Rapport om ombudsmandens undersøgelse af 75 revalideringssager fra 5 kommuner

§ 1. Når der er iværksat en erhvervsmæssig revalidering efter en forud fastlagt erhvervsplan, jf. kapitel 2, udbetales en revalideringsydelse efter bistandslovens § 43, stk. 2, 1. pkt.

Stk. 2. Til personer, som under uddannelse, erhvervsmæssig optræning eller omskoling m.v. modtager støtte efter anden lovgivning, herunder stipendier og lån fra Statens Uddannelsesstøtte, til dækning af deres leveomkostninger, kan der ikke samtidig udbetales en revalideringsydelse efter stk. 1.

Stk. 3. Revalideringsydelsen kan ikke udbetales, når revalidering iværksættes efter § 43, stk. 8 eller stk. 10.

Stk. 4. Ved kortvarige afbrydelser i revalideringsforløbet herunder sygdomsperioder, der ikke har indvirkning på gennemførelsen af den fastlagte erhvervsplan, bevarer personen revalideringsydelsen uændret.

Kap. 2. Erhvervsplanen

§ 2. I samarbejde med revalidenden udarbejdes en realistisk erhvervsplan, der angiver mål, tidsrammer og indhold.

§ 3. Erhvervsplanen skal sigte mod en erhvervsmæssig placering på arbejdsmarkedet. Erhvervsplaner kan indeholde elementer som en faglig eller teoretisk uddannelse eller omskoling og nødvendig forberedende undervisning, kurser og praktisk og teoretisk indhold, arbejdspraktik og arbejdsprøvning på revalideringsinstitutioner eller på arbejdsmarkedet under hensyn til det individuelt fastsatte mål.

Stk. 2. Planen skal beskrive de enkelte elementer i forløbet. Den skal være realistisk med hensyn til revalidendens forudsætninger, evner og interesser, muligheder for optagelse på uddannelsesinstitution og endelig erhvervsmæssig placering.

Stk. 3. Erhvervsplanen skal gennemføres på så kort tid som muligt. Tidsrammen skal svare til den normerede uddannelsestid og kan højst være 5 år, jf. dog kapitel 3.

Stk. 4. Planen kan revideres undervejs, hvis individuelle eller generelle betingelser for dens gennemførelse ændrer sig.

§ 3. Af de enkelte sager skal umiddelbart fremgå klientens statsborgerforhold, bopæl og civilstand, hvilke børn klienten har samt henvisningsnummer for evt. ægtefælle og/eller børn. Hvor klientens indtægts- og formueforhold er af betydning for tildeling og/eller udmåling af en ydelse, skal såvel den anvendte beregningsmetode som indtægts- og formueforholdene fremgå af sagen. Dette gælder også ved ændringer af tildeling og/eller udmåling. Oplysningerne skal i videst muligt omfang være dokumenterede i sagen.

Dokumentationen kan f.eks. bestå i erklæringer/attester fra folkeregistre, skatteforvaltninger, andre myndigheder, skoler og tidligere arbejdsgivere, samt i kopier af årsopgørelser, regnskaber, lønsedler, kontoudtog o.lign.

Oplysninger, der på tidspunktet for revisionens kontrol er umiddelbart tilgængelige i forvaltningen via elektroniske medier, betragtes som tilstrækkeligt dokumenteret, hvis det af journalen fremgår, på hvilke tidspunkter de forskellige oplysninger er udsøgt. Dette omfatter således folkeregisteroplysninger, visse skatteoplysninger og oplysninger, der tjener til sikring af, at der ikke samtidig oppebæres uforenelige ydelser.

Hvis nævnte dokumentation undtagelsesvis ikke foreligger, bør årsagen hertil fremgå af sagen.

Endvidere skal fremgå, hvilken fremgangsmåde der har været anvendt, samt hvilke oplysninger og erklæringer der er indhentet, jf. nærmere stk. 2-5 og §§ 4-6.

Stk. 2. For hver enkelt afgørelse skal det af sagen fremgå, på hvilket faktisk og retligt grundlag afgørelsen er truffet. I tilfælde, hvor afgørelsen helt eller delvis beror på et skøn, skal grundlaget herfor være angivet. Det skal herunder anføres, om adgangen til at indhente oplysninger om økonomiske forhold, jf. lov nr. 387 af 13. juni 1990 (”kontrolloven”) fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser har været benyttet.

Stk. 3. Der skal til stadighed være etableret betryggende og hensigtsmæssige forretningsgange og sagsbehandling for udbetaling af sociale ydelser, herunder for de anvendte edb-systemer. De opstillede retningslinjer for dokumentations- og kvalitetskontrol, herunder med hensyn til personmæssig adskillelse, skal efterleves fuldt ud.

Stk. 4. De enkelte sager skal indeholde oplysning om de ændringer i pågældendes eller familiens forhold, som har betinget hjælpen (ydelsen) samt oplysning om, hvorvidt hjælp er ydet med tilbagebetalingspligt, og om tilbagebetalingspligtig hjælp er ydet efter de særlige regler herom.

Stk. 5. I sager om social pension, delpension, dagpenge, kommunal aktivering og kontanthjælp angives særligt, hvornår fremtagelse sker med henblik på en fornyet vurdering af økonomiske eller andre forhold samt oplysning om grundlaget for og resultatet af en foretaget vurdering. Der skal med jævne mellemrum ske fremtagelse af de enkelte sager for at sikre, at udgifter til statsrefusion ikke stiger på grund af manglende sagsopfølgning. I sager om kontanthjælp skal der som forudsætning for statsrefusion ske en opfølgning med højst 3 måneders mellemrum. Der henvises i øvrigt til bestemmelserne om sagsopfølgning i lov om social bistand, lov om social pension, lov om delpension, lov om kommunal aktivering og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Stk. 6. Hvor en ydelse er tilkendt eller ændret på et grundlag, som afviger fra de normale regler, skal der anføres særlig bemærkning herom.

§ 4. Kommunalbestyrelsen skal følge revalideringsforløbet med henblik på at støtte gennemførelsen samt påse, at erhvervsplanen følges. Der skal mindst hvert halve år indhentes nødvendige oplysninger herom.

Kap. 3. Forlængelse af støtteperioden

§ 4. I mere omfattende sager (typisk sager med flere ydelses-/foranstaltningstyper) skal foreligge en samlet oversigt i kronologisk rækkefølge over henvendelser, ydelser og afslag i et regnskabsår (summarisk datooversigt).

§ 5. For personer med et svært handicap kan støtteperioden udgøre mere end 5 år, hvis de personlige forudsætninger, interesser og evner i udpræget grad taler for en længerevarende videregående uddannelse.

§ 5. I det hele skal for hver enkelt type sagsekspeditioner umiddelbart foreligge såvel de i vedkommende lov- og cirkulærebestemmelser specielt krævede oplysninger og erklæringer som de oplysninger m.v., der i øvrigt må betragtes som en forudsætning for, at afgørelse kan træffes.

§ 6. Støtteperioden kan forlænges i forhold til den normerede uddannelsestid og i forhold til grænsen på 5 år for personer, der har et handicap eller helt specielle forhold, som bevirker, at den normerede uddannelsestid i det enkelte tilfælde ikke er tilstrækkelig på grund af særlige behov. Det kan være ordblindhed, bevægehandicap, behov for tolkebistand eller sekretærhjælp m.v.

§ 6. Til supplering af den i § 8, stk. 2, jf. § 9, stk. 2, nævnte opgørelse, der til enhver tid skal kunne foretages over de ydelser, som er tildelt en bestemt person (familie), er det nødvendigt, at det i sagen også er angivet, om der eventuelt er ydet bistand af anden art end kontante ydelser, f.eks. hjælpemidler, institutionsophold og aftaler med kreditorer om henstand, for at familiens forhold lettere kan bedømmes ud fra et helhedssynspunkt.”

Det følger af de omhandlede regler at det af sagen skal fremgå hvilke afgørelser der er truffet, deres indhold, om og på hvilken måde afgørelsen bliver ændret, samt de faktiske oplysninger der dannede grundlag for afgørelserne. De retlige overvejelser kommunen har gjort sig i forbindelse med de trufne afgørelser, skal ligeledes fremgå. Hvis der er ydet vejledning til borgeren, skal indholdet af denne i hvert fald i hovedtræk fremgå af sagen.

Indhentelse og videregivelse af oplysninger fra og til andre myndigheder bør ligeledes fremgå af sagen. Hvis der er udvekslet rent private oplysninger, bør det endvidere fremgå om det er sket med samtykke. Den begrundelse der er givet i forbindelse med skriftlige eller mundtlige afgørelser, skal ligeledes fremgå.

Dokumentationen for de forhold der er nævnt ovenfor, kan bestå enten i tilførsler til den journal der løbende føres om hver enkelt klient, eller i form af kopi af breve hvoraf samme oplysninger fremgår.

e) Klienter der flytter

Flere af de undersøgte sager drejede sig om borgere som en kommune tilkendte revalideringshjælp, og som dernæst flyttede til en anden kommune. I dette tilfælde opstår det spørgsmål om den tidligere kommunes afgørelse er formelt bindende for tilflytningskommunen.

Jeg har stillet spørgsmål om problemstillingen til flere af de undersøgte kommuner og modtaget forskellige svar på hvorledes kommunen har opfattet retstilstanden. Der ses ikke at være udtrykkelige regler, hverken i den dagældende eller i den nugældende sociale lovgivning herom.

§ 7. Støtteperioden kan tilsvarende forlænges, hvis sygdom, pasning af syge eller handicappede børn, barsel eller særlige sociale forhold, midlertidigt forsinker gennemførelsen af erhvervsplanen.

§ 8. Reglerne i kapitel 3 gælder også for personer, der har påbegyndt en revalidering før 1. oktober 1990, og som overgår til revalideringsydelsen efter § 43, stk. 2.

Kap. 4. Fradrag for arbejdsindtægter

§ 9. Det er en betingelse for udbetaling af revalideringsydelsen, at den fastlagte erhvervsplan følges. Udførelse af andet arbejde i en revalideringsperiode, herunder arbejde uden for normal arbejdstid, kan kun ske i kortvarige perioder med beskæftigelse, der kan anses for relevant eller foreneligt med revalideringens gennemførelse.

Stk. 2. Personer, der modtager revalideringsydelsen efter § 43, stk. 2, kan have arbejdsindtægter på indtil 12.000 kr. pr. år før skat, uden at der sker fradrag i revalideringsydelsen.

Stk. 3. Arbejdsindtægter ud over 12.000 kr. pr. år før skat fradrages fuldt ud i revalideringsydelsen.

§ 10. Ved afgørelse af, hvilke arbejdsindtægter der skal modregnes, anvendes reglerne fastsat i henhold til lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring, § 58.

§ 10. Myndigheden har ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

§ 10 i bistandsloven bestemte at pligten til at yde bistand påhvilede ”opholdskommunen” som samtidig forudsattes at have den stedlige kompetence til at træffe afgørelse om tildeling af ydelsen efter loven. § 11 i bistandsloven indeholdt følgende regel

”Opholdskommunen kan kræve sin del af udgifterne til bistand refunderet af en tidligere opholdskommune,

når pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed er optaget i institution eller pleje i kommunen, herunder i eget hjem med dækning af merudgifter ved omfattende plejeforanstaltninger efter § 48, stk. 4, eller i bofællesskab efter § 68.

”

Bestemmelsen blev i praksis fortolket således at refusionspligten efter § 11 gjaldt tilfælde hvor en kommune ved at træffe afgørelse om revalideringshjælp medvirkede til at pågældende borger blev optaget på en uddannelsesinstitution og i den forbindelse flyttede til en anden kommune.

Kompetence til at træffe afgørelse i forhold til tilflyttede revalidender tilkom utvivlsomt tilflytningskommunen fra det tidspunkt hvor borgeren tog ophold her, jf. § 10. Adgangen for opholdskommunen til at kræve refusion hos den fraflyttede kommune synes at bygge på en forudsætning om at tilflytningskommunen i en vis udstrækning var nødsaget til at videreføre den erhvervsplan som var blevet lagt af fraflytningskommunen.

Bestemmelsen gjaldt dog kun de tilfælde hvor det som et led i revalideringsafgørelsen var nødvendigt for borgeren at flytte, samt kun i de tilfælde hvor vedkommende blev optaget på skole eller en anden undervisningsinstitution. Uden for disse tilfælde kan det ikke anses for forudsat i loven at tilflytningskommunen var bundet af fraflytningskommunens afgørelse.

Efter min mening stemte det bedst med § 10 i bistandsloven at antage at det henhørte under tilflytningskommunen at afgøre om pågældende opfyldte betingelserne for at modtage revalideringshjælp, samt om den erhvervsplan der var lagt af fraflytningskommunen, skulle realiseres. Hensynet til borgerens indretning på den afgørelse fraflytningskommunen havde truffet, sammenholdt med at en videreførelse af afgørelsen i mange tilfælde ville kunne kræves refunderet efter § 11, måtte dog føre til at tilflytningskommunen kun under særlige omstændigheder var berettiget til at fravige den allerede lagte plan. En sådan afgørelse kunne f.eks. komme på tale hvis forholdene ændrede sig væsentligt, eller hvis afgørelsen viste sig at have fået et ulovligt indhold og derfor også ville have berettiget fraflytningskommunen til at tilbagekalde afgørelsen over for borgeren.

Socialministeriet har i Vejledning om aktivloven (vejledning nr. 39 af 5. marts 1998), pkt. 258 og 259, med henblik på den nugældende retstilstand skrevet følgende

” 258. Den kommune, som revalidenden opholder sig i, har pligt til at give hjælp. Dette følger af § 9, stk. 1, i retssikkerhedsloven. Dette gælder også under en revalidering, hvor revalidenden under forløbet flytter til en anden kommune. Hvis en revalidend og dennes familie flytter til en anden kommune end den kommune, der har bevilget hjælpen til revalidering, går forpligtelsen til at yde bistand videre til den nye opholdskommune.

Sker flytningen i forrevalideringsforløbet, hvor det erhvervsmæssige sigte endnu ikke er afklaret, er det tilflytningskommunen, der træffer afgørelse om det videre revalideringsforløb.

Er der inden flytningen fastlagt en erhvervsplan, dvs. at der fra en tidligere opholdskommune er givet et bindende tilsagn om at give hjælp til erhvervsplanen, kan tilflytningskommunen ikke ændre den fastlagte erhvervsplan, medmindre der ved flytningen er sket individuelle eller generelle ændringer i revalidendens muligheder for at gennemføre planen.

259. Hverken aktivloven eller retssikkerhedsloven indeholder regler om, at den aktuelle opholdskommune kan kræve sin del af udgifterne refunderet af en tidligere opholdskommune, dvs. at der ikke er regler om mellemkommunal refusion for udgifter efter aktivloven, heller ikke for revalideringsydelsen.”

Ministeriet lægger som det ses, til grund at det principielt tilkommer tilflytningskommunen at træffe afgørelse om hjælp. Ved denne afgørelse er tilflytningskommunen bundet af at borgeren kan have indrettet sig på en begunstigende afgørelse fra fraflytningskommunen. Derfor får det betydning om flytningen sker under en forrevalidering eller på et tidspunkt hvor fraflytningskommunen har fastlagt en erhvervsplan som borgeren er i færd med at realisere.

I modsætning til bistandsloven indeholder aktivloven ikke en regel der sikrer tilflytningskommunen ret til refusion af udgifter der udspringer af en fraflytningskommunes (begunstigende) afgørelse. Denne forskel kan dog efter min mening ikke tillægges en så væsentlig betydning at det kan begrunde en antagelse om at tilflytningskommunen (efter de nugældende regler) formelt skulle være bundet af fraflytningskommunens afgørelse.

Blandt de undersøgte kommuner er der bred enighed om at en tilflytningskommune ikke (altid) er bundet. Der synes dog at være nogen uenighed med hensyn til muligheden for at tilflytningskommunen kan fravige fraflytningskommunens afgørelse.

Som anført ovenfor må det antages at tilflytningskommunen over for tilflyttere der er blevet tildelt revalideringshjælp af en anden kommune, er berettiget og forpligtet til at træffe en selvstændig afgørelse om hjælpens fastsættelse. Ved denne afgørelse er kommunen forpligtet til at lægge væsentlig vægt på i hvilken udstrækning borgeren har indrettet sig på fraflytningskommunens afgørelse. Det kommer derfor i betragtning om der er lagt en erhvervsplan, om planen har været gældende nogen tid, om borgeren har fulgt planen, om der er indtruffet ændringer i ansøgerens forhold af relevans for erhvervsplanen, om borgeren selv ønsker ændringer, om erhvervsplanen er udfærdiget med forbehold, samt om fraflytningskommunens afgørelse må anses for at have fået et ulovligt indhold. I praksis vil tilflytningskommunen være bundet til at tilslutte sig den afgørelse fraflytningskommunen har truffet, medmindre der kan påvises tungtvejende grunde til at træffe en anden afgørelse. Tilflytningskommunen vil være berettiget til at ændre afgørelsen til skade for borgeren i samme udstrækning som fraflytningskommunen selv ville være det. Navnlig hvis fraflytningskommunens afgørelse er ny og ikke har øvet indflydelse på borgerens adfærd, vil tilflytningskommunen dog være friere stillet end fraflytningskommunen selv.

4. Svendborg Kommune

Den 31. maj 2001 sendte jeg en foreløbig redegørelse til Svendborg Kommune hvori jeg beskrev de 15 sager jeg havde modtaget fra kommunen. Jeg bad endvidere kommunen om at besvare spørgsmål i tilslutning til de enkelte sager samt om at svare på

nogle generelle spørgsmål sagerne gav mig anledning til at rejse. I det følgende gengives mine spørgsmål i de enkelte sager, kommunens svar samt ombudsmandens udtalelse

a) Gennemgang af de enkelte sager

S a g n r. 1

”Kvinde, født den 25. februar 1964, indgav ansøgning om revalideringsydelse den 2. september 1997 og fik bevilget revalideringsydelse ved meddelelse af 28. oktober 1997. Ansøgningen gjaldt hf og dernæst uddannelse som advokatsekretær med et revalideringsforløb på 5 år.

Kvinden var enlig forsørger til to børn hvoraf det ene var stærkt handicappet.

Ansøgeren ses ikke selv at have haft helbredsproblemer. Tildelingen skete således på socialt grundlag.

I april 1998 søgte ansøgeren om en ændring så uddannelsen ændredes fra advokatsekretær til juralog. Ansøgningen blev afslået i brev af 5. maj 1998. Afslaget havde følgende indhold:’ der meddeles afslag på ansøgning om jurastudiet iht. bistandslovens § 43, stk. 2, idet uddannelsen som advokatsekretær med et maksimumsforløb på 5 år må anses for at kompensere dig fuldt ud’.

Kommunen bedes oplyse følgende

Der ses ikke at være givet en tilstrækkelig begrundelse for afslaget af 5. maj 1998, jf. forvaltningslovens § 24. De hensyn der talte imod at ændre uddannelsen, er ikke angivet. At ansøgeren er ’kompenseret fuldt ud’ giver ingen forklaring således som retsreglerne (dagældende bistandslovs § 43) var formuleret.

Der ligger i sagen et ’uddannelsesprogram’ fra Advokatsekretærernes Grund- og Erhvervsuddannelse, v/Erhvervs-Juridisk Uddannelsescenter ApS. Det ser ud som om dette program samt ansøgerens egne oplysninger under en samtale den 25. marts 1998 udgjorde grundlaget for kommunens afgørelse af hvilken uddannelse der kunne gives hjælp til. I journalen bemærker sagsbehandleren at juraloguddannelsen vil være et ’supplement’ til advokatsekretæruddannelsen som helt klart vil forbedre hendes chancer for at få læreplads, men det anses dog ikke for en absolut nødvendighed i forhold til at kunne opnå læreplads da studiet så burde være anderledes. Såvel det faktiske som det retlige grundlag for afgørelsen virker uklart. Kommunen bedes uddybe det.”

Kommunen svarede i en redegørelse af 4. oktober 2001 således

” Spørgsmål 1

Der meddeles afslag på juralogstudiet, som pågældende vil tage som fjernstudie og supplement til advokatsekretæruddannelsen.

Begrundelsen er, at pågældende er kompenseret fuldt ud.

Pågældende anses for at være kompenseret – ud fra sit handicap – med henblik på, at hun med advokatsekretæruddannelsen alene efterfølgende ville kunne forbedre sine chancer på arbejdsmarkedet med henblik på at opnå beskæftigelse og herved kunne forsørge sig selv og sin familie.

Socialforvaltningen er enig i, at begrundelsen ikke har været fyldestgørende.

Spørgsmål 2

I journalnotat og samtale den 25.03.1997 er der tale om sagsbehandlerens overvejelser i forbindelse med pågældendes ansøgning, som herefter uddybes ved indstilling den 17.04.1998.

Formulering omkring studiet burde dog være anderledes.

Det der menes er, at HG på Svendborg Handelsskole bør opkvalificere en person fuldt ud med henblik på at gå ud og søge en læreplads efterfølgende, hvorfor juralogstudiet ikke anses for en nødvendighed for at opnå disse kvalifikationer.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Svendborg Kommune lægger i sit svar til grund at § 43 kan fortolkes således at ansøgere med mindre helbredsmæssige problemer har en tilsvarende begrænset ret til at gennemgå en længerevarende uddannelse.

Hverken lovens ordlyd eller forarbejder giver grundlag for den begrænsning som kommunens afgørelse bygger på. Denne begrænsning har derimod støtte i administrativ praksis. Se også kapitel 7, 1. sag, 2. spørgsmål.

Ad 2

I brevet til ansøgeren burde kommunen have forklaret at kommunens afgørelse hvilede på det såkaldte ’kompensationsprincip’, at dette princip havde støtte i administrativ praksis, samt hvad princippet gik ud på. Kommunen burde også have anført hvorpå kommunen støttede at ansøgerens sociale handicap ikke var af en sådan karakter at kommunen anså hende for berettiget til at få hjælp til juraloguddannelsen. Jeg er således enig med kommunen i at begrundelsen ikke var fyldestgørende. Den forklaring der ifølge journalen blev givet hende, svarede ikke til det kommunen nu har oplyst mig om baggrunden for afgørelsen. Brevet burde også have indeholdt en henvisning til det relevante retsgrundlag. Forklaringen var således, på baggrund af forvaltningslovens § 24, ikke fyldestgørende.

S a g n r. 2

”Mand, født den 26. februar 1967, ansøgte den 19. juni 1997 om revalidering. Ansøgeren var uddannet bager. En håndledslidelse havde gjort det nødvendigt med omskoling. Bevilling blev meddelt den 1. september 1997 og gjaldt 10. klasse, 1 års grundskole som levnedsmiddeltekniker, 1 års praktik og ½ års skolegang i en periode fra 1. september 1997 til 1. februar 2001.

Oplysninger om uddannelsesmulighed blev ikke tilvejebragt af kommunen, men af ansøgeren selv. Som følge heraf opdages det først i marts 1998 at grundskolen for levnedsmiddelteknikeruddannelsen ikke ligger i Odense, men i Roskilde. Den 20. marts 1998 og i juni 1998 blev sagen sendt til Arbejdsskadestyrelsen.

Kommunen bedes oplyse følgende

Er det kommunens almindelige praksis at overlade det til ansøgerne at skaffe oplysninger om uddannelsesmuligheder?

Efter hvilke regler sendte kommunen sagens akter til Arbejdsskadestyrelsen? Hvis ansøgeren har givet skriftligt samtykke, bedes en kopi heraf udleveret.”

Kommunen svarede i redegørelsen af 4. oktober 2001 således

” Spørgsmål 1

Det er normal kutyme, at revalidender – der kan og har ressourcer til selv at fremskaffe papirer over den uddannelse de ønsker – gør dette.

Nogle har oplysninger med ved førstegangssamtale.

Ved personer der er mere uafklarede omkring valg af studie, drøftes uddannelsesmuligheder, og de oplysninger Socialforvaltningen har i forvejen, skal en ansøger selvfølgelig ikke indhente.

Revalidering foregår i samarbejde mellem sagsbehandler og revalidend, hvor jeg mener, at det er vigtigt, at revalidenden er så aktiv som muligt og tager et ansvar i forhold til sin egen situation.

Vedrørende at forvaltningen først i marts 1998 bliver opmærksom på, at denne konkrete uddannelse foregår i Roskilde, er dette ikke korrekt.

I journalnotat af 19.06.1996 samt 02.07.1997 fremgår det, at der er tale om Roskilde eller Vejle.

At det så senere fremgår af journalnotat af 09.01.1998 samt 10.03.1998, at uddannelsen foregår i Odense er en lille fejl i forbindelse med sagsbehandlerskift.

Spørgsmål 2

Arbejdsskadestyrelsen anmoder om oplysninger den 16.03.1998, hvor det oplyses, at man har modtaget skadelidtes skriftlige samtykke til at indhente de ønskede oplysninger.

Der vedlægges kopi af denne skrivelse.

Umiddelbart sender Arbejdsskadestyrelsen ikke kopi af samtykkeerklæring – det gør pensions- og forsikringsselskabet.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Denne problemstilling har jeg behandlet mere generelt i kapitel 3. Jeg henviser hertil.

Efter min mening er det mere end en lille fejl at pågældende sagsbehandler noterede at uddannelsen kunne foregå i Odense. Sagen illustrerer efter min mening den iagttagelse jeg har gjort i flere af de undersøgte sager, at kommunens vejledning af revalidenden i forbindelse med udfærdigelse af erhvervsplan ikke sjældent er meget begrænset.

Ad 2

Kommunen har som det ses, ikke oplyst efter hvilke regler videregivelse af oplysninger er sket.

Såvel § 11, stk. 2, i revalideringsbekendtgørelsen som § 21, stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven indeholdt regler om videregivelse af fortrolige oplysninger fra sociale sager i en kommune til Arbejdsskadestyrelsen.

I det foreliggende tilfælde er videregivelsen sket med borgerens samtykke og allerede af den grund lovlig, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1, nr. 1.

Jeg har taget denne problemstilling op mere generelt i kapitel 3.

S a g n r. 3

”Kvinde, født den 31. marts 1975, ansøgte den 1. april 1997 om revalidering. Anledningen var at hendes sygedagpengeperiode var udløbet. Ansøgeren havde en pige på 3 år og boede sammen med sin kæreste. Hun havde seneskedehindebetændelse og underlivsproblemer.

Der indhentedes statusbedømmelse fra hendes sygesikringslæge den 17. juli 1997.

Ansøgeren blev bevilget hjælp til uddannelse som teknisk assistent omfattende perioden fra 12. januar 1998 til 12. januar 2001. Bevillingsskrivelse blev udfærdiget den 16. december 1997.

Den 30. april 1998 ansøgte hun om ændring af revalideringsplanen til erhvervelse af taxakørekort når hun havde overstået en underlivsoperation.

Hun meldte sig ud af skolen den 4. maj 1998. Kommunen sendte hende brev om ophør af revalideringshjælp den 15. maj 1998. Årsagen til at hun gik ud af skolen var at hun fik konstateret cancer.

Den 18. maj 1998 førtes en samtale hvorunder ansøgeren oplyste at der var konstateret celleforandringer hos hende. Hun bad om psykologhjælp og blev af sagsbehandleren rådet til at søge hjælp gennem sin egen læge. Ansøgeren udtrykte frygt for at barnet ville blive tvangsfjernet på grund af hendes sygdom.

Kommunen anmodede hendes læge om en ny helbredsstatus. I anmodningen skrev sagsbehandleren

’De anmodes hermed om at give for sagen relevante oplysninger om patientens helbredsforhold til brug for sagsarbejde.

har d.d. anmodet om psykologbistand, hvorfor ut. anmoder om vurdering af om dette vil være til gavn for Deres patient, grundet hendes alvorlige sygdom.

Kopi af speciallægeundersøgelser bedes vedlagt, hvis sådanne forefindes.’

Lægen sendte ny statusbedømmelse den 26. maj 1998. Lægen skrev

’ har fået foretaget conisatio i juli 1997 pga. carcinoma in situ cervicis uteri og var naturligvis meget chokeret over at have fået konstateret cancer, om end det var skarpt afgrænset, og hun var lovet total helbredelse.

Hun måtte endvidere tage den vanskelige beslutning i november 1997 at få foretaget provokeret abort, da hun ikke på dette tidspunkt kunne overskue at gennemføre en ny graviditet.

Kort tid efter havde hun en kortvarig episode med hæmatemese og blev behandlet med H2-blokker.

Primo maj 1998 har hun været vurderet på Gynækologisk Afdeling, Svendborg Sygehus på ny, da der blev påvist atypi i hendes celleskrab, der foreligger endnu ikke svar på de sidste undersøgelser.

Hun har igennem et par måneder lidt af meget svær hovedpine, som er vurderet som spændingshovedpine, måske relateret til hendes belastende somatiske tilstand.

Endvidere har hun haft ret svære symptomer på tendovaginitis sv.t. håndled og af den grund, har hun måttet opgive fysisk belastende arbejde og har forsøgt at blive omskolet, som teknisk assistent, men pga. hendes somatiske tilstand har det været svært for hende at gennemføre undervisningen.

Det har været nødvendigt at sygemelde hende fra primo april 1998.

Pga. det belastende år hun har gennemlevet, er hun i dag henvist til psykolog via sygesikringsaftalen, men har svært ved at klare den egenbetaling, som er nødvendig.

Der kan således anbefales, at der ydes hende støtte til at gennemføre en psykologisk behandling.

Der vedlægges epikriser fra Svendborg Sygehus.’

Den 19. maj 1998 henvendte ansøgeren sig i anledning af meddelelsen om ophør af revalideringshjælp. Notat i journalen om samtalen havde følgende indhold

’

henvender sig, idet hun har fået modtaget meddelelse om, at revalideringsydelsen ophører grundet udmeldelse af Teknisk Skole 4.5-1998.

Idet lider af en alvorlig sygdom lover jeg at undersøge muligheden for, at hun kan få sygedagpenge.

Sagen forelægges, når statusattest fra egen læge modtages.

opfordres til at få tid hos sin økonomisagsbehandler vedr. bistandshjælp for juni måned.’

Den 4. juni 1998 noteres følgende

’udfra de lægelige oplysninger af 26.5.98 fra er sygemelding og afbrydelse af revalidering i orden. Det må dog formodes, at starter op på den afbrudte revalidering efter ferien. Der tages kopi af statuserklæringen fra 26.5.98 til som er orienteret om dette.’

Den 2. oktober 1998 fik ansøgeren tildelt hjælp til dækning af egenbetalingen af psykologbehandling.

Jeg beder kommunen om at oplyse følgende

Kommunen bedes oplyse om der blev indhentet samtykke fra ansøgeren til at bevillingsskrivelsen blev sendt til SU og Teknisk Skole i Svendborg. Hvis ikke bedes kommunen oplyse efter hvilke regler videregivelsen af oplysningerne er sket. Hvis der foreligger skriftligt samtykke, beder jeg om en kopi heraf.

Ifølge sagens oplysninger havde ansøgeren både fysiske og psykiske problemer samt var i en vanskelig social situation som enlig forsørger. Det fremgår ikke af sagen på hvilket grundlag revalideringshjælpen blev tildelt. Journalen efterlader indtryk af at tildelingen alene skete på grundlag af hendes seneskedehindebetændelse. Kommunen bedes redegøre for revalideringsgrundlaget.

Kommunen bedes oplyse om oplysningerne fra ansøgerens egen læge blev indhentet med samtykke fra ansøgeren, jf. princippet i forvaltningslovens § 29. Endvidere bedes kommunen forklare bemærkningen i brev af 18. maj 1998 til ansøgerens læge om at lægen bedes vedlægge ’kopi af speciallægeundersøgelser hvis sådanne forefindes’. Hvis samtykke foreligger i skriftlig form, bedes en kopi heraf sendt med svaret.

I journalen for den 30. april 1998 forklarede sagsbehandleren betingelserne for at få hjælp til erhvervskørekort således: ’ Jeg forklarede, at der normalt kun bevilges økonomisk hjælp til erhvervskørekort, såfremt man kunne få en arbejdsgiver til at erklære, at han ville benytte sig af ansøgeren som ansat, afløser eller lign.Såfremt en sådan erklæring kunne tilvejebringes ville sagen blive vurderet. ’Kommunen bedes redegøre nærmere for disse bemærkninger. Jeg sigter for det første til at kommunen tilsyneladende følger en meget restriktiv praksis med hensyn til at yde hjælp til erhvervskørekort. For det andet står der at sagen først vil kunne vurderes når der foreligger en arbejdsgivererklæring. Ansøgningen blev således ikke realitetsbehandlet. Der ses umiddelbart ikke at være sagligt grundlag for at afstå fra at behandle ansøgningen. Selv om den restriktive praksis lægges til grund som lovlig, kunne kommunen eksempelvis have været ansøgeren behjælpelig med at få kontakt til en arbejdsgiver der ville engagere hende som chauffør.

Referatet for den 18. maj 1998 viste at ansøgeren havde fået indtryk af at der var risiko for at hendes barn ville blive tvangsfjernet på grund af hendes sygdom. Sagsbehandleren ses ikke at have gjort forsøg på at rydde den misforståelse af vejen og berolige ansøgeren på dette punkt. Kommunen bedes kommentere dette forhold nærmere.

Den 19. maj 1998 henvendte ansøgeren sig fordi hun samme dag havde fået meddelelse om at revalideringshjælpen ophørte. Af journalen ses at kommunen opfattede situationen således at der var tale om et midlertidigt stop som ikke udelukkede at revalideringsforløbet blev genoptaget, når ansøgeren fik det bedre. Jeg beder kommunen tage stilling til om ikke det havde været mere hensynsfuldt over for ansøgeren at sende hende et brev og ikke blot en blanket om ophøret og i den forbindelse have fortalt hende at kommunen kunne tilbyde hende en genoptagelse af hjælpen når hendes sygdomsperiode var ovre.

Afgørelsen af 15. maj 1998 synes at være blevet truffet uden at ansøgeren forinden var blevet partshørt i henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 1, om oplysninger om at teknisk skole havde oplyst at hun var blevet meldt ud. Kommunen bedes udtale sig herom.

Af notatet for den 19. maj 1998 ses at ansøgeren ’opfordres til at få tid hos sin økonomisagsbehandler vedr. bistandshjælp for juni måned’. Efter min mening fører princippet i forvaltningslovens § 7, stk. 2, til at kommunen i et sådant tilfælde sørgede for at ansøgerens henvendelse om hjælp blev videregivet til den afdeling som nu skulle tage stilling til hendes forsørgelse. Det kunne være sket ved at revalideringssagsbehandleren lavede notat om ansøgerens henvendelse og tog kontakt til økonomiafdelingens medarbejdere. Jeg beder kommunen om at kommentere dette forhold.

Den 8. september 1998 udarbejdede forvaltningen følgende notat om ansøgerens mulighed for på ny at modtage sygedagpenge: ’Ut. har dags dato drøftet ’s sygedagpengesag med lederen af revalideringen og sygedagpengekontoret . Der er samtidigt vurderet på sygedagpengesagen, og det viser sig nu, at ’s arbejdsløshedskasse har meddelt hende, at hun kun kunne få halve dagpenge, idet hun pga. af sin alder ikke længere opfyldte betingelserne for at få fuld dagpengesats. Dette betød så igen, at såfremt man skulle have genoptaget sygedagpengene skulle hun under alle omstændigheder have suppleret op efter kontanthjælpsparagrafferne, idet hun som forsørger ikke kan klare sig for halve dagpenge, men ville i så fald også være berettiget til supplement op til forsørgertaksten. Jeg går ud fra, at det er derfor at ikke har fået genoptaget sin dagpengesag. I øjeblikket modtager kontanthjælp. har det fortsat meget dårligt og lægekonsulenten har anbefalet, at der ydes økonomisk hjælp til psykolog, og jeg venter således nu kun på rådighedsberegningsskemaet. Jeg vil rykke for det dags dato.’Jeg beder kommunen oplyse hvad der i kommunen blev foretaget for at afklare problemet med arbejdsløshedsdagpenge og deres betydning for ansøgerens sygedagpenge. Jeg har forstået sagen således at ansøgeren fik sygedagpenge fra 23. marts 1997 og indtil der blev udbetalt revalideringshjælp fra 12. januar 1998. Det er derfor ikke umiddelbart forståeligt hvorfor der i september 1998 skulle være noget til hinder for at sygedagpengene kunne fastsættes til samme størrelse som før 12. januar 1998.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 1

Der blev meddelt mundtligt samtykke til, at bevillingsskrivelsen om revalideringsstøtte blev sendt til studiestedet samt til SU.

Det er sædvane i forvaltningen, at man aftaler med klienterne, at der fremsendes fotokopi af bevillingerne til uddannelsesstederne og til SU, ligesom der fremsendes 2 årlige forespørgsler til studiestedet.

Årsagen er, at man i h.t. aktivlovens § 10 er forpligtet til at udfærdige opfølgninger på en erhvervsplan hver 6. måned, jfr. aktivlovens §§ 10 og 50.

Spørgsmål 2

Revalidering blev tildelt på grund af klientens fysiske, psykiske og sociale årsager.

Spørgsmål 3

Der foreligger kopi af dagpengeanmodningen til at indhente lægelige udtalelser.

Spørgsmål 4

Spørgsmålet om erhvervelse af taxa-kørekort blev opfattet som en forespørgsel i forbindelse med råd og vejledning, hvorfor det ikke blev realitetsbehandlet på daværende tidspunkt – bl.a. da pågældende var meget stresset og havde det psykisk meget dårligt.

Endvidere skønnede sagsbehandleren ikke, at pågældende var parat til hverken uddannelse eller arbejde på daværende tidspunkt, hvorfor man heller ikke fandt anledning til at kontakte en arbejdsgiver.

Spørgsmål 5

Forvaltningens sagsbehandler har rent faktisk gjort meget ud af at fortælle klienten, at man ikke tvangsfjerner børn, fordi forældrene bliver syge.

Det skal dog medgives, at journalen på dette punkt (notat af 8. maj 1998) er noget summarisk.

Spørgsmål 6

Ifølge bevillingen af 16. december 1997 fremgår det, at revalidenden straks skal give besked til revalideringssagsbehandleren, hvis pågældende ophører før den planlagte tid.

Ifølge teknisk skole er pågældende ophørt på studiet som teknisk assistent den 4. maj 1998, hvilket forvaltningen dog først får oplyst fra teknisk skole den 15. maj 2001.

Skemaet ’Meddelelse om ophør af revalideringsydelse’ er udfærdiget af Kommunernes Landsforening, og årsagen til ophøret fremgår tydeligt af skemaet med oplysning om ankeadgang.

Ved pågældendes henvendelse den 19. maj 1998 blev pågældende dog gjort opmærksom på, at man senere kunne vurdere på en ny revalideringsplan. Det var dog vanskeligt at give endeligt tilsagn om konkrete tilbud, idet pågældende ikke skønnedes at være parat til at få lagt en ny plan.

Spørgsmål 7

Da pågældende allerede havde overtrådt sin oplysningspligt om ophøret på teknisk skole, fandt man ikke anledning til at trække udbetalingsperioden yderligere.

Revalidenden er derfor ikke blevet partshørt.

Der henvises til betingelserne i bevilling af 16. december 1997.

Spørgsmål 8

I forbindelse med skrivelsen Meddelelse om ophør af revalideringsydelse’ af 15. maj 1998 blev der oversendt en fotokopi til økonomisagsbehandleren, som herefter var gjort opmærksom på, at pågældende ville søge om kontanthjælp.

Spørgsmål 9

Det fremgår ikke af dagpengesagen, at der har været vurderet på dagpengeret og beregningsgrundlag af dagpenge i forbindelse med ophør af revalideringsydelse.

Der henvises i øvrigt til vejledning om aktiv socialpolitik pkt. 294, hvor det er en betingelse for at udbetale sygedagpenge, at revalideringen helt opgives af helbredsmæssige grunde.

Såfremt der udbetales dagpenge, vil beløbet jfr. dagpengelovens § 9, stk. 3, udgøre det samme beløb, som sikrede kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1 og 3

Jeg forstår at der forelå samtykke både til videregivelse af oplysninger til uddannelsesstederne og til indhentelse af de lægelige udtalelser. Jeg henviser i øvrigt til min gennemgang i kapitel 3 af spørgsmål vedrørende videregivelse af fortrolige oplysninger.

Ad 2

Som anført i mit spørgsmål kunne nogle notater læses som om den oprindelige tildeling af revalidering skete på et rent somatisk grundlag. Jeg kan forstå at tildelingen skete på et blandet socialt og helbredsmæssigt grundlag, og at såvel somatiske som psykiske lidelser indgik i den helbredsmæssige del. Det havde været ønskeligt om dette var blevet noteret tydeligt i sagen. Se kapitel 3.

Ad 4

Det centrale i mit spørgsmål var om det er lovligt at betinge revalideringshjælp til erhvervelse af erhvervskørekort af at ansøgeren har tilsagn fra en vognmand om at engagere hende som chauffør. Dette spørgsmål har kommunen ikke svaret på. Min foreløbige opfattelse er at et sådant krav kun kan stilles såfremt der er særlige konkrete og saglige grunde der taler derfor. Som udgangspunkt er det uberettiget at stille krav om så høj grad af sikkerhed for at uddannelsen kan føre til beskæftigelse. Der ses ikke i øvrigt at blive fulgt en praksis hvorefter selve uddannelsens art anvendes som indikation for at kræve en særlig høj grad af sikkerhed for efterfølgende beskæftigelse.

Ad 5

Kommunen har oplyst at sagsbehandleren har været opmærksom på at vejlede og berolige klienten i anledning af dennes frygt for at hendes sygdom kunne føre til en tvangsfjernelse af barnet. Jeg har ikke grund til at betvivle denne oplysning. Det burde imidlertid fremgå af journalen at sagsbehandleren har forsøgt at vejlede klienten på dette punkt. Som journalen fremstod, måtte man få det indtryk at klientens tilkendegivne frygt for tvangsfjernelse stod alene. Se kapitel 3 om notatpligt.

Ad 6

Efter min mening havde det som anført i mit spørgsmål været mest hensynsfuldt at sende klienten et brev hvori det blev forklaret at revalideringshjælpen blev stoppet, og at der var tale om en naturlig foranstaltning som kunne/ville blive fulgt op af kommunen i form af tilbud om anden form for hjælp. Anvendelsen af et skema med fortrykt tekst er i en sådan situation upersonlig samtidig med at anvendelsen af en standardblanket rummer risiko for at afgørelsen ikke bliver begrundet i overensstemmelse med kravene i forvaltningslovens § 24. Jeg sigter hermed til at de individuelle forhold hos den enkelte klient der begrunder at hjælpen bringes til ophør, meget let bliver glemt idet blankettens fortrykte tekst anses for tilstrækkelig i denne henseende. Klienten er efter det oplyste senere mundtligt blevet vejledt om at kommunen ville udarbejde en ny revalideringsplan. Der er således blevet givet fornøden vejledning. Vejledningen beroede dog på den lidt tilfældige omstændighed at klienten selv henvendte sig. Efter min mening havde det været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis kommunen straks efter at det blev besluttet at ophøre med hjælpen på eget initiativ havde givet klienten denne information.

Ad 7

Kommunens svar på spørgsmål 7 må ses i sammenhæng med kommunens svar på mit generelle spørgsmål om kommunens praksis med hensyn til partshøring. Såvel svaret på spørgsmål 7 i denne sag som det generelle svar efterlader det indtryk at kommunen ikke anvender reglen om partshøring i forvaltningslovens § 19, stk. 1, korrekt. I et tilfælde som det foreliggende hvor kommunen fra anden side end fra parten selv modtager en oplysning der har væsentlig betydning for sagen, skal kommunen forelægge oplysningen for parten og bede parten kommentere oplysningen. Dette gælder selv om kommunen har fået den opfattelse at klienten har tilsidesat sin oplysningspligt. Vurderingen af om der skal partshøres, skal foretages ud fra forholdene som de foreligger, førend den byrdefulde afgørelse bliver truffet. Formålet med partshøringen er at give parten lejlighed til at gøre opmærksom herpå hvis den modtagne oplysning er ukorrekt, ufuldstændig, vildledende osv. At oplysningen siden viser sig at være rigtig, kan ikke tages i betragtning ved vurderingen af om der burde være partshørt, men kan derimod få betydning for vurderingen af om den manglende partshøring skal have ugyldighedsvirkning.

Kommunen synes at opfatte partshøring som en generel mulighed for en part til at komme til orde. Kommunen synes endvidere at mene at partshøring kan undlades for at undgå at sagen trækker ud. Dette synspunkt kan i særligt hastende sager begrunde at partshøring undlades, eventuelt gennemføres med meget kort udtalefrist. Den foreliggende sag var imidlertid ikke i denne henseende en hastesag, og det var derfor ikke efter min mening berettiget at undlade partshøring. Hvis kommunen mente at klienten havde tilsidesat sin oplysningspligt, kunne kommunen have overvejet at rejse en sag om tilbagebetaling, jf. den dagældende bistandslovs § 25 (nugældende aktivlovs § 91, nr. 1). Jeg henviser i øvrigt til den generelle gennemgang i kapitel 3 om partshøring.

Ad 8

Kommunens svar viser at kommunen i overensstemmelse med princippet i forvaltningslovens § 7, stk. 2, orienterede økonomiafdelingen om ansøgerens problemer. Jeg må dog forstå at kommunen ikke selv foretog sig noget, men afventede en ansøgning fra revalidenden om kontanthjælp. Efter min vurdering havde det været i bedre overensstemmelse med princippet i § 7, stk. 2, hvis kommunen havde henvendt sig til revalidenden og tilbudt hjælp.

Ad 9

Kommunen har hverken svaret på mit spørgsmål om arbejdsløshedsdagpenge eller spørgsmålet om hvorfor der ikke kunne fastsættes samme størrelse sygedagpenge i september 1998 som i januar 1998.

Kommunens kommentarer

Svendborg Kommune fremsatte i brev af 16. februar 2004 følgende kommentarer til sag nr. 3

” Sag nr. 3

Ad 1-2-5-7

Der henvises til besvarelsen af de generelle spørgsmål.

Ad 4

Det kan generelt ikke betinges, at der forud for en revalideringsbevilling kan stilles krav om uddannelsen kan føre til et konkret ansættelsesfor hold. Vi er i øvrigt enige i betragtningerne.

Ad 6 og 8

Forvaltningen erkender, at der i overensstemmelse med god forvaltnings skik burde have været udfærdiget en skrivelse med orientering om, at revalideringsydelsen var ophørt, samt at der efter sygeperioden var mulighed for at vurdere på en ny revalideringsplan. I forhold til den efter følgende forsørgelse burde meddelelse om ophør at revalideringsydelsen været overgivet til kontanthjælpsafsnittet for at vurdere om muligheden for udbetaling af kontanthjælp.

Ad 9

Pågældende ville have været berettiget til sygedagpenge jf. Dagpengelo vens pgf. 9 stk. 3. Der henvises til vejledning om aktiv beskæftigelses politik pkt. 294. Forvaltningen skulle derfor evt. kun have suppleret sygedagpengene med kontanthjælpsudbetaling.”

Ombudsmandens endelige udtalelse

Kommunens bemærkninger giver mig ikke anledning til en ændret opfattelse.

S a g n r. 4

”Mand, født den 3. januar 1963, ansøgte den 21. august 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var uddannet tømrer og svejser og arbejdede som montør i skibsbranchen. Han blev den 18. april 1994 udsat for en skade på korsbåndet i det ene knæ i forbindelse med sportsudøvelse. Ansøgeren blev opereret i oktober 1995 og var genoptrænet i november 1996. Skaden viste sig ikke at være blevet udbedret. Ansøgeren måtte derfor opgive sit arbejde på grund af skaden. Ansøgeren havde samlever og to børn.

Bevillingsmeddelelse blev udstedt den 7. august 1998. Bevillingen omfattede hjælp til byggeteknikeruddannelse i perioden fra 1. august 1998 til 1. januar 2000.

Lægelige dokumenter blev den 16. marts 1998 sendt til patientforsikringen med skriftligt samtykke fra ansøgeren. Samtykkeerklæringen ligger i materialet. Sagens øvrige dokumenter blev sendt den 23. april 1998.

Den 27. maj 1998 tilkendtes ansøgeren en erstatning på 600.000 kr. for fejloperation.

Kommunen bedes oplyse følgende

I bevillingsskrivelsen af 7. august 1998 står der at der trækkes 200 kr. i hjælp til transport. I journalen for 28. maj 1998 står der at ansøger ikke skal afholde udgifter selv til transport på grund af handicap. Kommunen bedes oplyse hvad der blev besluttet. Hvis der blev trukket 200 kr. fra i transportudgifter, bedes begrundelsen herfor oplyst.

Under visitationssamtalen den 21. august 1997 noteredes det ned at ansøgeren ønskede en bygningskonstruktøruddannelse og ikke en bygningsteknikeruddannelse. Dette ønske godkendtes af sagsbehandleren. I bevillingsskrivelsen beskrives uddannelsens art som ’byggetekn.’. Det bedes oplyst hvad bevillingen dækkede. Hvis bevillingen også dækkede bygningskonstruktøruddannelsen, bedes det oplyst hvorfor det ikke står i bevillingsskrivelsen. Hvis der blev givet afslag på at yde hjælp til bygningskonstruktøruddannelsen, bedes begrundelsen herfor oplyst.

Den 16. marts og 23. april 1998 sendte kommunen sagsakter til patientforsikringen. Det anførtes at ansøger havde givet skriftlig samtykke til første udlevering. Det bedes oplyst om der blev givet samtykke til udlevering i anden omgang. Samtykkeerklæringen ligger ikke i sagen og bedes derfor udleveret.

De indhentede lægelige oplysninger ses ikke at være forelagt til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede således

” Spørgsmål 1

Der henvises til vedlagte journalnotat fra kontanthjælpssagen af august 1998, hvor der er taget højde for, at der ikke er egenbetaling.

Fejlagtigt er der så senere ved behandlerskift fratrukket de kr. 200,- i en kortere periode, som efterbetales.

Spørgsmål 2

Der er givet bevilling til bygningskonstruktør, men bevillingen er undervejs delt op. Pågældende har været vidende om dette – se kopier af bevillinger (3 stk.).

Spørgsmål 3

Der er givet en bred tilladelse til at fremsende kopi af sagsakter – se tilladelse i kopi – der er sendt sagsakter af 2 gange, hvor det vurderes, at pågældendes tilladelse er dækkende.

Hvis vi havde fremsendt kopi af det hele i første omgang, var dette spørgsmål ikke opstået.

Der er tale om en ’del-leverance’.

Spørgsmål 4

De lægelige oplysninger er indhentet dels af sygedagpenge og udleveret af pågældende (forudsættes bekendt).

De lægelige oplysninger har været drøftet i forbindelse med planen.

Det ses ikke ud fra journalen, at der er gjort indsigelser i forhold til det udleverede materiale.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg må forstå at der uberettiget blev trukket 200 kr. til transport i den udbetalte hjælp, og at fejlen er rettet, og at beløbet senere er blevet udbetalt. Forløbet viser at det kan være fejlfremkaldende hvis bevillingsskrivelsen indeholder ukorrekte vilkår. Jeg finder det uheldigt at vilkåret om fradrag på 200 kr. stod i bevillingen, og at det ikke blev rettet da sagens rette sammenhæng gik op for sagsbehandleren. Jeg henviser endvidere til mine bemærkninger under spørgsmål 5 i sag nr. 10.

Ad 2 og 3

Kommunens svar forklarer problemet. Uklarheder i journalens notater illustrerer betydningen af at der udvises omhu med overholdelse af notatpligt. Se kapitel 3.

Ad 4

Jeg må forstå kommunens svar således at oplysningerne ikke er blevet forelagt for parten med henblik på at kunne fremkomme med en udtalelse herom. Der har næppe været pligt til at partshøre i overensstemmelse med § 19, stk. 1, da ansøgeren fik fuldt ud medhold.

S a g n r. 5

”Kvinde, født den 6. august 1952, ansøgte den 27. februar 1997 om revalidering. Ansøgeren havde neuropsykologiske gener efter en whiplash-læsion opstået ved et trafikuheld. Ansøgeren ønskede at uddanne sig til pædagog eller socialrådgiver. Ansøgeren var gift og havde tre børn. Hun havde en kontoruddannelse og havde arbejdet i forskellige private firmaer. Senest havde hun arbejdet som kommunal dagplejer.

6. oktober 1997 udfærdigedes bevillingsskrivelse omfattende uddannelse til pædagog i perioden fra 1. februar 1998 til 31. juli 2001.

Kommunen bedes oplyse følgende

Kommunen modtog/indhentede lægelige oplysninger fra ansøgerens egen læge, fra Fyns Amt, fra Danica samt en speciallæge. Indhentede kommunen samtykke fra ansøgeren hertil, jf. § 29 i forvaltningsloven? Hvis ikke der blev indhentet samtykke, bedes grunden hertil oplyst. Hvis skriftligt samtykke foreligger, bedes det sendt med kommunens svar.

Kommunen udleverede den 29. april 1998 akter fra sagen til Danica og Arbejdsskadestyrelsen. Det er i journalen for 11. september 1997 anført at ansøgeren havde givet sit samtykke. Da samtykkeerklæringen ikke findes i sagens dokumenter, bedes kommunen sende den sammen med svaret.

De lægelige oplysninger i sagen ses ikke at være blevet sendt til partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1. Jeg beder kommunen om at udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 1

Samtykke til indhentning af lægelige oplysninger: Foreligger på dagpengeanmodningen.

Spørgsmål 2

Danica – der foreligger underskrevet erklæring af 15.06.1997.

Arbejdsskadestyrelse: Af brev af 21.04.1998 fremgår, at Arbejdsskadestyrelsen har pågældendes samtykke – det plejer altid at være vedhæftet, men er det åbenbart ikke denne gang.

Spørgsmål 3

Af journalnotat af 06.03.1997 fremgår det, at lægekonsulentens vurdering er drøftet med pågældende.

Pågældende anmoder i brev – indgået 16.09.1997 – om at få tilsendt brev fra Jørgen Bechmann. Der ses ikke at være gjort indsigelse i forhold til det udleverede materiale.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1 og 2

Kommunens svar viser at der forelå samtykke til videregivelse og indhentelse af oplysninger.

Ad 3

Partshøringspligten kan ikke opfyldes ved at ”lægekonsulentens vurdering er blevet drøftet med pågældende”. En korrekt partshøring ville kræve at de relevante oplysninger blev forelagt for ansøgeren på kommunens initiativ, og denne burde være blevet anmodet om at fremkomme med sine kommentarer inden en fastsat frist. At parten ikke efterfølgende er fremkommet med indsigelse, er uden betydning for vurderingen af om der var pligt til partshøring. Jeg henviser i øvrigt til mine bemærkninger til spørgsmål 4 i sag nr. 4 samt til min generelle gennemgang i kapitel 3 om partshøring.

S a g n r. 6

”Kvinde, født den 18. februar 1972, ansøgte om revalideringshjælp den 2. juni 1997. Ansøgeren ønskede hjælp til uddannelse som bygningsmaler på teknisk skole. Bevillingsgrundlaget er ikke angivet direkte i journalen. Ansøgeren havde været klient i kommunen siden 1990 med forskellige sociale problemer, og tildelingen synes at være sket på socialt grundlag.

Bevillingsskrivelse blev udfærdiget den 22. juli 1997 og gjaldt uddannelse på teknisk skole i perioden fra 1. august 1997 til 30. juni 2002.

Kommunen bedes oplyse om tildelingen skete på socialt grundlag, samt redegøre for at tildelingskriteriet ikke fremgik af det udleverede materiale.”

Kommunen svarede således

” Spørgsmål 1

Af journal 11.07.1997 fremgår det, at bevillingen til revalidend vurderes ud fra, at pågældende er i en social fastlåst situation og aldrig har haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Det fremgår beklageligvis ikke af det udleverede materiale.”

Ombudsmandens udtalelse

Jeg henviser til min generelle gennemgang i kapitel 3 af spørgsmålet om notatpligt.

S a g n r. 7

”Kvinde, født den 11. april 1972, indgav den 31. juli 1997 ansøgning om revalidering. Anledningen var et trafikuheld der påførte ansøgeren en whiplash-læsion i form af smerter og nedsat bevægelighed i nakke og skulder. Ansøgeren havde ingen uddannelse og havde arbejdet som pædagogmedhjælper. Ansøgeren ønskede hjælp til uddannelse – først til hf og dernæst til uddannelse som folkeskolelærer.

Bevillingsskrivelsen blev udstedt den af 13. august 1997 og gjaldt uddannelse på VUC i perioden fra 1. august 1997 til 31. juli 1999 og fra 1. august 1999 til 31. december 2002 på pædagogseminarium.

Kommunen bedes oplyse følgende

Ansøgeren fik ifølge notat af 31. juli 1997 afslag på hjælp til folkeskolelærer. Ifølge notatet fordi lovens krav om hjælp i maksimum fem år ville blive overskredet. Det spillede dog også en rolle at sagsbehandleren syntes at pædagogstudiet ville være bedre foreneligt med ansøgerens helbredsproblemer end et lærerstudium. Der er ikke i bevillingsskrivelsen givet en begrundelse for dette delvise afslag , jf. forvaltningslovens § 22. Kommunen bedes redegøre herfor.

Det bedes forklaret nærmere at et folkeskolelærerjob er vanskeligere at forene med ansøgerens lidelse end stillingen som pædagog. Umiddelbart forekommer det at måtte være omvendt: at en pædagogstilling giver anledning til løft af børn som kan være uforenelige med ansøgerens helbredsproblemer. Desuden synes anledningen til at iværksætte revalidering at være at ansøgeren ikke kunne klare sit hidtidige job som pædagogmedhjælper, hvilket ikke umiddelbart taler for at en uddannelse som pædagog var forenelig med lidelsen. Endelig ses der ikke fra kommunens side at være indhentet oplysninger fra fagkyndige, f.eks. læge eller fysioterapeut, til belysning af dette spørgsmål. Lægekonsulenten synes da heller ikke at være enig med sagsbehandleren i denne vurdering, jf. notat af 1. april 1998 i journalen.

Af notat for den 23. februar 1998 og brev af samme dato til ansøgeren ses at 5-års-reglen ikke alene var afgørende for at afslå hjælp til en læreruddannelse.

Kommunen bedes oplyse om dette er korrekt, samt oplyse om oplysningerne betyder at det havde været overvejet at dispensere fra 5-års-reglen.

Den 4. august 1998 indstillede sagsbehandleren at erhvervsplanen ændredes så ansøgeren fik hjælp til at gå på lærerseminarium. Det ses af sagen at erhvervsplanen ændredes. Det ser ud som om det dog fastholdtes at 5-års-perioden skulle overholdes. Jeg beder kommunen oplyse om det blev overvejet at give hjælp ud over de fem år.

Der blev indhentet lægelige oplysninger til brug for sagen. Det kan ikke ses om der foreligger samtykke fra ansøgeren hertil, jf. forvaltningslovens § 29. Kommunen bedes oplyse om det er tilfældet, samt – hvis det foreligger skriftligt – sende det med.

Der ses ikke at være partshørt over de modtagne lægelige oplysninger, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Den 10. december 1997 udfyldte kommunen et skema med besvarelse af spørgsmål om ansøgeren til Arbejdsskadestyrelsen. Det fremgår at styrelsens forespørgsel blev fremsat i henhold til erstatningsansvarslovens § 5. Kommunen bedes oplyse om den inden udlevering af oplysningerne indhentede samtykke fra ansøgeren, samt, hvis der foreligger skriftligt samtykke, sende en kopi heraf med svaret. Det ses af en håndskrevet påtegning at ’samtlige sagsakter vedlægges’. Betyder det at alle sagens akter blev udleveret til Arbejdsskadestyrelsen?”

Kommunen svarede således

” Spørgsmål 1

I h.t. aktivlovens § 49, stk. 1, kan kommunen højst planlægge, at revalidender får revalideringsydelse i 5 år, hvilket pågældende tog til efterretning.

Pågældende fik således en mundtlig begrundelse for det delvise afslag og med oplysning om ankemulighederne.

Spørgsmål 2

Med hensyn til de helbredsmæssige begrænsninger fremgik det af pågældendes egne oplysninger, at hun havde vanskeligt ved at sidde ned ret længe ad gangen, fik smerter i nakke og ryg, når hun sad foroverbøjet i siddende stilling, hvis hun f.eks. læste.

Derfor drøftede man det betænkelige i at blive lærer, hvor man ofte vil sidde ved et bord og læse, rette stile og i øvrigt sidde foroverbøjet.

Arbejdet som pædagogmedhjælper vil heller ikke være det bedste, hvorfor klienten blev godkendt som revalideringsberettiget, idet stort set alle pædagogmedhjælpere er beskæftiget inden for daginstitutionsområdet som vuggestuer og børnehaver, hvor der kan være belastninger for ryggen med løft af små børn.

Derimod vil arbejdet som uddannet pædagog åbne op for muligheder inden for voksenområdet eller store børn/unge – som f.eks. inden for døgninstitutioner, forsorgshjem, hjemme-hospædagog, personlig rådgiver m.v., hvor opgaverne primært består af rådgivning og personlig støtte og ikke fysisk krævende opgaver som bleskift, løft m.v.

Der er ikke enighed blandt sagkyndige i den slags spørgsmål, f.eks. mener arbejdsmedicinsk klinik ikke, at arbejdet som pædagogmedhjælper er specielt rygbelastende, hvilket PMF (pædagogernes fagforening) ikke er enige i, ligesom læger og lægekonsulenter kan have divergerende opfattelser af, hvad personer med helbredsmæssige begrænsninger kan udføre af arbejde.

Det fremgår også af fysioterapeutens udtalelse, at ved ’stillesiddende arbejde vil smerter fra nakke- og skulderåg meget hurtigt være en stor gene’, men hvor lægekonsulenten ikke vurderer, at arbejdet som lærer vil være specielt belastende.

Spørgsmål 3

I brev af 23.02.1998 udtrykkes der fortsat betænkelighed ved uddannelsen som lærer, men da pågældende fastholder sit ønske om at gennemgå en læreruddannelse, meddeler man, at ansøgningen vil blive vurderet sammen med forvaltningens lægekonsulent.

Forvaltningen har ikke på noget tidspunkt overvejet at dispensere for 5-årsreglen, jfr. aktivlovens § 49, stk. 2, idet man ikke kan hævde, at pågældende havde ’betydelige begrænsninger i arbejdsevnen’, og at dette er en betingelse for at dispensere fra 5-årsreglen.

Spørgsmål 4

Da pågældende fastholder sit ønske om at gennemføre en læreruddannelse, og forvaltningens lægekonsulent ikke havde indvendinger imod dette, accepterede man, at pågældende ændrede erhvervsplanen og påbegyndte uddannelsen som lærer. Derimod fastholdt man fortsat kravet om, at der højst kunne udbetales bruttorevalideringsydelse i 5 år, idet pågældende ikke opfyldte betingelserne i aktivlovens § 49, stk. 2.

Spørgsmål 5

Forvaltningen havde fået skriftligt samtykke til at indhente lægelige oplysninger i forbindelse med klientens anmodning om sygedagpenge.

Spørgsmål 6

Da man modtog tilstrækkelige lægeoplysninger til at godkende klienten som revalideringsberettiget, fandt man det unødvendigt at foretage en partshøring.

Spørgsmål 7

Arbejdsskadestyrelsen sørger selv for at indhente samtykke fra pågældende hvorfor der altid i Arbejdsskadestyrelsen vil ligge et skriftligt samtykke.

Det skal i øvrigt bemærkes, at Arbejdsskadestyrelsen har fået samtlige sagsakter, der ligger i revalideringssagen, idet de alle vil være relevante for Arbejdsskadestyrelsens vurderinger.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Forvaltningslovens § 22 bestemmer at skriftlige afgørelser der ikke giver en part medhold, skal ledsages af en begrundelse. I den her omtalte sag blev der givet parten skriftligt svar i form af en bevillingsskrivelse. Afgørelsen blev således meddelt skriftligt, og da den ikke gav ansøgeren fuldt ud medhold, skulle den være ledsaget af en skriftlig begrundelse.

Jeg må forstå kommunens svar således at der alene blev givet en mundtlig begrundelse. En mundtlig begrundelse kan ikke opfylde forpligtelsen efter § 22. En mundtlig begrundelse kan være vanskelig at forstå, ligesom parten kan have vanskeligt ved at føre bevis for indholdet af en mundtlig begrundelse. En skriftlig begrundelse kan derimod forelægges for en udenforstående person hvis ansøgeren ønsker at drøfte sagen på denne måde. Endelig er sigtet med begrundelsespligten at skabe større omhu i myndighedernes sagsbehandling. At ansøgeren tog afgørelsen til efterretning, er i denne sammenhæng ikke afgørende.

Jeg må således konstatere at afgørelsen ikke var ledsaget af en begrundelse i overensstemmelse med forvaltningslovens § 22. Afgørelsen er fra før aktivlovens ikrafttrædelse, og formelt blev den afgjort efter § 43 i bistandsloven. At kommunen over for mig har henvist til aktivloven, gør dog ingen nævneværdig forskel da aktivloven ikke på dette punkt ændrede retstilstanden.

Den mundtlige forklaring som ansøgeren ifølge kommunens svar fik, vedrørte alene revalideringsperioden og drejede sig ikke om afslaget på at yde hjælp til en læreruddannelse. Afslaget på ansøgerens ønske om at blive lærer blev således hverken begrundet mundtligt eller skriftligt. Kommunens henvisning til at ansøgeren fik ankevejledning, er forfejlet. Pligten til at give en begrundelse kan ikke erstattes af en klagevejledning som kommunen i forvejen var forpligtet til at give (skriftligt) i henhold til § 25 i forvaltningsloven.

Ad 2-4

Jeg har ikke den fornødne fagkundskab til at fremkomme med en vurdering af om det ene eller det andet job ville være bedst foreneligt med ansøgerens helbredsmæssige problemer. Jeg kan konstatere at kommunen ændrede sin afgørelse med betænkelighed fordi ansøgeren ”fastholder sit ønske”. Jeg opfatter kommunens beslutning således at den lagde til grund at oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold ikke ændrede sig, og at der for så vidt ikke var helbredsmæssige forhold der udelukkede hende fra at arbejde som lærer, og dermed heller ikke oplysninger der fra starten udelukkede ansøgeren fra at få hjælp til en læreruddannelse.

Set i lyset af de fagkyndige vurderinger der forelå om ansøgerens helbredsforhold, kan det imidlertid ikke kritiseres at kommunen i første omgang besluttede at yde hjælp til pædagoguddannelsen i stedet.

Jeg har ikke bemærkninger til at kommunen ikke fraveg 5-års-reglen.

Ad 5

Jeg kan herefter konstatere at der var samtykke til indhentelsen af oplysninger.

Ad 6

Jeg forstår kommunens svar således at når oplysningerne var tilstrækkelige til at udløse en begunstigende afgørelse, var de ikke omfattet af partshøringspligten i forvaltningslovens § 19, stk. 1. I et tilfælde som det foreliggende hvor parten ikke fik fuldt ud medhold idet hendes ønske om at studere til lærer i første omgang blev afslået, er betragtningsmåden allerede af denne grund uholdbar.

I øvrigt viser sagens forløb at de lægelige oplysninger ikke blev vurderet ens af de forskellige fagkyndige, samt at parten selv modsatte sig kommunens første vurdering af oplysningerne. Det kan efter min mening ikke udelukkes at den første afgørelse var blevet anderledes hvis ansøgeren var blevet præsenteret for de indhentede oplysninger og var fremkommet med sine bemærkninger hertil. I hvert fald hvis kommunen havde tilkendegivet at de modtagne oplysninger talte imod at der blev ydet hjælp til en læreruddannelse, ville ansøgeren have haft anledning til både at korrigere og supplere oplysningsgrundlaget og argumentere imod kommunens anvendelse af oplysningerne. I denne forbindelse har jeg noteret mig at afgørelsen om at hjælpe ansøgeren til en læreruddannelse blev truffet da ansøgeren fastholdt sit ønske om at blive lærer.

Sagen illustrerer således efter min mening det vanskelige i at fastslå at oplysningerne entydigt er til gavn for pågældende. I tvivlstilfælde bør kommunen derfor efter min mening forelægge oplysningerne for ansøgeren. Se de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Ad 7

Det kan konstateres at der forelå samtykke til udlevering af oplysninger til Arbejdsskadestyrelsen, og at kommunen udleverede hele revalideringssagen til Arbejdsskadestyrelsen. Kommunen oplyser at alle akter blev udleveret til styrelsen ”idet de alle vil være relevante for Arbejdsskadestyrelsen”.

Indledningsvis må jeg give udtryk for skepsis med hensyn til rigtigheden af denne oplysning. Det forekommer for det første usandsynligt at samtlige akter i en revalideringssag skulle være nødvendige for Arbejdsskadestyrelsens behandling af en arbejdsskadesag. Navnlig forekommer de detaljerede oplysninger og overvejelser om hvorvidt ansøgeren skulle være pædagog eller lærer, at være irrelevante. Dertil kommer at kommunens påstand tilsyneladende ikke byggede på en konkret vurdering af nødvendigheden for styrelsen i at modtage oplysningerne. Det er således ikke oplyst hvilke(n) afgørelsestype(r) – anerkendelse af skaden eller udmåling af erstatning – oplysningen skulle bruges til, lige så lidt som kommunen har anført noget konkret om sammenhængen mellem de udleverede dokumenter og det tema styrelsen havde brug for oplysningerne til at vurdere.

S a g n r. 8

”Kvinde, født den 15. januar 1953, fik i 1994 en alvorlig synsnedsættelse som bevirkede at hun måtte opgive sit arbejde som laborant. Ansøgeren var enlig mor til en datter på knap 18 år. Endvidere havde ansøgeren psykiske problemer. Den 25. juli 1996 ansøgte hun om revalideringshjælp, og bevillingsmeddelelse blev udstedt den 27. august 1997 og gjaldt uddannelse som fysioterapeut i perioden fra 1. september 1997 til 30. juni 2000.

Kommunen bedes oplyse følgende

I sagen er der indhentet oplysninger fra ansøgerens egen læge og Rigshospitalets øjenafdeling. Der ses ikke at foreligge samtykke fra ansøgeren til indhentelse af disse oplysninger, jf. forvaltningslovens § 29, stk. 1. Kommunen bedes oplyse om det har foreligget skriftligt. Hvis der foreligger skriftligt samtykke, bedes en kopi sendt med svaret.

Sagens dokumenter blev ifølge journalnotat i dagpengesagen af 20. juni 1996 læst op for ansøgeren som på den måde fik lejlighed til at udtale sig. Hverken de lægelige oplysninger eller oplysninger fra Institut for Blinde og Svagtsynede af 10. februar 1997, som blev indhentet til brug for revalideringssagen, ses at være blevet forelagt til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Det bedes oplyst om disse oplysninger alligevel er blevet forelagt til partshøring og på hvilken måde.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 1

Der foreligger skriftligt samtykke til indhentelse af helbredsmæssige oplysninger i dagpengesagen, jfr. vedlagte kopi – dateret 30.11.1994.

Spørgsmål 2

Det fremgår af dagpengesagens journalnotat, dateret 20.06.1996, at sagen bliver gennemgået med pågældende, og der bliver læst op af samtlige lægepapirer.

Der udleveres endvidere kopi af samtlige sider fra journalarkene.

Af journalnotat, dateret den 08.07.1996 fremgår det endvidere, at der er fremsendt kopi af statusbedømmelse fra Rigshospitalet til pågældende.

Se vedlagte kopier.

Der er ikke efterfølgende indhentet nye lægelige oplysninger til brug for revalideringssagen på daværende tidspunkt.

Pågældende har således fået forelagt alle lægelige oplysninger mundtligt og skriftligt og har haft mulighed for at udtale sig.

Med hensyn til skrivelse fra Instituttet for Blinde og Svagsynede – dateret 10.02.1997 – så er skrivelsen ikke indhentet af socialforvaltningen, men fremsendt fra Instituttet for Blinde og Svagsynede – angiveligt efter aftale med pågældende selv.

Der er endvidere kopi af skrivelsen til pågældende.

Se vedlagte kopi.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg tager til efterretning at der forelå skriftligt samtykke til indhentelse af oplysninger.

Ad 2

Det er efter det oplyste ikke afklaret om kommunen var forpligtet til at partshøre, da afgørelsen synes at give ansøgeren fuldt ud medhold. Kommunen lægger i sit svar til grund at ansøgeren blev partshørt i overensstemmelse med § 19, stk. 1. Dette giver mig anledning til følgende bemærkninger

Det fremgår ikke klart af svaret om kommunen i forbindelse med at der blev udleveret kopi af dokumenterne eller under drøftelserne af oplysningerne med ansøger, gjorde det klart for ansøgeren at der var tale om partshøring. Jeg sigter hermed til om kommunen forelagde oplysningen med en udtrykkelig opfordring til ansøgeren om at fremkomme med eventuelle bemærkninger. En gennemgang og oplæsning samt en påfølgende udlevering af dokumenter er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til at opfylde kravene i forvaltningslovens § 19, stk. 1. Brevet fra Instituttet for Blinde og Svagsynede indeholdt en række rent faktuelle oplysninger om ansøgerens forhold samt tilskrev endvidere ansøgeren nogle synspunkter.

Kommunen har tilsyneladende opfattet instituttet som partsrepræsentant for ansøgeren. På denne baggrund er jeg enig i at denne skrivelse ikke var undergivet partshøringspligt. Om instituttet formelt repræsenterede ansøgeren var dog ikke ganske afklaret. Hvis dette ikke var tilfældet, havde kommunen efter min mening haft pligt til at forelægge brevet for ansøgeren med henblik på at hun kunne kommentere og eventuelt bekræfte brevets oplysninger og påstande.

S a g n r. 9

”Kvinde, født den 15. november 1967, ansøgte den 12. juni 1997 om revalideringshjælp. Ansøgningen blev afslået i brev af 11. juli 1997. Ansøgeren var blevet skilt og stod som enlig forsørger til to små børn. Hun ønskede hjælp til uddannelse som lærer og var begyndt på uddannelsen og klarede sig for lån og SU.

Kommunen bedes oplyse følgende

Det skriftlige afslag er begrundet med at der ikke ses ’at være noget til hinder for, at De skulle kunne påtage Dem almindeligt ufaglært arbejde og klare Dem økonomisk herfor’. Af sagen fremgår at ansøgeren i en årrække har haft skiftende jobs som ufaglært i den periode hun var gift. Der ses ikke at være oplysninger i sagen der belyser indtægtsmulighederne ved ufaglært arbejde som var foreneligt med hendes status som enlig forsørger til to børn. Kommunen bedes på denne baggrund uddybe afslaget.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 1

De ufaglærte jobs, som den pågældende tidligere havde haft var vanskeligt forenelige med pågældendes status som eneforsørger.

Man fandt imidlertid, at der var andre ufaglærte jobs som f.eks. pædagogmedhjælper, fabriksjobs uden skiftehold, diverse medhjælperjobs m.v., som pågældende ville kunne påtage sig.

Indtægtsmulighederne ved ufaglært arbejde er almindeligvis på niveau eller højere end en arbejdsløshedsunderstøttelse på max. dagpengesats, som en stor del af landets enlige forsørgere økonomisk må klare sig for, hvorfor man i socialforvaltningen generelt skønner, at dette er et rimeligt leveniveau.

Man fandt således ikke, at pågældende var i en socialt fastlåst situation, som kunne indikere berettigelse til revalideringshjælp i h.t. bistandslovens § 43.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg må forstå kommunens svar således at der ikke inden afgørelsen var foranstaltet konkrete undersøgelser af hvilke arbejdsmuligheder ansøgeren havde som både kunne sætte hende i stand til at forsørge sig og sine to små børn og forenes med hendes rolle som enlig forsørger. På denne baggrund kan jeg videre konstatere at bemærkningen om at der ikke sås at være noget til hinder for at hun kunne klare sig ved ufaglært arbejde, for så vidt gav et dækkende udtryk for den måde sagen var vurderet på.

Ansøgerens situation som enlig forsørger kunne vel give en vis forhåndsindikation af at hun hørte til den støtteberettigede gruppe. Jeg henviser i den forbindelse til at ”enlige forsørgere” i Socialministeriets foran på side 3-4 citerede vejledning om bistandslovens § 42 generelt blev betragtet som en særligt truet gruppe ”hvis problemer ofte kan være at de befinder sig i en fastlåst social situation”. Hertil kunne i den konkrete sag føjes at ansøgeren var uden uddannelse. På den baggrund forekommer kommunens afgørelse at være truffet på et summarisk grundlag.

Selve det forhold at ansøgeren var begyndt på en uddannelse, var yderligere en indikation af at ansøgeren selv ønskede at ændre sin sociale situation. Kommunens bemærkninger om hvad der er et rimeligt leveniveau for enlige forsørgere, kan give det indtryk at kommunen arbejder med en intern regel om at personer som vil kunne bestride et ufaglært heltidsjob, generelt er afskåret fra revalideringshjælp.

En sådan regel ville utvivlsomt være ulovlig og i strid med bestemmelsens krav om at der anlægges en konkret vurdering af hver enkelt ansøger.

S a g n r. 10

”Kvinde, født den 13. juni 1960, ansøgte om revalidering 15. august 1994. Ansøgeren var fraskilt og eneforsørger til et lille barn. Ansøgeren var arbejdsløs og havde i nogen tid haft problemer med at få arbejde og ønskede hjælp til uddannelse som pædagog.

Ansøgeren fik afslag den 15. august 1994 og indledte selv pædagogstudiet med støtte i form af orlovsydelse.

Den 8. januar 1997 indgav hun ansøgning om hjælp til færdiggørelse af pædagogstudiet og fik afslag 12. februar 1997.

Den 2. april 1997 blev sagen genoptaget da ansøgeren havde fået konstateret sclerose. I den anledning bevilgedes revalidering til pædagog. Da ansøgeren allerede var i gang med uddannelsen, omfattede revalideringen restperioden fra 1. september 1997 til 1. februar 1999.

Jeg beder kommunen oplyse følgende

Ved konstateringen af at ansøgeren havde sclerose, besluttedes det at indhente lægelige oplysninger. Kommunen bedes oplyse om ansøgerens samtykke hertil forelå, jf. forvaltningslovens § 29, stk. 1. Hvis der foreligger skriftligt samtykke, bedes en kopi heraf sendt med svaret.

Oplysningerne ses ikke at være forelagt til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Afslagene af 15. august 1994 og 12. februar 1997 er begrundet med at ansøgeren kunne tage arbejde enten som ufaglært eller eventuelt gennem opkvalificerende kurser inden for en af sine to uddannelsers fagområder. Der ses ikke at foreligge oplysninger – ud over at hun havde en uddannelse som beskæftigelsesvejleder fra 1984 og som teknisk assistent fra 1982 – der kunne belyse hendes beskæftigelsesmuligheder. Tværtimod er der oplysninger i sagen om at hun havde vanskeligt ved at få arbejde. Jeg beder kommunen kommentere disse forhold. Jeg er opmærksom på at Det Sociale Nævn for Fyns Amt har stadfæstet afslagene.

I kommunens afslag af 12. februar 1997 er der ikke henvist til de regler afgørelsen er truffet efter, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

I journalen er det den 21. august 1997 noteret at ansøgeren eventuelt skal have dækket transportudgifter fuldt ud på grund af sit handicap. Af bevillingsskrivelsen ses at der blev fratrukket 200 kr. som egenbetaling i transportstøtten. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 1

Der foreligger i dagpengesagen skriftligt samtykke til indhentelse af lægelige oplysninger – dateret 03.04.1997.

Se vedlagte kopi.

Spørgsmål 2

Oplysningerne har beklageligvis ikke været forelagt til partshøring.

Se generelt svar.

Det er i den konkrete sag forvaltningens indtryk, at pågældende har drøftet statusbedømmelsens indhold med lægen.

Spørgsmål 3

Der er stor arbejdsløshed i Svendborg Kommune.

Pågældende har en uddannelse som beskæftigelsesvejleder – der er forældet – og en uddannelse som teknisk assistent, hvor det er vanskeligt at få arbejde her i området.

Man fandt imidlertid, at pågældende havde mulighed for ufaglært arbejde, jfr. besvarelse ved sag nummer 8 [der menes formentlig nummer 9; min bemærkning].

Spørgsmål 4

Det er en beklagelig fejl, at lovgrundlaget ikke er anført.

Afgørelsen er truffet i h.t. bistandslovens § 43.

Spørgsmål 5

I forbindelse med udfærdigelse af revalideringsbevilling blev det på bevillingsskrivelsen anført, at der kunne ydes hjælp til transport – fratrukket en egenbetaling på kr. 200,- mdl., da andet ikke var drøftet med pågældende.

Samtidig blev der udfærdiget bevillingsark til økonomisagsbehandleren med henblik på en vurdering af, hvorvidt der kunne ses bort fra egenbetalingen.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg kan konstatere at der var samtykke til indhentelse af oplysninger.

Ad 2

Jeg henviser til den generelle gennemgang af partshøring i kapitel 3. Da ansøgeren fik fuldt ud medhold, har der næppe været pligt til partshøring.

Ad 3

I endnu højere grad end i sag nr. 9 finder jeg kommunens afslag retligt set betænkeligt. I sag nr. 10 var der tale om en enlig forsørger med to små børn som oplyste at hun havde vanskeligt ved at forene ufaglært arbejde med forsørgeropgaverne. Hun fik først revalideringshjælp da det blev oplyst at hun led af sclerose. Der var oplysninger der tydede på at hun havde vanskeligt ved at få arbejde inden for de områder hun havde uddannelse, og kommunen hjalp hende til at gennemgå opkvalificerende kurser.

Kommunens udtalelse giver i realiteten ingen yderligere forklaring på det oprindelige afslag. Det oplyses blot at ”man fandt at pågældende havde mulighed for ufaglært arbejde”. Jeg må gå ud fra at denne bemærkning dækker over de overvejelser kommunen gjorde sig inden der blev givet afslag.

Efter min mening hørte ansøgeren utvivlsomt til den støtteberettigede kreds. Kommunens antagelse om at hun kunne få ufaglært arbejde, ses ikke at have støtte i de indhentede oplysninger. Tværtimod oplyser kommunen selv at der er høj arbejdsløshed i Svendborg Kommune, og at det derfor er vanskeligt at få arbejde.

Ligesom i sag nr. 9 kunne meget tyde på at kommunen følger en intern regel om at ansøgere som kan bestride et ufaglært heltidsarbejde, generelt er udelukket fra revalideringshjælp. Som anført under sag nr. 9 er en sådan regel ulovlig.

Ad 4

Jeg tager til efterretning at kommunen erkender at afgørelsens begrundelse ikke var fyldestgørende.

Ad 5

Jeg betragter kommunens udtalelse som en erkendelse af at der var tale om en fejl, og samtidig en forklaring på hvordan fejlen kunne opstå. Forklaringen er dog ikke god. Det må være kommunens ansvar at det bliver undersøgt om pågældende opfyldte betingelserne for at få hjælp til transport. Jeg beder kommunen oplyse om fejlen blev rettet, og om ansøgeren fik efterbetalt støtte til transport med det fulde beløb. Jeg henviser til mine bemærkninger under spørgsmål 1 i sag nr. 4.

Svendborg Kommunes kommentarer

Svendborg Kommune fremsatte i brev af 16. februar 2004 følgende bemærkninger til sagerne 9 og 10

“ Sag nr. 9 og 10

Ad 3 side 62 ad 1 og side 65

Forvaltningen vurdere ansøgningerne om revalideringshjælp til enlige forsørgere individuelt. Der udarbejdes nu ressourceprofiler, jf. regler om arbejdsevnemetoden § 7 og 8 således, at alle ansøgere bliver vurderet ud fra ressourcer og kompetencer.

Sag nr. 10

Ad 5.

I forbindelse med bevilling af transportgodtgørelse må det medgives, at der fejlagtigt er trukket kr. 200 månedligt. Der henvises til AKL pgf. 63 stk. 1. Beløbet er efterfølgende tilbagebetalt til pågældende.”

Ombudsmandens endelige udtalelse

Kommunens bemærkninger giver mig ikke anledning til at ændre opfattelse.

S a g n r. 11

”Kvinde, født den 13. februar 1959, ansøgte den 15. april 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var enlig forsørger og havde smerter i skulderen efter en arbejdsskade. Ansøgeren var uddannet klinikassistent i 1979 og havde arbejdet i faget og senere som ostepakker på et mejeri. Ansøgeren ønskede hjælp til læreruddannelse.

Bevillingsskrivelse udfærdiget den 14. juli 1998 til uddannelse som lærer i perioden 10. august 1998 til 30. juni 2003.

Jeg beder kommunen oplyse følgende

I brev af 4. november 1997 gav kommunen ansøgeren meddelelse om at hun var blevet godkendt som revalidend. I brevet angives ikke at grundlaget for tildelingen var hendes helbredsmæssige forhold. Da ansøgeren først kunne optages på uddannelsen i august 1998, tog kommunen i brevet det forbehold ”at Deres situation på det aktuelle tidspunkt ikke er væsentligt forandret, samt at lovgivningen ikke er ændret ”. Jeg beder kommunen oplyse hvilke ændrede forhold hos ansøgeren der ville kunne have ført til en ændring af afgørelsen. Endvidere bedes kommunen oplyse hvad der sigtedes til med ”lovændringer”. Jeg skal i den forbindelse bemærke at en lovændrings betydning for allerede trufne afgørelser i almindelighed antages at følge af lovbestemmelsens indhold og ikke af afgørelsens indhold. Jeg er opmærksom på at forbeholdene ikke fik betydning i den konkrete sag.

Der blev indhentet lægelige oplysninger i sagen fra ansøgerens egen læge. Der ses ikke at være indhentet samtykke hertil fra ansøgeren, jf. princippet i forvaltningslovens § 29, stk. 1. Jeg beder kommunen oplyse om samtykke forelå, og udbeder mig en kopi heraf hvis det foreligger skriftligt.

Der ses ikke at være partshørt over de lægelige oplysninger kommunen modtog fra ansøgerens egen læge, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig om dette spørgsmål.”

Kommunen svarede

”Spørgsmål 1

Baggrunden for forbeholdene i skrivelse af 04.11.1997 er dels, at bevillingen blev givet lang tid inden uddannelsen skulle påbegyndes, og dels at socialforvaltningen var bekendt med, at der ville komme en ny lovgivning den 01.07.1998.

Med hensyn til ændrede forhold hos ansøgeren som kunne have ført til ændring af afgørelsen, kan det oplyses, at pågældende senere havde et behandlingskrævende alkoholproblem.

Såfremt dette var konstateret inden uddannelsesforløbet blev påbegyndt, så ville det formentlig have betydet en ændring af afgørelsen, idet man i så fald ikke havde skønnet det realistisk, at pågældende kunne gennemføre uddannelsesforløbet.

Forbeholdene i forhold til lovændringerne var unødvendige.

Spørgsmål 2

I journalnotat af 15.04.1997 fremgår det, at pågældende mundtligt har givet samtykke til, at der indhentes oplysninger fra egen læge.

Se vedlagte kopi.

Spørgsmål 3

Ved samtale den 22.05.1997 orienteres pågældende om egen læges samt lægekonsulentens vurdering.

Det er praksis, at statusbedømmelsen og lægekonsulentens vurdering læses op for pågældende, men det fremgår ikke af journalnotatet.

Pågældende får ved samtalen endvidere orientering om godkendelse som revalidend. Der er ikke lavet partshøring idet ansøgningen er imødekommet fuldt ud.

Se vedlagte kopier.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Begge de tagne forbehold var efter min mening retligt set virkningsløse. Om ansøgeren var berettiget til revalideringshjælp og på hvilke vilkår i tilfælde af ny lovgivning, måtte bero på indholdet af den nye lovgivning. Var der indtrådt nye faktiske forhold som kunne begrunde at pågældende alligevel ikke kunne anses for egnet til den uddannelse der blev bevilget hjælp til, måtte det uanset forbeholdet vurderes om der var hjemmel til at standse hjælpen.

I den foreliggende sag hvor der var lang tid til at uddannelsen skulle påbegyndes, finder jeg at det var både relevant og hensynsfuldt over for ansøgeren at oplyse om risikoen for at mellemkommende ændringer af retlig eller faktisk karakter kunne påvirke afgørelsen i negativ retning. Jeg finder det dog uheldigt at oplysningerne blev formuleret som egentlige forbehold. Denne måde at formulere afgørelsen på kunne give såvel ansøgeren som kommunen selv den fejlagtige opfattelse at forbeholdene i sig selv havde retlig betydning og gav kommunen videre adgang til at ændre afgørelsen senere end der var retligt grundlag for. Kommunen kunne i stedet have givet ansøgeren vejledning om at når der var lang tid til at studieforløbet gik i gang, måtte ansøgeren være forberedt på at udefrakommende forhold i form af ændret lovgivning eller ændrede forhold hos ansøgeren kunne føre til at den lagte erhvervsplan måtte ændres.

Jeg kan forstå at der ved ændrede forhold hos ansøgeren sigtedes til et aktuelt alkoholproblem. Efter min mening havde det været bedst stemmende med vejledningsformålet bag forbeholdene hvis kommunen havde henvist hertil og ikke taget et helt generelt forbehold over for ændrede forhold.

Ad 2

Jeg tager til efterretning at der var samtykke til indhentelse af oplysninger hos lægen.

Ad 3

Det er meget tænkeligt at der ikke i den foreliggende situation var pligt til partshøring idet de indhentede oplysninger generelt set var til gunst for ansøgeren og afgørelsen gav ansøgeren medhold. Kommunens svar kunne give det indtryk at en orientering om egen læges og lægekonsulentens vurdering eller en oplæsning af statusbedømmelsen ville være tilstrækkeligt til at opfylde kravene i forvaltningslovens § 19, stk. 1, til partshøring. Dette er ikke tilfældet. Jeg henviser til kapitel 3.

S a g n r. 12

”Kvinde, født den 13. januar 1969, ansøgte den 1. oktober 1996 om revalideringshjælp. Ansøgeren samlevede med faderen til hendes to små børn. Ansøgeren som havde slidgigt, muskelsmerter og iskias, havde måttet opgive sit arbejde på et slagteri.

Meddelelse om at hun kunne godkendes som revalidend, blev sendt til hende den 22. oktober 1996. I brevet stod der at afgørelsen var truffet på baggrund af ’Deres helbredsmæssige situation’. Bevillingsskrivelsen blev udstedt den 28. august 1997 til læreruddannelsen og omfattede perioden fra 1. september 1997 til 30. september 2002.

Kommunen bedes oplyse følgende

Normalt udbetales revalideringsydelse bagud. I dette tilfælde skete udbetalingen månedsvis forud. Kommunen bedes oplyse grunden hertil.

Der blev indhentet lægelige oplysninger fra ansøgerens egen læge. Det kan ikke ses om ansøgerens samtykke hertil er indhentet, jf. princippet i forvaltningslovens § 29, stk. 1. Det bedes oplyst om samtykke foreligger, og hvis det foreligger skriftligt, udbeder jeg mig en kopi heraf.

Der ses ikke at være partshørt over de lægelige oplysninger, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 1

Udbetalingen af revalideringsydelsen skete månedsvis forud på baggrund af, at pågældende tidligere havde været ugelønnet – dels i sit tidligere erhverv og dels på sygedagpenge, og der ville således opstå et uforholdsmæssigt stort lønslip, hvis pågældende skulle overgå til revalideringsydelse månedsvis bagud.

Se vedlagte kopi af anmodning om dagpenge, dateret 19.09.1996, hvor udbetalingsformen fra arbejdsgiver fremgår.

Spørgsmål 2

Pågældende har i forbindelse med anmodning om sygedagpenge den 19.09.1996 givet skriftligt samtykke til indhentelse af lægelige oplysninger, jfr. vedlagte kopi.

Spørgsmål 3

Pågældende er orienteret om konklusionen i statusbedømmelsen fra egen læge ved samtale den 01.10.1996. Der er ikke lavet partshøring idet ansøgningen er imødekommet fuldt ud.

Se vedlagte kopi.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Kommunens oplysninger giver mig ikke anledning til andre bemærkninger end at forklaringen på at der blev udbetalt forskudsvis, burde være anført i journalen. Jeg henviser til kapitel 3.

Ad 2

Jeg kan konstatere at der forelå samtykke til indhentelsen af oplysninger.

Ad 3

Det er sandsynligt at der i den foreliggende sag ikke var pligt til partshøring fordi afgørelsen gav ansøgeren medhold. Jeg henviser i øvrigt til de generelle bemærkninger om partshøring i kapitel 3.

S a g n r. 13

”Kvinde, født den 28. september 1971, ansøgte den 9. september 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren led af seneskedehindebetændelse og arbejdede på fabrik. Hun var skilt og havde to små børn. Bevillingsskrivelse blev udstedt den 28. oktober 1997 og gjaldt for uddannelse til lægesekretær i perioden fra 1. april 1998 til 30. juni 2002.

Kommunen bedes oplyse følgende

Kommunen har indhentet lægelige oplysninger fra ansøgerens egen læge.Det er tilført journalen den 9. september 1997 at ansøgeren har givet samtykke hertil, jf. princippet i forvaltningslovens § 29, stk. 1. Det bedes oplyst om samtykket foreligger skriftligt. I bekræftende fald bedes en kopi medsendt svaret.

Kopi af bevillingsskrivelsen blev sendt til uddannelsesstedet samt til SU.Det bedes oplyst om ansøgerens samtykke hertil blev indhentet, og i benægtende fald bedes det oplyst efter hvilke regler skrivelsen er sendt til de pågældende instanser.

De lægelige oplysninger ses ikke at være forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Af notater i journalen fra henholdsvis 19. august og 10. september 1998 ses at ansøgeren fik udbetalt feriepenge i april 1998, men først fik sendt oplysning herom i august 1998. Det ses videre at kommunen mente at 4.189 kr. af feriepengene kunne fratrækkes i revalideringsydelsen. Jeg beder kommunen oplyse efter hvilke regler dette tilbagebetalingskrav er gennemført.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 1

Der foreligger dagpengeanmodning fra dagpengesagen.

Spørgsmål 2

Klienten har givet mundtligt tilsagn om, at studiestedet og SU bliver orienteret om bevillingen.

I h.t. opfølgningsreglerne, jfr. aktivlovens § 10, skal der ske en opfølgning af erhvervsplanen, hvorfor forvaltningen sender en forespørgsel til studiestedet hver 6. måned, ligesom det er aftalt med studiestederne, at de giver forvaltningen besked, hvis en revalidend ophører før den planlagte tid samt har unormalt sygefravær og i øvrigt ikke passer studierne.

Spørgsmål 3

Da forvaltningens lægekonsulent vurderede, at pågældende opfyldte betingelserne for at modtage revalideringsstøtte på baggrund af de lægelige oplysninger, fandt man ikke anledning til at forelægge oplysningerne for pågældende, idet man kunne udfærdige en bevilling på det ansøgte uden partshøring.

Spørgsmål 4

Der vedlægges kopi af journalark fra kontanthjælpssagen samt kopi af reglerne i aktivlovens § 58.

Der gøres opmærksom på, at det ikke drejer sig om et tilbagebetalingskrav, men en nedsættelse af revaydelsen.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1 og 2

Jeg kan forstå at der blev givet samtykke af ansøgeren både til indhentelse af helbredsoplysninger og til udlevering af oplysninger til studiestedet. Bortset fra at aktivlovens § 10 ikke gjaldt da sagen blev behandlet, finder jeg at burde præcisere følgende: Videregivelsesreglerne i forvaltningslovens § 28 kræver i almindelighed samtykke fra pågældende borger for at rent private oplysninger kan videregives af en forvaltningsmyndighed til en anden. At der i loven er pålagt en myndighed opfølgningspligt som eksempelvis i § 10 i aktivloven, ændrer ikke herved og fritager således ikke myndigheden fra at indhente samtykke fra borgeren. I øvrigt ses det ikke at være påkrævet af hensyn til opfølgning at selve bevillingen sendes til uddannelsesstedet. Det er vel tilstrækkeligt at kommunen orienterer uddannelsesstedet om at pågældende modtager revalideringshjælp, og at uddannelsesstedet i den forbindelse har pligt til at give kommunen underretning om studieforløbet. Se i øvrigt kapitel 3.

Ad 3

Jeg er enig med kommunen i at der sandsynligvis ikke var partshøringspligt. Det er dog ikke lægekonsulenten der skal vurdere om betingelserne for hjælpen er opfyldt. Jeg henviser i øvrigt til den generelle gennemgang af partshøring i kapitel 3.

Ad 4

På daværende tidspunkt var hjemlen til at reducere revalideringsydelsen indeholdt i § 43, stk. 2, i bistandsloven, sammenholdt med § 9, stk. 3, i revaliderings-bekendtgørelsen (se ovenfor s. 10). Kommunens svar giver ikke en fyldestgørende forklaring på at hjælpen blev reduceret med 4.189 kr. i august 1998. En forudsætning må for det første være at ansøgeren havde andre arbejdsindtægter som sammen med feriepengene oversteg 12.000 kr., jf. § 9 i revalideringsbekendtgørelsen (nu § 58, stk. 1, nr. 2, i aktivloven). Jeg er ikke enig med kommunen i at der ikke forelå et tilbagebetalingsspørgsmål. Feriepengene blev udbetalt i april 1998, og reduktionen skulle således være gennemført på daværende tidspunkt. Kommunens gennemførelse af reduktionen ca. 4 måneder senere er så vidt ses udtryk for at kommunen krævede tilbagebetaling af for meget udbetalt hjælp i april 1998 og derpå gennemførte tilbagebetalingen ved modregning i hjælpen for august 1998.

Retligt set er det overordentlig væsentligt at de retlige skridt der foretages, bliver korrekt identificeret idet betingelserne for tilbagebetaling og modregning ikke er identiske med betingelserne for at reducere hjælpen som følge af andre indtægter. Typisk forudsætter tilbagebetaling at modtageren har modtaget hjælp mod bedre vidende eller gjort sig skyldig i uagtsomhed. Modregning i et tilfælde som det foreliggende forudsætter typisk at der er tale om konnekse krav. Kommunen ses hverken at have overvejet eller undersøgt om disse betingelser var opfyldt.

S a g n r. 14

”Kvinde, født den 21. juli 1961, ansøgte den 11. juli 1997 om revalidering. Hun ønskede hjælp til at uddanne sig til klinikassistent. Ansøgeren var eneforsørger med to børn og havde sporadisk kontakt med arbejdsmarkedet.

Bevillingsskrivelse blev udstedt den 22. juli 1997 og gjaldt uddannelse som klinikassistent i perioden fra 1. august 1997 til 30. juni 2000.

Jeg beder kommunen oplyse følgende

Af journalnotater fra april, 2. juli og 25. august 1998 ses at ansøgeren havde problemer med at skaffe sig praktikplads. Kommunen ses ikke at have foretaget sig noget for at hjælpe hende med at skaffe en praktikplads. Jeg beder kommunen udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 1

Pågældende er født den 21.07.1961 og godkendt som revalidend til klinikassistent i perioden 01.08.1997 – 30.06.2000.

Pågældende afsluttede 2. skoleperiode den 31.12.1997 – søgte herefter utallige praktikpladser som klinikassistentelev, hvilket desværre ikke lykkedes.

Det er pågældendes egen opgave og ansvar at skaffe praktikplads i forbindelse med uddannelse, og kommunen har ikke praksis for at påtage sig denne opgave, såfremt der ikke er specielle omstændigheder, der taler herfor, hvilket ikke var tilfældet i denne sag.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Hverken den dagældende bistandslovs § 43 eller de nugældende regler indeholder mere præcise bestemmelser om hvilken bistand kommunen skal yde revalidenden for at sikre at den uddannelse hvortil der ydes revalideringshjælp, gennemføres. Kommunen har oplyst at der i praksis ikke ydes bistand i sådanne tilfælde idet der hertil kræves at der er ”specielle omstændigheder”. Det forhold at pågældende forgæves havde søgt et stort antal praktikpladser, var åbenbart ikke en sådan speciel omstændighed. Kommunens forpligtelser i denne henseende må vurderes på grundlag af den generelle vejledningspligt for offentlige forvaltningsmyndigheder i forvaltningslovens § 7, stk. 1, samt mere specifikt i denne sammenhæng på baggrund af den specielle vejledningspligt der påhviler sociale myndigheder (den dagældende bistandslovs § 28 og nu aktivlovens § 6). Jeg henviser til min generelle gennemgang af problemstillingen i kapitel 3.

Det følger af disse bestemmelser at forvaltningen i en vis udstrækning er forpligtet til på anmodning fra ansøgerne at skaffe og give relevant information til brug for deres uddannelsesvalg. Det må ligeledes antages at ligge inden for kommunens vejledningspligt at kommunen på eget initiativ stiller oplysninger der kan have relevans, til rådighed for en revalideringsansøger med hensyn til uddannelsesindhold, beskæftigelsesmuligheder osv. En mere aktiv konsulentpræget bistand kan næppe anses at ligge inden for den generelle pligt i forvaltningslovens § 7. Derimod må det antages at påhvile kommunen en forpligtelse til at yde aktiv rådgivning i form af hjælp til at skaffe praktikpladser, undersøge erhvervsmuligheder osv. Pligten er næppe begrænset til at omfatte specielle omstændigheder. Kommunen burde efter min mening som det mindste have tilbudt at hjælpe da det viste sig at ansøgeren ikke kunne skaffe sig en praktikplads.

S a g n r. 15

”Kvinde, født den 23. juni 1961, ansøgte den 19. juni 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren søgte om hjælp til uddannelse som fængselsfunktionær. Hun var gift og havde to børn. Hun og manden havde måttet lukke en forretning de drev i fællesskab. Ansøgeren modtog ikke længere arbejdsløshedsdagpenge og havde været sygemeldt på grund af stress samt haft et alkoholproblem. Ansøgeren havde ingen uddannelse.

Kommunen tildelte ansøgeren revalideringshjælp på socialt grundlag. Bevillingsskrivelse blev udfærdiget den 1. september 1997 til uddannelse som håndarbejdslærer i perioden fra 25. august 1997 til 30. juni 2000.

Kommunen bedes oplyse følgende

Kommunen indhentede helbredsoplysninger om ansøgeren fra hendes egen læge. Der ses ikke at være indhentet samtykke hertil, jf. princippet i forvaltningslovens § 29. Jeg beder om at få oplyst om der har foreligget skriftligt samtykke, og i bekræftende fald udbeder jeg mig kopi heraf.

Helbredsoplysningerne ses ikke at være blevet forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 1

Der er indhentet lægelige oplysninger i visitationsgruppen forinden sagen henvises til revalideringsgruppen.

Der spørges til skriftligt samtykke.

Der foreligger beklageligvis ikke noget skriftligt samtykke.

Det oplyses i journalnotat af 19.06.1997, at det aftales, at pågældende får ny tid til drøftelse af revalideringsbetingelser samt indhentelse af oplysninger til revalideringssagen.

I visitationsgruppen oplyses folk om de oplysninger, der kan være vigtige i forhold til afklaring af en revalideringssag samt revalideringsberettigelse.

Da statusbedømmelse modtages den 12.08.1997 og støtter pågældendes revalideringsønske, visiteres sagen til revalideringsgruppen. Der er beklageligvis ikke foretaget partshøring.

Spørgsmål 2

Der spørges til partshøring.

Ved førstegangssamtale i revalideringsgruppen gennemgås de oplysninger, der ligger på sagen, hvilket også er lægelige oplysninger.

Såfremt klienten ønsker en kopi af det lægelige materiale udleveres dette.

Det er dog ikke i denne konkrete sag journalført, at dette er gjort.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg tager til efterretning at der forelå mundtligt samtykke til indhentelse af oplysninger.

Ad 2

Jeg henviser til den generelle gennemgang i kapitel 3.

b) Generelle spørgsmål

Jeg bad Svendborg kommune besvare følgende generelle spørgsmål

1. Gennemgående er det vanskeligt af det udleverede materiale at se om kommunen har partshørt i overensstemmelse med § 19, stk. 1, typisk vedrørende helbredsoplysninger der er indhentet til brug for behandlingen af revalideringsansøgningen.

Jeg er opmærksom på at dette forhold kan have sammenhæng med at der overvejende har været tale om begunstigende afgørelser, og at de lægelige oplysninger kan være blevet opfattet som gunstige for ansøgeren.

Der ses imidlertid generelt ikke at være gjort overvejelser i sagerne om hvorvidt oplysningerne skulle forelægges for parten, heller ikke i de tilfælde hvor de lægelige oplysninger ikke entydigt støttede ansøgningen, og hvor kommunen ikke var sikker på at ansøgningen fuldt ud kunne imødekommes.

Jeg beder derfor kommunen om at redegøre for den generelle fremgangsmåde der følges i disse sager til opfyldelse af forvaltningslovens § 19, stk. 1.”

Kommunen svarede således

” Spørgsmål 1 – Partshøring i forbindelse med indhentelse af helbredsoplysninger i revalideringssager

De helbredsmæssige begrænsninger indgår som et naturligt element i vejledningen af erhvervsvalg. Der henvises, som en naturlig del af samtalerne, til egen læges, speciallæge og eventuelt lægekonsulents vurdering af erhvervsbegrænsningerne uden at dette altid er blevet journalført.

En overvejende del af sagerne – 9 sager af de undersøgte 15 sager – kommer fra sygedagpengesystemet, hvor de lægelige oplysninger ofte betyder henvisning til revalideringsgruppen. Grundlaget for henvisning, som ofte er de lægelige oplysninger, gennemgås derfor med de sygemeldte af sygedagpengemedarbejderen.

Sygemeldte borgere, skriver i forbindelse med sygemeldingen under på, at der kan indhentes helbredsmæssige oplysninger til brug for sagsbehandlingen af dagpengesagen. Da sagerne ofte overgår til vurdering af revalideringsmuligheder vil de lægelige oplysninger i forbindelse med dagpengesagen ofte være sammenhængende med revalideringssagen.

Socialforvaltningen vil for fremtiden sørge for, at der, i sager, der er henvist til revalideringsgruppen, og hvor varighedsbegrænsningen i dagpengesagen vurderes, at der i den forbindelse i fornødent omfang underskrives en ny fuldmagt til fortsat at kunne indhente lægelige oplysninger.

I forbindelse med partshøring jf. forvaltningslovens pgf. 19 stk. 1, partshøres nu i sager, hvor ansøgningen ikke fuldt ud kan imødekommes. Der gives svarfrist på 10 hverdage.”

Ombudsmandens udtalelse

Jeg henviser til de generelle bemærkninger om partshøring i kapitel 3. Det understreges at en gennemgang af helbredsoplysninger i forbindelse med behandling af sygedagpengesagen ikke kan erstatte partshøring vedrørende de pågældende oplysninger i revalideringssagen. Samtykke til indhentelse af oplysninger og partshøring er heller ikke sammenfaldende ekspeditioner. At oplysningerne er indhentet ved samtykke fra ansøgeren, fritager således ikke kommunen for at partshøre.

Derudover gælder nu partshøringsreglen i § 7, stk. 8, i bekendtgørelse nr. 543 af 28. maj 2002 om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne. Ifølge denne regel er der pligt til at partshøre vedrørende alle oplysninger som belyser den pågældendes arbejdsevne, uanset om de kan antages at være til gunst eller ugunst for ansøgeren. I øvrigt skal partshøring foregå skriftligt og omfatte såvel de faktuelle oplysninger som kommunens vurdering af oplysningerne.

På denne baggrund finder jeg ikke at burde forfølge spørgsmålet om den nærmere fortolkning af forvaltningslovens § 19, stk. 1, yderligere.

Jeg bad endvidere Svendborg om at svare på følgende

”2. I en del sager er der indhentet rent private oplysninger – typisk lægelige – fra andre myndigheder eller fra private om ansøgeren.

Ifølge forvaltningslovens § 29, stk. 1, skal der normalt indhentes samtykke fra ansøgeren hvis der indhentes rent private oplysninger om ansøgerens person fra en anden forvaltningsmyndighed. Dette gælder dog ikke hvis den der indhentes oplysninger fra, har oplysningspligt, jf. forvaltningslovens § 29, stk. 2. Det var dog en forudsætning under vedtagelsen af forvaltningsloven at myndighederne i bl.a. sociale sager skulle forsøge at indhente samtykke fra ansøgeren. Dette princip er nu lovfæstet i retssikkerhedslovens § 12, stk. 1.

God forvaltningsskik tilsiger at proceduren i § 29, stk. 1, følges, også i situationer der ikke umiddelbart er omfattet af § 29, fordi der er tale om indhentelse af oplysninger fra private.

Det er et gennemgående træk i de undersøgte sager at der ikke foreligger et skriftligt samtykke eller notat om mundtligt samtykke fra ansøgeren til indhentelse af oplysninger. Jeg er opmærksom på at notater eller skriftligt samtykke ikke er medsendt i første omgang.

Jeg beder kommunen om at udtale sig om den fremgangsmåde der almindeligvis følges i disse situationer.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 2 – Indhentelse af rent private oplysninger – typisk lægelige – fra andre myndigheder eller fra private om ansøgeren

Der er ingen nedskrevne interne retningslinier omkring indhentelse af oplysninger fra forsikringsselskaber og private pensionsforsikringer, men ofte er det efter mundtligt tilsagn fra revalidenden. Ofte medbringer revalidenden af egen drift kopier af relevante oplysninger i forbindelse med indkaldelse til samtale med sagsbehandler. Der indhentes dog også, hvis det ikke er omtalt i forbindelse med samtalen, skriftlige tilsagn.

Forvaltningen vil fremover være særlig opmærksom på, at der noteres i sagerne, hvis klienterne selv medbringer kopi af oplysninger fra andre myndigheder, samt at der for fremtiden foreligger samtykke jf. forvaltningslovens § 29 stk. 1.”

Ombudsmandens udtalelse

Det er korrekt at der ikke på daværende tidspunkt gjaldt skrevne regler om indhentelse af fortrolige oplysninger fra private om ansøgerens forhold. I mine spørgsmål henviste jeg til princippet i forvaltningslovens § 29 og anførte at der som følge heraf burde forsøges indhentet samtykke inden oplysningerne blev rekvireret.

Fra 1. juli 2000 blev spørgsmålet delvis reguleret i kapitel 4 i persondataloven, især §§ 7 og 8 er relevante. Reglerne bygger ligeledes på et princip om at der bør indhentes samtykke inden der rekvireres oplysninger. De nye regler i retssikkerhedslovens §§ 11a – 11c regulerer fra 1. juli 2003 denne problemstilling.

Jeg bad endvidere kommunen tage stilling til følgende

”3. I flere af sagerne er der udleveret oplysninger om ansøgeren til udenforstående myndigheder eller private, bl.a. til Arbejdsskadestyrelsen og Patientforsikringsforeningen. Der er i de fleste af disse tilfælde hjemmel i lovgivningen til udlevering af sådanne oplysninger, jf. f.eks. § 21 i arbejdsskadestyrelsesloven.

Der gør sig her samme problem gældende som nævnt under punkt 2, at det ved forvaltningslovens vedtagelse blev forudsat at der skulle forsøges indhentet samtykke i sådanne tilfælde – svarende til indholdet af den senere vedtagne § 12, stk. 1, i retssikkerhedsloven.

I nogle af sagerne er det anført at udleveringen er sket ’efter aftale’ eller med samtykke fra ansøgeren. I de fleste sager står der intet herom, og der ligger ikke samtykkeerklæringer.

Jeg beder derfor om oplysninger om den generelle fremgangsmåde der følges vedrørende dette spørgsmål.

Kommunen svarede

” Spørgsmål 3 – Udlevering af oplysninger i forhold til Arbejdsskadestyrelsen og patientforeninger

I skrivelser fra Arbejdsskadestyrelsen, hvor der anmodes om kopi af sager, er det almindeligvis en fast formulering i anmodningerne, at skadelidtes skriftlige samtykke, til at indhente lægelige oplysninger, foreligger. Der henvises til besvarelserne i de enkelte sager.”

Ombudsmandens udtalelse

I mit spørgsmål nævntes udlevering af oplysninger til Arbejdsskadestyrelsen som et eksempel. Kommunen har begrænset sig til at svare alene vedrørende udlevering af oplysninger til Arbejdsskadestyrelsen. Jeg er enig med Svendborg Kommune i at et samtykke afgivet til styrelsen af ansøgeren er tilstrækkeligt til at legitimere en udlevering af oplysninger. Om der også gives samtykke til udlevering af oplysninger til andre myndigheder, f.eks. uddannelsesinstitutioner eller SU, er mere usikkert. Ligeledes ses kommunen heller ikke at have taget stilling til lovligheden af at der udleveres oplysninger til private, f.eks. private læger. Jeg henleder kommunens opmærksomhed på denne problemstilling.

Jeg anmodede endvidere Svendborg Kommune om følgende

”4. Alle sager har det til fælles at det bliver undersøgt om ansøgeren opfylder betingelserne for at få revalideringshjælp. Dernæst tales der med ansøgeren om dennes ønsker som nu og da bliver forkastet af sagsbehandleren som urealistiske eller for at være i strid med praksis.

Ansøgeren bliver i nogle af sagerne bedt om selv at undersøge mulighederne for uddannelse nærmere. Forvaltningen undersøger derimod ikke selv disse forhold. Det skriftlige materiale vidner heller ikke om særlige bestræbelser på at finde frem til uddannelser, oplæringsmuligheder osv. som passer specielt til den enkelte ansøger. I to af sagerne har ansøgerne haft problemer med at skaffe praktikplads, og der ses ikke at være ydet hjælp hertil af kommunen.

Kommunen bedes derfor redegøre for sin opfattelse af sin forpligtelse til at yde råd og vejledning som et supplement til bevilling af revalideringshjælp.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 4 – Socialforvaltningens hjælp til relevante uddannelser, oplæringsmuligheder og praktikpladser

Der lægges i sagsbehandlingen vægt på individuel vejledning og støtte i de enkelte sager. Ofte er ansøgere om revalidering forberedte i forhold til ønsker om erhverv, og ansøger har derfor fremskaffet oplysninger om de enkelte uddannelser, der overvejes påbegyndt. Det er dog således, at ansøgere, der selv har ressourcer til at fremskaffe papirer og oplysninger omkring den enkelte uddannelse, de ønsker gør dette.

Borgere, der er uafklarede omkring valg af uddannelse/studie vejledes af sagsbehandler. Der lægges vægt på, at der samarbejdes mellem sagsbehandler og revalidend, og at det tilstræbes, at revalidenden er så aktiv som mulig i forhold til egen uddannelsessituation, således at man undgår unødig klientgørelse.

I forhold til virksomhedsrevalidering og arbejdsfastholdelse inddrages kommunens jobkonsulent for at fastholde eller fremskaffe relevante arbejdspladser i forhold til de begrænsninger som revalidenden har.

Praktikpladser, som led i en uddannelsesplan, fremskaffer kommunen normalt ikke, idet der er revalidendens egen opgave i samarbejde med skolen, som revalidenden frekventerer. Såfremt der ikke skaffes praktikplads på en normal arbejdsplads vil skolen skulle anvise skolepraktik.

I forhold til ekstraordinære elevpladser, hvor kommunen betaler hele lønudgiften jf. aktivlovens pgf. 62 stk. 4, vil kommunens jobkonsulenter blive inddraget i støtten til at finde relevante arbejdspladser i forhold til sociale eller lægelige begrænsninger.

Der henvises til besvarelser i forhold til enkeltsager.”

Ombudsmandens udtalelse

Der henvises til de generelle bemærkninger i kapitel 3. Svendborg Kommunes beskrivelse af den bistand der ydes, giver mig for så vidt ikke anledning til bemærkninger. De gennemgåede 15 sager giver mig ikke holdepunkter for at antage at vejledningen ikke lever op til kommunens målsætning på dette område. Jeg vil dog pege på at i de sager hvor ansøgeren har haft et udtrykkeligt behov for en vis støtte, har kommunen ikke ønsket eller været i stand til at yde den. Jeg henviser til gennemgangen i kapitel 3.

Kommunen blev endvidere bedt om at svare på følgende

5. Kun i enkelte af sagerne har kommunen skrevet til ansøgeren om hvad tildelingsgrundlaget har været, om det var lægeligt betinget, socialt betinget eller beroede på en kombination heraf.

Tildelingskriterierne fremgår næsten altid af journalen. Det er imidlertid et spørgsmål om ikke ansøgeren er bedst tjent med at få en skriftlig besked herom. Især vil en sådan meddelelse gøre det klarere for ansøgeren hvilke ændringer i hans/hendes forhold der skal sendes underretning om til kommunen, samt hvilke nye forhold der kan føre til en fremtidig ændring af revalideringsplanen.

Jeg beder om kommunens bemærkninger hertil.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 5 – Orientering af borgerne omkring lægeligt eller socialt tildelingsgrundlag for revalidering

Der er ikke aftalt en fast procedure for skrivelser til klienterne i forbindelse med godkendelse i forhold til aktivlovens pgf. 46. Grundlaget er beskrevet i journalen og revalidenderne er via samtaler med sagsbehandlerne bekendt med baggrunden for revalideringsgodkendelsen.

Socialforvaltningen vil dog for fremtiden være særlig opmærksom på, at bevillingsskrivelserne til borgerne indeholder beskrivelse af grundlaget for bevillingen.”

Ombudsmandens udtalelse

Jeg har noteret mig at forvaltningen fremover vil være opmærksom på bevillingsgrundlaget. Fra 1. januar 2003 vil dette dog under alle omstændigheder fremgå af ressourceprofilen til belysning af bl.a. revalideringsansøgerens arbejdsevne.

Kommunen blev endvidere bedt om at besvare følgende

”6. Af de 15 sager omhandlede de 13 kvinder, og kun to sager vedrørte mandlige ansøgere. Overvægten af kvindelige revalidender går igen i sagerne fra nogle af de øvrige kommuner der er omfattet af undersøgelsen. Det giver mig anledning til at bede kommunen oplyse det talmæssige forhold mellem kvindelige og mandlige revalidender de seneste tre år samt, hvis tendensen fra de 15 sager går igen, udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 6 – På grundlag af at 13 af de 15 sager omhandlede kvinder ønskes en opgørelse over de talmæssige forhold mellem mænd og kvinder de sidste 3 år

Fordelingen af sagerne i perioden 1999 til 1.8.2001 fordeles således

Sager

Kvinder

Mænd

Kvinder

Mænd

1999

373

224

149

61,1%

39,9%

2000

466

277

190

59,4%

40,6%

2001

390

235

155

60,3%

39,7%

Ombudsmandens udtalelse

Tallene viser en klar overrepræsentation af kvindelige revalidender. Tallene kunne give kommunen anledning til at undersøge om der er flere mænd end kvinder der modtager afslag på ansøgning om revalideringshjælp, og i bekræftende fald årsagen hertil.

c) Generelt om Svendborg Kommunes sager

Gennemgangen af de 15 sager har vist at kommunen er omhyggelig med at sikre sig samtykke i forbindelse med indhentelse af fortrolige oplysninger om ansøgerens forhold. Kommunens egen videregivelse af oplysninger, eksempelvis til uddannelsessteder og til Arbejdsskadestyrelsen, er dog ikke altid sket på grundlag af samtykke, eller er sket i videre omfang end påkrævet for at varetage videregivelsesformålet.

Sagerne oplyses fortrinsvis ved at ansøgeren besvarer spørgsmål, samt ved at kommunen rekvirerer lægelige oplysninger. Derimod er det forholdsvis sjældent at andre relevante forhold søges belyst gennem særlige undersøgelser. Bedømt efter journalen indhentes der normalt ikke oplysninger der mere indgående kan belyse hvilken erhvervsplan der bør lægges, herunder bl.a. om beskæftigelsesmulighederne inden for bestemte uddannelser. På dette punkt støtter kommunen sig i de undersøgte sager på generelle erfaringer hos den pågældende sagsbehandler.

Afgørelsen af om der bør tildeles hjælp, samt hvilke foranstaltninger der ydes hjælp til, synes at følge nogle bestemte retningslinjer hvori helbredsmæssige forhold indgår med særlig vægt. Således som retsgrundlaget er formuleret, er der intet til hinder for at der sikres en ligelig administration ved hjælp af en praksisdannelse. Undersøgelsen giver ikke holdepunkter for at antage at praksisdannelsen er blevet så fast og ufleksibel at den er i strid med loven.

På to punkter synes der dog at have udviklet sig en fast praksis der kan være i strid med reglerne. Enlige forsørgere synes kun at kunne komme i betragtning til revalidering hvis de af helbredsmæssige grunde har vanskeligt ved at bestride et job. Denne praksis synes at være snævrere end såvel lovens ordlyd som dens forarbejder lægger op til.

Det andet punkt angår erhvervsplanens udformning. Tildeling af hjælp til længerevarende uddannelser er i praksis betinget af at ansøgeren har særlige helbredsmæssige problemer. Denne praksis har heller ikke klar støtte i lovens ordlyd eller forarbejder. Den har dog støtte i Ankestyrelsens praksis.

I de undersøgte 15 sager fra Svendborg Kommune er der – at dømme efter oplysningerne i journalerne – gjort forholdsvis lidt for at bistå ansøgerne med at finde den rette uddannelse. Der er ikke indhentet særlige oplysninger til belysning af ansøgernes individuelle evner og muligheder, lige så lidt som beskæftigelses- og indtjeningsmuligheder er særligt belyst. Kommunen har selv henvist til at ansøgernes ønsker danner udgangspunktet, samt anført at ansøgerne selv må bidrage med oplysninger om uddannelsestilbud osv. Jeg er enig med kommunen i at det er i overensstemmelse med loven at tage udgangspunkt i ansøgernes ønsker og behov. Det kan dog konstateres at ønsker fra ansøgerne uden særlig grund er blevet afslået, ligesom det i enkelte sager synes at have været vanskeligt for ansøgeren at realisere erhvervsplanen uden at kommunen har ydet vejledningsmæssig bistand i den forbindelse.

Kommunens sagsbehandling er generelt ikke tilrettelagt på en sådan måde at det sikres at ansøgerne bliver partshørt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1. Der er her tale om en generel fejl – en systemfejl. I en del af de undersøgte sager har dette ikke haft betydning for sagens udfald fordi kommunen i forvejen har haft løbende kontakt med ansøgeren. I de fleste af sagerne må det antages at der slet ikke har været partshøringspligt, typisk fordi afgørelsen har givet ansøgeren fuldt ud medhold. Efter min mening er det dog mest hensigtsmæssigt hvis kommunen sørger for at partshøre i alle tilfælde hvor der er væsentlige oplysninger til ugunst for parten, og hvor det ikke ved modtagelsen af oplysningerne med sikkerhed kan konstateres om oplysningerne er til gunst eller ugunst for parten.

Undersøgelsen og kommunens svar på mine spørgsmål viser at kommunen har svært ved at identificere mere specielle retlige problemstillinger. Et eksempel herpå er den manglende efterlevelse af partshøringsreglen. Som eksempler på manglende eller mangelfuld erkendelse af retlige problemstillinger kan nævnes kommunens svar på spørgsmål 6 og 8 i sag nr. 3, på spørgsmål 1 og 7 i sag nr. 7, spørgsmål nr. 1 i sag nr. 9, spørgsmål nr. 3 i sag nr. 10, spørgsmål nr. 1 i sag nr. 11, spørgsmål 4 i sag nr. 13 samt spørgsmål 1 i sag nr. 14.

En gennemgang af de 15 sager giver ikke grundlag for at drage almene konklusioner vedrørende kommunens løsning af specielle juridiske problemstillinger. Efter min mening må det dog give anledning til betænkeligheder at kommunen i flere tilfælde ikke har identificeret relevante juridiske problemstillinger – heller ikke efter at være blevet spurgt direkte herom. Jeg henviser i øvrigt til mine specielle bemærkninger vedrørende de omtalte spørgsmål.

Svendborg Kommunes bemærkninger

” Generelle spørgsmål

Siden sagsbehandlingen af de senest afgjorte sager før 1. November 1997, er der ændret væsentligt på praksis i forbindelse med godkendelse a f revalideringsplaner og de generelle og specifikke sagsbehandlingsreg ler er strammet væsentligt.

Gennem udarbejdelsen af ressourceprofilerne i samarbejde med borgerne, udarbejdes der mere målrettede erhvervsplaner.

I forhold til begrundelser og retshenvisninger er der udarbejdet admini strationsvejledninger og grundlæggende skemamateriale, der suppleres med individuelle begrundelser og retshenvisninger.

I afgørelserne gives der i dag hovedhensyn i skønsudøvelsen og de fakti ske forhold, som afgørelsen bygger på.

Der arbejdes på at skærpe den økonomiske bevidsthed, der derfor er ændret på kompetenceplanerne således sagsbehandlerne har kompe tence til etablering af revalideringsplaner på 3 år mod tidligere 4 år.

Spørgsmål 1 - Partshøring

Med hensyn til de generelle problemstillinger i kapitel 3 om partshøring erkendes, at kommunen ikke i 1997 fuldt ud levede op til reglerne for partshøring og vi må derfor tilslutte os bemærkningerne, som er beskre vet i kapitel 3.

Forvaltningen har efterfølgende udarbejdet administrative retningslinier for at sikre overholdelsen af forvaltnings- og retssikkerhedslovens bestemmelser, samt foretaget undervisning i retsreglerne.

Alle, der modtager forsørgerydelser får inden 8 uger jf. § 6 og § 7 i retssikkerhedsloven skriftlig helhedsvurdering.

Der partshøres i alle revalideringssager jf. Bekendtgørelse om arbejdsev nemetode § 7 og § 8. Sager, hvor der foreligger oplysninger borgeren ikke er bekendt med og som er af afgørende betydning for sagens behandling, sendes oplysningerne til høring eller forelægges til udtalelse i forbindelse med samtale. Det noteres i sagen hvordan der er partshørt.

Spørgsmål 2-3 - Indhentelse af private oplysninger

En del af de sager, som behandles tager udgangspunkt i personer, der er berettiget til udbetaling efter sygedagpengelovens bestemmelser. Det betyder, at ansøger ved sagens start med sin underskrift på dagpenge skemaet har givet samtykke til indhentelse af oplysninger. I sager, der ikke har udgangspunkt i en dagpengesag, eller hvor dagpengesagen er mere end 1 år gammel indhentes fornyet samtykkeerklæring.

Spørgsmål 4 - Socialforvaltningens hjælp til relevante uddannel ser, oplæringsmuligheder og praktikpladser

I forbindelse med godkendelse af revalidering fremgår det nu af ressour ceprofilerne samt af kommunens skrivelser til borgeren hvilke hovedhensyn der har været afgørende for bevillingen af revalideringshjælp.

Notatpligt

Reglerne for notatpligt jf. Offentlighedslovens § 6 er blevet indskærpet overfor sagsbehandlerne, således at der i forbindelse med de løbende sagsdrøftelser vurderes om reglerne overholdes.”

Ombudsmandens endelige konklusion

Kommunens bemærkninger giver mig ikke anledning til en ændret vurdering af de gennemgåede sager. Jeg har noteret mig at der siden er ændret praksis, bl.a. i kraft af senere lovgivning, og at de systemfejl som undersøgelsen har påvist, efter det oplyste er blevet rettet.

5. Holstebro Kommune

I en foreløbig redegørelse af 31. maj 2001 bad jeg Holstebro Kommune besvare en række konkrete og generelle spørgsmål. Kommunen svarede i et brev af 24. september 2001.

a) Gennemgang af de enkelte sager

Nedenfor gengives de enkelte sager, mine spørgsmål, kommunens svar samt mine bemærkninger i anledning af kommunens svar

S a g n r. 1

”Kvinde, født den 23. april 1960, ansøgte den 6. marts 1997 om revalidering. Ansøgeren led af seneskedehindebetændelse og var eneforsørger af to børn. Hun havde tidligere arbejdet som køkken- og økonomaassistent. Revalideringsbevilling udfærdigedes den 14. august 1997 til uddannelse som pædagog. Senere ændredes bevillingen til uddannelse som skolelærer omfattende perioden fra 20. august 1997 til 30. juni 2001.

Der blev indhentet oplysninger fra ansøgerens egen læge med skriftligt samtykke fra ansøgeren.

Kommunen bedes oplyse følgende

Af journalnotater fra 27. juni og 12. august 1997 ses at ansøgeren blev bedt om selv at undersøge mulighederne for at blive optaget på forskellige uddannelser og mulighederne for at opnå hjælp fra a-kassen. Kommunen bedes oplyse om det havde været overvejet om kommunen selv sørgede for at tilvejebringe disse oplysninger samt eventuelt ydede ansøgeren bistand med at få en uddannelsesplads.

Af notater fra 12. august og 16. oktober 1997 ses at ansøgeren fik vejledning om at hun kunne modtage feriepenge op til 12.000 kr. inden der skete reduktion i bruttorevalideringsydelsen. I det ene notat tales om at ansøgeren ville være ”dobbeltforsørget”. Det bedes oplyst på hvilket retsgrundlag beløb ud over 12.000 kr. blev fratrukket i ydelsen.”

Kommunen svarede

Det er vurderet, at klienten selv er i stand til at medvirke til indhentelse af oplysninger, hvorfor klienten er medinddraget i sagen. Kommunen har i forhold til uddannelsesstederne ikke nogen fortrinsret til at besætte studiepladser.

Retsgrundlaget følger af lov om aktiv socialpolitik § 58, pkt. 2 overført fra den tidligere bistandslov.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Det følger af myndighedernes vejledningspligt at de i et vist omfang er ansøgerne behjælpelige med at føre revalideringsplanen ud i livet. Tilsvarende har myndighederne en vis pligt til at informere ansøgerne om andre forsørgelsesmuligheder end revalideringshjælp, herunder hjælp fra a-kassen.

At kommunen ikke har fortrinsrettigheder til uddannelsespladser, fritager ikke kommunen fra at yde bistand. Efter min mening kan dette vejledningsproblem ikke beskrives som et spørgsmål om hvorvidt ”klienten er i stand til at medvirke til indhentelse af oplysninger”.

Som sagen foreligger oplyst, var ansøgeren usikker på sine muligheder for at blive optaget på forskellige uddannelsesinstitutioner. Selv om muligheden for at blive optaget på en uddannelse naturligvis skulle belyses for at kommunen kunne afgøre revalideringssagen, var der også tale om et selvstændigt problem for ansøgeren som kommunen kunne have hjulpet med. I denne henseende var der tale om mere end blot et spørgsmål om at bede parten om at medvirke til sagens oplysning.

Jeg henviser i øvrigt til den generelle gennemgang af spørgsmålet om kommunens hjælp til at få uddannelsesplads i kapitel 3.

Ad 2

Jeg må forstå at der blot er tale om anvendelsen af den dagældende revalideringsbekendtgørelses § 9 som svarede til aktivlovens § 58. Retsgrundlaget burde være anført i journalen. Udtrykket ”dobbeltforsørgelse” burde ikke være anvendt idet det kunne skabe uklarhed om det retlige grundlag for denne afgørelse.

S a g n r. 2

”Mand, født den 28. maj 1975, søgte den 2. oktober 1997 om revalideringshjælp til uddannelse til mejerist. Ansøgeren var uddannet rørlægger på Ringkøbing Værft. Ansøgeren led af astma og kunne derfor ikke arbejde inden for sit fag.

Der indhentedes oplysninger fra ansøgerens egen læge med skriftligt samtykke fra ansøgeren.

I brev af 27. oktober 1997 blev ansøgningen afslået.

Kommunen bedes oplyse følgende

Statusudtalelsen fra ansøgerens læge ligger ikke i sagen. Jeg beder kommunen om at medsende en kopi af statusbedømmelsen med kommunens svar på mine spørgsmål.

Det kan ikke ses om statusbedømmelsen har været forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Jeg beder kommunen udtale sig herom.

Afslaget blev begrundet med at ansøgerens ’allergi er relateret til græspollensæsonen og som sådant et begrænset problem’. Ansøgeren oplyste den 2. oktober 1997 at astmalidelsen forhindrede ham i at arbejde inden for sit fag, og at han under uddannelsen havde måttet øge medicinen. Kommunen har dog i afslaget tilføjet følgende: ’Skulle dine symptomer ved en nærmere lægelig undersøgelse vise sig at være alvorligere end først antaget ’. Kommunen bedes oplyse hvorfor der ikke blev iværksat en lægeundersøgelse til belysning af astmalidelsens betydning for ansøgerens beskæftigelse.

Afslaget blev også begrundet med at ’du kan dyrke idræt og kan derfor godt tåle at blive anstrengt’. Der er ingen oplysninger i de udleverede akter om ansøgerens idrætsudøvelse. Kommunen bedes oplyse hvorpå synspunktet er bygget, samt redegøre for sammenhængen mellem evnen til at dyrke idræt og afslaget på ansøgning om hjælp til at blive mejerist.”

Kommunen svarede

Der medsendes kopi af statusbedømmelse samt lægekonsulentens vurdering.

Der ses ikke klart at være foretaget partshøring, men der henvises til s. 1 i denne skrivelse. [Kommunens generelle bemærkninger om partshøring; min bemærkning].

Der henvises til vor egen lægekonsulents vurdering, og på det grundlag vurderer sagsbehandler, at der ikke er grundlag for revalideringsmæssig støtte efter BL § 43,1.

Også baseret på vor egen lægekonsulents vurdering meddeles den revalideringssøgende, at såfremt hans symptomer er værre end antaget, er uddannelse til mejerist muligvis ikke en realistisk uddannelse, som der kan gives revalideringsstøtte til.

I og med at sagsbehandler har konkluderet, at det under alle omstændigheder har været vanskeligt/umuligt at støtte den pgl. revalideringsmæssigt mht. ønsket om at blive mejerist, og pgl. havde påbegyndt lærlingeforløbet til mejerist, fandtes der ikke basis for at iværksætte yderligere lægeundersøgelser. Klientens idrætsudøvelse er oplyst fra praktiserende læge, jf. kopi af statusattesten. Det er vurderet, at praktiserende læge har set idrætsudøvelsen i relation til astmalidelsen.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1-4

Af statusbedømmelsen fremgik afslutningsvis at lægen ikke havde tilstrækkelige oplysninger til at belyse de erhvervsmæssige følger af ansøgerens astmalidelse. Lægen anbefalede at ansøgeren ”vurderes nærmere ved klinisk undersøgelse, lungefunktionsundersøgelse etc.”. Denne erklæring indeholdt således en klar indikation af at lidelsen burde undersøges nærmere.

Jeg må forstå kommunens svar således at statusbedømmelsen ikke har været forelagt ansøgeren til partshøring i overensstemmelse med § 19, stk. 1, i forvaltningsloven.

Kommunens afslag er ifølge kommunens egne oplysninger baseret på lægekonsulentens vurdering. Konsulentens vurdering bygger på en statusbedømmelse som anbefaler at yderligere oplysninger bliver indhentet. Konsulentudtalelsen vidner endvidere om at konsulenten er opmærksom på de utilstrækkelige oplysninger, idet det omtales at ansøgerens ”symptomer er værre end antaget”. Oplysningerne i journalen om at ansøgeren dyrkede idræt, er i statusbedømmelsen overhovedet ikke sat i relation til astmalidelsen og er heller ikke af lægekonsulenten blevet sat i relation til astmalidelsen. I øvrigt er rigtigheden af oplysningerne om ansøgerens idrætsudøvelse ikke blevet verificeret ved at blive forelagt for ansøgeren i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Kommunen havde efter min mening hverken tilstrækkelige oplysninger til at vurdere om ansøgeren var berettiget til revalideringshjælp, eller til at tage stilling til om ansøgerens lidelse var uforenelig med at ansøgeren uddannede sig som mejerist. Alt i alt finder jeg at oplysningsgrundlaget var for spinkelt til at der kunne træffes afgørelse i sagen. Kommunens svar viser tillige at lægekonsulentens vurdering er blevet tillagt en betydning der går væsentligt videre end lægekonsulentens rolle berettiger til.

S a g n r. 3

”Kvinde, født den 16. december 1970, ansøgte den 7. april 1997 om at Holstebro Kommune fortsatte den revalideringshjælp som Roskilde Kommune havde tildelt hende.

Revalidering blev af Roskilde Kommune tildelt på grundlag af en armlidelse. Ansøgeren var butiksuddannet og havde arbejdet i butik. Den 18. juni 1997 gav Roskilde Kommune refusionstilsagn til Holstebro Kommune. Ansøgeren var i færd med at uddanne sig til laborant, og bevilling blev udfærdiget den 15. juli 1997 omfattende perioden fra 1. juli 1997 til 31. januar 1999.

Den 29. april 1997 underskrev ansøgeren samtykke til at sagsakterne blev sendt fra Roskilde til Holstebro Kommune.

Kommunen bedes oplyse følgende

Mente kommunen sig forpligtet til at give bevilling som følge af at Roskilde Kommune allerede havde bevilget revalideringshjælp?”

Kommunen svarede

Kommunen mente sig forpligtet, da der var lagt en realistisk og hensigtsmæssig erhvervs- og uddannelsesplan fra tidligere kommune.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til den generelle gennemgang i kapitel 3 af spørgsmålet om den bindende virkning af tidligere kommunes afgørelse. Som det ses, må det lægges til grund at afgørelsen om at tildele revalidering og en fastlagt revalideringsplan principielt kan ændres af tilflytningskommunen. Tilflytningskommunens adgang til at ændre afgørelser er dog som udgangspunkt ikke større end fraflytningskommunens.

Jeg må forstå kommunens svar således at den principielt ikke anså sig for retligt bundet af fraflytningskommunens afgørelse idet den forbeholdt sig ret til at vurdere om den lagte erhvervsplan var ”realistisk og hensigtsmæssig”. Denne opfattelse kan ikke give mig anledning til bemærkninger.

S a g n r. 4

”Kvinde, født den 20. marts 1973, ansøgte den 1. april 1996 om revalidering. På grund af forskellig længde på hendes ben og overvægt havde hun problemer med hofte, knæ og ryg. En undersøgelse viste desuden at ansøgerens led var hypermobile. Ansøgeren boede sammen med en mand der var far til hendes barn født i 1995.

Kommunen afslog ansøgningen den 21. maj 1996. Sagen blev genoptaget den 13. januar 1997. Den 28. januar 1997 blev ansøgeren bevilget ophold på Reva-centret. Den 10. april 1997 tildeltes hun revalideringshjælp til kontoruddannelse. Bevillingsskrivelse blev udstedt den 15. juli 1997 til uddannelse på handelsskole omfattende perioden fra 11. august 1997 til 20. juni 1999.

Kommunen bedes oplyse følgende

Forud for afslaget den 21. maj 1996 indhentede kommunen lægelige oplysninger fra ansøgerens egen læge og Centralsygehuset i Holstebro.

Det kan ikke ses om oplysningerne blev forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.Brevet af 21. maj 1996 henviste som begrundelse for afslaget til ’en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger’. Denne henvisning opfylder efter min mening ikke kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1, til en begrundelse. Der burde både have været en kort sagsfremstilling og en angivelse af de hovedhensyn vurderingen byggede på. Kommunen bedes udtale sig om dette spørgsmål.

Kopi af en beskæftigelseserklæring af 28. januar 1997 blev den 24. april 1997 sendt til ansøgerens egen læge til orientering. Det ses ikke om ansøgeren gav samtykke hertil. Jeg beder derfor om at få oplyst om der forelå samtykke, og hvis det foreligger skriftligt, beder jeg om en kopi heraf.”

Kommunen svarede

Ad 1

Der henvises til sagsforløbet på journalark samt lægekonsulentens notat og efterfølgende beslutning. Klienten har ved personlig samtale 1.4.1996 fået forelagt sagens akter, der ses efterfølgende ikke klart at være foretaget partshøring, men igen henvises til s. 1 i denne skrivelse. [Kommunens generelle bemærkninger om partshøring; min bemærkning].

Ad 2

Begrundelse i brev af 21.5.1996 henviser til vurderingsgrundlaget, og den mere uddybende begrundelse findes i lægekonsulentens vurdering af 09.05.1996.

Det direkte formkrav ifm. forvaltningslovens § 24 vil fremover søges opfyldt ved overholdelse af de i lovteksten nævnte punkter.

Ad 3

Der foreligger ikke skriftligt samtykke da beskæftigelseserklæringen af 28.01.1997 blev sendt. Klienten har ved afslutningsmøde på revalideringscentret givet mundtligt samtykke, da det har været fast procedure.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Kommunens svar viser at der ikke blev gennemført partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1. Jeg henviser til den generelle gennemgang af partshøring i kapitel 3.

Ad 2

Jeg forstår på svaret at der ikke blev meddelt ansøgeren anden begrundelse end henvisningen til en ”samlet vurdering” hvilket åbenbart ikke lever op til kravene i forvaltningslovens § 24. Jeg finder det betænkeligt at kommunen i anden del af svaret skriver at ”det direkte formkrav” i § 24 ”vil fremover søges opfyldt”. Bemærkningen giver det indtryk at kommunen betragter efterlevelsen af § 24 som en formalitet, og at kommunen ikke i sin opfyldelse heraf går videre end til at ”søge” kravet opfyldt. Det skal i denne forbindelse fremhæves at begrundelseskravet i §§ 22-24 er en garantiforskrift hvis tilsidesættelse principielt kan medføre afgørelsens ugyldighed.

Ad 3

Jeg forstår at der ikke er egentlig dokumentation for at der blev indhentet samtykke, og at kommunens antagelse af at samtykke forelå, bygger på at indhentelse af mundtligt samtykke er fast procedure. Det kan efter min mening ikke alene på dette grundlag lægges til grund at der forelå samtykke.

S a g n r. 5

”Mand, født den 7. juni 1962, ansøgte den 17. september 1996 om revalidering. Ansøgeren var uddannet klejnsmed og havde arbejdet som servicetekniker. Anledningen til henvendelsen var at han havde fået konstateret sclerose i betydeligt omfang. Ansøgeren var gift, og ægtefællen arbejdede som bygningskonstruktør. Ansøgeren blev anerkendt som revalidend den 17. oktober 1996. Bevillingsskrivelse blev udstedt den 15. juli 1997 til grunduddannelse på handelsskolen omfattende perioden fra 1. august 1997 til 30. juli 2001.

Kommunen bedes oplyse følgende

Der blev indhentet lægelige oplysninger til brug for bedømmelsen af ansøgningen. Det kan ikke ses om oplysningerne blev forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

Der henvises til beskæftigelsesjournal af 3.10.96, hvor det lægelige grundlag er forelagt klienten ved personlig samtale, jf. s. 1 i denne skrivelse.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til den generelle gennemgang af partshøring i kapitel 3.

S a g n r. 6

”Kvinde, født den 13. december 1968, ansøgte den 8. august 1994 om revalideringshjælp. Ansøgeren var eneforsørger af to børn. Hun var ufaglært og havde modtaget kontanthjælp i nogen tid. Hun havde fået bækkenløsning i forbindelse med den seneste graviditet. Afslag på hjælp blev meddelt den 6. juli 1995.

Efter yderligere nogen tid med kontanthjælp og aktivering blev revalideringsspørgsmålet genoptaget i august 1997. Hun fik derpå tildelt revalideringsydelse på socialt grundlag.

Revalideringsbevilling blev udfærdiget den 28. august 1997 til uddannelse som pædagog omfattende perioden fra 1. september 1997 til januar 2001.

Kommunen bedes oplyse følgende

Bevillingsskrivelsen ses ikke at ligge blandt de udleverede dokumenter. En kopi heraf bedes sendt med svaret.

Ansøgningen af 9. august 1994 blev afslået i maj 1995. Kopi af denne afgørelse bedes udleveret. Af de foreliggende oplysninger fremgår det at ansøgerens situation i 1994 og i 1997 i alt væsentligt var den samme. Det bedes derfor oplyst hvilke forhold der fik kommunen til at ændre afgørelsen.

Af notat fra den 13. juni 1997 ses at ansøgeren blev indkaldt til møde om revalidering. På daværende tidspunkt modtog hun kontanthjælp. Af notat fra den 17. juni 1997 fremgik at ansøgeren udeblev fra samtalen samme dag, og at ’kassen derfor blev lukket’. Kommunen bedes redegøre for det retlige grundlag for denne afgørelse. Endvidere bedes kommunen oplyse hvad den foretog sig for at sikre at udeblivelsen ikke var undskyldelig. Af notat fra den 19. juni 1997 fremgik at ansøgeren forklarede at hun ikke havde modtaget indkaldelsesbrevet.

Af notat fra den 15. november 1994 ses at ansøgeren under en samtale fik oplyst at hun var berettiget til revalideringshjælp, ’men til et afgrænset forløb på ca. max 3 år’. Der ses ikke i sagen at være oplysninger om hvilke ønsker ansøgeren havde, eller om ansøgerens egnethed. Kommunen bedes oplyse om notatet er udtryk for at afgørelsen om revalideringsperiodens længde og revalideringens omfang og indhold blev truffet alene fordi tildelingen skete på socialt grundlag. I bekræftende fald bedes kommunen redegøre for det retlige grundlag for denne afgørelse, sammenholdt med sag nr. 12.”

Kommunen svarede

Ad 1

Bevillingsskema sendt til uddannelsesstedet Holstebro Pædagogseminarium og klienten, der er ikke kopi i sagen, der henvises til bevilling på mødeindstillingsarket.

Ad 2

Efter afslag på revalidering i 1994 lykkes det ikke at få klienten aktiveret til selvforsørgelse, hvorfor der i 1997 fandtes grundlag for revalidering på grund af en fastlåst social situation.

Ad 3

Da klienten ikke møder efter skriftlig tilsigelse stoppes kontanthjælpen midlertidigt, indtil klienten møder. Der er ikke sket nogen reduktion af kontanthjælpen af den årsag.

Ad 4

Der er tale om almindelig rådgivning og ikke nogen konkret beslutning/bevilling. Klienten undersøgte selv på dette tidspunkt, hvilke uddannelser der kunne være aktuelle, og hun formodedes at være i stand til at fremskaffe materiale om aktuelle uddannelsesmuligheder.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Der burde være en kopi af bevillingsskrivelsen i sagen. Jeg henviser til gennemgangen i kapitel 3 om notatpligt mv.

Ad 2

Det ville have været ønskeligt om kommunen havde besvaret mit spørgsmål mere indgående, og navnlig om kommunen havde forklaret hvorfor ansøgeren ikke i 1994 ansås at opfylde betingelserne for at få revalideringshjælp. Dengang som i 1997 var ansøgeren eneforsørger af to børn, ufaglært samt led af bækkenløsning. Jeg må forstå kommunens svar således at da ansøgeren ikke i løbet af de 2-3 år der gik uden revalidering, men blot med aktivering, forbedrede sin situation, ændrede kommunen sin afgørelse.

Ansøgeren hørte utvivlsomt til den personkreds der som udgangspunkt måtte anses for berettiget til revalideringshjælp, jf. Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994, pkt. 3 og pkt. 9 (se foran side 4). Jeg må forstå at kommunen dengang gav afslag uden at have foranstaltet nærmere og mere indgående undersøgelse af ansøgerens forhold. Dette forhold er i strid med det almindelige officialprincip.

Ad 3

Jeg bad om oplysning om ”det retlige grundlag for denne afgørelse”. Dette har jeg ikke fået. Jeg må opfatte svaret på den måde at kommunen stoppede udbetalingen uden at have gjort sig overvejelser om hvorvidt der var hjemmel hertil. Jeg må videre forstå at kommunen fortsat ikke har gjort sig sådanne overvejelser.

Det følger af det almindelige legalitetsprincip at en myndighed ikke uden videre kan standse udbetalingen af en bevilget ydelse. Beslutningen om at standse udbetalingen kan eventuelt have direkte lovstøtte eller have støtte i forudsætningerne bag lovens regler om tildeling og kontrol med at tildelingsgrundlaget fortløbende er opfyldt. Det blotte forhold at en person ikke kommer til et møde, er efter min mening ikke tilstrækkeligt som dokumentation for at ansøgeren ikke længere opfylder betingelserne for hjælp. Hertil må kræves at samtalen var af retlig betydning for konstateringen af at betingelserne for at yde hjælp ikke var bortfaldet. Det måtte videre kræves at det forinden var blevet undersøgt hvorfor pågældende undlod at møde.

Det er imidlertid under ingen omstændigheder lovligt blot at ”lukke kassen” fordi ansøgeren er udeblevet fra et møde/en samtale. I den konkrete sag forklarede ansøgeren at hun ikke havde fået indkaldelsesbrevet. Hvad enten denne forklaring er rigtig eller ej, kan der ikke bortses fra at forklaringen kunne være korrekt, og det illustrerer at et så drastisk skridt kan virke uproportionalt tyngende i forhold til det formål der ønskedes opnået. At kontanthjælpen senere udbetaltes med tilbagevirkende kraft, ændrer ikke ved at det på tidspunktet for standsningen af hjælpen kunne være meget tyngende for borgeren. Derfor må jeg anse kommunens henvisning til at der ikke var ”sket nogen reduktion af kontanthjælpen” som delvis misvisende.

Ad 4

Kommunens svar er så kortfattet og uklart at det er vanskeligt at følge tankegangen bag. Jeg forstår svaret således at bemærkningen om at hjælpen var berettiget, ”men til et afgrænset forløb på ca. max. 3 år” overhovedet ikke var en del af afgørelsen. Det var blot en vejledende udtalelse. Efter min mening er det uheldigt at der er givet en så bastant vejledning hvis meningen ikke har været at træffe en egentlig afgørelse. Udtrykket har af klienten let kunnet opfattes på den måde at den uddannelse hun selv skulle finde frem til, ikke måtte have et længere forløb end 3 år.

Kommunen har ikke svaret på spørgsmålet om hvor denne 3-års-grænse kommer fra. Det står således fortsat helt uformidlet hvilke forhold hos ansøgeren der kunne begrunde at det (muligvis) blev bestemt at han højst kunne få en uddannelse på 3 år.

S a g n r. 7

”Mand, født den 12. maj 1972, ansøgte i februar 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren havde været ude for en whiplash-skade som havde ført til beskadigelse af nakken. Herefter havde han vanskeligt ved at fortsætte arbejdet som blikkenslager. Efter undersøgelse på revacenter blev han tildelt revalideringshjælp den 29. juli 1997. Revalideringsbevilling blev udfærdiget til hjælp til uddannelse som byggetekniker i perioden fra 31. juli 1997 til 1. februar 1999.

Kommunen bedes oplyse følgende

Til brug for sagen indhentede kommunen lægelige oplysninger om ansøgeren fra ansøgerens egen læge. Det kan ikke ses om der foreligger samtykke fra ansøgeren til indhentelse af disse oplysninger, jf. princippet i forvaltningslovens § 29, stk. 1. Det bedes oplyst om der forelå samtykke, og hvis det foreligger skriftligt, beder jeg om en kopi heraf.

Bevillingsskrivelsen er ikke blandt akterne. En kopi heraf bedes sendt samtidig med besvarelsen af denne henvendelse.”

Kommunen svarede

Ad 1

Der henvises til, at de lægelige oplysninger er indhentet efter sygedagpengelovens bestemmelser som grundlag for at udbetale sygedagpenge. Dette samtykke fremgår af sygedagpengeskema dp 201 som klienten har underskrevet 13.12.96. Se tidligere fremsendte kopi.

Ad 2

Bevillingsskema sendt til uddannelsesstedet Holstebro Tekniske Skole og klienten, der er ikke kopi i sagen, der henvises til bevilling på mødeindstillingsarket.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg tager til efterretning at der forelå samtykke.

Ad 2

Det følger af den almindelige grundsætning om notatpligt mv. at der i sagerne bør ligge kopi af alle væsentlige dokumenter. Der burde derfor være en kopi af afgørelsen. Se gennemgangen i kapitel 3.

S a g n r. 8

”Kvinde, født den 14. november 1967, ansøgte den 8. august 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren fik en hjerneblødning i 1996 og led af hovedpine, periodevis svimmelhed og hukommelsesbesvær. Ansøgeren var uddannet elektriker, men havde arbejdet med kontorarbejde og i butik. Ansøgeren ønskede hjælp til uddannelse på handelsskole. Den 8. september 1997 udfærdigedes bevillingsskrivelse til uddannelse på handelsskole omfattende perioden fra 11. august 1997 til 20. juni 1998.

Kommunen bedes oplyse følgende

Bevillingsskrivelsen er ikke blandt sagens akter og bedes sendt med svaret på denne henvendelse.

Det kan ikke ses om indhentelse af lægelige oplysninger skete med ansøgerens samtykke, jf. princippet i forvaltningslovens § 29, stk. 1. Hvis dette er tilfældet, bedes det oplyst om det var skriftligt, og i bekræftende fald bedes en kopi heraf sendt.

De indhentede oplysninger ses ikke at være forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

Ad 1

Bevillingsskema sendt til uddannelsesstedet Holstebro Handelsskole og klienten, der er ikke kopi i sagen, der henvises til bevilling på mødeindstillingsarket.

Ad 2

Lægelige oplysninger er indhentet efter beslutning på sygedagpengeopfølgningsmøde jf. dagpengelovens § 24 – hvor klientens praktiserende læge deltog.

Ad 3

Der henvises til journalnotat af 08.08.1997, hvor sagens akter og lægelige oplysninger forelægges klienten og akterne fra sygedagpengeafdelingen gennemgås.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Bevillingsskrivelsen burde ligge i kopi i sagen. Se mine bemærkninger vedrørende sag nr. 7, spørgsmål 2, samt de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Ad 2

Det kan på baggrund af kommunens oplysninger ikke lægges til grund at der forelå samtykke til indhentelse af lægeoplysninger.

Ad 3

Jeg henviser til mine bemærkninger om partshøring i kapitel 3.

S a g n r. 9

”Mand, født den 14. november 1976, blev den 29. maj 1997 bevilget revalideringshjælp. Ansøgeren var ufaglært og havde haft rengøringsarbejde, lagerarbejde og forefaldende jobs.

Ansøgeren havde gennem nogen tid modtaget kontanthjælp, og dele af hans beskæftigelse var gennemført som aktivering. Ansøgeren var født uden skjoldbruskkirtel og havde en grænsepsykotisk lidelse. Ansøgeren havde boet på amtsinstitutioner og været beskæftiget på værksteder under amtet.

Kommunen bedes sende en kopi af bevillingsskrivelsen som ikke ses at ligge blandt sagens akter.”

Kommunen svarede

Ad 1

Bevillingsskema sendt til uddannelsesstedet og klienten, der er ikke kopi i sagen, der henvises til bevilling på mødeindstillingsarket.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Der burde være kopi af bevillingsskrivelsen i sagen. Se mine bemærkninger til sag nr. 7, spørgsmål 2, samt de generelle bemærkninger i kapitel 3.

S a g n r. 1 0

”Kvinde, født den 15. maj 1951, ansøgte den 8. juli 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren havde i flere år haft problemer med højre knæ. Ansøgeren var gift og havde tre hjemmeboende børn. Ansøgeren var uddannet i butik, men havde arbejde som rengøringsassistent. Knælidelsen gjorde det vanskeligt for ansøgeren at gå og sidde.

Den 28. juli 1997 udfærdigedes bevilling til revalidering på handelsskole til kontorassistent omfattende perioden fra 11. august 1997 til 1. juli 1999.

Kommunen bedes oplyse følgende

Til brug for afgørelsen indhentede kommunen med ansøgerens samtykke lægelige oplysninger ligesom der forelå en udtalelse fra revacentret om hendes beskæftigelsesmuligheder. Det kan ikke af sagen ses om disse oplysninger blev forelagt ansøgeren til udtalelse inden afgørelsen blev truffet, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

Ad 1

Udtalelsen, beskæftigelsesafklaringen fra revalideringscentret, er udleveret til klienten i forbindelse med afslutning af opholdet, hvilket er fast procedure. Det fremgår ikke, at de lægelige akter har været forelagt klienten, disse har dog været af begunstigende karakter for klienten.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Det er sandsynligt at der ikke var pligt til partshøring da oplysningerne ikke var til ugunst for parten. Der henvises i øvrigt til den generelle gennemgang af partshøring i kapitel 3.

S a g n r. 11

”Kvinde, født den 23. januar 1971, ansøgte den 21. maj 1997 om revalidering. Ansøgeren led af allergi over for forskellige fødevarer. Ansøgeren var uddannet og beskæftiget som kok og måtte ophøre med denne beskæftigelse. Ansøgeren startede i august 1996 med revalideringshjælp fra Horsens Kommune på levnedsmiddelteknikeruddannelsen. Ansøgeren ophørte i marts 1997 med uddannelsen på grund af forholdene på skolen. Derpå modtog ansøgeren dagpenge fra a-kassen.

Sagens akter blev indhentet fra Horsens Kommune med skriftligt samtykke fra ansøgeren. Efter at have modtaget sagsakter fra Horsens Kommune og en positiv udtalelse fra Vejle tekniske skole hvor ansøgeren havde gået, afslog kommunen den 18. august 1997 ansøgningen.

Den 20. august 1997 blev afgørelsen ændret, og den 28. august 1997 udfærdigedes bevilling til hjælp til uddannelse som levnedsmiddeltekniker omfattende perioden fra 21. juli 1997 til 31. december 1999. Den 28. august 1997 ændredes bevillingen således at der ikke skulle udbetales hjælp fra 1. august 1998 til 30. juni 1999 da ansøgeren i denne periode skulle være i praktik og fik løn.

Kommunen bedes oplyse følgende

Inden afslaget af 18. august 1997 modtog Holstebro Kommune akter bl.a. fra Horsens Kommune. Det ses ikke om kommunen partshørte over disse oplysninger, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Afslaget af 18. august 1997 blev begrundet med at ansøgeren selv havde afbrudt studieforløbet, samt med at ansøgeren havde dagpenge fra a-kassen. Denne afgørelse ændrede kommunen to dage efter til imødekommelse af ansøgningen. Skyldtes ændringen at det første afslag ansås for ulovligt? Kommunen bedes under alle omstændigheder uddybe baggrunden for afslaget, herunder især redegøre for om kommunen anså sig for forpligtet af at Horsens Kommune havde bevilget ansøgeren revalideringshjælp.

Den 28. august 1997 ændredes afgørelsen af 20. august 1997 idet der ved en fejl ikke var taget hensyn til at ansøgeren skulle i praktik og ville få løn. Kommunen bedes oplyse på hvilket retligt grundlag kommunen ændrede afgørelsen. Jeg sigter hermed til om kommunen støttede ændringen på lovbestemmelser eller på almindelige ulovbestemte regler om tilbagekaldelse eller berigtigelse af afgørelser.”

Kommunen svarede

Ad 1

Der ses ikke at være foretaget partshøring i forbindelse med de indhentede oplysninger fra Horsens Kommune hvortil klienten havde givet skriftligt samtykke, men igen henvises til s. 1 i denne skrivelse.

Ad 2

Der henvises til mødeindstillingsark af 20.08.97, hvoraf begrundelse for ændring til bevilling fremgår, jf. Socialministeriets afgørelse. Således var afslaget truffet på et forkert grundlag.

Ad 3

Ændringen skete, fordi man i bevillingsøjeblikket (20.08.97) ikke var opmærksom på, at der var en lønnet praktikperiode indeholdt i uddannelsesforløbet, hvilket skyldes en vis usikkerhed eller manglende paratviden om erhvervsuddannelsernes opbygning hos sagsbehandleren.

Da sagsbehandler efterfølgende opdager fejlen, ændres bevillingen allerede med dato 28.08.97 – ikke mindst for også at tilgodese den interne instruks om, at arbejdsgivere, der har revalidender i praktik, skal betale så stor en del af lærlingelønnen, som kommunens jobkonsulenter eller sagsbehandlere kan formå arbejdsgiverne til (i dette tilfælde hele lærlingelønnen).

Udtrykt i ombudsmandens termer må vi dog konkludere, at ændringen baserer sig på almindelige ulovbestemte regler, med det formål at rette en åbenbar fejl.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Det må anses for en fejl at der ikke blev partshørt over sagsakterne fra Horsens Kommune. Der henvises til den generelle gennemgang af partshøring i kapitel 3.

Ad 2

Jeg må lægge til grund at første afgørelse blev ændret fordi den var i strid med loven.

Ad 3

Kommunens svar indeholder ikke oplysning om hvorvidt der allerede var udbetalt revalideringsydelse til ansøgeren for tiden efter 1. august 1997, ligesom det ikke er oplyst hvor stor praktiklønnen var. Det er heller ikke anført med hvilken hjemmel der i det hele taget blev foretaget en reduktion af revalideringsydelsen.

I de nugældende regler om revalidering er der hjemmel til at nedsætte revalideringsydelsen med det beløb revalidenden får i praktik-, elev- eller lærlingeløn, jf. § 58, stk. 1, nr. 1, i lov om aktiv socialpolitik. En tilsvarende regel fandtes ikke i bistandslovens § 43 eller i revalideringsbekendtgørelsen. Bistandslovens § 43, stk. 8, bestemte at revalidering i form af oplæring på det almindelige arbejdsmarked kunne ske ved at hjælp blev ydet af kommunen som løn eller løntilskud. I § 9 i revalideringsbekendtgørelsen bestemtes det at indtægter ved andet arbejde end i forbindelse med revalidering i en vis udstrækning kunne fratrækkes i revalideringsydelsen.

§ 11. Modtager revalidenden en løbende erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven, skal den del af erhvervsevnetabserstatningen, som sammenlagt med revalideringsydelsen efter § 43, stk. 2, overstiger revalidendens hidtidige arbejdsindtægt, fratrækkes fuldt ud i revalideringsydelsen.

Stk. 2. Arbejdsskadestyrelsen skal have underretning om, at revalidering iværksættes.”

Lov om aktiv socialpolitik

Bistandsloven blev ophævet med virkning fra 1. juli 1998. I stedet for § 43 gælder nu kapitel 6 om revalidering i lov om aktiv socialpolitik. Reglerne svarer i alt væsentligt til de regler der gjaldt indtil 1. juli 1998. Lovforslagsbemærkningerne til de nugældende regler har derfor en vis fortolkningsmæssig interesse for anvendelsen af § 43, ligesom praksis vedrørende de nugældende regler kan tjene som oplysning om hvorledes de regler der gjaldt da de undersøgte sager blev afgjort, burde anvendes. De nye regler har bl.a. følgende indhold

” Kap. 6. Revalidering

§ 11. Myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om

at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til, og

at lade sig undersøge hos en læge eller blive indlagt til observation og behandling som led i sagsbehandlingen.

Stk. 2. Personer, der får hjælp, har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

§ 11 a. Myndigheden kan efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange, at andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser, pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Dette gælder også oplysninger om en persons rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Myndigheden kan forlange, at der optages retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, hvis oplysningerne ikke videregives.

Stk. 2. Myndigheden kan uden samtykke til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol kræve oplysninger om økonomiske forhold om den, der ansøger om eller får hjælp, og dennes ægtefælle, fra andre offentlige myndigheder samt fra arbejdsløshedskasser. Oplysningerne kan indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune eller amtskommune, som indhenter oplysningerne.

Stk. 3. Ved klage til det sociale nævn eller Den Sociale Ankestyrelse og ved behandlingen af sager i Den Sociale Sikringsstyrelse kan samtykke til at indhente oplysninger efter § 11 a, stk. 1, indhentes ved, at borgeren i den skriftlige bekræftelse af, at en klage er modtaget, bliver gjort opmærksom på, hvilke typer af oplysninger det kan blive nødvendigt at indhente, og får en frist til eventuelt at gøre indsigelse imod dette.

§ 11 b. Hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, eller ikke giver samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, jf. § 11 a, stk. 1, skal myndigheden behandle sagen om hjælp på det foreliggende grundlag, medmindre oplysningerne kan indhentes uden samtykke, jf. § 11 a, stk. 2, og § 11 c.

§ 11 c. Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke efter § 11 a, stk. 1 og 3, fraviges i sager om

særlig støtte til børn og unge efter kapitel 8 i lov om social service, hvor myndighederne kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke,

førtidspension, hvor myndigheden kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse i en sag, uden at den pågældende person selv har rettet henvendelse herom, jf. § 17, stk. 2, i lov om social pension,

frakendelse af førtidspension tilkendt efter de fra 1. januar 2003 gældende regler og nedsættelse eller frakendelse af pension tilkendt efter de indtil den 1. januar 2003 gældende regler, jf. lov om social pension, og

tilbagebetaling af sociale ydelser.

Stk. 2. Hvis det er nødvendigt for behandlingen af en sag efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden desuden uden samtykke anmode private, der har kendskab til forholdene, om at give oplysninger, der er nødvendige for at behandle sagen. Myndigheden skal ved anmodningen gøre opmærksom på, at den adspurgte ikke er forpligtet til at svare.

Stk. 3. I sager efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden uden samtykke forlange oplysninger efter § 11 a, stk. 1, og indhente oplysninger efter § 11 c, stk. 2, om person er, der er part i sagen, samt om forældremyndighedsindehaverens samlever eller ægtefælle.

Stk. 4. Myndigheden skal uanset adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke, jf. stk. 1-3, forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.

Anden udveksling af oplysninger

§ 12 c. Til brug for tilrettelæggelsen af omsorgsopgaver m.v. efter kapitel 14 i lov om social service, lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. og lov om hjemmesygeplejerskeordninger samt til brug for opfølgning af sager efter § 24 i lov om dagpenge ved sygdom og fødsel kan kommuner og sygehuse udveksle oplysninger om indlæggelse på og udskrivning fra sygehuse af borgere i kommunen. Udvekslingen kan ske automatisk og uden borgerens samtykke.”

Som det ses, er der tale om en tydeliggørelse og udbygning af retsstillingen som den var da de undersøgte sager blev behandlet.

I de undersøgte sager er nogle videregivelsessituationer gået igen flere gange. Kommunerne har indhentet rent private oplysninger om ansøgerne fra privatpraktiserende læger, speciallæger og hospitaler. Indhentelse af oplysninger fra offentlige hospitaler har krævet samtykke fra ansøgeren i henhold til § 29, bortset fra de tilfælde hvor indhentelsen har kunnet ske gennem pålæg i medfør af bistandslovens § 17. Som anført følger det af god forvaltningsskik at en kommune så vidt muligt indhenter samtykke fra ansøgeren inden denne beføjelse bliver benyttet.

I en del tilfælde har kommunen videregivet oplysninger til Arbejdsskadestyrelsen til SU-styrelsen, til en uddannelsesinstitution eller til en anden kommune.

Arbejdsskadeforsikringslovens § 21, stk. 2, hjemler kommunerne ret til at videregive rent private oplysninger til Arbejdsskadestyrelsen. Det forudsættes dog at styrelsen har fremsat anmodning om at få oplysningerne, og reglen gælder kun for så vidt styrelsen skønner at oplysningerne er relevante for arbejdsskadesagen.

For revalidender der modtog løbende erhvervsevnetabserstatning, skulle der ifølge revalideringsbekendtgørelsens § 11, stk. 1, ske et vist fratræk i bruttorevalideringsydelsen. I disse tilfælde skulle Arbejdsskadestyrelsen have underretning om at revalidering iværksattes, jf. § 11, stk. 2, i revalideringsbekendtgørelsen.

Bistandsloven indeholdt ikke regler om udlevering af oplysninger, hverken til uddannelsesstedet eller til SU-styrelsen. Kommunerne var dog i medfør af bistandslovens § 45 og revalideringsbekendtgørelsens § 11 forpligtede til at kontrollere og følge med i om den fastlagte erhvervsplan blev fulgt. I den udstrækning en videregivelse af oplysninger var påkrævet for at kommunen udøvede denne kontrol, var den berettiget – også uden samtykke, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4.

SU-styrelsen kunne (kan) ifølge lov om statens uddannelsesstøtte, § 39, indhente oplysninger hos offentlige myndigheder der er nødvendige for at beregne SU-støtte. Styrelsen kunne (kan) endvidere videregive oplysninger til uddannelsesinstitutionen om den uddannelsessøgende hvis de vil være nødvendige ved administration og tildeling af uddannelsesstøtte og ved uddannelsesinstitutionens vejledning om tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Ifølge SU-bekendtgørelsens § 67, stk. 3, ”stiller andre offentlige myndigheder” oplysninger til rådighed for styrelsen om uddannelsessøgende når oplysningerne er nødvendige for beregning af SU-støtten og for tilbagebetaling.

Der er således, som det ses, hjemmel for at en kommune efter anmodning udleverer visse oplysninger om revalidenden til brug for SU-styrelsen, samt for at styrelsen videregiver visse oplysninger til uddannelsesinstitutionen. Videregivelsen forudsætter dog at styrelsen har anmodet om oplysninger, og videregivelsen omfatter kun de oplysninger der er nødvendige.

Reglerne giver ikke hjemmel til at der sker en generel udlevering af akterne fra en revalideringssag til SU-styrelsen eller uddannelsesinstitutionen, heller ikke i de tilfælde hvor udlevering af visse oplysninger er lovlig.

I de tilfælde hvor der ikke er særlig hjemmel for udlevering af sagsakter, vil udlevering være lovlig for så vidt betingelsen i forvaltningslovens § 28 er opfyldt. Normalt kræves der til en sådan udlevering samtykke fra den pågældende revalidend.

d) Notatpligt

Der gælder en almindelig ulovbestemt retsgrundsætning om at alle væsentlige forhold og ekspeditioner i en sag skal fremgå af sagen og akterne. Myndigheden skal på denne måde sikre sig overblik over sagen, dokumentation over for kontrolinstanser for sagens forløb samt give borgeren mulighed for gennem aktindsigt at få indblik i sagens forløb.

I en vis udstrækning er den almindelige notatpligt blevet lovfæstet. Offentlighedslovens § 6 indeholder følgende bestemmelse

”I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

”

Socialministeriet har endvidere fastsat regler om journalføring i bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse og statsrefusion. I den dagældende bekendtgørelse (nr. 927 af 2. december 1993) fastsattes bl.a. følgende

” § 2. Samtlige aktstykker vedrørende personer, der henvender sig om ydelser, skal journaliseres, jf. §§ 10 og 11, og opbevares i personnummerorden i særlige omslag med angivelse af klientens navn og personnummer.

Stk. 2. Straks ved en persons første henvendelse om ydelser (ved ’sagsetableringen’), og forinden ydelser udbetales, skal de nedenfor i § 3 nævnte oplysninger og dokumentation for deres rigtighed tilvejebringes, således at der på forhånd skabes sikkerhed for, at pågældende ikke modtager uforenelige ydelser fra flere systemer. Det er af retssikkerhedsmæssige grunde vigtigt, at der gives ansøgere klar besked om kommunernes øgede muligheder for at indhente oplysninger, herunder også samtlige data fra forskellige myndigheder m.v. Ydelsesansøgerne skal derfor allerede ved første henvendelse have klar besked om, at de kan blive kontrolleret ved, at der kan indhentes oplysninger, herunder i elektronisk form, fra skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Herudover skal borgernes oplysningspligt indskærpes, jf. de enkelte loves bestemmelser herom.

Stk. 3. I tidligere etablerede personsager skal tilsvarende information gives til de pågældende ved sagsopfølgning.

§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når

den, oplysningen angår, har givet samtykke,

det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,

videregivelse sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, eller

videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.

Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.

Stk. 4. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type oplysninger der må videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket formål. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor.

Stk. 5. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, bortfalder senest et år efter det er givet.

Stk. 6. Lokale administrative organer, som ved lov er tillagt en selvstændig kompetence, anses som en selvstændig myndighed efter stk. 1 og 3.

§ 29. I vejledningsarbejdet skal anvendes personer, der i kraft af deres uddannelse eller tidligere virksomhed har særlige forudsætninger for arbejdet. Til støtte for vejlederne stiller amtskommunen i fornødent omfang sagkyndige til rådighed og påtager sig i specielle tilfælde selv vejledningsarbejdet.

§ 29. I sager, der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

ansøgeren har givet samtykke hertil,

andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, eller

særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.”

Bistandslovens § 17 indeholdt følgende bestemmelse

”§ 17. Den myndighed, der behandler en sag efter denne lov, kan pålægge den, der søger bistand, at medvirke til sagens oplysning, herunder ved at lade sig undersøge af en læge eller indlægge til observation og behandling. Vedkommende myndighed kan endvidere afkræve andre, der har kendskab til forholdene, oplysninger, som må anses for nødvendige for sagen, herunder indhente sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Oplysninger om økonomiske forhold kan i elektronisk form indhentes fra andre offentlige myndigheder samt arbejdsløshedskasser. Endvidere kan vedkommende myndighed forlange optaget retsligt forhør i overensstemmelse med retsplejelovens § 1018.”

Som det ses, forbyder § 28 at fortrolige oplysninger videregives til andre forvaltningsmyndigheder. Bestemmelsen tager ikke stilling til om oplysningerne kan udveksles internt hos samme forvaltningsmyndighed, eller om der må videregives oplysninger til private virksomheder eller til enkeltpersoner. Om en sådan videregivelse er lovlig, beror på straffelovens § 152 som indeholder følgende regel

” § 152. Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis forholdet er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, eller der i øvrigt foreligger særlig skærpende omstændigheder.

Stk. 3. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.”

Indhentelse af rent private oplysninger om ansøgeren i en sag der rejses ved ansøgning, er ifølge forvaltningslovens § 29 forbudt for så vidt oplysningerne indhentes fra andre forvaltningsmyndigheder eller fra andre dele af den forvaltningsmyndighed der indhenter oplysningerne. Indhentelse af rent private oplysninger fra private sagkyndige, virksomheder eller enkeltpersoner er ikke omfattet af § 29 og næppe heller af straffelovens § 152. Efter min mening følger det imidlertid af god forvaltningsskik at en myndighed så vidt muligt undlader at rekvirere rent private oplysninger fra private uden at myndigheden forinden har forsøgt at indhente samtykke fra ansøgeren.

Generelt kan kommunen være fritaget for at efterleve reglerne hvis der efter loven er oplysningspligt. Dog tilsiger god forvaltningsskik at samtykke forsøges indhentet også i disse tilfælde.

Med virkning fra 1. juli 2003 er der i retssikkerhedsloven indsat følgende regler

” Sagens oplysning m.v.

§ 30. Hvor kommunalbestyrelsen eller revaliderings- og pensionsnævnet skønner, at ydelse af støtte efter afsnit III med henblik på at tilvejebringe, bevare eller forbedre en persons erhvervsmuligheder kan komme på tale, søger kommunalbestyrelsen (nævnet) vejledning hos den offentlige arbejdsformidling. Nærmere regler herom fastsættes af socialministeren efter forhandling med arbejdsministeren og vedkommende kommunale organisationer.

”

Forvaltningslovens § 7 har følgende indhold

”En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

”

Det følger af de citerede regler at den kommunale forvaltning havde (har) pligt til at yde vejledning når en borger henvender sig og anmoder herom. Derudover forudsattes det i bistandslovens §§ 28 og 29 at en kommune på eget initiativ efter behov tilbyder vejledning i forbindelse med at kommunen yder anden bistand. Regler om vejledning findes nu i kapitel 3 i lov om aktiv socialpolitik samt i kapitel 13 i lov om social service.

Reglerne indeholder ikke en præcis afgrænsning af hvad der forstås ved vejledning og rådgivning. Af bistandslovens § 30, stk. 1, ses at kommunerne i revalideringssager forudsættes at sørge for at der ydes en særlig indsats. I den forbindelse er det tydeligt forudsat at kommunerne sørger for at der er den fornødne erhvervs- og arbejdsmarkedsmæssige sagkundskab til rådighed for den pågældende borger. For denne opfattelse taler yderligere at der i § 43, stk. 3, og i revalideringsbekendtgørelsen er detaljerede regler som pålagde kommunen at yde en aktiv indsats i denne henseende.

Det er vanskeligt præcist at angive vejledningspligtens indhold og omfang. Det kan dog med sikkerhed konstateres at kommunen er forpligtet til at tilvejebringe og formidle relevant information om uddannelsesmæssige, erhvervsmæssige og arbejdsmarkedsmæssige forhold. Hvor langt vejledningen i det enkelte tilfælde skal gå herudover, beror på en konkret vurdering.

For denne vurdering får det særskilt betydning om der har manifesteret sig et særligt behov hos ansøgeren for at få kommunens bistand til erhvervsplanens virkeliggørelse. Et sådant behov kan bl.a. vise sig ved at ansøgeren beder om hjælp, samt i tilfælde hvor der opstår problemer for ansøgeren med at realisere planen.

Efter min mening er det ikke foreneligt med den beskrevne vejledningspligt at følge den faste praksis helt at overlade det til ansøgeren selv at finde det relevante uddannelsessted. At kommunen ikke selv er udbyder af et uddannelsestilbud, kan efter min mening ikke fritage kommunen for i en vis udstrækning at hjælpe en klient med at skabe kontakt til andre uddannelsessteder.

c) Videregivelse og indhentning af fortrolige oplysninger

Forvaltningslovens §§ 27-29 indeholder følgende bestemmelser

” § 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c- 152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til

statens sikkerhed eller rigets forsvar,

rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,

forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,

det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges forretningsvirksomhed,

enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller

enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold.

Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil.

Stk. 4. Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om tavshedspligt, eller pålægges der tavshedspligt efter stk. 3, finder straffelovens § 152 og §§ 152 c- 152 f tilsvarende anvendelse på overtrædelse af sådanne regler eller pålæg.

§ 43, stk. 1

Kriterierne for at få hjælp er de samme som efter den hidtidige bestemmelse i § 42, d.v.s. der skal være tale om personer med nedsat erhvervsevne. Hjælpen er fortsat subsidiær i forhold til hjælp efter anden lovgivning, forstået på den måde, at der kun kan ydes hjælp efter § 43, når andre støtteordninger ikke kan anvendes eller ikke er tilstrækkelige til at bringe den pågældende ind på eller tilbage til det almindelige arbejdsmarked.

§ 43, stk. 2

Den foreslåede faste revalideringsydelse på dagpengeniveau kan som nævnt under de almindelige bemærkninger kun ydes, når der er lagt en realistisk erhvervsplan. Ydelsen udbetales fra revalideringens iværksættelse. Det forudsættes, at den pågældende indtil iværksættelsen kan fortsætte på sit hidtidige forsørgelsesgrundlag, eksempelvis sygedagpenge eller kontanthjælp. Dette er i harmoni med dagpengeforslagets § 21, nr. 1, hvorefter sygedagpenge kan udbetales ud over 52 uger, når det må betragtes som overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat. Revalideringsydelsen er A-skattepligtig og indkomstuafhængig (jf. dog stk. 5 om arbejdsindtægt), herunder uafhængig af ægtefælles indkomstforhold.

Til unge under 23 år foreslås i 2. punktum en særlig ydelse, som er harmoniseret med uddannelsesydelse efter anden lovgivning, dog således, at der kan dispenseres herfra i særlige tilfælde. Ydelsen foreslås fastsat til et beløb, der svarer til det halve af den foreslåede faste revalideringsydelse efter 1. punktum, således at incitamentet til at påbegynde en revalidering bevares.

Kommunerne bør dog i særlige tilfælde kunne dispensere herfra, f.eks. hvis der er tale om personer, som gennem forudgående tilknytning til arbejdsmarkedet har indrettet sig på et leveniveau på minimum det højeste dagpengebeløb eller personer med store forsørgerudgifter. Socialministeren fastsætter nærmere regler herom, jf. bemærkningerne til stk. 3.

Ydelsen skal ikke tilbagebetales, jf. almindelige bemærkninger. Hvis der er behov for hjælp til familien, ydes denne som hidtil efter de almindelige regler om kontanthjælp efter kapitel 9. Der vil også kunne ydes supplerende kontanthjælp til revalideringsydelsen, hvis en beregning efter § 37 giver grundlag for det. Ved hjælpens beregning fratrækkes revalideringsydelsen efter skattetræk. Som efter de gældende regler i § 42, stk. 2, kan der ydes skattefri hjælp til uddannelsesudgifter og handicapbetingede udgifter, jf. 3. pkt. i stk. 2.

Til stk. 4

Det forudsættes, at erhvervsplanen gennemføres på så kort tid som muligt. Drejer det sig om uddannelser, hvor der er en normeret uddannelsestid, vil denne danne udgangspunkt. Støtte til længerevarende videregående uddannelser bør kun ydes, såfremt revalidendens interesser og evner i udpræget grad peger imod en sådan uddannelse, og omstændighederne i øvrigt taler herfor.

Der foreslås en varighedsbegrænsning på 5 år for ydelsen. Da sygdom eller sociale forhold kan påvirke revalideringsforløbet, er det nødvendigt at have en dispensationsadgang. Regler herom vil blive fastsat af socialministeren, herunder regler om i hvilket omfang der kan dispenseres for personer, der har påbegyndt en revalidering før lovens ikrafttræden, og som overgår til den faste revalideringsydelse, jf. bemærkningerne til § 3.

§ 43, stk. 5

Revalidering skal gennemføres på så kort tid som muligt og med størst muligt udbytte. Sideløbende arbejde samtidig med den faste revalideringsydelse er derfor som regel ikke foreneligt med revalideringen. Da det ikke kan udelukkes, at en vis praktisk erfaring, f.eks. i form af sommerferiejob eller andre kortvarige perioder med praktisk arbejde, kan have en gavnlig indflydelse på revalideringsforløbet, er der åbnet mulighed for kortvarige perioder med beskæftigelse.

Socialministeren fastsætter regler for, i hvilket omfang arbejdsindtægter skal fradrages i den faste revalideringsydelse.

§ 43, stk. 6

Uddannelsesudgifter og handicapbetingede udgifter kan afholdes i forbindelse med den egentlige revalidering, hvor forsørgelse består i den faste revalideringsydelse efter stk. 2, 1. og 2. pkt., men bør også kunne afholdes i den forberedende fase, hvor et tidligere forsørgelsesgrundlag bevares. Der tænkes her navnlig på kontanthjælp og sygedagpenge. Efter dagpengeforslagets § 5, stk. 2, kan socialministeren fastsætte nærmere regler for adgangen til dagpenge ved deltagelse i erhvervsmæssig uddannelse af begrænset omfang.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at flygtninge kan få dækket transportudgifter i forbindelse med deres deltagelse i danskundervisning.”

Nærmere regler om den faste bruttorevalideringsydelse efter bistandslovens § 43 blev fastsat i bekendtgørelse nr. 517 af 2. juli 1990 (med senere ændringer). I bekendtgørelsen stod bl.a.

” Kap. 1. Udbetaling af revalideringsydelsen, herunder til unge under 23 år

§ 43, stk. 8, om løntilskud blev fortolket således at tilskud kunne gives til at udligne forskellen mellem revalideringsydelsen og eventuel praktik- eller lærlingeløn, jf. pkt. 53 og pkt. 58 i Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994. Jeg finder herefter ikke grundlag for at anfægte lovligheden af at kommunen reducerede revalideringsydelsen med et beløb svarende til revalidendens løn under praktik.

Det er imidlertid ikke i den foreliggende sag oplyst hvor stort et beløb der var tale om, og jeg kan således ikke vurdere om kommunen har været berettiget til helt at ophøre med revalideringsydelsen i praktikperioden. Det forhold at kommunen først opdagede at ansøgeren fik løn under praktik efter en uges forløb, kunne imidlertid rejse et tilbagebetalingsproblem. Hvis hjælpen for august måned allerede var udbetalt da fejlen blev opdaget, ville der blive tale om at pålægge ansøgeren at betale det modtagne tilbage. Det ses ikke af sagen om dette var tilfældet. Et eventuelt tilbagebetalingskrav ville i givet fald kun kunne gennemføres hvis der var selvstændig hjemmel hertil. Det er således ud fra en retlig synsvinkel afgørende om fejlen blev rettet før eller efter at der var udbetalt hjælp.

Hjemlen for at kræve beløbet tilbagebetalt kunne for så vidt have hjemmel i en ulovbestemt retsgrundsætning. Dette forudsætter dog at en sådan retsgrundsætning findes – dvs. at det kan antageliggøres at en sådan regel har udviklet sig i praksis – typisk i retspraksis. Det er ikke i denne henseende tilstrækkeligt til som hjemmel at henvise til ”almindelige ulovbestemte regler”.

Kommunens svar viser at kommunen hverken har gjort sig egentlige retlige overvejelser om hvorvidt hjælpen i det hele taget kunne reduceres med praktiklønnen, eller om der var hjemmel til at ændre fejlen. Kommunens henvisning til ”den interne instruks” giver mig anledning til at understrege at kommunens egne interne regler – tilsyneladende om at spare så meget som muligt ved at vælte udgifter over på arbejdsgivere – under ingen omstændigheder kan udgøre det fornødne hjemmelsgrundlag, hverken for at reducere i ydelsen eller for at kræve penge tilbage.

Det kan ikke udelukkes at afgørelsen er korrekt, men det kan med sikkerhed siges at de retlige overvejelser kommunen har redegjort for, ikke har været juridisk bæredygtige.

S a g n r. 12

”Kvinde, født den 21. oktober 1967, blev den 17. september 1992 anerkendt som revalidend. Baggrunden var ansøgerens sociale forhold, og hjælpen gjaldt uddannelse på VUC. Hjælpen standsedes den 12. februar 1993 da ansøgeren meldte sig ud af VUC. Hjælpen blev genoptaget den 22. maj 1995. Den 18. august 1997 blev ansøgeren bevilget hjælp til gennemførelse af lærerstudiet. Bevillingsskrivelse blev udfærdiget den 20. august 1997 omfattende perioden fra 20. august 1997 til 30. juni 2001.

Ansøgeren blev anerkendt som revalidend i 1991 i en anden kommune hvorfra hun flyttede til Holstebro. Tildelingen skete dengang fordi hun i en alder af 24 år var alene med to små børn og stod uden uddannelse.

Kommunen bedes oplyse følgende

Anså kommunen sig for bundet af den tidligere kommunes afgørelse om at anerkende ansøgeren som revalidend?

Ansøgeren ses ikke at have helbredsmæssige problemer. Kommunen bevilgede alligevel hjælp til læreruddannelse. Er dette i overensstemmelse med kommunens almindelige praksis, jf. sag nr. 6?

Sagens akter blev rekvireret fra den tidligere kommune med ansøgerens samtykke. Der ses ikke at være partshørt over disse oplysninger, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

Ad 1

Der henvises til mødeindstillingsark af 17/9-92, hvorefter herværende kommune anså sig som bundet af den tidligere kommunes beslutning, dog blev der foretaget selvstændig vurdering.

Ad 2

Der findes ingen fast praksis, da hver enkelt ansøgning behandles individuelt ud fra personens situation. I det konkrete tilfælde er vurderingen og bevillingen sket ved formanden for det sociale udvalg.

Ad 3

Sagsakterne indhentet med klientens samtykke. Oplysningerne fra tidligere kommune var forudsat partshørt af denne kommune. Der ses ikke at være sket yderligere partshøring, men igen henvisning til s. 1.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Se den generelle gennemgang i kapitel 3.

Ad 2

Jeg er enig i at retsgrundlaget indikerer at hver enkelt ansøgning behandles individuelt. I sag nr. 6, spørgsmål 4, anvendte kommunen en formulering der kunne tyde på at kommunen i praksis kædede uddannelsens længde sammen med ansøgerens helbredsmæssige problemer – en sammenkædning som også følges af Den Sociale Ankestyrelse, jf. bl.a. SM 0-8-93. Som anført i kapitel 4 om Svendborg Kommune, sag nr. 1, spørgsmål 1, mener jeg ikke at retsgrundlaget giver grundlag for en sådan sammenkædning, og har derfor ikke bemærkninger til oplysningerne om at kommunen ikke på dette punkt følger en fast praksis.

Kommunens supplerende oplysninger om at hver enkelt ansøgning ”behandles individuelt ud fra personens situation”, og om at vurderingen og bevillingen i den konkrete sag var besluttet af formanden for det sociale udvalg, giver dog anledning til følgende bemærkninger

Kommunens bestræbelser på at vurdere ansøgningerne konkret og individuelt må udøves med respekt for de retlige rammer for skønsudøvelsen. En af de retsregler kommunen er forpligtet til at efterleve, er den almindelige lighedsgrundsætning. Det vil være en krænkelse af denne såfremt helt ensartede tilfælde behandles retligt set forskelligt. For at sikre overholdelse af dette princip er kommunen nødt til at være konsekvent i sin udøvelse af skønnet over om der skal tildeles revalideringshjælp, og hvilken hjælp der bevilges. Det forhold at afgørelsen er truffet af formanden for udvalget, ændrer ikke på disse forhold. Formanden er således ikke berettiget til at fravige en almindelig fulgt praksis eller linje medmindre der er saglige grunde hertil.

Ad 3

Der henvises til den generelle gennemgang af partshøring i kapitel 3.

S a g n r. 13

”Mand, født den 20. april 1945, ansøgte den 30. november 1995 om revalideringshjælp. Ansøgeren var uddannet smed, men havde på grund af dårlig ryg og slidgigt måttet opgive at arbejde inden for dette fag. I januar 1996 blev ansøgeren udsat for en trafikulykke som forværrede generne. Ansøgeren var gift og havde to voksne børn. Den 21. januar 1996 blev ansøgeren anerkendt som revalideringsberettiget på grundlag af helbredsmæssige forhold. Bevillingen omfattede i første omgang undervisning på VUC. Den 9. juli 1997 bevilgedes ansøgeren hjælp til uddannelse som maskintekniker. Bevillingsskrivelse udfærdiges den 21. juli 1997 omfattende perioden fra 4. august 1997 til 31. december 1998.

Kommunen bedes oplyse følgende

Den 5. juli 1996 er det i journalen noteret at et beløb på 29.048,03 kr. ansøgeren havde fået i feriepenge, blev modregnet i ydelserne for juli og august, dog fratrukket 12.000 kr. Kommunen bedes oplyse på hvilket retligt grundlag denne modregning blev foretaget. Jeg sigter både til kommunens ret til at kræve hjælp tilbagebetalt og adgangen til at gennemføre den ved modregning.

Kommunen modtog en række oplysninger udefra, bl.a. statusbedømmelse fra ansøgerens egen læge den 14. december 1995. Der ses ikke at være partshørt over disse oplysninger, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Af journalnotat fra den 9. juli 1997 ses at ansøgeren oprindelig ønskede at uddanne sig til måle- og kvalitetstekniker. Denne uddannelse blev ikke til noget ved Herning tekniske skole, og i stedet blev ansøgeren skrevet op til maskinteknikeruddannelsen. Kommunen bedes oplyse i hvilken udstrækning kommunen prøvede at finde frem til en egnet uddannelse for ansøgeren, samt på hvilket grundlag maskinteknikeruddannelsen blev anset for passende til ansøgeren. Jeg henviser til at det i journalen står ’at maskinuddannelsen måske giver større mulighed for ansættelse efterfølgende’.”

Kommunen svarede

Ad 1

Retsgrundlaget følger af lov om aktiv socialpolitik § 58, pkt. 2 overført fra den tidligere bistandslov. Der henvises endvidere til beskæftigelsesjournalen af 05.07.1996, hvor modregningen er beskrevet.

Ad 2

Oplysningerne er forelagt ved personlig samtale med klienten, der ses ikke at være sket anden partshøring – der henvises til redegørelsen på s. 1 (Ad. 1).

Ad 3

Jf. notat af 09.07.1997, havde klienten selv ændret uddannelsesønsket til maskintekniker. Ligeledes var han selv mere sikker på mulighederne for efterfølgende beskæftigelse.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg kan forstå af svaret at der for så vidt ikke har været tale om modregning, men derimod om at den løbende udbetaling er blevet reduceret med feriepengene. Dette giver mig ikke grundlag for bemærkninger, jf. § 9 i revalideringsbekendtgørelsen.

Ad 2

Der henvises til den generelle gennemgang af partshøring i kapitel 3.

Ad 3

Jeg må forstå kommunens svar således at den fulgte klientens uddannelsesønske, uden at kommunen selv foretog en vurdering af om ansøgeren var egnet, eller om der ville være beskæftigelsesmuligheder inden for det pågældende fag. Jeg har ingen bemærkninger til den konkrete sag, men henviser til den generelle gennemgang i kapitel 3 om kommunens vejledning og bistand.

S a g n r. 14

”Kvinde, født den 17. september 1970, ansøgte den 1. april 1996 om revalideringshjælp. Ansøgeren havde diskusprolaps og var under genoptræning. Ansøgeren var uddannet slagter og var sygemeldt fra arbejde på et slagteri. Den 4. juli 1996 erklæredes ansøgeren revalideringsberettiget. Efter at ansøgeren havde bestået eksamen på VUC, bevilgedes revalidering den 17. juni 1997 til uddannelse til levnedsmiddeltekniker. Bevillingsskrivelse udfærdiges den 18. juni 1997 omfattende perioden fra den 21. juli 1997 til den 17. december 1999.

Kommunen bedes oplyse følgende

Som vilkår for bevillingen er anført at ’Evt. aflønning i praktikperioder modregnes i revalideringsydelsen’. Der ses ikke i brevet at være henvist til de retsregler der hjemler kommunen ret til denne reduktion af ydelsen. Kommunen bedes oplyse hvorfor der ikke er henvist til retsgrundlaget samt i øvrigt givet en begrundelse for dette vilkår, jf. forvaltningslovens § 22 sammenholdt med § 24, stk. 1. Endvidere bedes kommunen over for mig redegøre for det retlige grundlag for dette vilkår.

Ved behandlingen af ansøgningen indhentede kommunen med ansøgerens samtykke en række oplysninger, bl.a. helbredsoplysninger fra ansøgerens læge. Det ses ikke om oplysningerne blev forelagt for ansøgeren til udtalelse, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Af journalnotat fra den 12. februar 1997 ses at ansøgeren blev bedt om at undersøge om levnedsmiddelteknikeruddannelsen var forenelig med helbredsforholdene. Af notater fra den 12. marts og den 10. april 1997 fremgår at kommunens afgørelse om at hjælpe ansøgeren til en levnedsmiddelteknikeruddannelse byggede på oplysninger fra ansøgeren. Jeg beder kommunen oplyse om det er almindelig praksis at kommunen ikke selv undersøger og vurderer hvilke uddannelsesmuligheder der vil være passende for ansøgeren.”

Kommunen svarede

Ad 1

Jf. daværende bistandslovs § 43 stk. 2 ydes der bruttorevalideringsydelse, hvor der suppleres fra elevaflønningen og op til denne ydelse. Der findes derfor ikke at være tale om en retlig reduktion, men en ydelse op til bruttorevalideringsydelsen. Der henvises til lov om aktiv socialpolitik § 51 jf. § 58, hvorefter praktik/elevlønningen skal fratrækkes revalideringsydelsen.

Ad 2

Klienten er forelagt oplysningerne ved personlig samtale 01.07.1996, der ses ikke at være sket anden partshøring (s. 1).

Ad 3

Klientens egen motivation og uddannelsesønske blev vurderet realistisk og foreneligt med hendes lidelse, ligesom man fandt, at det var et vigtigt pædagogisk sigte, at hun selv bidrog til sagens oplysninger.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til mine bemærkninger i sag nr. 11 til spørgsmål 3. Jeg har ikke bemærkninger til at der skete reduktion af ydelsen med løn i praktikperioden.

Det følger af forvaltningslovens §§ 22 og 24 at det burde fremgå af afgørelsen med hvilken hjemmel reduktionen skete. Efter de nugældende regler ville det være tilstrækkeligt at henvise til aktivlovens § 58, stk. 1, nr. 1. Bistandsloven indeholdt ikke en direkte regel om denne problemstilling. Det ville derfor være påkrævet at henvise til at § 43, stk. 8 – ikke stk. 2 – blev fortolket således at eventuel praktik- eller lærlingeløn kunne fradrages i revalideringsydelsen.

Ad 2

Forelæggelse under personlig samtale er ikke altid tilstrækkeligt til at efterleve kravene i forvaltningslovens § 19, stk. 1. Der henvises i øvrigt til den generelle gennemgang af partshøring i kapitel 3.

Ad 3

Jeg henviser til den generelle gennemgang i kapitel 3 af spørgsmålet om kommunens vejledning og bistand til uddannelsesvalg.

S a g n r. 15

”Mand, født den 15. september 1961, ansøgte den 29. maj 1996 om revalideringshjælp. Ansøgeren havde psykiske problemer og alkoholmisbrug. Ansøgeren, som var ufaglært, havde i flere år beskæftiget sig med elektronik. Ansøgeren blev varetægtsfængslet og senere idømt fængsel i 60 dage på grund af vold. Ansøgeren havde været beskæftiget med transport af møbler.

Den 6. juni 1997 blev der bevilget revalideringshjælp til uddannelse som elektronikmekaniker.

Kommunen anmodes om følgende

Sende en kopi af bevillingsskrivelsen som ikke ses at være blandt akterne.

De indhentede oplysninger synes ikke at være forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

Ad 1

Bevillingsskema sendt til uddannelsesstedet og klienten, der er ikke kopi i sagen, der henvises til bevilling på mødeindstillingsarket.

Ad 2

Oplysningerne er gennemgået med klienten ved personlig samtale, jf. journalnotaterne, der ses ikke at være sket anden partshøring (der henvises til s. 1, Ad. 1).”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Kommunen burde have beholdt en kopi af bevillingsskrivelsen. Jeg henviser til mine bemærkninger til sag nr. 7, spørgsmål 2, samt de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Ad 2

Der henvises til den generelle gennemgang af partshøring i kapitel 3. Det tilføjes at forelæggelse ved en personlig samtale ikke altid er tilstrækkeligt til efterlevelse af kravene til partshøring i forvaltningslovens § 19, stk. 1.

b) Generelle spørgsmål

Jeg bad Holstebro Kommune besvare følgende generelle spørgsmål

” 1 Gennemgående er det vanskeligt af det udleverede materiale at se om kommunen har partshørt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1, typisk vedrørende helbredsoplysninger der er indhentet til brug for behandlingen af en revalideringsansøgning.

Jeg er opmærksom på at dette forhold kan have sammenhæng med at de fleste afgørelser er begunstigende, og at de lægelige oplysninger derfor kan være blevet opfattet som gunstige for ansøgeren.

Der ses imidlertid generelt ikke at være gjort overvejelser om hvorvidt oplysningerne skulle forelægges for parten, heller ikke i de tilfælde hvor oplysningerne ikke entydigt støttede ansøgningen.

Jeg beder derfor kommunen om at redegøre for den generelle fremgangsmåde der følges i disse sager til opfyldelse af forvaltningslovens § 19, stk. 1.”

Kommunen svarede

”

Ad. 1

Generelt må vi fastslå, at der altid foretages partshøring jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, dog med de begrænsninger, der fremgår af samme lovparagrafs stk. 2.

Den praktiske gennemførelse af partshøringen kan variere en del, – dels fra sagsbehandler til sagsbehandler, dels afhængig af den aktuelle situation.

Langt størsteparten af partshøringerne sker i form af en samtale mellem den revalideringssøgende og sagsbehandleren, men der kan dog forekomme ’svipsere’ mht. til at få dette ’defineret ud’ under journalskrivningen, idet det oftest er en integreret del af en mere vidtgående samtale.

Mht. frist for afgivelse af udtalelse sker der langt oftest det, at fristen aftales i form af fastlæggelse af en ny samtale.”

Ombudsmandens udtalelse

I flere af de gennemgåede sager kan det med sikkerhed konstateres at der ikke er foretaget korrekt partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1. Det gælder f.eks. sagerne nr. 2 og 4.

Kommunens svar giver indtryk af at Holstebro Kommune ikke har lagt en korrekt fortolkning af forvaltningslovens § 19 til grund ved vurderingen af om der skal partshøres. Det er således i sager med mere komplekse faktiske oplysninger utilstrækkeligt at forelægge oplysningerne mundtligt. Det er desuden heller ikke altid tilstrækkeligt at der gennemføres personlige samtaler. Med til partshøring hører at samtlige oplysninger præsenteres for ansøgeren der skal opfordres til at kommentere oplysningerne. I denne henseende er det ikke tilstrækkeligt at der er aftalt en ny samtale. I den udstrækning partshøring undtagelsesvis kan gennemføres mundtligt, bør det fremgå af journalen at der har været partshørt og hvorledes. Se i øvrigt gennemgangen i kapitel 3.

Jeg bad endvidere Holstebro Kommune om at besvare følgende

” 2. Jeg har noteret mig at der generelt er udvist stor omhu med hensyn til at indhente samtykke hos ansøgeren til indhentelse af lægelige oplysninger.Det ses imidlertid i flere af sagerne ikke om samtykket har været skriftligt. Kommunen bedes redegøre for sin praksis på dette punkt.”

Kommunen svarede

”Ad. 2

Det er i kommunen generel praksis, at indhentning af lægelige oplysninger kun sker efter skriftlig accept af den revalideringssøgende på en speciel formular (kopi vedlagt, formular KO 515).

Førnævnte praksis kan tænkes fraveget, såfremt sagsbehandler ledsager revalideringssøgende ved lægebesøg.

Vi er opmærksomme på, at en underskrevet accept på indhentning af lægelige oplysninger forældes efter et år.”

Ombudsmandens udtalelse

Jeg har ikke bemærkninger til at kommunen i almindelighed indhenter skriftligt samtykke til indhentelse af lægelige oplysninger. De tilfælde hvor sagsbehandleren følger med ansøgeren til lægebesøg, går jeg ud fra sidestilles med et mundtligt samtykke fra ansøgeren. Efter min mening er mundtligt samtykke efter omstændighederne tilstrækkeligt, og kommunens praksis giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Kommunen blev endvidere bedt om at svare på følgende

” 3. I tre af sagerne er der tale om tilflyttere som har fået bevilget revalidering fra en anden kommune. Kommunen bedes oplyse om den i sådanne tilfælde føler sig bundet af den tidligere kommunes afgørelse.”

Kommunen svarede

”Ad. :.

Kommunen føler sig mere eller mindre moralsk bundet af en tidligere kommunes afgørelse, forstået på den måde, at såfremt den fastlagte revalideringsplan vurderes at harmonere med en afklaring, der er sket / de lægelige oplysninger, der er i sagen, og revalidenden fortsat virker motiveret for forløbet, vil planen normalt blive iværksat som planlagt, medmindre den kolliderer med lokale specielle arbejdsmarkedsforhold.

Som eksempel kan nævnes, at i et par tilfælde er tilflyttere af deres kommune blevet tilbudt uddannelse som køkkenassistent.

Da det efter samtale viste sig, at man ønskede at bo permanent i Holstebro, og da der i Holstebro-området er en del arbejdsløshed for køkkenassistenter vurderede kommunen, at en uddannelse til køkkenassistent måske ville være en uddannelse på arbejdsløshed, hvorfor vi søgte en anden løsning.”

Ombudsmandens udtalelse

Principielt skal tilflytningskommunen træffe afgørelse på ny. Retligt set må tilflytningskommunen være forpligtet til at tage udgangspunkt i den lagte revalideringsplan. Denne kan dog ikke forpligte tilflytningskommunen i videre udstrækning end fraflytningskommunen selv. Kommunens redegørelse giver mig i øvrigt ikke anledning til bemærkninger.

Der henvises til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Jeg anmodede endvidere kommunen om at svare på følgende

” 4. I en del sager er der indhentet rent private oplysninger – typisk lægelige – fra andre myndigheder eller fra private om ansøgeren.

Ifølge forvaltningslovens § 29, stk. 1, skal der normalt indhentes samtykke fra ansøgeren hvis der indhentes rent private oplysninger om ansøgerens person fra en anden forvaltningsmyndighed eller fra en anden afdeling. Dette gælder dog ikke hvis den der indhentes oplysninger fra, har oplysningspligt, jf. forvaltningslovens § 29, stk. 2. Det var dog en forudsætning under vedtagelsen af forvaltningsloven at myndighederne i bl.a. sociale sager skulle forsøge at indhente samtykke fra ansøgeren.

God forvaltningsskik tilsiger at proceduren i § 29, stk. 1, følges, også i situationer der ikke umiddelbart er omfattet af § 29, fordi der er tale om indhentelse af oplysninger fra private.

Det er et gennemgående træk i de undersøgte sager at der ikke foreligger et skriftligt samtykke fra ansøgeren eller notat om mundtligt samtykke til indhentelse af oplysninger fra andre forvaltningsmyndigheder. Jeg er opmærksom på at notat eller et skriftligt samtykke findes, men ikke er medsendt i første omgang.

Jeg beder kommunen om at udtale sig om den fremgangsmåde der almindeligvis følges i disse situationer.”

Kommunen svarede

”Ad. 4

I og med at vi nu er gået over til at bruge vedlagte formular KO 515 (se denne) er der på samme skema mulighed for at give tilladelse til indhentning af oplysninger fra alle inden for sundhedssektoren, fsv. angår helbredsoplysninger, samt fra forvaltninger og andre, private kontakter vedr. øvrige forhold.

Dvs., at ved første underskrift på nævnte skema forsøger vi at få overblik over, hvor mange af felterne, der er behov for at få afkrydset.”

Ombudsmandens udtalelse

Kommunens redegørelse giver mig ikke anledning til bemærkninger. Reglerne om indhentelse af oplysninger findes nu i § 11 a – 11 c i retssikkerhedsloven.

Jeg bad endvidere Holstebro Kommune om at besvare følgende

” 5. I flere af sagerne er der udleveret oplysninger om ansøgeren til udenforstående myndigheder eller private, bl.a. til Arbejdsskadestyrelsen eller Patientforsikringsforeningen. Der er i de fleste af disse tilfælde hjemmel i lovgivningen til udlevering af sådanne oplysninger, jf. f.eks. § 21 i arbejdsskadestyrelsesloven.

Der gør sig her samme problem gældende som nævnt under pkt. 2, at det ved lovens vedtagelse blev forudsat at der skulle forsøges indhentet samtykke i sådanne tilfælde – svarende til § 12, stk. 3, i retssikkerhedsloven.

I nogle af sagerne er det anført at udleveringen er sket ”efter aftale” eller med samtykke fra ansøgeren. I de fleste sager står der intet herom, og der ligger ikke samtykkeerklæringer.

Jeg beder derfor om oplysninger om den generelle fremgangsmåde der følges vedrørende dette spørgsmål.”

Kommunen svarede

”Ad. 5

Vi har indtil videre fundet det tilfredsstillende, når vi fra fx arbejdsskadestyrelsen har modtaget et brev med anmodning om oplysninger om ansøgeren, og der i brevet var anført: ’pgtl. Har skriftlig givet samtykke til indhentning af oplysninger’, og har haft retssikkerhedslovens § 13 for øje.

I nogle tilfælde har brevet været bilagt en ’slip’, der viste ansøgerens samtykke til indhentning af oplysninger, men i de fleste tilfælde har det udelukkende været formuleret i brevet.”

Ombudsmandens udtalelse

Kommunens redegørelse giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Som sidste generelle punkt bad jeg kommunen kommentere følgende

” 6. Af de 15 sager omhandlede de 9 kvinder, og 6 sager vedrørte mandlige ansøgere. Der er således en lille overvægt at kvindelige revalidender. En tendens som går igen i sagerne fra nogle af de øvrige kommuner der er omfattet af undersøgelsen. Det giver mig anledning til at bede kommunen oplyse det talmæssige forhold mellem kvindelige og mandlige revalidender samt hvis tendensen fra de 15 sager går igen, udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Ad. 6

Antallet af kvindelige revalidender i kommunen viser en svag overrepræsentation.

”

Ombudsmandens udtalelse

Jeg henviser til den generelle gennemgang i kapitel 3.

c) Generelt om Holstebro Kommunes sager

Gennemgangen viser at Holstebro Kommune gennemgående er omhyggelig med at sikre sig borgernes samtykke til indhentelse og videregivelse af fortrolige oplysninger. Sagernes oplysning i almindelighed foregår fortrinsvis ved at ansøgeren besvarer spørgsmål eller bliver bedt om selv at tilvejebringe oplysninger. Dog står kommunen selv for indhentelse af lægelige oplysninger.

Bedømt efter journaloplysninger og kommunens svar på mine spørgsmål må jeg lægge til grund at konkrete oplysninger til udfærdigelse af en revalideringsplan forudsættes tilvejebragt af borgeren selv. Kommunen støtter sig på dette punkt på den generelle arbejdsmarkedserfaring og uddannelsesmæssige indsigt hos den enkelte sagsbehandler uden at der foretages konkrete undersøgelser af hvilke tilbud der passer bedst til den enkelte ansøgers evner og forudsætninger.

I et antal tilfælde har kommunen knyttet byrdefulde vilkår til afgørelsen om revalideringshjælp eller truffet (ligeledes) bebyrdende afgørelse om f.eks. reduktion af bruttoydelser, tilbagebetaling af ydelser eller ophør af udbetalinger. Ingen af disse afgørelser er – som krævet i forvaltningslovens §§ 22-24 – blevet ledsaget af en begrundelse.

Kommunen har ikke gennemført partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1, i en eneste af de gennemgåede sager. I nogle af sagerne har kommunen formentlig ikke været forpligtet til at partshøre, enten fordi de indhentede oplysninger alle kom fra borgeren, og/eller fordi der ikke var tale om bebyrdende oplysninger. Kommunens svar på mine spørgsmål om partshøring viser at kommunens opfattelse af partshøringspligten og dens indhold på en del punkter har været ukorrekt. Kommunen har således i flere tilfælde sidestillet drøftelser eller samtaler med ansøgeren med partshøring. På dette punkt er der tale om en systemfejl.

I flere sager (nr. 2, 6 og 12) har kommunen ikke kunnet give en tilfredsstillende forklaring på at ansøgeren har fået afslag på revalideringshjælp. Dette forhold skal sammenholdes med at kommunen i sagerne nr. 4, 6, 11 og 14 enten slet ikke har begrundet sin afgørelse eller har svaret på en retligt set uholdbar måde på flere af mine spørgsmål. Når endvidere tages i betragtning at kommunen synes at have misforstået det generelle indhold af forvaltningslovens regel om partshøring (§ 19, stk. 1) viser der sig et generelt problem med hensyn til regelefterlevelse.

Adskillige forhold har ikke kunnet dokumenteres i sagerne. Det gælder navnlig kopier af bevillingsskrivelser, samtykke til udlevering af fortrolige oplysninger samt notat om muligt gennemførte partshøringer. Der er tale om tilsidesættelse af den almindelige notatpligt.

Det må sammenfattende anses for betænkeligt at gennemgangen af 15 sager har vist flere alvorlige og generelle fejl i kommunens sagsbehandling samt at der er generelle problemer med kommunens forståelse af retsgrundlaget.

6 . Ballerup Kommune

I en foreløbig redegørelse af 31. maj 2001 gennemgik jeg 15 sager fra Ballerup Kommune og bad kommunen besvare dels generelle spørgsmål, dels specifikke spørgsmål vedrørende de enkelte sager.

a) Gennemgang af de enkelte sager

Kommunen svarede i brev af 7. februar 2002. Nedenfor gengives min gennemgang af sagerne, spørgsmål, kommunens svar og mine afsluttende bemærkninger

S a g n r. 1

”Mand, født den 17. december 1956, ansøgte den 14. marts 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren, der var gift, led af slidgigt. Ansøgeren havde to børn fra tidligere ægteskab som boede hos moderen. Ansøgerens nuværende ægtefælle havde to børn, heraf det ene boende hos parret. Ansøgeren havde arbejdet som VVS-montør. Den 11. juni 1997 gav kommunen ansøgeren meddelelse om at han var revalideringsberettiget. Derpå sendtes han til arbejdsprøvning på et revalideringscenter. Han fik bevilling til uddannelse som VVS-tekniker omfattende perioden fra 1. januar 1998 og to år frem.

Kommunen bedes oplyse følgende

Til brug for undersøgelse af om ansøgeren var revalideringsberettiget indhentedes helbredsoplysninger, både fra andre myndigheder og fra ansøgerens egen læge, jf. notater fra journalen den 14. marts samt 15. og 29. april 1997. Der ses ikke at være indhentet et egentligt samtykke fra ansøgeren, jf. forvaltningslovens § 29, stk. 1, eller princippet heri. Jeg beder kommunen oplyse om der forelå skriftligt samtykke til indhentelsen af oplysninger, og i bekræftende fald beder jeg om en kopi heraf.

Den 20. august 1997 sendtes sagens akter til amtsinstitutionen Espelunden. Der ses ikke at foreligge samtykke til videregivelse, jf. § 28, stk. 1, i forvaltningsloven. Kommunen bedes oplyse om der forelå skriftligt samtykke, og i bekræftende fald beder jeg om en kopi heraf.

De oplysninger som kommunen modtog, især om ansøgerens helbredsforhold, ses ikke at være blevet forelagt for ham til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Bevillingsskrivelsen ses ikke blandt sagens akter og bedes sendt sammen med kommunens svar.”

Kommunen svarede

”1) Vi har altid indhentet samtykke fra ansøger inden indhentning af oplysninger. Tidligere blev det indhentet mundtligt og kunne derfor ikke dokumenteres, hvorimod det i dag er helt fast procedure, at KL’s blanket benyttes (se generel besvarelse).

Ansøger er mundtligt orienteret om og har dermed givet sit samtykke til, at akterne sendes til Espelunden, idet det er amtets kompetence at bevilge ophold på Espelunden, ikke kommunens. Når der ikke ligger skriftligt samtykke, er sagsbehandlerne bedt om at notere, at de har talt med ansøger.

Se generel besvarelse.

Bevillingsskrivelse til arbejdsprøvning findes ikke i en sag af denne art, idet aftalen med amtet er, at Espelunden har kompetence til bevilling af ophold. Kommunen kan kun indstille til arbejdsprøvning. Espelunden har efter tilsendelse af relevante akter den direkte kontakt med ansøger (ventetid, evt. starttidspunkt osv.) med orientering til kommunen. Arbejdsprøvning bliver ikke til noget i denne sag, idet ansøger tages af ventelisten i nov. 97, som kommunen har indstillet ham til arbejdsprøvning i juli 97. I stedet bevilges revalideringsstøtte til uddannelse som VVS-tekniker. Kopi af bevillingsskrivelse af 31. oktober 1997 vedlægges.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg tager til efterretning at oplysningerne blev indhentet med samtykke fra ansøgeren.

Ad 2

Der er forskel på en ”mundtlig orientering” og et samtykke. Til det sidste kræves at ansøgeren bliver bedt om at give sin tilladelse til at oplysningerne sendes, og er klar over at han/hun er berettiget til at sige nej. For at være sikker på at samtykket lever op til lovens krav, vil det være hensigtsmæssigt at sikre at de nævnte krav er opfyldt. Det bør noteres i journalen om samtykket opfylder disse krav. Se kapitel 3.

Ad 3

På daværende tidspunkt forelagde kommunen ikke oplysningerne til partshøring i et tilfælde som det foreliggende hvor afgørelsen endte med en begunstigende afgørelse. Denne opfattelse kan jeg ikke kritisere. Det er derfor efter min mening mest hensigtsmæssigt at sørge for at der partshøres i tilfælde som det foreliggende. Jeg henviser i øvrigt til den generelle gennemgang af partshøring i kapitel 3.

Ad 4

Giver mig ikke anledning til bemærkninger.

S a g n r. 2

”Mand, født den 18. december 1953, ansøgte den 20. februar 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren havde måttet opgive sit arbejde som VVS-mand på grund af slidgigt i nakke og smerter i skulderen. Ansøgeren foreslog selv omskoling til VVS-tekniker. Den 7. oktober 1997 vedtoges det på møde at ansøgeren var revalideringsberettiget. Den 15. januar 1998 tildeltes revalideringshjælp til uddannelse som gasmontør omfattende perioden fra 12. januar 1998.

Kommunen bedes oplyse følgende

Til brug for ansøgningen indhentede kommunen med skriftligt samtykke fra ansøgeren helbredsoplysninger fra ansøgerens egen læge. Oplysningerne ses ikke at være forelagt ansøgeren til udtalelse, jf. forvaltningslovens § 19. Kommunen bedes udtale sig herom.

Bevillingsskrivelsen ses ikke at være blandt akterne og bedes sendt med kommunens svar.”

Kommunen svarede

Se generel besvarelse.

Bevillingsskrivelse kan ikke findes.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til den generelle gennemgang af partshøring i kapitel 3.

Ad 2

Kommunen er i overensstemmelse med det almindelige princip om notatpligt forpligtet til at bevare kopi af centrale dokumenter såsom en bevillingsskrivelse.

S a g n r. 3

”Mand, født den 1. oktober 1961, ansøgte den 27. august 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var flyttet til Ballerup fra Høje-Taastrup Kommune den 15. august 1997 i forbindelse med separation. Høje-Taastrup Kommune havde tilbudt ansøgeren revalideringshjælp i august 1996 til uddannelse som automekaniker omfattende perioden fra 2. september 1996 og 2½ år frem. Ansøgeren kom til landet i 1987 som flygtning, og tildelingskriteriet var ansøgerens status som flygtning.

Kommunen bedes oplyse følgende

Den 12. september 1997 modtog Ballerup Kommune sagens akter fra Høje-Taastrup Kommune. Indhentedes akterne med samtykke fra ansøgeren? I bekræftende fald bedes en kopi af samtykket medsendt.

Blandt sagsakterne er akter der vedrører ansøgerens tidligere ægtefælle. Har kommunen overvejet at sende disse – overflødige – dokumenter tilbage til Høje-Taastrup Kommune?

Kommunen ses ikke at have partshørt ansøgeren om de oplysninger der blev modtaget fra Høje-Taastrup Kommune, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Der ses ikke hos Ballerup Kommune at være gjort selvstændige overvejelser om ansøgerens revalideringshjælp. Mente kommunen sig forpligtet til at fortsætte Høje-Taastrup Kommunes beslutning?”

Kommunen svarede

”Akter er indhentet med skriftligt samtykke. Kopi vedlagt.

Det er ikke overvejet.

Sagsbehandler har taget for givet, at Høje-Taastrup Kommune og ansøger har drøftet bevillingen og forudsætningerne for den.

Kommunen har vurderet, at når Høje-Tåstrup Kommune har bevilget revalidering, så ville Ballerup også gøre det, hvorfor man ikke er påbegyndt en ny procedure, men i stedet på det foreliggende har vurderet, at bevilling kan fortsætte.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Svaret giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 2

Forvaltningslovens § 32 forbyder at en myndighed indhenter fortrolige oplysninger som den ikke har brug for i forbindelse med sin sagsbehandling. Ifølge persondatalovens § 5, stk. 5, må indsamlede oplysninger ikke opbevares på en måde der giver mulighed for at identificere den registrerede i et længere tidsrum end det der er nødvendigt af hensyn til de formål hvortil oplysningerne behandles. Ligeledes er det i persondatalovens § 5, stk. 3, bestemt at ”oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles”.

Persondataloven gjaldt ikke på tidspunktet da den foreliggende sag blev behandlet, og finder i øvrigt kun direkte anvendelse på personoplysninger der edb-behandles, eller som er opført i et egentligt register, jf. persondatalovens § 1, stk. 1. Der foreligger således ikke en overtrædelse af § 5 i denne lov. Såvel disse regler som § 32 i forvaltningsloven må imidlertid antages at være udtryk for et bredere almindeligt princip om at myndighederne så vidt muligt undgår at ligge inde med personoplysninger som ikke har betydning for sagens behandling.

Oplysningerne om ansøgerens tidligere ægtefælle må antages at være helt uden relevans for revalideringssagen. Jeg finder derfor at kommunen burde overveje at sende disse akter tilbage til Høje-Taastrup Kommune eller i hvert fald skille dem ud fra revalideringssagen.

Ad 3

Partshøringspligten efter forvaltningslovens § 19 påhviler den myndighed der skal træffe afgørelse. Hvis Ballerup Kommune havde vurderet spørgsmålet om hvorvidt der skulle tildeles ansøgeren hjælp, samt om den bevilgede hjælp eventuelt skulle ændres, ville der være tale om en ny afgørelse, og kommunen havde efter min mening været forpligtet til at partshøre over de faktiske oplysninger der dannede grundlag for en sådan afgørelse, herunder også Høje-Taastrup Kommunes sagsakter.

I det foreliggende tilfælde har Ballerup Kommune valgt at indtræde i Høje-Taastrup Kommunes afgørelse. Da Ballerup Kommune valgte fuldt ud at indtræde i Høje-Taastrup Kommunes beslutning, og denne måtte antages at imødekomme ansøgerens ønsker, giver det mig ikke anledning til bemærkninger at kommunen undlod at partshøre. I dette tilfælde var det på forhånd givet at oplysningerne havde en for ansøgeren gunstig karakter.

Ad 4

Jeg er enig med Ballerup Kommune i at Høje-Taastrup Kommunes afgørelse måtte danne udgangspunkt for den videre administration af revalideringssagen, men at afgørelsen principielt hørte under Ballerup Kommunes kompetence. Jeg henviser til den generelle gennemgang i kapitel 3.

S a g n r. 4

"Kvinde, født den 8. januar 1965, blev den 28. december 1994 godkendt til revalidering til køkkenassistent. Ansøgeren havde siden 1981 været i kontakt med socialforvaltningen. Ansøgeren var forsørgerpligtig over for to børn født i henholdsvis august 1985 og maj 1989. Ansøgeren har været forsøgt aktiveret på familiehøjskole, i praktik på plejehjem osv. Den 8. januar 1997 bevilgedes ansøgeren revalideringshjælp som køkkenassistent i alt i 2 år og 6 måneder. I oktober 1997 ændredes planen således at ansøgeren uddannedes som kantineassistent. I december 1997 meddelte praktikstedet at det ikke ønskede at fortsætte på grund af ansøgerens mangel på stabilitet. Den 31. december 1997 blev revalideringshjælpen stoppet.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunens breve til ansøgeren er ikke i de udlånte akter. Kopi af afgørelserne bedes sendt med kommunens svar på dette brev.

Kommunen bedes oplyse om og i bekræftende fald hvorledes kommunen partshørte ansøgeren inden hjælpen blev stoppet med udgangen af 1997, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.”

Kommunen svarede

”Kopi af bevillingsskrivelser kan ikke findes.

Som man kan se af journalnotat er der sket partshøring efter stop af bruttorevalideringsydelse. Det skulle være foretaget inden stop. Ansøger accepterer imidlertid, at støtten er ophørt.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg må anse det for en fejl at bevillingsskrivelserne ikke er bevaret. Se bemærkningerne foran i forbindelse med sag nr. 2, spørgsmål 2, samt den generelle gennemgang i kapitel 3.

Ad 2

Det er klart i strid med § 19, stk. 1, i forvaltningsloven at der ikke blev foretaget partshøring inden afgørelsen om at bringe hjælpen til ophør blev truffet. At ansøgeren siden accepterede afgørelsen, ændrer ikke herpå.

S a g n r. 5

”Kvinde, født den 22. juni 1956, indgav ansøgning om revalideringshjælp. Ansøgeren var gift og havde tre børn. Hun var uddannet apotekerassistent og arbejdede i dette erhverv indtil 1988 hvor hun blev hjemmegående og passede børnene. Manden havde egen virksomhed og tjente tilstrækkeligt til at forsørge familien. I forbindelse med fødslen af det yngste barn i 1988 pådrog ansøgeren sig en kraftig bækkenløsning. I 1994 måtte manden ophøre med firmaet og modtog bistandshjælp. Ansøgeren fulgte i en periode undervisningen på HF og bestod eksamen med et fint resultat. Hun blev i 1997 optaget på jordemoderskolen. Hun kunne – oplyste hun – ikke vende tilbage til apotekerassistentbeskæftigelsen fordi uddannelsen var forældet. Den 29. oktober 1997 blev hun tildelt revalideringshjælp til uddannelse som jordemoder. Bevillingen omfattede perioden fra 29. september 1997 til 31. august 2000.

Kommunen bedes oplyse følgende

Bevillingsafgørelsen ligger ikke i de udlånte akter. Kommunen bedes sende kopi af afgørelsen.

Kommunen indhentede telefonisk oplysninger om klientens muligheder for at komme i arbejde som apotekerassistent. Oplysningerne ses ikke at være forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Kopi af bevillingsskrivelse af 29. oktober 1997 vedlægges.

De telefoniske oplysninger bekræfter de oplysninger, som ansøger selv har givet forinden, hvorfor man ikke har fundet anledning til at partshøre.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 2

Jeg er enig med kommunen i at der ikke var partshøringspligt i dette tilfælde.

S a g n r. 6

”Kvinde, født den 19. september 1971, ansøgte den 17. juni 1997 om revalideringshjælp til uddannelse som tjener. Ansøgeren led af ordblindhed og var som følge heraf meget læseretarderet. I 1990 blev hun tilkendt hjælp til deltagelse i Københavns Kommunes forkursus for bl.a. ordblinde. Hjælpen blev ydet som forrevalidering. Ansøgeren boede i denne periode hos sine forældre. Fra 1994 til 1997 opholdt hun sig i perioder i England og arbejdede som au pair-pige og tjener. I maj 1997 var hun i aktivering på ’Traktørstedet’. Den 10. oktober 1997 blev ansøgeren tildelt revalideringshjælp til uddannelse som tjener omfattende en periode på 3 år og 4 måneder. Efter et ophold på Hotel- og Restaurationsskolen bad ansøgeren om at få godkendt et praktikophold i England på et hotel/kro hvor hun kunne bo. Praktikopholdet skulle vare to år og ti måneder.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Det ses af sagen at ansøgeren bad om hjælp til et praktikophold i England strækkende sig over to år og 10 måneder. Kommunen bedes oplyse om hjælpen blev bevilget. I bekræftende fald bedes kommunen oplyse på hvilket retsgrundlag hjælpen blev bevilget. Jeg henviser i den forbindelse til at den dagældende bistandslovs § 1 og § 5 i den nugældende lov om aktiv socialpolitik anses for at være til hinder for revalideringshjælp til længerevarende ophold i udlandet. For god ordens skyld tilføjes at ansøgeren må antages at være i god tro, og at eventuel manglende hjemmel ikke på nuværende tidspunkt kan få betydning for gyldigheden af den bevilgede hjælp.

En kopi af bevillingen til ophold i England bedes sendt sammen med svaret.”

Kommunen svarede

Da Hotel- og Restaurantskolen har bekræftet uddannelsesaftalen, ligesom det er nævnt, at AER efter overenskomst betaler for rejseomkostninger mellem England og Danmark, løn til ansøger og rejseomkostninger mellem hjem og skole, har kommunen vurderet, at der var præmisser for at godkende hjælp til ansøger til at gennemføre den ønskede uddannelse. Kort efter bevilling blev SM 0-164-97 udsendt, hvor en kvinde har ret til at medtage bruttorevalideringsydelse under et 4½ måned langt uddannelsesophold. Denne afgørelse omtaler også, at der ikke skal udbetales støtte i længere tid, end hvis uddannelse var gennemført i Danmark, hvilket også gør sig gældende for denne sag.

Der er ikke fremsendt bevillingsbrev igen, idet den samlede uddannelse er bevilget ved brev af 16. oktober 1997.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Efter den dagældende bistandslovs § 1 bestemtes at det offentlige var forpligtet efter reglerne i loven til at yde bistand til ”enhver, der opholder sig her i landet ”. På baggrund af bestemmelsen rejstes der tvivl om hvorvidt der var hjemmel til at yde bistand hvis borgeren havde længerevarende ophold i udlandet mens hjælpen blev udbetalt.

I lov om aktiv socialpolitik, § 5, er det udtrykkeligt anført at retten til hjælp i særlige tilfælde kan bevares under kortvarige ophold i udlandet. Bestemmelsen forudsættes i forarbejdsbemærkningerne at svare til den hidtidige praksis efter bistandslovens § 1 (FT 1996/97, tillæg A, s. 5036-5037). Det nævntes videre at kortvarige ophold antoges at omfatte 1-2 semestre.

I vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik, pkt. 260, har Socialministeriet endvidere anført

”260. Kommunen kan tillade, at revalidenden deltager i uddannelse i udlandet, når aktiviteten er af kortere varighed og et led i en revalidering, herunder i forrevalidering, jf. § 5, stk. 2, nr. 1.

Det er en betingelse, at den pågældende er bosat her i landet på det tidspunkt, da uddannelsen iværksættes, og at kommunen kan følge uddannelsesforløbet under udlandsopholdet, herunder reglerne om opfølgning i § 10.

Der er ikke udmøntet en nærmere tidsmæssig afgrænsning af varigheden. Under forrevalidering er varigheden af opholdet typisk fra nogle få uger og op til 3 måneder. Når opholdet indgår i en erhvervsplan, er varigheden typisk 1 til 2 semestre. Opholdets varighed kan afhænge af uddannelsens art, uddannelsesmuligheder her i landet, særlige forhold hos ansøgeren m.v. og kan således i konkrete tilfælde have en længere varighed.

Om muligheden for at medtage hjælpemidler m.m. henvises til servicelovens bestemmelser herom.”

Højesteret tog i en dom af 21. december 1999 (Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 1258) stilling til anvendelsen af § 1 i forhold til en person der modtog revalideringshjælp med henblik på at studere tysk. Det antoges at myndighederne havde været berettiget til at afslå at revalidenden modtog hjælp under et 2-års studieophold i Lund. Højesterets flertal anførte i begrundelsen for dommen bl.a.

”Vi tiltræder af de grunde, der er anført af landsretten, at det fulgte af bistandslovens § 1, at bistand efter loven – ligesom hjælp efter den gældende lov om aktiv socialpolitik – som udgangspunkt alene kunne ydes til personer, som opholdt sig her i landet. Der havde dog dannet sig en administrativ praksis, hvorefter der i visse tilfælde, herunder i forbindelse med hjælp til uddannelse i medfør af lovens § 43, kunne ydes støtte under ophold i udlandet under forudsætning af, at opholdet alene var af kortere varighed, jf. nu § 5, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.

Ved sin afgørelse af 23. februar 1998 fastholdt Den Sociale Ankestyrelse denne tidsmæssige grænse og lagde til grund, at det to-årige ophold i udlandet, som A’s tysk-studium ved Universitetet i Lund indebar, ikke kunne anses for et udlandsophold af kortere varighed. Vi tiltræder, at Ankestyrelsen efter reglerne i bistandsloven alene med denne begrundelse lovligt kunne afslå A’s ansøgning om at kunne bevare revalideringsydelsen under opholdet i Lund.”

På denne baggrund kan der rejses tvivl om hvorvidt kommunen havde hjemmel til at yde revalideringshjælp til et så langt udlandsophold som sket i sag nr. 6. Det tilføjes at retsstillingen på daværende tidspunkt ikke kunne anses for afklaret, og at kommunen derfor ikke kan bebrejdes afgørelsen, samt at ansøgeren måtte anses for at være i god tro med hensyn til hjælpens lovmæssighed. Allerede af disse grunde kan afgørelsen efter min opfattelse ikke anfægtes på nuværende tidspunkt.

Det tilføjes at ansøgeren i sag nr. 6 sandsynligvis allerede ved revalideringssagens start – i modsætning til ansøgeren i højesteretssagen – var arbejdstager og derved omfattet af EU’s forordning nr. 1408/71 (med senere ændringer). Om der er en videregående ret efter EU-reglerne til studieophold i udlandet, er ikke afklaret. Jeg henviser i denne forbindelse til EF-domstolens dom af 11. juli 2002 (sag C-224/988, D’Hoop-sagen) hvori EF-domstolen lagde til grund at det vil være uforeneligt med retten til fri bevægelighed hvis en unionsborger i den medlemsstat hvori han er statsborger, får en retsstilling der er mindre gunstig end den han ville have haft hvis han ikke havde gjort brug af sine beføjelser efter traktaten for så vidt angår borgernes bevægelighed.

Ad 2

Har jeg ingen bemærkninger til.

S a g n r. 7

”Mand, født den 11. april 1959, ansøgte den 30. september 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var uddannet som maler, men havde måttet ophøre hermed af arbejdsmiljømæssige grunde. Desuden havde ansøgeren depressive symptomer. Ansøgeren boede alene og havde så vidt ses ingen forsørgerpligter. Ansøgeren havde hele sit voksne liv spillet musik på amatørbasis og var interesseret i en uddannelse som musikpædagog, eller en anden uddannelse hvor han kunne beskæftige sig med musik. Ansøgeren modtog kontanthjælp fra 1. december 1995. Den 2. oktober 1997 bevilgedes ansøgeren revalideringshjælp til HF som forrevalidering og dernæst uddannelse som folkeskolelærer.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Af notat i journalen for den 30. september 1997 ses at sagens akter på et tidspunkt blev væk, samt at sagen var blevet behandlet af flere forskellige sagsbehandlere. Disse forhold havde ifølge notatet ført til at sagen var trukket ud. Jeg beder kommunen oplyse om ansøgeren har fået erkendelse og beklagelse fra kommunen i den anledning.

Kommunen indhentede med samtykke fra ansøgeren oplysninger fra ansøgerens egen læge, Arbejdsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet samt fra Distriktspsykiatrisk Team. Det kan ikke ses om der har været partshørt over materialet, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Bevillingsskrivelsen ligger ikke blandt det udlånte materiale. Kopi af skrivelsen bedes sendt med kommunens svar.

Det fremgår af sagen at ansøgeren lagde stor vægt på at komme til at beskæftige sig med musik. Hans ansøgning blev i journalen formuleret som en ansøgning om hjælp til ’musikpædagog ell. – alternativ folkeskolelærer med musik som hovedfag’. I journalen er anført at hjælpen er bevilget til først hf og dernæst ’skolelærer’. Der er ikke anført grunde for ikke at imødekomme hans primære ønske. Kommunen bedes udtale sig herom.

En kopi af bevillingen blev sendt til SU-styrelsen. Kommunen bedes oplyse om dette skete med samtykke fra ansøgeren.”

Kommunen svarede

Det kan hverken ses af sagen eller belyses på anden vis, at ansøger har fået erkendelse og beklagelse fra kommunen i anledning af sagsbehandlerskift.

Se generelle svar.

Kopi af bevillingsskrivelser af 6. oktober 1997 vedlægges.

Ansøger har via sagsbehandler ansøgt om begge uddannelser, således at han ønsker uddannelse til skolelærer, såfremt han ikke består optagelsesprøven til Konservatoriet. Begge ønsker indstilles til faglig leder, og da denne vurderer, at skolelæreruddannelsen med størst sandsynlighed kan føre til selvforsørgelse, bevilger han denne. Det kan oplyses, at ansøger ikke har været utilfreds med beslutningen.

Se generelle svar.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg må forstå kommunens svar således at ansøgeren ikke fik oplysning om at sagens akter var væk. Jeg må videre lægge til grund at sagen trak ud, dels på grund af akternes bortkomst, dels fordi der var flere sagsbehandlerskift. Efter min mening burde ansøgeren have fået at vide både at akterne var bortkommet, og at sagen trak ud, dels af denne grund, dels som følge af sagsbehandlerskiftene. Ligeledes finder jeg at kommunen burde have beklaget disse forhold over for ansøgeren.

Ad 2

Det er ikke klart om situationen var således at der forelå partshøringspligt efter § 19, stk. 1. Jeg henviser i øvrigt til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Ad 3

Svaret giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 4

Jeg har ikke grundlag for at kritisere kommunens skøn om hvorvidt en skolelæreruddannelse ville stille ansøgeren bedre med hensyn til selvforsørgelse end uddannelsen som musikpædagog. Efter min mening havde kommunen pligt til at ledsage afgørelsen af en begrundelse da ansøgeren ikke fik fuldt ud medhold, jf. forvaltningslovens § 22. At ansøgeren ikke efterfølgende klagede over afgørelsen, fritog ikke kommunen for at give en begrundelse.

Ad 5

Efter min mening var det ikke berettiget at udlevere selve bevillingsskrivelsen til SU. Jeg har noteret mig at kommunen har ændret praksis.

S a g n r. 8

”Kvinde, født den 26. november 1964, ansøgte den 17. april 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var uddannet i P & T, men havde senest arbejdet som pædagogmedhjælper. På ansøgningstidspunktet var ansøgeren sygemeldt efter bækkenløsning. Ansøgeren var gift og havde tre børn. Forholdet til manden var dog problematisk, og parret havde i en periode gået i parterapi. Den 16. september 1997 bevilgedes ansøgeren revalideringshjælp til uddannelse som socialrådgiver. Hjælpen omfattede perioden fra 1. februar 1998 til 31. januar 2001, subsidiært 1. september 1997 til 30. juni 2000.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Revalideringsskrivelsen ligger ikke blandt det udlånte materiale. En kopi bedes sendt med kommunens svar.

En kopi af bevillingsskrivelsen blev sendt til SU-styrelsen. Kommunen bedes oplyse om dette er sket med ansøgerens samtykke.

Kommunen indhentede en generel helbredsundersøgelse hos ansøgerens egen læge. Kommunen bedes oplyse om materialet har været forelagt til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Ansøgeren ønskede at uddanne sig til jordemoder, men såvel ansøgerens egen læge som lægekonsulenten udtalte sig imod. I stedet blev hun bevilget hjælp til uddannelse som socialrådgiver. Begrundelsen synes at være hensynet til ansøgerens rygproblemer. Kommunen bedes uddybe baggrunden for afgørelsen samt oplyse om der er meddelt ansøgeren en begrundelse for denne del af afgørelsen.”

Kommunen svarede

Kopi af bevillingsskrivelse af 12. september 1997 vedlægges.

Se generelle svar.

Se generelle svar.

Begrundelse for bevilling af uddannelse til socialrådgiver i stedet for uddannelse til jordemoder er ganske rigtigt, at det vurderes, at jordemoderuddannelsen er uforenelig med ansøgers ryglidelse. Det er ansøger bekendt med og indforstået med – hvilket er noteret i jr.notat af 17.4.97.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Svaret giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 2

Efter min mening burde bevillingsskrivelsen ikke være sendt til SU-Styrelsen. Jeg har noteret mig at kommunen har ændret sin praksis.

Ad 3

Jeg må lægge til grund at der ikke blev partshørt over helbredsundersøgelsen. Da oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold var afgørende for at ansøgerens ønske om at blive jordemoder ikke blev imødekommet, må jeg anse dette for en tilsidesættelse af forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Ad 4

Jeg må forstå svaret således at der ikke blev givet ansøgeren en begrundelse i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24, stk. 1. Jeg har noteret mig at kommunen oplyste ansøgeren herom mundtligt. Dette og det forhold at ansøgeren erklærede sig indforstået, fritog dog ikke kommunen for at ledsage den skriftlige afgørelse af en begrundelse.

S a g n r. 9

”Kvinde, født den 16. april 1952, ansøgte den 12. november 1996 om revalideringshjælp. Ved ansøgningen var ansøgeren tilmeldt på handelsskole og modtog SU. Ansøgeren havde dårlig ryg samt havde gener efter et brud på højre underarm. Ansøgeren oplyste at hun ikke kunne klare sig for SU. Hendes ægtefælle var selvstændig taxavognmand og gik 1. januar 1996 på delefterløn. Ansøgeren var af polsk afstamning og havde universitetsuddannelse fra Polen hvor hun havde arbejdet som gymnasielærer de seneste ni år før immigrationen. Den polske eksamen gav efter det oplyste ikke adgang til arbejde her i landet. Forvaltningen indstillede ansøgeren til revalideringshjælp til gennemførelse af handelsgymnasium efterfulgt af en overkommelig uddannelse, i alt omfattende perioden fra 1. december 1996 til 31. juli 1999. Den 19. marts 1997 bevilgedes hun revalideringshjælp til afslutning af handelsgymnasium og dernæst enten arbejdsoptræning i dansk virksomhed eller 1-årig merkonomuddannelse. Efter at der forgæves var søgt efter en stilling til ansøgeren, blev hun den 6. august 1997 bevilget et år på merkonomuddannelse.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen bedes redegøre nærmere for at ansøgeren ikke som indstillet af forvaltningen fik bevilget hjælp til en almindelig merkonomuddannelse. Side 2 i journalen under 19. februar 1997 er der med håndskrift stillet nogle spørgsmål. Betydningen af disse spørgsmål for sagens afgørelse bedes uddybet.

Kommunen bedes oplyse baggrunden for at kommunen bevilgede arbejdsoptræning i dansk virksomhed som et alternativ til en 1-årig merkonomuddannelse. I den forbindelse bedes oplyst om afgørelsen skulle opfattes som valgfri for ansøgeren, eller om arbejdsoptræning havde første prioritet. Hvis det sidste er tilfældet, bedes det nærmere uddybet.

Der ligger ikke kopi af bevillingsskrivelsen i det udlånte materiale. Kopi bedes medsendt kommunens svar.

Afgørelsen blev sendt i kopi til SU-styrelsen. Gav ansøgeren samtykke hertil? I bekræftende fald udbedes kopi af eller notat om samtykket.

Af journalrapporten ses der ikke at være samtykke til indhentelse af lægelige oplysninger, jf. forvaltningslovens § 29 eller princippet heri. Kommunen bedes oplyse om samtykke hertil blev indhentet samt i bekræftende fald udlevere kopi af eller notat om samtykket.

Det kan ikke ses om de indhentede lægelige oplysninger blev forelagt til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Ved sagens fremlæggelse viser det sig, at der er usikkerhed om den lagte plan. Virksomhedskonsulent på Handelsskolen kontaktes, og man ændrer planen i overensstemmelse med hans forslag.

Der var ikke tale om valgfrihed, idet optræning i dansk virksomhed går forud for merkonomuddannelsen. Dette ud fra en vurdering af, at optræning i dansk virksomhed i langt højere grad ville sikre ansættelse frem for en merkonomuddannelse.

Kopi af bevillingsskrivelser af 25. marts 1997 og 12. september 1997 vedlægges.

Se generelle svar.

Samtykke til indhentelse af lægelige oplysninger formodes at være indhentet mundtligt, selv om der ikke findes notat herom i sagen. Der foreligger ikke samtykkeerklæring i sagen.

Se generelle svar.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Det følger af såvel den almindelige grundsætning om notatpligt som af Socialministeriets bekendtgørelse om regnskab og revision at beslutningsgrundlaget skal kunne læses af journalen eller af sagens øvrige dokumenter. Jeg må forstå at sagen har været drøftet med en virksomhedskonsulent på handelsskolen, og at denne har overbevist kommunen om at den indstillede erhvervsplan burde ændres, og at kommunens afgørelse er udtryk for en tilslutning hertil.

Disse forhold og ansøgerens holdning til denne ændring burde efter min mening være fremgået af sagens dokumenter. Da ansøgerens holdning til de ændrede planer ikke er oplyst, har jeg ikke mulighed for at tage stilling til om kommunens begrundelse for ændringen også burde være meddelt skriftligt. Ifølge forvaltningsloven skal skriftlige afgørelser hvorved parten ikke får fuldt ud medhold, ledsages af en begrundelse. Hvis ansøgeren fastholdt sine oprindelige ønsker, måtte afgørelsen anses for at være af bebyrdende karakter. Da den tillige blev meddelt skriftligt, indebar dette at den også skulle ledsages af en begrundelse der levede op til kravene i forvaltningslovens § 24.

Som anført kan jeg ikke, som sagen er oplyst, tage stilling til om der burde være givet en skriftlig begrundelse.

Ad 2

Kommunens svar forklarer sammenhængen.

Ad 3

Kommunens svar giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 4

Jeg henviser til min gennemgang i kapitel 3.

Ad 5

Jeg må lægge til grund at der forelå samtykke til indhentelse af oplysningerne. Det burde være fremgået af journalen at der forelå mundtligt samtykke. Se gennemgangen om notatpligt i kapitel 3.

Ad 6

Jeg må lægge til grund at der ikke blev partshørt. Om det var en tilsidesættelse af forvaltningslovens § 19, stk. 1, beror på om de indhentede oplysninger måtte anses for at være til ugunst for parten. Om dette var tilfældet, beroede i den konkrete sag på om oplysningerne af kommunen blev anvendt til støtte for en anden erhvervsplan end den ansøgeren ønskede gennemført. Jeg henviser i øvrigt til mine bemærkninger i kapitel 3.

S a g n r. 10

”Kvinde, født den 6. januar 1965, ansøgte den 1. marts 1994 om revalideringshjælp. Ansøgeren var enlig forsørger til to børn på 4 og 6 år. Ansøgeren var uddannet sygehjælper og havde foruden som sygehjælper arbejdet i tivoli og på restaurant. Ansøgeren fik sygedagpenge på grund af bækkenløsning og senere kontanthjælp. Hun fik afslag på revalideringshjælp i 1994. Den 29. marts 1995 blev hun bevilget revalideringshjælp med henblik på uddannelse som pædagog. Den 26. februar 1996 fik hun afslag på en anmodning om ændring af afgørelsen så hun kunne uddanne sig til socialrådgiver. Ændringen indebar en forlængelse af revalideringsperioden med et år. Så vidt ses blev ansøgningen om et ændret uddannelsesforløb afslået.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Ansøgerens første ansøgning om revalideringshjælp (i 1994) blev afslået. I marts 1995 indstilledes hun på ny til revalideringshjælp, og denne gang blev ansøgningen imødekommet. Af notat af 13. april 1994 ses at afslaget dengang blev givet på baggrund af de lægelige oplysninger som ikke skønnedes at berettige til revalideringshjælp. Der ses ikke i tiden efter afslaget, og frem til bevillingen blev tildelt, at være indhentet nye oplysninger om ansøgerens helbredsmæssige forhold. Det eneste nye der var sket, synes dels at være at ansøgeren havde været i kontakt med pædagogseminariet, dels at hun i et brev på to sider beskrev sin situation. Jeg beder oplyst om tildelingen i 1995 skete på lægeligt eller socialt grundlag eller på en samlet vurdering heraf. Endvidere beder jeg kommunen anføre hvilke ændrede forhold sammenlignet med forholdene i 1994 der gjorde at hjælpen i 1995 blev bevilget.

I 1996 ansøgte pågældende om ændring af uddannelsen. Forvaltningen indstillede at ansøgningen blev imødekommet idet sagsbehandleren vurderede at ansøgeren ville kunne klare en socialrådgiveruddannelse, og mente at der skulle tages hensyn til dette ønske hos ansøgeren. Ansøgningen blev afslået. I et udateret brev skrev kommunen at det var ’opfattelsen at den oprindelig bevilgede uddannelse er tilstrækkelig til at sikre Dem en position som selvforsørgende’. Kommunen henviste videre til at revalideringslovgivningen ikke indebar ’at det drejer sig om tilkendelse af muligheder som ligger ud over hvad der er tilstrækkeligt for en realistisk egen forsørgelse på arbejdsmarkedet’. Bemærkningen synes at afspejle en opfattelse om det ’mindste middels princip’. Dette synspunkt ses ikke at have støtte i lovgivningen som tværtimod lægger op til at afgørelsen skal hvile på en helhedsbedømmelse hvori bl.a. skal indgå en hensyntagen til ansøgerens ønsker og evner. Jeg beder på denne baggrund kommunen om at fremkomme med en nærmere stillingtagen til afslaget på at støtte et ændret uddannelsesforløb.

Kommunen indhentede i forbindelse med sagen lægelige oplysninger om ansøgeren fra hendes egen læge. Kommunen bedes oplyse om indhentelsen af disse oplysninger skete med samtykke fra ansøgeren, jf. princippet i forvaltningslovens § 29, stk. 2, nr. 1. I bekræftende fald bedes kopi af eller notat om samtykke sendt sammen med kommunens svar.

Der ses ikke at være partshørt over de lægelige oplysninger inden kommunen gav afslag i 1994, eller i 1996 afslog at ændre afgørelsen af 1995 om tildeling af revalideringshjælp, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Kommunens afslag i 1994 lå udateret i sagens akter. Brevet indeholdt hverken henvisning til regelgrundlaget eller klagevejledning, jf. forvaltningslovens §§ 24 og 25. Kommunen bedes udtale sig herom.

Bevillingsskrivelsen ligger ikke blandt de udlånte akter. En kopi af bevillingen bedes sendt med kommunens svar.”

Kommunen svarede

”Der blev bevilget hjælp til revalidering i 1995 på baggrund af ansøgers sociale forhold, ligesom der blev lagt vægt på, at det ikke var lykkedes for hende at få fodfæste på arbejdsmarkedet i det år, der var gået siden afslaget i 1994.

Der burde ikke være givet afslag på sagsbehandlers indstilling. I stedet burde faglig leder have ’hjemvist’ sagen til yderligere vurdering, hvor ansøger også havde haft mulighed for at forholde sig til faglig leders vurdering.

Kopi af journalside 2, hvoraf det af notat af 23. marts 1994 fremgår, at den pgl. selv har fremskaffet lægelige oplysninger, vedlægges.

Se 2 – der burde have været partshørt i begge tilfælde.

Kopi af bevillingsskrivelse af 3. april 1995 vedlægges.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Kommunens svar giver ingen forklaring på at der i 1994 blev givet afslag og i 1995 blev givet hjælp på i alt væsentligt samme oplysningsgrundlag. Kommunen har i svaret begrænset sig til at påpege at ”det ikke var lykkedes for hende at få fodfæste på arbejdsmarkedet i det år, der var gået ”. Som anført giver dette ikke en tilstrækkelig begrundelse. Det foreliggende giver mig ikke grundlag for at antage at kommunens første afslag var berettiget. Jeg kan endvidere konstatere at forklaringen på at ansøgningen blev afslået i 1994, ikke fremgik af journalen eller andet af kommunens skriftlige materiale. Som anført i mine bemærkninger til sag nr. 9, spørgsmål 5, burde det være fremgået af journalen.

Ad 2

Jeg er enig i kommunens svar.

Ad 3

Jeg må lægge til grund at kommunen ikke indhentede oplysninger fra ansøgerens egen læge, men at hun selv gjorde. Herefter falder spørgsmålet om samtykke bort.

Ad 4

Da ansøgeren som oplyst under spørgsmål 3 selv fremskaffede og afleverede de lægelige oplysninger til kommunen, ville der ikke være pligt til partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1. I så fald var parten nemlig bekendt med at oplysningerne indgik i kommunens sag.

Ad 5

Kommunen har ikke svaret på dette spørgsmål.

Ad 6

Kommunens svar giver mig ikke anledning til bemærkninger.

S a g n r. 11

”Kvinde, født den 15. november 1963, ansøgte den 6. januar 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var gift og havde to børn på 5 og 8 år. Ansøgeren havde ingen uddannelse og havde arbejdet inden for køkken- og pædagogmedhjælperområdet. Det sidste år havde hun været arbejdsløs og modtaget arbejdsløshedsdagpenge. I februar 1995 var ansøgeren begyndt på åben pædagoguddannelse og fik uddannelsesgodtgørelse af arbejdsformidlingen. I december 1996 ophørte denne godtgørelse. Ansøgerens mand havde en gennemsnitlig månedsløn på netto 12.000 kr. Ansøgeren bad om revalideringshjælp til færdiggørelse af studierne. Den 13. oktober 1997 blev ansøgeren bevilget hjælp til færdiggørelse af uddannelsen. Begrundelsen var at ansøgeren ikke var berettiget til SU, samt at hjælpen kunne forebygge en skilsmisse mellem ansøgeren og hendes ægtefælle. Bevillingen gjaldt for perioden 1. september 1997 til 31. januar 1998.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Der ses ikke at være oplysninger om helbredsmæssige eller sociale forhold der kunne berettige ansøgeren til revalideringshjælp. Kommunen bedes derfor fremkomme med en nærmere redegørelse for afgørelsens hjemmelsmæssige grundlag. Det tilføjes at ansøgeren ifølge det oplyste har været i god tro med hensyn til en eventuel manglende hjemmel for afgørelsen, og opgørelsen er derfor sandsynligvis bindende i forhold til hende.

Bevillingsskrivelsen blev sendt til SU-styrelsen. Kommunen bedes oplyse om dette er sket med samtykke fra ansøgeren. I bekræftende fald bedes kopi af eller notat om samtykket medsendt.”

Kommunen svarede

”I og med at man ved remonstrationen af sagen har bevilget revalidering, har man fundet, at de oplyste sociale forhold var af en sådan karakter, at de alligevel berettigede til hjælp til revalidering.

Se generelle svar.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Kommunens svar giver ingen forklaring på hvilke sociale problemer kommunen mente berettigede ansøgeren til at få revalideringshjælp, eller på hvilken måde de hindrede ansøgeren i at kunne forsørge sig selv. Det må efter min mening anses for tvivlsomt om der i den dagældende bistandslovs § 43 var hjemmel til at yde revalideringshjælp for at forebygge en skilsmisse mellem ansøgeren og hendes mand. Som anført i spørgsmålet må det antages at ansøgeren har været i god tro, og at der derfor ikke kan rejses tilbagebetalingskrav eller gennemføres ændringer i afgørelsen.

Ad 2

Bevillingsskrivelsen burde ikke være sendt til SU-styrelsen. Jeg har noteret mig at kommunen fremover vil underrette styrelsen om at ansøgeren er revalidend, uden at sende selve bevillingsskrivelsen.

S a g n r. 12

”Mand, født den 31. januar 1962, ansøgte i foråret 1996 om revalideringshjælp. Ansøgeren blev invalideret i 1982 efter en togpåkørsel som resulterede i at det ene ben blev amputeret under knæet. Ansøgeren var uddannet klejnsmed, men kunne ikke fortsætte inden for sit fag. Efter en arbejdsprøvning fik ansøgeren tilkendt revalideringshjælp til uddannelse som datamekaniker den 11. november 1997. Bevillingen omfattede perioden fra 28. juli 1997 til 30. juni 2002.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

En kopi af bevillingsskrivelsen blev sendt til SU-styrelsen. Kommunen bedes oplyse om det er sket med ansøgerens samtykke. I bekræftende fald bedes en kopi af eller notat om samtykket medsendt.

Ansøgeren fik den 8. september 1997 delvist afslag på ansøgningen idet det stilledes som en betingelse for støtten at en periode på 20 ugers skolegang som betragtedes som forrevalidering, blev fulgt tilfredsstillende. I brevet blev der ikke givet en begrundelse for at hjælpen ikke blev tildelt uden vilkår, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24. Kommunen bedes udtale sig herom.

Det fremgår ikke af sagen hvilke forhold der førte til at kommunen den 11. november 1997 ændrede afgørelsen af 8. september 1997. Kommunen bedes fremkomme med en nærmere redegørelse for den ændrede vurdering.

Til brug for de trufne afgørelser af 8. september og 11. november 1997 indhentede kommunen oplysninger fra arbejdsgivere som ansøgeren har været ansat hos, samt oplysninger fra en verserende sag om ansøgeren i tiden fra 1982 da han var udsat for en trafikulykke, lægelige oplysninger samt udtalelser fra skoler, værksteder mv. hvor ansøgeren har været beskæftiget. Dette materiale ses ikke at være forelagt ansøgeren til udtalelse, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Af journalnotat den 20. november 1997 ses at ansøgeren henvendte sig i forvaltningen og undrede sig over at han kun fik suppleret lærlingelønnen op til bruttorevalideringsydelsesniveau. Ansøgeren henviste til at flere medstuderende som også modtog revalideringsydelser, fik lærlingelønnen suppleret til fagets begyndelsesløn. I notatet står videre ’ (ansøgeren) orienteres om, at dette altså er beslutningen og denne ikke er ændret’. Kommunen bedes meddele en nærmere begrundelse for at ansøgeren ikke fik lærlingelønnen suppleret op til fagets begyndelsesløn.”

Kommunen svarede

”1) Se generelle svar.

2) og 3) Den første beslutning om forrevalidering som betingelse er truffet ud fra en usikkerhed på, om ans9øger kan gennemføre uddannelsen. Ved remonstration af sagen påpeges det, at når der er lagt en fast revalideringsplan, er ansøger berettiget til revalideringsydelse fra første færd. Der rettes således på en forkert beslutning.

4) Ansøger har ikke været partshørt.

5) Ansøger følger skoleundervisning fra 28.7.97 – 30.6.98. Herefter har han ikke noget praktiksted, men kommer på TIF kursus fra 10.8.98 – 9.1.99. Den citerede begrundelse er jo ikke nogen begrundelse. Ansøger skulle have haft oplysning om de betingelser, der knytter sig til en aftale om fagets begyndelsesløn, nemlig at der bl.a. skal være tale om ansættelse hos en arbejdsgiver. Såfremt uddannelsen omfatter skolepraktik, er der ikke tale om fagets begyndelsesløn, men kun om revalideringsydelse.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Kommunen burde ikke have sendt bevillingsskrivelsen i sin helhed til SU-styrelsen. Jeg har noteret mig at kommunen fremover alene underretter styrelsen om at pågældende modtager revalideringshjælp.

Ad 2 og 3

Jeg må forstå at kommunens afgørelse af 8. september 1997 blev ændret den 11. november 1997 i erkendelse af at den var ulovlig. Den første afgørelse burde være ledsaget af en begrundelse, jf. forvaltningslovens §§ 22 og 24. Hvis der var givet en begrundelse i overensstemmelse med forvaltningsloven, ville kommunen have skullet henvise til de retsregler afgørelsen byggede på, samt forklaret at reglerne kunne anvendes i det konkrete tilfælde. Formuleringen af en sådan begrundelse kunne muligvis have ført til at kommunen allerede fra starten var blevet opmærksom på at den første ikke var retlig holdbar.

Ad 4

Der burde have været partshørt, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. I øvrigt henvises til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Ad 5

Jeg er enig med kommunen i at ansøgeren ikke fik en begrundelse, og at hun burde have haft en. Det havde endvidere været bedst stemmende med god forvaltningsskik om begrundelsen blev meddelt skriftligt.

Kommunens forklaring giver mig i øvrigt ikke anledning til bemærkninger.

S a g n r. 13

”Mand, født den 21. august 1974, ansøgte den 12. februar 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var meget dårlig til at læse og skrive og havde dårlig ryg. Det sidste hindrede ham i at påtage sig meget hårdt fysisk arbejde. Ansøgeren havde boet sammen med en kvinde i to år. Ansøgeren havde før han mødte sin samlever, været både alkohol- og hashmisbruger. Den 13. januar 1997 var ansøgeren startet på landtransportskolen. Han havde fået frakendt retten til at køre bil på grund af spirituskørsel. Uddannelsen var påbegyndt medens ansøgeren modtog arbejdsløshedsdagpenge. Den 31. oktober 1997 blev han tildelt revalideringshjælp til chaufføruddannelse på landtransportskolen. Bevillingen gjaldt for perioden fra 14. august 1997 og tre år frem. I praktikperioden ville lønnen blive suppleret til fagets begyndelsesløn.

Kopi af bevillingsskrivelsen blev sendt til SU-styrelsen. Kommunen bedes oplyse om dette er sket med samtykke fra ansøgeren, samt i bekræftende fald sende kopi af eller notat om samtykket.

Ansøgeren begyndte på landtransportskolen førend hjælpen blev bevilget. Af journalnotat den 1. september 1997 ses at ansøgeren fik udbetalt kontanthjælp indtil revalideringssagen blev afklaret. Som grund til udbetaling af hjælpen henvistes til ansøgerens ’forventning om revalidering’. Hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig. Kommunen bedes redegøre for det retlige grundlag for såvel afgørelsen om at betale kontanthjælp som afgørelsen om at gøre hjælpen tilbagebetalingspligtig.

Til brug for afgørelsen rekvirerede kommunen såvel lægelige oplysninger som udtalelse fra ansøgerens skole. Kommunen bedes oplyse om indhentelsen af disse oplysninger er sket med ansøgerens samtykke, jf. forvaltningslovens § 29, stk. 1, eller princippet heri. I bekræftende fald bedes kopi af eller notat om samtykket udleveret.

De oplysninger kommunen modtog til brug for sagen, ses ikke at være forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Se generelle svar.

Grundlag for kontanthjælp er den sociale begivenhed, at ansøger er arbejdsløs og mister retten til Arbejdsløshedsunderstøttelse. Han er selv, mens han er på understøttelse, begyndt på Landtransportskolen. Kommunen finder ikke, at man skal forværre hans situation, mens man behandler hans sag om revalidering.

Kopi af journalside 2, hvoraf det fremgår, at den pgl. er informeret om, at der vil blive indhentet udtalelser fra læge og skole, vedlægges. Han har ikke modsat sig, at disse oplysninger blev indhentet.

Se generelle svar.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Bevillingsskrivelsen burde ikke være sendt til styrelsen i sin helhed. Jeg har noteret mig at kommunen har ændret praksis og fremover alene oplyser at pågældende modtager revalideringshjælp.

Ad 2

Jeg forstår kommunens svar således at grundlaget for at der blev udbetalt kontanthjælp ikke som anført var ansøgerens ”forventning om revalidering”. Jeg forstår videre at kommunen for så vidt er i tvivl om hvorvidt ansøgeren opfyldte betingelserne for kontanthjælp fordi han selv var begyndt på landtransportskolen. Dette forhold burde kommunen have undersøgt med henblik på en afklaring af om hjælpen var lovlig.

Kommunen har ikke henvist til den regel kommunen har anvendt som hjemmel for at hjælpen blev gjort tilbagebetalingspligtig. Kommunens videre besvarelse kunne tyde på at kommunen mente sig berettiget til at kræve tilbagebetaling efter bistandslovens § 24, stk. 1, nr. 4, om dobbeltforsørgelse. Tilbagebetaling efter denne regel krævede for så vidt ikke at der blev stillet vilkår om tilbagebetaling, men stillede som betingelse at der senere kom et beløb til udbetaling som dækkede samme periode og formål som den hjælp der krævedes tilbage. Om betingelserne for tilbagebetaling efter denne regel var opfyldt, kan ikke vurderes på grundlag af de foreliggende oplysninger. Kommunen har eventuelt som grundlag kunnet anvende § 24, stk. 1, nr. 3, som eventuelt også kunne hjemle kommunen ret til tilbagebetaling. I begge tilfælde forudsættes imidlertid at der senere skete en udbetaling af revalideringshjælp med tilbagevirkende kraft, dvs. at der forelå et tilfælde hvor ansøgeren ville få sit forsørgelsesbehov dækket to gange.

Det er fast antaget i administrativ praksis at et krav om tilbagebetaling skal meddeles skriftligt og ledsages af en begrundelse hvori der gives en henvisning til det retsgrundlag kommunen støtter tilbagebetalingskravet på. Kravene anses i praksis for at være gyldighedsbetingelser. Disse betingelser ses ikke at være opfyldt.

Ad 3

Jeg finder ikke at kommunen har kunnet fortolke ansøgerens passivitet som et tilstrækkeligt samtykke til indhentelse af helbredsoplysninger.

Ad 4

Der henvises til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

S a g n r. 14

”Kvinde, født den 31. juli 1974, ansøgte den 19. august 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren havde arbejdet som social- og sundhedsassistent, men havde siden december 1996 udviklet en kraftig håndeksem. Som følge heraf havde hun måttet sygemelde sig gennem længere tid. Sygdommen var af hendes læge anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen som en erhvervsbetinget lidelse. Hudlidelsen opstod fordi hun ikke kunne tåle kontakt med vand og sæbe. Hun var derfor nødt til at skifte fag og ønskede at blive pædagog i stedet for social- og sundhedsassistent. Ansøgeren boede sammen med en mand. Parret var afhængig af ansøgerens indtægt. Den 22. oktober 1997 blev ansøgeren bevilget revalideringshjælp til uddannelse som pædagog. Bevillingen omfattede perioden fra 1. september 1997 til 31. januar 2001.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

I forbindelse med behandlingen af sagen indhentede kommunen lægelige oplysninger, bl.a. fra ansøgerens læge. Det kan ikke ses at indhentelsen skete med samtykke fra ansøgeren, jf. princippet i forvaltningslovens § 29. Kommunen bedes udtale sig herom. Kopi af eller notat om samtykke bedes sendt med brevet.

Kommunen modtog til brug for sagsbehandlingen en række oplysninger og dokumenter udefra. Det kan ikke af sagen ses at oplysningerne blev forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

En kopi af bevillingen blev sendt til SU-styrelsen. Det kan ikke ses om dette skete med samtykke fra ansøgeren. Kommunen bedes udtale sig herom. Kopi af eller notat om samtykket bedes sendt med brevet.”

Kommunen svarede

”Der findes ikke samtykkeerklæring om indhentelse af lægelige oplysninger i sagen eller notat om, at dette samtykke er indhentet. Det formodes, at det er indhentet mundtligt, ligesom det bemærkes, at behandlingen af ansøgningen om revalidering i denne sag indgår som del af opfølgningen af den pgl.s sygedagpengesag. I forbindelse med ansøgning om sygedagpenge underskriver ansøger en standardblanket og giver hermed kommunen tilladelse til bl.a. at indhente lægelige oplysninger.

2) og 3) Se generelle svar.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg må lægge til grund at der blev indhentet samtykke til indhentelse af oplysninger.

Ad 2

Der henvises til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Ad 3

Bevillingsskrivelsen burde ikke være udleveret i sin helhed til SU-styrelsen. Jeg har noteret mig at kommunen har ændret praksis og fremover alene oplyser at pågældende modtager revalideringshjælp.

S a g n r. 15

”Mand, født den 18. november 1973, ansøgte den 16. maj 1994 om revalideringshjælp. Ansøgeren blev som 12-årig udsat for en trafikulykke der førte til at højre arm blev amputeret. De øvrige følger af ulykken var på ansøgningstidspunktet overvundet. Ansøgeren fik da han fyldte 18 år, udbetalt en erstatning og havde således formue. På ansøgningstidspunktet boede ansøgeren i Viborg Kommune som den 11. april 1996 anså ham for revalideringsberettiget og berettiget til en længerevarende uddannelse. Den 8. august 1997 blev ansøgeren optaget på Københavns Universitet på historiestudiet. Den 21. august 1997 besluttede Viborg Kommune at yde ansøgeren revalideringshjælp til gennemførelse af bachelorgrad. Bevillingen gjaldt for perioden fra 1. september 1997 til 30. juni 2000. Ansøgeren flyttede den 23. august 1997 til Ballerup Kommune som den 15. oktober 1997 godkendte den erhvervsplan der var lagt af Viborg Kommune.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Den 22. september 1997 lovede ansøgeren at sende en liste over de bøger han skulle bruge på studiet, til sagsbehandleren. Den 9. oktober 1997 rykkede sagsbehandleren, og da ansøgeren ikke afleverede listen, blev hjælpen tilbageholdt. Kommunen bedes redegøre for retsgrundlaget for denne beslutning. I denne forbindelse bedes kommunen oplyse om ikke boglisten skulle bruges for at vurdere om udgifterne til indkøb af bøgerne kunne bevilges. I bekræftende fald måtte det vel være tilstrækkeligt at kommunen afventede at træffe afgørelse herom indtil oplysningerne forelå.

Af journalnotat den 20. januar 1998 ses at revalideringsydelsen for 1. januar 1998 ikke var blevet udbetalt fordi ansøgeren ikke havde afleveret sit skattekort. Kommunen bedes redegøre for retsgrundlaget for denne afgørelse.

Kopi af bevillingsbrevet til ansøgeren blev sendt til SU-styrelsen. Det kan ikke af sagen ses om ansøgeren gav samtykke hertil. Kommunen bedes udtale sig herom samt udlevere eventuel kopi af eller notat om samtykket.

Bevillingsbrevet ligger ikke blandt sagens akter. En kopi heraf bedes sendt sammen med kommunens svar.”

Kommunen svarede

”1) og 2) Der er ikke lovhjemmel til at stoppe hjælpen i nogle af de to nævnte situationer. (sagsbehandler var ny og vikar i kort tid – hvilket muligvis kan forklare hændelsen)

3) Se generelle svar.

4) Kopi af bevillingsskrivelse af 20. oktober 1997 vedlægges.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1 og 2

En tilbageholdelse af hjælpen kræver klar lovhjemmel, og jeg er enig med kommunen i at en sådan hjemmel ikke forelå i de to omtalte situationer.

Ad 3

Bevillingsskrivelsen burde ikke være sendt i sin helhed til SU-styrelsen. Jeg har noteret mig at kommunen har ændret praksis og fremover vil nøjes med at oplyse at pågældende modtager revalideringshjælp.

Ad 4

Kommunens svar giver mig ikke anledning til bemærkninger.

b) Generelle spørgsmål

Jeg stillede kommunen fem generelle spørgsmål. Det første lød

” 1. Gennemgående er det vanskeligt af det udleverede materiale at se om kommunen har partshørt i overensstemmelse med § 19, stk. 1, typisk vedrørende helbredsoplysninger der er indhentet til brug for behandlingen af revalideringsansøgningen.

Jeg er opmærksom på at dette forhold kan have sammenhæng med at der overvejende har været tale om begunstigende afgørelser, og at de lægelige oplysninger kan være blevet opfattet som gunstige for ansøgeren.

Der ses imidlertid generelt ikke i sagerne at være gjort overvejelser om hvorvidt oplysningerne skulle forelægges for parten, heller ikke i de tilfælde hvor de lægelige oplysninger ikke entydigt støttede ansøgningen, og hvor kommunen ikke var sikker på at ansøgningen fuldt ud kunne imødekommes.

Jeg beder derfor kommunen om at redegøre for den generelle fremgangsmåde der følges i disse sager til opfyldelse af forvaltningslovens § 19, stk. 1.”

Kommunen svarede

”1. Det er korrekt, at der ikke er sket partshøring af de indhentede helbredsoplysninger, når der er truffet beslutning om begunstigende afgørelser om revalidering. Efter denne undersøgelse har vi imidlertid besluttet at ændre på denne fremgangsmåde. Sagsbehandlerne er nu anmodet om, at de – når de har modtaget de indhentede oplysninger – partshører, således at ansøger er bekendt med de forhold, som der vil blive truffet afgørelse ud fra.”

Ombudsmandens udtalelse

Der henvises til den generelle gennemgang i kapitel 3.

Jeg bad endvidere kommunen om at besvare følgende

” 2. I en del sager er der indhentet rent private oplysninger – typisk lægelige – fra andre myndigheder eller fra private om ansøgeren.

Ifølge forvaltningslovens § 29, stk. 1, skal der normalt indhentes samtykke fra ansøgeren hvis der indhentes rent private oplysninger om ansøgerens person fra en anden forvaltningsmyndighed. Dette gælder dog ikke hvis den der indhentes oplysninger fra, har oplysningspligt, jf. forvaltningslovens § 29, stk. 2. Det var dog en forudsætning under vedtagelsen af forvaltningsloven at myndighederne i bl.a. sociale sager skulle forsøge at indhente samtykke fra ansøgeren. Dette princip er nu lovfæstet i retssikkerhedslovens § 12, stk. 3.

God forvaltningsskik tilsiger at proceduren i § 29, stk. 1, følges, også i situationer der ikke umiddelbart er omfattet af § 29, fordi der er tale om indhentelse af oplysninger fra private.

Det er et gennemgående træk i de undersøgte sager at der ikke foreligger et skriftligt samtykke eller notat om mundtligt samtykke fra ansøgeren til indhentelse af oplysninger. Jeg er opmærksom på at notater eller skriftligt samtykke ikke er medsendt i første omgang.

Jeg beder kommunen om at udtale sig om den fremgangsmåde der almindeligvis følges i disse situationer.”

Kommunen svarede

”2. Det er sædvane, at ansøger skriver under på KL’s blanket ’indhentning af oplysninger’.”

Ombudsmandens udtalelse

Undersøgelsen viser en generel god overholdelse af kravet om indhentelse af samtykke. Jeg har derfor ingen generelle bemærkninger til dette punkt.

Mit tredje generelle spørgsmål til Ballerup Kommune lød som følger

” 3. I flere af sagerne er der udleveret oplysninger om ansøgeren til udenforstående myndigheder eller private, bl.a. til Arbejdsskadestyrelsen og Patientforsikringsforeningen. Der er i nogle af disse tilfælde hjemmel i lovgivningen til udlevering af sådanne oplysninger, jf. f.eks. § 21 i arbejdsskadestyrelsesloven.

Der gør sig her samme problem gældende som nævnt under punkt 2, at det ved lovens vedtagelse blev forudsat at der skulle forsøges indhentet samtykke i sådanne tilfælde – svarende til indholdet af § 12, stk. 3, i retssikkerhedsloven.

Jeg beder derfor om oplysninger om den generelle fremgangsmåde der følges vedrørende dette spørgsmål.

Det synes at være fast praksis at bevillingsskrivelser sendes i kopi til SU-styrelsen. Jeg beder særskilt kommunen redegøre for retsgrundlaget for og formålet med denne praksis.”

Kommunen svarede

”3. Som 2. Og med hensyn til kopi af skrivelse til SU-styrelsen, kan følgende oplyses: Ansøgere, der er berettiget til revalidering efter Aktivloven, er ikke berettiget til SU. Ansøger er orienteret herom, ligesom vedkommende er orienteret om, at Kommunen giver SU-styrelsen besked herom. Kommunen har hidtil ment, at der ikke var noget til hinder for at give denne meddelelse i form af en kopi af bevillingsbrevet, men har nu ændret det til et brev til SU-styrelsen, hvor det blot oplyses, at ’den og den’ er bevilget revalidering.”

Ombudsmandens udtalelse

Udlevering af rent private oplysninger til SU-styrelsen kræver samtykke. Jeg har noteret mig at kommunen har ændret praksis.

Jeg anmodede endvidere kommunen om at udtale sig om følgende

” 4. I flere af sagerne har kommunen standset udbetalingen af bevilget hjælp fordi ansøgeren ikke svarede på spørgsmål, afleverede bilag kommunen havde bedt om, eller afleveret sit skattekort.

Kommunen bedes redegøre for med hvilken hjemmel hjælpen er blevet tilbageholdt i disse tilfælde.”

Kommunen svarede

”4). Der er ingen hjemmel – se i øvrigt under gennemgang af sagerne.”

Ombudsmandens udtalelse

Tilbageholdelse af bevilget hjælp kræver efter min mening klar hjemmel i loven. Jeg er enig med Ballerup Kommune i at en sådan hjemmel ikke forelå (foreligger), og at tilbageholdelsen af ydelser i nogle af sagerne derfor må anses for uberettiget.

Mit femte og sidste generelle spørgsmål til kommunen havde følgende ordlyd

” 5. Af de 15 sager omhandlede de otte kvinder, og de 7 vedrørte mandlige ansøgere. Der er således en ligelig fordeling af sager af mandlige og kvindelige ansøgere.

I sagerne fra de øvrige fire kommuner har der været en vis overvægt af kvindelige revalidender. Kommunen bedes oplyse det talmæssige forhold mellem kvindelige og mandlige revalidender de seneste tre år for at se om fordelingen i de undersøgte sager er repræsentativ.”

Kommunen svarede

”5.Det kan oplyses at i 1997 var der 100 kvindelige revalidender og 76 mandlige revalidender. I 1998 var der 113 kvindelige revalidender og 65 mandlige revalidender. I 1999 var der 142 kvindelige revalidender og 66 mandlige revalidender. I 2000 var der 162 kvindelige revalidender og 81 mandlige revalidender. De nævnte tal angiver det antal revalidender, som er aktive i det enkelte år, dvs. det er ikke en opgørelse over nybevilgede. Der er derfor en del personer, som går igen, idet uddannelserne strækker sig over flere år.”

Ombudsmandens udtalelse

Oplysningerne viser en overrepræsentation af kvindelige revalidender i forhold til mandlige. Der kan være flere forklaringer på dette forhold. Undersøgelsen giver ikke holdepunkter for generelle antagelser. Det kan vise sig at være i strid med den almindelige lighedsgrundsætning og formentlig også i strid med ligebehandlingsloven hvis køn eller kønsspecifikke forhold har spillet en rolle for om en ansøgning om revalidering imødekommes.

Der kunne være en grund for kommunen til at den overvejer at undersøge om der også er en overvægt i antallet af afslag til mandlige ansøgere om revalideringshjælp i forhold til antallet af afslag til kvindelige ansøgere.

c) Generelt om Ballerup Kommunes sager

Gennemgangen af de 15 sager fra Ballerup Kommune har vist at kommunen gennemgående er omhyggelig med at få samtykke til indhentelse af oplysninger til brug for sagerne.

Derimod er der sket videregivelse af oplysninger i en del tilfælde uden samtykke selv om samtykke burde have været tilvejebragt. Kommunen har oplyst at den har ændret praksis.

Kommunen har fulgt en praksis hvor det ikke har været sikret at der skete partshøring i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen har ændret praksis.

Det er konstateret at kommunen i nogle tilfælde uberettiget har afslået revalideringshjælp. Afslagene er i de fleste tilfælde blevet rettet af kommunen selv inden denne undersøgelse blev iværksat. Desuden har kommunen i 3-4 tilfælde uberettiget tilbageholdt hjælp i tilfælde hvor ansøgeren har skullet fremsende bilag, deltage i møde eller udlevere skattekort. Disse tilbageholdelser må anses for ulovlige. Kommunen har erkendt dette forhold, og der er ingen holdepunkter for at antage at der skulle være tale om en fast praksis eller lignende.

Kommunen har i nogle tilfælde undladt at begrunde afgørelser som burde have været ledsaget af begrundelser. Kommunens svar har kunnet give det indtryk at kommunen mener at en mundtlig forklaring er tilstrækkelig til at opfylde begrundelsespligten, eller at det har kunnet tillægges betydning at ansøgeren ikke efterfølgende har gjort indsigelser. Dette er en klar fejl.

Gennemgangen tyder generelt på en forsvarlig overholdelse af de materielle regler. Bortset fra de påpegede ulovhjemlede tilbageholdelser af hjælp har kommunen givet tilfredsstillende forklaringer på problemer hvis løsning ikke var beskrevet i journalen. Kommunens omlægning af praksis som følge af de påpegede problemer med efterlevelse af sagsbehandlingsreglerne understøtter denne opfattelse.

7. Silkeborg Kommune

Jeg modtog den 6. april 1998 15 sager fra Silkeborg Kommune. Den 19. oktober 2001 sendte jeg en foreløbig redegørelse til Silkeborg Kommune som svarede i brev af 13. maj 2002.

a) Gennemgang af de enkelte sager

Mine spørgsmål, kommunens svar og min udtalelse om sagerne gengives i det følgende

S a g n r. 1

”Mand, født den 9. februar 1970, ansøgte den 15. november 1996 om revalideringshjælp. Ansøgeren havde siden 1989 arbejdet som chauffør hos DSB. Den 1. maj 1996 var han ude for et trafikuheld og fik en piskesmældsskade. Han blev afskediget fra DSB på grund af sygefravær og modtog derpå hjælp fra kommunen. Ansøgeren var oprindelig uddannet kommis. Ansøgeren, som var enlig, havde afhændet sin bolig og boede hos forældrene. Den 1. marts 1997 fik han på ny egen bolig. Den 10. juli 1997 blev ansøgeren tildelt revalideringshjælp til uddannelsen som internet- og multimediedesigner. Bevillingen omfattede perioden fra 1. september 1997 til februar 1999.

Jeg beder kommunen oplyse og svare på følgende

Oprindelig anmodede ansøgeren om at blive revalideret til pædagog. I journalen er der den 18. december 1996 noteret følgende: ’Der er indgået statusbedømmelse, hvoraf fremgår, at pgl. har afsl. beh. hos fysioterapeut, da han mener tilstanden er stationær. Der har kun været små fremskridt. Prognosen er usikker, men pgl. bør have ikke-rygbelastende arbejde.Sagen er drøftet med lægekonsulenten, der umiddelbart mener, at en udd. som pædagog er for stort et kompensationsniveau. Pgl. har allerede en uddannelse (kommis) og yderligere efteruddannelse indenfor dette område, som han må kunne udnytte. Der bør evt. indhentes yderligere opl. vedr. forventet varighed og mulighed for bedring.’ Det kan ikke ses om der udtrykkeligt blev truffet afgørelse i forhold til ansøgeren om at hjælp ikke kunne ydes til pædagoguddannelse. Kommunen bedes oplyse om dette var tilfældet.

Af notatet ovenfor ses at kommunen lagde til grund at ansøgeren ikke havde tilstrækkelige helbredsmæssige problemer til at det kunne berettige ham til en så lang udannelse som pædagogstudiet. Kommunen bedes oplyse hvorpå denne retsopfattelse støttes.

Kommunen indhentede med samtykke fra ansøgeren lægelige oplysninger. Oplysningerne ses ikke at være forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2. Kommunen bedes udtale sig herom.

Af det citerede notat af 18. december 1996 fremgår det at lægekonsulenten ikke mente at ansøgerens helbredstilstand berettigede til at revalidere ham til pædagog. Notaterne viser at lægekonsulenten tog direkte stilling til om ansøgeren var berettiget til revalideringshjælp. I Socialministeriets vejledning nr. 66 af 10. marts 1998 om social pension, pkt. 3.2.4.7, anføres følgende om lægekonsulenters medvirken i pensionssager: ’ 119. I forbindelse med myndighedernes forberedelse af sagen, kan en lægekonsulent medvirke. Lægekonsulenten rådgiver om, hvilke oplysninger om ansøgerens helbredsmæssige forhold, der bør indhentes for at sikre, at sagen bliver fyldestgørende belyst om disse forhold.I forbindelse med pensionsmyndighedens vurdering af de lægelige oplysninger, der er indhentet til sagens behandling, kan en lægekonsulent bistå myndigheden med at forstå indholdet af de lægelige oplysninger i sagen.Lægekonsulenten er at betragte som en af myndigheden ansat person, der ud fra sit fagområde skal bistå myndigheden med at klarlægge indholdet af andre lægers udtalelser. Lægekonsulenten skal således alene bidrage til at udlægge/tolke udtalelser fra praktiserende læger eller speciallæger.Lægekonsulenten træffer ikke afgørelse i en sag. Det gør alene pensionsmyndigheden. Dette har bl.a. sammenhæng med, at de helbredsmæssige forhold som udgangspunkt forudsættes at være delelementer i den samlede bedømmelse af en persons erhvervsevne, se pkt. 120.’Som det ses, er beskrivelsen af generel karakter og dækker således også lægekonsulentens medvirken i andre sociale sager end pensionssager. Jeg anmoder om kommunens udtalelse om dette spørgsmål.

Af notater fra 30. december 1996 og 7. januar 1997 ses at ansøgeren havde vanskeligt ved at skaffe læreplads. Det eneste kommunen tilbød i denne henseende, var at undersøge om Silkeborg Kommune selv kunne tilbyde ansøgeren en læreplads. Kommunen bedes meddele om kommunen anser sig for forpligtet til at medvirke til at skaffe revalidender praktikplads, læreplads osv. i forbindelse med revalideringsforløb.

I brev af 17. juli 1997 ansøgte ansøgeren om støtte til køb af edb-udstyr som han kunne have hjemme. Ansøgningen var begrundet i at han bl.a. af helbredsmæssige grunde var nødt til selv at have edb-udstyr. Udstyret beløb sig til ca. 20.500 kr. Han rykkede skriftligt den 3. september 1997. Den 22. september 1997 meddelte kommunen at den havde besluttet at stille det nødvendige udstyr til rådighed for ansøgeren. Den 26. september 1997 skrev ansøgeren og oplyste at han havde købt udstyr for ca. 19.500 kr., og henviste til at skolen var begyndt den 1. september 1997 og til kommunens lange behandlingstid. Den 29. september 1997 svarede kommunen følgende:’Som svar på din fax af 26.09.97 kan jeg hermed oplyse, at Socialforvaltningen ikke kan indgå i anskaffelse af EDB-udstyr til brug under et revalideringsforløb.Socialforvaltningen har et lager af EDB-udstyr, som kan stilles til rådighed for brugerne som lån under uddannelsesforløbet i det omfang, hvor det vurderes rimeligt at yde denne støtte.Du kan ikke forvente, Socialforvaltningen kan dække dine udgifter til det udstyr, du selv har valgt at anskaffe, mens sagen endnu var under behandling. Denne afgørelse er truffet i henhold til bistandslovens § 43. ’Brevet efterlever ikke forvaltningslovens krav til indholdet af en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 24, idet der mangler en henvisning til præcis hvilken bestemmelse der udelukker at der ydes hjælp til dækning af de udgifter ansøgeren selv havde afholdt. Kommunen bedes udtale sig herom.

Kommunen bedes uddybe baggrunden for afslaget på at yde ansøgeren hjælp til edb-udstyr. Så vidt ses skyldes afslaget ikke at kommunen ikke anså det for nødvendigt at ansøgeren havde edb-udstyr i hjemmet. Afslaget synes at være begrundet i enten at der var tale om hjælp med tilbagevirkende kraft, eller i at udstyret kunne være udlånt til ansøgeren. Der ses ikke at være foretaget en vurdering af om kommunen havde udstyr på lager som kunne opfylde de krav ansøgerens uddannelse krævede. Der ses heller ikke at være foretaget en vurdering af om ansøgningen burde imødekommes således at ansøgeren fik dækket udgiften til anskaffelsen af udstyr selv om han ikke afventede kommunens stillingtagen til hans ansøgning. Jeg henviser herved til at ansøgeren havde påberåbt sig at undervisningen var begyndt den 1. september 1997, og at han derfor ikke kunne vente længere på afgørelsen. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

Der foreligger ikke et konkret afslag, men ansøger oplyser jfr. Journalnotat af 30.12.96, at han vil stile mod kontorområdet (udnytte sine ressourcer), hvilket han også tidligere har ytret ønske om (journalnotat 19.9.96 fra Københavns Komm.).

Kommunen har ikke foretaget en afgørelse i forhold til pædagoguddannelsen.

De rekvirerede lægelige oplysninger var ikke til ugunst for ansøgningen, som efterfølgende blev bevilget.

Lægekonsulenten har ikke kompetence til at træffe afgørelser i Silkeborg Kommune. I den konkrete sag, har han ytret sig om en uddannelses varighed, men det anses som en del af vejledningen i forhold til en socialmedicinsk indfaldsvinkel, omkring tidligere uddannelse, koblet op på de objektive helbredsmæssige fund, samt evt. behandlingsmuligheder, hvilket også fremgår af notatet af 18.12.96. Se i øvrigt besvarelse under 2) ovenfor.

Kommunen medvirker til at skaffe praktikpladser. Konkret er der forsøgt placering ved Silkeborg Kommune, som ikke bliver afgjort inden erhvervsplanen ændres på foranledning af ansøger. Den opsøgende opgave i forhold til bl.a. elevpladser ligger hos vore jobkonsulenter, som også i dette tilfælde, har haft denne ’sag’ med i mappen i forbindelse med den opsøgende virksomhed.

Ansøger er allerede jfr. Journalnotat af 30.4.97 orienteret om, at han som udgangspunkt skal benytte skolens EDB-udstyr, og hvis dette ikke er muligt, vil der kunne udlånes nødvendig udstyr fra Silkeborg Kommune.

Ansøger har været orienteret om, at der skulle indhentes status og sagen herefter skulle vurderes. Sagsbehandlingen er foregået tilfredsstillende hurtig, og da ansøger, uden nogen form for kontakt og oplysninger til kommunen i øvrigt, vælger selv at anskaffe sig udstyret, anser kommunen svaret jfr. vort brev af 29. sept. 1997 som korrekt, idet der i brevet meddeles en bevilling på udlån af nødvendigt EDB-udstyr. Kommunen mener ikke, at ansøgers beslutning om selv at anskaffe sig udstyr, binder kommunen til betalingen. Kommunen har ikke givet afslag på hjælp til EDB-udstyr i hjemmet. Det fremgår af journalnotat af 22.9.97, at kommunen bevilger det nødvendige udstyr jfr. de modtagne oplysninger fra statuserklæringen fra egen læge. Der er ikke foretaget en konkret vurdering af, om udstyret var på lager, alene af den grund, at ansøger havde valgt at købe udstyret selv. Ovenstående oplysninger om tilsagn af udlån af udstyret, betyder, at ansøger selvfølgelig ville have fået stillet nødvendigt udstyr til rådighed som udlån. Tidsfaktoren i forhold til studiestart ses ikke, at udelukke gennemførelsen af studiet, om end det selvfølgelig var mere besværligt for ansøger indtil udstyret kunne etableres i eget hjem.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Kommunens svar giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 2

Selv om der ikke blev truffet afgørelse, afspejler de citerede bemærkninger en retsopfattelse om at der gælder et kompensationsprincip i revalideringssager. Efter min mening er det tvivlsomt om der i de dagældende regler om revalideringshjælp var grundlag for en sådan praksis. Se også kapitel 4, 1. sag, 1. spørgsmål.

Ad 3

Efter min mening kan spørgsmålet om hvorvidt oplysningerne var til gunst eller ugunst for parten, ikke uden videre bedømmes på baggrund af at der blev bevilget ansøgeren hjælp. Taget i betragtning at kommunen som anført under 2) anvendte et kompensationsprincip, kunne det ikke udelukkes at oplysningerne ikke entydigt var til gunst for ansøgerens ønske om uddannelse. Dette spørgsmål ville i realiteten først blive afklaret i forbindelse med at kommunen traf sin interne beslutning i sagen.

Jeg henviser i øvrigt til mine generelle bemærkninger i kapitel 3.

Ad 4

Referatet af lægekonsulentens udtalelse tyder efter min mening på at konsulenten er gået videre end anført i den citerede bestemmelse i Socialministeriets vejledning om social pension. Ifølge notatet forholdt lægekonsulenten sig til om ansøgeren var kompenseret tilstrækkeligt hvilket utvivlsomt er et rent retligt spørgsmål. Det forhold at lægekonsulentens bemærkninger er noteret i journalen, indikerer at de er blevet tillagt betydning ved sagens afgørelse. Se også sag nr. 6, 3. spørgsmål.

Ad 5

Jeg forstår at Silkeborg Kommune anser det for en del af revalideringsopgaven at skaffe praktikpladser, og at kommunen i den konkrete sag havde forsøgt at hjælpe ansøgeren, både ved at tilbyde en praktikplads og ved at være behjælpelig med at skaffe praktikplads andetsteds.

Oplysningerne giver mig ikke anledning til yderligere bemærkninger. Jeg henviser til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Ad 6

Mit spørgsmål gik alene på kommunens manglende opfyldelse af begrundelsespligten i forvaltningslovens §§ 22-24. Efter disse regler skal en skriftlig afgørelse der ikke giver parten fuldt ud medhold, ledsages af en begrundelse. Med til en fyldestgørende begrundelse hører bl.a. en angivelse af den regel den pågældende myndighed har anvendt i det konkrete tilfælde. I brevet til ansøgeren henviste kommunen alene til § 43, men ikke til de dele af § 43 der måtte være lagt til grund af kommunen i den konkrete sag. Kommunen har fortsat ikke forklaret hvilken bestemmelse den har anvendt. Der er heller ikke givet en forklaring på hvorledes den pågældende bestemmelse er blevet anvendt i det konkrete tilfælde. En mulig bestemmelse har været § 43, stk. 6, om hjælp til de særlige udgifter der følger af en uddannelse som er nødvendig eller hensigtsmæssig for at kunne tilrettelægge revalideringen i overensstemmelse med en fastlagt erhvervsplan. Silkeborg Kommune synes i sit svar til mig at gå ud fra at det har været tilstrækkelig forklaring til ansøgeren at han havde fået at vide at han som udgangspunkt skulle benytte skolens edb-udstyr, og at det nødvendige udstyr kunne udlånes hvis skolen ikke havde noget. Efter min mening er den vejledning som blev givet i april 1997, ikke tilstrækkelig som begrundelse for at ansøgerens udtrykkelige ansøgning af 17. juli 1997 (om støtte til køb af udstyr) ikke blev imødekommet.

Ad 7

Jeg må forstå kommunens svar således at ansøgningen blev afslået allerede fordi ansøgeren ikke afventede kommunens svar, men valgte at købe det nødvendige udstyr. Den 22. september 1997 afgjorde kommunen at ansøgningen kunne imødekommes. Kommunen lagde på daværende tidspunkt til grund at udstyret var påkrævet. Kommunen har imidlertid ikke på noget tidspunkt – heller ikke den 22. september 1997 – været i realitetsovervejelser af hvilket udstyr der var påkrævet for ansøgerens uddannelse, eller undersøgt om det udstyr kommunen selv lå inde med, var tilstrækkeligt i denne henseende. Afgørelsen synes at være truffet fordi ansøgeren selv havde købt udstyret.

Jeg har forståelse for kommunens synspunkt som har støtte i det almindelige ”ansøgningsprincip” eller princip om at der normalt ikke ydes hjælp med tilbagevirkende kraft. Princippet er nu delvis lovfæstet i § 88 i lov om aktiv socialpolitik. Princippet er ikke uden undtagelser. Hvis der er særlige omstændigheder, kan der ydes hjælp med tilbagevirkende kraft. I den foreliggende sag kunne det være overvejet at gøre undtagelse under hensyn til at ansøgningen var indgivet den 17. juli 1997, dvs. før uddannelsens start, og til at kommunen endnu ikke i slutningen af september 1997 havde svaret. Kommunen burde have overvejet ansøgningen og undersøgt om det udstyr ansøgeren havde brug for, fandtes på lager.

S a g n r. 2

”Kvinde, født den 25. november 1961, indgav den 7. juni 1993 ansøgning om revalideringshjælp. Ansøgeren var uden uddannelse og havde i perioden fra 1980 til 1992 arbejdet som pædagogmedhjælper. Ansøgeren måtte ophøre med arbejdet på grund af slidgigt i ryggen, og hun var desuden stærkt overvægtig. Ansøgeren var gift og havde to børn. Ansøgerens ægtefælle arbejdede på en fabrik og havde normal indtægt. Den 5. oktober 1993 traf kommunen afgørelse om at anse ansøgeren for revalideringsberettiget. Den 24. februar 1995 – efter at have haft forældreorlov – henvendte ansøgeren sig på ny om revalideringshjælp. Den 31. juli 1996 blev hun tildelt revalideringshjælp til hf-enkeltfag, og den 10. september 1997 blev ansøgeren tildelt revalideringshjælp til uddannelse som lærer. Bevillingen omfattede perioden fra 18. august 1997 til juni 2001.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen indhentede med ansøgerens samtykke lægelige oplysninger fra ansøgers læge og Silkeborg Centralsygehus. Oplysningerne ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Se besvarelse under sag 1.3.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til mine bemærkninger til sag nr. 1, spørgsmål 3, samt den generelle gennemgang i kapitel 3.

S a g n r. 3

”Mand, født den 19. november 1956, ansøgte den 24. februar 1995 om revalideringshjælp. Ansøgeren var uddannet som sygehjælper og arbejdede inden for dette fag fra 1978 til 1985. Derpå blev han selvstændig landmand. I 1993 henvendte han sig til sin læge for at blive behandlet for mangeårige ryggener. Han måtte derpå opgive rygbelastende arbejde. Ansøgeren havde ægtefælle som var i beskæftigelse, samt tre børn. Den 14. august 1995 blev han bevilget revalideringshjælp til hf, og den 1. september 1997 bevilgedes han hjælp til at studere historie ved Århus Universitet. Bevillingen gjaldt for perioden fra august 1997 til juni 2000.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen indhentede med samtykke fra ansøgeren helbredsmæssige oplysninger. Oplysningerne ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Se besvarelse under sag 1.3.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til mine bemærkninger til sag nr. 1, spørgsmål 3, samt til gennemgangen i kapitel 3.

S a g n r. 4

”Kvinde, født den 4. februar 1965, ansøgte den 7. marts 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var landbrugsuddannet og havde arbejdet i 10 år med svineavl. Ansøgeren havde en tennisalbue og led af astma og rygproblemer. Hendes læge havde derfor rådet hende til at skifte arbejde. Ansøgeren var med virkning fra 1. september 1997 blevet optaget på uddannelsen som agrarøkonom. Ansøgeren havde en samlever der arbejdede. Parret havde ingen børn. Den 7. august 1997 blev hun bevilget revalideringshjælp til uddannelse som agrarøkonom. Bevillingen omfattede perioden fra 25. august 1997 til december 1998.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen indhentede med samtykke fra ansøger lægelige oplysninger om ansøgeren. Oplysningerne ses ikke at være forelagt ansøger til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Se besvarelse under sag 1.3.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til mine bemærkninger i sag nr. 1, spørgsmål 3, samt til den generelle gennemgang i kapitel 3.

S a g n r. 5

”Mand, født den 8. februar 1967, indgav den 11. januar 1996 ansøgning om revalideringshjælp. Ansøgeren var uddannet maskinarbejder. I slutningen af 1993 forvred han sin hofte. Undersøgelser viste at han havde fået et svært brud i brusken i lårbenshovedet. Desuden havde han kraftigt fremadskridende slidgigt. Lidelsen hindrede ansøgeren i at vende tilbage til arbejdet som maskinarbejder. Ansøgeren var gift og havde to små børn. Den 20. juni 1996 fik han tildelt revalideringshjælp til at tage 9.-10. klasse på VUC. Den 14. august 1997 tildeltes han revalideringshjælp, først i form af et informatikkursus på VUC og dernæst til uddannelsen som pædagog. Bevillingen omfattede perioden fra august 1997 til december 1997 og dernæst fra 2. februar 1998 til juni 2001.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen indhentede med samtykke fra ansøgeren helbredsmæssige oplysninger om ansøgeren. Oplysningerne ses ikke at være forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Ad 1: Se besvarelse under sag 1.3.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til mine bemærkninger i sag nr. 1, spørgsmål 3, samt den generelle gennemgang i kapitel 3.

S a g n r. 6

”Kvinde, født den 22. januar 1950, indgav den 21. marts 1996 ansøgning om revalideringshjælp. Ansøgeren havde efter en faldulykke i 1969 konstante rygproblemer. I 1991 fik hun yderligere en depression. Ansøgeren arbejdede i mange år som forsorgsassistent og blev afskediget i 1991 på grund af sygdom. Den 26. juni 1997 blev ansøgeren tildelt revalideringshjælp til færdiguddannelse som pædagog. Bevillingen omfattede perioden fra 1. september 1997 til juni 1998. Ansøgeren havde tidligere fået revalideringshjælp til uddannelse som pædagog, men var ophørt med uddannelsen den 26. februar 1996.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

I sagen ligger en samtykkeerklæring ifølge hvilken ansøgeren samtykker i at kommunen indhenter lægelige oplysninger, jf. forvaltningslovens § 29, stk. 1, eller princippet heri. Erklæringen som ifølge sit eget indhold er gyldig i et år, er hverken underskrevet eller dateret. Jeg anmoder om kommunens udtalelse herom.

De lægelige oplysninger der blev indhentet, ses ikke at være forelagt for parten, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

I ’lægejournal’ dateret 11. februar 1992 står der bl.a. følgende:’På baggrund af ovenstående finder jeg således ikke, at ansøgers ryglidelse er af en sværhedsgrad, at det kan berettige til revalidering.’Bemærkningerne er skrevet af kommunens lægekonsulent. Bemærkningerne giver det indtryk at lægekonsulenten ikke alene vurderede ansøgerens helbredsmæssige forhold, men også tog stilling til om ansøgeren var berettiget til revalideringshjælp. Jeg henviser til mine bemærkninger i spørgsmål 4 i sag nr. 1. Jeg beder kommunen om at udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Sagen fra 1991 er ikke fremsendt, idet Ombudsmanden bad om tilfældig udvælgelse, som skulle foretages for de sidste 15 iværksatte revalideringssager før 1. november 1997.Derfor var der kun medsendt akter vedr. sagen fra 21.3.1996 dog også lægelige akter fra 1991, idet disse helbredsmæssige oplysninger var grundlag for bevilling i 1996.Der vedlægges underskrevet samtykkeerklæring pr. 11.9.91. (bilag 2)

Der er ikke ved kopier af de lægelige papirer forelagt partshøring, men det er oplyst, at kutymen dengang var, at alle papirer blev gennemgået med ansøger inden afgørelserne. I øvrigt blev revalidering bevilget, med opstart af en praktik i en institution, med henblik på senere uddannelse til pædagog. De lægelige oplysninger ses ikke at være til ugunst for ansøgningen.

Der henvises til kommunens generelle bemærkninger vedr. dette, samt at lægekonsulenten i det konkrete tilfælde, ikke afgjorde sagen, som jfr. ovenstående, ud fra en samlet vurdering blev bevilget, på trods af lægekonsulentens afsluttende bemærkninger.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

I mit spørgsmål henviste jeg til en udateret samtykkeerklæring som ifølge sit eget indhold var gyldig i et år. Kommunen har ikke givet oplysning om hvornår denne erklæring er underskrevet, eller forklaret hvorledes det sikres at tidsbegrænsningen bliver effektiv når erklæringen ikke er dateret. Ifølge forvaltningslovens § 28, stk. 5, bortfalder et samtykke til videregivelse af oplysninger senest et år efter at det er givet. En tilsvarende frist er ikke fastsat for så vidt angår samtykke til indhentelse af oplysninger i henhold til § 29, stk. 2, i forvaltningsloven.

Bestemmelsen i § 28, stk. 5, er efter min opfattelse udtryk for et generelt princip om at et samtykke der skal danne grundlag for videregivelse eller indhentelse af fortrolige oplysninger, skal være af forholdsvis ny dato. Fristen i § 28, stk. 5, kan i denne henseende betragtes som vejledende. Så vidt jeg har forstået kommunens svar, anså kommunen sig berettiget til i 1996 at inddrage lægelige oplysninger der var blevet tilvejebragt til brug for en helt anden sag (sygedagpengesag) på grundlag af samtykkeerklæring underskrevet 11. september 1991, dvs. ca. 5 år tidligere. Efter min mening burde kommunen have indhentet nyt samtykke.

Ad 2

Jeg henviser til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Da ansøgeren fik fuldt ud medhold, var der ikke partshøringspligt efter § 19, stk. 1. Det tilføjes at en ”gennemgang” af alle papirer inden afgørelsen ikke uden videre ville kunne anerkendes som en opfyldelse af forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Kommunen har tilsyneladende opfattet forholdet således at hvis der i 1991 blev partshørt over de lægelige oplysninger, var det overflødigt at partshøre på ny over de samme oplysninger i forbindelse med den nye afgørelse. I 1996 indgik oplysningerne fra 1991 i en ny sag om revalidering. Inddragelsen betød at oplysningerne indgik i en ny sammenhæng samt eventuelt havde mistet deres aktualitet. I tilfælde af en negativ afgørelse havde der således været partshøringspligt.

Ad 3

Kommunen har ret i at lægekonsulenten ikke afgjorde sagen, og ligeledes i at udtalelsen ikke udelukkede at der blev bevilget revalideringshjælp. Den citerede bemærkning er skrevet af lægekonsulenten i kommunens journal. Den kan vanskeligt forstås anderledes end at konsulenten ikke begrænsede sig til at bedømme sagens lægelige oplysninger, men derudover vurderede om ansøgeren opfyldte betingelserne for at få revalideringshjælp. Idet jeg henviser til mine bemærkninger i sag nr. 1, spørgsmål 4, må jeg anse dette for en fejl. Fejlen fik dog, som anført af kommunen, ikke væsentlig betydning.

S a g n r. 7

”Kvinde, født den 9. juli 1968, ansøgte den 10. september 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var netop flyttet til Silkeborg fra Københavns Kommune som i 1993 havde anerkendt ansøgeren som revalidend af sociale årsager. Silkeborg Kommune tildelte hende den 2. oktober 1997 revalideringshjælp til uddannelse på Center for Rytmisk Musik og Bevægelse. Bevillingen omfattede perioden fra 1. oktober 1997 til juni 2001.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen indhentede med samtykke fra ansøgeren journalark fra Københavns Kommune. Oplysningerne ses ikke at være blevet forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Kommunen bedes oplyse om den har anset sig for forpligtet til at videreføre den bevilling Københavns Kommune havde meddelt ansøgeren.”

Kommunen svarede

Journalen og oplysninger heri, dannede grundlag for fortsat bevilling af det ansøgte, er som sådan ikke et dokument der er til ugunst for ansøgningen/bevillingen.

jfr. vejledning om hjælp efter bistandslovens kapitel 10, pkt. 15 Flytning til en anden kommune, er der redegjort for, hvordan en kommune skal forholde sig til ovennævnte sagstype. Silkeborg Kommune har fulgt disse vejledninger i den aktuelle sag.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg er enig med kommunen i at der ikke var pligt til partshøring såfremt kommunen lagde til grund at den som udgangspunkt videreførte den bevilling ansøgeren havde fået af Københavns Kommune.

Ad 2

Jeg forstår svaret således at Silkeborg Kommune anså sig for forpligtet til at yde bistand. Jeg henviser i øvrigt til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

S a g n r. 8

”Kvinde, født den 22. marts 1973, ansøgte den 26. august 1997 om revaliderings-hjælp. Ansøgeren var enlig mor til et 5 måneder gammelt barn. Ansøgeren pådrog sig i 1995 en knæskade som forhindrede hende i at fortsætte sit arbejde. Den 1. september 1997 tildeltes ansøgeren revalideringshjælp til en 2-årig uddannelse på et handelsgymnasium. Bevillingen omfattede perioden fra 11. august 1997 til juni 1999.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

I journalen for den 26. august 1997 er noteret at ansøgeren blev tildelt revalideringshjælp til en 4-årig uddannelse som kontorelev. Ifølge bevillingsskrivelsen af 1. september 1997 gjaldt hjælpen ’2-årig HG’ mens praktikperioden ikke var nævnt i brevet. Kommunen bedes redegøre for forskellene mellem journalnotatet og bevillingsskrivelsen.”

Kommunen svarede

”Ad 1: Pgl. er jfr. journalnotat bevilget støtte efter § 43 til en 4-årig uddannelse. På baggrund af en arbejdsdeling mellem en sagsbehandler og en jobkonsulent i sagstyper som det nævnte, sker den ’papirmæssige’ bevilling af 2 omgange. Til de sidste 2 år til praktikdelen blev bevillingen forlænget d. 16.6.99. Hele uddannelsen er bevilget i starten og ændres ikke, med mindre opfølgningen jfr. gældende regler giver anledning til ophør eller ændring af planen.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Kommunens svar forklarer forskellen på journalen og bevillingsskrivelsen. Det ville have været hensigtsmæssigt om forklaringen fremgik af journalen, jf. bemærkningerne i kapitel 3 om notatpligt.

S a g n r. 9

”Kvinde, født den 9. august 1951, ansøgte den 28. maj 1996 om revalideringshjælp. Ansøgeren havde slidgigt i hvirvelsøjlen og havde desuden en arvelig knoglelidelse. I mange år havde ansøgeren haft smerter i skulder og nakke. Ud over de somatiske lidelser havde hun psykosociale problemer. I 1970 blev ansøgeren færdig som dekoratør. Fra 1971 til 1973 arbejdede hun som køkkenassistent, fra 1973 til 1975 som fabriksarbejder. Siden 1978 havde hun ikke haft normal tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun havde siden haft aktiverings- og jobtræningsjob. Den 8. august 1996 gav ansøgeren udtryk for at hun ønskede førtidspension. Den 16. december 1996 afslog kommunen at tildele hende pension ’da revalideringsmulighederne ikke var udtømte’. Den 7. april 1997 blev ansøgeren indskrevet på revaklinikken. Efter opholdet besluttede kommunen den 1. september 1997 at tildele ansøgeren revalideringshjælp til en 1-årig uddannelse på et handelsgymnasium. Bevillingen omfattede perioden fra 1. november 1997 til juli 1998.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

I notat for den 13. november 1997 i kommunens journal er det anført at der blev bevilget ansøgeren revalideringshjælp til en kontoruddannelse på handelsskole i to år og derefter forventet praktik med mindsteløn i to år. Bevillingsskrivelsen af 1. september 1997 indeholdt bevilling til handelsgymnasium i et år. Kommunen bedes oplyse hvilken af de to angivelser der er korrekt, samt forklare forskellen.

Til brug for afgørelsen indhentede kommunen lægelige oplysninger om ansøgeren, en udtalelse fra Reva-Silkeborg under Århus Amtskommune samt akterne fra ansøgerens pensionssag. Oplysningerne ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Ansøgeren fik den 7. august 1996 afslag på en ansøgning om revalidering til biblioteksassistent. Kommunen bedes forklare årsagen til at den et år senere anså ansøgeren for revalideringsberettiget, men til en handelsuddannelse.

Kommunen afslog den 17. december 1996 en ansøgning fra ansøgeren om social pension med henvisning bl.a. til at ’Der skønnes at være mulighed for at iværksætte revalidering’. Kommunen bedes forklare dette nærmere, set i lyset af at kommunen inden for kort tid – den 7. august og den 7. december 1996 – vurderede ansøgeren til henholdsvis ikke at være berettiget til revalideringshjælp og til fortsat at have mulighed for revalidering. I denne forbindelse bedes kommunen redegøre for sin bedømmelse af erklæring af 31. august 1996 fra ansøgerens egen læge og overlæge Jørgen Munchs erklæring af 19. november 1996 som begge konkluderede at ansøgerens arbejdsevne er reduceret i væsentlig grad.”

Kommunen svarede

”Bevillingen er i henhold til journalnotatet. Der er fejlagtigt i bevillingen skrevet 1-årig HG, der skulle i stedet have stået HG 1, og efterfølgende HG 2. Bevillingen er d. 26.6.1998 forlænget til juni 1999.

For så vidt angår papirerne fra revac. Silkeborg er oplysningerne afgivet af ansøger selv, og ansøger er informeret om indholdet under opholdet på revalideringsinstitutionen. Notaterne indgår som grundlag for en fælles konference, hvor ansøger selv deltager. I øvrigt følger oplægget ansøgningen om uddannelse på Handelsskolen, som efterfølgende blev bevilget.De lægelige oplysninger i forbindelse med ansøgningen om revalideringsstøtte ses ikke at være til ugunst for ansøgningen.

Afslaget til biblioteksmedarbejder (kunsthistoriker og museumsmedarbejder, som hun også havde foreslået), var på det tidspunkt begrundet i en vurdering af, at hun kunne blive selvforsørgende via en selektiv arbejdsplacering.Dette lykkedes ikke, og på baggrund af et afklarende forløb på Reva.c.Silkeborg, har kommunen således et år senere nye oplysninger, som har dannet grundlag for bevillingen pr. 1.9.1997.

Kommunen har ikke givet afslag på støtte via revalideringsparagrafferne, idet der peges på en arbejdsprøvning. Afslaget er givet på bestemte ønsker om uddannelse, jfr. ovenstående. Vedr. de helbredsmæssige oplysninger bl.a. erklæringer fra egen læge og speciallæger, indgår som en del af afgørelsesgrundlaget. Kommunen har afgjort sagen ud fra en helhedsvurdering, og kommunen er ikke enig med lægerne om, at erhvervsevnen er stærkt nedsat, set ud fra ansøgeres helbredsmæssige tilstand, tilstanden er derfor ikke stationær og revalideringsmulighederne tilstede.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Kommunens svar forklarer forskellen på journalen og bevillingsskrivelsen. Jeg må anse det for uheldigt at bevillingsskrivelsen var unøjagtig og ikke indeholdt en dækkende beskrivelse af den hjælp der var tildelt ansøgeren.

Ad 2

Selv om oplysningerne fra revaklinikken til dels er afgivet af ansøgeren selv til klinikken, er kommunen ikke af den grund fritaget for at partshøre over dem. Oplysningerne blev således af ansøgeren afgivet til en anden instans end den der skulle træffe afgørelse. I øvrigt dannede oplysningerne grundlag for en udtalelse fra revaklinikken til brug for kommunens sag. Klinikkens vurdering af de oplysninger der blev modtaget, kunne under ingen omstændigheder anses for parten bekendt blot fordi hun selv havde givet oplysninger til revaklinikken. At ansøgeren deltog i en fælles konference, kan efter min mening heller ikke betragtes som en efterlevelse af § 19, stk. 1. Hertil kræves at der på konferencen blev forelagt parten oplysninger med henblik på en udtalelse, samt at de forelagte oplysninger var af forholdsvis ukompliceret karakter.

At der (senere) blev bevilget ansøgeren revalideringshjælp, var efter min mening ikke ensbetydende med at oplysningerne, da de blev modtaget af kommunen, kunne anses for at være til gunst for ansøgeren. Det kommer i denne forbindelse i betragtning at oplysningerne ikke alene tillagdes betydning for om ansøgeren skulle have revalideringshjælp, men også for udformningen af revalideringsplanen. Som sagen forelå oplyst, kunne det ikke anses for fuldt afklaret hvad ansøgeren ønskede i denne henseende. Jeg henviser i øvrigt til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Ad 3

Kommunens svar indeholder efter min mening ikke en fyldestgørende forklaring på at ansøgerens ønske ikke blev imødekommet. Det oplyses blot at kommunen mente at hun kunne blive selvforsørgende ”via en selektiv arbejdsplacering”. Der foreligger således fortsat ikke en forklaring på afslaget eller for den sags skyld på at kommunen endte med at bevilge en ny uddannelse på handelsgymnasium.

Ad 4

Kommunens svar indeholder hverken isoleret set eller læst i sammenhæng med svaret på spørgsmål 3 en forklaring på afgørelserne i sagen. Til trods for at to lægeerklæringer pegede i retning af at ansøgeren helbredsmæssigt opfyldte betingelserne for at få tilkendt pension, blev dette afslået. Oplysningen om at sagen er afgjort ud fra en helhedsvurdering, er i denne henseende intetsigende. At ansøgerens ønske om uddannelse ikke blev imødekommet, er heller ikke blevet forklaret.

På baggrund af kommunens svar må jeg lægge til grund at kommunen selv opfattede sagen således at ansøgeren havde fået afslag på uddannelsesønsket. Herefter må bevillingsafgørelsen anses for en afgørelse hvor ansøgeren kun fik delvis medhold. Da afgørelsen blev meddelt skriftligt, var kommunen forpligtet til at ledsage det delvise afslag af en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22. En sådan er ikke på noget tidspunkt blevet givet.

S a g n r. 10

”Kvinde, født den 15. marts 1972, ansøgte den 4. juli 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren, som var enlig og uden børn, var i færd med at uddanne sig til kørelærer. Ansøgeren havde været i færd med uddannelsen som plejehjemsassistent, men havde måttet ophøre hermed på grund af rygproblemer. Disse stammede fra 1991 hvor hun havde været ude for et trafikuheld. Ansøgeren havde indledt en læreruddannelse som hun var ophørt med i utide. De seneste to år havde ansøgeren arbejdet som småskolelærer på et ridecenter. Den 4. september 1997 bevilgedes ansøgeren revalideringshjælp til færdiggørelse af kørelæreruddannelsen omfattende perioden fra 22. august 1997 til november 1997. Da ansøgeren dumpede til prøven i november, udstedtes ny bevilling den 11. december 1997 for perioden fra 1. november 1997 til maj 1998.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen indhentede med samtykke fra ansøgeren helbredsoplysninger. Oplysningerne ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Se besvarelsen under sag 1.3.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til mine bemærkninger til sag nr. 1, spørgsmål 3, samt til den generelle gennemgang i kapitel 3.

S a g n r. 11

”Kvinde, født den 17. november 1960, indgav den 9. september 1997 ansøgning om revalideringshjælp. Ansøgeren var gift og havde to børn på henholdsvis 14 og 6 år. På ansøgningstidspunktet var ansøgeren sygemeldt på grund af lændehold. Ansøgeren havde tidligere arbejdet som syerske, pædagogmedhjælper og senest som dagplejemor i Silkeborg Kommune. Den 24. september 1997 afslog kommunen ansøgningen.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunens afslag af 24. september 1997 havde følgende indhold: ’Der er ingen fysiske forhold, der kan godtgøre en bevilling til omskoling via bistandsloven prgf. 43. Du vurderes til at kunne varetage et arbejde på almindelige vilkår, dog bør der tages skånehensyn i forhold til fysisk belastende arbejde. Du opfordres i første omgang til at tage kontakt til din arbejdsgiver, – Silkeborg kommune, for en snak om andre hensigtsmæssige tilbud (eks. SFO) jævnfør den overordnede personalepolitik, der tilstræber genansættelse. Endvidere anses det for en god ide at kontakte din a-kasse og evt. AF, for at høre hvilke muligheder de kan tilbyde. Evt. kan du måske bruge din a-kasse som rådgivende og samarbejdende i forhold til tidligere arbejdsplads. Du er velkommen til at kontakte mig for yderligere vejledning. ’ Brevet lever ikke op til kravene i § 24 i forvaltningsloven idet der ikke er anført de hovedhensyn der har motiveret kommunen til afgørelsen. Brevet indeholder heller ikke en angivelse af sagens forløb der kunne sætte ansøgeren i stand til at vurdere om kommunen havde forstået sagens oplysninger korrekt. Kommunen bedes udtale sig herom.

I notat af 24. september 1997 i journalen er anført følgende: ’Der meddeles ( ) afslag på revalideringsansøgning. I samråd med læge konsulent, vurderes pgl. ikke revalideringshabil på fysisk indikation, men kan delvist imødekommes, da pgl. har været ufaglært indenfor børneområdet i omkring 15 år. I første omgang opfordres pgl. til at kontakte sin arbejdsgiver – Silkeborg kommune, for en ansættelse i job hvor der kan tages skånehensyn ift. knæbelastende arbejde, samt en kontakt til AF og a-kasse, for at høre hvilke tilbud de kan anbefale. Der kan eventuelt blive tale om en prgf. 43.8 foranstaltning, hvis andet svigter.’ Notatet, sammenholdt med brevet af samme dato, efterlader det indtryk at kommunen i virkeligheden ikke var sikker på at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at modtage revalideringshjælp. Kommunen bedes udtale sig herom, samt forklare at ansøgeren alligevel fik et afslag.

Kommunen indhentede lægelige oplysninger om ansøgeren fra hendes læge. Der ses ikke at være indhentet samtykke hertil, jf. princippet i forvaltningslovens § 29, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

De lægelige oplysninger ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

I lægens statusbedømmelse stod der bl.a.:’Siden 1990 recidiverende lumbago med typiske facetledssyndromer, hyppigst i forbindelse med løftning under arbejde som dagplejemor. De sidste år tiltagende sygemeldinger desangående. Røntgenologisk er der hø. sidig sacroiliit, norm. col. lumb. Ingen tidl. tegn på inflammatorisk ledlidelse. Serologisk negativ. Det sidste ½ år har hun haft recidiverende tenosynoviter, mest omkring lat. epicondyl bilat. med ledsagende arthralgier fra albuer og skuldre. Typiske triadesymptomer. Nu sygemeldt siden 23.06.97. Rtg. us. normale. Biokemi i orden. SR 5. Ud over ovennævnte har der været op- og nedture rent psykisk, dels i forbindelse med ægteskabelige/eksistentielle problemer, dels i forbindelse med ovennævnte, som medfører stor belastning i arbejdet omkring dagplejebørnene og deres familie. P.t. i god balance. Har i øvrigt haft tendens til recidiverende bronchitepisoder i forbindelse med virose og forlænget af abusus tabaci. Alt i alt har hun tiltagende belastningssymptomer med begyndende degenerative problemer fra albuer, skuldre, lænderyg/sacroiliacaled. Kan derfor tilrådes revalidering til et mindre ledbelastende arbejde. Her tænkes mest på et arbejde, som er både siddende og gående, og som indeholder arbejdsprocesser i vekslende tempo og ergonomisk rigtige variationer. Hun har selv overvejet kunsthåndværk (bl.a. blomsterkunst). Kan tilrådes dette på baggrund af blivende og langsomt progredierende symptomer ved fortsat slitage.’ Oplysningerne peger i retning af at ansøgeren var berettiget til revalideringshjælp. I samme retning peger de oplysninger der er nedfældet i journalen i perioden efter afslaget. Kommunen bedes på den baggrund uddybe bemærkningerne i afslaget om at der ’ingen fysiske forhold (er), der kan godtgøre en bevilling til omskoling’.”

Kommunen svarede

”1) Kendelsen indeholder ikke oplysninger om de faktiske omstændigheder, der har været lagt til grund for afgørelsen – dog henvises til, at vurderingen er foretaget ud fra de helbredsmæssige oplysninger, med angivelse af nødvendige skånehensyn. Afgørelsen er ikke tilstrækkelig begrundet.

Udgangspunktet har været, at ansøger ud fra en helhedsvurdering burde kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet, jfr. nævnte skånehensyn, og var som sådan, på dette tidspunkt, ikke omfattet af revalideringsbestemmelserne. Baggrunden for journalnotatet, om evt. støtte via § 43.8 hvis andet svigter, var, at ansøger evt. på et senere tidspunkt ville være omfattet af reglerne, nemlig hvis det viste sig, at der ikke var muligheder for en direkte tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Samtykkeerklæringen var fejlagtigt ikke medsendt. Vedlægges nu i kopi. (bilag 2)

I denne sag, hvor der meddeles afslag, ville det være rimelig med en partshøring på de helbredsmæssige oplysninger. Dog kan det på den anden side også vurderes, at oplysninger overvejende er til gunst for ansøgningen.

5)er henvises til svar under pkt. 2, samt bemærkninger om, at Silkeborg Kommune var opmærksom på diverse helbredsmæssige problemer, jfr. Lægens statuserklæring, men ikke anså disse problemer at være til hinder for genoptagelse af et arbejde, med visse skånehensyn.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Som det ses, er kommunen enig i at den meddelte begrundelse ikke var fyldestgørende til opfyldelse af kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Ad 2

Kommunens svar giver efter min mening ikke en tilfredsstillende forklaring på hvorledes kommunen er nået frem til at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne i den dagældende bistandslovs § 43. På den ene side oplyste kommunen at den ud fra en ”helhedsvurdering” fandt at ansøgeren burde kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. På den anden side vedstod kommunen at notatet om § 43, stk. 8, byggede på en antagelse om at det kunne vise sig at der ikke var muligheder for en direkte tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Jeg finder fortsat at journalnotatet viste at kommunen ikke var sikker på at et afslag var berettiget. Efter min mening burde kommunen derfor have foranstaltet fornyet undersøgelse af om ansøgeren havde mulighed for at få arbejde og forsørge sig selv. Der ses f.eks. ikke at være foretaget konkrete undersøgelser af hvilke job pågældende eventuelt kunne bestride.

Ad 3

Der forelå samtykke til indhentelse af de lægelige oplysninger. Kommunens svar giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 4

Jeg må anse det for en tilsidesættelse af forvaltningslovens § 19, stk. 1. Jeg forstår at kommunen mener at de lægelige oplysninger kunne anses for begunstigende for ansøgeren. Da oplysningerne ikke ansås for tilstrækkeligt tungtvejende til at begrunde at ansøgningen blev imødekommet, har jeg svært ved at se at oplysningerne skulle kunne anses for at være til gunst for ansøgeren og dermed fritaget for partshøringspligten. Jeg henviser i øvrigt til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Ad 5

Kommunens svar er heller ikke på dette punkt afklarende eller blot opklarende med hensyn til grundene til at afslå ansøgningen. Den citerede passus fra afslaget må efter min mening anses for misvisende i forhold til de overvejelser der er kommet til udtryk i journalen med hensyn til spørgsmålet om ansøgerens ret til revalidering. Den forbeholdsløse henvisning til at der ingen fysiske forhold var der kunne begrunde en omskoling, står efter min mening i klar kontrast især til lægens statusbedømmelse.

S a g n r. 12

”Kvinde, født den 18. februar 1952, indgav den 22. april 1997 ansøgning om revalideringshjælp. Ansøgeren havde en samlever og to børn. Ansøgeren var uddannet fritidspædagog og havde de sidste 10 år arbejdet i en børnehave som souschef. Ansøgeren havde udviklet psoriasisgigt som gav smerter og fremkaldte træthed. Hun havde på grund af sygdommen måttet gå på deltid og forventede at hun helt måtte ophøre med arbejdet. Den 19. august 1997 bevilgede kommunen ansøgeren revalideringshjælp til uddannelse som talepædagog. Bevillingen omfattede perioden fra 1. august 1997 til januar 1999.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen indhentede med samtykke fra ansøgeren lægelige oplysninger om ansøgeren. Oplysningerne ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Se besvarelse under sag 1.3.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

S a g n r. 13

”Mand, født den 18. oktober 1967, indgav den 22. april 1996 ansøgning om revalideringshjælp. Ansøgeren var som 3-årig ude for et alvorligt trafikuheld hvor han blev hjerneskadet og fysisk handicappet. Den 10. september 1997 blev ansøgeren tildelt revalideringshjælp til handelsgymnasium. Bevillingen omfattede perioden fra 1. september 1997 til juni 1999.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Med samtykke fra ansøgeren indhentede kommunen oplysninger fra ansøgerens læge samt fra Reva-Silkeborg om ansøgerens rent personlige forhold. Oplysningerne ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Samtykket til indhentelse af oplysninger om ansøgerens rent private forhold er underskrevet den 10. november 1995 og gjaldt et år. Kommunen modtog den 30. maj 1997 en udtalelse fra en psykolog med hvem ansøgeren havde fået bevilget 5 individuelle samtaler. I notat af 3. juni 1997 i journalen står at erklæringen blev fremsendt ’efter aftale’. Betyder det aftale med ansøgeren eller aftale mellem sagsbehandleren og psykologen?”

Kommunen svarede

Silkeborg Kommune har en fast aftale med psykologen, at der tilbagemeldes for de klienter som er henvist af Silkeborg Kommune til behandling. Klienten er i forbindelse med de forudgående samtaler orienteret om, hvad der er formålet, hvad der skal ske, samt oplyst om, at kommunen vil få skriftlig tilbagemelding. Dette er en fast procedure i disse tilfælde.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Ad 2

Jeg må lægge til grund at det samtykke fra 1995 kommunen havde til indhentelse af rent private oplysninger, ikke blev brugt i forbindelse med modtagelsen af psykologerklæringen. Jeg forstår kommunens svar således at psykologen generelt udleverer oplysninger om klienter der er henvist til behandling af kommunen, men at der ikke i hvert enkelt tilfælde indhentes samtykke hertil fra klienten. Klienten får oplysning om hvad formålet med henvisningen til psykologen er, samt om at kommunen får en skriftlig tilbagemelding. Der forelå således ikke udtrykkeligt samtykke til udlevering af oplysningerne.

Det kunne overvejes om klientens fremmøde hos psykologen kan sidestilles med et stiltiende samtykke til at oplysningerne udleveres. Efter min mening kan en sådan henvendelse ikke betragtes som et samtykke. Det må for det første forudsætte at klienten er klar over at han/hun er berettiget til at træffe bestemmelse om hvorvidt oplysningerne skal udleveres. Som kommunen har beskrevet proceduren, kan klienten tænkes at have fået det indtryk at den beskrevne procedure er lovfæstet eller lovlig uden at hans/hendes samtykke er påkrævet. Efter min mening ville det stemme bedre med princippet bag forvaltningslovens § 29 hvis der blev indhentet udtrykkeligt samtykke til at psykologen udleverede oplysninger til forvaltningen.

S a g n r. 14

”Kvinde, født den 29. maj 1966, ansøgte den 22. maj 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var enlig og uden børn. I november 1996 var ansøgeren udsat for en arbejdsulykke mens hun arbejdede som tandtekniker. Ansøgeren mistede synet på det ene øje og havde derefter vanskeligt ved at udøve sit hidtidige erhverv. Den 14. august 1997 fik ansøgeren bevilget revalideringshjælp til uddannelse som optometrist. Bevillingen gjaldt perioden fra 28. juli 1997 til 31. december 2001.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen indhentede med samtykke fra ansøgeren helbredsoplysninger om hende. Oplysningerne ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Uddannelsen som optometrist skulle foregå i Randers. Ansøgeren søgte om at få dækket udgifterne til ophold på kollegieværelse. Ansøgeren forklarede at hun var nødt til at have værelse i Randers da hun var nødsaget til at tage hjemmefra ca. 05.50 og først var hjemme igen kl. 19.00. Transporten kostede 340 kr. pr. uge. Kommunen afslog i brev af 23. september 1997. Kommunen skrev:’Det er ikke en udgift der kan dækkes via bistandslovens prgf. 43, da det ikke skønnes nødvendigt i forbindelse med dit studium. Dette er vurderet på baggrund af at du er enlig og ikke er afhængig af eksempelvis daginstitutioners lukketider. Jeg vil gerne medgive dig, at det er en lang arbejdsdag, og jeg vil i stedet bede dig overveje at flytte til Randers. Din revalideringsydelse vil automatisk følge med. ’ Kommunen bedes uddybe begrundelsen. Så vidt jeg forstår brevet, er kommunen enig med ansøgeren i at hendes arbejdsdag er meget lang, at et ophold på kollegieværelse kunne være rimeligt, samt at det ikke ville være udelukket at yde hjælp efter § 43 til en sådan udgift. Kommunen bedes forklare hvorfor situationen havde været anderledes hvis ansøgeren havde haft børn i daginstitution. Kommunen bedes endvidere redegøre for at den på den ene side medgav ansøgeren at hendes arbejdsdag var meget lang og foreslog hende at flytte til Randers, men samtidig ikke mente at en udgift til et kollegieværelse kunne afholdes i henhold til § 43. Endelig beder jeg kommunen uddybe den afsluttende bemærkning om at revalideringsydelsen ’vil automatisk følge med’. Er det kommunens opfattelse at Randers Kommune ville være forpligtet til at yde ansøgeren revalideringshjælp?”

Kommunen svarede

”Journaloplysninger fra Silkeborg Centralsygehus og Århus Komm.hosp. indeholder ikke oplysninger, der er til ugunst for ansøgningen. Ifg. statusbedømmelsen, hvor der konkret er spurgt, om der er helbredsmæssige hindringer for at gennemføre den ansøgte uddannelse, oplyses præcist, at der ingen hindring er. Statuserklæringen er således til gunst for ansøgningen.

Afgørelsen er foretaget ud fra en individuel vurdering, og er vurderet i forhold til, om det ansøgte kan betragtes som særlige udgifter, der er en nødvendig følge af uddannelsen, og som sådan er afgørende for, om uddannelsen kan gennemføres. Som nævnt er der foretaget en individuel helhedsvurdering, som betyder, at der kunne være andre forhold, fysiske, psykiske og sociale m.m. der ville danne grundlag for en bevilling af denne type ansøgning, f.eks. hvis der var børn, som skulle passes i institution. Det er ikke vurderet, at udgiften opfylder disse betingelser for så vidt angår ansøger, men kommunen er ikke uenig i, at dagen er lang og har i forståelse for ansøgers situation foreslået en flytning. Dette er ment som et godt råd, som ikke er i konflikt med den trufne afgørelse. Med hensyn til, at revalideringsydelsen ville følge med, er det kommunens opfattelse, at den nye kommune skulle overtage erhvervsplanen jfr. vejledning om hjælp efter bistandslovens kapitel 10, pkt. 15 ’Flytning til en anden kommune’.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Ad 2

Jeg er enig med kommunen i at en eventuel flytning måtte indebære at tilflytningskommunen som udgangspunkt måtte fastholde revalideringsbevillingen. Principielt tilkommer det dog tilflytningskommunen at træffe afgørelse, jf. kapitel 3.

Kommunens brev af 23. september 1997 indeholdt en afgørelse om ikke at imødekomme ansøgningen om støtte til et værelse i Randers. Da ansøgeren ikke fik medhold, skulle brevet ledsages af en begrundelse i overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 22 og 24.

Ifølge § 24 skal en begrundelse for at være fyldestgørende indeholde en henvisning til den relevante bestemmelse for afgørelsen. I denne henseende en henvisning til § 43 med specifikation af hvilket stykke eller punktum i bestemmelsen der var blevet anvendt. Brevet indeholdt ikke en sådan henvisning. Desuden krævedes at kommunen henviste til hvilke hovedhensyn der lå bag afslaget. Brevet indeholdt ikke en sådan angivelse hvilket jeg ligeledes må betragte som en fejl.

Kommunens svar indeholder ingen oplysning om hvilke konkrete forhold kommunen lagde vægt på i forbindelse med afslaget. Det anførtes blot at der blev anlagt en ”helhedsvurdering” hvilket på ingen måde indeholder den fornødne forklaring. Brevet var desuden i flere henseender misvisende eller savnede indre sammenhæng. For det første finder jeg det misvisende at kommunen ikke gav en egentlig begrundelse for afslaget samtidig med at kommunen medgav ansøgeren at den lange transporttid udgjorde et problem. Jeg forstår at henvisningen til børnepasning skulle opfattes som et helt abstrakt eksempel på forhold som under helt andre omstændigheder kunne have begrundet at ansøgningen blev imødekommet. Jeg finder det imidlertid mindre velvalgt netop i den foreliggende situation hvor imødekommelse af ansøgningen netop ikke kunne forventes at løse eventuelle pasningsproblemer.

S a g n r. 15

”Kvinde, født den 14. september 1956, ansøgte den 15. januar 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var uddannet socialpædagog og havde i flere år arbejdet som pædagog, senest i en af kommunens børnehaver. Hun havde i mange år haft knæproblemer på grund af hvilke hun havde været sygemeldt siden 10. juni 1996. Efter 120 dages sygefravær blev hun afskediget fra børnehaven. Den 17. september 1997 blev ansøgeren bevilget revalideringshjælp til uddannelse som tale-hørepædagog. Bevillingen gjaldt for perioden fra 1. november 1997 til 31. august 1999.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen indhentede med samtykke fra ansøgeren lægelige oplysninger om hende. Oplysningerne ses ikke at være forelagt for hende til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Se besvarelse under sag 1.3.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg anser det for usikkert om der var partshøringspligt efter § 19, stk. 1. Jeg henviser til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

b) Generelle spørgsmål

Jeg bad kommunen besvare tre generelle spørgsmål. Det første lød

” 1. Gennemgående er det vanskeligt af det udleverede materiale at se om kommunen har partshørt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1, typisk vedrørende helbredsoplysninger der er indhentet til brug for behandlingen af en revalideringsansøgning.

Jeg er opmærksom på at dette forhold kan have sammenhæng med at de fleste afgørelser er begunstigende, og at de lægelige oplysninger derfor kan være blevet opfattet som gunstige for ansøgeren.

Der ses imidlertid generelt ikke at være gjort overvejelser om hvorvidt oplysningerne skulle forelægges for parten, heller ikke i de tilfælde hvor oplysningerne ikke entydigt støttede ansøgningen.

Jeg beder derfor kommunen om at redegøre for den generelle fremgangsmåde der følges i disse sager, til opfyldelse af forvaltningslovens § 19, stk. 1.”

Kommunen svarede

”

Spørgsmål 1 – redegørelse om generel fremgangsmåde, vedr. Forv.lovens § 19. stk. 1.

Siden de omhandlede 15 sager blev behandlet, er der sket administrative ændringer for at sikre overholdelsen af forvaltnings- og retssikkerhedslovens bestemmelser.

Alle der bevilges en forsørgelsesydelse modtager skriftlig helhedsvurdering inden 8 uger jfr. §§ 6 og 7 i Retssikkerhedsloven.

Stort set i alle revalideringssager, hvoraf mange visiteres fra sygedagpengeafsnittet, er der via samtykke indhentet helbredsmæssige oplysninger. Disse oplysninger indgår som en del af afgørelsesgrundlaget, og forelægges for lægekonsulent i de tilfælde, hvor der er behov for en ’oversættelse’ af det lægelige indhold.

Partshøring har de seneste år været tema på faglige møder, bl.a. for at afklare ensartede retningslinier og procedurer.

Afgørelsen og vurderingen sker hos den, der har bevillingskompetencen, oftest hos sagsbehandler. Der er fastsat fælles regler om, at ansøger informeres inden afgørelsen. Der tilsendes materiale, der er til ugunst for ansøgningen, med frist for kommentarer. Her gælder, at materialet også tilsendes ved den mindste tvivl.

Der er en vis frihed, nogle sagsbehandler afholder samtale og gennemgår materialet med ansøger, og andre sender alle akter til ansøger, med frist for kommentarer.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg henviser til de generelle bemærkninger i kapitel 3.

Jeg anmodede endvidere kommunen om at udtale sig om følgende

” 2. Af de 15 sager omhandlede de 11 kvinder, og 4 sager vedrørte mandlige ansøgere. Der er således en klar overvægt at kvindelige revalidender. En tendens som går igen i sagerne fra nogle af de øvrige kommuner der er omfattet af undersøgelsen. Det giver mig anledning til at bede kommunen oplyse det talmæssige forhold mellem kvindelige og mandlige revalidender samt, hvis tendensen fra de 15 sager går igen, udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Spørgsmål 2 – talmæssig forhold mellem mænd og kvinder under revalidering.

Silkeborg Kommune har ikke statistiske oplysninger vedr. fordelingen mandlige og kvindelige revalidender. Ved en opgørelse pr. 31.3.2002, er fordelingen således

59,8% kvinder og

40.2% mænd.

De indsendte sager er jfr. dette ikke udtryk for kønsfordelingen i revalideringssager.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 2

De undersøgte sager giver som anført af Silkeborg Kommune ikke anledning til at antage at der er en skævdeling mellem mandlige og kvindelige revalidender. Mit spørgsmål var affødt af de tilsvarende forhold mellem mandlige og kvindelige revalidender i sagerne fra de øvrige kommuner. Kommunens svar viser imidlertid at der også i Silkeborg Kommune er en overvægt af kvindelige revalidender. Om dette er udtryk for en kønsbetinget forskelsbehandling, giver oplysningerne mig ikke mulighed for at vurdere. Oplysningerne kunne give kommunen grundlag for at undersøge om der er forskel på antallet af mandlige og kvindelige ansøgere der har fået afslag på revalideringshjælp.

Mit tredje og sidste generelle spørgsmål til Silkeborg Kommune var følgende

” 3. I sag nr. 1, spørgsmål nr. 4, har jeg fremsat nogle bemærkninger om lægekonsulenters rolle i sagerne. Flere af de øvrige sager viser at der er usikkerhed med hensyn til hvad lægekonsulenter kan udtale sig om. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Spørgsmål 3 – vedr. lægekonsulentens opgaver.

Jfr. journalnotaterne i visse sager, kan der herske tvivl om, afgørelserne udelukkende er sket på baggrund af lægekonsulentens udtalelse.

Det er i Silkeborg Kommune klart fastsat, at lægekonsulenterne ikke har kompetence i forhold til at afgøre ansøgninger (eller indstille til afgørelse).

Lægekonsulenterne vurderer udelukkende de lægelige oplysninger ud fra et lægefagligt og socialmedicinsk grundlag, men udtaler sig ikke om retten til ydelser. Den lægefaglige bistand, er således en del af et afgørelsesgrundlag på linie med andre relevante oplysninger.

I Silkeborg Kommune noteres der ikke længere oplysninger af den karakter der ses i nogle af de indsendte 15 sager.

”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 3

Jeg er enig i kommunens beskrivelse af lægekonsulentens opgaver og har ikke yderligere bemærkninger til dette spørgsmål.

c) Generelt om Silkeborg Kommune

Gennemgangen af de 15 sager viser ingen tendens til indskrænkende fortolkning af revalideringsreglerne. Silkeborg Kommune er i behandlingen af sagerne gennemgående omhyggelig med at indhente samtykke i forbindelse med indhentelse og videregivelse af fortrolige oplysninger.

Der synes dog at være et problem med tilrettelæggelsen af partshøring i sagerne. Dette hænger sammen med at kommunen generelt lægger til grund at helbredsoplysninger ikke er til ugunst for parten i de tilfælde hvor ansøgeren bliver tilkendt revalideringshjælp. Kommunen foretager vurderingen af om der skal partshøres, på et tidspunkt hvor der (internt) er truffet afgørelse. Den mest hensigtsmæssige efterlevelse af § 19, stk. 1, forudsætter imidlertid at vurderingen anlægges ved kommunens modtagelse af oplysningerne. Hertil kommer at selv om vurderingen foretages ved afgørelsen, og selv om der tilkendes revalideringshjælp, kan oplysningerne have været byrdefulde og givet sig udtryk i en anden revalideringsplan end den ansøgeren fremsatte ønske om.

I tre sager har der kunnet rejses tvivl om hvorvidt den trufne afgørelse var juridisk holdbar. I yderligere en enkelt sag har kommunens begrundelse for den trufne afgørelse ikke levet op til kravene i forvaltningslovens § 24.

8 . Næstved Kommune

Den 30. marts 1998 modtog jeg fra Næstved Kommune 15 revalideringssager. Den 16. oktober 2001 sendte jeg en foreløbig redegørelse til Næstved Kommune som svarede i brev af 22. maj 2002.

a) Gennemgang af de enkelte sager

Gennemgangen af sagerne, mine spørgsmål og kommunens svar gengives i det følgende

S a g n r. 1

”Kvinde, født den 16. maj 1961, ansøgte den 13. juni 1996 om revalideringshjælp. Ansøgeren var uddannet som smørrebrødsjomfru. Fra december 1991 var ansøgeren i en lang periode sygemeldt med en ryglidelse. Hendes muskulære problemer gjorde det vanskeligt for hende at klare køkken- eller rengøringsarbejde. Ansøgeren ønskede hjælp til at uddanne sig til håndarbejdslærer. Den 17. juli 1997 fik ansøgeren tildelt revalideringshjælp til uddannelse som håndarbejdslærer. Bevillingen gjaldt for perioden fra 4. august 1997 til 21. juni 2000.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

I bevillingsskrivelsen er det i rubrikken ’andre uddannelsesudgifter’ anført: ’max kr. 3000 – til materialer’ (senere den 12. september 1997 ændret i journalen til max. 6.000 kr.). Kommunen bedes oplyse hvilke materialer der sigtes til med den anførte bemærkning, samt oplyse med hvilken hjemmel kommunen fastsatte en højeste grænse for dækning af disse udgifter.

Til brug for behandlingen af sagen har kommunen indhentet bl.a. lægelige oplysninger om ansøgeren. Det kan ikke ses at denne indhentelse er sket med samtykke fra ansøgeren, jf. forvaltningslovens § 29 eller princippet heri. Kommunen bedes udtale sig herom samt vedlægge kopi af eventuelt skriftligt samtykke eller notat herom.

Til brug for sagen er indhentet oplysninger fra bl.a. ansøgerens læge. Det kan ikke ses om materialet har været forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Den 21. juni 1996 fik ansøgeren afslag på ansøgningen idet hun ikke skønnedes at være revalideringsberettiget ’på social indikation, da hun er forsørget af ADP og har en uddannelse ’. Den 18. marts 1997 ringede ansøgeren til kommunen og oplyste at hun havde fået medhold i en klage over afslaget af det sociale ankenævn. Ankenævnet havde anset hende for revalideringsberettiget på socialt grundlag. Ifølge notat af 18. marts 1997 svarede sagsbehandleren ansøgeren ’at jeg ikke har modtaget noget endnu og at jeg skal på efteruddannelse indtil d. 5/5-97, hvorfor hun gives samtale til den 20/5- 97’. Den 20. maj 1997 mødte ansøgeren hos sagsbehandleren som endnu ikke havde modtaget kopi af afgørelsen fra nævnet og derfor ikke kunne se begrundelsen for tilkendelsen. Ansøgeren blev henvist til at ringe til en sagsbehandler som ville overtage sagen i løbet af et par dage. Den 12. juni 1997 besluttede kommunen at afvente en revalideringsplan der var ved at blive udarbejdet af arbejdsformidlingen. Den 17. juli 1997 afslog arbejdsformidlingen at aktivere ansøgeren som håndarbejdslærer. Den 17. juli 1997 traf kommunen afgørelse om at bevilge ansøgeren hjælp. Der gik som det ses, ca. fire måneder fra ansøgeren fik medhold i det sociale ankenævn, til kommunen førte afgørelsen ud i livet. Jeg beder kommunen forklare for det første dette lange tidsforbrug, og for det andet at kommunen tilsyneladende ikke uden videre ville efterleve afgørelsen og i stedet undersøgte om arbejdsformidlingen eventuelt ville yde hjælp.

Hverken afslaget af 21. juni 1996 eller ankenævnets afgørelse er i sagen. Jeg beder om at kommunen sender kopier af disse breve i forbindelse med kommunens svar.”

Kommunen svarede

” S a g n r. 1

Ad 1)

Hvad der sigtes til med bemærkningen ’andre uddannelsesudgifter max. kr. 3.000’ (senere den 12. september 1997 ændret i journalen til max. 6.000 kr.) kan desværre ikke oplyses, da det ikke fremgår af journalen, og sagsbehandler ikke længere er ansat i Næstved Kommune. Derimod kan det oplyses, at kommunen ikke havde (eller har) fastsat en højeste grænse for dækning af disse udgifter.

Ad 2)

Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 2)

Ad 3)

Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 3)

Ad 4)

Som anført under A+d) 1 er sagsbehandler ikke længere ansat, og der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt gives en forklaring på det lange tidsforbrug. Beslutningen om at afvente en revalideringsplan, der var ved at blive udarbejdet af Arbejdsformidlingen, skyldes formentlig, at Bistandsloven var subsidiær i forhold til andre tiltag.

Ad 5)

Kopi af Næstved Kommunes afslagsskrivelse af 21. juni 1996 og afgørelsen fra Det Sociale Ankenævn af 25. februar 1997 vedlægges.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg forstår at der ikke gælder maksimumsgrænser for uddannelsesudgifter. Samtidig har kommunen oplyst at det ikke på nuværende tidspunkt kan oplyses hvad der sigtes til med de citerede bemærkninger. Forholdet illustrerer efter min vurdering betydningen af at pligten til at føre notater efterleves omhyggeligt og grundigt. Med hertil hører efter min mening at retsgrundlaget for beslutningen og for vilkår og begrænsninger knyttet til beslutningen anføres i journalen hvis ikke det fremgår af det øvrige skriftlige materiale. Se nærmere gennemgangen i kapitel 3.

Ad 2

Jeg er ikke ganske klar over hvad henvisningen til det generelle svar indebærer. Jeg forstår at de lægelige oplysninger også i dette tilfælde er indhentet med samtykke fra ansøgeren, men i sygedagpengesagen. Efter min mening kan der rejses tvivl om hvorvidt der er givet samtykke til indhentelse af oplysninger til brug for revalideringssagen.

Ad 3

I det generelle svar har kommunen nævnt begrundelsespligt. Det er således fortsat ikke oplyst om oplysningerne blev sendt til partshøring, eller om kommunen anså sig for forpligtet hertil.

Ad 4

Kommunen har ikke forklaret baggrunden for at der blev meddelt afslag på ansøgningen. Som årsag hertil henvises til at sagsbehandleren ikke længere er ansat i kommunen. Også dette svar belyser hvor vigtigt det er at der gøres fyldige og dækkende notater om alle væsentlige ekspeditioner og forhold i forbindelse med behandlingen af de enkelte sager. Notatpligten skal ikke alene sikre at kommunen har overblik over sagerne, men tillige tjene som dokumentation over for kontrolinstanser. Kommunens erindring om sagerne beror således ikke bare på den enkelte sagsbehandlers hukommelse og/eller tilstedeværelse i kommunen. Se gennemgangen i kapitel 3.

At der medgik ca. 4 måneder fra ansøgeren fik medhold i sin klage, til kommunen førte afgørelsen ud i livet, er efter min mening stærkt kritisabelt. Journalnotaterne indikerer at sagsbehandleren ikke uden videre følte sig forpligtet af afgørelsen. Kommunens svar til mig afkræfter ikke denne opfattelse – tværtimod synes kommunen at mene at en eventuel aktivering i arbejdsformidlingens regi ville kunne fritage kommunen for at opfylde nævnsafgørelsen. Denne opfattelse er åbenbart ukorrekt. Det ville have været ønskeligt om kommunen i sit svar på mit spørgsmål havde tydeliggjort sin opfattelse på dette punkt.

Ad 5

Kommunens brev giver ikke yderligere forklaring på afslaget i forhold til det kommunen anførte i journalen. Dog kan det af brevet ses at afslaget byggede på en lægelig vurdering. I journalen er anført at det overvejedes om hjælpen skulle tildeles på socialt grundlag. Det er derfor ikke umiddelbart forståeligt at de lægelige oplysninger blev tillagt stor betydning.

S a g n r. 2

”Kvinde, født den 6. august 1955, indgav den 11. august 1997 ansøgning om revalideringshjælp. Ansøgeren var enlig forsørger af tre børn i alderen 1, 5 og 7 år. Ansøgeren havde handelsmedhjælpereksamen og havde været ansat i forskellige butikker samt i perioder som tjener og pædagogmedhjælper. På ansøgningstidspunktet modtog hun arbejdsløshedsdagpenge. I 1982 blev ansøgeren døv på højre øre. Den 13. august 1997 fik ansøgeren afslag da hun ikke ansås at opfylde betingelserne for bruttorevalidering på socialt grundlag.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Afslaget blev tilsyneladende meddelt ansøgeren telefonisk. Jeg beder kommunen redegøre herfor. I den forbindelse bedes kommunen tage stilling til om hensynet til modtagerens mulighed for at forstå afgørelsens baggrund samt udnytte muligheden for at klage ikke tilsiger at en så vidtgående afgørelse meddeles skriftligt.

Kommunen bedes endvidere fremkomme med en begrundelse for at ansøgningen blev afslået. På ansøgningstidspunktet var ansøgeren eneforsørger for tre små børn, arbejdsløs, og oplyste at hun havde ’søgt mange stillinger som pædagogmedhjælper uden resultat’. Endvidere oplyste hun at hun som uddannet pædagog havde større chancer for beskæftigelse. Disse oplysninger talte for at ansøgerens sociale situation kunne være fastlåst. Det var samtidig oplyst at ansøgeren fra 1. september 1997 var optaget på socialpædagogisk seminarium. Endelig var det oplyst at ansøgeren var døv på højre øre – et forhold som ifølge journalnotat af 11. august 1997 ikke ’har generet’. Kommunen bedes oplyse hvorledes den har vurderet disse forhold.”

Kommunen svarede

” S a g n r. 2

Ad 1) På spørgsmålet om, hvorfor ansøger blev meddelt afslag telefonisk har sagsbehandler svaret, at det formentlig var, fordi ansøger ønskede et hurtigt svar, men erkender, at det burde være fulgt op skriftligt. Ansøger blev telefonisk orienteret om klagemulighed.

Ad 2) Ansøgningen blev afslået på baggrund af en samlet vurdering ud fra gældende lovgivning. Det kan oplyses, at ansøger igen den 28. oktober 1999 fik afslag på ansøgning om revalidering. Afslaget blev anket, men blev stadfæstet af Det Sociale Ankenævn ved skrivelse af 16. februar 2000, som vedlægges.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Der var ikke i bistandsloven et krav om at afgørelser truffet efter § 43 skulle meddeles skriftligt. Et sådant krav er heller ikke fastsat i retssikkerhedsloven for så vidt angår kommunale afgørelser. Derimod skal klageinstansens afgørelser være skriftlige, jf. retssikkerhedslovens § 70, ligesom kommunens helhedsvurdering skal meddeles skriftligt, jf. retssikkerhedslovens § 7, stk. 2.

Generelt set må revalideringsafgørelser betragtes som væsentlige for ansøgerens forhold. Allerede dette forhold taler for at en sådan afgørelse meddeles pågældende skriftligt. Hertil kommer at et skriftligt afslag skal ledsages af en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22. Der er således knyttet denne yderligere beskyttelse af ansøgerens retssikkerhed til at afgørelsen meddeles skriftligt. Begge dele vil medvirke til at ansøgeren har dokumentation for afgørelsen, har bedre grundlag for at forstå afgørelsen samt for at udfærdige eventuel klage over afgørelsen. I øvrigt er også pligten til klagevejledning i § 25 i forvaltningsloven betinget af at afgørelsen bliver meddelt skriftligt.

Det ville efter min mening stemme bedst med god forvaltningsskik hvis afgørelsen var blevet meddelt skriftligt. At ansøgeren havde bedt om en hurtig afgørelse, mener jeg ikke berettiger at afgørelsen blev meddelt mundtligt. En skriftlig afgørelse kan i øvrigt også meddeles hurtigt. Hvis sagsbehandleren mente at ansøgeren ønskede en hurtig afgørelse, og at hun derfor var villig til at afstå fra en skriftlig afgørelse, kunne sagsbehandleren have spurgt ansøgeren herom. I øvrigt kunne sagsbehandleren, som kommunen selv er inde på, have fulgt den mundtlige afgørelse op med et skriftligt afslag.

Ad 2

Kommunens svar giver ikke en egentlig forklaring på at ansøgeren fik afslag.

Det sociale nævns afgørelse af 16. februar 2000 indeholdt følgende begrundelse

”Nævnet er enig med kommunen i, at De ikke er berettiget til revalidering, idet nævnet finder, at De ikke har sådanne begrænsninger i arbejdsevnen af helbredsmæssige eller sociale årsager, at De ikke vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet uden revalideringshjælp.

Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at Deres døvhed på højre øre efter Deres egne oplysninger ikke har generet Dem, ligesom Deres astma og hormonbehandling ikke findes at medføre begrænsninger i arbejdsevnen.

Nævnet finder endvidere, at De ikke er i en socialt fastlåst situation, idet De senest i 1995 har været i arbejde på sædvanlige vilkår, og idet Deres manglende beskæftigelse siden 1997 er begrundet i, at De efter eget ønske har været under uddannelse og således ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet.

Endeligt har nævnet lagt vægt på, at De i Deres klage har anført økonomiske problemer som den væsentligste årsag til Deres ansøgning.”

Nævnets brev indeholder efter min mening en begrundelse for afgørelsen som sætter ansøgeren i stand til at forstå bevæggrundene for ikke at give hende medhold.

Det havde været ønskeligt om kommunens afgørelse på tilsvarende måde havde forklaret baggrunden for afslaget.

S a g n r. 3

”Kvinde, født den 9. september 1963, ansøgte den 9. oktober 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var påbegyndt uddannelsen som socialpædagog den 1. februar 1996. Ansøgeren boede alene med en datter på otte år. Hun modtog uddannelsesgodtgørelse fra en arbejdsløshedskasse. Godtgørelsen udløb den 31. januar 1998. Ansøgeren var uddannet klinikassistent i børnetandplejen. Ansøgeren havde arbejdet som klinikassistent i ca. to år. I 1984 blev hun ledig og havde været ledig siden – afbrudt af syv måneders jobtilbud som pædagogmedhjælper. I et brev af 15. oktober 1997 gav kommunen afslag på ansøgningen. Kommunen skrev

’Det meddeles hermed, at Social- og Sundhedsforvaltningen har besluttet at meddele afslag på Deres ansøgning om hjælp i henhold til bistandslovens § 43 til færdiggørelse af uddannelsen som socialpædagog på Hindholm i Fuglebjerg perioden 1.2.98 – 30.6.99.

Der er til sagens behandling indhentet oplysninger om Deres personlige forhold i form af samtale d. 9.10.97 herunder individuel handleplan fra AF – Storstrøm.

På baggrund af ovenstående oplysninger er det vurderet, at det ikke skønnes påkrævet af hensyn til Deres muligheder for fremtidig at klare Dem selv, at yde hjælp efter bistandslovens § 43.

’

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Den citerede afgørelse lever ikke op til kravene til en begrundelse i forvaltningslovens § 24. Der mangler for det første en præcis henvisning til hvilken del af bistandslovens § 43 der er truffet afgørelse efter. For det andet indeholder brevet ikke en sådan beskrivelse af sagens faktiske oplysninger som er påkrævet for at ansøgeren kunne se om kommunen havde opfattet forholdene korrekt. Endelig har kommunen ikke anført hvilke blandt sagens oplysninger der underbyggede kommunens vurdering af at ansøgeren kunne klare sig selv. Kommunen bedes udtale sig herom.

Ifølge sagens oplysninger havde ansøgeren været ledig siden 1984, og hun var den 1. februar 1996 begyndt på socialpædagogisk seminarium som et led i en handleplan fra arbejdsformidlingen. Ansøgeren var alene og havde et barn på otte år. Kommunen bedes uddybe baggrunden for afslaget. Jeg beder særskilt om kommunens stillingtagen til om ansøgeren kunne siges at være i en socialt fastlåst situation.

Afgørelsen blev ifølge brevet af 15. oktober 1997 truffet på grundlag af oplysninger som ansøgeren selv havde afgivet under en samtale den 9. oktober 1997, ”herunder individuel handleplan fra AF-Storstrøm”. Det ses ikke om denne sidste blev forelagt til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Sag nr. 3

Ad 1)

Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 3)

Ad 2)

Holdningen på daværende tidspunkt var, at når Arbejdsformidlingen udarbejdede handleplaner for uddannelse, skulle denne færdiggøres inden for dagpengesystemets regler, og ikke på forventet efterbevilling af revalideringsydelse. På det tidspunkt var vurderingen, at ansøger kunne klare sig selv i et ufaglært job.

Ad 3)

Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 1)”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg må forstå at kommunen er enig med mig i at begrundelsen ikke levede op til kravene i forvaltningslovens § 24.

Ad 2

Efter det oplyste udløb ansøgerens godtgørelse fra arbejdsformidlingen den 31. januar 1998. Ansøgningen drejede sig netop om færdiggørelse af ansøgerens igangværende uddannelsesforløb og omfattede perioden fra 1. februar 1998 til 30. juni 1999. Ansøgningen drejede sig således om en periode hvor hun ikke fik støtte fra arbejdsformidlingen.

Jeg forstår kommunens svar således at der blev givet afslag fordi der var tale om et uddannelsesforløb der var påbegyndt med hjælp fra arbejdsformidlingen, idet kommunen generelt fandt at arbejdsformidlingen burde sørge for støtte i hele perioden. At ansøgeren rent faktisk ikke fik eller var berettiget til støtte fra arbejdsformidlingen, gjorde ingen forskel.

Efter min mening er denne begrundelse for at give afslag tydeligvis i strid med den dagældende bistandslovs § 43, stk. 1, hvorefter pligten til at sørge for revalideringshjælp påhviler kommunen ”i det omfang, der ikke ydes hjælp hertil efter regler i anden lovgivning”. Ankestyrelsen har i SM 0-77-93 lagt til grund at der ikke var hjemmel til at afslå støtte alene med den begrundelse at ansøgeren modtog arbejdsløshedsdagpenge. Der måtte foretages en samlet bedømmelse af ansøgerens forhold, herunder særligt af hendes helbreds- og erhvervsmæssige situation. Så meget mindre var kommunen berettiget til at afslå at yde støtte med henvisning til at ansøgeren havde modtaget hjælp fra arbejdsformidlingen, men ikke længere fik det.

Jeg må videre forstå kommunens udtalelse således at kommunens vurdering var at ansøgeren kunne klare sig i et ufaglært job. Der ses overhovedet ikke at være indhentet oplysninger der kunne understøtte denne antagelse. Kommunens svar efterlader da også det indtryk at der ikke har været foretaget individuelle overvejelser af dette spørgsmål, og at afslaget reelt bunder i at uddannelsen var påbegyndt med hjælp fra arbejdsformidlingen. Heller ikke dette udgjorde et lovligt grundlag for at give afslag.

Ad 3

Kommunen mener at undladelsen af at partshøre beroede på at sagsbehandleren skønnede at de modtagne oplysninger ikke var til ugunst for ansøgeren. Det er vanskeligt at følge kommunens tankegang idet kommunen selv har oplyst at oplysningen om at ansøgeren havde modtaget støtte til uddannelsen fra arbejdsformidlingen, netop var baggrunden for at der blev givet afslag.

Efter min mening burde der have været partshørt over oplysningerne fra arbejdsformidlingen. Jeg henviser i øvrigt til min gennemgang i kapitel 3.

S a g n r. 4

”Kvinde, født den 10. oktober 1967, indgav den 5. september 1997 ansøgning om revalideringshjælp. Ansøgeren var alene med en søn på 1½ år efter i ca. et år at have boet sammen med barnets far. Ansøgeren havde ingen uddannelse. Hun havde arbejdet som ung pige i huset, på tankstation og på produktionshøjskole. Siden havde hun været gartnerimedhjælper, ansat på fabrik, arbejdet som kok og været pedelmedhjælper. Ansøgeren modtog arbejdsløshedsdagpenge. Ansøgeren ønskede at uddanne sig til socialrådgiver. I brev af 29. september 1997 afslog kommunen ansøgningen. Kommunen skrev

’Det meddeles hermed, at Social- og Sundhedsforvaltningen har besluttet at meddele afslag på Deres ansøgning om hjælp i henhold til bistandslovens § 43 til gennemførelse af uddannelsen som socialrådgiver perioden 1.9.97 – 30.6.2001.

Der er til sagens behandling indhentet oplysninger om Deres sociale og erhvervsmæssige forhold under samtalen 15.9.97 samt individuel handlingsplan fra AF i Næstved.

På baggrund af ovenstående oplysninger er det vurderet, at det ikke skønnes påkrævet af hensyn til Deres muligheder for fremtidig at klare Dem selv, at yde hjælp efter bistandslovens § 43.

’

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Begrundelsen i kommunens brev lever ikke op til kravene i forvaltningslovens § 24 til en begrundelse. For det første savner brevet en henvisning til præcis den del af § 43 afgørelsen var truffet efter. Brevet indeholder ikke en sådan beskrivelse af sagens faktiske omstændigheder at ansøgeren har kunnet se at kommunen havde opfattet hendes situation korrekt. Dernæst mangler brevet en angivelse af de hensyn som kommunen byggede sin vurdering på. Kommunen bedes udtale sig herom.

Sagens oplysninger pegede for så vidt i retning af at ansøgeren var i en fastlåst social situation. Kommunen bedes på denne baggrund uddybe baggrunden for sit afslag.

Kommunen indhentede til brug for sagens behandling bl.a. en handleplan fra arbejdsformidlingen i Næstved. Denne oplysning ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” S a g n r. 4

Ad 1) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 3)

Ad 2) Begrundelsen for afslag er stort set identisk med ad 2) under sag nr. 3.

Ad 3) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 1)”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg forstår kommunens svar således at den er enig i at brevet til ansøgeren ikke indeholdt en fyldestgørende begrundelse. Som anført i mit spørgsmål finder jeg at begrundelsen var ufyldestgørende i flere henseender. For det første burde der have været henvist til den del af bistandslovens § 43 (formentlig § 43, stk. 1) der af kommunen ansås for relevant for bedømmelsen af sagen. Endvidere burde der i brevet have været givet en forklaring på kommunens samordning af modtagelse af arbejdsløshedsdagpenge og afslaget. Endelig burde kommunen have angivet de forhold kommunen havde lagt vægt på da den vurderede at ansøgeren kunne klare sig uden revalideringshjælp.

Ad 2

På baggrund af kommunens svar må jeg lægge til grund at afslaget blev meddelt allerede fordi ansøgeren modtog arbejdsløshedsdagpenge. Denne begrundelse anser jeg som anført i kommentarerne til spørgsmål 2 i sag nr. 3 for juridisk uholdbar.

Ad 3

De pågældende oplysninger indgik som et væsentligt element i kommunens beslutning om at afslå ansøgningen. Jeg må derfor lægge til grund at kommunen burde have partshørt over oplysningerne, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Se gennemgangen i kapitel 3.

S a g n r . 5

”Kvinde, født den 3. juli 1943, ansøgte den 28. april 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren havde kommunal uddannelse og havde indtil 1980 haft en lederstilling i det offentlige. Hun valgte da at blive hjemmegående. I en periode fra 1984 til 1987 havde hun på ny et job i det offentlige. Hun var for nylig blevet skilt. Ansøgeren havde haft alkoholproblemer og gennemgået en afvænning. Ansøgeren havde forgæves forsøgt at få arbejde efter skilsmissen. Ansøgeren led af nervebetændelse og havde en ødelagt skjoldbruskkirtel. Ansøgeren fik den 7. august 1997 tilkendt revalideringshjælp, først til hf og siden til uddannelse som misbrugskonsulent. Bevillingen omfattede perioden fra 12. august 1997 til 30. juni 1999.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Til brug for sagen indhentede kommunen lægelige oplysninger, bl.a. fra ansøgerens egen læge. Det kan ikke ses om dette skete med samtykke fra ansøgeren, jf. princippet i forvaltningslovens § 29, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom. Eventuel kopi af eller notat om samtykke til indhentelsen bedes medsendt kommunens svar.

De oplysninger kommunen indhentede til brug for sagsbehandlingen, ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Sag nr. 5

Ad 1) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 2)

Ad 2) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 1)”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg må forstå kommunens svar således at det ikke på nuværende tidspunkt kan oplyses om der blev indhentet samtykke til indhentelse af de lægelige oplysninger. Det burde være fremgået af sagen om samtykke var indhentet.

Ad 2

Efter min mening er det sandsynligt at de oplysninger der blev tilvejebragt, generelt var til gunst for ansøgerens sag og derfor ikke omfattet af partshøringspligt.

Oplysningerne var dog af så sammensat karakter at det i hvert fald på tidspunktet da kommunen modtog dem, var tvivlsomt om de var til gunst eller ugunst for parten. I tvivlstilfælde kan det være hensigtsmæssigt, for at undgå misforståelser eller vildfarelser, at partshøre uanset om der formelt er pligt hertil.

Jeg henviser i øvrigt til de generelle bemærkninger i kapitel 3 om partshøring.

S a g n r. 6

”Mand, født den 1. februar 1944, ansøgte den 21. august 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren havde siden han gik ud af 7. klasse, arbejdet som arbejdsmand og senere som murer. I en periode var han selvstændig, men kunne ikke magte det. Siden 1996 havde han været beskæftiget som svend, men blev sygemeldt på grund af en skulder-/ryglidelse. Ansøgeren var gift og havde fem børn hvoraf kun et var hjemmeboende. Den 23. september 1997 vurderede kommunen at ansøgeren var berettiget til revalideringshjælp, og den 30. oktober 1997 henvistes han til arbejdsprøvning.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Af det udlånte materiale ses kun at ansøgeren blev godkendt som revalideringsberettiget på helbredsmæssigt grundlag. Der var imidlertid endnu ikke taget stilling til hvilke tiltag hjælpen skulle ydes til. Kommunen bedes oplyse hvad der videre er sket med denne sag.

Til brug for sagen indhentede kommunen lægelige oplysninger. Det kan ikke ses om indhentelsen er sket med ansøgerens samtykke, jf. princippet i forvaltningslovens § 29, stk. 1. Eventuel kopi af eller notat om et samtykke bedes udleveret.

De indhentede oplysninger ses ikke at være forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Sag nr. 6

Ad 1) Ansøger blev bevilget kørekort til erhvervsmæssig persontransport, og har siden ernæret sig som taxachauffør.

Ad 2) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 2)

Ad 3) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 1)”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Kommunens oplysninger giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 2

Jeg henviser til mine bemærkninger til sag nr. 5, spørgsmål 1.

Ad 3

Jeg henviser til mine bemærkninger til sag nr. 5, spørgsmål 2.

S a g n r. 7

”Mand, født den 14. marts 1966, ansøgte den 16. oktober 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren havde ingen uddannelse. Han havde arbejdet som landbrugsmedhjælper, chauffør og på fabrik. I 1995-96 var han tunnelarbejder på Storebælt. Siden 1996 havde han været arbejdsløs. Ansøgeren havde efter en bilulykke ni år tidligere ofte smerter i ryg og nakke, især i forbindelse med hårdt fysisk arbejde. Ansøgeren ønskede at blive pædagog. Den 21. oktober 1997 traf kommunen afgørelse om at ansøgeren var revalideringsberettiget. Den nærmere udformning af hjælpen blev udskudt, bl.a. fordi ansøgeren skulle afsone en straf.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen bedes oplyse hvad der videre er sket efter at ansøgeren blev godkendt som revalideringsberettiget.

Kommunen indhentede oplysninger fra bl.a. ansøgerens egen læge. Det kan ikke ses om ansøgerens samtykke hertil er indhentet, jf. princippet i forvaltningslovens § 29. Kommunen bedes udtale sig herom. Eventuel kopi af eller notat om samtykke bedes sendt samtidig med kommunens svar.

De oplysninger kommunen indhentede til brug for sagens behandling, ses ikke at være forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Sag nr. 7

Ad 1) Efter at ansøger blev fundet revalideringsberettiget har han påbegyndt 2 uddannelser, men er begge gange ophørt, fordi han følte, at han ikke magtede dem, selv om uddannelserne var efter eget ønske. Ansøger blev efterfølgende henvist til korterevarende virksomhedsrevalidering, som heller ikke lykkedes. Ved samtale i juli 2001 gav ansøger udtryk for, at han ikke var motiveret for revalidering. Det skønnedes herefter ikke realistisk at fortsætte revalidering. Ansøger har derefter været i aktivering i kommunalt projekt i perioden oktober 2001 til april 2002.

Ad 2) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 2)

Ad 3) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 1)”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Oplysningerne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 2

Jeg må lægge til grund at der ikke på daværende tidspunkt blev indhentet samtykke til indhentelse af oplysninger. Denne praksis er ændret nu.

Ad 3

Det burde fremgå af sagen om der var partshørt. Jeg henviser til gennemgangen af notatpligt i kapitel 3.

S a g n r. 8

”Mand, født den 14. november 1952, ansøgte den 27. august 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var gift og havde to børn på 14 og 16 år der begge boede hjemme. Ægtefællen var i arbejde på fuld tid. Ansøgeren var uddannet autolakerer og havde de seneste 12 år været beskæftiget som sådan. Ansøgeren havde diskusprolaps og havde i de 5 år der var gået efter at dette var konstateret, hvert år haft 2-3 sygemeldinger af længerevarende karakter. Ansøgeren led endvidere af ’hvide’ fingre. Ansøgeren var ved ansøgningen sygemeldt. Den 14. oktober 1997 meddelte kommunen ansøgeren at han var revalideringsberettiget. Bl.a. fordi ansøgeren blev opereret for diskusprolaps, blev der ikke truffet afgørelse om til hvilke foranstaltninger der blev ydet revalideringshjælp.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen bedes oplyse hvad der videre er sket med beslutningen om at yde revalideringshjælp til ansøgeren.

Kommunen indhentede til brug for sagens behandling lægelige oplysninger fra Rigshospitalet samt en statusbedømmelse fra ansøgerens læge. Det kan ikke ses om indhentelsen er sket med ansøgerens samtykke, jf. forvaltningslovens § 29, stk. 1, eller princippet heri. Kommunen bedes udtale sig herom. Eventuel kopi af eller notat om samtykke bedes udleveret med kommunens svar.

Det kan ikke ses om de indhentede oplysninger er blevet forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Sag nr. 8

Ad 1) Efter beslutning om at yde revalideringshjælp til ansøger startede han i august 1999 undervisning i tysk, matematik, fysik/kemi og edb for at kunne begynde på kvalitets- og måleteknikeruddannelsen i august 2000. Ansøger stoppede efter fælles aftale med skolevejleder og sagsbehandler i februar 2000. Blev i februar 2000 henvist NæsborgFonden med henblik på virksomhedsrevalidering. Arbejdsprøvning i privat virksomhed i perioden april 2000 til 31. december 2002 gav tilbagemelding om, at ansøger nu var fuldt arbejdsdygtig og til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ad 2) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 2)

Ad 3) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 1)”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Oplysningerne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 2

Jeg må lægge til grund at der ikke blev indhentet samtykke. Samtidig kan jeg konstatere at praksis er ændret.

Ad 3

Der henvises til den generelle gennemgang i kapitel 3.

S a g n r. 9

”Mand, født den 23. februar 1975, ansøgte den 11. september 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren kom i 1992 til skade med sin højre arm. Han kunne derfor kun klare lettere fysisk arbejde. Ansøgeren boede sammen med en kvinde som var bankelev. Parret havde ingen børn. Ansøgeren var begyndt på handelsuddannelse da han blev udsat for ulykken. Efter et langvarigt hospitalsophold arbejdede han i 1½ år hos en entreprenør med lettere forefaldende arbejde. Ansøgeren begyndte i januar 1997 på teknisk skole for at uddanne sig som anlægsgartner. Ansøgeren ønskede hjælp til færdiggørelse af anlægsgartneruddannelsen. Den 5. november 1997 fik ansøgeren afslag. Kommunen skrev

’Det meddeles herved, at der ikke jfr. Bistandslovens § 43 er bevilget hjælp til gartneruddannelse. Du er ikke fundet revalideringsberettiget på helbredsmæssig eller social indikation.

De helbredsmæssige forhold er belyst ved journaloplysninger fra Rigshospitalet, hvoraf fremgår forløbet efter skade af hånden i 1992, samt ved statusbedømmelse af 22. oktober d.å. fra .

Det er oplyst at du efterfølgende i ca. 1½ år har arbejdet hos en entreprenør på Stevns, har gennemgået 2. skoleperiode som anlægsgartner og har fået elevplads 1. august d.å. ved Lyngby-Taarbæk Kommune inden for gartneruddannelsen.

’

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunens afslag blev af ansøgeren påklaget til det sociale ankenævn (nu det sociale nævn). Kommunen bedes oplyse om nævnet har truffet afgørelse, og i bekræftende fald sende kopi af afgørelsen.

Kommunens afgørelse lever ikke umiddelbart op til kravene i forvaltningslovens § 24. Kommunen har for det første ikke henvist præcist til den del af bistandslovens § 43 som er blevet anvendt. For det andet har kommunen ikke gengivet sagens oplysninger således at ansøgeren har kunnet se om kommunen har opfattet sagens forløb korrekt. Det fremgår af brevet at kommunen mente at ansøgeren ikke havde nævneværdige helbredsproblemer, og at dette var grunden til afslaget. Hvorledes kommunen er nået til denne bedømmelse, er imidlertid ikke angivet. Kommunen bedes udtale sig herom.

Kommunens grunde til at give ansøgeren afslag er uklare. I brevet henvistes til sagens helbredsmæssige oplysninger. Disse gik imidlertid ikke entydigt ud på at ansøgerens hånd var blevet rask. Tværtimod stod der i statusbedømmelsen at ansøgeren havde vanskeligheder med de finere bevægelser, og at håndtrykskraften i højre hånd var nedsat. Ansøgeren havde til journalen oplyst at arbejdet hos entreprenøren var lettere fysisk arbejde. Det forhold at han havde fået elevplads og gennemgået 2. skoleperiode, ses overhovedet ikke at være relevant for bedømmelsen af ansøgerens eventuelle erhvervsevnenedsættelse. Kommunen bedes udtale sig herom.

De indhentede lægelige oplysninger synes ikke at være forelagt ansøgeren til partshøring inden afslaget blev meddelt, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. I denne forbindelse henviser jeg til at ansøgeren i klagen til det sociale ankenævn henviste til at han var tilbudt en erstatning og i den forbindelse havde fået fastsat en invaliditetsgrad på 35%. Endvidere forklarede han at han havde tænkt sig efter at være blevet anlægsgartner at videreuddanne sig til gartnertekniker – et job som er mindre fysisk krævende. Klagen illustrerer at en partshøring sandsynligvis ville have udløst indsigelser af væsentlig betydning fra ansøgeren. Kommunen bedes udtale sig herom.

I journalnotat fra den 23. september 1997 skriver kommunens lægekonsulent: ’På det beskrevne forløb fra Rigshospitalet er klienten ikke revalideringsberettiget, men vi bør vel anstændigvis have en statusbedømmelse fra egen læge’. I notat af 28. oktober 1997 skrev lægekonsulenten om den modtagne statusbedømmelse: ’Lidt besynderligt, at statusbedømmelsen kan anføre udførlige forandringer svarende til hånden, når den i øvrigt ikke har noget kendskab til klienten. Sidste journalnotat fra Rigshospitalet er hånden stort set normalfungerende. Ansøgeren har vel også været beskæftiget med entreprenørarbejde i 1½ år efter sidste behandling på Rigshospitalet og herefter været beskæftiget inden for gartnerfaget. Jeg må på det foreliggende fastholde, at han ikke er revaberettiget på helbredsmæssig indikation’. Notaterne viser at lægekonsulenten tog direkte stilling til om ansøgeren var berettiget til revalideringshjælp, og at vurderingen byggede på såvel lægelige oplysninger som oplysninger om ansøgerens arbejdsmæssige forhold, samt at konsulentens vurdering klart var afspejlet i kommunens brev af 5. november 1997 til ansøgeren. I Socialministeriets vejledning nr. 66 af 10. marts 1998 om social pension, pkt. 3.2.4.7, anføres følgende om lægekonsulenters medvirken i pensionssager:’119. I forbindelse med myndighedernes forberedelse af sagen, kan en lægekonsulent medvirke. Lægekonsulenten rådgiver om, hvilke oplysninger om ansøgerens helbredsmæssige forhold, der bør indhentes for at sikre, at sagen bliver fyldestgørende belyst om disse forhold.I forbindelse med pensionsmyndighedens vurdering af de lægelige oplysninger, der er indhentet til sagens behandling, kan en lægekonsulent bistå myndigheden med at forstå indholdet af de lægelige oplysninger i sagen.Lægekonsulenten er at betragte som en af myndigheden ansat person, der ud fra sit fagområde skal bistå myndigheden med at klarlægge indholdet af andre lægers udtalelser. Lægekonsulenten skal således alene bidrage til at udlægge/tolke udtalelser fra praktiserende læger eller speciallæger.Lægekonsulenten træffer ikke afgørelse i en sag. Det gør alene pensionsmyndigheden. Dette har bl.a. sammenhæng med, at de helbredsmæssige forhold som udgangspunkt forudsættes at være delelementer i den samlede bedømmelse af en persons erhvervsevne, se pkt. 120.’Som det ses, er beskrivelsen af generel karakter og dækker således også lægekonsulentens medvirken i andre sociale sager end pensionssager. Jeg anmoder om kommunens udtalelse om dette spørgsmål.”

Kommunen svarede

” Sag nr. 9

Ad 1) Afgørelse fra Det Sociale Nævn af 19. marts 1998 vedlægges i kopi. Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Ad 2) På baggrund af, at der var tale om en mand på 22 år, som efter skaden havde arbejdet 1½ år hos en entreprenør, hvor han fik interesse for gartnerfaget og fik elevplads, er det vurderet, at revalidering ikke var påkrævet.

Ad 3) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 3)

Ad 4) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 1)

Ad 5) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 4)”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Oplysningerne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 2

Der er formentlig byttet om på spørgsmål 2 og 3.

Det må fastholdes at kommunens begrundelse ikke levede op til kravene i forvaltningslovens § 24.

Ad 3

Der er formentlig byttet om på spørgsmål 2 og 3.

Kommunens forklaring på afslaget er indholdsmæssigt problematisk. Det ser ud som om kommunen følger en praksis hvorefter unge personer ikke bliver tilkendt revalideringshjælp medmindre der foreligger mere betydelige helbredsmæssige problemer. En sådan praksis ses ikke at have hjemmel i den dagældende bistandslov (eller aktivloven).

Ad 4

Ansøgeren burde have været partshørt. De oplysninger kommunen indhentede, blev af kommunen opfattet som byrdefulde for ansøgeren og burde derfor have været forelagt for parten.

Ad 5

Lægekonsulentens udtalelse går videre end beskrevet i citatet fra Socialministeriets vejledning. Den retsopfattelse der blev givet udtryk for i ministeriets vejledning, gjaldt også da afgørelsen i nærværende sag blev truffet. Jeg har noteret mig at rollefordelingen mellem lægekonsulenten og de øvrige medarbejdere nu er ændret.

S a g n r. 10

”Kvinde, født den 21. juli 1946, ansøgte den 11. september 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren havde været enke i fem år og havde to voksne døtre som boede andetsteds i Næstved. Ansøgeren boede nu sammen med en ven. Ansøgeren havde arbejdet siden hun gik ud af skolen, bortset fra en periode på syv år da børnene var små. Ansøgeren havde senest arbejdet som omsorgsassistent. I 1994 pådrog hun sig en arbejdsskade og havde været sygemeldt i lang tid. Hun var blevet opsagt på grund af sygefravær. Ansøgeren havde smerter i ryggen og lænden. Ansøgeren var ikke interesseret i en boglig uddannelse, men i en arbejdsprøvning. I journalen den 5. november 1997 blev det noteret at ansøgeren var revalideringsberettiget.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen bedes oplyse hvad der er sket med revalideringsforanstaltningerne efter 30. januar 1998.

Afgørelsen om at anse ansøgeren for revalideringsberettiget blev tilsyneladende truffet af kommunens lægekonsulent. Jeg henviser til mine bemærkninger under spørgsmål 5 i forbindelse med sag nr. 9. Jeg anmoder om kommunens udtalelse herom.

Til brug for sagens behandling har kommunen rekvireret lægelige oplysninger fra ansøgerens egen læge og en speciallæge. Det kan ikke ses om indhentelsen er sket med samtykke ansøgeren, jf. princippet i forvaltningslovens § 29. Kommunen bedes udtale sig herom. Eventuel kopi af eller notat om samtykke bedes sendt med kommunens svar.

De indhentede oplysninger ses ikke at være forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Sag nr. 10

Ad 1) Efter den 30. januar 1998 blev ansøger arbejdsprøvet på revalideringsinstitutionen ’Møllegården’, Revacenter Nord, i perioden 2. marts til 15. maj 1998. Var derefter i arbejdsprøvning med skånehensyn i terapi på plejehjem.

Ad 2) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 4)

Ad 3) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 2)

Ad 4) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 1)”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Oplysningerne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 2

I lighed med hvad der var tilfældet i sag nr. 9, gik lægekonsulenten videre end citatet i sag nr. 9, spørgsmål 5, fra Socialministeriets vejledning berettigede til. Jeg har noteret mig at rollefordelingen mellem lægekonsulenter og sagsbehandlere nu er ændret.

Ad 3

Jeg må lægge til grund at der ikke forelå samtykke til indhentelse af lægelige oplysninger.

Ad 4

Om der var partshøringspligt, beroede på om de modtagne oplysninger var til ugunst for parten. Om dette var tilfældet, kan ikke vurderes på det foreliggende materiale. Jeg henviser til den generelle gennemgang i kapitel 3.

S a g n r. 11

”Kvinde, født den 5. marts 1966, indgav den 15. maj 1997 ansøgning om revalideringshjælp. Ansøgeren var enlig og havde tre mindreårige børn. Det ene barn var i familiepleje. Ansøgeren var uden uddannelse, men havde siden hun gik ud af 10. klasse, arbejdet i køkken/kantine. Senest havde hun arbejde på et cafeteria. Hun havde været sygemeldt i længere tid på grund af psykiske problemer og utilstrækkelighedsfølelse. Den 28. april 1997 havde kommunen meddelt ansøgeren at hun blev anset for revalideringsberettiget. I den følgende tid var ansøgeren til arbejdsprøvning med henblik på at afklare hvilken uddannelse hun skulle have hjælp til.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Spørgsmålet om revalidering blev ifølge journalen undersøgt og vurderet i marts/april 1997, dvs. inden ansøgeren selv havde givet udtryk for at være interesseret i revalideringshjælp. Kommunen bedes udtale sig herom.

Kommunen bedes oplyse hvad der er sket vedrørende revalideringsforanstaltningerne over for ansøgeren efter den 10. marts 1998.

Kommunen ses ikke at have forelagt de lægelige oplysninger om ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Sag nr. 11

Ad 1) Ansøger gav ved samtale den 10. marts 1997 udtryk for, at hun gerne ville have en anden uddannelse. Derfor undersøgtes mulighederne for, om hun kunne hjælpes via revalidering, og hun blev efterfølgende fundet revalideringsberettiget.

Ad 2) Om revalideringsforanstaltningerne efter marts 1998 kan oplyses, at der den 23. juli 1998 blev lagt en foreløbig plan om arbejdsprøvning kombineret med edb-brugeruddannelse, stilende mod HGV + praktikplads. PC-brugerkurset startede den 7. september 1998. Med privat reklameværksted aftales arbejdsprøvning i perioden 15. september – 15. december 1998. Den 11. november 1998 stopper ansøger forløbet, fordi hun ikke magter det. Efter længerevarende psykiatrisk forløb vurderes ansøger den 27. april 1999 fortsat revalideringsberettiget, men der er usikkerhed om ressourcerne i relation til HGV, og der henvises derfor til afprøvning på revalideringsinstitutionen ”Møllegården”, hvor ansøger starter den 21. juni 1999, men afmeldes midlertidigt i september på grund af hospitalsindlæggelse. I oktober 1999 starter ansøger igen på ”Møllegården”, og afsluttes den 17. december 1999 med den konklusion, at hun via AOF-kursus kan stabiliseres og derefter starte HGV + butik. Den 11. februar 2000 afmelder ansøger sig AOF, fordi hun ikke magter at gå i skole. Med baggrund i sygedagpengeperiode siden februar 1998 og forløbet af iværksatte arbejdsprøvninger/kurser og ansøgers motivation vurderes den 8. marts 2000, at revalidering ikke længere er realistisk. Den 17. marts 2000 ophører dagpengeudbetaling og revalideringsforsøg, og ansøger overgår til udbetaling af kontanthjælp.

Ad 3) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 1)”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Oplysningerne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 2

Oplysningerne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 3

Jeg henviser til de generelle bemærkninger om partshøring i kapitel 3.

S a g n r. 12

”Mand, født den 9. september 1960, indgav den 4. august 1997 ansøgning om revalideringshjælp. Ansøgeren havde i mange år lidt af angst og social fobi samt af svær hørenedsættelse. Ansøgeren havde desuden lændehold. Ansøgeren var ufaglært. I perioden fra 1977 til 1989 havde han mange job som ufaglært bygningsarbejder, siden mere spredte job og hyppige sygemeldinger. Ansøgeren boede alene og havde ingen børn. Den 15. oktober 1997 traf kommunen afgørelse om at bevilge ansøgeren et

fobikursus. Hjælpen blev ydet som revalideringshjælp.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunen bedes oplyse hvilke revalideringsforanstaltninger der er truffet efter den 3. marts 1998.

Kommunen indhentede med samtykke fra ansøgeren lægelige oplysninger. Oplysningerne ses ikke at være forelagt ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Sag nr. 12

Ad 1) Efter den 3. marts 1998 er truffet følgende revalideringsforanstaltninger: 1 fobikursus af 14 ugers varighed, og 1 fobikursus af 20 ugers varighed kombineret med praktikophold/arbejdsprøvning, hvor ansøger var i praktik på et plejehjem i ca. 2 måneder og efterfølgende praktik i malerfaget i en kort periode. Efter kurset blev der efter ansøgers eget ønske etableret arbejdsprøvning i et bogbinderi i perioden 4. januar – 4. april 1999. Den 15. september 1999 blev ansøger henvist til NæsborgFonden med henblik på arbejdsprøvning og efterfølgende ordinær beskæftigelse. Henvisningen blev sat i bero, da der skulle indhentes udtalelse fra speciallæge til vurdering af fremtidige tiltag. Den 2. december 1999 blev ansøger genhenvist til NæsborgFonden, som etablerede arbejdsoptræning med 50% løntilskud i perioden 8. maj – 8. november 2000 i privat firma. Ansøger overgik derefter til ordinær ansættelse i firmaet.

Ad 2) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 1)”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Oplysningerne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 2

Jeg henviser til den generelle gennemgang i kapitel 3.

S a g n r. 13

”Mand, født den 29. oktober 1965, rejste i august 1997 sag om revalideringshjælp. Ansøgeren var enlig. Han led af følgerne efter en alvorlig bilulykke hvor han fik et piskesmæld. Ansøgeren var udlært maskinarbejder og havde arbejdet inden for faget. Ca. 1½ måned før trafikulykken var han blevet opsagt på grund af arbejdsmangel. Den 4. november 1996 blev han sygemeldt. Ansøgeren begyndte i arbejdsprøvning i oktober 1997.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Det kan ikke ses af sagen om ansøgeren selv bad om revalideringshjælp, eller om det var kommunen der tog initiativ hertil i forbindelse med opfølgning på dagpenge. Kommunen bedes udtale sig herom.

Kommunen bedes oplyse hvad der er sket af revalideringsforanstaltninger over for ansøgeren efter den 21. januar 1998.

Kommunen indhentede oplysninger fra ansøgerens læge samt fra en specialskole. Det kan ikke ses om ansøgeren har givet samtykke hertil, jf. princippet i forvaltningslovens § 29. Kommunen bedes udtale sig herom. Eventuel kopi af eller notat om samtykke bedes sendt sammen med kommunens svar.

De indhentede oplysninger ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Sag nr. 13

Ad 1) I forbindelse med opfølgning i ansøgers sygedagpengesag var han tilknyttet et projekt for piskesmældsramte i Storstrøms Amts Specialskole for Voksne. Her blev han behandlet og fulgt nøje, og der blev fremsendt rapporter, som dannede baggrund for kommunens vurdering af, at han var revalideringsberettiget.

Ad 2) Efter den 21. januar 1998 har der været følgende revalideringsforanstaltninger: august 1998 – juni 1999 undervisning på VUC 20 timer ugentligt i dansk og matematik kombineret med fysisk træning, og i perioden august 1999 – juni 2000 25 timer ugentligt dansk, informatik, idræt og matematik. Afprøvet som pædagogmedhjælper 19. juni – 23. juni 2000. Revalideringsplan: uddannelse til pædagog. Startede den 4. september 2000 på Hindholm Socialpædagogiske Seminarium. Ved seneste opfølgning den 29. juni 2001 har ansøger bestået 1. årsprøve og fået godkendt sin øvelsespraktik. Forventes færdiguddannet den 31. januar 2004.

Ad 3)Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 2)

Ad 4)Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 1)”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Kommunens svar viser at kommunen og ikke den pågældende borger tog initiativet til at der blev rejst en revalideringssag. Principielt kræver det en ansøgning fra en borger før der kan indledes en revalideringssag. Da pågældende efter det oplyste både har medvirket ved sagens oplysning og har modtaget de ydelser der er blevet stillet til rådighed, har jeg ikke derudover bemærkninger til sagen.

Ad 2

Oplysningerne giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Ad 3

Kommunens svar må forstås på den måde at der ikke forelå samtykke til indhentelse af oplysningerne. Kommunen har oplyst at praksis er ændret.

Ad 4

Jeg henviser til den generelle gennemgang i kapitel 3.

S a g n r. 14

”Kvinde, født den 27. maj 1958, ansøgte den 30. oktober 1997 om revalideringshjælp. Ansøgeren var alene med fire børn i alderen 3½ til 13 år. Ansøgeren fik i 1993 tilbudt almindelig forhøjet førtidspension på grund af angstneuroser, rygsmerter, overvægt og lændehold. Ansøgeren havde siden da tabt sig 25 kg. Hendes rygproblem og psykiske tilstand var uændret. Ansøgeren var forsøgt revalideret seks gange uden positivt resultat. Siden 1997 havde ansøgeren ikke været i erhvervsmæssig beskæftigelse. Ansøgeren ønskede at uddanne sig på Den Alternative Kosmetologskole i Næstved. Kommunen afslog den 31. oktober 1997 ansøgningen. Kommunen skrev

’Det meddeles hermed, at Social- og Sundhedsforvaltningen har besluttet at meddele afslag på Deres ansøgning om hjælp i henhold til bistandslovens § 43 til gennemførelse af kosmetologuddannelsen.

Der er til sagens modtaget materiale vedr. uddannelsen på Den Alternative Kosmetologskole.

På baggrund af ovenstående er det vurderet, at det må skønnes tvivlsomt om De kan opnå tilknytning til arbejdsmarkedet med ansøgte uddannelse, således at De fremtidig kan klare Dem selv helt eller delvis.

’

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Kommunens brev af 31. oktober 1997 levede på en række punkter ikke op til kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1. For det første indeholdt brevet ikke en præcis henvisning til den del af bistandslovens § 43 der var blevet anvendt. For det andet savnedes i brevet en sådan beskrivelse af sagens faktiske forhold som ville sætte ansøgeren i stand til at vurdere om kommunen havde opfattet sagens forløb korrekt. Der manglede endvidere en konkret angivelse af hvilke oplysninger kommunen støttede sig til ved vurderingen af at den ansøgte uddannelse næppe ville føre til at ansøgeren fik tilknytning til arbejdsmarkedet. Kommunen bedes udtale sig herom.

Kommunen indhentede materiale om uddannelsen på Den Alternative Kosmetologskole. Materialet var ikke blandt de udlånte akter og bedes derfor vedlagt kommunens svar.

Det indhentede materiale om den ønskede uddannelse ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.

Kommunen bedes uddybe sin opfattelse af at det var tvivlsomt om ansøgeren kunne opnå tilknytning til arbejdsmarkedet gennem den ansøgte uddannelse.”

Kommunen svarede

” Sag nr. 14

Ad 1) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 3)

Ad 2) Ved henvendelse den 30. oktober 1997 afleverede ansøger materiale vedrørende kosmetologuddannelsen. Materialet vedlægges i kopi.

Ad 3) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 2)

Ad 4) Det var på daværende tidspunkt Næstved Kommunes holdning, at der ikke blev givet tilsagn via revalidering til uddannelse som kosmetolog på Den Alternative Kosmetologskole, dels fordi der ikke var mange muligheder for arbejde i Næstvedområdet, og dels fordi uddannelsen ikke gav ret til understøttelse fra en a-kasse. Derfor skønnedes det, at mulighederne for hel eller delvis selvforsørgelse var meget ringe.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg forstår kommunens henvisning som en erkendelse af at den meddelte begrundelse ikke var fyldestgørende i forhold til § 24 i forvaltningsloven.

Ad 2

Det pågældende materiale var skolens materiale om sig selv. Det fremgår naturligt nok ikke heraf at skolens elever har vanskeligt ved at skaffe sig arbejde. Materialet har således ikke kunnet danne grundlag for kommunens vurdering hvorefter ansøgeren ikke ville opnå erhvervsmæssig beskæftigelse. Denne del af afgørelsen står således fortsat udokumenteret og uformidlet.

Ad 3

Det pågældende materiale blev afleveret af ansøgeren selv, og det var således parten bekendt at oplysningerne indgik i kommunens sag. Det var derfor ikke omfattet af partshøringspligten efter § 19, stk. 1, i forvaltningsloven.

Ad 4

Efter min mening må det anses for tvivlsomt om kommunen var berettiget til at vurdere beskæftigelsesmulighederne alene i forhold til beskæftigelse på Næstved-egnen. At en elev på skolen ikke kunne optages i a-kasse, kunne efter min mening tillægges en vis, men ikke særlig tungtvejende vægt. Kommunen synes i modsætning hertil at have ladet det indgå som et tungtvejende argument for ikke at yde ansøgeren revalideringshjælp. Jeg finder det tvivlsomt om de af kommunen anførte grunde var tilstrækkelige til at underbygge afslaget.

S a g n r. 15

”Kvinde, født den 4. januar 1964, ansøgte den 9. oktober 1996 om revalideringshjælp. Ansøgeren var enlig mor med tre børn hvoraf den ene var handicappet. Børnene var henholdsvis 5 måneder, 9 år og 13 år. Ansøgeren havde problemer med ryggen og den ene skulder. Ansøgeren havde tidligere arbejdet som hjemmehjælper, men måtte ophøre hermed på grund af helbredsproblemerne. Ansøgeren var tidligere blevet anset for revalideringsberettiget på socialt grundlag og nåede at læse ca. to år på teknikum til maskiningeniør. Den 4. juni 1997 anerkendte kommunen hende som revalideringsberettiget på helbredsmæssigt grundlag. Bevillingen omfattede en 2-årig uddannelse som markedsøkonom. Da uddannelsen ikke blev til noget, ændredes planen til datamatiker omfattende perioden fra 1. september 1997 til 30. november 1999.

Kommunen bedes oplyse og svare på følgende

Til brug for sagen indhentede kommunen helbredsoplysninger fra ansøgerens egen læge. Det kan ikke ses om ansøgeren har givet samtykke hertil, jf. princippet i forvaltningslovens § 29. Kommunen bedes udtale sig herom. Eventuel kopi af eller notat om samtykket bedes sendt sammen med kommunens svar.

2)e indhentede oplysninger ses ikke at være forelagt for ansøgeren til partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1. Kommunen bedes udtale sig herom.”

Kommunen svarede

” Sag nr. 15

Ad 1) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 2)

Ad 2) Der henvises til besvarelse under generelle spørgsmål 1)”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Jeg må lægge til grund at kommunen ikke indhentede samtykke. Jeg har noteret mig at kommunen har ændret praksis på dette punkt.

Ad 2

Der henvises til den generelle gennemgang i kapitel 3.

b) Generelle spørgsmål

Jeg stillede kommunen fem generelle spørgsmål. Det første lød

” 1 Gennemgående er det vanskeligt af det udleverede materiale at se om kommunen har partshørt i overensstemmelse med § 19, stk. 1, typisk vedrørende helbredsoplysninger der er indhentet til brug for behandlingen af revalideringsansøgningen.

Jeg er opmærksom på at dette forhold kan have sammenhæng med at der overvejende har været tale om begunstigende afgørelser, og at de lægelige oplysninger kan være blevet opfattet som gunstige for ansøgeren.

Det ses imidlertid generelt ikke i sagerne at være gjort overvejelser om hvorvidt oplysningerne skulle forelægges for parten, heller ikke i de tilfælde hvor de lægelige oplysninger ikke entydigt støttede ansøgningen, og hvor kommunen ikke var sikker på at ansøgningen fuldt ud kunne imødekommes.

Jeg beder derfor kommunen om at redegøre for den generelle fremgangsmåde der følges i disse sager til opfyldelse af forvaltningslovens § 19, stk. 1.”

Kommunen svarede

”Ad 1. Den gennemgående tilbagemelding fra sagsbehandlerne i forbindelse med denne undersøgelse er, at der ikke er partshørt i sagen, fordi oplysningerne ikke har været til ugunst for ansøger. Det er korrekt, at det ikke tydeligt fremgår af sagerne fra den omhandlede periode, om der har været partshørt. I dag fremgår det af den elektroniske journal, at der er partshørt.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 1

Kommunens svar giver hverken oplysninger om hvorledes kommunen har tilrettelagt partshøringsforpligtelsen, eller et indtryk af hvorledes pligten i praksis er blevet opfattet. Svaret tyder på at det har været overladt sagsbehandleren på egen hånd at sørge for at opfylde partshøringsforpligtelsen.

Der er ikke partshørt i en eneste af de 15 sager. I hvert fald i de sager hvor der er givet afslag, burde der have været partshørt. I en række af de øvrige sager kunne det have været hensigtsmæssigt at partshøre fordi det var tvivlsomt om oplysningerne var til gunst for ansøgeren.

Der henvises til den generelle gennemgang i kapitel 3.

Bemærkningen om at det nu fremgår af den elektroniske journal at der er blevet partshørt, tyder på at partshøringen sker mundtligt. Jeg må anse det for retssikkerhedsmæssigt mere korrekt hvis partshøringer gennemføres skriftligt. Dette giver dokumentation ikke alene for at partshøring er foretaget, men også for hvorledes partshøringen er gennemført.

Jeg minder om at partshøring i revalideringssager fremover skal være skriftlig, jf. bekendtgørelse nr. 543 af 28. maj 2002, §§ 7 og 8, om arbejdsevnemetoden.

Jeg anmodede endvidere Næstved Kommune om at udtale sig om følgende

” 2. I en del sager er der indhentet rent private oplysninger – typisk lægelige – fra andre myndigheder eller fra private om ansøgeren.

Ifølge forvaltningslovens § 29, stk. 1, skal der normalt indhentes samtykke fra ansøgeren hvis der indhentes rent private oplysninger om ansøgerens person fra en anden forvaltningsmyndighed. Dette gælder dog ikke hvis den der indhentes oplysninger fra, har oplysningspligt, jf. forvaltningslovens § 29, stk. 2. Det var dog en forudsætning under vedtagelsen af forvaltningsloven at myndighederne i bl.a. sociale sager skulle forsøge at indhente samtykke fra ansøgeren. Dette princip er nu lovfæstet i retssikkerhedslovens § 12, stk. 1.

God forvaltningsskik tilsiger at proceduren i § 29, stk. 1, følges, også i situationer der ikke umiddelbart er omfattet af § 29, fordi der er tale om indhentelse af oplysninger fra private.

Det er et gennemgående træk i de undersøgte sager at der ikke foreligger et skriftligt samtykke eller notat om mundtligt samtykke fra ansøgeren til indhentelse af oplysninger. Jeg er opmærksom på at notater eller skriftligt samtykke ikke er medsendt i første omgang.

Jeg beder kommunen om at udtale sig om den fremgangsmåde der almindeligvis følges i disse situationer.”

Kommunen svarede

”Ad 2. De sager, som afdelingen i dag behandler, tager alle udgangspunkt i personer, der er berettiget til udbetaling efter dagpengelovens bestemmelser. Det betyder, at ansøger ved sagens start med sin underskrift på dagpengeskemaet har givet samtykke til indhentelse af oplysninger. Derudover indhentes der samtykkeerklæring, hvis der er tale om indhentelse af specielle oplysninger, lige som sagsbehandlerne er opmærksomme på at indhente fornyet samtykkeerklæring, når den hidtidige bliver et år gammel.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 2

Kommunens svar beskriver den fremgangsmåde der følges i dag. Da der ikke i de gennemgåede sager forelå samtykkeskrivelse eller notat om samtykke til indhentelse af fortrolige oplysninger, må jeg gå ud fra at praksis var anderledes på daværende tidspunkt. Den praksis der er beskrevet som gældende i dag, giver mig ikke anledning til bemærkninger.

Som tredje generelle punkt bad jeg Næstved Kommune om følgende

” 3. de sager hvor der er meddelt afslag på revalideringshjælp, har kommunen skrevet meget kortfattet og uden præcis angivelse af hvilken del af bistandslovens § 43 der blev lagt til grund. Jeg beder om kommunens kommentarer hertil på baggrund af forvaltningslovens § 24, stk. 1.”

Kommunen svarede

”Ad 3. Det er desværre rigtigt, at der i den undersøgte periode blev givet afslag med mangelfuld begrundelse, herunder lovhenvisning. I dag angiver vi hovedhensyn i skønsudøvelsen og de faktiske forhold, som afgørelsen bygger på.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 3

Det må betragtes som beklageligt at kommunen generelt i den periode da de undersøgte sager blev afgjort, ikke efterlevede forvaltningslovens § 24. Jeg har noteret mig kommunens oplysning om at begrundelsespligten nu bliver opfyldt.

Jeg bad endvidere kommunen om at besvare følgende spørgsmål

” 4. Af journalnotater i nogle af sagerne fremgår det at lægekonsulentens bedømmelse af sagen spiller en stor rolle for om ansøgeren anses for revalideringsberettiget. Jeg har fremsat generelle bemærkninger til spørgsmålet under spørgsmål nr. 5 til sag nr. 9. Kommunen bedes udtale sig om lægekonsulentens rolle i disse sager.”

Kommunen svarede

”Ad 4. Som svar på spørgsmål 5 til sag nr. 9 har sagsbehandler oplyst, at ’der er taget stilling til, at ansøger ikke skønnes at opfylde betingelserne i § 43, stk. 1, hverken på helbredsmæssig eller social indikation. Der er lagt vægt på de foreliggende oplysninger og lægekonsulentens vurdering af de helbredsmæssige forhold i denne afgørelse’. Det er muligt, at lægekonsulentens vurdering tidligere havde større vægt, men i dag er rollefordelingen helt klar for både lægekonsulent og sagsbehandlere.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 4

I to af sagerne har lægekonsulenten udtalt sig på en måde der gik klart videre end konsulentens særlige fagkundskab tilsagde. I strid med Socialministeriets vejledning nr. 66 af 10. marts 1998, pkt. 3.2.4.7, udtalte lægekonsulenten sig i begge sager om ansøgerens ret til revalidering samt om erhvervsplanens udformning. I begge sager synes lægekonsulentens udtalelse at have været afgørende for sagens udfald.

Jeg har noteret mig at kommunen har oplyst at praksis også på dette punkt er ændret.

Mit femte og sidste generelle spørgsmål til kommunen lød som følger

” 5. Af de 15 sager omhandlede de 9 kvinder, og 6 sager vedrørte mandlige ansøgere. Af de kvindelige ansøgere fik 4 afslag mens en af mændene fik afslag. Der tilkendtes således revalideringshjælp i 10 sager fordelt mellem 5 kvinder og 5 mænd. Umiddelbart er der således ingen grund til at antage at der skulle være flere kvindelige end mandlige revalidender i Næstved Kommune. Oplysninger fra sagerne fra de øvrige kommuner kunne imidlertid indicere en sådan overvægt, ligesom antallet af kvindelige ansøgere var i klart overtal blandt de undersøgte sager fra Næstved Kommune. Det giver mig anledning til at bede kommunen oplyse det talmæssige forhold mellem kvindelige og mandlige revalidender de seneste tre år, samt, hvis tendensen fra de 15 sager går igen, udtale sig herom.”

Kommunen svarede

”Ad 5. Ifølge Danmarks Statistik var fordeling af revalidender i Næstved

1998: 92 mænd, 153 kvinder

1999: 58 mænd, 166 kvinder

2000: 73 mænd, 184 kvinder

År 2001 er endnu ikke tilgængeligt, men det kan oplyses, at en optælling af nuværende aktive revalideringssager viser, at der er 28 mænd og 66 kvinder under revalidering i Næstved Kommune i øjeblikket.

Tallene bekræfter den tendens, der er fremkommet i Deres undersøgelse, men Næstved Kommune har ikke en brugbar forklaring af forholdet.”

Ombudsmandens udtalelse

Ad 5

Kommunens svar viser at der er en klar og betydelig overrepræsentation af kvindelige revalidender. Overvægten er større end i de øvrige kommuner der er omfattet af undersøgelsen. Kommunen selv har ingen forklaring på forholdet. De foreliggende oplysninger giver ingen holdepunkter som kan forklare baggrunden for denne skævdeling.

Efter min mening kan der være grund til at kommunen undersøger om der er en tilsvarende overvægt i antallet af afslag på mandlige revalideringsansøgere, samt om der i den forbindelse eventuelt kan findes en forklaring på forholdet.”

c) Næstved Kommune generelt

Gennemgangen af de 15 sager har vist fire gennemgående fejl i forbindelse med Næstved Kommunes behandling af revalideringssager

Der blev på daværende tidspunkt ikke i almindelighed indhentet samtykke fra ansøgeren inden der blev indhentet fortrolige oplysninger om vedkommende.

Det er endvidere i flere af sagerne konstateret at der ikke blev givet fyldestgørende begrundelser i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24. Kommunen har erkendt at der i den pågældende periode var generelle problemer med at efterleve § 24.

Der er ikke blevet partshørt i nogen af de 15 sager. Det er vanskeligt præcist at fastslå om der burde have været partshørt idet nogle af de foreliggende oplysninger ikke kunne anses for at være til ugunst for ansøgeren. Kommunens svar må læses således at der ikke anvendtes skriftlig partshøring.

Undersøgelsen har endvidere vist at der var usikkerhed om lægekonsulenternes rolle i sagerne. Tilsyneladende blev lægekonsulentudtalelser tillagt større betydning for afgørelsens udfald end lægens faglige kompetence berettigede til.

Af disse generelle forhold er tre ifølge det oplyste blevet ændret. Det gælder efterlevelsen af kravet om samtykke til indhentelse af fortrolige oplysninger, begrundelsespligten samt anvendelsen af lægekonsulentudtalelser. Derimod synes der fortsat at være problemer med gennemførelse af partshøring. Det er usikkert om kommunen har forstået partshøringspligtens indhold korrekt, ligesom kommunen synes at følge en generel praksis hvorefter partshøring gennemføres mundtligt. Kommunen bør efter min mening genvurdere sin partshøringspraksis.

Der er ikke holdepunkter for i de indhentede oplysninger at der skulle foregå kønsbetinget forskelsbehandling. Det markant højere antal af kvindelige revalidender kunne dog give anledning til nærmere at undersøge anden kønsmæssig fordeling på afslag på revalideringsansøgninger.

I 4 sager (sagerne 1, 3, 4, og 14) er der truffet indholdsmæssigt tvivlsomme afgørelser. Det drejer sig således om 1/3 af de undersøgte sager.

9 . Samlet konklusion

Undersøgelsen omfattede fem forskellige kommuner med nogenlunde samme størrelse. Formålet hermed var blandt andet at skaffe mulighed for at foretage en sammenligning mellem de forskellige kommuners efterlevelse af de forvaltningsretlige regler. Gennemgangen af sagerne har ikke vist signifikante resultater med hensyn til forskelle i

retsanvendelsens kvalitet. Dette er ikke ensbetydende med at der ikke har kunnet konstateres stilforskelle samt forskellige holdninger. Der har hovedsagelig været tale om forskelle som ligger inden for rammerne af det kommunale selvstyre. De små forskelle der har kunnet registreres med hensyn til regelefterlevelse, har ikke fordelt sig på en sådan måde at de har kunnet betegnes som generelle forskelle i sagsbehandlingsniveauet. Jeg har derfor ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at foretage en komparativ analyse af undersøgelsens resultater.

Undersøgelsen har vist at der har været generelle problemer med at overholde partshøringsreglen i forvaltningslovens § 19, stk. 1. Der har været tale om en systemfejl der er gået igen i alle de undersøgte sager. Flere af kommunerne har oplyst at denne fejl siden er blevet rettet, og en enkelt kommune har peget på at senere ændringer i den sociale lovgivning, bl.a. indførelsen af arbejdsevnemetoden, vil kunne medvirke til at sikre partshøringspligtens efterlevelse. Jeg har taget disse oplysninger til efterretning. Jeg er endvidere enig i at efterfølgende ændringer i sociallovgivningen har ført til en sådan opprioritering af partshøringssynspunkter at der er rimelig grund til at antage at de konstaterede generelle problemer vil blive reduceret. Jeg sigter navnlig til lovfæstelsen af dialogprincippet i retssikkerhedslovens § 4 samt til indføringen af forskellige nye undersøgelsesmetoder, bl.a. arbejdsevnemetoden. Dog finder jeg at kommunerne bør være opmærksomme på at partshøringspligten ikke uden videre kan anses for overholdt fordi reglerne i den sociale lovgivning om inddragelse af parten er blevet det. De sociale regler sikrer ikke på samme måde som forvaltningslovens § 19, stk. 1, at parten får forelagt sagens væsentlige oplysninger til udtalelse inden der træffes afgørelse.

I alle de undersøgte kommuner har det voldt vanskeligheder at håndtere mere specielle juridiske problemer. Navnlig har det vist sig vanskeligt at få disse problemer identificeret korrekt. Modregning forveksles eksempelvis til tider med beregningen af ydelse eller med rejsning af krav om tilbagebetaling.

Gennemgående har kommunerne begrænset deres vejledningsindsats i de undersøgte sager med hensyn til udformning og gennemførelse af den lagte erhvervsplan. Ansøgeren har selv måttet finde ud af hvilken plan der bedst kan afhjælpe ansøgerens problemer og skaffe pågældende en plads på arbejdsmarkedet. Kommunerne har på dette punkt nøjedes med at gribe korrigerende ind hvis ansøgeren har fremsat ønsker som forvaltningen har skønnet ikke ville være realistiske, mens der kun sjældent har været ydet erhvervsvejledning eller ydet bistand til at overvinde praktiske komplikationer i forbindelse med planens realisering. Svendborg Kommune har henvist til at reglerne for udarbejdelse af en ressourceprofil må forventes at ændre på dette forhold. Reglen om arbejdsevnevurdering adskiller sig på dette punkt ikke synderligt fra de dagældende regler om udarbejdelse af erhvervsplan. Jeg har derfor vanskeligt ved at se at pligten til at lave en ressourceprofil kan forventes at ændre denne praksis. Jeg må derfor fortsat anbefale kommunerne at være opmærksomme på vejledningspligten i denne henseende. En højere prioritering af vejledningsindsatsen vil i øvrigt også stemme bedst overens med den udtrykkelige lovfæstelse i senere social lovgivning, især i retssikkerhedslovens § 5, af helhedsprincippet.

Der har generelt været vist omhu med at indhente samtykke til indhentelse af fortrolige oplysninger. Nogle konkrete fejl har kunnet konstateres, men ikke generelle fejl. En enkelt kommune som havde problemer på dette område, har erkendt at der var tale om en generel fejl, og samtidig oplyst at fejlen var rettet da jeg forelagde min foreløbige rapport. Forholdet har derfor ikke givet mig anledning til at foretage mig noget.

I alle kommunerne har der været problemer med at opfylde begrundelsespligten. Der har ikke været tale om manglende begrundelser, men om mangelfulde begrundelser. For så vidt har der ikke været tale om samme gennemgående fejl og dermed ikke, som i forbindelse med partshøringspligten, tale om en egentlig systemfejl. Fejlen er dog af generel karakter i den forstand at det kun i få af de tilfælde hvor der har været begrundelsespligt, er lykkedes at give en fyldestgørende begrundelse. Jeg har derfor henstillet til de implicerede kommuner at træffe foranstaltninger med henblik på en bedre efterlevelse af begrundelsespligten.

Det generelle indtryk af undersøgelsen er at de materielle regler overholdes i forbindelse med stillingtagen til om der skal gives eller ikke gives bevilling til revalideringshjælp. Dog er der tegn på praksisdannelser der indsnævrer skønnet i forhold til det i loven forudsatte. Ved afgørelser der træffes undervejs i et revalideringsforløb, såsom at standse ydelsen, kræve tilbagebetaling eller modregne, er der betydeligt mindre opmærksomhed på om afgørelsen har fornøden hjemmel. I forbindelse med flere af sådanne afgørelser har der kunnet rejses tvivl om berettigelsen af afgørelsens lovmedholdelighed. Der er formentlig tale om samme generelle problem som påpeget ovenfor med hensyn til identifikationen af atypiske eller specielle juridiske problemstillinger. Forholdet giver mig anledning til at anbefale kommunerne at skærpe opmærksomheden omkring hjemmelsproblemer.

I en af kommunerne har lægekonsulenterne generelt haft en indflydelse på afgørelsens udfald som deres ansættelse og fagkundskab ikke har berettiget til. I flere af de øvrige kommuner er jeg i undersøgelsen stødt på samme problem i enkelte sager. Den kommune hvor spørgsmålet havde mere generel karakter, har oplyst at praksis er ændret i mellemtiden. Jeg finder uanset dette forhold, og uanset at der i de øvrige kommuner ikke har kunnet peges på et gennemgående problem, at burde henlede kommunernes opmærksomhed på risikoen for at den lægelige bedømmelse af sagerne får større vægt end loven lægger op til.

I alle de undersøgte kommuner har det vist sig at der er markant flere kvindelige end mandlige revalidender. Dette forhold har givet mig anledning til at henstille at kommunerne undersøger om der er flere mænd end kvinder der får afslag på ansøgninger om revalideringshjælp, og i bekræftende fald overveje om dette skyldes forhold som er af kønsdiskriminerende karakter.

§ 46. Revalidering er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet, således at den pågældendes mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres. En person, der er berettiget til sådan hjælp, kaldes en revalidend. Aktiviteter, som revalidenden gennemfører, før det erhvervsmæssige sigte er afklaret, kaldes forrevalidering. Det er aktiviteter med et erhvervsmodnende eller afklarende sigte for revalidenden.

Stk. 2. Kommunen giver tilbud om revalidering, når erhvervsrettede aktiviteter efter denne eller anden lovgivning ikke er tilstrækkelige til, at den pågældende kan klare sig selv.

Stk. 3. En revalidend har ret til revalidering uden hensyn til ægtefællens indtægts- og formueforhold.

§ 47. Kommunen tilrettelægger revalideringen i samarbejde med revalidenden således, at tilbudet er tilpasset den enkeltes forudsætninger.

Stk. 2. En revalidering kan bl.a. bestå af en eller flere af følgende aktiviteter

Arbejdsprøvning

Erhvervsmodnende eller afklarende aktiviteter

Uddannelse

Optræning hos private eller offentlige arbejdsgivere

Hjælp til selvstændig virksomhed

Stk. 3. Økonomisk hjælp til revalidering kan omfatte

revalideringsydelse efter § 52,

helt eller delvis løntilskud efter § 62,

særlig støtte efter §§ 63 og 64 og

støtte til at etablere selvstændig virksomhed efter § 65.

Stk. 4. Revalidenden bevarer sit hidtidige forsørgelsesgrundlag under forrevalideringen.

Revalideringsperioden

§ 49. Kommunen skal tilrettelægge en revalidering, herunder en forrevalidering, således, at den kan gennemføres på så kort tid som muligt, og således at revalidendens behov tilgodeses. Kommunen kan højst planlægge, at revalidenden får revalideringsydelse i 5 år. Uddannelse, som indgår i en revalidering, forudsættes gennemført på den normerede uddannelsestid. Betingelserne for forlængelse af perioden, hvor revalidenden får revalideringsydelse, fremgår af § 56.

Stk. 2. Har revalidenden betydelige begrænsninger i arbejdsevnen, og taler revalidendens personlige forudsætninger, interesser og evner i udpræget grad for en længerevarende videregående uddannelse, kan kommunen planlægge en revalidering hvor revalidenden får revalideringsydelse i mere end 5 år.

Erhvervsplanen

§ 50. Kommunen udarbejder i samarbejde med revalidenden en erhvervsplan, når det erhvervsmæssige sigte er afklaret for den pågældende. Planen skal angive mål, tidsrammer og indhold.

Stk. 2. Erhvervsplanen kan indeholde et eller flere af følgende elementer

Arbejdsprøvning

Optræning

Nødvendig forberedende undervisning

Kurser og projekter

Uddannelse

Stk. 3. Erhvervsplanen skal indeholde en beskrivelse af de enkelte elementer i forløbet. Planen skal være realistisk med hensyn til revalidendens forudsætninger, evner og interesser samt mulighed for optagelse på en uddannelse og for endelig erhvervsmæssig placering.

Stk. 4. Kommunen skal revidere erhvervsplanen, når individuelle eller generelle betingelser for at gennemføre den ændrer sig.

Hjælpen

§ 51. Kommunen giver revalidenden revalideringsydelse efter § 52, når der er iværksat en revalidering i overensstemmelse med en fastlagt erhvervsplan.

§ 53. Revalidenden bevarer revalideringsydelsen ved kortvarige afbrydelser i revalideringsforløbet, der ikke har betydning for at gennemføre erhvervsplanen med hensyn til mål og indhold.

§ 55. Revalidenden bevarer revalideringsydelsen, når den pågældende har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption efter reglerne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov mv.

Forlængelse af revalideringsperioden

§ 56. Kommunen kan i forhold til den fastsatte tid forlænge den periode, som revalidenden kan få revalideringsydelse i,

hvis revalidenden ikke kan gennemføre erhvervsplanen på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller andre helt specielle forhold, eller

hvis sygdom, pasning af syge børn eller børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, barsel, manglende pasningsmulighed af børn eller særlige sociale forhold midlertidigt forsinker revalidenden i at gennemføre erhvervsplanen.

Arbejde under revalidering

§ 57. Revalidenden må ikke have andet arbejde, når erhvervsplanen gennemføres. Kommunen kan dog tillade andet arbejde i begrænset omfang, hvis arbejdet kan forenes med erhvervsplanen.

Indtægter, der trækkes fra i revalideringsydelsen

§ 58. Kommunen nedsætter revalideringsydelsen med

det beløb efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, som revalidenden får i praktik-, elev- eller lærlingeløn eller som løn under optræning, og

indtægter fra andet arbejde, dog kun hvis disse overstiger 12.000 kr. pr. år.

Stk. 2. Ved afgørelsen af, hvad der kan betegnes som arbejdsindtægter, anvendes de regler, der er fastsat i medfør af § 58 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

§ 59. Kommunen nedsætter revalideringsydelsen med indtægter fra løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger, herunder løbende udbetaling af er-hvervsevnetabserstatning efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Disse indtægter trækkes dog kun fra i det omfang, de sammenlagt med revalideringsydelsen overstiger revalidendens hidtidige arbejdsindtægter.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter regler om, hvorledes hidtidige arbejdsindtægter opgøres og reguleres mv.”

I lovforslagsbemærkningerne anførtes bl.a.

”Stk. 1 indeholder en definition af, hvad der forstås ved revalidering, herunder hvornår der er tale om forrevalidering og beskriver sammen med stk. 2, kriterierne for at få hjælpen. Kriterierne er uændrede i forhold til bistandslovens § 43, stk. 1, bortset fra at begrebet nedsat erhvervsevne erstattes af arbejdsevnekriteriet. Denne ændring er en følge af, at arbejdsevnekriteriet bedre end erhvervsevnekriteriet dækker den vurdering, der skal foretages i forbindelse med revalidering. Betingelserne for at få støtte til revalidering er således, at der skal være tale om en person med begrænsninger i arbejdsevnen, hvor revalidering er nødvendig for, at den pågældende kan fastholde eller få arbejde og dermed forsørge sig selv helt eller delvist. Det erhvervsmæssige sigte med revalideringen kan foruden beskæftigelse på normale vilkår, herunder aftalebaserede skånejob, være skånejob med løntilskud efter kapitel 7.

Arbejdsevnen i erhverv kan være begrænset af fysiske, psykiske eller sociale grunde, ligesom erhvervsevnen efter gældende regler kan være nedsat af fysiske, psykiske eller sociale årsager. Grundelementerne i arbejdsevnekriteriet og erhvervsevnekriteriet er de samme. Fx har enlige forsørgere, der er i en fastlåst social situation mulighed for støtte til revalidering som efter de gældende regler. Kommunen har som hidtil en pligt til at tilbyde revalidering, hvis tildelingsbetingelserne er opfyldt.”

(Bemærkninger til § 46).

”I stk. 1 fastslås det, at en revalidering, herunder en forrevalidering, skal tilrettelægges således, at den gennemføres på så kort tid som muligt, og således at revalidendens behov tilgodeses. Dette svarer til gældende praksis.

Det fremgår videre af stk. 1, at når kommunen tilrettelægger en revalidering, kan den højst planlægge med, at revalidenden kan få revalideringsydelse i 5 år. Uddannelse, der indgår i revalidering, skal forudsættes gennemført på den normerede tid. Disse regler svarer til bistandslovens § 43, stk. 4, og § 3, stk. 3, i revalideringsbekendtgørelsen.”

(Bemærkninger til § 49).

Socialministeriet har i vejledning af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik, kapitel 6, gennemgået revalideringsreglerne. I vejledningen står bl.a.

”231. Vurderingen af arbejdsevnen er således det centrale element for iværksættelsen og tilrettelæggelsen af revalideringen. Arbejdsevnekriteriet tager udgangspunkt i personens evner og færdigheder. Det afgørende for vurderingen er, hvad den pågældende kan eller kan bringes til at kunne i modsætning til det hidtidige erhvervsevnekriterium, der mere var knyttet til en dokumentation for diagnose og sygdom. Dermed lægges op til, at vurderingen bliver fremadrettet med fokus på personens muligheder trods begrænsningerne i arbejdsevnen.

Ved at indføre arbejdsevnekriteriet bliver arbejdsmetoden derfor anderledes. En arbejdsbeskrivelse er en grundlæggende del af arbejdsevnekriteriet, hvor arbejdsfunktion og sygdomssymptomer er det centrale. Arbejdsevnekriteriet kræver med andre ord, at de færdigheder, revalidenden har trods begrænsninger i arbejdsevnen, bliver omdrejningspunktet i sagen.

232. Begrænsninger i arbejdsevnen kan have mange forskellige årsager og hidrøre fra fysiske, psykiske og/eller sociale faktorer. Uanset hvilke faktorer, der indgår, er det afgørende for vurderingen, hvorledes disse faktorer i det konkrete tilfælde påvirker arbejdsevnen. Der kan således ikke på forhånd angives bestemte faktorer, som i sig selv giver grundlag for revalidering.

233. Udover betingelsen om nedsat arbejdsevne er det en betingelse for at yde hjælp efter § 46, at der er en realistisk mulighed for, at denne hjælp vil kunne bringe pågældende ind i eller tilbage til en erhvervsmæssig tilværelse eller bidrage til en væsentlig forbedring af pågældendes erhvervsmæssige situation.

234. Det følger af § 46, stk. 2, at personer, hvis beskæftigelsesproblemer umiddelbart kan løses gennem deltagelse i erhvervsrettede aktiviteter efter anden lovgivning eller ved tilbud om aktivering efter § 16, ikke skal tilbydes revalidering.

Personer, der ønsker uddannelse, omskoling eller lignende, skal derfor som udgangspunkt bruge de almindelige uddannelses- og arbejdsmarkedsordninger.

I § 46, stk. 3, fastslås, at en revalidend har ret til revalidering uden hensyn til ægtefællens indtægts- og formueforhold.

235. Det er ikke muligt at udpege bestemte persongrupper for revalideringsindsatsen. Det afgørende er, om revalideringen er nødvendig for at give pågældende det løft, der skal til for at (gen)indtræde på arbejdsmarkedet. Kommunen må derfor foretage en samlet vurdering af den pågældendes og familiens helbredsmæssige og sociale situation, herunder uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Perspektivet i en revalidering vil ofte være mere langsigtet end i forhold til fx aktivering. Hvor perspektivet i en aktivering er en vedligeholdelse eller umiddelbar forbedring af pågældendes kvalifikationer eller en forbedring af pågældendes livskvalitet, er det et krav til revalideringen, at der er en realistisk mulighed for, at den revalideringsindsats, der ydes, vil føre frem til og er nødvendig for en bestemt erhvervsmæssig placering.

242. I erhvervsplanen fastlægger kommunen i samarbejde med revalidenden de aktiviteter, som skal indgå i revalideringen fra det tidspunkt, hvor det erhvervsmæssige sigte er afklaret. Planen angiver endvidere målet med revalideringen og de tidsmæssige rammer herfor.

Erhvervsplanen er et styringsredskab for revalideringen og skal derfor beskrive de elementer, der indgår i det planlagte forløb, og de forudsætninger, der knytter sig til gennemførelsen af forløbet. Desuden skal planen angive, hvilken erhvervsmæssig placering revalideringen sigter imod.

6.2.2. Erhvervsmodnende eller afklarende aktiviteter

244. Erhvervsmodnende og afklarende aktiviteter betegner de tilbud, kommunen kan give en revalidend i forrevalideringsfasen.

De aktiviteter, der kan foregå i denne fase, skal være erhvervsrettede og kan fx være arbejdsprøvning, ophold på daghøjskole, højskole eller produktionsskole, erhvervsmodnende og erhvervsintroducerende kurser, jobindslusningsprojekter, undervisning på 9.-10. klasse samt gymnasie- og HF-niveau m.v. og andre forberedende aktiviteter, der er nødvendige for at afklare revalideringsmulighederne, ligesom der kan foregå specielt støttende aktiviteter. Som eksempler på personer, der kan have sådanne særlige behov, kan nævnes sent udviklede og personer med hjerneskade.

Det afgørende er, at tilbudene har et konkret erhvervsmodnende og afklarende sigte i forhold til den enkelte revalidend. Det er derimod ikke afgørende, om tilbudet i sig selv har karakter af erhvervsmodnende og afklarende foranstaltning.

6.2.3. Uddannelse

245. Der er i princippet ingen begrænsninger i de typer af uddannelser, som kan indgå i et revalideringsforløb, ligesom det ikke er et krav, at kurser og uddannelse er kompetencegivende.

Det afgørende er derimod, at det uddannelsestilbud, som kommunen giver som led i et revalideringsforløb, enten har et erhvervsmodnende eller afklarende sigte for revalidenden, og derfor kan indgå i en forrevalidering eller har et erhvervsmæssigt sigte for revalidenden, og derfor kan indgå i en erhvervsplan.

Som eksempler på uddannelser, der kan indgå i en revalidering, kan nævnes

· Erhvervsforberedende skolegang og kurser, herunder HF, studenter- og andre forberedelseskurser.

· Efterskole- og højskoleophold.

· Faglige uddannelser.

· Kortere videregående uddannelser.

· Mellemlange og lange videregående uddannelser.

Kurser etableret efter Arbejdsministeriets, Kulturministeriets eller Undervisningsministeriets regler.

Kurser etableret af kommunen eller amtskommunen, jf. § 48.

De under 3)-5) nævnte uddannelser forudsætter, at det erhvervsmæssige sigte er afklaret og dermed, at der er lagt en erhvervsplan.

249. Kommunen skal tilrettelægge revalideringen i samarbejde med revalidenden således, at tilbudet er tilpasset den enkeltes forudsætninger, jf. § 47, stk. 1. Dette gælder også under forrevalideringen.

Ved beslutningen om at iværksætte revalidering og ved tilrettelæggelsen af forløbet indgår revalidendens erhvervsønske, hvis dette er realistisk og tilgodeser revalideringsformålet. Det er i det hele taget vigtigt, at revalidenden deltager aktivt i hele revalideringsforløbet og ved udarbejdelsen af erhvervsplanen.

250. Når det erhvervsmæssige sigte er afklaret, skal kommunen i samarbejde med revalidenden udarbejde en erhvervsplan, der fastlægger formålet med revalideringen, de elementer, der indgår i forløbet og tidsrammerne for revalideringens gennemførelse samt andre forhold, der kan have betydning for gennemførelsen.

Planen skal være realistisk med hensyn til revalidendens forudsætninger, evner og interesser samt muligheder for optagelse på en uddannelse og for endelig erhvervsmæssig placering.

Erhvervsplanen kan indeholde et eller flere af de elementer, der nævnes i § 50, stk. 2,

· arbejdsprøvning

· optræning

· nødvendig forberedende undervisning

· kurser og projekter

· uddannelse.

Det afgørende for valget af aktivitet er, at den er et nødvendigt element, for at realisere det konkrete erhvervsmæssige sigte, som det er beskrevet i planen.

253. Det gælder generelt, at kommunen skal tilrettelægge en revalidering, herunder en forrevalidering, således at den gennemføres på så kort tid som muligt. Dette hensyn skal dog afvejes i forhold til, at kommunen samtidig skal sørge for, at revalidendens behov tilgodeses. Det tidsmæssige perspektiv er således ikke en isoleret betingelse, men skal ses i forhold til, hvilke revalideringstilbud revalidenden i det enkelte tilfælde har brug for. I vurderingen indgår fx også revalidendens muligheder for at klare sig på arbejdsmarkedet på længere sigt efter endt revalidering.

Kommunen kan højst planlægge, at revalidenden får revalideringsydelse i 5 år, og uddannelse, som indgår i erhvervsplanen, forudsættes gennemført på den normerede uddannelsestid, jf. § 49.

254. Kommunen kan ved iværksættelsen planlægge en revalidering hvor revalidenden får revalideringsydelse i mere end 5 år, jf. § 49, stk. 2. Det forudsætter, at revalidenden har betydelige begrænsninger i arbejdsevnen, hvilket betyder, at pågældende i lighed med de hidtil gældende regler er svært handicappet. Desuden skal revalidendens personlige forudsætninger, interesser og evner i udpræget grad tale for en længerevarende videregående uddannelse.

255. Perioden beregnes fra iværksættelsen af erhvervsplanen. Ferieperioder, hvor uddannelsesinstitutionen er lukket og ferie under praktik-, elev- eller lærlingeforhold samt ferie i optræningsperioder indgår i revalideringsperioden.

256. Så længe revalidenden gennemfører revalideringen i overensstemmelse med erhvervsplanen, udbetaler kommunen revalideringsydelse. Kommunen har mulighed for at forlænge perioden, hvor revalidenden får revalideringsydelse og herunder også forlænge forløbet i forhold til den normerede uddannelsestid. Det vil være tilfældet, når der i forløbet opstår forsinkelser, som nævnt i § 56, og som typisk ikke kunne forudses ved tilrettelæggelsen af revalideringen.

Som eksempel kan nævnes, at det kan være forlængelsesgrund, at revalidenden har en svag uddannelsesmæssig baggrund, og et uddannelsesløft er nødvendigt for at bringe den pågældende tilbage til arbejdsmarkedet. I et sådant tilfælde kan der vise sig at være brug for længere tid end sædvanligt til at opfylde de adgangsgivende krav til en uddannelse. Forlængelse kan dog kun gives, når der foreligger helt specielle forhold.

”

De undersøgte sager blev alle afgjort inden lov om aktiv socialpolitik trådte i kraft. Retsgrundlaget var således bistandslovens § 43. Da reglerne om revalidering i aktivloven i alt væsentligt er en videreførelse og uddybning af § 43 i bistandsloven, har undersøgelsen også relevans for de nugældende regler. Den indholdsmæssige sammenhæng gør det endvidere muligt at inddrage den nugældende lovgivning samt praksis vedrørende denne som støtteargumenter for fortolkningen af de dagældende regler. Fra 1. januar 2003 er sagsbehandlingsreglerne blevet ændret idet spørgsmålet om hvorvidt ansøgerens arbejdsevne er nedsat, skal vurderes efter en særlig procedure og ved hjælp af en ressourceprofil, jf. bek. nr. 543 af 28. maj 2002 om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne.

Generel karakteristik af regelgrundlaget

Revalideringsreglerne – både bistandslovens og aktivlovens – overlader på to punkter kommunen en ganske bred skønsbeføjelse. Som det ses, er betingelserne for at få revalideringshjælp beskrevet meget bredt. Afgørelsen af om en ansøger hører til den støtteberettigede personkreds, beror på såvel sociale, arbejdsmæssige som helbredsmæssige forhold.

Afgørelsen af hvilken revalideringsforanstaltning der kan ydes hjælp til, er ligeledes kun vagt reguleret i de skrevne regler. Erhvervsplanen kan således udformes forholdsvis frit. Denne afgørelse beror på en bred vifte af hensyn, såsom ansøgerens revalideringsbehov, evner og interesser, arbejdsmarkedets behov samt ansøgerens helbredsmæssige forhold. Om den pågældende skal have virksomhedstræning, løntilskud eller hjælp til at få en uddannelse, er kun beskrevet i overordnede vendinger. Loven indeholder dog to håndfaste begrænsninger: Revalideringen skal overvejende foregå i Danmark og skal gennemføres så hurtigt som muligt.

På en række punkter har reglerne en udtømmende karakter. Det gælder f.eks. revalideringshjælpens størrelse, spørgsmål om fratræk for egne indtægter i hjælpen, visse spørgsmål om hjælpens ophør og tilbagebetaling.

I samme udstrækning de konkrete revalideringsafgørelser bygger på fag- og/eller sagkyndige vurderinger, er ombudsmanden begrænset i sin prøvelse.

Undersøgelsen er følgelig blevet koncentreret om hvorvidt de generelle forvaltningsretlige grundsætninger om skønsudøvelse er overholdt, om de almindelige eller specielle sagsbehandlingsregler er overholdt, samt om de præcise dele af reglerne er blevet efterlevet.

3.Generelle problemstillinger

a) Partshøring mv.

Flere regler i den almindelige forvaltningsretlige lovgivning bestemmer at borgeren (parten) skal have mulighed for at øve indflydelse på forvaltningens oplysning af sagen samt på forvaltningens retlige vurdering af oplysningerne således som den udmønter sig i den afgørelse der træffes. Vigtigst i denne sammenhæng er forvaltningslovens § 19 som har følgende indhold

” § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskrivelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelsen af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.”

Af betydning er også reglerne i forvaltningslovens kapitel 4 om partens ret til på begæring at få indsigt i sagens dokumenter. Endvidere giver reglen i § 21 parten ret til at komme med en udtalelse. Fremsættelse af en sådan anmodning indebærer at forvaltningen normalt ikke kan træffe afgørelse i sagen førend parten har haft lejlighed til at udtale sig.

Også bestemmelsen i § 8 i forvaltningsloven om partens ret til under sagen at lade sig repræsentere ved en fuldmægtig eller lade sig bistå ved en bisidder, har karakter af en partsmedvirkensregel.

Bistandslovens § 43 og revalideringsbekendtgørelsen byggede endvidere på en klar forudsætning om at de sociale myndigheder skulle sørge for at inddrage parten løbende i en forhandling og dialog om afgørelsen om at tildele revalideringshjælp og om udformning af revalideringsplanen.

Ingen af de undersøgte sager har frembudt problemer med hensyn til partsaktindsigt, anmodning om at udtale sig eller repræsentation. I samtlige sager har der løbende været holdt møder med ansøgeren, og ansøgerne er således i alle sager i en vis udstrækning blevet taget med på råd. Ansøgerne har generelt medvirket ved sagens oplysning og på denne måde øvet indflydelse på forvaltningens sagsoplysning og afgørelse.

Der er imidlertid ikke i nogen af de undersøgte sager sket partshøring således som forvaltningslovens § 19, stk. 1, forudsætter det. En forklaring herpå – at dømme efter kommunernes svar på mine spørgsmål om årsagen til at der ikke er partshørt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19 – synes generelt at være at de pågældende kommuner har betragtet den løbende kontakt med parten som tilstrækkelig i denne henseende. Der er derfor grund til nærmere at redegøre for hvorledes § 19, stk. 1, skal fortolkes.

Formålet med partshøring efter § 19, stk. 1, er at sikre at de oplysninger myndigheden har indhentet eller modtaget i forbindelse med sagsbehandlingen, bliver forelagt for parten til udtalelse. Det er således normalt udelukket at en myndighed træffer afgørelse uden at parten er bekendt med sagens eksistens. Forvaltningen må heller ikke bruge oplysninger der er ukendte for parten, eller som parten ikke ved at myndigheden besidder. Det der skal forelægges, er sagens faktuelle oplysninger – ikke myndighedens (foreløbige) vurdering af sagens retlige problemstillinger. Partshøringspligten omfatter alle væsentlige oplysninger og kan gennemføres mundtligt eller skriftligt beroende på sagens eller situationens karakter.

Partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, består med andre ord i at sagens faktiske oplysningsgrundlag forelægges for parten med henblik på at parten udtaler sig om det. Det er således det indsamlede oplysningsgrundlag parten skal inviteres til at udtale sig om. At parten har tilkendegivet sin opfattelse af hvorledes sagen bør falde ud, og har haft lejlighed til at argumentere herfor, er ikke altid tilstrækkeligt til at imødekomme hans ret til partshøring.

Typisk vil forelæggelsen skulle ske umiddelbart før myndigheden er parat til at træffe afgørelse. I de fleste tilfælde – men ikke altid – vil forelæggelsen skulle ske skriftligt. Parten skal have en betænkningstid til at udfærdige sit svar. Fristen skal være rimelig, dvs. afpasset efter hvor indviklede og omfattende de foreliggende oplysninger er, hvor alvorlige afgørelser der er tale om, samt om parten har brug for at inddrage en repræsentant i sagen.

Ifølge § 19, stk. 1, gælder pligten til partshøring ”faktiske oplysninger” som er af væsentlig betydning, og som er til ugunst for parten. Partshøringspligten gælder kun oplysninger som ikke er parten ”bekendt”, dvs. oplysninger som parten ikke er klar over indgår i myndighedens sag.

I revalideringssager er oplysninger der belyser ansøgerens helbredsforhold, sociale forhold, uddannelsesmæssige baggrund, dvs. oplysninger om hvorledes borgerens situation ser ud, omfattet af partshøringspligten. Udefrakommende vurderinger, såsom speciallægeerklæringer, meddelelse om arbejdsprøvningsresultater osv., skal ligeledes til partshøring.

Myndighedernes egne vurderinger af forholdene, herunder lægekonsulenters vejledende udtalelse om hvorledes de lægelige erklæringer skal forstås, har ikke karakter af faktuelle oplysninger og er derfor ikke omfattet af partshøringspligten. Det samme gælder myndighedernes interne overvejelser om hvorvidt pågældende er berettiget til hjælp og i givet fald til hvilken revalideringsplan.

I en sag gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 2001, s. 421, har jeg givet udtryk for at ville være bedst stemmende med princippet i retssikkerhedslovens § 4 og forarbejderne hertil at gøre borgerne bekendt med indholdet af lægekonsulentudtalelser forud for en afgørelse. Denne opfattelse bygger således på retlige forhold der er indtrådt på et senere tidspunkt end de undersøgte sager, og opfattelsen er derfor ikke blevet lagt til grund i forbindelse med undersøgelsen.

Uvæsentlige oplysninger er ikke undergivet partshøringspligt. I sager som revalideringssager hvor vurderingerne typisk bygger på et sammensat og mangesidet oplysningsgrundlag, er det ofte svært at adskille oplysninger som er uden betydning for bedømmelsen, fra de væsentlige oplysninger. Typisk vil indhentelsen af oplysninger koncentrere sig om det der erfaringsmæssigt bliver udslagsgivende i den foreliggende sagstype, og det er derfor sjældent at oplysninger kan holdes uden for partshøring med henvisning til at de er uvæsentlige.

Om en oplysning er til ugunst eller til gunst for parten, kan være vanskeligt at vurdere på forhånd. Formålet med § 19 – at forebygge at myndigheden lægger urigtige oplysninger til grund eller misforstår oplysningerne – tilsiger at bedømmelsen af om en oplysning er til gunst for borgeren, foretages når myndigheden modtager oplysningen. I mange af de undersøgte sager er partshøring, efter det oplyste blevet undladt fordi ansøgningen er blevet imødekommet. Betragtningen har været at i disse tilfælde har oplysningerne ikke været til ugunst for pågældende. Jeg har ved min bedømmelse af de enkelte sager lagt til grund at partshøring i disse tilfælde ikke har været påkrævet.

Det stemmer imidlertid efter min mening bedre med det overordnede formål med § 19 at anlægge bedømmelsen ved modtagelsen af oplysningerne. Derved sikres det at parten kan gøre opmærksom på det hvis de modtagne oplysninger er ukorrekte, ufuldstændige eller indbyrdes modstridende. Desuden er der – ved at vente med at vurdere partshøringspligten indtil afgørelsen er blevet truffet (internt) – en risiko for at der ikke partshøres selv om borgeren kun får delvis medhold, f.eks. fordi ansøgerens uddannelsesønsker ikke imødekommes, mens den øvrige del af afgørelsen er til gunst for parten. I et sådant tilfælde er afgørelsen delvis bebyrdende, og i hvert fald nogle oplysninger må have været til ugunst for parten. Hvis kommunen venter indtil sagen er afgjort internt, med at vurdere om der skal partshøres, er der endelig en risiko for at sagen trækker unødigt ud.

Partshøringspligten gælder i sager hvor der træffes afgørelse. I revalideringssager er udfaldet af revalideringssagen – afslag på eller imødekommelse af en ansøgning – en afgørelse. En række delbeslutninger er imidlertid også afgørelser i forvaltningslovens forstand, f.eks. afgørelser om at inddrage/standse hjælp og om at give eller afslå aktindsigt.

I ingen af de undersøgte sager er der partshørt i overensstemmelse med det foranstående. I de sager hvor ansøgningen er blevet imødekommet, har fejlen ikke været væsentlig idet den manglende partshøring ikke har givet sig udslag i en byrdefuld afgørelse. I de sager hvor der helt eller delvist er blevet givet afslag, kan den manglende partshøring have påvirket afgørelsens udfald. I mangel af konkrete holdepunkter herfor kan det ikke anses at den manglende partshøring har været uvæsentlig. Disse afgørelser er således efter den almindelige forvaltningsretlige ugyldighedslære ugyldige. Med virkning fra 1. januar 2003 er partshøringspligten i revalideringssager blevet skærpet (i pensionslovens § 19 og i bekendtgørelse nr. 543 af 28. maj 2002 om arbejdsevnemetode mv., § 7, stk. 8). Efter disse regler skal der fremover partshøres, ikke alene over sagens faktiske omstændigheder, men også over kommunens vurdering af de tilvejebragte oplysninger. Forvaltningslovens § 19 gælder fortsat ved siden af de nye regler som ikke dækker alle de situationer § 19 omfatter.

Erfaringerne fra denne undersøgelse viser at der er behov for at partshøringsreglerne indarbejdes systematisk i de daglige sagsbehandlingsrutiner. Der er grund til at formode at ikrafttrædelsen af nye og videregående regler på dette område vil øge dette behov en del.

b) Vejledningspligt

Bistandslovens §§ 28-30 indeholdt følgende regler

” § 28. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde enlige og familier vederlagsfri løbende vejledning og rådgivning og er forpligtet til ved opsøgende virksomhed at rette sådant tilbud til enhver, som må antages at trænge hertil. Målet for vejledningsarbejdet er at hjælpe de pågældende over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte dem i stand til at løse opstående problemer ved egen hjælp. Vejledningen kan ydes alene eller i forbindelse med anden hjælp eller bistand. Rådgivning og vejledning skal kunne ydes anonymt og som et åbent tilbud til enhver, herunder børn og unge, som alene søger rådgivning og vejledning.

Rapport om ombudsmandens undersøgelse

af 75 revalideringssager fra 5 kommuner

1. Undersøgelsens indhold og omfang

Den 17. december 1997 skrev jeg til Svendborg, Silkeborg, Næstved, Ballerup og Holstebro kommuner og oplyste at jeg i medfør af § 17, stk. 2, i lov om Folketingets Ombudsmand havde besluttet at gennemføre en generel undersøgelse af sager om revalideringshjælp i henhold til den dagældende bistandslovs § 43, stk. 1 og 2. Min undersøgelse omfattede 75 sager.

Jeg oplyste at jeg ville koncentrere mig om kommunernes efterlevelse af generelle sagsbehandlingsregler, de specifikke sagsbehandlingsregler i den sociale lovgivning, kommunernes anvendelse og fortolkning af de relevante bestemmelser om tildeling og udmåling af revalideringshjælp samt de almindelige ulovbestemte retsgrundsætninger om skønsudøvelse og vilkårsfastsættelse.

Med henblik på at opnå en repræsentativ geografisk fordeling havde jeg besluttet at bede om sager fra 2 kommuner i Jylland, 2 på Sjælland og 1 på Fyn.

Formålet med undersøgelsen, oplyste jeg, var bl.a. at drage sammenligning mellem de enkelte kommuners efterlevelse af de juridiske krav til behandlingen af sagerne. Derfor havde jeg besluttet at udtage sager fra kommuner som størrelsesmæssigt ligner hinanden.

For at gøre sagsmængden så ensartet som muligt skulle de udvalgte sager være afgjort endeligt – enten i form af en bevillingsskrivelse eller ved helt eller delvist afslag på ansøgning om revalideringshjælp. For at opnå tidsmæssig ensartethed bad jeg om de seneste 15 afgjorte sager i perioden før 1. november 1997. Sager der var påklaget eller genoptaget, skulle ikke medtages.

Jeg modtog derpå 15 sager fra hver af de respektive kommuner. Den 31. maj 2001 sendte jeg foreløbige redegørelser vedrørende min gennemgang af sagerne fra henholdsvis Svendborg, Holstebro og Ballerup kommuner. Svendborg Kommune svarede i brev af 4. oktober 2001, Holstebro Kommune svarede den 24. september 2001, og Ballerup Kommune svarede den 7. februar 2002.

Den 19. oktober 2001 sendte jeg foreløbige redegørelser vedrørende Næstved og Silkeborg Kommuner. Næstved Kommune svarede den 22. maj 2002, og Silkeborg Kommune svarede i brev af 13. maj 2002.

Den 31. maj 2003 sendte jeg en foreløbig rapport om undersøgelsen til de fem kommuner. Svendborg Kommune fremsatte den 16. februar 2004 bemærkninger til den foreløbige rapport. De øvrige kommuner har ikke haft bemærkninger.

2. Regelgrundlaget

Revalideringsloven af 1960

Den første samlede regulering af hjælp til revalidering vedtoges i 1960 (lov nr. 170 af 29. april 1960). Formålet med revalideringsloven var ifølge lovforslagsbemærkningerne bl.a.

”I de senere år har gradvis nye socialpolitiske synspunkter vundet frem, der i højere grad lægger vægten på den aktive indsats for den enkelte borgers velfærd, ikke mindst hans erhvervsmæssige muligheder. For den socialpolitiske målsætning er det ikke længere nok at skabe økonomisk tryghed, men det offentliges sociale indsats må tage sigte på den enkeltes velfærd i videre betydning og hans mulighed for i videst muligt omfang at leve en normal tilværelse. Dette gælder navnlig personer, som har været udsat for færdsels- eller arbejdsulykker, men også personer, hvis handicap har overvejende sociale årsager.

Der vil her forskelligt fra situation til situation være behov for lægelig behandling, rådgivning af social art, bistand til løsning af erhvervsmæssige problemer, boligmæssige problemer m.v. sideløbende med, at der sikres de pågældende en økonomisk støtte under forskellige former. Disse foranstaltninger kan betegnes som revalidering i videre forstand.

Denne udvikling har på spredte områder sat sig spor i lovgivningen, men kræver nu over en bred front at blive fulgt op i den sociale lovgivning og praksis.”

(Folketingstidende 1959/60, tillæg A, spalte 811 ff).

Revalideringsbestemmelser af mere speciel art fandtes desuden i § 50, stk. 1, i lov om børne- og ungdomsforsorg, § 56, stk. 2, i forsorgsloven, § 1, stk. 5, i mødrehjælpsloven og i § 15, stk. 5, i enkepensionsloven.

Bistandsloven (1976)

Ved bistandslovens ikrafttræden den 1. april 1976 ophævedes revalideringsloven og de øvrige revalideringsregler og erstattedes af bl.a. § 42 i bistandsloven. Bestemmelsen havde følgende indhold

” § 42. Når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie, kan der ydes pågældende hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning eller omskoling i det omfang, der ikke kan ydes tilskud hertil af Statens Uddannelsesstøtte eller efter andre regler uden for den sociale lovgivning.

Stk. 2. Når der er truffet beslutning efter stk. 1, beregnes hjælpen efter reglerne i § 37. Dog udgør grundydelsen til unge under 23 år altid 2.579 kr. månedlig. Bestemmelserne i § 37, stk. 2, 4. pkt. og stk. 5, finder ikke anvendelse. Ud over grundydelsen, boligtillæg og børnetillæg kan der ydes hjælp til de særlige udgifter, der er en følge af uddannelsen eller handicappet.

”

Socialministeriet udstedte den 26. juni 1987 vejledning nr. 101 om hjælp efter bistandslovens § 42. I pkt. 3 i vejledningen anførte ministeriet

” 3. Nogle persongrupper er i en så udsat eller truet helbredsmæssig og/eller social situation, at det må forudses, at der kan opstå behov for bistand, herunder for en revalideringsindsats med hjælp efter § 42.

Som eksempel på sådanne persongrupper kan nævnes

· personer med fysiske eller psykiske handicap, både unge og voksne, herunder disses familier,

· enlige forsørgere, hvis problemer ofte kan være, at de befinder sig i en fastlåst social situation,

· unge med dårlige skolekundskaber,

· unge, der ikke er kommet i gang med uddannelse eller arbejde,

· personer, der har været uden arbejde igennem længere tid,

· personer med massive beskæftigelses- eller uddannelsesmæssige vanskeligheder,

· personer, der modtager sygedagpenge, og som ikke umiddelbart må antages at kunne vende tilbage til deres hidtidige arbejde,

· indvandrere og flygtninge,

· personer med misbrugsproblemer og/eller kriminalitet,

· personer, der i øvrigt lever under belastende sociale forhold.”

I 1989 ophævedes § 42, og i stedet indsattes som § 43 følgende regel

” § 43. Når det må anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for fremtidig at klare sig selv og sørge for sin familie, ydes der hjælp til uddannelse og erhvervsmæssig optræning eller omskoling, i det omfang der ikke ydes hjælp hertil efter reglerne i anden lovgivning.

Stk. 2. Når der er iværksat en revalidering i overensstemmelse med en forud fastlagt erhvervsplan, udbetales der en fast revalideringsydelse, der udgør 11.031 kr. månedligt. For personer under 25 år udgør den faste revalideringsydelse halvdelen af beløbet i første punktum, medmindre der foreligger særlige forhold. Ud over den faste revalideringsydelse kan der ydes hjælp til de særlige udgifter, der følger af uddannelsen eller handicappet. Revalidenden betaler dog transportudgifter på indtil 200 kr. pr. måned, når udgiften ikke er en følge af handicappet.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler for, hvornår en erhvervsplan kan berettige til hjælp efter stk. 2, og for, hvornår unge under 25 år kan opnå revalideringsydelse efter stk. 2, 1. pkt.

Stk. 4. Den faste revalideringsydelse efter stk. 2 udbetales, til erhvervsplanen er gennemført. Ydes den faste revalideringsydelse til uddannelse, udbetales ydelsen i en periode, der svarer til den normerede uddannelsestid. Den faste revalideringsydelse kan højst udbetales for en periode af 5 år. Kommunalbestyrelsen kan forlænge støtteperioden, hvis der foreligger særlige grunde herfor. Socialministeren fastsætter regler herom.

Stk. 5. Ret til den faste revalideringsydelse er betinget af, at erhvervsplanen følges. Udførelse af andet arbejde i en revalideringsperiode, herunder arbejde uden for normal arbejdstid, kan kun ske i kortvarige perioder med beskæftigelse, der kan anses for relevant eller forenelig med revalideringens gennemførelse. Socialministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang arbejdsindtægter medfører fradrag i revalideringsydelsen.

Stk. 6. Der kan ydes hjælp til de særlige udgifter, der følger af en uddannelse eller en anden aktivitet, som er nødvendig eller hensigtsmæssig for at kunne tilrettelægge og iværksætte en revalidering i overensstemmelse med en fastlagt erhvervsplan, samt til dækning af de udgifter, der følger af et handicap. Revalidenden betaler dog transportudgifter på indtil 200 kr. pr. måned, når udgiften ikke er en følge af handicappet.

Stk. 7. Personer med nedsat erhvervsevne, jf. stk. 1, som under uddannelse, erhvervsmæssig optræning eller omskoling modtager hjælp efter anden lovgivning til dækning af deres leveomkostninger, kan få særskilt hjælp til de særlige udgifter, der følger af uddannelsen eller handicappet. Revalidenden betaler dog transportudgifter på indtil 200 kr. pr. måned, når udgiften ikke er en følge af handicappet.

Stk. 8. Ved optræning eller oplæring på det almindelige arbejdsmarked kan hjælpen ydes som løn eller løntilskud, der fastsættes uanset stk. 2, 1. og 2. pkt. Herudover kan der ydes hjælp til nødvendige uddannelsesudgifter og handicapbetingede udgifter. Revalidenden betaler dog transportudgifter på indtil 200 kr. pr. måned, når udgiften ikke er en følge af handicappet.

Stk. 9. Der kan ydes hjælp til iværksættelse af selvstændig virksomhed, herunder anskaffelse af et motorkøretøj, der indgår som sædvanligt led i den pågældende virksomhed. Hjælpen kan ydes, hvis det er af afgørende betydning for en person med nedsat erhvervsevne, og hjælpen skønnes rimelig i forhold til den pågældendes økonomiske situation.

Stk. 10. Hjælp efter stk. 9 kan ydes som lån, når det findes rimeligt under hensyn til den pågældendes fremtidige erhvervsmuligheder. Socialministeren fastsætter nærmere regler herom.”

(Lov nr. 853 af 20. december 1989).

I bemærkningerne til lovforslaget, hvorved § 43 indsattes, anførtes bl.a.

”Inden for Socialministeriets lovområder er den erhvervsrettede revalidering af central betydning, fordi det er en af vejene til at gøre folk selvhjulpne og forhindre, at de bliver i det sociale system. Efter arbejdsskadeforsikringsloven har den arbejdsskadede ret til sygebehandling og genoptræning, herunder revalidering. Der er dog her hovedsagelig tale om helbredsmæssig revalidering, idet den skal tjene til at gøre det muligt at fastsætte en erhvervsevnetabsprocent. Efter dagpengeloven skal social- og sundhedsforvaltningen tage stilling til, om der er behov for sygebehandling eller revalidering, og i så fald sørge for, at behandling eller revalidering går i gang. Efter pensionsloven er det en betingelse for at få førtidspension, at erhvervsevnen er varigt nedsat, og at det ikke er muligt at iværksætte foranstaltninger, der mere varigt kan forbedre erhvervsevnen.

Revalidering skal i alle situationer iværksættes efter bistandslovens § 42, hvorefter der, når det anses for påkrævet af hensyn til en persons mulighed for at forsørge sig selv og sin familie kan ydes hjælp til uddannelse, erhvervsmæssig optræning m.v. Den økonomiske hjælp under en revalidering ydes efter principperne i bistandslovens kontanthjælpsafsnit, det vil blandt andet sige, at reglerne om fradrag for indtægter også gælder.

I forbindelse med reformovervejelserne på såvel arbejdsskade- som dagpengeområdet har spørgsmålet om revalideringsmulighederne indtaget en central plads. Også på pensionsområdet er det fundet helt afgørende at forstærke revalideringsindsatsen, især over for yngre grupper, med henblik på at mindske tilgangen til førtidspensionssystemet. For at støtte bestræbelserne for at bremse udgiftsstigninger på disse områder er det nødvendigt at fremme den aktiverende indsats, der bl.a. ligger i at yde revalidering. I betænkningen om en ny dagpengeordning (Socialministeriet juni 1989) peges der imidlertid på en række barrierer i samspillet mellem sygedagpenge og den nuværende revalideringsydelse efter bistandsloven.

Barriererne for modtagere af sygedagpenge vedrører både de begrænsede muligheder for tidligt at iværksætte hensigtsmæssige aktiverende tiltag og det manglende økonomiske incitament til at gå i gang med en revalidering.

Mulighederne for at starte en revalideringsmæssig indsats så tidligt som muligt i forløbet hæmmes af, at der under dagpengeforløbet er begrænsede muligheder for sideløbende at iværksætte og betale erhvervsforberedende tiltag, med mindre man overgår til revalidering. Ved overgang til revalidering er der bedre muligheder for kommunen til at igangsætte og betale nødvendige aktiverende uddannelses- og erhvervsrettede tiltag, men til gengæld overgår dagpengemodtageren til revalideringshjælp, som ofte er på et lavere niveau.

Det økonomiske incitament begrænses ved, at revalideringshjælpen – i modsætning til dagpenge – ydes ud fra en samlet vurdering af familiens økonomi, altså som en behovbestemt forsørgelsesydelse, hvor også økonomiske forhold indgår og derfor i visse tilfælde på et betydeligt lavere niveau end dagpengeydelsen.

Det er et problem for alle, som får behov for hjælp til revalidering, at en ægtefælleindtægt skal fradrages fuldt ud, og at det kun er i begrænset omfang og til begrænset formål, man kan bevare en eventuel formue. Hertil kommer, at revalideringsydelsen ofte for en dels vedkommende er tilbagebetalingspligtig, f.eks. hvis der ydes hjælp til terminsydelser eller hvis halvdelen af hjælpen ydes som lån, som det er tilfældet ved visse videregående uddannelser.

En forstærket revalideringsindsats vil utvivlsomt kunne opnås ved at nedbryde nogle af de eksisterende barrierer. Dette kan gøres ved en fast ydelse på et niveau, der svarer til dagpengemaksimum.

En stor del af de personer, der i dag modtager hjælp efter bistandslovens § 42, kommer fra kontanthjælp og ikke fra dagpengesystemet. Niveauet for en fast indkomstuafhængig bruttoydelse bør derfor i visse tilfælde tage udgangspunkt i et kontanthjælpsniveau, specielt når der er tale om unge uden tidligere erhvervsindtægt.

Til nr. 6

a)

7.