Advarsel for videregivelse af anonymiserede oplysninger til fagforening og indhentelse af oplysninger fra register

Advarsel for videregivelse af anonymiserede oplysninger til fagforening og indhentelse af oplysninger fra register

Det fremgår af sagens akter at A blev ansat som kontorelev hos X Kommune den 1. juli 1979. Den 1. juli 1981 blev hun ansat som assistent. Den 1. juli 1991 blev hun oprykket til overassistent.

Med virkning fra 1. september 1997 blev hun optaget på socialformidleruddannelsen og fik i den forbindelse meddelt orlov med løn i perioderne 1. september 1997 til 1. marts 1998 og 1. september 1998 til 1. marts 1999. Den 3. juni 2000 fik A tildelt endnu tre måneders orlov med løn i perioden 1. januar 2001 til 1. april 2001 med henblik på færdiggørelse af sin uddannelse som socialformidler.

Den 6. august 2000 afleverede medarbejdere i Arbejdsmarkedsafdelingen i X Kommune et brev til ”sikkerhedsgruppen for medarbejdere uden for rådhuset ved (X) Kommunes Arbejdsmarkedsafdeling” vedrørende det psykiske arbejdsmiljø i afdelingen. Baggrunden herfor var at der gennem længere tid havde været uro i afdelingen, bl.a. som følge af at medarbejdergruppen var utilfreds med ledelsesstilen hos dele af afdelingens ledergruppe, herunder bl.a. arbejdsmarkedschef B. Som et eksempel på problematisk ledelsesstil var det i brevet nævnt at ledelsen omgjorde afgørelser truffet af sagsbehandlerne på baggrund af personlige klager. Brevet var underskrevet af 45 medarbejdere i afdelingen, herunder A.

Den 7. august 2000 modtog Personalechef i X Kommune, C, Forvaltningschef ( ), Fagforbund Y og Fagforbund Z en kopi af brevet.

Den 29. august 2000 blev der afholdt et møde mellem X Kommune og repræsentanter fra de 2 fagforeninger. Fra Kommunens side deltog personalechef C, Arbejdsmarkedschef B og Forvaltningschef ( ). Bl.a. spørgsmålet om omgørelse af afgørelser blev drøftet på mødet.

Den 12. september 2000 fremkom Y og Z med en redegørelse til kommunen hvori foreningerne gennemgik de forskellige klagepunkter fra medarbejderne. Af redegørelsen fremgår bl.a. følgende vedrørende omgørelse af afgørelser

”På mødet fremkom (B) ved mødets afslutning med forskellige udtalelser. Vi noterede udtalelserne straks – en enkelt af udtalelserne er noteret i stikordsform.

(B) udtalte bl.a.

1. Jeg vil gerne se konkrete sager på omgjorte afgørelser. Der har muligvis været et enkelt tilfælde i Integrationsafsnittet. Ellers er proceduren, at jeg henviser folk til at klage til socialudvalgsformanden i træffetiden torsdag (citeret udfra stikordsnotater, men indholdet er som gengivet.)

(Z) og (Y) har efterfølgende undersøgt påstandene nærmere.

ad 1. I mindst 3 konkrete sager (ud over den (B) selv nævnte på mødet) er afgørelser blevet omgjort af (B). (Y) og (Z) kender ikke personnumre og navne, men vedlægger kopi af journalark (dog ikke af den sag (B) selv omtalte). Sagsbehandlers navn fremgår, og såfremt det ønskes kan sagsbehandler finde den konkrete sag. Vi har ikke anstrengt os for at finde yderligere sager.”

En af sagsbehandlerne der var nævnt, var A.

I redegørelsen var det også nævnt at flere medarbejdere i afdelingen, herunder også ledere, skulle have fået udført privat arbejde af klienter.

Den 20. september 2000 besvarede kommunen foreningernes henvendelse af 12. september 2000. Spørgsmålet om fremsendelse af de anonymiserede journalark blev ikke kommenteret.

X Kommunes økonomiudvalg besluttede på et møde den 11. oktober 2000 at anmode Kommunernes Landsforenings Personalejuridiske kontor og Kommunernes Revision om bistand til undersøgelse af forholdene i arbejdsmarkedsafdelingen.

En af de problemstillinger som Kommunernes Landsforening blev anmodet om at undersøge, var brugen af arbejdsmarkedsafdelingens biler: Pressen bragte i oktober 2000 flere artikler hvori der blev rejst mistanke om at arbejdsmarkedschef B’s søn i 1997 skulle have kørt i kommunens bil og i forbindelse hermed have været involveret i et uheld. B havde hertil oplyst at han på tidspunktet for ulykken var ejer af en bil af samme mærke og farve som kommunens bil.

Den 28. november 2000 bragte X Dagblad en artikel hvori det blev anført at X Dagblad var i besiddelse af en udskrift fra kommunens ”R 75-register” hvoraf fremgik at B ikke i 1997 var registreret som ejer af en bil som svarede til kommunens bil.

I anledning af artiklen undersøgte kommunen via logninger på edb-systemet hvem af kommunens medarbejdere der i perioden op til at artiklen blev bragt, havde søgt oplysninger i registeret om B og dennes hustru og søn. Logningen viste at to medarbejdere fra arbejdsmarkedsafdelingen havde foretaget sådanne søgninger. En af disse medarbejdere var A.

Den 7. december 2000 udsendte kommunaldirektør ( ) og personale- og organisationschef C en e-mail til alle ansatte i X Kommune under overskriften ”Information – Brud på datahemmelighed”. I e-mailen var bl.a. anført følgende

”Som det formentlig vil være dig bekendt via den elektroniske eller trykte presse er der formodninger om brud på de regler, der gælder for anvendelse af IT systemer, der indeholder personfølsomme oplysninger – senest R75 indkomstregistret, som staten stiller til kommunens rådighed for skatteligningen og udbetaling af sociale ydelser.

(X) kommune har siden den 28/11 været opmærksom på situationen – og har i mellemtiden fra vore dataleverandører fremskaffet det logningsmateriale, som danner grundlag for den undersøgelse vi p.t. er i færd med. Vi forventer at have afsluttet vores undersøgelser senest mandag – og vil herefter tage en samtale med de(n) berørte medarbejdere. Vi vil på baggrund af samtalen tage de relevante skridt i sagen.

Vi betragter anvendelse af følsomme registres oplysninger til andet formål end det tiltænkte med særdeles stor alvor. Det er et alvorligt brud på tilliden mellem ansættelsesmyndigheden og medarbejderen – og det er et brud på den tavshedspligt, som jf. straffeloven gælder alle, der virker i kommunal ansættelse eller hverv. Det er et forhold, som er egnet til at skabe mistillid i befolkningen til den samlede kommunale virksomhed.

Danmarks Radio (og TV) har (og vil) i dagens løb bringe indslag om forholdene i (X)- by. Vi kan kun beklage, at jeres arbejdsplads på den måde udstilles – men sådan er virkeligheden altså.

Vi vil mane til besindighed. Målet helliger ikke altid midlet. Vi har een særlig interesse i hele denne sag – en interesse, som vi deler med offentligheden – at komme helt til bunds og få klarlagt sagens fakta i et og alt. Det er det grundlag vi træffer vore beslutninger på – og det grundlag, som KL’s konsulenter og KR’s revisorer hjælper både os og økonomiudvalget med.”

I brev af 8. december 2000 blev A indkaldt til en samtale den 11. december 2000 med kommunens personale- og organisationschef, C. Det blev anbefalet at A mødte med en bisidder i form af tillidsrepræsentanten eller en repræsentant for hendes organisation. Årsagen til indkaldelsen var angivet som ”de alvorlige brud på kommunens datasikkerhed” som var blevet konstateret.

Datatilsynet skrev i brev af 8. december 2000 til X Kommune at tilsynet gennem dagspressen var blevet bekendt med at der verserede en sag i kommunen hvor en medarbejder uberettiget havde trukket personoplysninger fra kommunens systemer og angiveligt givet disse oplysninger videre til den lokale avis. Datatilsynet anmodede i den anledning kommunen om at redegøre for de nærmere omstændigheder i sagen.

Af X Kommunes referatet af samtalen den 11. december 2000 med A fremgår bl.a. følgende

”(A) ( ) erkender at (B) og hustru ikke er en del af klientellet. (A) har været inde på R75- registrene for de pågældende. Baggrunden herfor var at det var i egen interesse at se i hvilket omfang oplysningerne om eksistensen af biler tilhørende (B) og hustru var korrekte eller ej.

(A) tilkendegiver ikke at have udprintet oplysningerne fra R75-registrene. (A) har intet kendskab til, hvordan pressen er kommet i besiddelse af R75-oplysningerne.

(A) erkender efter opfordring fra (Y) at have været inde på registrene i sociale sags- ark for ( ). For så vidt angår ( ) erindrer (A) ikke at have været inde på sagen. (A) erkender, at sagsarkene er udprintet og tilsendt (Y) i ekstraheret form. Ekstraheringen er foretaget af (A).

(A) var ikke bekendt med, at det var forkert at udlevere ekstraherede sagsark til (Y) . (A) kan bekræfte, at de ekstraherede sagsark er faxet til (Y) af (A).

(A) er ikke bekendt med, hvordan oplysningerne i sagsarkene er kommet til pressens kendskab.

(A) kunne ikke uden videre erindre, hvornår hun er mødt på arbejdet den 28/11, men oplyser at hun normalt møder mellem kl. 8- 8.30.”

X Kommunes økonomiudvalg besluttede på et møde den 11. december 2000 at anmode Politimesteren i X-by om en politimæssig efterforskning af to tilfælde som figurerede i R 75-systemets log for det relevante tidsrum hvor logningen havde været undersøgt.

Den 12. december 2000 blev A med henvisning til beslutningen om politimæssig undersøgelse fritaget for tjeneste med løn indtil videre. I brevet til A vedrørende tjenestefritagelsen skrev kommunen bl.a. følgende

”Senest når (X) Kommune har modtaget resultatet af den politimæssige efterforskning vil økonomiudvalget tage nærmere stilling til spørgsmålet om mulige ansættelsesretlige sanktioner i sagens anledning, herunder eventuel iværksættelse af partshøring i medfør af forvaltningslovens bestemmelser.

(X) kommune forbeholder sig i øvrigt muligheden for anvendelse af ansættelsesretlige sanktioner, herunder bortvisning, såfremt efterfølgende undersøgelser måtte give grundlag herfor.”

X Kommune skrev den 13. december 2000 bl.a. således til Politimesteren i X-by

”Økonomiudvalget i (X) Kommune skal hermed anmode Politimesteren i (X) Kommune om at indlede efterforskning af uretmæssig indhentelse og videregivelse af private fortrolige oplysninger fra kommunens R 75 register til (X) Dagblad.

På baggrund af pressens omtale af sagen om arbejdsmarkedschef (B)’s private biler, har (X) kommune gennemgået R 75 systemets logning i perioden 23. november 2000, kl. 00.00 til 28. november 2000, kl. 10.00.

Gennemgangen viser, at 2 medarbejdere i denne periode har udsøgt oplysninger om arbejdsmarkedschefen og dennes hustru i det centrale formueregister.

(X) Kommune har gennemført tjenstlige samtaler med de pågældende personer. Kopi af mødereferater med relevante bilag vedlægges til brug for efterforskningen.

(X) Kommune kan oplyse, at administrationen har bestilt en yderligere udskrift af R 75 systemets logninger for perioden 12. oktober 2000 og frem til 22. november 2000.

Denne udskrift vil blive fremsendt, så snart den foreligger.”

Den 14. december 2000 informerede personale- og organisationschef C pr. e-mail chefen for kommunens skatte- og borgerservice, ( ), om at han ved gennemgang af loggen for den udvidede periode tilbage til 11. oktober 2002 havde konstateret at 6 medarbejdere i skatte- og borgerservice havde anvendt R 75-systemet til at indhente oplysninger om B og i nogle tilfælde dennes hustru.

Med baggrund i den artikel der var blevet bragt i X Dagblad den 28. november 2000, var der fra kommunen opstillet nogle ”relevanskriterier” med henblik på at konstatere hvilke medarbejdere der kunne være kilden til artiklen i X Dagblad og dermed efter kommunens opfattelse kunne have brudt deres tavshedspligt. Bl.a. skulle medarbejderen have været inde at kigge på alle årene 1997, 1998 og 1999, og der skulle være foretaget forespørgsler på såvel B som dennes hustru. I e-mailen skrev C bl.a. følgende

”Jeg kan ved gennemgang af loggen konstatere, at i alt 6 medarbejdere har anvendt systemet R 75 i den nye periode. Ingen af de 6 medarbejdere er dog omfattet af alle vore relevanskriterier – og kan alene på den baggrund næppe antages at være årsag til videregivelse af fortrolige – tavshedsbelagte – oplysninger.

De 6 medarbejdere er ifgl. brugernavn alle ansatte i Skat & Borgerservice.

På trods at de pågældende ikke kan mistænkes for at have begået ulovligheder vil det i medfør af forvaltningslovens § 32 være uberettiget at søge oplysninger, som ikke er relevante for den pågældendes arbejde.

Idet det ikke kan afvises, at medarbejdere i S&B kan have en arbejdsmæssig begrundelse i relation til forespørgslerne vil jeg derfor bede dig i givet fald tage en samtale med de relevante medarbejdere.

Jeg finder, at samtalen bør have karakter af en mild påtale, såfremt fremskaffelsen af oplysningerne ikke skønnes relevant for pågældendes arbejdsfunktion.”

Skatte- og borgerservicechef ( ) meddelte den 14. december 2000 følgende til C

”Jeg har nu gennemført en samtale med fire af de seks medarbejdere ( ) Jeg har påtalt det forkerte i at trække informationer, som ikke er relevante for den pågældendes arbejde. Medarbejderne har erkendt, at de har været inde for at kigge – og at det er sket af ren og skær nysgerrighed.

Forinden jeg gennemførte de fire samtaler har jeg givet tillidsrepræsentant ( ) en orientering om samtalernes indhold og omfang.

Jeg har ligeledes udarbejdet et kort notat til de pågældende medarbejderes personalemapper.

Med hensyn til de to sidste personer (afdelingsledere), der fremtræder på logudtrækket, er deres interesse i informationerne betragtet som indhentet inden for deres tjenstlige opgaver. Blandt andet af hensyn til undersøgelse af, hvorvidt der ligningsmæssigt burde gribes ind, og om pågældende person er markeret i systemet som særligt ligningsinteressant.”

I anledning af en forespørgsel fra Fagforbund Y meddelte X Kommune den 20. december 2000 til A at den tidligere meddelte orlov med løn i perioden 1. januar til 31. marts 2001 til færdiggørelse af socialformidleruddannelsen fortsat var gældende. Det blev dog understreget at de vilkår som i brev af 12. december 2000 blev meddelt A i forbindelse med tjenestefritagelsen, fortsat var gældende.

Den 21. december 2000 sendte X Kommune en redegørelse til Datatilsynet vedrørende sagen. Kommunen skrev bl.a. følgende

”I den anledning kan oplyses, at kommunen den 28. november 2000, kl. ca. 9.00 telefonisk blev kontaktet af journalist ( ), (X) Dagblad. Denne oplyste til 2 af hinanden uafhængige personer, at han netop fra en kommunalt ansat havde modtaget en udskrift fra kommunens R 75 system. Kommunen kunne senere på dagen konstatere, at (X) Dagblad bragte informationer, som efter det i artiklen oplyste hidrørte fra det centrale formueregister – R 75.

Umiddelbart efter journalistens henvendelse tog kommunen initiativ til at få systemets logning for en relevant periode. Den efterfølgende gennemgang af loggen for perioden 23.11.2000, kl. 00.00 – 28.11.2000, kl. 10.00 viste 3 tilfælde – fordelt på 2 brugere – af forespørgsler på R 75, som alle påkaldte sig interesse for en nærmere undersøgelse.

Det kan til orientering i øvrigt oplyses, at der p.t. verserer en omfattende sag i relation til det psykiske arbejdsmiljø og mistanke om misbrug af offentlige midler i arbejdsmarkedsafdelingen i (X) kommune.

På grundlag af logudskrifterne – og personalekontorets opklarende samtale med de pågældende 2 medarbejdere, som begge er ansat i (X) kommune – besluttede økonomiudvalget i mødet den 11. december 2000 at anmode Politimesteren i (X)-by om en efterforskning af sagen. De 2 ansatte er indtil videre tjenestefritaget med løn. Kopi af henvendelse til Politimesteren af 13. december 2000 vedlægges som bilag.

(X) Kommune har yderligere den 14. december 2000 modtaget log fra CSC Datacentralen, hvor logningen er udsøgt for en ekstra periode på ca. 6 uger – efter de samme opstillede udsøgningskriterier. En gennemgang af loggen viser, at ikke yderligere brugere opfylder alle relevanskriterier.

Der vedlægges en kopi af de relevante artikler fra (X) Dagblad.

Endelig kan det meddeles, at såvel (X) Dagblad som (X) kommune efter det oplyste er blevet anmeldt til politiet for uretmæssig videregivelse af personlige oplysninger.”

X Kommune sendte den 22. december 2000 yderligere oplysninger om sagen til Politimesteren i X-by. Af brevet fremgår bl.a. følgende

”Til grund for (X) Kommunes anmodning om politimæssig efterforskning af sagen ligger følgende faktum

· journalist ( ), (X) Dagblad, oplyste den 28. november 2000 Personalechef (C), at han af en kommunalt ansat havde fået udskrifter af kommunens system R 75, angående personlige oplysninger om Arbejdsmarkedschef (B) og dennes hustru.

· (X) Kommune har via CSC Datacentralen modtaget logninger på familien (B)’s R 75 for perioden 12. oktober og frem til 28. november 2000. Af disse logninger fremgår, at alene 2 medarbejdere i denne periode har udsøgt oplysninger fra familiens R 75, som tilsammen rummer de oplysninger der viderebringes i (X) Dagblads artikler den 28. november 2000.

· Overassistent (A) har den 11. december 2000 erkendt, at hun har skaffet sig adgang til Arbejdsmarkedschef (B) og dennes hustrus R 75 registeroplysninger. (A) oplyser, at dette ikke skete i tjenstligt ærinde, men skete i egen interesse for at undersøge (B)’s private forhold.

· Socialrådgiver ( ) har den 11. december 2000 afvist at have været inde på familiens R 75 register og har oplyst, at hendes personlige kode har ligget i en papirkalender på hendes skrivebord. Hun oplyser, at hun ikke har udleveret sin personlige kode til andre.

Det er (X) Kommunes opfattelse, at (A), i strid med straffelovens § 155, misbruger sin stilling til at krænke Arbejdsmarkedschefen og dennes families private ret.

Det er (X) Kommunes vurdering, at motivet til krænkelsen blandt andet skal findes i (A)’s ønske om at Arbejdsmarkedschefen afskediges fra sin stilling ved (X) Kommune. (A) har, sammen med flere andre medarbejdere, udtalt sig om dette i vedlagte skrivelse af 25. september 2000.

Det er (X) Kommunes opfattelse, at nogen, i strid med straffelovens § 263, stk. 2, har brugt ( )’s personlige password til at skaffe sig adgang til Arbejdsmarkedschefens families R 75 oplysninger, idet det kan konstateres, at nogen faktisk har skaffet sig adgang til R 75 oplysningerne ved brug af ( )’s personlige kode. Der henvises i denne forbindelse til Karnovs Lovsamling, 1998 bind 3, side 3794.

Det er (X) Kommunes vurdering, at mindst én af de 2 personer som opfylder kriterierne for at have kendskab til de oplysninger som videregives i (X) Dagblads artikler den 28. november 2000, i strid med straffelovens § 152, jf. forvaltningslovens § 27, må have videregivet disse oplysninger til Journalist ( ).

Det er på ovennævnte grundlag, at (X) Kommune anmoder Politimesteren i (X)-by om at indlede en politimæssig efterforskning af sagen.”

Den 5. januar 2001 anmodede Y-klubben i X Kommune om at få en skriftlig redegørelse for hvorfor de medarbejdere der havde indhentet oplysninger fra R 75 vedrørende B og dennes familie, tilsyneladende var blevet behandlet forskelligt. Kommunen skrev i den anledning bl.a. følgende til Y-klubben den 18. januar 2001

”(X) Kommune kan oplyse, at logninger fra edb-systemet har vist, at der i perioden 12. oktober til 28. november 2000 er to medarbejderes password i Arbejdsmarkedsafdelingen samt seks medarbejderes (heraf to lederes) password i Skat og Borgerservice, der har været benyttet til at søge oplysninger via R75 registret om (B).

Det kan endvidere oplyses, at der herudover er én medarbejder i Arbejdsmarkedsafdelingen, der via sit password har forsøgt at opnå adgang til (B)’s R 75, men hvor dette ikke lykkedes.

(X) Kommune har på grundlag af de foretagne logninger samt en tjenstlig samtale fritaget to medarbejdere i Arbejdsmarkedsafdelingen for tjeneste indtil videre med sædvanlig løn. Samtidig er politiet anmodet om en efterforskning, idet kommunen ønsker en afklaring af, hvorvidt der er sket misbrug af offentlig stilling og uretmæssig videregivelse af oplysninger til (X) Dagblad.

(X) Kommune kan oplyse, at tjenestefritagelse ikke er en ansættelsesretlig sanktion. Der er endnu ikke truffet afgørelse om ansættelsesretlige sanktioner i forhold til disse medarbejdere.

For så vidt angår de fire medarbejdere i Skat og Borgerservice har disse indtil videre fået en mundtlig påtale. De to ledende medarbejdere i Skat og Borgerservice, der har søgt oplysninger via R75, har ligeledes været til en opklarende samtale med skattechefen.

(X) Kommune skal oplyse, at for så vidt angår medarbejderne i Arbejdsmarkedsafdelingen er disses password benyttet til at skaffe oplysninger om familien (B)’s private forhold fra et antal skærmbilleder fra R 75, hvoraf oplysninger om (B)’s bilpark er fremgået.

For så vidt angår medarbejderne i Skat- og Borgerservice viser logningerne, at der alene er tale om, at disse har været inde på et enkelt skærmbillede. Fra dette skærmbillede fremgår ikke oplysninger om familien (B)’s bilpark i et sådant omfang, at disse medarbejdere – via søgning i R75 – kan have fremskaffet og videregivet oplysninger herom til (X) Dagblad.

I relation til tjenestefritagelsen har (X) Kommune lagt vægt på, at der – ved KL og Kommunernes Revision – pågår en undersøgelse af forholdene i Arbejdsmarkedsafdelingen. (X) Kommune finder det særligt betænkeligt, at medarbejdere i Arbejdsmarkedsafdelingen af egen drift søger uretmæssigt at intervenere i undersøgelsen. Disse omstændigheder kan ikke siges at være gældende for medarbejderne i Skat og Borgerservice.

Hertil kommer, at medarbejderne i Arbejdsmarkedsafdelingen ikke har nogen socialfaglig begrundelse for at søge oplysninger via (B)’s R75. For medarbejderne i Skat og Borgerservice kan der derimod være en skattefaglig begrundelse for at søge oplysninger på (B).

Endelig kan det oplyses, at spørgsmålet om ansættelsesretlige sanktioner i forhold til såvel de medarbejdere i Arbejdsmarkedsafdelingen som de medarbejdere i Skat og Borgerservice, der har søgt oplysninger via R75 om (B)’s forhold vil indgå i Kommunernes Landsforenings afrapportering vedrørende den samlede undersøgelse i forholdene i Arbejdsmarkedsafdelingen.”

Den 30. januar 2001 afviste Politimesteren i X-by kommunens anmeldelse med følgende begrundelse

”En oplysning er ifølge straffelovens § 152, stk. 3 fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan.

Ifølge registerlovens § 4, stk. 2 skal der fastsættes forskrifter for brugen af registret.

Sådanne forskrifter er vedrørende R-75 registret fastsat den 19. juni 1997.

Ifølge forskrifternes bilag 1 er bl.a. oplysninger om bilhandeler fortrolige.

Registerloven er imidlertid ophævet ved lov nr. 429/2000, der trådte i kraft den 1. juli 2000.

Herved bortfaldt de forskrifter, der var udfærdiget i medfør af loven. Kun bekendtgørelse nr. 160/1979 blev udtrykkeligt opretholdt.

Efter den 1. juli 2000 beror det således på lovens indhold, om en registreret oplysning er fortrolig.

De oplysninger, der er fortrolige, er nævnt i lovens § 8, stk. 2. Oplysninger om bilhandeler er ikke nævnt. Det kan således udledes, at disse ikke er fortrolige.

Da straffelovens § 152 kun omhandler fortrolige oplysninger er bestemmelsen ikke overtrådt, uanset om dette skulle vise sig muligt at opklare, hvem der har ladet (X) Dagblad tilgå oplysninger fra R-75 registret.

En overtrædelse af straffelovens § 155 forudsætter, at der er sket en krænkelse af materiel karakter.

Dette fremgår af betænkning nr. 312 fra 1962 om ministerens ansvar side 69-70, hvor der findes en nærmere redegørelse for forholdet mellem straffeloven §§ 155-57.

Den krænkelse, som (B) har været udsat for, ved at nogen med urette har søgt på ham i R-75 registeret, anser jeg ikke for at være af materiel karakter.

I øvrigt bemærkes at de strafbelagte bestemmelser i persondataloven (lov nr. 429/ 2000) ikke ses at være overtrådt.

Endelig skal det oplyses, at den udskrift af kommunens R-75 register, som (X) Dagblad er i besiddelse af, og som jeg har haft lejlighed til ved selvsyn at gøre mig bekendt med, er udprintet den 24. november 2000.”

Den 31. januar 2001 meddelte X Kommune til A at tjenestefritagelsen som konsekvens af politimesterens afvisning af kommunens anmeldelse var ophævet. Det blev samtidig oplyst at hun ville blive indkaldt til en samtale med sin leder vedrørende forholdet.

Den 28. februar 2001 blev der afholdt møde i kommunens økonomiudvalg. Inden mødet havde medlemmerne af udvalget modtaget anbefalinger i konkrete personalesager fra Kommunernes Landsforenings personalejuridiske kontor i forbindelse med den undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i arbejdsmarkedsafdelingen som foreningen forestod. Vedrørende A havde Kommunernes Landsforening bl.a. anført følgende

”På denne baggrund ophævede (X) Kommune den 31. januar 2001 den tjenestefritagelse, som var begrundet i den politimæssige undersøgelse.

(X) Kommune tog i denne forbindelse ikke fornyet forbehold for at iværksætte ansættelsesretlige sanktioner, men oplyser i skrivelse af 31. januar 2001

’Du vil senere blive indkaldt til samtale med din leder vedrørende forholdet’.

Under interview med medarbejdere i Arbejdsmarkedsafdelingen er der fremkommet udtalelser fra medarbejderne om, at personalechef (C) under et personalemøde skulle være fremkommet med udtalelser, som af medarbejderne kunne tolkes således, at han havde opfordret dem til at udlevere konkrete personsager til Fagforbund (Y) i (X)-by.

På den baggrund har konsulenterne forespurgt ( ) – der var medarbejdernes bisidder på møderne – om personalechefen har udtalt sig på den angivne måde.

I interview af 21 december 2000 oplyser ( ): ’( ) oplyste, at (C) på et møde, hvori deltog både ( ) og (A), havde bedt om navnene på de ledere, hvis børn var blevet uretmæssigt begunstiget. På spørgsmålet om, hvorvidt (C)’s udtalelse kunne opfattes som et samtykke til udlevering af navnene til Fagforbund (Y), eller direkte opfordring til (A) om at udlevere navnene til (Y), svarede ( ) bestemt nej til begge spørgsmål.’

Det retlige grundlag

a) R-75

Straffelovens § 155

På baggrund af den politimæssige undersøgelse må det lægges til grund at (A)’s indhentelse af oplysninger om arbejdsmarkedschefen og dennes hustrus private biler i R 75 ikke udgør et strafbart misbrug af stillingen i relation til straffelovens § 155.

Af Forvaltningslovens § 32 fremgår

’Den, der virker indenfor den offentlige forvaltning, må ikke i den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgave’.

b) Videregivelse af social personsag.

Forvaltningslovens § 27, jfr. Straffelovens § 152 og 152 c-f

(A) er i kraft af sin stilling ved (X) Kommunes Arbejdsmarkedsafdeling underlagt en tavshedspligt i henhold til forvaltningslovens § 27, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c-f.

Oplysninger vedrørende klienters sociale forhold er omfattet af reglerne om tavshedspligt, og en offentlig ansat må således ikke videregive disse oplysninger, jf. forvaltningslovens § 27, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c-f.

Såfremt der er tale om videregivelse af oplysninger om klienters sociale forhold i en form, hvor dokumenterne er anonymiserede med hensyn til navn og cpr.nr., er der som udgangspunkt ikke tale om et strafbart brud på tavshedspligten i henhold til forvaltningslovens § 27, jf. straffeloven § 152 og §§ 152 c-f, men videregivelsen vil under hensyn til stillingens karakter og sagens omstændigheder – herunder videregivelsens saglige/usaglige formål – kunne være en tilsidesættelse af de pligter, der følger af ansættelsen.

Interne regler i (X) Kommune

Alle medarbejdere ved (X) Kommune – også (A) – er særligt indskærpet tavshedspligten via (X) kommunes personalehåndbog. Af personalehåndbogen fremgår endvidere, at medarbejderen i tvivlstilfælde skal konferere med sin chef, inden der gives oplysninger ud af huset.

Imod sædvane indeholder (A)’s ansættelsesbrev ikke en tavshedspligtserklæring.

Vurdering

Uanset om indhentelsen af private oplysninger i R 75 angiveligt ikke kan anses som strafbart misbrug af stillingen, er indhentelsen sket i strid med forvaltningslovens § 32, idet (A), udover oplysninger om biler – også er registreret med logninger på familiens øvrige dele af R 75-registret, hvoraf fremgår klare fortrolige oplysninger.

Ingen af de oplysninger som (A) har indhentet, kan siges at være indhentet for at understøtte noget sagligt formål.

Udlevering af personoplysninger til Fagforbund (Y) skal retligt sidestilles med udlevering af personoplysninger til andre private borgere og virksomheder, hvorfor udlevering af selv ikke tavshedsbelagte oplysninger i den konkrete sag, vil kræve borgerens forudgående accept.

Uanset at ( )’s sociale personsag er ekstraheret i forbindelse med udleveringen til (Y) afd. (X)-by er udleveringen af personsagen en tjenesteforseelse alene på et forvaltningsretligt grundlag. Der er tillige tale om en klar tilsidesættelse af de reglementariske foreskrifter i kommunens personalehåndbog.

Henset til at (A) bestrider en betroet stilling, hvor hun har adgang til borgeres private og fortrolige oplysninger og er vant til at omgås sådanne oplysninger med fortrolighed, og henset til ( )’s udtalelser i interviewet af 21. december hvoraf fremgår, at (A) næppe kunne være i en vildfarelse om, hvorvidt hun var blevet opfordret af personalechefen til at udlevere personsagen til (Y), er det konsulenternes vurdering, at (A)’s handlinger, både i relation til R-75 oplysninger og videregivelse af den sociale personsag, udgør en klar tjenesteforseelse, som vil kunne begrunde en opsigelse med almindeligt overenskomstmæssigt varsel.

Endelig spiller det en rolle for vurderingen af (A)’s forhold, at hun må antages at have en interesse i at få arbejdsmarkedschefen afskediget – en interesse som hun selv har udtalt skriftligt såvel internt som offentligt. Dette understreger efter konsulenternes opfattelse handlingens særlige usaglige karakter.

Det kan ikke lægges til grund, at (A) kan have været i en vildfarelse om, at hun har været opfordret af personalechef (C) til at udlevere materialet til (Y) afd. (X)-by.

Anbefaling

Konsulenterne anbefaler, at Økonomiudvalget træffer beslutning om, hvorvidt der skal indledes sag om afskedigelse af (A) med overenskomstmæssigt varsel.”

Økonomiudvalget besluttede ud fra en samlet vurdering af de omstændigheder der måtte antages at ligge til grund for A’s handling, og den tilspidsede situation i arbejdsmarkedsafdelingen alene at være sindet at tildele A en skriftlig advarsel.

Den 19. marts 2001 skrev X Kommune bl.a. således til A

”Uanset at Økonomiudvalget lægger til grund, at du ikke har begået strafbar videregivelse af fortrolige oplysninger eller har udøvet strafbar misbrug af din stilling, er det Økonomiudvalgets opfattelse, at du med dine handlinger

· har handlet i strid med forvaltningslovens § 32,

· har handlet i strid med (X) Kommunes interne regler i Personalehåndbogen om udlevering af oplysninger ud af forvaltningen,

· har misligholdt dit ansættelsesforhold især henset til den betroede stilling du bestrider ved (X) Kommune, hvor du har adgang til borgeres private og fortrolige oplysninger.

Økonomiudvalget ønsker at præcisere, at du med dine handlinger – efter Økonomiudvalgets opfattelse – har misligholdt dit ansættelsesforhold i et sådant omfang, at der er grundlag for at bringe ansættelsesforholdet til ophør med almindeligt overenskomstmæssigt varsel.

På trods af dette – og med henvisning til Økonomiudvalgets generelle beslutning om grundlaget for vurdering af tjenesteforseelser i relation til sagen i Arbejdsmarkedsafdelingen – er Økonomiudvalget sindet

· indskærpe at du har tavshedspligt i stillingen,

· meddele dig en advarsel for dine handlinger,

· indskærpe overfor dig at Økonomiudvalget ved gentagelse forbeholder sig enhver ansættelsesretlig sanktion, herunder en eventuel bortvisning

· meddele dig, at fremtidige tvivlsspørgsmål om indhentelse og udlevering af oplysninger skal afklares med din umiddelbare foresatte, således som det er foreskrevet i Personalehåndbogen.

Den påtænkte advarsel vil blive meddelt med hjemmel i den almindelige ledelsesret, som tilkommer en offentlig arbejdsgiver.

Såfremt du ønsker at afgive udtalelse inden der træffes endelig beslutning i sagen, skal din udtalelse være (X) Kommune i hænde inden den 30. marts 2001.”

Fristen for at afgive bemærkninger blev efterfølgende efter aftale mellem kommunen og Fagforbund Y udsat til den 13. april 2001.

I brev af 3. april 2001 fremkom Y med bemærkninger til den påtænkte advarsel til A og til en anden medarbejder i arbejdsmarkedsafdelingen. Y skrev bl.a. følgende

”Vedr. udlevering af journalark til Fagforbund (Y) afd. (X)-by

1. De pgl. journalark var ekstraherede, så det ikke var muligt at identificere, hvem journalarkene omhandlede. Efter (Y)’s opfattelse, er der intet til hinder for at udlevere journalark, såfremt de i tilstrækkelig grad er anonymiserede, idet der i så tilfælde ikke længere er noget behov for tavshedspligt af hensyn til enkeltpersoners private forhold. Der er heller ikke andre forhold, der skulle kunne begrunde pålæggelse af tavshedspligt. Det er således (Y) afd. (X)-bys opfattelse, at oplysninger ikke er fortrolige, når de er anonymiserede.

2. Behovet for at udlevere journalarkene opstod på baggrund af urigtige oplysninger fra kommunens egen ledelse, idet den tidligere arbejdsmarkedschef på et møde med (Y) og (Z) hævdede, at han aldrig (bortset fra et enkelt tilfælde vedr. en flygtning) havde ændret i sagsbehandlernes afgørelser. Han nævnte konkret, at han gerne ville se eksempler på omgjorte afgørelser.

3. Tidspunktet for at iværksætte en ansættelsesretlig sanktion må være forpasset. Udleveringen af journalark til (Y) skete ultimo august 2000, og (X) Kommune har haft kendskab til forholdet siden 13. september 2000, idet de ekstraherede journalark var vedlagt (Y) og (Z)’s brev til (X) Kommune af 12. september 2000. Medlemmerne har således indrettet sig på, at handlingen ikke ville blive sanktionerede.

4. I mødereferatet vedr. ( ) fra 11. december 2000 angående spørgsmålet er anført, at ( ) er bekendt med, at det ikke er legalt at udlevere sagsark uden fornøden ekstrahering. Dette indikerer, at også kommunen har været af den opfattelse, at det var legalt at udlevere MED fornøden ekstrahering. I modsat fald burde høring vedr. advarsel allerede have været påbegyndt umiddelbart herefter, selv om tidspunktet for sanktioner også på dette tidspunkt efter (Y)’s opfattelse var forpasset.

5. Det anføres, at der er handlet i strid med Kommunens interne regler i Personalehåndbogen. (Y) går ud fra, at det i den forbindelse ikke har været (X) Kommunes hensigt i Personalehåndbogen at lægge andre regler for tavshedspligt end der fremgår af lovgivningen.

6. Det har ikke på noget tidspunkt været de to medarbejderes hensigt at videregive fortrolige oplysninger, og de to medarbejdere har handlet i god tro om, at udlevering af oplysningerne i ekstraheret form var helt legalt.

7. Journaloplysningerne er, efter hvad (Y) har fået oplyst, med (X) Kommunes accept også videregivet til KLs konsulenter – endda i uanonymiseret form. KLs konsulenter er efter (Y)’s opfattelse arbejdsgivers repræsentant på samme måde som (Y) og (Z) er lønmodtagernes. Der er ingen forskel på, hvilke regler om tavshedspligt henholdsvis KLs og (Y)’s ansatte lovgivningsmæssigt er omfattet af, og der burde derfor ikke være forskel på, hvad der kan viderebringes til de to organisationer.

8. Det er endelig (Y)’s opfattelse, at Forvaltningslovens § 27, stk. 2 (ifald kommunen stadig måtte være uenig i, at anonymiserede oplysninger ikke er fortrolige) legaliserer videregivelse af de anonymiserede oplysninger, idet hensynet til medarbejdernes arbejdsvelfærd vejer tungere end hensynet til borgeren bag den anonymiserede oplysning.

Forvaltningslovens § 32

1. Efter forvaltningslovens § 32 er det ikke tilladt, at indhente andre fortrolige oplysninger, end der er behov for. Fortrolige er de oplysninger, som via lov eller anden gyldig bestemmelse er blevet gjort fortrolige. Politimesteren har tidligere redegjort for, at han ikke finder, at oplysninger om ejerskab af biler er fortrolige. Efter (Y)’s opfattelse er der således ikke grundlag for sanktion for at handle i strid med forvaltningslovens § 32.

2. Tidspunktet for at iværksætte en ansættelsesretlig sanktion må være forpasset. Forholdet har i sit fulde omfang været kendt af (X) Kommune i lang tid, og i hvert fald siden 11. december 2000, hvor (A) overfor (X) Kommune erkendte at have kigget i R 75. De øvrige medarbejdere der havde kigget i R 75, har således også for længst fået en påtale.

3. Subsidiært er det (Y)’s påstand, at (A) i forbindelse med dette forhold maksimalt kan tildeles en mild mundtlig påtale i lighed med den sanktion andre ansatte ved (X) Kommune er blevet tildelt for tilsvarende forhold. Borgmester ( ) udtalte således også til (X) Dagblad d. 1. februar 2001, at kommunen ikke ville foretage sig yderligere ud over en evt. påtale.

Sammenfattende er det således (Y)’s opfattelse, at der ikke er grundlag for de påtænkte advarsler, og vi anmoder derfor (X) Kommune om at revurdere beslutningsgrundlaget.”

Den 2. maj 2001 meddelte X Kommune A en advarsel. Kommunen skrev bl.a. følgende

”(X) Kommunes Økonomiudvalg meddelte den 19. marts 2001, at Økonomiudvalget var sindet

At indskærpe at du har tavshedspligt i stillingen.

At meddele dig en advarsel for dine handlinger.

At indskærpe overfor dig, at Økonomiudvalget ved en gentagelse forbeholder sig enhver ansættelsesretlig sanktion, herunder eventuel bortvisning.

At meddele dig, at fremtidige tvivlsspørgsmål om indhentelse og udlevering af oplysninger skal afklares med din umiddelbare foresatte, således som det er foreskrevet i personalehåndbogen.

Ovenstående var begrundet i, at du har erkendt, at du har været inde i R 75 systemet for at undersøge arbejdsmarkedschef (B)’s og hustruens private forhold i relation til ejerskab af private biler, samt at du på opfordring af (Y) afd. (X)-by har udleveret ekstraheret eksemplar af den sociale personsag angående ( ) til (Y) afd. (X)-by.

Økonomiudvalget oplyste tillige, at det var Økonomiudvalgets foreløbige vurdering, at dine handlinger kunne begrunde en egentlig opsigelse med overenskomstmæssig varsel.

På baggrund af Økonomiudvalgets behandling, kan Økonomiudvalget meddele dig, at man fastholder advarslen og de indskærpelser, som fremgår af (X) Kommunes skrivelse af 19. marts 2001 og med de i skrivelsen anførte grunde og hovedhensyn for afgørelsen.

(Y) afd. (X)-bys skrivelse af 3. april giver således ikke Økonomiudvalget anledning til at ændre sin foreløbige opfattelse.

Advarslen og indskærpelserne meddeles dig med hjemmel i den almindelige ledelsesret, som tilkommer en offentlig arbejdsgiver.

I relation til (Y) afd. (X)-bys udtalelse skal Økonomiudvalget oplyse

At Økonomiudvalget ikke lægger til grund, at du har begået strafbar videregivelse af fortrolige oplysninger eller har udøvet strafbar misbrug af din stilling.

At tidspunktet for meddelelsen af advarslen ikke anses for at være forpasset.

At Kommunernes Landsforenings konsulenter har tavshedspligt i henhold til straffelovens § 152 a, samt er blevet indskærpet tavshedspligt i medfør af forvaltningslovens § 27, stk. 3.”

Den 8. maj 2001 sendte X Kommune en uddybende redegørelse vedrørende evt. misbrug af R 75 til Datatilsynet. Den 28. juni 2001 udtalte Datatilsynet bl.a. følgende i sagen

”Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger (persondataloven) indeholder i kapitel 11 regler om behandlingssikkerhed.

Ifølge lovens § 41, stk. 1, må personer, virksomheder m.v., der udfører arbejde under den dataansvarlige eller databehandleren, og som får adgang til oplysninger, kun behandle disse efter instruks fra den dataansvarlige, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.

Den dataansvarlige skal ifølge lovens § 41, stk. 3, træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven.

For behandlinger, som foretages for den offentlige forvaltning helt eller delvist ved hjælp af elektronisk databehandling, har Justitsministeren i bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 fastsat nærmere regler om de i lovens § 41, stk. 3, anførte sikkerhedsforanstaltninger.

Ifølge sikkerhedsbekendtgørelsens § 12 skal der træffes foranstaltninger for at sikre, at kun autoriserede brugere kan få adgang, og at disse kun kan få adgang til de personoplysninger og anvendelser, som de er autoriserede til.

Datatilsynet finder, at det var udtryk for utilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger og ikke i overensstemmelse med sikkerhedsbekendtgørelsens § 12, at en medarbejder opbevarede sin brugerkode og sit password i en kalender på kontoret. Datatilsynet har imidlertid noteret sig, at denne opbevaring også var i strid med kommunens retningslinier, og at det således ikke er en accepteret fremgangsmåde i kommunen.

Datatilsynet må endvidere lægge til grund, at flere medarbejdere i (X) Kommune har misbrugt deres adgang til kommunens R 75 register ved at have søgt oplysninger om en navngiven person uden at have en tjenstlig begrundelse herfor. Tilsynet må ligeledes lægge til grund, at der uberettiget er videregivet oplysninger fra registeret til (X) Dagblad.

Efter tilsynets opfattelse er der tale om alvorlige overtrædelser af persondatalovens regler om sikkerhedsforanstaltninger. Det er efter Datatilsynets opfattelse ikke acceptabelt, at medarbejdere – uden tjenstlig begrundelse – foretager opslag i kommunens R 75 register. Det er heller ikke acceptabelt, hvis oplysningerne uberettiget videregives til uvedkommende. I det omfang et sådant misbrug af stillingen kan afdækkes, bør det efter tilsynets opfattelse imødegås med følelige disciplinære foranstaltninger.

Datatilsynet har taget til efterretning, at (X) Kommune har truffet en række foranstaltninger i anledning af de konstaterede hændelser, idet kommunen har indgivet politianmeldelse og iværksat ansættelsesretlige sanktioner over for de involverede medarbejdere.

Datatilsynet har i øvrigt noteret sig, at kommunen har indskærpet over for samtlige ansatte, at uretmæssig brug af personoplysninger betragtes som en alvorlig tjenesteforseelse, som kan føre til bortvisning.

Datatilsynet finder herefter ikke anledning til at foretage sig yderligere i sagen.”

Den 6. juli 2001 klagede Advokat D til mig på vegne af A og en anden medarbejder fra kommunen, ( ), der ligeledes havde fået en advarsel for at udlevere anonymiserede oplysninger fra sociale sager til Fagforbund Y. D anførte at det efter hendes opfattelse var tvivlsomt om hendes klienter overhovedet havde udvist sådanne forsømmelser at det kunne begrunde de meddelte tjenstlige advarsler. Hertil kom det meget lange tidsforløb mellem de påståede tjenstlige forseelser blev konstateret og de senere advarsler blev meddelt. Hun henviste til argumentationen i Y’s brev af 3. april 2001 til kommunen.

Den 19. september 2001 klagede advokat D til mig i en sag vedrørende endnu en medarbejder i X Kommune, ( ), som havde fået en advarsel for at have udleveret anonymiserede oplysninger i sociale sager til Fagforbund Z.

Den 2. januar 2002 anmodede jeg X Kommune om en udtalelse i anledning af klagerne og om udlån af sagernes akter. Jeg bad kommunen om at redegøre nærmere for om A, ( ) og ( ) havde overtrådt de regler om tavshedspligt der fremgår af forvaltningslovens § 27, stk. 1. Jeg bad endvidere kommunen om i udtalelsen at redegøre for de regler i personalehåndbogen som ansås for tilsidesat, og i den forbindelse redegøre for om bestemmelsen i forvaltningslovens § 27, stk. 2, var tilsidesat.

Den 12. april 2002 modtog jeg kommunens udtalelse i sagerne af 11. april 2002. For så vidt angår A, fremgår der bl.a. følgende af udtalelsen

”1. Sagsfremstilling

I perioden september 2000 – marts 2001 har der været en massiv lokal pressedækning af forholdene i Arbejdsmarkedsafdelingen. Pressen har i forløbet fået interne/fortrolige oplysninger om sagen af ukendte personer.

Den lokale dagspresse omtalte i en artikel den 20. september 2001 Fagforbund (Y) og Fagforbund (Z)’s skrivelse af 12. september 2001. Den 10. oktober 2001 omtaltes ligeledes to sager, hvor arbejdsmarkedschef (B) skulle have omgjort sagsbehandlernes afgørelser. Af avisartiklen fremgår, at der er tale om sociale sager vedrørende døtrene til to – i artiklen – navngivne ansatte chefer i (X) Kommune.

I skrivelse af 19. december 2001 fra advokat ( ) [v/advokat (D); min tilføjelse] anføres det, at (B) på mødet den 29. august 2000 mellem (X) Kommune, (Y) og (Z) har udtalt, at han gerne ville se eksempler på konkrete sager med omgjorte afgørelser.

(X) Kommune kan bekræfte, at mødet fandt sted, og at den nævnte problemstilling blev drøftet. Kommunen skal imidlertid tilkendegive, at Kommunen ikke på mødet har udtalt sig på en måde, hvorefter (Y) og (Z) kunne være af den opfattelse, at medarbejderne kunne videregive oplysninger til organisationerne, eller at organisationerne kunne rette henvendelse til medarbejderne med henblik herpå. Kommunen har derimod tilkendegivet, at man ville undersøge forholdet nærmere.

2. Det retlige grundlag

Videregivelse af oplysninger fra sociale personsager

Forvaltningslovens § 27, jfr. Straffelovens § 152 og 152 c-f

Den der virker eller har virket inden for den offentlige forvaltning er underlagt en tavshedspligt i henhold til Forvaltningslovens § 27, jf. Straffelovens § 152 og §§ 152 c-f.

Såfremt offentligheden kan få aktindsigt i en sag, der forefindes i den offentlige forvaltning vil den offentligt ansatte normalt også på eget initiativ kunne røbe en oplysning uden at tilsidesætte reglerne om tavshedspligt.

Det afgørende i sagen er herefter, i hvilket omfang der er aktindsigt for offentligheden i sociale personsager.

Dette spørgsmål er reguleret i offentlighedslovens § 12, stk. 1 første punkt hvoraf fremgår

’Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om 1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold ’

Af bemærkningerne til John Vogters kommenterede udgave af offentlighedsloven, DJØFs forlag 1998 side 214 fremgår

’Er der tale om familieretlige eller sociale sager, vil bestemmelsen dog i praksis føre til, at almenheden er afskåret fra aktindsigt i sådanne sager. Der er ingen pligt til at give aktindsigt i anonymiseret form.’

Videre fremgår det af samme kilde på side 216, at det i tvivlstilfælde vil være god forvaltningsskik at høre borgeren inden der træffes afgørelse om at meddele aktindsigt i sager omfattet af § 12, stk. 1 pkt. 1.

Det ligger således klart, at offentligheden ikke umiddelbart har krav på aktindsigt i sociale sager.

Såfremt der er tale om videregivelse af oplysninger om klienters sociale forhold i en form, hvor dokumenterne er anonymiserede med hensyn til navn og cpr.nr., er der således som udgangspunkt ikke tale om strafbart brud på tavshedspligten i henhold til forvaltningslovens § 27, jf. straffeloven § 152 og §§ 152 c-f, men videregivelsen vil under hensyn til stillingens karakter og sagens omstændigheder – herunder videregivelsens saglige/usaglige formål – kunne være en tilsidesættelse af de pligter, der følger af ansættelsen.

Interne regler i (X) Kommune

Alle medarbejdere ved (X) Kommune er særligt indskærpet tavshedspligten via (X) Kommunes personalehåndbog. Af personalehåndbogen fremgår følgende

’Tavshedspligt

Som medarbejder ved (X) Kommune har du tavshedspligt.

Ved ansættelsen underskrives en tavshedserklæring. Tavshedspligten gælder forhold, du bliver bekendt med under arbejdet. Det drejer sig om forhold, der ifølge sagens natur kræver hemmeligholdelse, og forhold, du får besked om at hemmeligholde.

Normalt er det hensyn til (X) kommunes interesser og hensyn til borgeres privatliv, der betinger hemmeligholdelse.

I praksis skal du, hvis du giver oplysninger ’ud af huset’ handle i forståelse med din chef.

Papirer af enhver art med fortrolige oplysninger og lignende skal rives itu, før de kommes i papirkurven, eller de sendes til makulering.

Yderligere oplysninger

· Borgerlig straffelovs § 152

· Forvaltningsloven med justitsministeriets vejledning.’

Forvaltningslovens § 27, stk. 2

Det fremgår af forvaltningslovens § 27, stk. 2, at der inden for det offentlige kun kan pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i § 27, stk. 1.

Reglerne i personalehåndbogen pålægger ikke medarbejderne en tavshedspligt ud over, hvad der gælder efter Forvaltningslovens § 27 samt Straffeloven § 152 ff. De interne regler præciserer, hvorledes medarbejderne skal forholde sig, hvis der opstår tvivl om udlevering af dokumenter til offentligheden. Det er (X) Kommunes opfattelse, at de interne retningslinier således ikke er udtryk for en tilsidesættelse af Forvaltningslovens § 27, stk. 2.

Imod sædvane indeholder (A)’s ansættelsesbrev ikke en tavshedspligtserklæring.

3. Retlig vurdering

3.1. (A)

På baggrund af den politimæssige undersøgelse må det lægges til grund, at (A)’s indhentelse af oplysninger om arbejdsmarkedschefen og dennes hustrus private biler i R 75 ikke udgør et strafbart misbrug af stillingen i relation til straffelovens § 155.

Grænsen for en offentligt ansats tjenesteforseelse afgrænses imidlertid ikke ved direkte ulovlig adfærd. Den ansættelsesretlige vurdering af en medarbejders adfærd og muligheden for at udtale kritik af medarbejderen på et ansættelsesretligt grundlag er således videre end den strafferetlige bedømmelse.

Det fremgår ligeledes af Datatilsynets udtalelse af 28. juni 2001, jf. ovenstående, at det ikke er acceptabelt, at en offentlig ansat – uden tjenstlig begrundelse – foretager opslag i Kommunens R-75 register.

Det er (X) Kommunes opfattelse, at indhentelsen er sket i strid med forvaltningslovens § 32, idet (A), udover oplysninger om biler – også er registreret med logninger på familiens øvrige dele af R 75-registret, hvoraf fremgår klare fortrolige oplysninger. Der er således tale om oplysninger om skatteforhold, renteindtægter, indestående i pengeinstitut, investeringsforeninger o.l.

Ingen af de oplysninger som (A) har indhentet, kan siges at være indhentet for at understøtte noget sagligt formål.

Udlevering af personoplysninger til Fagforbund (Y) skal sidestilles med udlevering af personoplysninger til andre private borgere og virksomheder, hvorfor udlevering af selv ikke tavshedsbelagte oplysninger i den konkrete sag i henhold til god forvaltningsskik formentlig vil kræve borgerens forudgående accept, jf. ovenstående.

Det kan ikke lægges til grund at (Y) afd. (X)-by har begæret aktindsigt i de 2 sociale sager. Såfremt (A) alligevel måtte have forstået (Y)’s henvendelse som en begæring om aktindsigt, burde denne begæring have affødt en sagsbehandling af spørgsmålet om, hvorvidt aktindsigt lovligt kunne meddeles. Sådanne tvivlsspørgsmåls løsning er beskrevet såvel i den ovenfor citerede litteratur, som i (X) Kommunes Personalehåndbog. Hertil kommer, at det ligger uden for de pågældende ansattes opgave at tage stilling til sådanne begæringer om aktindsigt.

Uanset at ( )’s sociale personsag er ekstraheret i forbindelse med udleveringen til (Y) afd. (X)-by er udleveringen af personsagen en tjenesteforseelse alene på et offentligretligt grundlag, jf. det ovenfor anførte. Der er tillige tale om en klar tilsidesættelse af de reglementariske forskrifter i kommunens personalehåndbog.

Det forhold at den konkrete videregivelse af oplysninger ikke kan karakteriseres som en strafbar forseelse i henhold til straffelovens § 152 og §§ 152 c- 152 f, jf. forvaltningslovens § 27 medfører imidlertid ikke, at Kommunen er afskåret fra på et ansættelsesretligt grundlag at vurdere medarbejderens adfærd. Grænsen for uacceptabel tjenstlig adfærd er ikke ensbetydende med, at der skal foreligge et strafbart forhold. I sager hvor det drejer sig om videregivelse af oplysninger fra sociale personsager, påhviler det den offentligt ansatte at udvise en særlig agtpågivenhed.

(X) Kommune kan konstatere, at det forhold at personsagerne føres ud af kommunen medfører, at offentligheden via pressen får kendskab til sagerne og de involverede personer.

Henset til at (A) bestrider en betroet stilling, hvor hun har adgang til borgernes private og fortrolige oplysninger og er vant til at omgås sådanne oplysninger med fortrolighed, og henset til ( )’s udtalelser i interviewet af 21. december 2000 hvoraf fremgår, at (A) næppe kunne være i en vildfarelse om, hvorvidt hun var blevet opfordret af personalechefen til at udlevere personsagen til (Y), er det (X) Kommunes vurdering, at (A)’s handlinger, både i relation til R-75 oplysninger og videregivelse i den sociale personsag, udgør en klar tjenesteforseelse, som vil kunne begrunde en opsigelse med almindeligt overenskomstmæssigt varsel.

Økonomiudvalget besluttede på mødet den 28. februar 2001, at ud fra et proportionalitetshensyn samt en samlet vurdering af de omstændigheder der – den tilspidsede situation i Arbejdsmarkedsafdelingen taget i betragtning – måtte antages at ligge til grund for medarbejderens handling, var man imidlertid sindet alene at tildele medarbejderen en skriftlig advarsel, idet udvalget samtidig tilkendegav, at såfremt en gentagelse fandt sted forbeholdt man sig enhver ansættelsesretlig sanktion, herunder en eventuel bortvisning.

Endelig spillede det en rolle for Økonomiudvalgets vurdering af (A)’s forhold, at hun må antages at have haft en interesse i at få arbejdsmarkedschefen afskediget – en interesse som hun selv har udtalt skriftligt såvel internt som offentligt. Dette understreger efter (X) Kommunes opfattelse handlingens særlige usaglige karakter.

Afsluttende bemærkninger

Økonomiudvalget skal ligeledes udtale, at uanset at (A), ( ) og ( ) ikke har videregivet tavshedsbelagte oplysninger, som kan forfølges på et strafferetligt grundlag, har de udleveret oplysninger, som er undtaget fra aktindsigt jfr. offentlighedslovens § 12, stk. 1. punkt 1.

Dette er sket uden nogen form for sagsbehandling af spørgsmålet og i strid med skriftlig instruks i (X) Kommunes Personalehåndbog.

Det er således økonomiudvalgets opfattelse, at (A)’s, ( )’s og ( )’s udlevering af oplysninger er en tjenesteforseelse såvel på det ovenfor anførte grundlag som på grundlag af (X) Kommunes interne instruks i Personalehåndbogen.

Det er endvidere økonomiudvalgets opfattelse, at tildeling af en advarsel til en overenskomstansat beror på et frit skøn for arbejdsgiveren, så længe der alene lægges saglige kriterier til grund. Udgangspunktet er herefter, at dette skøn ikke kan tilsidesættes af domstolene.”

Advokat D fremkom i brev af 12. juni 2002 bl.a. med følgende bemærkninger til X Kommunes udtalelse

”Udleveringen af journalmateriale til henholdsvis (Y) og (Z) skete for alle tre klageres vedkommende på baggrund af (B)’s udtalelser på mødet den 29. august 2000 mellem (X) Kommune, (Y) og (Z).

Det er korrekt, at spørgsmålet om omgjorte afgørelser ligeledes blev berørt på personalemødet den 5. oktober 2000 med (C). De tre klagere havde imidlertid allerede på dette tidspunkt overgivet journalmaterialet til deres organisationer, og hverken (A) eller ( ) opfattede (B)’s udtalelser på personalemødet som en opfordring til at udlevere navnene på de pågældende ledere til Fagforbund (Y). Heller ikke ( ) opfattede (C)’s udtalelser som tilladelse til at udlevere navne til Fagforbund (Z).

Hverken (Y) eller (Z) har på noget tidspunkt modtaget navne på de konkrete personer, men alene haft anonymiserede oplysninger, der dokumenterede, at der var tale om omgjorte afgørelser.

I forhold til mødet den 29. august 2000 er både ( ) fra (Z) og ( ) af den opfattelse, at de blev opfordret af (B) til at komme med eksempler på omgjorte afgørelser. Dette fremgår da også direkte af organisationernes skrivelse af 12. september 2000, og (X) Kommune har på intet tidligere tidspunkt bestridt, at denne opfattelse var korrekt.

Ingen af de tre klagere har på noget tidspunkt opfattet udleveringen af de anonymiserede journalark som et spørgsmål om aktindsigt.

De tre klagere, (Z) og (Y) har ikke været i tvivl om, at oplysningerne ikke kunne videregives fra klagerne til deres respektive organisationer i uanonymiseret form. Personerne bag de udleverede journalark og dokumenter forblev således anonyme i forhold til (Z) og (Y) indtil (X) Kommune anførte navnene i de meddelte tjenstlige advarsler.

Ad (A)

(A) blev 1. juli 1981 ansat i bistandsafdelingen som sekretær og blev omkring 1993 forfremmet til sagsbehandler. Pr. 1. september 1995 blev (A) overflyttet til den daværende beskæftigelsesafdeling.

Det er korrekt, at (A) har været inde i de af kommunen anførte oplysninger om (B) og dennes familie i R75. (A) var imidlertid udelukkende interesseret i oplysninger om familiens ejerforhold til biler, hvorfor hun hurtigt ’bladrede’ forbi de øvrige oplysninger.

Det må fremgå af lockningstidspunkterne, hvor længe (A) var på hver enkelt side, og jeg skal derfor anmode (X) Kommune om at fremkomme med oplysninger herom. Endvidere skal jeg anmode kommunen om at bekræfte, at (A) ikke har udprintet nogle af de pågældende oplysninger fra R75.

(A) erindrer ikke, at hun ’skriftligt såvel internt som offentligt’ har tilkendegivet, at hun ønskede (B) afskediget.

Juridiske bemærkninger

Ad indhentning af oplysninger fra R75

Det kan ikke klart afvises, at (A)’s søgning i R75 isoleret set var i strid med forvaltningslovens § 32.

Sagens konkrete omstændigheder gør imidlertid, at det efter min opfattelse ikke var berettiget at meddele (A) en tjenstlig advarsel på baggrund heraf.

Allerede den 8. december 2000 var (X) Kommune bekendt med, at (A) havde søgt oplysninger om (B) og dennes familie i R75. Den 12. december 2000 fritog kommunen (A) for tjeneste og tog samtidig forbehold for mulige ansættelsesretlige sanktioner i anledning af forseelsen, når den politimæssige efterforskning var afsluttet.

Den 31. januar 2001 ophævede kommunen imidlertid tjenestefritagelsen uden bemærkninger om fortsat mulighed for ansættelsesretlige sanktioner efter at politimesteren i (X) havde udtalt, at der ikke var udvist noget strafbart forhold fra (A)’s side.

Forholdene omkring den tjenstlige advarsel blev først efterfølgende rejst ved sindetskrivelse af 19. december 2001 [skal være 19. marts 2001; min rettelse], mere end 3 ½ måned efter at kommunen havde fået kendskab til (A)’s dispositioner.

Det er på baggrund heraf min opfattelse, at (X) Kommune ved passivitet har fortabt sin ret til at påtale forholdet.

Den almindelige grundsætning om, at der skal reklameres over en misligholdelse gælder også indenfor ansættelsesretten.

H.G. Carlsen anfører eksempelvis herom i ’Dansk Funktionærret’, 6. udg., side 268, at

’Hensynet til funktionæren kræver, at reklamationen fremkommer hurtigt, og at han kan indrette sig på, at en handlemåde, der ikke straks påtales, ej heller kan medføre alvorlige konsekvenser for ham, ’

Hertil kommer yderligere at (X) Kommune har anerkendt, at yderligere 8 medarbejdere har søgt i R75 i ikke-tjenstligt medfør, uden at dette har medført ansættelsesretlige sanktioner i form af tjenstlige advarsler, som for (A)’s vedkommende.

Som offentlig myndighed er (X) Kommune naturligvis underlagt den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning. Det er efter min opfattelse i strid med denne lighedsgrundsætning at pålægge en borger en byrde i form af en advarsel, men ikke en anden hvis forhold er sammenlignelige.

Ad videregivelse af oplysninger fra sociale personsager

Som det fremgår af sagen, har alle tre klagere erkendt at have udleveret anonymiserede journalark og personoplysninger til (Y) og (Z) på opfordring fra de to organisationer.

Baggrunden herfor var efter både (Y)’s og (Z)’s opfattelse, at (B) på mødet den 29. august 2000 direkte opfordrede til, at konkrete eksempler på omgjorte afgørelser blev forelagt ham. Ifølge medarbejdergruppen var der således flere eksempler på, at (B) havde omgjort personalets afgørelser, hvilket (B) imidlertid – med en enkelt undtagelse – afviste.

(Y) og (Z) henviste i skrivelsen af 12. september 2000 udtrykkeligt til, at (B) havde udtalt sig som anført. Kommunen har på intet tidligere tidspunkt i sagen taget afstand herfra.

Det må derfor lægges det til grund, at (B) selv direkte opfordrede (Y) og (Z) til at fremkomme med konkrete eksempler på omgjorte afgørelser. Allerede på baggrund heraf har der ikke været nogen misligholdelse fra klagernes side, der kunne begrunde de meddelte advarsler.

Selv om dette ikke lægges til grund, er det fortsat min vurdering, at de tre klagere ikke ved udleveringen af anonymiserede journalark og personoplysninger har udvist nogen misligholdelse, der kunne begrunde de meddelte tjenstlige advarsler.

Carl Aage Nørgaard og Jens Garde anfører i ’Forvaltningsret sagsbehandling’, 4. udg., side 227 om videregivelse af fortrolige oplysninger, at

’Anonymiserede oplysninger kan også videregives’.

Selv om oplysningerne er anonymiserede er det klart, at en videregivelse kan være en misligholdelse, eksempelvis såfremt der er tale om illoyalitet i forhold til arbejdsgiveren. Dette er der dog ikke tale om i denne sag, idet oplysningerne alene er videregivet til (Y) og (Z) og således ikke til eksempelvis dagspressen.

En lønmodtager må være berettiget til at fortælle sin faglige organisation om fortrolige forhold, såfremt dette sker til berettiget varetagelse af den pågældendes interesser.

Drejer det sig om ikke-tavshedsbelagte oplysninger må det ligeledes antages, at en lønmodtager kan videregive disse til sin organisation i forbindelse med en konkret sag, uden der er tale om misligholdelse. Dette synes utvivlsomt i nærværende sag, at der var tale om ikke-tavshedsbelagte oplysninger, da de pågældende journalark var anonymiserede.

Selv om det lægges til grund, at klagerne ved videregivelsen af de anonymiserede journalark og personoplysninger gjorde sig skyldige i en tjenesteforseelse, har (X) Kommune efter min opfattelse fortabt retten til at påtale dette ved passivitet.

Kommunen blev således allerede ved skrivelsen af 12. september 2000 bekendt med, at (Y) og (Z) var kommet i besiddelse af de anonymiserede journalark overgivet af (A) og ( ).

Det var imidlertid først umiddelbart før sindetskrivelserne i marts 2001, at (X) Kommune tilkendegav, at videregivelsen af oplysningerne fra (A) og ( )’s side blev betragtet som misligholdelse.

Som følge af tidsforløbet i sagen har (X) Kommune efter min vurdering i hvert fald i marts 2001 endeligt fortabt retten til at påberåbe sig videregivelsen af oplysninger som en misligholdelse i forhold til klagerne, idet kommunen allerede i september 2000 havde kendskab til forholdene.”

Jeg sendte advokat D’s brev til X Kommune der den 26. september 2002 bl.a. kom med følgende bemærkninger

”Det er (X) Kommunes opfattelse, at også videregivelse af anonymiserede sociale sager er kritisabelt. Medarbejderne råder ikke over sagerne og kan ikke selvstændigt træffe beslutning om videregivelse af oplysninger til private, jf. personalehåndbogen.

(X) Kommune kan ikke bekræfte, at Kommunen på mødet den 29. august 2002 har udtalt sig på en måde, hvorefter ( ) og ( ) kunne være af den opfattelse, at medarbejderne kunne videregive oplysninger til organisationerne, eller at organisationerne kunne rette henvendelse til medarbejderne med henblik herpå. Sådanne oplysninger kan naturligvis alene udveksles mellem medarbejder og arbejdsgiver.

Det er Kommunens opfattelse, at organisationsrepræsentanterne har vildledt medarbejderne, ved at meddele dem, at de kunne sende sagerne til organisationerne.

(A)

Det er (X) Kommunes opfattelse, at det ikke er afgørende, hvor længe (A) har søgt på hver side. Der er tale om en krænkelse af forvaltningslovens § 32, idet hun uden saglig grund har skaffet sig adgang til personlige fortrolige oplysninger om (B) og dennes familie.

(X) Kommune kan ikke dokumentere, at (A) har printet oplysninger fra R75.

(A) står som medunderskriver af skrivelsen af 12. september 2000 bag den kritik, der blev fremført af ledelsen. Skrivelsen er af medarbejderne ligeledes fremsendt til dagspressen. Under de efterfølgende afholdte personalemøder lod medarbejderne repræsentanterne fra ledelsen forstå, at medarbejderne ikke så anden udvej end, at ledelsen for Arbejdsmarkedsafdelingen blev fjernet.

Juridiske bemærkninger

Indhentning af oplysninger fra R 75

(X) Kommune skal oplyse, at økonomiudvalget traf beslutning om iværksættelse af tjenstlige sanktioner overfor medarbejderne i Arbejdsmarkedsafdelingen i forbindelse med afslutningen af undersøgelsen af forholdene i Arbejdsmarkedsafdelingen. Først på dette tidspunkt havde Økonomiudvalget det samlede overblik over forholdene og dermed det nødvendige beslutningsgrundlag.

Det har været vigtigt for (X) Kommunes økonomiudvalg at overholde alle ansættelsesretlige og forvaltningsretlige regler, herunder den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning.

(X) Kommune har ikke på noget tidspunkt tilkendegivet overfor (A), at ophævelsen af tjenestefritagelsen samtidig betød, at der ikke ville blive iværksat ansættelsesretlige sanktioner.

Det er herefter Kommunens opfattelse, at der ikke foreligger passivitet, og at Kommunen som en del af ledelsesretten kan beslutte at meddele (A) en advarsel.

(X) Kommune kan oplyse, at yderligere 6 personer ansat i skatteforvaltningen har foretaget søgning i R75 registret på (B) (men ikke på dennes familie). 2 af disse medarbejdere har som en del af deres ansvarsområde pligt til – ex officio – at undersøge grundlag for, om der kan være anledning til nærmere at undersøge forhold af skattemæssig interesse, hvorefter de pågældende ikke blot havde fuld legal interesse i, men direkte pligt til at foretage søgningen, som i relation til den offentlige omtale i øvrigt må anses for rimelig/proportional.

For så vidt angår 4 øvrige medarbejdere i skatteforvaltningen har disse foretaget enkeltopslag af blandet skattefaglig interesse og nysgerrighed. (X) Kommunes skatte- og borgerservicechef har ved samtale med medarbejderne indskærpet vigtigheden af, at spillereglerne for anvendelse af systemet overholdes. Dette forhold er indskærpet i et notat, som ligger i medarbejdernes personalemappe.

Det er (X) Kommunes opfattelse, at søgningen i R75 foretaget af medarbejderne i Arbejdsmarkedsafdelingen er mere kritisabel, idet disse ikke har haft nogen saglig eller faglig interesse i at søge disse oplysninger. Hertil kommer, at det må anses for et skærpende element, at medarbejderne i Arbejdsmarkedsafdelingen på tidspunktet for søgningen var involveret i sagen om dårligt psykisk arbejdsmiljø og den omfattende kritik af ledelsen i Arbejdsmarkedsafdelingen, herunder arbejdsmarkedschef (B).

Det er således Kommunens opfattelse, at anvendelsen af forskellige sanktioner i forhold til de pågældende medarbejdere i henholdsvis skatteafdelingen og arbejdsmarkedsafdelingen har været sagligt begrundet.

Videregivelse af oplysninger fra sociale personsager

(X) Kommune skal oplyse, at Kommunen på intet tidspunkt har anerkendt, at repræsentanter for Kommunen på mødet den 29. august 2000 har udtalt sig således, at eksempler på omgjorte afgørelser fra medarbejderne kunne afleveres til ledelsen gennem (Y) og (Z).

Advokat ( ) [v/advokat (D); min tilføjelse] henviser i sin skrivelse til et citat fra Carl Aage Nørgaard og Jens Gades Forvaltningsret/Sagsbehandling, 4. udgave DJØFs forlag 1995 side 227, hvoraf fremgår , at ’Anonymiserede oplysninger kan også videregives’.

Det er relevant at citere følgende fra bogens kapitel VII, C, b – afsnittet ’Hvilke oplysninger er undergivet tavshedspligt?’

’I den forbindelse indgår reglerne om tavshedspligt og reglerne om aktindsigt efter offentlighedsloven i et vist samspil. Tavshedsreglerne drejer sig primært om, hvad en offentligt ansat m.fl. på eget initiativ udadtil kan røbe af faktiske oplysninger. Aktindsigtsreglerne drejer sig derimod om udlevering af dokumenter og oplysninger, hvor en borger eller andre henvender sig med en begæring herom. På trods af denne forskel må det antages, at hvis en oplysning skulle udleveres efter offentlighedsloven, hvis der udefra blev anmodet herom, vil den offentligt ansatte normalt også på eget initiativ kunne røbe den uden at tilsidesætte reglerne om tavshedspligt.

Tavshedspligten gælder ikke, hvis der foreligger samtykke til videregivelse fra den, hvis interesser beskyttes af tavshedsreglerne. Eksempelvis kan Den Sociale Ankestyrelse videregive følsomme personoplysninger til en praktiserende læge, hvis den, oplysningerne angår, samtykker.

Hvor den pågældende selv har offentliggjort følsomme oplysninger, f.eks. i et avisinterview, er de næppe heller længere undergivet tavshedspligt. Anonymiserede oplysninger kan også videregives.’

Afsnittet behandler spørgsmålet om, hvornår en offentligt ansat bryder sin tavshedspligt ved på eget initiativ at røbe tavshedsbelagte oplysninger, som er omfattet af Forvaltningslovens § 27 og strafbelagt, jfr. Straffelovens § 152.

Netop det forhold at oplysningerne er ekstraheret gør, at videregivelsen ikke kan anses for strafbar på et strafferetligt grundlag.

Det citerede afsnit behandler herudover problemstillingen med videregivelse – på den offentligt ansattes eget initiativ – af oplysninger, som efter offentlighedslovens bestemmelser ville skulle meddeles som aktindsigt, såfremt der blev begæret aktindsigt i sagen.

Såfremt offentligheden kunne få aktindsigt i de 2 sociale personsager, ville den offentligt ansatte normalt også på eget initiativ kunne røbe en oplysning uden at tilsidesætte reglerne om tavshedspligt.

Det afgørende er herefter i hvilket omfang der er offentlig aktindsigt i sociale personsager.

Dette spørgsmål er reguleret i offentlighedslovens § 12, stk. 1, første punkt, hvoraf fremgår

’Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om enkeltpersoners privat, herunder økonomiske, forhold ’

Af bemærkningerne i John Vogters kommenterede udgave af offentlighedsloven, DJØFs forlag 1998 side 214 fremgår

’Er der tale om familieretlige eller sociale sager, vil bestemmelsen dog i praksis føre til, at almenheden er afskåret fra aktindsigt i sådanne sager. Der er ingen pligt til at give aktindsigt i anonymiseret form.’

Videre fremgår det af samme kilde på side 216, at det i tvivlstilfælde vil være god forvaltningsskik at høre borgeren inden der træffes afgørelse om at meddele aktindsigt i sager omfattet af § 12, stk. 1. pkt. 1.

Det ligger således klart, at offentligheden ikke har krav på aktindsigt i sociale sager, heller ikke i anonymiseret form.

Det kan ikke lægges til grund, at (Y) eller (Z) har begæret aktindsigt i de sociale sager. Såfremt de konkrete ansatte alligevel måtte have forstået (Y)’s og (Z)’s henvendelser som en begæring om aktindsigt, burde denne begæring havde affødt en sagsbehandling af spørgsmålet om, hvorvidt aktindsigt lovligt kunne meddeles. Sådanne tvivlsspørgsmåls løsning er beskrevet såvel i den ovenfor citerede litteratur, som i (X) Kommunes Personalehåndbog, jf. bilag til tidligere fremsendte skrivelse af 11. april 2002. Hertil kommer, at det ligger udenfor de pågældende ansattes opgave at tage stilling til sådanne begæringer om aktindsigt.

Det er herefter Kommunens opfattelse, at uanset at medarbejderne ikke har videregivet tavshedsbelagte oplysninger, som kan forfølges på et strafferetligt grundlag, har de udleveret oplysninger, som er undtaget fra aktindsigt, jfr. offentlighedslovens § 12, stk. 1. punkt 1.

Dette er sket uden nogen form for sagsbehandling af spørgsmålet og i strid med skriftlig instruks i (X) Kommunes Personalehåndbog.

Udleveringen er således efter (X) Kommunes opfattelse en tjenesteforseelse, idet udleveringen er sket i strid med (X) Kommunes interne instruks i Personalehåndbogen. Udleveringen er herudover sket i strid med reglerne i såvel forvaltningsloven som offentlighedsloven, ligesom udleveringen er i strid med god forvaltningsskik, hvilket udgør et selvstændigt grundlag for ansættelsesretlig kritik.”

I brev af 29. oktober 2002 fastholdt advokat D at det var hendes opfattelse at X Kommune i sagen havde ”et alvorligt passivitetsproblem”, og at kommunen på baggrund heraf havde fortabt retten til at meddele A en advarsel.

Ombudsmandens udtalelse

”Som faktisk grundlag for at tildele (A) advarslen henviste (X) Kommune dels til at (A) havde udleveret journalark i en social sag i anonymiseret form til Fagforbund (Y), dels til at hun havde indhentet oplysninger vedrørende (B) og dennes familie i R 75-registret. Det var kommunens opfattelse at disse handlinger udgjorde en tjenesteforseelse.

En tjenesteforseelse antages med udgangspunkt i tjenestemandslovens § 10 at foreligge i tilfælde hvor en ansat ikke samvittighedsfuldt overholder de regler der gælder for hans stilling, eller ikke – såvel i som uden for tjenesten – viser sig værdig til den agtelse og tillid som stillingen kræver. Hvis der foreligger et pligtstridigt forhold, antages det normalt kun at burde give anledning til tjenstlige reaktioner hvis det er af en vis grovhed. Se Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 246, med henvisning til forhørslederens beretning og indstilling i den tjenstlige undersøgelse af Tamilsagen, s. 50.

Efter Deres opfattelse er det tvivlsomt om der er tilstrækkeligt retligt grundlag for tildeling af advarslen, ligesom De mener at kommunen som følge af passivitet under alle omstændigheder har fortabt retten til at tildele advarslen.

(A) har erkendt at hun har udleveret journalarkene til Fagforbund (Y), og at hun har indhentet oplysninger om (B) og dennes familie i R 75-registret, jf. bl.a. referatet af den tjenstlige samtale den 11. december 2000. Hun har imidlertid afvist at have videregivet oplysningerne fra journalarkene og oplysningerne vedrørende (B) til pressen. Dette er også lagt til grund i forbindelse med tildelingen af advarslen.

Min undersøgelse i sagen angår således spørgsmålet om hvorvidt (A)’s handlinger lovligt kan anses for tjenesteforseelser eller på anden vis kritisable. Jeg har kun for så vidt angår forholdet vedrørende indhentelse af oplysninger fra R 75-registret, fundet anledning til at tage stilling til spørgsmålet om hvorvidt retten til at tildele advarslen måtte være fortabt pga. passivitet, jf. nærmere nedenfor.

1. Videregivelse af anonymiserede oplysninger fra social sag til

Fagforbund (Y)

a) Tavshedspligt

For offentligt ansatte findes almindelige bestemmelser om tavshedspligt i straffelovens § 152ff og forvaltningslovens § 27. Bestemmelserne i straffelovens § 152, stk. 1 og 3, og i forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, og stk. 2, har følgende ordlyd

’ § 152. Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Stk. 3. En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.’

’ § 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c – 152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til

enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller

Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning, når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser som nævnt i stk. 1.’

Det er en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen i forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, at oplysningen angår bestemte personer. Videregivelse af oplysninger om f.eks. rent private forhold vil derfor ikke indebære et brud på tavshedspligten hvis videregivelsen sker i helt anonymiseret form. Se bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 497 og 498, og Jens Garde mfl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 263.

Der er i sagen enighed om at de oplysninger som (A) videregav til Fagforbund (Y), var effektivt anonymiserede, og at videregivelsen af oplysningerne dermed ikke udgjorde en krænkelse af tavshedspligten.

Grundlaget for at betragte udleveringen af oplysningerne fra den sociale sag som en tjenesteforseelse var således heller ikke at der var tale om en tavshedspligtskrænkelse. Det fremgår af (X) Kommunes sindetskrivelse af 19. marts 2001 og advarslen af 2. maj 2001 at advarslen blev givet som følge af at (A) ved udleveringen af oplysningerne i de sociale sager efter kommunens opfattelse havde handlet i strid med de interne regler i Personalehåndbogen. Af udtalelserne til mig fremgår desuden at advarslen var begrundet i at (A) – selv om hun ikke havde krænket sin tavshedspligt – havde udleveret oplysninger som der ikke kunne gives aktindsigt i.

b) Interne regler i personalehåndbogen – lydighedsforpligtelse

Det følger af forvaltningslovens § 27, stk. 2, som citeret ovenfor, at tavshedspålæg alene gyldigt kan gives hvis det er nødvendigt at hemmeligholde et dokument eller en oplysning for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller private interesser. Bestemmelsen indebærer således alene en adgang til ved tjenestebefaling af specificere hvilke oplysninger eller dokumenter der – allerede efter § 27, stk. 1 – er undergivet tavshedspligt.

Reglen i (X) Kommunes Personalehåndbog om at sagsbehandlerne hvis de giver oplysninger ’ud af huset’, i praksis skal handle i forståelse med deres chef, skal ifølge kommunen forstås sådan at reglen blot præciserer hvorledes medarbejderne skal forholde sig hvis der opstår tvivl om udlevering af dokumenter til offentligheden, jf. (X) Kommunes udtalelse til mig af 11. april 2002. Efter kommunens opfattelse er reglen dermed ikke i strid med forvaltningslovens § 27, stk. 2.

De oplysninger som (A) videregav til Fagforbund (Y), var utvivlsomt ikke omfattet af tavshedspligten. Det er på den baggrund min opfattelse at (A) ikke har forbrudt sig mod kommunens interne regler.

c) Aktindsigtsreglernes betydning

Reglerne om aktindsigt har betydning for tavshedspligten på den måde at det forhold at en oplysning ikke kan nægtes udleveret hvis der begæres aktindsigt i medfør af offentlighedsloven, i almindelighed vil medføre at en oplysning ikke er fortrolig. Se bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 502, og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 263.

Omvendt er den omstændighed at en oplysning falder ind under en af offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser, ikke ensbetydende med at det også vil være i strid med tavshedspligtsbestemmelserne at videregive dem. Dette er tydeliggjort i lovens § 4, stk. 1, 2. pkt., ifølge hvilket en forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre omfang end loven tilsiger ’medmindre andet følger af regler om tavshedspligt mv.’. Lovfæstelsen af meroffentlighedsprincippet medfører at myndighederne har pligt til i hvert fald på begæring at overveje meroffentlighed, jf. bl.a. Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 392.

(X) Kommune kunne således fuldt berettiget have meddelt enhver meroffentlighed i de oplysninger som (A) videregav til Fagforbund (Y), idet disse ikke var omfattet af tavshedspligtsreglerne.

På den baggrund kan jeg ikke være enig i kommunens udtalelse om at der var tale om udlevering af oplysninger der var undtaget fra aktindsigt. Netop det forhold at oplysningerne var effektivt anonymiserede, betød som nævnt at kommunen fuldt ud var berettiget til efter offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt., at meddele enhver aktindsigt i dem.

Herefter kan udlevering af oplysningerne ikke anses for retsstridig, hverken i forhold til de interne regler i kommunens personalehåndbog eller i forhold til bestemmelserne i offentlighedsloven.

At en udlevering af oplysningerne heller ikke på andet grundlag kan anses for retsstridig, støttes af følgende forhold

En offentligt ansat har med henblik på at varetage sine interesser i forbindelse med ansættelsesforholdet, uanset om den pågældende ikke aktuelt er part i en sag om personaleretlige sanktioner, ret til at lade sig bistå af andre, f.eks. sin fagforening, jf. herved det almindelige forvaltningsretlige princip om ret til at lade sig bistå eller repræsentere af andre som er udtrykt i forvaltningslovens § 8 for så vidt angår afgørelsessager.

Det følger af funktionærlovens § 10, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 691 af 20. august 2002), at en funktionær har ret til at give oplysninger til sin organisation om egne løn- og arbejdsvilkår.

Endvidere følger det af artikel 11 i den europæiske menneskerettighedskonvention at enhver har ret til foreningsfrihed, herunder at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.

Endelig kan nævnes praksis vedrørende offentligt ansattes ytringsfrihed hvorefter der kræves særligt tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger heri, og at disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere. Se bl.a. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 180, hvor der findes en oversigt over praksis vedrørende offentligt ansattes ytringsfrihed.

På denne baggrund er det samlet set min opfattelse at (A)’s videregivelse af de anonymiserede oplysninger fra sociale sager til Fagforbund (Y) ikke kunne anses for en tjenesteforseelse eller på anden måde kunne betragtes som kritisabel. Videregivelsen af oplysningerne til (Y) kunne dermed heller ikke berettige kommunen til at meddele hende en advarsel.

Jeg har således ikke anledning til at tage stilling til om retten til at tildele (A) en advarsel var fortabt som følge af passivitet.

2. Indhentelse af oplysninger fra

R 75-registret

1) Overtrædelse af § 32 i forvaltningsloven

Det fremgår af sagen, herunder de nu ophævede registerforskrifter, at R 75-registret er en samkøring af statslige skatte- og indtægtsregistre og fælleskommunale registre der indeholder forskellige oplysninger der kan være af betydning for ligningen af skatteborgerne i en kommune. Ud over oplysninger om hvilke biler en person er ejer af, indeholder registret bl.a. oplysninger om skatteforhold, renteindtægter og -udgifter, finansielle kontrakter og finansielle aktiver i udlandet, investeringsforeninger, ejendomsoplysninger, faglige kontingenter og a-kasse-bidrag mv.

Opslag på registret sker via en personlig adgangskode. Der kan foretages opslag i registret på forskellige på forhånd fastlagte skærmbilleder.

(A) havde adgang til at bruge registret i forbindelse med sit arbejde i arbejdsmarkedsafdelingen. Hun kunne således via sin personlige adgangskode trække oplysninger om klienterne i registret til brug for behandlingen af sagerne.

(A) har erkendt at hun har været inde i registret for se på oplysninger vedrørende (B) og dennes hustru. Hun har ligeledes erkendt at der ikke var nogen faglig begrundelse for disse opslag i registeret. Det er ubestridt at (A) var registreret med logninger ikke kun på R 75-registrets oplysninger om biler, men også til øvrige dele af registret. I Deres udtalelse til mig af 12. juni 2002 har De imidlertid oplyst at (A) kun var interesseret i oplysningerne om familien (B)’s ejerskab af biler, og at hun derfor hurtigt ’bladrede’ forbi de øvrige oplysninger.

Forvaltningslovens § 32 har følgende ordlyd

’ § 32. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, må ikke i den forbindelse skaffe sig fortrolige oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver.’

Persondatalovens § 5, stk. 2 og 3, har følgende ordlyd

’ § 5.

Stk. 2. Indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling må ikke være uforenelig med disse formål. Senere behandling af oplysninger, der alene sker i historisk, statistisk eller videnskabeligt øjemed, anses ikke for uforeneligt med de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet.

Stk. 3. Oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.’

Bestemmelserne medfører at de offentligt ansatte ikke i unødigt omfang må skaffe sig (fortrolige) oplysninger om borgerne. Det gælder såvel indhentelse af oplysninger fra andre myndigheder som fremskaffelse af oplysninger der er i myndighedens egen besiddelse, jf. bl.a. Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 192.

Det er min opfattelse at oplysninger om hvilke biler en person ejer eller har ejet, normalt ikke kan anses som fortrolige oplysninger. Jeg har i den forbindelse lagt vægt på at oplysninger om ejerskab af biler i et vist omfang er offentligt tilgængelige, f.eks. via bilbogen eller Centralregistret for Motorkøretøjer, og på at der som udgangspunkt ikke foreligger sådanne hensyn som gør at det er nødvendigt at hemmeligholde oplysningerne.

Imidlertid har (A) ved sit opslag i R 75, ud over oplysninger vedrørende ejerskab til biler, skaffet sig adgang til andre oplysninger vedrørende (B) og dennes hustru – oplysninger som utvivlsomt er fortrolige. Det gælder bl.a. oplysninger vedrørende skatteforhold mv.

Jeg er enig i at (A) herved har handlet i strid med bestemmelsen i forvaltningslovens § 32. Det min opfattelse at (A) desuden har handlet i strid med bestemmelsen i persondatalovens § 5, stk. 2. Jeg mener ikke at det i den forbindelse er afgørende hvor længe (A) har været inde på de skærmbilleder som indeholdt fortrolige oplysninger.

Jeg har ikke bemærkninger til at (X) Kommune mente at (A) som følge heraf havde handlet pligtstridigt.

2) Lighedsgrundsætningen

De har anført at (X) Kommune har handlet i strid med lighedsgrundsætningen idet i alt 8 medarbejdere i kommunen har søgt i R 75-registret vedrørende (B) og dennes familie, og idet reaktionerne over for disse medarbejdere ikke har været ens. De 6 af de 8 medarbejdere var medarbejdere i skatte- og borgerservice, heraf 2 ledende medarbejdere, mens de to sidste arbejdede i Arbejdsmarkedsafdelingen.

Jeg bemærker hertil at min undersøgelse af sagen ikke omfatter de øvrige medarbejdere i (X) Kommune som har søgt i R 75-registret vedrørende (B). Jeg har ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at indlede en nærmere undersøgelse af de øvrige medarbejderes forhold. Desuden er det min opfattelse at (A), selv om en undersøgelse måtte vise at de øvrige medarbejdere (uberettiget) havde fået en anden og mildere behandling, normalt ikke ville kunne støtte ret herpå med henblik på at få annulleret advarslen. Se bl.a. Bent Christensen, Forvaltningsret, Opgaver, Hjemmel, Organisation, 2. udgave (1997), s. 187f.

På denne baggrund foretager jeg mig ikke mere vedrørende det De har anført om lighedsgrundsætningen. Jeg henviser til ombudsmandslovens § 16, stk. 1 (lov nr. 473 af 12. juni 1996).

3) Passivitet

(X) Kommune blev senest den 11. december 2000 under den tjenstlige samtale med (A) bekendt med at hun havde indhentet oplysningerne fra registret. Fra dette tidspunkt og til sindetskrivelsen blev udsendt, gik der ca. 3 ½ måned. Imidlertid reagerede kommunen efter samtalen den 11. december 2000 med det samme ved at fritage hende for tjeneste mens den politimæssige efterforskning stod på. I den forbindelse tog kommunen forbehold for iværksættelse af mulige ansættelsesretlige sanktioner. Der ville blive taget stilling hertil senest når kommunen havde modtaget resultatet af den politimæssige efterforskning.

Efter at politimesteren i (X)-by den 30. januar 2001 havde afvist kommunens anmeldelse, ophævede kommunen den 31. januar 2001 tjenestefritagelsen og oplyste samtidig til (A) at hun ville blive indkaldt til en samtale med sin leder vedrørende forholdet.

Kommunen afventede herefter resultatet af Kommunernes Landsforenings rapport. Da denne forelå, traf økonomiudvalget beslutning om at være sindet at give hende en advarsel. Sindetskrivelsen blev udsendt ca. tre uger efter det økonomiudvalgsmøde hvor beslutningen var blevet taget.

Det er min opfattelse at det kan give anledning til betænkelighed at der gik i alt 3½ måned fra (X) Kommune blev opmærksom på forholdet, og til kommunen meddelte at den agtede at tildele en advarsel herfor. Under hensyn til at kommunen i forbindelse med tjenestefritagelsen tog forbehold om eventuelle ansættelsesretlige sanktioner, og at kommunen, da tjenestefritagelsen blev ophævet, også tog forbehold i form af meddelelsen om at hun ville blive indkaldt til en samtale med sin leder, har jeg imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens opfattelse hvorefter retten til at meddele (A) advarslen ikke var fortabt som følge af passivitet.

Konklusion

Jeg mener ikke at (X) Kommune kunne betragte (A)’s videgivelse af anonymiserede oplysninger fra en social sag til Fagforbund (Y) som en tjenesteforseelse eller på anden måde kritisabel. Videregivelsen af oplysningerne til Fagforbund (Y) kunne dermed heller ikke berettige kommunen til at meddele hende en advarsel.

Jeg har gjort (X) Kommune bekendt med min opfattelse.

Jeg har derimod ikke grundlag for at kritisere at (X) Kommune mente at (A) som følge af at hun indhentede oplysninger i R 75-registret om (B) og dennes familie, havde handlet pligtstridigt. Jeg har heller ikke grundlag for at kritisere kommunens opfattelse hvorefter retten til at meddele hende en advarsel ikke var fortabt som følge af passivitet.

Hvis et pligtstridigt forhold skal kunne give anledning til tjenstlige reaktioner, skal det være af en vis grovhed, jf. ovenfor. Den advarsel som kommunen meddelte (A) den 2. maj 2001, var begrundet både i det forhold at (A) havde videregivet anonymiserede oplysninger fra sociale sager til Fagforbund (Y), og i at hun havde søgt oplysninger vedrørende (B) og dennes familie i R 75-registret. Jeg mener som nævnt ikke at en advarsel kunne begrundes i at (A) videregav de pågældende oplysninger til Fagforbund (Y).

Jeg har på den baggrund henstillet til (X) Kommune at genoptage sagen med henblik på at overveje om det forhold at (A) søgte oplysninger om (B) og dennes familie i R 75-registret, i sig selv var af en sådan grovhed at det kunne give anledning til at meddele hende en advarsel. Jeg har samtidig skrevet til kommunen at den i forbindelse med genoptagelsen af sagen bør være opmærksom på at en advarsel kan miste sin betydning ved at ligge for langt tilbage i tiden, jf. bl.a. Ole Hasselbalch, Ansættelsesretten, 3. udgave (2002), s. 619, og Lars Svenning Andersen, Funktionærret, 2. udgave (1998), s. 581.

Jeg beder Dem afvente resultatet af (X) Kommunes afgørelse før De tager stilling til om der er grundlag for at rette henvendelse til mig på ny.”

Ombudsmandens udtalelse

En medarbejder i en kommune klagede over at hun var blevet tildelt en tjenstlig advarsel af kommunen. Begrundelsen for advarslen var at medarbejderen uden saglig grund havde indhentet oplysninger om kommunens arbejdsmarkedschef og dennes familie i et kommunalt register som indeholdt fortrolige oplysninger til brug for ligningen af skatteborgerne i kommunen. Advarslen blev endvidere begrundet i at medarbejderen havde videregivet anonymiserede oplysninger i en social sag til sin fagforening.

Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke kunne betragte medarbejderens videregivelse af anonymiserede oplysninger fra en social sag til sin fagforening som en tjenesteforseelse eller på anden måde kritisabelt. Videregivelsen af oplysningerne kunne dermed heller ikke berettige kommunen til at give en advarsel. Ombudsmanden havde derimod ikke grundlag for at kritisere at kommunen mente at medarbejderen handlede pligtstridigt ved at indhente oplysninger i registret om arbejdsmarkedschefen og dennes familie. På den baggrund henstillede ombudsmanden til kommunen at genoptage sagen med henblik på at overveje om det forhold at medarbejderen søgte oplysninger om arbejdsmarkedschefen og dennes familie i registret, i sig selv var af en sådan grovhed at det kunne give anledning til at meddele medarbejderen en advarsel. Ombudsmanden skrev samtidig til kommunen at den i forbindelse med sin genoptagelse af sagen burde være opmærksom på at en advarsel kan miste sin betydning ved at ligge for langt tilbage i tiden. (J.nr. 2001-2313-812).