Afgørelse om udsendelse klagemulighed

Afgørelse om udsendelse – klagemulighed

A og B indrejste i Danmark i december 2001 og søgte asyl. De oplyste i den forbindelse at de var statsborgere i og bosiddende i Irak. Under Udlændingestyrelsens behandling af sagen blev det konstateret at A og B er født i Irak, men senere var flyttet til Iran hvor de havde fået iransk statsborgerskab.

Af Udlændingestyrelsens afslag på asyl af 12. september 2002 fremgik bl.a. følgende

”Styrelsen har besluttet, at politiet kan udsende dig til ( ), hvis du ikke rejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 32 a.

Styrelsen finder ikke, at der er risiko for, at du vil blive udsat for forfølgelse i dit hjemland, eller at der er andre grunde til, at udsendelse ikke kan ske, jf. udlændingelovens § 31.

Konsekvenser

Du kan ikke klage over afgørelsen til Flygtningenævnet, da styrelsen ikke finder, at din ansøgning er tilstrækkeligt begrundet. Den er derfor behandlet som åbenbart grundløs, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1.

Begrundelse

Styrelsen har vurderet din asylansøgning i forhold til Iran, hvor du er statsborger og har haft ophold samt bopæl siden 1985 [’siden 1970’ ; i afgørelserne til henholdsvis A og B; min bemærkning] og frem til udrejsen i december 2001.

Du har som begrundelse for din asylansøgning anført, at du er blevet udsat for forskelsbehandling i Iran på grund af din irakiske baggrund, samt at du eventuelt er kommet i myndighedernes søgelys i forbindelse med din asylansøgning i Danmark.

Styrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at du ikke har været medlem af et politisk parti, nogen organisation eller forening, og at du ikke har været politisk aktiv i øvrigt.

Styrelsen har endvidere lagt vægt på, at du ikke har været tilbageholdt, anholdt, sigtet, straffet, eftersøgt eller udsat for husransagning eller i øvrigt haft konflikter med de iranske myndigheder.

Styrelsen finder ikke, at det kan begrunde asyl, at du angiveligt har været udsat for forskelsbehandling fra befolkningens side i form af forhaling af sagsbehandlingen vedrørende en afgørelse om statsborgerskab og udstedelse af pas, samt at dine børn ikke har de samme jobmuligheder på grund af jeres irakiske baggrund.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at den angiveligt udøvede forskelsbehandling ikke har været af en sådan karakter eller intensitet, at den kan betegnes som asylretlig forfølgelse.

Styrelsen finder ikke at det kan begrunde asyl, at du er udrejst af Iran og har indgivet asylansøgning i Danmark.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at du ikke har sandsynliggjort, at din asylansøgning er kommet til de iranske myndigheders kendskab.

Uanset om det lægges til grund, at de iranske myndigheder har fået kendskab til din asylansøgning i Danmark, finder styrelsen ikke, at det kan begrunde asyl.

Styrelsen har herved lagt vægt på, at det fremgår af styrelsens baggrundsoplysninger, at det ikke er strafbart i Iran at søge asyl i et andet land.

Styrelsen har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at du først har søgt asyl efter 2 dages ophold i Danmark.

Styrelsen har ved afgørelsen endelig tillagt det betydelig vægt, at du er udrejst på eget ægte nationalitetspas udstedt kort tid før udrejsen isat dansk visum, uden at du havde problemer ved udrejsen.”

Den 15. november 2002 anmodede A og B Udlændingestyrelsen om at genoptage behandlingen af asylsagen. De henviste til et tv-program der havde været vist på DR1, og som handlede om en asylansøger der var blevet udsendt til Iran. Efter A’s og B’s opfattelse viste tv-udsendelsen at asylansøgere ikke kunne tvangshjemsendes til Iran på grund af risiko for forfølgelse.

Ved brev af 21. november 2002 afslog Udlændingestyrelsen anmodningen og anførte

”Udlændingestyrelsen har besluttet at give jer afslag på jeres anmodning om genoptagelse af jeres asylsag.

Begrundelse

Efter en fornyet gennemgang af jeres asylsag finder Udlændingestyrelsen fortsat ikke, at I opfylder betingelserne for at få opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.

Styrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at de i klagen nævnte forhold er indgået i overvejelserne forud for styrelsens afgørelse af den 12-09-2002.

Styrelsen har således taget stilling til disse forhold, men finder fortsat ikke, at I ved en tilbagevenden til Iran risikerer asylrelevant forfølgelse, hvorfor der ikke er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7.

Styrelsen finder således ikke, at der foreligger nye oplysninger i sagen, og skal som følge heraf henholde sig til afgørelsen af den 12-09- 2002.”

Udlændingestyrelsen forelagde ikke A’s og B’s anmodning om genoptagelse af asylsagen for Dansk Flygtningehjælp forud for styrelsens afgørelse af 21. november 2002. Styrelsen orienterede Dansk Flygtningehjælp om udfaldet af sagen ved at fremsende en kopi af afgørelsen til Flygtningehjælpen til orientering.

Herefter anmodede Dansk Flygtningehjælp den 5. december 2002 telefonisk Udlændingestyrelsen om en kopi af anmodningen om genoptagelse af asylsagen. I besvarelse heraf sendte Udlændingestyrelsen den samme dag en kopi af anmodningen af 15. november 2002 om genoptagelse af sagen til Dansk Flygtningehjælp.

Dansk Flygtningehjælp sås ikke at have rettet efterfølgende henvendelser til Udlændingestyrelsen i sagen.

Den 28. november 2002 klagede A og B til mig og henviste til det ovenfornævnte tv- program der havde været vist på DR1, og som handlede om en asylansøger der var blevet udsendt til Iran.

Den 16. december 2002 oplyste Udlændingestyrelsen telefonisk over for en af mine medarbejdere at anmodningen om genoptagelse af asylsagen ikke havde været forelagt for Dansk Flygtningehjælp forud for styrelsens afslag af 21. november 2002 på anmodningen om genoptagelse af asylsagen.

Ved brev af 18. december 2002 anmodede jeg Udlændingestyrelsen om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg bad i den forbindelse Udlændingestyrelsen om nærmere oplysninger om styrelsens overvejelser med henblik på spørgsmålet om forelæggelse af genoptagelsesanmodningen for Dansk Flygtningehjælp og om styrelsens praksis for at forelægge genoptagelsesanmodninger for Dansk Flygtningehjælp. Herudover bad jeg om Udlændingestyrelsens bemærkninger til spørgsmålet om hvorvidt afgørelser efter udlændingelovens § 32 a kan påklages til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration.

Den samme dag orienterede jeg A og B skriftligt om min henvendelse til Udlændingestyrelsen og vedlagde i den forbindelse en kopi af mit brev til styrelsen. Jeg modtog imidlertid brevet retur fra postvæsenet. På baggrund af en oplysning fra Dansk Røde Kors Center ( ) om at A og B var udrejst den 18. december 2002, sendte jeg den 10. januar 2003 mit brev til A og B af 18. december 2002 til Udlændingestyrelsen og anmodede styrelsen om at udlevere brevet til A og B hvis styrelsen blev bekendt med en eventuel opholdsadresse her i landet. (Min udtalelse i sagen blev ligeledes sendt til Udlændingestyrelsen med en anmodning om udlevering af brevet til A og B hvis styrelsen blev bekendt med en eventuel opholdsadresse her i landet).

I en udtalelse af 5. februar 2003 anførte Udlændingestyrelsen følgende

”

Styrelsen kan i den forbindelse oplyse, at Udlændingestyrelsen efter en fast praksis ikke vil genoptage en asylsag, der er afgjort i åbenbart grundløs proceduren med mindre det fremgår af anmodningen, at der foreligger nye oplysninger af betydning for asylansøgningen.

Hvis der derimod er tale om nye asylrelevante oplysninger eller anbringender vil spørgsmålet om, hvorvidt sagen fortsat kan behandles i åbenbart grundløs proceduren, blive forelagt for Dansk Flygtningehjælp, forinden der træffes afgørelse i sagen på ny.

I tilfælde hvor der ikke med genoptagelsesanmodningen er fremkommet nye oplysninger, eller hvor der alene henvises til generelle forhold i hjemlandet, der ikke har konkret betydning for den pågældende sag og endelig i tilfælde, hvor anmodningen er begrundet i forhold, der ikke har asylretlig relevans, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse vedrørende genoptagelse uden forudgående forelæggelse for Dansk Flygtningehjælp.

Efter en ny gennemgang af de pågældendes asylsag fandt styrelsen herefter ikke, at anmodningen om genoptagelse gav anledning til at genoptage de pågældendes asylsag, idet de i anmodningen nævnte forhold var indgået i overvejelserne forud for styrelsens afgørelse af 12. september 2002.

Styrelsen fandt endvidere ikke grundlag for at forelægge ansøgers anmodning om genoptagelse for Dansk Flygtningehjælp, idet de i anmodningen nævnte forhold indgik i styrelsens indstilling om fortsat behandling i åbenbart grundløs proceduren til Dansk Flygtningehjælp af 2. august 2002.

Styrelsen kan i øvrigt oplyse, at styrelsens dokumentationskontor til brug for asylsagsbehandlingen løbende indsamler oplysninger om forholdene i asylansøgernes lande fra en lang række kilder. Blandt de mest benyttede kilder kan nævnes UNHCR, Udenrigsministeriet, Human Rights Watch, U.S. State Department Country Reports on Human Rights Practices samt Amnesty International. Endvidere er Udlændingestyrelsens egne fact-finding missioner en vigtig kilde i forbindelse med asylsagsbehandlingen.

I forbindelse med styrelsens afgørelse af 12. september 2002 lagde styrelsen vægt på de foreliggende baggrundsoplysninger, hvoraf det fremgår, at en asylansøgning i udlandet ikke i sig selv er strafbart i Iran.

I den pågældende asylsag fandt styrelsen ikke anledning til at forelægge anmodningen om genoptagelse for Dansk Flygtningehjælp, idet det omtalte tv-program ikke angik de pågældende ansøgere. Styrelsen fandt endvidere ikke anledning til at revurdere de for styrelsen foreliggende baggrundsoplysninger på baggrund af oplysningerne anført i genoptagelsesanmodningen.

For så vidt angår anmodningen om styrelsens bemærkninger til spørgsmålet om, hvorvidt afgørelser efter udlændingelovens § 32 a kan påklages til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, vil styrelsen fremsende en særskilt besvarelse.

Udlændingestyrelsen vil efter aftale med Integrationsministeriets departement besvare spørgsmålet via Integrationsministeriet.

”

Med brev af 19. februar 2003 sendte Udlændingestyrelsen kopi af asylsagens akter til mig.

I et notat af 17. februar 2003 om påklage til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration af afgørelser efter udlændingelovens § 32 a oplyste Udlændingestyrelsen følgende

”

Folketingets Ombudsmand anfører i sit ovennævnte brev [mit brev af 18. december 2002; min bemærkning], at efter udlændingelovens § 46, stk. 2, kan Udlændingestyrelsens afgørelser påklages til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration bortset fra en række konkrete bestemmelser, men afgørelser efter lovens § 32 a er ikke omfattet af ordlyden i § 46, stk. 2. Ombudsmanden tilføjer videre, at der hertil kommer, at bestemmelsen i § 53 b efter ordlyden omfatter ’afgørelsen i en sag om opholdstilladelse efter § 7’.

Ombudsmanden antyder således, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 32 a i sager, der behandles i åbenbart grundløs-proceduren, efter lovens ordlyd og systematik må anses for undergivet klageadgang til Integrationsministeriet.

Det bemærkes hertil, at udlændingelovens systematik og lovens forarbejder bygger på det helt principielle udgangspunkt, at asylsager alene behandles af Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, og at ministeren for flygtninge, indvandrere og integration ingen kompetence har i asylsager. Det vil derfor savne mening, såfremt Udlændingestyrelsens afgørelser efter lovens § 32 a i asylsager, der er behandlet i åbenbart grundløs-proceduren, skulle kunne påklages til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, da der er tale om en del af asylafgørelsen. Såfremt der skulle være klageadgang i disse sager, skulle det være til Flygtningenævnet.

Imidlertid hviler hele åbenbart grundløs- proceduren efter lovforarbejderne på, at der alene sker sagsbehandling i én instans – Udlændingestyrelsen. For at sikre en retssikkerhedsmæssigt forsvarlig behandling er det som en betingelse for, at styrelsen kan træffe afgørelse uden klageadgang til Flygtningenævnet, fastsat, at Dansk Flygtningehjælp efter en selvstændig samtale med asylansøgeren skal erklære sig enig i, at sagen kan betragtes som åbenbart grundløs. Dansk Flygtningehjælp tager i den forbindelse også stilling til, om man er enig i, hvorvidt den pågældende asylansøger kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt. Afgørelsen efter § 32 a, der er indeholdt i afgørelsen efter § 7, er således undergivet samme retssikkerhedsmæssige garantier som selve asylafgørelsen.

På denne baggrund er det Udlændingestyrelsens opfattelse, at styrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 32 a i åbenbart grundløse-asylsager efter lovens forarbejder og systematik ikke kan anses for undergivet klageadgang til hverken Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration eller Flygtningenævnet.”

I et brev af 14. april 2003 fremkom Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration med følgende udtalelse

” Folketingets Ombudsmand har ved brev af 18. december 2002 til Udlændingestyrelsen ( ) anført følgende

’Som anført ovenfor besluttede Udlændingestyrelsen ved afgørelserne samtidig at politiet kan udsende ansøgerne hvis de ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 32 a.

Efter udlændingelovens § 46, stk. 2, kan Udlændingestyrelsens afgørelser påklages til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration bortset fra de afgørelser der er nævnt i § 9 e, stk. 1, § 33, § 42 a, stk. 7, 1. pkt., § 42 a, stk. 8, 1. pkt., § 42 d, stk. 2, § 53 a og § 53 b. Afgørelser efter lovens § 32 a er ikke omfattet af ordlyden af § 46, stk. 2. Hertil kommer at bestemmelsen i § 53 b efter ordlyden omfatter ’afgørelsen i en sag om opholdstilladelse efter § 7’.

’

Integrationsministeriet skal i den anledning bemærke følgende

1. Retsgrundlaget – udlændingelovens § 32 a.

Udlændingelovens § 32 a har følgende ordlyd

’Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.’

Udlændingelovens § 32 a blev indsat ved lov nr. 482 af 24. juni 1992 om ændring af udlændingeloven (Familiesammenføring, effektivisering af asylsagsbehandlingen m.v.).

Det fremgår af bemærkningerne, at baggrunden for bestemmelsen var, at Justitsministeriet i forbindelse med et samråd i Folketingets Retsudvalg og over for Folketingets Ombudsmand havde tilkendegivet, at man ville tage problematikken vedrørende udlændingelovens § 31 op.

Forud herfor havde Folketingets Ombudsmand den 25. februar 1992 afgivet en redegørelse vedrørende fremgangsmåden ved udsendelse af udlændinge, der havde fået et afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I redegørelsen konkluderede Folketingets Ombudsmand, at afgørelsen om udsendelse af en asylansøger efter udlændingelovens § 31 måtte anses for en særskilt afgørelse i forvaltningsretlig henseende, som skulle træffes af Direktoratet for Udlændinge i første instans, og hvor justitsministeren havde den endelige afgørelse som klagemyndighed.

Justitsministeriet meddelte i brev af 27. februar 1992, at ministeriet lagde Folketingets Ombudsmands udtalelse til grund, og at ministeriet havde anmodet Direktoratet for Udlændinge om at administrere i overensstemmelse hermed, indtil en eventuel lovændring blev gennemført.

Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 32 a fremgår blandt andet følgende (lovforslag nr. L 257 af 1. april 1992, almindelige bemærkninger, punkt 3.6, side 12 f )

’Den nævnte bestemmelse i udlændingelovens § 31 indebærer en generel forpligtelse for myndighederne til i forbindelse med afgørelser på udlændingelovens område at påse, at forbuddet mod refoulement (dvs. tilbagesendelse til forfølgelseslandet), som er en af flygtningekonventionens grundregler, ikke tilsidesættes.

For udlændinge, der har fået afslag på en ansøgning om asyl efter udlændingelovens §§ 7-8, eller hvis opholdstilladelse efter §§ 7- 8 er inddraget eller anset for bortfaldet, gælder imidlertid det særlige, at udlændingemyndighederne i forbindelse med disse afgørelser har foretaget en vurdering af forfølgelsesrisikoen i den pågældendes hjemland.

Som følge af det nære slægtskab mellem denne vurdering og vurderingen efter udlændingelovens § 31 af, om udsendelse kan ske, er det efter Justitsministeriets opfattelse naturligt, at udlændingemyndighederne i forbindelse med afgørelsen i selve asylsagen også tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt § 31 stiller sig hindrende i vejen for, at udlændingen udsendes af landet, hvis den pågældende ikke udrejser frivilligt.

Den foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 7, indebærer således, at såvel Direktoratet for Udlændinge som Flygtningenævnet i tilfælde, hvor der meddeles afslag på asyl, eller hvor en opholdstilladelse til en anerkendt flygtning inddrages eller anses for bortfaldet, også udtrykkeligt skal træffe afgørelse om udsendelsesspørgsmålet. Denne pligt gælder uanset, om direktoratets afgørelse er endelig, idet den er truffet efter bestemmelsen i § 53 a, stk. 3, om ansøgninger, der må anses for åbenbart grundløse, eller om direktoratets afgørelse kan indbringes for Flygtningenævnet.’

Af bemærkningerne samme sted, side 13, højre spalte, fremgår videre

’I tilfælde, hvor asylsagen med Dansk Flygtningehjælps tilslutning afgøres efter bestemmelsen i § 53 a, stk. 3, om åbenbart grundløse ansøgninger, skal såvel afgørelsen vedrørende spørgsmålet om asyl som udsendelsesspørgsmålet afgøres efter denne bestemmelse. Er direktoratets afgørelse vedrørende disse spørgsmål truffet efter reglerne i § 53 a, stk. 3, kan klage over afgørelserne – herunder over afgørelsen om udsendelse – som nævnt ikke indgives til Flygtningenævnet.’

2. Integrationsministeriets udtalelse.

Udlændingelovens § 32 a fastslår, at der altid i forbindelse med afgørelse af spørgsmål om asyl tillige skal træffes afgørelse om udsendelse. Hermed præciseres, at stillingtagen til, om en afvist asylansøger kan udsendes sker ved en selvstændig afgørelse.

Afgørelser om udsendelse, der træffes i forbindelse med afgørelser af spørgsmålet om asyl, anses som accessoriske til asylafgørelsen, jf. bestemmelsens angivelse af, at afslaget skal ’indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes ’. Dette beror på den nære sammenhæng, der er mellem de to vurderinger, der skal anlægges ved de to afgørelser.

På denne baggrund antages det, at Udlændingestyrelsens afgørelser om udsendelse truffet i forbindelse med afslag på asyl ikke kan påklages til Integrationsministeriet, uanset at afgørelser efter udlændingelovens § 32 a ikke er nævnt i udlændingelovens § 46, stk. 2.

På samme måde antages indbringelse af Udlændingestyrelsens afslag på asyl for Flygtningenævnet tillige at omfatte den samtidigt trufne afgørelse om udsendelse, uanset at afgørelser efter udlændingelovens § 32 a ikke er nævnt i udlændingelovens § 53 a, stk. 1.

Endelig anses afgørelse af udsendelsesspørgsmålet omfattet af ordlyden ’afgørelsen af en sag om opholdstilladelse’ i udlændingelovens § 53 b, stk. 1, jf. bemærkningerne til udlændingelovens § 32 a, som er citeret ovenfor under punkt 1.

Dette harmonerer med, at Integrationsministeriet heller ikke i øvrigt – f.eks. i sager om meddelelse af opholdstilladelse af humanitære grunde, jf. udlændingelovens § 9b, eller på grund af udsendelseshindringer, jf. udlændingelovens § 9 c – tager stilling til spørgsmål, der forudsætter en vurdering af asylretlige forhold.

”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Klagemulighed

Efter § 14 i ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand) kan ombudsmanden ikke behandle klager over forhold der kan indbringes for en højere forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet afgørelse.

Denne bestemmelse har dannet grundlag for at min undersøgelse af Deres sag har omfattet spørgsmålet om hvorvidt Udlændingestyrelsens afgørelse efter udlændingelovens § 32 a kan påklages til en anden myndighed.

Udlændingeloven (bekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002 af udlændingeloven) indeholder i § 32 a følgende bestemmelse

’ § 32 a. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.’

Efter udlændingelovens § 46, stk. 2, kan Udlændingestyrelsens afgørelser påklages til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration bortset fra de afgørelser der er nævnt i § 33, § 42 a, stk. 7, 1. pkt., § 42 a, stk. 8, 1. pkt., § 42 d, stk. 2, § 53 a og § 53 b (jf. bekendtgørelse nr. 608 af 17. juli 2002 af udlændingeloven som ændret ved lov nr. 1044 af 17. december 2002). Afgørelser efter lovens § 32 a (jf. § 31) er ikke omfattet af ordlyden i § 46, stk. 2.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 32 a blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 482 af 24. juni 1992 på baggrund af lovforslag nr. L 257 af 1. april 1992. Om den nærmere forståelse af bestemmelsen kan henvises til de citater som Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har gengivet i sin udtalelse af 14. april 2003.

Det er ministeriets opfattelse at en afgørelse om udsendelse må anses som accessorisk til asylafgørelsen, og at dette er baggrunden for at Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse der træffes i forbindelse med et afslag på asyl, ikke kan påklages til ministeriet. Dette gælder uanset at afgørelser efter udlændingelovens § 32 a ikke er nævnt i samme lovs § 46, stk. 2.

Efter min gennemgang af sagen har jeg ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ministeriets opfattelse af at der ikke i en situation som den foreliggende er mulighed for at klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse til ministeriet. Selv om begrænsningen af klageadgangen ikke direkte følger af lovteksten, synes en sådan klageafskæring forudsat i forarbejderne til lovforslaget, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 3.6, s. 13 (højre spalte) – gengivet i ministeriets udtalelse af 14. april 2002.

Det antages imidlertid at afskæring af en rekursadgang fra en underordnet myndighed til en overordnet kræver udtrykkelig lovhjemmel. Det bør derfor efter min opfattelse direkte fremgå af udlændingeloven at afgørelser om udsendelse i en situation som den foreliggende ikke kan påklages til ministeriet. Jeg henviser til Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret (2002), s. 958.

Jeg henstiller derfor til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration at ministeriet ved en kommende ændring af udlændingeloven præciserer loven på dette punkt. Samtidig anmoder jeg ministeriet om underretning om ministeriets skridt i den anledning.

2. Udlændingestyrelsens afgørelser af 12. september 2002

Ved Udlændingestyrelsens afgørelser af 12. september 2002 fik De afslag på Deres ansøgning om asyl og blev pålagt at udrejse af Danmark straks. Det fremgår af afgørelserne at De ikke kan klage over dem til Flygtningenævnet da Udlændingestyrelsen ikke finder at ansøgningerne er tilstrækkeligt begrundet, og at de derfor er blevet behandlet som åbenbart grundløse, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1.

Udlændingestyrelsen kan bestemme at afgørelsen i en asylsag hvor ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet. Det er dog en forudsætning at sagen forinden har været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1.

En ansøgning anses for åbenbart grundløs bl.a. i de tilfælde hvor de omstændigheder som ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse efter § 7, i de tilfælde hvor de omstændigheder som ansøgeren påberåber sig, efter Flygtningenævnets praksis åbenbart ikke kan føre til meddelelse af opholdstilladelse efter § 7, og i de tilfælde hvor de omstændigheder som ansøgeren påberåber sig, åbenbart ikke stemmer overens med generelle baggrundsoplysninger om forholdene i ansøgerens hjemland eller tidligere opholdsland. Jeg kan henvise til ordlyden af § 53 b og til bemærkningerne til § 53 b i lov nr. 365 af 6. juni 2002 (L 152, s. 95ff).

Det fremgår af sagens akter at Dansk Flygtningehjælp ved brev af 9. august 2002 til Udlændingestyrelsen tiltrådte at sagen blev behandlet i proceduren for åbenbart grundløse sager, og at De kunne udsendes til Iran.

Herefter og efter en gennemgang af sagens akter kan jeg ikke kritisere Udlændingestyrelsen for den 12. september 2002 at have afslået Deres anmodning om asyl under henvisning til udlændingelovens § 53 b, stk. 1, og for samtidig at have besluttet at politiet kunne udsende Dem hvis De ikke rejste frivilligt.

Jeg bemærker herved at jeg i Deres sag ikke har fundet anledning til at udtale mig om den retlige henvisning i begrundelsen for Udlændingestyrelsens afgørelse af 12. september 2002, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.

3. Udlændingestyrelsens afgørelse af 21. november 2002

Om der er grundlag for at genoptage en sag, hviler især på en vurdering af om der i forhold til den oprindelige behandling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger som må antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. En afgørelse om genoptagelse bygger på vurderinger og afvejninger af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Jeg kan kun kritisere sådanne vurderinger og afvejninger hvis der er særlige omstændigheder i sagen.

Jeg har overvejet spørgsmålet om hvorvidt Udlændingestyrelsen burde have forelagt Deres anmodning om genoptagelse af asylsagen for Dansk Flygtningehjælp før styrelsen den 21. november 2002 afslog at genoptage sagen. I mine overvejelser er indgået den betragtning at Deres anmodning af 15. november 2002 kan opfattes som indeholdende en indsigelse af bevismæssig karakter mod de foreliggende baggrundsoplysninger.

Jeg har imidlertid ikke fundet tilstrækkelig anledning til i Deres sag at afgive en egentlig ombudsmandsudtalelse om det nævnte spørgsmål. Jeg har herved lagt vægt på det oplyste om dels karakteren af de baggrundsoplysninger der sædvanligvis foreligger for Udlændingestyrelsen, dels styrelsens vurdering af indholdet af det omtalte tv-program. Herudover har jeg lagt vægt på det forhold at Dansk Flygtningehjælp modtog – ganske vist efterfølgende – en kopi af Deres genoptagelsesanmodning uden at dette ses at have givet flygtningehjælpen anledning til at foretage sig noget i Deres sag.

Herefter og på baggrund af en gennemgang af Deres sag mener jeg ikke at der er sådanne særlige omstændigheder at jeg vil kunne kritisere Udlændingestyrelsens afgørelse af 21. november 2002.

Jeg har ikke grundlag for at foretage mig yderligere i anledning af Deres henvendelse til mig.”

Den 21. januar 2004 underrettede Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration mig om at regeringen forventede at fremsætte et forslag til lov om ændring af udlændingeloven for Folketinget i begyndelsen af marts 2004. Ministeriet oplyste at lovforslaget blandt andet ville indeholde et forslag om en præcisering af udlændingeloven således at det direkte fremgår af udlændingeloven at Udlændingestyrelsens afgørelser om udsendelse efter åbenbart grundløs-proceduren i asylsager ikke kan påklages til ministeriet.

Den 16. marts 2004 meddelte ministeriet mig at lovforslaget forventedes fremsat i uge 14.

Den 22. marts 2004 meddelte jeg ministeriet at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Et ægtepar der oprindelig var statsborgere i Irak, men efterfølgende havde fået iransk statsborgerskab, rejste ind i Danmark og søgte om – men fik afslag på – asyl med henvisning til udlændingelovens § 53 b, stk. 1. Ved afslaget traf Udlændingestyrelsen samtidig afgørelse om at ægteparret kunne udsendes tvangsmæssigt hvis de ikke rejste frivilligt.

Ombudsmanden rejste under sin behandling af sagen spørgsmål om hvorvidt en afgørelse om tvangsmæssig udsendelse kunne påklages til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Ministeriet udtalte over for ombudsmanden at en afgørelse om udsendelse efter ministeriets opfattelse måtte anses som accessorisk til asylafgørelsen, og at dette var baggrunden for at Udlændingestyrelsens afgørelse om udsendelse, der træffes i forbindelse med et afslag på asyl, ikke kunne påklages til ministeriet.

Ombudsmanden udtalte at en afskæring af en rekursadgang fra en underordnet myndighed til en overordnet kræver udtrykkelig lovhjemmel. Efter ombudsmandens opfattelse burde det direkte fremgå af udlændingeloven at afgørelser om udsendelse i en situation som den foreliggende ikke kunne påklages til ministeriet.

Ombudsmanden udtalte dog at han ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at kritisere ministeriets opfattelse. Selv om begrænsningen af klageadgangen ikke direkte fulgte af lovteksten, syntes en sådan klageafskæring forudsat i forarbejderne til lovforslaget til udlændingelovens § 32 a.

Ombudsmanden henstillede til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration at ministeriet ved en kommende ændring af udlændingeloven præciserede loven på dette punkt. Ombudsmanden udbad sig underretning om ministeriets skridt i den anledning. (J.nr. 2002-3866-640).