Familiestyrelsens afvisning af at behandle sent indkomne klager

Familiestyrelsens afvisning af at behandle sent indkomne klager

Resumé

I to tilfælde tog ombudsmanden stilling til om Familiestyrelsen kunne afvise at behandle en sent indkommen klage med henvisning til at der var gået lang tid siden underinstansen traf afgørelse.

Den første sag (j.nr. 2004-3465-651) handlede om ægtefællebidrag.

Her blev der først klaget over underinstansens afgørelse efter 8½ år.

Den anden sag (j.nr. 2006-0751-652) handlede om børnebidrag.

I den sag blev der først klaget over underinstansens afgørelse efter 2 år og 8 måneder.

Uanset at der ikke i lovgivningen var fastsat en frist for at udnytte klageadgangen, afviste Familiestyrelsen i begge tilfælde at behandle klagerne.

Familiestyrelsen henviste til at en klage efter Familiestyrelsens opfattelse skulle indgives inden for en vis tid.

Familiestyrelsen mente at hensynet til en parts mulighed for at få behandlet en klage burde afvejes over for hensynet til modparten der måtte antages at have indrettet sig i tillid til den trufne afgørelse.

I udtalelserne til ombudsmanden beskrev Familiestyrelsen sin administrative praksis i relation til sent indkomne klager.

Familiestyrelsen oplyste at der ikke var fastsat retningslinjer for hvad der måtte anses for at være ”en vis tid”, men at en klage der var indgivet inden et år efter underinstansens afgørelse, ikke ville blive afvist.

Ombudsmanden udtalte at når der ikke i lovgivningen var fastsat en frist for at udnytte en klagemulighed, kunne en klageinstans kun afvise at realitetsbehandle en sent indgivet klage hvis klageren ikke havde nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller hvis sagen ikke længere kunne oplyses.

Ombudsmanden udtalte endvidere at det var hans opfattelse at det i lighed med fastsættelsen af en egentlig klagefrist krævede udtrykkelig lovhjemmel at afskære klageadgangen i videre omfang end de tilfælde hvor klageren ikke havde nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller forholdet ikke længere lod sig oplyse.

På den baggrund mente ombudsmanden at Familiestyrelsens praksis med at afvise sent indkomne klager var kritisabel.

I begge sager kritiserede ombudsmanden Familiestyrelsens afvisning af at behandle klagerne og henstillede at Familiestyrelsen realitetsbehandlede sagen.

(J.nr. 2004-3465-651 og 2006-0751-652).

Af den første sag – j.nr. 2004-3465-651 – fremgik det at A og B ved dom af 10. november 1994 blev skilt.

A blev ved dommen pålagt bidragspligt overfor B i 10 år fra dommens dato.

I september 1995 søgte B Københavns Overpræsidium om ægtefællebidrag.

Københavns Overpræsidium gjorde A bekendt med ansøgningen i brev af 4. oktober 1995 og bad ham om at indsende dokumentation for sine økonomiske forhold.

Den 16. november 1995 rykkede Overpræsidiet for svar.

Overpræsidiet skrev bl.a. følgende til A

”Er skemaet og den ønskede dokumentation ikke modtaget inden 10 dage, vil Overpræsidiet indhente de nødvendige oplysninger på anden måde – f.eks. fra skattevæsenet eller Deres arbejdsgiver.”

Da Københavns Overpræsidium ikke havde modtaget svar fra A på brevene af 4. oktober 1995 og 16. november 1995, kontaktede man den 4. december 1995 telefonisk B for at få oplysninger om A’s indtægtsforhold.

Af telefonnotatet fremgår at hun bl.a. oplyste at A ”i hvert fald indtil 1991, var ansat i (X) [en dansk arbejdsgiver; min bemærkning] og havde en månedsløn på 30.000 kr.”.

B oplyste videre at hun på daværende tidspunkt ikke havde kendskab til A’s aktuelle arbejdsgiver eller indkomst.

Københavns Overpræsidium rettede derefter med brev af 4. december 1995 henvendelse til A.

Overpræsidiet skrev bl.a. følgende

”De har ikke besvaret Overpræsidiets anmodninger af 4. oktober og 16. november d.å. om dokumentation for Deres indtægt, i anledning af (B)’s ansøgning om fastsættelse af ægtefællebidrag.

(B) har oplyst, at Deres senest kendte indtægt var på 30.000 kr. månedligt.

Der henvises til vedlagte telefonnotat.

Såfremt Overpræsidiet ikke inden 5 uger fra d.d. har modtaget dokumenterede oplysninger om Deres indkomst i 1994 og Deres aktuelle indkomst, (såfremt De er selvstændig, da regnskaber for de seneste 3 år) vil Overpræsidiet uden yderligere varsel træffe afgørelse ud fra de foreliggende oplysninger.

Overpræsidiet vil således lægge til grund, at Deres indkomst beløber sig til 30.000 kr. månedligt, at (B)’s indkomst beløber sig til 144.000 kr. årligt, og at ægtefællebidraget derfor vil blive fastsat til 3.500 kr. månedligt.”

Den 25. januar 1996 traf Københavns Overpræsidium afgørelse i sagen.

Overpræsidiet fastsatte som anført i brevet til A af 4. december 2004 dennes ægtefællebidrag til 3.500 kr. pr. måned.

Ægtefællebidraget blev således fastsat på baggrund af de oplysninger som B havde givet om sine og A’s indtægtsforhold, idet A ikke havde afkræftet oplysningerne om sine indtægtsforhold.

Afgørelsen blev samme dag meddelt A i brev.

Den 20. februar 1996 skrev B til Københavns Overpræsidium og anmodede overpræsidiet om hjælp idet hun endnu ikke havde modtaget de forfaldne bidrag fra A.

Den 4. marts 1996 svarede Københavns Overpræsidium på hendes henvendelse og opfordrede hende til at rette henvendelse til sit lokale socialcenter.

I brev af 20. april 1996 skrev A til Københavns Overpræsidium.

Han anførte følgende

”I deres brev af 25 Jan. 1996 fremgår det at jeg er blevet pålagt at betale Kr. 3,500 i bidrag på. måned, dette beløb er fastsat ud fra en formodet indtægt på Kr. 30,000 pr. måned.

Forholdende har imidlertid ændret sig væsentligt, sammen med min Tanzanianske hustru driver jeg et rådgivende konsulentfirma, startet i 1995, detaljerede regnskaber foreligger ikke, men min indkomst for 1995 var ca. kr. 80,000.

Jeg kan derfor ikke acceptere deres krav om kr. 3,500 pr måned som jeg ingen chance har for at betale.”

Københavns Overpræsidium skrev til A i brev af 23. maj 1996.

Overpræsidiet skrev bl.a.

”Overpræsidiet har modtaget Deres skrivelse af 20. april d.å. angående det Dem pålagte ægtefællebidrag.

De anfører bl.a. heri, at De ikke kan acceptere kravet om 3.500 kr. pr. måned, idet Deres økonomiske forhold har ændret sig væsentligt.

Overpræsidiet har på denne baggrund genoptaget sagen.

Såfremt bidragets størrelse ændres, vil dette således få virkning fra første forfaldsdag efter en evt. ændringsafgørelse.

Såfremt De ønsker at klage over afgørelsen af 25. januar 1996, bedes De rette fornyet henvendelse hertil.

For at Overpræsidiet kan behandle Deres ansøgning, bedes De dokumentere Deres indtægt de seneste 3 år.

De bedes således indsende regnskaber, skatteopgørelser, forskudsopgørelser o.lign., såvel fra Danske som Tanzanianske myndigheder.

De bedes redegøre for baggrunden for at forlade Deres stilling hos (X).

De bedes oplyse om De har haft anden lønnet beskæftigelse efter (X), indtægten herfra, som årsagen til evt. ophør.

De bedes redegøre for baggrunden for, at De er startet som selvstændig, i form af et rådgivende konsulentfirma, og oplyse om den forventede indtægt i årene fremover.

De bedes redegøre for hvorvidt en indtægt for 1995 som oplyst på 80.000 kr., sammenholdt med leveomkostningerne i Tanzania, sætter Dem i stand til at forsørge Dem selv og Deres familie, samt om Deres ægtefælle har indkomst fra anden side.

De kan benytte vedlagte skema til en del af besvarelsen.”

Københavns Overpræsidium rettede derefter henvendelse til A to gange med breve af henholdsvis 26. juli 1996 og 28. august 1996 for at bringe sagen i erindring.

I brev af 28. august 1996 blev det præciseret over for A at sagen ville blive henlagt uden yderligere varsel hvis han ikke havde reageret inden da.

Sådan som sagen er oplyst for mig, foreligger der ikke yderligere korrespondance mellem A og Københavns Overpræsidium før A med mail af 4. juni 2003 rettede henvendelse til Statsamtet København.

I sin mail søgte A om fritagelse for betaling af ægtefællebidrag.

A skrev bl.a. i mailen

”Jeg blev skilt fra min tidligere hustru, (B) i 1994, jeg har ikke betalt bidrag i den mellemliggende tid.

Jeg er nu af (K) kommune blevet pålagt at betale, beløbets størrelse er ikke fastlagt.

…

Jeg modtager opsat pension som efter skat andrager kr. 59.000 årligt, dette er p.t. vor eneste indkomst, selv i Tanzania er dette ikke nogen imponerende indkomst.

På denne baggrund anmoder jeg derfor om fritagelse for betaling af ægtefællebidrag.” Den 16. juni 2003 videresendte Statsamtet København A’s klage til Københavns Overpræsidium.

I brev af 10. juli 2003 anmodede Københavns Overpræsidium A om at indsende oplysninger og dokumentation for sin daværende indtægt.

Samme dag blev B ligeledes opfordret til at oplyse og dokumentere sin indtægt.

B oplyste i sit brev af 16. juli 2003 til Overpræsidiet bl.a. følgende

”Min forhenværende mand (A), (…), arbejder faktisk indimellem.

Han besidder to huse i (…), har investeret i diskoteker dernede og ejer desuden (…)-kroen (…), se vedlagte kopi.”

Den 28. juli 2003 modtog Københavns Overpræsidium det oplysningsskema A havde udfyldt den 22. juli 2003.

Herpå anførte A at der ”har ikke fundet nogen afgørelse om ægtefællebidrag sted”.

B’s brev til overpræsidiet blev den 30. juli 2003 sendt til A for at give ham lejlighed til at afgive en udtalelse.

Den 20. august 2003 skrev A bl.a. til Overpræsidiet

”Siden 1/3-2003 har jeg ikke haft anden indtægt end min pension.

Min hustru har to huse her i (…), vi bebor det ene, det andet er normalt udlejet men er p.t. tomt.

Jeg har ikke foretaget nogen investeringer i (…) udover i husene.

Jeg ejer ikke og har aldrig ejet omtalte kro (…), skulle ejeren have betænkt mig i så henseende har han glemt at underrette mig derom.”

Den 10. september 2003 blev A’s brev sendt til B for at give hende lejlighed til at dokumentere at A havde andre indtægter end dem som han havde oplyst.

Denne opfordring svarede hun på i brev af 15. september 2003.

Hun anførte i sit brev bl.a.

”Som svar på Deres brev af 10/9-03 vil jeg sige, at det jeg skriver er hvad dem der har forbindelse med (A) fortæller mig.

Dokumentation er jo meget svært at have, hans post kommer jo ikke ind ad min dør.

Ang. det med (…)-kroen (…) har han godt nok altid nægtet ethvert kendskab til.

Det brev fik jeg da vi havde fælles adresse, og det da underligt hans navn står på dokumentet.”

Vedlagt brevet var en kopi af en meddelelse fra (…) Kommune om årsregulering pr. 1. januar 1990 af ejendommens værdi.

Heraf fremgik at A var registreret som ejer af (…)-kroen, (…).

Københavns Overpræsidium traf afgørelse i sagen den 9. oktober 2003.

Overpræsidiet besluttede at nedsætte bidraget til 0 kr. med virkning fra den 15. oktober 2003 der var første forfald efter Overpræsidiets afgørelse.

De oplysninger som A havde givet, blev lagt til grund for afgørelsen.

Overpræsidiet fandt det således ikke godtgjort at A havde anden indtægt end sin pension.

Den 19. november 2003 skrev B til Civilretsdirektoratet for at påklage afgørelsen af 9. oktober 2003 om at A’s bidrag blev nedsat.

Af brevet fremgik bl.a.

”At (A) tilsyneladende ingen penge har nu, Tjo!

Da han havde betalte han heller ikke det han var ansat til, og havde han gjort var han ansvarsbevidst.

Efter 25 års slid og slæb kan jeg ikke indse han bliver ved med at smutte fra sine forpligtelser.

Desuden måtte og skulle han absolut have en meget dyr ejerbolig, som min søn solgte sine aktier og obligationer for at indfri sin fars ambitioner.

Der er ’bare’ det ved det, at (A) fra den ene dag til den anden holdt totalt op med at betale for den dyre lejlighed.

Derfor betaler min søn sin fars gæld resten af sit liv.

Det er det værste ved den sag og det fortjener min stakkels søn ganske bestemt ikke!

Hvis familie og venner ikke var kommet med lidt mad til mig, var jeg besvimet af sult.

Hvorfor (A) bare skal slippe for at betale, kan jeg ikke se nogen rimelighed i.

Jeg arbejdede til den dag, lægen fandt ud af, jeg er meget alvorligt syg og som bekendt får man ikke uden gode grunde pension i dag.”

Civilretsdirektoratet traf afgørelse i klagesagen den 28. november 2003.

Civilretsdirektoratet ændrede ikke Overpræsidiets afgørelse.

Civilretsdirektoratet henholdt sig til de af Overpræsidiet anførte grunde.

Den 5. december 2003 anmodede A om aktindsigt i sagen, og den 11. december 2003 fremsendte Overpræsidiet kopi af sagens akter til ham.

Den 8. april 2004 sendte A en e-mail til Københavns Overpræsidium hvoraf bl.a. fremgik følgende

”Den 5/1 2004 fremsendte jeg indsigelse vedr. den ovenfor nævnte afgørelse og bad dem meddele mig evt. muligheder for en revurdering af denne.

Jeg har ikke fået noget svar på denne henvendelse, men håber at den ikke er glemt eller fejlarkiveret, jeg ser derfor frem til deres svar.”

Københavns Overpræsidium besvarede A’s e-mail den 13. maj 2004 og bad ham sende sin indsigelser på ny idet man ikke i Overpræsidiet havde modtaget hans tidligere fremsendte indsigelser.

Den 20. maj 2004 sendte A på ny en e-mail til Københavns Overpræsidium hvori han bl.a. skrev

”Herved fremsendes min oprindelige mail af 05.01.2004.

Ved gennemgang af papirerne fra 1995 står det mig klart at noget af korrespondancen, den ene eller begge veje, er forsvundet undervejs, større breve bliver hyppigt stjålet eller åbnet i håb om at finde værdier.

Da jeg ikke siden 1991 har haft en indkomst som oversteg min nuværende ville jeg naturligvis have protesteret mod den daværende afgørelse, jeg beder dem derfor venligst meddele mig hvad der kan gøres for at ændre den oprindelige afgørelse.”

Københavns Overpræsidium svarede i senere i udateret e-mail bl.a. følgende

”Som svar på Deres mail af 20.5.04 skal det meddeles, at De kan påklage afgørelsen, men at en ændring som hovedregel kun vil få virkning for fremtiden.”

A besvarede Overpræsidiets e-mail i e-mail af 28. juni 2004 hvor han bl.a. anførte følgende

”Klage over fastsættelse af hustrubidrag.

Under behandlingen af sagen blev bidraget fastsat udfra en af min hustru påstået indkomst, jeg blev ikke spurgt.

Grundet en højst usikker postgang, større breve bliver meget ofte stjålet i håb om at finde værdier, forsvandt korrespondance begge veje.

Jeg blev således først gjort bekendt med bidragspligten da der blev foretaget udlæg i min pension.

Min baggrund er følgende

Indtil juli 1991 var jeg ansat ved (X) med en årsindtægt på ca. 280,000-.

Siden da har min årlige indkomst aldrig oversteget 100,000- og de fleste år har den været mindre.

Jeg er gift og vi har en datter som er dansk statsborger.

Min årlige indkomst er kr. 75,000- det er p.t. vor eneste indkomst.

Der er foretaget udlæg i min indkomst, da vi skylder penge til vor datters skole er hun nu udelukket fra at gå i skole, de indeholdte penge skulle være brugt til dækning af dette.

Vi har meget få penge at leve for.

Da vor datter er dansk statsborger mener jeg hun er omfattet af de sociale regler om barnets tarv.

Under vor nuværende økonomiske situation lider hun nød.

Jeg beder dem derfor revurdere den oprindelige afgørelse og, hvis det er muligt, meget hurtigt, da vor situation er aldeles uudholdelig, vor datter må tilbage til skolen.

Jeg beder dem venligst korrespondere via E-mail da postgangen er meget upålidelig.”

Senere svarede Københavns Overpræsidium i udateret e-mail bl.a. følgende

”Vi har modtaget Deres mail af 28. juni 2004, hvor De anfører at ville påklage en bidragsafgørelse.

Vi skal i den forbindelse gøre Dem opmærksom på, at Overpræsidiet ved afgørelse af 9. oktober 2003 nedsatte bidraget til 0 kr.

En afgørelse Civilretsdirektoratet den 28. november 2003 stadfæstede.

De bedes derfor oplyse, hvilken bidragsafgørelse det er De ønske at påklage.”

A besvarede denne e-mail i e-mail af 5. juli 2004.

Han skrev bl.a.

”Som svar på deres mail kan jeg anføre at klagen drejer sig om ansættelsen af bidraget, det er nu længe siden, men jeg har aldrig haft en indtægt som den der ligger til grund for afgørelsen, faktisk er jeg aldrig blevet spurgt derom, i skrivelsen fremgår det at ’jeg har ikke afkræftet påstanden’.

Jeg har, grundet mangelfuld postgang, ikke set den fulde korrespondance i sagen indtil jeg fik kopier ved udpantningsforretningen.

Jeg ønsker derfor at klage over hele processen da jeg på intet tidspunkt har haft en indkomst som anført.”

Den 21. juli 2004 traf Civilretsdirektoratet afgørelse i klagesagen.

Direktoratet skrev

”Civilretsdirektoratet har modtaget Deres klage over Københavns Overpræsidiums afgørelse af 25. januar 1996 om bidrag.

Ved afgørelsen bestemte Overpræsidiet, at De skal betale et månedligt bidrag på 3.500 kr. til (B) fra den 15. oktober 1995.

Vi har forstået Deres klage som en anmodning om, at De ikke skal betale bidraget.

De har navnlig anført, at De aldrig har haft en indkomst i den størrelsesorden, som Overpræsidiet har lagt vægt på for Deres vedkommende i afgørelsen.

De mener endvidere ikke at være blevet bedt om at redegøre for Deres indkomstforhold forud for afgørelsen.

Endelig har De som følge af problemer i postgangen ikke været bekendt med korrespondancen i sagen, før der blev foretaget udlæg i Deres pension.

Vi afviser at behandle Deres klage.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, at en klageinstans skal behandle selv meget sent indgivne klager, når der ikke er fastsat en klagefrist på det pågældende område.

Myndigheden skal således behandle en sag selvom anmodningen om genoptagelse indgives længe efter afgørelsen.

Det gælder dog ikke, når klagen eller anmodningen om genoptagelse indkommer så sent, at der ikke – eller kun med uforholdsmæssig besvær – kan skaffes bevismæssig grundlag for bedømmelsen af sagen, eller når hensynet til den, der har indrettet sig efter den trufne afgørelse, taler imod, at sagen behandles på nuværende tidspunkt.

Ved Civilretsdirektoratets behandling af klager over statsamternes/Overpræsidiets afgørelser gælder der ingen klagefrist.

Der gælder heller ingen frist for indgivelse af anmodninger til direktoratet om genoptagelse af en afgjort klagesag.

Hensynet til en parts mulighed for at få behandlet en sag i klageinstansen bør afvejes overfor hensynet til modparten, der må antages at have indrettet sig i tillid til den trufne afgørelse.

En klage eller en anmodning om genoptagelse bør således indgives inden for en vis tid efter afgørelsen.

Vi modtog Deres klage den 19. juli 2004.

Efter vores skøn er klagen indgivet så sent, at der ikke længere er grundlag for at behandle sagen.”

Den 23. august 2004 skrev A en e-mail til Københavns Overpræsidium og spurgte om hvornår en afgørelse i sagen måtte forventes at foreligge.

Overpræsidiet svarede i udateret e-mail at Civilretsdirektoratet traf afgørelse i sagen den 21. juli 2004.

Overpræsidiet sendte samtidigt en kopi af afgørelsen til A som almindelig brev.

Den 11. september 2004 skrev A en e-mail til Civilretsdirektoratet og klagede over afgørelsen af 21. juli 2004.

A skrev bl.a.

”Jeg kan naturligvis ikke acceptere den af dem trufne afgørelse, Statsamtets oprindelige afgørelse er udelukkende baseret på min ex-hustrus overdrevne opgivelser, hvor er dokumentationen?

Den kendsgerning at hun, bl.a., påstod at jeg ejede (…)-kroen (…) burde have fået én eller anden til at tænke.

UANSET HENSYNET TIL FORVALTNINGSMÆSSIGE GRUNDSÆTNINGER OG EN VAGT FORMULERET FORÆLDELSESFRIST ER JEG NU I DEN SITUATION AT JEG ER IDØMT ET BIDRAG FASTSAT UDEN NOGEN FORM FOR DOKUMENTATION ELLER BEVIS.

Dette er naturligvis helt uacceptabelt, Statsamtet kunne have kontaktet mig via ambassaden, en normal procedure for andre institutioner.

Jeg må derfor fastholde at bidraget er fastsat på totalt grundløse og udokumenterede udsagn, jeg må endvidere fastholde at (Forældelsesfristen) beregnes fra den dag jeg først fik meddelelse om bidragspligten, den dag da der blev foretaget udlæg.

Såfremt de ikke kan revurdere sagen, anmodes de venligst om at informere mig om mine ankemuligheder eller klagemuligheder, herunder mulighederne for retshjælp for ubemidlede m.v.”

Civilretsdirektoratet besvarede A’s henvendelse den 22. september 2004.

Direktoratet fastholdt afgørelsen af 21. juli 2004 og anførte bl.a.

”De har på ny bedt os om at behandle Deres klage.

De har navnlig anført, at de oplysninger om Deres økonomiske forhold, som er lagt til grund i Overpræsidiets afgørelse, er ukorrekte og udokumenterede.

De finder det endvidere mest rimeligt, at klagefristen i relation til Overpræsidiets afgørelse regnes fra det tidspunkt, hvor der blev foretaget udlæg i Deres pension, da De på grund af problemer i postgangen ikke tidligere var blevet bekendt med bidragspligten.

Vi fastholder vores afgørelse og begrundelse.

Deres fornyede henvendelse giver således ikke anledning til en ændret stilling i sagen.

Vi mener således fortsat, at Deres klage er indgivet så sent, at der ikke længere er grundlag for at behandle sagen.

Herunder mener vi, at (B) nu med rette kan have indrettet sig i tillid til at modtage bidrag for den omhandlede periode.”

Den 9. oktober 2004 klagede A til mig.

…

Den 8. marts 2005 bad jeg Familiestyrelsen (tidligere Civilretsdirektoratet) om en udtalelse i anledning af A’s klage.

Jeg skrev bl.a. følgende i min henvendelse til styrelsen

”Jeg beder Familiestyrelsen forholde sig til spørgsmålet om hvorvidt det ikke – eller kun med uforholdsmæssigt besvær – vil være muligt at oplyse sagen.

Jeg beder endvidere Familiestyrelsen udtale sig om hvorvidt hensynet til modparten bør inddrages i vurderingen af om en sent indgivet klage overhovedet skal realitetsbehandles, og – i bekræftende fald – hvilken vægt dette hensyn bør tillægges i relation til afgørelsen af om klagen skal afvises, særligt i sager der vedrører en løbende ydelse eller lignende.”

Familiestyrelsen skrev følgende i sin udtalelse af 28. november 2005

”…

Vi kan henholde os til den trufne afgørelse og begrundelsen for den, idet sagen dog giver os anledning til følgende bemærkninger

Familiestyrelsens praksis med hensyn til afvisning af at behandle meget sent indkomne klager

Som oplyst i vores afgørelse af 21. juli 2004 følger det af almindelig forvaltningsretlige grundsætninger, at en klageinstans skal realitetsbehandle selv meget sent indgivne klager, når der ikke er fastsat en klagefrist.

Myndigheden skal ligeledes behandle en sag igen, selvom anmodningen om genoptagelse indgives længe efter afgørelsen.

Dette gælder dog ikke, når klagen eller anmodningen om genoptagelse indkommer så sent, at der ikke – eller kun med uforholdsmæssigt besvær – kan skaffes bevismæssig grundlag for bedømmelsen af sagen, eller når hensynet til den, der har indrettet sig efter den trufne afgørelse, taler imod, at sagen behandles på nuværende tidspunkt.

Ved behandlingen af klager over statsamternes bidragsafgørelser gælder der ingen klagefrister.

Der gælder heller ingen frister for indgivelse af anmodninger til styrelsen om genoptagelse af en afgjort klagesag.

Hensynet til en parts mulighed for at få behandlet en sag i klageinstansen bør afvejes overfor hensynet til modparten, der må antages at have indrettet sig i tillid til den trufne afgørelse.

En klage eller anmodning om genoptagelse bør således indgives inden for en vis tid efter afgørelsen.

Generelt skal denne praksis ses i lyset af retningslinierne og reglerne for ændring af bidrag med tilbagevirkende kraft.

I relation til den konkrete sag skal praksis endvidere ses i lyset af muligheden for at tillægge en parts manglende deltagelse i sagsoplysningen processuel skadevirkning.

Ændring af bidrag med tilbagevirkende kraft

Indtil den 1. april 2005 blev spørgsmål om, fra hvilket tidspunkt en ændring af et bidrag skulle have virkning afgjort efter følgende retningslinier

En ændring – både forhøjelse og nedsættelse – af et bidrag havde normalt først virkning fra den første forfaldsdag efter den trufne afgørelse.

Baggrunden for dette var, at parterne skulle kunne indrette deres økonomiske forhold på den trufne afgørelse om bidrag.

Den bidragsberettigede skulle således kunne regne med at modtage forfaldne bidrag, og den bidragspligtige burde ikke kunne mødes med krav om efterbetaling.

En ændring kunne dog i særlige tilfælde få virkning fra et tidligere tidspunkt.

Det kunne navnlig ske i følgende situationer

1) En part havde givet urigtige oplysninger, eller havde undladt at give relevante oplysninger.

2) Statsamtets afgørelse var åbenbar urigtig.

3) Sagsbehandlingen havde trukket urimeligt længe ud på grund af den bidragsfastsættende myndighed eller en af sagens parter.

I overensstemmelse med forarbejderne til lov nr. 446 af 9. juni 2004 om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Regelforenkling på det familieretlige område m.v.) er hovedtrækkene i denne praksis blevet kodificeret ved § 14 i bekendtgørelse nr. 169 af 17. marts 2005 om behandling af sager om børnebidrag og ægtefællebidrag (bidragsbekendtgørelsen), der trådte i kraft den 1. april 2005.

Det bemærkes, at i situationer, hvor statsamtet har tillagt den bidragspligtiges manglende deltagelse i sagsoplysningen (se nedenfor) og f.eks. har fastsat bidraget ud fra den bidragsberettigedes oplysninger om den bidragspligtiges økonomiske forhold, og hvor den bidragspligtige efterfølgende indsender oplysningerne, vil en eventuel nedsættelse af bidraget i overensstemmelse med ovenstående som udgangspunkt først blive tillagt virkning fra første forfaldsdag efter den nye afgørelse.

Dette er i overensstemmelse med Østre Landsrets dom af 27. september 1996 (16. afd., nr. B-0409-95), der vedlægges.

Processuel skadevirkning

I sager om børne- eller ægtefællebidrag forekommer det jævnligt, at en part undlader at meddele statsamtet de oplysninger, der er nødvendige for behandlingen af sagen.

Det er almindeligt antaget, at forvaltningsmyndigheder kan tillægge manglende medvirken til oplysningen af sagen processuel skadevirkning, således at den pågældende part orienteres om, at sagen vil blive afgjort på det foreliggende grundlag, hvis parten f.eks. ikke indsender de omhandlede oplysninger.

Det foreliggende grundlag kan bl.a. være modpartens oplysninger om partens økonomiske forhold.

Ombudsmanden har bl.a. ved udtalelse af 23. september 2005 (j. nr. 2004-3503-652) tilsluttet sig dette.

Den omhandlede sag

Det fremgår af sagen, at (B) og (A) blev skilt ved dom den 10. januar 1994 [her menes formentlig 10. november 1994; min bemærkning] bl.a. på vilkår af, at (A) havde bidragspligt overfor (B) i 10 år.

I september 1995 modtog Overpræsidiet ansøgning fra (B) om fastsættelse af ægtefællebidrag.

Ved brev af 4. oktober 1995 gjorde Overpræsidiet (A) bekendt med ansøgningen og anmodede ham om dokumentation for sine økonomiske forhold.

Ved brev af 16. november 1995 rykkede Overpræsidiet ham for svar herpå.

(B) meddelte telefonisk den 4. december 1995 Overpræsidiet, at (A) indtil 1991 havde været ansat i (X) med en månedsløn på 30.000 kr.

Hun var ikke bekendt med hans daværende arbejds- eller indtægtsforhold.

Den 4. december 1995 meddelte Overpræsidiet (A), at Overpræsidiet ved afgørelsen ville lægge til grund, at han havde en månedlig indtægt på 30.000 kr., hvis han ikke inden 5 uger indsendte dokumentation for sin aktuelle indtægt, og at bidraget derfor ville blive fastsat til 3.500 kr. pr. måned.

Ved afgørelse af 25. januar 1996 pålagde Overpræsidiet ham at betale 3.500 kr. pr. måned i ægtefællebidrag fra den 15. oktober 1995.

Samtlige Overpræsidiets breve til (A) blev sendt til adresse

’Postbox (....), (…), Tanzania’; de ses ikke at være kommet retur.

Den 7. maj 1996 modtog Overpræsidiet brev fra (A), hvori han oplyste, at han havde modtaget afgørelsen af 25. januar 1996, og at hans indtægtsforhold havde ændret sig, fordi han i 1995 havde startet eget firma, der havde givet ham en indtægt på 80.000 kr. i 1995.

Hans postadresse var den samme, som den Overpræsidiet havde sendt brevene til.

Ved brev af 23. maj 1996 bad Overpræsidiet (A) om at indsende dokumentation for indtægten og oplyse, hvorfor han havde forladt stillingen hos (X).

Overpræsidiet orienterede ham samtidig om, at en eventuel nedsættelse af bidraget alene ville få virkning for fremtiden, men at han havde mulighed for at klage over afgørelsen af 25. januar 1996.

Ved brev af 26. juli 1996 rykkede Overpræsidiet ham for svar, og ved brev af 28. august 1996 blev han gjort bekendt med, at sagen – uden yderligere varsel – ville blive henlagt, hvis han ikke reagerede inden 1 måned.

Overpræsidiet modtog ikke nogen reaktion fra (A) på dette.

Først ved e-mail af 4. juni 2003 anmodede (A) om fritagelse for at betale ægtefællebidrag, idet han var gået på pension og nu havde en årlig indtægt på 59.000 kr. efter skat.

Efter at have indhentet oplysninger om begge parters økonomiske forhold nedsatte Overpræsidiet den 9. oktober 2003 bidraget til 0 kr. fra den 15. oktober 2003.

Ved e-mail af 28. juni 2004 klagede (A) over Overpræsidiets afgørelse af 25. januar 1996.

Han oplyste i den forbindelse, at postgangen i Tanzania er højst usikker, og at han siden 1991 aldrig har haft en indtægt, der oversteg 100.000 kr. årligt.

Overpræsidiet havde derfor efter hans opfattelse vurderet hans bidragsevne for højt ved afgørelsen af 25. januar 1996.

Vi afviste den 21. juli 2004 at behandle klagen, og den 22. september 2004 fastholdt vi denne afgørelse.

På det tidspunkt var bidragspligten udløbet, idet den ved dommen af 10. januar 1994 var tidsbegrænset til 10 år fra dommens dato.

Vurdering af den omhandlede sag

Som nævnt ovenfor bør parterne i en bidragssag som udgangspunkt kunne indrette sig i tillid til den trufne afgørelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Set fra (B)’s side forelå der ingen sådanne omstændigheder, og hun burde derfor kunne indrette sig på at modtage det fastsatte bidrag.

Dette skal dog vurderes i forhold til (A)’s interesse i at få efterprøvet, om bidragets størrelse var korrekt fastsat ved afgørelsen af 25. januar 1996.

Vi mener imidlertid ikke, at (A) havde en beskyttelsesværdig interesse heri.

Dette skyldes, at han efter vores opfattelse er den nærmeste til at bære risikoen for, at spørgsmålet om bidragets størrelse først blev rejst 7-8 år efter den trufne afgørelse.

Vi har herved lagt vægt på følgende

– Forud for afgørelsen af 25. januar 1996 var (A) gjort bekendt med, at Overpræsidiet ville lægge ville lægge til grund, at han havde en månedlig indtægt på 30.000 kr., hvis han ikke indsendte dokumentation for sin aktuelle indtægt, og at bidraget ville blive fastsat til 3.500 kr. pr. måned.

– Han var bekendt med afgørelsen af 25. januar 1996, men han reagerede hverken på Overpræsidiets efterfølgende anmodning om at indsende økonomiske oplysninger eller på gentagelsen af orienteringen om klageadgangen.

– Først ca. 7 år efter afgørelsen af 25. januar 1996 søgte (A) om nedsættelse af bidraget, og først året efter meddelte han, at han ønskede at påklage afgørelsen af 25. januar 1996.

– Intet har forhindret (A) i at påklage afgørelsen af 25. januar 1996 eller at anmode om nedsættelse af bidraget på et tidligere tidspunkt.

Det skyldes således alene på (A)’s egne forhold, at spørgsmålet om bidragets størrelse først blev taget under behandling i 2003 og 2004.

Det bærende element i denne sag er således ikke parternes muligheder for at fremskaffe de relevante oplysninger, men at modparten med rette har indrettet sig på den trufne afgørelse.

Det bemærkes i den forbindelse, at betingelserne for at lade en eventuel nedsættelse af bidraget få virkning fra det tidspunkt, fra hvilket (A) blev pålagt at betale bidraget (den 15. oktober 1995), ikke er opfyldt.

Der henvises til ovenstående redegørelse for praksis samt den ovennævnte landsretsdom.

Endvidere bemærkes, at bidraget efter vores opfattelse er fastsat korrekt ud fra de oplysninger, som Overpræsidiet lagde til grund ved afgørelsen af 25. januar 1996.

Endelig bemærkes, at vi har lagt til grund, at (A) har modtaget de breve, som Overpræsidiet sendte til ham i 1995 og 1996.

Vi har herved lagt vægt på, at han har modtaget afgørelsen af 25. januar 1996, at de øvrige breve ikke ses at være kommet retur til Overpræsidiet, og at brevene er adresseret til den korrekte adresse.

Da afgørelsen som nævnt er truffet ud fra indrettelsessynspunkter, har vi ikke overvejet mulighederne for på nuværende tidspunkt at fremskaffe de nødvendige oplysninger til vurdering af bidragets størrelse i 1995/96.

…”

Den 6. december 2005 sendte jeg Familiestyrelsens udtalelse til A såvel pr. e-mail som med almindeligt brev og bad samtidig om dennes eventuelle bemærkninger til udtalelsen inden 6 uger.

Den 2. januar 2006 modtog jeg A’s bemærkninger til udtalelsen fra Familiestyrelsen.

…

I overensstemmelse med principperne i persondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger) underrettede jeg den 28. juni 2006 B om A’s henvendelse hertil.

Jeg fandt det også mest korrekt at sende hende en kopi af A’s klage af 9. oktober 2004, en kopi af Familiestyrelsens udtalelse af 28. november 2005 til mig samt en kopi af A’s bemærkninger i brev af 31. december 2005 til Familiestyrelsens udtalelse med henblik på hendes eventuelle bemærkninger i forhold til min behandling af A’s sag.

Jeg bad om at hendes eventuelle bemærkninger blev sendt til mig senest den 4. august 2006.

Jeg orienterede samtidig A herom i brev af 28. juni 2006.

Jeg hørte ikke efterfølgende fra hverken B eller A.

Ombudsmandens udtalelse

”Jeg bemærker at Københavns Overpræsidiums afgørelser af 25. januar 1996 og 28. august 1996 er forældede i forhold til ombudsmandsloven.

Jeg henviser til at en klage til ombudsmanden skal være indgivet ’inden et år efter, at forholdet er begået’ (§ 13, stk. 3, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand).

Jeg har derfor koncentreret min undersøgelse om Civilretsdirektoratets afgørelser af henholdsvis 21. juli 2004 og 22. september 2004 hvorved myndigheden afslog at realitetsbehandle Deres klage over Københavns Overpræsidiums afgørelse af 25. januar 1996.

Om en almindelig frist for udnyttelse af en klage-/rekursmulighed

Der er ikke i fastsat nogen klagefrist for så vidt angår afgørelsen fra Københavns Overpræsidium af 25. januar 1996.

Spørgsmålet om klagefrister er nærmere blevet behandlet i det udvalg under Justitsministeriet som afgav betænkning 657/1972 om begrundelse af forvaltningsafgørelser og administrativ rekurs m.v.

I betænkningens s. 63, 1. spalte, er bl.a. anført følgende

’Efter gældende ret findes ingen almindelig frist, inden for hvilken klage i den administrative rekurs skal indgives.

Efter forholdets natur kan man ganske vist opstille en grundsætning om, at forvaltningen ikke kan realitetsbehandle en klage, som indgives så sent, at der ikke kan skaffes – eller i alt fald kun med besvær kan skaffes – bevismæssigt grundlag for klagens behandling.

Men man kan ikke ud fra forholdets natur fastsætte en bestemt klagefrist.’

I Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, s. 250 f*, behandlede jeg en sag hvori spørgsmålet om der var en almindelig frist for udnyttelse af en klage/rekursmulighed, opstod.

Under henvisning til de udtalelser fra betænkning nr. 657/1972 – særligt s. 63, 1. sp. – og til den juridiske litteratur som var omtalt i den pågældende sag, var det min opfattelse at der ikke gælder nogen almindelig frist for udnyttelse af en klage-/rekursmulighed.

Almindelige privatretlige synspunkter og regler om forældelse kan ikke anvendes.

Således gælder der ikke en almindelig 5-årig forældelsesregel i lighed med bestemmelserne i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

Denne retsopfattelse er i den senere juridiske litteratur blevet fastholdt og udbygget, jf. f.eks.

Karsten Loiborg mfl. i Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 969 ff, og Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner, 4. udgave (2004), s. 307.

Familiestyrelsen har i sin udtalelse af 28. november 2005 til mig bl.a. anført følgende

’Som oplyst i vores afgørelse af 21. juli 2004 følger det af almindelig forvaltningsretlige grundsætninger, at en klageinstans skal realitetsbehandle selv meget sent indgivne klager, når der ikke er fastsat en klagefrist.

Myndigheden skal ligeledes behandle en sag igen, selvom anmodningen om genoptagelse indgives længe efter afgørelsen.

…

Ved behandlingen af klager over statsamternes bidragsafgørelser gælder der ingen klagefrister.

Der gælder heller ingen frister for indgivelse af anmodninger til styrelsen om genoptagelse af en afgjort klagesag.’

I lyser heraf mener jeg at kunne lægge til grund at Familiestyrelsen er enig i at der ikke gælder nogen almindelig frist for udnyttelse af en rekursmulighed.

Spørgsmålet om afvisning af at realitetsbehandle en klage over en gammel afgørelse og Familiestyrelsens begrundelse for afvisningen

Spørgsmålet er derefter om rekursmyndigheden efter omstændighederne alligevel vil kunne afvise at behandle en klage over en meget gammel afgørelse.

Familiestyrelsen afviste at behandle Deres klage på baggrund af styrelsens skøn over at klagen var indgivet så sent at der ikke længere var grundlag for at behandle sagen.

I forbindelse med at Familiestyrelsen den 22. september 2004 fastholdt sit afslag på at behandle sagen, henviste styrelsen endvidere til at (B) nu med rette havde indrettet sig på at modtage bidrag for den omhandlede periode.

Familiestyrelsen ses i styrelsens afgørelser til Dem ikke på det tidspunkt nærmere at have begrundet hvilke hovedhensyn der har været bestemmende for styrelsens skønsudøvelse.

Efter § 24, stk. 1. 1. pkt., i forvaltningsloven (jf. lov nr. 571 af 19. december 1985) skal en begrundelsen for en afgørelse der beror på et administrativt skøn, tillige angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Jeg finder det derfor beklageligt at styrelsen i sin afgørelse af 21. juli 2004 om afslag på at behandle sagen og ved sin fastholdelse heraf den 22. september 2004 ikke nærmere begrundede hvilke hovedhensyn der bevirkede at der ikke længere var grundlag for at realitetsbehandle sagen.

I sin udtalelse til mig af 28. november 2005 henholdt styrelsen sig til den trufne afgørelse og begrundelsen for den, men styrelsen anførte dog at sagen gav styrelsen anledning til nogle bemærkninger.

Sådan som jeg har forstået udtalelsen giver sagen Familiestyrelsen anledning til at fremføre følgende forhold som taler for at styrelsen ikke burde realitetsbehandle sagen, nemlig

1) at der ikke – eller kun med uforholdsmæssigt besvær – kan skaffes bevismæssigt grundlag for bedømmelse af sagen,

2) at der er indtrådt processuel skadevirkning,

3) hensynet til den, der har indrettet sig efter den trufne afgørelse, taler imod at sagen behandles på nuværende tidspunkt.

Af §§ 21 og 22 i cirkulære nr. 135 af 25. september 1989 om ægteskabets opløsning fremgår bl.a. følgende

’§ 21.

Oplysninger til brug for fastsættelse af bidrag skal så vidt muligt indhentes direkte fra parterne, eventuelt ved anvendelse af oplysningsskemaer.

§ 22.

Findes det af hensyn til bidragsfastsættelsen nødvendigt at tilvejebringe oplysning fra en ægtefælles arbejdsgiver om ægtefællens ansættelses- og lønforhold, skal der gives den pågældende lejlighed til inden en bestemt kortere frist selv at tilvejebringe den fornødne erklæring fra arbejdsgiveren.

Det skal tilkendegives den pågældende, at der af statsamtet kan rettes henvendelse til arbejdsgiveren, såfremt erklæringen ikke fremkommer rettidigt eller er ufyldestgørende.’

I relation til spørgsmålet om hvorvidt der kan tilvejebringes et bevismæssigt grundlag for at bedømme sagen, fremgår følgende af sagens akter: i forbindelse med Københavns Overpræsidiums behandling af (B)’s ansøgning om ægtefællebidrag skrev Overpræsidiet til Dem i brev af 16. november 1995 at hvis skemaet og dokumentationen ikke var modtaget inden 10 dage, ville Overpræsidiet indhente de nødvendige oplysninger på anden måde – f.eks. fra skattevæsnet eller fra Deres arbejdsgiver.

På baggrund af de oplysninger som Overpræsidiet havde indhentet telefonisk fra (B) om at Deres senest kendte indtægt var 30.000 kr. om måneden, skrev Overpræsidiet den 4. december 1995 til Dem at Overpræsidiet ville lægge (B)’s oplysninger til grund hvis De ikke fremkom med dokumenterede oplysninger om Deres indkomst.

Den 25. januar 1996 traf Overpræsidiet afgørelse i sagen og pålagde Dem at betale 3.500 kr. om måneden til (B).

I forbindelse med at De rettede henvendelse til Københavns Overpræsidium den 4. juni 2003, modtog Overpræsidiet den 28. juli 2003 et oplysningsskema fra Dem vedrørende Deres indtægtsforhold.

Endvidere forelå Deres årsopgørelse for 2002 i sagen samt et brev fra (…) vedrørende beløbsstørrelsen af Deres opsatte pension for 2002.

På baggrund heraf traf Københavns Overpræsidium den 9. oktober 2003 afgørelse om at nedsætte bidraget til 0 kr. med virkning fra 15. oktober 2003.

Civilretsdirektoratet stadfæstede den 28. november 2003 direktoratets afgørelse.

Af det grundlæggende princip i forvaltningsretten – official- eller undersøgelsesprincippet – følger det at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe de fornødne oplysninger om de foreliggende sager.

En forvaltningsmyndighed har således pligt til at tilvejebringe et tilstrækkeligt fyldestgørende – retligt og faktisk – grundlag til at der kan træffes en fuldt forsvarlig og lovlig afgørelse.

Om en sag er tilstrækkeligt oplyst til at der kan træffes en afgørelse, beror på sagens karakter og på omstændighederne i sagen i øvrigt.

Officialprincippet har til formål at bidrage til at sikre at en forvaltningsmyndigheds afgørelse bliver materielt lovlig og rigtig.

Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig bevisvurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen.

Jeg henviser herved til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 449 f.

Om officialprincippet henviser jeg i øvrigt også til Jens Garde, Carl Aage Nørgaard og Karsten Revsbech, Forvaltningsret – Sagsbehandling, 5. udgave (2002), s. 128 ff, Steen Rønsholdt, Forvaltningsret – Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 1. udgave (2001), s. 348 ff, og Jon Andersen, Forvaltningsret, 5. udgave (2003), s. 50 ff.

Sådan som sagen foreligger oplyst, må det lægges til grund at myndighederne ikke har forsøgt at oplyse sagen af egen drift f.eks. ved som Overpræsidiet anførte man ville – at rette henvendelse til skattevæsnet eller Deres arbejdsgiver.

Derimod lagde man udelukkende vægt på de af (B) afgivne oplysninger.

Da Familiestyrelsen afviste at behandle Deres klage, var der intet anført om at forholdet ikke længere lod sig oplyse, eller at det ville være uforholdsmæssigt besværligt at fremskaffe et bevismæssigt grundlag for at bedømme sagen, hvilket efter min mening heller ikke kan lægges til grund.

Familiestyrelsen har endvidere i sin udtalelse til mig anført ’at det er almindeligt antaget, at en forvaltningsmyndighed kan tillægge manglende medvirken til oplysningen af sagen processuel skadevirkning, således at den pågældende part orienteres om, at sagen vil blive afgjort på det foreliggende grundlag, hvis parten f.eks. ikke indsender de omhandlede oplysninger.

Det foreliggende grundlag kan bl.a. være modpartens oplysninger om partens økonomiske forhold’.

I sager der er rejst af forvaltningen eller en modpart, vil parten normalt ikke kunne blive mødt med ’processuel skadevirkning’ og vil ikke uden særlig hjemmel have oplysningspligt, jf. forudsætningsvis Folketingets Ombudsmands beretning for 1984, s. 92* (specielt s. 99).

Jeg henviser i den forbindelse til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 481, og Steen Rønsholdt, Forvaltningsret, Retssikkerhed, Proces, Sagsbehandling, 1. udgave (2001), s. 382.

Særlige bestemmelser om oplysningspligt er dog forholdsvis almindelige i lovgivningen.

De ovenfor citerede bestemmelser i §§ 21 og 22 i cirkulære nr. 135 af 25. september 1989 om ægteskabets opløsning er dog ikke bestemmelser som i sig selv indeholder hjemmel til at pålægge en part i sagen at bidrage til sagsoplysningen – allerede fordi borgere ikke kan pålægges pligter i et cirkulære.

Som det fremgår af Overpræsidiets brev af 4. december 1995 til Dem, præciserede Overpræsidiet arten af de oplysninger præsidiet ønskede, og gjorde Dem opmærksom på at manglende medvirken ville medføre at sagen måtte afgøres ud fra de foreliggende oplysninger.

Endvidere præciserede Overpræsidiet hvilke oplysninger det drejede sig om.

Det er dog almindeligt antaget at parten ikke uden særlig hjemmel kan mødes med processuel skadevirkning over for oplysninger som vil være særligt indgribende, belastende, besværlige eller omkostningskrævende for parten at skaffe.

Jeg henviser i den forbindelse til Kaj Larsen, Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 479, og Folketingets Ombudsmands beretning for 1997, s. 256*.

I forlængelse heraf er det min opfattelse at der ved vurderingen af hvorvidt en part kan pålægges processuel skadevirkning, også bør tages hensyn til myndighedens mulighed for på anden måde at tilvejebringe de oplysninger som parten ikke følger en opfordring til at fremkomme med.

Dette indebærer særligt at myndighedens vanskeligheder ved på anden måde at søge indhentet oplysninger må afvejes over for den betydning de pågældende oplysninger må formodes at have for partens retsstilling.

Da De således ikke på daværende tidspunkt fremsendte dokumenterede oplysninger om Deres indkomst i 1994, kunne Overpræsidiet således ikke uden videre tillægge dette processuel skadevirkning uden bl.a. at vurdere hvorvidt de ønskede oplysninger kunne fremskaffes på en anden måde, og – i bekræftende fald – hvorvidt dette ville være uforholdsmæssigt vanskeligt for Overpræsidiet, jf. også det anførte om officialprincippet.

Efter min mening kan de nævnte overvejelser angående spørgsmålet om processuel skadevirkning ikke foretages allerede ved vurderingen af hvorvidt Deres klage skulle realitetsbehandles, men hører hjemme i forbindelse med overvejelser om andre relevante omstændigheder under klageinstansens realitetsbehandling af klagen.

Familiestyrelsens bemærkning i styrelsens udtalelse af 28. november 2005 om at jeg i udtalelse af 23. september 2005 (j.nr. 2004-3503-652) skulle have tilsluttet mig synspunktet om ukritisk at lægge vægt på processuel skadevirkning, må jeg samtidig tage afstand fra idet bemærkningen må bero på en misforståelse.

I den pågældende sag som styrelsen henviser til, afviste jeg at behandle sagen jf. § 16, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand.

Det forhold at jeg i sagen nævnte processuel skadevirkning, skal ikke forstås således at jeg har udtalt en generel retsopfattelse herom.

Endelig inddrager Familiestyrelsen hensynet til at (B) skulle have indrettet sig på Københavns Overpræsidiums afgørelse fra 25. januar 1996, i vurderingen af hvorvidt Deres klage skulle realitetsbehandles.

Familiestyrelsen har i sin udtalelse af 28. november 2005 skrevet at ’det bærende element i denne sag er således ikke parternes muligheder for at fremskaffe de relevante oplysninger, men at modparten med rette har indrettet sig på den trufne afgørelse’.

Udgangspunktet er som før nævnt at der ikke gælder nogen almindelig frist for at klage over en afgørelse om ægtefællebidrag.

Efter hvilke omstændigheder en rekursmyndighed alligevel vil kunne afvise at behandle en klage over en meget gammel afgørelse, er behandlet af bl.a.

Karsten Loiborg mfl. i Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 970.

Heri anføres bl.a. følgende

’Efter omstændighederne vil en rekursmyndighed dog alligevel kunne afvise at behandle en klage over en meget gammel afgørelse.

Dette må formentlig gælde hvis afgørelsen ikke længere har nogen retlig eller faktisk betydning, og klageren derfor ikke har nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller hvis forholdet ikke længere lader sig oplyse.

Som det fremgår, må der foretages en helt konkret vurdering, og der kan ikke angives nogen absolut tidsgrænse.’

Ligeledes henvises til Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner, 4. udgave (2004), s. 307.

I denne sag forholder det sig ikke således at afgørelsen ikke længere har nogen retlig eller faktisk betydning for Dem, og at De derfor ikke har nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret.

Som det er anført ovenfor, kan det heller ikke antages at forholdet ikke længere lader sig oplyse.

Efter min opfattelse kan en klageinstans på områder hvor der ikke gælder en klagefrist, kun afvise at realitetsbehandle en sent indgivet klage i de ovenfor nævnte to tilfælde, det vil sige hvis klageren ikke har nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller hvis forholdet ikke længere lader sig oplyse.

Der bør således efter min mening ikke ske afvisning af en sent indgivet klage på andet grundlag end de to nævne.

Hvad særligt angår hensyn til en anden part i sagen, bemærker jeg at sådanne hensyn efter omstændighederne både kan og skal inddrages i klageinstansens afgørelse af sagen, men at de efter min opfattelse ikke kan stå alene, og at de således bør inddrages sammen med andre lovlige og relevante hensyn og afvejes sammen med disse i forbindelse med en realitetsbehandling af sagen.

I Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner, 4. udgave (2004), anføres det (s. 307) at en sent indkommet klage kan afvises hvis der ikke eller kun med uforholdsmæssigt besvær kan skaffes et bevismæssigt grundlag for bedømmelse af klagesagen, eller hvis klageren ikke har den fornødne retlige interesse i en ændring af den påklagede afgørelse.

Endvidere anføres

’Endelig må der tages hensyn til berettigede forventninger hos den eller dem, som har indrettet sig efter den påklagede afgørelse.’ Efter min opfattelse kan berettigede forventninger hos andre end klageren ikke (i sig selv) føre til afvisning af en sent indgivet klage, men berettigede forventninger er som nævnt et hensyn som kan og skal indgå i afvejningen i forbindelse med en realitetsbehandling af klagesagen.

Efter omstændighederne vil berettigede forventninger efter en helt konkret vurdering – og afvejet sammen med andre relevante og lovlige hensyn – kunne være afgørende for at en afgørelse ikke ændres af klageinstansen.

Dette kan bl.a. være tilfældet på miljø- og planområdet, særligt hvis værdispildsbetragtninger taler i samme retning.

I lyset af det jeg har anført ovenfor, mener jeg ikke at Familiestyrelsen har været berettiget til at afvise at realitetsbehandle Deres klage over det i 1996 fastsatte ægtefællebidrag med den begrundelse at der ikke længere er grundlag for at behandle sagen, og under henvisning til at (B) skulle havde indrettet sig i tillid til at modtage bidrag for den omhandlede periode.

Sådan som sagen foreligger oplyst for mig, forekommer det at Familiestyrelsen ved vurderingen af om Deres klage skulle realitetsbehandles, har inddraget hensyn som – sammen med andre lovlige og relevante hensyn – først burde (og skulle) inddrages under en egentlig realitetsbehandling af sagen i forbindelse med vurderingen af hvilken realitetsafgørelse Familiestyrelsen skulle træffe i sagen.

Jeg henstiller på denne baggrund til Familiestyrelsen at styrelsen realitetsbehandler Deres klage over Københavns Overpræsidiums afgørelse af 25. januar 1996.

I forbindelse med realitetsbehandlingen bør styrelsen inddrage de forhold som styrelsen har lagt vægt på på s. 4 i styrelsens udtalelse af 28. november 2005, men ved styrelsens fornyede vurdering af sagen må jeg pege på følgende forhold som (bl.a.) også bør med inddrages og konkret vurderes

– at De på afgørelsestidspunket var bosat i Tanzania, og at der dermed kunne tænkes at det var særligt belastende, besværligt og omkostningskrævende for Dem at fremskaffe oplysninger om Deres indtægtsforhold i 1994,

– at det må lægges til grund at Københavns Overpræsidium ikke selv forsøgte at indhente oplysninger om Deres indtægtsforhold fra hverken skattevæsen eller (X), som (B) havde angivet De arbejdede for i 1991; der må i denne forbindelse tages stilling til om det fulgte af officialprincippet at Overpræsidiet under de givne omstændigheder selv burde have søgt at fremskatte disse oplysninger,

– at De faktisk i brev af 20. april 1996 skrev til Overpræsidiet at Deres forhold havde ændret sig væsentligt, og at Deres indkomst for 1995 var ca. 80.000 kr., og at Overpræsidiet ikke fulgte disse oplysninger op af egen drift, men derimod bl.a. bad Dem om nærmere at redegøre for baggrunden for at De havde forladt Deres stilling i (X),

– om Overpræsidiets afgørelse må anses for at have været indholdsmæssigt klart urigtig, og – hvis dette må besvares bekræftende – om risikoen herfor bør pålægges den bidragspligtige; i denne forbindelse bør den bidragsberettigedes subjektive forhold om muligt også inddrages i vurderingen,

– at De videre i brevet af 20. april 1996 skrev at De ikke kunne acceptere at betale et ægtefællebidrag på 3.500 kr. om måneden, og at dette brev ikke blev videresendt til Civilretsdirektoratet som en klage over Overpræsidiets afgørelse, men at Overpræsidiet tværtimod bad Dem om at rette fornyet henvendelse hvis De ønskede at klage over afgørelsen.

Jeg bemærker i forbindelse med min henstilling at den selvsagt ikke er til hinder for at resultatet af prøvelsen – efter en helt konkret vurdering bliver at bidragets størrelse var korrekt fastsat ved Overpræsidiets afgørelse af 25. januar 1996, eller at der i øvrigt er meget væsentlige hensyn som taler afgørende for at Overpræsidiets afgørelse (helt eller delvis) bør opretholdes.

Jeg har i dag sendt (B) en kopi af dette brev og underrettet hende om at jeg har kritiseret Familiestyrelsens afgørelser af 21. juli 2004 og 22. september 2004 om ikke at realitetsbehandle Deres klage, og at jeg har henstillet til at styrelsen genoptager sagen.”

(J.nr. 2004-3465-651).

NOTER (*)

FOB 1984, s. 92, FOB 1990, s. 250 , og FOB 1997, s. 256 .

Af den anden sag – j.nr. 2006-0751-652 – fremgik det at Statsamtet Storstrøm den 3. december 1996 traf afgørelse om at faren, C, fra den 17. oktober 1996 og indtil videre skulle betale normalbidraget + 100 pct. i børnebidrag til sønnen, D.

I en ansøgning modtaget hos Statsamtet Storstrøm den 7. februar 2002 søgte moren, E, om forhøjelse af børnebidraget med virkning fra 1. februar 2002.

Den 12. februar 2002 bad statsamtet C udfylde og tilbagesende et vedlagt oplysningsskema sammen med hans seneste årsopgørelse og dokumentation for hans indtægt.

Under en telefonsamtale den 18. februar 2002 med en af statsamtets medarbejdere oplyste C at hans indtægt det foregående år havde været 532.000 kr..

Han oplyste endvidere at han ikke havde råd til at betale normalbidraget + 150 pct. eller 200 pct., og at han fandt det urimeligt at E havde søgt om forhøjelse af børnebidraget.

Ved brev af 28. februar 2002 rykkede statsamtet C for svar på sit brev af 12. februar 2002.

Den 9. marts 2002 sendte C’s revisor oplysningsskemaet og kopi af tre lønsedler til statsamtet.

Revisoren redegjorde samtidig for C’s økonomiske situation og anførte i den forbindelse bl.a. at C siden 1996 havde tilrettelagt sin økonomi efter at han skulle betale normalbidraget + 100 pct. i børnebidrag til D.

Revisoren beskrev samtidig C’s nuværende økonomiske situation som anstrengt.

Statsamtet modtog den 18. marts 2002 kopi af C’s årsopgørelse for 2000 fra K Kommune.

En af statsamtets medarbejdere kontaktede telefonisk C’s revisor den 4. april 2002 og bad om revisorens bemærkninger til årsopgørelsen.

Med brev af 8. april 2002 sendte statsamtet C en kopi af telefonnotatet fra samtalen med revisoren og bad om hans eventuelle bemærkninger dertil.

C kommenterede oplysningerne i telefonnotatet i et brev af 12. april 2002 til statsamtet.

Statsamtet traf afgørelse i sagen den 6. maj 2002.

Statsamtet forhøjede børnebidraget til D til normalbidraget + 200 pct. fra den 17. maj 2002 og indtil videre.

Ved e-mail af 30. juni 2005 rettede C henvendelse til bl.a.

Justitsministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet om sagen.

Han bad bl.a. om at få udbetalt en erstatning på 40.000 kr., svarende til det beløb som han efter sin opfattelse havde betalt for meget i børnebidrag siden Statsamtet Storstrøms afgørelse af 6. maj 2002.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet videresendte den 13. juli 2005 C’s e-mail til Statsamtet Storstrøm som i et brev af 27. juli 2005 bl.a. afviste at C havde lidt et økonomisk tab som følge af statsamtets behandling af hans bidragssag.

I en e-mail af 18. januar 2006 kommenterede C statsamtets brev af 27. juli 2005 og stillede samtidig statsamtet en række spørgsmål.

Han skrev endvidere at han ønskede at klage til Familiestyrelsen.

Statsamtet videresendte sagen til Familiestyrelsen den 25. januar 2006 hvilket statsamtet orienterede C om i et brev af samme dato.

I et brev af 20. februar 2006 skrev Familiestyrelsen følgende til C

”Familiestyrelsen har modtaget Deres klage over Statsamtet Storstrøms afgørelse af 6. maj 2002 om bidrag.

Ved afgørelsen forhøjede statsamtet Deres bidrag til (D) fra den 17. maj 2002, sådan at bidraget fra denne dato udgør normalbidraget + 200 %.

Ved brev af 27. juli 2005 afslog statsamtet at udbetale erstatning til Dem i anledning af afgørelsen af 6. maj 2002.

De har bedt om, at bidraget nedsættes.

De har navnlig henvist til, at statsamtet ved afgørelsen ikke vurderede Deres indtægtsforhold korrekt, herunder overarbejdsbetaling.

Som begrundelse for, at De ikke har klaget over afgørelsen på et tidligere tidspunkt har De anført, at De havde fået den opfattelse, at det var den pågældende sagsbehandler i statsamtet, der skulle behandle klagesagen.

Vi afviser at behandle Deres klage.

Det følger af almindelig forvaltningsretlige grundsætninger, at en klageinstans skal behandle selv meget sent indgivne klager, når der ikke er fastsat en klagefrist på det pågældende område.

Myndigheden skal således behandle en sag selvom klagen indgives længe efter afgørelsen.

Det gælder dog ikke, når klagen indkommer så sent, at der ikke – eller kun med uforholdsmæssig besvær – kan skaffes bevismæssig grundlag for bedømmelsen af sagen, eller når hensynet til den, der har indrettet sig efter den trufne afgørelse, taler imod, at sagen behandles på nuværende tidspunkt.

Ved Familiestyrelsens behandling af klager over statsamternes afgørelser gælder der ingen klagefrist.

Hensynet til en parts mulighed for at få behandlet en sag i klageinstansen bør afvejes overfor hensynet til modparten, der må antages at have indrettet sig i tillid til den trufne afgørelse.

En klage bør således indgives inden for en vis tid efter afgørelsen.

Vi modtog Deres klage den 27. januar 2006.

Efter vores skøn er klagen indgivet så sent, at der ikke længere er grundlag for at behandle sagen.

Herved har vi navnlig lagt vægt på, at (E) må anses for at have indrettet sig i tillid til den trufne afgørelse.

Deres oplysning om, at De var af den opfattelse, at det var statsamtet, der behandlede klagesagen mener vi ikke kan føre til et andet resultat.

I den forbindelse bemærkes det, at det af afgørelsen af 6. maj 2002 fremgår, at De kunne klage over afgørelsen til Civilretsdirektoratet (nu Familiestyrelsen).”

Ved e-mail af 2. marts 2006 rettede C henvendelse til mig.

Den 8. marts 2006 modtog jeg to bilag fra C sammen med en kopi af hans e-mail af 2. marts 2006.

I brev af 9. marts 2006 bad jeg C – før jeg tog stilling til om jeg kunne hjælpe ham med sagen – om at indsende kopi af Statsamtet Storstrøms afgørelse af 6. maj 2002 og eventuelle andre bilag som han mente havde betydning for sagen.

Jeg modtog materialet den 28. marts 2006.

Ved brev af 11. april 2006 orienterede jeg C om at jeg samme dag havde bedt Familiestyrelsen og Statsamtet Storstrøm om en udtalelse i anledning af hans klage og om udlån af sagens akter.

Jeg bad Familiestyrelsen om i sin udtalelse til mig at redegøre for Familiestyrelsens praksis i relation til afvisning af sent indkomne klager, herunder om at redegøre for hvad der efter Familiestyrelsens opfattelse måtte anses for ”en vis tid”.

Jeg modtog Familiestyrelsens og Statsamtet Storstrøms udtalelser den 13. juni 2006.

Statsamtet Storstrøm henholdt sig i sin udtalelse af 27. april 2006 blot til det som statsamtet tidligere havde anført om sagen – dels i afgørelsen af 6. maj 2002, dels i statsamtets brev til C af 27. juli 2005.

Familiestyrelsen skrev bl.a. følgende i sin udtalelse af 12. juni 2006

”De har anmodet Familiestyrelsen om en udtalelse i anledning af (C)’s klage over vores afgørelse af 20. februar 2006.

Ved afgørelsen afslog vi at behandle (C)’s klage over Statsamtet Storstrøms afgørelse af 6. maj 2002.

Ved denne afgørelse forhøjede statsamtet (C)’s børnebidrag til (D) fra normalbidraget + 100 % til normalbidraget + 200 % fra den 17. maj 2002.

Vi kan henholde os til den trufne afgørelse og begrundelsen for den.

Vi kan tilføje, at vi i udtalelse af 28. november 2005 i en lignende sag har orienteret Dem om praksis med hensyn til afvisning af at behandle meget sent indkomne klager samt om ændring af bidrag med tilbagevirkende kraft.

Udtalelsen vedlægges i kopi.

I relation til bemærkningen i afgørelsen af 20. februar 2002 om, at ’(e)n klage bør … indgives inden en vis tid efter afgørelsen’ kan vi oplyse, at der ikke er fastsat retningslinier herfor.

Vi kan dog oplyse, at vi på dette område har ladet os inspirere af § 13, stk. 3, i lov om Folketingets Ombudsmand, hvorefter klage skal være indgivet inden et år efter, at forholdet er begået.

En klage over en bidragsafgørelse, der er indgivet inden et år efter afgørelsen, vil således ikke blive afvist med den begrundelse, at den er indgivet for sent.

Den omhandlede sag

Det fremgår af sagen, at (E) ved brev modtaget i Statsamtet Storstrøm den 7. februar 2002 søgte om forhøjelse af det bidrag, som (C) betalte til (D).

Efter at have indhentet økonomiske oplysninger fra (E) og (C) forhøjede statsamtet den 6. maj 2002 bidraget til normalbidraget + 200 % fra den 17. maj 2002.

Afgørelsen indeholder klagevejledning.

Ved e-mail af 30. juni 2005 rettede (C) henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet og oplyste, at han nu havde fundet ud af, at afgørelsen var forkert.

Statsamtet besvarede denne henvendelse ved brev af 27. juli 2005.

Ved e-mail af 18. januar 2006 meddelte (C) statsamtet, at han ønskede at klage over afgørelsen.

Den 25. januar 2006 fremsendte statsamtet klagen til os, hvorefter vi den 20. februar 2006 traf den omhandlede afgørelse.

Vurdering af den omhandlede sag

Som det fremgår af udtalelsen af 28. november 2005, bør parterne i en bidragssag som udgangspunkt kunne indrette sig i tillid til den trufne afgørelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Set fra (E)’s side forelå der ingen sådanne omstændigheder, og hun burde derfor kunne indrette sig på at modtage det fastsatte bidrag.

Dette skal dog vurderes i forhold til (C)’s interesse i at få efterprøvet, om bidragets størrelse var korrekt fastsat ved afgørelsen af 6. maj 2002.

Vi mener imidlertid ikke, at (C) havde en beskyttelsesværdig interesse heri.

Dette skyldes, at han efter vores opfattelse er den nærmeste til at bære risikoen for, at spørgsmålet om bidragets størrelse først blev rejst mere end 3 år efter den trufne afgørelse.

Vi har herved lagt vægt på, at (C) ved afgørelsen af 6. maj 2002 blev gjort bekendt med klagemuligheden.

Vi mener ikke, at der er noget, der har forhindret (C) i at klage over afgørelsen på et tidligere tidspunkt.

Vi er opmærksomme på, at (C) har oplyst, at han perioden efter maj 2002 led af eftervirkningerne af en mindre hjerneblødning, som først blev konstateret i efteråret 2005.

Dette kan imidlertid ikke begrunde, at vi burde behandle klagen af 18. januar 2006.

Endvidere bemærkes, at statsamtets afgørelse af 6. maj 2002 er truffet efter de gældende retningslinier, hvorefter der ved vurderingen af den bidragspligtige bidragsevne bl.a. tages hensyn til alle løntillæg, herunder overarbejdsbetaling.

Da afgørelsen af 20. februar 2006 som nævnt er truffet ud fra indrettelsessynspunkter, har vi dog ikke foretaget en nærmere vurdering af, om der ved afgørelsen af 6. maj 2002 var grundlag for at forhøje bidraget til normalbidraget + 200 %.

Endelig bemærkes, at vi og statsamtet har hjemmel i lov om børns forsørgelse til at træffe afgørelse om nedsættelse af det omhandlede børnebidrag med tilbagevirkende kraft.

Nedsættes bidraget med tilbagevirkende kraft, har derimod hverken vi eller statsamtet kompetence til at pålægge (E) at tilbagebetale eventuelt for meget modtaget børnebidrag.

Afgørelse herom henhører under domstolene.”

Den 14. juni 2006 sendte jeg C kopi af statsamtets og Familiestyrelsens udtalelser og bad om hans eventuelle bemærkninger til dem.

C kommenterede Familiestyrelsens udtalelse i en e-mail af 5. juli 2006.

I et brev af 6. juli 2006 orienterede jeg C om at jeg samme dag havde bedt Familiestyrelsen og Statsamtet Storstrøm om myndighedernes eventuelle bemærkninger til det han havde anført i e-mailen af 5. juli 2006.

Familiestyrelsen skrev den 25. august 2006 bl.a. følgende til mig

”(C) anfører, at fordi hans sag drejer sig om ændring af et bidrag og ikke om førstegangsfastsættelse, skal der ikke tages hensyn til overarbejdsbetaling.

Vi kan oplyse, at overarbejdsbetaling altid indgår i vurderingen af den bidragspligtiges evne til at betale bidrag – uanset om der er tale om en sag om førstegangsfastsættelse eller forhøjelse af bidrag.

I relation til indrettelseshensynet bemærkes, at efter lov om børns forsørgelse kan et bidrag altid søges ændret, men en sådan ændring har efter bidragsbekendtgørelsens § 14 som udgangspunkt kun virkning for fremtiden.

Dette skyldes, at parterne i en bidragssag bør kunne indrette sig på størrelsen af forfaldne bidrag: den bidragsberettigede bør kunne indrette sig på at modtage de forfaldne bidrag, og den bidragspligtige bør kunne indrette sig i tillid til ikke at blive afkrævet betaling af yderligere bidrag for den forløbne tid.

Bestemmelsen beskriver en række situationer, hvor dette udgangspunkt fraviges.”

Med brev af 29. august 2006 sendte jeg C en kopi af Familiestyrelsens brev af 25. august 2006.

Jeg meddelte ham samtidig at jeg nu ville søge at behandle sagen på det foreliggende grundlag.

I brev af 12. september 2006 oplyste jeg C om at jeg samme dag havde sendt E kopi af C’s klage af 2. marts 2006, Familiestyrelsens udtalelse af 12. juni 2006, C’s e-mail af 5. juli 2006 samt Familiestyrelsens brev af 25. august 2006, og at jeg havde bedt E om at sende mig sine eventuelle bemærkninger til materialet inden 3 uger.

E fremkom i brev af 1. oktober 2006 med sine bemærkninger til materialet.

E oplyste at hun havde indrettet sig i tillid til de trufne afgørelser, at hun havde indsendt alle de oplysninger til myndighederne som hun var blevet bedt om, og at børnebidraget bl.a. var brugt til at forsørge D.

Ombudsmandens udtalelse

”1.

Afgrænsningen af min undersøgelse

Min undersøgelse omfatter alene Familiestyrelsens afgørelse af 20. februar 2006, hvor Familiestyrelsen afviste at behandle Deres klage over Statsamtet Storstrøms afgørelse af 6. maj 2002 om forhøjelse af børnebidraget til Deres søn (D).

Min undersøgelse omfatter således ikke andre afgørelser truffet af Statsamtet Storstrøm eller Familiestyrelsen, herunder statsamtets tidligere afgørelser om børnebidrag og myndighedernes afgørelser om konfirmations- og uddannelsesbidrag.

Jeg henviser i den forbindelse til det som jeg anførte herom i mit brev til Dem af 11. april 2006.

2.

Familiestyrelsens afgørelse af 20. februar 2006

Det fremgår af Familiestyrelsens afgørelse af 20. februar 2006 at der ved Familiestyrelsens behandling af klager over statsamternes afgørelser ikke gælder nogen klagefrist.

Det fremgår endvidere at Familiestyrelsen dog er af den opfattelse at en klage – af hensyn til modparten i sagen, der må antages at ville indrette sig i tillid til den trufne afgørelse – bør indgives inden ’en vis tid’.

Familiestyrelsen afviste at behandle Deres klage over Statsamtet Storstrøms afgørelse af 6. maj 2002.

Familiestyrelsen begrundede afvisningen med at Deres klage efter Familiestyrelsens skøn var indgivet så sent at der ikke længere var grundlag for at behandle sagen.

Familiestyrelsen oplyste at der i den forbindelse navnlig var lagt vægt på at (E) måtte anses for at have indrettet sig i tillid til den trufne afgørelse.

Familiestyrelsen har i sin udtalelse af 12. juni 2006 oplyst at Familiestyrelsen ikke har fastsat retningslinjer for hvad Familiestyrelsen anser for ’en vis tid’, men at Familiestyrelsen på dette område har ladet sig inspirere af § 13, stk. 3, i lov om Folketingets Ombudsmand, hvorefter en klage til ombudsmanden skal være indgivet inden et år efter at forholdet er begået.

Familiestyrelsen oplyste at det vil sige at en klage over en bidragsafgørelse der indgives inden et år efter at afgørelsen er truffet, ikke vil blive afvist med den begrundelse at klagen er indgivet for sent.

I sin udtalelse af 12. juni 2006 anførte Familiestyrelsen endvidere at parterne i en bidragssag som udgangspunkt burde kunne indrette sig i tillid til en truffen afgørelse medmindre der forelå særlige omstændigheder, at der set fra (E)’s side ikke forelå sådanne særlige omstændigheder (hvorfor hun burde kunne indrette sig på at modtage det fastsatte bidrag), og at De – efter Familiestyrelsens opfattelse – ikke havde en beskyttelsesværdig interesse i at få prøvet om statsamtet havde fastsat bidragets størrelse korrekt.

Familiestyrelsen anførte i den forbindelse at De var den nærmeste til at bære risikoen for at spørgsmålet om bidragets størrelse først blev rejst mere end tre år efter den trufne afgørelse, og at Familiestyrelsen var opmærksom på at De havde oplyst at De i perioden efter maj 2002 led af eftervirkningerne af en mindre hjerneblødning som først blev konstateret i efteråret 2005, men at det ikke kunne føre til at Familiestyrelsen burde behandle Deres klage.

Jeg har i en anden sag for nylig udtalt mig om i hvilke tilfælde en klageinstans – når der ikke gælder nogen frist for at udnytte rekursmuligheden – efter min opfattelse vil kunne afvise at behandle en klage over en meget gammel afgørelse.

Jeg henviser til min udtalelse (…) i sagen med mit j.nr. 2004-3465-651.

Jeg vedlægger et anonymiseret uddrag af udtalelsen til Deres orientering.

Som det fremgår af udtalelsen, er det min opfattelse at en klageinstans (når der ikke gælder nogen frist for at udnytte rekursmuligheden) kun kan afvise at realitetsbehandle en sent indgivet klage hvis klageren ikke har nogen retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller hvis forholdet ikke længere lader sig oplyse.

Det fremgår endvidere af udtalelsen at det er min opfattelse at hensynet til den anden part i sagen efter omstændighederne både kan og skal inddrages i forbindelse med klageinstansens afgørelse af sagen, men at dette hensyn ikke kan stå alene.

Hensynet til den anden part i sagen bør således inddrages sammen med andre lovlige og relevante hensyn og afvejes sammen med disse i forbindelse med klageinstansens realitetsbehandling af sagen.

I Deres sag har Familiestyrelsen hverken i sin afgørelse af 20. februar 2006 eller i sin udtalelse af 12. juni 2006 gjort gældende at sagen efter Familiestyrelsens opfattelse ikke længere lod sig oplyse.

Jeg lægger derfor til grund at overvejelser af denne karakter ikke indgik i Familiestyrelsens afgørelse af 20. februar 2006, og at det følgelig var – og stadig er – muligt at tilvejebringe et tilstrækkelig fyldestgørende prøvelsesgrundlag.

Jeg lægger endvidere til grund at De har en retlig interesse i at få ændret afgørelsen.

Om begrebet retlig interesse henviser jeg til Jørgen Mathiassen mfl., Forvaltningsret.

Almindelige emner, 4. udgave (2004), s. 348 ff, Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 805 ff, og Bent Christensen, Forvaltningsret – prøvelse, 2. udgave (1994), s. 23 f.

I lyset heraf og i lyset af det som jeg har anført ovenfor om klageinstansers mulighed for at afvise at behandle klager over gamle afgørelser (selvom der ikke gælder nogen frist for at udnytte rekursmuligheden), mener jeg ikke at Familiestyrelsen har været berettiget til at afvise at realitetsbehandle Deres klage over Statsamtet Storstrøms afgørelse af 6. maj 2002 om forhøjelse af børnebidraget til (D) med den begrundelse at der ikke længere var grundlag for at behandle klagen, og under henvisning til at (E) måtte anses for at have indrettet sig i tillid til den afgørelse som statsamtet havde truffet.

Formuleringen af Familiestyrelsens afgørelse efterlader det indtryk at Familiestyrelsen i forbindelse med vurderingen af om Deres klage skulle realitetsbehandles, inddrog hensyn som – sammen med andre lovlige og relevante hensyn – først burde (og skulle) inddrages under en egentlig realitetsbehandling af sagen.

På denne baggrund mener jeg at det er beklageligt at Familiestyrelsen den 20. februar 2006 afviste at realitetsbehandle Deres klage over Statsamtet Storstrøms afgørelse af 6. maj 2002.

For så vidt angår Familiestyrelsens oplysning om at Familiestyrelsen ikke vil afvise en klage over en bidragsafgørelse der er mindre end et år gammel, med den begrundelse at klagen er indgivet for sent, bemærkes at jeg forstår det som Familiestyrelsen har anført, sådan at en klage der indgives mere end et år efter afgørelsen er truffet, som udgangspunkt anses for at være indgivet for sent.

Jeg mener ikke at Familiestyrelsen – ud over i de tilfælde der er beskrevet ovenfor (hvis klageren ikke har en retlig interesse i at få afgørelsen ændret, eller hvis forholdet ikke længere lader sig oplyse) – er berettiget til at afvise at behandle klager over statsamternes bidragsafgørelser.

Det er således min opfattelse at en udvidet adgang til at afvise sent indkomne klager – i lighed med fastsættelse af en egentlig klagefrist – kræver udtrykkelig lovhjemmel.

Jeg mener derfor at det er kritisabelt at Familiestyrelsen – som jeg forstår det – som udgangspunkt anser en klage over en bidragsafgørelse der er mere end et år gammel, for at være indgivet for sent.

Jeg har gjort Familiestyrelsen bekendt med min opfattelse.

Samtidig har jeg henstillet at Familiestyrelsen genoptager sagen og realitetsbehandler Deres klage over Statsamtet Storstrøms afgørelse af 6. maj 2002 om forhøjelse af børnebidraget til (D).

Jeg bemærker at jeg ikke hermed har taget stilling til om Familiestyrelsen bør ændre statsamtets afgørelse og f.eks. nedsætte bidraget til (D).

Jeg har heller ikke taget stilling til fra hvilket tidspunkt en eventuel nedsættelse bør ske.

Min henstilling er således ikke til hinder for at Familiestyrelsen – efter at have realitetsbehandlet Deres klage over statsamtets afgørelse af 6. maj 2002 – når frem til at statsamtets afgørelse helt eller delvis bør opretholdes.”

(J.nr. 2006-0751-652).