Repatriering af konstabel Kompetence. Afgørelsesbegrebet. Partshøring. Skriftlighed

Repatriering af konstabel

Kompetence. Afgørelsesbegrebet. Partshøring. Skriftlighed

Det fremgik af sagen at A ved kontrakt af 6. december 1999 blev ansat som konstabel ved et regiment fra den 1. december 1999 til den 31. august 2000. Tjenestestedet var indtil videre en dansk spejdereskadron som indgik i en militær enhed der var en del af en styrke i Y-land.

A blev udsendt til Y-land som skytte i begyndelsen af februar 2000.

I brev af 27. april 2000 fra den danske feltpræst ved den militære enhed til chefen for enheden, chefen for eskadronen, en psykolog ved Forsvarets Center for Lederskab (FCL/PSA) og en socialrådgiver ved Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste (FOV) blev bl.a. anført følgende

”Vedr. ks (A) cpr. ( ), ( ), (Y)-land i forbindelse med eventuel repatriering.

Det er mit indtryk, at ks. (A) er en dygtig soldat, som har løst de opgaver, der har været lagt på ham. Han er i gang med en akademisk uddannelse, han studerer ( ), og han oplyser, at han har været glad for sine år i det danske forsvar. (A) har hjemme en kæreste, de agter at indgå ægteskab, når (A) når end of tour. (A) oplyser, at han ikke har problemer med sin kæreste. (A) oplyser endvidere, at han glædede sig til at skulle til (Y)- land, for her er nogle vigtige opgaver, der skal løses.

Jeg har haft en række samtaler med (A), hvor han har gjort opmærksom på, at han er begyndt at få vanskeligheder ved at få en daglig tilværelse til at fungere hernede. (A) er begyndt at tale om, at vold kunne løse hans problemer. (A) har mistet sin glæde ved de opgaver, der skal løses hernede. Det medfører humørsvingninger og træthed. Og dermed også vanskeligheder ved at overskue de daglige opgaver. Og det er blevet vanskeligt for ham at se, at opgaverne er vigtige.

(A) giver udtryk for, at han vil hjem, han vil blot væk herfra, (A) siger, at [han] er ved at være desperat. (A) oplyser, at han føler sig presset af sin daglige ledelse, og (A) kan ikke overskue sin situation.

Når jeg taler med (A), er han rolig, men (A) er ikke afslappet, der er efter min vurdering tale om, at (A) risikerer at psykisk blive ustabil. Det er ikke min vurdering, at (A) endnu er ustabil, men der foreligger sandsynligvis en alvorlig risiko for, at han kan komme i psykisk ubalance, med de risici det medfører for hans sociale og menneskelige velfærd.

Jeg vurderer på den baggrund, at (A) har brug for at blive sendt hjem til Danmark, og det er min anbefaling, at han kontakter cand. psyk. ( ) og socialrådgiver ( ) straks efter hjemsendelsen.

Det er derfor min indstilling overfor FOV og PSA, at der arrangeres et møde med (A) efter hjemkomsten, hvor der tages stilling til videre fornøden bistand.

Denne skrivelse fremsendes med (A)’s viden og godkendelse.”

Brevet var påtegnet A’s underskrift ved siden af feltpræstens.

Om eftermiddagen den 27. april 2000 meddelte chefen for eskadronen A at A ville blive repatrieret den følgende dag.

Ligeledes den 27. april 2000 anførte overlæge ( ) bl.a. følgende i et journalnotat vedrørende A

”Pt. har flere gange snakket med FP i en periode over nogle måneder da PT har følt sig tiltagende presset, han føler sig i et modsætningsforhold til sin foresatte.

Det er efterhånden blevet et stort problem for pt. Han oplyser at når de situationer opstår hvor han føler sig i et modsætningsforhold til KMP kan han efterhånden være bange for at han ikke [kan] beherske sig. Pt havde set meget frem til udsendelsen, men nu føler han at der overhovedet ikke er nogen glæde ved noget som helst.

Han har overvejet muligheden for at blive repatrieret, men til hans overraskelse har han i dag fået at vide af hans foresatte at han vil blive repatrieret i morgen tidlig.

Pt er noget frustreret over denne pludselige udvikling, men er trods alt tilfreds med konklusionen – han ville jo under alle omstændigheder som sagerne stod selv gerne hjem. Ved samtalen med patienten har man ikke på noget tidspunkt indtryk af noget psykisk abnormt hos patienten. Han gør på en god måde rede for forløbet og er på intet tidspunkt mere følelsesladet end forventeligt i forhold til situationen.”

I telefax af 27. april 2000 til A’s regiment meddelte chefen for eskadronen at A var repatrieret den 28. april 2000 på grund af manglende social tilpasning og med anbefaling af kampgruppens præst. Det fremgik desuden at A ved ankomst til Danmark skulle under psykologbehandling, og at denne behandling var iværksat ved præstens foranstaltning.

I et brev af 27. april 2000 til chefen for den militære enhed skrev chefen for eskadronen bl.a. følgende

”1. (Eskadronen) repatrierer den 28 APR KS (A) ( ).

Som grund skal ESK anføre

At KS har en yderst negativ indflydelse på sin deling, og tjenesten i al almindelighed.

At KS var af den overbevisning, at han skulle have fri til at skrive sit speciale, og bl.a. en gang har overtalt sin GF til, at han kunne blive hjemme fra OP.

At KS gennem 14 dage har haft kontakt til præsten.

At præsten anbefaler en repatriering, idet præsten fortæller, at KS er negativ indstillet overfor alt, og at han er syg i sjælen.

At KS ved hjemsendelse skal i psykologbehandling.”

I en personelbedømmelse af 27. april 2000 udarbejdet af chefen for eskadronen i anledning af repatrieringen anførtes bl.a. følgende

”KS er den 28 APR 2000 repatrieret fra (eskadronen). KS var indledningsvis særdeles interesseret i tjenesten, men allerede efter en måned blev han negativ og indesluttet. KS havde en dårlig indflydelse på den daglige tjeneste i sin deling, og brugte sin energi på at beklage sig over alting. KS var af den opfattelse, at han skulle bruge tiden i (Y)-land til at færdiggøre sit speciale, og forsøgte flere gange at unddrage sig tjenesten. Allerede efter 3 uger ville KS på R&R [rest and recreation, dvs. frihed af ca. 60 timers varighed uden for det egentlige missionsområde; min bemærkning], og han ville have sin leave flyttet. KS opsøgte præsten flere gange. Præsten har anbefalet en repatriering, og KS skal ved ankomst til Danmark under psykologbehandling.

KS er ikke egnet til international tjeneste, ligesom KS ikke er egnet til tjeneste i forsvaret, herunder hjemmeværnet.”

Det fremgik endvidere at chefen vurderede A’s tjeneste som værende ”under norm” for så vidt angik energi, samarbejde, ansvarsfølelse, modstandskraft, fysisk udholdenhed, lederduelighed og helbredstilstand.

I brev af 28. maj 2000 til chefen for den militære enhed skrev chefen for eskadronen bl.a. følgende

”Undertegnede tilkalder KS den 27 APR 00 kl. 1430, og fortæller ham, at han på baggrund af præstens rapport bliver repatrieret den 28 APR 00. Samtidig får han at vide, at hans gevær bliver inddraget med øjeblikkelig virkning. KS er særdeles fjern i blikket, og siger ikke et eneste ord.

Bemærkninger til bilag 2. [præstens socialrapport om KS; min bemærkning]

– Tilsyneladende har KS været så langt ude, at han også har truet med at affyre skud for at blive sendt hjem.”

I brev af 19. juni 2000 klagede A til regimentet over personelbedømmelsen.

I brev af 26. juni 2000 til regimentet udtalte chefen for eskadronen bl.a. følgende

”1. Under henvisning til ref. skal følgende bemærkes

Repatrieringssamtale (27 APR), KS bliver meddelt årsagen til repatrieringen.

At præsten til undertegnede og til DF udtalte ’det anbefales at KS repatrieres, idet KS er negativt indstillet overfor ledelse og sågar sine egne kammerater. KS er syg i sindet, og skal ved ankomst til Danmark i psykologbehandling’.

Jf. præstens samtale med undertegnede og DF, var KS så desperat, at KS var villig til at affyre skud for at komme hjem.

KS kender selv årsagen til repatrieringen, idet KS har underskrevet præstens papirer.”

Som bilag til brevet var vedlagt en udtalelse af 26. juni 2000 fra A’s delingsfører. Heri er bl.a. anført følgende

”Fra marts og frem til midten af april henvender soldaten sig flere gange til mig, om at GRP kører for meget og at arbejdspresset er for hårdt.

Jeg spørger ham om hvad han havde forventet. Han forklarer, at han havde regnet med at han fik tid til at kunne færdiggøre sit speciale.

Jeg forklarer ham herefter, at han ikke er hernede som studerende på Københavns universitet, men som ( )-soldat. Og at jeg godt kan høre hvad han siger, men at der ikke bliver ændret på det.

I ovenstående periode bliver soldaten mere og mere negativ overfor tjenesten. Jeg fornemmer at han virker som den styrende kraft i GRP. Han har desuden en uheldig indflydelse på personer udenfor DEL.

I ugerne 16 og 17 virker jeg som fungerende NK/ESK.

Soldaten henvender sig til mig først i uge 16 og siger at han bliver nødt til at få fri fra PTR i fremtiden, idet han skal aflevere sit speciale midt i maj.

Jeg gør ham igen opmærksom på at dette ikke kan lade sig gøre idet han er soldat og ikke universitetsstuderende. Han bliver meget sur over dette – at dømme efter hans ansigtsudtryk. Han siger til mig, at såfremt jeg ikke kan give ham fri til det må han jo tale med præsten, og blive sendt hjem for at færdiggøre sit speciale.

I løbet af uge 16 henvender han sig flere gange til feltpræsten.

Dette munder ud i, at feltpræsten henvender sig ved ESK i uge 17 og fortæller om sine oplevelser med soldaten. Dette er beskrevet i socialrapport om pågældende.

Præsten siger, som afslutning på samtalen mellem EC og undertegnede, at soldaten er syg i ’sindet’ og skal fjernes fra ENH idet han har dårlig indflydelse på ENH samt at han har truet med vold mod folk i ESK.

Dette resulterer i, at soldaten bliver repatrieret.

Samme aften henvender soldaten sig til mig. Idet der er nogle ting han gerne vil slå fast inden han rejser hjem.

Først og fremmest siger han, at hans ’strategi’ havde slået fejl. Hvad hans strategi har været er jeg ikke vidende om.”

Regimentet afviste i brev af 10. juli 2000 at imødekomme A’s klage.

A klagede herefter den 1. august 2000 til Hærens Operative Kommando over personelbedømmelsen og repatrieringen. A skrev at han var uforstående over for repatrieringen idet der på intet tidspunkt var blevet klaget over hans arbejde under tjenesten ved eskadronen.

I brev af 6. september 2000 til Hærens Operative Kommando udtalte regimentet bl.a. at ”OB ( ) (chefen for den militære enhed) udtaler ’Siden repatrieringen har der hersket en god ånd og tone i delingen’”.

A bad om aktindsigt hvilket blev imødekommet med Hærens Operative Kommandos brev af 20. september 2000. A fik en frist til fremsættelse af eventuelle bemærkninger til det modtagne materiale til medio oktober 2000.

Regimentet oplyste i brev af 25. september 2000 til Hærens Operative Kommando at repatrieringen var besluttet af chefen for eskadronen. Endvidere oplystes bl.a. følgende

”2. Foranstaltningerne efter repatrieringen har været følgende. Konstabelen stillede 15 MAJ ved ( ), hvor KS bl.a. udtalte at ’psykologen sagde, at han ikke fejlede noget’. Regimentet var dog af den overbevisning, at KS situation endnu var uafklaret. Det blev besluttet, at KS skulle forblive i løn, indtil han som planlagt skulle hjemsendes den 31 AUG 2000. Regimentet får desværre ikke en tilbagemelding fra FCL/PSA, idet de som bekendt har tavshedspligt, om hvorvidt der var tale om manglende social tilpasning eller psykologiske årsager, som var den virkelige grund til repatrieringen.

3. Uanset om der i dette tilfælde her, er tale om manglende social tilpasning, eller psykologiske årsager, vil det selvfølgelig få konsekvens for den pågældendes personelbedømmelse.”

Hærens Operative Kommando meddelte A i brev af 2. november 2000 sin afgørelse i sagen. I brevet anførtes bl.a. følgende

”4. Vedr. repatrieringen af Dem er det HOK vurdering at den er korrekt, henset til den udfærdigede bedømmelse og det anvendte grundlag, som er ’manglende tilpasning’. HOK har bemærket sig, at en korrekt sagsbehandling forud for repatrieringen ikke har fundet sted, idet Deres delingsfører ikke havde beføjelse til at repatriere Dem, men alene kunne indstille herom til sine foresatte. Indstillingen forelægges CH/A ved (den militære enhed), der på baggrund heraf forelægger sagen for ældste danske officer (ÆDO), der træffer den endelige beslutning om repatriering.

5. Ved ref. d. har HOK under henvisning til ref. c. tilsendt Dem alle de i sagen tilgængelige papirer til aktindsigt.

Deres bemærkninger hertil skulle være HOK i hænde senest medio oktober 2000. Ved fristens udløb har HOK ikke modtaget bemærkninger.

6. HOK har efter en nøjere gennemgang af sagen konstateret uregelmæssigheder i forbindelse med den udarbejdede personelbedømmelse og foretagne repatriering. Det er dog HOK vurdering under iagttagelse af ovennævnte og under hensyntagen til de tilgåede dokumentationer i sagen, at (tjenestestedet) på trods af uregelmæssigheder har handlet korrekt ved at repatriere Dem. Endelig skal HOK gøre opmærksom på, at det er de udsendte chefer, der suverænt afgør om det personel de har under kommando lever op til den holdning og loyalitet, som er en højt prioriteret forudsætning under fredsbevarende udsendelser.”

A klagede i brev af 16. november 2000 til Forsvarskommandoen.

Hærens Operative Kommando afgav i brev af 4. december 2000 en udtalelse til Forsvarskommandoen. Heri blev bl.a. følgende anført

”– Kompagnichefen (KC) har i sin redegørelse anvendt udtrykket ’syg i sindet’ hvilket HOK anser for meget uheldigt, idet KC ikke anses for at have fornøden uddannelse til at foretage en sådan vurdering.

– Sagen kan på flere måder betegnes som ’uheldig’, idet repatrieringen ikke er foretaget efter gængse procedurer. KS-R er repatrieret bl.a. på baggrund af feltpræstens udtalelser. Sagen burde have været forelagt en læge til udtalelse. Endelig er repatrieringen beordret af KC, sagen burde have været forelagt (chefen for den militære enhed), der på baggrund af sagen foretager indstilling til ÆDO, som træffer den endelige beslutning og beordrer repatrieringen.

– KS-R har fået fuld aktindsigt i samtlige registrerede papirer, der indgår i sagen.

4. Det er HOK vurdering, at baggrunden for KC beslutning, ’manglende tilpasning’, er en korrekt begrundelse for repatrieringen.

5. HOK bemærkninger til ikke at give klageren medhold i klagen skal ses ud fra redegørelserne, hvoraf det vurderes, at på trods af de begåede uregelmæssigheder er principperne for en sådan repatriering fulgt. Endvidere vurderes det, at repatrieringen er tjenstlig korrekt og begrundet. Endelig skal HOK i den forbindelse bemærke, at regimentet ikke har sendt KS-R til psykolog efter dennes hjemkomst. KS-R har rådighedspligt med (regimentet) til ultimo januar 2003.”

I brev af 19. december 2000 meddelte Forsvarskommandoen A at den i hovedsagen var enig i Hærens Operative Kommandos afgørelse af 2. november 2000. På trods af ukorrekthederne i sagsbehandlingen var det Forsvarskommandoens vurdering at afgørelsen om repatriering i den konkrete situation var rigtig idet A’s senere tjenesteforløb ved eskadronen var præget af manglende tilpasning til de holdnings- og loyalitetskrav som er særligt højt prioriteret under fredsbevarende udsendelser. Forsvarskommandoen lagde særlig vægt på det notat af 27. april 2000 som feltpræsten udarbejdede om A’s situation, og som med A’s vidende og underskrift blev fordelt til fire berørte myndighedspersoner. Forsvarskommandoen beklagede meget at afgørelsen om repatriering ikke blev forelagt og godkendt af de chefer mfl. der burde have været inddraget heri. Som sagen var belyst, var det dog Forsvarskommandoens vurdering at afgørelsen alligevel ville have haft samme udfald.

I brev af 18. januar 2001 klagede A til Forsvarsministeriet. A anførte bl.a. følgende

”(Chefen for eskadronen) MJ ( ) meddelte undertegnede dette 27. april 2000 under en meget kort samtale, hvor jeg ikke havde mulighed for at gøre indsigelse og ikke blev fortalt årsagen til repatrieringen. Efterfølgende er jeg gjort bekendt med den vægt som tillægges en skrivelse af feltpræst ( ), samt den omstændighed at jeg har underskrevet denne skrivelse, ref. c. Feltpræsten var af undertegnede blevet kontaktet tidligere i forløbet og den udarbejdede skrivelse tog efter min og feltpræstens opfattelse sigte på at give en kortere velfærdsorlov til mig og ikke permanent hjemsendelse. Min underskrift på skrivelsen var alene for at tilkendegive, at jeg havde set og gennemlæst den. Jeg har således på intet tidspunkt accepteret hele feltpræstens vurdering af min psykiske tilstand.

Foranlediget af begivenhederne opsøgte jeg ved hjemkomsten til Danmark den 10. maj 2000 Institut for Militærpsykologi på Svanemølle kaserne, hvorfra der er vedlagt journalmateriale, som ikke kan understøtte ovennævnte vurderinger, ref. c.”

A klagede desuden over at såvel Hærens Operative Kommando som Forsvarskommandoen havde forsømt at indhente supplerende relevante oplysninger i sagen fra f.eks. feltpræsten, talsmanden i A’s enhed, militærpsykolog og læge i lejren. A vedlagde nogle udtalelser som han selv havde indhentet, fra bl.a. feltpræsten og talsmanden.

I brev af 2. marts 2001 afgav Forsvarskommandoen en udtalelse til ministeriet. Heri er bl.a. anført følgende

”FKO er efter at have vurderet de af (A) indhentede supplerende udtalelser blevet bestyrket i sin tidligere vurdering af, at (A) i den konkrete situation skulle repatrieres, og at denne afgørelse også var blevet truffet, såfremt sagen var blevet forelagt og godkendt af de chefer m.fl., der rettelig burde have været inddraget heri.

Uanset at FKO har forståelse for, at der under udsendelser er forhold og betingelser, der ikke kan sammenlignes med de hjemlige, og derfor lejlighedsvis nødvendiggør afvigelser fra fastsatte procedurer, finder FKO det meget beklageligt og kritisabelt at (A)’s repatriering foregik som beskrevet. Afgørelsen blev reelt truffet af kompagnichefen og hovedsagelig med baggrund i feltpræstens notat.

FKO har imidlertid i den efterfølgende vurdering – og uanset at feltpræsten på ingen måde kan eller bør tillægges faglig lægelig eller psykologisk kompetence – lagt stor vægt på beskrivelsen af (A)’s situation i feltpræstens notat af 27-04-2000. FKO skal særligt pege på (A)’s udtalelser om ’at vold kunne løse hans problemer’, ’at han vil hjem, han vil blot væk herfra, (A) siger, at han er ved at være desperat’ samt feltpræstens vurdering af, at ’der foreligger sandsynligvis en alvorlig risiko for, at han kan komme i psykisk ubalance, med de risici det medfører for hans sociale og menneskelige adfærd’.

I FKO samlede vurdering indgik også de udtalelser fra hhv. MJ ( ) og (A)’s delingsfører, der indgår i (regimentet)’s ( ) redegørelse til HOK (indgår i bilag 1). Uanset at disse udtalelser selvfølgelig kan betragtes som en form for partsindlæg, er det FKO vurdering, at disse understøtter nødvendigheden af at (A) blev repatrieret. FKO kan ikke undgå at få den opfattelse, at (A) har undervurderet den tjenstlige belastning under udsendelsen, og at han derved ikke har haft de af ham selv forventede muligheder for at færdiggøre sit speciale i forbindelse med hans akademiske uddannelse. FKO må også pege på, at (A)’s – også af (A) erkendte – selvpåtagne rolle som uformel talsmand har været yderligere konfliktskabende.

Som tidligere anført er FKO efterfølgende blevet bestyrket i sin vurdering af, at det var nødvendigt at repatriere (A). FKO skal særligt pege på det nu foreliggende journalmateriale udarbejdet af psykolog ( ), hvor (A)’s ’rolle’ nærmere beskrives. FKO har ikke specifikke bemærkninger til talsmandens og (A)’s gruppeførers udtalelser om (A) og forholdene ved (eskadronen), men skal alene pege på (regimentet)’s tilføjelse om ’at OB ( ) (chefen for den militære enhed) udtaler ’Siden repatrieringen har der hersket en god ånd og tone i delingen’, jf. bilag 1.

Med hensyn til (A)’s klage over sagsbehandlingen ved HOK og FKO har FKO følgende bemærkninger.

Ved HOK og FKO indledende behandling af (A)’s klage har hverken HOK eller FKO vurderet det nødvendigt at indhente supplerende udtalelser fra de af (A) nævnte personer. FKO skal påpege, at forsvarets myndigheder i en sag som denne ikke kan indhente udtalelser fra forsvarets psykologer eller feltpræster uden at personens skriftlige accept hertil foreligger. Såfremt (A) allerede fra klagesagens start havde forventet indhentning af sådanne udtalelser kan det undre FKO, at (A) ikke gav bemyndigelse hertil i sine klageskrivelser til HOK og FKO af henholdsvis 01-10-2000 og 16-11- 2000.”

A kommenterede i brev af 28. marts 2001 til ministeriet Forsvarskommandoens udtalelse. A fastholdt sine klagepunkter og henledte opmærksomheden på overlægens notat af 27. april 2000 som A havde indhentet fra regimentet. A skrev desuden bl.a. at det var usandt at han brugte udstationeringen til at skrive speciale. Specialet var næsten skrevet færdigt, og A brugte fritiden til at rette stavefejl og læse korrektur.

I brev af 30. juli 2001 tiltrådte ministeriet at det var korrekt at repatriere A i den konkrete situation. Ministeriet anførte bl.a. følgende

”I Deres tilfælde er det ministeriets opfattelse, at det var korrekt at repatriere Dem af hensyn til Dem selv og af hensyn til behovet for, at udsendte enheder fungerer optimalt, hvilket primært skal ses i lyset af de normalt ikke ubetydelige faremomenter, der er i relation til forsvarets internationale operationer.

Forsvarsministeriet bygger denne vurdering på den kendsgerning, at det af sagen fremgår, at der under Deres udsendelse var betydelige samarbejdsproblemer imellem Dem og Deres foresatte. Af udtalelsen fra feltpræsten, som De har underskrevet, fremgår det bl.a., at De havde vanskeligt ved at få Deres daglige tilværelse til at fungere, at De var begyndt at tale om, at vold kunne løse Deres problemer, at De ville hjem, og at De var ved at være desperat. Det er efter Forsvarsministeriets vurdering i denne sammenhæng ikke nødvendigvis afgørende, hvorvidt Deres underskrift skal opfattes som en accept af udtalelsens konklusioner. Det er korrekt, når De anfører, at feltpræsten ikke har nogen formel lægelig eller psykologisk kompetence. Det er imidlertid Forsvarsministeriets vurdering, at Deres foresatte ikke kunne undlade at reagere på en udtalelse af en sådan karakter uanset feltpræstens manglende formelle baggrund. Af det foreliggende journalnotat fra læge ( ) fra den 27/4 2001 [rettelig 2000; min bemærkning] fremgår det, som De korrekt anfører, at lægen ikke under Deres samtale har konstateret noget psykisk abnormt ved Dem. Af samme journalnotat fremgår det imidlertid også, at De følte Dem tiltagende presset, at De havde et modsætningsforhold til Deres foresatte, der efterhånden var blevet et stort problem for Dem, og at De var bange for, at De ikke kunne beherske Dem i relation til dette modsætningsforhold. Det er derfor ministeriets vurdering, at journalnotatet understøtter den kendsgerning, at det var korrekt at hjemsende Dem.

Det fremgår af Forsvarskommandoens udtalelse i sagen, at Forsvarskommandoen finder det beklageligt og kritisabelt, at Deres repatriering ikke fulgte de normale regler i forbindelse med repatrieringer. Forsvarsministeriet kan tilslutte sig dette og har bedt Forsvarskommandoen om at tilsikre, at lignende situationer ikke opstår i fremtiden. Dette ændrer dog ikke ved, at Forsvarsministeriet finder, at beslutningen var korrekt. Forsvarsministeriet har i denne sammenhæng noteret sig, at (regimentet) valgte at lade Dem være arbejdsfri efter repatrieringen og indtil den oprindelig planlagte hjemsendelsesdato, ligesom De fortsat har en rådighedskontrakt ved (regimentet). Det er således Forsvarsministeriets opfattelse, at De efter Deres repatriering har fået en meget imødekommende behandling fra Deres regiment.

Endelig finder Forsvarsministeriet ikke grundlag for at kritisere Hærens Operative Kommando og Forsvarskommandoens behandling af Deres klagesag.”

Herefter klagede A den 15. oktober 2001 til mig over ministeriets afgørelse. A klagede desuden over at ministeriets sagsbehandling havde været unødvendig langsom, og over at ministeriet ikke havde vejledt ham om klagemuligheder.

Jeg bad myndighederne om en udtalelse vedrørende klagen over repatrieringen. Jeg bad særligt om at myndighederne udtalte sig om hvorvidt afgørelsen om repatriering måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og i bekræftende fald hvorvidt partshøringsreglerne, herunder den ulovbestemte regel om udvidet partshøringspligt, måtte anses for overholdt. Endvidere bad jeg om oplysninger om den normale procedure ved repatrieringer, herunder hvilken myndighed der er kompetent til at træffe afgørelse herom. Jeg bad myndighederne udtale sig om hvilke konsekvenser en kompetencemangel burde have, og jeg bad om oplysning om hvorvidt repatrieringen havde haft negative økonomiske konsekvenser for A.

Regimentet havde ikke yderligere bemærkninger til sagen. Hærens Operative Kommando udtalte i brev af 1. marts 2002 bl.a. følgende

”KS blev repatrieret fra (den militære enhed) den 28. april 2001 [rettelig 2000; min bemærkning]. Baggrunden for repatrieringen var, at hans tjeneste var vurderet ’ikke tilfredsstillende’. På grundlag af manglende energi, samarbejdsvanskeligheder, manglende ansvarsfølelse, manglende modstandskraft og manglende fysisk udholdenhed blev KS repatrieret med en samlende begrundelse ’tilpasningsvanskeligheder’.

Der er konstateret nogle proceduremæssige fejl i håndteringen af sagen, idet det var kompagnichefen og ikke (chefen for den militære enhed), der traf afgørelse om repatrieringen, endvidere burde KS have været henvist til en læge ved (enheden) med henblik på en vurdering af de påpegede forhold. Det er på trods heraf HOK vurdering, at disse forhold ikke ville have haft væsentlig indflydelse på den endelige afgørelse om repatriering.”

Det blev endvidere anført at A efter repatrieringen ikke havde modtaget udetillæg, i alt 19.218,73 kr.

Forsvarskommandoen redegjorde i brev af 7. marts 2002 for gældende procedurer og udtalte at ingen af de nævnte procedurer var fulgt. Selve afgørelsen blev truffet af (A)’s kompagnichef, og repatrieringen – der efter Forsvarskommandoens opfattelse også havde helbredsmæssige aspekter – burde inden iværksættelsen have været drøftet med vagthavende stabslæge i Danmark. Endvidere var hverken Hærens Operative Kommando eller (regimentet) blevet underrettet om repatrieringen.

Forsvarsministeriet henholdt sig i brev af 28. oktober 2002 til sin afgørelse og udtalte supplerende bl.a. følgende

”Som følge af forholdene i missionsområdet havde (A) og det øvrige personel i (eskadronen) umiddelbar adgang til og rådighed over våben og skarp ammunition. Derfor finder Forsvarsministeriet det helt korrekt, at (A)’s foresatte straks griber ind af hensyn til (A)’s egen og andres sikkerhed, da de bliver bekendt med (A)’s udtalelser om, at vold kunne løse hans problemer og at han var ved at være desperat.

Forsvarsministeriet finder det ikke afgørende, hvorvidt (A)’s underskrift skal opfattes som en accept af konklusionerne i feltpræst ( )’s skrivelse af 27/4 2000. Forsvarsministeriet finder imidlertid, at underskriften må tages som et udtryk for, at (A) er enig i, at feltpræsten har gengivet (A)’s egne udtalelser korrekt i skrivelsen. (A) har ikke efterfølgende benægtet at have fremsat de pågældende udtalelser. Endvidere var (A) vidende om og indforstået med, at brevet med de pågældende gengivelser af hans egne udtalelser og feltpræstens vurderinger blev videresendt til de ovennævnte 4 personer i forsvaret, herunder to af hans foresatte i (enheden).

At (A) og feltpræsten har haft et andet formål med at fremsende skrivelsen af 27/4 2000 til de 4 personer end (A)’s repatriering, bevirker ikke, at repatrieringen er en forkert beslutning. Feltpræstens skrivelse må efter Forsvarsministeriets opfattelse bedømmes efter sit indhold.

Forsvarsministeriet finder på ovennævnte baggrund ikke, at der er anledning til, at repatrieringen skulle fremstå som uforståelig, grundløs eller uberettiget for (A).

Beslutningen om repatriering af (A) blev truffet af chefen for (eskadronen), major ( ). Major ( ) havde som chef for (eskadronen) ikke kompetence til at repatriere (A), men kunne alene indstille om repatriering. Indstillingen skulle forelægges for Chefen for det danske kontingent, der indgår i (styrken) ( ), der skulle træffe den endelige beslutning og beordre repatrieringen. (Den omtalte chef) var på det pågældende tidspunkt oberst ( ), der ud over at være chef for det danske kontingent tillige var chef for (den militære enhed).

Efter Forsvarsministeriets opfattelse er det en fejl, at beslutningen om (A)’s repatriering ikke forud for repatrieringen blev forelagt for og godkendt af (chefen for den militære enhed), oberst ( ). Det er imidlertid Forsvarsministeriets opfattelse, at beslutningen alligevel ville have haft samme indhold. Forsvarsministeriet finder derfor, at beslutningen er gyldig uanset denne kompetencemangel.

Forsvarsministeriet skal i denne forbindelse henlede opmærksomheden på, at chefen for (eskadronen), major ( ), i skrivelse af 27/4 2000 til (chefen for den militære enhed), oberst ( ), meddelte, at han den 28/4 2000 repatrierer (A) på baggrund af bl.a. feltpræstens anbefaling, og at (A) ved hjemsendelse skal i psykologbehandling. Det skal endvidere bemærkes, at oberst ( ) var en af adressaterne til feltpræst ( )’s brev af 27/4 2000. Oberst ( ), som havde kompetencen til at beslutte repatrieringen, var således blevet orienteret om beslutningen og grundlaget herfor.

Det skal endvidere bemærkes, at beslutningen om repatriering efterfølgende – på grund af (A)’s klage – er blevet behandlet og vurderet af Hærens Operative Kommando, Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet, der som overordnede myndigheder har kompetence til at tage stilling til spørgsmål om repatriering. Efter Forsvarsministeriets opfattelse er den oprindelige kompetencemangel således blevet afhjulpet ved de overordnede myndigheders behandling af sagen, hvorfor den oprindelige kompetencemangel ikke kan tillægges betydning for repatrieringens gyldighed.

Forsvarsministeriet finder tillige, at repatrieringen, der også havde helbredsmæssige aspekter, burde have været drøftet med vagthavende stabslæge i Danmark inden iværksættelsen. Forsvarsministeriet finder imidlertid ikke, at undladelsen af dette kan tillægges nogen betydning for beslutningens gyldighed, idet Forsvarsministeriet finder, at beslutningen om repatriering er sagligt korrekt.

Uanset, at det er Forsvarsministeriets opfattelse, at den manglende overholdelse af de ovennævnte retningslinier, ikke kan tillægges betydning for gyldigheden af repatrieringen af (A), har Forsvarsministeriet, som det fremgår af sagen, bedt Forsvarskommandoen om at tilsikre, at der foreligger fyldestgørende retningslinier for repatrieringer i forbindelse med forsvarets internationale operationer, og at relevant personel er bekendt med disse. De tiltag, som Forsvarskommandoen og andre af forsvarets myndigheder har iværksat i denne anledning er nærmere beskrevet i Forsvarskommandoens skrivelse af 7/3 2002 med tilhørende bilag. Forsvarsministeriet kan tilslutte sig de iværksatte foranstaltninger.

Økonomiske konsekvenser for (A) af repatrieringen.

(A) anfører, at repatrieringen den 28/4 2000 har haft negative økonomiske konsekvenser for ham. Folketingets Ombudsmand har anmodet om oplysning om, hvorvidt dette er korrekt.

Forsvarsministeriet kan oplyse, at dette udetillæg ydes med hjemmel i lov om forsvarets personel, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 5. april 2001, § 11, stk. 2, hvori det er fastsat: ’ Personel, der forretter tjeneste i udlandet, vil kunne oppebære udetillæg mv. efter regler, der fastsættes af forsvarsministeren’. Udetillægget sigter mod at kompensere for en række af de merudgifter, som følger af at gøre tjeneste i udlandet i forhold til medarbejderens situation under hjemmetjeneste. Udetillægget er skattefrit i henhold til skattelovgivningen. Som følge af ordlyden i lov om forsvarets personel og det forhold, at tillægget er skattefrit, kan tillægget ikke udbetales under ophold i Danmark. Tillægget ydes således heller ikke til udsendt personel, når dette opholder sig i Danmark i kortere perioder fx på orlov.

Er beslutningen om repatriering en afgørelse i forvaltningslovens forstand?

Uden for afgørelsesbegrebet falder derimod tjenestebefalinger og beslutninger, der er udslag af arbejdsgiverens ledelsesret fx ( ), hvor inden for ansættelsesområdet en ansat skal gøre tjeneste, herunder forflyttelser, der ikke er disciplinært begrundet, ( ) .

Det er på baggrund af det ovennævnte Forsvarsministeriets opfattelse, at beslutningen om at repatriere (A) ikke kan anses for at være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Forsvarsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at (A)’s ansættelsesområde i henhold til kontraktens pkt. 6 var Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner, og at (A)’s tjenestested i henhold til kontraktens pkt. 7 indtil videre var fastsat til (eskadronen). Efter repatrieringen den 28/4 2000 var (A) arbejdsfri, men forblev ansat indtil udløbet af kontraktperioden den 31/8 2000. (A) fik i denne periode udbetalt den samme løn og tillæg, som han ville have fået under udsendelsen, bortset fra udetillægget i alt kr. 19.218,73. Som det fremgår ovenfor, sigter dette udetillæg mod at kompensere for en række af de merudgifter, som følger af at gøre tjeneste i udlandet i forhold til medarbejderens situation under hjemmetjeneste, og udetillægget kan ikke udbetales under ophold i Danmark. Under hensyn til udetillæggets karakter finder Forsvarsministeriet ikke, at den manglende udbetaling af dette tillæg efter repatrieringen, kan medføre, at repatrieringen skal betragtes som en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Som følge af det ovennævnte er det Forsvarsministeriets opfattelse, at der ikke er krav om, at forvaltningslovens partshøringsregler og de ulovbestemte udvidede partshøringsregler skulle iagttages i forbindelse med beslutningen om at repatriere (A).

Uanset dette finder Forsvarsministeriet imidlertid, at det vil være i overensstemmelse med god forvaltningsskik, hvis principperne i reglerne om partshøring anvendes i forbindelse med repatriering i det omfang, situationen gør det muligt. Forsvarsministeriet skal bemærke, at der under udsendelser er forhold og betingelser, der ikke kan sammenlignes med de hjemlige. Herunder kan nævnes de faremomenter, der ofte vil være i et missionsområde, og den omstændighed at udsendt personel i missionsområdet har umiddelbar rådighed over våben og skarp ammunition. Dette bevirker, at der ofte vil være behov for hurtigt at kunne træffe og iværksætte beslutninger.

Af major ( )’s brev af 28/5 2000 til (chefen for enheden), oberst ( ) fremgår, at major ( ) den 27/4 2000 kl. 14.30 tilkaldte (A) og fortalte ham, at han på baggrund af præstens rapport ville blive repatrieret den 28/4 2000. Samtidig fik (A) at vide, at hans gevær blev inddraget med øjeblikkelig virkning. Major ( ) oplyser i brevet, at (A) var særdeles fjern i blikket og ikke sagde et eneste ord. Af major ( )’s brev af 26/6 2000 til (regimentet) fremgår det ligeledes, at (A) ved samtalen den 27/4 2000 blev meddelt årsagen til repatrieringen.

Så vidt Forsvarsministeriet kan vurdere på grundlag af sagens akter, var beslutningen om repatriering truffet på tidspunktet for major ( ) og (A)’s samtale den 27/4 2000. Det kan derfor ikke lægges til grund, at der forud for repatrieringen er foretaget en partshøring. (A) var imidlertid bekendt med feltpræst ( )’s skrivelse af 27/4 2000 og vidende om og indforstået med, at den blev fremsendt til bl.a. major ( ). (A) blev endvidere ved samtalen den 27/4 2000 gjort bekendt med årsagen til sin repatriering.

Forsvarsministeriet finder imidlertid, at det havde været mest korrekt, hvis der forud for beslutningen om repatriering af (A) havde været foretaget en partshøring, hvorunder (A) var blevet forelagt de oplysninger, som ville blive lagt til grund for den påtænkte beslutning om repatriering, og at (A) havde fået mulighed for at kommentere disse oplysninger og fremkomme med eventuelle yderligere bemærkninger. Under hensyn til sagens karakter, herunder (A)’s udtalelser om at vold kunne løse hans problemer, og at han var ved at være desperat, og forholdene i missionsområdet, finder Forsvarsministeriet, at en sådan partshøring kunne have været foretaget mundtligt, og at en høringsfrist, inden for hvilken der kunne fremsættes bemærkninger, måtte have været kort og ikke ansat i dage. Forsvarsministeriet skal i denne forbindelse henvise til de principper, der er udtrykt i forvaltningslovens § 19, stk. 1, nr. 3 [skal være stk. 2, nr. 3; min bemærkning].

Forsvarsministeriet har meddelt Forsvarskommandoen sit synspunkt og anmodet Forsvarskommandoen om at drage omsorg for, at personel forud for uansøgt repatriering uden for normal rotation bliver forelagt de oplysninger, som vil blive lagt til grund for den påtænkte beslutning om repatriering, og at personellet får mulighed for at kommentere disse oplysninger og fremkomme med eventuelle yderligere bemærkninger. Forsvarsministeriet har meddelt, at en sådan høring efter omstændighederne vil kunne foretages mundtligt, og at en høringsfrist, inden for hvilken der kan fremsættes bemærkninger, efter omstændighederne kan fastsættes kort og ikke i dage.

Forsvarsministeriet lægger til grund, at de bemærkninger, som (A) kunne have anført, såfremt han var blevet partshørt forud for repatrieringen, er indeholdt i de bemærkninger, som (A) har anført i sine klager mv. til Hærens Operative Kommando, Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet. Som der er redegjort nærmere for i denne skrivelse, er det Forsvarsministeriets opfattelse efter at have foretaget en vurdering af sagen på baggrund af de af (A) fremsatte bemærkninger, at afgørelsen om repatriering er korrekt. Det er derfor Forsvarsministeriets opfattelse, at der ikke under en partshøring forud for repatrieringen ville være fremkommet oplysninger, som ville have ført til en anden beslutning end repatriering.”

Om sagsbehandlingen udtalte ministeriet at det var enigt med Hærens Operative Kommando og Forsvarskommandoen i at det ikke havde været nødvendigt at indhente supplerende udtalelser fra de af A nævnte personer. Ministeriet mente heller ikke at de af A indhentede udtalelser støttede A’s opfattelse af at det var ubegrundet at repatriere ham. Ministeriet mente derimod at dokumenterne indeholdt oplysninger der understøttede vurderingen af at det var korrekt at repatriere A. Ministeriet henviste i den forbindelse til overlægens notat af 27. april 2000 og til indholdet af feltpræstens brev af 4. januar 2001 til A. Ministeriet beklagede den lange sagsbehandlingstid.

I brev af 29. november 2002 kommenterede A myndighedernes udtalelser. A understregede at han ikke på noget tidspunkt fremsatte konkrete trusler mod nogen, og at han i det hele taget ikke udviste en adfærd som kunne berettige en mistanke om at han ville optræde voldeligt. A anførte desuden bl.a. følgende

”Major ( ) og jeg havde et anspændt og konfliktfyldt forhold til hinanden, og derfor var ( ) interesseret i at slippe af med mig hurtigst muligt. Såfremt jeg havde haft mulighed for at forklare mig for en overordnet chef, ville jeg have peget på en række forhold og tjenstlige forsømmelser, og at uoverensstemmelser med mig om dette var den reelle årsag til, at ( ) forfulgte mig og ønskede mig hjemsendt.

Efter min opfattelse forelagde major ( ) ikke beslutningen om repatriering for rette myndighed, fordi han ville forhindre, at jeg fik lejlighed til at fremsætte mine synspunkter for en overordnet chef.

Jeg er overbevist om, at beslutningen ikke ville have haft samme indhold, såfremt den var blevet truffet af (chefen for den militære enhed). Dels ville jeg have fået lejlighed til at forklare min egen situation og at belyse indholdet i feltpræstens notat, dels ville jeg have fået mulighed for at informere (chefen for enheden) om forholdene i min eskadron. Såfremt min talsmand var blevet inddraget og var blevet hørt af de rette myndigheder ville han have underbygget mine meninger, hvilket naturligt ville have ført til, at (chefen for enheden) for eksempel kunne have overvejet at forflytte mig til en anden enhed i stedet for at træffe beslutning om at repatriere mig.”

A anførte endvidere at han ud over udetillægget havde mistet et FN-tillæg på ca. 4.000 kr. om måneden samt påregnelig merarbejdsbetaling og feriepenge af disse ydelser. A var desuden utilfreds med at ministeriet havde været næsten et år om at afgive en udtalelse til mig.

Forsvarsministeriet redegjorde i brev af 31. januar 2003 nærmere for opgørelsen og betalingen af de nævnte ydelser.

A havde ikke yderligere bemærkninger til sagen.

Ombudsmandens udtalelse

”Indledningsvis bemærker jeg at min udtalelse alene angår repatrieringen. Deres klage over personelbedømmelsen er behandlet under en anden sag.

1. Beslutningen om repatriering – kompetence og sagsoplysning (bortset fra partshøring)

Beslutningen om repatriering blev truffet af kompagnichefen og efterfølgende tiltrådt af de overordnede myndigheder Hærens Operative Kommando, Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet. Myndighedernes afgørelser bygger på en vurdering af om det var forsvarligt at De fortsat gjorde tjeneste det pågældende sted. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at bedømme dette på en anden og bedre måde end de myndigheder der beskæftiger sig med sådanne sager i det daglige.

Normalt kan jeg derfor ikke gå ind i en nærmere efterprøvelse af sådanne vurderinger. Kun hvis der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere myndighedernes afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis der foreligger inkompetence eller sagen er mangelfuldt oplyst.

I Hærens Operative Kommandos bestemmelser for styrker udsendt i fredsstøttende operationer, nr. HRN 910-005, fra december 1997 er det i punkt 228 fastsat at repatriering kan foretages af enhver chef (CH) eller ældste danske repræsentant (ÆDR), jf. vedkommendes instruks/ direktiv. Repatriering af personel med grad til og med seniorsergent kan foretages umiddelbart, mens chefsergenter og officerer normalt kun kan repatrieres efter accept fra Hærens Operative Kommando (Forsvarskommandoen). Ministeriet har oplyst at denne bestemmelse var gældende på tidspunktet for Deres repatriering.

Desuden gjaldt ’Instruks for Chefen for den danske bataljon, der indgår i (styrken) ( )’ udsendt ved skrivelse af 12. marts 1999. Af instruksens pkt. 5.b. fremgår følgende

’Repatriering

(1) (Chefen for enheden) bemyndiges til at repatriere personel af grader op til og med oversergent. HOK, DLR, og ÆDO ( ) efterrettes snarest.

(2) (Chefen for enheden) indstiller til HOK ved behov for repatriering af personel af grader fra og med seniorsergent og højere. (Den pågældende chef) kan dog repatriere personel af disse grader umiddelbart, såfremt en afgørelse om repatriering vurderes at være uopsættelig. HOK underrettes straks herom.

(3) Inden iværksættelse af repatriering af helbredsmæssige årsager (sygdom og tilskadekomst) skal (den pågældende chef) (via SITRUM/HOK) rådføre sig med vagthavende stabslæge i Danmark.’

Hærens Operative Kommando udsendte den 19. juni 2000 en ny instruks ’Instruks for Chefen for det danske kontingent, der indgår i (styrken) ( )’. Ministeriet har oplyst at denne principielt burde have været udsendt i begyndelsen af januar 2000 hvor der skete en reorganisering af de udsendte danske styrker i (Y)-land.

Bestemmelserne om repatriering i denne instruks svarer i alt væsentligt til bestemmelserne i instruksen fra 1999. Betegnelsen ( ) er i den nyere instruks ændret til ( ).

Repatrieringen blev besluttet af Deres kompagnichef (chef for (eskadronen)) og ikke af chefen for det danske kontingent ( ). Dette var i strid med reglerne. Endvidere burde repatrieringen, der også havde helbredsmæssige aspekter, have været drøftet med vagthavende stabslæge i Danmark inden iværksættelsen. Forsvarskommandoen har i sin udtalelse af 2. marts 2001 til ministeriet udtalt at den finder det meget beklageligt og kritisabelt at procedureforskrifterne ikke blev fulgt. Forsvarsministeriet har i brev af 30. juli 2001 til Dem tilsluttet sig dette.

Jeg er enig i at det er kritisabelt at procedureforskrifterne ikke blev fulgt.

Ministeriet har udtalt at kompetencemanglen ikke kan tillægges betydning for repatrieringens gyldighed. Ministeriet har i den forbindelse henvist til at beslutningen ville have haft samme indhold hvis den var truffet af den kompetente person. Denne var nemlig orienteret om beslutningen og grundlaget herfor. Endvidere var beslutningen efterfølgende blevet behandlet og vurderet af Hærens Operative Kommando, Forsvarskommandoen og ministeriet der som overordnede myndigheder havde kompetence til at tage stilling til spørgsmål om repatriering. Undladelsen af at drøfte repatrieringen med stabslægen i Danmark kunne heller ikke tillægges betydning da beslutningen om repatriering var sagligt korrekt.

De har bestridt at beslutningen ville være blevet den samme hvis den var truffet af den kompetente person ( ). De har i den forbindelse henvist til at der var et modsætningsforhold mellem Dem og Deres kompagnichef, og at dette var den egentlige baggrund for beslutningen om repatriering. For så vidt angår sagens oplysning, har De anført at myndighederne burde have indhentet yderligere udtalelser i sagen.

Jeg har overvejet om det der er anført ovenfor, giver mig grundlag for at henstille til ministeriet at genoptage sagen. Jeg mener ikke at jeg har tilstrækkeligt grundlag herfor. Begrundelsen er følgende

Jeg må på baggrund af sagens akter lægge til grund at der har bestået et modsætningsforhold mellem Dem og Deres kompagnichef. Jeg må imidlertid ligeledes lægge til grund at feltpræstens brev af 27. april 2000 indeholdt oplysninger som efter min opfattelse var meget belastende for Dem, og i øvrigt var repatriering udtrykkeligt nævnt i brevets overskrift. Myndighederne har da også henvist til at dette brev var hovedårsagen til repatrieringen.

Som nævnt ovenfor har jeg ikke forudsætninger for at bedømme om beslutningen om repatriering var materielt rigtig. Jeg kan derfor heller ikke vurdere om det havde været tilstrækkeligt med andre, mindre vidtgående tiltag.

Som ligeledes nævnt ovenfor burde sagen have været drøftet med stabslægen i Danmark inden repatrieringen. Der foreligger ikke i sagen nogen udtalelse fra denne, og jeg kan derfor ikke vurdere hvilken betydning undladelsen af at drøfte sagen med denne har haft. Der foreligger imidlertid et journalnotat fra overlæge ( ). Jeg er enig med ministeriet i at indholdet heraf også er belastende for Dem.

Afgørelsen af om der herudover burde have været indhentet yderligere materiale, beror på en vurdering af om det foreliggende materiale var tilstrækkeligt til at træffe en afgørelse der bl.a. under hensyn til forholdene på stedet var forsvarlig. Jeg har heller ikke for så vidt angår dette spørgsmål, særlige forudsætninger for at bedømme forholdet på en anden og bedre måde end myndighederne der beskæftiger sig med sådanne sager i det daglige. Jeg kan derfor ikke kritisere myndighedernes sagsoplysning, bortset fra den kritik som jeg har udtalt ovenfor.

Samlet er det min opfattelse at der ikke er grundlag for at antage at de fejl der er begået, har haft betydning for sagens udfald. Derfor mener jeg ikke at der er grundlag for at henstille til Forsvarsministeriet at genoptage behandlingen af sagen.

2. Partshøring

Begrundelsen for repatrieringen var manglende social tilpasning. Begrundelsen er uddybet i chefen for (eskadronen)’s brev af 27. april 2000 og i personelbedømmelsen. Af personelbedømmelsen fremgår det at De blev vurderet som ikke egnet til tjeneste i forsvaret. Jeg lægger til grund at beslutningen om repatriering var begrundet i såvel helbredsmæssige forhold som forhold der blev bebrejdet Dem. Repatrieringen må på denne baggrund anses for meddelt Dem som person og ikke som udøver af en bestemt funktion. Der var derfor tale om en personalebeslutning og ikke en tjenestebefaling. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 44ff.

Repatrieringen var således begrundet i individuelle og til dels bebrejdelsesværdige forhold hos Dem. Selv om De ikke blev afskediget, men forblev ansat indtil udløbet af kontraktperioden og herudover havde en rådighedskontrakt for en vis periode, havde repatrieringen negativ indflydelse på Deres fremtidige muligheder for ansættelse i forsvaret som følge af den nævnte bedømmelse. Under disse omstændigheder må beslutningen om repatriering anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 46ff, herunder den på s. 47 omtalte ombudsmandsudtalelse FOB 1997.128. Som følge heraf skulle forvaltningslovens regler om partshøring finde anvendelse.

Jeg er enig med Forsvarsministeriet i at det mistede udetillæg ikke kan tillægges betydning for vurderingen af om der var tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Forvaltningslovens § 19 har denne ordlyd

’ § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

’

Jeg er enig med Forsvarsministeriet i at det ikke kan lægges til grund at der forud for repatrieringen blev foretaget en partshøring.

De var bekendt med feltpræstens brev af 27. april 2000, og De vidste at brevet ville indgå i en sag om eventuel repatriering, jf. brevets overskrift. Jeg mener derfor ikke der var pligt til at partshøre over disse oplysninger.

De var derimod ikke klar over at de andre forhold som er omtalt i kompagnichefens brev og i personelbedømmelsen, indgik i repatrieringssagen. De forhold der omtales, har karakter af bevisfakta. Oplysningerne var klart til ugunst for Dem, og må antages – sammen med feltpræstens brev – at have haft væsentlig betydning for afgørelsen. Det er derfor min opfattelse at De skulle have været partshørt over disse oplysninger. Jeg henviser til Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 517ff.

I rets- og ombudsmandspraksis er det antaget at bestemmelsen i § 19, stk. 1, i visse sager om uansøgt afskedigelse, herunder sager om diskretionær afskedigelse som følge af samarbejdsvanskeligheder og uegnethed mv., og i sager om anvendelse af disciplinære sanktioner over for en offentligt ansat suppleres af en ulovbestemt videregående regel om partshøring ikke blot om sagens faktum, men også om sagens retlige grundlag. Den ulovbestemte pligt indebærer en pligt for myndigheden til – inden der træffes afgørelse i sagen – i almindelighed at give den ansatte en redegørelse der efter omstændighederne bør være skriftlig, for myndighedens egen (foreløbige) opfattelse af sagen, herunder den retlige kvalifikation af faktum og – for så vidt der er bevismæssige spørgsmål i sagen – myndighedens bevismæssige vurderinger. Der kan henvises til Højesterets dom, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1337, Højesterets dom, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 1269, Jon Andersen og Elizabeth Bøggild Nielsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1999 B, s. 29-31, og Kaj Larsen og Jon Andersen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 235f og 532ff.

Selv om repatrieringen ikke var en disciplinær foranstaltning, skyldtes den i hvert fald i et vist omfang forhold som blev bebrejdet Dem. Herved ligger afgørelsen tæt op ad de sager som bygger på bebrejdelsesværdige forhold hos den ansatte, og hvor den udvidede partshøringspligt gælder, jf. ovenfor. På denne baggrund er det min opfattelse at reglen om den udvidede ulovbestemte partshøringspligt i hvert fald efter god forvaltningsskik burde have fundet anvendelse i denne sag.

Jeg anser det for beklageligt at myndighederne ikke anså repatrieringen for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og at pligten til partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, derfor ikke blev overholdt.

Jeg mener ikke at burde tilkendegive min opfattelse vedrørende den manglende anvendelse af den ulovbestemte partshøringspligt i form af kritik da jeg ikke tidligere i offentliggjorte udtalelser har udtalt mig herom i sager af denne art. Jeg er endvidere enig med Forsvarsministeriet i at De under alle omstændigheder burde have været partshørt. Jeg anser det for beklageligt at dette ikke skete. Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse, men foretager mig i øvrigt ikke mere vedrørende dette punkt.

Forsvarsministeriet har med henvisning til principperne i forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, udtalt at på grund af sagens karakter, herunder Deres udtalelser om at vold kunne løse Deres problemer, og at De var ved at være desperat, samt forholdene i missionsområdet, kunne partshøringen have været foretaget mundtligt, og en høringsfrist måtte have været kort og ikke ansat i dage.

Jeg mener det er mest korrekt at jeg ikke udtaler mig om de nævnte processuelle spørgsmål da disse er nært knyttet til forholdene i missionsområdet. Jeg vil ikke afvise at det i ganske særlige tilfælde kan være nødvendigt med en kort partshøringsfrist. Det må imidlertid også i disse tilfælde sikres at formålet med partshøringsreglerne ikke forspildes. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 2. udgave (2002), s. 237, hvor det bl.a. er anført at partshøringsreglerne også skal iagttages i forbindelse med afgørelser om bortvisning.

3. Begrundelse

Efter forvaltningslovens § 22 skal en afgørelse når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende medhold.

Der er ikke krav om at en afgørelse der meddeles mundtligt, skal være ledsaget af en begrundelse. Efter forvaltningslovens § 23, stk. 1, kan den der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, dog forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende medhold. En begæring herom skal fremsættes inden 14 dage efter at parten har modtaget underretning om afgørelsen.

Afgørelsen om repatriering blev meddelt Dem mundtligt, og De havde derfor ikke efter forvaltningsloven krav på en samtidig begrundelse. Der er heller ikke oplysninger i sagen om at De efterfølgende bad om en begrundelse, jf. § 23, stk. 1.

Der er ikke en almindelig regel om at forvaltningsafgørelser skal være skriftlige. God forvaltningsskik tilsiger imidlertid at særligt indgribende afgørelser gives skriftligt, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (2001), s. 431f.

Uanset om det, som anført af myndighederne, var nødvendigt med en hurtig indgriben, havde det efter min mening været rigtigst om afgørelsen var blevet meddelt Dem skriftligt eller meget hurtigt var blevet bekræftet skriftligt over for Dem. Jeg anser det for beklageligt at dette ikke skete. Jeg har gjort myndighederne bekendt med min opfattelse.

Som det fremgår, er det min opfattelse at der var tale om en for Dem særligt indgribende afgørelse som burde have været meddelt – eller meget hurtigt bekræftet – skriftligt. Når den blev meddelt mundtligt, ville det under alle omstændigheder være hensynsfuldt hvis den blev begrundet.

De har anført at De ikke ved samtalen med Deres kompagnichef fik forelagt den reelle begrundelse for repatrieringen. Begrundelsen fik De først da De så personelbedømmelsen. Deres chef skrev i brevet af 28. maj 2000 at han havde fortalt Dem at De ville blive repatrieret på baggrund af præstens rapport. I brevet af 26. juni 2000 skrev chefen at De under samtalen fik meddelt årsagen til repatrieringen, og at De selv kendte årsagen idet De havde underskrevet præstens papirer.

Jeg forstår dette således at De under samtalen i hvert fald fik en vis, om end ikke fuldstændig dækkende begrundelse for repatrieringen. På denne baggrund foretager jeg mig ikke mere vedrørende dette spørgsmål.”

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En konstabel klagede over at han var blevet sendt hjem (repatrieret) fra tjeneste i udlandet.

Ombudsmanden udtalte at han var enig med Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet i at det var kritisabelt at procedureforskrifterne for repatriering ikke var fulgt i sagen. Beslutningen om repatriering var truffet af en person som ikke havde kompetence til det, og afgørelsen burde have været drøftet med vagthavende stabslæge i Danmark inden den blev ført ud i livet. Der var imidlertid ikke grundlag for at mene at disse fejl havde haft betydning for sagens udfald.

Beslutningen om repatriering var begrundet i individuelle og til dels bebrejdelsesværdige forhold hos konstablen, og repatrieringen havde negativ indflydelse på hans fremtidige muligheder for ansættelse i forsvaret. Under disse omstændigheder måtte beslutningen anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og der burde have været foretaget partshøring efter forvaltningslovens § 19, og selv om repatrieringen ikke var en disciplinær foranstaltning, burde reglen om den udvidede ulovbestemte partshøringspligt i hvert fald efter god forvaltningsskik have fundet anvendelse i sagen.

Det havde endvidere været rigtigst om afgørelsen var blevet meddelt skriftligt eller meget hurtigt var blevet bekræftet skriftligt over for konstablen. (J.nr. 2001-3411-819).