Daginstitutionspladser - Kommune (* 1)

Daginstitutionspladser - Kommune (* 1)

J.I.F-T. og N.F-T., K (adv. J.T.)

mod

Københavns kommune (adv. H. v/adv. H.R.).

Under denne sag, der er anlagt den 21. februar 1979, har sagsøgte, J og N, ved deres endelige påstand påstået sagsøgte, K kommune, tilpligtet at betale 1.892 kr. 15 øre med sædvanlig procesrente fra den 27. august 1979. Beløbet angives at udgøre dels tabt arbejdsfortjeneste i 6 dage for J i anledning af, at hun måtte udeblive fra sit arbejde ved udløb af barselsorlov den 15. februar 1979, fordi sagsøgte ikke havde stillet daginstitutionsplads til rådighed for sagsøgerens barn, født den 11. november 1978, dels annonceudgifter for at fremskaffe en privat dagplejemor.

Sagsøgte, der ikke har bestridt størrelsen af sagsøgerens krav, har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende

Den 28. april 1978 rettede sagsøgeren henvendelse til socialcentret og blev optaget på ventelisten til en daginstitutionsplads til deres barn, der forventedes født ca. 6 1/2 måned senere. Den 13. november 1978, to dage efter fødslen, rettede N , henvendelse til pladsanvisningen. Da det her blev oplyst, at der var 18 måneders ventetid til en vuggestueplads måtte sagsøgeren forudse, at J ikke rettidigt kunne genoptage sit arbejde som kontorassistent ved udløb af barselsorlov den 15. februar 1979. Som følge heraf rettede N den 24. november 1978 henvendelse til socialborgmesteren. Borgmesteren kunne ikke love en vuggestueplads ved barselsorlovens udløb, men gjorde opmærksom på den mulighed, at sagsøgerne selv fandt en dagplejemor, der kunne tilknyttes den kommunale dagplejeordning.

Ved skrivelse af 19. December 1978 klagede N til Den Sociale Ankestyrelse over, at kommunen har afslået at anvise en daginstitutionsplads, men da ankestyrelsen ved skrivelse af 8. januar gjorde opmærksom på, at der måtte påregnes en ekspeditionstid på 4-6 måneder i ankestyrelsen, rettede N ved skrivelse af 19. januar 1979 henvendelse til formanden for borgerrepræsentationen, idet han i skrivelsen under henvisning til bistandslovens § 69 pålagde borgerrepræsentationen at anvise den nødvendige pasning af hans barn. Den 15. februar 1979 besvarede formanden for borgerrepræsentationen denne henvendelse med en henvisning til indhentede udtalelse fra magistratens 3. afdeling og fra institutionsafdelingen, hvorefter der først kunne forventes en daginstitutionsplads til sagsøgerens barn sidst på sommeren 1979, idet det anførtes, at der ikke ud fra de foreliggende oplysninger var grundlag for at meddele dispensation fra ventelisten.

Den 30. januar 1979 meddelte social- og sundhedsforvaltningen i kommunen afslag på en ansøgning fra sagsøgerne om økonomisk hjælp på 3.485 kr. pr. måned som kompensation for J's tabte arbejdsfortjeneste fra den 15. februar 1979 som følge af manglende pasningsmuligheder for barnet. Afgørelsen blev tiltrådt af Den Sociale Ankestyrelse ved skrivelse af 19. juni 1979.

Dagen efter udløbet af J's barselsorlov henvendte sagsøgerne sig personligt på pladsanvisningen medbringende deres barn for at få det passet, medens J var på arbejde. Pladsanvisningen kunne ikke anvise en fast vuggestueplads, men anviste anbringelse af barnet den pågældende dag på spædbørnshjemmet i Gentofte. Det meddeltes samtidig sagsøgerne, at gentagen aflevering af barnet på pladsanvisningskontoret kunne medføre tvangsanbringelse af barnet. Sagsøgerne fandt gennem bekendte frem til en dagplejemor, der den 20. marts 1979 blev tilknyttet den kommunale dagpleje i overensstemmelse med bestemmelserne i overenskomsten for dagplejemødre.

Med virkning fra 1. juli 1979 fik sagsøgeren en vuggestueplads til barnet i København og den 1. oktober 1979 flyttede de til eget hus i Kokkedal. Efter dispensation fra Københavns kommunen beholdt sagsøgeren imidlertid den tildelte vuggestueplads i København indtil den 1. april 1980, da de opnåede en vuggestuenplads i deres hjemkommune.

Af Københavns social- og sundhedsforvaltnings planlægningsafdelings udbygningsplaner for social- og sundhedsmæssige områder for 1980- 85 fremgår, at der pr. 1. januar 1979 i København på venteliste var optaget ca. 2900 børn med aktuelt behov for en vuggestueplads, inclusive dagplejeplads. Det totale antal børn på ventelisten var 4850, og forskellen oplyses at bero på, at der på ventelisten også optages ufødte børn, samt børn , der har institutionsplads, men ønsker at skifte institutionsplads. Det er under sagen oplyst, at disse tal stort set har været uforandret siden 1. januar 1977. Af udbygningsplanerne fremgår endvidere, at det er kommunens målsætning i løbet af en kortere årrække at etablere fuld dækning med daginstitutioner, således at der til alle børn umiddelbart ved ønskets (behovets) opståen kan anvises en passende daginstitutionsplads under forudsætning af, at barnet i rimelig tid, før det aktuelle behov opstår, er skrevet op på venteliste i den centrale pladsanvisning. Det anføres, at fuld dækning skønnes opnået med en dækningsgrad på 65 % mod pr. 1. januar 1980 ca. 57 %. Det anføres videre i udbygningsplanerne, at borgerrepræsentationen har besluttet at forøge antallet af vuggestuepladser med 300 hvert år.

Ved skrivelse af 26. september 1979 til Københavns borgerrepræsentation meddelte Socialministeriet, at ovenomtalte udbygningsplaner for 1980-85 ikke gav anledning til bemærkninger. Planerne havde forinden været til gennemsyn i Socialstyrelsen, og det anføres i skrivelsen blandt andet

Kommunen har i forhold til det øvrige land en høj dækning med dagforanstaltninger for børn. Det fremhæves imidlertid i borgerrepræsentationens udbygningsplan, at der fortsat er et udækket behov for dagforanstaltninger, bl.a. ud fra, at kommunen som storstad har en speciel social struktur. Kommunen har således en betydelig overvægt af reelt enlige forsørgere set i forhold til landets øvrige kommuner, ligesom erhvervsfrekvensen blandt kvinder er større end i landet som helhed. Det fremhæves endvidere i borgerrepræsentationens plan, at den meget tilbageholdende takstpolitik, særligt på vuggestue- og fritidshjemsområdet, utvivlsomt har medført en relativt større daginstitutionsefterspørgsel i Københavns kommune end i andre kommuner.

Social- og sundhedsforvaltningen har i skrivelse af 26. oktober 1979 oplyst, at nettotilgangen af daginstitutionspladser (vuggestue- og dagplejepladser) i 1977 var 175 og i 1978 125.

Sagsøgeren, bankfuldmægtig N har blandt andet forklaret, at sagsøgerne i en årrække havde boet i Københavns kommune, samt at de har to børn, den ældste en dreng på 11 år. Vedrørende deres økonomiske forhold i 1979 har sagsøgeren forklaret, at han fik udbetalt ca. 4.500 kr. pr. måned og hans kone 3.800 kr. pr. måned; de havde bil og sommerhus. I perioden fra den 15. februar 1979, da barselsorloven udløb, og til den 20. marts, da barnet kom i privat dagpleje hos den dagplejemor, som sagsøgerne selv havde skaffet, blev det passet af venner og bekendte, ligesom sagsøgerne brugte deres vinterferie. Hans kone måtte dog søge fri fra arbejdet enkelte dage, ialt 6, og mistede herved 1.820 kr. i arbejdsfortjeneste. Efter at have købt parcelhus i Kokkedal fik sagsøgerne dispensation hos Københavns kommune således at deres datter beholdt sin vuggestueplads, indtil hun pr. 1. april 1980 kunne overflyttes til en vuggestue i Karlebo kommune.

Der er endvidere afgivet vidneforklaring af speciallæge i prædiatri, L.L., sundhedsplejerske L. M., praktiserende læge J. H. L. og af overlæge, specialist i børnepsykiatri H. J.. De har hver især redegjort for uheldige virkninger af mangel på institutionspladser.

Til støtte for deres påstand har sagsøgerne blandt andet anført, at de har gjort alt, hvad de kunne for at få en institutionsplads gennem Københavns kommune, således også udnyttet appelmulighederne i videste muligt omfang. Sagsøgerne har endvidere begrænset det økonomiske tab mest muligt ved blandt andet selv at skaffe privat dagplejeplads.

Sagsøgerne har videre anført, at sagsøgte ved bevidst at have tilsidesat bistandslovens § 69 har gjort sig skyldig i ulovlig og usaglig forvaltning. Sagsøgte har herved pådraget sig erstatningspligt over for sagsøgerne. Når det i bistandslovens § 69 anføres, at kommunen skal sørge for det nødvendige antal institutionspladser, må dette efter naturlig sprogbrug forstås som en absolut forpligtelse for kommunen til at sørge for, at der er et tilstrækkeligt antal pladser til, dækning af det faktiske behov. Det er ikke overladt til kommunens frie skøn, hvor meget det er rimeligt at investere i institutioner. Det fremgår klart af forarbejderne til bistandsloven, at kommunen har en ubetinget pligt til at tilvejebringe en planlægning, der sørger for fuld dækning a det faktiske behov for institutionspladser. Der er således ikke på dette område tale om en programudtalelse, men om en klar pligt for kommunen. Behovet for institutionspladser i København har gennem de sidste år været stigende, og kommunens planlagte udbygningstakt har været alt for beskeden, idet kommunens skøn over behovet har været fejlagtig. Hertil kommer, at end ikke kommunens egne udbygningsplaner eller programerklæringer er opfyldt. Da kommunens skøn er åbenbart urimeligt, vil det kunne tilsidesættes af retten.

Til støtte for sin frifindelsespåstand har sagsøgte gjort gældende, at retten udelukkende skal tage stilling til, hvorvidt sagsøgerne har krav på erstatning, og ikke afgøre, hvorvidt sagsøgte overholder bistandsloven. Til belysning heraf må det lægges til grund, at sagsøgerne allerede den 13. november 1978 blev orienteret om, at der var ventetid ved tildeling af vuggestuepladser. Samtidig blev sagsøgernes opmærksomhed henledt på mulighederne for selv at søge en privat dagplejemor, der efterfølgende kunne blive tilknyttet den kommunale dagplejeordning. Den 19. februar 1979 udtog sagsøgerne stævning mod sagsøgte, og først den 22. februar 1979 søgte de privat dagpleje til deres barn. Den 20. marts godkendte kommunen dagplejepladsen, og fra den 1. juli opnåede sagsøgerne vuggestueplads til deres barn. Dette sagsforløb giver ikke grundlag for at pålægge sagsøgte erstatningsansvar, og det er ikke af sagsøgerne påvist, at sagsøgte har udvist forsømmelighed, handlet pligtstridigt eller udvist dadelværdigt forhold i øvrigt.

Uanset, hvorvidt sagsøgerne under en erstatningssag mod sagsøgte kan påberåbe sig bistandslovens § 69, eller om bestemmelsen kun åbner mulighed for borgerne til at klage over sagsøgte til overordnede administrative myndigheder, er det afgørende, hvorvidt sagsøgtes skøn i henhold til bistandslovens § 69 har været fejlagtig, har været behæftede med formelle mangler, er udtryk for magtfordrejning eller iøvrigt kan anfægtes. Domstolene bør udvise tilbageholdenhed ved bedømmelse af en offentlig myndigheds skøn.

Ifølge bistandslovens § 69 skal sagsøgte sørge for det nødvendige antal pladser på daginstitutioner, og det er således overladt til sagsøgte at skønne over, hvad der er det nødvendige antal. I dette skøn indgår hvilket resultat og socialpolitiske mål man søger at opnå. Behovet for institutionspladser påvirkes af mange forskellige faktorer. Befolkningens ønsker, kvaliteten af institutionspladserne, det beløb, forældrene betaler for barnet på institutionen, befolkningens sammensætning og borgernes beskæftigelsesmuligheder. Sagsøgtes rent faktiske muligheder, herunder om man kan skaffe det tilstrækkelige personale eller de fornødne lokaler, må nødvendigvis også indgå i skønnet. Det fremgår af sagsøgtes udbygningsplanlægning, at man stiler mod fuld dækning. Der har således gennem de seneste år været en stor nettotilgang af institutionspladser. Det fremgår af lovens tilblivelseshistorie, betænkning og folketingsbehandling m.v., at man ved bistandslovens § 69 ikke tilsigtede en stramning af kommunernes hidtidige forpligtelse. Hertil kommer, at konsekvenserne af sagsøgtes anbringende, hvorefter det nødvendige antal institutionspladser er det samme som ved fuld dækning af det faktiske behov, ville have medført en eengangsudgift for sagsøgte ved lovens vedtagelse i 1974 på ca. 200 mill. kr. til oprettelse af ca. 2500 vuggestuepladser, svarende til antallet på ventelisten, og en årlig driftsudgift på ca. 100 mill. Kr. En sådan øjeblikkelig udgiftsstigning alene på dette område var ikke tilsigtet ved lovens gennemførelse. Såfremt sagsøgerens betragtninger blev lagt til grund, ville der påhvile K kommune tilsvarende store udgifter på andre sociale og sundhedsmæssige områder.

I sagsøgtes udbygningsplaner, der er godkendt af Socialstyrelsen og Socialministeriet, indgår en stadig stigning i antallet af institutionspladser, og planerne viser, at sagsøgte efterlever bistandslovens intentioner og stiler mod fuld dækning af institutionsbehovet.

Retten skal udtale

Det påhviler den enkelte kommune at afgøre, hvad der skal foretages til opfyldelse af kommunens forpligtelse efter bistandslovens § 69 til at sørge for det nødvendige antal daginstitutionspladser. Denne afgørelse beror på et skøn over en række faktorer, hvoraf flere er behæftet med betydelig usikkerhed. Som sagen foreligger til pådømmelse ses sagsøgte med det nuværende antal institutionspladser og muligheder i øvrigt i forbindelse med sin planlægning og udbygning af daginstitutionspladser under de givne forhold at have opfyldt lovens krav.

Der er ikke i sagens oplysninger grundlag for at anse det for godtgjort, at sagsøgte har udvist noget forhold, som kan pådrage sagsøgte erstatningspligt over for sagsøgerene.

Det pålagdes sagsøgerne at betale sagsøgte 3.000 kr. i sagsomkostninger.

Resume (udarbejdet af Socialministeriet) Hvad der skal foretages til opfyldelse af en kommunalbestyrelses pligt til at sørge for det nødvendige antal daginstitutionspladser jf. bistandsloven er en skønspræget afgørelse, som inden for vide rammer træffes af den enkelte Kommune.