Legislator Case Law & Legislation
O20040071573 DK

Opfølgning nr. 3 til inspektion af Fængselsafdelingen Kærshovedgård den 18. april 2002

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

ISP Æ#LOKDOK53 2004 0715 Valid

Opfølgning nr. 3 til inspektion af Fængselsafdelingen Kærshovedgård den 18. april 2002

ISP Æ#LOKDOK53 2004 0715 Valid

Den 23. februar 2004 afgav jeg en opfølgningsrapport (nr. 2) vedrørende min inspektion den 18. april 2002 af Fængselsafdelingen Kærshovedgård.

I rapporten tilkendegav jeg at jeg afventede en udtalelse fra direktoratet og modtagelsen af reviderede retningslinjer for så vidt angår biblioteksordningen, jf. pkt. 2.3.4, samt underretning om talsmandsreglerne og opdateringen af fængslets hjemmeside, jf. pkt. 6.4. og 6.10.

Jeg har herefter modtaget en udtalelse af 27. maj 2004 med bilag fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, herunder kopi af en mail af 23. marts 2004 fra fængslet.

Jeg skal herefter meddele følgende

Ad punkt 2.3.4.

Skole og bibliotek

Jeg bad direktoratet om at oplyse hvorvidt det efter direktoratets opfattelse generelt vil være tilstrækkeligt at der alene findes et katalog over nye bøger.

Jeg tilkendegav endvidere at jeg i øvrigt afventede modtagelsen af de interne retningslinjer som fængslet ifølge den tidligere udtalelse fra direktoratet var blevet bedt om at indsende til direktoratet når retningslinjerne var revideret.

Direktoratet har oplyst at de indsatte på Kærshovedgård der i gennemsnit har en opholdstid på 17 dage, bliver oplyst om at der findes underholdningsbøger på fængslet, og at særlige ønsker om udlån effektueres ved at fængslet transporterer de indsatte til Ikast Bibliotek hvor lån finder sted på almindelig vis via sygesikringsbevis.

Direktoratet har videre oplyst at de indsatte er tilfredse med ordningen.

I tilslutning hertil har direktoratet oplyst at fængslet hver måned på biblioteket afhenter kataloger over nye bøger.

Denne ordning anser direktoratet i det konkrete tilfælde tilfredsstillende, navnlig under hensyn til de indsattes korte gennemsnitlige opholdstid.

Direktoratet har videre oplyst at direktoratet vil undersøge muligheden for generelt at iværksætte en ordning svarende til ordningen i Arresthuset i Holbæk hvor de indsatte ud over kataloger med nye bøger får adgang til fortegnelser over de bøger der inden for udvalgte emner kan lånes på det lokale bibliotek.

Med hensyn til fængslets retningslinjer for bogudlån har direktoratet oplyst at de hviler på en mundtlig aftale mellem fængslet og Ikast Bibliotek, og at der således ikke findes (reviderede) skriftlige retningslinjer for udlånet.

Jeg har noteret mig det oplyste og har anmodet direktoratet om at underrette mig om resultatet af direktoratets undersøgelse af muligheden for generelt at iværksætte en ordning svarende til ordningen i Arresthuset i Holbæk.

Ad punkt 6.4.

Talsmandsordningen

Jeg tilkendegav at jeg fortsat afventede kopi af de regler om talsmandsvirksomheden som fængslet havde oplyst snarest ville blive udarbejdet.

Fængslet har den 23. marts 2004 udfærdiget interne regler om talsmandsvirksomheden.

Der er samtidig udsendt en meddelelse til personalet og de indsatte hvori der oplyses om muligheden for at vælge talsmand og om at der er udarbejdet nærmere regler herom.

Direktoratet har henholdt sig hertil.

Jeg har noteret mig at der nu er udarbejdet regler om talsmandsvirksomheden.

Jeg har ingen bemærkninger til disse regler.

Ad punkt 6.10.

Information til de indsatte

Jeg noterede mig at jeg ville blive underrettet når direktoratet havde opdateret fængslets hjemmeside.

Direktoratet har oplyst at fængslet ikke har sin egen hjemmeside og har samtidig beklaget at det ikke fremgik af de tidligere svar.

På kriminalforsorgens hjemmeside var der tidligere en side med faktuelle oplysninger om fængslet.

Disse oplysninger er siden blevet opdateret og kan findes på kriminalforsorgens web-adresse under Statsfængslet Midtjylland som fængslet nu er en del af.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Bortset fra at jeg afventer underretning fra direktoratet vedrørende resultatet af direktoratets undersøgelse af muligheden for generelt at iværksætte en ordning svarende til ordningen i Arresthuset i Holbæk, jf. pkt. 2.3.4., betragter jeg sagen om min inspektion af Fængselsafdelingen Kærshovedgård som afsluttet.

Statsfængslet Midtjylland, Fængslet Kærshovedgård, modtager et tilsvarende brev og en kopi heraf som jeg har bedt fængslet om at gøre tilgængelig for de indsatte.

Folketingets Retsudvalg modtager en kopi af mit brev til direktoratet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →