnt, at det havde været ret underordnet og uselvstændig karakter, Til dette selskab havde sagsøgeren særlig familiemæssig tilknytning og en til arbejdet i selskabet egnet uddannelse, og efter bevisførelsen for landsretten må det endvidere antages, at det næppe havde været muligt for ham at finde arbejde i branchen i andre virksomheder, der ikke havde opgaver for besættelsesmagten.
For så vidt angår sagsøgerens firma Lexaco bemærkes, at sagsøgeren også i denne henseende ved dommen er frifundet for medvirken til utilbørligt erhvervsmæssigt samarbejde med besættelsesmagten blandt andet under henvisning til det om Super Service anførte. Ved vurderingen af Lexaco's virksomhed findes sagsøgerens forklaring om baggrunden for oprettelsen og om driften i øvrigt at måtte lægges til grund.
Hvad endelig angår sagsøgerens ophold i Norge, findes det i dommen anførte om de danske myndigheder godkendelse af udlejningen af vognene og det tyske pres på Super Service samt omstændighederne vedrørende oprettelsen af værkstedet at måtte lægges til grund. Efter sagsøgerens forklaring for landsretten må det tillige antages, at rejserne skete efter arbejdsgiverens ordre, at de var kortvarige og alene angik sagsøgerens sædvanlige arbejde med reservedelslageret.
Ved en samlet bedømmelse af sagsøgerens virksomhed i Super Service - som den nu foreligger oplyst i det væsentlige ved dommen og sagsøgerens forklaring - findes det herefter ikke godtgjort, at hans forhold er omfattet af erstatningslovens § 65.
Som følge af det anførte vil sagsøgerens påstand være taget til følge.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
HØJESTERETS DOM.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: P. Christensen, Bjerregaard, Weber, Kardel og Hornslet.
Appellanten har gentaget sin påstand om frifindelse .
Indstævnte har påstået stadfæstelse.
Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger, herunder notat af 20. marts 1981 fra erstatningsrådet om dets praksis i årene 1945-49 vedrørende betydningen af arbejde i Norge under besættelsen. Det materiale, der ifølge dommen ikke var fremlagt i landsretten, er blevet fremlagt for Højesteret.
Tre dommere - P. Christensen, Weber og Kardel - udtaler
Det må efter det i dommen oplyste lægges til grund, at indstævnte har udført et fortjenstfuldt arbejde i modstandsbevægelsen, og at den invaliditet, som han har pådraget sig, ikke er betydelig. Efter en samlet vurdering af hans forhold findes det om hans virksomhed i Super Service og Lexaco oplyste ikke efter erstatningsloven § 65 at være til hinder for, at der tillægges ham erstatning eller ydelse i henhold til lovens afsnit I. Disse dommere stemmer derfor for at stadfæste dommen og for at lade hver part bære sine sagsomkostninger for Højesteret, hvorved bemærkes, at indstævnte også for Højesteret har haft fri proces.
Dommerne Bjerregaard og Hornslet udtaler
Erstatningsrådets praksis vedrørende personer, der har taget arbejde for besættelsesmagten i Norge, må anses hjemlet ved lovens § 65.
Efter det oplyste findes der ikke at være grundlag for at tilsidesætte det af appellanten ved afgørelsen af 25. juni 1979 udøvede skøn, hvorefter indstævntes forhold vurderet som helhed har afskåret ham fra erstatning efter loven i medfør af dennes § 65. Der findes ikke at være tilvejebragt sådanne oplysninger om indstævntes indsats i modstandsbevægelsen og om hans invaliditet, at det kan føre til andet resultat.
Disse dommere stemmer derfor for at tage appellantens frifindelsespåstand til følge.
Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.
Thi kendes for ret
Landsrettens dom bør ved magt at stande.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.
Den sociale Ankestyrelse stadfæstede i henhold til § 65 i lov om erstatning til besættelsestidens ofre, at A som følge af nationalt uværdig optræden under den tyske besættelse var afskåret fra at modtage erstatning efter loven. A havde været ansat i en familievirksomhed med lastbilreparation, som under krigen blandt andet leverede lastbiler til besættelsesmagten, og A havde aflagt nogle besøg i et af firmaet oprettet værksted i Norge, som udførte reparationsarbejde for besættelsesmagten. Fra efteråret 1943 deltog A i den danske modstandsbevægelse. Efter krigen blev A frifundet for tiltale for utilbørligt samarbejde med besættelsesmagten. Efter en samlet vurdering af A's forhold fandtes hans virksomhed ikke at være til hinder for, at der tillagdes ham erstatning, og ankenævnets afgørelse blev derfor tilsidesat. (Dissens af 2 dommere for ikke at tilsidesætte det udøvede skøn).