Legislator Case Law & Legislation
O20030017770 DK

De regionale patientklagenævns årsberetninger

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelser 2003 177 Valid

De regionale patientklagenævns årsberetninger

De regionale psykiatriske patientklagenævn behandler klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering i anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering og aflåsning af patientstue.

Hvert år inden den 1. maj skal patientklagenævnene afgive en årsberetning om nævnenes virksomhed i det forgangne år. Årsberetningerne sendes bl.a. til de enkelte patientklagenævn, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Tilsynet efter grundlovens § 71, stk. 7, og Folketingets Ombudsmand.

Jeg har ved gennemgang af årsberetningen gennem flere år konstateret at der er meget betydelige forskelle mellem de enkelte nævns årsberetninger, og efter en nærmere gennemgang af årsberetningerne for 2001 iværksatte jeg af egen drift efter ombudsmandslovens § 17, stk. 1, en undersøgelse. Jeg anmodede i brev af 5. marts 2003 Indenrigs- og Sundhedsministeriet om at udtale sig

· om hvordan ministeriet forholder sig til årsberetningerne,

· om ministeriet havde gjort sig overvejelser om de betydelige forskelle der er i årsberetningerne, og

· om hvad ministeriet foretager sig på grundlag af årsberetningerne for at sikre at der ikke er forskelle i de enkelte patientklagenævns retsopfattelse i forhold til psykiatriloven.

I brevet af 5. marts 2003 anførte jeg i øvrigt følgende

”Alle årsberetninger lever vel op til de minimumskrav der er stillet i brevet af 22. december 1998.

Efter at de psykiatriske patientklagenævn nu har fungeret i godt 4 år, hvor der nu foreligger årsberetninger for 3 år fra de enkelte nævn, og hvor det må konstateres at der er de omtalte meget betydelige forskelle imellem årsberetningerne fra de enkelte nævn, er det vel naturligt at der gøres status vedrørende ordningen med årsberetninger, og at der herved gøres overvejelser om hvorledes ordningen bør fungere i fremtiden. I disse overvejelser kan der efter min opfattelse (bl.a.) indgå følgende spørgsmål

· hvad er det overordnede formål med årsberetningerne?

· hvorledes bør Indenrigs- og Sundhedsministeriet forholde sig til de enkelte årsberetninger med hensyn til en generel tilbagemelding, efterlysning af yderligere oplysninger, anbefalinger til kommende årsberetninger mv.?

· bør der tilstræbes en større ensartethed i bearbejdelsen og beskrivelsen af de statistiske oplysninger der bl.a. gør det muligt at foretage sammenligninger mellem de enkelte nævn?

· hvad er kendetegnende for at en afgørelse må anses for principiel og egnet til omtale i årsberetningen?

· hvorledes sikres det bedst muligt at årsberetningen tjener som vejledning til de enkelte sygehuse/afdelinger om tvangsindgreb efter psykiatriloven?

· hvordan sikres det at årsberetningerne kan give information til andre patientklagenævn bl.a. med henblik på at sikre en ensartet praksis ved administration af psykiatriloven?

· hvordan sikres det (i øvrigt) at de enkelte patientklagenævn har en ensartet praksis også med hensyn til sagsbehandlingen (jeg henviser i den forbindelse også til det der er anført i årsberetningen fra Patientklagenævnet ved Københavns Overpræsidium om en beskrivelse af den hændelse der ligger til grund for et tvangsindgreb)?

· hvordan sikres det at der i årsberetningerne (eller på anden måde) peges på mangler eller uklarheder i retsgrundlaget på det psykiatriske område som er konstateret ved behandlingen af de konkrete sager, herunder også mangler i det blanketmateriale der anvendes på sygehusene?

· hvordan sikres det at der for de enkelte patientklagenævn er ensartethed i hvad der i de enkelte klagesager gøres til genstand for prøvelsen?

· hvordan sikres det at der i fornødent omfang er kontakt med de respektive sygehuse/afdelinger i forbindelse med udarbejdelse af årsberetningerne?

· hvordan videregives erfaringer med hensyn til patientrådgivernes medvirken i sagerne?

· hvordan sikres det at forskellige opfattelser af bestemmelser i psykiatriloven i de enkelte patientklagenævn kommer til en afklaring?

Jeg beder Indenrigs- og Sundhedsministeriet om i forbindelse med den (uddybende) udtalelse som jeg har anmodet om ovenfor under pkt. 2, at oplyse om ministeriet på baggrund af det der er anført ovenfor, er indstillet på at overveje fastsættelse af nærmere regler mv. for udformningen af patientklagenævnenes årsberetninger.

”

Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyste i den anledning i brev af 22. maj 2003 at der i efteråret 2002 blev etableret et fælles intranet for statsamterne hvor der findes en faglig side hvor bl.a. årsberetninger gøres tilgængelige. Herudover arbejdede ministeriet med etableringen af en visdomsbog indeholdende de psykiatriske patientklagenævns afgørelser i anonymiseret form. Indenrigs- og Sundhedsministeriet forhandlede med Sundhedsvæsenets Patientklagenævn om en løbende fremsendelse af principielle afgørelser fra dette nævn med henblik på indarbejdelse i visdomsbogen.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde efter gennemgang af årsberetningerne for 2001 konstateret store forskelle i omgørelsesprocenten fra de forskellige patientklagenævn.

Dette havde ført til at ministeriet i brev af 19. marts 2003 til samtlige statsamter og H:S opfordrede til ”at arbejdsgangen bliver gennemgået med henblik på at undersøge, om der er et forbedringspotentiale på området ”. Ministeriet henviste endelig til at ministeriet ved modtagelsen af årsberetningerne for 2002 ville vurdere deres kvalitet, ”herunder om de lever op til de udsendte retningslinjer”.

Ministeriet mente imidlertid ikke at der på det tidspunkt var behov for fastsættelse af nærmere regler for udformningen af patientklagenævnenes årsberetninger. Det fælles intranet skulle have mulighed for at virke.

Jeg foretog herefter en gennemgang af årsberetningerne for 2002 og sammenholdt dem med årsberetningerne for 2001.

Ved min gennemgang af årsberetningerne undersøgte jeg 9-10 bestemte forhold om årsberetningerne for 2001 og 2002. Formålet med gennemgangen var for mig at afgøre om jeg havde grundlag for – på trods af det som Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde anført i brevet af 22. maj 2003 – at fremkomme med en egentlig henstilling til ministeriet om at fastsætte nogle nærmere retningslinjer for udarbejdelsen af årsberetningerne. Min opmærksomhed har navnlig været rettet imod spørgsmålet om ensartethed i bearbejdelsen af beskrivelsen af de statistiske oplysninger der bl.a. gør det muligt at foretage sammenligninger mellem de enkelte nævn og nærmere at vurdere virksomheden i de enkelte nævn.

Ved min undersøgelse kunne jeg konstatere at der i hovedparten af årsberetningerne for 2002 var sket forbedringer og i nogle tilfælde væsentlige forbedringer i forhold til årsberetningerne for 2001. Samtidig måtte jeg imidlertid konstatere at der fortsat var (meget) store forskelle mellem årsberetningerne, og at der var årsberetninger der efter min opfattelse kun havde en (meget) ringe informationsværdi med hensyn til hvordan psykiatriloven administreres i det pågældende amt, og om hvordan nævnets virksomhed er.

I brev af 17. september 2003 til Indenrigs- og Sundhedsministeriet anførte jeg følgende

”Jeg er opmærksom på at det ikke uden videre lader sig gøre midt i et år væsentligt at omlægge de statistiske opgørelsesmetoder. Min henstilling nedenfor skal tages med dette forbehold.

Jeg er naturligvis også opmærksom på at (side)omfanget af beretningen ikke nødvendigvis i sig selv er udtryk for informationsværdien af den enkelte årsberetning. Det er dog efter min opfattelse en indikator.

Amterne er angivet i en tilfældig rækkefølge.

[Herefter fulgte en undersøgelse af de enkelte patientklagenævns årsberetninger for 2001 og 2002. Af pladshensyn gengives her alene de første to patientklagenævns årsberetninger.]

Frederiksborg Amt

2001

2002

Omfang

3 sider

6 sider

Sager/afgørelser

67/?

79/?

Omgørelsesprocent

1%

(udregnet)

4% (angivet)

Oplysning om enstemmighed

÷

÷

Fremmødeprocent for patientrådgiver

68,7% (angivet)

70,9%

(angivet)

Omtale af omgjorte afgørelser

÷

3 sager

Omtale af principielle afgørelser

÷

(3 sager)*

Sagsbehandlingstid

7,2 dage

6,9 dage

Alm. orientering omtvangsanvendelse på psykiatriske hospitaler

÷

÷

Andet

* Omgjorte sager er ikke nødvendigvis principielle sager.

Københavns Overpræsidium

2001

2002

Omfang

45 sider

54 sider

Sager/afgørelser

?/311

222/290

Omgørelsesprocent

10% (angivet)

12% (angivet)

Oplysning om enstemmighed

÷

÷

Fremmødeprocent for patientrådgiver

62% (angivet)

78% (angivet)

Omtale af omgjorte afgørelser

( )*

( )*

Omtale af principielle afgørelser

mange

mange

Sagsbehandlingstid

7 dage

7 dage

Alm. orientering om tvangsanvendelse på psykiatriske hospitaler

+

+

Andet

Retspoliti ske spørgs mål rejst.

Retssikkerhedsmæssige spørgsmål rejst.

* Indgår i de mange omtaler af principielle afgørelser.

Antal sager/afgørelser

Som det kan ses af undersøgelsen, er der nogle patientklagenævn der angiver antallet af klager, men ikke antallet af afgørelser. Andre angiver antallet af afgørelser, men ikke antallet af klager. Nogle nævn angiver begge dele. Redegørelsen for visse af nævnenes virksomhed bygger i nogle tilfælde på antallet af klager; for andre nævns vedkommende bygger redegørelsen på antallet af afgørelser. I nogle tilfælde er det usikkert hvad beregningerne bygger på. Tilbagekaldte klager behandles tilsyneladende ikke ens i alle patientklagenævn. En sammenligning af alle nævnenes virksomhed på dette område er således ikke mulig, og omgørelsesprocenter er også af denne grund ikke sammenlignelige.

Endelig kan det give anledning til tvivl om der i året registreres indkomne sager eller afgjorte sager.

Omgørelsesprocent

Omgørelsesprocenten for 2002 er udtrykkeligt angivet i 6 tilfælde ud af de 16 årsberetninger (2001: 4 tilfælde).

Beregningen af omgørelsesprocenten må give anledning til tvivl, f.eks. om hvordan de tilfælde hvor tvangsforanstaltningen godkendes af nævnet, men hvor fortsat tvangsforanstaltning tilsidesættes, registreres. Også registreringen af delvise tilsidesættelser synes at kunne give anledning til tvivl.

Den betydning som tilbagekaldte klager tillægges, har også virkning for beregningen af omgørelsesprocenten. Dette giver ligeledes anledning til tvivl.

Enstemmighed/ikke enstemmighed

Denne for nævnets virksomhed vigtige oplysning er alene givet for 5 nævns vedkommende for 2002 (2001: 3 nævn).

Fremmødeprocent for patientrådgivere

Fremmødeprocent for patientrådgivere er for 2002 angivet for 11 nævn (2001: 11 nævn).

Et nævn angiver alene fremmødeprocenten for hvert hospital for sig.

Omtale af omgjorte sager

Omtale af de omgjorte sager er for 2002 givet for 11 nævn (2001: 9 nævn).

Omtale af principielle afgørelser

Omtale af principielle sager er for 2002 givet for 10 nævn (2001: 6 nævn).

Sagsbehandlingstid

Sagsbehandlingstiden er angivet for alle nævn. Et nævn har alene angivet sagsbehandlingstiden for hvert enkelt indgreb. Et nævn har alene opgjort sagsbehandlingstiden for hvert enkelt hospital og for hvert enkelt indgreb.

Det er – for mig – usikkert om lørdage/ søndage/helligdage medregnes i sagsbehandlingstiden.

Almindelig orientering om tvangsindgreb i amtets hospitaler

Der er givet en almindelig orientering om tvangsindgreb i amtets hospitaler for 2002 for 9 nævn (2001: 8 nævn).

Andet

Flere patientklagenævn har rejst principielle (retlige) spørgsmål. Det er uklart hvordan Indenrigs- og Sundhedsministeriet har forholdt sig til de rejste spørgsmål.

Jeg skal herefter meddele følgende

Ombudsmandens udtalelse

Undersøgelsen viser at der er et udtalt behov for at der sker statistikføring og angivelse af bestemte oplysninger efter et helt fast koncept. En kvalificeret sammenligning af forholdene i de forskellige patientklagenævn er ikke mulig med den fremgangsmåde der for tiden anvendes af de enkelte patientklagenævn. Og oplysningerne for nogle patientklagenævn er vanskelige at tolke.

Der er efter min opfattelse behov for at det afklares

· hvorledes antallet af klager (sager) og klagepunkter statistisk skal opgøres,

· hvorledes der statistisk skal handles i tilfælde hvor der sker en delvis tilsidesættelse af en afgørelse,

· hvorledes der statistisk skal handles i de tilfælde hvor en iværksat tvangsforanstaltning godkendes, men hvor fortsat tvang underkendes, og

· hvorledes sagsbehandlingstiderne skal angives (for hele amtet eller for hver enkelt afdeling/hospital/hvert enkelt indgreb).

Der er behov for at omgørelsesprocenter og patientfremmødeprocenter udtrykkeligt angives, og for at beregningsmåden præciseres.

Der er behov for at det udtrykkeligt fremgår af årsberetningerne hvor mange sager/klagepunkter der er behandlet, og at det besluttes om det er antallet af indkomne klager eller antallet af afgjorte klager i året der medtages i beretningen.

Det bør efter min opfattelse – på samme måde som f.eks. oplysning om patientrådgivernes fremmøde – angives om der har været enstemmighed ved alle afgørelserne, eller i hvilket omfang der har været tale om flertalsafgørelser. Dette er en væsentlig oplysning om nævnets virksomhed som er enkel at tilvejebringe.

Det bør præciseres at en principiel sag meget vel kan være en godkendelsessag, og at en omgørelsessag ikke i sig selv er principiel.

Det bør præciseres hvorledes sagsbehandlingstiden skal beregnes og angives. Skal lørdage/søndage/helligdage medregnes? (hvilket jeg umiddelbart mener). Skal der angives en samlet gennemsnitlig sagsbehandlingstid?

Efter min opfattelse er det for bedømmelsen af nævnets virksomhed – og for nævnet selv – af væsentlig betydning at nævnet giver en almindelig orientering om anvendelsen af tvangsforanstaltninger på amtets hospitaler, og at nævnet eventuelt forholder sig til oplysningerne.

Der bør indføres en procedure således at det sikres at patientklagenævnene fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet får en tilbagemelding på de (retlige) spørgsmål som nævnene måtte have rejst i beretningerne.

Etableringen af det fælles intranet og i den forbindelse en visdomsbog kan efter min opfattelse ikke i sig selv med den fornødne sikkerhed afhjælpe de her nævnte behov.

Jeg henstiller til Indenrigs- og Sundhedsministeriet snarest muligt at sikre at årsberetningerne for 2003 og senere får et indhold der i videst muligt omfang tilgodeser de ovennævnte behov. Som nævnt ovenfor er jeg opmærksom på at det i et igangværende år kan være vanskeligt at omlægge statistikføringen.

Denne henstilling har været drøftet med Tilsynet i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, der har tilkendegivet at tilsynet er enig i henstillingens indhold.

Når det fælles intranet med visdomsbogen har virket i nogen tid, anmoder jeg Indenrigs- og Sundhedsministeriet om at underrette mig om betydningen heraf for patientklagenævnenes virksomhed og udfærdigelsen af årsberetningerne idet jeg anmoder ministeriet om i den forbindelse at forholde sig til det som jeg anførte i mit brev af 5. marts 2003 til ministeriet, og som ikke er omfattet af min henstilling ovenfor.

Som jeg tidligere har gjort Indenrigs- og Sundhedsministeriet opmærksom på, har jeg i forhold til et enkelt patientklagenævn med hjemmel i ombudsmandslovens § 17, stk. 2, iværksat en undersøgelse (et såkaldt egen drift-projekt) af nævnets virksomhed, herunder navnlig sagsbehandlingen. Dette egen drift-projekt forventes at være færdiggjort i løbet af efteråret 2003 og vil bl.a. blive sendt til samtlige patientklagenævn. Det kan forventes at projektet – i hvert fald for nogle patientklagenævn – vil få væsentlig betydning for hvorledes nævnets virksomhed bør tilrettelægges.

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, patientklagenævnene og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn modtager genpart af dette brev.”

Den 7. januar 2004 skrev Indenrigs- og Sundhedsministeriet således til mig

”Med henvisning til brev af 17. september 2003, hvor De henstiller til Indenrigs- og Sundhedsministeriet snarest muligt at sikre, at årsberetningerne for 2003 og senere får et indhold, der i videst muligt omfang tilgodeser de behov, De har opstillet, kan ministeriet oplyse følgende

Til orientering vedlægges brev til samtlige patientklagenævn om retningslinier for udarbejdelse af årsberetningerne for 2003 og frem.

Med hensyn til den fælles faglige intranetside og visdomsbogen kan ministeriet oplyse, at statsamternes fælles intranetside vedrørende tvang i psykiatrien og patientrådgivere nu indeholder en fuldstændig kortlægning af hjemmelsgrundlaget. Samtlige love, bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger er systematisk lagt ind på intranetsiden med direkte link til de enkelte lovsteder.

Endvidere er årsberetningerne for 2002 fra alle psykiatriske patientklagenævn lagt ind på intranetsiden. Hertil kommer, at også en del årsberetninger for 2001 er lagt ind.

Desuden er der etableret link til den af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn netop udsendte ’Sammenfatning af nævnets praksis vedrørende psykiatriske ankesager 1997- 2002’.

Som opfølgning herpå er der truffet aftale med Sundhedsvæsenets Patientklagenævn om, at resumeer af principielle afgørelser, herunder afgørelsen, der omgør det lokale psykiatriske patientklagenævns afgørelser, løbende tilgår de øvrige psykiatriske patientklagenævn via den fælles intranetside. Foreløbig er syv afgørelser fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagt ind på intranettet i anonymiseret form.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet og statsamterne er enige om, at visdomsbogen alene skal indeholde ankesager. Konkrete afgørelser fra det enkelte lokale patientklagenævn vil således som alt overvejende hovedregel ikke blive lagt ind på intranettet.

På kort sigt er det hensigten at implementere et indexprogram, således at man via kodeord hurtigt kan finde frem til de oplysninger, man søger efter.

Den fælles intranetside har kun fungeret så kort tid, at det endnu ikke er muligt at fremkomme med en nærmere vurdering. Men de foreløbige tilbagemeldinger har alle været positive. Det er indtrykket, at den løbende opdatering bl.a. med nye afgørelser fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er med til at stimulere interessen. Således er der senest fremsat anmodning om, at intranetsiden suppleres med et link til medicinhåndbogen som et nyttigt redskab, når nævnet skal vurdere hospitalernes beslutning om tvangsbehandling.

Derudover kan ministeriet oplyse, at der vil blive etableret et konferencerum, der kan bruges som en slags diskussionsform, hvor man eksempelvis kan indhente oplysninger og erfaringer fra kolleger i andre statsamter i forbindelse med behandlingen af den konkret sag eller fremkomme med mere overordnede eller principielle synspunkter vedrørende nævnenes praksis, statistikføring m.v.

Statsamterne vil inden for en overskuelig fremtid få et opdateret EDB-program, der indeholder nye faciliteter vedrørende bl.a. konferencerum. Først på det tidspunkt vil det være muligt at foretage en egentlig vurdering af denne mulighed for at etablere et fagligt forum og miljø.

Kopi af dette brev er sendt til Tilsynet i henhold til Grundlovens § 71, samtlige patientklagenævn og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og Sundhedsstyrelsen.”

I retningslinjer af 7. januar 2004 som ministeriet sendte til samtlige regionale patientklagenævn, er anført følgende

” Retningslinier for udarbejdelse af årsberetninger for det psykiatriske patientklagenævn

Patientklagenævnet skal hvert år offentliggøre en beretning om sin virksomhed, jf. § 39, stk. 1, i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998, som ændret ved lov nr. 377 af 6. juni 2002.

Bestemmelsen trådte i kraft den 1. januar 1999, og Sundhedsministeriet meddelte i brev af 22. december 1998 til de psykiatriske patientklagenævn, at årsberetningen, hvor den første skulle afgives vedrørende 1999, skulle indeholde statistiske oplysninger om 1) Antal sager behandlet i nævnet, 2) Fordeling af sager på sagstyper, 3) Sagsbehandlingstid, 4) Sagernes udfald, 5) Antal møder i nævnet, 6) Mødested, 7) Deltagelse i nævnets møder af patient, patientrådgiver og læge, samt 8) Antal afgørelser der er anket og – om muligt – angivelse af ankeresultatet og sagsbehandlingstid ved ankeinstansen. Endvidere skulle årsberetningerne indeholde resume af de afgørelser, som nævnet anser for principielle.

Da der har vist sig at være betydelige forskelle i årsberetningerne, som de enkelte patientklagenævn har afgivet, har Indenrigs- og Sundhedsministeriet fundet det påkrævet, at der opnås en større ensartethed i bearbejdelsen og beskrivelsen af især de statistiske oplysninger, således at det bl.a. er muligt at foretage sammenligninger mellem de enkelte nævn. Dette hensyn er, som det er de lokale psykiatriske patientklagenævn bekendt, tillige påpeget i Folketingets Ombudsmands brev af 17. september 2003 til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Formålet med årsberetningerne er, at der herigennem skal opnås en generel viden om anvendelsen af psykiatriloven i praksis. Det er derfor også i § 15 i bekendtgørelse nr. 938 af 15. december 1998 fastsat, at årsberetningerne skal udarbejdes i samarbejde med de psykiatriske afdelinger. Det betyder som minimum, at vedkommende psykiatriske afdelinger skal have lejlighed til at udtale sig om nævnets udkast til årsberetning.

Årsberetningen skal således tjene som vejledning til de psykiatriske afdelinger om tvangsindgreb efter psykiatriloven. Herudover skal årsberetningerne også kunne give information og inspiration til andre patientklagenævn, bl.a. med henblik på at sikre en ensartet praksis ved administration af psykiatriloven.

Endvidere skal årsberetningerne kunne tjene som informations- og oplysningsgrundlag for andre offentlige myndigheder – først og fremmest Tilsynet i henhold til Grundlovens § 71, Folketingets Ombudsmand, Sundhedsstyrelsen og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet som ressortministerium for psykiatriloven.

Årsberetningerne skal således tjene en flerhed af formål.

På denne baggrund og også under hensyn til, at der i de seneste år har været øget fokusering på anvendelsen af tvangsindgreb efter psykiatriloven, har Indenrigs- og Sundhedsministeriet fundet det nødvendigt at fastlægge nærmere retningslinier for udformningen af årsberetninger. Generelt er retningslinierne ikke udtryk for en væsentlig ændring af det koncept, der blev fastlagt i ministeriets ovenfor omtalte brev af 22. december 1998. Retningslinierne skal bl.a. sikre, at der sker statistikføring og angivelse af bestemte oplysninger efter ensartede begreber og kriterier.

I denne forbindelse er det væsentligste at få fastlagt et ensartet ’sagsbegreb’ og ’afgørelsesbegreb’.

A. Sagsbegrebet – en ’sag’

En ’sag’ skal i denne sammenhæng defineres som patientens klage (eller klager) til nævnet, som skal optages som et punkt på nævnets dagsorden på et bestemt møde. Det gælder, uanset om klagen omfatter et eller flere klagepunkter. Hvis patienten før (eller under) nævnsmødet tilbagekalder sin klage, opgøres dette for sig. Endvidere fratrækkes antallet af afviste sager. Endelig fratrækkes antallet af sager, som er modtaget i nævnet, men ikke kommer på dagsorden i samme kalenderår. Herefter har man antallet af sager, hvori der er truffet realitetsafgørelse, som normalt vil svare til antallet af dagsordenspunkter på nævnets møder (dog med fradrag af eventuelle sager, der er tilbagekaldt umiddelbart før eller under nævnsmødet, og sager der afvises efter nævnsbehandling).

Det ovenfor beskrevne kan i skemaform opstilles således

Antal indkomne sager i kalenderåret

xx

+

Antal sager, som blev modtaget i næv net, men ikke sat på dagsorden i foregå ende kalenderår

xx

Antal tilbagekaldte sager

xx

Antal afviste sager

xx

Antal sager, som er modtaget i nævnet, men ikke sat på dagsorden i samme kalenderår

xx

=

Antal sager med realitetsafgørelse

XX

En sag (patientens klage) vil ofte indeholde flere klagepunkter, f.eks. en klage over tvangstilbageholdelse og samtidig en klage over bæltefiksering. Men der er i sådanne tilfælde kun tale om en sag. Det gælder også i tilfælde, hvor patienten har klaget i to eller flere breve, men hvor klagerne behandles under et på nævnsmødet.

Hvis patienten senere klager over f.eks. anvendelse af beroligende medicin, og denne klage behandles på et nyt nævnsmøde, er dette en ny sag – også selvom det drejer sig om anvendelse af beroligende medicin i forbindelse med en tidligere påklaget tvangsfiksering.

B. Afgørelsesbegrebet – en ’afgørelse’

En afgørelse er en godkendelse eller en tilsidesættelse af et tvangsindgreb.

Denne definition betyder, at stillingtagen fra nævnets side til en sag ofte vil indeholde flere afgørelser. Der tælles således mindst en afgørelse for hvert påklaget tvangsindgreb, f.eks. tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse. Træffer nævnet afgørelse vedrørende flere ensartede tvangsindgreb, f.eks. 5 tvangsfikseringer, tæller nævnsafgørelsen således også statistisk som 5 afgørelser, uanset udfaldet af afgørelserne.

To afgørelser vedrørende et tvangsindgreb, der både indeholder en godkendelse og en tilsidesættelse.

Hvis nævnsafgørelsen indeholder både en godkendelse og en tilsidesættelse af et tvangsindgreb, f.eks. en tvangstilbageholdelse (iværksættelsen godkendes og opretholdelsen tilsidesættes), tæller nævnsafgørelsen statistisk som 2 afgørelser, fordi der træffes afgørelser dels om godkendelse, dels om tilsidesættelse. (Der gøres hermed op med begrebet ’delafgørelser’, dvs. en delvis godkendelse og en delvis tilsidesættelse).

Som typiske – men ikke udtømmende – eksempler herpå kan nævnes

· godkendelse af (iværksættelse af) en tvangstilbageholdelse men tilsidesættelse af den fortsatte tvangstilbageholdelse

· godkendelse af (iværksættelse af) en tvangsfiksering men tilsidesættelse af dens tidsmæssige udstrækning

· godkendelse af tvangsbehandling, men tilsidesættelse af et eller flere præparater (f.eks. depotmedicin)

· godkendelse af almindelig tvangsbehandling, men tilsidesættelse af ECT-behandling

· godkendelse af tvangsbehandling, men tilsidesættelse af, at klagen ikke er tillagt opsættende virkning

· godkendelse af en tvangsfiksering, men tilsidesættelse af anvendelsen af en eller flere hånd/fodremme

· godkendelse af anvendelse af fysisk magt, men tilsidesættelse af dens tidsmæssige udstrækning

En afgørelse vedrørende et tvangsindqreb, der kun indeholder godkendelse eller kun tilsidesættelse

I følgende typiske, men ikke udtømmende, eksempler, hvor der alene træffes afgørelse om godkendelse eller tilsidesættelse af et tvangsindgreb, træffes der herefter kun en afgørelse

· godkendelse af tvangstilbageholdelse (og dens opretholdelse)

· godkendelse af tvangsbehandling og godkendelse af depotmedicin

· godkendelse af tvangsbehandling og godkendelse af, at klagen ikke er tillagt opsættende virkning

· godkendelse af almindelig tvangsbehandling og godkendelse af ECT-behandling

· godkendelse af tvangsfiksering og godkendelse af anvendelse af en eller flere hånd/fodremme

· tilsidesættelse af tvangsbehandling (og tilsidesættelse af, at klagen ikke er tillagt opsættende virkning).

Ligeledes er der kun tale om en afgørelse, selv om afgørelsen indeholder bemærkninger vedrørende følgende typiske, men ikke udtømmende eksempler

· tvangsindgrebets gennemførelse

· manglende fast vagt ved tvangsfiksering

· manglende eller ikke rettidig efterprøvelse af frihedsberøvelsen tvangsprotokollens førelse (fejl eller mangler)

· lægeerklæringens indhold/udformning (fejl eller mangler)

· manglende eller for sen udlevering af sagsmateriale til patienten

· andre forhold, f.eks. om klagepunkter, der falder uden for nævnets kompetence (aktindsigt, personalets optræden generelt, terrænfrihed, udgangstilladelse mv.).

Det er kun realitetsafgørelser, der tælles med. Klager, der tilbagekaldes, skal selvsagt ikke betragtes som afgørelser. Det samme gælder imidlertid også afvisninger af klager, jf. ovenfor under A om afviste sager samt umiddelbart ovenfor om klagepunkter, der falder uden for nævnets kompetence.

Med de ovenfor anførte definitioner og præciseringer af henholdsvis sags- og afgørelsesbegrebet skal årsberetningerne herefter for 2003 og følgende år udformes efter følgende model

Afsnit I

1) Patientklagenævnets sammensætning

2) Sagsantal

Her indsættes det ovenfor under A nævnte skema (Antal indkomne sager, antal sager, som blev modtaget i nævnet, men ikke sat på dagsorden i foregående kalenderår, antal tilbagekaldte sager, antal afviste sager, antal sager, der er modtaget i nævnet, men ikke sat på dagsorden i samme kalenderår, antal sager med realitetsafgørelser).

3) Sagsbehandlingstid

Her anføres nævnets (samlede) gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle sager med realitetsafgørelse. I sagsbehandlingstiden skal medregnes lørdage/søndage/helligdage.

4) Møder

Her anføres antallet af nævnsmøder. Hvis nævnsmøder ikke har været afholdt på hospitaler, angives antallet heraf.

5) Deltagelse i møder

Her anføres for henholdsvis patienter, læge og patientrådgivere (bistandsværger) den procentvise andel af sager med realitetsafgørelse (jf. ovenfor under B), hvori de har deltaget. I den forbindelse oplyses, at deltagelsesprocenten er beregnet som antallet af sager, hvori den pågældende gruppe har deltaget, i forhold til det samlede antal sager.

Særligt for så vidt angår patientrådgivere (bistandsværger) skal dette suppleres med angivelse af deltagelsesprocent for de enkelte hospitaler (og eventuelt afdelinger).

6) Afgørelsernes udfald – omgørelsesprocent

Afsnittet indledes med den ovenfor under B nævnte definition. Herefter anføres i skemaform for hver type tvangsindgreb og totalt: Antallet af afgørelser, antallet af godkendelser, antallet af tilsidesættelser og omgørelsesprocenten. I den forbindelse oplyses, at omgørelsesprocenten er beregnet som antallet af tilsidesættelser i forhold til antallet af realitetsafgørelser.

Endvidere anføres antallet af flertalsafgørelser (d.v.s. afgørelser hvor der ikke i nævnet har været enstemmighed).

7) Klager over nævnsafgørelser

Her anføres antallet af nævnsafgørelser, der er påklaget til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og antallet af nævnsafgørelser, der er tilsidesat af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Tilsvarende anføres antallet af nævnsafgørelser, der er indbragt for domstolene, og udfaldet heraf.

Generelt om punkterne 2-7 bemærkes, at fremstillingen (skemaerne) skal indeholde en sammenligning med tidligere år, idet det dog ikke for alle punkterne vil være muligt i beretningen for 2003 (på grund af den ændrede statistikføring). Endvidere forudsættes det, at væsentlige ændringer i udviklingen kommenteres.

Afsnit II

Et afsnit, hvor principielle problemstillinger m.v. anføres, såfremt der har foreligget sådanne. Det kan være vanskelige fortolkningsspørgsmål i lovgivningen, herunder spørgsmål vedrørende afgrænsningen af nævnets kompetence, væsentlige problemer vedrørende sagsbehandling, nævnsmøder, klage- og ankeinstansbehandling m.v. Retssikkerhedsmæssige spørgsmål kan også omtales, hvorimod der ikke i årsberetningen bør rejses retspolitiske spørgsmål.

Afsnit III

Dette afsnit indeholder anonymiserede resumeer af de afgørelser, som nævnet anser for principielle. En afgørelse, der tilsidesætter hospitalets beslutning, er ikke i sig selv principiel. En afgørelse, der godkender hospitalets beslutning, kan være principiel. Afgørelser, der tilsidesættes af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn eller domstolene, er som udgangspunkt principielle.

De ovenfor nævnte afsnit I og III er obligatoriske, mens afsnit II som nævnt må bero på, om der har foreligget væsentlige retlige tvivlsspørgsmål m.v.

I øvrigt kan det enkelte nævn naturligvis som hidtil medtage yderligere oplysninger og statistikker i årsberetningen end det ovenfor angivne.

Årsberetningerne skal offentliggøres på statsamternes hjemmeside og på det fælles intranet.

Årsberetningerne skal sendes til Tilsynet i henhold til Grundlovens § 71, Folketingets Ombudsmand, Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og Sundhedsstyrelsen. Endvidere skal der indsendes 5 eksemplarer til Indenrigs- og Sundhedsministeriet og et eksemplar til de øvrige psykiatriske patientklagenævn. Endelig skal årsberetningen sendes til den lokale presse.

Hvis der er særlige forhold, som nævnet ønsker en tilbagemelding på fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, skal det fremhæves i følgebrevet til ministeriet i forbindelse med indsendelse af årsberetningerne.”

I brev af 14. januar 2004 meddelte jeg Indenrigs- og Sundhedsministeriet følgende

”Hermed bekræfter jeg modtagelsen af Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 7. januar 2004 hvormed jeg har modtaget et eksemplar af Indenrigs- og Sundhedsministeriets ’Retningslinjer for udarbejdelse af årsberetninger for det psykiatriske patientklagenævn’. Retningslinjerne er sendt til samtlige regionale patientklagenævn og er gældende for de årsberetninger der skal udarbejdes for 2003.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i brevet af 7. januar 2004 endvidere redegjort for etableringen af den fælles faglige intranetside og visdomsbog og for de hidtidige erfaringer hermed.

Idet jeg går ud fra at Indenrigs- og Sundhedsministeriet på et tidspunkt nærmere vil vurdere resultatet af de iværksatte tiltag, skal jeg hermed meddele at jeg har taget det oplyste til efterretning.”

De regionale patientklagenævns årsberetninger for 2003 modtog jeg omkring den 1. maj 2004. Ved min gennemgang af årsberetningerne har jeg konstateret at der er sket væsentlige forbedringer både med hensyn til statistiske oplysninger og indholdet i øvrigt.

Udtalelser 2003 177 Valid

Resumé

Ombudsmanden iværksatte af egen drift efter ombudsmandslovens § 17, stk. 1, en undersøgelse af de regionale psykiatriske patientklagenævns årsberetninger for 2001 og 2002. Ombudsmanden henstillede til Indenrigs- og Sundhedsministeriet at fastsætte ændrede regler for udformning af årsberetningen hvorved det bl.a. sikres at de statistiske oplysninger bliver mere præcise, og hvorved det bliver muligt at vurdere de enkelte patientklagenævns virksomhed i forhold til hinanden. (J.nr. 2002-2611-429).

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →