Offentlig forsorg - tilbagesøgning af ydet betaling - social bistand - kontanthjælp - dobbeltforsørgelse - formalitetskrav (* 2)

Offentlig forsorg - tilbagesøgning af ydet betaling - social bistand - kontanthjælp - dobbeltforsørgelse - formalitetskrav (* 2)

(G. H., D., L. b. (kst.)).

B. E. M., (adv. H. H., Fåborg, e.o.)

mod

Den Sociale Ankestyrelse (Kammeradv. v/adv. L. B.).

Ved Svendborg herredsret dom af 2. juni 1977 blev forsikringsselskabet Topsikring dømt til at betale 77.865,57 kr. i forsørgererstatning til sagsøgeren i nærværende sag, B. E. M. erstatningen blev af forsikringsselskabet udbetalt til advokat H. H. på sagsøgerens vegne. Den 3. november 1979 betalte advokat H. af erstatningen et beløb på 25.368,74 kr. til O kommune til dækning af et krav om tilbagebetaling af økonomisk hjælp ydet sagsøgeren af kommunen.

Under denne sag har sagsøgeren, der har fri proces, påstået sagsøgte, Den Sociale Ankestyrelse, dømt til at betale 25.368,00 kr. med procesrenter fra sagens anlæg den 31. marts 1982.

Sagsøgte har påstået frifindelse og har som begrundelse herfor gjort gældende, at kommunen har været berettiget til at kræve tilbagebetaling som sket.

Sagens omstændigheder er i øvrigt følgende

Den 14. marts 1975 omkom sagsøgerens ægtefælle ved en færdselulykke, i hvilken anledning sagsøgeren rejste krav om forsørgererstatning mod forsikringsselskabet Topsikring som ansvarsforsikrer for vedkommende skadevolder.

I begyndelsen af september 1975 rettede sagsøgeren henvendelse til O kommune og anmodede om økonomisk hjælp.

Den 5. september 1975 udbetaltes 320 kr. til sagsøgeren i henhold til forsorgslovens § 56, stk. 3, med forbehold om tilbagebetaling, så snart erstatningssagen var afgjort. Der foreligger ikke skriftelig erklæring fra sagsøgeren derom.

Den 15. september 1975 udbetaltes yderligere 100 kr. til sagsøgeren, som i forbindelse dermed underskrev en erklæring om at være gjort bekendt med, at hjælpen var bevilget hende mod tilbagebetaling i h.t. kap. IX i lov nr. 169 af 31. maj 1961.

Sagsøgeren fik den 19. september 1975 atter udbetalt hjælp og blev ifølge et notat i social- og sundhedsforvaltningens protokol samtidig orienteret om, at de pågældende beløb ydedes i henhold til § 63.

Ved skrivelse af 25. september til advokat H. meddelte O kommune bl.a., at økonomisk hjælp til sagsøgeren antagelig ville blive fortløbende, og hjælpen ønskedes refunderet ved en eventuel udbetaling af erstatningen til sagsøgeren.

Efter at sagsøgeren ved den ovenfor nævnte dom af 2. juni 1977 havde fået tilkendt erstatning, anmodede O kommune ved skrivelse af 29. juni 1977 til advokat H. med baggrund i bestemmelserne i lov om social bistand § 26, stk. 1, nr. 4, samt forvaltningens skrivelse af 25. september 1975 om udbetaling af ialt 31.527,01 kr. som tilbagebetaling af hjælp ydet sagsøgeren i tiden fra den 5. september 1975 til 11. februar 1977.

Der foregik derefter en brevveksling mellem O kommune og advokat H. om anvendelsen af erstatningsbeløbet. Brevvekslingen sluttede med, at advokat H. som ovenfor nævnt den 3. november 1977 til kommunen indbetalte 25.368,74 kr., som var det beholdne beløb.

Advokat H. indbragte senere kommunens afgørelse af 25. september 1975 og 29. juni 1977 for amtsankenævnet for Fyns amtskommune. Under sagens behandling for nævnet frafaldt kommunen krav om tilbagebetaling ud over det allerede indbetalte beløb.

Den 26. marts 1979 traf amtsankenævnet afgørelse om ikke at tilsidesætte kommunens afgørelse om tilbagebetaling.

Den Sociale Ankestyrelse, hvortil sagen var indbragt af advokat H., tiltrådte den 31. oktober 1979 amtsanlenævnets afgørelse.

Advokat H. klagede derefter for sagsøgeren til Folketingets ombudsmand, som ved skrivelse af 14. april 1981 henstillede til Den Sociale Ankestyrelse at genoptage sagen og meddele klageren en ny afgørelse (med en dækkende begrundelse).

Den 22. juli 1981 blev sagen forelagt til fornyet behandling i Den Sociale Ankestyrelse, som anså de materielle betingelser i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, for opfyldt ved hjælpens udbetling. Ankestyrelsens afgørelse slutter således

At forvaltningen, efter at bistandsperioden er ophørt, fejlagtigt anfører § 26, stk. 1, nr. 4, som hjemmel, kan efter ankestyrelsens opfattelse, ikke med rimelighed føre til, at socialforvaltningen afskæres fra at kræve tilbagebetaling i medfør af de gyldigt og gentagne gange tagne forbehold.

Da pågældende i anledning af dødsfaldet modtog ialt --- og da tilbagebetalingskravet var blevet reduceret til ca. 25.000 kr. --- fandt ankestyrelsen ikke grundlag for at ophæve kravet eller begrænse dette yderligere.

Ved skrivelse af 2. september 1981 til advokat H. meddelte ombudsmanden, at han ikke fandt at have tilstrækkelig anledning til at foretage sig videre i sagen.

Derefter anlagde sagsøgeren denne sag.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand nærmere anført, at det er med rette, at de sociale myndigheder har anvendt bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, der svarer til forsorgslovens § 63, ved afgørelsen af spørgsmålet om tilbagebetaling af hjælpen til sagsøgeren. Bestemmelsen kan imidlertid ikke bære et tilbagebetalingskrav i det foreliggende tilfælde, hvilket da også efterfølgende er erkendt af sagsøgte. Ligesom forsorgslovens § 63 tilsigter bestemmelsen at modvirke dobbeltforsørgelse, og dette var der ikke tale om i sagsøgerens situation, idet den opnåede forsørgertabserstatning hverken dækkede samme tidsrum eller samme formål som den ydede hjælp.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at tilbagebetaling ikke kan kræves med hjemmel i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, der svarer til forsorgslovens § 62. Det foreliggende tilfælde er ikke omfattet deraf, da det på tidspunktet for modtagelsen af hjælpen var yderst usikkert, om og af hvilken størrelsesorden sagsøgeren ville opnå erstatning. Der var således ikke tilstrækkelig sikkert grundlag for socialforvaltningens skøn. Dertil kommer, at det er uberettiget efterfølgende at bringe bestemmelsen, som ikke har været påberåbt forud for sagsøgtes seneste afgørelse, i anvendelse. Skønnet over, om tilbagebetalingskrav skal rejses, tilkommer socialforvaltningen, og resultatet kunne være blevet et andet, hvis sagen havde været overvejet ud fra bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, i stedet for nr. 4.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand om frifindelse nærmere anført, at det har været berettiget at træffe afgørelsen om tilbagebetaling i medfør af bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. Sagsøgerens erstatningskrav var allerede fremsat, da hjælpen blev udbetalt, og der var betydelig formodning for, at hun i løbet af kortere tid ville opnå en vis forsørgertabserstatning. Ved udbetalingen af hjælpen blev sagsøgeren gjort bekendt med, at ydelsen var bevillget mod tilbagebetaling, og foreskriften i bistndslovens § 26, stk. 2, der svarer til forsorgslovens § 65, 1. pkt., er således overholdt. Sagsøgte har, således som styrelsen er beføjet til, truffet en ny afgørelse, som materielt og formelt er rigtig, og det følger af rekurssystemet inden for socialvæsenet, at det ikke kan tillægges betydning, om socialforvaltningen og amtsankenævnet har anført forkert hjemmel for kravet om tilbagebetaling.

Landsretten skal udtale

I overensstemmelse med det, der er tilført social- og sundhedsforvaltningens protokol, lægges det til grund, at sagsøgeren i forbindelse med hjælpens påbegyndelse i september 1975 fik tilkendegivelse om, at tilbagebetaling ville blive krævet i henhold til den til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, svarende særlige bestemmelse i forsorgslovens § 63. Det lægges endvidere som uomtvistet til grund, at socialforvaltningens beslutning om tilbagebetaling blev truffet i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, og på dette grundlag stadfæstet af såvel amtsankenævnet som ankestyrelsen. Ved sagsøgtes nye afgørelse af 22. juli 1981 blev beslutningen om tilbagebetaling ændret, således at kravet nu anses for at have hjemmel i den særlige bestemmelse i nr. 3 i bistandslovens § 26, stk. 1, der svarer til forsorgslovens § 62. Bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 2, jfr. tidligere forsorgslovens § 65, 1. pkt., må naturligt forstås således, at det til dens opfyldelse kræves ikke blot, at modtageren af hjælp i almindelighed er gjort bekendt med tilbagebetalingspligt, men tillige at det er tilkendegivet vedkommende, hvilken af de i loven anførte grunde til tilbagebetaling der er bragt i anvendelse ved beslutningen derom. Da tilkendegivelsen om, at det er bestemmelsen i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, jfr. forsorgslovens § 62, der udgør grundlaget for tilbagebetalingskravet i denne sag, først er meddelt sagsøgeren lang tid efter ydelsen af hjælp, kan betingelserne for at kræve tilbagebetaling ikke anses for at have været til stede. Allerede som følge heraf vil sagsøgerens påstand være at tage til følge.

Efter omstændighederne vil sagens omkostninger være at ophæve.

(* 1) Jfr. Jørgen Graversen: Tilbagebetaling af sociale ydelser s. 79 og Ove Baggesen m.fl.: Bistandsloven s. 89-91. - Anke til Højesteret hævet.

Efterhånden som kommunen K ydede hjælp til A, hvis ægtefælle i marts 1975 var blevet dræbt ved en færdselsulykke, tog K forbehold om tilbagebetaling og henviste ved en af udbetlingerne til § 63 i den dagældende forsorgslov. Efter at der ved dom i færdselssagen var tilkendt A forsørgererstatning, gjorde K i juni 1977 sit tilbagebetalingskrav gældende, idet man påberåbte sig bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, som svarede til den nu ophævede forsorgslovs § 63. A indbragte forgæves tilbagebetalingsspørgsmålet for de pågældende klageinstanser og for Folketingets Ombudsmand; men i forbindelse med behandlingen af klagesagen tilkendegav Den Sociale Ankestyrelse S i juli 1981, at tilbagebetalingskravet rettelig var hjemlet ved bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3, der svarede til forsorgslovens § 62. A anlagde derefter sag mod S, og under denne sag antoges det, at A i sin tid burde være gjort bekendt med ikke blot tilbagebetalingspligten, men også lovgrundlaget, jfr. bistandslovens § 26, stk. 2. Tilkendegivelsen om den rette begrundelse var givet A så sent, at tilbagebetaling ikke kunne kræves. (* 1)