Inspektion af Rådhuset i Esbjerg den 15. september 2005 - Afsluttende brev
Statutory Text (2 Articles)
Inspektion af Rådhuset i Esbjerg den 15. september 2005 - Afsluttende brev
Vedrørende inspektion af rådhuset i Esbjerg
Den 13. marts 2006 sendte jeg en opfølgningsrapport nr. 1 vedrørende min inspektion den 15. september 2005 af rådhuset i Esbjerg.
I rapporten tilkendegav jeg at jeg afventede besvarelse af de spørgsmål jeg havde rejst under punkterne 4.1. og 4.8.
I den anledning modtog jeg en udtalelse af 24. august 2006 fra Esbjerg Kommune.
Jeg skal herefter meddele følgende
Ad pkt. 4.1.
Ydre adgangsforhold, herunder handicapparkering
I min opfølgningsrapport nr. 1 skrev jeg bl.a. således
”Esbjerg Kommune har i udtalelsen af 6. marts 2006 oplyst at skiltningen ved indkørslen til Torvepladsen ændres, så det tydeligt fremstår at parkering er tilladt med henvisning til handicapparkeringspladserne i Rolfsgade.
Jeg har noteret mig det oplyste.
…
Esbjerg Kommune har oplyst at der ikke etableres afmærkning af egentlige handicapparkeringspladser på Torvepladsen.
Derimod reserveres der et areal umiddelbart uden for hovedtrappen til handicapparkering.
Jeg går ud fra at der med det areal der reserveres til handicapparkering fuldt ud leves op til de ovennævnte krav til størrelsen af egentlige handicapparkeringspladser.
Jeg kan forstå at der ved indkørslen til Torvepladsen vil blive opsat skilt der henviser til handicapparkeringspladserne i Rolfsgade.
Der kan vel være anledning til at der her også informeres om muligheden for at parkere på det reserverede areal.
Jeg anmoder om kommunens bemærkninger hertil.”
I udtalelse af 24. august 2006 har Esbjerg Kommune anført følgende
”Vi har etableret handicapparkering på Torvepladsen – alle ugens dage – med afmærkning af 2 pladser – pladserne er placeret lige uden for hovedindgangen som vi fik anbefalet ved inspektionen.
Der er foretaget skiltning, hvoraf det fremgår at handicapparkering er tilladt (uden begrænsning).
Vi har endnu ikke placeret et henvisningsskilt til handicapparkeringspladserne i Rolfsgade, da vi sidestiller denne indgang med hovedindgangen.
Hvis det viser sig nødvendigt med en henvisning, bliver der naturligvis opsat et skilt.”
Jeg har noteret mig det oplyste.
Ad pkt. 4.8.
Toiletter
Esbjerg Kommune oplyste i brev af 6. marts 2006 at det eksisterende handicaptoilet ville blive renoveret i løbet af 2006, og at jeg ville modtage tegninger når disse forelå.
I brev af 24. august 2006 har Esbjerg Kommune oplyst at ombygningen af rådhuset endnu ikke er tilendebragt, og at kommunen af den grund endnu ikke er begyndt at projektere en ombygning af det eksisterende handicaptoilet.
Tidsplanen for ombygningen af det eksisterende handicaptoilet er således rykket så handicaptoilettet først kan forventes at være ombygget i 1. kvartal 2007.
Jeg har noteret mig det oplyste og afventer fortsat fremsendelse af tegninger vedrørende ændring af det pågældende toilet.
Jeg betragter herefter inspektionssagen som afsluttet bortset fra at jeg afventer fremsendelse af de ovennævnte tegninger.
Med venlig hilsen
Kopi er samtidig sendt til
Folketingets Retsudvalg
Center for Ligebehandling af Handicappede
Erhvervs- og Byggestyrelsen