2026-1. Undtagelse af oplysninger om private forhold, som den aktindsigtssøgende i forvejen var bekendt med
Statutory Text (3 Articles)
2026-1.
Undtagelse af oplysninger om private forhold, som den aktindsigtssøgende i forvejen var bekendt med
En borger anmodede Psykolognævnet om aktindsigt i en tilsynsafgørelse vedrørende en psykologs arbejde med en forældrekompetenceundersøgelse af borgeren og dennes tidligere ægtefælle samt en børnepsykologisk undersøgelse af deres fælles barn.
Psykolognævnet udleverede en kopi af afgørelsen, hvorved borgeren fik indsigt i bl.a. oplysninger om, at der var udtalt kritik af psykologen, og størstedelen af grundlaget for kritikken.
Nævnet undtog dog enkelte oplysninger efter offentlighedslovens § 30, nr. 1, om enkeltpersoners private forhold.
Nævnet henviste til, at der var tale om oplysninger om borgerens barns psykiske tilstand, og at borgeren ikke havde forældremyndighed over barnet.
Ombudsmanden var enig med Psykolognævnet i, at oplysningerne om barnet efter deres karakter var omfattet af offentlighedslovens § 30, nr. 1, og dermed som udgangspunkt kunne undtages fra aktindsigt efter bestemmelsen.
Sagens centrale spørgsmål var imidlertid, om det havde betydning for spørgsmålet om aktindsigt, at borgeren i forvejen var bekendt med oplysningerne om barnets psykiske tilstand, idet der var tale om direkte citater af oplysninger fra den forældrekompetenceundersøgelse, som borgeren selv havde sendt til Psykolognævnet.
Ombudsmanden var enig med Psykolognævnet i, at udgangspunktet om, at oplysninger, der efter deres karakter er omfattet af § 30, nr. 1, er undtaget fra aktindsigt, også gælder i tilfælde, hvor den aktindsigtssøgende kender oplysningerne, men disse nu indgår i en ny sammenhæng.
Han var imidlertid ikke i den foreliggende situation enig med nævnet i, hvilken betydning denne nye sammenhæng konkret kunne tillægges.
Ombudsmanden pegede på, at der ikke var tale om, at Psykolognævnet i forbindelse med sin afgørelse i tilsynssagen havde tilvejebragt nye faktiske oplysninger om barnets private forhold eller havde foretaget en selvstændig (psykologfaglig) vurdering af oplysningerne om barnet.
Psykolognævnet havde alene vurderet, at psykologen ved udfærdigelsen af forældrekompetenceundersøgelsen ikke på fyldestgørende vis havde beskrevet grundlaget for sine vurderinger, og at psykologen havde foretaget vurderinger uden for rammerne af sit opdrag.
Ombudsmanden mente samlet set – herunder i lyset af at borgeren allerede havde kendskab til både de undtagne oplysninger og den relevante sammenhæng, som oplysningerne indgik i – at der ikke ved Psykolognævnets behandling af tilsynssagen kunne siges at være sket en supplering eller kvalificering mv. af oplysningerne om barnets private forhold eller i øvrigt forelå et beskyttelseshensyn, der kunne begrunde, at oplysningerne i det konkrete tilfælde blev undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 30, nr. 1.
(Sag nr. 25/03104)
I det følgende gengives ombudsmandens udtalelse om sagen
Ombudsmandens udtalelse
1.
Om sagen
Sagen drejer sig om Psykolognævnets delvise afslag på aktindsigt i en afgørelse af 10. februar 2022 i en tilsynssag om en autoriseret psykologs arbejde med en forældrekompetenceundersøgelse af A og A’s tidligere ægtefælle og en børnepsykologisk undersøgelse af deres fælles barn.
Tilsynssagen blev indledt på baggrund af en henvendelse fra den professionelle partsrepræsentant B på vegne af A, som i forlængelse af undersøgelserne havde mistet forældremyndigheden over sit barn.
Psykolognævnet udtalte i sagen kritik af psykologens virke.
Psykolognævnet meddelte ved sin første afgørelse (af 19. juli 2022) A afslag på aktindsigt i det meste af nævnets afgørelse af 10. februar 2022.
Efter en henvendelse fra B genoptog Psykolognævnet sagen og traf den 2. februar 2023 en ny afgørelse om aktindsigt.
Nævnet udleverede i den forbindelse en kopi af afgørelsen af 10. februar 2022, hvorved A fik indsigt i bl.a. oplysninger om, at der var udtalt kritik af psykologen, og størstedelen af grundlaget for kritikken.
Psykolognævnet undtog dog enkelte oplysninger med henvisning til offentlighedslovens § 30, nr. 1, som fastsætter, at retten til aktindsigt ikke omfatter oplysninger om enkeltpersoners private forhold.
Psykolognævnet henviste til, at der var tale om private oplysninger om A’s barn, som A ikke havde forældremyndighed over.
B klagede i en henvendelse af 9. februar 2023 over afgørelsen og anførte bl.a., at Psykolognævnets undtagelse af oplysninger om, hvilke passager på henholdsvis s.
6 og 43 i psykologens erklæring om forældrekompetenceundersøgelsen, der lå til grund for nævnets kritik af psykologen, ikke havde hjemmel i offentlighedslovens § 30, nr. 1.
De pågældende passager fra forældrekompetenceundersøgelsen var citeret på henholdsvis s.
3 og 4 i afgørelsen af 10. februar 2022.
B begrundede nærmere sit synspunkt således
”Det skyldes, at min klient i sagens natur allerede er i besiddelse af hele erklæringen.
A var part i sagen, da erklæringen blev udarbejdet, har selv modtaget erklæringen fra kommunen og har også selv sendt den til Psykolognævnet;
naturligvis uden undtagelser.
Dvs. at de nævnte undtagelser ikke vedrører et beskyttelseshensyn til A’s børn, som Psykolognævnet har begrundet undtagelserne med.
Der er altså alene et beskyttelseshensyn til den psykolog, der har fået kritik, og her er der ikke hjemmel til at undtage netop disse oplysninger fra min klients aktindsigt.
Når det er vigtigt for min klient at få udleveret hele jeres afgørelse om kritik af psykologen uden undtagelser, skyldes det som nævnt, at A ønsker at tage stilling til, om A vil indbringe sagen for Den Særlige Klageret.
Her kan A ikke uspecifikt henvise til, at psykologen har fået kritik for ’noget på side 6 og noget på side 43’.
A er nødt til konkret at vide, hvilke fejl, psykologen har begået og med konkrete henvisninger.
Ellers opnår A ikke det grundlag, A har brug for for at kunne benytte sine retlige muligheder.
”
Psykolognævnet traf den 6. juni 2023 en ny afgørelse, som ikke førte til, at der blev udleveret flere oplysninger.
Nævnet skrev bl.a. følgende
”Du er ikke part i sagen, du beder om aktindsigt i.
Det betyder, at vi behandler din anmodning om aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven.
I Psykolognævnets afgørelse i sagen med j.nr. 20-16284 er der oplysninger, som vedrører andre personers private forhold.
Det drejer sig om personlige oplysninger om dit barn.
…
Vi har derfor undtaget personlige oplysninger om dit barn i Psykolognævnets afgørelse.
(…)
Det ændrer ikke ved vurderingen, at de pågældende oplysninger om dit barn i Psykolognævnets afgørelse også fremgår af den forældrekompetenceundersøgelse, som psykologen har udfærdiget om dig og dit barns anden forælder til brug for en sag ved X Kommune.
Det ændrer heller ikke ved vurderingen, at du har indsendt kopi af undersøgelsen i forbindelse med din henvendelse til Psykolognævnet den 26. marts 2020.
Vi lægger vægt på, at der er tale om personlige oplysninger om andre personer end dig i en afgørelse i en sag ved Psykolognævnet, som du ikke er part i.
”
B klagede den 7. marts 2024 til ombudsmanden over Psykolognævnets afgørelse.
B anførte navnlig, at A havde krav på partsaktindsigt efter forvaltningsloven.
Ombudsmanden meddelte ved et brev af 9. juli 2024 B, at han på baggrund af bl.a. forarbejderne til psykologloven ikke mente, at der var udsigt til, at han ved en ombudsmandsundersøgelse ville kunne kritisere, at Psykolognævnet ikke havde anset A for part i nævnets tilsynssag, og at nævnet dermed ikke mente, A var berettiget til aktindsigt efter forvaltningsloven.
B havde også stillet spørgsmål ved Psykolognævnets undtagelse af oplysningerne efter offentlighedslovens § 30, nr. 1.
Ombudsmanden oversendte dette klagepunkt til besvarelse i Psykolognævnet, som ved brev af 9. september 2024 til B skrev bl.a. følgende
”Det kan uddybende oplyses, at der (…) lægges vægt på, at selvom der i et vist omfang er tale om citater af oplysninger fra den forældrekompetenceundersøgelse, du selv har sendt ind, og i et vist omfang er tale om omtale af oplysninger, der oprindeligt stammer fra forældrekompetenceundersøgelsen, er der tale om, at disse oplysninger indgår i en sag i Psykolognævnet, der ikke vedrører samme vurdering eller har samme formål, som hos X Kommune, der har indhentet oplysningerne.
Oplysningerne er således oprindeligt en del af en sag ved kommunen, hvor de fremgår af en forældrekompetenceundersøgelse, som kommunen har indhentet til brug for deres vurdering af, om barnets forældre har de nødvendige forældrekompetencer til at varetage barnets konkrete behov.
I sagen i Psykolognævnet er oplysningerne inddraget i nævnets vurdering af, om den autoriserede psykolog, der har udfærdiget den konkrete
forældrekompetenceundersøgelse, har udvist den fornødne omhu, samvittighedsfuldhed og uhildethed i sit faglige virke.
Nævnets begrundelse indeholder derfor oplysninger om andre personer, der tillægges vægt i vurderingen af psykologens arbejde.
”
Jeg bad den 7. august 2025 Psykolognævnet om en udtalelse.
Jeg bad nævnet om bl.a. at redegøre nærmere for, hvilke beskyttelseshensyn der lå til grund for nævnets vurdering af, at oplysningerne er omfattet af offentlighedslovens § 30, nr. 1, herunder i forhold til hvilke(n) person(er) disse hensyn forelå.
Psykolognævnet anførte i sin udtalelse af 28. august 2025 bl.a. følgende
”Psykolognævnet bemærker, at den uddybende begrundelse i brevet sendt til B den 9. september 2024 muligvis kan give det indtryk, at oplysningerne er undtaget fra aktindsigt af hensyn til den psykolog, der er genstand for nævnets tilsyn i sagen.
Oplysningerne er imidlertid udelukkende undtaget af hensyn til barnet, idet oplysningerne handler om barnets psykiske tilstand.
Der er således ikke et beskyttelseshensyn til psykologen i forhold til de oplysninger, der er undtaget fra aktindsigt.
Det er nævnets vurdering, at oplysninger om en persons psykiske tilstand ud fra en generel betragtning efter deres karakter må betegnes som følsomme, og dermed er omfattet af anvendelsesområdet for offentlighedslovens § 30, nr. 1.
Efter nævnets opfattelse er der således tale om oplysninger af en sådan karakter, at de bør kunne forlanges unddraget offentlighedens kendskab.
…
(…) nævnet [er] opmærksom på det oplyste om, at A er bekendt med indholdet af den forældrekompetenceundersøgelse, som nævnet har foretaget en vurdering af i afgørelsen af den 10. februar 2022, idet B på vegne af A har indsendt en kopi af undersøgelsen sammen med henvendelsen til nævnet.
Offentlighedslovens § 30, nr. 1, er imidlertid en objektiv bestemmelse – forstået på den måde, at der ikke skal foretages en konkret vurdering, jf. det ovenfor anførte, og der vil ikke være ret til at give aktindsigt i sådanne oplysninger efter meroffentlighedsprincippet i § 14.
…
Efter nævnets opfattelse vil der ikke være ret til aktindsigt i oplysninger om en anden persons private forhold, blot fordi den person, der anmoder om aktindsigt, er eller har været i besiddelse af de pågældende oplysninger fra en anden sammenhæng.
…
Nævnet vurderer således, at det forhold, at de omhandlede undtagne oplysninger også indgår i et dokument, som A er eller har været i besiddelse af og har sendt ind til nævnet, ikke giver grundlag for at fravige, at der ikke er ret til aktindsigt i de pågældende oplysninger i nævnets afgørelse.
Hertil kommer, at de omhandlede oplysninger fra forældrekompetenceundersøgelsen anvendes af nævnet i en anden sammenhæng end i (børne)sagen ved X Kommune, hvor oplysningerne stammer fra.
Når oplysningerne bliver kædet sammen med psykologens virke, kan der siges at ske en kvalificering af oplysningerne om barnet.
”
Jeg bad i et brev af 30. september 2025 Psykolognævnet om en supplerende udtalelse, idet jeg anførte følgende
”Jeg beder Psykolognævnet om at bekræfte, om det er korrekt forstået, at nævnet mener, at der er sket en kvalificering af oplysningerne om barnet i kraft af, at de indgår i Psykolognævnets afgørelse.
I givet fald beder jeg nævnet om at redegøre for, præcis hvori den nævnte kvalificering består.
Jeg beder nævnet om at redegøre herfor særskilt i forhold til de enkelte undtagne oplysninger i nævnets afgørelse af 10. februar 2022 (…)
I forlængelse heraf beder jeg Psykolognævnet om at redegøre for, om der under de foreliggende omstændigheder foreligger et reelt beskyttelseshensyn til barnet, der nødvendiggør undtagelse af oplysningerne fra aktindsigt.
Jeg beder også i denne forbindelse nævnet om at redegøre herfor særskilt i forhold til de enkelte undtagne oplysninger (.
.
.)”
Psykolognævnet anførte som svar på mine spørgsmål bl.a. følgende i en udtalelse af 23. oktober 2025
”Psykolognævnet kan (…) bekræfte, at det er nævnets opfattelse, at der i den konkrete sag er sket en kvalificering af oplysningerne om barnet i kraft af, at de indgår i Psykolognævnets afgørelse.
Nævnet redegør for overvejelserne herom i det følgende
Det er Psykolognævnets opfattelse, at kvalificeringen sker ved, at oplysningerne tages ud af den sammenhæng, de oprindeligt er indgået i i form af en sag ved X Kommune, og nu indgår i Psykolognævnets afgørelse som en del af begrundelsen for, at Psykolognævnet udtaler kritik af psykologens arbejde med den konkrete erklæring om forældrekompetenceundersøgelsen og den børnepsykologiske undersøgelse.
De konkrete oplysninger – som udgør psykologens vurderinger – indgår således i nævnets vurdering af, at psykologens omhandlede vurderinger af barnet ikke er tilstrækkeligt underbyggede (de undtagne oplysninger på s.
3 i Psykolognævnets afgørelse) eller ikke er en del af psykologens opdrag i sagen (de undtagne oplysninger på s.
4 i afgørelsen).
På den måde kan de omhandlede oplysninger om/vurderinger af barnet siges at få et supplerende indhold, idet der sættes spørgsmålstegn fra Psykolognævnets side ved oplysningerne om barnet.
I forhold til vurderingerne på s.
3 drejer det sig om baggrunden for vurderingerne, og i forhold til vurderingerne på s.
4 nærmere om, at psykologen er gået for vidt i rækkevidden af sine vurderinger i forhold til det stillede opdrag.
…
Sammenfattende er det Psykolognævnets opfattelse, at der i den konkrete sag er et reelt beskyttelseshensyn til barnet, der nødvendiggør undtagelse af hver af de omhandlede oplysninger fra aktindsigt.
Dette skal ses i lyset af, at A ikke har forældremyndigheden over barnet.
Det er i forlængelse heraf Psykolognævnets vurdering, at oplysninger om barnets psykiske tilstand er tavshedsbelagte oplysninger, og at videregivelse af oplysningerne derfor som klart udgangspunkt vil indebære en overtrædelse af forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1.
Oplysningerne kan derfor heller ikke gives efter meroffentlighedsprincippet i offentlighedslovens § 14.
Ud fra et forsigtighedshensyn vurderer nævnet, at dette gælder, uanset om A – som ikke har forældremyndighed over barnet – er eller har været i besiddelse af oplysningerne fra en anden sammenhæng.
”
B har i en mail af 30. oktober 2025 kommenteret oplysningerne fra Psykolognævnet bl.a. således
”Der er efter vores opfattelse ikke tale om nye oplysninger om barnets psykiske tilstand.
Der er alene tale om en bekræftelse af, at de gamle oplysninger var forkerte.
Der består efter vores opfattelse derfor ikke et beskyttelseshensyn til barnet.
Det eneste hensyn, vi kan se, at Psykolognævnet varetager, er hensynet til, at min klient ikke skal kunne få sagen genoptaget, selv om den gamle afgørelse hviler på en psykologfejl, fordi A har været afskåret fra at få aktindsigt i, hvad fejlene nærmere vedrører.
”
2.
Retsgrundlag
Bestemmelsen i § 30, nr. 1, i offentlighedsloven (lovbekendtgørelse nr. 145 af 24. februar 2020) har følgende ordlyd
”§ 30.
Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om
1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold (…)”
Af forarbejderne til § 30, nr. 1, fremgår bl.a. følgende
”Bestemmelsen, der er enslydende med den gældende lovs § 12, stk. 1, undtager oplysninger om privatlivets forhold og erhvervsmæssige forhold fra retten til aktindsigt.
Bestemmelsen er begrundet i hensynet til privatlivets fred og private erhvervsinteresser mv.
…
Efter nr. 1 omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold.
Ved vurderingen af, hvilke oplysninger der kan anses for at vedrøre ʼprivate forholdʼ, må der – som efter den gældende lov – tages udgangspunkt i, om oplysningerne er af en sådan karakter, at de efter den almindelige opfattelse i samfundet bør kunne forlanges unddraget offentlighedens kendskab .
Det er således ikke enhver konkret oplysning om enkeltpersoners forhold, der kan tilbageholdes med hjemmel i bestemmelsen.
Ved vurderingen af, om en oplysning kan undtages fra aktindsigt efter nr. 1, er det dermed afgørende, om oplysningen ud fra en generel betragtning efter sin karakter vedrører oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold.
Det er derimod ikke en betingelse for at undtage oplysninger, at hemmeligholdelse i det konkrete tilfælde er af betydning for den person, oplysningerne angår.
…
Omfattet af nr. 1 er særligt følsomme oplysninger , såsom oplysninger om race og religion, oplysninger om strafbare forhold, helbredsforhold og lignende .
…
Uden for bestemmelsen falder oplysninger af rent objektiv karakter, såsom oplysninger om udstedelse af pas og jagttegn, oplysninger om civilstand og oplysninger om indgåelse af ægteskab.
Det samme gælder oplysninger om, hvem der har truffet afgørelse i en sag eller i øvrigt medvirket ved sagens behandling, samt oplysninger, der er offentligt tilgængelige, f.eks. i offentlige registre, såsom folkeregisteroplysninger.
…
Om den nærmere rækkevidde af nr. 1 henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i betænkningens kapitel 17, pkt. 2 (side 643 ff.) og pkt. 5.2 (side 700 ff.), hvor kommissionens overvejelser er gengivet.
”
Jeg henviser til lovforslag nr. L 144 af 7. februar 2013 om offentlighed i forvaltningen, s.
102.
Lovforslaget kan læses på Folketingstidende.dk, samling 2012-13, tillæg A.
Om bestemmelsen i § 12, stk. 1, nr. 1, i den tidligere lov (lov nr. 572 af 19. december 1985) fremgår af den omtalte betænkning (betænkning nr. 1510/2009 om offentlighedsloven) på s.
647 f.
bl.a. følgende
”Ved vurderingen af, hvilke oplysninger der vedrører ’private forhold’, er det afgørende navnlig, om ’oplysningerne er af en sådan karakter, at de efter den almindelige opfattelse i samfundet bør kunne forlanges unddraget offentlighedens kendskab’, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp.
226.
Der er således tale om en retlig standard, der med tiden kan forrykke, hvilke oplysninger der kan undtages efter den nævnte bestemmelse.
Det anførte indebærer i øvrigt, at oplysninger, der er offentligt tilgængelige, f.eks. i offentlige registre, håndbøger mv., ikke vil kunne undtages fra aktindsigt.
De er allerede kommet til offentlighedens kundskab.
Det gælder eksempelvis adresseoplysninger i folkeregisteret, medmindre der er tale om beskyttede adresser.
”
Bestemmelsen i 1985-offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 1, svarer i det væsentlige til § 2, stk. 1, i offentlighedsloven fra 1970 (lov nr. 280 af 10. juni 1970).
Om gældende ret efter denne bestemmelse fremgår af betænkning nr. 857/1978 om offentlighedslovens revision, s.
252 f., bl.a. følgende
”I den juridiske litteratur synes det (…) at være den almindelige opfattelse, at i hvert fald ikke enhver konkret oplysning om enkeltpersoners forhold kan tilbageholdes med hjemmel i offentlighedslovens § 2, stk. 1, nr. 1.
Med henvisning til fortolkningen af den tilsvarende bestemmelse i den norske offentlighedslovs § 6, stk. 1, nr. 3, (jfr.
herved Frihagen , Offentlighetsloven med kommentarer (2. udg.
1974) side 258 ff.
og nedenfor side 270 f) antager Eilschou Holm således i U.f.
R.
1975 B side 354 f., at det også ved fortolkningen af den danske bestemmelses rækkevidde ’… synes at måtte indgå som et ledende motiv, at bestemmelsen kun kan antages at omfatte oplysninger, som efter en generel vurdering må siges at vedrøre ’privatlivets fred’, dvs. personlige (herunder økonomiske) forhold, som med rimelig grund kan forlanges unddraget offentligheden …’ (a.st.
side 355).
At udtrykket ’personlige og økonomiske forhold’ må fortolkes indskrænkende til kun at omfatte oplysninger, der efter almindelige samfundsmæssige vurderinger må betegnes som hørende til privatlivet, og derfor ikke har noget på forhånd fastlagt indhold, er ligeledes – i hvert fald for gældende rets vedkommende – antaget af Ole Krarup i N.
A.
T.
1972 side 147 f.
(…)
…
Dernæst må det lægges til grund, at bestemmelsen ikke kan bringes i anvendelse i forhold til oplysninger vedrørende enkeltpersoner uanset deres indhold, såfremt oplysningerne efter andre regler er offentligt tilgængelige, f.eks. i offentlige registre, håndbøger, ved offentlig fremlæggelse osv., jfr.
således Eilschou Holm i U.f.
R.
1975 B side 355 og L.
A.
1974-543-51 , hvor det blev lagt til grund, at sædvanlige folkeregisteroplysninger ikke kan nægtes udleveret med hjemmel i offentlighedslovens § 2, stk. 1, nr. 1.
”
I Mohammad Ahsan, Offentlighedsloven med kommentarer, 3. udgave (2022), s.
665, er der anført bl.a. følgende
”1.6.
Offentligt tilgængelige oplysninger
Oplysninger, der allerede er offentliggjort, eller som er offentligt tilgængelige f.eks. i offentlige registre, vil ikke kunne undtages fra aktindsigt efter § 30, nr. 1.
Således kan sædvanlige folkeregisteroplysninger ikke undtages med hjemmel i denne bestemmelse, jf. L.
A.
1974-543-51.
Endvidere gælder det oplysninger om private boliglejemål, der er offentligt tilgængelige, f.eks. ved eftersyn i tingbogen, jf. L.
A.
1983-543-6.
Tilsvarende må som udgangspunkt antages at gælde for oplysninger om, hvilke biler en person ejer eller har ejet, da oplysningerne om ejerskab af biler i et vist omfang er offentligt tilgængelige, f.eks. via bilbogen eller Centralregisteret for Motorkøretøjer, og da der som udgangspunkt ikke foreligger sådanne hensyn, som gør det nødvendigt at hemmeligholde oplysningerne, jf. FOB 2003, side 699, der dog drejede sig om, hvorvidt en kommunal medarbejder havde overtrådt forvaltningslovens § 32 om ikke at skaffe sig fortrolige oplysninger.
Folketingets Ombudsmands udtalelse af 6. oktober 2014 (sag nr. 14/01670)
Ombudsmanden var enig i, at oplysninger om en retssag mod en bestemt navngiven person kunne undtages efter § 30, nr. 1.
Da den aktindsigtssøgende tidligere havde fået udleveret oplysninger om retssagen, burde myndigheden have givet aktindsigt i selve oplysningen om retssagens eksistens.
Endvidere burde myndigheden i forhold til de nærmere oplysninger om retssagen have overvejet, hvilken betydning det kunne have for spørgsmålet om aktindsigt, at klager allerede kendte til retssagens eksistens.
”
Ombudsmandens udtalelse i den nævnte sag nr. 14/01670 kan læses på www.offentlighedsportalen.dk.
3.
Min vurdering
Psykolognævnet har undtaget enkelte oplysninger i nævnets afgørelse af 10. februar 2022 med henvisning til offentlighedslovens § 30, nr. 1, om undtagelse af oplysninger om private forhold.
Nævnet har henvist til, at de undtagne oplysninger vedrører A’s barns psykiske tilstand, og at A ikke har forældremyndighed over sit barn.
Jeg er enig med Psykolognævnet i, at oplysningerne om A’s barns psykiske tilstand i nævnets afgørelse af 10. februar 2022 efter deres karakter er omfattet af offentlighedslovens § 30, nr. 1, og dermed som udgangspunkt kan undtages fra aktindsigt efter bestemmelsen.
Jeg er i den forbindelse også enig med Psykolognævnet i, at adgangen til at undtage oplysninger omfattet af offentlighedslovens § 30, nr. 1, som udgangspunkt bygger på en generel vurdering af oplysningernes karakter og ikke på, om hemmeligholdelse i det konkrete tilfælde er af betydning for den person, oplysningerne angår.
Sagens centrale spørgsmål er imidlertid, om det alligevel i det foreliggende tilfælde har betydning for anvendelsen af offentlighedslovens § 30, nr. 1, at A i forvejen er bekendt med indholdet af de oplysninger om barnets psykiske tilstand, som Psykolognævnet har undtaget fra aktindsigt, idet der er tale om direkte citater af oplysninger fra den forældrekompetenceundersøgelse, A selv har sendt til Psykolognævnet.
Det fremgår af forarbejderne til offentlighedslovens § 30, nr. 1, at bestemmelsen ikke finder anvendelse i forhold til oplysninger, der er offentligt tilgængelige i f.eks. offentlige registre, og at dette gælder uanset oplysningernes nærmere indhold.
Det skyldes, at hensynet bag bestemmelsen er beskyttelse af privatlivets fred, og at dette hensyn ikke er til stede, hvis oplysningerne er offentligt kendte.
Ombudsmanden har i tråd hermed tidligere fundet – jf. sagen 14/01670 , der er omtalt under pkt. 2 ovenfor – at Erhvervsstyrelsen i forbindelse med en anmodning om aktindsigt i oplysninger om en retssag mod en bestemt navngiven person dels burde have givet aktindsigt i selve oplysningen om retssagens eksistens, da den aktindsigtssøgende via en tidligere aktindsigt allerede var bekendt hermed, dels burde have overvejet, hvilken betydning denne omstændighed kunne have for den aktindsigtssøgendes eventuelle ret til aktindsigt i de nærmere oplysninger om retssagen.
Som det fremgår af Psykolognævnets udtalelser i sagen, er det i det foreliggende tilfælde alene hensynet til A’s barn, der har begrundet undtagelsen af oplysningerne fra aktindsigt.
Psykolognævnet har nærmere anført bl.a., at de undtagne oplysninger om A’s barns psykiske tilstand – i kraft af at de indgår i Psykolognævnets afgørelse i tilsynssagen – har fået et supplerende indhold og dermed har ændret karakter på en sådan måde, at der foreligger et beskyttelseshensyn i forhold til barnet, der tilsiger, at A ikke bør gives aktindsigt i oplysningerne.
Jeg er enig med Psykolognævnet i, at det anførte udgangspunkt om, at oplysninger, der efter deres karakter er omfattet af § 30, nr. 1, er undtaget fra aktindsigt, også gælder i tilfælde, hvor den aktindsigtssøgende allerede kender de pågældende oplysninger, men disse nu indgår i en ny sammenhæng.
Jeg er imidlertid ikke i den foreliggende situation enig med nævnet i, hvilken betydning denne nye sammenhæng konkret kan tillægges.
Oplysningerne, der er gengivet på s.
3 i tilsynsafgørelsen, indgår i afgørelsen i tilknytning til, at Psykolognævnet har vurderet, at psykologens vurderinger ikke fremstår tilstrækkeligt underbyggede i forældrekompetenceundersøgelsen.
Nævnet har ved sin vurdering lagt vægt på, at det i flere tilfælde ikke tydeligt fremgår, hvad psykologens vurderinger bygger på, og at en læser efter nævnets vurdering ofte kan komme i tvivl om, hvad der ligger til grund for psykologens vurdering.
Endvidere har nævnet lagt vægt på, at psykologen ofte undlader at redegøre for eller eksemplificere grundlaget for sine vurderinger i umiddelbar forlængelse af vurderingerne, og at læseren derfor overlades til sine egne slutninger.
Oplysningerne på s.
3 er ifølge det oplyste i afgørelsen medtaget som et eksempel på et tilfælde, hvor Psykolognævnet finder, at det ikke er tydeligt, hvad psykologens vurdering bygger på, eller i hvilke situationer det anførte er observeret.
Oplysningerne, der er gengivet på s.
4 i afgørelsen, vedrører psykologens vurderinger af A’s barns private forhold i relation til en stillingtagen til barnets bopæl.
Disse oplysninger er medtaget i afgørelsen i forbindelse med, at Psykolognævnet har udtalt kritik af psykologen for herved at tage stilling til bopælsspørgsmålet, der ikke var omfattet af opdraget for undersøgelsen.
Der er således ikke i det foreliggende tilfælde tale om, at Psykolognævnet i forbindelse med sin afgørelse i tilsynssagen har tilvejebragt nye faktiske oplysninger om A’s barns private forhold, eller at Psykolognævnet har foretaget en selvstændig (psykologfaglig) vurdering af oplysningerne om A’s barn.
Der er alene tale om, at Psykolognævnet har vurderet, at psykologen ved udfærdigelsen af forældrekompetenceundersøgelsen ikke på fyldestgørende vis har beskrevet grundlaget for sine vurderinger, og at psykologen har foretaget vurderinger uden for rammerne af sit opdrag.
A har desuden i den foreliggende sag allerede fået aktindsigt i Psykolognævnets afgørelse i tilsynssagen alene med undtagelse af de oplysninger om barnets private forhold, som A allerede kender fra forældrekompetenceundersøgelsen.
A har således allerede kendskab til både de undtagne oplysninger og den relevante sammenhæng, som oplysningerne indgår i.
Det er under de foreliggende særlige omstændigheder samlet set min opfattelse, at der ikke ved Psykolognævnets behandling af tilsynssagen kan siges at være sket en supplering eller kvalificering mv. af de omhandlede oplysninger om A’s barns private forhold eller i øvrigt foreligger et beskyttelseshensyn, der kan begrunde, at oplysningerne i det konkrete tilfælde undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 30, nr. 1.
Jeg har derfor henstillet, at Ankestyrelsen genoptager sagen og foretager en fornyet vurdering af A’s anmodning om aktindsigt i lyset af det, som jeg har anført.
Jeg har bedt Ankestyrelsen om at underrette mig om sin nye afgørelse i sagen.