Ægteskab - offentlig forsorg - love Skilsmisse - bidragspligt - afkald - hjælp efter bistandsloven (* 3)
Statutory Text (3 Articles)
Ægteskab - offentlig forsorg - love Skilsmisse - bidragspligt - afkald - hjælp efter bistandsloven (* 3)
Justitsministeriet (km.adv. S.S.K)
mod
M (adv. W, e.o.)
Østre Landsrets dom 14. juli 1981 (10. afd.)
(Lichtenberg, Brydensholt, Kaas. (kst.)).
Ved Københavns Overpræsidiums bevilling af 19. december 1974 blev sagsøgeren, M og H, der den 2. februar 1963 havde indgået ægteskab, separeret. Ifølge vilkårene tilfaldt forældremyndigheden over to fælles børn hustruen, og manden skulle betale bidrag til denne efter overøvrighedens bestemmelser, foreløbigt 300 kr. pr. måned. I bevillingen var det endvidere angivet, at spørgsmålet om bidragspligt efter en skilsmisse ikke var afgjort.
Under henvisning til at hustruen fra den 1. januar 1976 fik udbetalt løbende hjælp fra social- og sundhedsforvaltningen i København, anmodede kommunen den 24. marts 1977 overpræsidiet om, at de sociale- og sundhedsforvaltningen tilkommende bidrag måtte blive inddrevet.
Sag om skilsmisse blev anlagt ved Københavns byret af sagsøgeren, der nedlagde påstand om, at skilsmisse blev meddelt på vilkår som ved separationen, dog at der ikke pålagdes nogen af parterne bidragspligt over for den anden. Uanset at hustruen fra bistandskontoret havde fået henstilling om at påstå sagsøgeren pålagt bidragspligt, tog hun bekræftende til genmæle over for den af sagsøgeren nedlagte påstand. Ved Københavns byrets dom af 4.november 1977 blev der meddelt skilsmisse på de påståede vilkår, idet det anførtes, at disse vilkår, hvorom der var enighed mellem parterne, fandtes at kunne lægges til grund.
I forbindelse med fremsendelsen af en domsudskrift til hustruen gav dennes advokat i en skrivelse af 9. november 1977 udtryk for, at hustrubidrag efter hans opfattelse var blevet pålagt i yderligere 2-3 år, såfremt det var påstået.
med henblik på at indtræde i retten til et hustrubidrag anmodede socialforvaltningen i en skrivelse af 9. februar 1978 overpræsidiet om at tilsidesætte vilkåret om bidragspligt. Efter gennem et oplysningsskema at have indhentet oplysninger vedrørende sagsøgerens økonomi traf overpræsidiet afgørelse i sagen den 10. april 1978.
I denne hedder det.
i medfør af § 8, stk. 2, 2. punktum, i lov nr. 333 af 19. juni 1974 om social bistand tilsidesætter overpræsidiet herved den mellem ægtefællerne indgåede aftale om, at ingen af dem betaler bidrag til den andens underhold.
Der pålægges herefter manden bidragspligt over for hustruen i 5 år fra skilsmissens dato.
I henhold hertil tilpligtes manden som bidrag til hustruens underhold fra den 7. marts 1978 og indtil videre, dog kun så længe hustruen modtager offentlig hjælp, at betale 500 kr. månedlig, månedsvis forud.
Denne afgørelse blev af sagsøgeren ved skrivelse af 8. maj 1978 indbragt for Justitsministeriet, der i skrivelse af 7. juli 1978 meddelte, at man ikke fandt grundlag for at ændre afgørelsen.
Da sagsøgeren ikke senere, herunder i forbindelse med klage til Folketingets ombudsmand, har kunnet opnå en ændring af denne afgørelse, har han under denne sag, der er anlagt den 1. marts 1980, og hvorunder der er meddelt ham fri proces, påstået Justitsministeriet tilpligt at anerkende principalt at have været uberettiget til at pålægge ham bidragspligt over for hans tidligere hustru, subsidært at have været uberettiget til at pålægge ham at betale et bidrag på 500 kr. månedlig fra 7. marts 1978 og indtil videre.
Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.
Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren.
Sagsøgeren har forklaret, at han er uddannet som frisør, men i de senere år, efter en arbejdsløshedsperiode, har været beskæftiget med rengøring. Han lider af dårlige nerver. Af hensyn til børnene udtog han af fællesboet alene et gammelt farvefjernsyn. Hustruen beholdt således en lejlighed med indbo. Allerede i separationsperioden kom han i restance med en del af det aftalte bidrag. Ved skilsmissen udgjorde restancen 2.250 kr. Da han søgte om skilsmisse, udeblev hustruen to gange fra vilkårsforhandling i overpræsidiet, hvorfor det blev nødvendigt at anlægge retssag. Han var ikke på talefod med sin tidligere ægtefælle, og han har ikke med hende eller hendes advokat drøftet bidragsspørgsmålet. Han har heller ikke drøftet det med sin egen advokat. I retsmødet overværede han, at den tidligere hustrus advokat opfordrede hende til at søge sig tilkendt bidrag, men hun ville ikke. Sagsøgeren var bekendt med, at hun, der har et alkoholproblem, fik udbetalt bistandshjælp. Han ville have fundet pålæggelse af bidragspligt urimelig dels på grund af sin manglende betalingsevne, dels under hensyn til at børnene, som han alene betaler til, efter separationen blev anbragt uden for hjemmet. Sagsøgeren mener i øvrigt ikke, at et tilkendt bidrag ville komme den tidligere hustru til nytte.
I en af sagsøgeren fra social- og sundhedsforvaltningen i København, Socialcentret i Vanløse, indhentet udtalelse af 1. april 1981 hedder det om dennes økonomiske problemer, idet han ikke så sig i stand til både at betale hustru- og børnebidrag. Han foreviste dokumentation for indtægter og udgifter. Ud fra det budget socialcentret herefter kunne opstille, havde klienten et månedlig overskud på 868,- kr. til uforudsete udgifter, betaling af børnebidrag til 2 børn ialt 700,- kr. samt til betaling af hustrubidrag 500,- kr. som fastsat af Overpræsidiet. Det skal bemærkes, at der i det opstillede budget var medtaget det på daværende tidspunkt gældende beløb til underholdshjælp, såfremt han havde modtaget hjælp efter bistandslovens (BL) § 37. Til personer, der modtager hjælp efter nævnte § er der mulighed for udover beløbet til underholdshjælp at yde hjælp til enketludgifter, f.eks. ekstra varmeregning o.lign. over BL § 40, 1 samt hjælp til tandbehandling og medicin over BL § 46, 1. Udgifter af denne art er ikke medtaget i klientens budget.
I juli 1978 mødte klienten påny og anmodede om økonomisk hjælp. Han havde også i juli måned betalt børnebidrag med 700,- kr. og hustrubidrag - dog kun med 350,- kr. og ikke som fastsat 500,- kr.
Da der ikke er hjemmel i bistandsloven til at yde hjælp til hustrubidrag oplystes han om, at der fremover ikke kunne ydes hjælp efter en beregning hvori hustrubidrag indgik, og han henvistes derfor til at søge henstand med betalingen. Der blev dog ydet et mindre beløb i supplerende hjælp.
Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand bland andet anført, at bistandslovens § 8, stk. 2, 2.pkt., efter sin ordlyd alene giver mulighed for at tilsidesætte aftaler, og at der ikke i lovens forarbejder findes noget grundlag for en udvidende fortolkning. Da skilsmissen er meddelt ved en dom, foreligger der derfor i det foreliggende tilfælde ingen hjemmel til at anvende bestemmelsen. Det offentlige kunne have varetaget sin interesse ved at have nedlagt påstand under sagen fremfor som sket blot at formulere en henstilling til sagsøgte vedrørende hendes påstand.
Uanset om der måtte antages at være hjemmel til at tilsidesætte et domsvilkår, er betingelserne i bistandslovens § 8, stk. 2, 2. pkt., ikke opfyldt i den foreliggende sag. Sagsøgeren havde således ikke noget forsæt til at unddrage det offentlige betaling. Hans påstand var rimeligt begrundet i de særlige forhold.
Til støtte for sin subsidære påstand har sagsøgeren anført, at en fastholdelse af det månedlige beløb på 500 kr. vil medføre, at han bliver pålagt at betale mere, end han formår at udrede, jf. ægteskabslovens § 50. Den administrative afgørelse ligger uden for det skøn, myndighederne er beføjet til at udøve.
Sagsøgte har anført, at bestemmelserne i § 8, stk. 2, 2. pkt., ikke alene finder anvendelse på udenretlige aftaler. Selv om ægteskabssager er indispositive, har parterne for så vidt angår spørgsmålet om bidragspligt rådigheden over sagen, og retten træffer alene afgørelse, såfremt parterne ikke er enige, jfr. ægteskabslovens § 50. Bestemmelsen om bidragspligt er derfor sidestillet med en aftale, hvorfor bestemmelsen i § 8 i hvert fald må kunne anvendes analogt. Det i bestemmelsen indeholdte subjektive krav er ikke ensbetydende med, at sagsøgeren skulle have forsæt til at unddrage det offentlige betaling. Det må anses for tilstrækkeligt, at han havde viden om konsekvenserne af ændringen af vilkåret.
Vedrørende sagsøgerens subsidære påstand har sagsøgte anført, at spørgsmålet om en eventuel ændring af bidragets størrelse skal behandles af de administrative myndigheder. I den foreliggende sag er bidraget fastsat i henhold til de sædvanlige regler, og det i den forbindelse udøvede skøn kan ikke anses for at være åbenbart urimeligt.
Landsretten skal udtale
Efter den af sagsøgeren afgivne forklaring, der findes at måtte lægge til grund, har der ikke mellem denne og den tidligere ægtefælle forinden eller under domsforhandlingen været drøftelser om vilkårene for skilsmissen. Der antages således ikke at foreligge nogen aftale mellem parterne vedrørende hustrubidrag. Da der yderligere ikke findes tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at det forhold, at hustruen ikke har ønsket at påstå hustrubidrag, skulle kunne sidestilles med en aftale i forhold til bistandslovens § 8, stk. 2, 2. pkt., vil der allerede af den grund være at give sagsøgeren medhold i den af ham nedlagte principale påstand.
Ingen af sagens parter betaler sagsomkostninger til den anden part.
HØJESTERETS DOM
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Bjerregaard, Munch, Kiil, Kardel og Else Mols.
Appellanten har påstået frifindelse.
Indstævnte har påstået stadfæstelse. Subsidært har indstævnte påstået appellanten kendt uberettiget til at pålægge ham at betale et månedligt bidrag på 500 kr.
Bistandslovens § 8, stk. 2, findes efter ordlyden og sammenhængen med §§ 6 og 8, stk. 1, naturligt at måtte forstås således, at den alene omfatter tilfælde, i hvilken der trods en bestående bidragspligt er givet afkald på fastsættelse af bidrag eller på at kræve bidrag forhøjet. Da der efter skilsmissevilkårene ikke påhviler indstævnte bidragspligt over for hans tidligere ægtefælle, vil dommen herefter være at stadfæste.
Hver part findes at burde bære sine sagsomkostninger for Højesteret, hvorved bemærkes, at indstævnte også for Højesteret har haft fri proces.
THI KENDES FOR RET
Landsrettens dom bør ved magt at stande.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.(* 2)
(* 1) Jfr. Baggesen m.fl.: Bistandsloven, 2. udg. s. 67, Ernst Andersen: Ægteskabsret I s. 259 ff, Graversen m.fl.: Familieret s. 281 note 13 og 345, Andrup: Dansk underholdsret s. 119, F.O. beretning 1979.207 ff og FT 1960/61, 2.saml. till. A sp. 327 f og 1973/74, till. A sp.686.
(* 2) Salær til den indstævnte beskikkede advokat 5.000 kr.
Efter 11 års ægteskab blev M og H i 1974 separeret ved bevilling på vilkår blandt andet, at M skulle svare bidrag til H's underhold.
Senere fik H udbetalt løbende hjælp af det offentlige, og kommunen anmodede om inddrivelse af bidrag. M anlagde sag ved domstolene mod H med påstand om skilsmisse uden bidragspligt, og da H tog bekræftende til genmæle, gaves skilsmisse i overensstemmelse hermed.
Efter begæring fra socialforvaltningen tilsidesatte Overpræsidiet O i medfør af bistandslovens § 8, stk. 2, 2. pkt. den mellem ægtefællerne indgåede aftale om, at ingen af dem betaler bidrag til den andens underhold. O pålagde M bidragspligt i 5 år fra skilsmissen, og dette tiltrådtes af Justitsministeriet J. M påstod afgørelsen tilsidesat under henvisning til, at der ikke forelå nogen aftale mellem M og H. Bistandslovens § 8, stk. 2, fandtes efter ordlyden og sammenhængen med andre bestemmelser at måtte forstås således, at den alene omfattede afkald på bidrag - eller på forhøjelse af bidrag - i henhold til en bidragspligt. Da der efter skilsmissevilkårene ikke påhviler M bidragspligt, tilpligtedes J at anerkende, at pålæggelsen af bidragspligt havde været uberettiget.
(* 1)