Legislator Case Law & Legislation
O20060074572 DK

Nedlæggelse af dobbeltceller i landets arresthuse

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

ISP H#LOKDOK53 2006 745 Valid

Nedlæggelse af dobbeltceller i landets arresthuse

ISP H#LOKDOK53 2006 745 Valid

Resumé

I forbindelse med behandlingen af sagen vedrørende inspektion af Arresthuset i Herning blev spørgsmålet om nedlæggelse af dobbeltceller i landets arresthuse udskilt til særskilt behandling.

På ombudsmandens vegne henstillede inspektionschefen til Direktoratet for Kriminalforsorgen at udarbejde en plan for afvikling af de tilbageværende dobbeltceller i landets arresthuse.

(J.nr. 2006-4007-628).

ISP H#LOKDOK53 2006 745 Valid

I et brev af 8. december 2006 skrev inspektionschefen på ombudsmandens vegne følgende til Direktoratet for Kriminalforsorgen

”…

Under min inspektion af Arresthuset i Herning den 26. januar 2006 besigtigede jeg bl.a. arresthusets dobbeltcelle.

Cellen har et areal på knap 9 m 2 .

Den er møbleret med en køjeseng, to borde, to stole, to reolhylder, to høje skabe, to lave skabe, opslagstavler og et køleskab som deles af de to indsatte på cellen.

Arresthuset oplyste under inspektionen at det ind i mellem er problematisk med tomandscellen.

Det kan være vanskeligt at overtale de indsatte til at acceptere bofællesskabet på cellen på grund af pladsforholdene, og det er af og til nødvendigt efterfølgende at skille indsatte ad hvis ikke det er muligt for dem at fungere sammen i dagligdagen.

Endvidere gør pladsforholdene i tomandscellen det vanskeligt at finde egnet cellearbejde til de indsatte i cellen, såfremt de ikke arbejder på værkstedet.

Dobbeltcellen i arresthuset blev etableret i forbindelse med nedlæggelsen af to tremandsceller på hver ca. 18 m².

Arresthuset oplyste under inspektionen at arresthuset i forbindelse med nedlæggelsen af tremandscellerne ytrede ønske om at der i fremtiden kun skulle være enkeltmandsceller i arresthuset.

Direktoratet for Kriminalforsorgen modsatte sig imidlertid dette med henvisning til at det i så fald ikke ville være muligt at opretholde arresthusets 17 pladser.

Som følge heraf blev der – udover de 15 enkeltmandsceller – indrettet en dobbeltcelle i arresthuset.

I den endelige rapport vedrørende inspektionen den 26. januar 2006 anførte jeg følgende vedrørende dobbeltcellen

‘Ved nedlæggelsen af tremandscellerne skete der for så vidt en forringelse af pladsforholdene for indsatte som ikke er på enkeltcelle, idet to indsatte nu deler en celle på 9 m² - svarende til enkeltmandscellernes areal - hvor tre indsatte tidligere delte 18 m².

Efter min opfattelse er pladsforholdene i tomandscellen ikke acceptable.

Jeg henviser også til det der er anført ovenfor om (dobbelt)møbleringen af cellen, og om de begrænsede muligheder for at udføre cellearbejde.

Jeg henviser derudover til det som jeg i øvrigt har anført om arresthusets bygningsmæssige rammer i almindelighed.

Disse forhold betyder at de indsatte på tomandscellen må opholde sig en meget stor del af tiden låst inde på cellen (hvis den ene eller begge da ikke er blandt de fire der beskæftiges på værkstedet eller har gangmandsfunktioner).

Med henvisning hertil beder jeg Direktoratet for Kriminalforsorgen om at oplyse om direktoratet er indstillet på at nedlægge tomandscellen.

Jeg går ud fra at den forbedrede situation med hensyn til belægningen af kriminalforsorgens institutioner også må tillægges betydning i den forbindelse.’

Jeg modtog den 10. juli 2006 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen en udtalelse i anledning af rapporten.

Ved udtalelsen var bl.a. vedlagt arrestforvarerens udtalelse af 1. juni 2006.

I udtalelsen af 1. juni 2006 gentager arresthuset at baggrunden for at dobbeltcellen er opretholdt, er at man ved nedlæggelse af 3 mandsceller ville miste en celleplads hvilket direktoratet på daværende tidspunkt ikke kunne godkende.

Arresthuset anfører videre at arresthuset er enigt i mine betragtninger vedrørende cellens størrelse og anvendelse som dobbeltcelle, ligesom arresthuset gentager at det til tider er problematisk at få to indsatte til at bo sammen.

Arresthuset henviser i den forbindelse til problemer med anbringelse af varetægtsarrestanter der som hovedregel ikke må/kan placeres på dobbeltcellen.

Arresthuset anbefaler at cellen ændres fra dobbeltcelle til enkeltcelle uagtet det betyder en nedgang i arresthusets kapacitet.

Direktoratet har i udtalelsen af 10. juli 2006 anført følgende om spørgsmålet om nedlæggelse af dobbeltcellen

‘Direktoratet kan oplyse, at der løbende arbejdes på at tilbyde de bedst mulige forhold til de indsatte i kriminalforsorgens institutioner.

Efter etableringen af nye arrestpladser i 2004 er flere dobbeltceller i arresthuse allerede i 2004 og 2005 blevet afviklet.

Men som situationen i Herning viser, eksisterer der dog stadig dobbeltceller i en række arresthuse.

Dette skyldes bl.a., at der, som ombudsmanden er orienteret om, de sidste par år har været et kraftigt belægspres på Kriminalforsorgens institutioner.

Trods en høj udnyttelsesgrad af Kriminalforsorgens institutioner i årets første fem måneder er der grund til at forvente, at belægspresset dette år vil være mindre end i 2005.

Både tilgangen af strafmasse og af nye domme i 2006 har imidlertid været præget af et uventet højt antal varetægtsfængslinger, som har medført fortsatte pladsproblemer i arresthusene.

Kriminalforsorgen har på den baggrund ikke aktuelt planer om afvikling af flere dobbeltceller i arresthusene.’

I brev af 13. juli 2006 skrev jeg til direktoratet at jeg forstod direktoratets udtalelse således at direktoratet afviste at følge min anbefaling.

Jeg bad bl.a. på denne baggrund direktoratet om at deltage i et møde.

Jeg anmodede samtidig direktoratet om inden mødet at sende mig en oversigt over tilbageværende tomandsceller i landets arresthuse med angivelse af mål på cellerne.

Jeg modtog en sådan oversigt fra direktoratet den 1. september 2006.

Af oversigten fremgår det at der eksisterer 50 dobbeltceller i landets arresthuse.

Udover dobbeltcellen i Arresthuset i Herning fremgår det at der i tre af landets øvrige arresthuse (Arresthuset i Ringsted, Arresthuset i Viborg og Arresthuset i Aabenraa) eksisterer dobbeltceller på samme størrelse (dvs. knap 9 m 2 ).

Endvidere fremgår det af oversigten at Arresthuset i Viborg har en dobbeltcelle med et areal på 6 m 2 .

Da jeg netop stod overfor at foretage (gen)inspektion af Arresthuset i Viborg (inspektionen blev gennemført den 20. september 2006), besluttede jeg at min stillingtagen til spørgsmålet om nedlæggelse af dobbeltcellen i Arresthuset i Herning skulle afvente denne inspektion.

Jeg aflyste bl.a. på denne baggrund mødet med Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Under inspektionen af Arresthuset i Viborg kunne jeg konstatere at arresthuset – som anført i oversigten – har to dobbeltceller.

Størrelsen på cellerne (henholdsvis 8,8 og 13,2 m 2 ) svarer dog ikke til det der er angivet i oversigten (6 og 8,75 m 2 ) Den mindste dobbeltcelle i Arresthuset i Viborg svarer således størrelsesmæssigt til dobbeltcellen i Arresthuset i Herning.

Som jeg gav udtryk for i rapporten af 21. april 2006 om inspektionen af Arresthuset i Herning er en celle på 9 m 2 ikke egnet til at blive benyttet som dobbeltcelle.

Pladsforholdene er som anført ikke acceptable.

Jeg mener derfor at der er et påtrængende behov for at de mindre dobbeltceller i landets arresthuse indenfor en kortere tidshorisont nedlægges, ligesom jeg mener at det på sigt skal tilstræbes at samtlige dobbeltceller i landets arresthuse nedlægges.

Jeg forstår at direktoratet for så vidt er enig i den overordnede målsætning.

En afvikling af arresthusenes dobbeltceller må selvfølgelig ske på baggrund af en overordnet prioritering, hvorunder der også må tages hensyn til belægssituationen i de enkelte områder i landet (evt. de enkelte institutioner).

Jeg har derfor i relation til inspektionssagen vedrørende Arresthuset i Herning valgt ikke at foretage mig yderligere vedrørende spørgsmålet om nedlæggelse af arresthusets dobbeltcelle.

Vedrørende belægsprocenten har jeg noteret mig at det af Justitsministeriet besvarelse af spørgsmål nr. 43 af 27. oktober 2006 fra Folketingets Retsudvalg fremgår at Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst at udnyttelsesprocenten fra april kvartalet til juli kvartalet var faldet fra 95,2 til 91,9, dvs. lige under den gennemsnitlige kapacitetsudnyttelse på 92 % der fremgår af kriminalforsorgens mål for 2006.

Den gennemsnitlige udnyttelsesprocent for årets første tre kvartaler ligger imidlertid på 95.

Med et samlet set mindre belægspres på kriminalforsorgens institutioner mener jeg at det – til trods for et uventet højt antal varetægtsfængslinger – bør være muligt for kriminalforsorgen at fordele de indsatte afsonere mellem kriminalforsorgens institutioner således at der kan skabes mulighed for en begyndende afvikling af arresthusenes dobbeltceller.

Jeg henstiller på denne baggrund at direktoratet udarbejder en plan for afvikling af de tilbageværende dobbeltceller i landets arresthuse, idet jeg bemærker at jeg går ud fra at direktoratet vil sørge for at de mindste dobbeltceller i videst muligt omfang nedlægges først.

Af de nye europæiske fængselsregler der er gældende fra den 11. januar 2006 fremgår det af punkt 18.1 at

‘The accommodation provided for prisoners, and in particular all sleeping accommodation, shall respect human dignity and, as far as possible, privacy, and meet the requirements of health and hygiene, due regard being paid to climatic conditions and especially to floor space, cubic content of air, lighting, heating and ventilation.’

Det følger videre af punkt 18.3-5 at

‘Specific minimum requirements in respect of the matters referred to in paragraphs 1 and 2 shall be set in national law.

National law shall provide mechanisms for ensuring that these minimum requirements are not breached by the overcrowding of prisons.

Prisoners shall normally be accommodated during the night in individual cells except where it is preferable for them to share sleeping accommodation.’

Det er således også efter disse regler det klare udgangspunkt at de indsatte skal tildeles enkeltceller og at den enkelte indsatte skal have ‘rimelig plads’.

Som en nyskabelse i forhold til det tidligere gældende regelsæt er det anført at der i national lovgivning skal opstilles minimumsstandarder (krav) vedrørende de forhold der nævnes i bl.a. punkt 18.1, herunder at der skal tages passende hensyn specielt til det gulvareal den enkelte indsatte skal have til sin rådighed (jeg indlæser heri kravet om at den enkelte skal have ‘rimelig plads’).

Jeg beder om oplysninger om hvilke overvejelser Direktoratet for Kriminalforsorgen har gjort sig i forhold til opfyldelsen af punkt 18.3, herunder om direktoratet vil opstille nationale minimumskrav til cellestørrelsen.

Jeg er bekendt med at der af bemærkningerne til de europæiske fængselsregler fremgår følgende vedrørende kravene til cellestørrelsen (punkt 18.3)

“The CPT, by commenting on conditions and space available in prisons in various countries has begun to indicate some minimum standards.

These are considered to be 4m 2 for prisoners in shared accommodation and 6m 2 for a prison cell.

These minima are, related however, to wider analyses of specific prison systems, including studies of how much time prisoners actually spend in their cells.

These minima should not be regarded as the norm.

Although the CPT has never laid down such a norm directly, indications are that it would consider 9 to 10m 2 as a desirable size for a cell for one prisoner.

This is an area in which the CPT could make an ongoing contribution that would build on what has already been laid down in this regard.

What is required is a detailed examination of what size of cell is acceptable for the accommodation of various numbers of persons.

Attention needs to be paid to the number of hours that prisoners spend locked in the cells, when determining appropriate sizes.

Even for prisoners who spend a large amount of time out of their cells, there must be a clear minimum space, which meets standards of human dignity.’

Som det er anført, er der ikke af CPT fastlagt egentlige minimumskrav for cellestørrelsen.

Der synes imidlertid at være indikationer der tyder på 9-10 m 2 for enkeltceller, og måske dermed 12 m 2 for en dobbeltcelle (6m 2 pr. indsat – 2/3 af 9 m 2 ).

Jeg henleder også direktoratet opmærksomhed på at Miljööverdomstolen i Sverige i marts 2005 udstedte forbud mod dobbeltbelægning af celler på 7 m 2 i häktet i Trelleborg ud fra beregningerne af ventilationskapaciteten, se Hans Jørgen Engbo, Straffuldbyrdelsesret, 2. udgave (2005), s 153.

Også celler på 10 m 2 med toilet og bad er for små til at rumme to indsatte.

Forbudet trådte efter det oplyste i kraft den 1. januar 2006.

Om end sagen vedrører overbelægning synes de bagvedliggende hensyn bag forbudet også at kunne have betydning i forhold direktoratets overvejelser vedrørende afvikling af arresthusenes dobbeltceller.

Jeg beder direktoratet oplyse mig om efter hvilken plan dobbeltcellerne i arresthusene i 2004 og 2005 blev afviklet.”

Ombudsmanden modtog herefter en udtalelse af 9. februar 2007 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen.

I et brev af 19. februar 2007 skrev inspektionschefen herefter følgende til Direktoratet for Kriminalforsorgen på ombudsmandens vegne

”…

I brevet af 8. december 2006 gav jeg udtryk for at der er et påtrængende behov for at de mindre dobbeltceller i landets arresthuse inden for en kortere tidshorisont nedlægges, og at det på sigt tilstræbes at samtlige dobbeltceller i landets arresthuse nedlægges.

Jeg anførte at det var mit indtryk at direktoratet for så vidt var enigt i den overordnede målsætning.

Jeg gav endvidere udtryk for at en afvikling af arresthusenes dobbeltceller selvfølgelig må ske på baggrund af en overordnet prioritering hvorunder der også må tages hensyn til belægssituationen i de enkelte områder i landet (evt. de enkelte institutioner).

Under henvisning til oplysningerne om udviklingen i udnyttelsesprocenten for kriminalforsorgens institutioner i 2006 bemærkede jeg at det burde være muligt at iværksætte en begyndende afvikling af arresthusenes dobbeltceller.

Dette til trods for at der, som direktoratet havde anført i udtalelsen af 10. juli 2006, i 2006 var forekommet et uventet højt antal varetægtsfængslinger.

Jeg henstillede på denne baggrund til direktoratet at udarbejde en plan for afviklingen af de tilbageværende dobbeltceller i landets arresthuse med udgangspunkt i at de mindste dobbeltceller i videst muligt omfang vil blive søgt nedlagt først.

I udtalelsen af 9. februar 2007 har direktoratet oplyst at direktoratet for så vidt er enigt i på sigt at få nedlagt flertallet af dobbeltcellerne i kriminalforsorgens arresthuse, herunder de celler der er på under 10 m 2 .

Direktoratet har endvidere oplyst at direktoratet er indstillet på at de mindste dobbeltceller søges afviklet over en overskuelig årrække.

Om planen for afviklingen af dobbeltcellerne har direktoratet oplyst følgende

’Det planlægges i første omgang at nedlægge 1 dobbeltcelle i arresthusene i både 2007 og i 2008.

Direktoratet vil som udgangspunkt nedlægge de mindste dobbeltceller først.

Direktoratet vil løbende orientere ombudsmanden, når der er truffet beslutning om, hvilke dobbeltceller der nedlægges.

Direktoratet kan ikke på nuværende tidspunkt præcist angive, i hvilken takt de øvrige dobbeltceller i arresthusene vil blive nedlagt.

Dette vil afhænge af udviklingen i belægspresset på kriminalforsorgens institutioner og på de bevillinger kriminalforsorgen fremover får.

Det kan i øvrigt nævnes, at der i 2007 vil blive nedlagt 3 ottemandsstuer på Fængselsafdelingen Kærshovedgård.’

Jeg har taget til efterretning at direktoratet har påbegyndt planlægningsarbejdet med afviklingen af arresthusenes dobbeltceller.

Jeg har noteret mig at direktoratet er indstillet på at de mindste dobbeltceller (på under 10 m 2 ) søges afviklet over en overskuelig årrække, og at der både i 2007 og 2008 vil blive nedlagt i hvert fald én dobbeltcelle.

Jeg har ud fra oversigten over dobbeltceller i arresthusene, som jeg modtog fra direktoratet den 1. september 2006, kunnet konstatere at der eksisterer 8 dobbeltceller med et areal på under 10 m 2 .

Jeg går på baggrund af direktoratets oplysninger ud fra at det er 2 af disse 8 celler som vil blive nedlagt i henholdsvis 2007 og 2008.

Jeg afventer imidlertid direktoratets nærmere orientering om præcis hvilke celler der først nedlægges, samt oplysninger om i hvilken takt de øvrige celler – herunder i særdeleshed de resterende 6 dobbeltceller på under 10 m 2 – vil blive nedlagt.

Jeg har noteret mig at direktoratet har anført at direktoratet for så vidt er enigt i på sigt at få nedlagt flertallet [min fremhævelse] af dobbeltcellerne i kriminalforsorgens arresthuse.

Jeg var – som anført i mit brev af 8. december 2006 – af den opfattelse at direktoratet overordnet var enigt i at samtlige dobbeltceller i landets arresthuse tilstræbes nedlagt.

Direktoratets formulering i udtalelsen af 9. februar 2007 synes imidlertid at skabe usikkerhed om hvorvidt der rent faktisk eksisterer en sådan enighed om den overordnede målsætning.

Jeg beder derfor for god ordens skyld direktoratet uddybe denne bemærkning.

De europæiske fængselsregler; fastlæggelse af minimumskrav til cellestørrelse

I brevet af 8. december 2006 bad jeg om oplysninger om hvilke overvejelser direktoratet havde gjort sig i forhold til opfyldelse af punkt 18.3 i de nye europæiske fængselsregler om at der i national lovgivning skal opstilles minimumsstandarder (krav) til bl.a. det gulvareal den enkelte indsatte skal have til sin rådighed.

Direktoratet har i udtalelsen af 9. februar 2007 oplyst at der vil blive udarbejdet regler for minimumsstørrelsen af celler i kriminalforsorgens institutioner.

For nybyggeri vil udgangspunktet være en størrelse på ca. 9 m 2 samt 3 m 2 til toilet og bad.

Sådanne minimumskrav vil dog ikke kunne blive fastsat for de eksisterende institutioner, da det vil indebære at en meget stor del af kriminalforsorgens nuværende kapacitet ikke vil opfylde reglerne.

Jeg er bekendt med at de bygningsmæssige rammer i mange af kriminalforsorgens ældre institutioner sætter visse begrænsninger for mulighederne for ombygning/indretning.

Jeg er derfor også enig i at minimumsstandarden i relation til arealkrav for nybyggeri ikke nødvendigvis umiddelbart vil kunne gælde for kriminalforsorgens ældre institutioner.

Jeg går dog ud fra at der også for den ældre bygningsmasse vil blive opstillet arealkrav.

Jeg beder direktoratet underrette mig om det videre arbejde hermed.

Direktoratet har i udtalelsen af 9. februar 2007 bemærket at enkeltceller også efter fastlæggelsen af minimumskrav til cellestørrelse i situationer med akut spidsbelastning kan dobbeltbelastes.

Direktoratet har videre oplyst at direktoratet ved hjælp af belægsprognoser vil forsøge at skabe de bedst mulige styringsinstrumenter for at undgå at der opstår behov for dobbeltbelægning, og således at der med de givne bevillinger skabes mulighed for at nedlægge dobbeltceller i kriminalforsorgens institutioner.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Jeg er selvfølgelig enig i at afviklingen af dobbeltcellerne skal ske på en sådan måde at der ikke herved opstår risiko for at skabe et efterfølgende behov for dobbeltbelægning af enkeltceller.

Jeg har i den forbindelse noteret mig at direktoratet anser det for muligt gennem belægsprognoser og med de givne bevillinger at skabe mulighed for at begynde afvikling uden at der vil opstå en sådan risiko.

Afviklingen af dobbeltceller i 2004 og 2005

I en udtalelse til mig af 10. juli 2006 oplyste direktoratet at flere dobbeltceller i arresthusene allerede i 2004 og 2005 var blevet afviklet.

Jeg bad på denne baggrund i mit brev af 8. december 2006 om at få oplyst efter hvilken plan afviklingen af dobbeltcellerne i arresthusene i 2004 og 2005 var foregået.

I udtalelsen af 9. februar 2007 har direktoratet oplyst at det var en fejl at det i udtalelsen af 10. juli 2006 blev anført at der i 2004 og 2005 blev nedlagt dobbeltceller i arresthusene.

Det var rettelig i Statsfængslet i Jyderup hvor der i 2004 blev nedlagt tremands og firemandsceller på afdeling C. Direktoratet har beklaget forholdet, hvilket jeg har noteret mig.”

Ombudsmanden modtog herefter et brev af 27. marts 2007 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen.

I et brev af 2. april 2007 skrev inspektionschefen herefter følgende til direktoratet på ombudsmandens vegne

”…

1.

I brev af 19. februar 2007 anmodede jeg direktoratet om at uddybe bemærkningen i direktoratets brev af 9. februar 2007 om at direktoratet for så vidt er enigt i på sigt at få nedlagt ’flertallet’ af dobbeltcellerne i landets arresthuse.

Direktoratet har hertil bemærket at direktoratet er enigt i at ’udgangspunktet må være, at indsatte i kriminalforsorgens institutioner skal kunne tilbydes en enkeltcelle’.

Direktoratet har videre anført at direktoratet dog mener at det kan være hensigtsmæssigt at bibeholde et ’mindre antal’ dobbeltceller.

Det skyldes at det er erfaringen at nogle indsatte gerne vil være i en dobbeltcelle.

Direktoratet har som et eksempel nævnt udlændinge med samme sprog der ikke eller kun vanskeligt kan tale med personalet eller andre indsatte, og hvor anbringelse i dobbeltcelle kan mindske den isolation der ellers kan være en utilsigtet følge af dette forhold.

Som andre eksempler har direktoratet nævnt indsatte med familiemæssige bånd eller indsatte der er særligt belastet af indelåsning og gerne vil dele celle med en indsat der er indforstået med det.

Jeg har ingen bemærkninger til at indsatte der selv ønsker det (eller ikke har noget imod det), placeres i dobbeltcelle med en anden indsat der er indforstået hermed.

Jeg har derfor heller ingen bemærkninger til at der i arresthusene er celler (af en passende størrelse) der kan imødekomme ønsker fra de indsatte om at dele celle.

Også efter min opfattelse bør alle indsatte som udgangspunkt kunne ’tilbydes’ enkeltcelle.

Indsatte der ikke ønsker at dele celle med en anden indsat, bør således efter min opfattelse som altovervejende hovedregel ikke placeres i en dobbeltcelle – heller ikke i selv om der er tale om en større dobbeltcelle.

For at sikre at ingen indsatte placeres i dobbeltcelle mod deres vilje, bør kapaciteten principielt ikke overstige det antal celler der er til rådighed.

Jeg går ud fra at de enkelte arresthuse er meget opmærksomme på hvem der placeres i dobbeltcelle.

Jeg går således ud fra at arresthusene altid først søger at finde frem til indsatte der er indforstået med (eller ligefrem ønsker) bofællesskabet, således at det i videst muligt omfang undgås at placere indsatte på dobbeltcelle hvis de ikke ønsker det.

Som det fremgår af rapporterne om mine inspektioner af arresthusene i Herning og Viborg, oplever begge disse arresthuse problemer i relation til placeringen af indsatte på dobbeltcelle der ikke kun skyldes størrelsen af cellerne i disse arresthuse.

Jeg går ud fra at det samme gør sig gældende i andre arresthuse med (små) dobbeltceller.

Idet jeg har noteret mig at direktoratet på sigt vil nedlægge ’flertallet’ af dobbeltcellerne, foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

2.

I brevet af 19. februar 2007 gik jeg ud fra at de to celler der vil blive nedlagt i 2007 og 2008, vil blive udpeget blandt de dobbeltceller der har et areal på under 10 m 2 .

Jeg bemærkede at jeg imidlertid afventede nærmere orientering om præcis hvilke celler der først nedlægges, og oplysning om i hvilken takt de øvrige – herunder i særdeleshed de øvrige celler under 10 m 2 – vil blive nedlagt.

Der er i alt otte dobbeltceller under 10 m 2 .

Jeg har noteret mig at direktoratet i brevet af 27. marts 2007 har bekræftet at de to celler der vil blive nedlagt i 2007 og 2008, vil være celler med et nettoareal på under 10 m 2 , og at direktoratet har gentaget at direktoratet vil holde mig løbende orienteret om hvilke dobbeltceller der nedlægges.

3.

Jeg gik i brevet af 19. februar 2007 tillige ud fra at der også for den ældre bygningsmasse ville blive opsat arealkrav, og jeg bad direktoratet om at underrette mig om det videre arbejde hermed.

Direktoratet har oplyst at direktoratet vil underrette mig om hvilke minimumskrav der fastsættes til cellestørrelsen i kriminalforsorgens institutioner, og at direktoratet i den forbindelse også vil opsætte arealkrav til cellerne i den bestående bygningsmasse.

Jeg har noteret mig det oplyste og afventer denne orientering.”

I brev af 16. maj 2007 oplyste direktoratet at Arresthuset i Vordingborg – der har fire dobbeltceller (over 10 m 2 ) – blev lukket pr. 15. juni 2007.

Direktoratet oplyste endvidere at direktoratet dog fortsat planlagde at nedlægge en dobbeltcelle med et nettoareal på 10 m 2 2007 og 2008.

Dette noterede inspektionschefen sig på ombudsmandens vegne i brev af 21 maj 2007.

NOTER: (*) FOB 2006, s. 725 .

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →