Erstatning for indgreb som led i strafferetlig forfølgning Inddragelse af kriterier. Begrundelse

§ 1018 c har i praksis været bragt i anvendelse i forbindelse med krav om erstatning for straffeprocessuelle indgreb såsom telefonaflytning, ransagning og beslaglæggelse iværksat overfor en ikke-sigtet, jf. herved Anklagemyndighedens Årsberetning 1998- 1999, bd. 2, s. 61. Bestemmelsen har endvidere været bragt i anvendelse ved andre former for efterforskningsskridt, der har karakter af eller som må sidestilles med et indgreb, jf. U 1982.1170 V, der er omtalt i AÅ 1998-1999, bd. 2, s. 62-63. Sagen vedrørte et spørgsmål om erstatning til en efterlyst kvinde, hvis fotografi under efterforskningen af en drabssag havde været offentliggjort. Det viste sig efterfølgende, at kvinden ikke havde noget med sagen at gøre, og hun fik i medfør af retsplejelovens § 1018 c tilkendt 10.000 kr. i erstatning.

Bestemmelsen i § 1018 c har ikke kun været anvendt i tilfælde, hvor efterforskningsskridtet har rettet sig mod tredjemand, men også hvor det har rettet sig mod forurettede. Som eksempler kan nævnes afspærring af gerningssted som led i efterforskningen og tilfælde, hvor genstande (tæpper, tøj m.v.), der tilhører forurettede, skæres i stykker i forbindelse med tekniske undersøgelser f.eks. i drabssager og voldtægtssager. Hvis den forurettede – eller i drabssager dennes pårørende – efterfølgende fremsætter krav om erstatning over for det offentlige for afspærring af ejendom eller beskadigelse af genstande, har jeg antaget, at kravet skal vurderes efter retsplejelovens § 1018 c.

Som det fremgår af min afgørelse af 9. juli 2002, har (A) rejst krav om erstatning for udbedring af et køkkenbord, der blev ødelagt i forbindelse med efterforskningen i en sag vedrørende et dobbeltdrab, herunder drab på (A)’s ægtefælle (B). Det fremgår, at politiet modtog anmeldelsen om drabene den 19. februar 2001. Ved en undersøgelse samme dag på gerningsstedet – (B)’s ejendom – sås blandt andet et tydeligt sålaftryk på en køkkenbordplade. Et aftryk heraf blev sikret med gelatinehinde. Da aftrykkets detaljer ikke var tilstrækkelig tydelig til identifikation og for ikke at ødelægge sporet ved flere gelatineaftryk, blev der den 22. februar 2001 foretaget udskæring af en del af køkkenbordpladen til undersøgelse med specialudstyr i Kriminalteknisk Afdeling.

Det er min opfattelse, at det foretagne efterforskningsskridt i form af udskæring af en del af køkkenbordpladen må betragtes som et indgreb, der er foretaget som led i en strafferetlig forfølgning. Krav om erstatning for udbedring af køkkenbordet må derfor anses for omfattet af retsplejelovens § 1018 c (og ikke efter § 1018 b), idet hverken (B) eller (A) har været sigtede i sagen.

Som ovenfor anført indebærer en behandling af erstatningskravet efter retsplejelovens § 1018 c en lettere adgang for erstatningssøgende til at opnå erstatning og domstolsprøvelse heraf, end hvis kravet skulle behandles efter de almindelige regler.

Hvis kravet således skulle behandles efter reglerne i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 20. juni 1989 om politiets behandling af visse erstatningssager, ville spørgsmålet om erstatningsansvar materielt skulle afgøres på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, og processuelt ville der ikke være en nem adgang til domstolsprøvelse af den administrative afgørelse.

Jeg finder derfor, at det alt andet lige må være en fordel for erstatningssøgende at få kravet behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Reglerne i retsplejelovens § 1018 e om, at kravet i tilfælde af fristoverskridelse kan/skal behandles, såfremt overskridelsen findes undskyldelig, må antages at bygge på denne forudsætning.

Det bemærkes i den forbindelse, at jeg forstod advokat (C)’s skrivelse af 1. juli 2002 til mig på den måde, at anbringendet om at kravet ikke er omfattet af retsplejelovens kapitel 93 a navnlig skyldtes problemerne i forhold til 2-måneders fristen i retsplejelovens § 1018 e, stk. 1. Jeg gik således ud fra, at advokaten ønskede – eller i hvert fald var indforstået med –, at kravet blev behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a, såfremt jeg fandt overskridelsen af 2-måneders fristen undskyldelig. Det var på denne baggrund, at jeg også vurderede erstatningskravet på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h, selv om der ikke forelå en udtrykkelig begæring herom.

For så vidt angår spørgsmålet om afgrænsningen mellem på den ene side anklagemyndighedens kompetence efter retsplejelovens kapitel 93 a og på den anden side politimesterens/rigspolitichefens/Justitsministeriets kompetence til at behandle erstatningskrav efter Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 20. juni 1989 er det således sammenfattende min opfattelse, at det foreliggende erstatningskrav med rette er blevet behandlet administrativt af anklagemyndigheden efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a.

Det tilføjes, at en erstatningssøgende, der ikke ønsker – eller på grund af fristoverskridelse ikke har mulighed for – at få et krav om erstatning behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a, selv om kravet udspringer af et indgreb inden for strafferetsplejen, altid har mulighed for at anlægge en almindelig erstatningssag ved domstolene i den civile retsplejes former, jf. U 1993.558 H. En sådan fremgangsmåde indebærer bl.a., at sagen skal anlægges ved en almindelig stævning, der skal betales retsafgift (medmindre der er meddelt fri proces), og advokatudgifter dækkes ikke efter reglerne om forsvarersalærer. Hertil kommer, at erstatningsspørgsmålet i en sådan civil erstatningssag materielt skal afgøres efter dansk rets almindelige erstatningsregler og f.eks. ikke efter den lempeligere regel i retsplejelovens § 1018 c.

2. Som det fremgår af begrundelsen for min afgørelse, har jeg som led i rimelighedsvurderingen efter § 1018 c lagt vægt på, at (A) som ægtefælle til en af de afdøde må have haft en interesse i, at politiet opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden.

Indledningsvis bemærkes, at da jeg traf afgørelse i sagen, var det oplyst, at det var afdøde (B), der formelt set var ejer af ejendommen og dermed af køkkenbordpladen, og at (A) først efterfølgende har overtaget ejendommen som ægtefælle/arving. I sin klage af 22. juli 2002 til Justitsministeriet oplyste advokat (C), at (A) allerede på udskæringstidspunktet var medejer af ejendommen.

Efter min opfattelse kan det næppe antages at have afgørende betydning for udfaldet af rimelighedsvurderingen i det foreliggende tilfælde, om det er det ene eller det andet ejerforhold på udskæringstidspunktet, der lægges til grund. Jeg har derfor ikke fundet grundlag for at gå nærmere ind i dette spørgsmål.

Forarbejderne til retsplejelovens § 1018 c indeholder ikke særlige bidrag til fortolkningen af udtrykket ’rimelig’. De situationer, som man har haft for øje i forarbejderne, er tilfælde, hvor der over for en ikke-sigtet har været foretaget straffeprocessuelle tvangsindgreb, jf. herved Folketingstidende 1977- 78, Tillæg A, sp. 2376, 2378 og 2403 og betænkning nr. 801/1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, side 60- 61. Sådanne tvangsindgreb vil typisk ikke rette sig mod offeret. Som ovenfor anført har jeg antaget, at bestemmelsen i retsplejelovens § 1018 c f.eks. også kan finde anvendelse i forhold til efterforskningsskridt, der griber ind i offerets ejendom. Der er ikke i forarbejderne angivet noget om, hvilke hensyn der kan indgå i rimelighedsvurderingen i disse tilfælde.

Efter min opfattelse må det antages, at rimelighedsvurderingen i de tilfælde, hvor det pågældende efterforskningsskridt har tilføjet skade på offerets eller pårørendes ejendom, beror på en afvejning af en række hensyn. I afvejningen vil bl.a. indgå, om ejeren/skadelidte har haft en særlig interesse i efterforskningsskridtets foretagelse, om indgrebet er efterforskningsmæssigt sagligt begrundet, om det er udført på en måde, så det ikke forvolder mere skade end formålet nødvendiggør, og om erstatningssøgende kan rette kravet mod andre (gerningsmanden eller dennes bo), alt sammenholdt med størrelsen af udbedringsomkostningerne.

Med hensyn til spørgsmålet om, i hvis interesse det pågældende efterforskningsskridt er foretaget, er der selvsagt en klar samfundsmæssig interesse i, at forbrydelser, herunder ikke mindst alvorlige forbrydelser, efterforskes og opklares. Efterforskning og strafforfølgning sker imidlertid også af hensyn til ofrene og deres pårørende. Ofres og pårørendes interesser på dette område er retligt bl.a. kommet til udtryk i reglerne om klageadgang i retsplejelovens § 724 og i adgangen til at kræve erstatning af gerningsmanden, herunder for begravelsesudgifter og forsørgertabserstatning.

I det foreliggende tilfælde har jeg fundet, at (A)’s interesse, herunder retlige interesse, i, at drabet på hendes ægtefælle blev opklaret, klart taler for, at det pågældende efterforskningsskridt blev foretaget.

Når denne interesse sammenholdes med størrelsen af udbedringsomkostningerne og med, at udskæringen var efterforskningsmæssigt sagligt begrundet og foretaget på et tidspunkt, hvor det ikke endeligt var fastslået, hvem gerningsmanden var, jf. nedenfor under pkt. 3, at den blev foretaget på en måde, der ikke forvoldte større skade end formålet nødvendiggjorde, og at det var muligt for erstatningssøgende at rette kravet mod gerningsmanden, er det ud fra en samlet vurdering min opfattelse, at det ikke ville være rimeligt, hvis det offentlige skulle afholde udgifterne til udbedring af køkkenbordpladen.

Det er således fortsat min opfattelse, at der som led i rimelighedsvurderingen kan lægges vægt på skadelidtes interesse i, at det pågældende efterforskningsskridt blev foretaget. Men som det fremgår, må det efter min opfattelse antages, at rimelighedsvurderingen består i en afvejning af en flerhed af hensyn, hvor (A)’s interesse i, at drabet opklares og gerningsmanden findes, er et centralt hensyn, men som nævnt ikke det eneste. Det havde været rigtigst, om dette havde fremgået udtrykkeligt af begrundelsen for min afgørelse.

Det tilføjes, at jeg ikke i afgørelsen særskilt har henvist (A) til i stedet at rette kravet mod den formodede gerningsmand, i dette tilfælde boet efter vedkommende. Dette skyldes, at det fremgår af sagens akter, at (A)’s daværende advokat ( ) ved skrivelse af 27. april 2002 anmeldte et krav om erstatning for tab af forsørger samt erstatning for skade på afdøde (B)’s ejendom i boet efter den formodede drabsmand, men at anmeldelsen ved skrivelse af 3. maj 2002 blev afvist af boets bestyrer som for sent anmeldt.

3. For så vidt angår spørgsmålet om, hvilken betydning det må tillægges for spørgsmålet om erstatning, at den formodede gerningsmand var fundet død i sit hjem formentlig ved selvmord på det tidspunkt, hvor indgrebet blev foretaget, kan jeg supplerende oplyse, at det fremgår af sagen, at politiet i forbindelse med fundet af den afdøde, formodede gerningsmand ikke fandt gerningsvåbnet til drabene. Den afdøde havde endvidere ikke efterladt sig afskedsbrev eller andre oplysninger om, at han havde begået drabene. Sagen var således fortsat under efterforskning på det tidspunkt, hvor indgrebet mod køkkenbordpladen blev foretaget.

På den baggrund fandt jeg ikke, at det kunne tillægges betydning for erstatningsspørgsmålet, at politiet mente at have fundet den formodede gerningsmand, da indgrebet blev foretaget.”

Justitsministeriet henviste i en udtalelse af 6. marts 2003 til Rigsadvokatens udtalelse.

Ved brev af 24. marts 2003 fremsatte C bemærkninger til Justitsministeriets og Rigsadvokatens udtalelser. C bekræftede at kravet om erstatning for den ødelagte bordplade i første omgang blev anmeldt i den formodede gerningsmands dødsbo, og at kravet blev afvist som for sent anmeldt. C bemærkede at der efter det for hende oplyste ikke ville være dækning til samtlige krav i dødsboet. Endelig bemærkede C at der i den pågældende situation måtte være tale om solidarisk hæftelse for den som konkret udøver indgrebet, og den som har givet anledning til efterforskning, såfremt den pågældende kan domfældes.

I brev af 18. juni 2003 udtalte jeg herefter bl.a. følgende

Ombudsmandens udtalelse

”Jeg har ikke grundlag for at betvivle at udskæringen af køkkenbordpladen var et nødvendigt efterforskningsskridt. Det forhold at gerningsmanden faktisk var fundet på tidspunktet for udskæringen, kan under hensyn til at dette ikke var endeligt konstateret, og at efterforskningen derfor fortsat pågik, ikke tillægges nogen betydning.

Jeg vil derfor ikke beskæftige mig yderligere med disse spørgsmål.

1. Behandlingen af erstatningskravet efter retsplejelovens kapitel 93 a

Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning fik sin nuværende udformning ved lov nr. 243 af 8. juni 1978. Udformningen blev til på baggrund af betænkning nr. 801 fra 1977. Kapitlet indeholder blandt andet materielle regler om erstatning til anholdte eller varetægtsfængslede (§ 1018a), sigtede (§ 1018b) samt personer der ikke har været sigtede (§ 1018c).

For personer der ikke har været sigtede, gælder § 1018c hvorefter der kan ydes erstatning for indgreb som led i en strafferetlig forfølgning hvis det findes rimeligt.

Endvidere indeholder kapitel 93 a en bestemmelse hvorefter erstatningskrav på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler der fremsættes af sigtede, domfældte eller andre i anledning af strafferetlig forfølgning, på begæring behandles efter de processuelle regler i kapitlet (§ 1018h).

En henføring af (A)’s erstatningskrav under de materielle bestemmelser i kapitel 93 a skulle i givet fald ske under § 1018c. Denne bestemmelse har som nævnt af Rigsadvokaten i praksis været anvendt i forbindelse med telefonaflytning, ransagning og beslaglæggelse, jf. Anklagemyndighedens Årsberetning 1998- 1999, bind 2, s. 61f.

Bestemmelsen har, som det fremgår af Rigsadvokatens udtalelse, ikke kun været anvendt i tilfælde hvor efterforskningsskridtet har rettet sig mod tredjemand, men også hvor det har rettet sig mod forurettede. Rigsadvokaten har som eksempler nævnt afspærring af gerningssted som led i efterforskningen og tilfælde hvor genstande (tæpper, tøj mv.) der tilhører forurettede, skæres i stykker i forbindelse med tekniske undersøgelser, f.eks. i drabssager og voldtægtssager.

Af Anklagemyndighedens Årsberetning 1988, s. 26, fremgår desuden at krav om erstatning for skader der under en ransagning hos en ikke-sigtet er sket på dennes ejendele, f.eks. ved opbrydning af låse, opskæring af stolehynder eller lignende, behandles efter § 1018c.

Udskæring af en del af et køkkenbord som led i bevissikring i forbindelse med efterforskning af en drabssag er efter min opfattelse også et sådant indgreb i en strafferetlig forfølgning som omfattes af bestemmelsen. Jeg er således enig med Justitsministeriet og Rigsadvokaten i at bestemmelsen fandt anvendelse.

På baggrund af Rigsadvokatens redegørelse for baggrunden for at sagen blev behandlet efter kapitel 93 a, herunder Rigsadvokatens opfattelse af (C)’s brev af 1. juli 2002, og det forhold at Rigsadvokaten tillige vurderede erstatningskravet på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, kan jeg ikke kritisere at sagen af Rigsadvokaten og Justitsministeriet blev behandlet efter kapitel 93 a.

Jeg har ikke fundet anledning til af egen drift at undersøge spørgsmålet om hvorvidt sagen i første instans skulle behandles af Statsadvokaten for ( ) eller af Rigsadvokaten.

2. Vægt på (A)’s interesse i sagens opklaring og begrundelsen for at afslå erstatning

a. Afgørelsen om at afslå erstatning efter retsplejelovens § 1018c beror på et skøn over en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end Rigsadvokaten og Justitsministeriet der beskæftiger sig med det pågældende sagsområde i det daglige. Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af dette skøn. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse.

Min undersøgelse vil derfor i det følgende begrænse sig til spørgsmålet om hvorvidt Rigsadvokaten og Justitsministeriet var berettiget til at lægge vægt på at (A) som ægtefælle til en af de afdøde i sagen måtte have haft en interesse i at politiet opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden. Desuden vil jeg nedenfor forholde mig til den begrundelse som Rigsadvokaten og dermed Justitsministeriet gav for afslaget.

b. Som anført af Rigsadvokaten indeholder forarbejderne til retsplejelovens § 1018c ikke særlige bidrag til fortolkningen af udtrykket ’rimelig’.

Som udgangspunkt må fastlæggelsen af de hensyn som kan inddrages, derfor være forholdsvis fri, og flere forhold kan inddrages.

En vis støtte for at anse visse mindre betydningsfulde indgreb for erstatningsfri under hensyn til den fælles samfundsmæssige interesse i forbrydelsernes opklaring findes i betænkning 801 (1977) på s. 26 hvor det i en diskussion om at foreskrive erstatningsansvar for sigtelse bl.a. anføres

’Hertil kommer, at risikoen for, at man på et grundlag – der senere viser sig at være uholdbart – sigtes for et strafbart forhold og afhøres herom, efter udvalgets opfattelse må bæres af borgerne som et bidrag til det almene gode der ligger i retshåndhævelsen.’

Betragtningerne angår imidlertid erstatning for ikkeøkonomisk skade (tort og lidelse mv.) i forbindelse med sigtelse og kan ikke umiddelbart overføres på økonomisk skade som der er tale om i denne sag. Betragtningerne kan desuden ikke udstrækkes til skadelidtes personlige interesse i den handling der fører til skaden.

c. Til fastlæggelse af formålet med § 1018c og dermed hvilke hensyn som kan indgå i afgørelser efter bestemmelsen, kan det være relevant at tage udgangspunkt i bestemmelsens baggrund og sammenhængen med lovens øvrige erstatningsbestemmelser.

Bestemmelsen i § 1018c kom ind i loven ved lov nr. 243 af 8. juni 1978. Baggrunden var en mindretalsudtalelse i betænkning nr. 801 fra 1977, s. 60f, hvori følgende blev anført

’

Flertallets udkast omhandler kun erstatningskrav fra personer, der har været sigtet eller mistænkt. En række straffeprocessuelle indgreb (f.eks. ransagning og beslaglæggelse) kan imidlertid foretages både over for den sigtede og over for andre. Det forekommer urimeligt, at sigtedes erstatningskrav i anledning af en ransagning skal kunne behandles efter de lette regler i kap. 93 a, og skal kunne imødekommes, selv om et sædvanligt ansvarsgrundlag ikke foreligger, medens den person, der ikke har været sigtet, men hos hvem der også har været foretaget ransagning med økonomisk skade, lidelse eller tort til følge, skal være henvist til at gå den tunge gang at anlægge en civil retssag og kun få krav imødekommet, hvis der er udvist et ansvarspådragende forhold fra myndighedernes side. Ganske vist vil et indgreb mod en ikke-sigtet sjældnere medføre økonomisk skade, lidelse eller tort end et indgreb mod en sigtet, men i de tilfælde hvor skade, lidelse eller tort faktisk foreligger, ses der ingen grund til at stille den ikke-sigtede ringere end den sigtede.

’

Formålet med bestemmelsen var således at ligestille ikke-sigtede med sigtede personer i erstatningsmæssig henseende. For at vurdere hvilke forhold der kan lægges vægt på ved afgørelse af erstatningskrav fra ikke-sigtede, vil det derfor være relevant at fastslå hvilke forhold der kan indgå i afgørelser om erstatningskrav fra sigtede.

Erstatningsreglerne i kapitel 93 a bygger i hovedsagen på det system at der skal eller kan ydes erstatning medmindre der foreligger en særlig erstatningsudelukkelsesgrund (påtaleopgivelse eller frifindelse på grund af utilregnelighed), eller den erstatningssøgende selv har givet anledning til foranstaltningerne, jf. hertil § 1018a, stk. 3.

Den ’egen skyld’ som kan føre til udelukkelse eller nedsættelse af erstatningen, er i betænkning 801, s. 30ff, inddelt i tre tilfældegrupper; 1) sigtedes egen adfærd forud for strafforfølgningen, 2) sigtedes mistankepådragende adfærd i forbindelse med strafforfølgningen og 3) sigtedes udvisning af adfærd der i særlig grad indicerer en fængsling eller anholdelsesgrund. Udelukkelse eller nedsættelse af erstatning med henvisning til egen skyld kan ske såvel for så vidt angår anholdelse og varetægtsfængsling, som i sager om andre straffeprocessuelle indgreb, jf. § 1018b, jf. § 1018a, stk. 3. Erstatning til anholdte og fængslede er herudover udelukket såfremt påtaleopgivelse eller frifindelse er begrundet i at tiltalte findes utilregnelig.

De hensyn vedrørende ’egen skyld’ som kan føre til udelukkelse eller nedsættelse af erstatning for sigtede, inddrages også i sager vedrørende ikke-sigtede. I Anklagemyndighedens Årsberetning 1998- 1999, bind 2, s. 61, er således anført følgende

’

For ransagninger hos ikke-sigtede personer ydes erstatning efter samme retningslinier som for ransagning hos sigtede. Erstatning kan nægtes i det omfang, det findes rimeligt, at vedkommende selv bærer risikoen for, at politiet gennemfører ransagningen.

Ejeren af en lejlighed må således som udgangspunkt selv bære risikoen for, at en person, som ejeren har givet adgang til lejligheden, er kriminel, og eventuelt anvender den til opbevaring af f.eks. stjålne genstande eller narkotika.

Lignende risikobetragtninger som ved ransagninger er anvendt i sager om beslaglæggelse mv. af genstande, herunder f.eks. motorkøretøjer , som ejeren har overladt til den sigtede. Der vil som udgangspunkt ikke skulle ydes erstatning til ejeren, som selv må bære risikoen for den adfærd som er udvist.

’

Ligebehandlingsprincippet – som altså var en bærende årsag til at § 1018c blev medtaget i loven – taler for ikke at lægge vægt på forskellige hensyn i sager med henholdsvis sigtede og ikke-sigtede. En fuldstændig ligestilling for så vidt angår de hensyn som kan føre til at nægte at udbetale erstatning, kan dog næppe lade sig gennemføre konsekvent.

Hensyntagen til skadelidtes interesse i forbrydelsens opklaring vil imidlertid kunne udelukke erstatning til en væsentlig del af de forurettede erstatningssøgende, hvilket ikke synes at være i overensstemmelse med formålet med § 1018c.

d. I Anklagemyndighedens Årsberetning for årene 1979, 1981, 1988, 1993 og 1998- 1999 er gengivet administrativ praksis og retspraksis for anvendelse af bestemmelserne i kapitel 93 a. En gennemgang af den heri omtalte praksis viser ingen eksempler på at hensynet til skadelidtes egen interesse i sagens opklaring er anvendt.

Sager om sigtede vil kun sjældent være relevante i denne sammenhæng. Dette skyldes at sigtede normalt ikke samtidig vil være ofre (eller pårørende til ofre) medmindre sigtelse og iværksættelse af straffeprocessuelle indgreb f.eks. er en følge af en falsk anmeldelse.

Af anklagemyndighedens årsberetninger fremgår eksempler på uretmæssig sigtelse og tilknyttede straffeprocessuelle indgreb forårsaget af falsk eller i hvert fald uholdbar anmeldelse eller anmeldelse som trækkes tilbage, jf. f.eks. Anklagemyndighedens Årsberetning 1993, s. 39, om to mænd som blev anmeldt for voldtægt af en kvinde og senere da det viste sig at anmeldelsen var falsk, blev tillagt erstatning for legemsundersøgelse. I sådanne sager kan den som er genstand for den falske anmeldelse, optræde både som sigtet (eller i hvert fald mistænkt) og som offer i sagen. I sådanne sager ses i anklagemyndighedens årsberetninger heller ikke eksempler på at anklagemyndigheden eller domstolene har afvist eller nedsat erstatning med henvisning til skadelidtes egen interesse i sagens opklaring. Jeg er opmærksom på at indgrebene i disse sager ofte er af en anden karakter end i det foreliggende tilfælde (legemsindgreb, ransagning og lignende), ligesom den kriminalitet som efterforskes, ikke i første omgang er den falske anmeldelse, men den kriminalitet som offeret uretmæssigt mistænkes for.

Anklagemyndighedens årsberetninger indeholder kun gennemgang af et begrænset antal sager vedrørende erstatning efter retsplejelovens § 1018c. I en sag som blandt andet er omtalt i Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, s. 62, udbetaltes erstatning for en kvindes indkvartering på et hotel som var nødvendiggjort af politiets undersøgelser af boligen efter at hendes samlever var blevet myrdet. Kvinden var selv tiltalt som medskyldig i drabet, men blev frifundet. Uanset at der i dette tilfælde blot var tale om kvindens samlever, må det antages at hendes ideelle interesse i sagens opklaring gjorde sig gældende med tilsvarende styrke som i den foreliggende sag hvor der var tale om separerede ægtefæller.

Der ses således ikke af anklagemyndighedens egen praksisbeskrivelse tidligere at være lagt vægt på skadelidtes egen interesse i sagens opklaring. Rigsadvokaten og Justitsministeriet har heller ikke henvist til tidligere inddragelse af dette hensyn.

e. Erstatning efter retsplejelovens § 1018c kan karakteriseres som en billighedserstatning, jf. formuleringen ’hvis det findes rimeligt’. Man kan således ikke opstille de samme kriterier for erstatning efter bestemmelsen som efter dansk rets øvrige regler om erstatning, herunder erstatning efter culpareglen. Ved vurderingen af om der kan lægges vægt på skadelidtes interesse som i den foreliggende sag, kan det alligevel være relevant at undersøge om der anvendes tilsvarende kriterier i forbindelse med erstatning på andet grundlag.

Sager om skader af den karakter som der er tale om i det foreliggende tilfælde, har visse fællestræk med sager om det offentliges indskrænkning, overførsel eller tilintetgørelse af privates ejendomsret som er omfattet af ekspropriationsbestemmelsen i grundlovens § 73. I relation til grundlovens § 73 er det antaget at ekspropriantens egen interesse i et indgreb i ejendomsretten kan tale imod at anse indgrebet for ekspropriation i § 73’s forstand, jf. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret II (1980), s. 673. I de sager som er omfattet af dette synspunkt, må skadelidtes interesse dog efter min opfattelse være mere nærliggende end den som Rigsadvokaten og Justitsministeriet har lagt vægt på i dette tilfælde, herunder ved at indgrebet mere direkte er begrundet i varetagelsen af skadelidtes interesser.

Også den almindelige erstatningsret anerkender at der kan lægges vægt på skadelidtes interesser, jf. f.eks. erstatningsansvarslovens § 24 hvorefter der ved afgørelse af om erstatningsansvar skal nedsættes eller bortfalde, kan lægges vægt på skadelidtes interesse. Der er her imidlertid tale om skadelidtes interesse i at opnå (fuld) erstatning, og bestemmelsen har desuden karakter af en social-humanitær sikkerhedsventil som kun under helt ekstraordinære omstændigheder kan finde anvendelse på det offentliges erstatningsansvar, jf. A. Vinding Kruse, Erstatningsretten, 5. udgave (1989), s. 477ff.

Inden for den almindelige erstatningsret efter culpareglen anerkendes hensynet til skadelidtes interesse i den handling der fører til skaden, efter principperne om uanmodet forretningsførelse (negotiorum gestio). Efter disse principper kan forsvarligt indgreb i en andens retsgoder være retmæssigt (og erstatningsfrit) såfremt handlingen er nødvendig og formuegodets ejer selv er forhindret i at foretage det fornødne, jf. A. Vinding Kruse, Erstatningsretten, 5. udgave, 1989, s. 48ff. Dette princip kan ikke overføres til sager som den foreliggende.

I Henning Skovgaard, Offentlige myndigheders erstatningsansvar (1983), s. 242ff, er blandt andet anført følgende under § 44

’§ 44. Formål

1. Almindeligt. Formålsmomentet rummer en graduel vurdering af fremmedheden af den interesse, som bærer den skadevoldende offentlige virksomhed. Er der tale om varetagelse af udpræget fremmede, ’specielle’ interesser, er det en væsentlig indikation for ansvar, omvendt er det en kontraindikation for ansvar, for så vidt og i det omfang, der foreligger varetagelse af skadelidtes egne interesser (rigtigt forstået!).

4. Sammenfatning. Formålsmomentet, som bestemt ovenfor i 1., er klart anerkendt i såvel ekspropriationsretlig som almindelig erstatningsretlig teori, og med samme betydningsindhold. Det er ikke i strid hermed, nærmest tværtimod, at formålsmomentet i forbindelse med den almindelige erstatningsret og navnlig i domspraksis kun er trådt klart frem i forbindelse med ansvar, som er uafhængigt af den traditionelle skyldbetingelse. Det er netop i god overensstemmelse med ansvarsstandardens særlige karakter og samspillet mellem momenterne, at hvor der foreligger traditionel skyld og fysisk skade, vil formålsmomentet ikke tildrage sig særlig opmærksomhed, simpelthen fordi vægten eller manglen på samme i de øvrige momenter oftest vil være tilstrækkelig til at afgøre sagen. Ved de for myndighedsansvaret særligt relevante rene formueskader med tvivlsomme fejlmomenter har formålsmomentet en større rolle at spille. Dets almindelige relevans for ansvaret kan også forklares ud fra erstatningspligtens akvieseringsfunktion, jf. kap. I, §§ 9-10.

’

Det anførte taler for så vidt for at der kan lægges vægt på skadelidtes egen interesse i skaden ved vurdering af offentlige myndigheders erstatningsansvar i en sag som den foreliggende, om end citatet ikke giver svaret på hvorledes vurderingen skal falde ud hvor der er tale om en blandet privat og offentlig interesse.

Endvidere kan det nævnes at der i forbindelse med opgørelsen af et givet tab efter den almindelige erstatningsret i almindelighed skal tages hensyn til de økonomiske fordele som skadelidte har haft af skadens indtræden, jf. A. Vinding Kruse, Erstatningsretten, 5. udgave (1989), s. 342f. I den foreliggende sag har (A) dog ikke opnået dækning for skaden på køkkenbordet andetsteds. Noget andet er at der ved afgørelse af erstatningskrav efter rimelighedsbetragtninger naturligvis kan lægges vægt på at der eksisterer andre oplagte muligheder for at opnå erstatning som imidlertid ikke er forfulgt med rettidig omhu.

f. Sammenfattende mener jeg ikke at der er tilstrækkelige holdepunkter for at antage at hensynet til skadelidtes interesse i sagens opklaring kan inddrages efter retsplejelovens § 1018c som sket i denne sag. Jeg lægger navnlig vægt på formålet med § 1018c og på at hensynet ikke ses i almindelighed (om overhovedet) at være indgået i administrativ praksis eller retspraksis tidligere, samt at hensynet som det er anvendt i denne sag, ikke ses at have støtte i lovens forarbejder eller i tilstrækkelig grad i erstatningsretlige betragtninger i øvrigt.

Jeg har samtidig hermed gjort Rigsadvokaten og Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

g. I Rigsadvokatens afgørelse af 9. juli 2002 er alene henvist til (A)’s interesse i sagens opklaring. Justitsministeriet henviste i sin afgørelse af 13. august 2002 til Rigsadvokatens afgørelse. Af Rigsadvokatens udtalelse af 28. januar 2003, som Justitsministeriet har henholdt sig til, fremgår det at Rigsadvokaten har lagt vægt på flere forskellige hensyn og ikke blot på hensynet til (A)’s interesse i sagens opklaring. Rigsadvokaten har oplyst at det efter Rigsadvokatens opfattelse havde været rigtigst om dette havde fremgået udtrykkeligt af begrundelsen.

Forvaltningslovens bestemmelser antages at finde anvendelse i sager om erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a, jf. Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave, 1999, s. 127.

Forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2, er sålydende

’§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.’

Det er beklageligt at Rigsadvokaten alene angav hensynet til (A)’s interesse i sagens opklaring, og det er beklageligt at Justitsministeriet ikke konstaterede dette og udtalte sig herom.

Jeg har samtidig hermed gjort Rigsadvokaten og Justitsministeriet bekendt med min opfattelse.

På baggrund af det ovenfor anførte og da Justitsministeriet ikke ses at have forholdt sig til Rigsadvokatens øvrige grunde til at nægte erstatning, har jeg henstillet til Justitsministeriet at træffe en fornyet afgørelse i sagen.

Jeg bemærker at jeg ikke herved har taget stilling til hvilket udfald sagen bør have ved en fornyet stillingtagen.

Jeg har bedt Justitsministeriet om underretning om ministeriets fornyede afgørelse.”

Ved brev af 28. august 2003 meddelte Justitsministeriet A’s advokat, C, sin fornyede afgørelse i sagen. Justitsministeriet anførte blandt andet følgende i afgørelsen

”Det fremgår af sagens akter, at Deres klients fraseparerede ægtefælle, (B), og hans veninde (D) den 19. februar 2001 blev fundet skudt i (B)’s hjem. Det fremgår endvidere af sagens akter, at politiet efter besigtigelse af de dræbte og gerningsstedet konkluderede, at der var tale om et dobbeltdrab. Politiet konstaterede ved en undersøgelse af gerningsstedet bl.a., at et sydvestvendt køkkenvindue var opbrudt ved hjælp af et ukendt stykke værktøj og fandt inde i huset et sålaftryk i indadgående retning på køkkenbordpladen neden for dette vindue. På den baggrund konkluderede politiet, at gerningsmanden måtte have skaffet sig adgang til huset via det pågældende vindue.

Herudover fremgår det af sagens akter, at politiet efter en afhøring af anmelder og (D)’s moder rettede henvendelse til (D)’s mand ( ), der efter det oplyste var ked af og deprimeret over, at (D) nogen tid forinden var fraflyttet den fælles bopæl. Politiet kunne ved ankomst til (D’s mands) bopæl konstatere, at denne var død, og formodentlig havde begået selvmord med et jagtgevær. Det våben, der var blevet anvendt ved drabet på (D) og (B) var imidlertid ikke identisk med det gevær, som blev fundet hos (D’s mand), og man fandt ikke ved undersøgelse af dennes bopæl mordvåbenet. Man fandt heller ikke på (D’s mands) bopæl et afskedsbrev eller lignende, som satte ham i forbindelse med dobbeltdrabet.

I forbindelse med efterforskningen udskar Rigspolitichefens tekniske afdeling den 22. februar 2001 et stykke af køkkenbordpladen i (B)’s hjem for at sikre det ovenfor nævnte sålaftryk med henblik på at sammenligne dette med aftryk fra afdøde (D’s mands) sko. Politiet havde uden held forsøgt at sikre sålaftrykket med gelatinehinde, og man besluttede – for ikke at ødelægge aftrykket med yderligere gelatinehindeforsøg – at udskære et stykke af bordpladen med henblik på at undersøge aftrykket med specialudstyr i laboratoriet i Kriminalteknisk Afdeling.

Det fremgår endelig af sagens akter, at Deres klient allerede på udskæringstidspunktet var medejer af ejendommen.

De har i Deres klage til Justitsministeriet af 22. juli 2002 bl.a. anført, at det er Deres opfattelse, at et indgreb af den pågældende karakter ikke kan anses for et indgreb omfattet af retsplejelovens kapitel 93 a.

På grundlag af ovenstående gennemgang af sagsforløbet må det efter Justitsministeriets opfattelse imidlertid lægges til grund, at indgrebet er sket som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, og dermed som et indgreb foretaget som led i strafferetlig forfølgning. Erstatningskrav, der udspringer af indgreb foretaget som led i strafferetlig forfølgning, behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a, hvorfor det foreliggende erstatningskrav ligeledes vil skulle behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a.

Det bemærkes, at behandling af det foreliggende erstatningskrav efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a indebærer en lettere adgang for Deres klient til at opnå erstatning og domstolsprøvelse heraf, end hvis kravet skulle behandles efter de almindelige erstatningsregler. Det er således Justitsministeriets opfattelse, at det alt andet lige må være en fordel for Deres klient at få kravet behandlet efter reglerne i kapitel 93 a.

Justitsministeriet antager derfor, at Deres anbringende om, at kravet ikke er omfattet af retsplejelovens kapitel 93 a skyldes, at kravet er fremsat efter udløbet af 2 måneders fristen i retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, hvorfor erstatningskravet som udgangspunkt vil kunne afvises som for sent fremsat. Justitsministeriet har imidlertid i lighed med Rigsadvokaten fundet fristoverskridelsen undskyldelig, idet De først blev beskikket som bistandsadvokat for Deres klient den 3. april 2001 og først fik kontakt til hende den 23. april 2001.

Justitsministeriet har således besluttet at realitetsbehandle kravet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a.

Hverken Deres klient eller (B) har været sigtede i sagen, hvorfor Deres klients krav om erstatning for udskæring af en del af bordpladen må anses for omfattet af retsplejelovens § 1018 c. Efter denne bestemmelse kan der, hvis der over for en person, der ikke har været sigtet, har været iværksat indgreb som led i en strafferetlig forfølgning, ydes erstatning, hvis det findes rimeligt. Bestemmelsen er fakultativ, således at erstatning ydes efter en rimelighedsvurdering.

Retsplejelovens § 1018 c blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 243 af 8. juni 1978. Baggrunden herfor var en mindretalsudtalelse i betænkning nr. 801/1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. I betænkningen anfører mindretallet på s. 60f bl.a.

’( ) Det forekommer urimeligt, at sigtedes erstatningskrav i anledning af en ransagning skal kunne behandles efter de lette regler i kap. 93 a, og skal kunne imødekommes, selv om sædvanligt ansvarsgrundlag ikke foreligger, medens den person, der ikke har været sigtet, men hos hvem der også har været foretaget ransagning med økonomisk skade, lidelse eller tort til følge, skal være henvist til at gå den tunge gang med at anlægge en civil retssag og kun kan få sit krav imødekommet, hvis der er udvist et ansvarspådragende forhold fra myndighedernes side. Ganske vist vil et indgreb mod en ikke- sigtet sjældnere medføre økonomisk skade, lidelse eller tort end et indgreb mod en sigtet, men i de tilfælde, hvor skade, lidelse eller tort faktisk foreligger, ses der ingen grund til at stille den ikke-sigtede ringere end den sigtede.

( )

Erstatningsadgangen er i § 1018 b begrænset til tilfælde, hvor det findes billigt at yde erstatning. Denne begrænsning er egentlig ikke ganske logisk. I virkeligheden burde det afgørende kriterium for, om erstatning skal ydes i disse sager, være, om der er lidt en skade som omhandlet i § 1018 d. Den erstatningsudløsende begivenhed (frifindelse etc.) vil jo altid være til stede. Billighedskriteriet i § 1018 b i mindretallets lovudkast skyldes, at det næppe vil være muligt på nuværende tidspunkt at få gennemført en erstatningsregel, der er mere vidtgående end den foreslåede. Det kan endvidere anføres, at en eventuelt mere vidtgående erstatningsregel bør udarbejdes i sammenhæng med løsningen af hele problemet om det offentliges erstatningspligt, jfr. s. 50.’

Det må på baggrund af mindretallets udtalelse lægges til grund, at formålet med indsættelse af en bestemmelse i retsplejeloven om ikke-sigtedes muligheder for at opnå erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning var at sikre, at også erstatningskrav fra ikke-sigtede kan fremsættes og behandles efter reglerne i retsplejelovens kap. 93 a, samt at sikre, at der er en adgang for ikke-sigtede til at få erstatning, selvom almindeligt ansvarsgrundlag (culpa) ikke ses at foreligge.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det på baggrund af mindretallets udtalelse imidlertid også lægges til grund, at det ikke været hensigten med indsættelse af den pågældende bestemmelse i retsplejeloven ganske at ligestille ikke-sigtede med sigtede med hensyn til, hvornår der kan ydes erstatning og med hensyn til hvilke hensyn, der kan føre til at nægte eller nedsætte en eventuel erstatning.

Denne opfattelse støttes tillige af det forhold, at bestemmelserne i straffelovens § 1018 b og 1018 c om henholdsvis sigtedes og ikke-sigtedes ret til erstatning i anledning af indgreb, der har været foretaget som led i en strafferetlig forfølgning, er udformet forskelligt. Mens der i retsplejelovens § 1018 b om sigtedes erstatningskrav henvises til § 1018 a, herunder til muligheden for efter § 1018 a, stk. 3, at nægte eller nedsætte erstatning, når sigtede selv har givet anledning til foranstaltningerne, anføres det i § 1018 c om ikke-sigtedes erstatningskrav, at der kan ydes erstatning, hvis dette findes rimeligt.

Retsplejelovens § 1018 c indeholder således ikke en henvisning til retsplejelovens § 1018 a, og nægtelse eller nedsættelse af erstatning kan således ikke anses for at være begrænset til de situationer, som er beskrevet i retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. På den anden side er muligheden for at opnå erstatning efter retsplejelovens § 1018 c ikke begrænset til tilfælde, hvor der foreligger et almindeligt erstatningsretligt ansvar (culpa).

Efter anklagemyndighedens administrative praksis beror det på en konkret vurdering, om der ydes erstatning. Ved vurderingen lægges der blandt andet vægt på, om indgrebet er af en sådan intensitet eller medfører en sådan ulempe, at det findes rimeligt at yde erstatning, jf. Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999 s. 59. Herudover har man i utrykt administrativ praksis bl.a. inddraget hensynet til skadelidtes interesse i sagens opklaring i sager om erstatning efter retsplejelovens § 1018 c. Kopi af eksempler på sådanne administrative afgørelser vedlægges til orientering i anonymiseret form.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det på baggrund af forarbejderne og administrativ praksis antages, at rimelighedsvurderingen i de tilfælde, hvor det pågældende efterforskningsskridt har tilføjet skade på offerets eller pårørendes ejendom, bero på en afvejning af en række hensyn. I denne afvejning vil bl.a. indgå, om indgrebet er efterforskningsmæssigt sagligt begrundet, om det er udført på en måde, så det ikke forvolder mere skade, end formålet nødvendiggør, om skadelidte/ejeren har en særlig interesse i, at efterforskningsskridtet foretages, og om erstatningssøgende kan rette kravet mod andre (gerningsmanden eller denne bo) alt sammenholdt med størrelsen af udbedringsomkostningerne.

Justitsministeriet kan efter en fornyet gennemgang af sagen fortsat ikke imødekomme Deres klients krav om erstatning.

Justitsministeriet har ved sin afgørelse lagt vægt på størrelsen af udbedringsomkostningerne sammenholdt med, at udskæringen af en del af køkkenpladen var efterforskningsmæssigt sagligt begrundet, at udskæringen blev foretaget på et tidspunkt, hvor det ikke var endeligt fastslået, hvem gerningsmanden var, og at Deres klient som ægtefælle til en af de afdøde må have haft en interesse i, at politiet opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden. Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at udskæringen blev foretaget på en måde, der ikke forvoldte større skade, end formålet nødvendiggjorde, og at Deres klient, såfremt denne havde udvist rettidig omhu, ville have kunne rette erstatningskravet mod gerningsmandens bo.

Det bemærkes i denne forbindelse, at Justitsministeriet er bekendt med, at Deres klients tidligere advokat ( ) ved skrivelse af 27. april 2002 anmeldte Deres klients krav om erstatning for tab af forsørger samt erstatning for skade på afdøde (B)’s ejendom i boet efter den formodede drabsmand, men at anmeldelsen ved skrivelse af 3. maj 2002 blev afvist af boets bestyrer som for sent anmeldt.

På denne baggrund finder Justitsministeriet, at det ud fra en samlet vurdering ikke ville være rimeligt, såfremt det offentlige skulle afholde udgifterne til udbedring af køkkenbordpladen.

Justitsministeriet har endvidere overvejet, om der er grundlag for erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h. Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at der er grundlag for at antage, at politiet har begået fejl eller i øvrigt udvist ansvarspådragende adfærd i forbindelse med indgrebet.

Justitsministeriet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at udskæring af et stykke af køkkenbordpladen skete med henblik på at bevise, at afdøde (D’s mand) var gerningsmand til dobbeltdrabet, og at det – henset til at man forgæves havde forsøgt at sikre sålaftrykket med gelatinehinde – var den mindst indgribende måde, hvorpå man kunne sikre det pågældende spor.

Justitsministeriet skal beklage, at de forhold, som ministeriet ved sin afgørelse af 9. juli 2002 havde lagt vægt på, ikke var tilstrækkeligt præciseret i ministeriets afgørelse.

Justitsministeriets afgørelse om erstatning kan begæres indbragt for retten til prøvelse inden to måneder efter modtagelsen af denne afgørelse i medfør af retsplejelovens § 1018 f, stk. 1.”

Jeg skrev herefter, ved brev af 3. september 2003, bl.a. således til Justitsministeriet

”Jeg har noteret mig det oplyste om at afgørelsen i medfør af retsplejelovens § 1018f, stk. 1, kan begæres indbragt for retten til prøvelse inden for en nærmere angivet frist.

Jeg foretager mig på det foreliggende grundlag ikke yderligere i anledning af sagen.

Såfremt sagen indbringes for retten, vil jeg sætte pris på at blive orienteret om resultatet af prøvelsen.”

Erstatning for indgreb som led i strafferetlig forfølgning

Inddragelse af kriterier. Begrundelse

Det fremgik af sagen at A’s fraseparerede ægtefælle, B, og hans veninde den 19. februar 2001 blev fundet skudt i B’s hjem. I forbindelse med opklaringen udskar Rigspolitichefens tekniske afdeling den 22. februar 2001 et stykke af en køkkenbordplade i hjemmet for at bevissikre et sålaftryk fra en ukendt gerningsmand.

Ved brev af 20. juni 2001 fremsatte A gennem sin advokat, C, krav om erstatning for den ødelagte bordplade over for Politimesteren i X-by.

Efter anmodning fra politimesteren søgte C tabet godtgjort via forsikringsselskab, men da dette ikke lykkedes, fastholdt C ved brev af 17. oktober 2001 kravet over for politimesteren.

Politimesteren videresendte erstatningskravet til Rigspolitichefen ved brev af 25. oktober 2001. I brevet til Rigspolitichefen anførte politimesteren blandt andet følgende

”Videresendes med sagens bilag til Rigspolitichefen, Afd. C – Administrationsafdelingen , til afgørelse af erstatningsspørgsmålet, dels fordi sagen findes at have principiel betydning, dels fordi kravet overstiger den i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 20. juni 1989 anførte beløbsgrænse.

Jeg indstiller, at kravet afvises, idet der hverken foreligger erstatningsansvar efter culpareglen, objektivt ansvar eller andet grundlag for kravet. Derudover finder jeg kravet udokumenteret og for højt.

Udskæringerne i den nævnte køkkenbordsplade er foretaget af Rigspolitichefens tekniske afdeling den 22. februar 2001 for at sikre afsatte sålaftryk fra en da ukendt gerningsmand ved indbrudsstedet på den pågældende ejendom, hvori ejendommens ejer, (B), og en veninde var blevet dræbt ved skud på klos hold i soveværelset nogle dage forinden. Udskæringerne var et nødvendigt led i politiets efterforskning af en meget alvorlig kriminel sag med umiddelbart ukendt gerningsmand. Politiets handling har således været forsvarlig og medfører ikke erstatningsansvar.

Ud over den samfundsmæssige interesse i efterforskning og opklaring af alvorlige forbrydelser må udskæringerne efter det anførte formål i det foreliggende tilfælde i allerhøjeste grad antages også at være i overensstemmelse med skadelidtes interesser. Formelt er den reelt skadelidte identisk med ejendommens ejer, (B), og hans klare interesse i gennemførelse af efterforskningsforanstaltninger til at få opklaret drabet og gerningsmanden draget til strafansvar må overføres til hans dødsbo. Den af skifteretten beskikkede bobestyrer, advokat ( ), har da heller ikke indtil nu på boets vegne rejst noget erstatningskrav mod politiet, men alene mod boet efter drabsmanden, ( ), der berøvede sig selv livet kort efter drabet. Kravet fremsættes af advokat (C) som beskikket bistandsadvokat til varetagelse af erstatningsspørgsmål m.v. for (B)’s enke, som ikke har levet sammen med den dræbte igennem længere tid, men som nu ifølge det oplyste har fået ejendommen udlagt af boet.

Yderligere finder jeg, kravet på en eventuel erstatning er bortfaldet som følge af passivitet. Skulle erstatningsansvar antages at foreligge, er den reelle skadevolder drabsmanden ( ), idet han forsætligt har forvoldt den handling, som nødvendiggjorde efterforskningen og dens praktiske følger i form af udskæringerne i bordpladen. Et sådant krav mod politiet antages således at kunne videreføres mod gerningsmanden eller hans dødsbo. Kravet er imidlertid først fremsat over for politiet i en skrivelse, modtaget den 22. juni 2001, på et tidspunkt, hvor anmelderfristen for politiets eventuelle afledede krav mod boet efter drabsmanden var udløbet (den 28. april 2001), hvilket såvel bobestyreren som bistandsadvokaten – som det fremgår af bilagene – har været bekendt med. Manglende rettidig fremsættelse eller varsling af kravet over for politiet har således medført, at tidspunktet for politiets anmeldelse af et eventuelt afledt krav blev forpasset.

Skulle nogen desuagtet overveje at yde erstatning, finder jeg det fremsatte krav for højt og anbefaler en specifikation af tilbudet på 9.750 kr. før endelig stillingtagen. Der er kun tale om udskæring i en del af en mindre, ukompliceret vinkelbordplade, og pladen består efter billedmaterialet af malet eller lamineret spånplade af en forholdsvis beskeden værdi.

Kravet findes at kunne begæres behandlet i medfør af retsplejelovens kap. 93 a, jf. lovens § 1018 h. ”

Rigspolitichefen sendte ved brev af 25. februar 2002 sagen videre til Rigsadvokaten idet Rigspolitichefen fandt kravet omfattet af retsplejelovens kapitel 93a.

Rigsadvokaten indhentede herefter en udtalelse fra Statsadvokaten for ( ) som Rigsadvokaten ved brev af 7. juni 2002 fremsendte til C. I statsadvokatens udtalelse af 31. maj 2002 anførte statsadvokaten

”Tilbagesendes Hr. Rigsadvokaten med bemærkning, at jeg ikke finder, at der er grundlag for at yde erstatning i henhold til retsplejelovens kap. 93 a.

Jeg har lagt vægt på, at politiet på gerningsstedet først forsøgte at sikre spor ved brug af gelatinehinde, og at udskæring af bordpladen alene var en følge af, at det ikke var muligt på anden måde at undersøge sålaftrykket nærmere.

Der findes efter min opfattelse ikke grundlag for at yde erstatning i henhold til retsplejelovens § 1018 c, idet indgrebet ikke er af en sådan intensitet eller medfører en sådan ulempe, at det findes rimeligt at yde erstatning, ligesom der ej heller er grundlag for at yde erstatning i henhold til § 1018 h, idet politiet ikke i den pågældende situation handlede ansvarspådragende.

Det bemærkes, at det kan overvejes, om advokatens erstatningskrav er fremsat inden for 2-måneders fristen i retsplejelovens § 1018 e.

”

Ved brev af 1. juli 2002 skrev C således til Rigsadvokaten

”I forlængelse af min skrivelse af 10. juni 2002 skal jeg herved fremkomme med mine bemærkninger til rigsadvokaturens skrivelse af 7. juni 2002 bilagt skrivelse af 15. april 2002 fra Rigspolitichefen, afdeling A, samt påtegning af 31. maj 2002 for Statsadvokaten for ( ).

Indledningsvis skal jeg fra sagens faktiske omstændigheder fremhæve følgende

Formentlig den 18. februar 2001 blev min klients tidligere ægtefælle, (B), dræbt på dennes bopæl.

I forbindelse med efterforskningen af sagen foretog politiet udskæring af del af bordplade den 23. februar 2001.

Retten i (X)-by foretog ved retsbogsudskrift af 3. april 2001 beskikkelse af mig som bistandsadvokat for (A), jf. retsplejelovens § 741a, stk. 1.

Den 5. april 2001 rettede jeg skriftlig henvendelse til (A) med en opfordring til hende om at kontakte mig for en videre drøftelse af sagen.

Da (A) på grund af sine personlige forhold efter drabet imidlertid ikke opholdt sig på sin bopæl, rettede hun først henvendelse hertil den 23. april 2001.

Ved skrivelse af 20. juni 2001 fremsatte jeg over for politimesteren i (X)-by krav om dækning af den ødelagte bordplade.

Ved skrivelse af 4. september 2001 orienterede Politimesteren i (X)-by mig om, at det selskab, hvori ejendommen er forsikret, sædvanligvis afholder udgifter relateret til eventuelle skader på et gerningssted. Jeg blev samtidig opfordret til indledningsvis at rette henvendelse til forsikringsselskabet med henblik på at opnå dækning for den omhandlede skade.

Ved skrivelse af 14. september 2001 oplyste ( ) Forsikring, at man ikke dækkede skader af den pågældende type, hvorefter jeg på ny rettede henvendelse til (X)-by Politi.

Ved skrivelse af 25. februar 2002 meddelte Rigspolitichefen mig, at sagen var fremsendt til rigsadvokaturen til videre foranstaltning, idet det fremsatte erstatningskrav efter rigspolitiets vurdering vedrørte et krav om erstatning inden for strafferetsplejen.

Jeg har ved min skrivelse af 15. marts 2002 redegjort for, at en sag som denne efter min opfattelse ikke henhører under retsplejelovens § 1018a – § 1018d.

Beslutningen om konkrete indgreb i fysiske genstande i forbindelse med gerningsstedsundersøgelse træffes af politiet på stedet som led i udøvelsen af den faktiske forvaltningsvirksomhed og er derfor ikke undergivet den retslige kontrol, som kendetegner indgrebene efter § 1018a – § 1018d.

Jeg bemærker, at et erstatningskrav, der fremsættes på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, kan behandles efter reglerne i kapitel 93a, såfremt der fremsættes begæring herom. En sådan begæring er ikke fremkommet i denne sag.

Det er på den baggrund min opfattelse, at 2-månedersfristen i § 1018e, stk. 1, sidste punktum, ikke er relevant i denne sag.

Jeg skal endvidere henvise til, at sagen kan behandles efter § 1018e, stk. 2, såfremt en eventuel fristoverskridelse findes undskyldelig.

Jeg skal i den forbindelse henvise til, at der skete advokatbeskikkelse den 3. april 2001, samt at min klient først umiddelbart forud for den 23. april 2001 modtog min skrivelse om, at jeg var blevet beskikket som advokat for hende. En henvendelse til Politimesteren i (X)-by den 20. juni 2001 er således sket inden for to måneder efter, at min klient blev bekendt med advokatbeskikkelsen.

Jeg skal samtidig henvise til, at politiets behandling af sagen frem til februar 2002 tyder på, at man også der har haft den opfattelse, at sagen ikke var omfattet af kapitel 93a.

Såfremt rigsadvokaturen finder, at sagen skal behandles efter retsplejelovens kapitel 93a, skal jeg derfor henstille, at fristoverskridelsen anses som undskyldelig.

Jeg bemærker i den forbindelse, at Statsadvokaten for ( ) som udgangspunkt i givet fald bør træffe afgørelse i sagen som første instans.”

Rigsadvokaten traf afgørelse ved brev af 9. juli 2002. Rigsadvokaten anførte følgende

”

Deres klient har rejst krav om erstatning for udbedring af et køkkenbord, der blev ødelagt i forbindelse med efterforskningen i en drabssag. Det fremgår af sagen, at politiet den 19. februar 2001 modtog anmeldelse om dobbeltdrab. Ved en undersøgelse samme dag på gerningsstedet, en ejendom tilhørende Deres klients afdøde ægtefælle, sås blandt andet tydelige sålaftryk på en køkkenbordsplade. Et aftryk heraf blev sikret med gelatinehinde. Da aftrykkets detaljer ikke var tilstrækkeligt tydelige til identifikation og for ikke at ødelægge sporet ved flere gelatineaftryk, blev der den 22. februar 2001 foretaget udskæring af en del af køkkenbordet til undersøgelse med specialudstyr i Kriminalteknisk Afdeling. Det fremgår endvidere, at politiet den 19. februar 2001 fandt den formodede gerningsmand død i sit hjem formentlig ved selvmord. Det fremgår endelig, at Deres klient som arving har fået udlagt den pågældende ejendom.

I den anledning skal jeg meddele, at erstatningskravet, som vedrører et indgreb, der er sket som led i opklaringen af et drab, må anses for omfattet af retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Efter retsplejelovens § 1018 e skal krav om erstatning fremsættes inden to måneder efter, at indgrebet er ophørt. Fremsættes kravet efter dette tidspunkt, kan det dog behandles, såfremt overskridelsen findes undskyldelig. I den foreliggende sag er kravet fremsat for sent. Henset til, at De først blev beskikket som advokat for Deres klient den 3. april 2001 og efter det oplyste først fik kontakt med hende den 23. april 2001 har jeg dog fundet, at fristoverskridelsen var undskyldelig og har derfor besluttet at realitetsbehandle kravet.

Efter en gennemgang af sagen finder jeg ikke grundlag for at yde Deres klient erstatning.

Ifølge retsplejelovens § 1018 c kan der i særlige tilfælde, hvor der over for en person, der ikke har været sigtet, har været iværksat indgreb som led i en strafferetlig forfølgning, ydes erstatning, hvis det findes rimeligt. Bestemmelsen er udformet som en fakultativ regel, jf. bestemmelsens ordlyd og betænkning 801/1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, side 61. Jeg har ved min afgørelse lagt vægt på, at Deres klient, som ægtefælle til en af de afdøde, må have haft interesse i, at politiet opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden. Jeg finder det herefter ikke rimeligt, at det offentlige i det foreliggende tilfælde skal yde erstatning. Det forhold, at politiet forud for indgrebet fandt den formodede gerningsmand død, ændrer efter min opfattelse ikke i denne vurdering.

Jeg har endvidere – uagtet der ikke direkte er fremsat begæring herom – overvejet, om der er grundlag for erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, jf. retsplejelovens § 1018 h. Jeg finder imidlertid ikke, at der er grundlag for at antage, at politiet har begået fejl eller i øvrigt udvist ansvarspådragende adfærd i forbindelse med indgrebet. Jeg har herved lagt vægt på, at udskæring af bordpladen alene var en følge af, at det ikke var muligt på anden måde at undersøge sålaftrykket nærmere.

”

Ved brev af 22. juli 2002 klagede C til Justitsministeriet som traf afgørelse den 13. august 2002. Ministeriet henholdt sig til Rigsadvokatens afgørelse.

C klagede til mig ved brev af 12. november 2002, og jeg bad den 18. november 2002 Justitsministeriet og Rigsadvokaten om udtalelser om sagen og om udlån af sagens akter.

I en udtalelse af 28. januar 2003 udtalte Rigsadvokaten følgende

”

Folketingets Ombudsmand har anmodet om, at Justitsministeriet i sin besvarelse til ombudsmanden nærmere behandler tre spørgsmål.

For det første anmoder Folketingets Ombudsmand Justitsministeriet om at uddybe ministeriets (Rigsadvokatens) opfattelse, hvorefter der kan lægges vægt på, at (A) som ægtefælle til en af de afdøde i sagen måtte have haft en interesse i, at politiet opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden.

For det andet anmodes Justitsministeriet om at uddybe ministeriets (Rigsadvokatens) opfattelse, hvorefter det forhold, at politiet forud for indgrebet fandt den formodede gerningsmand død, ikke ændrede vurderingen af, at der ikke var grundlag for at yde (A) erstatning.

Endelig har Folketingets Ombudsmand anmodet om, at Justitsministeriet forholder sig til spørgsmålet om, efter hvilke regler sagen skulle behandles.

I det følgende behandles først det sidstnævnte spørgsmål, dvs. om sagen med rette er behandlet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Om dette spørgsmål har advokat (C) i sin klage til ombudsmanden gjort gældende, at det af politiet foretagne indgreb ikke er omfattet af retsplejelovens § 1018 a – § 1018 d, og at Justitsministeriets afgørelse i sagen derfor ikke er truffet på et korrekt grundlag.

Dernæst behandles de to øvrige spørgsmål, som ombudsmanden har rejst, og som vedrører begrundelsen for min og Justitsministeriets afgørelse i sagen.

1. Efter retsplejelovens kapitel 93 a ydes der under nærmere angivne betingelser erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning.

Reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a indebærer såvel materielt (for så vidt angår krav omfattet af § 1018 a – § 1018 d) som processuelt (for så vidt angår alle krav, herunder også krav omfattet af § 1018 h) en lettere adgang for den erstatningssøgende til at opnå godtgørelse og erstatning samt til domstolsprøvelse heraf, end hvis kravet skulle behandles efter de almindelige regler.

Erstatning ydes i anledning af anholdelse, varetægtsfængsling eller andre straffeprocessuelle indgreb, jf. §§ 1018 a-c, for udståelse af fængselsstraf eller anden retsfølge, der efterfølgende viser sig at være uberettiget, jf. § 1018 d, eller hvis der er tale om, at politiet eller anklagemyndigheden har begået erstatningspådragende fejl i forbindelse med selve strafforfølgningen, jf. § 1018 h.

Efter bestemmelsen i § 1018 c kan der ydes erstatning i tilfælde, hvor der over for en person, der ikke har været sigtet, har været iværksat indgreb som led i en strafferetlig forfølgning. Bestemmelsen er fakultativ, således at erstatning alene ydes efter rimelighedsbetragtninger, jf. herved Folketingstidende 1977-78, Tillæg A, sp. 2376, 2378 og 2403 og betænkning nr. 801/1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning, side 60-61, jf. nærmere nedenfor under pkt. 2.

Det er ikke nærmere angivet i forarbejderne til § 1018 c, hvad der skal forstås ved udtrykket ’indgreb som led i en strafferetlig forfølgning’.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Justitsministeriet afviste at give erstatning efter retsplejelovens § 1018c for skade på et køkkenbord sket som følge af bevissikring under politiets efterforskning af et dobbeltdrab. Efter retsplejelovens § 1018c kan der i særlige tilfælde ydes erstatning hvis det findes rimeligt. Ministeriet henviste til at den erstatningssøgende som ægtefælle til en af de afdøde måtte have haft interesse i at politiet opklarede forbrydelsen og fandt frem til gerningsmanden.

Ombudsmanden var enig med Justitsministeriet i at udskæring af en del af et køkkenbord som led i bevissikring i forbindelse med efterforskning af en drabssag er et indgreb som led i en strafferetlig forfølgning der omfattes af retsplejelovens § 1018c.

Ombudsmanden udtalte at han ikke mente at der var holdepunkter for at antage at hensynet til skadelidtes interesse i sagens opklaring kunne inddrages efter retsplejelovens § 1018c som sket i sagen.

Til grund for Rigsadvokatens afgørelse i sagen – som Justitsministeriet tiltrådte – lå en række yderligere hensyn. Ombudsmanden kritiserede at Rigsadvokaten ikke redegjorde for disse hensyn i sin afgørelse, og at Justitsministeriet ikke konstaterede dette og udtalte sig herom.

Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at træffe en ny afgørelse i sagen. (J.nr. 2002-3681-611).