2022-6. Alt for lang sagsbehandlingstid for udenlandske lægers ansøgninger om autorisation
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
2022-6.
Alt for lang sagsbehandlingstid for udenlandske lægers ansøgninger om autorisation
Ombudsmanden undersøgte af egen drift Styrelsen for Patientsikkerheds sagsbehandlingstid i sager om autorisation af læger, der er statsborgere i og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS.
Et autorisationsforløb består af to dele.
Først vurderer styrelsen, om ansøgerens uddannelse er egnet til afprøvning.
Dernæst gennemfører ansøgeren en række prøver mv. og en evalueringsansættelse.
I perioden fra slutningen af 2018 til februar 2022 var den tid, der gik, indtil Styrelsen for Patientsikkerhed påbegyndte sin vurdering af uddannelsens egnethed, steget fra ca. 10 måneder til ca. 36 måneder.
Den egentlige sagsbehandling, efter at styrelsen påbegyndte sin vurdering, tog som udgangspunkt mellem 2 og 5 dage.
Ombudsmanden fandt, at Styrelsen for Patientsikkerheds sagsbehandlingstider var alt for lange.
Ombudsmanden lagde navnlig vægt på, at styrelsens vurdering af uddannelsens egnethed normalt var relativt ukompliceret, og at sagerne som udgangspunkt lå stille, før styrelsen igangsatte sin vurdering af uddannelsens egnethed.
Det var derudover ombudsmandens opfattelse, at styrelsen – uanset indretningen af styrelsens IT-system – burde orientere en ansøger, hvis ansøgerens konkrete sag trak længere ud end tidligere udmeldt.
(Sag nr. 21/03084)
I det følgende gengives ombudsmandens udtalelse om sagen
Ombudsmandens udtalelse
1.
Indledning
Den 23. juni 2021 bad jeg Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsministeriet om en udtalelse om styrelsens og ministeriets sagsbehandlingstider i sager om autorisation af læger, der er statsborgere i og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS.
Jeg henviste i den forbindelse til to artikler af 15. maj 2021 fra Jyllandsposten og til sundhedsministerens besvarelse af en række spørgsmål fra Folketingets Sundhedsudvalg (spørgsmål nr. 482 af 20. januar 2020 (Alm. del), spørgsmål nr. 1732 af 8. september 2020 (Alm. del), spørgsmål nr. 23 af 9. oktober 2020 (Alm. del) og spørgsmål nr. 1223 af 3. maj 2021 (Alm. del)).
Jeg bad også myndighederne om at redegøre for eventuelle iværksatte eller planlagte tiltag for at nedbringe myndighedernes sagsbehandlingstider.
Min undersøgelse er foretaget i medfør af ombudsmandslovens § 17, stk. 2, hvorefter ombudsmanden kan gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.
2.
Myndighedernes udtalelser
2.1.
Styrelsen for Patientsikkerheds sagsbehandlingstid mv.
2.1.1.
Generelt om ansøgningsproceduren og sagsbehandlingstiden
Styrelsen for Patientsikkerhed har i sin udtalelse af 23. august 2021 oplyst, at autorisationsprocessen for læger, der er statsborgere i og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS (ifølge bekendtgørelse nr. 1372 af 9. december 2010) består af følgende dele, som skal opfyldes i den nævnte rækkefølge
Styrelsen for Patientsikkerhed har oplyst, at styrelsen ikke uden en manuel gennemgang af sager kan opgøre den tid, der går fra en ansøgers første henvendelse til styrelsen, til styrelsen har modtaget al dokumentation til brug for sin vurdering af, om uddannelsen er egnet til afprøvning.
Først når Styrelsen for Patientsikkerhed har modtaget en dokumenteret ansøgning – hvilket som udgangspunkt omfatter en elektronisk ansøgning, 3 EPIC-rapporter og nogle nærmere angivne fysiske dokumenter – betragtes en ansøgning som modtaget og klar til Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering af, om ansøgerens uddannelse er egnet til afprøvning.
Sagsbehandlingstiden efter modtagelse af en dokumenteret ansøgning består af 2 hoveddele.
Den første hoveddel består af perioden, fra styrelsen har modtaget en dokumenteret ansøgning, til styrelsen har vurderet, om ansøgerens grunduddannelse er egnet til afprøvning (pkt. 1 ovenfor).
Den anden hoveddel består af den tid, det tager for ansøgeren at opfylde de yderligere betingelser for at opnå autorisation (pkt. 2-5 ovenfor).
Den sidstnævnte del af sagsbehandlingstiden afhænger efter det oplyste primært af ansøgeren selv, idet det er ansøgeren, der skal gennemføre og dokumentere de enkelte trin i autorisationsprocessen.
Der er med en enkelt undtagelse ikke tidskrav for ansøgeren til at gennemføre trinnene i processen.
Dette betyder, at mange sager står som verserende i lang tid i styrelsens system, mens ansøgeren i eget tempo gennemfører de forskellige trin i processen.
Der er også sager, der aldrig afsluttes i styrelsens system.
Dette gør sig gældende, f.eks. hvis en ansøger afbryder sin autorisationsproces uden at meddele styrelsen, at vedkommende trækker sin ansøgning tilbage.
Styrelsen for Patientsikkerhed har derfor en lang række uafsluttede sager, hvor styrelsen har vurderet ansøgers uddannelse egnet til afprøvning, og hvor styrelsen afventer dokumentation fra ansøgeren på at have gennemført det næste trin i autorisationsprocessen.
2.1.2.
Styrelsen for Patientsikkerheds sagsbehandlingstid
2.1.2.1.
Styrelsens udtalelse
Styrelsen for Patientsikkerhed har oplyst, at styrelsen i perioden fra den 1. januar 2020 til den 30. juni 2021 har afsluttet 177 ansøgningssager om dansk autorisation som læge på baggrund af uddannelse/statsborgerskab i lande uden for EU/EØS.
Tabel 1 viser sagsbehandlingstiden i disse sager.
Tabel 1
Styrelsen for Patientsikkerhed har i perioden fra den 1. januar 2020 til den 30. juni 2021 foretaget en vurdering af, om en uddannelse er egnet til afprøvning, i 251 sager.
Tabel 2 viser sagsbehandlingstiden i disse sager.
Tabel 2
Som det ses i tabel 2, har Styrelsen for Patientsikkerheds gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved vurderingen af uddannelsens egnethed i perioden fra den 1. januar 2020 til den 30. juni 2021 været på 1 år og 8 måneder.
En mindre del af sagerne afgøres væsentligt hurtigere end gennemsnittet.
Styrelsen har anført følgende herom
”Nogle få ansøgninger behandles inden for kort tid (fx er 20 ansøgninger vurderet inden for 6 måneder).
Det kan fx skyldes, at styrelsen ved en indledende screening af den modtagne dokumentation konstaterer, at styrelsen kun har modtaget 2 ud af de nødvendige 3 EPIC-rapporter, (…)”
Styrelsen for Patientsikkerhed behandler i øvrigt ansøgninger i den rækkefølge, de modtages.
På tidspunktet for udtalelsen til ombudsmanden (den 23. august 2021) behandlede styrelsen ansøgninger, som var indgivet 31 måneder tidligere.
Sagsbehandlingstiden i den første del af et autorisationsforløb har været stigende i de senere år.
I slutningen af 2018, 2019 og 2020 var den således henholdsvis ca. 10 måneder, ca. 15 måneder og ca. 24 måneder.
I februar 2022 er sagsbehandlingstiden i denne del af forløbet steget til ca. 36 måneder.
Styrelsen for Patientsikkerhed har telefonisk uddybet, at vurderinger af uddannelsers egnethed i lægeautorisationssager som udgangspunkt sker inden for kort tid (2 til 5 dage) regnet fra det tidspunkt, hvor den egentlige sagsbehandling starter.
Dette skyldes navnlig, at vurderingen i hovedparten af sagerne er ukompliceret.
Den 30. juni 2021 verserede der 1.224 sager, hvor styrelsen havde modtaget en fuldt dokumenteret ansøgning, men hvor styrelsen endnu ikke havde vurderet, om uddannelsen var egnet til afprøvning.
Styrelsen for Patientsikkerhed har også oplyst, at styrelsen først gennemgår den indsendte fysiske dokumentation i detaljer på det tidspunkt, hvor sagsbehandlingen igangsættes.
Der kan her vise sig at være behov for at efterspørge yderligere dokumentation.
Dette vil dog ikke påvirke, at styrelsen betragter ansøgningen som modtaget på det tidspunkt, hvor styrelsen modtog EPIC-rapporter og den oprindeligt indsendte dokumentation.
Ifølge styrelsen vil disse sager blive opprioriteret, når ansøgerne har indsendt det manglende materiale.
Styrelsen for Patientsikkerhed har ikke fastsat mål for sagsbehandlingstiden for sager om autorisation af læger, der er statsborgere i og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS
2.1.2.2.
Ministeriets udtalelse
Sundhedsministeriet har i sin udtalelse af 29. november 2021 anført, at ministeriet – uagtet at en del af sagsbehandlingstiden beror på ansøgerne selv – finder, ”at autorisationsforløb på op til 7 år, og at et forløb i gennemsnit tager mellem 5-6 år, ikke er tilfredsstillende”.
Sundhedsministeriet finder desuden, at antallet af verserende sager, hvor styrelsen endnu ikke har foretaget en vurdering af uddannelsens egnethed, er for højt, og at ansøgerne venter for længe på styrelsens vurdering.
Efter Sundhedsministeriets opfattelse bør styrelsen opstille målsætninger for sagsbehandlingstiderne.
2.1.3.
Tiltag for at nedbringe sagsbehandlingstiden
Styrelsen for Patientsikkerhed har oplyst, at grunden til den stigende sagsbehandlingstid er, at styrelsen i en længere årrække har oplevet en meget stor stigning i antal ansøgninger fra især læger uden for EU/EØS, og at styrelsen har allokeret ca. 1½ årsværk til at behandle disse ansøgninger.
Samlet set betyder dette, at der ikke er balance mellem antallet af sager og de allokerede medarbejderressourcer.
Den manglende balance skyldes flere forhold, herunder at området finansieres af gebyrindtægter for udstedelse af autorisationer, hvilket ikke skaber en tilstrækkelig finansiering.
For at rette op på sagsbehandlingstiden og på længere sigt opnå en balance mellem sagsantal og medarbejderressourcer har styrelsen fremsendt et forslag til en ny gebyrstruktur til Sundhedsministeriets departement.
Sundhedsministeriet har i sin udtalelse tilsluttet sig Styrelsen for Patientsikkerheds bemærkninger om forslaget vedrørende en ny gebyrstruktur.
Ministeriet har i den forbindelse oplyst, at forslaget kræver en lovændring, og at der på nuværende tidspunkt er mere overordnede drøftelser herom med Finansministeriet.
Desuden er det oplyst, at ministeriet har igangsat et større arbejde med at analysere, hvordan processen i autorisationssagerne kan optimeres.
Der arbejdes således på en række initiativer, der skal smidiggøre processen, forkorte sagsbehandlings- og liggetider og føre ansøgeren bedre gennem forløbet.
I et opfølgende brev af 7. december 2021 har Sundhedsministeriet oplyst, at regeringen, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne er blevet enige om, at sagspuklen for sundhedspersonale fra tredjelande skal nedbringes.
Ifølge aftalen er der på årets finanslov afsat i alt 23,1 mio. kr. i 2022 og 2023 til at nedbringe sagspuklen af ansøgninger fra sundhedspersonale fra tredjelande.
Styrelsen for Patientsikkerhed har i tilknytning hertil telefonisk oplyst, at styrelsen på baggrund af den nævnte bevilling har rekrutteret i alt 10 medarbejdere, heraf 6 sagsbehandlere.
Medarbejderne er ansat pr. 1. marts 2022 med henblik på at nedbringe sagspuklen af ansøgninger fra læger, tandlæger og sygeplejersker fra tredjelande.
2.1.4.
Underretninger i perioden efter modtagelse af den fulde dokumentation
2.1.4.1.
Styrelsens udtalelse
Når Styrelsen for Patientsikkerhed har modtaget en fuldt dokumenteret ansøgning, modtager ansøgeren en kvittering for ansøgningen.
I kvitteringen oplyses ansøger om, at ansøgningen vil blive behandlet hurtigst muligt, og at der forventes at gå et vist antal måneder (31 måneder pr. august 2021, hvor styrelsen afgav sin udtalelse) fra den dato, hvor styrelsen modtog den fulde dokumentation.
Endvidere henvises der til, at det på styrelsens hjemmeside er muligt at følge med i, om der sker ændringer i den forventede sagsbehandlingstid.
Styrelsen sender ikke uopfordret yderligere information til ansøgeren – heller ikke, hvis der sker ændringer i sagsbehandlingstiden.
Ved henvendelser fra ansøgeren henviser Styrelsen for Patientsikkerhed til styrelsens hjemmeside, hvoraf det fremgår, hvilke ansøgninger styrelsen på nuværende tidspunkt behandler, ligesom det oplyses, at ansøgninger behandles i den rækkefølge, de er modtaget.
Styrelsen for Patientsikkerhed er på baggrund af en henvendelse fra ombudsmanden i april 2021 ved at undersøge mulighederne for, at styrelsen på en måde, som ikke øger sagsbehandlingstiden yderligere, med faste mellemrum kan orientere ansøgere, der har fået oplyst en aktuel sagsbehandlingstid, hvis sagsbehandlingstiden forlænges.
2.1.4.2.
Ministeriets udtalelse
Sundhedsministeriet har om dette anført følgende
”Sundhedsministeriet bemærker (…), at Styrelsen for Patientsikkerhed i sin udtalelse skriver, at styrelsen er ved at undersøge mulighederne for på en ressourcelet måde, som ikke øger sagsbehandlingstiden yderligere, fremover med faste mellemrum at orientere ansøgere, der har fået oplyst en aktuel sagsbehandlingstid, hvis sagsbehandlingstiden forlænges.
Sundhedsministeriet har bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om at oplyse, hvornår dette arbejde er afsluttet.
Dertil har Styrelsen for Patientsikkerhed oplyst, at det ikke er muligt at sende orienteringer til ansøgerne uden at foretage ændringer i styrelsens IT-system.
Styrelsen for Patientsikkerhed har derudover oplyst, at en foreløbig løsning med et abonnement via styrelsens hjemmeside overvejes, og at løsningen forudsætter, at den enkelte ansøger abonnerer på opdateringer.
”
2.2.
Sundhedsministeriets sagsbehandlingstid
Sundhedsministeriet behandler i medfør af § 8 i bekendtgørelse nr. 1372 af 9. december 2010 om autorisation af læger, der er statsborgere i og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS, klager over Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelser i sager om autorisation af læger, der er statsborgere i og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS.
Sundhedsministeriet har om ministeriets sagsbehandlingstid i disse sager oplyst, at ministeriet i 2020 afsluttede i alt 3 sager med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 6 måneder.
I 1. halvår af 2021 afsluttede ministeriet 1 sag med en sagsbehandlingstid på 11 måneder.
På tidspunktet for udtalelsen til ombudsmanden (den 29. november 2021) havde ministeriet 6 verserende sager.
4 af disse sager havde på det tidspunkt været under behandling i under 1 år, mens 2 sager havde været under behandling i over 1 år.
Ministeriet har efterfølgende oplyst, at de 2 sidstnævnte sager nu er afgjort.
Sagsbehandlingstiden i de 2 sager var henholdsvis 15 og 16 måneder.
Sundhedsministeriet har ikke fastsat en målsætning for ministeriets sagsbehandlingstider i denne type sager.
Sagerne behandles som hovedregel i den rækkefølge, de modtages.
Dog tager ministeriet forhold som sagens karakter, sagens faktiske og retlige kompleksitet og sagens omfang i betragtning.
Sundhedsministeriet er af den opfattelse, at de nuværende sagsbehandlingstider i ministeriet er rimelige.
Ministeriet har derfor ikke iværksat initiativer for at nedbringe sagsbehandlingstiden.
3.
Retsgrundlaget
3.1.
Sagsbehandlingstid
Der er ikke i forvaltningsloven eller anden lovgivning fastsat generelle regler om myndighedernes sagsbehandlingstid.
Spørgsmålet om, hvornår en myndigheds sagsbehandlingstid i en konkret sag – eller på et bestemt sagsområde – overskrider det acceptable, kan derfor ikke besvares generelt, men beror på en konkret vurdering.
Det følger imidlertid af god forvaltningsskik, at sager skal behandles inden for rimelig tid.
Ved vurderingen af, hvad der udgør en rimelig sagsbehandlingstid i en konkret sag, må der – ud over eventuelle særregler på området – tages udgangspunkt i den samlede sagsbehandlingstid.
Derudover må andre forhold tages i betragtning.
Sådanne forhold kan være sagens karakter, herunder dens kompleksitet, omfanget af de undersøgelser, som myndigheden skal foretage for at kunne træffe en korrekt afgørelse, den sædvanlige sagsbehandlingstid for den pågældende sagstype, og om sagen af hensyn til parten eller andre private eller offentlige interesser må anses for mere eller mindre hastende.
Ved vurderingen af den generelt acceptable sagsbehandlingstid på et område kan der ikke tages hensyn til myndighedernes subjektive forhold, idet vurderingen må hvile på et objektivt grundlag.
At myndigheden har utilstrækkelige ressourcer, eller at der på et sagsområde kommer flere sager end forventet, er nok subjektivt undskyldende momenter, men kan ikke bevirke en forlængelse af den tid, som man må anse for en i almindelighed acceptabel sagsbehandlingstid.
Sådanne forhold kan kun under særlige omstændigheder tillægges betydning for bedømmelsen af myndighedens sagsbehandlingstid.
Jeg henviser til Justitsministeriets vejledning nr. 11740 af 4. december 1986 om forvaltningsloven, pkt. 200 og 205, Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave (2021), s.
58 ff., Niels Fenger (red.), Forvaltningsret (2018), s.
688 ff.
(Kirsten Talevski), samt overblik #11 om sagsbehandlingstid i Myndighedsguiden på ombudsmandens hjemmeside.
3.2.
Målsætning for sagsbehandlingstiden
Justitsministeriet henstillede i cirkulæreskrivelse af 4. juni 1997 om mål for hurtig sagsbehandling mv. (optaget i Retsinformation som nr. 73 i 1997) til samtlige ministerier, styrelser mv., at der blev opstillet målsætninger for, hvor hurtigt forvaltningen tilstræber at behandle sager, hvor den skal træffe afgørelser i forhold til borgerne.
Målsætningerne skal være forsvarlige og realistiske, og de bør være offentligt tilgængelige.
Det bør kontrolleres, om målsætningerne overholdes.
3.3.
Underretning om sagsbehandlingstiden
I Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer, 2. udgave (2021), s.
284, er anført bl.a. følgende om pligten til at underrette en part om sagens gang
” 1.2.5.
Vejledning om sagens gang
(…).
Det hører til god forvaltningsskik, at en myndighed i tilfælde, hvor den overskrider den almindelige sagsbehandlingstid eller tidligere udtalelser om, hvornår sagen kan forventes afsluttet, af egen drift giver parten information om, hvorpå sagen beror, og så vidt muligt giver oplysning om, hvornår myndigheden regner med, at afgørelsen kan foreligge, jf. FOB 2000.496, FOB 2003.233, FOB 2004.153, FOB 2004.285, FOB 2005.241, FOB 2007.125, FOB 2007.231, FOB 2007.294, FOB 2008.115, FOB 2009 5-1, FOB 2009 20-8, FOB 2011 13-1, FOB 2011 13-2, FOB 2011 14-2 og FOB 2018-11.
”
Pligten til at underrette af egen drift gælder, både når sagen trækker længere ud, end myndigheden i den konkrete sag (eventuelt som svar på en rykker) har givet udtryk for over for parten, og når sagsbehandlingen bliver mere langvarig, end det ud fra partens synspunkt med rimelighed kan forventes.
Hvis der på grund af ekstraordinært lang sagsbehandlingstid går længere tid mellem en myndigheds underretninger, vil det endvidere være god forvaltningsskik, at myndigheden giver parten en mere uddybende og fyldestgørende forklaring på årsagerne til den lange sagsbehandlingstid, jf. FOB 2011 13-2 .
Har myndigheden ikke givet parten oplysning om en forventet sagsbehandlingstid, bør myndigheden som udgangspunkt give parten underretning hver tredje måned.
Se FOB 2001.807 .
Jeg henviser herved til overblik #11 om sagsbehandlingstid i Myndighedsguiden på ombudsmandens hjemmeside.
I sagen FOB 2012-3 udtalte ombudsmanden, at oplysninger på en myndigheds hjemmeside og muligheden for, at borgeren selv ringede til myndigheden for at få oplysninger, ikke kunne træde i stedet for kvitteringsbreve og individuelle underretninger til parterne i sagerne.
4.
Min vurdering
4.1.
Styrelsen for Patientsikkerheds sagsbehandlingstid
Styrelsen for Patientsikkerhed har oplyst, at en væsentlig del af sagsbehandlingstiden – den del, der ligger efter, at styrelsen har vurderet uddannelsens egnethed – i vidt omfang beror på ansøgernes egne forhold.
Den del af sagsbehandlingstiden, der beror på styrelsen, vedrører således navnlig styrelsens vurdering af, om uddannelsen er egnet til afprøvning.
I perioden fra slutningen af 2018 til august 2021 er den tid, der går, indtil Styrelsen for Patientsikkerhed påbegynder sin vurdering af uddannelsens egnethed, steget fra ca. 10 måneder til ca. 31 måneder.
Denne del af sagsbehandlingstiden er i februar 2022 steget til 36 måneder.
Den egentlige sagsbehandling, efter at styrelsen påbegynder sin vurdering, tager som udgangspunkt mellem 2 og 5 dage.
De nævnte tal for sagsbehandlingstiden er opgjort fra tidspunktet for modtagelse af en dokumenteret fysisk ansøgning.
Det gælder også tilfælde, hvor styrelsen forinden har modtaget en elektronisk ansøgning.
Det samlede forløb, fra styrelsen har modtaget en elektronisk ansøgning, til styrelsen afslutter sin vurdering af uddannelsens egnethed, kan således være længere end de oplyste sagsbehandlingstider.
Efter min opfattelse er Styrelsen for Patientsikkerheds sagsbehandlingstider alt for lange.
Jeg lægger i den forbindelse navnlig vægt på, at styrelsens vurdering af uddannelsens egnethed efter det oplyste normalt er relativt ukompliceret, og at sagsbehandlingstiden i vidt omfang skyldes, at sagerne i nu ca. 36 måneder som udgangspunkt ligger stille, før styrelsen igangsætter sin vurdering af uddannelsens egnethed.
Jeg forstår på myndighedernes udtalelser, at sagsbehandlingstiden har sammenhæng med, at der ikke er balance mellem antallet af medarbejdere på området og antallet af sager.
Dette kan imidlertid ikke bevirke en forlængelse af den tid, som må anses for en i almindelighed acceptabel sagsbehandlingstid, se nærmere afsnit 3.1.
Jeg bemærker i den forbindelse endvidere, at der ikke er tale om en kortvarig, forbigående stigning i sagsbehandlingstiden, og at sagsbehandlingstiden er steget støt siden 2018.
Ministeriet og styrelsen har anført, at de arbejder på at nedbringe sagsbehandlingstiden.
Der er således dels igangsat et arbejde med at analysere, hvordan processen i autorisationssager kan optimeres, dels på finansloven for 2022 afsat midler til at nedbringe sagspuklen af ansøgninger fra sundhedspersonale fra tredjelande.
Sundhedsministeriet vurderer, at Styrelsen for Patientsikkerhed bør opstille målsætninger for sagsbehandlingstiderne i denne type sager.
Jeg foretager mig på den baggrund ikke på nuværende tidspunkt mere for så vidt angår Styrelsen for Patientsikkerheds sagsbehandlingstider.
Jeg vil imidlertid i starten af 2024 på ny anmode Styrelsen for Patientsikkerhed om oplysninger om styrelsens sagsbehandlingstider med henblik på at følge op på, om de iværksatte tiltag i 2022 og 2023 har virket.
4.2.
Styrelsens underretning af ansøgeren om den forventede sagsbehandlingstid
I sin nuværende praksis sender Styrelsen for Patientsikkerhed ikke uopfordret yderligere information til ansøgeren, hvis der sker ændringer i den allerede udmeldte sagsbehandlingstid.
Styrelsen har oplyst, at den er ved at undersøge mulighederne for, at styrelsen på en måde, som ikke øger sagsbehandlingstiden yderligere, med faste mellemrum kan orientere ansøgere, der har fået oplyst en aktuel sagsbehandlingstid, hvis sagsbehandlingstiden forlænges.
Denne undersøgelse har efter det oplyste foreløbigt vist, at det ikke er muligt at sende orienteringer til ansøgerne uden at foretage ændringer i styrelsens IT-system.
Styrelsen overvejer en foreløbig løsning med et abonnement via styrelsens hjemmeside, der forudsætter, at den enkelte ansøger abonnerer på opdateringer.
En myndighed bør give underretning, når behandlingen af en sag trækker ud.
Kravet om underretning gælder – ligesom de øvrige forvaltningsretlige regler og principper – uanset om sagsbehandlingen foregår manuelt eller digitalt, og uafhængigt af myndighedens tekniske indretning af sine systemer.
Jeg henviser til pkt. 2 i overblik #13 om generelle forvaltningsretlige krav til offentlige IT-systemer i Myndighedsguiden på ombudsmandens hjemmeside.
Det er på den baggrund min opfattelse, at Styrelsen for Patientsikkerhed – uanset om der kan etableres en løsning i styrelsens IT-system – bør orientere en ansøger, hvis ansøgerens konkrete sag trækker længere ud end tidligere udmeldt.
Jeg henviser nærmere til afsnit 3.3 ovenfor, herunder til ombudsmandens udtalelse i FOB 2012-3 .
Jeg beder Styrelsen for Patientsikkerhed om inden 3 måneder at underrette mig om, hvad det anførte, giver styrelsen anledning til.
4.3.
Sundhedsministeriets sagsbehandlingstid
Sundhedsministeriet har oplyst, at ministeriet kun har relativt få klagesager på området.
Ministeriet havde på tidspunktet for afgivelsen af udtalelsen til mig (29. november 2021) 6 verserende sager på området.
4 af disse sager havde på det tidspunkt været under behandling i under 1 år, mens 2 sager havde været under behandling i over 1 år.
De 2 sidstnævnte sager er nu afgjort med en sagsbehandlingstid på henholdsvis 15 og 16 måneder.
I lyset af den beskedne sagsmængde har jeg på det foreliggende grundlag besluttet ikke at foretage mig yderligere med hensyn til ministeriets sagsbehandlingstider på området.
Jeg har således ikke undersøgt de nærmere omstændigheder i de konkrete sager.
1.
Styrelsen for Patientsikkerhed skal vurdere lægens grunduddannelse som egnet til afprøvning og skal som udgangspunkt modtage dokumentation for, at lægen inden for de sidste 6 år forud for ansøgningstidspunktet har arbejdet som læge i mindst 12 måneder.
2.
Lægen skal bestå en prøve i sproglige/kommunikative kompetencer (dansk sprogtest).
3.
Lægen skal bestå en skriftlig og mundtlig prøve i faglige kompetencer på kandidatniveau (medicinske tests) samt have fulgt et kursus i og bestået en prøve i dansk sundhedslovgivning (nationale fag).
4.
Lægen skal gennemføre en praktisk-klinisk ansættelse i et forud godkendt forløb på en hospitalsafdeling eller i almen praksis (evalueringsansættelse).
5.
Lægen skal have godkendt de obligatoriske kurser, der er gennemført i forbindelse med evalueringsansættelsen.
1. halvår 2020
2. halvår 2020
1. halvår 2021
I alt 1. januar 2020 - 30. juni 2021
I alt antal sager afsluttet med varig autorisation
26
35
37
98
I alt antal sager med afgørelse om afslag eller tilbagetrukket
28
19
32
79
I alt antal afsluttede sager
54
54
69
177
Varig autorisation fordelt på sagsbehandlingstid (forskel fysisk ansøgning modtaget og autorisationsdato)
Under 1 år
0
0
0
0
Mellem 1 og 2 år
0
0
0
0
Mellem 2 og 3 år
1
0
1
2
Mellem 3 og 4 år
2
4
10
16
Mellem 4 og 5 år
6
5
11
22
Mellem 5 og 6 år
8
15
9
32
Mellem 6 og 7 år
7
3
4
14
Ældre end 7 år
2
8
2
12
I alt antal sager afsluttet med varig autorisation
26
35
37
98
Gennemsnitlig tid fra ”fysisk ansøgning modtaget” til varig autorisation udstedt
5 år,
5 mdr.
5 år,
11 mdr.
4 år,
10 mdr.
5 år, 4 mdr.
Afgørelser om afslag fordelt på sagsbehandlingstid
Under 1 år
10
7
16
33
Mellem 1 og 2 år
12
3
2
17
Mellem 2 og 3 år
0
4
8
12
Mellem 3 og 4 år
0
0
2
2
Mellem 4 og 5 år
2
1
0
3
Mellem 5 og 6 år
1
0
2
3
Ældre end 6 år*
3
4
2
9
I alt antal sager med afgørelse om afslag
28
19
32
79
Gennemsnitlig tid fra ”fysisk ansøgning modtaget” til afgørelse om afslag
2 år,
7 mdr.
2 år,
11 mdr.
2 år,
0 mdr.
2 år, 5 mdr.
Afgørelser om afslag og tilbagetrukne ansøgninger fordelt på begrundelse
Betingelse ej opfyldt
5
4
3
12
Ansøgning trukket tilbage
1
0
2
3
Manglende dokumentation
22
15
27
64
I alt antal sager med afgørelse om afslag/tilbagetrukket
28
19
32
79
1. halvår 2020
2. halvår 2020
1. halvår 2021
I alt 1. januar 2020 - 30. juni 2021
Antal vurderinger af ansøgninger fordelt på tid siden ansøgning modtaget
Under 6 mdr.
3
0
17
20
Mellem ½ og 1 år
7
6
2
15
Mellem 1 og 1½ år
40
3
2
45
Mellem 1½ og 2 år
38
63
5
106
Mellem 2 og 2½ år
0
9
47
56
Ældre end 2½ år
0
0
9
9
I alt antal vurderinger af ansøgninger
88
81
82
251
Gennemsnitlig tid fra ansøgning modtaget til vurdering
1 år,
5 mdr.
1 år,
10 mdr.
1 år,
9 mdr.
1 år, 8 mdr.
Udfald af vurdering
Afslag
21
14
24
59
Ansøgning trukket tilbage
1
0
1
2
Uddannelse vurderet egnet til afprøvning
66
65
45
176
Afventer ansøger (fx pga.
manglende dokumentation)
0
2
12
14
l alt antal vurderinger af ansøgninger
88
81
82
251