Læk af oplysninger til pressen
Statutory Text (3 Articles)
Læk af oplysninger til pressen
Resumé
En avis omtalte en sag hvor Udlændingeservice havde lækket fortrolige oplysninger om et ægtepar til en journalist.
Sagen vedrørte opholdstilladelse og adoption.
Herefter gik ombudsmanden ind i sagen.
Integrationsministeriet oplyste at det var rigtigt at Udlændingeservice havde lækket oplysningerne uden samtykke fra ægtefællerne.
Ministeren havde da også beklaget det skete over for Folketinget.
Ægteparret havde imidlertid ikke fået en beklagelse fra myndighederne, og det var ombudsmandens opfattelse at ministeriet også burde sørge for at parret fik en redegørelse og beklagelse.
Dette fulgte af god forvaltningsskik.
(J.nr. 2007-0529-603).
I artikler i Dagbladet X fra den 25. til den 30. januar 2007 blev der omtalt en sag om opholdstilladelse og adoption.
I forbindelse med artiklerne blev det nævnt at Udlændingeservice skulle have videregivet fortrolige oplysninger til pressen om ægteparret A og B.
Derfor bad jeg den 9. februar 2007 Integrationsministeriet om orientering om sagen om Udlændingeservices mulige videregivelse af fortrolige oplysninger til pressen, herunder hvad ministeriet eventuelt ville foretage sig i den anledning.
Jeg bad om orienteringen til brug for mine overvejelser om hvorvidt der var grundlag for at jeg af egen drift tog spørgsmålet om den mulige videregivelse af fortrolige oplysninger op til undersøgelse.
I brev af 22. februar 2007 med bilag bekræftede ministeriet over for mig at Udlændingeservice havde videregivet oplysninger om sagen til en journalist uden at der forelå samtykke hertil fra parterne i sagen.
Ministeriet oplyste mig om at den konkrete sag havde givet Udlændingeservice anledning til at indskærpe over for de medarbejdere der er beskæftiget med pressehåndtering, at videregivelse af oplysninger til journalister alene må ske inden for de rammer der følger af forvaltningsloven.
I forbindelse med bl.a. besvarelse af spørgsmål nr. 72 (alm. del) stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik tilkendegav integrationsministeren at hun fandt det beklageligt at der i den konkrete sag var sket videregivelse af oplysninger af personfølsom karakter uden samtykke.
Ministerens besvarelse blev sendt til Udlændingeservice i kopi.
Endvidere oplyste ministeriet mig om at ministeriet på den baggrund ikke agtede at foretage sig videre i anledning af sagen.
Den 28. juni 2007 afgav jeg en foreløbig redegørelse i sagen hvoraf følgende bl.a. fremgik
Ombudsmandens foreløbige udtalelse
”Integrationsministeren har bl.a. i forbindelse med besvarelse af spørgsmål nr. 72 (alm. del) stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge og Integrationspolitik tilkendegivet at hun finder det beklageligt at Udlændingeservice i den konkrete sag har videregivet oplysninger af personfølsom karakter til en journalist uden at der forelå samtykke hertil fra parterne i sagen.
Derfor foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.
Jeg har lagt til grund at de oplysninger der er videregivet til journalisten uden samtykke, angår (A) og (B).
Efter de oplysninger som jeg har modtaget, har hverken Integrationsministeriet eller Udlændingeservice direkte over for (A) og (B) redegjort for forløbet og beklaget at Udlændingeservice i den konkrete sag videregav oplysninger af personfølsom karakter om dem uden deres samtykke.
Det følger af god forvaltningsskik at vigtige beslutninger skal meddeles borgeren.
Se Jens Olsen mfl. i Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 645 f, med henvisning til ombudsmandens udtalelser i Folketingets Ombudsmands beretning for 1978, s. 113 ff*, og for 1993, s. 178 ff*.
Af god forvaltningsskik følger også at parten bliver gjort bekendt med afgørelsen før offentligheden bliver orienteret om den.
Jeg henviser til Folketingets Ombudsmands beretning for 1995, s. 199 ff*.
Det er min foreløbige opfattelse at det er naturligt og stemmer bedst overens med god forvaltningsskik at Integrationsministeriet sørger for at (A) og (B) får en redegørelse og beklagelse for forløbet.
Derfor er jeg indstillet på at henstille til Integrationsministeriet at ministeriet sørger for at (A) og (B) får en redegørelse og en beklagelse for forløbet.”
Bemærkninger til den foreløbige udtalelse
Den 9. juli 2007 oplyste ministeriet mig om at ministeriet var enigt med mig i at A og B burde modtage en redegørelse for sagen, ligesom udlændingemyndighederne burde beklage sagsforløbet direkte over for de pågældende.
Det var ministeriets opfattelse at Udlændingeservice var nærmest til at gøre dette.
Derfor havde ministeriet samme dag afgivet en henstilling til Udlændingeservice herom.
Ministeriet sendte mig den 3. august 2007 bl.a. kopi af Udlændingeservices brev af 27. juli 2007 til A og B.
I brevet af 27. juli 2007 redegjorde Udlændingeservice for forløbet af sagen og beklagede meget forløbet af pressehåndteringen af sagen.
Den 20. november 2007 afgav jeg min endelig redegørelse i sagen og udtalte i den anledning følgende
Ombudsmandens endelige udtalelse
”Det er min endelige opfattelse at det er naturligt og stemmer bedst overens med god forvaltningsskik at Integrationsministeriet sørger for at (A) og (B) får en redegørelse og beklagelse for forløbet.
Jeg har i den forbindelse noteret mig at ministeriet den 9. juli 2007 erklærede sig enig heri.
Jeg har gjort Udlændingeservice og Integrationsministeriet bekendt med min opfattelse.
Under hensyntagen til at Udlændingeservice den 27. juli 2007 har givet (A) og (B) en redegørelse og en beklagelse for forløbet, foretager jeg mig ikke mere i sagen.”
NOTER: (*) FOB 1978, s. 113, FOB 1993, s. 178 , og FOB 1995, s. 199 .