2023-3. Digital ansøgningsløsning sikrede ikke, at udlændinge uden gyldigt pas kunne indgive ansøgning
Statutory Text (4 Articles)
2023-3.
Digital ansøgningsløsning sikrede ikke, at udlændinge uden gyldigt pas kunne indgive ansøgning
Ombudsmanden undersøgte af egen drift, om den digitale ansøgningsløsning, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) stillede til rådighed på sin hjemmeside, sikrede adgang til, at ansøgere uden et gyldigt pas kunne ansøge om opholdstilladelse efter arbejdsmarkedstilknytningsordningen.
Baggrunden var medieomtale af en sag om en udlænding, der ikke kunne indtaste gyldige pasoplysninger i ansøgningsskemaet, da hans pas var udløbet.
Hvis pasfelterne ikke blev udfyldt, kunne ansøgningen ikke indgives.
SIRI havde på forespørgsel oplyst ansøgere uden et gyldigt pas om, at de kunne indgive ansøgning ved at indtaste vilkårlige tegn eller oplysninger om et udløbet pas.
Efter ombudsmanden gik ind i sagen, lagde SIRI en vejledningstekst om denne mulighed på sin hjemmeside.
SIRI ville senere indsætte et link til vejledningen i ansøgningsskemaet.
Ombudsmanden udtalte, at SIRI’s digitale ansøgningsløsning ikke for ansøgere uden et gyldigt pas sikrede adgangen til i overensstemmelse med regelgrundlaget at indgive en ansøgning via ansøgningsløsningen.
Hvis SIRI valgte at bibeholde et ansøgningsskema med pasfelter, som det var obligatorisk at udfylde, forudsatte det efter ombudsmandens opfattelse, at SIRI sikrede klar og entydig vejledning om, hvordan felterne skulle udfyldes, hvis en ansøger ikke havde et gyldigt pas.
Henset til at ansøgningen kun kunne indgives ved anvendelse af den digitale ansøgningsløsning, og at de pågældende oplysninger blev afgivet under bl.a. strafansvar, burde en vejledning om, at det er muligt lovligt at indgive en ansøgning ved at indtaste vilkårlige tegn e.l., efter ombudsmandens opfattelse fremgå direkte af ansøgningsskemaet.
Den løsning, som SIRI havde valgt, var således ikke tilstrækkelig.
(Sag nr. 22/04210)
I det følgende gengives ombudsmandens udtalelse om sagen
Ombudsmandens udtalelse
1.
Sagens baggrund
I artikler bragt i Jyllands-Posten i august og september 2022 var der omtalt en sag om en udlænding, der oplevede problemer i forbindelse med, at han ønskede at indgive ansøgning til SIRI om opholdstilladelse på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning.
Bl.a. fremgik det, at udlændingen ikke kunne gennemføre ansøgningsprocessen i det digitale ansøgningsskema på nyidanmark.dk, da hans pas var udløbet, og han derfor ikke kunne indtaste et gyldigt pasnummer.
Det fremgik samtidig, at SIRI over for avisen havde oplyst, at det var muligt at gennemføre ansøgningsprocessen ved at indtaste et tilfældigt nummer i skemaets felt vedrørende pasnummer.
En sådan mulighed var imidlertid efter det oplyste ikke beskrevet i ansøgningsskemaet.
Oplysningerne i artiklerne rejste efter min opfattelse nogle generelle spørgsmål, og jeg bad derfor under henvisning til ombudsmandslovens § 17, stk. 2, SIRI om en udtalelse.
Det følger af denne bestemmelse, at ombudsmanden af egen drift kan gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.
2.
Retsgrundlaget
2.1.
Generelle forvaltningsretlige krav til offentlige it-systemer
Det er et grundlæggende krav, at offentlige it-systemer kan understøtte en korrekt anvendelse af den relevante lovgivning.
Det gælder både formelle regler (f.eks. om partshøring og begrundelse) og materielle regler (f.eks. om udøvelse af skøn i den enkelte sag).
Det er den enkelte myndighed, der har ansvaret for, at myndighedens it-løsninger lever op til dette krav.
Det gælder, uanset om myndigheden selv har udviklet systemet, eller systemet er leveret af en ekstern leverandør.
Jeg henviser til FOB 2019-11 og FOB 2022-13 .
Se også overblik #12 om partsrettigheder og offentlige it-systemer og overblik #13 om generelle forvaltningsretlige krav til offentlige it-systemer i Myndighedsguiden på ombudsmandens hjemmeside.
Hvis en myndigheds it-system på et område ikke understøtter relevante lovgivningsmæssige og forvaltningsretlige krav, skal myndigheden træffe de forholdsregler, der er nødvendige for at sikre, at borgerne får den retsstilling, som de efter det pågældende retsgrundlag har krav på.
Det kan ske ved at foretage relevante tilpasninger i it-systemet eller ved at etablere en alternativ (eventuelt midlertidig) løsning.
Jeg henviser til FOB 2012-5 og FOB 2022-6 .
2.2.
Myndigheders vejledningspligt
Det følger af forvaltningslovens § 7, stk. 1, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.
En myndighed har herudover efter almindelige retsgrundsætninger og god forvaltningsskik vejledningspligt over for en borger, som myndigheden er i forbindelse med, selv om borgeren hverken direkte eller indirekte har bedt om vejledning, såfremt det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren information og vejledning i anledning af den sag, kontakten angår.
Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor borgeren på en urimelig måde kan blive fastlåst eller miste en rettighed, hvis myndigheden ikke vejleder om forhold, som borgeren ikke synes at være bekendt med.
Vejledningen bør sikre, at borgeren får tilstrækkelig orientering om de regler, der gælder på det pågældende forvaltningsområde.
Det gælder bl.a. med hensyn til, hvilken fremgangsmåde der skal følges af den, der ønsker en sag taget under behandling af myndigheden.
Hvor den relevante lovgivning stiller krav om, at borgeren kommunikerer på en bestemt måde med myndigheden, f.eks. et krav om brug af en bestemt digital selvbetjeningsløsning, omfatter vejledningspligten information om anvendelsen af den pågældende selvbetjeningsløsning.
Jeg henviser til FOB 2012-5 , FOB 2019-11 , Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave (2021), s.
274 ff., 281 og 285 ff., samt overblik # 5 om vejledning i Myndighedsguiden på ombudsmandens hjemmeside.
2.3.
Relevante regler på udlændingeområdet
Den konkrete sag, som gav anledning til min undersøgelse, angik indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 12 (senest lovbekendtgørelse nr. 1205 af 25. august 2022).
Efter denne bestemmelse kan der gives opholdstilladelse til udlændinge, der har fået deres opholdstilladelse inddraget eller nægtet forlænget, og som har haft fast arbejde i mindst to år.
Ordningen omfatter bl.a. udlændinge, der har haft opholdstilladelse på baggrund af asyl.
Om fremgangsmåden ved indgivelse af ansøgning til SIRI fastsættes i udlændingelovens § 9 g, stk. 2, 1. og 2. pkt., følgende
”§ 9 g.
…
Stk. 2.
Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om, at en ansøgning, der indgives til Styrelsen for International Rekruttering og Integration i henhold til denne lov eller bekendtgørelse om udlændinges adgang her til landet, skal indgives ved anvendelse af en digital ansøgningsløsning, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration stiller til rådighed (digital selvbetjening).
Udlændinge- og integrationsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om afvisning af ansøgninger, der ikke indgives på den i 1. pkt. angivne måde.
”
I forarbejderne til bestemmelsen er anført bl.a. følgende
”Justitsministeriet er opmærksom på, at overgangen til obligatorisk anvendelse af papirbaserede ansøgningsskemaer på Udlændingestyrelsens område og digitale ansøgningsløsninger inden for nærmere fastlagte sagstyper på Udlændingestyrelsens og Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings områder kan være forbundet med særlige udfordringer for visse ansøgere.
Det kan f.eks. være ældre mennesker, der i højere grad end den yngre del af befolkningen ikke har digitale kompetencer, andre personer uden digitale kompetencer, personer, der af grunde omfattet af FN’s Handicapkonvention ikke kan udfylde et papirbaseret ansøgningsskema eller anvende en digital ansøgningsløsning, sygdomsramte personer, personer med kognitive eller fysiske funktionsnedsættelser, der ikke er omfattet af FN’s Handicapkonvention, og personer med sociale problemer.
Det vil derfor i medfør af de foreslåede bemyndigelser blive fastsat, at Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering skal tilbyde, at en ansøgning kan indgives på anden måde end den, der er fastlagt ved regler fastsat i medfør af § 9 g, stk. 1, 1. pkt., og § 9 g, stk. 2, 1. pkt., hvis Udlændingestyrelsen eller Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at ansøgeren ikke må forventes at kunne indgive ansøgning på den fastsatte måde.
…
Hermed sikres det, at alle ansøgere – også dem, der ikke må forventes at kunne benytte et papirbaseret ansøgningsskema eller en digital ansøgningsløsning – fortsat kan indgive en ansøgning på anden måde end ved anvendelse heraf.
Det er henholdsvis Udlændingestyrelsen og Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering, der under hensyntagen til den enkelte ansøgers behov vil anvise, hvilken kommunikationskanal ansøgere, der ikke ansøger ved brug af den i regler fastsat i medfør af § 9 g, stk. 1, 1. pkt., og § 9 g, stk. 2, 1. pkt., fastsatte ordning for indgivelse af ansøgning, vil skulle bruge.
Disse ansøgere får dermed samme muligheder for at blive betjent som de ansøgere, der selv eller med hjælp er i stand til at anvende et papirbaseret ansøgningsskema eller en digital ansøgningsløsning.
…
Efter forvaltningslovens § 7 skal en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.
Det gælder uanset, om ansøger henvender sig til myndigheden her i landet eller fra udlandet.
Lovforslaget ændrer ikke på denne pligt.
Det vil således påhvile Udlændingestyrelsen og Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering at informere om, at ansøgning på nærmere fastlagte områder skal indgives på en bestemt måde, og i øvrigt i fornødent omfang som hidtil at yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for de respektive styrelsers sagsområde.
Herunder vil det påhvile styrelserne i fornødent omfang at hjælpe ansøgere, der ikke har mulighed for at ansøge på den anviste måde, på samme måde, som de to styrelser har pligt til det i dag.
Herudover vil styrelserne have pligt til at vejlede om retsvirkningerne af manglende overholdelse af formkravene samt om, at formkravene i visse tilfælde kan fraviges.
”
Jeg henviser til lovforslag nr. L 11 af 2. oktober 2013 om ændring af bl.a. udlændingeloven, lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.2.2 og 2.2.3.
Lovforslaget kan læses på Folketingstidende.dk, samling 2013-14, tillæg A.
Bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 9 g er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 1018 af 23. juni 2020 om brug af obligatorisk selvbetjening for indgivelse af ansøgning til Styrelsen for International Rekruttering og Integration i henhold til udlændingeloven.
Bekendtgørelsens § 2 fastsætter følgende
”§ 2.
En ansøgning skal indgives ved anvendelse af den digitale ansøgningsløsning, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration stiller til rådighed på www.nyidanmark.dk (digital selvbetjening) i følgende tilfælde
…
…
Stk. 2.
Hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at ansøgeren ikke må forventes at kunne indgive ansøgning efter stk. 1, skal Styrelsen for International Rekruttering og Integration tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening.
”
3.
SIRI’s oplysninger til sagen
SIRI har udtalt sig om sagen i et brev af 24. oktober 2022.
Desuden har jeg den 16. januar 2023 telefonisk modtaget supplerende oplysninger fra SIRI.
SIRI har oplyst, at eftersom det som udgangspunkt er en betingelse for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, herunder opholdstilladelse efter arbejdsmarkedstilknytningsordningen, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 12, at udlændingen er i besiddelse af et gyldigt pas eller anden gyldig rejselegitimation, vil en ansøgning fra en udlænding, der ikke har et sådant gyldigt pas eller anden gyldig rejselegitimation, som det klare udgangspunkt blive afvist.
SIRI kan imidlertid i helt særlige tilfælde tage en sag under behandling, uanset at udlændingen ikke er i besiddelse af et gyldigt pas eller anden gyldig rejselegitimation.
Denne praksis kan ifølge SIRI som udgangspunkt kun finde anvendelse i sager om opholdstilladelse efter arbejdsmarkedstilknytningsordningen, idet denne ordning er rettet mod bl.a. udlændinge, der har haft ophold her i landet på baggrund af asyl, og som ofte ikke har gyldigt nationalitetspas eller ikke er i stand til at skaffe et sådant pas.
Ifølge SIRI er det muligt at indgive en ansøgning via det digitale ansøgningsskema, der anvendes ved ansøgninger om opholdstilladelse efter arbejdsmarkedstilknytningsordningen – og en række andre ordninger omfattet af udlændingelovens § 9 a – uden et gyldigt pas eller anden gyldig rejselegitimation.
Det er ganske vist obligatorisk at udfylde felterne vedrørende pasnummer og passets løbetid i skemaet.
Oplysningerne kontrolleres imidlertid ikke i forbindelse med ansøgningens indgivelse, og det er derfor muligt at indtaste nummeret på et udløbet pas eller vilkårlige tegn.
På baggrund af den sag, der blev omtalt i Jyllands-Posten, har SIRI vurderet, at der er behov for at styrke vejledningen om muligheden for at ansøge om opholdstilladelse efter arbejdsmarkedstilknytningsordningen uden at være i besiddelse af et gyldigt pas.
SIRI har derfor ændret vejledningen på nyidanmark.dk, således at det nu fremgår, at der kan angives oplysninger om et udløbet pas eller vilkårlige tegn i det digitale ansøgningsskema.
Selve ansøgningsskemaet vil desuden blive justeret, så det henviser til nyidanmark.dk, hvor vejledningen til ansøgning om opholdstilladelse efter arbejdsmarkedstilknytningsordningen fremgår.
Dette forventes af it-tekniske grunde først at kunne ske medio 2023.
Ændringen på nyidanmark.dk består i indsættelsen af følgende tekst under menupunktet ”’Du vil ansøge’ – ’Arbejde’ – ’Arbejdsmarkedstilknytning’ – ’Sådan ansøger du’ – ’Indsaml dokumentation’”
”Hvis du ikke er i besiddelse af et gyldigt pas eller anden rejselegitimation, kan du i ansøgningsskemaets felt til indtastning af pasoplysninger udfylde oplysninger fra dit pas, der er udløbet, eller vilkårlige tegn.
”
Jeg har fra SIRI indhentet en udskrift af det skema, der anvendes ved ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af arbejdsmarkedstilknytning.
Skemaet (AR1) anvendes også ved ansøgning efter en række andre ordninger omfattet af udlændingelovens § 9 a mv.
Skemaet tilgås via nyidanmark.dk under menupunktet ”’Du vil ansøge’ – ’Arbejde’ – ’Arbejdsmarkedstilknytning’ – ’Sådan ansøger du’ – ’Udfyld ansøgning’”, og består af to dele – én, der udfyldes af udlændingens arbejdsgiver, og én, der udfyldes af udlændingen, der ansøger om opholdstilladelse.
Ansøgerens del af skemaet indledes med en vejledningstekst, som indeholder bl.a. følgende
”I skemaet stiller vi en række spørgsmål, som er nødvendige for, at vi kan behandle ansøgningen.
Vi vejleder også om, hvilken dokumentation, der skal vedhæftes ansøgningen.
…
Sådan gør du
…
4.
Indtast oplysninger om dit pas.
…
Hvilke dokumenter vedhæftes ansøgningen?
…
3.
Kopi af dit pas.
”
Selve skemaet består af en række felter, som ansøgeren skal udfylde, herunder et felt med teksten ”Pasnummer” og et felt med teksten ”Pas gyldigt til (dd-mm-åååå)”.
Begge felter er markeret med en stjerne, hvilket betyder, at det er obligatorisk at udfylde felterne.
Under felterne er der indsat en tekst om, at en opholdstilladelse højst kan gives for en periode indtil 3 måneder før passets udløbsdato.
Sidst i skemaet præsenteres ansøgeren for en tekst med overskriften ”Erklæringer og information”.
Teksten indeholder bl.a. følgende
”A.
Erklæring på tro og love, om at jeg har givet korrekte oplysninger Jeg erklærer på tro og love, at jeg har givet korrekte oplysninger i dette ansøgningsskema.
Hvis oplysningerne ikke er korrekte, kan det have følgende konsekvenser
1.
Min opholdstilladelse kan blive inddraget.
2.
Jeg kan blive straffet med bøde eller fængsel i op til 2 år.
3.
Jeg kan blive dømt til at erstatte de udgifter, som den danske stat har haft på grund af de falske oplysninger.
”
Forinden ansøgeren underskriver (signerer) og indgiver ansøgningen, skal ansøgeren afkrydse et felt, hvor der står bl.a. følgende
”Jeg bekræfter ved min underskrift, at jeg har givet korrekte oplysninger i ansøgningsskemaet, og at jeg har læst og accepteret indholdet af erklæringer pkt. A-B.
”
4.
Min vurdering
4.1.
Den hidtidige situation
Efter en række ordninger omfattet af udlændingelovens § 9 a er det som udgangspunkt obligatorisk at indgive en ansøgning om opholdstilladelse ved anvendelse af den digitale ansøgningsløsning, som SIRI stiller til rådighed på sin hjemmeside.
Foreligger der særlige forhold, der gør, at ansøgeren ikke må forventes at kunne indgive ansøgning ved anvendelse af den digitale ansøgningsløsning, skal SIRI dog tilbyde, at ansøgning kan indgives på anden måde.
Jeg henviser til § 2, stk. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1018 af 23. juni 2020, og til forarbejderne til udlændingelovens § 9 g, gengivet under pkt. 2.3 ovenfor.
Det er som anført i pkt. 2.1 ovenfor et grundlæggende krav, at en digital ansøgningsløsning understøtter en korrekt anvendelse af den relevante lovgivning.
En obligatorisk digital ansøgningsløsning som den foreliggende skal derfor give mulighed for, at alle ansøgere, der vil kunne meddeles opholdstilladelse, kan indgive ansøgningen via den digitale løsning (medmindre de er undtaget fra kravet om digital selvbetjening og har adgang til at benytte en anden ansøgningsproces).
Som det fremgår af SIRI’s udtalelse, er der efter de udlændingeretlige regler i særlige tilfælde mulighed for at meddele opholdstilladelse efter arbejdsmarkedstilknytningsordningen, uanset at en udlænding ikke er i besiddelse af et gyldigt pas eller anden gyldig rejselegitimation.
SIRI skal derfor sikre, at også udlændinge, der ikke er i besiddelse af sådan rejselegitimation, har mulighed for at indgive deres ansøgning.
Jeg forstår det således, at udlændinge, der ikke er er i besiddelse af et gyldigt pas eller anden gyldig rejselegitimation, ikke (generelt) er undtaget fra kravet om at anvende den digitale ansøgningsløsning, og at der således ikke er tilrettelagt en anden ansøgningsproces for de pågældende.
Det er derfor en forudsætning for den digitale løsnings overensstemmelse med regelgrundlaget, at løsningen er udformet således, at den kan anvendes af udlændinge, der ikke er i besiddelse af et gyldigt pas eller anden gyldig rejselegitimation.
Ansøgningsskemaet i den digitale ansøgningsløsning på nyidanmark.dk indeholder felter vedrørende både pasnummer og passets udløbsdato.
Hvis felterne ikke udfyldes, kan ansøgningen ikke indgives.
Det er desuden anført under felterne, at en eventuel opholdstilladelse kun kan løbe frem til 3 måneder før passets udløbsdato, hvilket kan give indtryk af, at opholdstilladelse kun kan opnås, hvis man har et gyldigt pas, når man ansøger.
For at kunne indgive en ansøgning skal udlændingen på tro og love skrive under på, at de indtastede oplysninger er korrekte.
Udlændingen bekræfter ved sin underskrift, at den pågældende har forstået det anførte i skemaet om, at afgivelse af ukorrekte oplysninger kan have strafferetlige konsekvenser og føre til bl.a., at en eventuel opholdstilladelse inddrages.
Skemaet anviser ingen alternative måder at indgive en ansøgning på.
Det fremgår ikke af skemaet, at ansøgeren kan udfylde felterne til pasoplysninger ved at indtaste vilkårlige oplysninger.
Jeg må på baggrund af det anførte lægge til grund, at en ansøger, der ikke er i besiddelse af et gyldigt pas, kun kan indgive en ansøgning via SIRI’s digitale ansøgningsløsning, hvis ansøgeren indtaster oplysninger om et udløbet pas eller ukorrekte oplysninger i ansøgningsskemaet.
Det gælder også, selv om udlændingen måtte være i besiddelse af anden gyldig rejselegitimation end et pas.
Indtastning af ukorrekte oplysninger kan imidlertid – som det også oplyses i skemaet – have både strafferetlige konsekvenser og føre til inddragelse af en opholdstilladelse.
Derved stilles ansøgeren over for et urimeligt valg mellem på den ene side ikke at indgive ansøgning og på den anden side at risikere at pådrage sig straffe- og udlændingeretlige konsekvenser af at afgive forkerte oplysninger til en offentlig myndighed.
Det er på den baggrund min opfattelse, at SIRI’s digitale ansøgningsløsning ikke for ansøgere uden et gyldigt pas sikrer adgangen til i overensstemmelse med regelgrundlaget at indgive en ansøgning via ansøgningsløsningen.
4.2.
Fremtidige tiltag
SIRI har anført, at den for at styrke vejledningen på området har indsat en vejledningstekst på nyidanmark.dk om, at ansøgeren kan indtaste oplysninger om et udløbet pas eller andre vilkårlige tegn i ansøgningsskemaets felter vedrørende pasoplysninger, hvis den pågældende ikke er i besiddelse af et gyldigt pas.
Jeg forstår, at SIRI medio 2023 desuden vil justere ansøgningsskemaet således, at det kommer til at henvise til vejledningen på nyidanmark.dk.
Der er efter min opfattelse forskellige muligheder for at tilpasse ansøgningsproceduren således, at den kan understøtte en korrekt anvendelse af den relevante lovgivning.
Det kan ske ved at foretage tilpasninger i den digitale ansøgningsløsning, så det bliver muligt at indgive ansøgning uden at indtaste pasoplysninger, f.eks. ved at ændre på, hvilke felter det er obligatorisk at udfylde.
Det kan også ske ved at give ansøgere uden pas mulighed for at indgive ansøgning uden anvendelse af SIRI’s digitale ansøgningsløsning.
Det er desuden – som anført af SIRI – en mulig løsning at oplyse ansøgere om, at pasfelterne kan udfyldes med vilkårlige tegn eller dataene fra et udløbet pas.
Hvis SIRI vælger at bibeholde et ansøgningsskema med pasfelter, som det er obligatorisk at udfylde, forudsætter SIRI’s pligt til at give korrekt vejledning og information efter forvaltningslovens § 7 og de forudsætninger herom, der fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9 g, efter min opfattelse, at SIRI sikrer klar og entydig vejledning om, hvordan de pågældende felter skal udfyldes, hvis en ansøger ikke har et gyldigt pas.
Henset til at ansøgningen kun kan indgives ved anvendelse af den digitale løsning, og at de pågældende oplysninger afgives under bl.a. strafansvar, bør en vejledning om, at det er muligt lovligt at indgive en ansøgning ved at indtaste vilkårlige tegn e.l., efter min opfattelse fremgå direkte af det pågældende skema, således at det står klart for såvel ansøger som de relevante offentlige myndigheder, at den pågældende indtastning ikke vil udgøre en strafbar handling og heller ikke vil have konsekvenser efter udlændingelovgivningen.
Det er således efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt, at SIRI som en midlertidig løsning frem til medio 2023 har indsat en vejledningstekst på sin hjemmeside om muligheden for at indtaste vilkårlige og dermed ukorrekte oplysninger i ansøgningsskemaet.
Det vil tilsvarende ikke være tilstrækkeligt, at der i selve ansøgningsskemaets felt vedrørende pasoplysninger alene indsættes et link til en sådan generel vejledning på hjemmesiden.
Jeg beder SIRI om inden for 2 måneder at underrette mig om, hvad min udtalelse giver SIRI anledning til at foretage sig.
…
11)
Ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 12.