2024-15. Forståelse og afgrænsning af aktindsigtsanmodning. Videresendelsespligt
Statutory Text (3 Articles)
2024-15.
Forståelse og afgrænsning af aktindsigtsanmodning.
Videresendelsespligt
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen blev bedt om aktindsigt i ”sagerne om disciplinære sanktioner” i anledning af Minkkommissionens beretning og oplyste i den forbindelse, at styrelsen havde varetaget sagsbehandlingen af i alt fem disciplinærsager på vegne af tre ministerier.
Der var truffet endelig afgørelse i fire af sagerne, hvorefter de var blevet overdraget til de relevante ministerier.
Styrelsen mente derfor, at styrelsen ikke længere havde kompetence til at tage stilling til aktindsigt i disse sager, jf. offentlighedslovens § 36, stk. 1.
Ombudsmanden var enig i, at styrelsen ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om aktindsigt i de fire afsluttede disciplinærsager.
Da styrelsen konstaterede, at styrelsen ikke havde kompetence, skulle styrelsen dog efter ombudsmandens opfattelse have videresendt anmodningen til behandling hos de tre ministerier, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 2.
Styrelsen afslog endvidere aktindsigt i den sag, som endnu ikke var afsluttet, med henvisning til offentlighedslovens § 21, stk. 2, hvorefter personalesager som udgangspunkt er undtaget fra aktindsigt.
Det kunne ombudsmanden ikke kritisere.
Ombudsmanden var dog ikke enig i styrelsens forståelse og afgrænsning af aktindsigtsanmodningen.
Efter styrelsens opfattelse omfattede anmodningen udelukkende dokumenter, der indgik i konkrete disciplinærsager, men ikke i andre, herunder generelle, sager.
Styrelsen mente også, at anmodningen var begrænset til ”interne dokumenter indeholdende de interne faglige vurderinger, notater mv.”.
Efter ombudsmandens opfattelse måtte anmodningen naturligt forstås således, at den også omfattede dokumenter, der måtte indgå i andre, herunder generelle, sager i styrelsen, samt eventuelle interne dokumenter, der ikke måtte indeholde interne faglige vurderinger.
Han henstillede derfor til styrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.
(Sag nr. 23/05619)
I det følgende gengives ombudsmandens udtalelse om sagen
Ombudsmandens udtalelse
1.
Sagens omstændigheder
Den 1. februar 2023 bad du Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om aktindsigt i ”sagerne om disciplinære sanktioner” i anledning af Minkkommissionens beretning.
Du skrev i den forbindelse, at du blot bad om aktindsigt i ”interne dokumenter, interne faglige vurderinger, notater og eksterne faglige vurderinger og notater og lign., henset til oplysningen om, at MEDST har rådført sig hos Kammeradvokaten”.
Den 6. februar 2023 skrev Medarbejder- og Kompetencestyrelsen til dig, at Statsministeriet, Justitsministeriet og Miljøministeriet havde bedt styrelsen om at varetage sagsbehandlingen af i alt fem sager vedrørende den personaleretlige opfølgning på Minkkommissionens beretning, således at styrelsen i denne henseende betjente de pågældende ministre direkte.
Styrelsen skrev desuden, at der var truffet endelig afgørelse i fire af sagerne, og at de pågældende ressortmyndigheder derfor var rette myndighed for behandlingen af din aktindsigtsanmodning, jf. offentlighedslovens § 36, stk. 1.
Styrelsen behandlede herefter din anmodning om aktindsigt for så vidt angår den sag, som på det tidspunkt endnu ikke var afsluttet.
Den 10. februar 2023 traf Medarbejder- og Kompetencestyrelsen afgørelse i sagen.
Styrelsen skrev, at styrelsen havde forstået din anmodning om aktindsigt således, at du ønskede aktindsigt i ”interne dokumenter, interne faglige vurderinger, notater og eksterne faglige vurderinger og notater, som indgår som led i styrelsens sager om disciplinære sanktioner i anledning af Minkkommissionens beretning”.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen identificerede på den baggrund en sag om den ansættelsesretlige opfølgning på Minkkommissionens beretning i relation til rigspolitichefen, som styrelsen undtog efter offentlighedslovens § 21, stk. 2.
Oplysninger om rigspolitichefens navn og stillingsbetegnelse blev dog udleveret efter offentlighedslovens § 21, stk. 3.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen fandt ikke grundlag for at meddele dig aktindsigt i videre omfang efter princippet om meroffentlighed, jf. offentlighedslovens § 14, stk. 1.
Styrelsen anførte i den forbindelse, at den havde foretaget en afvejning mellem på den ene side de beskyttelsesinteresser, der ligger bag reglen i offentlighedslovens § 21, stk. 2, og på den anden side den interesse, som du måtte antages at have i, at anmodningen imødekommes.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen skrev afslutningsvis, at Minkkommissionens beretning indeholdt kritik af i alt ti embedsmænd, og at ”[d]a din anmodning vedrører afgørelsessager vil det være den pågældende ressortmyndighed i hver personalesag, som er rette myndighed for behandlingen af aktindsigtsanmodningen, jf. offentlighedslovens § 36, stk. 1”.
Styrelsen henviste dig herefter til at søge aktindsigt hos seks andre myndigheder, herunder de tre ministerier, som havde bedt styrelsen om bistand, jf. styrelsens brev af 6. februar 2023 til dig.
Du har anført, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen ikke kender din interesse i, at anmodningen imødekommes.
Du har i den forbindelse oplyst, at du på daværende tidspunkt var tilknyttet (…) som underviser.
Desuden har du oplyst, at du er særligt interesseret i regelgrundlaget mv. i relation til de efterspurgte sager, og at du undrer dig over, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen ikke har fundet grundlag for at foretage ekstrahering heraf.
Hertil har Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i en udtalelse af 7. december 2023 til mig anført, at du ikke over for styrelsen har gjort gældende, at du har en særlig interesse i sagen, f.eks. ved at identificere dig som journalist eller forsker.
Styrelsen har i et brev af 12. januar 2024 supplerende anført, at det ikke ændrer styrelsens vurdering af spørgsmålet om meroffentlighed, at du var underviser på (…), og at offentlighedslovens § 28 om ekstrahering ikke omfatter sager undtaget efter lovens § 21.
I udtalelsen af 7. december 2023 har Medarbejder- og Kompetencestyrelsen desuden oplyst, at de afsluttede sager på anmodningstidspunktet var overdraget til ansættelsesmyndighederne, og at ”[d]a der på daværende tidspunkt var en vis usikkerhed i offentligheden om, hvad styrelsens rolle konkret var i behandlingen af sagerne, fandt styrelsen det rigtigst at opliste alle de relevante ansættelsesmyndigheder, hvor borgeren kunne søge aktindsigt”.
Styrelsen har efterfølgende bekræftet over for mig, at samtlige akter i de nævnte sager var oversendt til ansættelsesmyndighederne, da styrelsen traf afgørelse i sagen.
Om afgrænsningen af din anmodning om aktindsigt har Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i en udtalelse af 16. februar 2024 over for mig anført, at styrelsen har forstået anmodningen således, at den udelukkende angår ”interne dokumenter indeholdende de interne faglige vurderinger, notater mv., og akter med de eksterne faglige vurderinger, der er indhentet fra Kammeradvokaten i relation til belysning af regelgrundlag og praksis i sagerne, og fastlæggelse af grundlag for og udmåling af en eventuel disciplinær sanktion over for de enkelte embedsmænd”.
Anmodningen er efter styrelsens opfattelse afgrænset til at ”angå sager specifikt om de disciplinære sanktioner over for embedsmænd som følge af Minkkommissions beretning”.
Du har hertil anført, at du ikke kan genkende styrelsens opfattelse af din anmodning om aktindsigt, idet du ikke har anvendt begrebet ”enkelte embedsmænd”.
Endelig har Medarbejder- og Kompetencestyrelsen på min forespørgsel i fortrolig form redegjort for bl.a., hvorvidt dokumenter omfattet af anmodningen indgår i andre, herunder generelle, sager i styrelsen.
2.
Retsgrundlag
2.1.
Afgrænsning af en aktindsigtssag
En anmodning om aktindsigt afgrænser temaet for aktindsigtssagen.
Den danner grundlag for, at myndigheden kan identificere – og vurdere retten til aktindsigt i – de ønskede sager og dokumenter.
I sagen FOB 2020-9 mente ombudsmanden, at et ministeriums fremgangsmåde i sagen havde resulteret i, at afgrænsningen af en journalists anmodning om aktindsigt var blevet for snæver.
Ministeriet burde enten have anlagt en bredere forståelse af anmodningen eller kontaktet journalisten for at få afklaret, om ministeriet havde forstået anmodningen korrekt.
Se også sagen FOB 2020-10 om en lignende problemstilling.
I sagen FOB 2021-32 udtalte ombudsmanden herom følgende
”Afgrænsningen af en aktindsigtsanmodning skal tage udgangspunkt i en naturlig forståelse af anmodningen og ansøgerens ønsker, herunder i lyset af eventuel anden korrespondance eller dialog med ansøgeren.
Det er myndighedens ansvar at fortolke og afgrænse anmodningen på en saglig måde, der loyalt reflekterer det, som ansøgeren ønsker.
Hvis en myndighed ikke med rimelighed kan være i tvivl om, at en ansøger ønsker at få aktindsigt i nærmere bestemte oplysninger mv., vil det derfor ikke være i overensstemmelse med offentlighedsloven at frasortere oplysningerne ved afgrænsningen af anmodningen.
Det gælder, uanset at myndigheden efterfølgende redegør for den foretagne afgrænsning i aktindsigtsafgørelsen.
”
I sagen FOB 2022-32 fandt ombudsmanden det kritisabelt, at myndighedens afgrænsning af anmodningen indebar, at journalisten ikke fik et dækkende og retvisende billede i forhold til den information, han havde bedt om.
I sagen FOB 2024-2 havde en journalist bedt et ministerium om aktindsigt i en ”anmodning”, som var omtalt i en udtalelse fra en anden myndighed.
Myndigheden havde oplyst, at det var en nærmere angiven mail, som myndigheden i udtalelsen havde omtalt som en ”anmodning”.
Efter ombudsmandens opfattelse kunne der ikke med rimelighed være tvivl om, at en journalists anmodning om aktindsigt omfattede den pågældende mail.
Det kunne ikke føre til et andet resultat, at mailen efter ministeriets opfattelse havde et andet indhold end angivet i udtalelsen.
De nævnte sager kan ses på ombudsmandens hjemmeside.
Se også overblik #23 om afgrænsning og indledende sagsbehandling af en aktindsigtsanmodning i Myndighedsguiden på ombudsmandens hjemmeside samt artiklen ”Sæt aktindsigtssagen på rette spor” i Folketingets Ombudsmands beretning for 2020.
2.2.
Offentlighedslovens § 21
Efter § 21, stk. 2, i offentlighedsloven (lovbekendtgørelse nr. 145 af 24. februar 2020) omfatter retten til aktindsigt som udgangspunkt ikke sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste.
I forarbejderne til bestemmelsen anføres bl.a. følgende
”Bestemmelsen er begrundet i dels hensynet til at sikre ansatte mod den usikkerhed og utryghed, der kan følge af, at en borger begærer aktindsigt i ansattes personaleoplysninger, dels hensynet til, at offentlighed i personalesager vil kunne bevirke, at det offentlige som følge af den nævnte usikkerhed og utryghed ikke kan tiltrække – og fastholde – de bedst kvalificerede medarbejdere.
Bestemmelsen vil typisk finde anvendelse på ’almindelige personalesager ’ , dvs. de sager, der normalt oprettes ved en medarbejders tiltræden, og hvor der løbende lægges oplysninger om medarbejderens personaleforhold, herunder f.eks. oplysninger om grundløn, ferieoversigter, personalebedømmelser m.v. Herudover omfatter bestemmelsen bl.a. sager vedrørende suspension og afskedigelse samt klagesager vedrørende den ansattes adfærd.
Bestemmelsen vil også finde anvendelse i forhold til personalesager hos andre end vedkommende ansættelsesmyndighed.
Det gælder f.eks. det tilfælde, hvor der hos en anden myndighed end ansættelsesmyndigheden er oprettet en sag vedrørende afskedigelse af den pågældende medarbejder.
Uden for bestemmelsen falder såkaldte generelle personalesager samt sager om ansættelse og forfremmelse.
De sidstnævnte sagstyper er omfattet af bestemmelsen i stk. 1.
I de tilfælde, hvor dokumenter fra konkrete personalesager (tillige) indgår i generelle personalesager eller i andre sager, vil der normalt – på baggrund af de hensyn, der ligger bag bestemmelsen i stk. 2 – kunne gives afslag på aktindsigt i de nævnte dokumenter fra den konkrete sag efter § 33, nr. 5.
”
Jeg henviser til forarbejderne til bestemmelsen i § 21 i lovforslag nr. L 144 af 7. februar 2013.
Lovforslaget kan læses på Folketingstidende.dk, samling 2012-13, tillæg A, s.
86.
Udgangspunktet i offentlighedslovens § 21, stk. 2, modificeres i § 21, stk. 3, 2. pkt., idet oplysninger om disciplinære reaktioner i form af advarsel eller derover, for så vidt angår ansatte i chefstillinger, er omfattet af lovens almindelige regler om aktindsigt i et tidsrum af 2 år efter, at den endelige afgørelse herom er truffet, jf. § 21, stk. 3, 3. pkt.
Bestemmelsen i § 21, stk. 3, svarer indholdsmæssigt til § 2, stk. 3, i den tidligere gældende offentlighedslov.
I forarbejderne hertil er anført følgende om bestemmelsens rækkevidde
”Det er kun oplysninger om selve den disciplinære reaktion – dvs. ansættelsesmyndighedens skrivelse med den endelige afgørelse i sagen – der er omfattet af loven.
Andre dokumenter og oplysninger i sagen (der typisk alligevel ville kunne undtages efter § 13, stk. 1, nr. 3) er ikke omfattet.
Det gælder f.eks. udskrifter af protokollen fra tjenstlige forhør og forhørslederens beretning.
Afgørelser om, at der ikke er grundlag for at iværksætte en disciplinær reaktion, er heller ikke omfattet.
”
Jeg henviser til lovforslag nr. L 33 af 26. marts 1998.
Lovforslaget kan læses på Folketingstidende.dk, samling 1997-98, tillæg A, s.
888 ff.
Det følger af offentlighedslovens § 14, stk. 2, at princippet om meroffentlighed også gælder i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt i dokumenter og oplysninger, som indgår i sager, der er undtaget fra aktindsigt efter lovens §§ 19-21.
I forarbejderne til bestemmelsen er der anført bl.a. følgende
”Meroffentlighedsprincippet efter §14, stk.2, vil dog formentligt alene have en praktisk betydning i forhold til sager omfattet af §20 (lovgivningssager), samt straffesager der vedrører juridiske personer.
”
Jeg henviser til bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. L 144 af 7. februar 2013.
Lovforslaget kan læses på Folketingstidende.dk, samling 2012-13, tillæg A, s.
78.
Princippet om meroffentlighed fandt også anvendelse efter den tidligere gældende offentlighedslov.
Følgende er anført herom i bemærkningerne til § 1, nr. 1, i lovforslag nr. L 33 af 26. marts 1998 (s.
895)
”Der vil efter princippet om meroffentlighed (…) kunne gives aktindsigt også i oplysninger, der ikke er omfattet af stk. 3, medmindre tavshedspligten er til hinder for det.
Der må i den forbindelse foretages en afvejning af på den ene side hensynet til de beskyttelsesinteresser, der ligger bag den foreslåede bestemmelse, og på den anden side hensynet til de interesser, der ligger bag begæringen om aktindsigt.
Det forudsættes i den forbindelse, at der ved behandlingen af begæringer om aktindsigt fra journalister til brug for f.eks. research-projekter vedrørende den offentlige sektor tages særlige hensyn til mediernes mulighed for at kunne belyse spørgsmål, som har almen interesse.
”
2.3.
Offentlighedslovens § 36
Offentlighedslovens § 36, stk. 1, har følgende ordlyd
”Bliver der fremsat anmodning om aktindsigt vedrørende dokumenter, der indgår i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en myndighed m.v., afgør denne myndighed m.v., om ansøgningen kan imødekommes.
I andre tilfælde afgøres sager om aktindsigt af den myndighed m.v., der har dokumentet i sin besiddelse.
”
I forarbejderne til bestemmelsen fremgår følgende
”Bestemmelsen fastsætter en tostrenget kompetenceordning.
Det følger af1.
pkt.,at såfremt der fremsættes anmodning om aktindsigt vedrørende dokumenter, der indgår iafgørelsessager, ligger kompetencen hos den myndighed m.v., der i øvrigt har kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende sagens realitet.
Det gælder i forhold til samtlige sagens dokumenter, herunder dokumenter der hidrører fra en anden myndighed.
I de tilfælde, hvor afgørelsesmyndigheden ikke er i besiddelse af enkelte af sagens dokumenter, og dokumenterne ikke vil komme til at indgå i afgørelsesmyndighedens sag, træffer vedkommende anden myndighed afgørelse om aktindsigt i disse dokumenter.
”
Jeg henviser til bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. L 144 af 7. februar 2013.
Lovforslaget kan læses på Folketingstidende.dk, samling 2012-13, tillæg A, s.
107.
2.4.
Forvaltningslovens § 7
I § 7, stk. 2, i forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014) er bestemt følgende
”Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.
”
I sagen FOB 2007.327 udtalte ombudsmanden, at et nævns praksis, hvorefter klager vedrørende forhold uden for nævnets kompetence som udgangspunkt kun blev videresendt til rette myndighed, hvis klageren udtrykkeligt havde anmodet om det, ikke var i overensstemmelse med forvaltningslovens § 7, stk. 2.
I sagen FOB 2005.415 havde Skatteministeriet afslået aktindsigt i dokumenter om et selskab uden at være i besiddelse af dokumenterne.
Dokumenterne angik desuden ikke en sag, hvori ministeriet havde truffet eller senere ville træffe afgørelse.
Ministeriet var derfor ikke kompetent til at afgøre aktindsigtssagen, jf. § 15 i den tidligere offentlighedslov, der indholdsmæssigt svarer til offentlighedslovens § 36, stk. 1.
Ombudsmanden skrev i den forbindelse
”På den baggrund må jeg anse det for beklageligt at ministeriet alligevel afgjorde Deres anmodning om aktindsigt uden forinden at have sat sig i besiddelse af de dokumenter som advokaten ønskede indsigt i.
Alternativt kunne ministeriet have videresendt Deres anmodning om aktindsigt til den eller de skattemyndigheder som måtte formodes at kunne finde frem til de ønskede dokumenter.
Jeg henviser herved til bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 2 (…).
Denne bestemmelse er af generel karakter og i høj grad relevant også i sager om aktindsigt.
”
3.
Min vurdering
3.1.
Disciplinærsagen mod rigspolitichefen
Det materiale, som Medarbejder- og Kompetencestyrelsen ved sin afgørelse af 10. februar 2023 har afslået at give dig aktindsigt i, indgår i en disciplinærsag mod rigspolitichefen.
Materialet er derfor som udgangspunkt undtaget fra retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 21, stk. 2.
Materialet er endvidere ikke omfattet af offentlighedslovens § 21, stk. 3, 2. pkt., hvorefter den endelige afgørelse vedrørende disciplinære reaktioner over for ansatte i chefstillinger er omfattet af de almindelige regler om aktindsigt.
Da du bad om aktindsigt, forelå der således ikke en endelig afgørelse i sagen.
Den blev først truffet senere og gik i øvrigt ud på, at der ikke er grundlag for at iværksætte en disciplinær reaktion.
De andre dokumenter og oplysninger i disciplinærsagen er heller ikke omfattet af bestemmelsen i offentlighedslovens § 21, stk. 3, 2. pkt. Jeg henviser til pkt. 2.2 ovenfor.
Jeg er desuden enig med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i, at offentlighedslovens § 28 om ekstrahering, hvorefter der er ret til aktindsigt i visse dokumenter omfattet af § 23, § 24, stk. 1, § 25 og § 27, nr. 1-4, ikke finder anvendelse i sager omfattet af § 21.
For så vidt angår spørgsmålet om meroffentlighed, jf. offentlighedslovens §14, stk. 2, er det i forarbejderne generelt anført, at bestemmelsen ”formentligt alene [vil] have en praktisk betydning i forhold til sager omfattet af §20 (lovgivningssager), samt straffesager der vedrører juridiske personer”, og dermed altså ikke i sager, der er undtaget fra aktindsigt efter § 21.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er imidlertid ikke afskåret fra efter princippet om meroffentlighed i offentlighedslovens § 14 at give aktindsigt i oplysninger i sagen, der ikke er omfattet af tavshedspligt.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har foretaget en afvejning af på den ene side hensynet til de beskyttelsesinteresser, der ligger bag § 21, stk. 2 (dvs. hensynet til ansatte og til det offentliges fastholdelse og rekruttering heraf), og på den anden side hensynet til de oplysninger, der forelå på afgørelsestidspunktet, om din interesse i, at anmodningen imødekommes fuldt ud.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har på den baggrund vurderet, at der ikke er grundlag for at meddele aktindsigt i videre omfang efter princippet om meroffentlighed, jf. offentlighedslovens § 14, stk. 2.
De oplysninger om din interesse i sagen, som du er fremkommet med under min behandling af sagen, har ikke givet styrelsen anledning til at ændre sin vurdering.
Jeg har ikke holdepunkter for at tilsidesætte Medarbejder- og Kompetencestyrelsens vurdering af spørgsmålet om meroffentlighed i sagen.
3.2.
De fire øvrige disciplinærsager
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har ikke forholdt sig til din ret til aktindsigt i de fire øvrige disciplinærsager, som styrelsen i sit brev af 6. februar 2023 orienterede dig om, at styrelsen havde afsluttet sin behandling af.
Styrelsen har i den forbindelse henholdt sig til offentlighedslovens § 36, stk. 1.
Det følger af offentlighedslovens § 36, stk. 1, at kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende en anmodning om aktindsigt i dokumenter, der indgår i afgørelsessager, tilkommer den myndighed, der i øvrigt har kompetencen til at træffe afgørelse vedrørende sagens realitet.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen traf ikke afgørelse, men varetog alene sagsbehandlingen i de nævnte disciplinærsager.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har desuden oplyst, at samtlige akter i sagerne var oversendt til ansættelsesmyndighederne, da styrelsen traf afgørelse i sagen.
Jeg er på den baggrund enig med styrelsen i, at styrelsen ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om aktindsigt i sagerne.
Da Medarbejder- og Kompetencestyrelsen konstaterede, at styrelsen ikke havde kompetence til at tage stilling til din anmodning om aktindsigt for så vidt angår de nævnte sager, skulle styrelsen dog efter min opfattelse have videresendt din anmodning om aktindsigt til behandling hos de tre relevante ministerier, således at ministerierne kunne tage stilling til din ret til aktindsigt i sagerne.
Jeg henviser herved til forvaltningslovens § 7, stk. 2, og FOB 2005.415 , som er omtalt under pkt. 2.3 ovenfor.
3.3.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsens afgrænsning af aktindsigtsanmodningen
Du har bedt om aktindsigt i ”sagerne om disciplinære sanktioner” i anledning af Minkkommissionens beretning, og du har skrevet, at du er interesseret i ”interne dokumenter, interne faglige vurderinger, notater og eksterne faglige vurderinger og notater og lign., henset til oplysningen om, at MEDST har rådført sig hos Kammeradvokaten”.
Det påhviler herefter Medarbejder- og Kompetencestyrelsen at foretage en saglig afgrænsning i forhold til anmodningen, der loyalt reflekterer det, som du har efterspurgt, jf. pkt. 2.1 ovenfor.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har anført, at din anmodning om aktindsigt er afgrænset til ”sager specifikt om de disciplinære sanktioner over for embedsmænd”.
Efter styrelsens opfattelse vedrører din anmodning om aktindsigt udelukkende dokumenter mv., der indgår i konkrete disciplinærsager ”over for de enkelte embedsmænd”.
Styrelsen har således ikke anset eventuelle dokumenter mv., der måtte indgå i andre, herunder generelle, sager i styrelsen for omfattet af din aktindsigtsanmodning.
Jeg er – ligesom dig – ikke enig i Medarbejder- og Kompetencestyrelsens forståelse og afgrænsning af din aktindsigtsanmodning.
Jeg mener således, at din anmodning om aktindsigt naturligt må forstås således, at den også omfatter dokumenter mv., der måtte indgå i andre, herunder generelle, sager i styrelsen.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har endvidere anført, at din anmodning – for så vidt angår interne dokumenter – er begrænset til ”interne dokumenter indeholdende de interne faglige vurderinger, notater mv.”.
Du har bedt om aktindsigt i bl.a. ”interne dokumenter, interne faglige vurderinger, notater”.
Jeg mener på den baggrund, at din anmodning naturligt må forstås således, at den også omfatter eventuelle interne dokumenter, der ikke måtte indeholde interne faglige vurderinger.
Jeg har på den baggrund henstillet til Medarbejder- og Kompetencestyrelsen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse over for dig i lyset heraf.
Styrelsen må i den forbindelse dels tage stilling til, om styrelsen har yderligere dokumenter omfattet af din anmodning, herunder på generelle sager, dels videresende din anmodning om aktindsigt til behandling hos de relevante ministerier, jf. pkt. 3.2 ovenfor.
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har efter det oplyste endvidere afgrænset din anmodning således, at den – for så vidt angår eksterne faglige vurderinger – omfatter ”akter med eksterne faglige vurderinger fra Kammeradvokaten”, der vedrører ”belysning af regelgrundlag og praksis i sagerne, og fastlæggelse af grundlag for og udmåling af en eventuel disciplinær sanktion”.
Du har ikke gjort indsigelser imod denne del af styrelsens afgrænsning.
Hvis du imidlertid måtte ønske en anden afgrænsning af din anmodning om aktindsigt, har du mulighed for at gøre Medarbejder- og Kompetencestyrelsen opmærksom herpå i forbindelse med styrelsens genoptagelse af sagen.
Jeg har bedt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen om at underrette mig om sin nye afgørelse i sagen, men jeg foretager mig på det foreliggende grundlag ikke mere i sagen.