Legislator Case Law & Legislation
O20030041473 DK

Opfølgning nr. 3 til inspektion af Statsfængslet i Nyborg den 25. og 26. april 2001

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

ISP Æ#LOKDOK53 2003 0414 Valid

Opfølgning nr. 3 til inspektion af Statsfængslet i Nyborg den 25. og 26. april 2001

ISP Æ#LOKDOK53 2003 0414 Valid

Den 21. januar 2003 afgav jeg en opfølgningsrapport (nr. 2) om min inspektion den 25. og 26. april 2001 af Statsfængslet i Nyborg.

I rapporten meddelte jeg at jeg afventede endeligt svar på nogle nærmere angivne forhold.

Jeg modtog herefter udtalelser af 27. februar og 3. april 2003 med bilag fra direktoratet.

I anden sammenhæng har jeg endvidere modtaget et brev af 27. februar 2003 fra direktoratet om anlægs- og vedligeholdelsesarbejder i kriminalforsorgens institutioner, og herunder er også oplysninger om Statsfængslet i Nyborg.

Jeg skal herefter meddele følgende

Ad punkt 2.5 Bade- og toiletfaciliteter

I min opfølgningsrapport (nr. 1) meddelte jeg at jeg på nuværende tidspunkt ikke foretog mig noget vedrørende spørgsmålet om renovering af midterfløjen;

direktoratet havde i en tidligere udtalelse af 28. juni 2002 oplyst at fængslets ansøgning om midler til renovering af denne fløj var optaget på venteliste med henblik på prioritering af midler i år 2003.

I det brev af 27. februar 2003 som jeg har modtaget i sagen om anlægs- og vedligeholdelsesarbejder i kriminalforsorgens institutioner, har direktoratet oplyst at renoveringen af midterfløjen, der er anslået til at ville koste ca. 18 mio. kr., ikke vil kunne påbegyndes i 2003.

Arbejdet indgår i direktoratets langsigtede planlægning for næste kontraktperiode.

Direktoratet vil dog pr. 1. juni 2003 igangsætte renoveringen af 14 celler i Midter 0 hvor der vil blive etableret 11 permanente celler.

Dette projekt indgår i den udmøntningsplan der blev udarbejdet i forbindelse med gennemførelsen af loven om strafskærpelser.

Der er afsat særskilte anlægsmidler til det nævnte projekt på finansloven for 2003.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Ad punkt 2.7 Opholds- og fritidslokaler

Jeg noterede mig at fængslet via direktoratet ville informe­re mig når informationsmateriale vedrørende brugen af motionsredskaberne var opsat i motionslokalerne.

Direktoratet har i brevet af 3. april 2003 oplyst at fængslet har meddelt at informationsmateriale nu er opsat i det store fælles kondirum.

Det opsatte materiale er identisk med tilsvarende materiale i motionscentre uden for fængslet, og der er således instruktioner om diverse øvelser og sikkerhedsregler for de forskellige muskelgrupper.

Fængslet har videre oplyst at der i alle de 13 (mindre) kondirum på afdelingerne er en illustreret instruktionsbog ligeledes med sikkerhedsregler og øvelser for alle muskelgrupper.

Direktoratet har henholdt sig til det af fængslet oplyste og har supplerende oplyst at direktoratet i brev af 26. marts 2003 (som direktoratet samtidig har vedlagt kopi af) har henstillet til samtlige kriminalforsorgens institutioner at de sikrer sig at der er opsat skriftlig vejledning i brug af redskaberne i institutionernes kondirum.

Jeg tager til efterretning at der i alle kondirum i fængslet er informationsmateriale om brugen af kondiredskaberne mv. Jeg har endvidere noteret mig direktoratets generelle henstilling til samtlige kriminalforsorgens institutioner om opsætning af sådant materiale.

Ad punkt 2.9 Kirken

Jeg bad direktoratet om at orientere mig når direktoratet havde modtaget underretning fra fængslet vedrørende spørgsmålet om ansøgning om fondsmidler til kunstnerisk udsmykning mv. af kirken.

Direktoratet har i brevet af 27. februar 2003 oplyst at fængslet har meddelt direktoratet at fængslet den 17. december 2002 har besluttet at afholde udgifter til en ny funktionskirke af de midler som er til rådighed for de igangværende byggeprojekter.

Spørgsmålet om udsmykning og opsætning af et nyt musikanlæg vil blive løst i den forbindelse.

Jeg har noteret mig det oplyste.

Ad punkt 6.1.1 Afgrænsning af rapportmateriale

Jeg meddelte at jeg afventede orientering fra direktoratet medio april 2003 om status i sagen om udfærdigelse af (nye) retningslinjer for detentionsanbringelse i kriminalforsorgens institutioner.

Jeg afventer fortsat denne orientering.

Ad punkt 6.1.2 De relevante regler

Jeg noterede mig at fængslets retningslinjer vedrørende procedure for sikringscelleanbringelse var rettet i overensstemmelse med det som direktoratet har tilkendegivet i en tidligere udtalelse, men jeg fremkom samtidig med nogle bemærkninger vedrørende (bl.a.) det som var anført under pkt. 11.2. om vagtens ansvar.

Disse bemærkninger fremstår som om fængslet ikke fuldt ud har imødekommet direktoratets bemærkninger – om at det er den faste vagt der er ansvarlig for at gøre notat på observationsskemaerne, også i tilfælde hvor denne faste vagt ikke er en del af det faste vagtkorps som fængslet har etableret.

Det er ikke tilfældet.

Jeg beklager derfor disse bemærkninger som hermed tilbagekaldes.

For en ordens skyld vedlægger jeg nye sider 9 til opfølgningsrapport (nr. 2) og beder om at side 9 i min rapport af 21. januar 2003 erstattes af den nye side.

Ad punkt 6.1.9 Lægetilsyn

Jeg noterede mig at direktoratet havde bedt fængslet om at indgå en aftale med en kreds af læger i lokalområdet hvis det viste sig at der ikke kunne indgås en aftale med lægevagten, og at direktoratet ville underrette mig om hvad der videre skete i sagen.

Jeg har endnu ikke modtaget denne underretning.

Jeg afventer således fortsat denne underretning.

7 Opfølgning

Jeg afventer fortsat endeligt svar på de spørgsmål der er omfattet af punkterne 6.1.1. og 6.1.9.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →