Inspektion af dele af modtagelsen i Vestre Fængsel og Vestre Hospital
Statutory Text (3 Articles)
Inspektion af dele af modtagelsen i Vestre Fængsel og Vestre Hospital
Resumé
Den 16. maj 2007 foretog inspektionschefen og en medarbejder fra inspektionsafdelingen en uvarslet inspektion af dele af modtagelse af Vestre Fængsel og Vestre Hospital.
Grunden til inspektionen var at ombudsmanden havde modtaget en konkret henvendelse om forholdene de steder.
Inspektionschefen udtalte at der var et klart behov for at nogle lokaliteter blev vedligeholdt.
Der var også behov for at sikre at rengøringen havde en forsvarlig standard.
Der blev derfor givet en henstilling til fængslet om at sætte det ene bad i modtagelsesafdelingen i stand.
Fængslet blev endvidere anmodet om at indskærpe at personalet har pligt til at føre kontrol med rengøringen på Vestre Hospital.
Fængslet havde en regel om at også de indsatte på hospitalet selv skal gøre deres stuer rene.
Inspektionschefen bad fængslet udtale sig om reglen.
(J.nr. 2007-1740-628).
Den 23. maj 2007 skrev inspektionschefen på ombudsmandens vegne følgende til Københavns fængsler med kopi til Direktoratet for Kriminalforsorgen
”Vedrørende inspektion af dele af modtagelsen i Vestre Fængsel og Vestre Hospital
Den 16. maj 2007 foretog jeg en uvarslet inspektion af dele af modtagelsen i Vestre Fængsel og Vestre Hospital.
Anledningen hertil var en beskrivelse af forholdene disse steder i en konkret henvendelse som jeg havde modtaget fra en indsat der tidligere har haft ophold i de nævnte afdelinger.
Til stede under inspektionen var fængselsinspektøren og vicefængselsinspektøren.
Ved inspektionen besigtigede jeg specielt de lokaliteter som den indsatte havde beskrevet.
Det drejer sig om celle nr. 80 i modtagelsesafdelingen, celle nr. 704 og 821 i Vestre Hospital samt toilet- og badeforhold begge steder.
Den indsattes beskrivelse omfattede både vedligeholdelsesstanden og rengøringsstanden disse steder.
Den indsatte havde i henvendelsen tillige nævnt forskellige andre forhold, og nogle af disse forhold spurgte jeg til under inspektionen.
Det drejer sig om lægernes adgang til rene kitler, tobaksrygningen i hospitalet og de indsattes mulighed for at komme på toilettet om natten efter indelåsning i cellerne.
Ombudsmanden har tidligere foretaget inspektion af Københavns Fængsler (Vestre Fængsel) og da også beskæftiget sig med vedligeholdelsesstandarden, herunder udskiftning af møblement mv.
Jeg henviser til den endelige rapport af 17. marts 2005 om inspektionen den 9. og 10. juni 2004 af Vestre Fængsel.
På tidspunktet for denne inspektion havde Vestre Fængsel netop fået funktionen med modtagelse af nye indsatte tilbage fra Politigårdens Fængsel i forbindelse med lukningen af dette fængsel med henblik på indretning af fængslet som arrestafdeling til negativt stærke indsatte, men inspektionen dengang af Vestre Fængsel omfattede ikke modtagelsesafdelingen.
Inspektionen omfattede endvidere kun dele af Vestre Hospital, herunder to celler (celle 11 og 20), jf. punkt 2.3.4. i rapporten af 17. marts 2005.
Under inspektionen den 16. maj 2007 konstaterede jeg at nogle af de lokaliteter som jeg besigtigede, i vedligeholdelsesmæssig og rengøringsmæssig stand svarer til hvad jeg tidligere har konstateret som den almindelige standard i fængslet.
For andre lokaliteters vedkommende er der klart behov for at noget foretages med hensyn til vedligeholdelse og med henblik på at sikre en forsvarlig rengøringsstandard.
Modtagelsesafdelingen
Celle 80 i modtagelsesafdelingen var i en rimelig god stand.
Det samme gjaldt det store toilet- og baderum på afdelingen.
Afdelingens to øvrige toiletter var ikke i god, men dog i en acceptabel stand.
Afdelingen har desuden et ekstra bad der er nedslidt og tilkalket.
Bruseren manglede et brusehoved, men vandet kunne dog sprede sig.
Det blev oplyst at dette bad – der også blev omtalt som badet til de isolerede – kun benyttes hvis det andet bad er optaget.
Da der kun er ét bad i det store badeværelse, går jeg ud fra at det andet bad benyttes i et vist omfang – også uanset om de indsatte har mulighed for at vente med at bade til det førstnævnte bad bliver ledigt.
Jeg er ikke bekendt med hvor mange indsatte der er plads til på afdelingen, men ét bad forekommer mig umiddelbart at være utilstrækkeligt til alle afdelingens indsatte.
På denne baggrund bør det nævnte bad efter min opfattelse sættes i stand.
Jeg henstiller således at det sker, og at der opsættes et brusehoved.
Jeg beder om underretning om hvad der sker i anledning af min henstilling.
Rengøringen var ikke særlig god i dette badeværelse, men var ellers acceptabel de steder som jeg besigtigede på afdelingen.
Det er gangmanden der gør rent på afdelingens fællesarealer, herunder toilet og baderum.
Jeg går ud fra at personalet fører kontrol med gangmændenes rengøring og påtaler hvis det ikke er gjort ordentligt.
Jeg foretager mig ikke i øvrigt mere i relation til inspektionen af modtagelsesafdelingen.
Vestre Hospital
De to celler der blev besigtiget, er beliggende på hver sin etage.
Vestre Hospital har i alt 36 pladser.
Celle 704 der ligger i stueetagen, var ikke renoveret for nylig, men var i en rimelig stand, når der bortses fra at loftet var gult af nikotin.
(Væggene er malet gule).
Møblementet er af nyere dato, bortset fra sengen der er en almindelig gammel hospitalsseng.
I sengen lå der to madrasser der var slidte, men ikke beskidte.
Rengøringsstanden var acceptabel.
Celle 821 på etagen ovenover var derimod ikke i en acceptabel vedligeholdelsesmæssig stand.
Døren har sodmærker og væggene huller flere steder, og der var skrevet en del på dør og vægge.
Loftet er gult af nikotin.
Møblementet i cellen består af både nyere standardmøblement og gammelt møblement, herunder en gammel hospitalsseng (med to madrasser) og et bord/en reol der var meget slidt og havde brændemærker.
På væggen er der et udtag til en ledning der var itu således at ledninger stak ud.
I loftet er der en (defekt?) lampe med en uafskærmet pære.
Det blev oplyst at denne celle er repræsentativ for flere af cellerne i hospitalet.
Jeg anmoder om nærmere oplysninger om standarden af cellerne i Vestre Hospital set i forhold til de to celler som jeg besigtigede.
Celle 821 var meget beskidt.
Der var plamager af blod eller lignende på væggene, og der var et tykt lag støv på paneler og møbler.
Gulvet var også meget beskidt.
Det blev oplyst at de indsatte (også) på hospitalet selv har ansvaret for at gøre cellerne rene under deres ophold i cellerne, mens gangmanden har ansvaret for rengøring af celler efter en indsats fraflytning.
Endvidere blev det oplyst at der i stueetagen er servicemedarbejdere der kan bistå med rengøring.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 43, stk. 1, skal en indsat i videst muligt omfang selv varetage praktiske opgaver vedrørende sine personlige forhold, herunder bl.a. rengøring.
Jeg anmoder om en udtalelse vedrørende reglen om at også de indsatte på hospitalet – der er i hospitalet fordi de er syge – selv skal stå for rengøring af deres stuer.
Jeg anmoder i den forbindelse om en uddybning at det oplyste om den bistand der kan ydes hertil af servicemedarbejdere.
Jeg henviser i den forbindelse også til at der er tale om et hospital hvor det er særligt vigtigt at der er en god rengøringsstandard.
På begge etager besigtigede jeg to toiletter og et baderum.
Toiletterne er i en acceptabel stand.
Rengøringstanden var acceptabel i stueetagen, men ikke på 1. sal.
Baderummene indeholder en brusekabine og en kabine med et siddebadekar.
I siddebadekarret begge steder lå en slange uden brusehoved.
Begge baderum trænger til istandsættelse.
I baderummet i stueetagen (lokale 729 b) lå der en del vand på gulvet udenfor de to kabiner (på grund af forkert hældning på gulvet).
Der er et vindue der kan åbnes, og elektrisk ventilation samt ventilation under døren der er en tremmedør der er beklædt med træ, bortset fra den nederste del af døren.
En bænk var itu.
Det samme gjaldt flere fliser.
Bruseren kunne ikke hænge på væggen.
Rummet er generelt nedslidt, tilkalket og trænger til istandsættelse.
Der findes i dette lokale et kald der ikke er fastgjort til væggen, men hænger i løs ledning.
Stikdåsen var itu.
En tekniker kom til stede og oplyste at der ikke er tale om 220 volt, men 12 eller 20 volt, og at ledningen derfor ikke er farlig.
Kaldet burde dog være monteret på væggen.
Det blev i den forbindelse oplyst at kaldet skulle fornys og etableres som på etagen ovenover (hvor det er monteret på væggen med en snor til at trække i).
Rengøringsstanden i rummet var meget dårlig.
Bl.a. på gulvet ved afløbsristen og i vindueskarmen var der meget beskidt.
Der var tale om gammelt skidt.
Bruseforhænget trængte også til at blive vasket.
Badet på den anden etage (lokale 830 a) er også slidt og tilkalket.
Også her er der fliser der er itu, og der er skader i gulvet.
Der er som nævnt et kald på væggen med en snor.
Rengøringstanden var bedre i dette baderum end i rummet på etagen nedenunder, men også her var der temmelig beskidt.
Det blev oplyst at det er gangmanden der gør rent på toiletterne og i baderummet.
Som nævnt ovenfor går jeg ud fra at personalet fører kontrol med gangmændenes rengøring og påtaler hvis det ikke er gjort ordentligt.
Jeg henstiller at denne kontrolpligt indskærpes over for personalet på hospitalet – hvor det som nævnt ovenfor er særligt vigtigt at der er en god rengøringsstandard.
Jeg beder om underretning om hvad der sker i anledning af min henstilling.
Andre forhold
…
Jeg beder om at fængslets svar til mig tilbagesendes gennem Direktoratet for Kriminalforsorgen med henblik på direktoratets bemærkninger hertil.”
Ombudsmanden modtog i den anledning udtalelser af 22. juni og 23. august 2007 fra Københavns Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen.
I et brev af 4. september 2007 skrev inspektionschefen herefter følgende til Københavns Fængsler med kopi til Direktoratet for Kriminalforsorgen
”…
Modtagelsesafdelingen
Jeg henstillede at der skete istandsættelse af det ene baderum i modtagelsesafdelingen, og at der blev opsat et brusehoved.
Jeg bad om underretning om hvad der skete i anledning af min henstilling.
Københavns Fængsler har oplyst at der er opsat et brusehoved, men at fængslet på grund af manglende ressourcer ikke har planer om at gennemføre en vedligeholdelsesmæssig genopretning af bade i modtagelsesafsnittet i 2007.
Direktoratet har oplyst at direktoratet har pålagt Københavns Fængsler at istandsætte badeværelset i 2007 i overensstemmelse med min henstilling.
Jeg har noteret mig det oplyste og beder om underretning når denne istandsættelse har fundet sted.
Jeg nævnte at jeg går ud fra at personalet fører kontrol med gangmændenes rengøring og påtaler hvis det ikke er gjort ordentligt.
Københavns Fængsler har oplyst at fængslet generelt har indskærpet personalets pligt til at føre tilsyn med rengøringsstandarden.
Fængslet har videre oplyst at fængslet forsøgsvis vil indføre kontrolskemaer for rengøring af toiletter hvorpå gangmanden dagligt skal notere tidspunktet for rengøring, og personalet skal gøre notat om tilfredsheden hermed.
Fængslet har vedlagt udkast til et sådant skema.
Jeg har noteret mig det oplyste og anmoder fængslet om at underrette mig om evalueringen til sin tid af denne ordning.
Vestre Hospital
Jeg anmodede om nærmere oplysninger om standarden af cellerne på Vestre Hospital set i forhold til de to celler som jeg besigtigede (celle 704 og 821).
Københavns Fængsler har oplyst at cellerne (som der er i alt 36 af på hospitalet) generelt er nedslidte og i en dårlig stand.
Godt 1/3 af cellerne vurderes af Københavns Fængsler til at være i samme eller bedre stand end celle 704 (der på inspektionstidspunktet var i en rimelig stand), dvs. i en acceptabel stand.
De øvrige celler vurderes af fængslet til at være i en ikke acceptabel stand.
Københavns Fængsler har videre oplyst at 32 af cellerne indeholder forholdsvis nyt celleinventar.
Fængslet har desuden anført at fængslet ikke aktuelt har ressourcer til at sikre tidssvarende fysiske rammer, men fængslet har efterfølgende over for direktoratet oplyst at det er planen at istandsætte indtil 1/3 af cellekapaciteten (12 celler) på hospitalet pr. år i form af maling og eventuel udskiftning af celleinventar.
Dette vil dog ske under hensyntagen til fængslets samlede ressourcesituation, belægningspres og om der er personale til at føre tilsyn med arbejdet.
Celle 821 vil højst sandsynligt være blandt de celler der istandsættes inden for et år, men aktuelt er det ikke muligt at istandsætte celler på Vestre Hospital da de faglærte håndværkere der skal udføre en del af arbejdet forud for istandsættelsen, herunder udskiftning af el-installationer, er optaget af andre opgaver og tidligst forventes frigjort til istandsættelse af cellerne fra november 2007.
Det fremgår tillige af fængslets udtalelse at fængslet har medsendt en dvd med billeder af hver enkelt celle der er taget i slutningen af maj 2007.
Denne dvd var ikke vedlagt direktoratets udtalelse til mig.
Direktoratet har henholdt sig til det af Københavns Fængsler oplyste.
Jeg har noteret mig det oplyste.
Jeg anmoder om underretning når arbejdet med istandsættelse af celler på Vestre Hospital går i gang, og om celle 821 er blandt de første celler der istandsættes.
Om celle 821 skrev jeg i øvrigt bl.a. følgende
’Celle 821 var meget beskidt.
Der var plamager af blod eller lignende på væggene, og der var et tykt lag støv på paneler og møbler.
Gulvet var også meget beskidt.’
Københavns Fængsler har hertil bl.a. bemærket at fængslet ikke er bekendt med grundlaget for at antage at der var tale om ’plamager af blod eller lignende på væggene’, og ikke er enigt i at der var tale om et ’tykt lag støv på paneler og møbler’.
Fængslet har i den forbindelse bemærket at ’plamager af blod’ kan give en helt fejlagtig opfattelse af forholdene på Vestre Hospital.
Afslutningsvis har fængslet udtrykt overraskelse over ikke at have haft lejlighed til at kommentere rapporten inden den blev offentliggjort.
Jeg har på ny gennemgået noterne fra besigtigelsen af denne celle og de billeder der blev taget i cellen under inspektionen.
Om plamagerne på væggene var blod eller noget andet kan jeg ikke udtale mig om, men de var rødlige og lignede umiddelbart blod.
Beskrivelsen ’blod eller lignende’ havde netop til hensigt at angive at det lignede blod, men også kunne være noget andet.
Det har ikke været min mening at antyde at der var tale om blod.
Jeg medgiver at det havde været mere hensigtsmæssigt om jeg havde omtalt plamagerne i en mere neutral form.
Under inspektionen opholdt vi os relativt længe i celle 821 hvor jeg tilkendegav at rengøringsstandarden i denne celle efter min opfattelse var klart utilfredsstillende.
Det var mit indtryk at inspektøren og viceinspektøren var enige heri.
Det er – også ud fra min erindring om besigtigelsen af denne celle som bestyrkes af de billeder der blev taget – fortsat min vurdering at der var meget beskidt/støvet, og ud fra mængden af støvet på fx den hylde der sad på væggen, så det ud som om at der ikke havde været gjort rent i længere tid.
Beskrivelsen ’et tykt lag støv’ er udtryk for min vurdering af at der ikke havde været støvet af/gjort rent i længere tid.
Jeg har dog ikke forudsætninger for at udtale mig om hvor længe støvet måtte have ligget der, og det havde måske været mere hensigtsmæssigt blot at angive at der var meget beskidt i cellen.
Det er sædvanlig praksis at inspektionsrapporter udsendes i en foreløbig form med henblik på at give myndighederne lejlighed til at komme med bemærkninger /korrektioner til de faktiske forhold (jf. ombudsmandslovens § 20, stk. 1).
Hvis der er fejl i det faktiske grundlag der ligger til grund for en vurdering i inspektionsrapporten, vil det eventuelt kunne føre til en ændret vurdering i den endelige rapport.
I forbindelse med udarbejdelsen af brevet af 23. maj 2007 overvejede jeg om det skulle ud i en foreløbig form, men mente ikke at det var nødvendigt.
Det skyldes at både fængselsinspektøren og vicefængselsinspektøren var til stede under hele inspektionen som kun omfattede få forhold, at jeg under inspektionen løbende tilkendegav min umiddelbare opfattelse, og at det var mit indtryk at der ikke var uenighed om de faktiske forhold.
Jeg medgiver som nævnt at min beskrivelse af de faktiske forhold kunne have været holdt i en mere neutral form, men det ændrer ikke ved min vurdering af at rengøringsstandarden på celle 821 på inspektionstidspunktet – også henset til at der er tale om en hospitalscelle hvor det er særligt vigtigt at der er en god rengøringsstandard – efter min vurdering var klart utilfredsstillende.
Jeg foretager mig ikke mere vedrørende dette forhold.
Jeg anmodede om en udtalelse vedrørende reglen om at også de indsatte på hospitalet – der er på hospitalet fordi de er syge – selv skal stå for rengøring af deres stuer.
Jeg anmodede i den forbindelse om en uddybning af det under inspektionen oplyste om den bistand der kan ydes hertil af servicemedarbejdere.
Københavns Fængsler har oplyst at de indsatte på Vestre Hospital som udgangspunkt selv skal rengøre deres egen celle, men at en servicemedarbejder rengør cellen hvis den indsatte enten af fysiske eller psykiske grunde ikke er i stand til at rengøre cellen.
Fængslet har bemærket at fængslet er enigt i at det skal påses at der gøres rent, men at dialog med den indsatte herom ofte er en proces der må ske i balance med forholdene i øvrigt.
Alternativerne – straf for ikke at følge personalets anvisninger eller at få gjort rent ved hjælp af gangmand eller servicemedarbejder – har konsekvenser der nøje bør overvejes.
Københavns Fængsler har efterfølgende over for direktoratet oplyst at det afhænger af en konkret vurdering om en servicemedarbejder skal forestå rengøring af en celle.
Hvis rengøringsstandarden i øvrigt på en afdeling vurderes at være for ringe, anmodes afdelingslederen om at tage hånd om problemet.
Direktoratet har henholdt sig hertil.
Som jeg tilkendegav i mit brev af 23. maj 2007 er det efter min opfattelse særligt vigtigt at der er en god rengøringsstandard på et hospital.
Det gælder ikke kun lokaliteter der er fælles for de indsatte som fx bad og toilet, men også de indsattes egne stuer – hvor jeg går ud fra at (mange af) de indsatte opholder sig det meste eller meget tid af dagen.
Det er derfor efter min opfattelse også vigtigt at der føres et effektivt tilsyn med at der er en god rengøringsstandard.
Jeg har ovenfor noteret mig det tiltag som Københavns Fængsler vil iværksætte på forsøgsbasis for så vidt angår kontrol med rengøringen i toilet- og baderum.
Jeg noterer mig endvidere at fængslet er enigt i at det skal påses at der gøres rent på de indsattes stuer; jeg går ud fra at fængslets generelle indskærpelse over for personalet af pligten til at føre tilsyn med rengøringsstandarden også omfatter rengøringen på de indsattes stuer – uanset om den udføres af den indsatte eller en anden (servicemedarbejder).
Videre har jeg noteret mig at der i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af hvorvidt rengøring af cellerne skal foretages af den indsatte eller af en servicemedarbejder (eller med hjælp af gangmand).
Jeg går ud fra at fængslet ved denne vurdering er meget opmærksom på at de indsatte på Vestre Hospital er dér fordi de er syge og derfor kun bør pålægges at gøre rent på deres stuer hvis de i det enkelte tilfælde vurderes at være (fysisk og psykisk) i stand til det.
Jeg beder fængslet om at uddybe det anførte om dialog med den indsatte om rengøring, og at alternativerne – straf for ikke at følge personalets anvisninger eller at få gjort rent ved hjælp af gangmand eller servicemedarbejder – har konsekvenser der nøje bør overvejes.
I den forbindelse beder jeg om oplysning om hvorvidt dette dilemma vil kunne fjernes, hvis der på Vestre Hospital – ligesom på almindelige hospitaler – blev gjort rent af fast personale (eller gangmænd).
Idet jeg går ud fra at fængslet er opmærksom på at sikre at der til enhver tid er en god rengøringsstandard på Vestre Hospital, foretager jeg mig i øvrigt ikke mere vedrørende dette forhold.
Rengøringsstandarden var ikke acceptabel på toilettet på 1. sal og i baderummene, især baderummet i stueetagen.
Jeg henstillede at personalets pligt til at føre kontrol med gangmændenes rengøring blev indskærpet over for personalet på hospitalet og bad om underretning om hvad der skete i anledning af min henstilling.
Københavns Fængsler har oplyst at personalet fører kontrol med gangmandens rengøring og påtaler hvis rengøringen ikke er acceptabel.
Fængslet har videre oplyst at toiletter og bad rengøres dagligt.
Fængslet har videre oplyst at personalets tilsynspligt generelt er blevet indskærpet, og fængslet har i den forbindelse henvist til det ovenfor anførte (vedrørende modtagelsen).
Jeg har ovenfor noteret mig denne indskærpelse og indførelsen på forsøgsbasis af kontrolskemaer.
Jeg foretager mig ikke mere vedrørende dette forhold.
Jeg beskrev baderummene på Vestre Hospital og nævnte at de begge trænger til istandsættelse.
Jeg anmoder om oplysning om planerne for istandsættelse af baderummene.”
Ombudsmanden modtog i den anledning et brev af 27. februar 2008 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen der tillige indeholdt Københavns Fængslers oplysninger i sagen.
I et brev af 17. marts 2006 til Københavns Fængsler og Direktoratet for Kriminalforsorgen meddelte inspektionschefen herefter følgende på ombudsmandens vegne
”…
Modtagelsesafdelingen
Jeg noterede mig at direktoratet havde pålagt Københavns Fængsler at istandsætte det ene badeværelse i 2007 i overensstemmelse med min henstilling.
Jeg bad om underretning når denne istandsættelse havde fundet sted.
Københavns Fængsler har over for direktoratet oplyst at istandsættelsen af dette baderum blev færdig i slutningen af 2007.
Direktoratet har henholdt sig hertil.
Jeg tager det oplyste til efterretning.
Jeg noterede mig at fængslet forsøgsvis ville indføre kontrolskemaer for rengøring af toiletter hvorpå gangmanden dagligt skal notere tidspunktet for rengøring, og personalet skal gøre notat om tilfredsheden hermed.
Jeg anmodede fængslet om at underrette mig om evalueringen til sin tid af denne ordning.
Københavns Fængsler har over for direktoratet oplyst at ordningen løbende er blevet tilpasset.
I starten blev skemaet udfyldt og ophængt i baderum, men da det på grund af vanddamp mv. viste sig uhensigtsmæssigt, er skemaet nu hængt op ved siden af baderummene.
Servicemedarbejderen på Vestre Hospital har løbende ført kontrol med at gangmanden udfyldte skemaet efter forskrifterne, og ledelsen har stikprøvevis kontrolleret rengøringsstandarden.
På trods af nogen hærværk har ordningen samlet set levet op til forventningerne og betegnes af afdelingen som en succes.
Ordningen har været nem at sætte i værk, og de indsatte kan ved selvsyn se hvornår baderummene er gjort rene.
Det fremgår endvidere af direktoratets udtalelse at Københavns Fængsler forsøgsvis vil prøve ordningen på en fællesskabsafdeling.
Jeg har noteret mig det oplyste.
Vestre Hospital
Jeg noterede mig at det var fængslets plan at male indtil 1/3 af cellekapaciteten (12 celler) på hospitalet pr. år og eventuelt udskifte celleinventaret.
Jeg bad om at blive underrettet når fængslet gik i gang med at istandsætte celler på hospitalet, og om at få oplyst om celle 821 var blandt de første celler der ville blive istandsat.
Københavns Fængsler har over for direktoratet oplyst at fængslet endnu ikke er startet med at istandsætte celler på hospitalet.
Det skyldes at andre opgaver er prioriteret højere.
Det drejer sig bl.a. om renovering af besøgsbygningen på Vestre Fængsel, fysiske tilpasninger i forbindelse med at der er indført ny struktur og renovering af ca. 90 celler mens hele etager var lukket som følge af usædvanlig lav belægning.
Fængslet vil tidligst starte med at istandsætte celler på Vestre Hospital i juni 2008, men vil dog næppe kunne nå at renovere 12 celler inden 1. august 2008.
Direktoratet har henholdt sig hertil, men har samtidig oplyst at direktoratet har bedt Københavns Fængsler om at istandsætte celle 821 som en af de første.
Jeg har noteret mig det oplyste og ønsker fortsat at blive underrettet når fængslet går i gang med at istandsætte celler på hospitalet.
Jeg bad om at få oplyst planerne for at istandsætte baderummene på Vestre Hospital som begge trænger til istandsættelse.
Københavns Fængsler har over for direktoratet oplyst at fængslet som tidligere nævnt ønsker at toilet- og badefaciliteter moderniseres.
Det skønnes at koste 0,7 mio. kr. og kan efter planen tidligst ske i 2010.
Direktoratet har henholdt sig hertil.
Direktoratet har dog meddelt Københavns Fængsler at direktoratet går ud fra at fængslet i forbindelse med istandsættelsen af cellerne vil sørge for at der sker en grundig rengøring med afkalkning og maling af baderummene så de fremstår mere tiltalende end nu indtil rummene kan gennemgå en egentlig modernisering.
Jeg har noteret mig det oplyste og beder om at ovennævnte underretning når arbejdet med at istandsætte celler går i gang, tillige oplyser om rengøring og maling mv. af baderummene.
Bortset fra at jeg afventer nævnte underretning, betragter jeg herefter sagen om min inspektion den 16. maj 2007 af dele af modtagelsen i Vestre Fængsel og Vestre Hospital som afsluttet.
…”