Istandsættelse af privat fællesvej Partshøring. Udsættelse. Vejledning

Kapitel 6

Istandsættelse og vedligeholdelse

Vejsyn

§ 15. Såfremt en vejberettiget gør gældende, at vejen ikke holdes i en stand, der er god og forsvarlig i forhold til færdslens art og omfang, og at eksisterende bestemmelser om vejens vedligeholdelse m.v. er utilstrækkelige til dette formål, kan den vejberettigede forlange, at vejmyndigheden afholder vejsyn. Såfremt der inden for de sidste 24 måneder er truffet beslutning om vejens vedligeholdelse m.v., kan der dog ikke kræves nyt vejsyn.

Stk. 2. Vejmyndigheden er til enhver tid berettiget til at afholde vejsyn.

Stk. 3. Såfremt en vejberettiget alene gør gældende, at tidligere fastsatte bestemmelser om fordeling af arbejdet mellem de vejberettigede efter brug af vejen, jf. § 17, skal ændres, kan vejmyndigheden tage stilling til spørgsmålet uden afholdelse af vejsyn. Finder vejmyndigheden, at den fastsatte fordeling skal ændres, udarbejdes forslag til en ny fordeling af fremtidige arbejder på vejen. Enhver, der berøres af vejmyndighedens forslag, skal have meddelelse om dette. I meddelelsen fastsættes en frist på mindst 3 uger til over for vejmyndigheden at fremsætte indsigelser og ændringsforslag. Endelig beslutning kan først træffes efter fristens udløb. Meddelelse om den endelige beslutning sendes til de berørte grundejere.

Stk. 4. Indkaldelse til vejsyn foretages af vejmyndigheden med mindst 2 ugers varsel ved offentlig kundgørelse i stedlige blade efter vejmyndighedens bestemmelse. Med samme varsel indkaldes så vidt muligt enhver, der er vejberettiget til vejen, eller som i henhold til særlig overenskomst eller anden bestemmelse skønnes at kunne inddrages under istandsættelses- og vedligeholdelsespligten.

Istandsættelsens eller vedligeholdelsens omfang

§ 16. Ved vejsynet gives der de fremmødte adgang til at udtale sig. Over det ved vejsynet passerede føres en protokol.

Stk. 2. Snarest muligt efter forhandlingens afslutning træffer vejmyndigheden beslutning, jf. dog §§ 19 og 20. Beslutningen kundgøres som nævnt i § 15, stk. 4, og meddeles samtidig så vidt muligt til enhver, der bliver berørt af beslutningen.

Stk. 3. Hvis der konstateres mangler ved vejen, skal beslutningen indeholde bestemmelser om,

i hvilket omfang og på hvilken måde manglerne skal udbedres,

hvorvidt vejen skal istandsættes, således at der sker en forbedring af denne,

hvorledes vejen fremtidig skal vedligeholdes,

hvem der skal udføre den påbudte istandsættelse eller vedligeholdelse, hvilken andel hver enkelt skal lade udføre, og hvornår arbejdet skal være afsluttet,

fordeling af udgifterne ved vejsynet,

et skøn over omkostningerne ved vejarbejdet, såfremt vejmyndigheden påtager sig udførelsen af arbejdet.

Fordelingen af arbejdet

§ 16. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt skal imødekommes, træffes af den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af den pågældende sag.

Stk. 2. Myndigheden afgør snarest, om en begæring kan imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Stk. 3. Har det betydning for en parts mulighed for at varetage sine interesser at få afskrift eller kopi af sagens dokumenter, skal en begæring herom imødekommes. Dette gælder dog ikke, hvis dokumenternes karakter, antallet af dokumenter eller deres form med afgørende vægt taler herimod. Justitsministeren fastsætter regler om betaling for afskrifter og kopier.

Stk. 4. Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører. Bestemmelsen i § 11 gælder tilsvarende.

Stk. 5. Vedkommende minister kan fastsætte regler, der fraviger bestemmelserne i stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.’

Ifølge § 11, stk. 1, er en myndighed der modtager en anmodning om aktindsigt fra en part i en sag, som udgangspunkt forpligtet til at udsætte afgørelsen i sagen hvis anmodningen skal imødekommes; dog er myndigheden efter § 11, stk. 2, i visse tilfælde ikke forpligtet til at udsætte afgørelsen. Disse regler medfører at myndigheden skal tage stilling til om afgørelsen i sagen skal udsættes, før afgørelsen bliver truffet.

Undtagelsesbestemmelsen i § 11, stk. 2, kan bl.a. anvendes hvis partens interesse i at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser der taler imod en sådan udsættelse. Det er anført i Niels Eilschou Holm, Det kontradiktoriske Princip i Forvaltningsprocessen (1968), s. 421, at en myndighed formentlig ikke kan afvise en parts krav om at få lejlighed til at gennemse sagens akter under henvisning til at der ikke er fremkommet noget nyt i forhold til det materiale han tidligere har gennemset, men man kan efter omstændighederne undlade at udsætte sagens afgørelse på grund af partens begæring.

Blåvandshuk Kommune burde derfor, inden kommunen traf afgørelse i sagen, have taget stilling til om der var grundlag for at undlade at udsætte afgørelsen af sagen i henhold til forvaltningslovens § 11, stk. 2. Jeg er herudover enig med Vejdirektoratet i at da Blåvandshuk Kommune ikke havde imødekommet eller afslået Deres anmodning om aktindsigt inden ti dage, burde kommunen have underrettet Dem om grunden hertil samt om hvornår afgørelsen om aktindsigt kunne forventes at foreligge, jf. forvaltningslovens § 16, stk. 2.

Offentlighedsloven (lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen som ændret senest ved lov nr. 429 af 31. maj 2000) indeholder i § 6, stk. 1, en regel om notatpligt som har følgende ordlyd

’ § 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’

Blåvandshuk Kommune har i udtalelsen til mig oplyst at der på det tidspunkt hvor De anmodede om aktindsigt, ikke befandt sig andre dokumenter på sagen end indkaldelsen til vejsynet. Indkaldelsen nævnte et mangeårigt problem med dårlig vedligeholdelse af vejen, men indeholdt herudover ingen oplysninger om sagens faktiske omstændigheder. Som tidligere nævnt går jeg ud fra at kommunen på det tidspunkt hvor indkaldelsen til vejsynet blev sendt ud, havde mere detaljerede oplysninger om problemet med den dårlige vedligeholdelse, men blot ikke havde skrevet oplysningerne ned i et dokument i sagen. Derfor burde kommunen have nedfældet disse oplysninger skriftligt i sagen således at De havde mulighed for at få aktindsigt i oplysningerne. Jeg anser det for beklageligt at Blåvandshuk Kommune tilsidesatte reglen om notatpligt.

3. Besvarelse af Deres skriftlige spørgsmål

I brev af 19. november 2001 skrev De bl.a. følgende til Blåvandshuk Kommune

’Hvad drejer sagen sig om? Hvad har foranlediget indkaldelsen? Er der tale om en beskeden vedligeholdelse, eller er der tale om et millionprojekt? Hvilken vejstrækning er der tale om? Hvor mange meter? Hvad er den forventede pris for opgaven? Er der tale om den tidligere omtalte ’permanente istandsættelse’?’

Blåvandshuk Kommune svarede i brev af 23. november 2001 at Deres spørgsmål ville blive behandlet ved vejsynet, jf. privatvejslovens § 16, stk. 1.

I udtalelsen til mig har Blåvandshuk Kommune anført at det De ønskede svar på inden vejsynet, var en direkte løsningsmodel hvor både materialevalg, omfang, pris mv. var oplyst. Kommunen havde forståelse for Deres ønske, men mente at det ville være en overtrædelse af loven at imødekomme det. Kommunen har i den forbindelse henvist til at det fremgår af privatvejslovens § 16, stk. 2, at valg af løsningsmodel først måtte foretages efter vejsynet. Ganske vist fremgår det af lovens § 59, stk. 2, at vejmyndigheden (kommunen) kan gøre enhver som vil blive berørt af den påtænkte beslutning, bekendt med indholdet af denne. Denne bestemmelse kan imidlertid kun anvendes ved afgørelser der træffes efter lovens afsnit III om private fællesveje i byer og bymæssige områder, og i denne sag skulle reglerne i lovens afsnit II om private fællesveje på landet følges.

I afgørelsen af 26. juni 2002 har Vejdirektoratet anført at Blåvandshuk Kommune ikke inden vejsynet havde været i stand til at besvare spørgsmål om istandsættelsens art og størrelse idet disse spørgsmål først ville blive afgjort på vejsynet på grundlag af lodsejernes udtalelser ved vejsynet. Videre anføres det at Vejdirektoratet med hensyn til formålet med vejsynet har noteret at kommunen i brevet af 12. november 2001 med indvarsling til vejsynet har angivet at vejsynet afholdtes ’med henblik på at løse det mangeårige problem med dårlig vedligeholdelse af den private fællesvej (V)’. På denne baggrund fandt Vejdirektoratet ikke at der var sket tilsidesættelse af kommunens informations- og oplysningspligt efter forvaltningslovens § 7.

Vejdirektoratet har anført i brev af 15. april 2003 til mig at Blåvandshuk Kommune efter direktoratets opfattelse havde skønnet at Deres henvendelser med henblik på at få oplyst hvad sagen drejede sig om, var ’chikanehenvendelser’ som det ikke var fornødent at svare på. Videre anførte Vejdirektoratet at dette skøn kan Vejdirektoratet ikke tage stilling til efter privatvejslovens § 7, stk. 1.

Ved bedømmelsen af om Blåvandshuk Kommune i tilstrækkelig grad har svaret på spørgsmålene i Deres brev af 19. november 2001, må det indledningsvis afklares om Deres henvendelse havde karakter af chikane.

Hvis en borgers henvendelse til en myndighed betragtes som udslag af chikane, kan det medføre at henvendelsen ikke besvares. Derfor er det væsentligt at en sådan opfattelse af en borgers henvendelse har grundlag i sagens faktiske omstændigheder. Imidlertid har Blåvandshuk Kommune hverken i sine breve til Vejdirektoratet eller i udtalelsen til mig givet udtryk for at den anså Deres henvendelser for at have karakter af chikane. Tværtimod har kommunen i udtalelsen til mig anført at kommunen havde forståelse for Deres ønske om at få svar på de nævnte spørgsmål inden vejsynet, men kommunen mente imidlertid at det ville være en overtrædelse af privatvejsloven at imødekomme ønsket. Der er heller ikke i de sagsakter jeg har modtaget fra Vejdirektoratet, grundlag for denne opfattelse.

Jeg må derfor lægge til grund at Vejdirektoratets opfattelse hvorefter Blåvandshuk Kommune havde skønnet at Deres henvendelser med henblik på at få oplyst hvad sagen drejede sig om, var ’chikanehenvendelser’, var uden grundlag i sagens oplysninger. Dette anser jeg for beklageligt, og jeg har i forlængelse heraf overvejet om denne opfattelse fik betydning for myndighedernes behandling af sagen.

I udtalelsen af 15. april 2003 har Vejdirektoratet anført at det nævnte skøn ifølge hvilket Deres henvendelser med henblik på at få oplyst hvad sagen drejede sig om, var ’chikanehenvendelser’ som det ikke var fornødent at svare på, kunne direktoratet ikke tage stilling til efter privatvejslovens § 7, stk. 1. Dette fremgår derimod ikke af afgørelsen af 26. juni 2002. Tværtimod tog Vejdirektoratet i denne afgørelse stilling til om kommunen havde overholdt reglerne om vejledningspligt i forvaltningslovens § 7, stk. 1.

Da Vejdirektoratets opfattelse hvorefter Blåvandshuk Kommune havde skønnet at Deres henvendelse havde karakter af chikane, tilsyneladende ikke havde betydning for hverken direktoratets eller kommunens afgørelse i sagen, har jeg besluttet ikke at foretage mig yderligere vedrørende dette spørgsmål.

Det næste spørgsmål i sagen er om det som anført af Blåvandshuk Kommune ville være i strid med bestemmelserne i privatvejsloven hvis kommunen havde besvaret spørgsmålene i Deres brev af 19. november 2001 inden vejsynet var afholdt.

Blåvandshuk Kommune har som begrundelse for sin opfattelse henvist til forskellen på den fremgangsmåde som er foreskrevet i privatvejslovens § 16, stk. 2, og den fremgangsmåde som er foreskrevet i samme lovs § 59, stk. 2.

§ 16 er gengivet ovenfor, s. ( ), og lovforarbejderne til § 16, stk. 1 (og 2), er gengivet ovenfor, s. ( ). § 59 har følgende ordlyd

’§ 59. Før vejmyndigheden efter § 57, jf. § 58, træffer beslutning om udførelse af vedligeholdelse eller istandsættelse af en privat fællesvej som et samlet arbejde, skal enhver, som vil blive berørt af beslutningen, indkaldes med mindst 2 ugers varsel til vejsyn eller andet møde, hvor der gøres rede for den påtænkte beslutning, herunder om fordelingen af udgifterne ved arbejdet. På mødet fastsætter vejmyndigheden en frist på ikke under 3 uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser mod den påtænkte beslutning eller ændringsforslag. Over det ved mødet passerede føres en protokol.

Stk. 2. I stedet for at foretage indkaldelse som nævnt i stk. 1 kan vejmyndigheden gøre enhver, som vil blive berørt af den påtænkte beslutning, bekendt med indholdet af denne. I meddelelsen fastsættes en frist på ikke under 3 uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser og ændringsforslag.

Stk. 3. Endelig beslutning kan først træffes, når de i stk. 1 og 2 omhandlede frister er udløbet. Om beslutningen sendes så vidt muligt meddelelse til enhver, der berøres af beslutningen.

Stk. 4. Vejmyndighedens beslutning efter stk. 1-3 kan indeholde nærmere bestemmelser om snerydning m.v. af vejen i overensstemmelse med lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje.’

I lovforarbejderne til § 59, stk. 2 (Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 393) er bl.a. anført følgende

’Da det i almindelighed må anses for lige så betryggende, at grundejerne skriftligt bliver gjort bekendt med vejtilsynsmyndighedens påtænkte beslutning, som at dette sker ved et vejsyn, foreslås det i stk. 2, at vejtilsynsmyndigheden kan vælge at gøre lodsejerne bekendt med den påtænkte beslutning ved anbefalet brev.’

Som det fremgår af Blåvandshuk Kommunes udtalelse, er § 16 placeret i privatvejslovens afsnit II om private fællesveje på landet, mens § 59 er placeret i lovens afsnit III om private fællesveje i byer og bymæssige områder. Selv om de begge drejer sig om vejsyn, er der flere forskelle mellem dem. For det første er der den forskel at det fremgår af § 59, stk. 1, at vejmyndigheden på vejsynet skal gøre rede for den påtænkte beslutning, herunder om fordelingen af udgifterne ved arbejdet, mens der ikke stilles et sådant krav i § 16. For det andet skal vejmyndigheden på et vejsyn som afholdes efter § 59, fastsætte en frist på ikke under tre uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser mod den påtænkte beslutning eller ændringsforslag, mens § 16 ikke indeholder en regel om en frist for indsigelser eller ændringsforslag. § 16 foreskriver tværtimod at vejmyndigheden træffer beslutning snarest muligt efter forhandlingens afslutning. For det tredje er der den forskel at § 16, stk. 2, gør det nødvendigt at afholde vejsyn inden en afgørelse kan træffes, mens § 59, stk. 2, som et alternativ til vejsyn giver vejmyndigheden mulighed for at give dem som berøres af afgørelsen, skriftlig meddelelse om indholdet af den påtænkte beslutning og samtidig fastsætte en frist på ikke under tre uger for adgang til over for vejmyndigheden at fremkomme med indsigelser mod den påtænkte beslutning eller ændringsforslag.

Selv om der således er flere forskelle på de regler om vejsyn som er fastsat i henholdsvis afsnit II og III i privatvejsloven, er der efter min opfattelse ikke grundlag for at antage at vejmyndigheden er afskåret fra at give en af de berørte parter oplysning om den påtænkte beslutning når vejsynet afholdes efter reglerne i afsnit II. Den omstændighed at reglerne i § 59 stiller krav om hvilke oplysninger vejmyndigheden af egen drift skal udlevere til de berørte parter, mens § 16 ikke stiller sådanne krav, indebærer ikke at vejmyndigheden ved et vejsyn der afholdes efter § 16, er afskåret fra efter anmodning at udlevere oplysninger til de berørte parter inden vejsynet. Særlig om bestemmelsen i § 59, stk. 2, bemærkes at den tager sigte på den situation hvor afgørelsen træffes uden forudgående vejsyn efter reglerne i lovens afsnit III. Denne regel omfatter således ikke et tilfælde som det foreliggende hvor der afholdes vejsyn efter reglerne i lovens afsnit II og vejmyndigheden inden vejsynet får en anmodning fra en af de berørte parter om oplysninger om sagen. Om vejmyndigheden har mulighed for eller pligt til at imødekomme en sådan anmodning, kan derfor ikke afgøres på grundlag af en modsætningsslutning fra reglen i § 59, stk. 2. Da bestemmelsen i § 16 heller ikke indeholder regler om dette spørgsmål, må det afgøres på grundlag af forvaltningsrettens almindelige regler.

Forvaltningsloven indeholder følgende bestemmelse i § 7, stk. 1

’ § 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.’

Den vejledningspligt som påhviler forvaltningsmyndigheder efter § 7, stk. 1, udløses ved at en part i en afgørelsessag retter henvendelse til myndigheden, men herudover påhviler der forvaltningsmyndigheder en mere vidtgående pligt til af egen drift at vejlede parten om forhold af betydning for dennes retsstilling. Der henvises i den forbindelse til Steen Rønsholdt, Forvaltningsret; retssikkerhed, proces, sagsbehandling (2001), s. 258ff.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1, er en delvis lovfæstelse af en ulovbestemt regel om myndighedernes pligt til at vejlede borgerne. Derudover kan det efter omstændighederne påhvile myndighederne at yde borgerne vejledning som led i god forvaltningsskik.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1, indebærer efter min opfattelse ikke at vejmyndigheden er forpligtet til efter anmodning fra en af de berørte parter i en sag der behandles efter reglerne i privatvejslovens afsnit II, at give denne en redegørelse for den påtænkte beslutning af den karakter som fremgår af § 59. Da forvaltningsloven har karakter af en minimumslov, er vejmyndigheden på den anden side ikke afskåret fra at give borgeren en sådan redegørelse. Det er dog min opfattelse at Blåvandshuk Kommune i hvert fald efter god forvaltningsskik burde have oplyst Dem om at der var tale om en genoptagelse af den gamle sag hvor kommunen så sig nødsaget til at annullere den trufne beslutning om istandsættelse af vejen, da den procedure kommunen havde anvendt i sagen, ikke kunne anvendes for så vidt angår private fællesveje på landet, jf. kommunens brev af 8. august 2001. Endvidere mener jeg at Blåvandshuk Kommune burde have meddelt Dem at kommunen ikke var i stand til at give Dem oplysninger om materialevalg, pris mv. da disse spørgsmål ikke var afklaret på daværende tidspunkt. Jeg anser det for beklageligt at Blåvandshuk Kommune ikke gav Dem disse oplysninger.

4. Tidspunktet for afholdelse af vejsynet

Privatvejsloven indeholder ikke regler om på hvilket tidspunkt et vejsyn skal gennemføres. Det er således op til vejmyndigheden at bedømme hvilket tidspunkt der er mest hensigtsmæssigt. Blåvandshuk Kommune har i brev af 12. februar 2003 til mig oplyst at kommunen fra tidligere møder af denne art har erfaring for at det er mest hensigtsmæssigt at afholde disse på hverdage og ikke i en weekend.

Jeg mener ikke der er grundlag for at kritisere at Blåvandshuk Kommune ikke imødekom Deres ønske om at flytte tidspunktet for afholdelsen af vejsynet, ligesom der ikke er grundlag for at kritisere at Vejdirektoratet i forbindelse med behandlingen af Deres klage over Blåvandshuk Kommunes afgørelse af 19. december 2001 ikke fandt at kommunen var forpligtet til at imødekomme Deres ønske om at ændre tidspunktet for afholdelsen af vejsynet.

5. Konklusion

Sammenfattende anser jeg det for beklageligt at Blåvandshuk Kommune ikke foretog tilstrækkelig partshøring i sagen, og at Vejdirektoratet ikke påtalte dette over for kommunen. Endvidere burde Blåvandshuk Kommune, inden kommunen traf afgørelse i sagen, have taget stilling til om der var grundlag for at undlade at udsætte afgørelsen af sagen. Da Blåvandshuk Kommune ikke havde imødekommet eller afslået Deres anmodning om aktindsigt inden ti dage, burde kommunen have underrettet Dem om grunden hertil samt om hvornår afgørelsen om aktindsigt kunne forventes at foreligge.

Jeg anser det endvidere for beklageligt at Vejdirektoratet lagde til grund at Blåvandshuk Kommune havde skønnet at Deres henvendelser med henblik på at få oplyst hvad sagen drejede sig om, var ’chikanehenvendelser’. Desuden burde kommunen have oplyst Dem om at der var tale om en genoptagelse af den gamle sag hvor kommunen så sig nødsaget til at annullere den trufne beslutning om istandsættelse af vejen, da den procedure kommunen havde anvendt i sagen, ikke kunne anvendes for så vidt angår private fællesveje på landet, og kommunen burde have meddelt Dem at den ikke var i stand til at give Dem oplysninger om materialevalg, pris mv. da disse spørgsmål ikke var afklaret på daværende tidspunkt. Jeg anser det for beklageligt at Blåvandshuk Kommune ikke gav Dem disse oplysninger.

Jeg har gjort Vejdirektoratet og Blåvandshuk Kommune bekendt med min opfattelse.”

NOTER: (*) FOB 1979, s. 288, og FOB 1999, s. 457.

§ 17. Såfremt der ikke foreligger særlige overenskomster eller andre bestemmelser om fordelingen af de efter § 16, stk. 3, påbudte arbejder, skal disse fordeles mellem de vejberettigede i forhold til deres brug af vejen.’

Sagen rejser spørgsmål om hvorvidt kommunen skulle have fulgt reglerne om partshøring i forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985 som ændret senest ved lov nr. 382 af 6. juni 2002). Disse regler skulle kun anvendes hvis De og de øvrige vejberettigede kan betragtes som parter i sagen i forvaltningslovens forstand. Jeg har tidligere udtalt mig om et tilsvarende spørgsmål i en anden sag hvor en kommune havde truffet afgørelse om istandsættelse og vedligeholdelse af en privat fællesvej. Sagen er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for 1999, s. 457ff*. Afgørelsen i den sag blev ganske vist truffet efter andre regler i privatvejsloven end dem som er anvendt i den foreliggende sag, nemlig afsnit III, kapitel 10, om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i byer og bymæssige områder, men det har ikke betydning for bedømmelsen af spørgsmålet om hvem der er parter i sagen. I den sag udtalte jeg vedrørende spørgsmålet om partsstatus følgende

’Det er af afgørende betydning for Deres og de andre berørte lodsejeres rettigheder under sagen om De og de andre lodsejere kan betragtes som parter i forvaltningslovens forstand i forbindelse med (K) Kommunes afgørelse om istandsættelse af vejene.

Forvaltningsloven indeholder ikke nogen definition af hvem der skal anses for part i en sag hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det er dog almindeligt antaget i den juridiske litteratur med støtte i forarbejderne til forvaltningsloven (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 133-135) at lovens partsbegreb omfatter ansøgere, klagere og andre der har en væsentlig og individuel interesse i sagens udfald. Partsbegrebet omfatter således typisk den eller dem til hvem den afgørelse der træffes, vil blive stilet, men også andre fysiske eller juridiske personer kan have stilling som part i sagen.

Det at interessen skal være individuel, gør at man i almindelighed ikke kan have partsbeføjelser i forhold til generelle forskrifter eller foranstaltninger af almindelig karakter. Det er på den baggrund bl.a. antaget at de berørte i almindelighed ikke har partsstatus i relation til en kommunal spildevandsplan, jf. det ovenfor anførte sted i forarbejderne til forvaltningsloven og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 60.

Heller ikke i relation til beslutninger der på ensartet måde gør indgreb i en større personkreds’ interesser, kan det antages at medlemmer af denne personkreds eller sammenslutninger af disse uden videre har partsstatus, jf. bl.a. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer (1992), s. 46, Carl Aage Nørgaard mfl., Forvaltningsret, Sagsbehandling, 4. udgave (1995), s. 158, og den sag der er refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1979, s. 288*. Dette gælder bl.a. ofte i relation til plansager og miljøsager.

Grundlaget for afgørelserne i den foreliggende sag er af en vis generel karakter idet kommunen traf beslutning om at vejene skulle istandsættes og vedligeholdes som et samlet arbejde, og således at udgifterne ved arbejderne skulle fordeles mellem samtlige grundejere under ét, jf. privatvejslovens § 57, stk. 4. Udgifterne blev endvidere fordelt med lige store beløb pr. parcel. Kommunens beslutning kan for så vidt siges på ensartet måde at berøre de enkelte grundejere i området. På den anden side angår sagen et mindre antal grundejere (35), afgørelsen er blevet meddelt individuelt til hver enkelt grundejer, og der er ikke tale om en ubestemt kreds af adressater. På den baggrund er sagen efter min opfattelse af en så afgrænset karakter og er i forhold til grundejerne så specifik at de enkelte grundejere må anses for parter i forvaltningslovens forstand.

De og de andre berørte grundejere har således de rettigheder efter forvaltningsloven som normalt tilkommer parter i forbindelse med en afgørelsessag hos en forvaltningsmyndighed.’

Også den foreliggende sag er efter min opfattelse af en så afgrænset karakter og er i forhold til de vejberettigede så specifik at de enkelte vejberettigede må anses for parter i forvaltningslovens forstand. Der er ganske vist tale om et væsentligt større antal parter – så vidt jeg forstår, drejer det sig om 295 i den foreliggende sag mod 35 i den ovennævnte sag – men også i den foreliggende sag er hver enkelt part blevet særskilt indvarslet til vejsynet og har siden fået tilsendt afgørelsen, og der er heller ikke i denne sag tale om en ubestemt kreds af adressater. De og de øvrige vejberettigede havde således de rettigheder efter forvaltningsloven som tilkommer parter i forbindelse med en afgørelsessag hos en forvaltningsmyndighed.

I henhold til forvaltningslovens § 19 gælder der under visse omstændigheder en pligt for forvaltningsmyndigheder til, inden der træffes afgørelse, at gennemføre en partshøring. § 19, stk. 1, og stk. 2, nr. 6, har følgende ordlyd

’ § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.’

Som det fremgår, kan partshøring undlades i tilfælde hvor der ved lov er fastsat særlige bestemmelser om partens adgang til at varetage sine interesser i forbindelse med sagsbehandlingen, jf. forvaltningsloven § 19, stk. 2, nr. 6. Ikke enhver særlig partshøringsregel kan fortrænge den almindelige regel i forvaltningslovens § 19, stk. 1. En fortrængning forudsætter at den særlige regel tillægger parten mindst de samme beføjelser som fremgår af forvaltningslovens § 19. Der henvises til Steen Rønsholdt, Forvaltningsret; retssikkerhed, proces, sagsbehandling (2001), s. 410.

Blåvandshuk Kommune har i udtalelsen af 12. februar 2003 bl.a. anført at forvaltningslovens § 19 forudsætter at der er akter/oplysninger i sagen som myndigheden er i besiddelse af før vejsynet, og som kan bruges til at træffe en beslutning i sagen. Denne forudsætning var ikke opfyldt da der først på eller efter vejsynet træffes beslutning om løsningsmodellen. Derfor kunne kommunen ikke før vejsynet fremsende noget til parterne, bortset fra dokumenter fra den gamle sag som var irrelevant for beslutningen. Desuden har Blåvandshuk Kommune henvist til at alle parter var blevet indkaldt til og derfor bekendt med afholdelsen af vejsynet, og at de havde haft mulighed for skriftligt at indsende en kommentar hvilket nogle af dem også havde gjort. Derfor er det kommunens opfattelse at der er foretaget tilstrækkelig partshøring i sagen.

Vejdirektoratet har i afgørelsen af 26. juni 2002 bl.a. anført at bestemmelsen i privatvejslovens § 16, stk. 1, giver endog en bedre beskyttelse af partens interesser end forvaltningslovens regler i og med at der ved et vejsyn er sikret adgang til en mundtlig drøftelse. Kommunen har således efter direktoratets opfattelse ikke i henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 1, været forpligtet til at partshøre yderligere. I udtalelsen af 15. april 2003 til mig har direktoratet anført at privatvejslovens § 16, stk. 1, sikrer at parten gøres bekendt med vejmyndighedens beslutningsgrundlag. I den forbindelse har direktoratet henvist til ’bemærkninger til den tidligere § 15, stk. 3, i lov nr. 288 af 7. juni 1972 (nu § 16, stk. 1,)’.

Bestemmelsen i § 15, stk. 3, i lov nr. 288 af 7. juni 1972 om private fællesveje svarer ikke som anført af Vejdirektoratet til § 16, stk. 1, i den nugældende lov, men til § 15, stk. 4. Bestemmelsen i § 16, stk. 1, har stået uændret siden lovens vedtagelse i 1972. I det lovforslag som dannede grundlag for loven (Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 365f ), var der bl.a. anført følgende om de to bestemmelser

’Ved stk. 3 foreslås reglerne om indvarslinger til vejsynet (åstedsforretningen) moderniseret og bragt bedre i overensstemmelse med den nugældende opfattelse af det berettigede i, at den, der berøres af offentlige myndigheders afgørelser, bør have lejlighed til at sætte sig ind i foreliggende forslag og gøre sine interesser gældende, inden endelig beslutning træffes. Medens § 2 i 1865-loven overlader det til klageren selv at foretage den fornødne indvarsling af de færdselsberettigede, foreslås det nu, at kommunen skal foretage indvarslingen, hvilket skønnes mere stemmende med nutidige forhold. Indvarslingen skal efter forslaget som hidtil ske dels ved offentlig kundgørelse, dels ved særskilt indvarsling af de enkelte færdselsberettigede. Indvarslingen foreslås foretaget ved anbefalet brev, og indvarslingsfristen foreslås forlænget fra 2 dage til 2 uger, hvilket navnlig har betydning ved indvarsling af lodsejere, der ikke har bopæl ved den pågældende private fællesvej (f.eks. sommerhusejere). Da vejtilsynsmyndigheden kan inddrage andre end de færdselsberettigede under vejsynet, foreslås indvarsling ved anbefalet brev foretaget ikke alene over for de færdselsberettigede, men over for enhver, der af vejtilsynsmyndigheden agtes inddraget under vedligeholdelses- eller istandsættelsespligten.

Til § 16: (udkast § 12, stk. 1 og § 13, stk. 1 og 3).

Om fremgangsmåden ved selve vejsynet har man alene fundet det nødvendigt at angive, at der skal gives de fremmødte lejlighed til at udtale sig samt at der skal føres en protokol over det passerede.’

Som det fremgår, er det i disse lovbemærkninger anført at den der berøres af vejmyndighedens forslag, bør have lejlighed til at sætte sig ind i det foreliggende forslag og gøre sine interesser gældende inden endelig beslutning træffes. Desuden er det anført at der ved vejsynet skal gives de fremmødte lejlighed til at udtale sig, samt at der skal føres en protokol over det passerede. Derimod er spørgsmålet om hvorvidt der skal gives de fremmødte lejlighed til at gøre sig bekendt med vejmyndighedens beslutningsgrundlag, ikke omtalt i lovbemærkningerne.

Jeg er enig med Vejdirektoratet i at den adgang som parterne har til på stedet at komme med oplysninger og kommentere både kommunens og andres oplysninger, ofte vil være en fordel for parterne frem for en skriftlig høring. Dette er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at antage at reglerne om vejsyn har fortrængt forvaltningslovens regler om partshøring. Et væsentligt formål med reglerne om partshøring er at sikre at parten får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske afgørelsesgrundlag inden sagen afgøres. Mens privatvejsloven sikrer sagens parter adgang til at kommentere en sag om istandsættelse af en privat fællesvej som behandles efter lovens afsnit II, er der hverken efter lovens ordlyd eller efter lovbemærkningerne givet parterne lejlighed til at gøre sig bekendt med det faktiske afgørelsesgrundlag. På dette punkt er parten således ikke tillagt de samme beføjelser efter privatvejsloven som efter forvaltningsloven, og derfor kan det ikke antages at privatvejslovens regler om vejsyn har fortrængt forvaltningslovens regler om partshøring. Reglerne om vejsyn gælder derfor kun som et supplement til reglerne om partshøring.

Hverken i forvaltningsloven eller privatvejsloven er der taget stilling til hvilken fremgangsmåde en kommune skal anvende for at sikre at både reglerne om partshøring og reglerne om vejsyn bliver overholdt, og i praksis er det antagelig muligt at følge forskellige fremgangsmåder for at opfylde disse krav.

I en sag som den foreliggende er der f.eks. mulighed for – i sammenhæng med at der afholdes vejsyn efter privatvejslovens bestemmelser – at gennemføre en partshøring ved at de oplysninger som er omfattet af bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, meddeles parterne i indkaldelsen til vejsynet som udsendes af kommunen. I den forbindelse kan kommunen fastsætte en frist for afgivelse af eventuelle partshøringssvar som gør det muligt for kommunen at overholde bestemmelsen i privatvejslovens § 16, stk. 2, hvorefter vejmyndigheden snarest muligt efter afholdelsen af vejsyn skal træffe afgørelse i sagen.

Brevet af 12. november 2001 indeholdt en henvisning til et mangeårigt problem med dårlig vedligeholdelse af vejen, men herudover indeholdt brevet ikke oplysninger om vejens tilstand. Jeg går dog ud fra at kommunen på det tidspunkt hvor brevet blev sendt ud, havde mere detaljerede oplysninger om problemet med den dårlige vedligeholdelse end dem som fremgår af dette brev, bl.a. fordi vejsynet ikke blev afholdt på initiativ af en af de vejberettigede, men på kommunens eget initiativ, og fordi der allerede tidligere havde været en sag om vedligeholdelse af vejen efter privatvejslovens afsnit III.

På vejsynet fik sagens parter lejlighed til at fremsætte en udtalelse om sagen, men der er ikke oplysninger om at kommunen fremlagde oplysninger om det faktiske afgørelsesgrundlag i sagen. Da kommunen ikke kunne udelukke at de mere detaljerede oplysninger om vejens tilstand, som jeg går ud fra at kommunen var i besiddelse af, var til ugunst for i hvert fald nogle af sagens parter, burde den have gjort dem bekendt med disse oplysninger med henblik på at de kunne indgå i grundlaget for parternes udtalelse. Det er således min opfattelse at Blåvandshuk Kommune ikke har foretaget tilstrækkelig partshøring. Endvidere er det min opfattelse at Vejdirektoratet burde have påtalt dette over for Blåvandshuk Kommune i forbindelse med direktoratets behandling af Deres klage over kommunens afgørelse.

2. Udsættelse af sagen

De har klaget over at Vejdirektoratet ikke finder at forvaltningslovens § 11 er anvendelig i sagen.

Det fremgår at De i et brev af 25. november 2001 anmodede kommunen om aktindsigt i sagen, og at kommunen traf afgørelse om vedligeholdelse af vejen den 19. december 2001 og sendte Dem kopi af akter i sagen med breve af 26. marts og 19. april 2002.

Blåvandshuk Kommune har i brev af 12. februar 2003 oplyst at Deres anmodning om aktindsigt angik de akter der kunne have hjulpet Dem med at træffe en beslutning vedrørende sagen. På det tidspunkt hvor De anmodede om aktindsigt, indeholdt den aktuelle sag om vedligeholdelse af (V)-vej imidlertid kun den indkaldelse som De og de øvrige vejberettigede havde fået tilsendt, og det var kommunens opfattelse at den ved at fremsende de akter der vedrørte den gamle sag om vedligeholdelse af vejen, kunne give Dem en forkert opfattelse af hvad vejsynet den 5. december 2001 drejede sig om. Dette hang sammen med at den gamle sag var bygget op efter proceduren i afsnit III i privatvejsloven, mens kommunen i den aktuelle sag fulgte proceduren i lovens afsnit II. Kommunen har videre oplyst at de akter som De søgte, først kom senere – på selve dagen for vejsynet og efterfølgende. På den baggrund er det kommunens opfattelse at bestemmelsen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke var anvendelig i sagen.

Vejdirektoratet har i afgørelsen af 26. juni 2002 anført at bestemmelsen i forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke var anvendelig i dette tilfælde. I udtalelsen til mig i brev af 15. april 2003 har direktoratet dog anført at direktoratet må medgive at denne udtalelse er ukorrekt formuleret, og at bestemmelsen i lovens § 11, stk. 1, principielt er anvendelig. Direktoratet har videre peget på at det ifølge bestemmelsens ordlyd er en betingelse for at anvende bestemmelsen at en begæring om aktindsigt efter loven skal imødekommes. Direktoratet har desuden anført at der ifølge det oplyste ved modtagelsen af anmodningen ikke fandtes andre sagsakter på den nye del af sagen end indkaldelsen til vejsynet, som De allerede havde modtaget, og at sagsakterne på den gamle del af sagen allerede under det tidligere sagsforløb var fremsendt til Dem. Dette burde kommunen efter direktoratets opfattelse have oplyst i svaret til Dem, og svaret burde have været sendt inden ti dage efter modtagelsen af Deres anmodning om aktindsigt.

Blåvandshuk Kommunes bedømmelse af Deres anmodning om aktindsigt bygger på den opfattelse at der forelå to sager, én om istandsættelse af vejen efter reglerne i privatvejslovens afsnit III og én sag om istandsættelse af vejen efter reglerne i lovens afsnit II. Derimod synes Vejdirektoratet at gå ud fra at der kun forelå én sag om vedligeholdelse af vejen, og at denne sag bestod af en gammel del og en ny del.

Spørgsmålet om hvorvidt der forelå én eller to sager, har betydning for hvilke sagsakter der var omfattet af Deres anmodning om aktindsigt. Hvis det må antages at der forelå to sager, og at Deres anmodning om aktindsigt kun omfattede den ene af disse sager, var der færre sagsakter som var omfattet af anmodningen om aktindsigt end hvis der kun forelå én sag.

Mens Blåvandshuk Kommune og Vejdirektoratet synes at have forskellig opfattelse af om der forelå én eller to sager angående vedligeholdelsen af vejen, giver begge myndigheder udtryk for at De tidligere havde fået tilsendt alle akter i den sag som De søgte aktindsigt i. Blåvandshuk Kommune anfører at den aktuelle sag om vedligeholdelse af (V)-vej kun indeholdt den indkaldelse som De og de øvrige vejberettigede havde fået tilsendt, mens Vejdirektoratet anfører at der ifølge det oplyste ved modtagelsen af Deres anmodning om aktindsigt ikke fandtes andre sagsakter på den nye del af sagen end indkaldelsen til vejsynet som De allerede havde modtaget, og at sagsakterne på den gamle del af sagen allerede under det tidligere sagsforløb var blevet fremsendt til Dem.

Jeg har ikke ment at der var tilstrækkelig anledning til at jeg tager stilling til om der i dette tilfælde var tale om én eller to sager om vedligeholdelse af vejen, da det ikke får betydning for bedømmelsen af om Blåvandshuk Kommune har overholdt bestemmelsen i forvaltningslovens § 11.

Forvaltningslovens §§ 11 og 16 har følgende ordlyd

’ § 11. Fremsætter en part under sagens behandling begæring om aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, eller hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

Istandsættelse af privat fællesvej

Partshøring. Udsættelse. Vejledning

Blåvandshuk Kommune traf den 30. maj 2001 beslutning om istandsættelse af den private fællesvej V i henhold til privatvejslovens kapitel 10, § 59, stk. 3. Den 3. august 2001 bekendtgjorde kommunen imidlertid at kommunen havde annulleret en tidligere truffet beslutning om at bestemmelserne i lovens afsnit I, III og IV skulle finde anvendelse for den del af vejen som forløber mellem sommerhusområdet og kommunevejen. Kommunen oplyste de vejberettigede herom i et brev af 8. august 2001 hvor det desuden blev oplyst at kommunen agtede at genoptage sagen med afholdelse af vejsyn i henhold til lovens afsnit I, II og IV.

Ved brev af 12. november 2001 indkaldte Blåvandshuk Kommune til vejsyn. Indkaldelsen blev sendt til alle vejberettigede og blev indrykket i avisen B den 21. november 2001. Indkaldelsen havde følgende ordlyd

”Med henblik på at løse det mangeårige problem med dårlig vedligeholdelse af den private fællesvej (V) indkaldes De hermed til vejsyn

ONSDAG DEN 5. DECEMBER 2001, KL. 13.00,

Med mødested ved (V)-vejs krydsning med (X)-vej.

Vejsynet afholdes i henhold til privatvejslovens § 15, stk. 2 og stk. 4.

Ved vejsynet gives der de fremmødte adgang til at udtale sig, jfr. privatvejslovens § 16 stk. 1.

Udvalget påregner at træffe beslutning samme dag umiddelbart efter forhandlingens afslutning, jfr. privatvejslovens § 16 stk. 2.”

Den 14. november 2001 skrev et ægtepar, A, til Blåvandshuk Kommune og bad kommunen overveje det valgte tidspunkt for afholdelse af vejsyn. A henviste til at hovedparten af de vejberettigede var sommerhusejere som ikke var bosiddende i kommunen, og som vanskeligt ville kunne frigøre sig en hverdag uden betydelige økonomiske omkostninger. A foreslog at kommunen i stedet afholdt vejsynet en lørdag. Videre anførte A at det ud fra indkaldelsens indhold var meget vanskeligt at danne sig et indtryk af hvilken slags beslutning vejsynet skulle føre til. A oplyste at de efter deres opfattelse måtte betragtes som part i sagen, og foreslog at kommunen valgte en procedure der muliggjorde en partshøring.

Efter at Blåvandshuk Kommune den 16. november 2001 havde sendt A en kopi af privatvejsloven, skrev de den 19. november 2001 på ny til kommunen. I brevet anførte ægteparret bl.a. følgende

”Hvad drejer sagen sig om? Hvad har foranlediget indkaldelsen? Er der tale om en beskeden vedligeholdelse, eller er der tale om et millionprojekt? Hvilken vejstrækning er der tale om? Hvor mange meter? Hvad er den forventede pris for opgaven? Er der tale om den tidligere omtalte ’permanente istandsættelse’?”

Hertil anførte Blåvandshuk Kommune i brev af 23. november 2001

”Deres spørgsmål vil blive behandlet ved vejsynet jfr. privatvejslovens § 16, stk. 1.”

Ved brev af 25. november 2001 anmodede A Blåvandshuk Kommune om aktindsigt i sagen.

Den 19. december 2001 traf Blåvandshuk Kommune – efter vejsyn afholdt den 5. december 2001 – afgørelse om istandsættelse af den private fællesvej V på strækningen mellem kommunevejen og X-vej. Af kommunens afgørelse fremgik bl.a. følgende

”Med henblik på at løse det mangeårige problem med dårlig vedligeholdelse af den private fællesvej (V)-vej blev der holdt vejsyn onsdag den 5. december 2001 med mødested ved (V)-vejs krydsning med (X)-vej.

Vejsynet blev holdt i henhold til privatvejlovens § 15, stk. 2 og 4, og de fremmødte fik adgang til at udtale sig, jfr. samme lovs § 16, stk. 1.

På grundlag af ovenstående har sagen været behandlet ved udvalgets møde onsdag den 19. december 2001 og det meddeles i den anledning, at udvalget besluttede, at vejen istandsættes i henhold til privatvejlovens bestemmelser.

Beslutningen er truffet i h.t. privatvejslovens § 16, stk. 2, på grundlag af det passerede ved vejsynet.

Istandsættelsen påbydes udført i h.t. privatvejslovens § 16, stk. 3, som følger

1. Vejen istandsættes på strækningen mellem kommunevejen (V)-vej og (X)-vej (’Nødvejen’).

2. Istandsættelse udføres således, at der sker en forbedring af vejen bl.a. for at minimere vedligeholdelsen i en årrække fremover.

Den asfalterede del forsynes med maskinafretning af asfalt, hvorover der udføres en enkelt overfladebehandling.

Den grusbelagte del omprofileres, hvorefter der udlægges og komprimeres 5 cm stabilt grus II. Herefter udføres en dobbelt overfladebehandling.

6. De samlede omkostninger til vejarbejdet skønnes til 662.000 kr. incl. moms jfr. følgende overslag (prisniveau maj 2002)

De påbudte arbejder, jfr. § 16, stk. 3, fordeles jfr. privatvejslovens § 17 mellem de vejberettigede i forhold til deres brug af vejen.

Følgende vejberettigede bidrager hver med 1 andel, fordi de enkelte vejberettigede anses for at benytte veje i lige stort omfang.

Samlet antal andele, i alt 331, hvilket giver en anslået pris pr. andel på 2.000 kr. incl. moms.

”

Kommunens afgørelse blev meddelt A ved brev af 16. januar 2002. A påklagede afgørelsen til Vejdirektoratet.

Blåvandshuk Kommune sendte A med brev af 26. marts 2002 kopi af akter i sagen, og med brev af 19. april 2002 sendte Blåvandshuk Kommune A kopi af breve fra andre lodsejere i sagen.

I brev af 26. juni 2002 meddelte Vejdirektoratet A at direktoratet fandt at Blåvandshuk Kommunes afgørelse var lovlig. I Vejdirektoratets brev af 26. juni 2002 var bl.a. anført følgende

”I henhold til privatvejslovens § 16, stk. 2, træffer vejmyndigheden beslutning snarest muligt efter forhandlingens afslutning, og privatvejsloven forudsætter således, at synspunkter, indsigelser eller ændringsforslag fremsættes ved selve vejsynet, jf. lovens § 16, stk. 1, og stk. 2. Ved kendelse om istandsættelse af private fællesveje på landet, hvor der som her afholdes vejsyn, kan vejsynet ligestilles med en partshøring. Privatvejsloven stiller ikke krav om, at der efter vejsynet skal gives de vejberettigede en frist til at fremkomme med indsigelser eller yderligere udtalelser. Privatvejsloven forudsætter således, at synspunkter, indsigelser eller ændringsforslag fremsættes ved selve vejsynet, jf. lovens § 16, stk. 1, og stk. 2.

Med hensyn til forvaltningslovens bestemmelser skal oplyses følgende

Vedrørende kommunens informations- og vejledningspligt i henhold til forvaltningslovens § 7 skal det bemærkes, at kommunen ikke inden vejsynet har været i stand til at besvare spørgsmål om istandsættelsens art og størrelse, idet disse spørgsmål først ville blive afgjort på vejsynet på grundlag af lodsejernes udtalelser ved vejsynet. Med hensyn til formålet med vejsynet har Vejdirektoratet noteret, at kommunen i brevet af 12. november 2001 med indvarsling til vejsynet har angivet, at vejsynet afholdes ’med henblik på at løse det mangeårige problem med dårlig vedligeholdelse af den private fællesvej (V)’.

På denne baggrund finder Vejdirektoratet ikke, at der er sket tilsidesættelse af kommunens informations- og oplysningspligt efter forvaltningslovens § 7.

Vedrørende aktindsigt skal Vejdirektoratet oplyse følgende

I henhold til forvaltningslovens § 16, stk. 2, skal myndigheden snarest afgøre, om en begæring om aktindsigt kan imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.

Forvaltningslovens § 11, stk. 1, angiver, at såfremt en part under sagens behandling fremsætter begæring om aktindsigt, og denne begæring efter loven imødekommes, udsættes sagens afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne.

I henhold til forvaltningslovens § 16, stk. 2, burde kommunen have besvaret Deres anmodning om aktindsigt i brev af 25. november 2001 inden 10 dage. Vejdirektoratet har gjort kommunen opmærksom herpå i det i kopi vedlagte brev af dags dato.

Henset til, at der på tidspunktet for Deres anmodning om aktindsigt endnu ikke fandtes akter, der vedrørte den ’nye’ sag, og henset til at hverken akterne vedrørende den ’gamle’ sag, som blev fremsendt med kommunens brev af 13. marts 2002, og som De allerede måtte være bekendt med, eller eventuelle henvendelser til kommunen fra grundejere med anmodning om vejsyn har haft nogen betydning for kommunens afgørelse, finder Vejdirektoratet, at fejlen ikke kan begrunde en tilsidesættelse af kommunens afgørelse som ulovlig.

Af samme grunde finder Vejdirektoratet, at forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke er anvendelig i dette tilfælde.

Med hensyn til partshøring skal Vejdirektoratet oplyse følgende

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, angiver, at såfremt en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6, angiver, at bestemmelsen i stk. 1 ikke gælder, hvis der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

De særlige bestemmelser, som der henvises til i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6, findes i privatvejslovens § 16, stk. 1, hvorefter der ved vejsynet gives de fremmødte adgang til at udtale sig, før afgørelse træffes, jf. ovenstående på side 5 vedrørende denne bestemmelse.

Bestemmelsen i privatvejslovens § 16, stk. 1, giver endog en bedre beskyttelse af partens interesser end forvaltningslovens regler i og med, at der ved et vejsyn er sikret adgang til en mundtlig drøftelse.

Kommunen har således ikke i henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 1, været forpligtet til at partshøre yderligere.

For så vidt angår Deres anbringende om, at kommunens afslag på Deres anmodning om flytning af datoen for vejsyn burde have været begrundet, skal det oplyses, at kommunens beslutning om fastsættelse af dato for et vejsyn ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det er en procesbeslutning.

En myndigheds procesbeslutninger er, med mindre de afslutter sagsbehandlingen, del-beslutninger under en verserende sag, som afsluttes med en forvaltningsretlig afgørelse. Procesbeslutninger er således ikke selvstændige afgørelser i forvaltningslovens forstand, jf. pkt. 10 i Justitsministeriets vejledning af 1986 om forvaltningsloven, og kommunens afslag på Deres anmodning om udsættelse af datoen for vejsynet er derfor ikke omfattet af kravet om begrundelse i forvaltningslovens § 22.”

Med breve af 16. og 19. juli 2002 klagede A til mig over henholdsvis Vejdirektoratets og Blåvandshuk Kommunes behandling af sagen.

I brev af 23. december 2002 anmodede jeg Vejdirektoratet om en udtalelse. Jeg bad direktoratet om at komme ind på følgende

Hvorvidt privatvejslovens § 16, stk. 1, i alle henseender stiller parten bedre end forvaltningslovens § 19, stk. 1, og således fortrænger forvaltningslovens § 19, stk. 1. Hvis specialreglen i privatvejsloven ikke fortrænger forvaltningslovens § 19, stk. 1, men derimod suppleres af denne bestemmelse, bad jeg direktoratet om at udtale sig om hvorvidt der var foretaget tilstrækkelig partshøring i sagen.

Uddybe hvorfor forvaltningslovens § 11, stk. 1, efter Vejdirektoratets opfattelse ikke var anvendelig i sagen.

Hvorvidt Blåvandshuk Kommune havde pligt til at svare på A’s spørgsmål om hvad sagen drejede sig om.

Hvorvidt Blåvandshuk Kommune burde have ændret tidspunktet for afholdelse af vejsynet.

Jeg anmodede endvidere Vejdirektoratet om at direktoratet forinden afgivelse af udtalelse indhentede en udtalelse fra Blåvandshuk Kommune om sagen.

Den 16. april 2003 modtog jeg fra Vejdirektoratet Blåvandshuk Kommunes brev af 12. februar 2003 samt direktoratets brev af 15. april 2003.

Blåvandshuk Kommune udtalte i brevet af 12. februar 2003 bl.a. følgende

”Spørgsmål 1

Forvaltningslovens § 19 forudsætter, at der er akter/oplysninger i sagen, som myndigheden er i besiddelse af før vejsynet, som kan bruges til at træffe en beslutning i sagen, hvilket vi ikke er, da der først på eller efter vejsynet træffes beslutning om løsningsmodellen, jfr. privatvejsloven § 16, stk. 2. Kommunen vidste ikke før vejsynet om løsningen blev en opretning af gruset, udlægning af en overfladebehandling, udlægning af asfalt, en god idé fra en af de fremmødte eller en kombination af førnævnte muligheder. Derfor kunne vi ikke før vejsynet fremsende noget til parterne, kun af det ’gamle’, som var irrelevant for beslutningen på/efter vejsynet.

Da vejsynet er mundtlig (med referent), opstår der hurtig en debat, nye ideer kan opstå, alle fremmødte kan komme med kommentar og nye indgangsvinkler.

Da alle parter var blevet indkaldt og derved bekendt med afholdelsen af vejsynet, har de haft mulighed for skriftligt at indsende en kommentar. Hvilket nogle af parterne også har gjort.

Alle parter fik tilsendt vejmyndighedens beslutning, som først forelå efter vejsynet, og alle har haft ens klagemulighed.

Derfor mener vi, at der er foretaget tilstrækkelig partshøring i sagen.

Spørgsmål 2

(A) fremsatte begæring om aktindsigt. Den aktindsigt de bad om, var på de akter, der kunne have hjulpet dem med at træffe en beslutning vedr. sagen. Problemet var bare, at der på det tidspunkt kun fandtes den indkaldelse, som de havde fået vedrørende den ’nye’ sag. Ved at fremsende de akter der vedrørte den ’gamle’ sag, mente vi, at det kunne give en forkert opfattelse af, hvad vejsynet den 5. december 2001 drejede sig om. Det mente vi pga. at den ’gamle sag’ var bygget op efter proceduren i afsnit III i privatvejsloven, hvilken var forskellig fra proceduren i afsnit II i privatvejsloven, som vi fulgte i den ’ny’ sag.

De akter, som de søgte, kom først senere – på selve dagen for vejsynet og efterfølgende (hvilket vi mener er i overensstemmelse med afsnit II i privatvejsloven, se svaret i spørgsmål 3).

Derfor mente vi, at forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke var anvendelig i sagen.

Vi har erkendt, at vi ikke har overholdt forvaltningslovens § 16, stk. 2 vedr. de 10 dages svarfrist, hvilket vi selvfølgelig beklager meget.

Sagens akter blev i marts 2002 fremsendt til (A).

Spørgsmål 3

I indkaldelsen til vejsynet onsdag den 5. december 2001 stod der, at det drejede sig om den private fællesvej (V), og at det drejede sig om at løse det mangeårige problem med dårlig vedligeholdelse af vejen. Dvs. at det drejede sig om, hvordan vejen skulle vedligeholdes fremover.

Det (A) ønskede svar på, inden vejsynet, var en direkte løsningsmodel, hvor både materialevalg, omfang, pris m.v. var oplyst. Hvilket vi sådan set godt kunne forstå.

Problemet var bare, at såfremt vi gjorde det, overtrådte kommunen loven (sådan opfattede vi og opfatter stadig loven).

I privatvejslovens § 16 stk. 2 står der, at valg af løsningsmodel (altså det som (A) ønskede) først må træffes EFTER vejsynet. Hvilket også skete, hvorefter beslutningen blev sendt ud til alle, der var indkaldt til vejsynet.

Problemet var, at vejen lå og stadig ligger på landet. Derfor skulle afsnit II i privatvejsloven bruges. I afsnit II skal der afholdes et vejsyn (hvor man mødes på stedet) i henhold til §§ 15-20.

Det som gav problemet var, at loven skelner mellem ’private fællesveje på landet’ (afsnit II, hvor sagen befandt og stadig befinder sig) og ’private fællesveje i byer og bymæssige områder’ (afsnit III).

Hvis sagen havde været under ’private fællesveje i byer og bymæssige områder’ (afsnit III), hvad den ikke var , skulle en anden procedure have været brugt, og her kunne § 59 stk. 2 have været brugt – det var den paragraf som (A) bl.a. henviste til. Efter § 59 stk. 2 kan vejmyndigheden (kommunen) gøre enhver, som vil blive berørt af den påtænkte beslutning, bekendt med indholdet af denne. Denne mulighed findes ikke i privatvejsloven afsnit II.

Derfor mener vi, at vi har givet (A) de oplysninger, som vi mente, vi måtte efter privatvejslovens afsnit II.

Spørgsmål 4

Indkaldelsen til vejsynet den 5. december 2001 blev mandag den 12. november 2001 udsendt til over 300 personer, og indkaldelsen var fremsendt til aviserne (B) og (C), aviserne skulle offentliggøre indkaldelsen onsdag den 21. november 2001.

Dette var sket for at overholde privatvejsloven § 15, stk. 4, hvorefter der skal gives mindst 2 ugers varsel.

Vi modtog brevet fra (A) fredag den 16. november 2001, hvori de ønskede vejsynet flyttet til f.eks. en weekend. På det tidspunkt, hvor vi modtog brevet fra (A), måtte man forvente, at de, der var interesserede i vejsynet allerede havde foretaget nogle tiltag. Såfremt tidspunktet for vejsynet blev flyttet, skulle disse personer til at lave ændringer i deres tiltag.

Når man indkalder over 300 personer til vejsyn er det sjældent, at alle møder op. Ved flytning af datoen for vejsynet var der mulighed for, at nogle af de andre indkaldte, ikke kunne denne dag.

Vi ændrer meget sjældent et fastlagt møde af denne art; så kun mange henvendelser vedrørende ændring af tidspunktet ville gøre, at vi ville overveje dette.

Vi har erfaret fra tidligere møder af denne art, at deltagerne normalt ønsker dem holdt på hverdage og ikke i en weekend.”

Vejdirektoratet udtalte i brevet af 15. april 2003 bl.a. følgende

” 1.

Ifølge ordlyden i privatvejslovens § 16, stk. 1, gives der ved vejsynet de fremmødte adgang til at udtale sig.

I bemærkninger til den tidligere § 15, stk. 3, i lov nr. 288 af 7. juni 1972 (nu § 16, stk. 1,), jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 365, angives bl.a.: ’Ved stk. 3, foreslås reglerne om indvarslinger til vejsynet (åstedsforretningen) moderniseret og bragt bedre i overensstemmelse med den nugældende opfattelse af det berettigede i, at den, der berøres af offentlige myndigheders afgørelser, bør have lejlighed til at sætte sig ind i foreliggende forslag og gøre sine interesser gældende, inden endelig beslutning træffes.’

Formålet med bestemmelsen om vejsyn er således – udover at sikre vejmyndigheden det fornødne grundlag for at træffe en rigtig afgørelse – også at sikre, at parterne bliver gjort bekendt med vejmyndighedens beslutningsgrundlag og får lejlighed til at udtale sig herom, forinden afgørelse træffes.

På denne baggrund er det Vejdirektoratets opfattelse, at et vejsyn i henhold til privatvejslovens § 16, stk. 1, som udgangspunkt må antages at stille parterne mindst lige så godt og ofte bedre end forvaltningslovens bestemmelser om partshøring, m.v., både i relation til at blive bekendt med beslutningsgrundlaget og til at få lejlighed til at udtale sig. Parterne har lejlighed til selv at komme med oplysninger og til på stedet at kommentere både kommunens og andre parters oplysninger, hvilket ofte vil være en fordel frem for en skriftlig høring. At mødeformen som udgangspunkt må antages at stille en part bedre end en skriftlig behandling bekræftes efter Vejdirektoratets opfattelse af, at mødeformen anvendes inden for retsplejen og i andre relationer, hvor en afgørelse må antages at have særlige indgribende betydning, så som ekspropriation, taksation, m.v.

Det forhold, at en part ikke møder eller lader sig repræsentere ved vejsynet, kan normalt ikke føre til, at den pågældende efterfølgende har krav på at få de oplysninger, m.v., som den pågældende kunne have fået ved at møde eller lade sig repræsentere ved mødet. Kun hvis der ved vejsynet fremkommer oplysninger af ’faktisk’ karakter, som den pågældende ikke kunne forvente ville fremkomme, og som får en særlig betydning for afgørelsen i relation til den pågældende, f.eks. i form af særlig stor vedligeholdelsespligt, vil der – uanset den manglende tilstedeværelse – være grundlag for en særlig partshøring efter forvaltningslovens § 19. Dette ses ikke at være tilfældet i den foreliggende sag.

2.

I Vejdirektoratets brev af 26. juni til (A) er det anført, at forvaltningslovens § 11, stk. 1, ikke er anvendelig, idet der på tidspunktet (25. november 2001) for klagerens anmodning om aktindsigt endnu ikke fandtes akter, der vedrørte den ’nye’ sag, og idet klagerne måtte anses allerede at være bekendt med de foreliggende akter vedrørende den ’gamle’ sag.

Vejdirektoratet må medgive, at udtalelsen er ukorrekt formuleret. Bestemmelsen i lovens § 11, stk. 1 er principielt anvendelig.

Ifølge forvaltningslovens § 11, stk. 1, udsættes en sags afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne, såfremt en part under en sags behandling fremsætter begæring om aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes.

Blåvandshuk Kommune burde – som det også fremgår af Vejdirektoratets afgørelse – efter Vejdirektoratets opfattelse inden for 10 dage efter modtagelsen have besvaret anmodningen om aktindsigt.

Ifølge bestemmelsens ordlyd er det en betingelse, at en begæring om aktindsigt efter loven skal imødekommes.

Da der ifølge det oplyste ved modtagelsen af anmodningen ikke fandtes andre sagsakter på den nye del af sagen, end indkaldelsen til vejsynet, som klagerne allerede havde modtaget, og da sagsakterne på den gamle del af sagen allerede under det tidligere sagsforløb var fremsendt til klagerne, burde kommunen i svaret have oplyst dette.

3.

I henhold til forvaltningslovens § 7, stk. 1, skal en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Spørgsmålet om, i hvilket omfang det i sagen har været fornødent at besvare klagerens spørgsmål og i givet fald på hvilken måde, beror på kommunens skøn.

Vejdirektoratet har forstået kommunens manglende besvarelse således, at kommunen har skønnet, at der var tale om en ’chikanehenvendelse’, hvor klagerne, jf. kommunens brev af 8. august 2001 til sagens parter, herunder klagerne, vidste eller burde vide, hvad sagen drejede sig om, og at det derfor ikke var fornødent at svare.

Dette skøn kan Vejdirektoratet ikke tage stilling til, jf. privatvejslovens § 7, stk. 1, hvorefter Vejdirektoratets kompetence som klagemyndighed er begrænset til retlige spørgsmål.

4.

Ifølge privatvejslovens § 15, stk. 4, skal indkaldelse til vejsyn foretages af vejmyndigheden med mindst to ugers varsel ved offentlig kundgørelse i stedlige blade efter vejmyndighedens bestemmelse. Med samme varsel indkaldes så vidt muligt enhver, der er vejberettiget til vejen, eller som i henhold til særlig overenskomst eller anden bestemmelse skønnes at kunne inddrages under istandsættelses- og vedligeholdelsespligten.

Privatvejsloven indeholder ikke bestemmelser, der giver grundejerne ret til at kræve vejsyn afholdt på bestemte ugedage eller tidspunkter.

Det er således i henhold til privatvejsloven op til kommunen at fastlægge tidspunktet for et vejsyn.

Det bemærkes i den forbindelse, at Vejdirektoratet ikke finder grundlag for at antage, at kommunen ved fastsættelsen af tidspunktet har varetaget usaglige hensyn.

Vejdirektoratet har noteret sig, at kommunen har indkaldt klagerne til vejsynet den 5. december i brev af 12. november 2001, dvs. med tre og ikke kun med de foreskrevne to ugers varsel.

Efter Vejdirektoratets opfattelse er det både lovligt og rimeligt, at kommunen vælger at holde vejsyn inden for administrationens normale arbejdstid. Der er ikke i loven eller dens forarbejder holdepunkter for at antage, at kommunen ved sin administration af bestemmelserne skulle være forpligtet til at pålægge administrationen overarbejde og betale herfor.

Kommunen har således efter Vejdirektoratets opfattelse ikke været forpligtet til at imødekomme klagernes ønske om at ændre tidspunktet for vejsynet.

Det bemærkes også i denne forbindelse, at Vejdirektoratet som klagemyndighed i henhold til privatvejslovens § 7, stk. 1, alene kan tage stilling til retlige spørgsmål.

For god ordens skyld skal det oplyses, at det af bemærkningerne til den tidligere § 15, stk. 3 i lov nr. 288 af 7. juni 1972 (nu § 15, stk. 4,), jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 365, fremgår, at bestemmelsen om indkaldelse til vejsyn med mindst to ugers varsel netop blev indført af hensyn til grundejere, der ikke har fast bopæl ved vejen, f.eks. sommerhusejere.

Ifølge den om indkaldelse til vejsyn tidligere gældende bestemmelse, § 2 i ’lov af 14. april 1865 om istandsættelsen og vedligeholdelsen af private veje, til hvis afbenyttelse flere er udelukkende berettigede’, kunne indkaldelse ske med to dages varsel ved brev til grundejerne og otte dages varsel for den offentlige bekendtgørelse.”

A kommenterede i brev af 14. maj 2003 Blåvandshuk Kommunes og Vejdirektoratets udtalelser, og på baggrund af A’s brev af 14. maj 2003 fremkom Blåvandshuk Kommune i brev af 5. juni 2003 med yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Partshøring

Inden Blåvandshuk Kommune traf afgørelse den 19. december 2001, sendte kommunen de vejberettigede en indkaldelse til vejsyn den 5. december 2001 og indrykkede indkaldelsen i avisen (B), og under vejsynet fik alle fremmødte adgang til at udtale sig. Kommunen gik frem efter bestemmelserne i afsnit II, kapitel 6, §§ 15-17, i privatvejsloven (lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999 om private fællesveje som ændret senest ved lov nr. 172 af 19. marts 2001). Bestemmelserne har følgende ordlyd

’Afsnit II

Private fællesveje på landet

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En kommune indkaldte til vejsyn angående en privat fællesvej, og nogle af de vejberettigede sendte derefter kommunen en anmodning om aktindsigt. De bad også om nærmere oplysning om sagen og om at tidspunktet for vejsynet blev flyttet, men det afviste kommunen. Efter vejsynet besluttede kommunen at vejen skulle istandsættes, og senere gav kommunen de vejberettigede aktindsigt. De klagede til Vejdirektoratet, men direktoratet mente ikke at der var grundlag for at kritisere kommunens sagsbehandling. Dog burde kommunen have besvaret anmodningen om aktindsigt inden ti dage.

Ombudsmanden udtalte at reglerne om vejsyn i privatvejslovens afsnit II ikke fortrængte forvaltningslovens regler om partshøring. Kommunen burde derfor have foretaget partshøring af alle vejberettigede. Før afgørelsen blev truffet, burde kommunen desuden have taget stilling til om afgørelsen skulle udsættes indtil de vejberettigede som havde søgt aktindsigt, havde fået den. Kommunen burde endvidere have givet dem visse nærmere oplysninger om sagen. Endvidere var reglerne om notatpligt overtrådt. Ombudsmanden kritiserede ikke at kommunen fastholdt tidspunktet for vejsynet. (J.nr. 2002-2377-516).