Børn - børneforsorg - udland - udlændinge - anbringelse uden for hjemmet uden samtykke (* 1)

Børn - børneforsorg - udland - udlændinge - anbringelse uden for hjemmet uden samtykke (* 1)

Ø.L.D. 15 november 1983 i sag 6-284/1983

(Mundt, Terp-Hansen, Lone Skou (kst.) samt sagkyndige dommere i

medfør af bistandslovens § 130, stk. 1.).

M (adv. Henrik S. Andersen e.o.)

mod

Den Sociale Ankestyrelse (kammeradv. v/adv. Birthe Eskildsen).

Under denne sag har sagsøgeren M i medfør af bistandslovens § 129 for landsretten indbragt en af den sociale ankestyrelse den 26. juli 1983 i medfør af bistandslovens § 35 truffet afgørelse, hvorved ankestyrelsen i henhold til bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3 besluttede indtil videre at nægte hjemgivelse af sagsøgrens datter, kaldet Cecilie, født den21. maj 1980, der er anbragt i familiepleje.

Den for sagsøgeren beskikkede advokat har nedlagt påstand om, at den trufne afgørelse ophæves, og at barnet hjemgives.

Ankestyrelsen, som under sagen har været repræsenteret af kammeradvokaten, har påstået afgørelsen stadfæstet.

Det fremgår af sagen,at sagsøgeren må antages at være født den 20. august 1964, og at hun formentlig er statsløs.

Sagsøgeren, der er af sigøjnerslægt, har i et tidsrum under sin opvækst haft længerevarende ophold i Danmark og har nu i flere år sammen med sin familie været bosat i Holland. Ifølge de foreliggende oplysnigner opholdt hun sig i Danmark på familiebesøg, da hun den 21. maj 1980 blev indlagt på Rigshospotalet, hvor hun samme dag fødte det pigebarn, sagen angår, og som sagsøgeren efter det oplyste kalder Esmeralde. Barnet er efter det foreliggende ikke navngivet, men kaldes Cecilie.

Sagsøgeren havde hemmeligholdt graviditeten for sin familie. Antagelig på sin faders forlangende blev hun den 27. maj 1980 udskrevet fra hospitalet, hvor barnet blev efterladt. De danske myndigheder opsøgte sagsøgerens herboende familie, som oplyste at sagsøgeren sammen med sin fader var rejst til Holland.

barnet blev herefter via socialcentret Vesterbro anbragt på Gentofte Spædbørnehjem, mens sagsøgeren gennem tilsynet med udlændinge blev eftersøgt med henblik på udvisning af barnet til Holland. Denne udvisning blev sat i bero, da tilsynet modtog oplysninger om, at sagsøgeren ville indgå ægteskab og herefter bosætte sig i Danmark. Tilsynet henlagte sagen i februar måned 1981.

Barnet blev anbragt i familiepleje hos - - - og - - - i juli måned 1981 med henblik på en eventuel adoption. Plejeforholdet etableredes i henhold til bistandslovens § 66.

I november måned 1991 anmodede sagsøgeren gennem det hollandske kulturministerium om at få sit barn udleveret. Sagsøgeren var ifølge de givne oplysninger i sommeren 1981 efter sigøjnertradition blevet gift med barnets biologiske fader. Ægteskabet blev opløst en uge senere i henhold til en »ældrerådsbeslutning« indenfor den stamme, ægtefællen tilhørte.

Efter at socialcentret Vesterbro havde fået kendskab til sagsøgerens opholdssted, er der fra Holland indhentet oplysninger om sagsøgerens forhold. Der er endvidere foretaget en børnepsykiatrisk undersøgelse af barnet i juli måned 1982, og der er indhentet oplysninger om barnets forhold i plejefamilien i april måned 1983.

På baggrund af de indhentede oplysniger indstillede socialcentret, at sagen blev forelagt børne- og ungdomsnævnet i København til nægtelse af hjemgivelse af barnet i henhold til bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3.

Ved skrivelse af 6. juni 1983 har bistandsafdelingen ved social- og sundhedsforvaltningen i København udtalt, at børne- og ungdomsnævnet ikke er kompetent til at tage stilling til sagen, hvorfor denne ikke ville blive forelagt for nævnet. I tilslutning hertil blev det i skrivelsen anført, at der herefter intet sås til hinder for, at sagsøgeren hjemtog barnet.

Baggrunden for den omhandlede udtalelse var, at bistandsafdelingen i forbindelse med en stilsvarende sag var blevet bekendt med, at det er socialministeriets opfattelse, at bistandslovens afsnit VIII ikke kan anvendees af danske myndigheder i tilfælde, hvor barnets forsørger ikke har ophold i Danmark.

Ved advokat H. O. Frimodt-Møller indankede plejeforældrene den af bistandsafdelingen trufne bestlutning for ankestyrelsen med påstand om, at der medfør af bistandslovens § 127, stk. 1 blev nedlagt foreløbigt forbud mod udlevering af barnet, og at det samtidig pålagdes bistandsafdelingen at indbringe sagen for børne- og ungdomsnævnet i København. Subsidiært anmodede advokaten ankestyrelsen om selv at træffe afgørelse i sagen.. Ifølge ankestyrelsens praksis har plejeforældre til et barn anbragt i familiepleje efter bestemmelsen i bistandslovens § 66 ikke ret til at indanke afgørelser efter bistandslovens afsnit VIII. Ankestyrelsen har imidlertid den 17. juni 1983 ved en foreløbig afgørelse i medfør af bistandslovens § 127, stk. 3, jfr. stk. 1 pålagt Københavns kommunes social- og sundhedsforvaltning i henhold til lovens § 35, jfr. § 123, stk. 1, nr. 3 at drage omsorg for, at hjemgivelsen ikke iværksættes, forinden der på et møde i ankestyrelsen var truffet aføgrelse i sagen.

Sagen blev behandlet i ankestyrelsens møde møde den 26. juli 1983. Sagsøgeren var ved mødet repræsenteret af advokat Henrik Steen Andersen, der under henvisning til socialministeriets opfattelse gjorde gældende, at bistandslovens afsnit VIII ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor forældremyndighedens indehaver har ophold i udlandet.

I det omhandlede møde i ankestyrelsen den 26. juli 1983 blev den foreløbige afgørelse af 17. ujuni 1983 om nægtelse af hjemgivelse af barnet godkendt, ligesom ankestyrelsen fandt, at betgingelserne efter bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3 for indtil videre at nægte hjemgivelse af barnet var opfyldt. Ankestyrelsen henviste i sit møde sagen til behandling i børne- og ungdomsnævnet i København. Ankestyrelsen tilkendegav, at der til brug ved sagens behandling i nævnet burde indhentes yderligere oplysniger om sagsøgerens nuværende forhold.

Ankestyrelsen henledte ligeledes nævnets opmærksomhed på, at nævnets afgørelse burde træffes snarest muligt, således at mulighederne for eventuel hjemgivelse ikke vanskeliggjordes ved barnets alder og tilknytning til plejefamilien.

De hollandske myndigheder har i en erklæring af 3. februar 1982 om sagsøgerens forhold blandt andet udtalt følgende i oversætttelse til dansk

»- - - At hun hele tiden har tilstræbt genforening med sit barn fremgår af, at hun senere alene er vendt tilbage til Danmark, uanset familiens modstand, uden at det dog lykkedes for hende at finde barnet. Ved stammerådets afgørelser er både barnets moder og hendes forældre blevet frigjort for vanæren, og der er derfor tale om en normalisering af de sociale forhold, idet der i social henseende er er fremtidsmuligheder for M for så vidt angår et ægteskab. Moderen har en selvstændig indtægt. Når barnet eventuelt kommer tilbage, vil der blive taget hensyn til en tilpasning af ydelsen. Inden længe Marts) vil moderen ligeledes råde over en selvstændig bolig i et nybyggerkvarter. Hvad støtte angår, kan familien regne med familiemedlemmer, i særdeleshed hendes forældre, og med støtte fra socialrådgiveren, som er ansat med henblik på vejledning af sigøjnerne. Ligeledes er der givet tilsagn fra »FIOM« (vejledning for ugifte mødre) om professionel støtte og vejledning.'

Om sagsøgrens forhold foreligger endvidere en erklæring fra Raad voor de Kinderbescherming i Rotterdam. Erklæringen er sendt til socialcentret Vesterbro med skrivelse af 21. marts 1983 fra den hollandske ambassade i København. Af erklæringen fremgår blandt antdet, at sagsøgeren nu har fået rådighed over den foran omhandlede bolig, der er beliggende i et nyt kvarter i nærheden af sagsøgerens forældre og andre sigøjnerfamilier. På tidspunktet for erklæringens afgivelse var sagsøgeren dog endnu ikke flyttet ind i boligen.

Sagsøgeren har ifølge samme erklæring til de hollandske myndigheder oplyst, at hun ca. 3 måneder efter fødslen, trods forældrenes modstand rejste til Danmark for at hente sin datter. Hun henvendte sig på Rigshospitalet, hvor man imidlertid ikke kunne fortælle hende, hvor barnet opholdt sig, hvorfor hun måtte rejse tilbage til Holland med uforrettet sag.

Der er oplyst, at ingen dansk myndighed har kendskab til, at sagsøgeren har været i Danmark som af hende hævdet.

Sagsøgerens advokat har oplyst, at han ved en telefonsamtale, der blev ført på dansk, har fået at vide af sagsøgeren, at hun nu er flyttet ind i sin nye bolig.

Af en erklæring af 2. juli 1982 vedrøende den børnepsykiatriske undersøgelse fremgår blandt andet følgende

»Ud fra undersøgelsen får man indtryk af, at Cecilie før anbringelsen i nuværende familiepleje var lettere kontaktmæssigt skadet. Nu må hun vurderes som et alderssvarende udviklet barn, der fremtræder tryg og velfungerende, men som kontaktmæssigt nok fortsat er noget sky og sensitiv. Hun har knyttet sig stærkt til plejeforældrene, der må opleves af hende som egentlige forældre i psykologisk betydning, og hendes nuværende funktion må i meget høj grad tilskrives plejeforældrenes indsats igennem snart et år. Da hun fortsat må opfattes som en sensitiv pige, må vi fraråde, at kontakten, ikke kun til de to plejeforældre, men også med deres biologiske barn, afbrydes. Det er vores skøn, at Cecilies velfærd vil være truet, hvis hun mister kiontakten til sine nuværende psykologiske forældre og udleveres til den biologiske moder.

såfremt der ud fra en juridisk vurdering af sagen alligevel bliver tale om udlevering af Cecilie til biologisk moder i Holland, finder vi det afgørende vigtigt for Cecilies fremtidige udvikling at den biologiske moders forhold undersøges meget nøje, således at man sikrer, at hun vil være i stand til at yde den ekstra følelsesmæssige støtte og stabilitet, som et sensitivt barn som Cecilie har brug for.«

Psykologisk konsulent Bent Petersen har i erklæring af 13. januar 1983 med supplement af 28. marts 1983 til børne- og ungdomsnævnet blandt andet udtalt, at barnet trives godt i plejefamilien, og at det emotionelt vil blive alvorligt belastende »aktuelt - - - direkte velfærdstruende«, om barnet, der fra fødslen har opholdt sig i Danmark, nu flyttes fra en dansk familie til en sigøjnerfamilie.

Familieplejen for børn og unge har i en erklæring af 12. april 1983 udtalt, at plejeforholdet er forløbet tilfredsstillende. Plejeforældrene er meget glade for Cecilie og hendes forhold til plejeforældrene og disses fællesbarn - en dreng - er »absolut godt«.

Som foran berørt har socialministriet i en tilsvarende sag givet udtryk for sin opfattelse med hensyn til anvendeligheden af bistandslovens afsnit VIII i et tilfælde som det foreliggende. Herom hedder det i en skrivelse af 1. november 1982 fra socialministeriet til Folketingets ombudsmand blandt andet

»Socialministriet skal hertil indledningsvis bemærke, at lov om børne- og ungdomsforsorg blev afløst af bistandsloven den 1. april 1976, således at de formelle betingelser for udøvelse af bistand i bistandslovens afsnit I skal være opfyldt, for at iværksættelse af særlige hjælpeforanstaltninger over for børn og unge kan komme på tale efter denne dato.

Administrationens og domstolenes praksis hidrørende fra tiden før 1. april 1976 kan alene vurderes ud fra reglerne i børne- og ungdomsforsorgsloven, der ikke indeholdt en udtrykkelig begrænsning af det offentliges forpligtelser til at yde bistand til enhver, der opholder sig i Danmark, jfr. bistandslovens § 1. Derimod fandtes der i børneforsorgslovens § 29, stk. 1, en udtrykkelig bestemmelse om, at hjælpeforanstaltninger kunne iværksættes for børn og unge, der havde ophold her i landet.

Det følger af bistandslovens § 1, at en afgørelse efter loven alene har r3etsvirkninger, såfremt den person, afgørelsen retter sig imod, er fysisk til stede i Danmark. En afgørelse vedrørende en persons rettigheder og forpligtelser efter bvistandsloven vil således ophøre, såfremt pågældende forlader landet.

eneste undtagelse fra dette princip er angivet i lovens § 5, hvorefter der kan ydes hjælp til forsørgelse af en dansk statsborger u udlandet, når hjemsendelse herved kan undgåes, og omstændighederne i øvrigt taler herfor.

For så vidt angår bistandslovens afsnit VIII skal bemærkes, at anvendelsen heraf tager karakter af et tvangsmæssigt indgreb i udøvelse af forældremyndigheden. Et sådant forudsætter forældrenes tilstedeværelse i landet, jfr. igen grundsætningen i § 1.

- - -

det tilføjes, at nødretlige betragtninger antageligt kunne føre til, at et krav om udlevering af børn til forældre i udlandet måtte afvises, således at børnene f.eks. i stedet måtte sendes til sociale myndigheder i forældrenes opholdsland.«

Det fremgår af sagen, at Folketingets ombudsmand har bemærket, at socialministeriets opfattelse ikke ses at have støtte i en landsretsdom af 14. februar 1979.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand principalt gjort gældende, at anvendelse af bestemmelserne i bistandslovens afsnit VIII forudsætter, at forældremyndighedens indehaver opholder sig i Danmark. Subsidiært er anført, at det i hvert fald må forudsættes, at barnet opholder sig i Danmark med samtykke fra forældremyndighedens indehaver, mere subsidiært at der ikke foreligger sådanne faktiske omstændigheder, at der ud fra nødretlige betragtninger er baggrund for at nægte hjemgivelse, og mest subsidiært, at betingelserne i bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3 for at nægte hjemgivelse ikke er opfyldt. Ifølge bistandslovens § 1 skal det offentlige yde bistand »til enhver, der opholder sig her i landet«. Lovens afsnit VIII omhandler tvangsmæssige indgreb over for forældremyndighedsindehavere, og det må derfor efter ordlyden af § 1 antages, at de pågældende skal have ophold i Danmark, for at reglerne i afsnit VIII kan finde anvendelse. Ifølge lov nr. 181 af 20. maj 1933 (lov om offentlig forsorg) § 86, stk. 1 kunne foranstaltninger iværksættes »med hensyn til ethvert barn, der har ophold her i landet«. Ifølge lov nr. 193 af 4. juni 1964 (lov om børne- og ungdomsforsorg) § 29 kunne hjælpeforanstaltninger iværksættes for »børn og unge under 18 år, der har ophold her i landet.« I bistandsloven, der har afløst blandt andet lov om børne- og ungdomsforsorg, findes ingen tilsvarende bestemmelse. Det kan derfor også på baggrund af den tidligere lovgivning på området lægges til grund, at der er sket en realitetsændring - hvilket også er socialministeriets opfattelse - omend spørgsmålet i forarbejderne til bistandsloven er uomtalt. Da sagsøgeren har fast ophold i Holland, kan tvangsmæssige indgreb som det her foreliggende ikke ske mede hjemmel i bistandsloven.

En anvendelse af afsnit VIII måtte ifølge fast praksis yderligere forudsætte, at barnet opholdt sig lovligt i Danmark. Det gør Cecilie ikke. Det beror på en tilfældighed, at sagsøgeren fødte barnet i Danmark, og sagsøgeren blev kort efter fædslen af sin far tvunget til at tage tilbage til Holland uden sit barn for at redde familiens ære. Sagsøgeren har således aldrig givet samtykke til, at barnet opholder sig i Danmark.

Nødretlige grundsætninger vil kun kunne tages i anvendelse i tilfælde af, at det ville indebære en livstruende situation for Cecilie, hvis hun blev udleveret til sagsøgeren, hvilket der ikke i den foreliggende sag er grundlag for at antage.

Såfremt retten måtte finde, at bistandsloven kan anvendes, gøres det gældende, at der ikke er tilvejebragt sådanne oplysninger om sagsøgeren, at der er grundlag for at opretholde den sociale ankestyrelses afgørelse.

Sagsøgte har gjort gældende, at bistandslovens hjælpeforanstaltninger må kunne iværksættes over for ethvert barn, der har ophold i landet. Dette princip er direkte udtrykt i den før bistandsloven på området gældende lovgivning. I forarbejderne til bistandsloven er der intet, som tyder på, at der med denne lov skulle være tilsigtet en indsnævring af den personkreds, som der kan iværksættes hjælpeforanstaltninger overfor. Det må derfor antages, at afsnit VIII i bistandsloven kan anvendes i det foreliggende tilfælde. Da Cecilie er født her i landet, og det udelukkende beror på sagsøgerens forhold, at barnet blev efterladt her, har de danske myndigheder haft ret og pligt til at tage barnet i varetægt. Da det ifølge de foreliggende erklæringer om Cecilie endvidere vil være direkte velfærdstruende for hende, hvis hun hjemgives, bør ankestyrelsens afgørelse stadfæstes.

Landsretten udtaler

Da der ikke er holdepunkter for at antage, at det med bistandslovens vedtagelse har været hensigten at indsnævre den personkdreds, den tidligere lovgivning på området omfattede, findes kapitel 18 i bistandslovens i overensstemmelse med tidligere lovgivning og med den generelle bestemmelse i bistandslovens § 1 at kunne anvendes på ethvert barn, der har ophold her i landet.

Cecilie har opholdt sig her i landet siden sin fødsel, og de danske myndigheder blev forpligtet til at yde hende bistand, efter at sagsøgeren var udrejst til Holland uden at tage hende med. Bistandslovens regler om hjælpeforanstaltninger uden samtykke kan herefter finde anvendelse, og spørgsmålet om Cecilies hjemgivelse således tages under påkendelse.

Efter de foreliggende oplysninger om sagsøgerens forhold findes der uanset de foreliggende erklæringer om barnets tilknytning til Danmark og specielt til plejefamilien ikke tilstrækkelgit holdepunkt for at statuere, at det er absolut påkrævet af henysn til Cecilies velfærd, at hjemgivelse nægtes. Landsretten ændrer derfor den trufne afgørelse, således at sagsøgerens påstand tages til følge. - - -

Sagens omkostninger ophæves. - - -

Under sin opvækst havde M en tid opholdt sig i Danmark, men havde nu i flere år sammen med sin familie, der er sigøjnere, været bosat i Holland. I 1980, da M var 15 år, fødte hun under et midlertidigt ophold her i landet barnet B og efterlod det på Rigshospitalet, hvorefter de danske myndigheder lod det overføre til et spædbørnehjem og i juli 1981 lod det anbringe i dansk familiepleje med henblik på adoption. I november 19981 fremsatte M gennem vedkommende hollandske ministerium anmodning om udlevering af B, og efter at hjemgivelse i henhold til bistandslovens § 123, stk. 1 nr. 3 var nægtet, indbragte hunden sociale ankestrelses herom trufne beslutning for retten. Reglerne i bistandslovens kapitel 18 antoges at finde anvendelse på ethvert barn, der har ophold her i landet; men da ankestyrelsens beslutning ikke kunne anses som absolut påkrævet for barnets velfærd, blev M's påstand om hjemgivelse taget til følge.