Legislator Case Law & Legislation
O20100091573 DK

Inspektion af Psykiatricenter Vest den 16. januar 2007 - Opfølgning nr. 4

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

ISP Æ#LOKDOK53 2010 0915 Valid

Inspektion af Psykiatricenter Vest den 16. januar 2007 - Opfølgning nr. 4

ISP Æ#LOKDOK53 2010 0915 Valid

Almenpsykiatrisk afdeling Ribe

Ribevej 27

6760 Ribe

Inspektion af Psykiatricenter Vest den 16. januar 2007

Den 7. juni 2010 afgav jeg opfølgningsbrev nr. 3 om min inspektion den 16. januar 2007 af tidligere Psykiatricenter Vest, nu Almenpsykiatrisk afdeling Esbjerg-Ribe.

Heri bad jeg afdelingen og Psykiatrien i Region Syddanmark om nærmere oplysninger mv. om forskellige forhold.

Psykiatrien i Region Syddanmark har den 24. august 2010 på e-mail sendt mig en udtalelse af 20. juli 2010 med tilhørende bilagsmateriale fra afdelingsledelsen for voksenpsykiatrien i Esbjerg-Ribe.

Jeg skal herefter meddele følgende

Ad punkt 5.19.

Besøg, visitation og adgang til telefonering mv.

Jeg præciserede at det kun er forsendelser til patienten der er omfattet af psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1, om undersøgelse af post, og at bestemmelsen således kun handler om psykiatriske afdelingers adgang til at kontrollere patienternes indgående post for indsmugling af bestemte genstande.

Jeg udtalte at formuleringerne i et bilag til den generelle husorden og i husordenen for R4 efter min opfattelse var uklare og burde præciseres.

Jeg bad om at modtage kopi af de reviderede tekster i bilaget til den generelle husorden og husordenen for R4.

Psykiatrien har sendt mig en kopi af den generelle husorden for indlagte patienter dateret 19. juli 2010 med bilag, herunder husordenen for R4.

I den reviderede generelle husorden står der nu følgende om post

”Patienter har ret til at sende og modtage breve og pakker.

For patienter, hvor der er mistanke om, at indgående post indeholder medikamenter, rusmidler eller farlige genstande kan overlægen beslutte, at patientens post skal åbnes under overværelse af plejepersonale.

Det er ikke tilladt for afdelingen at læse det skriftlige indhold af posten.”

Den citerede tekst fremgår også af husordenen for R4.

Herudover er der tilføjet følgende

”Patienter, som er varetægtssurrogatfængslede, og efter politiets bestemmelse underlagt brevkontrol, foregår denne brevkontrol ved at politiet gennemser breve inden modtagelse eller afsendelse med henblik på at kontrollere, om indholdet kan skade efterforskningen eller opretholdelse af orden og sikkerhed.”

Jeg har noteret mig at den generelle husorden og husordenen for R4 er blevet præciseret i overensstemmelse med psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, nr. 1, og retsplejelovens § 772, stk. 1, og jeg foretager mig ikke mere vedrørende dette forhold.

Jeg bad (på ny) om at få oplyst hvad min anbefaling om skriftlige retningslinjer for indgreb og begrænsninger i den enkelte patients personlige frihed under indlæggelse havde givet anledning til.

Afdelingsledelsen har oplyst at der er udarbejdet skriftlige tværgående retningslinjer for regionen.

Retningslinjerne angiver de forskellige begrænsninger og indgreb der kan ske i den enkelte patients personlige frihed under indlæggelsen med angivelse af hvem der har kompetence til at træffe afgørelse om indgrebene/begræsningerne, og hvornår beslutningen om indgrebene/begrænsningerne skal revurderes.

Jeg har modtaget kopi af retningslinjerne ”Frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien” af 18. marts 2010.

Retningslinjerne indeholder en gennemgang af psykiatrilovens bestemmelser om tvang, herunder hvilke kriterier der skal være opfyldt før tvang kan anvendes, hvem der har beslutningskompetencen, fremgangsmåden mv.

Det jeg sigtede til med min anbefaling om skriftlige retningslinjer, var retningslinjer om indgreb og begrænsninger i den enkelte patients personlige frihed på områder hvor der ikke er (lov)regler.

Det vil sige retningslinjer for indgreb og begrænsninger som ikke er reguleret i f.eks. psykiatriloven.

Det kan f.eks. være besøgsforbud, overvåget besøg, begrænsninger i adgangen til at benytte sin mobiltelefon mv.

Jeg henviser til min rapport af 27. september 2007, særlig s. 48 f og s. 51.

Jeg beklager at det ikke er fremgået tilstrækkelig klart hvad min anbefaling omfattede.

Jeg anbefaler derfor på ny at Almenpsykiatrisk afdeling Esbjerg-Ribe udarbejder skriftlige retningslinjer om de indgreb og begrænsninger der kan ske i den enkelte patients personlige frihed under indlæggelsen – på områder hvor der ikke er (lov)regler.

Jeg anbefaler at retningslinjerne bl.a. indeholder en angivelse af hvilke indgreb og begrænsninger der kan blive tale om, hvem der har kompetence til at træffe beslutning om indgrebene/begrænsningerne, hvornår beslutningerne skal revurderes og krav til dokumentation i patientens journal.

Jeg beder afdelingsledelsen om at underrette mig om hvad min fornyede anbefaling giver anledning til.

Ad punkt 5.20.

Rygepolitik

Ifølge Region Syddanmarks rygepolitik er det ikke tilladt for ansatte at ryge inden døre på regionens arbejdspladser (jf. regionens rygepolitik vedtaget på hovedudvalgets møde den 23. oktober 2007).

Det fremgår af rygepolitikken at det enkelte MED-udvalg kan vælge at udarbejde en mere detaljeret eller restriktiv rygepolitik, men at det ikke er muligt at formulere en lokal politik der er mindre restriktiv end den overordnede.

Jeg skrev at undtagelsen i den lokale rygepolitik om at ansatte, f.eks. på R4, kunne ryge indendørs i forbindelse med sikkerhedsbemanding og det rygerum der var indrettet til det sundhedsfaglige personale på R4, ikke forekom i overensstemmelse med regionens overordnede rygepolitik.

Jeg bad om en udtalelse om hvad den nævnte problemstilling gav Psykiatrien og afdelingsledelsen anledning til.

Den overordnede rygepolitik i Region Syddanmark indeholder ingen bestemmelser om patienters rygning.

Jeg skrev at patienternes rygning på gangarealer, i nicher i tilknytning til gangarealerne og i den ene fjernsynsstue på retspsykiatrisk afsnit R4 ikke var i overensstemmelse med rygeloven og den lokale rygepolitik, og at det derfor var kritisabelt at der stadig blev røget i disse lokaler.

Jeg henstillede at forholdene vedrørende patienternes rygning på R4 blev bragt i overensstemmelse med rygeloven og den lokale rygepolitik med det samme, medmindre de erfaringer med rygekabiner i Middelfart som afsnittet afventede, forelå inden for ganske kort tid.

Jeg bad om underretning, senest den 2. august 2010, om hvad min henstilling havde givet afdelingsledelsen anledning til.

Endelig bad jeg om at modtage en kopi af afdelingens lokale rygepolitik hvis den var blevet revideret.

Afdelingsledelsen har oplyst at afdelingens rygepolitik er blevet indskærpet.

Patienterne ryger ikke længere på gangarealer, i nicher og i fjernsynsstue, men udendørs – også på afsnit R4 hvor der dog indendørs skal opstilles en rygekabine til patienterne.

Bæltefikserede patienter på afsnit R4 og lukket afsnit E3 kan efter aftale ryge på deres stue hvis personalet der sidder fast vagt, er indstillet på dette.

Patienten bliver tilbudt nikotinplaster.

Det sikkerhedsmæssige problem for personalet på afsnit R4 er løst sådan at personalet kan ryge udendørs i tilstødende gårdhaver og foran hovedindgangen.

Personalet har ikke længere et rygerum i afsnittet.

Det fremgår af Psykiatriens e-mail af 24. august 2010 at de nævnte rygekabiner vil stå klar til ibrugtagning på afsnit R4 senest den 31. oktober 2010.

Psykiatrien har desuden oplyst at Psykiatrien vil iværksætte en undersøgelse med henblik på at sikre at forholdene på alle afdelinger på sygehuset er i overensstemmelse med rygeloven og den lokale rygepolitik.

Jeg har modtaget kopi af afdelingens ”Politik vedrørende rygning” dateret 20. juli 2010.

Heraf fremgår følgende

”…

Patienter

Rygning foregår udendørs, om nødvendigt med ledsager.

I tilslutning til hvert sengeafsnit er der udendørs arealer, hvor der kan ryges.

Rygning er ikke tilladt indendørs, bortset fra to undtagelser

1) På retspsykiatrisk afsnit R4 kan der ryges indendørs i rygekabine

(under opstilling)

2) For patienter, som er fikserede, kan rygning på egen sengestue tillades, såfremt den faste vagt er indstillet på det.

Kompenserende behandling kan tilbydes.

Pårørende

Rygning foregår udendørs.

I tilslutning til hvert sengeafsnit er der udendørs arealer, hvor der kan ryges.

Personale

På Region Syddanmarks arbejdspladser er det ikke tilladt for ansatte at ryge inden døre.

Det gælder i alle vagter og på alle matrikler; ambulante afsnit såvel som sengeafsnit.”

Jeg har noteret mig at den lokale rygepolitik er blevet revideret så den nu er i overensstemmelse med regionens overordnede rygepolitik hvorefter ansatte ikke må ryge inden døre på regionens arbejdspladser.

Jeg har også noteret mig at der ikke længere er et rygerum for personalet på afsnit R4.

Jeg tager til efterretning at patienterne på afsnit R4 ikke længere ryger på gangarealerne, i nicher i tilknytning til gangarealerne og i den ene fjernsynsstue på afsnittet, men at rygning foregår udendørs indtil der er opstillet en eller flere rygekabiner i afsnittet.

Jeg har desuden noteret mig at rygekabine(r) vil være opstillet og klar til brug senest den 31. oktober 2010.

Jeg beder Psykiatrien om at underrette mig om resultatet af undersøgelsen af om forholdene på alle afdelinger er i overensstemmelse med rygeloven og den lokale rygepolitik.

Opfølgning

Jeg har bedt afdelingsledelsen og Psykiatrien om nærmere oplysninger om nogle forhold.

Jeg beder om at afdelingsledelsens udtalelse sendes gennem Psykiatrien i Region Syddanmark så Psykiatrien kan kommentere det som afdelingsledelsen anfører.

Underretning

Kopi af dette brev sendes til Psykiatrien i Region Syddanmark, Folketingets Retsudvalg og Tilsynet i henhold til grundlovens § 71.

Jeg vedlægger en kopi af dette brev som jeg beder afdelingen om at gøre tilgængelig for afdelingens patienter og pårørende.

Med venlig hilsen

Lennart Frandsen

Inspektionschef

Kopi sendes til

Psykiatrien i Region Syddanmark

Folketingets Retsudvalg

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →