Opfølgning til 2013-5. Overgang til efterløn

Opfølgning til 2013-5.

Overgang til efterløn – ophør af det personlige arbejde mere end midlertidigt

Den 14. november 2014 anlagde A sag mod Ankestyrelsen med påstand om, at Ankestyrelsen skulle anerkende, at A pr. 16. januar 2009 havde ret til efterløn, og at han på dette tidspunkt havde ret til at få udmålt størrelsen af efterlønnen på grundlag af § 74 I, stk. 5, i arbejdsløshedsforsikringsloven.

A ønskede desuden, at Ankestyrelsen anerkendte, at A havde ret til efterløn udmålt efter denne bestemmelse fra den 2. februar 2009.

Højesteret stadfæstede den 27. januar 2017 (sag 13/2016) Vestre Landsrets dom af 22. december 2015 (sag V.

L.

B–0337–15) i sagen.

Højesteret afgjorde således bl.a., at A havde ret til efterløn pr. 16. januar 2009, da A’s virksomhed pr. 1. januar 2009 måtte anses for endeligt lukket med den konsekvens, at A’s personlige arbejde i virksomheden var ophørt mere end midlertidigt.

A havde derimod ikke ret til at få udmålt efterlønnen efter § 74 I, stk. 5, i arbejdsløshedsforsikringsloven, da A ikke havde godtgjort at have drevet virksomhed i væsentligt omfang efter den 31. december 2008.

Af Højesterets præmisser fremgår bl.a.

”Efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 c, stk. 1, kan en selvstændig erhvervsdrivende først overgå til efterløn, når det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt, jf. herved også § 74 a, stk. 1, nr. 4, jf. § 57, stk. 3.

Det fremgår af § 3, stk. 1, i den dagældende bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse (svarende til § 7, stk. 1, i den nugældende bekendtgørelse nr. 678 af 22. juni 2011), at den selvstændige anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når den pågældende dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket.

Efter § 3, stk. 2, kan den pågældende anses for ophørt fra et tidligere tidspunkt end den endelige overdragelse eller lukning af virksomheden, hvis vedkommende dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive virksomheden.

Højesteret finder, at det følger af ordlyden af og sammenhængen mellem bestemmelserne i § 3, stk. 1, og stk. 2, at det ikke er en betingelse for, at en selvstændig virksomhed kan anses for endeligt lukket, at den pågældende dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive selvstændig virksomhed.

Der kan ikke opstilles faste, generelle dokumentationskrav til, hvornår vedkommende kan anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden.

Afgørelsen beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder.

Med henblik på at gå på efterløn havde A afmeldt sin selvstændige tandlægevirksomhed i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register pr. 31. december 2008, og han havde med virkning fra den 1. januar 2009 afmeldt virksomhedens ydernummer og telefon.

Endvidere havde han annonceret, at virksomheden ville blive indstillet ved årsskiftet, og der har heller ikke været nogen omsætning i virksomheden i 2009.

Hans eneste medarbejder – en klinikassistent – var opsagt ligeledes pr. 31. december 2008.

I februar 2009 blev virksomhedens udstyr og driftsmidler solgt, og ejendommen, hvorfra virksomheden blev drevet, blev også sat til salg.

Under disse omstændigheder tiltræder Højesteret, at A’s tandlægevirksomhed med virkning fra den 1. januar 2009 skal anses for endeligt lukket med den konsekvens, at hans personlige arbejde i virksomheden var ophørt mere end midlertidigt.

”