Opfølgning til 2015-28. Afslag på udstedelse af nyt pas savnede hjemmel og var i strid med reglerne om sagsoplysning og bevisbedømmelse
Statutory Text (2 Articles)
Opfølgning til 2015-28.
Afslag på udstedelse af nyt pas savnede hjemmel og var i strid med reglerne om sagsoplysning og bevisbedømmelse
Med brev af 22. juni 2015 sendte Rigspolitiet mig en kopi af dets orientering af kommunerne og svarede mig samtidig på min anmodning om at oplyse, om Rigspolitiet på baggrund af den foreliggende sag ville overveje anvendelsen af principperne for bevarelse af dokumentation nærmere, og i bekræftende fald hvad disse overvejelser fører til.
Den 26. august 2015 skrev jeg herefter bl.a. følgende til Rigspolitiet
”Jeg har noteret mig, at Rigspolitiet i en generel e-mail af 18. juni 2015 til alle landets kommuner på baggrund af den konkrete sag har anført følgende
’Fødselsregistreringssted registreret som ’ukendt’, ’udlandet’ mv. i CPR
Kommunerne skal være opmærksom på, at der ikke kan stilles krav om, at en pasansøger er registreret med (korrekt) fødselsregistreringssted i CPR-registret for at få udstedt et nyt pas.
Der kan heller ikke stilles krav om, at en pasansøger alene kan dokumentere fødselsregistreringsstedet ved fremvisning af fødselsattest.
Anden form for dokumentation for fødselsregistreringssted kan efter omstændighederne accepteres.
Ved manglende registrering af fødselsregistreringssted i CPR-registret, skal der foretages en konkret vurdering af, hvem der er nærmest til at fremskaffe den fornødne dokumentation for, at der kan ske (korrekt) registrering af fødselsregistreringssted.
’
Jeg har taget til efterretning, at Rigspolitiet ikke mener, at der på baggrund af den konkrete sag er anledning til at ændre de nuværende retningslinjer for kommunernes opbevaring af pasansøgninger.
Jeg har i denne forbindelse forstået de nu foreliggende oplysninger fra Rigspolitiet således, at det kun i meget sjældne tilfælde i en pasansøgningssag bliver aktuelt at søge fødselsregistreringsstedet oplyst på anden måde end ved hjælp af registreringen heraf i CPR-registret.
Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.
”