Inspektion af Statsfængslet på Kragskovhede den 22. og 23. marts 2007 - afsluttende brev
Statutory Text (4 Articles)
Inspektion af Statsfængslet på Kragskovhede den 22. og 23. marts 2007 - afsluttende brev
Direktoratet for Kriminalforsorgen
Strandgade 100
1401 København K
I brev af 2. juli 2009 meddelte jeg at jeg afventede direktoratets tilbagemelding på de sidste to punkter i sagen om min inspektion den 22. og 23. marts 2007 af fængslet.
Jeg har herefter modtaget breve af 7. september 2009, 1. oktober 2009, 12. januar 2010 og 2. juni 2010 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Jeg skal herefter meddele følgende
Ad punkt 4.1.3 Psykologbistand
Jeg noterede mig at direktoratet ville drøfte nedlæggelsen af den pulje som fængslet ekstraordinært havde etableret med henblik på at tilknytte en psykolog, med fængslet og herefter underrette mig om disse drøftelser.
I brevet af 7. september 2009 oplyste direktoratet at direktoratet indledningsvist havde bedt alle fængsler om at oplyse hvad de har afsat af midler til henholdsvis psykolog- og/eller psykiaterbehandling, og at vurdere i hvilket omfang det nuværende tilbud findes dækkende.
Direktoratet ville herefter vurdere om tilbuddet i Statsfængslet på Kragskovhede fandtes at være på et rimeligt niveau set i forhold til kriminalforsorgens samlede ressourcer.
I brevet af 12. januar 2010 oplyste direktoratet at fængslet nu overvejede muligheden for at indføre en ny model med færre psykiatertimer kombineret med psykologsamtaler et antal timer om ugen der ville være udgiftsneutral for fængslet.
Det er desuden nævnt at det var fængslets opfattelse at der i lyset af de indsattes behov fortsat burde være tilbud om psykiater i et vist omfang, men at det skønnedes hensigtsmæssigt at supplere dette tilbud med mulighed for psykologbehandling.
I brevet af 2. juni 2010 har direktoratet oplyst at fængslet ikke er kommet videre med overvejelserne om at ansætte en psykolog ved delvis konvertering af nogle psykiatertimer til psykologtimer.
Fængslet har således fortsat tilknyttet samme psykiater i 6 timer om ugen.
Direktoratet har videre oplyst at det er fængslets vurdering at der er behov for psykiatrisk bistand i fængslet da en del indsatte har psykiske problemer.
Desuden har direktoratet oplyst at fængslet for nyligt har ansat en ny (somatisk) læge der – lige som sin forgænger – har et klart ønske om at bevare arbejdsfordelingen mellem ham og psykiateren, herunder navnlig sådan at ordinering af psykofarmaka varetages af en psykiatrisk speciallæge.
Det fremgår endvidere at fængslet samtidig over for direktoratet har oplyst at fængslet ikke har økonomiske midler til at ansætte en psykolog medmindre der sker en forholdsmæssig reduktion i antallet af psykiatertimer.
Fængslet har derfor ikke for tiden planer om at ansætte en psykolog.
Direktoratet har henholdt sig hertil.
Jeg har noteret mig det oplyste og foretager mig ikke mere vedrørende spørgsmålet om psykologbistand i Statsfængslet på Kragskovhede.
Jeg går i den forbindelse ud fra at direktoratet ved sin tilslutning til fængslets oplysninger har vurderet om tilbuddet i Statsfængslet på Kragskovhede er på et rimeligt niveau set i forhold til kriminalforsorgens samlede ressourcer, jf. ovenfor.
Jeg beder direktoratet om at underrette mig om resultatet af den undersøgelse som direktoratet som nævnt ovenfor har foretaget vedrørende spørgsmålet om psykolog- og/eller psykiaterbistand i alle fængslerne.
Ad punkt 4.2.1 Købmand
Jeg noterede mig at direktoratet havde bedt fængslet om at fremskynde arbejdet med ændringen af kontrakten, og at jeg ville modtage en kopi af kontrakten når den var ændret.
Med brevet af 1. oktober 2009 har direktoratet sendt mig en kopi af den nye butiksaftale med købmanden.
I pkt. 4 i denne aftale er det udtrykkeligt nævnt at varerne i butikken i fængslet skal sælges til samme priser som i øvrige butikker i fængslets nærområde.
Jeg har noteret mig at det nu udtrykkeligt fremgår af kontrakten med købmanden at varerne i butikken i fængslet skal sælges til samme priser som i butikker i fængslets nærområde.
Opfølgning
Jeg betragter herefter sagen om min inspektion den 22. og 23. marts 2007 af Statsfængslet på Kragskovhede som afsluttet.
Underretning
Statsfængslet på Kragskovhede modtager et tilsvarende brev.
Brevet til fængslet er vedlagt en ekstra kopi som jeg har bedt fængslet om at gøre tilgængeligt for de indsatte i fængslet.
J.nr. 10-1113-0007 – inspektion af Statsfængslet på Kragskovhede
Med venlig hilsen
Lennart Frandsen
Inspektionschef