Forbrug af egne varer i ægtefælles underskudsgivende virksomhed ikke indtægt efter aktivlovens § 30 Partshøring. Afgørelsens meddelelse og begrundelse

§ 19 i forvaltningsloven angår partshøring over de faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagen.

Partshøring skal gennemføres også i de tilfælde hvor parten er bekendt med samtlige de oplysninger som indgår i grundlaget for myndighedens afgørelse. Det centrale element i partshøringen er her selve det forhold at myndigheden har rejst en sag og agter at gennemføre den. En parts kendskab til oplysninger som indgår i en sag, kan således kun fritage myndigheden for partshøring efter forvaltningslovens § 19 hvis myndigheden kan lægge til grund at parten ved dels at der er rejst en sag mod den pågældende, dels at oplysningerne indgår i denne sag.

Det fremgår af sagens akter at (A)’s ægtefælle i forbindelse med bevilling af igangsætningsydelse den 30. januar 1997 blev gjort opmærksom på at der skulle afleveres regnskab til socialforvaltningen hver 3. måned med henblik på at den supplerende hjælp til (A) kunne beregnes.

(A) selv blev den 4. november 1997 ifølge socialcentrets oplysningsark gjort opmærksom på betydningen af ægtefællens indlevering af regnskab for hendes udbetaling af hjælp.

Det fremgår imidlertid ikke af sagens akter at (A) – forinden socialcentrets træk i hendes kontanthjælp – blev gjort bekendt med det forhold at socialcentret behandlede en sag hvorunder man overvejede at bruge de konkrete oplysninger i ægtefællens regnskab for oktober kvartal 1998 til træk i hendes hjælp. Det fremgår heller ikke af sagens akter at (A) skulle være blevet gjort bekendt med de konkrete oplysninger i dette regnskab vedrørende privatforbruget på 8.000 kr.

På trods af min anmodning i brev af 16. november 2000 er Københavns Kommune i sin udtalelse hertil ikke fremkommet med kommentarer vedrørende socialcentrets behandling af sagen, herunder eventuel partshøring. Jeg må således lægge til grund at (A) ikke er blevet partshørt i forbindelse med den konkrete sag om træk på grundlag af regnskabet for perioden 1. oktober til 31. december 1998.

Efter min opfattelse burde socialcentret – inden afgørelsen blev truffet – for det første have gjort (A) bekendt med det forhold at socialcentret behandlede en sag hvorunder man overvejede at bruge konkrete oplysninger i regnskabet for oktober kvartal 1998 til træk i hendes supplerende hjælp.

For det andet burde socialcentret have partshørt (A) over de konkrete oplysninger i regnskabet vedrørende privatforbrug af varer for 8.000 kr. idet socialcentret ikke kunne antage at hun var bekendt med disse oplysninger der alene fremgik af ægtefællens regnskab, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Det er således min foreløbige opfattelse at det er beklageligt at kommunen ikke partshørte (A) i overensstemmelse hermed.

Afgørelsens meddelelse og begrundelse

Københavns Kommune har som nævnt ikke kommenteret min anmodning om en udtalelse vedrørende sagens behandling.

Ifølge sagens akter, herunder sagsoplysningsarkene, må jeg derfor foreløbig lægge til grund at Socialcenter Nørrebro den 1. februar 1999 direkte fratrak 2.666 kr. i forbindelse med udbetalingen af (A)’s supplerende kontanthjælp for februar måned, og at hun således alene blev bekendt med afgørelsen om træk i hendes kontanthjælp ved at hun havde fået mindre udbetalt end sædvanligt. Afgørelsen er således hverken meddelt mundtligt eller skriftligt.

En afgørelse anses i almindelighed ikke for at få retsvirkning før den er blevet meddelt parten. Trækket skete således på et tidspunkt hvor der ikke forelå en retskraftig afgørelse, jf. herved Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (1994), s. 397ff, og Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret, Sagsbehandling, 5. udgave (2001). s. 306ff.

Jeg mener det er kritisabelt at afgørelsen om at trække i (A)’s kontanthjælp end ikke blev meddelt hende ved en mundtlig afgørelse, og særdeles kritisabelt at der blev trukket i hendes hjælp på grundlag af en afgørelse der ikke var retskraftig.

Først ved brev af 18. februar 1999 fik (A) meddelelse om afgørelsen.

Efter forvaltningslovens § 24, jf. § 22, skal en skriftlig begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Afgørelsen skal endvidere, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25, stk. 1.

Brevet af 18. februar 1999 indeholdt hverken en angivelse af retsgrundlaget for afgørelsen eller en forklaring på reglernes anvendelse i det konkrete tilfælde. Det indeholdt heller ikke en klagevejledning. Jeg anser dette for at være i strid med forvaltningslovens §§ 24 og 25.

Det jeg har anført ovenfor vedrørende afgørelsens meddelelse, begrundelse og klagevejledning, gælder naturligvis også i tilfælde hvor partshøring har fundet sted.”

Efter at have indhentet udtalelser fra Københavns Kommune og fra Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner meddelte Ankestyrelsen mig i brev af 25. november 2002 at styrelsen agtede at genoptage sagen.

Ved afgørelse af 22. maj 2003 ændrede Ankestyrelsen sin afgørelse af 30. juni 2000. I afgørelsen til A som jeg modtog kopi af, skrev Ankestyrelsen bl.a. således

”Ankestyrelsen finder, at forbrug af egne varer ikke i Deres tilfælde skal betragtes som en indtægt.

Begrundelsen for afgørelsen er, at da Deres ægtefælles virksomhed giver underskud, kan forbrug af varer fra forretningen ikke betragtes som en indtægt efter aktivlovens § 30.

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at underskuddet i Deres ægtefælles virksomhed er reduceret med 8.000 kr. som krævet efter skattereglerne.”

Jeg meddelte herefter advokat C og Ankestyrelsen at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

§ 93. Kommunen kan træffe beslutning om tilbagebetaling, når der ydes hjælp,

når der på det tidspunkt, da der søges hjælp på grund af økonomisk trang, foreligger forhold, der viser, at den pågældende i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen.

§ 94. Kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling, når en person, der har modtaget hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.

’

(A) blev pålagt at tilbagebetale kontanthjælp modtaget i efteråret 1998 da det i februar 1999 blev klart at (B) havde udtaget for 8.000 kr. i vareforbrug i perioden fra 1. oktober til 31. december 1998. Tilbagebetalingen gennemførtes som et træk i (A)’s kontanthjælp i perioden fra 1. februar til 30. april 1999.

Det fremgår af sagen at socialcentret og det sociale nævn var uenige om hvorvidt tilbagebetalingsreglen i § 91, nr. 2, skulle anvendes i sagen.

Socialcenter Nørrebro henviste i sin uddybende begrundelse af 26. marts 1999 til aktivlovens § 91, nr. 2, og anførte at regnskabet for oktober kvartal 1998 hvoraf privatforbruget på 8.000 kr. fremgik, først var modtaget den 1. februar 1999 i forvaltningen, og at forvaltningen derfor ikke havde haft mulighed for løbende i oktober kvartal 1998 at modregne indtægten på i alt 8.000 kr. i kontanthjælpen. Samtidig anførte centret at (A) i november 1997 var blevet gjort klart opmærksom på at kontanthjælpen blev udbetalt som ácontobeløb der efterfølgende ville blive reguleret, og centret sluttede heraf at hun mod bedre vidende uberettiget havde modtaget for meget kontanthjælp i oktober kvartal 1998 på 8.000 kr.

Det fremgår af socialcentrets oplysningsark af 4. november 1997 at der blev udleveret tilbagebetalingserklæring til (A). Denne erklæring foreligger imidlertid ikke blandt sagens akter.

Jeg må forstå at Socialcenter Nørrebro var af den opfattelse at (A) på grund af regnskabet for oktober kvartal 1998 havde fået for meget kontanthjælp udbetalt i oktober, november og december 1998, at hun var i ond tro, og at beløbet derfor kunne kræves tilbagebetalt efter § 91, nr. 2, hvorfor man modregnede i den efterfølgende udbetaling af kontanthjælp.

Vedrørende § 91, nr. 2, fremgår følgende af et notat af 28. september 1999 udarbejdet af det sociale nævn i forbindelse med sagen

’For det første har hun ifølge ovenstående været berettiget til kontanthjælpen, for det andet er der tidligere i maj 1997 ( ) og i januar 1998 ( ) ifølge oplysningsarkene modregnet i hendes supplerende kontanthjælp på grund af privat forbrug fra ægtefællens frugt- og grøntforretning, og socialcentret oplyser da også i afgørelse af 26.3.99, at hun har været klar over, at der var tale om acontoudbetalinger, der efterfølgende ville blive modregnet. Der ses ikke at have været tale om, at hun har været i ond tro med hensyn til at modtage kontanthjælpen i oktober kvartal, da det jo hele tiden har været aftalt, at der efterfølgende skulle modregnes efterfølgende, hvis socialcentret fandt det påkrævet.’

I afgørelsen af 28. oktober 1999 anførte nævnet følgende vedrørende dette forhold

’Nævnet finder i øvrigt heller ikke, at De, såfremt De havde modtaget for meget kontanthjælp i oktober kvartal på grund af overskud fra virksomheden, kan siges, at have været i ond tro med hensyn til at modtage hjælpen.

Der er herved lagt vægt på, at det har været aftalt med socialcentret, at der efter indlevering af kvartalsregnskab fra Deres ægtefælles virksomhed efterfølgende skulle modregnes for eventuelle indtægter i Deres kontanthjælp.’

Jeg beder nævnet udtale sig om hvorvidt det anførte skal forstås således at nævnet ikke mente at vareforbruget var en indtægt, men såfremt man alligevel måtte lægge til grund at privat vareforbrug skulle fratrækkes i den pågældendes kontanthjælp, så kunne tilbagebetalingsbestemmelsen i § 91, nr. 2, ikke anvendes idet den pågældende ikke kunne antages at være i ond tro på grund af aftalen med socialcentret om efterfølgende regulering i kontanthjælpen for eventuelle indtægter.

Ankestyrelsen har i afgørelsen slet ikke omtalt anvendelsen af tilbagebetalingsregler.

Hvis Ankestyrelsen fastholder at det private vareforbrug må betragtes som en indtægt, anmoder jeg styrelsen om nærmere at redegøre for på hvilket retsgrundlag denne indtægt kunne reducere (A)’s supplerende kontanthjælp for en efterfølgende periode. Jeg beder i denne forbindelse Ankestyrelsen angive hjemlen for tilbagebetalingskravet samt for den retlige betydning af at (A) ikke ved udbetalingen af hjælpen fik at vide at hjælpen var tilbagebetalingspligtig.

3. Socialcenter Nørrebros sagsbehandling

Ifølge sagsoplysningsarkene besluttede Socialcenter Nørrebro den 1. februar 1999 at der skulle fratrækkes 8.000 kr. i udbetalingen af (A)’s supplerende kontanthjælp på grundlag af hendes ægtefælles regnskab, og at beløbet skulle fordeles på de tre følgende måneder. Hun fik derfor i sin hjælp for februar måned fratrukket 2.666 kr.

Socialcentrets beslutning om at fratrække et beløb i (A)’s supplerende kontanthjælp er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Afgørelsen og sagsbehandlingen i forbindelse hermed skal derfor opfylde de krav der følger af forvaltningsloven.

Partshøring

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, har følgende ordlyd

’§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.’

Forbrug af egne varer i ægtefælles underskudsgivende

virksomhed ikke indtægt efter aktivlovens § 30

Partshøring. Afgørelsens meddelelse og begrundelse

Den 30. januar 1997 blev A’s ægtefælle, B, af Københavns Kommune bevilget igangsætningsydelse i perioden 1. februar 1997 til 30. august 1999 til åbning af en frugt- og grønthandel. Af bevillingen fremgik bl.a. følgende

”Der skal afleveres regnskab til Socialforvaltningen hver 3. måned, således at den supplerende hjælp til hustru kan beregnes iht BIL § 37. Første gang regnskab skal afleveres er 30/4- 97.”

I Socialcenter Nørrebros oplysningsark var der den 27. maj 1997 anført følgende

”Modt. Regnskab for 1. kvartal af 97, der viser et underskud på 7420 kr. Dog har parret hævet 1000 kr. til eget forbrug, der fratrækkes. Dvs. at underskud udgør 6420 kr. Suppl. Bis for perioden 1.6.-31.8.97 iværksat. Afventer nyt regnskab.”

Af oplysningsarkene fremgik den 4. november 1997 følgende

”Hustr. ringer til ut., da hun er utilfreds med sagsbehandlingen i forbindelse med udbetaling af suppl. til IGY.

Da der ydes løbende suppl. og der ikke indlev. regnskab hver måned, er hstr. orient. om at ut. fremsender tb. erkl., så vi kan trække hj. i de efterflg. 3 mdr. Hstr. er vidende om denne procedure og indforst. med den. Lover at underskr. tb. erkl. og fremsende hertil.

Suppl. iværksættes fremtil 28.2.98. – så hstr. får sine penge til tiden.

Evt. overskud i regnskab for okt. kvartal, som kommer medio nov., trækkes som sædvanlig i hj. for dec.”

Den 1. december 1997 var der i oplysningsarkene anført følgende

”( ) har gennemgået regnskabet i juli kvartal. Det viser et underskud på kr. 6.814,70- Dog har kl. hævet 5.820-kr og 4.656-kr privat egetforbrug. D.v.s. 10.476,-kr og igy fratrækkes i jan. 98 hj.”

Af resultatopgørelse for perioden 1. oktober til 31. december 1998 for B’s frugt- og grønthandel fremgik at der havde været et privat vareforbrug på 8.000 kr.

I oplysningsarkene var der den 1. februar 1999 bl.a. anført følgende

”Regnskaberne modtaget i posten d.d. Disse er gennemgået. Der er underskud med 72.467,50. Parret har udtaget varer til privat forbrug kr. 8000,-. Dette beløb [modregnes] i hjælpen de næste 3 måneder.

Hjælpen stoppes igen med udgangen af april måned, hvor nyt regnskab skal afleveres. Sagsoversigt vedlægges.”

I brev af 18. februar 1999 skrev socialcentret følgende til A

”Vedr. udbetaling af supplerende kontanthjælp pr. 01.02.1999.

De har telefonisk bedt om forklaring på det beløb, der er modregnet i Jeres kontanthjælp pr. 01.02.1999.

Iflg. de afleverede regnskaber er der iflg. pkt. 2025 et privat vareudtag for kr. 8.000,- . Et sådant beløb skal iflg. vores jurist beregnes som indtægt, hvorfor vi modregner beløbet over de næste 3 måneder med kr. 2.666,- pr. måned (perioden 01.02.1999- 30.04.1999).”

A bad i brev af 2. marts 1999 til socialcentret om en forklaring på det træk i den supplerende kontanthjælp som socialcentret havde foretaget, ligesom hun bad om at få lovgrundlaget og klageadgangen oplyst. Ved personlig henvendelse til forvaltningen den 19. marts 1999 bad A om en besvarelse af sit brev og anførte i den forbindelse at det måtte være ulovligt at blive beskattet både af skattevæsenet og socialforvaltningen af det samme beløb.

I brev af 26. marts 1999 til A skrev socialcentret bl.a. følgende

”De har ved brev af 2.03.1999 til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anmodet om dels at få oplyst i henhold til, hvilken paragraf der i den udbetalte kontanthjælp fratrækkes kr. 8000,- dels til, hvilken instans der kan klages over afgørelse om at fratrække ovennævnte beløb.

Forvaltningen skal i denne anledning henvise til Lov om aktiv socialpolitik § 30, stk. 1, hvoraf fremgår, at såvel ansøgeren som ægtefællens indtægter fratrækkes i kontanthjælpen ved beregningen af denne.

Det fremgår af Deres sag, at Deres ægtefælle har selvstændig virksomhed. Af regnskab for virksomheden for 1998 fremgår i resultatopgørelsen for oktoberkvartalet 1998, at Deres ægtefælle har udtaget varer til privat forbrug svarende til kr. 8000,-.

Kontanthjælpen der ydes er beregnet til at dække et forsørgelsesbehov, som det fremgår har De og Deres ægtefælle reelt haft et forbrug af varer i oktoberkvartalet 1998 svarende til kr. 8000,-. I kontanthjælpen fradrages som nævnt ovenfor såvel indtægter i form af penge som naturalydelser. Under hensyn hertil skulle nævnte beløb ved beregningen af Deres kontanthjælp for oktoberkvartalet 1998 have været modregnet.

Det fremgår af notat af 4.11.1997 i Deres og Deres ægtefælles sag, at udbetalingen af Deres månedlige kontanthjælp er at betragte som aconto udbetaling, der efterfølgende vil kunne reguleres med eventuelle indtægter fra deres ægtefælles virksomhed.

Det fremgår af Aktivlovens § 91 nr. 2, at kontanthjælpen kan kræves tilbagebetalt, når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælpen.

Regnskab for oktoberkvartalet 1998, hvoraf privatforbruget på kr. 8000,- fremgår, er først modtaget 1.02.1999 i forvaltningen.

Forvaltningen har derfor ikke haft mulighed for løbende i oktoberkvartal 1998 at modregne overskuddet på i alt kr. 8000,- i kontanthjælpen. Da De imidlertid som nævnt ovenfor i november 1997 er blevet gjort klart opmærksom på, at kontanthjælpen udbetales som ácontobeløb, der efterfølgende ville blive reguleret, har De ved hver udbetaling af kontanthjælpen i oktoberkvartalet været klar over, at der var tale om acontoudbetalinger, der efterfølgende ville blive reguleret. De har således mod bedre vidende uberettiget modtaget for meget kontanthjælp i oktober kvartal 1998 med kr. 8000,-.

Forvaltningen skal derfor fastholde tilbagebetalingen af kr. 8000,-.

Ovennævnte afgørelse kan indbringes for Det Sociale Nævn for Frederiksberg og Københavns Kommuner indenfor en frist af 4 uger efter modtagelse af dette brev. Klagen skal i givet fald fremsendes hertil.”

Den 19. april 1999 sendte socialcentret sagen til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner og skrev bl.a. således

”Familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen Nørrebro har ved brev af 26.3.99 truffet den i kopi vedlagte afgørelse.

(A)’s revisor, ( ) har ved henvendelse til forvaltningen efterfølgende anfægtet, at forvaltningen ved beregningen af kontanthjælp i henhold til aktivlovens § 30, stk. 1 har fradraget ægtefællens udtag af varer til privat forbrug – se vedlagte resultatopgørelse for oktober kvartalet 1998.

Forvaltningen har vurderet sagen på ny og finder imidlertid, at afgørelsen af 26.3.1999 må fastholdes under henvisning til den deri givne begrundelse.

Kopi af sagens akter vedlægges.”

Det sociale nævn traf på møde den 26. oktober 1999 afgørelse i sagen og skrev den 28. oktober 1999 bl.a. følgende til A

”De har i brev af 2. marts 1999 klaget over afgørelser, der er truffet af socialcentret Nørrebro henholdsvis den 18. februar 1999 og den [26.] marts 1999. Socialcentret Nørrebro meddelte Dem den 18.2.99 skriftligt, at det modregnede beløb i Deres supplerende kontanthjælp udbetalt pr. 1.2.99, skyldtes et privat vareudtag på 8.000 kr. ifølge de afleverede regnskaber for Deres ægtefælles virksomhed, punkt 2025, og at dette beregnes som indtægt. Der skulle derfor modregnes de næste 3 måneder med 2.666 pr. måned. Socialcentret meddelte Dem efterfølgende i afgørelse af 26.3.99, at lovgrundlaget er aktivlovens § 30, stk. 1 samt § 91, nr. 2, idet De har været klar over, at der var tale om acontoudbetalinger, der efterfølgende ville blive modregnet, hvorfor De uberettiget og mod bedre vidende har modtaget for meget kontanthjælp i oktober kvartal 1998 med 8.000 kr.

Nævnet finder ikke, at et privatforbrug fra Deres ægtefælles selvstændige virksomhed kan fratrækkes i Deres supplerende kontanthjælp.

Der er herved lagt til grund, at der alene kan modregnes i kontanthjælpen, når der er et overskud i ægtefællens selvstændige virksomhed.

Der er lagt vægt på, at der ifølge de foreliggende oplysninger var et underskud på 64.467,50 kr. den 31.12.98 i Deres ægtefælles virksomhed.

Nævnet finder i øvrigt heller ikke, at De, såfremt De havde modtaget for meget kontanthjælp i oktober kvartal på grund af overskud fra virksomheden, kan siges, at have været i ond tro med hensyn til at modtage hjælpen.

Der er herved lagt vægt på, at det har været aftalt med socialcentret, at der efter indlevering af kvartalsregnskab fra Deres ægtefælles virksomhed efterfølgende skulle modregnes for eventuelle indtægter i Deres kontanthjælp.

Nævnet ændrer således socialcentrets afgørelse.”

Københavns Kommune indbragte sagen for Den Sociale Ankestyrelse ved brev af 23. november 1999 der blev sendt til det sociale nævn. I brevet anførte kommunen bl.a. følgende

”Det Sociale Nævn har i sin afgørelse lagt vægt på, at der ikke kan fradrages i supplerende kontanthjælp til hustru, da virksomheden har et driftmæssigt underskud i den omhandlede periode.

Ydre Nørrebro er af den opfattelse, at der i sager om kontanthjælp skal henses til, at lov om aktiv social politik er det underste sociale sikkerhedsnet, samt at hjælp i henhold til denne lov er subsidiær i forhold til alle andre former for forsørgelse/underhold.

Ydre Nørrebro skal gøre opmærksom på, at der ( ) i den konkrete sag er tale om en virksomhed, grønthandler, som efter driftsregnskabet giver underskud. Det fremgår imidlertid af samme regnskab, at ejeren har udtaget varer for kr. 8.000 til privat forbrug. Ydre Nørrebro finder, at der i denne sammenhæng, hvor der søges om supplerende kontanthjælp til familiens forsørgelse bør lægges vægt på, at familien via forretningen har haft mulighed til at dække familiens forsørgelsesbehov via forretningens varer, hvilket også er sket.

Der henvises til SM O-106-93 hvor Ankestyrelsen konkret har taget stilling til beregning af supplerende kontanthjælp til ægtepar, hvor den ene part drev selvstændig virksomhed. Ydre Nørrebro finder ikke, at denne afgørelse kan anvendes alene i den ovennævnte situation. Ydre Nørrebro finder, at der principielt bør tages stilling til om private udtag fra en underskudsgivende virksomhed har betydning for kontanthjælpsberegningen. Man kunne forestille sig eksempler på virksomheder, som har et driftsmæssigt underskud, men en positiv egenkapital, som ejere udtager midler fra.”

I brev af 6. december 1999 sendte det sociale nævn sagen videre til Ankestyrelsen idet nævnet ikke havde fundet grundlag for at ændre sin afgørelse. Nævnte udtalte i den forbindelse bl.a. følgende

”Nævnet skal bemærke, at når en selvstændig virksomhed ikke giver overskud, vil et udtræk til privatforbrug enten medføre gældsstiftelse eller forbrug af den formue, som pågældende har bundet i virksomheden. I ingen af disse tilfælde vil der efter nævnets opfattelse være grundlag for at anvende aktivlovens § 30, der omhandler indtægter.

Gældsstiftelse vil efter nævnets opfattelse ikke skulle påvirke kontanthjælpsudmålingen, og forbrug af egenkapital må behandles efter reglerne om formue i aktivlovens § 14. I den forbindelse kan i øvrigt henvises til § 14, stk. 2, hvorefter der blandt andet ses bort fra formue, som bør bevares af hensyn til ansøgerens og familiens erhvervsmuligheder.

Derfor vedlægges nævnets afgørelse samt alle øvrige akter, der har foreligget under sagens behandling i nævnet.

Det kan i øvrigt oplyses, at der ikke er anmodet om aktindsigt eller foretaget partshøring under sagens behandling i nævnet.”

Den Sociale Ankestyrelse meddelte i brev af 21. december 1999 til Københavns Kommune med kopi til nævnet og A at Ankestyrelsen ville behandle sagen idet den havde principiel betydning.

I brev af 4. januar 2000 afgav det sociale nævn en udtalelse til sagen.

Til brug for sagens behandling fremsendte Københavns Kommune den 11. maj 2000 til Ankestyrelsen bl.a. regnskab for 1998 for B’s frugt- og grønthandel. Af regnskabet fremgik at der havde været et underskud på 34.677 kr., og at de direkte omkostninger havde udgjort 225.930 kr. Ifølge note 1 var omkostningerne fremkommet ved et varekøb på 233.930 kr. fratrukket et ”eget vareforbrug” på 8.000 kr.

Af Ankestyrelsens afgørelse af 30. juni 2000 fremgik bl.a. følgende

”Ankestyrelsen har behandlet (A)’s sag om, hvorvidt der ved beregningen af hendes supplerende kontanthjælp skal foretages fratræk efter aktivlovens § 30, stk. 1, for forbrug af varelageret i ægtefællens virksomhed, herunder om varelageret kan ligestilles med en indtægt, i møde den 29. juni 2000.

Ankestyrelsen finder, at forbrug af egne varer må betragtes som en indtægt.

Efter aktivlovens § 30, stk. 1, trækkes ansøgeren eller ægtefællens indtægter fra i hjælpen.

Ankestyrelsen finder, at forbruget af egne varer i året 1998 svarende til kr. 8.000,- skal fradrages ved beregningen af den supplerende kontanthjælp til (A).

Ankestyrelsen finder endvidere, at da beløbet på kr. 8.000,- vedrører hele året, skal der ved beregningen af (A)’s kontanthjælp hver måned foretages fradrag med 1/12 i den løbende hjælp med virkning fra den måned, hvor størrelsen af forbruget af egne varer kendes.

Ankestyrelsen ændrer således det sociale nævns afgørelse.”

I brev af 6. oktober 2000 klagede advokat C på vegne af A til mig over sagen. Han anførte i den forbindelse bl.a. at hvis forbruget af egne varer blev betragtet som indtægt for hans klient, var det klientens opfattelse at hun reelt ville komme til at betale for varer som hendes ægtefælle havde købt. Advokaten vedlagde et brev af 15. september 2000 fra en statsautoriseret revisor. Af dette brev fremgik bl.a. følgende

”Jeg har fået forelagt kopi af brev af 30. juni 2000 fra Den Sociale Ankestyrelse til Nørrebro Bydelsråd vedrørende ovennævnte borgers forhold, hvor Ankestyrelsen fastholder, at ’forbrug af egne varer må betragtes som indtægt.’

Jeg har tillige fået forelagt årsregnskab for 1998 for ((B)’s frugt- og grønthandel) der udviser et resultat på kr. –34.677. Dette resultat indeholder, som tydeligt anført i note 2 i ’vareforbruget’, at forbruget af egne varer på kr. 8.000 har reduceret – og dermed optræder som en indtægt – den samlede vareforbrugsomkostning.

Det skal bemærkes, at denne fremgangsmåde er korrekt , idet det private forbrug af varer skal medregnes som indtægt for den erhvervsdrivende.

Hvis der således fra de sociale myndigheders side tages udgangspunkt i den skattepligtige indkomst for borgeren og herudover tillægger forbruget af egne varer ved kontanthjælpsberegningen – så vil indtægten være medtaget dobbelt.

Dette kan ikke være korrekt, idet der herved for en ’grønthandler med forbrug af egne varer’ sker en negativ særbehandling i forhold til en borger, der realiserer et tilsvarende resultat, ved for eksempel udøvelse af ’revisionsvirksomhed’ hvor der jo ikke er tale om ’forbrug af egne varer’.

Henvisende til aktivlovens § 30 og det deri anførte begreb ’indtægter’, så må dette forstås i bredere forstand end Ankestyrelsen umiddelbart fortolker dette og isoleret fokuserer på én enkelt post i årsregnskabet. Indtægter må forstås som ’nettoindtægter’ ved erhvervsudøvelsen – og det vil i denne situation være det opgjorte resultat ved erhvervsudøvelsen, som jo jf. ovenfor allerede har indregnet ’forbruget af egne varer’ som en indtægt.

Det er derfor min opfattelse, at Ankestyrelsen ikke har ret i dens afgørelse, men at ’det sociale nævn’ netop har forstået regnskabets indre sammenhæng og at der allerede er sket indregning af nævnte kr. 8.000 ved kontanthjælpsudmålingen.”

I brev af 16. november 2000 bad jeg Den Sociale Ankestyrelse om en udtalelse om sagen, og om at styrelsen forinden indhentede en udtalelse fra det sociale nævn og Københavns Kommune, Socialcentret Nørrebro, om sagen. Jeg bad myndighederne nærmere redegøre for hvilket forsørgelsesgrundlag myndighederne havde lagt til grund at ægteparret havde, ligesom jeg bad Københavns Kommune om særligt at udtale sig om den formelle behandling af sagen, herunder afgørelsens meddelelse, eventuel partshøring og begrundelse for afgørelsen.

Københavns Kommune anførte i brev af 1. februar 2001 til Ankestyrelsen at man ikke havde udtalelser ud over de tidligere fremsendte.

Det sociale nævn anførte i udtalelsen af 22. januar 2001 at nævnet havde lagt til grund at ægteparrets forsørgelsesgrundlag var at A modtog supplerende kontanthjælp til sin ægtefælles igangsætterydelse, samt at ægtefællens selvstændige virksomhed ikke gav overskud. Nævnet henviste i den forbindelse til et notat om sagens faktiske oplysninger udarbejdet i forbindelse med nævnets behandling af sagen.

Den Sociale Ankestyrelse skrev bl.a. følgende i udtalelse af 11. april 2001

”I denne anledning meddeler Ankestyrelsen, at hustruen (A) modtog supplerende kontanthjælp til sin ægtefælles igangsætningsydelse.

Det fremgår af årsregnskabet for 1998 for ægtefællens frugt- og grønt forretning, at der har været et forbrug af egne varer fastsat til 8.000 kr.

Efter Ankestyrelsens opfattelse må forbrug af egne varer udtaget fra lageret betragtes som en indtægt, der skal fradrages ved beregningen af den supplerende kontanthjælp, jf. aktivlovens § 30.

Uanset at det af regnskabet for virksomheden fremgår, at virksomheden i 1998 har givet underskud, så finder Ankestyrelsen, at familien ved at forbruge egne varer har haft mulighed for at dække i hvert fald en del af sit forsørgelsesbehov.

Da hjælp efter aktivloven er subsidiær, finder Ankestyrelsen, at forbruget af egne varer skal betragtes som en indtægt og fradrages ved beregningen af den supplerende kontanthjælp.

Hvis der ikke skulle ske fradrag af forbruget af egne varer, dvs. at forbruget af egne varer ikke skulle betragtes som en indtægt, ville resultatet være, at der gennem udmålingen af kontanthjælpen blev ydet hjælp til opretholdelse af en underskudsgivende virksomhed.

Ankestyrelsen henholder sig således til sin afgørelse og den givne begrundelse.”

Ved brev af 19. april 2001 sendte jeg advokat C kopi af myndighedernes udtalelser til sagen og bad om at modtage hans eventuelle bemærkninger inden fire uger. Jeg modtog ingen bemærkninger fra advokaten.

I min foreløbige redegørelse af 30. maj 2002 skrev jeg følgende

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

”1. Forbrug af egne varer

Myndighedernes afgørelser er truffet på grundlag af § 30, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik der har følgende ordlyd

’§ 30. Har ansøgeren og ægtefællen indtægter, trækkes disse fra i hjælpen, jf. dog §§ 31- 33.’

Af pkt. 96-97 i vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik fremgår bl.a. følgende

’ 96. Hovedreglen er, at ansøgerens og ægtefællens indtægter skal fratrækkes krone for krone i den beregnede kontanthjælp. Det er en konsekvens af, at loven skal fungere som det underste sikkerhedsnet, og at alle andre muligheder incl. ens egne og ægtefællens indtægter skal anvendes, før det offentlige træder til med hjælp.

Dette gælder fx også indtægter i form af arbejdsdusør, som udbetales ved beskyttet beskæftigelse efter serviceloven.

97. Da hjælpen efter § 25 er skattepligtig, skal indtægter trækkes fra, uanset hvordan de behandles skattemæssigt. Lønindtægter trækkes først fra efter, at indtægten er reduceret med udgiften til arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag og eventuelle kollektive pensionsbidrag. Det vil sige, at det er den skattepligtige personlige indkomst, som trækkes fra.’

Det fremgår af lovbestemmelsen at ansøgerens og ægtefællens indtægter skal fratrækkes i hjælpen. Af vejledningen følger at dette er en konsekvens af at loven skal fungere som det underste sikkerhedsnet, og at alle andre muligheder, inklusive ens egne og ægtefællens indtægter, skal anvendes før det offentlige træder til med hjælp. Det følger endvidere af vejledningen at indtægterne skal fratrækkes uanset hvordan de behandles skattemæssigt.

Efter praksis opfattes almindelige lønindtægter som omfattet af § 30, stk. 1, men bl.a. også arbejdsløshedsdagpenge, diæter og fratrædelsesgodtgørelser betragtes som en indtægt i medfør af bestemmelsen. I disse tilfælde er der typisk tale om modtagelse af et udefrakommende kontantbeløb hvorfor der uden tvivl kan siges at være tale om egentlige indtægter. Ankestyrelsen har tidligere fastslået at også overskud af egen virksomhed er en indtægt, jf. SM O-106-93.

I denne sag er der imidlertid tale om varer der er udtaget til privat forbrug fra egen virksomhed. Virksomheden, ((B)’s frugt- og grønthandel), er desuden en personligt ejet virksomhed og ejes fuldt ud af (A)’s ægtefælle. De udtagne varer er således i realiteten oprindelig købt for egne midler.

Hertil kommer at virksomheden er i underskud. Af virksomhedens årsregnskab for 1998 er anført at der pr. 31. december 1998 havde været en nettoomsætning på 243.257 kr., administrationsomkostninger på 52.004 kr. og omkostninger ved varekøb på 233.930 kr. Dette ville som udgangspunkt efterlade virksomheden med et årligt underskud på 42.677 kr. Imidlertid har det private vareforbrug på 8.000 kr. reduceret den samlede varekøbsomkostning til 225.930 kr. idet det regnskabsmæssigt i virksomheden er medtaget som en indtægt. Det private vareforbrug har således reduceret det årlige underskud i virksomheden til ÷ 34.677 kr.

Betragtes parrets økonomi under ét, er det vanskeligt at se at der samlet skulle være tale om en indtægt når ægtefællen udtager varer fra sin personligt ejede virksomhed, når virksomheden er i underskud, og når ægtefællen må antages allerede at have haft udgifter til virksomhedens indkøb af de pågældende varer eller at have optaget gæld hertil.

Endvidere stiller jeg mig uforstående over for Ankestyrelsens synspunkter om at undladelse af at fratrække beløbet ville indebære at der blev ydet hjælp til ægtefællens virksomhed. Denne synsvinkel kunne for så vidt anvendes uanset om der havde været et vareforbrug i (B)’s virksomhed. Synspunktet ser endvidere helt bort fra at vareforbruget reelt er udtryk for en gældsstiftelse.

På den baggrund er det min foreløbige opfattelse at et privat vareforbrug i en underskudsgivende personligt ejet virksomhed ikke kan betragtes som en indtægt i relation til aktivlovens § 30, stk. 1.

Formuleringen af § 30, stk. 1, bør efter min foreløbige vurdering forstås således at der i tilfælde som det foreliggende må fokuseres på virksomhedens reelle betydning for parrets økonomi, og såfremt der reelt er tale om et underskud, kan eget forbrug af varer indkøbt til virksomheden ikke anses for en indtægt.

Jeg gør opmærksom på at jeg har lagt til grund at myndighederne ikke anfægter at virksomheden reelt har haft et underskud svarende til det der fremgår af årsregnskabet.

Det er således min foreløbige opfattelse at Københavns Kommune og Ankestyrelsen ikke har haft hjemmel til at betragte det private vareforbrug som en indtægt der skulle fratrækkes i (A)’s supplerende kontanthjælp. Jeg er derfor umiddelbart indstillet på at henstille til Ankestyrelsen at genoptage den pågældendes sag og træffe en ny afgørelse under hensyntagen til det jeg har anført.

2. Tilbagebetaling

Hovedreglen i dansk ret er at en afgørelse om tilbagebetaling af sociale ydelser skal have lovhjemmel. Herudover gælder der en meget begrænset adgang til tilbagebetaling på ulovbestemt grundlag.

Ifølge aktivloven gælder bl.a. følgende bestemmelser om tilbagebetaling

’§ 91. Kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling

når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov.

Ombudsmandens foreløbige udtalelse

Resumé

Den Sociale Ankestyrelse anså en grønthandlers private forbrug af egne varer for en indtægt som skulle fradrages i ægtefællens kontanthjælp, jf. aktivlovens § 30, stk. 1, uanset at virksomheden gav underskud. Ombudsmanden udtalte i en foreløbig redegørelse at han ikke var enig heri. Herefter genoptog Ankestyrelsen sagen og frafaldt at forbruget af egne varer skulle anses for en indtægt. (J.nr. 2000-3087-050).