Legislator Case Law & Legislation
O20020121073 DK

Opfølgning nr. 2 til inspektion af Station 1 i København den 9. januar 2001

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

ISP Æ#LOKDOK53 2002 1210 Valid

Opfølgning nr. 2 til inspektion af Station 1 i København den 9. januar 2001

ISP Æ#LOKDOK53 2002 1210 Valid

Den 19. august 2002 afgav jeg en opfølgningsrapport vedrørende min inspektion den 9. januar 2001 af detentionen på Station 1 (nu Station City) i København.

I rapporten anmodede jeg om underretning og oplysning vedrørende to nærmere angivne forhold.

Jeg modtog herefter udtalelser af 1. og 15. november 2002 med bilag fra henholdsvis Politidirektøren i København og Justitsministeriet.

Justitsministeriet har henholdt sig til politidirektørens udtalelse.

Jeg skal herefter meddele følgende

Ad punkt 1.

Detentionslokalerne

Jeg noterede mig politidirektørens oplysninger om at der som følge af den nye struktur i Københavns Politi foregår en del ombygninger og malerarbejde, og at håndværkerafdelingen derfor endnu ikke havde fastsat et tidspunkt for istandsættelse af detentionerne.

Jeg bad politidirektøren om at underrette mig når der var fastsat et sådant tidspunkt.

Politidirektøren har oplyst at istandsættelse af detentionslokalerne på Station City indgår i den samlede prioritering af vedligeholdelsesarbejder der skal udføres i Københavns Politi i finansåret 2003.

Jeg har noteret mig det oplyste og beder om at blive orienteret når der er truffet endelig beslutning om istandsættelse af detentionslokalerne.

Ad punkt 3.3.

Oplysninger fra kriminalregistret

Jeg udtalte at Københavns Politis praksis hvorefter der først blev indhentet oplysninger fra kriminalregistret i forbindelse med opdatering, hverken var i overensstemmelse med den tidligere gældende kundgørelse, den nugældende kundgørelse eller politidirektørens A-meddelelse, og at det var beklageligt.

Idet jeg gik ud fra at praksis ville blive ændret, foretog jeg mig ikke mere vedrørende dette forhold.

Jeg udtalte endvidere at Københavns Politis praksis med hensyn til vedlæggelse og opbevaring af udskrift af de indhentede oplysninger fra kriminalregistret vedrørende detentionsanbragte heller ikke syntes at være i overensstemmelse med kundgørelsen.

Såfremt det forholdt sig sådan, gik jeg ud fra at praksis ville blive ændret.

Politidirektøren har i sin udtalelse oplyst at samtlige stationer (nu Station City, Station Bellahøj og Station Amager) i skrivelse af 28. august 2002 er blevet gjort opmærksomme på bestemmelserne i kundgørelsens §§ 13, stk. 2, og 22, stk. 3, hvoraf fremgår at der skal ske forespørgsel i kriminalregistret inden visitation og detentionsanbringelse, og at en udskrift skal opbevares på stationen i 2 år.

Politidirektøren har vedlagt kopi af denne skrivelse.

Jeg har noteret mig dette.

Ad punkt 3.4.

Visitation

I sin tidligere udtalelse oplyste politidirektøren at tjenestenummer fortsat blev anvendt efter ikrafttrædelsen af den nye kundgørelse idet det på grund af det store antal polititjenestemænd der er ansat i Københavns Politi, er den mest sikre identifikationsmåde.

(Dog ville der blive anført navn på den polititjenestemand der har udført tilsyn med den detentionsanbragte).

Foruden A-meddelelsen og Københavns Politis nye blanket vedlagde politidirektøren kopi af en skrivelse af 4. december 2001 fra Rigspolitichefen.

Da det hverken af Københavns Politis nye blanket, af A-meddelelsen eller af Rigspolitichefens skrivelse af 4. december 2001 fremgik at Rigspolitichefen havde godkendt en fravigelse af detentionskundgørelsens § 13, stk. 5, 2. pkt., om angivelse af navn på de polititjenestemænd der har foretaget visitation, anmodede jeg om oplysning om hvorvidt Rigspolitichefen (også) havde godkendt en sådan fravigelse.

Jeg bad tillige om en kopi af den skrivelse af 20. november 2001 som var omtalt i Rigspolitichefens skrivelse af 4. december 2001.

Politidirektøren har indledningsvis bemærket at den nævnte skrivelse rettelig er dateret 21. november 2001 og ikke 20. november 2001 som angivet i Rigspolitichefens skrivelse af 4. december 2001.

Politidirektøren har samtidig vedlagt kopi af skrivelsen.

Politidirektøren har herudover vedlagt kopi af en skrivelse af 20. august 2002 fra Rigspolitichefen til Justitsministeriet hvori Rigspolitichefen har udtrykt forståelse for at Københavns Politi ikke anfører polititjenestemandens navn, men alene dennes tjenestenummer, på detentionsrapporten.

Der er tale om en udtalelse som Rigspolitichefen har afgivet til Justitsministeriet i sagen vedrørende min inspektion af detentionen i Slagelse hvor jeg rejste spørgsmålet om hvorvidt det er tilstrækkeligt at anvende fornavn på den polititjenestemand der har gennemført visitation af eller tilsyn med den detentionsanbragte.

Rigspolitichefen har heri anført følgende

”…

Rigspolitiet kan i den anledning oplyse, at det fremgår af detentionskundgørelsens § 13, stk. 5, at ’navnene på de polititjenestemænd, der har foretaget visitationen, skal noteres i detentionsrapporten’.

Af kundgørelsens § 18, stk. 5, fremgår, at det skal noteres i detentionsrapporten, at tilsynet er udført med angivelse af klokkeslæt og navn på den polititjenestemand, der har udført tilsynet.

Politimesteren i Slagelse har i sin udtalelse af 16. juli 2002 under pkt. 24 oplyst, at det er indskærpet, at der skal ske anførelse af navn eller de initialer, som bruges som identifikation i forbindelse med politiets sagsstyringssystem.

Rigspolitiet skal oplyse, at hensigten med de omtalte bestemmelser i §§ 13, stk. 5, og 18, stk. 5, i kundgørelsen er, at man på en sikker måde kan identificere den polititjenestemand, som har foretaget de konkrete dispositioner.

Det er Rigspolitiets opfattelse, at den fremgangsmåde, som nu anvendes af Slagelse Politi, opfylder det omtalte identifikationskrav i bestemmelsen.

Det bemærkes, at Rigspolitiet over for Københavns Politi har udtrykt forståelse for, at man i denne politikreds ikke anfører polititjenestemandens navn, men alene polititjenestemandens tjenestenr.

”

Justitsministeriet tilsluttede sig det som Rigspolitichefen anførte.

Jeg har i en opfølgningsrapport af 22. november 2002 vedrørende min inspektion af detentionen i Slagelse anført at jeg forstår Rigspolitichefens udtalelse sådan at det – uanset at det af de nævnte bestemmelser i kundgørelsen fremgår at de pågældende polititjenestemænds navne skal anføres – er tilstrækkeligt at anføre initialer hvis blot det på en sikker måde er muligt at identificere den polititjenestemand som har foretaget dispositionen, f.eks. fordi det via initialerne i politiets sagsstyringssystem (POLSAS) er muligt at finde frem til den pågældende polititjenestemand.

Under henvisning til at det i den tidligere gældende kundgørelse (II, nr. 55, af 28. marts 1994) om tilsyn i § 17, stk. 5, var anført at der skulle gøres notat om tilsyn med underskrift eller initialer, mens det i den nugældende kundgørelse er anført at der skal gøres notat med angivelse af navn, anførte jeg videre at det således umiddelbart efter ikrafttrædelsen af den nye kundgørelse ikke længere syntes at være tilstrækkeligt at der anføres initialer.

Jeg bemærkede at jeg havde forstået ordningen vedrørende Københavns Politi som en dispensation fra kravet om angivelse af navn.

Jeg tog imidlertid til efterretning at det er tilstrækkeligt at anvende initialer, forudsat at det er muligt på en sikker måde, f.eks. via POLSAS, at identificere den polititjenestemand som har de pågældende initialer.

Da der således, trods ordlyden af kundgørelsen, ikke er et ubetinget krav om angivelse af navn, men alene et krav om en sikker identifikationsmåde, og da tjenestenummer ifølge politidirektørens tidligere udtalelse på grund af det store antal polititjenestemænd der er ansat i Københavns Politi, er den mest sikre identifikationsmåde i denne politikreds, foretager jeg mig ikke mere i anledning af at der i denne politikreds anvendes tjenestenummer i stedet for navn.

Ad punkt 3.5.

Tilsyn

Jeg noterede mig at Justitsministeriet havde indskærpet over for politidirektøren at kundgørelsens regler om tilsyn og notatpligt skal iagttages, og udtalte at jeg gik ud fra at politidirektøren havde videreformidlet denne indskærpelse til de enkelte stationer, herunder Station 1.

Politidirektøren har i den anledning oplyst at dette blev videreformidlet til alle stationer (Station City, Station Bellahøj og Station Amager) ved skrivelser af 4. juli 2002 som politidirektøren samtidig har vedlagt kopi af.

Jeg har noteret mig dette.

3.

Opfølgning

Bortset fra at jeg afventer underretning når der er truffet endelige beslutning om istandsættelse af detentionslokalerne, jf. punkt 1, betragter jeg herefter sagen vedrørende min inspektion af detentionen på Station 1 som afsluttet.

4.

Underretning

Denne rapport sendes til Station 1 (Station City), Politidirektøren i København, Justitsministeriet, Rigspolitichefen og Folketingets Retsudvalg.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →