Udsættelse af husvildebolig

§ 31 i bistandsloven så herefter således ud

’ § 31. Når en enlig eller en familie er husvild, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at anvise familien husly mod betaling, der ikke må overstige hverken lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne størrelse.

Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om betaling for brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering, og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk. 1.

’

I vejledning nr. 44 af 31. marts 1995 fremgår bl.a. følgende om § 31

’1. Husvildebestemmelsen i § 31

Det er en forudsætning, at de boligløse i den akutte situation ikke selv har mulighed for at skaffe sig indkvartering, og der kan ikke via § 31 skabes nogen varig løsning af deres boligproblem.’

I medfør af § 31, stk. 2, fastsatte Indenrigsministeren i bekendtgørelse nr. 885 af 21. november 1995 regler der alene gjaldt for midlertidig indkvartering i Flygtningehjælpens indkvarteringer.

Vestre Landsret har i en kendelse af 3. juni 1997 (gengivet i UfR 1997.1253) vurderet hvorvidt leje i medfør af bistandslovens § 31 er omfattet af lejeloven i en opsigelsessituation. Sagen drejede sig om en flygtningefamilie som var indkvarteret midlertidigt i en af Dansk Flygtningehjælps indkvarteringsboliger, og som afviste at flytte i en af Flygtningehjælpen anvist permanent bolig. Vestre Landsret kom frem til at familien ikke var beskyttet af lejelovens regler og derfor ikke kunne modsætte sig Dansk Flygtningehjælps krav om at familien skulle fraflytte den midlertidige bolig når Flygtningehjælpen kunne anvise en anden, permanent, bolig.

Vestre Landsret begrundede kendelsen således

’Bistandslovens § 31, stk. 1, omhandler kommunalbestyrelsens pligt til at anvise en husvild familie husly mod betaling, medens bistandslovens § 31, stk. 2, 1. pkt., vedrører tilfælde, hvor hjemløse anvises midlertidig indkvartering, og hvor det offentlige afholder udgifterne. Ifølge den almindelige anvendte retlige definition af ’leje’ som ’brug mod vederlag’ er de brugsforhold, som etableres i medfør af bistandslovens § 31, stk. 1, generelt omfattet af lejeloven, jf. lovens § 1. Derimod er de brugsforhold, der etableres i medfør af bistandslovens § 31, stk. 2, 1. pkt., som udgangspunkt ikke omfattet af lejeloven, da der er tale om midlertidig indkvartering uden betaling. Kun hvis der med hjemmel i § 31, stk. 2, jf. herved bekendtgørelse nr. 885 af 21. november 1995, kræves betaling, bliver også disse brugsforhold omfattet af den nævnte lejeretlige definition.

I bistandslovens § 31, stk. 2, 2. pkt., er det fastsat, at lejelovgivningens regler ikke finder anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk. 1. I forarbejderne til bistandslovens § 31, stk. 2, (Folketingstidende 1989-90, tillæg A, sp. 1039 er det bl.a. anført

’Forslaget giver mulighed for, at der kan fastsættes betaling, når enlige indkvarteres midlertidigt, selv om de ikke er omfattet af stk. 1, og for at der kan fastsættes betaling for flygtninges ophold i midlertidig indkvartering, når udgifterne afholdes af det offentlige. Det foreslås, at lejelovgivningens regler ikke skal finde anvendelse i disse tilfælde.’

Landsretten finder efter ordlyden og opbygningen af bistandslovens § 31 og forarbejderne til bestemmelsens stk. 2 – henset til brugsforholdets karakter af midlertidig indkvartering – ikke grundlag for at antage, at det alene har været tilsigtet at undtage brugsforholdene fra lejelovgivningens betalingsregler, men at det derimod har været tilsigtet, at disse midlertidige indkvarteringer, der som udgangspunkt ikke er omfattet af lejeloven, heller ikke skal være omfattet af lejeloven, når der afkræves hjemløse betaling.

’

I lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service (serviceloven) afløste § 66 bistandslovens § 31. Servicelovens § 66 var formuleret således

’§ 66. Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne størrelse.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling for brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering, og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk. 1.’

Forarbejderne (Folketingstidende 1996- 97, Tillæg A, s. 4975) indeholder følgende om servicelovens § 66

’Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til bistandslovens § 31, stk. 1.

Kommunen er således fortsat forpligtet til at skaffe familier og enlige, der har mistet en bolig, den efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering, ikke nødvendigvis en lejlighed, men fx midlertidig indkvartering i hotel, pensionat eller – for enlige – et botilbud efter lovforslagets § 92. Det skal understreges, at henvisning til et sådant botilbud kun bør anvendes som en absolut nødløsning for en kortere periode, og at der hurtigst muligt bør tilbydes anden form for indkvartering.

Bistandslovens § 31, stk. 2, angår betaling for indkvartering i Flygtningehjælpens midlertidige boliger. I forslagets stk. 2 er bestemmelsen videreført, men med bemyndigelse til indenrigsministeren til at fastsætte betalingsregler.’

På s. 43f i Socialministeriets vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne fremgår følgende om § 66, stk. 1 og 2

’Bestemmelsen svarer til den hidtidige i bistandslovens § 31, stk. 1, dog forudsættes der nu, at klage over kommunens afgørelse i medfør af bestemmelsen følger de almindelige klageregler, og efter stk. 2 om indkvartering i Flygtningehjælpens midlertidige boliger er det nu indenrigsministeren og ikke socialministeren, der er bemyndiget til at fastsætte betalingsregler.

Kommunen er således fortsat forpligtet til at skaffe familier og enlige, der har mistet en bolig, den efter omstændighederne bedst egnede midlertidige indkvartering, ikke nødvendigvis en lejlighed, men fx midlertidig indkvartering i hotel, pensionat eller – for enlige – et botilbud efter lovens § 94.

Det kan specielt fremhæves, at begrebet ’husvild’ forudsætter, at det drejer sig om en person eller en familie, der har mistet sin hidtidige bolig og altså står helt uden tag over hovedet. Derfor falder fx studerende, der har brug for bolig i nærheden af uddannelsesstedet, ikke ind under § 66.

Bestemmelsen omfatter derimod fx personer, hvis bolig er brændt eller på anden måde ødelagt, og personer, der bliver sat ud af deres bolig pga. huslejerestance, ulovlig beboelse m.v.

Det er en forudsætning, at de boligløse i den akutte situation ikke selv har mulighed for at skaffe sig indkvartering, og der kan ikke via bestemmelsen skabes nogen varig løsning af deres boligproblem.

’

Ved lov nr. 474 af 1. juli 1998 om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven) blev § 66, stk. 2, ophævet. Bestemmelsen blev flyttet til integrationslovens § 14 som er formuleret således

’Kommunalbestyrelsen skal inden 3 måneder, efter at ansvaret er overgået til kommunalbestyrelsen, anvise boliger til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen har visiteret til kommunen. Indtil det er muligt at anvise en bolig, skal kommunalbestyrelsen anvise de pågældende flygtninge et midlertidigt opholdssted. Reglerne i lejeloven finder ikke anvendelse i forbindelse med indkvartering på midlertidige opholdssteder.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om betaling for indkvartering på midlertidige opholdssteder og om inddrivelse heraf.’

Af forarbejderne (Folketingstidende 1997-98, Tillæg A, s. 1674f ) til denne bestemmelse fremgår følgende

’Bestemmelsen fastslår, at kommunalbestyrelsen inden tre måneder efter, at ansvaret er overgået til kommunalbestyrelsen, skal anvise permanente boliger til de flygtninge, som Udlændingestyrelsen har visiteret til den pågældende kommune. Indtil det er muligt at anvise en permanent bolig, skal kommunalbestyrelsen anvise de pågældende flygtninge et midlertidigt opholdssted. Bestemmelsen fastlægger endvidere, at lejelovens regler ikke finder anvendelse i forbindelse med indkvartering på midlertidige opholdssteder.

Bestemmelsen i stk. 2 bemyndiger indenrigsministeren til at fastsætte nærmere regler om betaling for indkvartering på midlertidige opholdssteder og om inddrivelse heraf. Der er i hovedtræk tale om en videreførelse af § 66, stk. 2, i lov nr. 454 af 10. juni 1997 om social service, der ophæves ved denne lov.’

Konklusion

På baggrund af denne gennemgang af udviklingen i retsgrundlaget for husvildebestemmelsen må jeg konkludere at det ved de 2 domme i 1959 fra henholdsvis Østre og Vestre Landsret blev fastslået at anvisning af en husvildebolig efter den dagældende bestemmelse i forsorgslovens § 279 ikke var et lejemål i lejelovens forstand.

Der er ikke sket ændringer i husvildebestemmelsen ved de senere overførelser af bestemmelsen til først forsorgslovens § 127 og senere bistandslovens § 31. Jeg henviser i den forbindelse til at der i forarbejderne til disse bestemmelser henvises til at forsorgslovens § 127 svarer til forsorgslovens § 279, og at bistandslovens § 31 svarer til forsorgslovens § 127.

Jeg mener ikke at indførelsen af stk. 2 i bistandslovens § 31 i 1989 ændrer den retsstilling som blev fastslået med de to landsretsdomme fra 1959, idet § 31, stk. 2, alene vedrører betalingsregler. Jeg henviser her til den direkte ordlyd af § 31, stk. 2, og forarbejderne til bestemmelsen hvoraf bl.a. fremgår følgende

’Forslaget giver mulighed for, at der kan fastsættes betaling, når enlige indkvarteres midlertidigt, selv om de ikke er omfattet af stk. 1, og for at der kan fastsættes betaling for flygtninges ophold i midlertidig indkvartering, når udgifterne afholdes af det offentlige. Det foreslås, at lejelovgivningens regler ikke skal finde anvendelse i disse tilfælde.

Herved kan det undgås, at midlertidigt indkvarterede personer i visse tilfælde får en utilsigtet økonomisk fordel. Bestemmelsen får navnlig betydning i tilfælde, hvor den indkvarterede modtager en kontanthjælpsydelse, der skal dække såvel udgifter til underhold som til bolig, dvs. den foreslåede bruttorevalideringsydelse samt unge-ydelsen efter § 37, stk. 2, 2. pkt.’

Den efterfølgende udmøntning af stk. 2 i bekendtgørelse nr. 705/1990 bestod da også i fastsættelse af betalingsregler for flygtninge og enlige.

Der er ikke sket relevante ændringer i husvildebestemmelsen ved overførelsen af bestemmelsen til først servicelovens § 66, og senere ved overførelse af § 66, stk. 2, til integrationslovens § 14.

På denne baggrund er jeg enig med Lyngby-Taarbæk Kommune og Det Sociale Nævn for Københavns Amt i at retsforholdet ved anvisning af boliger efter servicelovens § 66 ikke er omfattet af lejelovens regler.

Kendelsen fra Vestre Landsret (UfR 1997.1253) der vedrørte spørgsmålet om udsættelse af en flygtningefamilie, kan ikke føre til andet resultat.

De blev før De flyttede ind i husvildeboligen, af kommunen informeret om at der var tale om et midlertidigt indkvarteringssted, at De skulle flytte når Lyngby- Taarbæk Kommune tilbød Dem en anden bolig, at de almindelige regler om 3 boligtilbud derfor ikke var gældende, og at lejelovens regler ikke gjaldt for husvildeboligen.

Jeg har herefter ikke grundlag for at kritisere Lyngby-Taarbæk Kommunes afgørelse om at De skulle flytte ud af husvildeboligen som en konsekvens af at De havde afslået tilbud om en permanent bolig.

Jeg henviser endvidere til at De – efter kommunens tilbud om permanent bolig – efter min opfattelse ikke mere var husvild i lovens forstand.

De giver i Deres klage til mig udtryk for at De er utilfreds med at man hvis man har modtaget tilbud om en husvildebolig, skal tage imod kommunens første tilbud om en permanent bolig. Personer på den almene venteliste kan derimod sige nej tak til tre tilbud om boliger før de slettes af ventelisten. De mener at denne forskel er udtryk for en uberettiget forskelsbehandling.

At kommunen i forbindelse med anvisning af en husvildebolig stiller som betingelse at man skal tage imod kommunens første tilbud om en permanent bolig, skal formentlig ses i sammenhæng med at forpligtelsen til at stille husvildeboligen til rådighed hermed ophører, og at kommunen har behov for at kunne råde over husvildeboligen til anden side. Da betingelsen således har et sagligt formål, har jeg ikke grundlag for at kritisere dette forhold.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

§ 66 i serviceloven (lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000) er formuleret således

’§ 66. Kommunen anviser husly mod betaling, hvis en enlig eller en familie er husvild. Betalingen må ikke overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for en familie af denne størrelse.’

I et almindeligt lejeforhold gælder lejelovens regler. For så vidt angår udlejers opsigelse, gælder derfor betingelserne i lejelovens kapitel 13 (lovbekendtgørelse nr. 347 af 14. maj 2001).

Spørgsmålet er om lejelovens regler om bl.a. opsigelse finder anvendelse i tilfælde hvor kommunen efter servicelovens § 66 har pligt til at anvise husly.

Bestemmelsen om anvisning af husly til husvilde blev i 1891 indsat i Fattiglovens § 66. Ved lov nr. 181 af 20. maj 1933 afløste forsorgslovens § 279 denne bestemmelse. § 279 var sålydende

’§ 279. Naar en Familieforsørger uden egen Skyld er blevet husvild , men ikke mangler Evne til at udrede den paa vedkommende Egn sædvanlige Husleje paa de samme Steds almindelige Betingelser i Henseende til Forfaldstid, Forudbetaling m.v., er den Kommune, i hvilken han var bosat, da han blev husvild, forpligtet til at forskaffe ham og Familie fornødent husly mod en Betaling, der ikke maa overstige hverken den anviste Beboelses Lejeværdi eller den i Egnen sædvanlige Husleje for en Familie som den omhandlede.

Stk. 4. Betaler den husvilde ikke den fastsatte Leje, betragtes hans Gæld i saa Henseende som Kommunehjælp, naar det udtrykkelig er tilkendegivet ham, at Undladelse af at betale Husleje vil have denne Virkning.’

Forarbejderne til bestemmelsen bidrager ikke til løsningen af spørgsmålet.

I 1959 afsagde Vestre Landsret dom i en sag om opsigelse fra og udsættelse af en husvildebolig (UfR 1959.919). Af dommen fremgår bl.a. følgende

’Af anke ( ) fremgik at appellanten [Herning Kommune; min præcisering] den 6. oktober 1955 af arvingerne i et dødsbo havde lejet en to værelses lejlighed i boets ejendom i Herning, med ret til fremleje, og således at lejemålet af begge parter kunne opsiges med 14 dages varsel, idet arvingerne agtede at sælge ejendommen. Den 15. s.m. stillede appellanten i medfør af forsorgslovens § 279 lejligheden til rådighed for indstævnte, efter at denne var gjort bekendt med, at der ikke forelå et lejemål i lejelovens forstand, og at han var forpligtet til at fraflytte med 14 dages varsel.

I kontrakten mellem parterne bestemtes det, at undladelse af lejebetaling ville medføre, at skyldig leje ansås som kommunehjælp, og at fremlejemålet i så tilfælde kunne ophæves af appellanten. Den 7. januar 1959 opsagde ejerne appellantens lejemål pr. 1. februar s.å., og appellanten gav indstævnte tilsvarende opsigelse. Indstævnte nægtede at flytte og gjorde under en af appellanterne rekvireret udsættelsesforretning gældende, at hans lejemål var beskyttet i henhold til lejelovens § 67.

Det var oplyst, at appellanten i længere tid havde betalt lejen for indstævnte som kommunehjælp, i alt godt 1100 kr., uden at gøre brug af adgangen til at hæve fremlejemålet.

Ved fogedrettens kendelse bestemtes det, at udsættelsesforretningen ikke burde nyde fremme.

I V.L.D. 5. august 1959 ( ) udtales, at forholdet under hensyn til, at indstævnte som husvild havde fået lejligheden anvist i medfør af forsorgslovens § 279 og var gjort bekendt hermed før indflytningen, ikke var et lejemål i lejelovens forstand, hvorfor udsættelsesforretningen burde nyde fremme.’

Samme år afsagde Østre Landsret dom i en lignende sag (UfR 1959.945). Sagen drejede sig om en kvinde der ikke kunne finde en lejlighed, hvorefter Svendborg Kommune henviste hende til en husvildebolig. Kvinden skrev ved henvisningen under på ’at den nævnte beboelse kun er overladt mig til midlertidigt brug, samt at jeg er pligtig til ( ) at svare den leje, som udvalget på kommunens vegne fastsætter ( ). Endvidere erkender jeg at være pligtig til på udvalgets anfordring at fraflytte beboelsen. ( ).’

Ved retssagen påstod Svendborg Kommune kvinden udsat af lejemålet hvilket hun havde afvist.

Østre Landsrets dom lød således

’

Idet indstævnte efter det foreliggende har fået boligen anvist som husvild, og efter det sociale udvalgs skøn ikke mere opfylder betingelserne i § 279 i lov om offentlig forsorg, må appellanten være berettiget til at fordre det etablerede forhold, der ikke kan anses omfattet af lejelovens regler, ophævet. Da appellanten endvidere findes berettiget til at kræve forholdet bragt til ophør ved en umiddelbar fogedforretning, vil appellantens påstand være at tage til følge.

’

Ved lov nr. 169 af 31. maj 1961 blev bestemmelsen i § 279 flyttet til samme lovs § 127. Af bemærkningerne til denne bestemmelse (Folketingstidende 1960-61, Tillæg A, sp. 360) fremgår det at § 127 svarer til den gældende lovs § 279.

Ved bistandslovens indførelse (lov nr. 333 af 19. juni 1974) blev bestemmelsen overført til bistandslovens § 31. Denne bestemmelse var således

’ § 31. Når en familie er husvild, er det sociale udvalg forpligtet til at anvise familien husly mod betaling, der ikke må overstige hverken lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en familie af denne størrelse.

Stk. 2. Betalingen inddrives efter de regler, der er nævnt i § 7, stk. 2.

Stk. 3. Det sociale udvalgs afgørelser efter denne bestemmelse kan indbringes for amtsankenævnet, men ikke for højere administrativ myndighed.’

Af forarbejderne til loven fremgår at bestemmelsen i § 31 med redaktionelle ændringer svarer til § 127 i lov om offentlig forsorg.

I 1989 blev der indsat et nyt stk. 2 i bestemmelsen. Det skete ved lov nr. 853 af 20. december 1989, og bestemmelsen havde følgende ordlyd

’ Stk. 2. Socialministeren kan fastsætte regler om betaling for brugen af midlertidige opholdssteder, hvortil hjemløse anvises indkvartering, og hvor det offentlige afholder udgifterne. Lejelovgivningens regler finder ikke anvendelse, jf. lejelovens § 2, stk. 1.’

Af forarbejderne til denne bestemmelse (Folketingstidende 1989-90, Tillæg A, sp. 1034ff) fremgår følgende

’ Almindelige bemærkninger

Ud over forslaget om den faste revalideringsydelse foreslås det at udbygge husvildebestemmelsen i § 31 med henblik på indførelse af mulighed for at fastsætte betaling for enlige personers og flygtninges ophold i midlertidig indkvartering.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Forslaget giver mulighed for, at der kan fastsættes betaling, når enlige indkvarteres midlertidigt, selv om de ikke er omfattet af stk. 1, og for at der kan fastsættes betaling for flygtninges ophold i midlertidig indkvartering, når udgifterne afholdes af det offentlige. Det foreslås, at lejelovgivningens regler ikke skal finde anvendelse i disse tilfælde.

Herved kan det undgås, at midlertidigt indkvarterede personer i visse tilfælde får en utilsigtet økonomisk fordel. Bestemmelsen får navnlig betydning i tilfælde, hvor den indkvarterede modtager en kontanthjælpsydelse, der skal dække såvel udgifter til underhold som til bolig, dvs. den foreslåede bruttorevalideringsydelse samt unge-ydelsen efter § 37, stk. 2, 2. pkt.

’

Socialministeren fastsatte i bekendtgørelse nr. 705 af 17. oktober 1990 betalingsregler. Disse regler så således ud

’ § 1. Flygtninge og andre, der har ophold i Flygtningehjælpens midlertidige indkvarteringer, betaler for opholdet pr. måned

Enlige med eller uden børn 1.200 kr.

Par uden børn 2.200 kr.

Par med et, to, eller tre børn 2.400 kr.

Par med fire eller flere børn 2.600 kr.

Stk. 2. Den betalingssats, der er nævnt i stk. 1, nr. 1, gælder også i andre tilfælde, hvor enlige indkvarteres midlertidigt, og hvor det offentlige afholder udgifterne.

’

I Bistandsloven med kommentarer, 3. udgave (1994), s. 194f, har Bo Antonsen, Grethe Buss og Anne Lind Madsen skrevet således vedrørende lovens § 31, stk. 1 og 2, som de så ud på det tidspunkt

’ 1)

Forpligtelsen til at anvise husly påhviler kommunalbestyrelsen uden hensyn til, hvad der er årsag til ansøgerens trangssituation, og om behovet er selvforskyldt. Til forpligtelsen til at anvise husly er ikke i sig selv knyttet en pligt til at yde hjælp til boligudgiften eller et krav om, at det anviste husly nødvendigvis skal være en lejlighed. Afgørende for, om der skal ydes hjælp til dækning af boligudgiften, er, om betingelserne efter afsnit III er opfyldt. Socialministeriet har udtalt, at bestemmelsen ikke indeholder en forpligtelse for opholdskommunen til at anvise en bolig, men alene til at sørge for husly til husvilde familier, en foranstaltning der må betragtes som en foreløbig ordning, indtil familien har skaffet sig en egentlig bolig.

2) Bestemmelsen [i stk. 2; min præcisering] er indsat ved lov nr. 853 af 20.12.1989. Den giver mulighed for at fastsætte betaling, dels når enlige indkvarteres midlertidig, selv om de ikke er omfattet af stk. 1, og dels for flygtninges ophold i midlertidig indkvartering, når udgifterne afholdes af det offentlige. Lejelovgivningens regler finder ikke anvendelse i disse tilfælde.

’

Ved en lovændring i 1995 (lov nr. 86 af 8. februar 1995) kom bistandslovens § 31, stk. 1, til også at gælde for enlige.

Af forarbejderne (Folketingstidende 1994-95, Tillæg A, s. 112ff) til denne lovændring fremgår følgende

’

Hovedelementerne i lovforslaget

Lovforslaget indeholder forslag om

En udvidelse af bestemmelsen om kommunernes forpligtelse til at anvise husly til også at omfatte enlige.

1. Ændring af husvildebestemmelsen

Det foreslås at udvide kommunalbestyrelsens grundlæggende forpligtelse efter § 31 til at anvise en familie husly mod betaling til også at omfatte enlige, der er husvilde. Hidtil har § 31 kun nævnt en familie, hvilket i praksis har været forstået som mindst 2 personer. Samtidig har en vis forpligtelse til at anvise husly til enlige dog også kunnet udledes af § 1. Med den foreslåede ændring præciseres kommunalbestyrelsens forpligtelse over for enlige.

Kommunalbestyrelsen er således forpligtet til, som efter den gældende bestemmelse, at skaffe en efter omstændighederne bedst egnet bolig, ikke nødvendigvis en lejlighed. Undtagelsesvis kan der henvises til en § 105-institution som en rent foreløbig foranstaltning.

’

Udsættelse af husvildebolig

Den 12. marts 2001 bad A og B Lyngby- Taarbæk Kommune om at få anvist en bolig idet de i løbet af foråret ville komme til at stå uden bolig.

Den 8. maj 2001 underskrev A og B en erklæring om at de havde fået anvist en husvildebolig pr. 10. maj 2001. Af erklæringen fremgik bl.a. følgende

”Undertegnede, (A) og (B), ( ), har efter lov om social service § 66 fået anvist en husvildebolig, som er et midlertidigt indkvarteringssted, beliggende

(X)-vej, 2800 Kgs. Lyngby

Jeg/vi er indforstået med

at flytte når Lyngby-Taarbæk Kommune tilbyder en anden bolig og at de almindelige regler om 3 boligtilbud derfor ikke er gældende,

Jeg/vi er underrettet om,

at lejelovens regler ikke gælder for ovennævnte husly.”

A og B flyttede herefter ind i husvildeboligen.

Den 9. juli 2001 tilbød Lyngby-Taarbæk Kommune A og B en permanent bolig på Y- vej, Kgs. Lyngby.

I brev af 11. juli 2001 til kommunen klagede A over boligtilbuddet. A skrev bl.a. således

”Vi har netop set lejligheden og vi er meget skuffede og forundrede over, at man fra Boliganvisningens side, overhovedet ikke tager hensyn til, at vi har en baby.

Toilettet er på ca. 2 (to) kvm, hvor der er monteret en bruser på væggen. Hvordan tror De bademulighederne er for ens baby? Som minimum behøver man da en bruseniche, hvor babykarret kan stå.

Vi betragter ikke dette ’boligtilbud’ som et reelt tilbud og vi ser meget gerne et tilbud om en lejlighed i et normalt boligselskab, da vi nu, kun alt for godt, kender til standarden i kommunens egne boliger.”

Den 12. juli 2001 skrev Lyngby-Taarbæk Kommune følgende til A

”Tak for Deres brev af 11.7.2001 vedrørende vores tilbud om en bolig på (Y)-vej, 2800 Kgs. Lyngby.

Den 12.3.2001 blev De skrevet op til en kommunal anvist bolig i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Den 8.5.2001 underskrev De en erklæring i forbindelse med indflytningen i husvildeboligen på (X)-vej. I denne erklæring stod, at De skulle fraflytte husvildeboligen, når Lyngby-Taarbæk Kommune tilbød Dem en anden bolig. De almindelige regler om 3 boligtilbud var derfor ikke gældende.

Vi må derfor meddele Dem, at De ikke vil modtage flere tilbud om bolig fra Lyngby- Taarbæk Kommune.

De skal fraflytte husvildeboligen senest fredag den 20.7.2001 kl. 12.00. De bedes derfor omgående tage kontakt til ejendomskontorets distrikt Lyngby, tlf. ( ) hverdage mellem kl. 8-9 for at aftale tid til udfærdigelse af en fraflytningsrapport og aflevering af nøgler.

Vi skal gøre Dem opmærksom på, at såfremt De ikke fraflytter husvildeboligen vil udsættelse ved fogeden blive iværksat.”

Den 15. juli 2001 klagede A og B til mig over kommunens afgørelse af 12. juli 2001.

I brev af 19. juli 2001 sendte jeg A og B’s klage til Det Sociale Nævn for Københavns Amt som en anmodning fra A og B om at det sociale nævn tog stilling til om nævnet kunne behandle deres sag, herunder om nævnet kunne tage stilling til Lyngby-Taarbæk Kommunes betingelser for husvildeboligen.

Lyngby-Taarbæk Kommune skrev således til A og B den 1. august 2001

”

Da vi i dag fortsat ikke har modtaget Deres accept af vores tilbud om at overtage ovennævnte lejemål [(Y)-vej; min bemærkning], meddeler vi Dem hermed, at denne bolig vil blive udlejet til anden side.

Da De således ikke ønsker at gøre brug af vores tilbud om en passende bolig, ser vi os nødsaget til at gøre Deres nuværende midlertidige bolig permanent.

De vil snarest modtage en lejekontrakt, som De hurtigst muligt bedes underskrive og tilbagesende til ejendomskontoret.

Vi gør Dem endnu en gang opmærksom på, at De ikke vil modtage flere boligtilbud fra Lyngby-Taarbæk Kommune. Ønsker De efterfølgende en anden eller større bolig, skal De rette henvendelse til de boligselskaber, hvor De er skrevet op.”

I e-mail af 6. august 2001 orienterede A kommunen om at han aldrig havde accepteret tilbud om permanent leje af husvildeboligen.

På baggrund af ombudsmandens oversendelse af A og B’s klage til Det Sociale Nævn for Københavns Amt genvurderede Lyngby-Taarbæk Kommune den 14. august 2001 sagen. Kommunen fastholdt sin afgørelse af 12. juli 2001 om at A og B skulle fraflytte husvildeboligen. Kommunen skrev endvidere følgende

”

Som begrundelse herfor henvises til den erklæring De underskrev den 8.5.01 i forbindelse med tildeling af husvildebolig.

Af erklæringen fremgår det bl.a., at De er indforstået med at flytte, når kommunen tilbyder en anden bolig.

Kommunen har den 9.7.01 fremsendt et permanent boligtilbud til Dem på (Y)-vej på 69 m², indeholdende 2 værelser og 2 kamre. Tilbuddet har De imidlertid ikke ønsket at modtage, idet De var utilfreds med toilet og bademulighederne.

Efter kommunens opfattelse var det et passende boligtilbud.

Den 1.8.01 fremsendte kommunen derfor skrivelse om, at ovennævnte bolig ville blive udlejet til anden side og tilbød at De kunne leje husvildeboligen som permanent bolig. De ville høre nærmere fra Ejendomskontoret vedr. lejekontrakt.

Efterfølgende har Ejendomskontoret i skrivelse af 3.8.01 meddelt, at lejekontrakten skulle underskrives, husleje samt depositum indbetales senest den 10.8.01.

Hvis lejekontrakten ikke var underskrevet og det nævnte beløb ikke indbetalt senest denne dato ville Ejendomskontoret se sig nødsaget til at anmode fogeden om udsættelse af husvildeboligen.

Da De ikke har underskrevet kontrakten og ikke indbetalt beløbet, går kommunen ud fra at De ikke ønsker at tage imod dette boligtilbud. Sagen er derfor dags dato sendt til Ejendomskontoret med henblik på, at anmode fogeden om at udsætte Dem af lejligheden. De vil høre nærmere fra Ejendomskontoret.

Vi gør Dem samtidig opmærksom på, at De ikke vil modtage flere boligtilbud fra kommunen.

”

Den 13. september 2001 meddelte det sociale nævn følgende

”

AFGØRELSE

Det blev på det foreliggende grundlag besluttet at tiltræde kommunens afgørelse i henhold til lov om social service § 66.

Begrundelsen er, at kommunen har opfyldt sin forpligtelse med at skaffe Dem husly ved at tilbyde Dem en lejlighed på 2 værelser og 2 kamre på i alt 69 m².

Det skal dog bemærkes, at kommunen har pligt til at skaffe Dem husly, såfremt De står akut boligløs.

Kommunen har i denne situation kun pligt til at være Dem behjælpelig med at skaffe den bedst egnede midlertidige indkvartering i form af hotelværelse, pensionat, herberg eller lignende.

Kommunen kan således ikke skaffe Dem en lejlighed efter lov om social service § 66, men alene den bedst egnede midlertidige bolig. Endvidere kan denne bestemmelse ikke skabe nogen varig løsning af Deres boligproblem.

Efter nævnets opfattelse er bestemmelsen i lov om social service § 66 derfor heller ikke til hinder for, at kommunen gør et tilbud efter denne bestemmelse betinget af, at De fraflytter, når De tilbydes en permanent bolig.

Med hensyn til kommunens anvisning af lejligheden beliggende på (Y)-vej kan nævnet ikke behandle denne del af klagen, som derfor må afvises.

Det kan hertil bemærkes, at det af sagen fremgår, at den lejlighed, De er blevet tilbudt, er beliggende i en ejendom, der ejes af Lyngby-Taarbæk kommune.

Anvisningsretten til sådanne boliger tilhører kommunen, og Det Sociale Nævn er ikke i lovgivningen tillagt kompetence til at behandle klager over det skøn over ansøgerens boligbehov som kommunen foretager i forbindelse med anvisningsrettens udøvelse, idet kommunens afgørelser herom ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Det skal endvidere bemærkes, at Det Sociale Nævn heller ikke har kompetence til at behandle klager over boliganvisning af almene boligselskabers lejligheder, som kommunen i medfør af lov om almene boliger § 59 har overtaget anvisningsretten til.

”

Den 7. oktober 2001 klagede A og B over nævnets afgørelse til Den Sociale Ankestyrelse.

Den 21. november 2001 afviste Ankestyrelsen at behandle A og B’s sag idet styrelsen ikke mente at sagen havde principiel eller generel betydning. Ankestyrelsen skrev i den forbindelse bl.a. følgende

”Begrundelsen herfor er, at der med bestemmelsen i servicelovens § 66 alene er pålagt kommunen en forpligtelse til at anvise en midlertidig bolig , hvis en enlig eller en familie er husvild.

Nævnets afgørelse strider ikke på det foreliggende grundlag imod Ankestyrelsens praksis. Den skønnes heller ikke at have generel betydning for retsanvendelsen på området.

Ankestyrelsen skal på baggrund af det, der er anført i klagen om kommunens praksis om at man, når man er på den akutte boligliste får tre boligtilbud, mens dette ikke er tilfældet når man har underskrevet en husvildeerklæring, ligesom nævnet oplyse Dem om, at der ikke er klageadgang til nævnet over kommunens udøvelse af anvisningsretten til kommunens egne boliger eller til almene boliger efter § 59 i lov om almene boliger, og at Ankestyrelsen derfor ikke har hjemmel til at optage en sag om udøvelse af anvisningsretten til de nævnte boliger til principiel behandling, jf. § 63 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og § 121 i serviceloven.

Ankestyrelsen kan derfor ikke behandle sagen.”

I brev af 19. januar 2002 klagede A og B igen til mig. A og B skrev bl.a. således i klagen

”Hovedpunktet i vores klage går på, at man fra Lyngby-Taarbæk kommune’s (L-T km.) side behandler borgere diametralt forskelligt, uanset de står i nøjagtig samme situation og med samme problem.

Er man på listen over husvilde, får man 1 boligtilbud, som man ’med armen på ryggen’ er tvunget til at modtage, uanset standard og egnethed for børn, idet man ellers bliver sat ud af Fogeden!

Står man imidlertid på kommunens akutventeliste, er man berettiget til at modtage op til 3 boligtilbud!?”

Jeg anmodede den 7. februar 2002 Den Sociale Ankestyrelse, Det Sociale Nævn for Københavns Kommune samt Lyngby-Taarbæk Kommune om en udtalelse. Myndighederne blev bl.a. bedt om at udtale sig om hvorvidt afgørelsen om at A og B skulle fraflytte husvildeboligen, er i overensstemmelse med Vestre Landsrets kendelse af 3. juni 1997, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 1253.

Lyngby-Taarbæk Kommune udtalte sig den 21. marts 2002 således

”

På baggrund af ovennævnte kan det oplyses at kommunen, under henvisning til lov om social service § 66 tilbyder husvilde, husly mod betaling. I Lyngby Taarbæk kommune tilbydes husvilde et midlertidigt husly på maximalt 6 måneder, samtidig oplyses den/ de husvilde om, at de skal flytte når de tilbydes en permanent bolig. Det forventes, at borgeren selv er aktiv boligsøgende, i ovennævnte periode.

Baggrunden for at borgere, der har fået anvist et midlertidigt husly, generelt skal fraflytte ved første boligtilbud er, at det midlertidige husly ikke er omfattet af lejelovens almindelige regler om opsigelse. Huslyet, der sjældent opfylder beboernes behov, bliver omfattet af lejeloven efter 12 måneder, hvilket vil sige at der med den nuværende boligsituation ikke er mulighed for at opretholde den normale regel om 3 tilbud, når det vedrører personer i anvist husly.

Med hensyn til spørgsmålet om familien (C)’s flytning fra huslyet, er kommunen af den opfattelse at afgørelse truffet den 12.07.01 er i overensstemmelse med Vestre Landsrets dom af 03.06.97 (U 1997.1253 B).”

I brev af 10. april 2002 udtalte Det Sociale Nævn for Københavns Amt følgende

”

Det Sociale Nævn skal udtale, at nævnet henholder sig dels til sin afgørelse af 13. september 2001 dels til det af kommunen vedrørende Vestre Landsrets kendelse af 3. juni 1997 anførte.

Det Sociale Nævn har ikke yderligere bemærkninger til sagen.

”

Den Sociale Ankestyrelse skrev den 21. maj 2002 bl.a. således

”Ankestyrelsens bemærkninger

Vestre Landsrets kendelse af 3. juni 1997 vedrørte den tidligere bistandslovs § 31.

Af kendelsen fremgår: ’Ifølge den almindelige anvendte retlige definition af ’leje’ som ’brug mod vederlag’ er de brugsforhold, som etableres i medfør af bistandslovens § 31, stk. 1, generelt omfattet af lejeloven, jf. lovens § 1. Derimod er de brugsforhold, der etableres i medfør af bistandslovens § 31, stk. 2, 1. pkt. som udgangspunkt ikke omfattet af lejeloven, da der er tale om midlertidig indkvartering uden betaling. Kun hvis der med hjemmel i § 31, stk. 2, jf. herved bekendtgørelse nr. 885 af 21. november 1995, kræves betaling, bliver også disse brugsforhold omfattet af den nævnte lejeretlige definition.’

Nugældende § 66 i serviceloven svarer til den hidtidige bistandslovs § 31, stk. 1.

Af lejelovens § 2 fremgår, at loven ikke gælder i det omfang, lejeforholdet er omfattet af særlige regler i anden lovgivning.

Af servicelovens § 66, 2. pkt. fremgår, at betalingen for husly ikke må overstige lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en enlig eller for familie af denne størrelse.

Servicelovens § 66 indeholder således dels en pligt for kommunen til at anvise husly til husvilde og dels en betalingsregulering.

(A) og (B)’s klage vedrører deres opsigelse, idet de er utilfredse med, at de ikke har fået 3 boligtilbud før de opsiges.

Nævnet har i sin afgørelse fundet, at (A) og (B) ikke længere var omfattet af personkredsen i servicelovens § 66, da de fik tilbudt en permanent bolig.

Nævnet har ikke taget stilling til, om (A) og (B) af andre grunde, f.eks regler i boliglovgivningen, som falder uden for nævnets kompetence, ikke kunne siges op på daværende tidspunkt.

Ankestyrelsen finder således ikke, at nævnets afgørelse er i strid med Vestre Landsrets kendelse.”

Jeg sendte kopi af udtalelserne til A og B den 24. maj 2002, så A og B kunne få lejlighed til at kommentere dem. A og B har ikke indsendt nogen bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Gennemgang af de relevante retsregler, forarbejder og domme

Lyngby-Taarbæk Kommune tilbød Dem i 2001 en husvildebolig i henhold til servicelovens § 66.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En familie havde fået anvist en husvildebolig af kommunen efter servicelovens § 66. Familien underskrev ved anvisningen en erklæring om at der udelukkende var tale om et midlertidigt indkvarteringssted, at familien var indforstået med at flytte når kommunen tilbød en anden bolig, at de almindelige regler om tre boligtilbud derfor ikke gjaldt, og at lejelovens regler ikke gjaldt for husvildeboligen.

Da kommunen tilbød familien en permanent bolig, afviste familien tilbuddet hvorefter kommunen orienterede familien om at den skulle fraflytte husvildeboligen.

På baggrund af en gennemgang af udviklingen i retsgrundlaget for husvildebestemmelsen konkluderede ombudsmanden at det ved 2 landsretsdomme fra 1959 blev slået fast at anvisning af en husvildebolig efter den dagældende bestemmelse om husvildeboliger ikke var et lejemål i lejelovens forstand.

Ombudsmanden mente ikke at de senere ændringer i husvildebestemmelsen havde ændret den retsstilling som blev fastslået med de to landsretsdomme.

Ombudsmanden var herefter enig med kommunen og det sociale nævn i at retsforholdet ved anvisning af boliger efter servicelovens § 66 ikke er omfattet af lejelovens regler.

Herefter havde ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere kommunens afgørelse om at familien skulle flytte ud af husvildeboligen som en konsekvens af at familien havde afslået tilbuddet om permanent bolig. (J.nr. 2002-0238-059).