Opfølgning til Inspektion af botilbuddet Lindegården 27. oktober 2011
Statutory Text (2 Articles)
Opfølgning til Inspektion af botilbuddet Lindegården 27. oktober 2011
Den 22. juni 2012 afgav jeg en endelig rapport om inspektion den 27. oktober 2011 af botilbuddet Lindegården.
I rapporten bad jeg om oplysninger mv. om nærmere angivne forhold.
Jeg bad om, at oplysningerne mv. fra Lindegården blev sendt gennem Odense Kommune, for at kommunen kunne få lejlighed til at kommentere det, som Lindegården anførte.
I den anledning har jeg modtaget en fælles udtalelse af 9. juli 2012 fra Odense Kommune.
Jeg har også modtaget et brev fra Social- og Integrationsministeriet af 15. oktober 2012 som svar på mit spørgsmål i den endelige rapport om indberetning af magtanvendelse.
Ministeriets svar er indarbejdet i denne rapport.
Jeg skal herefter meddele følgende
Ad 3.1.
Hovedbygningen
Jeg bad om at modtage rapporten om det seneste brandsyn, som havde været foretaget på Lindegården.
Odense Kommune har oplyst, at der ikke foretages brandtilsyn/inspektion på Lindegården.
Odense Kommune har herved henvist til, at brandtilsyn på Lindegården ikke er lovpligtig.
Lindegården har indgået en serviceaftale med Falck om kontrol af brandslukningsudstyr.
Jeg er for så vidt enig i, at der ikke er lovpligtigt brandtilsyn.
Ved tilsyn af Engsvinget anførte Odense Kommune, at flugtvejen i tilfælde af brand i forhold til to værelser på 1. sal var utilstrækkelig.
Jeg går ud fra, at Odense Kommune i forbindelse med det tilsyn, som kommunen skal foretage med Lindegården, på tilsvarende måde er opmærksom på, at bygningerne og indretningen heraf tilgodeser brandtekniske forhold.
Jeg foretager ikke videre.
Jeg henviser til det, som jeg har anført sidst i denne opfølgningsrapport om etablering af et nyt socialt tilsyn.
Ad 4.2.
Medicin og læge mv.
Jeg gik ud fra, at beboerne har mulighed for at beholde deres praktiserende læge i hjemkommunen.
Og jeg gik ud fra, at alle Lindegårdens beboere kan få den lægehjælp, de har behov for.
Jeg bad Lindegården om at oplyse nærmere om, hvordan lægeordningen fungerer for beboere, der vælger at beholde deres praktiserende læge i hjemkommunen.
Odense Kommune har i brevet af 9. juli 2012 oplyst, at borgere, der ønsker at beholde deres nuværende læge, kan det.
Der er imidlertid ingen af de nuværende beboere, der har valgt at bruge lægen i hjemkommunen.
Beboerne bruger lægehuset i Nørre Lyndelse.
Jeg har noteret mig det oplyste.
Ad 4.2.1.
Medicinhåndtering mv.
Jeg bad Lindegården om at sende mig en kopi af de instrukser om medicinhåndtering, som måtte være gældende på Lindegården, samt oplysninger om uddannelse/oplæring af det personale, der håndterer medicin.
Jeg henviste til Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9429 af 30. juni 2006 om ordination og håndtering af lægemidler.
Odense Kommune har oplyst, at al medicinudlevering noteres elektronisk i EKJ beboeradministrations journal.
Odense Kommune har vedlagt materiale, der belyser, hvorledes medicin håndteres.
Jeg har noteret mig det oplyste om medicinhåndtering.
Med hensyn til adgang til medicinskabet og håndtering af restmedicin bemærker jeg følgende
I den endelige rapport anførte jeg følgende
”Ledelsen for Lindegården oplyste, at restmedicin opbevares i en kasse i det aflåste medicinskab, og at restmedicinen afleveres til destruktion hver 14. dag.
Det er ikke en fast person, der står for afleveringen.
Under rundgangen fremviste Lindegården den kasse i medicinskabet, som restmedicin opbevares i.
Det var en kasse uden låg.
Jeg beder om oplysninger om, hvem der har adgang til medicinskabet.
Ombudsmanden har tidligere udtalt, at botilbud bør sikre sig en kvittering fra apoteket ved aflevering af restmedicin til apoteket – eventuelt blot i form af et stempel.
Baggrunden herfor er, at en sådan kvittering kan være hensigtsmæssig for at undgå eventuel tvivl om, hvad der sker med restmedicin, og heraf følgende uberettigede mistanker mod det personale på botilbuddet, der håndterer/afleverer restmedicinen.
Lindegårdens ledelse blev under inspektionen gjort opmærksom herpå.
Jeg beder Lindegården om at oplyse, hvad bemærkningerne om håndtering af restmedicin har givet anledning til.
Jeg bemærker i forlængelse heraf, at jeg er bekendt med, at apoteker ikke efter lovgivningen har pligt til at kvittere for den restmedicin, de skal modtage.
Jeg er endvidere bekendt med, at apoteker i visse tilfælde afviser at kvittere ved modtagelse af restmedicin.
Da ombudsmandens virksomhed ikke omfatter private, har jeg ikke mulighed for at foretage mig noget over for et apotek i et sådan tilfælde.
Det afgørende er for mig at se, at botilbud følger en procedure, der i videst muligt omfang sikrer, at der ikke kan rettes (uberettigede) mistanker mod det personale på botilbuddet, der håndterer/afleverer (bl.a.) restmedicin.
Se hertil pkt. 4.2 i opfølgningsrapport nr. 2 om inspektionen den 18. marts 2009 af Skovvænget, der findes på ombudsmandens hjemmeside.
”
Odense Kommune har oplyst, at medarbejdere med A-nøgle har adgang til medicinskabet.
A-nøgle udleveres til medarbejdere med ansættelseskontrakt.
Om restmedicin har Odense Kommune oplyst, at restmedicin afleveres på apoteket, som giver en kvittering for modtagelsen af restmedicin.
Apoteket vil imidlertid ikke tjekke omfanget af den modtagne medicin.
Jeg har noteret mig det oplyste om adgangen til medicinskab.
Jeg har også noteret mig det oplyste om kvittering for restmedicin, idet jeg går ud fra, at bostedet er opmærksom på det, som jeg har anført i den endelige rapport om, at der følges en procedure, der i videst muligt omfang sikrer, at der ikke kan rettes (uberettigede) mistanker mod det personale på botilbuddet, der håndterer/afleverer bl.a. restmedicin.
Ad 4.3.
Aktiviteter
Jeg bad Lindegården om at oplyse, om der er nedskrevne retningslinjer om beboernes dækning af udgifter for personalemedlemmer.
Odense Kommune har oplyst følgende
” Udgifter til personalet: Der er ingen lokalt nedskrevne retningslinjer.
Fx om borgeren skal betale for medarbejdernes aktiviteter.
Borgerne bliver altid oplyst om hvad de skal betale.
Fx må medarbejderen ikke bestille fx mad der er dyrere end det borgeren bestemmer.
Der er fuldt regnskab på turene.
Honorering af medarbejdertimer på ture ligger i aftaler med fagforeninger.
Pårørende er fuldt orienteret, regnskabet skal ind over Ullas bord.
Hvis borgeren selv administrerer sine penge betaler de uden yderligere dokumentation.
Ved borgere der ikke administrerer selv, føres der kolonne bog.
På Lindegården er det primært endagsture og cafebesøg, restaurant og lignende.
”
Jeg har noteret mig det oplyste.
Jeg henviser også til det, som jeg har anført sidst i denne opfølgningsrapport om etablering af et socialt tilsyn.
Ad 4.5.
Beboernes økonomiske forhold
I den endelige rapport anførte jeg bl.a. følgende
”Nærmere retningslinjer for administration af beboeres økonomiske midler kan være med til at sikre beboere mod misbrug og personalet mod mistanke herom.
Jeg beder Lindegården om at oplyse, om Lindegården har (nedskrevne) retningslinjer om administration af beboermidler, og om der sker intern og/eller ekstern revision af administrationen.
Jeg beder endvidere Odense Kommune om at oplyse, hvorvidt kommunen har (nedskrevne) retningslinjer for administration af beboermidler, og om der føres tilsyn med administrationen.
Hvis der er udarbejdet sådanne retningslinjer hos Lindegården og/eller Odense Kommune, beder jeg om at modtage en kopi.
”
Odense Kommune har henvist til og vedlagt en administrationsaftale vedrørende administration af beboermidler.
Jeg har gennemgået aftalen, og jeg har ingen bemærkninger.
Ad 4.7.
Vold
Jeg bad Lindegården om at oplyse, om der er udarbejdet en politik for, hvad personalet på Lindegården skal foretage sig i tilfælde af vold mv., eller om der i øvrigt er nedskrevne retningslinjer på området.
Jeg bad endvidere om oplysning om, hvorvidt der sker systematisk indberetning af konkrete voldsepisoder mv. til kommunen, og om der i så fald er retningslinjer for disse indberetninger.
Odense Kommune har vedlagt retningslinjer for håndtering af vold samt vold og chikane af medarbejderne.
Kommunen har oplyst, at voldsepisoder skal indberettes til den daglige sikkerhedsleder og forstanderen for Lindegården.
Jeg har noteret mig det oplyste.
Jeg bad om oplysning om, hvorvidt der var fastsat retningslinjer for, i hvilke tilfælde der skal ske politianmeldelse.
Odense Kommune har oplyst følgende
”Der forefindes ikke en nedskrevet procedure om, hvornår man tilkalder politiet, da det er meget individuelt, hvilke episoder der udløser polititilkaldelse.
Som udgangspunkt skal al magtudøvelse undgås, men hvis borgeren er så voldsom, at han er til fare for sig selv og andre, og medarbejderne skønner, at det bliver nødvendigt med en voldsom magtanvendelse, som både er krænkende for borgeren og medarbejderen, vil politiet blive tilkaldt.
Ved tvangsindlæggelser (af lægen) vil politiet også blive tilkaldt, så de kan stå for forflytningen til ambulance/sygehus.
”
Jeg har noteret mig det oplyste, der angår tilkald af politiet.
Om anmeldelse af vold henviser jeg til det, som jeg anførte i den endelige rapport om, at det er mest hensynsfuldt over for den forurettede medarbejder, at det er ledelsen, der under normale omstændigheder indgiver politianmeldelse ved vold eller trusler om vold mod personalet, dog med mulighed for at undlade dette af hensyn til den forurettede.
Ad 4.9.
Beboerindflydelse og pårørendekontakt
Jeg anmodede Lindegården om at oplyse, hvordan Lindegården arbejder med brugerinddragelse i team 2.
Jeg bad endvidere kommunen om at sende mig kommunens retningslinjer for brugerinddragelse.
Odense Kommune har anført følgende
”Der er som udgangspunkt individuel brugerinddragelse på både botilbuddet og dagtilbud.
Borgeren er med til at udarbejde en individuel samarbejdsplan som omhandler borgerens ønsker for fremtiden og de støttebehovsaftaler som borgeren er visiteret til.
Ønsker borgeren ikke en samarbejdsplan, udfærdiges der i stedet en faglig plan, således at borgeren sikres de ydelser som borgeren har brug for og ret til.
Som det er nu, er alt arbejde med borgerne i Team 2 individuelt, da alle borgerne tilknyttet Team 2 udtrykker, at de ikke ønsker at indgå i et fællesskab.
Vedlægger koncept for Samarbejdsplan (bilag 4).
Brugerinddragelsen sker grundlæggende allerede ved visitationen.
Borgerne er med til de møder der danner grundlaget for visitationsafgørelsen.
Her kan borgeren og eventuelle pårørende få indflydelse på hvilke ydelser der er nødvendige at modtage og hvilket tilbud borgeren ellers kunne passe ind i, fx botilbud eller dagtilbud.
Der udarbejdes en § 141 handleplan med støttebehovsaftaler, som sikrer at borgeren modtager de aftalte ydelser.
Ud over hele visitationsprocessen eksisterer der ingen konkrete retningslinjer.
Odense Kommune har i samarbejde med handicaprådet udarbejdet en Handicappolitik for Odense Kommune som løbende inddrages – minimum hvert år samles handicapområdets medarbejdere på tværs af alle forvaltninger for at organisere den årlige handicaptemadag, hvor handicappedes rettigheder bl.a. er et gennemgående tema.
Handicaprådet i Odense Kommune arbejder ligeledes løbende på at sætte individet i centrum og repræsenterer både ved politikere, fagpersoner og pårørende.
Der arbejdes i hele Ældre- og Handicapafdelingen med et fælles afsæt med en rehabiliterende tilgang.
Hele samarbejdsplanskonceptet er bygget op omkring at kunne levere individuelle ydelser til borgeren.
Dette er IT-baseret og anvendes af samtlige tilbud på handicapområdet.
”
Jeg har noteret mig det oplyste.
Ad 5.2.
Magtanvendelse
Jeg bad Lindegården om at oplyse, hvorledes Lindegården håndterer magtanvendelse mv. over for beboere, der er under 18 år.
Lindegården har ikke besvaret mit spørgsmål.
Jeg foretager imidlertid ikke videre vedrørende dette spørgsmål, idet jeg henviser til det, som jeg har anført sidst i denne opfølgningsrapport om etablering af et nyt socialt tilsyn.
Ad 5.2.2.
Registrering og indberetning
I rapporten anførte jeg følgende
”To af de ti skemaer, jeg har modtaget, indeholder begge tre episoder i samme skema (skemaerne om episoderne den 18. april 2011 og den 15. maj 2011).
De tre episoder i hvert af de to skemaer har en indbyrdes tidsmæssig sammenhæng, men er i begge tilfælde i skemaets pkt. 2.2 opgjort som tre episoder (i stedet for én sammenhængende episode).
Jeg beder Lindegården om at oplyse, hvilke overvejelser der ligger til grund for Lindegårdens beslutning om alene at udfylde et indberetningsskema i disse to tilfælde.
”
Odense Kommune har anført, at der i de tilfælde, hvor der er tale om to forskellige konflikter, skal anvendes to skemaer.
Hvis der er tale om flere konflikter, der er sammenhængende, og hvor hændelserne er foregået samme dag, benyttes kun en magtindberetning.
Dette har kommunens fagkonsulent anbefalet.
Jeg foretager ikke videre vedrørende dette spørgsmål.
Ombudsmanden forstod under inspektionen, at det er beboernes handlekommune, der tager stilling til, om den konkrete magtanvendelse er sket i overensstemmelse med lovgivningen.
Jeg bad Lindegården om at oplyse, om dette var korrekt forstået.
Odense Kommune har oplyst følgende
” Kommunen har forskellige måder at håndtere magtanvendelserne på.
Ja, det er korrekt forstået, men vi oplever forskellig praksis i vurderingen af lovligheden i vores indgriben i forbindelse med fysisk magt.
Vi oplever at begrebet magt kan vurderes forskelligt fra kommune til kommune.
I Odense Kommune anvendes magtanvendelserne til udvikling af praksis – fx underviser fagkonsulenterne i magtanvendelsescirkulæret.
Der er ikke samme mulighed for dette fra andre handlekommuner.
Derudover giver Odense Kommune tilbagemelding på magtanvendelsen både til den skadelidte og udøveren, medens Kerteminde kun skriver direkte tilbage til borgeren (se afgørelserne af magtanvendelserne, bilag 6).
”
Efter servicelovens § 136, stk. 1, skal enhver form for magtanvendelse indberettes til den myndighed (kommune eller region), der fører det driftsorienterede tilsyn med det pågældende tilbud.
Kommunalbestyrelsen eller regionsrådet orienterer den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, dvs. den kommune, der har det personrelaterede tilsyn med den, som der er udøvet magt over for, om indberetningen, jf. bestemmelsens 2. pkt.
I pkt. 21 i magtanvendelsesvejledningen (vejledning nr. 8 af 15. februar 2011) er anført følgende.
”Kommunalbestyrelsen i handlekommunen har forpligtelsen til at føre tilsyn med indhold og kvalitet i forhold til den enkelte person, herunder om den faktiske magtanvendelse stemmer overens med den trufne afgørelse.
Det er den kommunalbestyrelse/det regionsråd, der er tilsynsmyndighed efter servicelovens § 148 a, jf. lovens § 5, stk. 7, der har ansvaret for at påse, at de generelle rammer i botilbuddet, herunder de fysiske rammer, den pædagogiske tilrettelæggelse af arbejdet mv. understøtter en forebyggelse af magtanvendelse.
Kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune har forpligtigelsen til konkret at følge op på indberetningerne om magtanvendelse i forhold til den enkelte, herunder tage stilling om, der er grundlag for at træffe eller ændre på afgørelser om magtanvendelse ifølge lovens §§ 125- 129.
Efter bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 9, stk. 9, kan handlekommunen efter aftale med den faktiske opholdskommune, bemyndige denne til helt eller delvist, at varetage opgaverne over for den konkrete borger i forhold til reglerne om magtanvendelse.
”
Den myndighed, der har det driftsorienterede tilsyn med tilbuddet (jf. servicelovens § 148 a), har således – som personaleansvarlig over for de ansatte i det pågældende tilbud – kompetencen til at behandle indberetninger om magtanvendelse, mens borgerens handlekommune – som følge af denne kommunes personrelaterede tilsyn med borgeren (jf. servicelovens § 148) – har forpligtelsen til konkret at følge op på indberetninger om magtanvendelse i forhold til den enkelte (medmindre kommunen har bemyndiget opholdskommunen hertil).
Jeg lægger til grund, at Lindegården og Odense Kommune forholder sig i overensstemmelse med de gengivne regler med hensyn til indberetning om magtanvendelse, således at indberetningerne gives til Odense Kommune som den myndighed, der fører det driftsorienterende tilsyn med bostedet.
I det omfang der er anbragt beboere på Lindegården fra andre kommuner, skal denne anden kommune, som er den pågældendes handlekommune, orienteres.
Denne kommune har det personrelaterende tilsyn med den enkelte og skal træffe beslutninger som led i det personrelaterede tilsyn med den enkelte beboer.
Ad 5.3.
Generelt om indgreb
Jeg anmodede om at modtage oplysning om antallet af magtanvendelser på Lindegården i 2011.
Kommunen har oplyst, at der var 16 magtanvendelser i 2011.
Jeg har noteret mig det oplyste.
Jeg anmodede om ledelsens bemærkninger til det udsving i det årlige antal af magtanvendelser, der havde været i perioden fra 2007 til 2010.
Odense Kommune har oplyste følgende
” Udsving i magtanvendelser: Når der kommer nye beboere til, og vores kendskab til dem ikke er så stort endnu, kan vi misforstå deres behov.
De fysiske rammer er væsentlige for beboernes trivsel, da nogle af beboerne ikke kan rumme det sociale fællesskab.
Derfor kan det betyde, med det øgede kendskab vi får til dem, at vi kan optimere de fysiske rammer, således at situationerne, hvor det er nødvendigt at anvende magt, minimeres.
Andre beboere mister funktionsevne pludseligt, fx ved organisk delir, hvor navnlig en beboers psyke påvirkes betydeligt af betændelsestilstand (fx meget svag blærebetændelse under udvikling).
Denne borger ændrer markant adfærd, smører afføring på gulve og vægge, kan ikke klare nogen form for stimuli.
Skal han have behandling, reagerer han med at slå efter personalet.
Han bliver rastløs og går ud og ind og kan ikke klare nogen form for guiding/krav.
Særligt denne type funktionsevnetab kan betyde forskellen på, om vi har et forholdsvis lavt antal magtindberetninger til at vi i perioder må skrive mange indberetninger.
Det skal dog understreges, at der samarbejdes med afd.
P om at få borgeren i behandling på det rigtige tidspunkt, samt at få borgeren tilbage i tilbuddet på det rigtige tidspunkt.
”
Jeg har noteret mig det oplyste.
Jeg anmodede om at modtage eventuelle interne retningslinjer om håndteringen af sager om magtanvendelse.
Odense Kommune har oplyst, at der ikke for Lindegården er fastsat interne retningslinjer for håndtering af magtanvendelser.
Lindegården følger reglerne fra Servicestyrelsen.
Som udgangspunkt skal al anvendelse af magt undgås.
Hvis det bliver nødvendigt at anvende magt, skal det ske efter mindste-indgrebs-princippet.
Jeg har noteret mig det oplyste.
Jeg bad Lindegården om at oplyse om undervisningen af personalet i reglerne om magtanvendelse.
Odense Kommune har oplyst, at nye medarbejdere og vikarer bliver ”sidemandsoplært” i, hvordan man indberetter en foretagen magtanmeldelse.
Jeg har noteret mig det oplyste.
Ad 5.4.
Modtagne sager
Jeg anmodede om at modtage Odense Kommunes tilbagemeldinger på 8 nærmere angivne magtanvendelser.
Jeg har modtaget tilbagemeldingerne, og jeg foretager ikke videre vedrørende dette spørgsmål.
I den endelige rapport anførte jeg følgende
”Som skema 1 og 2 er udformet, er det ikke muligt at se, om den omstændighed, at der henholdsvis i pkt. 2.3 og 2.5 i skemaerne ikke er krydset af, hvem der er ’udfylder’, er udtryk for, at det er den person, der har instruktionsbeføjelsen, der har udfyldt skemaet, eller om det er en fejl.
Jeg har samtidig hermed henledt Social- og Integrationsministeriets opmærksomhed på den usikkerhed, som den nuværende udformning af skema 1 og 2 kan give anledning til.
Jeg har anbefalet Social- og Integrationsministeriet at overveje at tilrette skema 1 og 2, så denne usikkerhed undgås i korrekt udfyldte skemaer, næste gang skemaerne bliver revideret.
Jeg har bedt Social- og Integrationsministeriet om at oplyse, hvad min anbefaling giver anledning til.
”
Social- og Integrationsministeriet har ikke besvaret spørgsmålet, som jeg samtidig hermed har gentaget over for ministeriet.
I den endelige rapport anførte jeg følgende
”I indberetningsskema 2 er overskriften til pkt. 4 ’Nærmeste leders kommentarer til magtanvendelsen’.
Pkt. 4.1 vedrører oplysninger om tiltag, der skal forhindre eller begrænse magtanvendelse over for borgeren, og pkt. 4.2. er forbeholdt ’dato og lederens underskrift’.
Som skemaet er udformet, må jeg umiddelbart forstå – modsat hvad der gælder for registrering af magtanvendelser på børne- og ungeområdet – at den ’leder’, der omtales i pkt. 4.2, er det involverede personales nærmeste leder, dvs. at underskriftskompetencen foruden hos forstanderen kan ligge hos f.eks. en afdelingsleder.
Jeg har i lyset af Social- og Integrationsministeriets udtalelse af 3. november 2011 anmodet ministeriet om at oplyse, om det er rigtigt forstået.
”
Social- og Integrationsministeriet har i brev af 15. oktober 2012 anført følgende
”I ovennævnte brev har Folketingets Ombudsmand, som led i afrapporteringen af inspektionen på botilbuddet Minibo Lindegården, Odense, spurgt om det er rigtigt forstået, at den leder, der underskriver en registrering og indberetning af en magtanvendelse på magtanvendelsesskema 2, jf. skemaets pkt. 4.2, foruden bostedets leder fx kan være en afdelingsleder.
Social- og Integrationsministeriet kan bekræfte denne forståelse.
Ombudsmanden har samtidig spurgt, hvem der kan foretage indberetning af magtanvendelse i medfør af servicelovens § 136.
Ombudsmanden har henvist til, at det af § 13, stk. 1, i magtanvendelsesbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 732 af 29. juni 2012 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven, fremgår hvem der kan forestå registrering af magtanvendelse, jf. bekendtgørelsen §§ 9-12.
Af servicelovens § 136 fremgår, at tilbuddet skal indberette magtanvendelser til den tilsynsførende kommunalbestyrelse eller det tilsynsførende regionsråd.
Efter Social- og Integrationsministeriets opfattelse betyder dette, at det er tilbuddets ledelses ansvar, at indberetningerne af magtanvendelser foretages, og ministeriet har ikke fundet det nødvendigt, at præcisere dette i magtanvendelsesbekendtgørelsen.
”
Jeg har noteret mig det oplyste.
Jeg udtalte i den endelige rapport, at det er uheldigt, at højst en af registreringerne i de 10 sager, som jeg havde modtaget, var fyldestgørende udfyldt inden for den frist, der er fastsat i magtanvendelsesbekendtgørelsen.
Jeg henstillede, at Lindegården indfører en rutine, der sikrer, at registreringerne sker rettidigt.
Jeg bad Lindegården om at oplyse, hvad min henstilling gav anledning til.
Odense Kommune har oplyst, at Lindegården og Minibo har taget min henstilling til efterretning og har indført rutiner, der sikrer, at registrering af magtanvendelse sker rettidigt.
Lindegården er opmærksom på, at lederen skal gennemlæse, kommentere og underskrive magtanvendelserne inden for tidsfristen.
Forstanderen gennemgår de indleverede magtanvendelser mindst én gang om måneden.
Jeg tager det oplyste til efterretning.
Ad 7.2.
Odense Kommunes tilsynskoncept mv.
Odense Kommune har oplyst, at kommunen nu har udliciteret tilsynsopgaven til BBO.
Dette har jeg noteret mig.
En tilsynsreform forventes at træde i kraft den 1. november 2013.
Reformen vil betyde en ny organisering af tilsyn.
Det vil blive et mere professionelt og uafhængigt tilsyn, hvor der vil ske en systematisk inddragelse af viden.
Min stillingtagen til nogle af de spørgsmål, som inspektionen har rejst, skal i en vis grad ses i lyset af etableringen af tilsynsreformen.
Opfølgning
Under pkt. 5.4 afventer jeg fortsat en tilbagemelding fra Social- og Integrationsministeriet om tilretning af skema 1 og 2.
I forhold til Lindegården og Odense Kommune betragter jeg inspektionssagen som afsluttet.
Underretning
Denne rapport sendes til sekretariatet for Minibo, botilbuddet Lindegården, Odense Kommune og Lindegårdens beboere og pårørende.