Opfølgning til 2023-20. Skattestyrelsens sagsbehandlingstid på foreløbigt 9 år i sager om mulig tilbagebetaling af moms
Statutory Text (2 Articles)
Opfølgning til 2023-20.
Skattestyrelsens sagsbehandlingstid på foreløbigt 9 år i sager om mulig tilbagebetaling af moms
Ombudsmanden modtog underretninger fra Skattestyrelsen og Skatteministeriet i december 2024 om status mv. Heraf fremgik det, at styrelsens estimat fra januar 2024 om, at ca. 75 pct. af det samlede antal sager ville være afsluttet ved udgangen af 2024, ikke ville blive indfriet.
Det var nu styrelsens forventning, at ca. 75 pct. af sagerne var færdiggjort medio 2025.
Ombudsmanden anførte i et brev af 21. januar 2025 til Skatteministeriet med kopi til Folketingets Skatteudvalg, at den manglende indfrielse af estimatet fra januar 2024 gav anledning til bekymring henset til sagens alvor.
Ombudsmanden bad om i august 2025 at modtage en udtalelse med en overordnet status for Skattestyrelsens arbejde med at sikre sagernes afslutning, herunder bl.a. et fornyet estimat for afslutningen af ATP-sagskomplekset.
I august 2025 modtog ombudsmanden udtalelser fra Skattestyrelsen og Skatteministeriet om status mv. Det fremgik bl.a., at Skattestyrelsens estimat fra december 2024 om, at ca. 75 pct. af ATP-sagerne ville være afsluttet medio 2025, var blevet indfriet.
Skattestyrelsen vurderede, at ATP-sagskomplekset eksklusiv klagesager kunne afsluttes ultimo november 2026.
I forhold til overholdelse af tidsplanen for ATP-sagskompleksets afslutning tilkendegav ombudsmanden i et brev af 17. september 2025 til Skatteministeriet med kopi til Folketingets Skatteudvalg, at han fandt det bekymrende, bl.a. at der efter det oplyste var 189 sager, der endnu ikke var påbegyndt, og at Skattestyrelsen havde omtalt de på dette tidspunkt i alt 301 uafsluttede sager som karakteriseret af meget høj kompleksitet.
Ombudsmanden anførte videre, at han på baggrund af de modtagne udtalelser gik ud fra, at den oplyste målsætning om at sikre ATP-sagernes afslutning senest ultimo november 2026 blev prioriteret meget højt, og at det løbende blev vurderet, om der bl.a. ved tilførsel af ressourcer kunne gøres yderligere for at fremme sagerne.
Ombudsmanden bad om i april 2026 at modtage en udtalelse fra Skatteministeriet og Skattestyrelsen med en overordnet status for Skattestyrelsens behandling af sagerne, herunder oplysning om, hvorvidt der var den nødvendige fremdrift i arbejdet i forhold til at sikre den nu oplyste målsætning om sagernes afslutning senest ultimo november 2026, og om der var eller havde været behov for yderligere tiltag.