Inspektion af detentionen på Læsø og anvendelsen heraf som venterum
Statutory Text (3 Articles)
Inspektion af detentionen på Læsø og anvendelsen heraf som venterum
Resumé
Den 6. oktober 2003 inspicerede inspektionschefen og medarbejdere fra inspektionsafdelingen på ombudsmandens vegne detentionen på politistationen på Læsø.
Detentionen blev efter det oplyste kun sjældent anvendt efter sit formål, men fortrinsvis benyttet til venterumsanbringelse, formelt i strid med detentionskundgørelsens regler.
På den baggrund blev der ikke udfærdiget en sædvanlig rapport om inspektionen.
Det udtaltes over for Rigspolitichefen at det med den oplyste benyttelse af detentionslokalet og den standard som lokalet har, ville være urimeligt at stille krav om etablering af et egentligt venterum.
Det henstilledes herefter til Rigspolitichefen at overveje hvorledes der kunne tilvejebringes et retligt grundlag for anvendelsen af detentionslokalet som venterum, idet det ikke kunne anses for forsvarligt at anbringe berusede og venterumsanbragte i detentionslokalet uden at der var et egentligt kald i lokalet.
Det blev derfor henstillet til Rigspolitichefen at et sådant kald blev etableret.
Det ville være ude af proportioner at stille krav om etablering af tv-overvågning og elektronisk samtalemulighed fra detentionslokalet til landbetjentens kontor og tjenestebolig.
Rigspolitichefen blev på den baggrund bedt om en udtalelse om på hvilken anden måde det i alle tilfælde kan sikres at det fornødne tilsyn/den fornødne overvågning af detentions- og venterumsanbragte bliver gennemført – også når landbetjenten udfører politiopgaver uden for stationsområdet.
Der blev herved peget på de løsninger i den henseende som er anvendt i forbindelse med arrester/detentioner i Grønland, herunder til sikring i tilfælde af brand.
Det formodedes at tilsvarende spørgsmål gør sig gældende på andre (små)øer, og Rigspolitichefen blev anmodet om at tage stilling til hvordan der i givet fald skulle forholdes dér.
Rigspolitichefen blev bedt om at sende sit svar gennem Justitsministeriet.
Rigspolitichefen oplyste herefter i et brev til Justitsministeriet at der på Samsø er tilsvarende forhold som på Læsø.
Rigspolitichefen oplyste endvidere at der på baggrund af ombudsmandens brev var etableret et kald i begge detentioner og et telefonibaseret overvågnings- og brandmeldesystem (via mobiltelefonnettet).
Efter at have modtaget Rigspolitichefens oplysninger mv. bemyndigede Justitsministeriet Rigspolitichefen til i samarbejde med den stedlige politimester at fastsætte lokale bestemmelser om venterumsanbringelse i detentionerne på Læsø og Samsø efter de retningslinjer som Rigspolitichefen havde skitseret.
Det oplyste blev med enkelte bemærkninger – herunder om behovet for en udendørs brandalarm – taget til efterretning.
(J.nr. 2003-3084-618).
Efter en inspektion den 6. oktober 2003 af detentionen på Læsø skrev inspektionschefen på ombudsmandens vegne den 25. november 2003 følgende til Rigspolitichefen
”Den 6. oktober 2003 foretog jeg inspektion af detentionen på Læsø der er beliggende i tilknytning til politistationen i Byrum som også er tjenestebolig for landbetjenten på Læsø.
Han er den eneste polititjenestemand på øen.
Forholdene vedrørende detentionen på Læsø adskiller sig væsentligt fra forholdene ved en sædvanlig detention andre steder i landet.
Der vil af den grund ikke blive udarbejdet en egentlig inspektionsrapport.
Der vil derimod i dette brev blive rejst nogle spørgsmål som knytter sig til en detention som den på Læsø, og som formentlig gør sig gældende på andre mindre øer med en detention og blot én polititjenestemand på øen.
Detentionslokalet på Læsø
Detentionslokalet er et relativt stort lyst lokale der er beliggende i stuehøjde lige over for landbetjentens kontor hvorfra det er adskilt af en gang.
Der er højt til loftet.
Lokalet var nymalet – dog var der mindre skader på døren, der ikke var forsynet med spionøje.
I lokalet er der – efter det oplyste – i udluftningskanalen indbygget en røgalarm.
Der er ikke kald fra detentionslokalet, og der er ikke tv-overvågning mv.
I tilslutning til detentionslokalet er der – beliggende ud til mellemgangen – bad og toilet.
Brugen af detentionslokalet
Landbetjenten oplyste at lokalet kun meget sjældent anvendes til detentionsanbringelse.
Det var ikke sket inden for de sidste to år forud for inspektionen.
Det vil sige at der ikke foreligger rapporter fra tiden efter ikrafttrædelsen af detentionskundgørelsen den 1. august 2001.
Af den grund har jeg ikke anmodet om at modtage rapportmateriale til nærmere gennemgang.
Detentionslokalet anvendes også til venterumsanbringelse.
Tilsyn
Forespurgt om hvorledes tilsyn af en detentionsanbragt praktiseres, oplyste landbetjenten at han foretager tilsyn hver halve time, og at han om natten gennemfører tilsynene ved at blive vækket hver halve time af et vækkeur.
Forespurgt om hvordan tilsyn praktiseres hvis landbetjenten er nødsaget til at forlade politistationen (i en politiforretning), oplyste landbetjenten at der da er mulighed for at få hjælp (assistance) fra en af de tre sognefogeder på øen.
Kundgørelse II af 27. juni 2001 om detentionsanbringelse af berusede personer gælder fuldt ud for detentionen på Læsø.
Af flere grunde er det imidlertid ikke muligt eller hensigtsmæssigt at efterleve kundgørelsen i alle henseender
Anvendelse som venterum
Som bekendt kan detentionslokaler ikke anvendes som venterum.
Kun hvis den pågældende ønsker det eller er indforstået med det, kan detentionslokaler anvendes til venterumsanbringelse.
En sådan valgmulighed forudsætter nødvendigvis at der som alternativ findes egentlige venterum.
Med den benyttelse der er af lokalet på politistationen på Læsø, og med den standard lokalet har, vil det efter min opfattelse være urimeligt at stille krav om etablering af et egentligt venterum.
Anbringelse af en stol i detentionslokalet når det anvendes som venterum, bør efter min opfattelse være tilstrækkeligt.
For at der formelt skabes grundlag for anvendelse af dette detentionslokale som venterum, er der efter min opfattelse behov for at Rigspolitichefen tilvejebringer et retligt grundlag herfor, f.eks. i form af en tilladelse til at fravige detentionskundgørelsen på dette punkt.
Jeg henstiller til Rigspolitichefen at undergive dette spørgsmål en overvejelse.
Tilsyn, kald, tv-overvågning mv.
Som nævnt er der ikke installeret kald i detentionslokalet.
For at det er forsvarligt at anbringe berusede og venterumsanbragte i detentionslokalet, er det efter min opfattelse nødvendigt at der i hvert fald etableres et kald der formentlig bør gå både til kontoret og landbetjentens tjenestebolig.
Jeg henstiller til Rigspolitichefen at sådant kald etableres.
Det vil efter min opfattelse være ude af proportioner at stille krav om etablering af tv-overvågning og elektronisk samtalemulighed fra detentionslokalet til kontoret/tjeneste-boligen.
Tilsyn må i mangel af tv-overvågning mv. foretages personligt.
Det forhold at stationen er enmandsbetjent, skaber problemer f.eks. ved landbetjentens udførelse af andre politiopgaver uden for stationsområdet.
Og det er vel næppe realistisk at kunne gå ud fra at en af de tre sognefogeder i alle tilfælde vil kunne indfinde sig på stationen med ganske kort varsel for at kunne varetage (overtage) tilsynsopgaven.
Jeg anmoder Rigspolitichefen om en udtalelse om hvorledes det kan sikres at der i alle tilfælde kan gennemføres det fornødne tilsyn/den fornødne overvågning med en detentionsanbragt/venterumsanbragt.
Jeg kan i den forbindelse pege på at der er gennemført overvågningsordninger via radiotjeneste ved flere arrester/detentioner i Grønland.
Det er her muligt for den vagthavende ved at have en åben radiokanal at kunne modtage kald fra arresten/detentionen.
Jeg kan endvidere pege på at det ved flere arrester/detentioner i Grønland er sikret ved aftale med brandvæsnet at brandvæsnet har mulighed for på egen hånd at komme ind i arrest-/detentionslokalet.
Jeg anmoder endvidere Rigspolitichefen om at oplyse hvilke beføjelser en sognefoged er tillagt, og angive det retlige grundlag herfor.
Denne oplysning anmoder jeg om bl.a. for at kunne vurdere i hvilket omfang sognefogederne kan træde i landbetjentens sted ved egentlige politiforretninger.
De her påpegede særlige (ø)problemer er formentlig også gældende på andre (små)øer.
Jeg går ud fra at Rigspolitichefen i forbindelse med stillingtagen til de ovenfor anførte spørgsmål tillige tager stilling til hvorledes der skal forholdes med tilsvarende spørgsmål på andre (små)øer.
Jeg anmoder om at Rigspolitichefens stillingtagen mv. til det som jeg har anført ovenfor, sendes til mig gennem Justitsministeriet som jeg anmoder om at fremkomme med de bemærkninger som Rigspolitichefens stillingtagen måtte give anledning til.
Politimesteren i Frederikshavn modtager en genpart af dette brev.”
Rigspolitichefen svarede herefter i brev af 4. marts 2004 stilet til Justitsministeriet at der i praksis vil være et relativt beskedent behov for venterumsanbringelse på politistationen på Læsø, og at Rigspolitichefen i givet fald finder det ubetænkeligt at anvende detentionslokalet hertil, dog således at der stilles en stol eller lignende til rådighed for den tilbageholdte.
Rigspolitichefen indstillede samtidig til ministeriet at bemyndige Rigspolitichefen til i samarbejde med den stedlige politimester at fastsætte lokale bestemmelser om venterumsanbringelse.
Rigspolitichefen anførte herudover (bl.a.) følgende i brevet
”Tilsyn, TV-overvågning m.v.
…
Rigspolitiet kan tilslutte sig Ombudsmandens opfattelse af, at det af sikkerhedsmæssige grunde er nødvendigt at etablere en eller anden mekanisk overvågning af et benyttet detentionslokale.
Rigspolitiet har derfor besluttet, at der bliver etableret et radiobaseret lyttesystem til det benyttede detentionslokale efter et teknisk koncept, som er fundet hensigtsmæssigt for visse grønlandske detentionslokaler.
…
Rigspolitiet er enig med Ombudsmanden i, at der ikke vil være behov for at etablere TV-overvågning i detentionslokalet på politistationen i Byrum.
Tilsynet med detentionsanbragte.
Polititjenestemanden på Læsø har oplyst, at han foretager tilsyn med en detentionsanbragt person efter detentionskundgørelsens bestemmelser.
Kan polititjenestemanden ikke personligt udføre tilsynet med en detentionsanbragt, kan en af øens 3 sognefogeder tilkaldes for at varetage tilsynsopgaven.
Rigspolitiet finder, særligt under hensyn til det meget ringe antal detentionsanbringelser, at der herved er tilstrækkelig sikkerhed for, at der findes egnet personale, som kan varetage det krævede tilsyn.
Rigspolitiet finder dog, at der kan være behov for, at den stedlige politimester bemyndiges til at indgå aftaler med andre f.eks. det lokale brandvæsen om tilsyn med detentionen, hvis polititjenestemanden eller sognefogederne undtagelsesvist ikke kan varetage opgaven.”
Rigspolitichefen henviste vedrørende sognefogedernes beføjelser til retsplejelovens § 118, stk. 2, jf. forordning af 11. november 1791 om sognefogedernes beskikkelse m.v., og anførte at det efter hans opfattelse var ubetænkeligt at lade sognefogederne udføre tilsyn med detentionsanbragte i landbetjentens fravær.
Rigspolitichefen oplyste desuden at der på Samsø findes en politistation med et detentionslokale af samme status som på Læsø.
Justitsministeriet oplyste i en udtalelse af 5. juli 2004 til ombudsmanden at ministeriet samme dato havde bemyndiget Rigspolitichefen til i samarbejde med den stedlige politimester at fastsætte lokale bestemmelser om venterumsanbringelse i detentionerne på Læsø og Samsø i overensstemmelse med de retningslinjer som Rigspolitichefen havde skitseret i sit brev af 4. marts 2004.
Justitsministeriet meddelte endvidere at ministeriet var indforstået med at der blev indført en ordning på Læsø og Samsø i henseende til tilsyn/overvågning svarende til ordningen visse steder i Grønland.
Inspektionschefen udtalte herefter i brev af 19. juli 2004 til Justitsministeriet bl.a. følgende
”Jeg tager til efterretning at Justitsministeriet ved brev af 5. juli 2004 har bemyndiget Rigspolitichefen til i samarbejde med den stedlige politimester at fastsætte lokale bestemmelser om venterumsanbringelse i detentionerne på Læsø og Samsø i overensstemmelse med de retningslinjer som er skitseret af Rigspolitichefen.
Jeg anmoder om at blive orienteret om retningslinjerne.
Jeg tager endvidere det til efterretning som er oplyst om tilsyn, tv-overvågning mv. og sognefogedernes beføjelser, idet jeg dog bemærker følgende
Rigspolitichefen finder i udtalelsen af 4. marts 2004 at der kan være behov for at den stedlige politimester bemyndiges til at indgå aftaler med andre, f.eks. det lokale brandvæsen, om tilsyn med detentioner, hvis polititjenestemanden eller sognefogederne undtagelsesvist ikke kan varetage opgaven.
Justitsministeriet har erklæret sig indforstået med ’at der indføres en ordning på Læsø og Samsø svarende til ordningen visse steder i Grønland, hvor brandvæsenet har adgang til detentioner på egen hånd i tilfælde af brand’.
Jeg gør opmærksom på at ordningen i Grønland er indført efter henstilling fra Folketingets Ombudsmand, og at ordningen alene er begrundet i sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med brand.
Så vidt jeg forstår, er det også alene en sådan ordning Justitsministeriet er indforstået med bliver etableret.
I de grønlandske arrester/detentioner er der etableret udendørs brandalarmer i arresterne/detentionerne.
Noget lignende kan der være behov for ved detentionerne på Læsø og Samsø.”
Rigspolitichefen meddelte efterfølgende ved brev af 9. juli 2004 – som ombudsmanden modtog med Justitsministeriets brev af 23. juli 2004 – at der såvel i detentionslokalet på Læsø som på Samsø var sat et telefonibaseret overvågningssystem i drift.
Rigspolitichefen oplyste samtidig at systemet fungerer på den måde at opkald – iværksat ved aktivering af kald (nødtryk) eller ved brug af de installerede samtaleanlæg i detentionerne – modtages på de respektive landbetjentes mobiltelefon.
Hvis et opkald ikke bliver besvaret i løbet af ca. 30 sekunder, bliver opkaldene automatisk transmitteret videre til vagthavende polititjenestemand i henholdsvis Frederikshavn og Skanderborg således at de nødvendige dispositioner kan blive iværksat herfra.
Ombudsmanden tog ved brev af 29. juli 2004 det oplyste til efterretning.