Legislator Case Law & Legislation
O20030019270 DK

Diskretionær advarsel og forflyttelse af tjenestemand Ulovbestemt pligt til udvidet partshøring

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelser 2003 192 Valid

Diskretionær advarsel og forflyttelse af tjenestemand

Ulovbestemt pligt til udvidet partshøring

Vicekriminalkommissær A’s tjenstlige forhold blev ved den årlige bedømmelse den 16. januar 1995 vurderet som ikke tilfredsstillende. Af den skriftlige begrundelse fremgik at der ”verserer p.t. en tjenstlig undersøgelse om forsvundne sager, tildelt en sagsbehandler i vkk-ens gruppe. Under denne sag vurderes vkk-ens ansvar. Desuden er hans generelle engagement som gruppeleder ikke tilfredsstillende”.

I en notits af 15. februar 1995 til Politimesteren i X-by fremsatte A bemærkninger til bedømmelsen. A spurgte i den forbindelse om hans tjenstlige forhold ville blive vurderet som tilfredsstillende hvis den tjenstlige undersøgelse endte uden reaktion over for ham. A’s chef, kriminalinspektør B, skrev herefter i et notat af 7. marts 1995 til politimesteren bl.a. at begrundelsen for at A’s tjenstlige forhold var vurderet som ikke tilfredsstillende, var en samlet vurdering af A’s tjenstlige forhold i A’s funktion som gruppeleder, og at det var tjenestemandssagen mod kriminalassistent F der havde udløst bedømmelsen af A, men at den ikke alene var udslagsgivende. B anførte videre at det ikke var sikkert at et gunstigt udfald af tjenestemandssagen ville ændre bedømmelsen af A.

B skrev den 8. maj 1995 et notat som oplæg til vurdering af A’s evner som gruppeleder og vilje til samarbejde. Af oplægget fremgik følgende

”Der har fra dele af personalet over for mig været stillet spørgsmålstegn ved (A)’s evne til at lede sin gruppe og i sin egenskab af gruppeleder på en almindelig og ukompliceret måde at udvise evne og vilje til at etablere imødekommende samarbejdsforhold til sine omgivelser.

Der er gjort opmærksom på, at han ofte virker studs og afvisende, når der rettes henvendelse til ham om at overtage en eller anden sag, og at han ikke medvirker til at få tingene til at glide i dagligdagen.

(A) har i nogle år beklædt posten som leder af (X)-gruppen.

Ved min tiltræden blev jeg opmærksom på, at der ikke var større aktiviteter i gruppen, hvilket jeg påtalte to gange over for (A) under alvorlig samtale med ham på mit kontor.

Hver gang blev jeg mødt med, at der ikke var folk at foretage sig noget med, hvilket i nogen grad er sandt, men der blev heller ikke udvist vilje til at igangsætte initiativer ved hjælp andre steder fra.

Tonen var hver gang opgivende, eller jeg blev mødt med skrivelser om, hvor vanskelige forholdene var i gruppen. (A) har på mig virket udbrændt.

Samtidig med iagttagelserne omkring hans manglende initiativer observerede jeg, at den yngre del af personalet tilsyneladende ikke befandt sig særlig godt i gruppen, og flere havde ønske om at komme i andre grupper. I et enkelt tilfælde var der direkte sammenstød mellem (A) og en turnusmedarbejder.

Omvendt var det ikke muligt, eller i hvert fald vanskeligt at overtale folk til at forrette tjeneste i gruppen.

Over for henvendelser udefra konstaterede jeg, at (A) i nogle tilfælde indtog en afvisende holdning, hvilket bl.a. resulterede i, at købmanden i ( ) klagede sin nød til borgmesteren i (X)-by over, at der intet blev gjort mod indbrud i området. Borgmesteren indkaldte til beboermøde. Politimesteren og jeg deltog i mødet og fik bragt forholdene i orden samtidig med, at kk. (D) blev sendt op til købmanden for at komme ham i tale.

Under en henvendelse fra kriminalpolitiet i ( ), hvor vi blev anmodet om at optage en anmeldelse på et hotel i kredsen, meddelte (A), at dette havde vi ikke tid til.

Der blev klaget til mig, og jeg måtte sende en sagsbehandler til hotellet m.h.p. optagelse af anmeldelse.

Fra juridisk side er jeg blevet orienteret om, at (A) tilsyneladende ikke er tilstrækkeligt inde i bl.a. retsplejelovens og straffelovens bestemmelser. Flere gange har man iagttaget ham træffe forkerte beslutninger, og at hans personale går uden om ham for at være sikker på at få den rigtige besked.

Bedømmelsesmæssigt ligger (A) med undtagelse af pkt. 1 inden for gennemsnitsområdet. I pkt. 1 [viden] ligger han væsentligt over gennemsnit, hvilket er en direkte overførelse fra bedømmelsen i 1993, som var første gang med det nye skema.

På baggrund af udtalelsen fra vicepolitimesteren, vil dette punkt blive reguleret næste gang, hvis der ikke sker væsentlige fremskridt.

1994-bedømmelsen, som jeg deltog i for første gang i (X) var stort set en afskrift af 1993-bedømmelsen, men i nedadgående retning.

1995-bedømmelsen er i erkendelse af meldingerne og iagttagelserne omkring hans virke yderligere trukket ned.

Dertil kommer, at der p.t. verserer en tjenestemandssag mod ka. (F), som i (X)-gruppen er noteret for at mangle 38 sager. Sagen er endnu ikke afsluttet. (A) har været (F)’s gruppeleder i den undersøgte periode og dermed ansvarlig tilsynsførende for sagsgangen i gruppen.

På morgenparolerne og under ledermøderne virker han umådelig studs og tvær og tager ikke del i mødet. Han er tilsyneladende ude af stand til at redegøre for de sager, som verserer i hans gruppe, men henviser straks til sagsbehandleren at redegøre for sagerne.

I gruppen har personalet i indeværende måned taget initiativ til at gøre forholdene bedre. Man har haft samtale med (A), og man har aftalt visse fælles gøremål i gruppen.

Sammenfatning

For ikke at vurdere (A) ud fra et for snævert grundlag, har jeg anmodet om udtalelse fra henholdsvis vicepolitimester (C), kontorleder ( ) og vicekriminalinspektør (E)

Udtalelserne vedlægges i notat

Notat af 10. april 1995 ved vki. (E),

Notat af 5. maj 1995 med udtalelse fra ktl. ( ) og

Notat af 5. maj 1995 med udtalelse fra vpm. (C).

De to sidste notater er skrevet af mig, men godkendt af begge, som har fået udleveret kopi.

Konklusion

For at støtte op om personalets initiativer og i forsøg på at få (A) til at virke bedre i stillingen har jeg kaldt ham til samtale i morgen den 9. ds.

Formålet med samtalen er at få ham til at indse, at han må gøre en indsats for dels at bedre sit personlige image, dels for at højne gruppens effektivitet og sociale forhold. Det sidste for at gøre det mere attraktivt at være personale i gruppen.

Der vil blive udfærdiget et notat om mødets forløb.

Der vil blive opstillet for ham nogle krav, som han skal opfylde inden for et nærmere aftalt tidsrum.

Er han ikke indstillet på dette, vil han blive flyttet til et andet arbejdsområde uden egentlig ledelsesfunktion.

Tillidsmanden og dermed kriminalpolitiforeningens bestyrelse har været holdt løbende underrettet.”

Vicekriminalinspektør E havde i et notat af 10. april 1995 bl.a. anført følgende

”Efter min opfattelse skal en gruppeleder besidde den fornødne faglige indsigt, der her tillige omfatter evne til administration.

Dette mener jeg (A) opfylder, om end jeg godt kan få en fornemmelse af overadministration.

Dette skal forstås således, at opfyldelse af de strengt tjenstlige forskrifter og anvisninger administreres så kategorisk, at hensynet til en hurtig, dynamisk og prioriteret sagsbehandling kommer til at vige.

Det springer ligeledes i øjnene, at (A) konsekvent indtager en undvigende, passiv og opgivende holdning i forhold til kriminalitetsbilledet i hans geografiske ansvarsområde.

En moderne dynamisk politileder bør betragte enhver problemstilling som en udfordring, der skal forsøges overvundet med beslutsomhed, kreativitet og synlig inspirerende lederstil.

(A) fremstår derimod som handlingslammet, reagerer først på problemer, når de påpeges af den øverste ledelse, og hans attituder er da håbløshed og forklaringer på, hvorfor der intet positivt kan foretages imod det aktuelle problem.

Det er således min klare opfattelse, at (A) ikke bestrider den fornødne ledelsesdynamik til at kunne lede en moderne kriminalpolitienhed.”

Kontorlederen afgav den 5. maj 1995 følgende vurdering

”(A) er altid meget omstændig. Han er ofte afvisende og forsøger at ’vifte’ problemerne over til andre.

F.eks. er det altid meget svært ’at komme af med’ en telefonhenvendelse om et eller andet anliggende.

Dette har betydet, at man fra journalen har måttet gå ned på hans kontor, hvor der altid er meget rod, for at finde det pågældende materiale frem.

Er der problemer, har han det med at skyde skylden på andre. Han hjælper ikke med til at få tingene til at glide.

Hans studse attitude og specielle facon er ikke behagelig for samarbejdet.”

Vicepolitimester C afgav den 5. maj 1995 følgende vurdering

”Fra at være en stridbar person er (A) i dag langt mere venlig adfærdsmæssigt end tidligere.

Men hans åbenbare svaghed er, at han nogle gange får fikse ideer, som afslører manglende viden om især retsplejeloven.

Der er eksempel på, at han ikke har vurderet korrekt, hvad der kræves af skriftligt materiale ved en fristforlængelse, og at han i den forbindelse har vejledt sine medarbejdere forkert.

Der er et andet eksempel på inden for straffelovsområdet, at hans vurdering af, hvad der skal gives til en forsvarsadvokat var forkert, og der er et 3. eksempel på, at han bliver vred, ubehagelig og stædig, når han ikke får ret og ikke kan få juristerne med på hans idé.

Dette har betydet, at hans egne medarbejdere går uden om ham til juristerne for at sikre sig, at de får den rigtige besked at arbejde på.

Han er i høj grad ’petitesserytter’.

Når han ikke får sin vilje, bliver han ’bydende’ i sin facon over for sine medarbejdere og andre og leder ved dekret. Han er bange for at tabe ansigt og bliver derfor ubehagelig i sin adfærd.

Han mangler øjensynlig evne til at lede sine medarbejdere.

Han mangler ydmyghed over for opgaverne og tror, at han skal være alvidende. Derfor holder han stædig fast ved de forkerte beslutninger, han træffer.

Hans selvindsigt er ikke, som den skal være.

Det er vicepolitimesterens skøn, at (A) er inkompetent som gruppeleder, og at han mangler faglig viden i tilstrækkeligt omfang til at bestride posten.”

Af et notat af 9. maj 1995 om A’s samarbejdsforhold til ordenspolitiet fremgik at en politiinspektør over for B havde givet følgende vurdering af A

”Berøringsfladen mellem ordenspolitiet og (A) som gruppeleder er begrænset.

(A) er noget kantet, men forholdene må anses som acceptable.”

Den 9. maj 1995 blev der afholdt et møde mellem A og B. På mødet fik A udleveret et dokument benævnt ” AFTALE vedrørende : Aftalekrav til vicekriminalkommissær (A) om hans fremtidige virke som leder af (X)- gruppen”. Dokumentet havde følgende indhold

”Forholdene omkring (A)’s måde at lede sin gruppe, således [s]om det er kriminalpolitiets ledelses opfattelse er i dag gennemgået med ham på mit kontor.

Han er orienteret om de notater og udtalelser, som foreligger.

Han er gjort bekendt med,

– at han personligt må gøre en indsats for at udvise smidighed og imødekommenhed over for andre,

– at han skal sætte sig så meget ind i de sager, som verserer i hans gruppe, at han er i stand til at redegøre for dem på f.eks. morgenparolerne,

– at han skal udvise venlighed over for sine omgivelser og især for henvendelse udefra,

– at han skal være punktlig i sin sagskontrol i gruppen,

– at han skal foretage en omfattende oprydning på hans kontor,

– at han må dygtiggøre sig inden for det lovgivningsmæssige område og

– at han må udvise større initiativ og at han skal bakke sin gruppe [op] over for de initiativer, de har sat i gang.

Hans forhold vil blive vurderet med udgangen af oktober måned.

Er der ikke sket mærkbare ændringer vil han blive flyttet til andet sagsområde uden egentlig lederansvar.”

Af B’s referat af mødet den 9. maj 1995 fremgik følgende

”Mit oplæg af 8. ds. til vurdering af (A)’s evner som gruppeleder og vilje til samarbejde samt notater fra vpm. (C), ktl. ( ), vki. (E) og notat af d.d. med udtalelse fra pi. ( ) blev under mødet gennemgået med (A). Han fik selv lov til at gennemlæse materialet.

Der blev udleveret ham kopi af ’aftalekrav’ af d.d.

Det blev tilkendegivet over for ham, at han til enhver tid kunne komme og gennemlæse mit oplæg med bilag, men kunne på nuværende tidspunkt ikke få kopi deraf.

(A)’s kommentarer til oplægget

Han påpegede i oplægget, at der efter hans mening var unøjagtigheder deri.

Bl.a. på side 1, hvor står omtalt, at der havde været et sammenstød mellem en turnusmedarbejder og ham. Det var (D), som havde disponeret i en sag uden at underrette ham derom. (D) havde påtaget sig det fulde ansvar. Andre problemer havde der ikke været i forhold til den pågældende.

På side 2, og i vpm. (C)’s udtalelse er omtalt, at han ikke er inde i diverse lovregler. Dette mener han, han er i den udstrækning det kan kræves af ham som ikke jurist.

Desuden omtaler (C) en fejldisposition, som han ikke mener at kunne genkende.

M.h.t. at han ikke skulle kende sagerne, som gennemgås på morgenparolerne, er dette ikke rigtigt. Han kender dem alle, med mindre de er forekommet på tidspunkter, hvor han ikke har været til stede. Når han ikke ytrer sig, skyldes det, at han ikke vil tage ordet fra sagsbehandleren.

Han har ikke hæftet sig ved, at han er den eneste gruppeleder, som aldrig har kommentarer.

I aftalekravene er omtalt, at han skal støtte op om de initiativer, som gruppen har sat i gang (i ( )-området). Disse initiativer er hans.

Samtalen i øvrigt

Det blev gennemgået med ham, at det i høj grad var hans personlige attituder, som gav problemer. Desuden, at der fra min side var ønske om, at han i højere grad koncentrerede sig om at lede sin gruppe og vise, at han er gruppelederen frem for at tilbringe hele sin tid med skrivebordsarbejde.

Det blev betydet, at han skulle tilrettelægge sin arbejdsgang, så der er tid til synlig ledelse i gruppen. Han kunne søge hjælp hos kk. (D) til en procesomlægning, hvis han havde behov derfor.

Videre, at han skulle iagttage, at der var andre faggrupper at tage hensyn til i huset end hans gruppe.

Der blev foreholdt ham,

- at det måske ville være bedre for ham at søge ned i lr. 24.

Dette kunne ikke komme på tale. Han havde det udmærket som gruppeleder.

Det blev tilbudt ham,

- at søge igangsat en PU-tjeneste for at han kunne få ’luftforandring’ og nye indtryk og inspiration.

Dette havde han ikke lyst til.

Det blev tilbudt ham,

- at blive gruppeleder i en gruppe, hvor der måske er lidt mindre arbejdspres.

Dette ville han ikke være med til. Han havde det udmærket i (X)-gruppen.

Aftalekravene

Disse punkter blev gennemgået med ham. Han kunne godt indse, at han af andre måtte blive opfattet som nøjeregnende, men dette var han bevidst, da han følte en pligt til at uddanne de unge politifolk.

Han kunne acceptere kravene og erklærede sig villig til at arbejde med de problemer, som er opstillet.

Han blev yderligere foreholdt, at han under møder ikke reelt tog del i møderne, og fremførte han noget, var det altid på en spids og halvfornærmet måde. Dette måtte han bringe til ophør.

Dette tog han til efterretning.

Videre blev det foreholdt ham, at hans adfærd og opførsel over for undertegnede også måtte bedres væsentligt, og at jeg ikke længere ville finde mig i hans studse attituder i andres nærvær.

Dette punkt tog han også til efterretning.

Afsluttende

Han blev betydet, at jeg ved udgangen af oktober måned ville tage hans forhold op igen med ham, og at jeg ønskede at se en klar bedring af hans forhold. I så fald ville jeg se bort fra de tidligere problemer. Jeg gav tilsagn om, at jeg på alle måder ville støtte op om ham, hvis han blot selv ville gøre noget for at bedre forholdene.

I modsat fald ville jeg flytte ham til andet sagsområde, evt. som sagsbehandler uden lederansvar.

Han blev videre gjort bekendt med, at kriminalpolitiforeningen løbende var holdt underrettet om sagens udvikling, og også ville blive det om denne samtale.

Han ville få udleveret kopi af nærværende referat.”

I en rundskrivelse af 20. september 1995 redegjorde Rigspolitichefen for overenskomstresultatet i forbindelse med omklassificering af polititjenestemænd. Det fremgik bl.a. at den generelle betingelse for omklassificering var at de tjenstlige forhold var vurderet som tilfredsstillende ved den årlige bedømmelse. Alle chargerede polititjenestemænd i lønramme 28 ville få anvist løn i lønramme 29 pr. 1. oktober 1995, men der ville ske en tilbageregulering af lønnen for de polititjenestemænd der ikke ved bedømmelsen i 1995 opfyldte betingelsen om tilfredsstillende tjenstlige forhold, og som derfor ikke kunne omklassificeres.

Den 13. december 1995 meddelte Rigspolitichefen A at Politimesteren i X-by havde anbefalet at A indtil videre forblev i lønramme 28. Det fremgik således af politimesterens skrivelse af 3. oktober 1995 til Rigspolitichefen at det ved siden af tjenestemandssagen overvejedes om A’s måde at udføre tjenesten på levede op til de helt naturlige krav som stilles til en gruppeleder, eller om A skulle sættes til anden tjeneste. Denne vurdering var endnu ikke tilendebragt. Rigspolitichefen gav A lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger inden 2 uger.

Den 14. december 1995 skrev A en meget udførlig kommentar til B’s notat af 8. maj 1995 hvor han redegjorde for sagsforløbet på og efter mødet den 9. maj 1995. Baggrunden for denne kommentar var at A i Rigspolitichefens ovennævnte brev af 13. december 1995 blev bekendt med skrivelsen af 3. oktober 1995 fra Politimesteren i X-by om A’s forhold. Skrivelsen stemte ifølge A ikke overens med at afdelingsleder kriminalkommissær D den 8. juni 1995 havde oplyst ham om at B ville lægge sagen i bero. A’s kommentar indeholdt endvidere bl.a. bemærkninger til B’s referat af mødet den 9. maj 1995 og de opstillede krav til A. A fortsatte sin kommentar den 10. januar 1996 efter sit møde med B hvor A fik at vide at han skulle flyttes til et andet sagsområde, jf. nedenfor.

Af A’s udtalelse af 21. december 1995 til Rigspolitichefen i sagen om omklassificering fremgik bl.a. at A var utilfreds med bedømmelseskonklusionen af 16. januar 1995, ligesom A gjorde gældende at han ikke var skyldig i den verserende disciplinærsag.

A’s tjenstlige forhold blev ved den årlige bedømmelse den 9. januar 1996 på ny vurderet som ikke tilfredsstillende. Af den skriftlige begrundelse for vurderingen fremgik at ”[v]kk-en ligger over gennemsnit i sin viden om faglige forhold og almen viden i øvrigt. M.h.t. pkt. 7 [engagement] ligger vkk-en trods påtale i det forløbne år under gennemsnit i sit faglige initiativ”.

Det fremgår af B’s notater af 8. og 9. januar 1996 at han havde indhentet udtalelser fra vicepolitimester C og en politikommissær til vurdering af hvordan A’s udvikling havde været siden kravene blev opstillet over for ham på mødet den 9. maj 1995. Vedrørende C’s vurdering af A fremgår følgende af B’s notat af 8. januar 1996

” Vicepolitimester (C) er i notat af 5. maj 1995 spurgt om, hvorledes (A)’s samarbejdsforhold var til juridisk afdeling.

I forhold til hans udsagn i notatet svarede (C) i dag, at det adfærdsmæssige over for juristerne er blevet betydeligt bedre, og at han ikke længere forsøger at dominere sine synspunkter igennem.

Han er også blevet venligere. Oplevelsen af ham nu er nærmest, at han ’kryber rundt’ i bygningen.

Om hans faglige færdigheder er det fortsat opfattelsen at han har en stor viden, men ikke er i stand til at bruge den i sit gruppelederjob.”

Af B’s notat af 9. januar 1996 fremgår følgende om politikommissærens vurdering af A

”[Politikommissæren] er i forvejen orienteret om den tjenstlige vurdering som p.t. foregår af (A)’s arbejde.

Han svarede på mit spørgsmål, at han to gange for nylig har rettet henvendelse til (A) for at få sat en politimæssig indsats i gang i (X)-området, hvor der efter hans opfattelse var problemer.

Begge gange har han følt sig uvelkommen og i det første tilfælde lykkedes det ham ikke at formå (A) til at udvise interesse for hans ærinde og måtte gå med uforrettet sag.

I det andet tilfælde viste det sig, at der efter en analyse af situationen, ( ) ikke var behov for en indsats.

I begge tilfælde var det tydeligt, at (A) følte det generende, at blive forstyrret.”

Det fremgår af B’s notat af 10. januar 1996 at A denne dag blev flyttet til et andet sagsområde. Af notatet fremgik således

”NOTAT

vedrørende: Vkk. (A)’s fremtidige virke.

I notat af 8. maj 1995 er vkk. (A)’s forhold som gruppeleder taget op til vurdering og i notat af 9. maj 1995 er der opstillet nogle krav, som kræves opfyldt. Ellers ville han blive flyttet til andet sagsområde.

En generel vurdering af hans evne og vilje til at opfylde disse krav sammenholdt med udtalelser om [at] der ikke er sket mærkbar ændring i hans måde at virke som gruppeleder og med baggrund i den årlige bedømmelse gør at jeg i dag har besluttet

· at vkk (A) flyttes til andet sagsområde uden personaleledelse

· at han ikke længere deltager i K-ledervagterne

· at han ikke længere deltager i K-ledermøderne og

· at han i øvrigt er vagtfri.

Han får kontor på 1. sal i kontor 227. Hans nærmeste overordnede bliver afdelingslederen i specialafdelingen.

Pm. ( ) har i dag tiltrådt beslutningen.

Tillidsmand, ka. ( ) og næstformand i personaleforeningen, ka. ( ) er informeret om beslutningen, som de har taget til efterretning.

Vkk. (A) blev i dag kl. 1205 på mit kontor i overværelse af vki. ( ) spurgt om, hvordan han synes, at det går for ham. Dertil svarede han: ’at det kører som det plejer – godt’.

Derefter spurgte jeg om, hvordan han synes det går set i forhold til de krav som var opstillet for ham i mit notat af 9/5-95.

Hertil svarede han: ’hvordan er det nu de punkter er? I øvrigt er nogle af dem udarbejdet på et forkert grundlag’!

Han blev orienteret om resultatet af bedømmelsen af 9. ds., som han tog til efterretning uden kommentarer.

Der blev udleveret ham kopi af bedømmelsen.

Videre blev han orienteret om hans fremtidige arbejdsopgaver, og at han ikke længere skal virke som gruppeleder.

Dette tog han også til [efter]retning uden kommentarer.”

Den 7. februar 1996 sendte A sin kommentar af 14. december 1995 og 10. januar 1996 (se ovenfor) til Politimesteren i X-by. A vedlagde udtalelserne fra vicepolitimester C, kontorlederen, vicekriminalinspektør E og politiinspektøren samt B’s referat af mødet den 9. maj 1995 og ledelsens krav til A.

I en afgørelse af 7. februar 1996 bestemte Rigspolitichefen at A ikke opfyldte betingelserne for omklassificering til lønramme 29. Der ville derfor ske en tilbageregulering af A’s løn pr. 1. oktober 1995 som anført i Rigspolitichefens rundskrivelse af 20. september 1995. Rigspolitichefen lagde ved afgørelsen især vægt på at A’s tjenstlige forhold ved bedømmelsen den 16. januar 1995 blev bedømt som ikke tilfredsstillende. Rigspolitichefen meddelte A at spørgsmålet om hans eventuelle omklassificering til lønramme 29 ville blive taget op til fornyet vurdering i april 1996 på baggrund af den på dette tidspunkt foreliggende bedømmelse og udtalelse fra politimesteren samt A’s tjenstlige forhold i øvrigt.

Politimesteren i X-by besvarede den 14. februar 1996 A’s brev af 7. februar 1996 med bilag. Politimesteren meddelte bl.a. at han havde gennemgået materialet nøje, og at han ”på intet punkt har ændret syn på dine tjenstlige forhold”. Han kunne bl.a. derfor fuldt ud tilslutte sig B’s dispositioner.

Den 10. april 1996 afgjorde Rigspolitichefen disciplinærsagen ved at ikende A en disciplinær bøde på 1.000 kr., jf. tjenestemandslovens § 24, jf. § 10. A påklagede afgørelsen til Justitsministeriet. Ministeriet ophævede den 13. august 1996 afgørelsen med den begrundelse at ”sagen rejser en række formelle problemer, der skaber en sådan tvivl om rigtigheden af det formelle grundlag for afgørelsen, at ministeriet finder det rigtigst at tilbagesende sagen til Rigspolitichefen til fornyet behandling”.

Den 27. august 1996 meddelte Rigspolitichefen A at spørgsmålet om omklassificering først ville blive taget op til fornyet vurdering når disciplinærsagen mod A var endeligt afgjort.

Ved den årlige bedømmelse i november 1996 blev A bedømt ud fra et niveau som sagsbehandlende kriminalassistent på A’s alderstrin, og A’s tjenstlige forhold i denne funktion blev vurderet som tilfredsstillende. Da A i bedømmelsesperioden ikke havde haft ledelsesmæssige funktioner, havde bedømmelsesudvalget besluttet at overføre den ledelsesmæssige del af bedømmelsen fra den seneste bedømmelse hvor A fungerede og blev bedømt som leder.

I en notits af 27. december 1996 til Politimesteren i X-by bad A om at ”den såkaldte aftale og handleplan af 9/5-95 må blive genstand for vurdering og genforhandling”. Politimesteren svarede i et brev af 8. januar 1997 at ”det, som du betegner som en plan, rettelig er en oplistning af en række krav, som er fastsat af din chef kriminalinspektør (B) i dennes egenskab af din foresatte. Kravene er således ensidigt blevet fastsat af kriminalinspektøren uden forhandling, hvorfor din anmodning om genforhandling er uden mening”.

Den 14. februar 1997 rejste A på ny spørgsmålet om omklassificering over for Rigspolitichefen. A henviste bl.a. til at han pr. 28. november 1996 opfyldte den generelle betingelse om tilfredsstillende tjeneste. Rigspolitichefen meddelte A den 11. marts 1997 at spørgsmålet først ville blive taget op til fornyet vurdering når disciplinærsagen mod ham var endelig afgjort.

Ved den årlige bedømmelse den 28. november 1997 blev A’s tjenstlige forhold som sagsbehandlende kriminalassistent på ny bedømt som tilfredsstillende. Den ledelsesmæssige bedømmelse var overført fra den seneste bedømmelse. Det fremgik af begrundelsen at der verserede en disciplinærsag.

Fra marts 1997 til juni 1997 var der blevet afholdt tjenstligt forhør af A, og den 21. januar 1998 afgjorde Rigspolitichefen sagen ved at give A en irettesættelse. Samme dag bad Rigspolitichefen Politimesteren i X-by om at oplyse om A’s tjenesteforhold havde været tilfredsstillende i 1996 og 1997.

På grundlag af et notat af 12. februar 1998 fra B indstillede Politimesteren i X-by ved påtegning af 25. februar 1998 til Rigspolitichefen at A ikke blev oprykket i lønramme 29. Af B’s notat fremgik bl.a. at bedømmelserne af A efter den 10. januar 1996 var foretaget ud fra en vurdering af A som almindelig sagsbehandler på A’s alderstrin. Det var videre anført at A’s tjenstlige forhold som leder og vicekriminalkommissær i lønramme 28 ikke var tilfredsstillende, men at hans tjenstlige forhold som almindelig sagsbehandler, der for A’s alderstrin var i lønramme 25, var tilfredsstillende.

For at kunne træffe afgørelse i sagen om omklassificering bad Rigspolitichefen den 20. april 1998 Politimesteren i X-by om at foretage en aktuel bedømmelse af A som leder.

Ved brev af 11. maj 1998 til Rigspolitichefen fremsendte Politimesteren i X-by en bedømmelsesprotokol og en personprofil af 6. maj 1998 samt et tillæg af 7. maj 1998 til A’s bedømmelsesskema af 28. november 1997. Bedømmelserne var udarbejdet af bedømmelsesudvalget for X-by politikreds. Af bedømmelseskonklusionen fremgik at A’s tjenstlige forhold var bedømt som ikke tilfredsstillende. Det fremgik af personprofilen at bedømmelsen af A’s lederevner var sket ”ud fra et realistisk skøn ( ) ud fra det kvalitative krav, som i dag stilles til en moderne, inspirerende og engageret leder i lønramme 29”. Personprofilen sluttede med bemærkningen ”(s)amlet besidder han således ikke de fornødne og nødvendige kvalifikationskrav, som i dag kræves for at være vicekriminalkommissær i lønramme 29”.

Ved notits af 19. maj 1998 klagede A til Politimesteren i X-by over den foretagne bedømmelse. A sendte Rigspolitichefen en kopi af notitsen så den kunne indgå som partsindlæg i sagen om omklassificering.

Den 17. juli 1998 afslog Rigspolitichefen at oprykke A til lønramme 29. Rigspolitichefen fandt ud fra en samlet vurdering af A’s tjenstlige forhold og efter drøftelse af spørgsmålet om omklassificering fra lønramme 28 til 29 med personaleorganisationen at A ikke opfyldte betingelserne for omklassificering.

Den 28. januar 1998 havde A påklaget Rigspolitichefens afgørelse af 21. januar 1998 i A’s disciplinærsag til Justitsministeriet. Ministeriet tiltrådte den 16. oktober 1998 Rigspolitichefens afgørelse.

Ved den årlige bedømmelse i november 1998 blev A’s tjenstlige forhold som almindelig sagsbehandler på ny vurderet som tilfredsstillende. Af begrundelsen fremgik bl.a. at bedømmelsesudvalget med hensyn til punkterne vedrørende ledelse savnede grundlag for en udtalelse, og at udvalget derfor henholdt sig til udtalelsen af 6. maj 1998.

Ved brev af 12. januar 1999 klagede A til mig over Rigspolitichefens og Justitsministeriets afgørelser i hans disciplinærsag. Jeg meddelte A den 14. maj 1999 (mit j.nr. 1999- 116-812) at jeg havde besluttet ikke at iværksætte en egentlig ombudsmandsundersøgelse i anledning af hans klage idet der ikke var udsigt til at jeg ville kunne hjælpe ham, jf. ombudsmandslovens § 16, stk. 1. Jeg afviste at tage stilling til A’s klage vedrørende ”påtalen” den 9. maj 1995, A’s stillingsændring den 10. januar 1996 og afslaget på omklassificering idet A ikke havde påklaget disse forhold til Justitsministeriet, jf. ombudsmandslovens § 14.

Den 25. maj 1999 rettede A på ny henvendelse til mig i sagen, og jeg meddelte ham den 28. maj 1999 bl.a. at jeg havde videresendt den del af hans klage der vedrørte ”påtalen” af 9. maj 1995, til Justitsministeriet til besvarelse.

Justitsministeriet bad den 16. juni 1999 A om at redegøre nærmere for hvad han ønskede ministeriet skulle tage stilling til.

I et brev modtaget i Justitsministeriet den 30. juli 1999 anførte A bl.a. at han ønskede ministeriets vejledning i relation til at få genoptaget ”påtalen” af 9. maj 1995. A redegjorde endvidere for omstændighederne omkring stillingsændringen den 10. januar 1996 og anførte bl.a. at en sådan stillingsændring forudsatte et tjenstligt forhør. Endelig klagede A over Rigspolitichefens afgørelse om ikke at omklassificere ham til lønramme 29.

Efter at have indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen og en supplerende udtalelse fra A meddelte Justitsministeriet den 29. juni 2000 A at ministeriet ikke havde bemærkninger til den ”aftale” der den 9. maj 1995 blev forelagt A under mødet med B. Ministeriet fandt derfor ikke grundlag for at pålægge Politimesteren i X-by at genoptage sagen og udarbejde en ny handleplan. Ministeriet oplyste endvidere at ministeriet ikke fandt grundlag for at pålægge politimesteren at omgøre sin beslutning af 10. januar 1996 om at ændre A’s arbejdsopgaver, ligesom ministeriet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte Rigspolitichefens afgørelse om omklassificering.

A klagede den 29. august 2000 til mig over myndighedernes behandling af sagen. A redegjorde udførligt for omstændighederne omkring samtalen den 9. maj 1995, flytningen af ham til andet sagsområde den 10. januar 1996 og Rigspolitichefens afslag på at oprykke ham til lønramme 29.

Den 29. januar 2001 bad jeg Justitsministeriet, Rigspolitichefen og Politimesteren i X- by om en udtalelse i sagen og om udlån af sagens akter. Jeg bad i den forbindelse myndighederne om at tage stilling til en række nærmere opregnede forhold, jf. Justitsministeriets udtalelse af 14. maj 2002 (gengivet nedenfor) med omtale af bl.a. ombudsmandens høringspunkter i sagen.

Justitsministeriets udtalelse af 14. maj 2002 var vedlagt Politimesteren i X-bys og Rigspolitichefens udtalelser af henholdsvis 16. februar 2001 og 14. september 2001. Politimesterens og Rigspolitichefens udtalelser er i vidt omfang citeret i ministeriets udtalelse. Ministeriet skrev bl.a. følgende

” 1. Folketingets Ombudsmand har bedt om en redegørelse for, om stationsleder (B)’s tilkendegivelser på mødet den 9. maj 1995 og den af (A) vedlagte ’Aftale vedrørende: Aftalekrav til vicekriminalkommissær (A) om hans fremtidige virke som leder af (X)-gruppen’ har karakter af en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Politimesteren i (X) har i sin udtalelse af 16. februar 2001 herom anført følgende

’Det er min opfattelse, at kriminalinspektør (B)’s tilkendegivelser på mødet den 9. maj 1995 og den omtalte ’Aftale’ vedr. aftalekrav ikke har karakter af afgørelser i Forvaltningslovens forstand, men er beslutninger, der er truffet i forbindelse med inspektørens pligt og ret til at lede og fordele opgaver. Det bemærkes i øvrigt, at den pågældende aftale er tiltrådt af Politimesteren.’

Rigspolitichefen har i sin udtalelse af 14. september 2001 anført

’Indledningsvis bemærkes, at der i det meget lange sagsforløb har været en vis ’sprogforbistring’. Der er både fra Politimesteren og fra Rigspolitiet gjort brug af uklare ord og begreber, som har været med til at skabe en vis forvirring og uklarhed. Her tænkes eksempelvis på, at papiret fra den 9. maj 1995 benævnes ’aftale’, og at der i bedømmelsen fra 1996 henvises til ’påtale’.

Begrebsforvirringen er ikke blevet mindre af, at (A) vedholdende har bedt om ’genforhandling af påtale’ og klaget over ’forflyttelse’, ’degradering’ og lignende.

Rigspolitiet skal beklage, at nogle af de anvendte ord og begreber har skabt uklarhed.

Når der ses bort fra begrebsforvirringen, er forløbet i denne sag efter Rigspolitiets opfattelse i sin enkelhed således

Den 9. maj 1995 blev (A) kaldt til sin øverste leder, som meddeler ham, at hans arbejdsindsats på det ledelsesmæssige område er uacceptabel. Der meddeles ikke nogen bagudrettet sanktion. I stedet formuleres nogle fremadrettede krav.

Det understreges klart over for (A), hvad han skal gøre for, at arbejdet er tilfredsstillende, og hvad konsekvensen kan være, hvis han ikke evner at forbedre sig tilstrækkeligt.

I januar 1996 konkluderer ledelsen, at (A) ikke demonstrerer de evner, som skal til for at udføre det hidtidige arbejde. Han bliver derfor pålagt fremover at udføre arbejdsopgaver, som han kan magte – dvs. sagsbehandling uden ledelsesindhold.

Tilbagevendende er det blevet vurderet, om (A) opfylder betingelserne for oprykning fra lønramme 28 til 29. Først vurderes dette ikke at være tilfældet på grund af den verserende disciplinærsag. Senere vurderes dette ikke at være tilfældet, idet (A) ikke skønnes at opfylde betingelsen ’tilfredsstillende tjeneste’.

Idet der henvises til Politimesterens udtalelse af 16. februar 2001, skal Rigspolitiet tilføje følgende til de af Ombudsmanden specifikt stillede spørgsmål

Om tilkendegivelserne på mødet den 9. maj 1995 er en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Tilkendegivelserne er ikke en disciplinærlignende sanktion og i øvrigt heller ikke på anden måde en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dispositionerne går ikke ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde. (A) har fået understreget, hvad ledelsen kræver, for at hans arbejde er tilfredsstillende.’

Justitsministeriet kan henholde sig til det af Politimesteren i (X)-by og Rigspolitichefen anførte og skal supplerende anføre, at der i bemærkningerne til forvaltningslovens § 2 (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 115 og 116) er anført følgende om, hvornår der foreligger en afgørelse i forvaltningslovens forstand

’Med udtrykket ’truffet afgørelse’ sigtes til udfærdigelse af retsakter, dvs. udtalelser, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

Uden for disse kapitlers anvendelsesområde falder endvidere konkrete tjenestebefalinger til underordnede myndigheder eller ansatte.’

Afgørelsesbegrebet er endvidere omtalt i en Ombudsmandsudtalelse gengivet i FOB 1990.355, hvoraf bl.a. fremgår

’En afgørelse i forvaltningslovens forstand er karakteriseret ved følgende forhold: For det første skal der være tale om en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed. For det andet skal denne afgørelse rette sig mod fysiske eller juridiske personer (f.eks. privatpersoner, virksomheder, selskaber m.v.) uden for forvaltningen, d.v.s. i den private sektor. Interne forvaltningsbeslutninger vedrørende forvaltningens organisation m.v. og tjenestebefalinger – såvel generelle som konkrete – falder således uden for afgørelsesbegrebet. Ansættelses- og afskedigelsesbeslutninger, der er rettet til offentligt ansatte, og visse andre grundlæggende beslutninger vedrørende offentligt ansattes ansættelsesforhold samt beslutninger angående disciplinære sanktioner mod offentligt ansatte er dog afgørelser, medens (detaljerede) beslutninger om, hvorledes grupper af ansatte eller den enkelte ansattes arbejde skal udføres, er tjenestebefalinger.’

Justitsministeriet finder at måtte lægge til grund, at kriminalinspektør (B)’s tilkendegivelser på mødet den 9. maj 1995 og den der fremlagte ’aftale’ har karakter af tjenstlige forskrifter. Disse blev formuleret og opstillet af (B) i dennes egenskab af (A)’s foresatte og havde til formål at ændre, at (A)’s tjenstlige forhold ikke var tilfredsstillende. De opstillede tjenstlige forskrifter, der vedrører (A)’s udførelse af tjenesten, fastsætter således ikke, hvad der er eller skal være ret. Det er herefter også Justitsministeriets opfattelse, at tilkendegivelserne på mødet og den fremlagte ’aftale’ ikke er afgørelser i forvaltningslovens forstand.

2. Hvis der foreligger en afgørelse i forvaltningslovens forstand, har Folketingets Ombudsmand bedt om en redegørelse for, om forvaltningslovens bestemmelser har været overholdet i forbindelse med denne del af sagen.

Justitsministeriet skal henvise til det ovenfor under pkt. 1 anførte.

3. Ombudsmanden har videre anmodet om en redegørelse for, hvorvidt ’aftalen’ af 9. maj 1995 må anses for bortfaldet inden den 10. januar 1996.

Politimesteren i (X)-by har herom i udtalelsen anført følgende

’Aftalen’ af 9. maj 1995 kan på ingen måde anses for bortfaldet inden den 10. januar 1996. Det var netop den manglende opfyldelse af kravene i aftalen, som førte til beslutningen af 10. januar 1996 om ændring af (A)’s arbejdsopgaver.’

Rigspolitichefen har i udtalelsen anført følgende

’Dispositionen er ikke bortfaldet. Ledelsens krav til en ansat om, hvad der skal til for, at arbejdet er tilfredsstillende, kan i sagens natur ikke ’falde bort’.’

Justitsministeriet kan henholde sig til det af Politimesteren og Rigspolitichefen anførte.

4. Ombudsmanden har særligt bedt om en redegørelse for, om ændringen af (A)’s arbejdsopgaver må anses for en stillingsændring efter tjenestemandslovens § 12, stk. 1, som han ikke var pligtig at finde sig i.

Politimesteren i (X)-by har herom i udtalelsen anført følgende

’Jeg finder ikke, at ændringen af (A)’s arbejdsopgaver må anses for en stillingsændring, som han ikke var pligtig at finde sig i efter tjenestemandslovens § 12, stk. 1. Han bibeholdt sin titel, sin løn, men er sat til at varetage arbejdsopgaver, som han er skønnet mere velegnet til.’

Rigspolitichefen har i udtalelsen anført følgende

’Det er misvisende at tale om en ’forflyttelse’, og der er ikke tale om en ’stillingsændring’ efter tjenestemandslovens § 12, som han ikke er pligtig at finde sig i.’

Efter tjenestemandslovens § 12, stk. 1, er en tjenestemand inden for sit ansættelsesområde forpligtet til at underkaste sig sådanne forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens karakter, og som ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for passende for ham.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med grundlovens § 27, stk. 3, hvorefter tjenestemænd kan vælge mellem forflyttelse og afsked med pension.

Forflyttelse er ikke defineret i hverken grundloven eller tjenestemandsloven og beskrives i teorien som en standard eller en vag, elastisk lovbestemmelse. Ved vurdering af, om der i et konkret foreliggende tilfælde er tale om forflyttelse, er det således nødvendigt at inddrage en række forskellige faktorer.

Problemstillingen er beskrevet i et responsum af Bent Christensen. Responsummet er optrykt som bilag 2 til Administrationsudvalgets Betænkning nr. 320, 1960. Det er heri anført, at udgangspunktet for vurderingen af, om der foreligger en forflyttelse, er en sammenligning af tjenestens faktiske indhold før og efter ændringen.

Det er videre anført, at titelændring i sig selv er uden betydning, og at ændring i løn og pension kan betyde forflyttelse. Det er ligeledes anført, at der for chefstillinger formentlig kun kræves relativt ringe indgreb i den hierarkiske position for at anse ændringen for forflyttelse. Det er i forlængelse heraf angivet, at adgangen til at ændre den hierarkiske arbejdsdeling utvivlsomt er væsentligt videre for mere underordnede stillinger. Afskaffelse af overreferentordningen, selv for enkelte tjenestemænd, vil således ikke være forflyttelse, uanset at arbejdets art for den enkelte herved kan ændres betydeligt.

En række domme kan ligeledes belyse problemstillingen

U 1979.691 Ø: Bestyrelsen for dampskibsselskabet S, der ejes af Generaldirektoratet for de danske statsbaner, og hvori den nu 60- årige A siden 1971 havde været tjenestemandsansat som enedirektør ansatte i 1977 i forbindelse med en ændring af S’s organisation en ny direktør (B) til at varetage S’s ledelse sammen med A, således at B særlig fik til opgave at tage sig af den økonomiske styring, medens A’s tjenesteområde begrænsedes tilsvarende og herefter i det væsentlige kom til at omfatte den daglige drift og de hermed forbundne personalespørgsmål og tilsynet med skibsafdelingen. Under en af A mod Finansministeriet M anlagt sag påstod A principalt M tilpligtet at anerkende, at hans stilling måtte anses som nedlagt, og at han som følge heraf var berettiget til at oppebære rådighedsløn efter tjenestemandslovens § 32, subsidiært at ændringen af hans stilling måtte sidestilles med en forflyttelse, og at han derfor var berettiget til afskedigelse med pension. Det blev lagt til grund, at ændringen af S’s organisation indebar et betydeligt indgreb i A’s stilling. Stillingen kunne dog ikke hermed anses for nedlagt, men forandringen fandtes at være af en sådan karakter, at A ikke efter tjenestemandslovens § 12, stk. 1, var pligtig at underkaste sig den, og der forelå derfor en situation svarende til en forflyttelse af A, hvis subsidiære påstand herefter toges til følge.

U 1996.624 H: Den kommunale forvaltningsstruktur i Thyborøn-Harboøre Kommune var blevet ændret, bl.a. således at den økonomiske forvaltning og skatteforvaltningen blev sammenlagt til centralforvaltningen med en afdeling for budget og regnskab og en afdeling for skat, folkeregister, ejendomsskat og incasso, og at skoleforvaltningen og socialforvaltningen blev sammenlagt til kultur-, skole- og sundhedsforvaltningen med en afdeling for sikring-ældre og en afdeling for børn og unge/bistand. Den hidtidige leder af skatteforvaltningen, skatteinspektør A, blev leder af afdelingen for skat m.v. under centralforvaltningen, og den hidtidige leder af socialforvaltningen, socialinspektør B, blev leder af afdelingen for børn og unge/bistand under kultur-, skole- og sundhedsforvaltningen. Ændringerne i A’s og B’s stillingsmæssige forhold fandtes ikke at gå ud over, hvad de efter tjenestemandsregulativets § 12, stk. 1, eller stk. 2, havde pligt til at tåle. Landsretten fandt efter en samlet vurdering på baggrund af det anførte om formålet med ændringerne, samt om de forandringer, der var sket i stillingernes reelle indhold, ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at stillingerne ikke måtte anses for passende. Højesteret tilsluttede sig dette synspunkt.

U 1997.1621 H: Told- og Skattestyrelsen havde reduceret antallet af afdelinger fra 8 til 7, og de opgaver, der hidtil havde hørt under afgiftsafdelingen, blev fordelt på andre afdelinger. A, der hidtil havde været chef for afgiftsafdelingen, afslog et tilbud om at overtage en stilling som afdelingschef med ansvar for internationale aktiviteter, og han blev herefter pålagt at overtage stillingen som chef for Told- og Skatteregion Næstved. Betingelserne efter tjenestemandslovens § 12, stk. 1, for at pålægge A at overtage denne stilling fandtes at være opfyldt. Højesteret lagde ved afgørelsen vægt på, at stillingen indebar betydelige ledelsesmæssige opgaver, at den var i samme lønramme som stillingen som afdelingschef, og at den måtte antages også i øvrigt at blive betragtes som ligeværdig med en stilling som afdelingschef.

U 1999.101 H: A havde været ansat som ledende skolepsykolog i Viborg Kommune som leder af dennes Pædagogisk-Psykologiske Rådgivning. Den Pædagogisk-Psykologiske Rådgivning, der hidtil havde hørt under skoleforvaltningen, blev lagt sammen med social- og sundhedsforvaltningens psykologbetjening til et fælles psykologkontor under social- og sundhedsforvaltningen. Den hidtidige leder af dennes psykologbetjening blev chef for det fælles kontor, medens A blev souschef. Der fandtes ikke at være grundlag for at fastslå, at A’s stilling efter strukturomlægningen ikke længere var passende for ham, jf. tjenestemandslovens § 12, stk. 1. Der blev ved vurderingen bl.a. lagt vægt på, at omlægningen var sagligt velbegrundet, at A bevarede sin stillingsbetegnelse, løn og anciennitet, at der ikke skete personalemæssige ændringer i den nye enheds skolepsykologiske afdeling, og at A fik den daglige ledelse af denne med i det væsentlige samme arbejdsmæssige funktioner som hidtil.

Som det fremgår, vedrører de ovenfor citerede domme alle strukturændringer, men dommene afspejler tillige, at der i relation til tjenestemandslovens § 12, stk. 1, er relativt vid adgang til at ændre den hierarkiske position for personer ansat i chefstillinger. Ved vurderingen tillægger domstolene arbejdsindholdet før og efter ændringen betydning, ligesom det er af betydning, at en ansat efter en ændring af arbejdsindholdet beholder sin titel og løn.

Justitsministeriet kan på den baggrund henholde sig til det af Politimesteren i (X)-by og Rigspolitichefen anførte, hvorefter ændringen af (A)’s arbejdsopgaver ikke er så omfattende, at der er tale om en forflyttelse, som han, jf. tjenestemandslovens § 12, stk. 1, ikke var pligtig at finde sig i. Det er således Justitsministeriets opfattelse, at ændringen af (A)’s arbejdsopgaver, der bevirkede, at han fremover skulle varetage sagsbehandling og ikke længere tillige ledelsesmæssige funktioner, ikke er en forflyttelse. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at (A)’s stilling som vicekriminalkommissær er en sektionslederstilling på laveste ledelsesniveau, hvorfor adgangen til at foretage ændringer i stillingen, herunder i arbejdets indhold og art, må antages at være endnu videre end for lederstillinger på højere niveau. Hertil kommer, at (A)’s hierarkiske position ikke blev ændret i forbindelse med ændringen af arbejdsopgaverne. Inden den 10. januar 1996 refererede han således til afdelingslederen i hovedafdelingen, mens han efter den 10. januar 1996 refererede til afdelingslederen i specialafdelingen. (A) beholdt endvidere sin titel som vicekriminalkommissær og sin hidtidige løn. Der henvises i øvrigt til vedlagte notits af 5. februar 2002 med bilag fra Politimesteren i (X)-by vedrørende strukturen i kriminalpolitiet i (X)-by politikreds.

5. Ombudsmanden har ligeledes anmodet om en redegørelse for, om Politimesteren i (X)-bys beslutning af 10. januar 1996 om at ændre (A)’s arbejdsopgaver må betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Politimesteren i (X)-by har herom i udtalelsen anført følgende

’For så vidt angår beslutning af 10. januar 1996, som er tiltrådt af Politimesteren, om at ændre (A)’s arbejdsopgaver, finder jeg for så vidt, at tilsvarende betragtninger, som ovenfor anført, gør sig gældende.’

Rigspolitichefen har i udtalelsen anført

’Beslutningen er ikke en disciplinærlignende sanktion og i øvrigt heller ikke på anden måde en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Dispositionen går ikke ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde. Ledelsen pålægger (A) fremover at udføre arbejdsopgaver, som han kan magte – dvs. sagsbehandling uden ledelsesindhold.’

Af Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, side 151, fremgår, at beslutninger om stillingsændringer, der ikke er så omfattende, at de nærmer sig forflyttelse normalt ikke anses for at være omfattet af afgørelsesbegrebet.

Justitsministeriet kan på denne baggrund henholde sig til det af Politimesteren i (X)-by og Rigspolitichefen anførte, hvorefter ændringen af (A)’s arbejdsopgaver ikke er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Der er tale om en disposition, der er truffet i forbindelse med udøvelsen af ledelsens sædvanlige ledelsesmæssige kompetence.

Der henvises i øvrigt til det ovenfor under pkt. 1 anførte.

6. Hvis den ændring af (A)’s arbejdsopgaver, der fandt sted den 10. januar 1996, må betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand, har Folketingets Ombudsmand endvidere bedt om en redegørelse for, hvorvidt forvaltningslovens bestemmelser har været overholdt i forbindelse med denne del af sagen.

Politimesteren i (X)-by har herom i udtalelsen anført

’Med henvisning til, hvad der er anført i Forvaltningsret 1. udgave ved Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. side 151 ne., kan anføres, at stillingsændringen muligt er så indgribende, at sagsbehandlingen burde tilrettelægges i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser, hvilket sagsbehandlingen efter min opfattelse til fulde har været. Det fremgår af det omfangsrige bilagsmateriale, at (A) adskillige gange er blevet hørt, og har haft anledning til at udtale sig, ligesom han har fået en begrundelse for afgørelsen.’

Justitsministeriet kan henholde sig til det af Politimesteren i (X)-by anførte.

7. Ombudsmanden har ligeledes bedt om en redegørelse for baggrunden for Rigspolitichefens afgørelse om ikke at omklassificere (A) fra løntrin 28 til løntrin 29.

Rigspolitichefen har herom i udtalelsen anført følgende

’(A) opfylder ikke betingelserne for oprykning, jf. rundskrivelse af 20. september 1995, sammenholdt med resultatet af bedømmelserne.’

Justitsministeriet kan henholde sig hertil.”

Justitsministeriet redegjorde endvidere bl.a. for oplysningsgrundlaget for bedømmelsen af A’s tjenstlige forhold som leder i perioden efter den 10. januar 1996.

Den 17. maj 2002 sendte jeg myndighedernes udtalelser til A.

I A’s supplerende udtalelse af 18. juli 2002 bad han mig tage stilling til en række spørgsmål, herunder bl.a. hvorvidt det var foreneligt med Rigspolitichefens Kundgørelse I nr. 14 at B i april/maj 1995 ”ved siden af det officielle bedømmelsesudvalg etablere[de] et eget mindre ’bedømmelsesudvalg’, som skulle tage sig af en påstået rejst kritik af undertegnede, og i hvilket bedømmelsesudvalg der bl.a. ikke var mulighed for klageadgang”.

Den 25. juli 2002 bad jeg Justitsministeriet, Rigspolitichefen og Politimesteren i X-by om eventuelle bemærkninger til A’s supplerende udtalelse. Myndighederne meddelte den 7. oktober 2002 at A’s supplerende udtalelse ikke gav anledning til yderligere bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Sagens genstand

jeg [har] efter en gennemgang af de omfattende sagsakter og Deres og myndighedernes udtalelser i sagen valgt at begrænse min undersøgelse til forholdene omkring samtalen den 9. maj 1995, stillingsændringen den 10. januar 1996 og afslaget på omklassificering, jf. ombudsmandslovens § 16, stk. 1, hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkeligt grundlag for undersøgelse. Jeg har således bl.a. ikke taget stilling til de yderligere forhold De bad mig om at undersøge i Deres supplerende udtalelse af 18. juli 2002.

Mødet den 9. maj 1995 mellem Dem og kriminalinspektør (B)

Tjenstlig advarsel?

Det er myndighedernes opfattelse at samtalen den 9. maj 1995 ikke havde karakter af en tjenstlig advarsel. Politimesteren i (X)-by anførte i sin udtalelse af 16. februar 2001 bl.a. at der var tale om beslutninger truffet i forbindelse med (B)’s pligt til at lede og fordele opgaver, og Rigspolitichefen henviste i sin udtalelse af 14. september 2001 bl.a. til at der i sagens lange forløb havde været en vis ’sprogforbistring’, men at tilkendegivelserne på mødet ikke var en disciplinær sanktion og i øvrigt heller ikke på anden måde en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Justitsministeriet mente ligeledes at ’aftalen’ havde karakter af tjenstlige forskrifter der blev formuleret og opstillet af (B) i dennes egenskab af Deres foresatte, og at den havde til formål at ændre at Deres tjenstlige forhold ikke var tilfredsstillende, jf. ministeriets udtalelse af 14. maj 2002.

Det ses klart at der ikke var tale om en aftale mellem Dem og ledelsen den 9. maj 1995. Der var derimod tale om nogle krav som ledelsen ensidigt opstillede, jf. særligt brevet af 8. januar 1997 til Dem fra Politimesteren i (X)-by hvor politimesteren bl.a. udtalte at ’det, som du betegner som en plan, rettelig er en oplistning af en række krav, som er fastsat af din chef kriminalinspektør (B) i dennes egenskab af din foresatte. Kravene er således ensidigt blevet fastsat af kriminalinspektøren uden forhandling, hvorfor din anmodning om genforhandling er uden mening’.

Jeg må lægge til grund at ledelsens krav over for Dem var begrundet i Deres manglende egnethed som gruppeleder, og at Politimesteren i (X)-by ikke betragtede disse omstændigheder som tjenesteforseelser fra Deres side.

Ifølge tjenestemandslovens § 24 kan bl.a. en ’advarsel’ anvendes som disciplinær straf, dvs. en sanktion der gives for begåede tjenesteforseelser. Jeg er på den baggrund enig med myndighederne i at den indskærpelse der blev givet Dem, ikke var en advarsel i tjenestemandslovens § 24’s forstand.

For så vidt angår reaktioner over for diskretionære forhold som f.eks. uegnethed, samarbejdsvanskeligheder og sygdom, indeholder tjenestemandsloven ikke bestemmelser om andet end afsked og stillingsændring. Dette udelukker imidlertid ikke at der kan forekomme andre reaktioner end disse over for diskretionære forhold. Som ved disciplinære reaktioner må det da også antages at det følger af det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip at det ofte vil være en forudsætning for f.eks. en (korrekt) diskretionær afskedigelse at vedkommende forinden er blevet tildelt en tjenstlig mildere reaktion – typisk en advarsel – for det eller de forhold som ligger til grund for afskedigelsen.

Uanset om en advarsel gives af disciplinære eller diskretionære grunde, må den anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

På mødet den 9. maj 1995 blev De gjort opmærksom på at ledelsen var utilfreds med Deres måde at lede Deres gruppe på, og der blev opstillet 7 skriftlige krav over for Dem. De fik oplyst – såvel mundtligt som skriftligt – at Deres forhold ville blive vurderet med udgangen af oktober, og at De, hvis der ikke var sket mærkbare ændringer, ville blive flyttet til et andet sagsområde uden egentligt lederansvar.

Der var således ikke kun tale om en samtale hvor det blev indskærpet at De måtte forsøge at ændre på Deres måde at lede gruppen på – indskærpelsen blev fulgt op af en skriftlig meddelelse om at De ville blive flyttet til et andet sagsområde uden egentligt lederansvar hvis der ikke var sket mærkbare ændringer. Deres efterfølgende manglende overholdelse af indskærpelsen resulterede i at De blev flyttet til et andet sagsområde uden lederansvar, og, som det fremgår nedenfor, mener jeg at mest taler for at dette indebar en forflyttelse. Under disse omstændigheder mener jeg at indskærpelsen over for Dem under mødet den 9. maj 1995 havde karakter af en ’diskretionær advarsel’ og dermed en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Jeg bemærker at jeg ikke har mulighed for at gå nærmere ind i en bevismæssig prøvelse af grundlaget for den diskretionære advarsel fordi ombudsmandsinstitutionen ikke har mulighed for at afhøre vidner, men behandler klager på et skriftligt grundlag. Jeg kan på den baggrund ikke kritisere afgørelsens materielle indhold.

Partshøring

Efter myndighedernes opfattelse skulle forvaltningslovens bestemmelser ikke overholdes i forbindelse med mødet den 9. maj 1995. Dette skyldes at der efter myndighedernes opfattelse ikke var tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Som det fremgår ovenfor, er jeg ikke enig i myndighedernes opfattelse. Dette indebærer at myndighederne efter min opfattelse havde pligt til at overholde forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring.

De almindelige regler om myndigheders pligt til at foretage partshøring inden afgørelse træffes, er fastlagt i forvaltningslovens § 19. Formålet med partshøring er at give den ansatte lejlighed til at kommentere de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som myndigheden vil lade indgå i grundlaget for sin afgørelse. Den ansatte vil herved have mulighed for at kommentere, korrigere og supplere de foreløbige oplysninger og vil i det hele taget have mulighed for at redegøre for sit syn på sagen. Efter bestemmelsen skal der partshøres over oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder af væsentlig betydning for sagens afgørelse i det omfang disse er til ugunst for parten.

Det er desuden antaget at forvaltningslovens § 19 i visse sager om uansøgt afskedigelse, herunder sager om diskretionær afskedigelse som følge af samarbejdsvanskeligheder og uegnethed mv., og i sager om anvendelse af disciplinære sanktioner over for en offentlig ansat suppleres af en ulovbestemt retsgrundsætning om partshøring ikke blot om sagens faktum, men også om sagens retlige grundlag. Den ulovbestemte pligt indebærer en pligt for myndigheden til – forinden der træffes afgørelse – i almindelighed at give den ansatte en redegørelse for myndighedens egen (foreløbige) opfattelse af sagen, herunder den retlige kvalifikation af faktum, samt – for så vidt der i sagen måtte være bevismæssige spørgsmål – myndighedernes bevismæssige vurdering. Redegørelsen bør efter omstændighederne være skriftlig. Der kan henvises til Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1337, Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 1269, Jon Andersen og Elizabeth Bøggild Nielsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1999B, s. 25f, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s. 532ff.

I en sag jeg behandlede for nylig, udtalte jeg endvidere i relation til en stillingsændring inden for rammerne af § 13 i vedtægt af 13. april 1970 for Københavns Kommunes tjenestemænd (svarende til tjenestemandslovens § 12) at den udvidede partshøringspligt også må gælde i sager vedrørende en rent diskretionær ændring af tjenestested og arbejdsopgaver i de tilfælde hvor grundlaget for afgørelsen angår en adfærd mv. hos den pågældende som anses for at have en negativ indflydelse på ansættelsesforholdet (j.nr. 2001- 3217-819. Sagen vil blive trykt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 2003 [sag 19-1; min bemærkning]).

Umiddelbart falder den advarsel som ledelsen tildelte Dem den 9. maj 1995, ikke ind under de kategorier hvor det er fast antaget at der gælder en ulovbestemt udvidet pligt til partshøring. Det er imidlertid min opfattelse at ledelsen ikke alene i medfør af forvaltningslovens § 19 skulle foretage partshøring inden advarslen blev givet, men ifølge god forvaltningsskik også ud fra den ulovbestemte retsgrundsætning om udvidet partshøring. Jeg har herved lagt vægt på at der efter min opfattelse er mest der taler for at den senere ændring af Deres stilling som skete på samme grundlag som advarslen blev tildelt – nemlig Deres manglende egnethed – var en forflyttelse hvor pligten til at foretage udvidet partshøring må finde anvendelse, jf. nedenfor. De kunne derfor allerede på dette tidligere stadium af sagen have behov for at kende det fulde grundlag for ledelsens påtænkte tildeling af advarsel.

(B) konkluderede i sit oplæg af 8. maj 1995 at der ville blive opstillet nogle krav for Dem som De skulle opfylde inden for et nærmere aftalt tidsrum, og hvis De ikke var indstillet på dette, ville De blive flyttet til et andet arbejdsområde uden egentlig ledelsesfunktion. Oplægget indeholdt således – i overensstemmelse med den ulovbestemte udvidede pligt til partshøring – en retlig kvalifikation af faktum.

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder ingen formkrav til selve høringsproceduren. Den kan gennemføres skriftligt eller mundtligt, og den vil kunne ske under f.eks. et møde. Den kan ske i form af en fremsendelse af sagens dokumenter eller ved at myndigheden udarbejder en – korrekt og dækkende – sagsfremstilling af de oplysninger der er undergivet partshøringspligt. Den kan også gennemføres som udarbejdelse af en foreløbig afgørelse (en agterskrivelse) hvori de relevante oplysninger er gengivet og vurderet af myndigheden. Formen skal blot respektere formålet med partshøringspligten, dvs. ønsket om at parten får mulighed for at kommentere, korrigere og supplere sagens faktuelle grundlag. Hvor lang betænkningstid parten skal have til at udtale sig, er heller ikke reguleret – betænkningstiden skal blot være rimelig set i lyset af de foreliggende oplysningers og afgørelsens karakter. Se Jon Andersen, mfl., Forvaltningsret (2002), s. 521ff.

Under mødet den 9. maj 1995 med (B) blev dennes oplæg af 8. maj 1995 og udtalelserne fra vicepolitimester (C), kontorleder ( ), vicekriminalinspektør (E) og politiinspektør ( ) gennemgået med Dem, og De fik under samtalen lejlighed til at gennemlæse materialet. De fik ikke udleveret kopi af oplægget med bilag, men De fik udleveret dokumentet med de 7 krav. Mødet varede ifølge det oplyste ca. 2 timer.

Den tjenstlige advarsel til Dem var således udfærdiget inden mødets begyndelse og fremstod efter min opfattelse i sin form som ’endelig’. Dette taler umiddelbart for at formålet med partshøringspligten, jf. ovenfor, herved ikke blev respekteret på mødet.

Som det fremgår af sagsfremstillingen, har De imidlertid efterfølgende fremsat udførlige skriftlige bemærkninger til sagen, herunder vedrørende den tjenstlige advarsel, jf. bl.a. Deres udførlige kommentar af 14. december 1995 som De den 7. februar 1996 tilsendte Politimesteren i (X)-by, og Deres klage til mig af 29. august 2000. Deres bemærkninger har ikke fået myndighederne til at ændre opfattelse i sagen, og jeg mener ikke at der er grundlag for at antage at en korrekt gennemført partshøring af Dem ville have ført til et andet resultat. Allerede på den baggrund mener jeg ikke at der er grundlag for at henstille til myndighederne at genoptage Deres sag vedrørende dette spørgsmål.

Ændring af Deres stilling den 10. januar 1996

Forflyttelse?

De har gjort gældende at flytningen af Dem den 10. januar 1996 til en stilling som sagsbehandler forudsatte et forudgående tjenstligt forhør.

Stillingsændringen var begrundet i Deres manglende efterlevelse af de krav ledelsen opstillede over for Dem på mødet den 9. maj 1995. Kravene var som nævnt begrundet i Deres manglende egnethed som gruppeleder – forhold som ledelsen ikke betragtede som tjenesteforseelser fra Deres side.

Jeg har på den baggrund lagt til grund at ledelsens flytning af Dem til stillingen som sagsbehandler ikke var en disciplinær foranstaltning, men begrundet i Deres manglende egnethed. Når myndighederne ikke har anset Deres forhold i relation til Deres arbejde som gruppeleder for tjenesteforseelser, men har besluttet at flytte Dem til en funktion som ledelsen fandt Dem mere velegnet til, er jeg enig med myndighederne i at der ikke er tale om en disciplinær sanktion. Der var derfor ikke pligt til at iværksætte et tjenstligt forhør i medfør af tjenestemandslovens § 24. Forholdet må i stedet vurderes efter tjenestemandslovens § 12, stk. 1, der giver forvaltningen en skønsmæssig beføjelse til at ændre en tjenestemandsstillings omfang og beskaffenhed.

En tjenestemand har pligt til inden for sit ansættelsesområde at underkaste sig sådanne forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed der ikke ændrer tjenestens karakter, og som ikke medfører at stillingen ikke længere kan anses for passende for ham. Hvis ændringen går ud over grænserne i § 12, stk. 1, og dermed ud over den såkaldte tålegrænse, tales i almindelighed om forflyttelse. I så fald er stillingsændringen af en sådan karakter at tjenestemanden ikke er forpligtet til at finde sig i den, og tjenestemanden kan forlange sig afskediget med (aktuel) pension. Om forflyttelsesbegrebet, se Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig arbejdsret (1998), s. 236ff.

Hvis der er tale om stillingsændringer ud over tålegrænsen, er der utvivlsomt tale om afgørelser i forvaltningslovens forstand, se Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s. 214.

Det er myndighedernes opfattelse at Deres stillingsændring lå inden for rammerne af tjenestemandslovens § 12, stk. 1. Justitsministeriet har særligt henvist til Bent Christensens responsum optrykt som bilag 2 til Administrationsudvalget af 1960’s Betænkning nr. 320/1962. Det siges her at der for chefstillinger formentlig kun kræves relativt ringe indgreb i den hierarkiske position for at anse ændringen for en forflyttelse, men at adgangen til at ændre den hierarkiske arbejdsdeling utvivlsomt er væsentligt videre for mere underordnede stillinger. Det anføres videre at afskaffelse af overreferentordningen, selv for enkelte tjenestemænd, ikke vil være en forflyttelse uanset at arbejdets art for den enkelte derved ændres betydeligt. Justitsministeriet lagde i udtalelsen af 14. maj 2002 vægt på at Deres stilling som vicekriminalkommissær var en sektionslederstilling på laveste ledelsesniveau hvorfor adgangen til at foretage ændringer i stillingen, herunder i arbejdets indhold og art, måtte antages at være endnu videre end for lederstillinger på højere niveau. Ministeriet lagde endvidere vægt på at Deres hierarkiske position ikke blev ændret idet De før den 10. januar 1996 refererede til afdelingslederen i hovedafdelingen, mens De efter den 10. januar 1996 refererede til afdelingslederen i specialafdelingen. Endelig henviste ministeriet til at De beholdt Deres titel som vicekriminalkommissær og Deres hidtidige løn.

Det væsentlige element i begrebet forflyttelse er at tjenestens karakter ændres. Udgangspunktet ved afgørelsen er en sammenligning mellem stillingen før og efter den foretagne ændring. Se Betænkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965 nr. 483/1969, 1. del, s. 22.

Som momenter der bl.a. kan indgå i afvejningen, nævner Jørgen Mathiassen om ændringerne griber ind i det traditionelle avancementsskema, og om ændringerne berører stillingens prestige og arbejdsmiljøet. Domstolene vil antagelig stille strenge krav til intensiteten i disse tilfælde. Det er efter Mathiassens opfattelse muligt at pege på enkelte momenter som i sig selv vil tale afgørende for at der foreligger forflyttelse, f.eks. ’ophævelse af tjenestemandsstatus, overflødiggørelse af en hidtil adækvat uddannelse og begrænsning af lederfunktioner’. I relation til begrænsning af lederfunktioner omtaler Mathiassen Østre Landsrets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 691 (omtalt i Justitsministeriets udtalelse af 14. maj 2002), hvor landsretten fandt at en tjenestemandsansat direktørs position som leder af et statsejet dampskibsselskab var klart forringet udadtil som indadtil efter ansættelsen af en meddirektør, og derfor statuerede at det ændrede ansættelsesforhold kunne sidestilles med en forflyttelse. Se Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (2000), s. 118 og 119.

Det er en betingelse for at stillingens karakter ikke anses for ændret, at stillingen også efter ændringen kan ligge inden for stillingsbetegnelsen således som denne afgrænser stillingens art. Se Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller, Offentlig arbejdsret (1998), s. 237. Det anføres videre s. 239 at ’[d]et kan udledes af retspraksis, at en væsentlig reduktion i en tjenestemands ledelsesfunktioner ved en stillingsændring må betragtes som forflyttelse. Det er dog en forudsætning, at ledelsesfunktionerne har været en betydelig del af arbejdsopgaverne. Det kan have en væsentlig betydning, om ændringen foregår som led i en almindelig strukturændring eller ej’.

I overensstemmelse hermed anfører Jørgen Mathiassen med henvisning til den omtalte Østre Landsrets-dom fra 1979 at selv om en tjenestemand ikke efter tjenestemandslovens § 12, stk. 1, skal finde sig i en konkret beslutning om stillingsændring der forringer hans hidtidige position som leder, kan han være forpligtet til at underkaste sig en sådan ændring hvis den gennemføres som led i en generel omordning. Mathiassen henviser herved til en dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 655, om en strukturændring inden for postvæsenet som på landsplan indebar at 126 mindre postkontorer blev underlagt et større kontor. For postmesteren i Jægerspris betød dette bl.a. at al korrespondance i fremtiden skulle gå gennem det større postkontor i Skibby, hvis chef tidligere havde været postmesterens ligestillede. Landsretten lagde vægt på at ændringerne i arbejdsvilkårene var gennemført som ’led i en generel ændring af postvæsenets organisation’, og fandt at der hverken forelå stillingsnedlæggelse eller forflyttelse. Mathiassen nævner endvidere Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 101 (omtalt i Justitsministeriets udtalelse af 14. maj 2002), hvor resultatet blev det samme. I denne sag medførte en omlægning af den administrative organisationsstruktur i Viborg Kommune bl.a. at den ledende skolepsykolog ikke mere refererede direkte til forvaltningschefen, men til lederen af den samlede psykologbetjening. Se Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet (2000), s. 124. Se endvidere Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s. 216.

Justitsministeriet nævner endvidere Højesteretsdommene i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 624 og 1997, s. 1621, til støtte for at der i relation til tjenestemandslovens § 12, stk. 1, er relativt vid adgang til at ændre den hierarkiske position for personer ansat i chefstillinger. 1996-dommen vedrørte ændring af en skatteinspektørs og en socialinspektørs stillingsmæssige forhold som led i en omlægning af kommunens administrative organisationsstruktur, mens 1997-dommen omhandlede en afdelingschef i Told- og Skattestyrelsen der blev pålagt at overtage en stilling som regionschef.

Der var – som omtalt af Justitsministeriet – i disse domme tale om generelle strukturændringer, og som nævnt lægges der i disse tilfælde mindre vægt på ændringer i lederfunktioner og status end i tilfælde hvor der ikke er tale om sådanne omstruktureringer. Det er imidlertid værd at bemærke at domstolene i disse sager som begrundelse for ikke at statuere forflyttelse bl.a. lagde vægt på at stillingerne også efter ændringerne indebar (betydelige) lederbeføjelser. Dette var også tilfældet i de tidligere omtalte domme i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 655, og 1999, s. 101. De generelle omstruktureringer medførte således ikke at tjenestemændenes lederbeføjelser helt blev frataget dem.

Flytningen af Dem til andet sagsområde blev truffet som en konkret beslutning i forhold til Dem på grund af manglende egnethed og altså ikke som led i en generel omordning. Uanset om Deres stilling som vicekriminalkommissær som anført af Justitsministeriet var en sektionslederstilling på laveste ledelsesniveau, må det efter min opfattelse lægges til grund at Deres ledelsesbeføjelser fyldte meget i Deres stilling som gruppeleder, og disse lederfunktioner blev ikke blot begrænset, men helt frataget Dem. Den stilling De fik tildelt som sagsbehandler, bestrides normalt af kriminalassistenter i lønramme 25 for Deres alderstrin hvorfor stillingen som sagsbehandler ikke kan siges at ligge inden for stillingsbetegnelsen chargeret vicekriminalkommissær. Ændringen berørte derfor efter min opfattelse stillingens prestige væsentligt.

Fratagelsen af Deres lederbeføjelser medførte endvidere efter myndighedernes opfattelse at De ikke kunne – og fortsat ikke kan – omklassificeres til lønramme 29, jf. nedenfor vedrørende dette spørgsmål. Jeg har derfor overvejet at medtage dette forhold til støtte for at der var tale om en forflyttelse. Som det fremgår nedenfor, har jeg imidlertid ikke taget stilling til det spørgsmål om omklassificering som sagen rejser, men efter min opfattelse er dette forhold heller ikke afgørende ved vurderingen af om der forelå en forflyttelse.

Ud fra de forhold jeg har opregnet ovenfor, mener jeg at mest taler for at flytningen af Dem den 10. januar 1996 til stillingen som sagsbehandler gik ud over tålegrænsen i tjenestemandslovens § 12, stk. 1, og at De derfor ikke havde pligt til at underkaste Dem sådanne forandringer. Virkningen af dette er at De kan kræve Dem afskediget med (aktuel) pension.

En stillingsændring ud over tålegrænsen i § 12, stk. 1, er som nævnt en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Jeg bemærker at jeg af de grunde jeg nævnte ovenfor vedrørende den tjenstlige advarsel, ikke har mulighed for at gå nærmere ind i en bevismæssig prøvelse af grundlaget for ændringen af Deres stilling den 10. januar 1996. Jeg kan på den baggrund ikke kritisere afgørelsens materielle indhold.

Som nævnt kan De kræve Dem afskediget med (aktuel) pension. Hvis De ønsker dette, henviser jeg Dem til at fremsætte en sådan anmodning over for Justitsministeriet.

Partshøring

Som det var myndighedernes opfattelse i relation til den tjenstlige advarsel, skulle forvaltningslovens bestemmelser ikke overholdes i forbindelse med Deres stillingsændring den 10. januar 1996 da der efter myndighedernes opfattelse ikke var tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Politimesteren skrev dog i sin udtalelse af 16. februar 2001 at ’stillingsændringen muligt er så indgribende, at sagsbehandlingen burde tilrettelægges i overensstemmelse med forvaltningslovens bestemmelser, hvilket sagsbehandlingen efter min opfattelse til fulde har været’. Politimesteren henviste herved bl.a. til det omfangsrige bilagsmateriale der viste at De adskillige gange havde haft anledning til at udtale Dem. Justitsministeriet henholdt sig til politimesterens udtalelse.

Jeg er, som det fremgår ovenfor, ikke enig i myndighedernes opfattelse af at der ikke var tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Min opfattelse indebærer at myndighederne – ligesom i relation til den diskretionære advarsel – havde pligt til at overholde forvaltningslovens regler om bl.a. partshøring.

Baggrunden for afgørelsen den 10. januar 1996 var at De efter ledelsens opfattelse ikke levede op til de opstillede krav af 9. maj 1995. Ledelsens opfattelse var således baseret på faktiske oplysninger som var af væsentlig (afgørende) betydning for afgørelsen om at flytte Dem til en stilling som sagsbehandler, og dermed oplysninger til ugunst for Dem. I notatet af 10. januar 1996 anførtes således under henvisning til oplægget af 8. maj 1995 og de opstillede krav af 9. maj 1995 at beslutningen var truffet efter ’[e]n generel vurdering af hans evne og vilje til at opfylde disse krav sammenholdt med udtalelser om at der ikke er sket mærkbar ændring i hans måde at virke som gruppeleder og med baggrund i den årlige bedømmelse ’.

I relation til den ulovbestemte pligt til udvidet partshøring, jf. ovenfor, har jeg som nævnt i relation til en stillingsændring inden for rammerne af § 13 i vedtægt af 13. april 1970 for Københavns Kommunes tjenestemænd (svarende til tjenestemandslovens § 12) udtalt at den udvidede partshøringspligt også må gælde i sager vedrørende en rent diskretionær ændring af tjenestested og arbejdsopgaver i de tilfælde hvor grundlaget for afgørelsen angår en adfærd mv. hos den pågældende som anses for at have en negativ indflydelse på ansættelsesforholdet.

På den baggrund, og da virkningen af en forflyttelse er at tjenestemanden kan kræve sig afskediget (med aktuel pension), er det min opfattelse at den udvidede partshøringspligt må gælde i Deres tilfælde.

Efter den udvidede partshøringspligt bør der som nævnt i almindelighed gives den ansatte en redegørelse – der efter omstændighederne bør være skriftlig – for grundlaget for den påtænkte afgørelse som ud over at angive de forhold fra den ansattes side der lægges vægt på, også angiver – for så vidt der foreligger bevismæssige spørgsmål – det bevismæssige grundlag for at de pågældende forhold antages at foreligge.

Af (B)’s notat (citeret ovenfor) må jeg lægge til grund at De under mødet den 10. januar 1996 ikke fik forelagt de faktiske oplysninger der lå til grund for afgørelsen om at flytte Dem til et andet sagsområde.

På den baggrund kan partshøringspligten i forvaltningslovens § 19, stk. 1, og den ulovbestemte pligt til at foretage udvidet partshøring ikke anses for overholdt.

Også i relation til dette forhold har De imidlertid efterfølgende fremsat udførlige skriftlige bemærkninger til sagen. Deres bemærkninger har heller ikke på dette punkt fået myndighederne til at ændre opfattelse i sagen, og jeg mener ikke at der er grundlag for at antage at en korrekt gennemført partshøring af Dem ville have ført til et andet resultat. På den baggrund mener jeg ikke at der er grundlag for at henstille til myndighederne at genoptage denne del af Deres sag.

Afslag på omklassificering

Rigspolitichefen orienterede i rundskrivelse af 20. september 1995 om en aftale om ændret lønrammeforløb mv. Indledningsvis fremgik at Rigspolitichefen den 15. juni 1995 havde givet en generel orientering om overenskomstresultatet 1995- 1997, og at Rigspolitichefen i den forbindelse bl.a. havde orienteret om forhandlingerne om et ændret lønrammeforløb mv. for politistyrken. Af skrivelsen fremgik videre at Rigspolitichefen den 13. september 1995 havde indgået en aftale med Dansk Politiforbund og Dansk Kriminalpolitiforening om et ændret lønrammeforløb (omklassificering) pr. 1. oktober 1995. I skrivelsen var dels anført forudsætningerne for oprykning fra lønramme 28 til 29, dels oplyst at alle ville få anvist løn i lønramme 29 pr. 1. oktober 1995, men at der ville ske en tilbageregulering af lønnen for de polititjenestemænd hvis tjenstlige forhold ved bedømmelsen i 1995 ikke var fundet tilfredsstillende.

Som det fremgår af sagen, blev Deres tjenstlige forhold ved bedømmelsen i januar 1995 bedømt som ikke tilfredsstillende, og efter den 10. januar 1996, hvor De overgik til stillingen som sagsbehandler uden ledelsesbeføjelser, er Deres tjenstlige forhold som sagsbehandlende kriminalassistent blevet vurderet som tilfredsstillende, mens Deres forhold som leder er bedømt som ikke tilfredsstillende.

Ombudsmanden er ofte tilbageholdende eller afviser helt at tage stilling i personalesager eller andre sager der afgøres på grundlag af overenskomster eller aftaler der er indgået mellem på den ene side det offentlige og på den anden side private organisationer.

Baggrunden er at sådanne aftaler indgås mellem i princippet ligestillede parter hvoraf kun den offentlige part er omfattet af ombudsmandens kompetence, jf. Folketingets Ombudsmands beretning for 1981, s. 13*. Hertil kommer at aftalerne ofte vil indeholde bestemmelser der giver mulighed for prøvelse af sagen i et andet forum. Se Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (2002), s. 907, med omtale af bl.a. to sager der vedrørte spørgsmålet om hvorvidt nogle tjenestemandsansatte politiassistenter havde krav på flyttegodtgørelse i henhold til den aftale som Finansministeriet havde indgået med tjenestemændenes centralorganisation herom, jf. tjenestemandslovens § 45, stk. 1. Efter høring af aftalens parter konstaterede ombudsmanden at det centrale spørgsmål i begge sager var hvordan en bestemmelse i aftalen nærmere skulle forstås, og at dette fortolkningsspørgsmål af hver af parterne kunne indbringes for Tjenestemandsretten, jf. tjenestemandslovens § 53, stk. 1, nr. 1. Herefter afviste ombudsmanden at foretage sig videre i sagen.

I nærværende sag er det Deres opfattelse at det må være afgørende for omklassificering til lønramme 29 at Deres tjenstlige forhold i Deres nuværende funktion som sagsbehandler er bedømt som tilfredsstillende, mens det modsat er myndighedernes opfattelse at det er Deres samlede tjenstlige forhold, herunder som leder, der skal være bedømt som tilfredsstillende som forudsætning for omklassificering.

Som det fremgår ovenfor, er det et overenskomstresultat for 1995-1997 og en aftale af 13. september 1995 mellem Rigspolitichefen og Dansk Politiforbund og Dansk Kriminalpolitiforening der ligger til grund for Rigspolitichefens rundskrivelse af 20. september 1995.

Det centrale spørgsmål i sagen er derfor efter min opfattelse om aftalen mellem Rigspolitichefen og Dansk Politiforbund og Dansk Kriminalpolitiforening indebærer at det er lederevnerne hos den chargerede polititjenestemand der skal være bedømt tilfredsstillende som betingelse for omklassificering fra lønramme 28 til 29, eller om det er den aktuelle funktion (i dette tilfælde som sagsbehandler) der skal være bedømt tilfredsstillende. Dette fortolkningsspørgsmål kan af hver af parterne indbringes for Tjenestemandsretten, jf. tjenestemandslovens § 53, stk. 1, nr. 1, og jeg mener derfor ikke der er grundlag for at foretage mig mere vedrørende denne del af Deres klage.

Hvis De ønsker at Tjenestemandsretten tager stilling til dette spørgsmål, henviser jeg Dem til at rette henvendelse til Dansk Kriminalpolitiforening med Deres ønske hvorefter det er op til vedkommende centralorganisation at beslutte om den vil indbringe sagen for Tjenestemandsretten. De har mulighed for at anlægge sag ved de almindelige domstole hvis De kan godtgøre at vedkommende centralorganisation ikke agter at indbringe sagen for Tjenestemandsretten, jf. tjenestemandslovens § 53, stk. 3.

Afsluttende bemærkninger

Som det fremgår ovenfor, mener jeg at den indskærpelse der skete over for Dem på mødet den 9. maj 1995, havde karakter af en ’diskretionær advarsel’ der var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Det er endvidere min opfattelse at flytningen af Dem den 10. januar 1996 til stillingen som sagsbehandler var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Efter min opfattelse taler mest således for at stillingsændringen gik ud over tålegrænsen i tjenestemandslovens § 12, stk. 1, og at De derfor ikke havde pligt til at finde Dem i sådanne forandringer. Virkningen heraf er at De kan kræve Dem afskediget med (aktuel) pension.

Jeg har ikke grundlag for at kritisere afgørelsernes materielle indhold.

Jeg har vejledt Dem om Deres mulighed for at rette henvendelse til Justitsministeriet med Deres eventuelle ønske om at blive afskediget med (aktuel) pension.

Jeg har påpeget mangler i Politimesteren i (X)-bys partshøring af Dem, dels i relation til forvaltningslovens § 19, stk. 1, dels i relation til den ulovbestemte pligt til udvidet partshøring. Jeg har dog ikke fundet grundlag for at henstille til myndighederne at genoptage sagen.

For så vidt angår spørgsmålet om omklassificering, har jeg ikke fundet grundlag for at foretage mig mere vedrørende denne del af Deres klage.

Hvis De ønsker at Tjenestemandsretten tager stilling til spørgsmålet om omklassificering, har jeg vejledt Dem om Deres mulighed for at rette henvendelse til Dansk Kriminalpolitiforening med Deres ønske hvorefter det er op til vedkommende centralorganisation at beslutte om den vil indbringe sagen for Tjenestemandsretten. De har mulighed for at anlægge sag ved de almindelige domstole hvis De kan godtgøre at vedkommende centralorganisation ikke agter at indbringe sagen for Tjenestemandsretten, jf. tjenestemandslovens § 53, stk. 3.

Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

NOTER: (*) FOB 1981, s. 13.

Udtalelser 2003 192 Valid

Resumé

En tjenestemandsansat vicekriminalkommissær blev gjort opmærksom på at ledelsen var utilfreds med den måde han ledede sin gruppe på, og der blev opstillet nogle skriftlige krav til ham. Han fik også at vide at hans forhold ville blive vurderet senere, og at han – hvis der ikke skete mærkbare ændringer – ville blive flyttet til et andet sagsområde uden egentligt lederansvar. Da vicekriminalkommissæren ikke efterlevede de opstillede krav, blev han flyttet til en stilling som sagsbehandler uden lederansvar.

Efter ombudsmandens opfattelse havde ledelsens indskærpelse over for vicekriminalkommissæren karakter af en ”diskretionær advarsel” – en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden mente endvidere at meget talte for at stillingsændringen var en forflyttelse i tjenestemandslovens forstand.

Endelig pegede ombudsmanden på mangler i forbindelse med spørgsmålet om partshøring, dels i relation til forvaltningslovens § 19, stk. 1, dels i relation til den ulovbestemte pligt til udvidet partshøring. (J.nr. 2000-2660-812).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →