Legislator Case Law & Legislation
O20190907170 DK

2018-36. Afslag på aktindsigt i oplysninger om politiets brug af ressourcer mv. ved afvikling af en fodboldkamp

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

FOU H#LOKDOK53 2019 9071 Valid

2018-36.

Afslag på aktindsigt i oplysninger om politiets brug af ressourcer mv. ved afvikling af en fodboldkamp

FOU H#LOKDOK53 2019 9071 Valid

En journalist havde anmodet om aktindsigt i oplysninger om politiets brug af ressourcer i forbindelse med en konkret fodboldkamp.

Politikredsen gav afslag på aktindsigt i form af dataudtræk (offentlighedslovens § 11) og henviste bl.a. til, at politikredsen ikke havde en eller flere databaser, hvor der kunne udtrækkes oplysninger om de økonomiske ressourcer, der samlet var anvendt.

Det var muligt at udtrække oplysninger om det planlagte personale og om registrerede timer for de personer, som var på vagt i tidsrummet omkring fodboldkampen.

Oplysningerne blev dog undtaget med henvisning til offentlighedslovens § 33, nr. 1.

Politiet lagde vægt på, at det konkret ville gå ud over den sikkerhedsmæssige og forebyggende håndtering af fremtidige fodboldkampe mellem de to fodboldklubber, hvis der blev givet aktindsigt i oplysningerne.

Muligheden for at forebygge lovovertrædelser ved lignende fodboldkampe og arrangementer ville også lide betydelig skade, hvis offentligheden fik kendskab til planlægningen og ressourceanvendelsen ved fodboldkampen.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at tilsidesætte politiets og Rigspolitiets vurdering af, at det af sikkerhedsmæssige og forebyggende hensyn konkret havde været nødvendigt at undtage oplysninger om politiets brug af ressourcer ved fodboldkampen fra aktindsigt.

Rigspolitiet havde bemærket, at det var fast praksis, at der ikke blev oplyst om omfanget af politiressourcer i forbindelse med større politimæssige indsatser, og at dette bl.a. gjaldt i forhold til fodboldkampe.

Ombudsmanden fandt anledning til at bemærke, at det ikke vil være tilstrækkeligt for at undtage oplysninger fra aktindsigt efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 33, nr. 1, at der er tale om en fast praksis anlagt af myndighederne.

Der vil i alle tilfælde, hvor der anmodes om aktindsigt, skulle foretages en konkret vurdering af nødvendigheden af at undtage oplysningerne fra aktindsigt.

(Sag nr. 18/01976)

FOU H#LOKDOK53 2019 9071 Valid

Herunder gengives ombudsmandens udtalelse efterfulgt af en sagsfremstilling

Ombudsmandens udtalelse

1.

Hvad drejer sagen sig om, og hvad tager jeg stilling til?

Du anmodede den 7. august 2017 Københavns Vestegns Politi om aktindsigt i følgende

” … hvilke ressourcer der bliver brugt på en fodboldkamp som hold A-hold B, der blev spillet 6. august 2017 på (A’s stadion).

Der ønskes indsigt i, hvilke økonomiske ressourcer, der bliver brugt på det, og hvor mange politifolk, der blev kaldt ind til at dække begivenheden.

Endvidere om det betyder overarbejde for eventuelle ekstra-indkaldte.

Endelig om hvad prioriteringen af fodboldkampen betyder for det generelle politiarbejde.

”

Københavns Vestegns Politi traf afgørelser i sagen den 18. august og den 9. november 2017, og Rigspolitiet traf afgørelser i sagen den 7. september og 7. december 2017 og den 11. april 2018.

Københavns Vestegns Politi har i forbindelse med anmodningen om aktindsigt anført, at politikredsen ikke har en eller flere databaser, hvor oplysningerne om de anvendte økonomiske ressourcer i forbindelse med fodboldkampen den 6. august 2017 kan udtrækkes.

Ifølge politikredsen er det imidlertid muligt ved få og enkle kommandoer at trække oplysninger om, hvor meget personale der var planlagt til at være på vagt under fodboldkampen, samt oplysninger om antallet af registrerede timer for de personer, som gjorde tjeneste søndag den 6. august 2017 i tidsrummet omkring fodboldkampen.

De oplysninger, som det var muligt at trække, blev dog undtaget fra aktindsigt med henvisning til bestemmelsen i offentlighedslovens § 33, nr. 1.

Københavns Vestegns Politi har endvidere anført, at politikredsen ikke er i besiddelse af dokumenter, analyser e.l., der vedrører spørgsmålet om, hvad prioriteringen af fodboldkampen har betydet for det generelle politiarbejde i politikredsen.

Den 9. juli 2018 sendte jeg en høring til Rigspolitiet, og den 27. august 2018 modtog jeg Rigspolitiets og Københavns Vestegns Politis udtalelser om sagen.

Det fremgår af udtalelserne bl.a., at baggrunden for, at der ikke gives oplysninger om ressourceforbruget i forbindelse med konkrete politiindsatser – hverken forud for den politimæssige opgaveløsning eller efterfølgende, når den politimæssige indsats er afsluttet – er polititaktiske og efterforskningsmæssige hensyn, herunder hensynet til den konkrete opgaveløsning og ikke mindst sikkerheden i forhold til det indsatte personale.

Den 30. august 2018 sendte jeg en kopi af myndighedernes udtalelser til dig og bad om dine eventuelle bemærkninger, og den 4. september 2018 modtog jeg dine bemærkninger.

Du har bl.a. anført, at det undrer dig, når Rigspolitiet skriver, at det er fast praksis, at der ikke oplyses om omfanget af politiressourcer i forbindelse med større politimæssige indsatser, og at dette bl.a. gælder i forhold til fodboldkampe.

Den 24. september 2018 modtog jeg en supplerende udtalelse fra Rigspolitiet, som jeg den 25. september 2018 sendte til dig til orientering.

Myndighederne har behandlet sagen efter bl.a. bestemmelsen om ret til aktindsigt i offentlighedslovens § 7, stk. 1, bestemmelsen om dataudtræk i offentlighedslovens § 11 og bestemmelsen om undtagelse af oplysninger fra aktindsigt i offentlighedslovens § 33, nr. 1 (hensyn til bl.a. forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lign.).

Min undersøgelse omfatter således en vurdering af, hvorvidt Københavns Vestegns Politi og Rigspolitiet med henvisning til de nævnte regler kunne afslå din anmodning om aktindsigt.

Jeg henviser til sagsfremstillingen sidst i dette brev for det nærmere indhold af, hvad du og myndighederne har anført i sagen.

2.

Retsgrundlag

Myndighederne har bl.a. truffet afgørelse med henvisning til § 7, stk. 1, i offentlighedsloven (lov nr. 606 af 12. juni 2013).

Bestemmelsen lyder således

”§ 7.

Enhver kan forlange at blive gjort bekendt med dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed m.v. som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed.

”

Af forarbejderne til bestemmelsen i § 7 (lovforslag nr. L 144 af 7. februar 2013) fremgår bl.a. følgende

”Bestemmelsen i stk. 1 fastsætter ikke et egentligt tidspunkt for, hvornår retten til aktindsigt indtræder, men fastslår blot, at retten til aktindsigt omfatter dokumenter, når de er indgået til eller oprettet af en myndighed m.v. Det indebærer, at retten indtræder i forbindelse med, at den pågældende myndighed har modtaget eller oprettet dokumentet.

(…)

Det er dog en betingelse for retten til aktindsigt, at dokumentet på tidspunktet for fremsættelsen af anmodningen om aktindsigt er enten indgået til eller oprettet af myndigheden m.v. Myndighederne m.v. er derfor ikke forpligtet til at imødekomme anmodninger om at få tilsendt fremtidige dokumenter i en bestemt sag (løbende aktindsigt), ligesom der ikke gælder en pligt for myndighederne til at tilvejebringe eller udarbejde dokumenter, der ikke allerede foreligger i sagen, jf. dog lovforslagets § 11.

”

Myndighederne har i øvrigt behandlet sagen med henvisning til § 11, stk. 1, i offentlighedsloven, som lyder således

”§ 11.

Enhver kan forlange, at en forvaltningsmyndighed foretager og udleverer en sammenstilling af foreliggende oplysninger i myndighedens databaser, hvis sammenstillingen kan foretages ved få og enkle kommandoer.

Såfremt oplysningerne er omfattet af §§ 19-35, gælder sammenstillingsretten kun, hvis de hensyn, der er nævnt i disse bestemmelser, kan tilgodeses gennem anonymisering el.lign., der kan foretages ved få og enkle kommandoer.

Retten til at få foretaget en sammenstilling gælder ikke, hvis oplysningerne allerede er offentliggjort i egnet form eller format.

”

Af forarbejderne til bestemmelsen i § 11 (lovforslag nr. L 144 af 7. februar 2013) fremgår bl.a. følgende

”Bestemmelsen, der er ny, fastsætter i stk. 1 en ret for offentligheden til under visse betingelser at kræve, at en forvaltningsmyndighed foretager og udleverer en sammenstilling af oplysninger i myndighedens databaser, som myndigheden ikke allerede har foretaget.

Der er således tale om, at myndighederne – i modsætning til, hvad der følger af den gældende lov – i et vist omfang forpligtes til at udarbejde dokumenter, der ikke allerede foreligger, (…).

Det er en betingelse for, at offentligheden kan kræve en sammenstilling, at der er tale om allerede foreliggende oplysninger i myndighedens databaser.

Det kan således ikke kræves, at en myndighed tilvejebringer (nye) oplysninger med henblik på at foretage en efterfølgende sammenstilling af oplysningerne.

”

Om betingelserne for aktindsigt efter offentlighedslovens § 11 fremgår bl.a. følgende i betænkning nr. 1510/2009 om offentlighedsloven, s.

370 f.

”Henset til, at en ret til at kræve en (ny) sammenstilling af oplysninger i forvaltningsmyndighedernes databaser indebærer et principielt brud med det hidtidige udgangspunkt i offentlighedsloven, hvorefter der alene gælder en ret til aktindsigt i eksisterende dokumenter, og til den ressourcemæssige belastning for forvaltningsmyndighederne, som en sådan ny ret vil kunne indebære, finder kommissionen, at retten til sammenstilling kun skal gælde, hvis sammenstillingen kan foretages ved enkle kommandoer.

I tilknytning hertil bemærkes, at den omhandlede sammenstillingsret ikke i praksis vil indebære en adgang for offentligheden til at kræve, at forvaltningsmyndighederne udarbejder egentlige alternative analyser eller beregninger på grundlag af de oplysninger, der er lagret i en database.

Dette beror på, at udarbejdelsen af sådanne analyser i almindelighed ikke vil kunne gennemføres ved enkle kommandoer, men typisk vil kræve en større arbejdsindsats fra forvaltningsmyndighedens side.

En adgang til at kræve udarbejdelse af alternative analyser mv., vil derfor efter kommissionens opfattelse falde uden for de spørgsmål, som bør reguleres af offentlighedsloven.

”

Myndighederne har derudover henvist til § 33, nr. 1, i offentlighedsloven, som har følgende ordlyd

”§ 33.

Retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til

1) Forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lign.

og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning.

”

Af forarbejderne til bestemmelsen i § 33 (lovforslag nr. L 144 af 7. februar 2013) fremgår bl.a. følgende

”Efter bestemmelsens nr. 1-4 kan retten til aktindsigt begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til en række nærmere angivne offentlige eller private interesser.

Efter nr. 5 kan retten til aktindsigt endvidere begrænses, hvis det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Det er – som efter gældende ret – en betingelse for at undtage oplysninger efter bestemmelsen, at der er en nærliggende fare for, at de pågældende interesser vil lide skade.

…

I forhold til nr. 1 bemærkes, at det med denne bestemmelse forudsættes, at der efter en konkret vurdering vil kunne undtages oplysninger om politiets efterforskningsteknikker eller lignende interne oplysninger hos politiet eller en anden myndighed, som ikke indgår i en konkret sag inden for strafferetsplejen, fra retten til aktindsigt med henvisning til, at det ville kunne forringe mulighederne for politiet m.v. for at forebygge, efterforske eller forfølge lovovertrædelser, hvis de pågældende oplysninger kom til offentlighedens kundskab.

”

Generelt om bestemmelserne i offentlighedslovens § 33, nr. 1-5, fremgår følgende af Mohammad Ahsan, Offentlighedsloven med kommentarer (2014), s.

556 f.

”2.

Konkret skøn og nærliggende fare

Det følger af formuleringen af indledningen til § 33 (’nødvendigt’), at en anmodning om aktindsigt kun kan afslås, hvis retten til at blive gjort bekendt med oplysninger i en sag eller et dokument efter et konkret skøn findes at burde vige for de nærmere opregnede væsentlige hensyn til offentlige og private interesser.

(…)

…

Herudover følger det af formuleringen ’væsentlige hensyn’, at aktindsigt kun kan afslås i de tilfælde, hvor der er en nærliggende fare for, at de i nr. 1-5 opregnede interesser ’vil lide skade’ , jf. de specielle bemærkninger til § 33 samt pkt. 8.4.1 i Justitsministeriets vejledning til offentlighedsloven og betænkning nr. 1510/2009, side 1010.

”

3.

Min vurdering

Sagen drejer sig om aktindsigt i oplysninger om politiets brug af ressourcer mv. i forbindelse med afvikling af den fodboldkamp, som A og B spillede den 6. august 2017.

Jeg henviser som nævnt til sagsfremstillingen sidst i brevet for det nærmere indhold af, hvad du og myndighederne har anført i sagen.

3.1.

Københavns Vestegns Politi og Rigspolitiet har for det første meddelt dig afslag på aktindsigt i en samlet opgørelse af de økonomiske ressourcer, der er anvendt i forbindelse med fodboldkampen.

Københavns Vestegns Politi har som begrundelse anført, at politikredsen ikke har databaser, hvor oplysninger om de anvendte økonomiske ressourcer kan udtrækkes, og at det derfor ikke er muligt at meddele aktindsigt i oplysningerne.

Som det fremgår af bemærkningerne til offentlighedslovens § 11, er det en betingelse for, at offentligheden kan kræve en sammenstilling af oplysninger, at der er tale om allerede foreliggende oplysninger i myndighedens databaser.

Jeg har derfor ikke grundlag for at kritisere, at myndighederne har vurderet, at det ikke er muligt at meddele dig aktindsigt i en samlet opgørelse af de anvendte økonomiske ressourcer.

3.2.

Det fremgår dernæst af myndighedernes afgørelser, at det ved få og enkle kommandoer var muligt at trække oplysninger om, dels hvor meget personale der var planlagt til at være på vagt under fodboldkampen den 6. august 2017, dels antallet af registrerede timer for de personer, som gjorde tjeneste søndag den 6. august 2017 i tidsrummet omkring fodboldkampen.

Myndighederne har imidlertid undtaget disse oplysninger fra aktindsigt med henvisning til offentlighedslovens § 33, nr. 1.

3.2.1.

Myndighedernes afgørelser om at undtage de pågældende oplysninger er truffet på baggrund af en politifaglig vurdering af en række sikkerhedsmæssige og forebyggende hensyn.

Myndighederne har vurderet, at det konkret vil gå ud over den sikkerhedsmæssige og forebyggende håndtering af fremtidige fodboldkampe mellem A og B – ligesom politiets mulighed for at forebygge lovovertrædelser ved lignende fodboldkampe og arrangementer vil lide betydelig skade – hvis offentligheden får kendskab til politikredsens planlægning og ressourceanvendelse ved kampen mellem A og B den 6. august 2017, herunder antallet af polititjenestemænd.

Efter reglerne for ombudsmandens arbejde kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til afgørelser, der helt eller delvist bygger på særlig fagkyndig viden – herunder bl.a. politifaglig viden.

Det skyldes, at jeg som ombudsmand ikke har den fagkundskab, som er nødvendig for at kontrollere, om myndighedernes vurderinger er rigtige.

Hertil kommer, at myndighederne har afvejet forskellige hensyn og omstændigheder, og at jeg som ombudsmand ikke kan foretage denne afvejning på en anden og bedre måde end myndighederne, som har særlige forudsætninger på området bl.a. i kraft af deres erfaringer.

Jeg kan derfor kun kritisere myndighedernes afgørelser, hvis der er særlige omstændigheder i sagen.

Efter min gennemgang af sagen finder jeg ikke, at den indeholder sådanne særlige omstændigheder.

På baggrund af det, som myndighederne har anført i afgørelserne i sagen og i udtalelserne til mig, finder jeg således ikke, at jeg har grundlag for at tilsidesætte myndighedernes vurdering af, at det af sikkerhedsmæssige og forebyggende hensyn konkret har været nødvendigt at undtage de pågældende oplysninger om politiets brug af ressourcer ved fodboldkampen fra aktindsigt.

Jeg har lagt vægt på, at Københavns Vestegns Politi efter det oplyste har foretaget en konkret vurdering af, at det var nødvendigt at undtage oplysningerne fra aktindsigt af hensyn til politiets forebyggelse af lovovertrædelser, herunder særligt i relation til sikkerheden ved fremtidige kampe mellem A og B samt lignende kampe og arrangementer.

Jeg har herunder lagt vægt på Rigspolitiets oplysninger i afgørelsen af 11. april 2018 om, at en offentliggørelse af oplysningerne vil medføre, at personer eller grupper, som måtte påtænke at udføre handlinger med henblik på at forstyrre en fredelig afvikling af en fodboldkamp, vil få øgede muligheder for at planlægge sådanne handlinger i relation til fremgangsmåde og/eller dimensionering af handlingen.

Jeg har også lagt vægt på, at det er myndighedernes vurdering, at det ikke kan udelukkes, at fodboldkampe som den, der blev spillet den 6. august 2017 mellem A og B, kan være mål for en strafbar handling fra fans eller andre mere alvorlige angreb bl.a. under hensyn til, at der er mange personer til stede på et forholdsvis lille geografisk område, ligesom der er adgang for offentligheden.

Det fremgår også af Rigspolitiets afgørelse af 11. april 2018, at særligt de større fodboldkampe er kendetegnet ved, at der er organiserede grupper (fans) til stede med en til tider voldelig adfærd.

Jeg har herudover lagt vægt på, at det er Rigspolitiets opfattelse, at lovovertrædere nemmere vil kunne planlægge deres forbrydelse samt eventuelt overmande politiet, hvis de er bekendt med de pågældende oplysninger, og at Rigspolitiet finder, at der er nærliggende fare for, at hensynet til politiets mulighed for at skabe sikkerhed og forebygge lovovertrædelser ved fremtidige og/eller lignende større arrangementer vil kunne lide betydelig skade, hvis der gives aktindsigt.

I forhold til spørgsmålet om indsigt i de økonomiske ressourcer for så vidt angår omkostninger ved indkaldelsen af politifolk til fodboldkampen har jeg endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte Rigspolitiets vurdering af, at det ved indsigt i de pågældende oplysninger og ved brug af et gennemsnitligt lønniveau og en gennemsnitlig vagtlængde vil være muligt forholdsvist nøjagtigt at beregne antallet af politifolk, der var planlagt til brug for den pågældende fodboldkamp.

Det kan heller ikke give mig anledning til bemærkninger, at Nordjyllands Politi og Københavns Politi tidligere – i hvert fald i besvarelserne af 11. juli 2012 af spørgsmål nr. 665 og 666 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg – har oplyst om politiets konkrete ressourceanvendelse ved fodboldkampe.

Jeg har i den forbindelse lagt vægt på det, som myndighederne har oplyst, om at sikkerhedssituationen og terrortruslen, herunder mod polititjenestemænd, er ændret markant siden 2012, og at politiet i de seneste år – bl.a. på baggrund af terrorangrebet i København i 2015 – har fået øget fokus på at planlægge og sikre større og/eller særlige begivenheder.

3.2.2.

Du henviser i dine bemærkninger af 4. september 2018 til min tidligere udtalelse i en sag, som er offentliggjort på ombudsmandens hjemmeside som FOB 2015-47 .

I sagen – som vedrørte et afslag på aktindsigt i oplysninger om gennemførte hastighedskontroller – udtalte jeg bl.a., at det var min opfattelse, at myndighedernes vurdering af, at det var nødvendigt at undtage oplysninger om, hvor fotovognene havde været placeret, ikke var tilstrækkeligt begrundet.

Jeg lagde bl.a. vægt på, at offentliggørelse af sådanne oplysninger adskilte sig fra situationen om offentliggørelse på forhånd, ved at man – selv om man fik en viden om, at fotovognene muligvis ville blive placeret samme sted fremadrettet – ikke fik en fuldstændig viden.

På det foreliggende grundlag mente jeg derfor ikke, at politikredsen og Rigspolitiet kunne undtage oplysningerne fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 33, nr. 1.

Jeg finder ikke, at oplysninger om tidligere placering af fotovogne umiddelbart er sammenlignelige med oplysninger om politiets brug af ressourcer ved en konkret fodboldkamp.

I sagen FOB 2015-47 havde myndighederne endvidere ikke nærmere forklaret, hvorfor mulighederne for forebyggelse og efterforskning ville blive forringet.

Jeg henviste i den forbindelse til, at de hensyn, som myndighederne havde anført som begrundelse for undtagelsen, var af generel karakter, og at det efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 33, nr. 1, er en betingelse for at undtage oplysninger, at der ud fra en konkret vurdering er nærliggende fare for, at de pågældende interesser vil lide skade.

3.2.3.

Rigspolitiet har bemærket, at det er fast praksis, at der ikke oplyses om omfanget af politiressourcer i forbindelse med større politimæssige indsatser, og at dette bl.a. gælder i forhold til fodboldkampe.

Jeg finder i den forbindelse anledning til at bemærke, at det følger af formuleringen af offentlighedslovens § 33 (”nødvendigt”), at en anmodning om aktindsigt kun kan afslås efter bestemmelsen, hvis retten til at blive gjort bekendt med oplysninger i en sag eller et dokument efter et konkret skøn findes at burde vige for de nærmere opregnede væsentlige hensyn til offentlige og private interesser.

Det vil således ikke være tilstrækkeligt for at undtage oplysninger efter bestemmelsen, at der er tale om en fast praksis anlagt af myndighederne.

Der vil i alle tilfælde, hvor der anmodes om aktindsigt, skulle foretages en konkret vurdering af nødvendigheden af at undtage oplysningerne fra aktindsigt.

Jeg finder imidlertid som nævnt ikke, at jeg har grundlag for at tilsidesætte myndighedernes vurdering af, at det af sikkerhedsmæssige og forebyggende hensyn konkret har været nødvendigt at undtage de pågældende oplysninger om politiets brug af ressourcer ved den fodboldkamp, der blev spillet den 6. august 2017 mellem A og B.

Sammenfattende har jeg således ikke grundlag for at kritisere, at myndighederne med henvisning til offentlighedslovens § 33, nr. 1, har undtaget de oplysninger fra aktindsigt, som det ved få og enkle kommandoer var muligt at trække.

3.3.

Endelig har myndighederne meddelt dig afslag på aktindsigt i oplysninger om, hvad prioriteringen af fodboldkampen har betydet for det generelle politiarbejde.

Københavns Vestegns Politi har i den forbindelse anført, at politikredsen ikke er i besiddelse af dokumenter, analyser e.l., der vedrører spørgsmålet om, hvad prioriteringen af fodboldkampen har betydet for det generelle politiarbejde i politikredsen.

På baggrund af det anførte under pkt. 2 om, at der dels ikke gælder en pligt for myndighederne til at tilvejebringe eller udarbejde dokumenter, dels at offentligheden ikke kan kræve, at forvaltningsmyndighederne udarbejder egentlige alternative analyser eller beregninger på grundlag af de oplysninger, der allerede er lagret i myndighedernes databaser, kan jeg ikke kritisere, at myndighederne ikke har meddelt aktindsigt i oplysninger om, hvad prioriteringen af fodboldkampen har betydet for det generelle politiarbejde.

4.

Meroffentlighed

Offentlighedslovens § 14, stk. 1, om meroffentlighedsprincippet lyder således

”§ 14.

Det skal i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt overvejes, om der kan gives aktindsigt i dokumenter og oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af §§ 23-35.

Der kan gives aktindsigt i videre omfang, medmindre det vil være i strid med anden lovgivning, herunder regler om tavshedspligt og regler i lov om behandling af personoplysninger.

”

Det fremgår af myndighedernes afgørelser i sagen, at der blev foretaget en vurdering af, om der var grundlag for at meddele dig aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet.

Myndighederne fandt imidlertid, at de hensyn, der begrunder, at de nævnte oplysninger undtages fra aktindsigt, vejer tungere end hensynet til, at du som journalist får adgang til de pågældende oplysninger.

Myndighederne afslog derfor at meddele meraktindsigt i de nævnte oplysninger.

Jeg har ikke grundlag for at kritisere myndighedernes vurdering.

5.

Konklusion

Samlet set har jeg således ikke grundlag for at kritisere, at Københavns Vestegns Politi og Rigspolitiet meddelte dig afslag på aktindsigt i oplysningerne om politiets brug af ressourcer mv. i forbindelse med afvikling af en fodboldkamp som den, A og B spillede den 6. august 2017.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af din henvendelse.

Jeg henviser i øvrigt til mit brev af 22. februar 2018.

Det fremgår heraf, at jeg har besluttet ikke at indlede en undersøgelse i anledning af din klage over sagsbehandlingstiden.

Jeg har sendt en kopi af dette brev til Rigspolitiet og Københavns Vestegns Politi til orientering.

Sagsfremstilling

I en e-mail af 7. august 2017 anmodede du Københavns Vestegns Politi om aktindsigt på følgende måde

”Som journalist på (…) ønsker jeg aktindsigt i, hvilke ressourcer der bliver brugt på en fodboldkamp som hold A-hold B, der blev spillet 6. august 2017 på (A’s stadion).

Der ønskes indsigt i, hvilke økonomiske ressourcer, der bliver brugt på det, og hvor mange politifolk, der blev kaldt ind til at dække begivenheden.

Endvidere om det betyder overarbejde for eventuelle ekstra-indkaldte.

Endelig om hvad prioriteringen af fodboldkampen betyder for det generelle politiarbejde.

”

Den 18. august 2017 traf Københavns Vestegns Politi afgørelse i sagen.

Københavns Vestegns Politi anførte bl.a. følgende

”Afgørelse

Jeg kan ikke imødekomme Deres anmodning og må derfor meddele Dem afslag på aktindsigt.

Eftersom Deres anmodning vedrører den del af politiets opgaver som hører under forvaltningsvirksomhed, har jeg behandlet Deres anmodning efter reglerne om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen (offentlighedsloven), herunder bestemmelsen om dataudtræk i offentlighedslovens § 11, stk. 1.

I henhold til offentlighedslovens § 11, kan offentligheden forlange, at en forvaltningsmyndighed foretager og udleverer en sammenstilling af oplysninger i myndighedens databaser, som myndigheden ikke allerede har foretaget, hvis sammenstillingen kan foretages ved få og enkle kommandoer.

Udgangspunktet er således, at en sådan anmodning skal imødekommes, hvis det kan ske uden brug af væsentlige ressourcer.

Betingelsen om få og enkle kommandoer vil dog ikke være opfyldt, hvis sammenstillingen ikke kan foretages i løbet af kort tid.

Det er ikke muligt for Københavns Vestegns Politi ved få og enkle kommandoer at udtrække en samlet opgørelse af de økonomiske ressourcer anvendt på en fodboldkamp, som den afholdt søndag den 6. august 2017.

Jeg henviser i den forbindelse til Justitsministeriets besvarelse af folketingsspørgsmål 665 (Alm del) fra Folketingets Retsudvalg af 11. juli 2012.

I besvarelsen af dette spørgsmål har Rigspolitiet redegjort for en række generelle forhold, der gør sig gældende for så vidt angår politiets ressourceforbrug, herunder hvorfor en egentlig opgørelse af ressourcer anvendt pr. kamp ikke er mulig (besvarelsen er vedlagt i kopi).

De har endvidere anmodet om aktindsigt i antallet af politifolk, som bliver anvendt til at dække begivenheden.

Det er muligt via datatræk fra Københavns Vestegns Politis interne database, som anvendes i forbindelse med planlægning af personaleforbrug ved fodboldkampe, at trække oplysninger om det planlagte antal personaler som forventedes at være på vagt under den pågældende fodboldkamp.

Dataudtrækket vil således alene afspejle det forventede forbrug af mandskab, som vil være indkaldt til vagter af varierende længder.

Dataudtrækket vil ikke tage højde for eksempelvis sygdom, overarbejde eller indkaldelse af yderligere mandskab under begivenheden.

Ligeledes vil det ikke være muligt at definere i hvilket omfang Københavns Vestegns Politi måtte have modtaget assistance fra andre politikredse i forbindelse med kampenes afvikling.

På den baggrund er det ikke muligt at oplyse det konkrete antal timer anvendt på afvikling af fodboldkampen den 6. august 2017.

Jeg har endvidere besluttet at undtage oplysningerne om opgørelsen af hvor mange polititjenestemænd Københavns Vestegns Politi har planlagt at benytte i forbindelse med afviklingen af denne fodboldkamp.

Det følger af offentlighedslovens § 33, nr. 1, at retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning.

Københavns Vestegns Politi udleverer af polititaktiske årsager normalt ikke oplysninger om strategier, metoder, mål og midler samt personaleforbrug/ressourceanvendelse i forbindelse med konkrete politiindsatser.

Det er Københavns Vestegns Politis opfattelse, at det som udgangspunkt ikke bør komme til offentlighedens kendskab, hvor mange ressourcer, der konkret anvendes til håndtering af enkeltstående politiindsatser.

Personer eller grupper, der måtte påtænke at udføre handlinger med henblik på forstyrrelse af den fredelige afvikling af arrangementet, vil således få øgede muligheder for at planlægge sådanne handlinger i relation til fremgangsmåde og/eller dimensionering af aktionen, hvis politiets ressourceanvendelse for den konkrete politiindsats bliver kendt.

På den baggrund er oplysningerne om antal planlagte personaler på vagt i forbindelse med fodboldkampen den 6. august 2017 undtaget fra min afgørelse om aktindsigt.

”

Du klagede den 18. august 2017 til Københavns Vestegns Politi over afgørelsen, idet du anførte, at du mente, ”at det i væsentlig grad er i offentlighedens interesse at få svar på, hvorvidt disse fodboldkampe tager en væsentlig del af politiets arbejde, og at man derfor kan have en offentlig debat om, hvorvidt diverse fodboldklubber i højere grad må have støtte af private vagtværn”.

Du henviste samtidig til meroffentlighed.

Københavns Vestegns Politi traf samme dag en supplerende afgørelse i sagen.

Københavns Vestegns Politi anførte i den forbindelse bl.a. følgende

”Supplerende vedrørende afgørelse om aktindsigt

Jeg meddelte Dem ved brev af 18. august 2017 afslag på aktindsigt.

Jeg har endvidere vurderet Deres adgang til at modtage aktindsigt efter reglen om meroffentlighed i henhold til offentlighedslovens § 14, stk. 1.

Begrundelsen herfor er en afvejning af på den ene side de hensyn, der gør sig gældende i henhold til offentlighedslovens § 33, nr. 1, og på den anden side Deres berettigede interesse i at få adgang til oplysninger.

Jeg har ved afgørelsen lagt vægt på, at hensynet til politiets hemmeligholdelse af de konkrete tal, herunder hensynet til politiets mulighed for at forebygge, efterforske og forfølge lovovertrædelser uden derved at afsløre metoder og omfang heraf, vejer tungere end hensynet til Dem.

Jeg finder på den baggrund heller ikke grundlag for at meddele Dem aktindsigt efter reglerne om meroffentlighed.

Jeg bemærker afslutningsvis at det er ubestridt at politiet anvender et stort antal ressourcer i forbindelse med afviklingen af højrisiko kampe, så som kampen spillet søndag den 6. august 2017 på (A’s stadion).

Jeg har i dag endvidere modtaget Deres klage over min afgørelse.

Deres klage vil sammen med sagens akter og nærværende afgørelse blive videresendt til Rigspolitiet.

”

Den 7. september 2017 traf Rigspolitiet afgørelse i sagen.

Rigspolitiet anførte i den bl.a. følgende

”Afgørelse

Rigspolitiet er delvist enig i politikredsens afgørelse af 18. august 2017.

Det betyder, at du ikke kan få aktindsigt i oplysninger om, hvor mange polititjenestemænd politikredsen havde planlagt at benytte til fodboldkampen mellem A og B, der blev spillet den 6. august 2017.

Rigspolitiet har i dag hjemvist sagen til fornyet sagsbehandling hos Københavns Vestegns Politi med henblik på, at politikredsen træffer en ny afgørelse for så vidt angår den del af din anmodning, der vedrører en samlet opgørelse af de økonomiske ressourcer, der anvendes på en fodboldkamp som den, der blev afholdt den 6. august 2017 og antallet af politifolk, der blev anvendt til at dække begivenheden den 6. august 2017.

Begrundelse

1.

Anmodning om aktindsigt i oplysninger om, hvor mange polititjenestemænd Københavns Vestegns Politi havde planlagt at benytte til fodboldkampen mellem A og B, der blev spillet den 6. august 2017.

Rigspolitiet kan henholde sig til Københavns Vestegns Politis begrundelse i afgørelsen af 18. august 2017.

2.

Anmodning om aktindsigt i oplysninger om en samlet opgørelse af de økonomiske ressourcer, der anvendes på en fodboldkamp som den, der blev afholdt den 6. august 2017 og antallet af politifolk, der blev anvendt til at dække begivenheden den 6. august 2017.

Rigspolitiet finder, at politikredsen skal træffe en ny afgørelse i første instans.

Rigspolitiet finder således, at politikredsens begrundelse for afgørelsen af 18. august 2017 ikke lever op til kravene i forvaltningslovens §§ 22 og 24 om en begrundelses indhold.

Det skyldes, at politikredsen ikke har taget konkret stilling til, på hvilket grundlag politikredsen har afslået at imødekomme anmodningen om aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 11 om dataudtræk.

”

Københavns Vestegns Politi traf herefter den 9. november 2017 en ny afgørelse i sagen.

Københavns Vestegns Politi anførte bl.a. følgende

”Afgørelse vedrørende en samlet opgørelse af økonomiske ressourcer anvendt på en fodboldkamp

Som anført i min afgørelse af 18. august 2017 finder jeg, at Deres anmodning om aktindsigt i de anvendte ressourcer skal afgøres i medfør af offentlighedslovens § 11.

I henhold til offentlighedslovens § 11, kan offentligheden forlange, at en forvaltningsmyndighed foretager og udleverer en sammenstilling af oplysninger i myndighedens databaser, som myndigheden ikke allerede har foretaget, hvis sammenstillingen kan foretages ved få og enkle kommandoer.

Udgangspunktet er således, at en sådan anmodning skal imødekommes, hvis det kan ske uden brug af væsentlige ressourcer.

Københavns Vestegns Politi har imidlertid hverken en eller flere databaser, hvori oplysninger om de anvendte økonomiske ressourcer kan udtrækkes.

Det er på den baggrund ikke muligt at meddele Dem aktindsigt i en opgørelse af de anvendte økonomiske ressourcer.

Københavns Vestegns Politi har dog et tidsregistreringssystem til rådighed, hvorfra vil kunne trækkes antallet af registrerede timer for de personer, som gjorde tjeneste søndag den 6. august 2017 i tidsrummet omkring fodboldkampen.

Jeg har imidlertid besluttet at undtage oplysningerne om opgørelsen af, hvor mange polititjenestemænd der har registreret tjeneste i forbindelse med afviklingen af fodboldkampen den 6. august 2017.

Det følger af offentlighedslovens § 33, nr. 1, at retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning.

Københavns Vestegns Politi udleverer af polititaktiske årsager normalt ikke oplysninger om strategier, metoder, mål og midler samt personaleforbrug/ressourceanvendelse i forbindelse med konkrete politiindsatser.

Det er Københavns Vestegns Politis opfattelse, at det som udgangspunkt ikke bør komme til offentlighedens kendskab, hvor mange ressourcer, der konkret anvendes til håndtering af enkeltstående politiindsatser.

Personer eller grupper, der måtte påtænke at udføre handlinger med henblik på forstyrrelse af den fredelige afvikling af arrangementet, vil således få øgede muligheder for at planlægge sådanne handlinger i relation til fremgangsmåde og/eller dimensionering af aktionen, hvis politiets ressourceanvendelse for den konkrete politiindsats bliver kendt.

På den baggrund er oplysningerne om antal planlagte personaler på vagt i forbindelse med fodboldkampen den 6. august 2017 undtaget fra min afgørelse om aktindsigt.

Jeg har endvidere vurderet Deres adgang til at modtage aktindsigt efter reglen om meroffentlighed i henhold til offentlighedslovens § 14, stk. 1.

Begrundelsen herfor er en afvejning af på den ene side de hensyn, der gør sig gældende i henhold til offentlighedslovens § 33, nr. 1, og på den anden side Deres berettigede interesse i at få adgang til oplysninger.

Jeg har ved afgørelsen lagt vægt på, at hensynet til politiets hemmeligholdelse af de konkrete tal, herunder hensynet til politiets mulighed for at forebygge, efterforske og forfølge lovovertrædelser uden derved at afsløre metoder og omfang heraf, vejer tungere end hensynet til Dem.

Jeg finder på den baggrund heller ikke grundlag for at meddele Dem aktindsigt i oplysningerne efter reglerne om meroffentlighed.

Det skal endvidere bemærkes, at Københavns Vestegns Politi kan foretage et datatræk i en intern database, hvorfra oplysninger om det planlagte antal personaler, som forventedes at være på vagt under den pågældende fodboldkamp, kan udtages.

Oplysningerne trukket fra denne database har jeg imidlertid i medfør af offentlighedslovens § 33, nr. 1 undtaget fra aktindsigten, ligesom jeg ikke har fundet grundlag for at meddele aktindsigt efter reglerne om meroffentlighed, som anført i mine afgørelser af 18. august 2017.

Opmærksomheden henledes endvidere på Rigspolitiets redegørelse til Justitsministeriet gengivet i besvarelse af folketingsspørgsmål 665 (alm del) fra Folketingets Retsudvalg af 11. juli 2012 hvor af fremgår, at der indgår mange parametre til vurdering og opgørelse af politiets ressourceanvendelse.

Som det fremgår af besvarelsen yder politiet forskellige indsatser både i forløbet op til en kamp (planlægningsfasen), under kampen (afviklingen) og efter kampen (efterspillet).

I planlægningsfasen anvendes flere ressourcer på

Denne planlægning sker i overensstemmelse med den nationale håndbog udarbejdet af Rigspolitiet for den politimæssige indsats i forbindelse med fodboldkampe (fodboldhåndbogen).

I denne planlægningsfase anvender forskellige afdelinger lokalt i politikredsen således ressourcer på fodboldkampen.

Det kan endvidere også være centrale afdelinger i Rigspolitiet, som bistår med assistance.

Under afviklingen af en fodboldkamp er indkaldt personale til forskellige bevogtnings- og patruljeringsopgaver i og uden for stadion, herunder ledsages risikofans ofte til og fra stadion.

I forbindelse med nogle fodboldkampes afvikling eskorteres fangrupperingerne tillige under rejse med DSB.

Afhængigt af fodboldkampens karakter anvendes og anskaffes politimateriel i form af mandskabsvogne, hjelme, skjold mv. En del af dette materiel vil efter afviklingen skulle repareres eller udskiftes alt afhængigt af brugens omfang.

Hertil kommer at der i forbindelse med afviklingen vil være udgifter til forplejning og lignende, som også afholdes af politikredsen.

Der foregår endvidere en politimæssig indsats efter afviklingen af en fodboldkamp (efterspillet) med bl.a. sagsbehandling vedrørende mulige karantænesager, herunder opdatering i fodbolddatabasen og efterforskning af eventuelle strafbare forhold begået i forbindelse med kampens afvikling f.eks. vold mod kontrollører eller polititjenestemænd.

Oftest vil ressourcerne anvendt i planlægningsfasen og under efterspillet være vanskelige at opgøre, idet der ikke umiddelbart foretages tidsregistrering eller anden elektronisk registrering til at opgøre antallet af timer eller årsværk anvendt på disse områder i relation til den enkelte fodboldkamp.

Herudover bemærkes, at tidspunktet for kampens afholdelse f.eks. en almindelig hverdags aften contra en søndag eller en helligdag i øvrigt har betydning for hvad de personalemæssige ressourcer anvendt under kampens afvikling koster (f.eks. helligdagstillæg og lignende),

Som Rigspolitiet gør opmærksom på ved besvarelsen af folketingsspørgsmål nr. 665 vil anvendelsen af disse ressourcer skulle indgå i opgørelsen for at give en retvisende opgørelse af den politimæssige indsats i forbindelse med fodboldkampe.

Det er herefter Københavns Vestegns Politis opfattelse at for at kunne besvare Deres anmodning om aktindsigt i en samlet opgørelse af de økonomiske ressourcer anvendt på en fodboldkamp, vil samtlige anvendte ressourcer på alle tre faser skulle medtages i en sådan opgørelse, herunder også de ressourcer som måtte være anvendt på indkøb og vedligehold af materiel samt lønudgifterne til den personalemæssige ressource anvendt i forbindelse med kampen.

”

Den 10. november 2017 klagede du til Københavns Vestegns Politi over politikredsens nye afgørelse, idet du bl.a. anførte, at det ”naturligvis [er] i offentlighedens interesse at få indsigt i, hvor mange ressourcer det koster samfundet, at politiet er massivt tilstede ved fodboldkampe, og hvad det betyder for prioriteringen af politiets arbejde”.

Umiddelbart herefter sendte Københavns Vestegns Politi dig en e-mail, hvoraf det fremgik, at din klage ville blive fremsendt til Rigspolitiet, og at politikredsen skulle beklage den lange sagsbehandlingstid.

Den 7. december 2017 traf Rigspolitiet afgørelse i sagen.

Rigspolitiet anførte bl.a. følgende

” Afgørelse

Rigspolitiet er enig i politikredsens afgørelse af 9. november 2017.

Det betyder, at du ikke kan få aktindsigt i oplysninger om en samlet opgørelse af de økonomiske ressourcer, der bliver brugt på en fodboldkamp, som den A og B spillede den 6. august 2017, samt hvor mange politifolk der bliver kaldt ind til at dække begivenheden.

Begrundelse

Rigspolitiet kan henholde sig til politikredsens begrundelse i afgørelsen af 9. november 2017.

Sagsbehandlingstid

Rigspolitiet er enig med Københavns Politi i, at politikredsen burde have besvaret din anmodning om aktindsigt inden for den frist, der er fastsat i offentlighedslovens § 36, stk. 2.

Rigspolitiet har noteret sig, at politikredsen i deres brev til Rigspolitiet af 10. november 2017 har oplyst, at politikredsen beklager den lange sagsbehandlingstid, og at politikredsen har meddelt dette til dig.

”

Den 7. december 2017 – og ved efterfølgende henvendelser af 10. januar 2018 – klagede du til mig over afslaget på aktindsigt og over Københavns Vestegns Politis sagsbehandlingstid.

I en telefonsamtale med en af mine medarbejdere den 10. januar 2018 gjorde du endvidere opmærksom på, at du ikke havde fået svar på din anmodning om aktindsigt i betydningen af prioriteringen af fodboldkampen for det øvrige politiarbejde.

Den 22. februar 2018 videresendte jeg dine henvendelser til Rigspolitiet, da jeg mente, at Rigspolitiet burde have mulighed for at tage stilling til det, som du havde anført over for mig, samt uddybe begrundelsen i forhold til offentlighedslovens § 33, nr. 1.

Jeg meddelte samtidig, at jeg havde besluttet ikke at indlede en undersøgelse i anledning af din klage over sagsbehandlingstiden, idet jeg bl.a. lagde vægt på, at Københavns Vestegns Politi havde beklaget den lange sagsbehandlingstid over for dig.

Rigspolitiet valgte herefter at genoptage sagen og traf den 11. april 2018 en ny afgørelse.

Rigspolitiet anførte i den forbindelse bl.a. følgende

” Folketingets Ombudsmand har oversendt sagen til Rigspolitiet med henblik på, at Rigspolitiet

1.

Tager stilling til, hvad det betyder for det generelle politiarbejde, at politikredsen prioriterer at bruge ressourcer på fodboldkampen, herunder om politikredsen er i besiddelse af dokumenter eller oplysninger vedrørende dette.

2.

Uddyber sin begrundelse for afslaget efter offentlighedslovens § 33, nr. 1, vedrørende anmodningen om aktindsigt i oplysningerne om antallet af indkaldte politifolk og eventuelt overarbejde for de eventuelt ekstra indkaldte.

3.

Uddyber sin begrundelse for afslaget på aktindsigt i de økonomiske ressourcer, for så vidt angår omkostningerne ved indkaldelsen af politifolk til fodboldkampen.

Rigspolitiet har på den baggrund genoptaget sagen og har foretaget en ny vurdering.

Rigspolitiet har til brug for vurderingen af sagen indhentet en udtalelse fra politikredsen.

Kopi af politikredsens udtalelse af 15. marts 2018 er vedlagt som bilag.

Afgørelse

Rigspolitiet meddeler dig afslag på din anmodning om aktindsigt i oplysninger om, hvad prioriteringen af fodboldkampen betyder for det generelle politiarbejde.

Rigspolitiet er fortsat enig i politikredsens afgørelser af henholdsvis den 18. august 2017 og 9. november 2017.

Det betyder, at du fortsat ikke kan få aktindsigt i oplysninger om en samlet opgørelse af de økonomiske ressourcer, der bliver brugt på en fodboldkamp, som den A og B spillede den 6. august 2017, for så vidt angår omkostningerne ved indkaldelsen af politifolk til fodboldkampen, samt hvor mange politifolk der bliver kaldt ind til at dække begivenheden, herunder om det betyder overarbejde for de eventuelt ekstra indkaldte.

Begrundelse

1.

Din anmodning om aktindsigt i oplysninger om, hvad prioriteringen af fodboldkampen betyder for det generelle politiarbejde.

Rigspolitiet finder ikke, at din anmodning om aktindsigt er omfattet af offentlighedslovens § 7, stk. 1, som er hovedreglen om retten til aktindsigt i dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed som led i den administrative sagsbehandling, idet politiet ikke er i besiddelse af allerede eksisterende dokumenter indeholdende de oplysninger, som du anmoder om aktindsigt i.

Rigspolitiet har lagt vægt på, at de oplysninger, som du har anmodet om, ikke foreligger i tilgængelig form.

Oplysningerne vil alene blive tilgængelige, hvis der sker en sammenstilling af oplysninger i politikredsens databaser.

Rigspolitiet finder således i lighed med politikredsen, at din anmodning om aktindsigt skal behandles efter offentlighedslovens § 11, stk. 1, om dataudtræk.

Rigspolitiet har lagt vægt på, at politikredsen har forsøgt at fremsøge dokumenter, analyser eller oplysninger om, hvad prioriteringen af fodboldkampen betyder for det generelle politiarbejde, men at politikredsen imidlertid ikke i besiddelse af dokumenter, analyser eller oplysninger, der vedrører spørgsmålet om, hvad prioriteringen af fodboldkampen betyder for det generelle politiarbejde.

Rigspolitiet skal i øvrigt bemærke, at det er politiets opgave at virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet, hvilket skal ske gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed, jf. politilovens § 1.

Dette gælder også ved fodboldkampe, hvor der vurderes at være et behov for politiets tilstedeværelse.

Politiets tilstedeværelse ved en fodboldkamp, som den der blev spillet den 6. august 2017, er således en almindelig del af politiets opgavevaretagelse.

Endvidere er det en begivenhed, som politiet prioriterer og planlægger sine ressourcer til, blandt andet på grund af fodboldkampens karakter og omstændighederne omkring kampen.

Det samme gør sig gældende ved andre begivenheder og opgaver i politiet.

2.

Uddybning af begrundelse for afslaget efter offentlighedslovens § 33, nr. 1, på journalist C’s anmodning om aktindsigt i oplysningerne om antallet af indkaldte politifolk og eventuelt overarbejde for de eventuelt ekstra indkaldte.

Politikredsen anvender en database i forbindelse med planlægning af personaleforbrug ved fodboldkampe.

Fra denne database kan man ved få og enkle kommandoer trække oplysninger om, hvor meget personale der var planlagt til at være på vagt under fodboldkampen den 6. august 2017.

Politikredsen anvender endvidere et tidsregistreringssystem, hvorfra der ved få og enkle kommandoer kan trækkes oplysninger om antallet af registrerede timer for de personer, som gjorde tjeneste søndag den 6. august 2017 i tidsrummet omkring fodboldkampen.

Rigspolitiet har i lighed med politikredsen imidlertid besluttet at undtage oplysningerne om antallet af indkaldte politifolk til fodboldkampen og om det eventuelt medførte overarbejde for de eventuelt ekstra indkaldte.

Det følger af offentlighedslovens § 33, nr. 1, at retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende til beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning.

Rigspolitiet finder, at oplysninger om antallet af indkaldte politifolk til fodboldkampen og om det eventuelt medførte overarbejde for de eventuelt ekstra indkaldte ikke bør komme offentligheden til kendskab.

Rigspolitiet har lagt vægt på, at personer eller grupper, som måtte påtænke at udføre handlinger med henblik på at forstyrre en fredelig afvikling af en fodboldkamp, således vil få øgede muligheder for at planlægge sådanne handlinger i relation til fremgangsmåde og/eller dimensionering af handlingen.

Rigspolitiet har endvidere lagt vægt på, at politiet blandt andet har til opgave at forebygge, at der ikke foretages lovovertrædelser og/eller at begrænse omfanget af eventuelle lovovertrædelser.

Denne opgave sikrer politiet ved at planlægge og koordinere sikkerheden ved større arrangementer med mange mennesker.

I den forbindelse er det væsentligt og nødvendigt, at udenforstående personer ikke får kendskab til politiets sikkerhedsoperationer eller tidligere sikkerhedsoperationer fra lignende arrangementer.

Det gælder både med hensyn til politiets operationsplaner ved sådanne arrangementer, men i høj grad også med politiets ressourceanvendelse, da antallet af politifolk ved sådanne politiindsatser er afgørende for politiets håndtering af sikkerheden og hensynet til forebyggelse.

Det er således politikredsens og Rigspolitiets vurdering, at det ikke kan udelukkes, at fodboldkampe som den, der blev spillet den 6. august 2017 mellem A og B, kan være mål for en strafbar handling fra fans eller endnu mere alvorligere angreb fra andre personer, idet flere af de større fodboldkampe er kendetegnet ved, at der er mange personer til stede på et forholdsvist lille geografisk område, ligesom der er adgang for offentligheden.

Desuden er flere af særligt de større fodboldkampe kendetegnet ved, at der også er organiseret grupper (fans) til steder med en til tider voldelig adfærd.

Det er Rigspolitiets opfattelse, at lovovertrædere nemmere vil kunne planlægge deres forbrydelse samt eventuelt overmande politiet, såfremt de er bekendt med oplysninger om antallet af indkaldte politifolk og eventuelt overarbejde for de eventuelt ekstra indkaldte.

Af hensyn til politiets mulighed for at skabe sikkerhed og forebygge lovovertrædelser ved fremtidige fodboldkampe og/eller lignende større arrangementer, har Rigspolitiet derfor ikke givet aktindsigt i oplysningerne om antallet af indkaldte politiet og eventuelt overarbejde for de eventuelt ekstra indkaldte ved den pågældende fodboldkamp, idet Rigspolitiet finder, at der er nærliggende fare for, at forebyggelseshensynet ved lignende arrangementer vil kunne lide betydelig skade, hvis der gives aktindsigt.

Rigspolitiet finder på baggrund af ovenstående heller ikke grundlag for at meddele dig aktindsigt i oplysningerne om antallet af indkaldte politiet og eventuelt overarbejde for de eventuelt ekstra indkaldte ved den pågældende fodboldkamp efter reglerne om meroffentlighed, jf. offentlighedslovens § 14. stk. 1.

Rigspolitiet har lagt vægt på, at ovenstående hensyn vejer tungere end hensynet til dig.

3.

Uddybning af begrundelse for afslaget på aktindsigt i de økonomiske ressourcer, for så vidt angår omkostningerne ved indkaldelsen of politifolk til fodboldkampen.

Som anført ovenstående anvender politikredsen en database, hvorfra det er muligt at trække oplysninger om det planlagte antal politifolk, som politikredsen havde planlagt og forventet var på vagt under fodboldkampen, ligesom politikredsen anvender et tidsregistreringssystem, hvorfra der kan trækkes oplysninger om antallet af registrerede timer for de personer, som gjorde tjeneste søndag den 6. august 2017 i tidsrummet omkring fodboldkampen.

Det er således muligt at indhente oplysninger om det planlagte antal politikfolk, som politikredsen havde planlagt og forventet at være på vagt under fodboldkampen.

Rigspolitiet finder i lighed med politikredsen, at oplysningerne om de økonomiske ressourcer, for så vidt angår omkostningerne ved indkaldelsen af politifolk til fodboldkampen skal undtages efter reglerne i offentlighedslovens § 33, nr. 1.

Rigspolitiet har lagt vægt på, at eventuelle lovovertrædere med kendskab til disse oplysninger således vil have mulighed for at omregne, hvor mange politifolk som politikredsen cirka havde planlagt skulle være tilstede ved fodboldkampen.

Dette vil efter Rigspolitiets opfattelse være muligt, selv om lønniveauet er forskellig for politifolkene, og at de havde vagter af varierende længde, idet man ved brug af et gennemsnitligt lønniveau og en gennemsnitlig vagtlængde vil kunne beregne antallet af de politifolk, der var planlagt til brug for foldboldkampen forholdsvist nøjagtigt.

Rigspolitiet skal i øvrigt henvise til forebyggelseshensynet, som er beskrevet i denne afgørelses punkt 2.

Rigspolitiet skal endvidere henvise til politikredsens afgørelser af 18. august 2017 og 9. november 2017.

Endelig finder Rigspolitiet ikke, at der er grundlag for at meddele dig aktindsigt i de økonomiske ressourcer, for så vidt angår omkostningerne ved indkaldelsen af politifolk til fodboldkampen efter reglerne om meroffentlighed, jf. offentlighedslovens § 14. stk. 1.

Rigspolitiet har lagt vægt på, at ovenstående hensyn vejer tungere end hensynet til dig.

”

Københavns Vestegns Politi har i udtalelsen af 15. marts 2018, som var vedlagt Rigspolitiets afgørelse, bl.a. anført følgende

” Rigspolitiet har anmodet om at få oplyst følgende

1.

Hvorvidt der er dokumenter eller oplysninger, som vedrører spørgsmålet om, hvad prioriteringen af fodboldkampen betyder for det generelle politiarbejde.

2.

En uddybning af begrundelsen for afslaget på aktindsigt i oplysningerne om antallet af indkaldte politifolk og eventuelt overarbejde for de eventuelt ekstra indkaldte efter offentlighedslovens § 33, nr. 1.

3.

En uddybning af begrundelsen for afslaget på aktindsigt i de økonomiske ressourcer, for så vidt angår omkostningerne ved indkaldelsen af politifolk til fodboldkampen den 6. august 2017.

Ad 1.

Det kan oplyses, at politikredsen ikke er i besiddelse af dokumenter, analyser eller lignende, der vedrører spørgsmålet om, hvad prioriteringen af fodboldkampen den 6. august 2017 har betydet for det generelle politiarbejde i kredsen.

Det skal hertil bemærkes, at det er politiets opgave at virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet, hvilket skal ske gennem forebyggende, hjælpende og håndhævende virksomhed, jf. politilovens § 1.

Dette gælder også ved fodboldkampe, hvor der vurderes at være et behov for politiets tilstedeværelse.

Det er således en almindelig del af politiets opgavevaretagelse at være til stede ved en fodboldkamp, som den der blev spillet den 6. august 2017.

Endvidere er det en begivenhed, som politikredsen prioriterer og planlægger sine ressourcer til, bl.a. på baggrund af kampens karakter og omstændighederne omkring kampen.

Det samme gælder ved andre begivenheder og opgaver i politikredsen.

Der er således ikke tale om en pludselig opstået begivenhed, og der har ikke været et behov for at vurdere eller dokumentere, hvad prioriteringen omkring fodboldkampen har betydet for politiets andre opgaver.

Ad 2.

I relation til afslaget på aktindsigt i oplysninger om antallet af indkaldte politifolk og eventuelt overarbejde for de eventuelt ekstra indkaldte efter offentlighedslovens § 33, nr. 1, kan det oplyses, at kredsen vurderer, at hensynet til at forebygge lovovertrædelser vejer tungere end hensynet til at give aktindsigt i de pågældende oplysninger.

Det er politikredsens opfattelse, at det som udgangspunkt ikke bør komme til offentlighedens kendskab, hvor mange ressourcer, der konkret anvendes til håndteringen af enkeltstående politiindsatser.

Det skyldes, at personer eller grupper, som måtte påtænke at udføre handlinger med henblik på at forstyrre en fredelige afvikling af et arrangement, vil få øgede muligheder for at planlægge sådanne handlinger i relation til fremgangsmåde og/eller dimensionering af handlingen.

Politiet har bl.a. til opgave at forebygge, at der ikke foretages lovovertrædelser, og/eller at begrænse omfanget af eventuelle lovovertrædelser.

Denne opgave sikrer politiet ved at planlægge og koordinere sikkerheden ved større arrangementer med mange mennesker.

I den forbindelse er det væsentligt og nødvendigt, at personer ikke får kendskab til politiets sikkerhedsoperationer eller tidligere sikkerhedsoperationer fra lignende arrangementer.

Det gælder både med hensyn til politiets operationsplaner ved sådanne arrangementer, men i høj grad også med hensyn til politiets ressourceanvendelse, da antallet af politifolk ved sådanne politiindsatser er afgørende for politiets håndtering af sikkerheden og hensynet til forebyggelse.

Det kan ikke udelukkes, at et arrangement som fodboldkampen mellem A og B den 6. august 2017 eller en lignende fremtidig fodboldkamp, kan være mål for en strafbar handling fra fans eller endnu mere alvorlige angreb fra helt andre personer, idet flere af de større fodboldkampe jo er kendetegnet ved, at der er mange personer til stede på et forholdsvist lille geografisk område, ligesom der er adgang for offentligheden.

Desuden er flere af særligt de større fodboldkampe kendetegnet ved, at der også er organiserede grupper (fans) til stede med en til tider voldelig adfærd.

Af hensyn til politiets mulighed for at skabe sikkerhed og forebygge lovovertrædelser ved fremtidige fodboldkampe og/eller lignende større arrangementer, har kredsen derfor ikke givet aktindsigt i antallet af indkaldte politifolk og eventuelt overarbejde for de eventuelt ekstra indkaldte ved den pågældende fodboldkamp, idet der er nærliggende fare for, at forebyggelseshensynet ved lignende arrangementer vil kunne lide betydelig skade, hvis der gives aktindsigt.

Ad 3.

Omkring kredsens afslag på aktindsigt i de økonomiske ressourcer, for så vidt angår omkostningerne ved indkaldelsen af politifolk til fodboldkampen den 6. august 2017, har jeg forstået henvendelsen således, at man ønsker uddybet, hvorfor der er givet afslag på at oplyse, hvad det kostede kredsen i samlet arbejdsløn til de indkaldte politifolk til den pågældende fodboldkamp.

Hertil kan det nævnes, at det er muligt at trække oplysninger om det planlagte antal politifolk, som kredsen planlagde og forventede var på vagt under fodboldkampen.

Tallet ville dog alene afspejle det forventede forbrug af politimandskab, som vil være indkaldt til vagter af varierende længde.

I tallet ville der ikke være taget højde for eksempelvis sygdom, overarbejde eller indkaldelse af yderligere mandskab i forbindelse med begivenheden.

Derudover vil det ikke være muligt at trække oplysninger på, i hvilket omfang politifolk fra andre kredse assisterede ved kampen.

På den baggrund er det derfor ikke muligt at oplyse det korrekte antal politifolk eller timer, som blev anvendt på kampen.

Der er imidlertid givet afslag på at oplyse, hvad kredsens omkostninger var til det indkaldte og forventede antal politifolk til fodboldkampen efter offentlighedslovens § 33, nr. 1, ud fra de samme hensyn som nævnt under punkt 2 (forebyggelseshensynet), idet det er kredsens opfattelse, at det med aktindsigt i oplysningerne om kredsens omkostninger til det indkaldte politipersonale (arbejdslønnen) vil være muligt at omregne, hvor mange politifolk som kredsen cirka havde planlagt skulle være tilstede ved kampen.

Efter kredsens vurdering vil det også være tilfældet, selv om man gør gældende at lønniveauet er forskelligt for politifolkene, og at de havde vagter af varierende længde, idet man ved brug af et gennemsnitligt lønniveau og en gennemsnitlig vagtlængde ville kunne beregne antallet af politifolk planlagt til kampen forholdsvist nøjagtigt.

I øvrigt skal jeg henvise til kredsens bemærkninger i afgørelserne af 18. august 2017 og 9. november 2017.

”

Den 29. april 2018 klagede du til mig over Rigspolitiets afgørelse af 11. april 2018.

Du anførte bl.a., at ”det er helt afgørende for et samfund, at det også er muligt at tjekke, hvordan politiet forvalter opgaverne.

Desuden hvad det betyder for et samfund, når private aktører står bag begivenheder, som igen og igen trækker på samfundets ressourcer.

Det er derfor i offentlighedens interesse at få indsigt i de efterspurgte oplysninger, så det er muligt på et oplyst grundlag at tage stilling til, om de nuværende prioriteringer er hensigtsmæssige, eller om der skal stilles andre krav til såvel politiets arbejde som forvaltningen af disse fodboldkampe”.

På baggrund af din klage bad jeg den 9. juli 2018 Rigspolitiet og Københavns Vestegns Politi om udtalelser om sagen.

I mit brev til Rigspolitiet skrev jeg bl.a. følgende

”Jeg beder om, at Rigspolitiet og Københavns Vestegns Politi i udtalelserne særligt forholder sig til det forhold, at Nordjyllands Politi efter anmodning fra Rigspolitiet ved justitsministerens besvarelse af 11. juli 2012 af spørgsmål nr. 665 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg har redegjort for antallet af anvendte polititjenestemandstimer og lønudgifter til den politimæssige indsats i forbindelse med fodboldkampen mellem hold D og hold B den 4. marts 2012 på (D’s stadion), sammenholdt med, at Rigspolitiet senest ved afgørelsen af 11. april 2018 i lighed med Københavns Vestegns Politi har fundet, at oplysninger af denne karakter i forbindelse med fodboldkampen den 6. august 2017 ikke bør komme offentligheden til kendskab.

”

Jeg bad samtidig om at modtage kopi af akterne i myndighedernes aktindsigtssager.

Jeg modtog den 27. august 2018 Københavns Vestegns Politis og Rigspolitiets udtalelser af henholdsvis 15. og 23. august 2018 med bilag.

Københavns Vestegns Politi har i sin udtalelse bl.a. anført følgende

”Som nævnt i politikredsens skrivelse af 15. marts 2018 har politiet bl.a. til opgave at forebygge, at der ikke foretages lovovertrædelser, og/eller begrænse omfanget af eventuelle lovovertrædelser.

Denne opgave varetager politiet bl.a. ved at planlægge og håndtere sikkerheden ved større arrangementer med mange mennesker og/eller ved særlige arrangementer, hvor politiets tilstedeværelse og en øget sikkerhed er påkrævet.

En væsentlig forudsætning for, at politiet kan planlægge og håndtere sikkerheden ved større og/eller særlige arrangementer er blandt andet, at offentligheden ikke får kendskab til politiets ressourceanvendelse ved sådanne arrangementer, herunder oplysninger om hvor mange polititjenestemænd som skal anvendes eller har været anvendt til et specifikt arrangement eller oplysninger om, hvor mange polititjenestemænd som typisk anvendes til lignende arrangementer.

Hvis det efter en konkret vurdering af et planlagt eller afholdt arrangement findes nødvendigt til beskyttelse af væsentlige sikkerhedsmæssige og forebyggende hensyn, giver politikredsen derfor ikke aktindsigt i politikredsens forventede eller anvendte ressourceforbrug med hjemmel i offentlighedslovens § 33, nr. 1.

Ved vurderingen heraf tillægges det bl.a. betydning, hvorvidt der er tale om et større og/eller særligt arrangement, hvor en øget sikkerhed og en særlig politiindsats er påkrævet.

Desuden har politiet de seneste år - og bl.a. på baggrund af terrorangrebet i København i 2015 - fået øget fokus på at planlægge og sikre større og/eller særlige begivenheder.

Det gælder særligt, hvor mange mennesker er forsamlet på et mindre geografisk område, som eksempelvis ved større fodboldkampe og koncerter.

Politiets mulighed for at håndtere sikkerheden ved eventuelle angreb vil helt generelt lide skade, såfremt offentligheden får kendskab til politiets ressourceanvendelse ved sådanne begivenheder.

Politikredsen er således heller ikke bekendt med, at der de seneste år er givet aktindsigt i politiets ressourceanvendelse ved andre større arrangementer i landet.

Det gælder - efter det for mig oplyste - således hverken Folkemødet på Bornholm eller til andre større fodboldkampe.

Omkring politiets anvendelse af ressourcer til konkrete fodboldkampe kan det oplyses, at ressourcerne fastlægges i den enkelte politikreds på baggrund af politiets generelle strategi på området, planlægningsfasen og den konkret udarbejdede risikovurdering.

I relation til fodboldkampene mellem A og B kan det oplyses, at der typisk er flere tilskuere til disse kampe end til mange andre kampe i superligaen, idet der er tale om lokalderbys som påkalder sig meget opmærksomhed, ligesom klubbernes tætte beliggenhed har betydning.

Endvidere er der til både A og B tilknyttet store officielle og uofficielle fangrupperinger, og det er erfaringen fra tidligere kampe mellem de to hold, at kampene ofte er forbundet med uroligheder, der også involverer organiserede grupper og fans - både op til kampene, under kampene og efter kampene.

Der anvendes derfor typisk et stort antal polititjenestemænd i forbindelse med håndteringen af sikkerheden ved kampene mellem de to klubber.

Antallet af polititjenestemænd planlægges bl.a. ud fra kredsens erfaring fra tidligere kampe mellem de to hold, ligesom der foretages en konkret vurdering af den enkelte kamps sikkerhedsmæssige aspekter på baggrund af relevante efterretninger mv.

Hvis offentligheden - og dermed også uromagerne ved disse kampe - får kendskab til politikredsens planlægning og ressourceanvendelse ved kampen mellem A og B den 6. august 2017, herunder antallet af polititjenestemænd, er det politikredsens vurdering, at det helt konkret vil gå ud over den sikkerhedsmæssige og forebyggende håndtering af fremtidige fodboldkampe mellem A og B, ligesom politiets mulighed for at forebygge lovovertrædelser ved lignende fodholdkampe og arrangementer vil lide betydelig skade.

På baggrund af en konkret vurdering af sikkerheden ved kampen mellem A og B den 6. august 2017, er det derfor politikredsens vurdering, at aktindsigten kan begrænses under væsentlige hensyn til politiets forebyggelse af lovovertrædelser, herunder særligt i relation til sikkerheden ved fremtidige kampe mellem klubberne samt lignende kampe og arrangementer, jf. offentlighedslovens § 33, nr. 1.

Politikredsen har ikke grundlag for at forholde sig til, hvorfor Nordjyllands Politi anlagde en anden vurdering i forbindelse med kampen mellem hold D og hold B den 4. marts 2012 på (D’s stadion).

Det er dog politikredsens umiddelbare opfattelse, at sikkerheden omkring kampen mellem D og B kan have haft et andet omfang ud fra en konkret vurdering af f.eks. kampens karakter, tilskuerantallet og betydningen af kampen for fangrupperingerne omkring klubberne, og at dette også kan have haft betydning for, hvorfor Nordjyllands Politi redegjorde for antallet af anvendte polititjenestemandstimer og lønudgifter ved netop den kamp.

Desuden er det politikredsens opfattelse, at politiets generelle fokus på håndteringen af sikkerheden ved større og/eller særlige arrangementer er et andet i dag end det var i 2012.

Politikredsen kan i øvrigt henholde sig til sine bemærkninger i skrivelserne til journalist C af 9. november 2017 og 18. august 2017 samt til sin skrivelse af 15. marts 2018 til Rigspolitiet.

Rigspolitiet har i sin udtalelse bl.a. anført følgende

”Rigspolitiet kan henholde sig til politikredsens udtalelse i sagen.

Rigspolitiet skal herudover bemærke, at det er fast praksis, at der ikke oplyses om omfanget af politiressourcer i forbindelse med større politimæssige indsatser, og at dette blandt andet gælder i forhold til fodboldkampe.

Politiets indsats i forbindelse med fodboldkampe er nærmere beskrevet i Rigspolitiets nationale håndbog for den politimæssige indsats i forbindelse med fodboldkampe (Fodboldhåndbogen).

I Fodboldhåndbogen fremgår besvarelse af 11. juli 2012 spørgsmål 665 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg som indeholder en nøje beskrivelse af den politimæssige indsats i forbindelse med fodboldkampe og hele planlægningsfasen i forhold til denne.

Det er ligeledes korrekt, at der i denne besvarelse tillige er oplyst, hvor mange polititjenestemandstimer og udgifter hertil, der blev anvendt i en konkret kamp i (…) i 2012.

Dette skal imidlertid betragtes som et enkeltstående tilfælde.

Baggrunden for, at der ikke ellers gives oplysninger om ressourceforbruget i forbindelse med konkrete politiindsatser er af polititaktiske og efterforskningsmæssige hensyn, herunder hensynet til den konkrete opgaveløsning og ikke mindst sikkerheden i forhold til det indsatte personale.

Dette er ligeledes begrundelsen for, at oplysninger om ressourceforbruget hverken gives forud for den politimæssige opgaveløsning eller efterfølgende, når den politimæssige indsats er afsluttet.

Politiet indsætter de ressourcer, der er nødvendige i forhold til den konkrete opgaveløsning, og vurderingen heraf foregår konkret på baggrund af blandt andet den planlægningsproces og de parametre, som der er redegjort for i besvarelsen af spørgsmål 665.

Særligt i forhold til fodboldkampe er det af betydning for den politimæssige indsats, at eventuelle uromagere ikke kan planlægge deres indsats ud fra viden om, nøjagtigt, hvor mange politiressourcer der er anvendt i forbindelse med tidligere kampe.

Dette skal begrundes i det aktuelle situationsbillede i forhold til de fodboldkampe, hvor politiet iværksætter en større indsats.

Herudover skal det anføres, at den generelle vurdering af terrortruslen mod Danmark og udviklingen i denne, herunder truslen mod polititjenestemænd betyder, at det er afgørende, at der udvises forsigtighed i forhold til at udlevere oplysninger om, hvor mange ressourcer der anvendes i forbindelse med konkrete politiindsatser.

Der vil i forbindelse med konkrete fodboldkampe kunne gives overordnede oplysninger om, at der f.

eks.

er anvendt betydelige eller omfattende ressourcer, men det er efter Rigspolitiets opfattelse helt afgørende, at politiet - i de situationer, hvor det skønnes nødvendigt - kan undlade at oplyse offentligheden om, nøjagtigt hvor mange ressourcer der er anvendt i en konkret politiindsats.

På samme måde ønsker politiet ikke at oplyse om antallet af timer mv. på en sådan måde, at disse tal vil kunne omregnes til, hvor mange politiressourcer der har været indsat.

Det er således Rigspolitiets samlede vurdering, at der fortsat ikke skal meddeles aktindsigt i blandt andet oplysninger om antallet af indkaldte politifolk og eventuelt overarbejde for de eventuelt ekstra indkaldte samt oplysninger om de økonomiske ressourcer, for så vidt angår omkostningerne ved indkaldelsen af politifolk ved den fodboldkamp, som A og B spillede den 6. august 2017.

”

Den 30. august 2018 sendte jeg dig en kopi af myndighedernes udtalelser og bad om dine eventuelle bemærkninger, og i en e-mail af 4. september 2018 skrev du bl.a. følgende

”Først og fremmest undrer det mig, når Rigspolitiet skriver, ’at det er fast praksis, at der ikke oplyses om omfanget af politiressourcer i forbindelse med større politimæssige indsatser, og at dette blandt andet gælder i forhold til fodboldkampe.

’ Det er foruroligende, at politiet tilsyneladende ikke forholder sig til konkrete sager, men at den derimod automatisk afviser anmodninger om aktindsigt.

Hensynet til den konkrete opgaveløsning kan sandsynligvis begrunde, at ressourceforbruget ikke oplyses på forhånd.

Det imidlertid ikke, hvad aktindsigten går på.

Tværtimod er der tale om en begivenhed, der er overstået.

I den forbindelse vil jeg gerne henvise udtalelsen fra Folketingets Ombudsmand i 2016 om placeringen af fartkontroller, hvor ombudsmanden skelner mellem aktindsigt forud og efterfølgende ( FO 2015-47 ).

Rigspolitiet henviser i øvrigt til, at det er vigtigt, at eventuelle uromagere ikke kan planlægge indsats ud fra nøjagtig viden om hvor mange politiressourcer, der er anvendt ved tidligere kampe.

Dertil må man sige, at uromagere, der møder op til fodboldkampe, ikke er afhængige af aktindsigt for at danne sig et indtryk af de anvendte politiressourcer.

Offentligheden er derimod afhængig af aktindsigt for at kunne få information, der kan danne grundlag for en kvalificeret debat om forhold og fordeling af udgifter i forbindelse med fodboldkampe.

Aktindsigten sigter ikke på at belyse hvilke polititjenestemænd, der har deltaget.

En aktindsigt kan derfor ikke medføre særlige risici for trusler mod de enkelte polititjenestemænd.

Endelig må det antages, at politiet vurderer en begivenhed fra sag til sag, og dermed bør en enkeltstående begivenhed ikke kunne danne grundlag for en vurdering af politiets indsats ved kommende episoder.

”

Den 18. september 2018 rettede en af mine medarbejdere telefonisk henvendelse til Rigspolitiet og spurgte, om det forhold, at det i besvarelse af 11. juli 2012 af spørgsmål nr. 666 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg fremgår, at Københavns Politi over for Rigspolitiet har oplyst, hvor mange polititjenestemandstimer (og lønudgifter hertil) der blev brugt på en fodboldkamp den 5. april 2012 mellem A og B, gav anledning til yderligere bemærkninger i forhold til indholdet af Rigspolitiets udtalelse af 23. august 2018.

Rigspolitiet afgav på den baggrund den 24. september 2018 en supplerende udtalelse i sagen.

Rigspolitiet har i den forbindelse bl.a. anført følgende

”Rigspolitiet kan henholde sig til udtalelsen af 23. august 2018.

Rigspolitiet skal beklage, at Rigspolitiet ikke var opmærksom på at henvise til besvarelsen af spørgsmål 666 i udtalelsen af 23. august 2018.

Rigspolitiet bemærker, at folketingsspørgsmålene 665 og 666 blev besvaret tilbage i 2012, og at sikkerhedssituationen og terrortruslen, herunder mod polititjenestemænd er ændret markant siden dengang, hvilket betyder, at Rigspolitiet generelt ikke oplyser, hvor mange politiressourcer der anvendes i forbindelse med konkrete indsatser – hverken i forhold til fodboldkampe eller andre politiindsatser.

Rigspolitiet skal i øvrigt bemærke, at der i udtalelsen af 23. august 2018 fremgår, at Politiets indsats i forbindelse med fodboldkampe er nærmere beskrevet i Rigspolitiets nationale håndbog for den politimæssige indsats i forbindelse med fodboldkampe (Fodboldhåndbogen).

I Fodboldhåndbogen fremgår besvarelse af 11. juli 2012 spørgsmål 665 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg som indeholder en nøje beskrivelse af den politimæssige indsats i forbindelse med fodboldkampe og hele planlægningsfasen i forhold til denne.

I udtalelsen skulle der imidlertid have stået, at Politiets indsats i forbindelse med fodboldkampe er nærmere beskrevet i Rigspolitiets nationale håndbog for den politimæssige indsats i forbindelse med fodboldkampe (Fodboldhåndbogen).

Der er i den i sagen omtalte besvarelse af 11. juli 2012 spørgsmål 665 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg en nøje beskrivelse af den politimæssige indsats i forbindelse med fodboldkampe og hele planlægningsfasen i forhold til denne.

Der er således ikke tale om, at der i Fodboldhåndbogen indgår en besvarelse af spørgsmål 665, men derimod at der i besvarelsen af spørgsmål 665 er gengivet en nøje beskrivelse af den politimæssige indsats i forbindelse med fodboldkampe og hele planlægningsfasen i forhold til denne, og at denne gengivelse i det store hele er hentet fra Fodboldhåndbogen.

”

Den 25. september 2018 sendte jeg dig Rigspolitiets supplerende udtalelse til orientering, og jeg skrev, at jeg ville forsøge at behandle sagen på grundlag af de oplysninger, som jeg nu havde modtaget fra dig og Københavns Vestegns Politi samt Rigspolitiet.

Samtidig sendte jeg til orientering en kopi af dine bemærkninger af 4. september 2018 til myndighederne.

FOU H#LOKDOK53 2019 9071 Valid

-

indhentelse af efterretninger og udarbejdelse af operative planer,

-

udarbejdelse af risikovurdering af den konkrete kamp, herunder med vurdering af antal tilskuere og antallet af tilstedeværende risikofans, og

-

vurdering af kampens betydning sammenholdt med konfliktniveau, og tidspunkt og sted for afviklingen af kampen.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →