Manglende besættelse af lektorat Ytringsfrihed. Officialprincippet

§ 7. Institutionens ledelse træffer beslutning om, hvem der skal ansættes henholdsvis indstilles til ansættelse, hvis sagen efter gældende regler skal forelægges for ministeriet.

Stk. 2. Før institutionens ledelse træffer beslutning om ansættelse, kan den indkalde en eller flere ansøgere til samtale og/eller prøveforelæsning.

Stk. 3. Når ledelsen har modtaget bedømmelsen fra det fagkyndige bedømmelsesudvalg og eventuelt har haft ansøgere til samtale og/eller afholdt prøveforelæsning, træffer den beslutning om besættelse af stillingen. En ansøger kan kun ansættes, hvis et flertal af bedømmelsesudvalgets medlemmer har anset vedkommende for fagligt kvalificeret til stillingen. Ønsker ledelsen ikke stillingen besat på det foreliggende grundlag, skal den beslutte, om stillingen skal opslås på ny eller ikke for tiden søges besat.’

Ifølge bekendtgørelsens § 14 kan institutionens afgørelser efter bekendtgørelsen ikke indbringes for Forskningsministeriet.

Statutten for (X) Universitet fastslår i § 9 at rektor har personaleledelsen for samtlige medarbejdere på universitetet, herunder kompetencen til at ansætte og afskedige disse. Rektor kan delegere sin kompetence eller dele heraf, dog ikke til kollegiale organer.

2. Sagens genstand

Udgangspunktet for min bedømmelse af sagen er den almindelige forvaltningsretlige regel om at forvaltningens afgørelser skal hvile på et sagligt grundlag. Det spørgsmål som denne sag navnlig rejser, er således om (X) Universitets beslutning om ikke at besætte den lektorstilling som (A) havde søgt, var begrundet i saglige hensyn.

Af fakultetets høringssvar af 8. januar 2001 til rektoratet fremgår som nævnt at fakultetet ved sin afgørelse om ikke at ansætte (A) lagde vægt på to forhold: En tjenstlig advarsel til (A) i begyndelsen af 1990’erne i anledning af en habilitetssag på Handelshøjskole ( ) og en henvendelse af 23. marts 2000 fra (A) til et professorbedømmelsesudvalg vedrørende stillingsansøger (B)’s ph.d.-afhandling fra 1991.

Rektoratet lagde ved sin afgørelse af 19. januar 2001 alene vægt på sidstnævnte forhold. Rektoratet fandt således at fakultetet ikke havde været berettiget til at lægge vægt på habilitetssagen da dette forhold ikke var blevet fremført under samtalen med (A) den 20. juni 2000.

3. (A)’s henvendelse til professorbedømmelsesudvalget – sagligt hensyn?

Jeg har tidligere udtalt at der ved ansættelse i den offentlige forvaltning i almindelighed ikke er mulighed for at lægge vægt på forhold som ikke vil kunne indgå som et sagligt kriterium i forbindelse med en afskedigelse (Folketingets Ombudsmands beretning for 2000, s. 215ff*).

Lovlig ytring?

Jeg har haft lejlighed til at behandle spørgsmålet om offentligt ansattes ytringsfrihed i bl.a. sagerne gengivet i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1987, s. 237ff*, for 1999, s. 536ff*, og for 2000, s. 485ff*. Se endvidere j.nr. 1999- 1570-812 (offentliggjort som sag 21-3 på ombudsmandens hjemmeside www.ombudsmanden.dk, under beretningssager fra 2001) [nu Folketingets Ombudsmands beretning for 2001, side 552ff*].

I ovennævnte ombudsmandsberetning for 1987, s. 237ff, har jeg udtalt mig om det generelle spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed, navnlig for så vidt angår ytringer der fremsættes af den ansatte som privat person, det vil sige ytringer der ikke fremsættes af den ansatte som led i varetagelse af arbejdsopgaver for det offentlige. Følgende fremgår bl.a. af udtalelsen

’Ved besvarelsen af det centrale spørgsmål om, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed i forhold til den ytringsfrihed, der gælder for borgerne i almindelighed, er udgangspunktet utvivlsomt, at offentligt ansatte har ganske samme frihed som andre til at deltage i den offentlige debat. Det store antal offentligt ansatte taler afgørende imod, at der skulle gælde almindelige begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Sådanne begrænsninger ville være uforenelige med de hensyn, der ligger bag grundlovens bestemmelser om den demokratiske styreform og den herved forudsatte materielle ytringsfrihed.

Det er dog antaget, at hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde kan føre til en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle hovedsynspunkter

Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har samme frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder, som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er) aktivt medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de politiske eller administrative beslutningstagere.

Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden en sag er afgjort, kan – af hensyn til beskyttelse af den interne beslutningsproces – være noget snævrere end adgangen til at udtale sig senere.

Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for eget arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for medarbejdernes fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte, dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller har deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.’

(A)’s henvendelse til professorbedømmelsesudvalget er foretaget af ham som privat person, og henvendelsen/udtalelsen til udvalget falder efter min opfattelse uden for det område hvor der må antages at gælde særlige begrænsninger for offentligt ansattes ytringsfrihed. Dette må gælde så meget desto mere i et tilfælde som det foreliggende idet ansøgere til ansættelse i det offentlige må antages at være undergivet endog færre begrænsninger i ytringsfriheden end allerede ansatte.

Lovlige ytringer som grundlag for anvendelse af negative ledelsesbeføjelser

Spørgsmålet er herefter om lovlige ytringers eventuelle følgevirkninger kan begrunde negative ledelsesmæssige beslutninger.

I ovennævnte sag 1999-1570-812 [nu Folketingets Ombudsmands beretning for 2001, side 552ff] der vedrørte afskedigelse af en psykolog efter udtalelser om pædofili, udtalte jeg efter en gennemgang af juridisk litteratur om offentligt ansattes ytringsfrihed bl.a.

’Jeg kan tilslutte mig det anførte om at lovlige ytringer ikke i sig selv kan begrunde anvendelse af negative ledelsesbeføjelser. Anvendelsen af disse må bygge på vurderinger og afvejninger af en række andre forskellige hensyn og omstændigheder, herunder eventuelt en opstået mangel på tillid til den ansatte affødt af vedkommendes lovlige ytringer forstået som en vurdering af den pågældendes egnethed til at udføre sine arbejdsopgaver. Forvaltningsmyndighederne er i den forbindelse naturligvis undergivet de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger for udøvelse af administrativt skøn, herunder kravet om proportionalitet og kravet om at forvaltningen udelukkende må varetage saglige hensyn. På baggrund af de almene politiske og demokratiske værdier der er knyttet til en fri og uhindret offentlig debat hvori også de offentligt ansatte deltager med deres særlige fagkundskab, må der endvidere efter min opfattelse udvises betydelig tilbageholdenhed ved anvendelse af negative ledelsesbeføjelser i anledning af offentlige ytringer der lovligt er fremsat af en offentligt ansat.

Desuden skal en forvaltningsmyndighed der træffer afgørelse om at anvende negative ledelsesbeføjelser over for en ansat, overholde de krav der kan udledes af undersøgelsesprincippet. Det påhviler således den enkelte forvaltningsmyndighed at tilvejebringe et fyldestgørende faktisk og retligt grundlag for en afgørelse. Formålet med undersøgelsesprincippet er at bidrage til at sikre at forvaltningsmyndighedernes afgørelser bliver materielt lovlige og rigtige. Det forudsætter ikke alene at alle relevante forhold er belyst ved det foreliggende materiale, men også at oplysningerne er pålidelige. Er der tvivl om holdbarheden af et væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen at søge denne tvivl afklaret således at det ved en sædvanlig bevismæssig vurdering kan afgøres om den pågældende oplysning kan lægges til grund for afgørelsen, jf. Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 120ff, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 297ff.’

Efter min opfattelse gør de samme forhold sig gældende ved ansættelsesbeslutninger. En lovlig ytring kan således ikke i sig selv begrunde en negativ ledelsesmæssig beslutning i form af afslag på ansættelse, mens det ikke kan udelukkes at en sådan beslutning vil kunne være begrundet i ytringens eventuelle følgevirkninger under en eventuel ansættelse.

Som det fremgår af rets- og ombudsmandspraksis, stilles der i forbindelse med afskedigelse strenge krav til dokumentationen for samarbejdsvanskeligheder. Se bl.a. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 1269ff, og Østre Landsrets dom af 18. juni 1999, 7. afd. nr. B-2365-96, Den Danske Præsteforening som mandatar for Brita Houmølle Kønig mod Kirkeministeriet, samt Folketingets Ombudsmands beretning for 2000, s. 86ff*, og for 1993, s. 72ff*.

Den overvejende del af sagerne om samarbejdsvanskeligheder omhandler naturligt negative ledelsesmæssige beslutninger over for (allerede) ansatte.

En sag gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1986, side 86ff*, vedrørte imidlertid afslag på (gen)ansættelse af en præst på grund af risikoen for samarbejdsvanskeligheder. Jeg udtalte her at Kirkeministeriet ikke havde haft tilstrækkelig støtte for at antage at der uanset hvor ansøgeren måtte søge præsteembede, bestod en væsentlig risiko for at der ville opstå samarbejdsproblemer som dem der i 1982 havde ført til vedkommendes afskedigelse fra en præstestilling i folkekirken. Jeg henstillede til ministeriet at undergive en eventuel ansøgning fra vedkommende om præstestilling i folkekirken en selvstændig, fornyet realitetsbehandling – eventuelt efter indhentelse af en uddybende erklæring fra biskoppen.

Endvidere skal nævnes Højesterets dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s. 621, hvor sagsøger, der siden 1981 havde været ansat som sognepræst, var blevet suspenderet i foråret 1985 og efter tjenstlig undersøgelse ved provsteretten afskediget i marts 1987 efter tjenestemandslovens § 28 med henvisning bl.a. til at hun havde tilsidesat værdighedskravet i lovens § 10. Højesteret fandt at Kirkeministeriet havde været berettiget til at bortse fra en ansøgning om en anden stilling som sagsøger havde indgivet under suspensionen. Efter det oplyste om baggrunden for afskedigelsen fandt Højesteret at ministeriet endvidere havde været berettiget til at tilkendegive over for sagsøger at hun i en vis periode herefter var udelukket fra at komme i betragtning til andre stillinger som præst i folkekirken, og der var ikke grundlag for at fastslå at denne udelukkelse var blevet opretholdt i længere tid end det var sagligt og rimeligt begrundet. Hun havde herefter ikke krav på godtgørelse.

(X) Universitets dokumentation for væsentlig risiko for samarbejdsvanskeligheder

Det er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret at den myndighed der skal træffe afgørelse i en sag, har ansvaret for at sagen er tilstrækkeligt oplyst. Dette indebærer at myndigheden har pligt til at sikre sig dels at myndigheden er i besiddelse af de oplysninger der er nødvendige for at træffe afgørelse i den foreliggende sag, dels at disse oplysninger er korrekte. I ansøgningssager har parten en særlig tilskyndelse til at bidrage til sagsoplysningen. Nægter parten at medvirke, er myndigheden som udgangspunkt berettiget til at tillægge den manglende eller utilstrækkelige medvirken processuel skadevirkning. Parten kan dog ikke uden særlig hjemmel mødes med en sådan reaktion over for oplysninger som det vil være særligt belastende, besværligt eller omkostningskrævende for parten at fremskaffe. Jeg henviser til Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret – Sagsbehandling (2001), 5. udgave, s. 128ff og 163ff, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), 1. udgave, s. 297ff og 316ff.

(X) Universitet har oplyst at (A) på mødet den 20. juni 2000 fik at vide ’at det var en forudsætning for en ansættelse at han straks holdt et møde med institutlederen [B] og gav ham sin uforbeholdne undskyldning, og at der derefter omgående blev rettet henvendelse til [professor]bedømmelsesudvalgets medlemmer samt den person der ikke var medlem af bedømmelsesudvalget med en alvorlig beklagelse af hans henvendelse om institutlederen’ idet fakultetet anså det for en ’yderst alvorlig sag, at han på så løst et grundlag havde rejst tvivl om en kollegas videnskabelige hæderlighed’, jf. fakultetets udtalelse af 8. januar 2001.

Fakultetet opstillede således nogle krav til (A) som ansøger for at en ansættelse kunne komme på tale. Såfremt (A) ikke efterkom disse krav, risikerede han en form for processuel skadevirkning i form af afslag på ansættelse.

Opstilling af sådanne (processuelle) vilkår for ansættelse forudsætter at der er sagligt grundlag herfor, og at der foreligger tilstrækkelige oplysninger til vurdering heraf, det vil sige en sandsynliggørelse af at der ved ansættelse af (A) ville være en væsentlig risiko for samarbejdsvanskeligheder, og at denne risiko kunne mindskes væsentligt hvis han efterkom de anførte vilkår.

I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt at fakultetet efter det oplyste først efter mødet den 20. juni 2000 indhentede professorbedømmelsesudvalgets vurdering af (A)’s kritik, jf. formand for bedømmelsesudvalget (F)’s telefax af 24. november 2000 til fakultetet.

Efter min opfattelse burde fakultetet efter at have indhentet professorbedømmelsesudvalgets vurdering selv have forestået en undersøgelse af risikoen for samarbejdsvanskeligheder, f.eks. ved afholdelse af møde(r) mellem (A) og (B). Det ville således uanset sagens karakter af ansøgningssag næppe være i overensstemmelse med ovennævnte undersøgelsesprincip hvis (A) selv skulle dokumentere at (B) kunne acceptere at (A) blev ansat.

Forud for opstillingen af de omtalte vilkår tog fakultetet endvidere, som sagen er forelagt mig, ikke kontakt til (B) med henblik på at belyse spørgsmålet om samarbejdsvanskeligheder.

De omtalte vilkår blev således stillet som forudsætning for ansættelse på et tidspunkt hvor fakultetet ikke havde indhentet dokumentation for professorbedømmelsesudvalgets vurdering af (A)’s kritik, og hvor det efter det oplyste ikke var undersøgt om (A)’s kritik havde sådanne følgevirkninger at væsentlige problemer måtte forventes forbundet med et samarbejde mellem (A) og (B). Krav af denne karakter havde muligvis været berettiget hvis universitetet forinden havde indhentet en udtalelse fra (B) som med god saglig grund havde krævet dette som forudsætning for et fremtidigt samarbejde med (A).

Sammenfattende finder jeg at fakultetet ikke havde grundlag for på mødet den 20. juni 2000 at opstille disse vilkår som forudsætning for ansættelse. Heraf følger at fakultetet heller ikke alene ved (A)’s (helt eller delvis) manglende efterkommelse af disse vilkår kunne meddele afslag på ansættelse.

4. Fakultetets inddragelse af habilitetssagen fra 1992 i afgørelsesgrundlaget

Sagligt hensyn?

Generelt må det anses for lovligt ved ansættelsesbeslutninger at lade dokumenterede problemer fra aktuelle eller tidligere ansættelsesforhold (dog ikke for langt tilbage) indgå i grundlaget for en vurdering af om der er risiko for at tilsvarende problemer vil opstå under en ny ansættelse, jf. bl.a. den ovenfor nævnte dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s. 621.

Ved fakultetets afgørelse om ikke at besætte stillingen lagde fakultetet vægt på løse, mundtlige oplysninger om at (A) i begyndelsen af 1990’erne havde foretaget en eksamination af en studerende som han levede sammen med.

Der er tale om et enkeltstående forhold som på det tidspunkt skønnedes at ligge 8-10 år tilbage. Allerede af disse grunde burde forholdet efter min opfattelse ikke have været inddraget, heller ikke selv om et forhold af denne karakter faktisk havde været dokumenteret fuldt ud. Jeg henviser til princippet (nu lovfæstet i § 5 i lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger) om ikke at indhente irrelevante oplysninger.

På den baggrund finder jeg det kritisabelt at fakultetet overhovedet inddrog dette forhold i afgørelsesgrundlaget.

Jeg finder i øvrigt grund til at bemærke at professor (E)’s brev af 7. juli 1992 til (A) efter min opfattelse ikke han siges at indeholde en disciplinær advarsel. Jeg henviser særligt til brevets manglende tilkendegivelse af konsekvenserne ved en eventuel gentagelse, jf. bl.a. Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig arbejdsret (1998), 1. udgave, s. 40.

Undersøgelsesprincippet

Som det fremgår af sagsfremstillingen, anførte fakultetet v/(C) i høringssvaret af 8. januar 2001 til rektoratet at den skriftlige dokumentation for habilitetssagen fra 1992 havde været forsvundet – måske som led i fusionen og den efterfølgende flytning. Fakultetet anførte videre at ’[d]en skriftlige dokumentation foreligger derfor først nu i form af en udtalelse fra den daværende dekan, professor (E), jvf. (E)’s skrivelse af 3. januar 2001. Denne skrivelse er ligeledes baggrunden for den sene besvarelse af sagen, da jeg gerne ville have en skriftlig dokumentation af det omhandlede forhold, inden sagen blev videresendt til rektor. Der henvises til skrivelsen fra (E).’

Jeg bemærker således at fakultetet først i forbindelse med rektoratets behandling af sagen indhentede oplysninger (i form af en skrivelse fra professor (E)) i sagen.

Jeg finder at det i sig selv er meget kritisabelt at lægge vægt på et forhold som ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.

5. Partshøring

De almindelige regler om myndigheders pligt til at foretage partshøring inden afgørelse træffes, er fastlagt i forvaltningslovens § 19. Formålet med denne partshøring er at give – i dette tilfælde – stillingsansøgeren lejlighed til at kommentere de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som myndigheden vil lade indgå i grundlaget for sin afgørelse. Stillingsansøgeren får herved mulighed for at kommentere, korrigere og supplere de foreløbige oplysninger og får i det hele taget mulighed for at redegøre for sit syn på sagen.

Partshøringspligten i forvaltningslovens § 19 gælder for behandlingen af sager hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf. lovens § 2, stk. 1.

Ansættelsesbeslutninger betragtes som afgørelser i forvaltningslovens forstand. Se bl.a. Folketingets Ombudsmands beretning for 1993, s. 178ff*, vedrørende en sag om manglende partshøring ved besættelse af professorat på musikkonservatorium.

(X) Universitets beslutning om ikke at besætte lektorstillingen blev truffet efter at (A) havde søgt den opslåede stilling. Beslutningen om ikke at besætte lektorstillingen var derfor samtidig en beslutning om ikke at ansætte (A) og dermed en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dette ses da også lagt til grund af rektoratet i afgørelsen af 19. januar 2001.

Fakultetets afgørelse af 11. juli 2000

Det fremgår af sagen at (A) ikke forinden fakultetet traf afgørelse i sagen, blev gjort bekendt med at sagen fra 1992 indgik i afgørelsesgrundlaget.

Pligten til at partshøre består selv om parten kender de pågældende oplysninger, såfremt parten ikke kan antages at være bekendt med at den pågældende oplysning indgik i myndighedernes beslutningsgrundlag i denne sag. Se bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, (1999), 3. udgave, s. 370.

Jeg er således enig med (X) Universitet i at fakultetet burde have forelagt dette forhold for (A) inden fakultetet traf afgørelse i sagen.

Jeg finder fakultetets manglende partshøring i relation til dette forhold særdeles kritisabelt.

Rektoratets afgørelse af 19. januar 2001

Rektoratet havde forinden afgørelsen af 19. januar 2001 indhentet en udtalelse af 8. januar 2001 fra fakultetet. (A) blev først ved modtagelsen af rektoratets afgørelse bekendt med fakultetets udtalelse i sagen, og (A) havde derfor ikke lejlighed til at fremsætte bemærkninger til udtalelsen. Det var således først efter at (A) den 23. januar 2001 på ny havde rettet henvendelse til rektoratet og rektoratet havde indhentet en supplerende udtalelse af 6. marts 2001 fra fakultetet at (A) blev anmodet om at fremsætte bemærkninger hertil.

Fakultetets udtalelse af 8. januar 2001 indeholdt oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som fakultetet havde ladet indgå i grundlaget for afgørelsen af 11. juli 2000, nemlig oplysninger om habilitetssagen fra 1992 og sagen om (A)’s henvendelse til professorbedømmelsesudvalget.

Som det fremgår ovenfor, lod rektoratet ikke sagen fra 1992 indgå i afgørelsesgrundlaget, og der var derfor ikke pligt til at partshøre over oplysningerne herom.

(A) burde imidlertid have været partshørt over fakultetets oplysninger vedrørende hans henvendelse til professorbedømmelsesudvalget da (A) ikke kunne antages at være bekendt med at disse oplysninger der var til ugunst for ham og af væsentlig betydning for sagens afgørelse, indgik i afgørelsesgrundlaget.

6. Begrundelse

Det var først i forbindelse med rektoratets afgørelse af 19. januar 2001 at (A) modtog en begrundelse for afslaget på ansættelse.

Ifølge forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Et skriftligt meddelt afslag på en stillingsansøgning skal således ledsages af en begrundelse i overensstemmelse med forvaltningslovens regler herom i kapitel 6.

I et tilfælde som dette hvor (A) vidste at han af bedømmelsesudvalget var anset for kvalificeret til den stilling han var blevet opfordret til at søge, og som han havde været til ansættelsessamtale i anledning af, finder jeg endog at (A) havde krav på en mere uddybende begrundelse for afslaget end det normalt ville være tilfældet ved et afslag på ansættelse. Jeg henviser bl.a. til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1999), 3. udgave, s. 432.

Jeg er således enig med (X) Universitets rektorat i at fakultetets afgørelse af 11. juli 2000 skulle have været ledsaget af en begrundelse.

Jeg finder fakultetets undladelse af at begrunde afgørelsen af 11. juli 2000 samt fakultetets efterfølgende afvisning af at give (A) en begrundelse til trods for hans udtrykkelige anmodninger herom meget kritisabel.

7. Sammenfatning

Efter min foreløbige gennemgang af sagen er det min opfattelse at (X) Universitets behandling og afgørelse af (A)’s ansøgning om ansættelse som lektor – som beskrevet ovenfor – er behæftet med alvorlige fejl.

Jeg er på den baggrund indstillet på at henstille til (X) Universitet at genoptage sagens behandling med henblik på at tage stilling til konsekvenserne af disse fejl.

Jeg har imidlertid anset det for mest korrekt at afgive min udtalelse i foreløbig form således at (X) Universitet kan få lejlighed til at kommentere det jeg har anført, før jeg afgiver min endelige udtalelse.”

I anledning af min foreløbige redegørelse skrev X Universitet i en udtalelse 31. oktober 2002 således

”

Denne sag er opstået og behandlet før min tiltræden som rektor for (X) Universitet. Jeg har derfor i lyset af sagens karakter fundet det nødvendigt selv at foretage en grundig gennemgang af hele sagens forløb, og jeg har i den forbindelse bedt den tidligere dekan for (Y) Fakultet, professor (C), om at give mig en orientering om baggrunden for hans beslutning om ikke at besætte stillingen med (A).

Professor (C)’s redegørelse af 30. oktober 2002 vedlægges i kopi.

Jeg har taget professor (C)’s redegørelse til efterretning.

Det er universitetets opfattelse, at ansøgere til ledige stillinger, i hvert fald ansøgere til stillinger som opslås ledige i offentlige institutioner, ikke har et retligt krav på at blive ansat i den ledige stilling, og dette heller ikke, hvis man er alene-ansøger.

Det er naturligvis også universitets opfattelse, at den administrative behandling af ansøgere til ledige stillinger ved universitetet skal ske i overensstemmelse med gældende skrevne og uskrevne forvaltningsretlige regler, og jeg skal beklage, at universitetets formelle behandling af denne sag lider af en række mangler.

Universitetet har i øvrigt følgende bemærkninger til de af Ombudsmanden påpegede uregelmæssigheder ved universitetets sagsbehandling.

1. (A)’s henvendelse til professorbedømmelsesudvalget – sagligt hensyn?

Det fremgår af den foreløbige redegørelse p. 24, at opstilling af processuelle vilkår for ansættelse forudsætter, at der er et sagligt grundlag herfor, og at der foreligger tilstrækkelige oplysninger til vurdering heraf. Det vil i den konkrete sag sige en sandsynliggørelse af, at der ved ansættelse af (A) ville være en væsentlig risiko for samarbejdsvanskeligheder, og at denne risiko kunne mindskes væsentligt, hvis han efterkom de anførte vilkår, der diskuteredes på mødet den 20. juni 2000.

Det fremgår endvidere af den foreløbige redegørelse p. 25, at fakultetet, efter at have indhentet professorbedømmelsesudvalgets vurdering, efter Ombudsmandens opfattelse, selv burde have forestået en undersøgelse af risikoen for samarbejdsvanskeligheder, f.eks. ved afholdelse af møder mellem (A) og (B). Det anføres ligeledes i den foreløbige redegørelse, at de omtalte vilkår blev stillet som forudsætning for ansættelse på et tidspunkt, hvor fakultetet ikke havde indhentet dokumentation for professorbedømmelsesudvalgets vurdering af (A)’s kritik, og hvor der efter det for Ombudsmanden oplyste ikke var undersøgt, om (A)’s kritik havde sådanne følgevirkninger, at væsentlige problemer måtte antages forbundet med et samarbejde mellem (A) og (B).

Ombudsmanden udtaler på ovennævnte baggrund, at fakultetet ikke havde grundlag for på mødet den 20. juni 2000 at opstille bestemte vilkår som forudsætning for ansættelsen, ligesom fakultetet heller ikke alene ved (A)’s (helt eller delvist) manglende efterkommelse af disse vilkår kunne meddele afslag på ansættelse.

Universitetet tager under de anførte præmisser Ombudsmandens opfattelse til efterretning, men som det fremgår af professor (C)’s redegørelse, havde han inden mødet den 20. juni 2000 selv som fagkyndig professor vurderet (A)’s kritik som grundløs, og han havde endvidere ført grundige samtaler med (B) med henblik på at belyse følgevirkningerne i form af mulige samarbejdsvanskeligheder. På dette grundlag blev de anførte vilkår for ansættelse opstillet.

2. Fakultetets inddragelse af habilitetssagen fra 1992 i afgørelsesgrundlaget

Sagligt hensyn?

Det fremgår endvidere af den foreløbige redegørelse p. 26, at fakultetets afgørelse om at ville inddrage oplysninger om, at (A) tidligere har eksamineret en studerende, som han levede sammen med, ikke er et sagligt hensyn og som følge heraf ikke kunne inddrages i sagen.

Universitetet tager Ombudsmandens opfattelse til efterretning, idet det dog anføres, at denne oplysning i henhold til (C)’s redegørelse, ikke indgik i fakultetets afgørelse.

Undersøgelsesprincippet?

Det fremgår ligeledes af den foreløbige redegørelse p. 26, at Ombudsmanden finder det meget kritisabelt, at der lægges vægt på et forhold, som ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.

Universitetet tager Ombudsmandens opfattelse til efterretning, idet det dog anføres, at denne oplysning i henhold til (C)’s redegørelse, ikke indgik i fakultetets afgørelse.

3. Partshøring

Fakultetets afgørelse af 11. juli 2000 og rektoratets afgørelse af 19. januar 2001.

Det fremgår af den foreløbige redegørelse p. 27, at Ombudsmanden finder det særdeles kritisabelt, at der mangler en partshøring i fakultetets afgørelse af 11. juli 2000, og at (A) burde være partshørt over fakultetets oplysninger vedrørende hans henvendelse til professorbedømmelsesudvalget, da (A) ikke kunne tænkes at være bekendt med oplysningerne, der var til ugunst for ham og af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Universitetet har ved skrivelse af 19. januar 2001 over for både fakultetet og (A) oplyst, at partshøring burde være foretaget i forbindelse med afgørelsen af 11. juli 2000.

Universitetet tager derfor Ombudsmandens opfattelse til efterretning.

4. Begrundelse

Ombudsmanden finder det på p. 28 meget kritisabelt, at fakultetet undlod at begrunde afgørelsen af 11. juli 2000, og at fakultetet efterfølgende afviste (A)’s anmodning om en begrundelse.

Universitetet har ved skrivelse af 19. januar 2001 over for både fakultetet og (A) oplyst, at afgørelsen af 11. juli 2000 skulle være ledsaget af en begrundelse.

Universitetet tager derfor Ombudsmandens opfattelse til efterretning.

Det er Ombudsmandens opfattelse, at der i forbindelse med universitetets behandling af ansøgningen fra (A) er sket en overtrædelse af forvaltningsretlige regler.

Universitetet tager med de anførte bemærkninger den rejste kritik til efterretning og vil i lyset af nærværende ansættelsessag over for de ansættende enheder på universitetet (fakulteter, universitetsbibliotek, campusledelser og den centrale administration) indskærpe, at de forvaltningsretlige regler skal overholdes, og at dette naturligvis også skal ske i de komplekse, omfattende og meget langvarige ansættelsessager, som af og til opstår på universitetet.”

C anførte indledningsvis i sin redegørelse af 30. oktober 2002 til rektor for X Universitetet at det for at forstå forløbet omkring A’s ansættelsesforhold var nødvendigt at gå tilbage til starten af X Universitet der blev dannet i efteråret 1998 ved fusion. C skrev videre

”Fusionsgrundlaget var forhandlet færdigt inden min dekanperiode, der startede 1. januar 1998. Det var en klar opgave for mig som dekan (alle dekaner fra det tidligere ( ) skulle være fortsættende dekaner for det nye (X) Universitet) at højne kvaliteten af den forskning og undervisning, der foregik ved det tidligere ( ). Som første skridt havde jeg ca. 20 minutters samtale med hver eneste af de for mig og ( ) over 100 nye medarbejdere. Derudover gjorde jeg meget ud af at være til stede også på de jyske campusser, hvor jeg opholdt mig mindst to dage hver måned i hver af de tre byer ( ).”

Af redegørelsen fremgik videre at C efter fusionen afviste et pres fra A og den tidligere institutleder om at opslå et lektorat som A kunne søge, navnlig fordi A kun et år tidligere var blevet adjunkt, og fordi der skulle være en afvejning i forhold til andre pres for forfremmelser. C oplyste at han havde en række samtaler med A for at få indsigt i hans videnskabelige produktion, og han havde kraftigt opfordret A til at søge at opnå en ph.d.-grad. C stillede sig uforstående over for at A ikke havde valgt at fremkomme med sine beskyldninger om videnskabelig uredelighed på et tidligere tidspunkt. C anførte videre

”Så kunne han have fået ro i sin samvittighed meget hurtigt, for alle, der har set hans anklager, anser dem for grundløse. Det gælder også mig selv. Da jeg hørte om dem, var min første handling naturligvis selv at undersøge deres holdbarhed. Ved gennemlæsning af anklagerne og (B)’s afhandling kan enhver fagkyndig se, at der ikke er hold i beskyldningerne om videnskabelig uredelighed. Jeg var ikke i tvivl om det uholdbare i anklagerne. Som professor i ( ) og medlem af talrige bedømmelsesudvalg i Danmark og i udlandet skulle jeg mene, at mine kvalifikationer rækker til at drage denne konklusion. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor (A) ikke fik det afklaret i stedet for i så mange år at gå med tynget samvittighed over ikke at åbenbare sin mistanke for omverdenen. Det havde han alle muligheder for. Alligevel valgte han tidspunkt og fremgangsmåde, hvor den mulige skadevirkning for (B) var maksimal.

På mødet med (A) den 20. juni 2000 forholdt jeg ham disse overvejelser, herunder min egen vurdering af det grundløse i hans anklager mod (B). Inden mødet havde jeg diskuteret sagen grundigt med (B), der var rede til at slå en streg over hændelsen med anklagerne, hvis han på et møde med (A) kunne få denne til at beklage og undskylde den måde, hvorpå han havde frembragt beskyldningerne, og hvis (A) på samme måde ville beklage og undskylde over for de personer, han havde frembragt sagen for. Der er ikke tale om at begrænse (A)’s ytringsfrihed på den måde, at han ikke måtte fremføre sine anklager. Der er tale om måden og tidspunktet, hvorpå han gjorde det, samt de mulige følgevirkninger heraf. Fakultetssekretær ( ) og jeg forlod mødet med den helt klare opfattelse, at (A) ville imødekomme begge dele, altså afholde et møde med (B) og derefter sende et brev til de tre personer, hvor han beklager og undskylder sin fremgangsmåde. Jeg valgte derfor ikke at afholde et fælles møde med (A) og (B).

Som det fremgår af sagens akter, gjorde (A) imidlertid ingen af delene. Tværtimod hævder han i sit brev dateret 26. juni 2000, at (X) Universitet ikke har opfattet hans anklager som grundløse. Det er direkte i modstrid med det, jeg sagde til (A) på mødet den 20. juni 2000. For det andet skriver han, at jeg som dekan ville have været nødt til at orientere bedømmelsesudvalget, hvis jeg havde haft kendskab til anklagerne. Igen en ukorrekt tolkning. Jeg havde klart sagt til (A), at jeg opfattede hans anklager som grundløse, hvorfor jeg ikke mener at skulle have pligt til at viderebringe denne til udvalget. Med sine bemærkninger viderefører og styrker (A) sine anklager frem for at beklage og undskylde sin form, som aftalen ifølge min opfattelse var på mødet den 20. juni 2000. Som det også fremgår, så fremsendte han tillige brevet til de forventede udvalgsmedlemmer, inden han havde holdt noget møde med (B).

Jeg kunne og kan kun tolke disse handlinger sådan, at det derefter ikke ville være muligt at få et frugtbart samarbejde i stand mellem (A) og (B). Denne holdning deltes og deles fuldt ud af (B). Jeg valgte ikke at ansætte (A), da ovennævnte forløb ud fra saglige grunde ikke kunne lede mig frem til anden beslutning. Som led i denne beslutning skal det tillige pointeres, at ( ) campus var den vanskeligste m.h.t. at få etableret et positivt samarbejde mellem personer og grupper. Da det samtidig er en lille campus, mente jeg ikke, at det ville være bæredygtigt at have to personer med så store modsætningsforhold på samme institut i denne by.

Det skal pointeres, at jeg naturligvis har haft grundige samtaler med (B) om hans syn på fremtidigt samarbejde med (A). I disse samtaler viste han stor fleksibilitet ved blot at ønske et møde med (A), hvor denne ville beklage og undskylde sin fremgangsmåde over for ham, og efterfølgende gøre det samme i forhold til de personer, han havde rejst anklagen overfor. Der var alene tale om fremgangsmåden, og derfor ikke om en begrænsning af (A)’s ytringsfrihed. Da (A) tillige på mødet den 20. juni erklærede, at det så han ingen problemer i, så havde jeg ikke grund til at tro andet, end at sagen så ville løse sig, hvilket desværre ikke blev udfaldet.

Det er ovenstående hændelsesforløb, der fik mig til at drage den konklusion, at jeg ikke ville besætte stillingen. Det var alene (A)’s handlinger efter mødet den 20. juni, der udløste beslutningen om ikke at ansætte ham, idet jeg indtil da havde en tro på, at det ville være muligt for (A) og (B) at se bort fra fortidige hændelser og etablere et frugtbart samarbejde i fremtiden.”

Den 5. november 2002 sendte jeg en kopi af X Universitets og C’s breve af henholdsvis 31. og 30. oktober 2002 til A.

I et brev af samme dato til X Universitet oplyste jeg at jeg på baggrund af de modtagne udtalelser i forbindelse med min endelige behandling af sagen forventede (tillige) at tage stilling til om universitetet havde overholdt notatpligten i offentlighedslovens § 6. Jeg henviste herved til at det af såvel universitetets som C’s redegørelse fremgik at C inden mødet den 20. juni 2000 havde ført grundige samtaler med B med henblik på at belyse følgevirkningerne i form af mulige samarbejdsvanskeligheder. Der var tilsyneladende ikke gjort notat(er) herom. Jeg bad universitetet om en udtalelse om dette spørgsmål.

Den 9. november 2002 kommenterede A universitetets seneste udtalelser i sagen. A anførte bl.a. at professorbedømmelsesudvalget ikke havde anset hans henvendelse for grundløs idet udvalget havde sendt sagen til udtalelse hos en professor fra Handelshøjskolen i ( ). A gjorde videre gældende at det ikke alene var hans handlinger efter den 20. juni 2000 der fik C til at beslutte ikke at besætte lektorstillingen. A anførte videre i den forbindelse

”I dag hævder (C), at han ikke har villet begrænse min ytringsfrihed og at han ikke har villet forhindre mig i at fremføre det, han kalder, mine anklager. Det (C) i dag anfægter er måden, tidspunktet og de mulige følgevirkninger. Han hævder tillige, at beslutningen om ikke at besætte den omstridte lektorstilling alene er begrundet i mine handlinger (måden, tidspunktet og de mulige følgevirkninger) efter den 20. juni 2000. Det forstår jeg simpelthen ikke. (C) bestemte tidspunktet for mødet, (C) opfordrede mig til at motivere min henvendelse til professorbedømmelsesudvalget overfor udvalgets medlemmer og (C) bad mig aftale et møde med (B) med henblik på at afklare de fremtidige samarbejdsmuligheder. Hvis (C) allerede på dette tidspunkt under sine mange samtaler med (B) var nået frem til den konklusion, at der ikke var grundlag for et fremtidigt samarbejde, hvorfor så ulejlige mig med at bede mig om at motivere min henvendelse til professorbedømmelsesudvalget overfor udvalgets medlemmer? (C) lagde vægt på et forhold, som ikke var og er tilstrækkeligt belyst endsige dokumenteret, nemlig de fremtidige samarbejdsmuligheder. Spørgsmålet er i sidste instans, om det, at jeg overfor et bedømmelsesudvalg har givet udtryk for min negative faglige vurdering af dele af en afhandling er en så alvorlig forseelse, at det kan udgøre tilstrækkelig saglig begrundelse for at konkludere, at det ikke er muligt at etablere et fremtidigt samarbejde. Jeg finder (C)’s fremstilling meget uklar med hensyn til det tidsmæssige forløb i beslutningsprocessen op til mødet den 20. juni 2000 og i dagene derefter. Det giver mig anledning til at antage, at der ikke foreligger notater i sagen, som har kunnet støtte hans fremstilling.”

A gjorde endvidere gældende at han og B næppe havde så sammenfaldende forskningsmæssige interesser at der ville blive tale om at indgå i de samme forskningsprojekter, og A bestred at der havde fundet mange møder sted mellem ham og C. Det var derfor heller ikke rigtigt at han herved havde haft rig lejlighed til at informere C om sagen vedrørende B’s afhandling. A anmodede om at jeg i forbindelse med min behandling af sagen inddrog spørgsmålet om X Universitets behandling af hans ph.d.-afhandling. Endelig gjorde A gældende at der måtte gælde et skærpet krav til dokumentationen af samarbejdsproblemer der måtte have sin årsag i en i øvrigt lovlig ytring, og at universitetet ifølge sagens natur ikke havde haft mulighed for at dokumentere forventede samarbejdsproblemer i et omfang og med en sådan grad af objektivitet at det ville være tilstrækkeligt til at opfylde et sådant skærpet dokumentationskrav.

I en udtalelse af 19. december 2002 skrev X Universitet bl.a. således

”(C) har ved e-mail af 20. november 2002, der vedlægges i kopi, oplyst, at han løbende havde en dialog med (B) om sagen. Samtalerne foregik dels via telefon og dels ansigt- til-ansigt, og han har ikke lavet notater over disse talrige samtaler.

(C) havde i forbindelse med implementeringen af fusionen mellem ( ) en lang række samtaler med medarbejdere og institutledere i Jylland, herunder med (B). Disse samtaler omfattede forsknings- og uddannelsespolitiske forhold samt økonomiske og personalemæssige spørgsmål, hvor en lang række forhold blev afdækket og drøftet.

Det er universitetets opfattelse, at udarbejdelsen af et notat om en delmængde fra hver af disse mange samtaler ikke var praktisk mulig i den konkrete situation, men at notatpligten efter offentlighedslovens § 6 naturligvis skal overholdes i det omfang, der kan dokumenteres at være modtaget oplysninger om en sags faktiske omstændigheder.”

I C’s e-mail af 20. november 2002 som universitetet henviste til, var anført følgende

”Vedr. (A) sagen, så har jeg ikke notater liggende over mine samtaler med (B).

Det skyldes, at der ikke var tale om et eller nogle få egentlige møder, men at jeg var i en løbende dialog med (B) om sagen. Jeg har af gode grunde ikke lavet notater over disse talrige samtaler, der dels er foregået ansigt- til-ansigt, dels via telefon.”

Den 7. januar 2003 afslog jeg A’s anmodning om at inddrage forholdet vedrørende ph.d.- afhandlingen under henvisning til at sagen – som anført i min foreløbige redegørelse af 4. september 2002 – navnlig vedrørte spørgsmålet om hvorvidt universitetets beslutning om ikke at ansætte A som lektor var begrundet i saglige hensyn, og at jeg ikke havde grundlag for at tilsidesætte universitetets oplysning om at der ved afgørelsen herom alene var lagt vægt på A’s henvendelse til professorbedømmelsesudvalget. Jeg meddelte A at jeg ville søge at behandle sagen på det foreliggende grundlag. Jeg sendte samme dag universitetet en kopi af mit brev til A samt A’s brev af 9. november 2002 til orientering.

Ombudsmanden s endelige udtalelse

”(A)’s henvendelse til professorbedømmelsesudvalget – sagligt hensyn? Notatpligt

I min foreløbige redegørelse udtalte jeg i relation til de vilkår fakultetet opstillede på mødet den 20. juni 2000 med (A), bl.a.

’De omtalte vilkår blev således stillet som forudsætning for ansættelse på et tidspunkt hvor fakultetet ikke havde indhentet dokumentation for professorbedømmelsesudvalgets vurdering af (A)’s kritik, og hvor det efter det oplyste ikke var undersøgt om (A)’s kritik havde sådanne følgevirkninger at væsentlige problemer måtte forventes forbundet med et samarbejde mellem (A) og (B). Krav af denne karakter havde muligvis været berettiget hvis universitetet forinden havde indhentet en udtalelse fra (B) som med god saglig grund havde krævet dette som forudsætning for et fremtidigt samarbejde med (A).’

Sammenfattende var det min foreløbige opfattelse at fakultetet ikke havde grundlag for på mødet den 20. juni 2000 at opstille de omtalte vilkår som forudsætning for ansættelse, og at fakultetet derfor heller ikke alene ved (A)’s (helt eller delvis) manglende efterkommelse af disse vilkår kunne meddele afslag på ansættelse.

I udtalelsen af 31. oktober 2002 har (X) Universitet ’under de anførte præmisser’ taget min opfattelse til efterretning. Universitetet har imidlertid påpeget at det fremgår af professor (C)’s redegørelse at han inden mødet den 20. juni 2000 selv som fagkyndig professor havde vurderet (A)’s kritik som grundløs, at han endvidere havde ført grundige samtaler med (B) med henblik på at belyse følgevirkningerne i form af mulige samarbejdsvanskeligheder, og at de anførte vilkår for ansættelse blev opstillet på dette grundlag.

Det var på baggrund af universitetets oplysning om at der var ført grundige samtaler mellem (C) og (B) forud for mødet den 20. juni 2000, at jeg den 5. november 2002 bad universitetet om en udtalelse vedrørende spørgsmålet om notatpligt efter offentlighedslovens § 6, stk. 1.

(X) Universitet har oplyst at der ikke blev udarbejdet notat(er) om disse samtaler.

Det følger af bestemmelsen i offentlighedslovens § 6, stk. 1, at der i sager hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, påhviler myndigheden en forpligtelse til at gøre notat hvis myndigheden mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder der er af betydning for sagens afgørelse, eller på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger.

(C) har i sin redegørelse af 30. oktober 2002 anført at han ’naturligvis har haft grundige samtaler med (B) om hans syn på fremtidigt samarbejde med (A)’. Jeg må derfor lægge til grund at (C) under disse samtaler modtog oplysninger om sagens faktiske omstændigheder af betydning for afgørelsen om ikke at ansætte (A) (på grund af risiko for fremtidige samarbejdsvanskeligheder mellem ham og (B)) idet det bl.a. var disse samtaler der dannede grundlag for at opstille de nævnte vilkår på mødet den 20. juni 2000. (C) havde derfor pligt til at udarbejde notat(er) herom.

Jeg finder den manglende overholdelse af notatpligten kritisabel.

Jeg må i den forbindelse stille mig uforstående over for universitetets udtalelse af 19. december 2002 om at udarbejdelsen af et notat om en delmængde fra hver af de mange samtaler som (C) havde i forbindelse med implementeringen af fusionen mellem ( ) med medarbejdere og institutledere i Jylland, herunder med (B), efter universitetets opfattelse ikke var praktisk mulig i den konkrete situation. Efter min opfattelse må det havde formodningen imod sig at der under alle disse samtaler fremkom oplysninger om sagens faktiske omstændigheder af betydning for afgørelsen om ikke at ansætte (A) med den begrundelse at der var risiko for fremtidige samarbejdsvanskeligheder mellem ham og (B).

Notatpligten er normalt en forudsætning for en effektiv kontrol med om myndigheder har handlet korrekt, og pligten har således bevismæssig betydning. Det er myndighederne der har bevisbyrden for at være i besiddelse af oplysninger om en sags faktiske omstændigheder der er af betydning for sagens afgørelse.

Jeg er derfor ikke enig i universitetets udtalelse om at bestemmelsen i § 6 skal overholdes ’i det omfang, der kan dokumenteres at være modtaget oplysninger om en sags faktiske omstændigheder’, da det netop er notatpligten der skal sikre dokumentation herfor.

Jeg bemærker i øvrigt at selv om § 6, stk. 1, ifølge sin ordlyd alene finder anvendelse på oplysninger som modtages af myndigheden, må bestemmelsen efter min opfattelse ses som udslag af en almindelig retsgrundsætning om at offentlige myndigheder har pligt til at gøre notat om alle væsentlige ekspeditioner i en sag som ikke fremgår af brevvekslingen i sagen eller af sagens dokumenter i øvrigt. Jeg henviser til min udtalelse i den sag der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for 1989, s. 138ff*.

Manglende eller mangelfuld opfyldelse af notatpligten kan som nævnt efter omstændighederne tillægges bevismæssig betydning. Jeg har derfor i forbindelse med udarbejdelsen af min endelige redegørelse overvejet hvorvidt jeg på baggrund af den manglende overholdelse af notatpligten kunne slutte at universitetet ikke havde grundlag for på mødet den 20. juni 2000 at opstille de omtalte vilkår som forudsætning for ansættelse, og at fakultetet derfor heller ikke alene ved (A)’s (helt eller delvis) manglende efterkommelse af disse vilkår kunne meddele afslag på ansættelse.

Ombudsmandsinstitutionen er imidlertid ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende. Baggrunden herfor er at ombudsmanden ikke i almindelighed har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt grundlag.

En nærmere afklaring af forløbet forud for mødet med (A) den 20. juni 2000 – særligt indholdet af (C)’s samtaler med (B) – vil derfor ikke kunne afklares inden for rammerne af min undersøgelse, men må efter min opfattelse ske ved domstolene.

Jeg har således ikke på det foreliggende grundlag tilstrækkelige forudsætninger for at vurdere om (X) Universitet efter en samlet vurdering af hele sagsforløbet måtte antages at have et tilstrækkeligt sagligt grundlag for ikke at ansætte (A).

Fakultetets inddragelse af habilitetssagen fra 1992 i afgørelsesgrundlaget

(X) Universitet har taget min opfattelse af dette forhold til efterretning idet universitetet dog har anført at det fremgår af (C)’s redegørelse af 30. oktober 2002 at habilitetssagen fra 1992 ikke indgik i fakultetets afgørelse.

Jeg bemærker hertil at det klart fremgår af fakultetets høringssvar af 8. januar 2001 til rektoratet at habilitetssagen fra 1992 indgik i fakultetets afgørelsesgrundlag.

Under henvisning til det jeg har anført i min foreløbige redegørelse, finder jeg det således fortsat kritisabelt at fakultetet overhovedet inddrog dette forhold i afgørelsesgrundlaget, ligesom jeg fortsat finder at det i sig selv er meget kritisabelt at lægge vægt på et forhold som ikke er tilstrækkeligt dokumenteret.

Partshøring

(X) Universitet har i udtalelsen af 31. oktober 2002 henvist til at universitetet i afgørelsen af 19. januar 2001 over for både fakultetet og (A) havde oplyst at partshøring burde have været foretaget i forbindelse med fakultetets afgørelse af 11. juli 2000. Universitetet har derfor taget min opfattelse vedrørende dette forhold til efterretning.

For så vidt angår rektoratets afgørelse af 19. januar 2001, udtalte jeg i min foreløbige redegørelse at (A) burde have været partshørt over fakultetets oplysninger vedrørende hans henvendelse til professorbedømmelsesudvalget inden rektoratet traf afgørelse i sagen.

(X) Universitet ses ikke at have kommenteret dette forhold i udtalelsen af 31. oktober 2002 der alene ses at vedrøre fakultetets undladte partshøring forud for afgørelsen af 11. juli 2000.

Under henvisning til det jeg har anført i min foreløbige redegørelse, finder jeg for så vidt angår fakultetets afgørelse af 11. juni 2000, fortsat at fakultetets manglende partshøring i relation til habilitetssagen fra 1992 er særdeles kritisabel. I relation til rektoratets afgørelse af 19. januar 2001 er det endvidere fortsat min opfattelse at (A) burde have været partshørt over fakultetets oplysninger vedrørende sin henvendelse til professorbedømmelsesudvalget.

Begrundelse

(X) Universitet har i udtalelsen af 31. oktober 2002 påpeget at universitetet ved skrivelse af 19. januar 2001 over for både fakultetet og (A) har oplyst at fakultetets afgørelse af 11. juli 2000 skulle have været ledsaget af en begrundelse. Universitetet har derfor taget min opfattelse til efterretning.

Under henvisning til det jeg har anført i min foreløbige redegørelse, må jeg fastholde at jeg finder fakultetets undladelse af at begrunde afgørelsen af 11. juli 2000 samt fakultetets efterfølgende afvisning af at give (A) en begrundelse til trods for hans udtrykkelige anmodninger herom meget kritisabel.

Universitetet har oplyst at det i lyset af nærværende ansættelsessag vil indskærpe over for de ansættende enheder på universitetet at de forvaltningsretlige regler skal overholdes, og at dette naturligvis også skal ske i de komplekse, omfattende og meget langvarige ansættelsessager som af og til opstår på universitetet.

Jeg har gjort (X) Universitet bekendt med min endelige opfattelse.”

NOTER: (*) FOB 1986, s. 86, FOB 1987, s. 237, FOB 1989, s. 138, FOB 1993, s. 72 og s. 178, FOB 1999, s. 536, FOB 2000, s. 86, s. 215 og s. 485, og FOB 2001, s. 552.

Manglende besættelse af lektorat

Ytringsfrihed. Officialprincippet

Det fremgår af sagens akter at A i 1986 blev ansat som fuldtidsunderviser på en handelshøjskole. A overgik den 1. september 1997 til ansættelse i et treårigt adjunktur med forskningspligt på handelshøjskolen der efter en fusion i 1998 blev til X Universitet.

A har oplyst at han i oktober 1998 af dekanen for Y Fakultet, C, fik oplyst at han, der ikke havde gennemført et formelt ph.d.-studieforløb og ikke havde en ph.d.-grad, ikke kunne forvente at man ville opslå et ledigt lektorat som han ville kunne søge efter udløbet af hans ansættelse som adjunkt.

A har oplyst at han på grund af de udsigter der hermed tegnede sig for hans fremtidige ansættelse ved X Universitet, søgte en stilling som underviser ved datamatikeruddannelsen på en handelsskole hvor han har været ansat siden 1. august 1999.

Den 7. januar 2000 opslog X Universitet et lektorat ved Z Institut. Universitetet bekræftede den 21. februar 2000 modtagelsen af A’s stillingsansøgning.

Ved e-mail af 23. marts 2000 rettede A henvendelse til formanden for et udvalg der var nedsat til bedømmelse af ansøgere til en stilling som professor på X Universitet. Henvendelsen drejede sig om en af stillingsansøgerne til professoratet, institutleder på Z Institut, B. I A’s henvendelse var bl.a. anført følgende

”Jeg er blevet bekendt med, at du sidder i bedømmelsesudvalget vedrørende en professorstilling ved (X) Universitet, derfor denne henvendelse.

I forbindelse med min research til en artikel ( ) opdagede jeg, at dele af (B)’s afhandling ( ) fremstår som ren afskrift af ( ). Jeg finder det rigtigst at gøre bedømmelsesudvalget bekendt med denne sag, som jeg ikke har anden interesse i end den, som almenheden også må antages at knytte til rekrutteringen til de øverste stillinger inden for forskningen.”

X Universitet indkaldte i brev af 9. juni 2000 A til en samtale i anledning af hans ansøgning til lektorstillingen. I brevet var anført følgende

”Hoslagt fremsendes indstillingen, der vedrører dig, fra det af fakultetet nedsatte udvalg til bedømmelse af de indkomne ansøgninger til lektorstillingen ved (Z) Institut ( ).

Som det fremgår af indstillingen er du fundet kvalificeret til det opslåede lektorat. Med henblik på en nærmere drøftelse om en ansættelse i stillingen skal jeg bede dig om at komme til et møde den 20. juni 2000 kl. 15.00. I mødet deltager, foruden jeg selv, ( ).”

Den 20. juni 2000 blev der afholdt møde mellem A, dekanen fra Y Fakultet, C, og en fakultetssekretær.

Efter mødet redegjorde A i et brev af 26. juni 2000 til professorbedømmelsesudvalget for motivet bag den tidligere henvendelse til udvalget. Han anførte bl.a.

”I min henvendelse til bedømmelsesudvalget gjorde jeg også gældende, at min eneste interesse i sagen svarer til den, som almenheden med rimelighed må kunne knytte til besættelsen af de højeste videnskabelige stillinger ved de højere læreanstalter i Danmark. Jeg er ikke selv ansøger til den pågældende stilling og jeg kender ikke det øvrige ansøgerfelt. Jeg har således ikke haft nogen personlig eller på anden måde privat interesse i sagen og min henvendelse til bedømmelsesudvalget har ikke på nogen måde bygget på personlige motiver vendt mod (B).

I min vurdering af forholdet har jeg for det første lagt vægt på, at det pågældende tekstafsnit ikke er præsenteret på samme måde, som afhandlingen i øvrigt præsenterer citater. For det andet har jeg lagt vægt på, at der ikke forekommer en klar kildehenvisning til ( ). For det tredje har jeg lagt vægt på, at der er tale om næsten to hele tekstsider. Hvilket efter min opfattelse er væsentligt mere end man almindeligvis kan acceptere som et citat. Det forhold, at der muligvis selvstændigt kan opstå et ophavsretsproblem i forbindelse med meget lange citater, kan tænkes at have spillet en vis rolle for min vurdering af sagen.

At man på (X) Universitet efterfølgende har indhentet en udtalelse fra (B)’s Ph.D.-vejleder bekræfter mig i, at mit anbringende ikke har været åbenbart grundløst og at man heller ikke på (X) Universitet har opfattet det som sådan.

I forbindelse med et efter omstændighederne meget frugtbart møde med dekanen fra (Y) Fakultet ved (X) Universitet den 20. juni 2000 er jeg blevet bedt om at gøre rede for mine motiver for at henvende mig til medlemmerne af det af (Y) Fakultet nedsatte bedømmelsesudvalg. Jeg forklarede dekanen, at der efter min opfattelse foreligger en tilsidesættelse af regler, som (X) Universitets medarbejdere i anden sammenhæng håndhæver med konsekvens over for institutionens studerende.

Jeg forklarede også, at det for mig har været et samvittighedsspørgsmål. Jeg har kendt til forholdet i et par år og har tidligere gjort (B) opmærksom på problemet. Jeg har siden været meget i tvivl om, hvad jeg skulle stille op med sagen. Da jeg i efteråret 1999 så en annonce med en ledig professorstilling i ( ) ved (X) Universitet gjorde jeg på forhånd (B) opmærksom på, at dersom han var blandt ansøgerne til stillingen, ville jeg – ud fra ovennævnte objektive kriterier – føle mig forpligtet til at gøre bedømmelsesudvalget opmærksom på problematikken. På denne måde har jeg efter bedste evne forsøgt at forvalte det kollegiale hensyn, som jeg naturligvis har måttet føle over for (B). Jeg har imidlertid været af den overbevisning, at den konkrete afvejning af de forskellige hensyn i forbindelse med besættelsen af professorstillingen rettelig burde foretages af det nedsatte bedømmelsesudvalg og ingen anden.

Dekanen fra (Y) Fakultet ved (X) Universitet bad mig også redegøre for, hvorfor jeg ikke havde rettet min henvendelse til ham. Hertil forklarede jeg, at jeg ikke ville have været i tvivl om, at jeg burde have rettet min henvendelse til dekanen fra (Y) Fakultet ved (X) Universitet, hvis jeg havde været ansat ved (Y) Fakultet ved (X) Universitet. Det var jeg imidlertid ikke på tidspunktet for min henvendelse til bedømmelsesudvalget. Jeg mener heller ikke, at det reelt spiller nogen rolle, da dekanen sandsynligvis alligevel på grund af forholdets natur ville have været forpligtet til at orientere det af (Y) Fakultet nedsatte bedømmelsesudvalg.

På grund af en beklagelig fejltagelse er min henvendelse imidlertid også tilgået en person, som ikke har haft sæde i det af (Y) Fakultet nedsatte bedømmelsesudvalg. Dette beklager jeg dybt. Jeg skal dog i denne sammenhæng ikke undlade at understrege, at min henvendelse alene bygger på min faglige vurdering af et sagsforhold af faktuel karakter og, at der er tale om lovlige ytringer, som i princippet ville kunne fremsættes offentligt.”

I brev af 11. juli 2000 til A skrev fakultetet v/ C at ”[i] anledning af din ansøgning om en stilling som lektor ved Z Institut ( ), kan jeg meddele, at stillingen ikke vil blive besat.”

A anmodede herefter i breve og e-mails af 12., 25. og 31. juli og 3. august 2000 fakultetet om snarest muligt at give en udførlig begrundelse for afgørelsen. A meddelte i den forbindelse at han agtede at lade rektoratet tage stilling til om afgørelsen var tilstrækkeligt begrundet i saglige hensyn.

Den 8. august 2000 afviste fakultetet v/C at imødekomme A’s anmodning om en begrundelse. I brevet var bl.a. anført følgende

”Ifølge den kommenterede forvaltningslov, har det – i den forvaltningsretlige teori – været diskuteret, om en forvaltningsmyndighed i ansættelsessager (hvor flere har ansøgt) skal give underretning til andre ansøgere, end den der får stillingen. Man finder imidlertid at det er bedst stemmende med god forvaltningsskik, at en sådan meddelelse gives. Samtidig henvises til en afgørelse truffet af Folketingets Ombudsmand i 1972, ifølge hvilken det findes rigtigst, at en ansøger til en stilling underrettes når stillingen er blevet besat.

Ved fakultetets skrivelse til dig af 7. juli 2000 hvoraf det fremgår, at stillingen ikke vil blive besat, finder man at have opfyldt god forvaltningsskik.

Ifølge ’Bekendtgørelse om ansættelse af lærere og videnskabelige medarbejdere ved universiteter m.fl. under Forskningsministeriet’ § 6, stk. 4, skal det fagkyndige bedømmelsesudvalgs bedømmelse af de enkelte ansøgere fremsendes til disse – hvilket også er sket i dette tilfælde.

Med henvisning til ovenstående finder undertegnede at have fulgt gældende ret og betragter hermed sagen som afsluttet.”

A rettede den 14. august 2000 på ny henvendelse til fakultetet med anmodning om at modtage en begrundelse. Med henvisning til indholdet af fakultetets brev af 8. august 2000 anførte A bl.a.

”Den citerede ombudsmandsafgørelse er – på grund af sagens særlige karakter – ikke relevant i denne sammenhæng. Jeg mener fremdeles, at jeg har ret til en skriftlig begrundelse – det vil sige et brev, som begrunder afgørelsen om ikke at besætte stillingen som lektor ved (Z) Institut ( ) med den henvendelse, som jeg i foråret rettede til et bedømmelsesudvalg vedrørende en professorstilling ved (X) Universitet angående en Ph.D.-afhandling fra 19( ).”

A indbragte samme dag fakultetets afgørelse for rektoratet på X Universitet. Vedrørende mødet den 20. juni 2000 anførte han bl.a.

”Mødet drejede sig udelukkende om en henvendelse, som jeg i foråret havde rettet til et bedømmelsesudvalg vedrørende en professorstilling ved (X) Universitet og om mulighederne for at etablere et samarbejde mellem mig og Institutbestyreren ved (Z) Institut ( ). Der blev udvekslet forskellige synspunkter, og det blev aftalt, at jeg skulle motivere min tidligere henvendelse i et brev til medlemmerne af bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen ved (X) Universitet, og at jeg skulle aftale en personlig samtale med Institutbestyreren ved (Z) Institut ( ) med henblik på at afklare de fremtidige samarbejdsmuligheder.

Brevet til medlemmerne af bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen ved (X) Universitet, som jeg vedlægger i kopi til orientering, blev afsendt den 26. juni 2000, og to dage senere aftalte jeg med Institutbestyreren ved (Z) Institut i ( ), at samtalen vedrørende de fremtidige samarbejdsmuligheder først kunne finde sted efter sommerferien.

Den 12. juli modtog jeg en lakonisk og ubegrundet meddelelse fra (C) om, at stillingen ved (X) Universitet ( ) ikke ville blive besat. Der kan næppe herske den mindste tvivl om, at (C)’s beslutning om ikke at besætte stillingen som lektor ved (Z) Institut ( ) reelt er begrundet i min henvendelse til medlemmerne af bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen ved (X) Universitet. I betragtning af at min henvendelse er udtryk for en lovlig ytring, er det min klare opfattelse, at (C)’s afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet i lovlige hensyn.

Jeg mener ikke, at (C) har været berettiget til uden videre at forvente samarbejdsproblemer ved uddannelsesstedet ( ), som følge af min henvendelse til det professorale ansættelsesudvalg. For det første har jeg samvittighedsfuldt gjort tjeneste som fuldtidsansat ved ( ) (X) Universitet i tretten år og dermed dokumenteret både samarbejdsevne og -vilje. Jeg var formentlig den første ( ) medarbejder, der fra og med 1. september 1998 påtog mig arbejdsopgaver på ( ) som en del af min almindelige arbejdsindsats, skønt fusionen endnu ikke var helt på plads. For det andet har jeg i løbet af det seneste år beredvilligt stillet min arbejdskraft til rådighed som ekstern lektor i forbindelse med en række meget forskellige arbejdsopgaver både i ( ) og ( ).”

Af et ”notat vedrørende telefonisk samtale med (A)” udarbejdet af institutbestyrer B den 16. august 2000 fremgår

”Onsdag d. 28. juni opholdt jeg mig på instituttet ( ). Professor (F) spurgte, da jeg traf ham på instituttet, om jeg havde læst det brev som (A) havde sendt til ham og prof. ( ), prof. ( ), og til mig. Jeg havde endnu ikke set brevet og kendte intet til brevets indhold, eftersom jeg var kørt fra ( ) før posten var fordelt. Pga. møder om onsdagen havde jeg ikke mulighed for at reagere og i øvrigt havde [jeg] kun fået refereret brevet i korte træk af (F).

Torsdag d. 29. juni var jeg på instituttet ( ), hvor jeg kontaktede (A) imellem 10 og 11 om formiddagen, efter at have læst brevet. Jeg traf imidlertid ikke (A) hjemme, men fik lagt en besked. Lidt senere på dagen kontaktede (A) mig telefonisk.

I sit brev foreslog (A) et møde om fredagen d. 29.6. kl. 8. Jeg havde ikke med denne korte varsel mulighed for, at afholde et møde på dette tidspunkt. I telefonen aftalte vi at vi kunne tale sammen efter (A)’s ferie, da han skulle på ferie d. 29.6.

(A) nævnte i øvrigt at han havde forsøgt at ringe til mig, men jeg har ikke modtaget nogen telefonbesked om at (A) skulle have forsøgt at kontakte mig d. 26., 27. eller 28.6. Og i øvrigt er jeg heller ikke blevet kontaktet af (A) i forbindelse med udformningen af brevet.”

Rektoratet anmodede den 24. august 2000 fakultetet om en udtalelse i sagen.

Det fremgår af sagens akter at fakultetet ved telefax af 24. november 2000 modtog et brev af 23. november 2000 fra formanden for professorbedømmelsesudvalget, F. Af brevet fremgik bl.a.

”I forbindelse med bedømmelsen af ansøgninger til den opslåede stilling som professor i ( ) er der kommet et brev fra (A), som ønskede at oplyse bedømmelsesudvalgets medlemmer om et påstået citatfusk i en Ph.D.-afhandling forfattet af en af ansøgerne til stillingen: (B).

I lyset af anklagens alvor valgte jeg at forelægge sagen for (D), formanden for (B)’s Ph.D.-afhandlings bedømmelsesudvalg. Jeg sendte ham en kopi af brevet fra (A).

Jeg vedlægger (D)’s svar (brev fra den 25. april 2000), hvoraf det fremgår, jeg citerer: ’der er således reelt ingen tvivl om, hvor (B)’s indsats ligger, og anklagen om ren afskrift må fuldstændig tilbagevises.’

Jeg er af samme opfattelse som (D): anklagen fra (B)’s tidligere kollega er uberettiget.”

I D’s brev af 25. april 2000 var bl.a. anført følgende

”Jeg ved ikke, hvilken opfattelse (A) har af begrebet ’videnskabelig hæderlighed’. Når han skriver: ’opdagede jeg, at dele af (B)’s afhandling ( ) fremstår som ren afskrift af ( ) må man vel formode, at han anser det pågældende som en så alvorlig forseelse, at accepten af afhandlingen må tilbagekaldes og forfatterens hæderlighed drages i tvivl, subsidiært at ’opdagelsen’ må påvirke bedømmelsesudvalget vedr. den omtalte professorstilling negativt fsv angår bedømmelsen af (B) som ansøger.

Når (A) kan tale om ’ren afskrift’ hænger det formentlig sammen med, at han ikke har læst teksten tilstrækkelig grundigt. Han er antageligt blevet ledt af sporet af to tekniske fejl fra B: 1) Nederst s. 272 er der et afsluttende citationstegn, som ikke skulle være der og 2) Citatet fra ( ) starter inde i teksten, hvilket bryder (B)’s normale fremgangsmåde, nemlig at citater er indrykkede.

De to siders ’sproglige stil’ afviger imidlertid klart fra (B)’s, og genoptagelsen af egen tekst på s. 273 begynder med: ’( ) angiver herefter to årsager ’ Der er således reelt ingen tvivl om, hvor (B)’s indsats ligger, og anklagen om ren afskrift må fuldstændig tilbagevises. I forhold til professorbedømmelsesudvalgets arbejde er et forkert anbragt citationstegn og denne enkelte afvigelse fra (B)’s teknik om at vise citater indrykket aldeles uvedkommende.”

Den 15. december 2000 anmodede rektor ved X Universitet en tidligere dekan ved den handelshøjskole hvor A i 1986 blev ansat som fuldtidsunderviser, professor E, om en udtalelse vedrørende en skriftlig advarsel denne tidligere skulle have tildelt A. I brevet var anført følgende

”Som det vil være dig bekendt, har (A) klaget over at han ikke har fået en lektorstilling ved (Z) Institut ved (Y) Fakultet. Til brug ved besvarelsen af klagen, vil jeg meget gerne have din udtalelse om den skriftlige advarsel, som (A) fik af dig som dekan på ( ) på Handelshøjskole ( ). Den omhandlede advarsel er tilsyneladende forsvundet.

”

Professor E’s svar af 3. januar 2001 havde følgende indhold

”Må jeg indledningsvis bemærke, at den pågældende episode fandt sted i begyndelsen af 1990’erne, antagelig i ( ).

Jeg er ikke i besiddelse af nogen skriftlige optegnelser vedrørende sagen, idet såvel afgørelsen som de notater vedrørende faktum, som den hvilede på, blev indlagt i (A)’s personalemappe, som blev opbevaret af den daværende centraladministration på Handelshøjskole ( ).

De følgende bemærkninger er således alene baseret på min hukommelse, som jeg dog har afstemt med den kontorchef, som var leder af ( ) fakultets administration, ( ).

Vi erindrer begge sagen således

Fra den daværende institutbestyrer i ( ), lektor ( ), modtog jeg henvendelse om, at (A) havde fungeret som vejleder og medbedømmer af en skriftlig opgave, formentlig et seminar, uagtet at han i hvert fald på bedømmelsestidspunktet havde sådanne personlige relationer til den studerende, at han uden al tvivl var inhabil, bedømt efter reglerne i forvaltningslovens § 3, stk. 1 nr. 2.

Jeg indkaldte herefter (A) til en samtale, hvor han bekræftede det pågældende forhold, som han meget stærkt beklagede. Han oplyste, at det forhold, som bevirkede inhabiliteten i forbindelse med bedømmelsen, ikke havde bestået på det tidspunkt, hvor han påtog sig at vejlede den pågældende studerende. Han oplyste videre, at han ikke havde meddelt medbedømmeren, der, så vidt jeg erindrer, netop var institutleder ( ), om den pågældende inhabilitetsgrund, idet han af familiære årsager gerne ønskede det forhold, der begrundede inhabiliteten, holdt skjult også på sin arbejdsplads. Han oplyste, at han havde forsøgt at tage højde for den pågældende situation ved i alt væsentligt at forholde sig passiv under eksaminationen, der blev ledet af hans kollega, ligesom han have ladet denne foreslå karakteren for opgaven, som han efterfølgende blot tilsluttede sig.

Disse oplysninger blev bekræftet af institutbestyreren.

Da opgaven var bedømt til den karakter, som var foreslået af censor, samt da den studerende næppe var bekendt med inhabilitetsreglerne, traf jeg den afgørelse, at det skulle have sit forblivende med den pågældende karaktergivning.

Jeg udfærdigede herefter en skriftlig irettesættelse af (A) med tilkendegivelse af, at jeg fandt sagen alvorlig, men efter omstændighederne ville afslutte den med en tjenstlig advarsel.

Jeg erindrer klart, at jeg orienterede den daværende rektor for Handelshøjskole ( ). Jeg har derimod ikke nogen erindring om, hvorvidt denne orientering var skriftlig eller mundtlig.”

I fakultetets høringssvar af 8. januar 2001 til rektoratet oplyste fakultetet v/dekan C at det af fakultetsrådet nedsatte bedømmelsesudvalg ved indstilling af 12. maj 2000 havde fundet at den ene af de to ansøgere til lektorstillingen ikke var kvalificeret, mens den anden ansøger, A, var kvalificeret. I høringssvaret udtalte fakultetet videre bl.a.

”Ved fremsendelsesskrivelsen [af 9. juni 2000] til (A) fremgik det, at han var fundet kvalificeret til stillingen, og med henblik på en nærmere drøftelse om en evt. ansættelse blev (A) indkaldt til et møde den 20. juni 2000 med mig selv og fakultetssekretæren. Normalt deltager også institutlederen i et sådant møde, men som det fremgår af det følgende, var dette ikke muligt i det konkrete tilfælde.

Allerede inden mødet med (A) var jeg stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg ønskede at besætte lektorstillingen med (A) til trods for, at han fagligt var erklæret for kvalificeret til stillingen. Baggrunden for denne tvivl skal findes i to forhold, som jeg kort skal redegøre for.

Den første sag er en episode der fandt sted under (A)’s ansættelse som adjunkt på Handelshøjskole ( ) i begyndelsen af 90’erne. Det er mundtligt blevet oplyst over for mig, at (A) havde foretaget en eksamination af en studerende, med hvem han levede sammen, og at denne sag havde bevirket, at han modtog en advarsel. Den skriftlige dokumentation for denne sag har imidlertid været forsvundet – måske som led i fusionen og den efterfølgende flytning. Den skriftlige dokumentation foreligger derfor først nu i form af en udtalelse fra den daværende dekan, professor (E) jvf. (E)’s skrivelse af 3. januar 2001. Denne skrivelse er ligeledes baggrunden for den sene besvarelse af sagen, da jeg gerne ville have en skriftlig dokumentation af det omhandlede forhold, inden sagen blev videresendt til rektor. Der henvises til skrivelsen fra (E).

I forbindelse med besættelse af et professorat i ( ) rettede (A) af egen drift og uden at anvende normale kanaler i den slags sager direkte henvendelse til bedømmelsesudvalget til den pågældende stilling i en e-mail af 23. marts 2000. I denne e-mail rejser han tvivl om en af ansøgernes (institutlederen ved (Z) Institut) videnskabelige hæderlighed. Det skal yderligere bemærkes, at en af de personer, som modtog e-mailen, end ikke er medlem af bedømmelsesudvalget. Bedømmelsesudvalgets formand (F) foretog på grundlag af anklagens alvorlighed en nærmere undersøgelse og det viste sig, at sagen kunne tilbagevises som aldeles ubegrundet, jvf. brevvekslingen mellem bedømmelsesudvalgets formand (F) og professor (D).

På ovennævnte møde med (A) den 20. juni 2000 meddelte jeg (A), at jeg betragtede det som en yderst alvorlig sag, at han på så løst et grundlag havde rejst tvivl om en kollegas videnskabelige hæderlighed samt, at han uden videre selv havde henvendt sig til udvalget, som end ikke var det helt rigtige udvalg. Jeg gjorde det ligeledes klart for (A), at det var en forudsætning for en ansættelse, at han straks holdt et møde med institutlederen og gav ham sin uforbeholdne undskyldning, og at der derefter omgående blev rettet henvendelse til bedømmelsesudvalgets medlemmer samt den person der ikke var medlem af bedømmelsesudvalget med en alvorlig beklagelse af hans henvendelse om institutlederen. Det brev som (A) har sendt til bedømmelsesudvalgets medlemmer den 26. juni 2000 kan næppe betegnes som nogen større beklagelse af det skete. Som det endvidere fremgår af vedlagte notat fra institutleder (B), har (A) ikke levet op til de krav, der blev ham stillet under samtalen i forhold til (B). Det er min klare opfattelse, at (A) ikke har en tilstrækkelig klar erkendelse af alvorligheden i sin handling og dette er baggrunden for, at jeg, med henvisning til ovenstående, ikke har ønsket at ansætte (A) i den ledige lektorstilling. Dette er blevet meddelt ham ved skrivelse af 11. juli 2000 uden yderligere begrundelse.

I en e-mail fra A af 12. juli 2000 bad (A) om at modtage en udførlig begrundelse for afgørelsen og ved skrivelse af 8. august 2000 fremsendte jeg en skrivelse til (A), hvoraf det fremgik, at han ikke havde yderligere krav på begrundelse for at stillingen ikke blev besat. Jeg er ikke forpligtet til at besætte en stilling, selvom der foreligger en positiv indstilling fra et bedømmelsesudvalg. Ligesom jeg ikke er forpligtet til at begrunde, hvorfor jeg ikke ønsker at besætte stillingen.

Da (A) imidlertid fortsat ønsker at få nærmere oplysninger om sagen, har jeg naturligvis intet imod, at han bliver gjort bekendt med baggrunden for mine overvejelser.”

I rektoratets afgørelse af 19. januar 2001, der opretholdt fakultetets afgørelse om ikke at ansætte A, var bl.a. anført følgende

”På mødet [den 20. juni 2000] deltog foruden dig, dekan (C) og fakultetssekretær, ( ). På mødet drøftedes sagen vedrørende din tidligere skriftlige henvendelse til et professorbedømmelsesudvalg, hvor du gav udtryk for, at en af ansøgerne, (B), formentlig havde optrådt videnskabeligt uhæderligt ved ikke at have anvendt citationstegn i forbindelse med en Ph.D.-afhandling. Bedømmelsesudvalgets formand, professor (F), kunne efter at have undersøgt sagen i det hele tilbagevise din påstand. Dekan (C) oplyste, at en forudsætning for din eventuelle ansættelse i lektorstillingen var, at du straks mødtes med institutlederen og gav ham en uforbeholden undskyldning, samt at du omgående rettede henvendelse til medlemmerne af bedømmelsesudvalget samt den person, der ikke var medlem af udvalget, og stærkt beklagede, at du havde rejst tvivl om institutlederens videnskabelige hæderlighed. Du opfyldte ikke disse forudsætninger, hvilket fremgår af din skrivelse af 26. juni 2000 til bedømmelsesudvalgets medlemmer, dekanen samt institutlederen.

Ved skrivelse til dig af 11. juli 2000 meddelte dekan (C), at den opslåede lektorstilling ikke ville blive besat. Der var ikke i dette brev anført en begrundelse.

Du bad som følge heraf ved skrivelse af 12. juli 2000 om at måtte modtage en begrundelse for dekanens afgørelse. Dekanen meddelte den 8. august 2000, at du ikke havde krav på en begrundelse.

Det er rektoratets opfattelse, at pligten til at udfærdige en begrundelse i medfør af forvaltningslovens kapitel 6 påhviler enhver myndighed, der udgør en del af den offentlige forvaltning. Der er naturligvis en række undtagelser fra denne hovedregel. Det kan diskuteres, om en dekans beslutning om ikke at ville besætte en stilling efter omstændighederne kan være en af disse undtagelser med den følge, at afgørelsen således ikke skal suppleres med en begrundelse.

Det er dog rektoratets opfattelse af den konkrete sag, at du, som den eneste kvalificerede ansøger til stillingen, der tilmed har deltaget i en ansættelsessamtale, hvor en række forudsætninger for din eventuelle ansættelse blev drøftet, måtte have et krav på at få begrundet afgørelsen om, at stillingen ikke ville blive besat.

Det er således rektoratets opfattelse, at (Y) Fakultets skrivelser af 11. juli 2000 og af 8. august 2000 formelt ikke er i overensstemmelse med reglerne i forvaltningslovens kapitel 6.

Det fremgår af dekanens skrivelse af 8. januar 2001, at baggrunden for beslutningen om ikke at besætte stillingen var to forhold, hvoraf det ene forhold blev indgående drøftet på mødet med dig den 20. juni 2000. Det andet forhold kunne dekanen på daværende tidspunkt ikke fremføre, idet den skriftlige dokumentation først er genskabt ved professor (E)’s skrivelse af 3. januar 2001.

Da det andet forhold ikke er fremført under samtalen med dig den 20. juni 2000, vil jeg alene vurdere det første forhold vedrørende den af dig påståede videnskabelige uredelighed hos institutleder (B).

Spørgsmålet er herefter, om din påstand om videnskabelig uredelighed hos institutleder (B) er en tilstrækkelig saglig begrundelse for ikke at ville ansætte dig som lektor på det institut, hvor (B) er institutleder.

Din påstand om videnskabelig uredelighed er den absolut alvorligste anklage, man kan rejse mod en videnskabelig medarbejder ved et universitet, og din undladelse af at tilbagekalde en sådan anklage på trods af et enigt bedømmelsesudvalgs helt klare afvisning af videnskabelig uredelighed, kan ikke andet end betragtes som et meget væsentligt og afgørende moment i dekanens vurdering af dine ønsker om og mulighed for i fremtiden at samarbejde med institutlederen.

Rektoratet finder på den baggrund, at dekanens begrundelse for ikke at besætte den opslåede lektorstilling er truffet ud fra saglige hensyn, og rektoratet agter ikke at foretage sig yderligere i sagen.

(Y) Fakultets skrivelser af 20. september 2000 og 8. januar 2001 samt professor (E)’s skrivelse af 3. januar 2001 vedlægges i kopi.”

I et brev modtaget af rektoratet den 23. januar 2001 anførte A bl.a. følgende

”Jeg vil hermed gerne klage over, at rektoratet ikke, i forbindelse med de momenter i sagen, som man har valgt at lægge vægt på, har fundet det på sin plads at give mig mulighed for at udtale mig. Forvaltningsloven rummer mig bekendt forholdsvis klare regler om partshøring.

Hvis rektoratet virkelig har ment, at der allerede i min henvendelse til professorbedømmelsesudvalget har været tilstrækkeligt grundlag for at afgøre sagen, så forekommer det mig så meget desto mere overflødigt, at rektoratet den 15. december 2000 rekvirerer en erindringsskrivelse fra (E) og at jeg har skullet vente så længe på en afgørelse. Det forekommer mig, at rektoratet hermed har skabt berettiget tvivl om, hvorvidt man i rektoratet selv har ment, at der allerede i min henvendelse til professorbedømmelsesudvalget har været tilstrækkeligt grundlag for at afgøre sagen.”

A gjorde videre gældende at B og C allerede på tidspunktet for stillingsopslaget måtte have haft kendskab til sagen fra 1992, men på trods heraf opfordrede A til at søge stillingen, og at der ikke på tidspunktet for modtagelsen af A’s ansøgning blev indhentet en erindringsskrivelse fra professor E. A anførte afslutningsvis at der i forskningsverdenen bør herske en meget udbredt ytringsfrihed med hensyn til at udtrykke sagligt og fagligt velbegrundet kritik.

I A’s brev af 24. januar 2001 til rektoratet anførte han videre at han ville undersøge om der kunne tænkes at være grundlag for et erstatningsretligt søgsmål mod universitetet i anledning af sagen.

Rektoratet anmodede den 23. februar 2001 fakultetet om en udtalelse. Fakultetet henviste i sin udtalelse af 6. marts 2001 til fakultetets brev af 8. januar 2001 ”hvor det fremgår, at beslutningen om ikke at ansætte (A) er truffet ud fra en samlet vurdering af (A)’s kvalifikationer, hvori naturligvis ikke alene er indgået en vurdering af (A)’s forsknings- og undervisningsmæssige kvalifikationer men også (A)’s øvrige aktiviteter samt muligheder for at kunne fungere optimalt i et fælles samarbejde på (Z) Institut”.

I brev af 20. marts 2001 til rektoratet bestred A professor E’s fremstilling af sagen fra 1992. A anførte således bl.a. at han aldrig havde forsøgt at lægge skjul på noget i sagen, og at han ikke havde foretaget sig noget ulovligt eller begået nogen tjenesteforseelse. Han anførte videre at der aldrig havde været afholdt et tjenstligt forhør, at han aldrig havde modtaget nogen tjenstlig advarsel, og at rektoratets beslutning om at indkalde og bruge E’s erindringsskrivelse uden at tillægge den nogen vægt i bedømmelsen af sagen kun kunne tjene det ene formål at intimidere. A’s brev var vedlagt E’s brev af 7. juli 1992 til A. I brevet har E efter en gennemgang af sagsforløbet anført følgende

”Idet jeg understreger, at nære venskabelige relationer til studerende som hovedregel bør medføre, at man anmoder en kollega om at varetage vejlednings- og bedømmelsesopgaver i forhold til den pågældende, finder jeg ikke grundlag for at foretage videre i sagen vedrørende de 2 førstnævnte forhold.

Vedrørende det sidstnævnte forhold vil jeg over for dig præcisere, at det efter min opfattelse er utvivlsomt, at en så nær personlig relation til den studerende burde have medført, at du afstod fra at medvirke som medvejleder og medbedømmer på den pågældende opgave. Jeg skal dog samtidig bemærke, at jeg lægger vægt på, at vejlednings- og bedømmelsesfunktionen ikke har fundet sted individuelt over for den pågældende studerende, men at der er tale om en gruppeopgave. Jeg har ligeledes tillagt det betydning, at en kollega har været hovedvejleder på opgaven samt at medvirken ved bedømmelsen alene har bestået i at tiltræde det karakterforslag, som den interne censor og hovedvejlederen var enige om. Endelig bør det efter min mening indgå i bedømmelsen af sagen, at du, forinden bedømmelsesmødet fandt sted, henledte afdelingsbestyrerens opmærksomhed på forholdet. Mest afgørende er det naturligvis, at det efter min opfattelse kan lægges til grund som utvivlsomt, at du ikke på nogen måde har tilsigtet at begunstige den pågældende studerende.

Med den bemærkning at du i fremtiden skylder såvel dig selv som Handelshøjskole ( ) ikke ( ) at bringe sig i en situation, hvor der kan rejses nogen tvivl om din fuldstændige upartiskhed i forbindelse med varetagelsen af dine tjenstlige forpligtelser skal jeg bemærke, at jeg ikke finder noget grundlag for at foretage mig videre i sagen.

Jeg tilføjer, at du naturligvis altid er velkommen til at søge råd og vejledning vedrørende tjenstlige forhold hos afdelingsbestyreren eller mig.”

I et brev ligeledes af 20. marts 2001 anmodede rektoratet A om eventuelle bemærkninger i anledning af fakultetets udtalelse af 6. marts 2001. I en udtalelse af 21. marts 2001 anførte A bl.a.

”Med hensyn til min skrivelse af 23. januar 2001 må jeg fastholde mine tidligere synspunkter. Det turde også fremgå, af det allerede fremsendte, at (Y) Fakultetets vurdering er foregået på et fejlagtigt grundlag, jf. mit brev af 20. marts 2001. (Y) Fakultetet ser endvidere bort fra, at jeg i tretten år pligtopfyldende og loyalt har gjort tjeneste for ( ) (X) Universitet, og at der ikke tidligere har været samarbejdsproblemer mellem mig og mine kolleger.

Den lektorstilling, som (C) ikke ønskede at forpligte sig til at opslå, blev imidlertid opslået, efter at jeg i efteråret 1999 telefonisk havde orienteret institutbestyreren i ( ) om, at jeg i påkommende tilfælde følte mig forpligtet til at kontakte det bedømmelsesudvalg, der forventedes nedsat i forbindelse med besættelsen af en professorstilling i ( ) ved instituttet ( ). Jeg blev herefter både opfordret til at søge lektorstillingen og til ikke at kontakte bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen. Jeg ønskede imidlertid ikke at indgå nogen skjult kontrakt med nogen, derfor måtte jeg lade handling følge ord.

Jeg er aldrig blevet foreholdt et enigt bedømmelsesudvalgs konklusioner i den sag. Jeg har været til et møde, hvor en fakultetssekretær fabulerede om et civilt søgsmål mod mig, hvilket gav mig anledning til nogen undren. Jeg har forstået, at den pågældende kollega i dag er blevet udnævnt til professor og har derfor meget svært ved at forstå, at han ikke står betydeligt stærkere i dag nu da et enigt bedømmelsesudvalg, efter eksplicit at have taget stilling til sagen, er nået frem til, at der ikke foreligger noget kritisabelt. At det skulle betyde noget for mine muligheder for at samarbejde med den pågældende kollega eller omvendt, har jeg også meget svært ved at se, medmindre naturligvis min faglige anerkendelse betyder mere for den pågældende end bedømmelsesudvalgets, og det har jeg ærligt talt lidt svært ved at forestille mig.

Det forekommer mig, som det allerede fremgår af den tidligere korrespondance i sagen, at Dekanen for (Y) Fakultet forveksler samarbejdsevne og loyalitet med følgagtighed. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg finder denne argumentationsform dybt suspekt – ikke mindst i lyset af, at der præsumptivt er tale om en videnskabelig institution. I et videnskabeligt miljø er det efter min opfattelse, ganske afgørende, at det er muligt at gøre forestilling og modforestilling gældende i en fri faglig meningsudveksling. I dansk retsvidenskabelig teori, har det, mig bekendt, hidtil været antaget, at universitetsansatte af hensyn til den frie forskning, netop er den kategori af offentligt ansatte, som har den største grad af ytringsfrihed. Som følge heraf må der foreligge særlige skærpende omstændigheder for, at man kan tillægge argumentationen omkring samarbejdsevner og samarbejdsmuligheder nogen særlig betydning.”

Den 29. marts 2001 fastholdt rektoratet sin afgørelse. Rektoratet henviste til de efter den 19. januar 2001 indkomne udtalelser i sagen og anførte videre

”På baggrund af ovennævnte er det rektoratets opfattelse, at fakultetets manglende ansættelse af dig som lektor ved (Z) Institut er sket ud fra en både saglig og faglig vurdering af dine kvalifikationer, herunder dine muligheder for at kunne samarbejde med de øvrige medarbejdere på instituttet. Der er ikke ved disse uddybende bemærkninger eller høringsskrivelser i øvrigt fremkommet nye oplysninger i sagen, som kan ændre afgørelsen af 19. januar 2001.”

Den 6. april 2001 klagede A til mig over X Universitet. A anførte bl.a.

”Min klage vedrører først og fremmest to punkter i sagen

1. Den indholdsmæssige afgørelse, som består i, at jeg ikke blev ansat i den lektorstilling, som jeg efter opfordring havde søgt og som jeg, som den eneste ansøger var blevet bedømt kvalificeret til. Jeg er, som det vil fremgå af min korrespondance med rektoratet, af den opfattelse, at afgørelsen, sagens øvrige omstændigheder taget i betragtning, ikke kan antages at være tilstrækkeligt begrundet i saglige hensyn.

2. Rektoratets beslutning om – i anledning af min klage – at rekonstruere dokumentationen i en for længst forældet personalesag fra 1992, hvor jeg bad om at blive fritaget for at deltage i en mundtlig eksamination på grund af, at der kunne herske tvivl om min fuldstændige objektivitet. Min rolle i sagen var yderst perifer, idet jeg var såkaldt medvejleder på en hovedopgave på HA-studiet og som sådan havde jeg efter reglerne ikke noget med karaktergivningen at gøre. Ikke desto mindre blev jeg, på trods af mine indvendinger, bedt om at være til stede ved den pågældende eksamination. Jeg var til stede og forholdt mig i øvrigt passiv. Daværende dekan, (E), fandt herefter anledning til at iværksætte en større undersøgelse af min medvirken i forbindelse med karaktergivning af den pågældende studerendes studieaktiviteter. I den forbindelse havde jeg en enkelt telefonsamtale med (E). Sagen blev afsluttet ved brev fra (E) dateret den 7-7-1992 (vedlagt i kopi). (E) afslutter sit brev med, at han ikke finder grundlag for at foretage sig yderligere i sagen. Ikke desto mindre dukker sagen nu op i form af en erindringsskrivelse fra (E) i forbindelse med min klage til rektoratet ved (X) Universitet. Jeg er selvsagt meget opbragt over den behandling jeg hermed har fået.”

Jeg anmodede den 18. april 2001 X Universitet om en udtalelse i sagen samt om udlån af sagens akter.

I en udtalelse af 30. maj 2001 udtalte X Universitet følgende

”(A) klager dels over, at universitetets afgørelse ikke er truffet ud fra saglige hensyn og dels over, at rektoratet har forsøgt at rekonstruere en gammel sag fra 1992 om eventuel inhabilitet hos (A) i forbindelse med en bedømmelse af en opgave udarbejdet af en studerende, som (A) havde en relation til.

For så vidt angår det første klagepunkt har universitetet ved skrivelse af 19. januar 2001 meddelt, at da (A) er fremkommet med den absolut alvorligste anklage, man kan rejse over for en videnskabelig medarbejder ved et universitet, nemlig en helt udokumenteret påstand om videnskabelig uredelighed hos institutleder (B), og (A) ikke på trods af anmodning herom har ønsket at trække denne ubegrundede påstand tilbage, kan dette ikke betragtes som andet end en væsentlig og afgørende hindring for (A)’s mulighed for at etablere et samarbejde med institutlederen i fremtiden, og det er på denne saglige baggrund, at universitetet ikke har ønsket at ansætte (A).

(A) klager endvidere over, at rektoratet har forsøgt at rekonstruere en sag fra 1992, hvor (A) har haft vejlednings- og bedømmelsesfunktioner i forbindelse med en hovedopgave udarbejdet af en studerende, som (A) havde relationer til.

Rektoratet bad ved skrivelse af 15. december 2000 professor (E) om en udtalelse i sagen, og denne fremkom ved skrivelse af 3. januar 2001.

Rektoratets henvendelse til professor (E) udsprang af, at dekan (C) fra (Y) Fakultet ved skrivelse af 8. januar 2001 til rektoratet oplyste, at baggrunden for beslutningen om ikke at besætte stillingen var to forhold, dels de alvorlige beskyldninger om videnskabelig uredelighed, og dels at dekanen mundtligt var blevet orienteret om sagen vedrørende vejledning og bedømmelse af en hovedopgave. Den skriftlige dokumentation var i forbindelse med fusionen mellem ( ) bortkommet.

Da sagen vedrørende habiliteten ikke var omtalt på mødet den 20. juni 2000, hvor dekan (C) havde en samtale med (A) om en eventuel ansættelse, er det rektoratets opfattelse, at denne sag ikke kan medtages som en begrundelse for den manglende ansættelse, hvilket er meddelt (A) ved skrivelse af 19. januar 2001.

Som nævnt ovenfor er det derimod rektoratets opfattelse, at (A)’s påstand om videnskabelig uredelighed hos institutlederen og hans undladelse af at trække denne påstand tilbage på trods af et enigt bedømmelsesudvalgs helt klare afvisning af påstanden, er en saglig begrundelse for ikke at ville ansætte (A), hvilket rektor har meddelt (A) den 19. januar 2001.

(A)’s klage af 6. april 2001 til Folketingets Ombudsmand har været forelagt (Y) Fakultet, der ved skrivelse af 15. maj 2001 har meddelt, at man ikke har yderligere bemærkninger.”

Jeg bad den 7. juni 2001 A om eventuelle bemærkninger til universitetets udtalelse. A anførte i en udtalelse af 14. juni 2001 bl.a. følgende

”Jeg erkender naturligvis at jeg i foråret 2000 i forbindelse med besættelsen af et professorat ( ) henledte et bedømmelsesudvalgs opmærksomhed på, at jeg under gennemlæsning af i alt ca. 25 sider af (B)’s Ph.D.-afhandling havde fundet at hele to på hinanden følgende sider for mig fremstod som afskrift fra en bog forfattet af professor ( ). Jeg dokumenterede min opfattelse gennem præcise litteraturreferencer på samme måde, som man i almindelighed dokumenterer videnskabelige arbejder.

Jeg har ikke selv tagets stilling til, om der foreligger videnskabelig uredelighed, idet det hele tiden har været min opfattelse, at bedømmelsesudvalget burde kunne tage stilling til dette spørgsmål. Jeg er aldrig direkte blevet bedt om at trække en påstand om uredelighed tilbage, og jeg er aldrig blevet foreholdt et enigt bedømmelsesudvalgs opfattelse af sagen. På mødet med dekan (C) den 20. juni 2000 blev jeg bedt om i brev at motivere min henvendelse til bedømmelsesudvalget, hvilket jeg gjorde umiddelbart efter mødet (vedlagt til orientering).

At (X) Universitet ikke har fundet mit anbringende åbenlyst grundløst, mener jeg er tilstrækkeligt dokumenteret i det forhold, at universitetet har indhentet en udtalelse fra professor (D) fra Handelshøjskolen i ( ), som – efter hvad jeg har fået oplyst – ikke har siddet i det pågældende bedømmelsesudvalg. Jeg vedlægger (D)’s udtalelse i sagen til orientering. Jeg har først set udtalelsen i slutningen af november 2000 i forbindelse med, at jeg bad om at få aktindsigt i sagen. Jeg er imidlertid ikke helt enig i (D)’s vurdering af sagen. Jeg mener således ikke, at det i almindelighed er op til læseren af videnskabelige afhandlinger at vurdere, hvilke citationstegn der burde være der, og hvilke der ikke burde være der, ligesom det ikke kan være op til læseren at vurdere eventuelle skift og afvigelser i den sproglige stil. For ikke at tale om, at der efter min overbevisning også gælder regler for, hvor langt et citat må være.

Når jeg fandt det nødvendigt at indberette mine iagttagelser til bedømmelsesudvalget, så hænger det imidlertid også sammen med, at jeg allerede i efteråret 1999 adviserede (B) om min hensigt. Det gjorde jeg umiddelbart efter, at jeg havde bemærket, at der var opslået en professorstilling i ( ). Herefter blev der kort tid efter opslået en lektorstilling ved samme institut, som jeg blev opfordret til at søge. Jeg modtog herefter også en opfordring til ikke at gå videre med sagen om (B)’s afhandling. At jeg blev opfordret til at søge en lektorstilling ved instituttet ( ) måtte naturligvis komme som noget af en overraskelse for mig, der tidligere på året – efter 13 års ansættelse – havde set mig nødsaget til at forlade en stilling som adjunkt ved (X) Universitet ( ). Baggrunden var den, at det fra fakultetets ledelse hed sig, at det var utænkeligt, at der ville blive opslået en lektorstilling, som jeg, der ikke er Ph.D., ville kunne søge ved udløbet af mit adjunktur pr. august 2000. Om der har været nogen indre sammenhæng i dette begivenhedsforløb, kan jeg naturligvis ikke vide. Det er der sikkert ikke. Men for at bortvejre enhver tvivl fandt jeg, at det var rigtigst at lade bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen tage stilling til mine iagttagelser vedrørende (B)’s afhandling.

Jeg må naturligvis af principielle grunde fastholde den opfattelse, at det – ifølge sagens natur – er ganske afgørende, at man i videnskabelige miljøer forbeholdes den videst mulige ret til at fremsætte saglig og faglig kritik. Saglig og faglig kritik er – på godt og ondt – en del af samarbejdsformen i det videnskabelige miljø. Jeg kan derfor ikke godtage universitetets argumentation vedrørende forudsigelige samarbejdsvanskeligheder.

Universitetet burde nøje overveje, hvilke konsekvenser det ville kunne få, hvis sådanne sager aldrig blev rejst. Der burde derfor også findes klarere regler for, hvordan man håndterer den slags sager. Hvis man ikke mener, at et bedømmelsesudvalg er stedet, hvor man kan behandle den slags spørgsmål, så burde man overveje at oprette et særligt organ, som kan tage sig af sager som denne.

For så vidt angår (X) Universitets forsøg på at rekonstruere en gammel sag fra 1992 om eventuel inhabilitet, er det efter min opfattelse et stærkt indicium på, at man på (X) Universitet tilsyneladende ikke har været helt sikker på, at beslutningen om ikke at ansætte mig i lektorstillingen var tilstrækkeligt sagligt begrundet i forholdet vedrørende min henvendelse til bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen.

Jeg har meget svært ved at se, hvad der kan legitimere dette forsøg på historisk rekonstruktion. Den pågældende sag ville formentlig aldrig være blevet rejst, hvis jeg ikke selv havde gjort opmærksom på forholdet i 1992, og den ville – ifølge sagens natur – have været næsten umulig at belyse endsige dokumentere, hvis jeg ikke havde valgt at samarbejde med daværende dekan, (E), som det fremgår af hans brev af 7. juli 1992.

Hvis afgørelsen om ikke at ansætte mig i lektorstillingen havde været tilstrækkeligt sagligt begrundet i forholdet vedrørende min henvendelse til bedømmelsesudvalget vedrørende professorstillingen, så er det efter min opfattelse meget vanskeligt at se, hvilke motiver, der ligger bag rekonstruktionsforsøget.

Det er naturligvis også helt afgørende, at man for længst burde have forelagt mig denne sag til udtalelse. I så fald ville (E)’s brev af 7. juni 1992 være fremkommet på et langt tidligere tidspunkt. Forløbet er for mig at se et skoleeksempel på, at reglerne om partshøring ikke blot er til for at tilgodese hensynet til borgeren og borgerens retssikkerhed, men også tjener til at beskytte forvaltningsmyndigheden mod at begå de mest åbenlyse – og pinlige fejltagelser.

Som det fremgår af (E)’s brev af 7. juli 1992, finder han ikke anledning til at foretage sig yderligere i sagen, og dette burde naturligvis have stået ved magt. Jeg finder det derfor også ganske utilstedeligt, at (E) tillader sig at fremkomme med en erindringsskrivelse, som den der foreligger i form af brev af 3. januar 2001.

Når jeg har meget svært ved at forstå, hvilket formål (X) Universitets rekonstruktionsforsøg tjener, hænger det også sammen med, at jeg siden 1992 ved flere lejligheder er blevet rekrutteret til en række relativt fremtrædende tillidsposter på Handelshøjskole ( ) – også i (E)’s tid som dekan. Jeg har modtaget særlige vederlag og påskønnelser for at have ydet en ekstraordinær indsats. I 1997 blev jeg rekrutteret til en stilling med forskningsindhold – en stilling, som blev besat i åben konkurrence. Ved min fratræden i 1999 blev jeg endelig udstyret med de bedst tænkelige anbefalinger fra (E)’s efterfølger.

Jeg er klar over, at visse dele af min sagsfremstilling er vanskelige at dokumentere, imidlertid har (X) Universitet trods rig lejlighed dertil ikke fundet anledning til konkret at anfægte eller imødegå min fremstilling af sagsforløbet.”

X Universitet meddelte den 3. august 2001 at universitetet ikke havde yderligere bemærkninger til sagen.

Ved brev af 4. september 2002 sendte jeg min foreløbige redegørelse i sagen til X Universitet og bad om at modtage universitetets bemærkninger hertil. Den foreløbige redegørelse blev samtidig sendt til A. I redegørelsen skrev jeg bl.a. således

Ombudsmandens foreløbige redegørelse

”1. Regelgrundlaget

Ved sager om ansættelse i det offentlige indgår de almindelige forvaltningsretlige regler som en væsentlig del af retsgrundlaget. I denne sag er det navnlig reglerne om saglig forvaltning som har betydning.

Bekendtgørelse nr. 650 af 31. august 1998 om ansættelse af lærere og videnskabelige medarbejdere ved universiteter mfl. under Forskningsministeriet (nu bekendtgørelse nr. 820 af 31. august 2000) indeholder følgende bestemmelse i § 1, stk. 1

’Ansættelsessager behandles efter nedenstående regler, forvaltningsloven og de bestemmelser, der i øvrigt er gældende, herunder bestemmelserne i den enkelte institutions statut samt supplerende regler fastsat af institutionen selv.’

Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 1, at institutionens ledelse senest ved ansøgningsfristens udløb nedsætter et fagkyndigt bedømmelsesudvalg. Om bedømmelsesudvalgets indstilling samt den videre behandling af sagen bestemmer bekendtgørelsen bl.a.

’ § 6. Bedømmelsesudvalget tager stilling til, hvilke ansøgere der anses for kvalificerede i forskningsmæssig og undervisningsmæssig henseende samt i relation til de øvrige faglige kvalifikationskrav, der er angivet i stillingsopslaget. Bedømmelsesudvalget afgiver til institutionens ledelse en begrundet, skriftlig bedømmelse.

Stk. 3. Udvalgets bedømmelse skal enten være enstemmig eller være en bedømmelse fra et flertal og et eller flere mindretal. Er der meningsforskelle mellem udvalgets medlemmer, skal dette klart fremgå af udvalgets bedømmelse.

Stk. 4. Umiddelbart efter at udvalget har afgivet sin bedømmelse, sender institutionen til hver ansøger den del af bedømmelsen, som angår den enkelte ansøger.

Ombudsmandens foreløbige redegørelse

Resumé

En adjunkt klagede til ombudsmanden over at et universitet havde undladt at besætte en lektorstilling han havde søgt.

Det fremgik af sagen at adjunkten efter at have søgt lektorstillingen havde kontaktet et professorbedømmelsesudvalg og gjort gældende at en af professoratets ansøgere – der tillige var institutleder på det institut hvor adjunkten havde søgt stillingen som lektor – muligvis havde handlet videnskabeligt uredeligt.

Under et møde mellem universitetet og adjunkten oplyste universitetet at det var en forudsætning for ansættelse at adjunkten gav institutlederen sin uforbeholdne undskyldning og over for professorbedømmelsesudvalget beklagede sin henvendelse. Da adjunkten ikke opfyldte de opstillede vilkår, afslog universitetet at ansætte ham. Da ingen andre ansøgere var kvalificerede, undlod universitetet at besætte stillingen.

Adjunktens henvendelse til professorbedømmelsesudvalget var efter ombudsmandens opfattelse en lovlig ytring. Spørgsmålet var herefter om stillingsafslaget var berettiget på grund af mulige samarbejdsvanskeligheder under en eventuel ansættelse.

Ombudsmanden mente at universitetets vilkår forudsatte at der var et sagligt grundlag for at stille de omtalte vilkår og tilstrækkelige oplysninger til vurdering heraf. Det ville i dette tilfælde sige en sandsynliggørelse af at der ved ansættelse af adjunkten ville være en væsentlig risiko for samarbejdsvanskeligheder, og at denne risiko kunne mindskes betydeligt hvis han efterkom de opstillede vilkår.

Ombudsmanden skrev i en foreløbig redegørelse at det muligvis havde været berettiget at opstille de omtalte vilkår hvis universitetet først havde indhentet en udtalelse fra institutlederen som med god saglig grund havde krævet dette som forudsætning for et fremtidigt samarbejde med adjunkten.

Universitetet oplyste herefter over for ombudsmanden at universitetet havde ført grundige samtaler med institutlederen med henblik på at belyse mulige samarbejdsvanskeligheder, og at de omtalte vilkår var blevet opstillet på dette grundlag. Universitetet havde ikke udarbejdet notat(er) om disse samtaler.

I sin endelige redegørelse kritiserede ombudsmanden den manglende overholdelse af notatpligten efter offentlighedslovens § 6. Ombudsmanden havde imidlertid på det foreliggende grundlag ikke tilstrækkelige forudsætninger for at vurdere om universitetet – efter en samlet vurdering af hele sagsforløbet – havde et tilstrækkeligt sagligt grundlag for ikke at ansætte adjunkten. (J.nr. 2001-1246-810).