Opfølgning til 2018-31. Kontanthjælp eller integrationsydelse til hjemløs. Dokumentation af opholdssted. Vejledning
Statutory Text (2 Articles)
Opfølgning til 2018-31.
Kontanthjælp eller integrationsydelse til hjemløs.
Dokumentation af opholdssted.
Vejledning
Ankestyrelsen genoptog sagen og traf den 19. december 2018 afgørelse om, at A havde ret til kontanthjælp med virkning fra den 1. september 2016 – dvs. fra det tidspunkt, hvor A tidligere var tilkendt integrationsydelse.
I begrundelsen for afgørelsen skrev Ankestyrelsen bl.a. følgende
” Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at du har ret til kontanthjælp.
Vi vurderer i den forbindelse, at du i tilstrækkelig grad har dokumenteret, at du har haft ophold her i riget i nedenstående periode.
Du har dermed dokumenteret, at du opfylder opholdskravet om lovligt ophold her i riget i sammenlagt syv år inden for de seneste otte år for at modtage kontanthjælp.
Hvad er afgørende for resultatet
Det fremgår af sagen, at du ikke har haft indtægter i Danmark i perioden fra den 1. juli 2008 – 28. juni 2010, og at du i perioden ikke var registreret på en adresse i CPR.
Vi lægger vægt på, at du har oplyst, at du i perioden 2008-2010 var hjemløs, levede på gaden, havde et alkoholmisbrug, og klarede dig fra dag til dag med få eller ingen midler.
Vi lægger også vægt på dine oplysninger om, at du ikke havde kontakt med myndigheder af nogen art herunder, at du ikke modtog behandling på hospital eller hos læge.
Vi lægger desuden vægt på, at du har oplyst, at du i perioden ikke har haft ophold i andre lande end Danmark.
Du har således fastholdt, at du ikke har haft ophold i et EU/EØS land, eller i et land uden for EU/EØS.
Vi lægger videre vægt på, at du under sagens behandling har indsendt vidneerklæringer fra tre personer som bekræfter at kunne bevidne, at du har opholdt dig i Danmark i perioden fra den 1. juli 2008 til den 28. juni 2010.
Din partsrepræsentant har oplyst, at der er tale om en person som i perioden var ansat som servitrice på værtshuset B hvor du kom et par gange om ugen, og om en af dine venner som kom på samme værtshus i perioden 2003-2012, hvor han mødtes med dig et par gange om ugen, samt om en person som du har været ven med siden år 2000/2001, og som mødtes med dig på værtshuset C et par gange om ugen i perioden.
På baggrund af en samlet konkret vurdering af oplysningerne i sagen finder vi, at du har dokumenteret, at du har opholdt dig i riget i perioden fra den 1. juli 2008 – 28. juni 2010.
Vi lægger i den forbindelse også vægt på, at du på baggrund af din særligt vanskelige livssituation i perioden ikke har haft mulighed for at fremlægge andre former for dokumentation for dit ophold i riget.
”
Jeg meddelte herefter Ankestyrelsen, at jeg ikke foretog mig mere i sagen.