Fjernelse af presenning over brændeskur (lovenfinderanvendelseved)

§ 2. Loven finder anvendelse ved

opførelse af ny bebyggelse og tilbygning til bebyggelse,

ombygning af og andre forandringer i bebyggelse, som er væsentlige i forhold til bestemmelser i loven eller de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser,

ændringer i benyttelse af bebyggelse, ( )

nedrivning af bebyggelse.

Stk. 2. Ved bebyggelse forstås bygninger og mure samt andre faste konstruktioner og anlæg, når lovens anvendelse på de pågældende konstruktioner m.v. er begrundet i de hensyn, som loven tilsigter at varetage.

Stk. 3. Loven finder anvendelse på transportable konstruktioner, ( )

Stk. 4. Loven finder anvendelse på bestående bebyggelse uanset tidspunktet for bebyggelsens opførelse, når de enkelte bestemmelser indeholder udtrykkelig hjemmel herfor.

§ 5. Bolig- og byministeren udfærdiger et bygningsreglement med regler om de i §§ 6- 13 omhandlede forhold samt om forhold, som loven i øvrigt indeholder hjemmel til.

§ 8. Bebyggelse må ikke opføres nærmere skel mod anden grund eller sti end 2,5 m, i sommerhusområder dog 5 m. Dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse, gruppehuse o.lign. kan dog sammenbygges i naboskel.

Stk. 2. I bygningsreglementet kan fastsættes regler om anbringelse af mindre bygningsdele samt garager, skure, udhuse og andre mindre bygninger i mindre afstand end fastsat i stk. 1 samt om anbringelse af altaner, tagterrasser, kviste, gavlvinduer og lign. i større afstand end fastsat i stk. 1.

Stk. 3.

§ 16 A. Kommunalbestyrelsen påser i sagsbehandlingen, at denne lov og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, overholdes.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen påser, at påbud efter loven eller de nævnte regler efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser eller dispensationer overholdes.

Stk. 3. Bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på et ulovligt forhold, skal den søge forholdet lovliggjort, medmindre det er af ganske underordnet betydning.

Stk. 4. En meddelelse om standsning af et byggearbejde, ( )

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan på ejerens bekostning lade et påbud om at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på ejendommen. ( )

§ 17. Det påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom at berigtige forhold, som er i strid med denne lov eller de i medfør af loven udfærdigede forskrifter. Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige brugeren.

Stk. 2. Efterkommer ejeren eller brugeren ikke et af kommunalbestyrelsen meddelt påbud om at berigtige et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges ham ( )

Stk. 3. Når et ved dom meddelt påbud ( )

§ 22. Der kan meddeles dispensation fra bestemmelser i loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser, når det skønnes foreneligt med de hensyn, som ligger til grund for de pågældende bestemmelser.

Stk. 2. Dispensationer fra bestemmelserne til varetagelse af naboers interesser i §§ 6 A, 6 B, 6 C, 8 og 10 A og de i medfør af §§ 6 B, 6 C, 8 og 9 fastsatte regler kan først meddeles, når der er forløbet 2 uger efter, at kommunalbestyrelsen har oplyst naboer til den omhandlede ejendom om, hvortil der søges dispensation, og om, at eventuelle bemærkninger kan fremsendes inden 2 uger. Kommunalbestyrelsen underretter de naboer, der efter orientering i henhold til 1. pkt. rettidigt har fremsat bemærkninger til den søgte dispensation, om afgørelsen.

Stk. 3. ( )”

De nærmere betingelser for opførelse af småhuse er fastsat i bygningsreglementet BR- S 98 (bygningsreglement af 25. juni 1998 for småhuse). Bygningsreglementets afsnit 1.1.1, 1.1.2, 1.2.1, 1.5.1, 1.5.2 og 1.3.1 har følgende ordlyd

’1.1 Reglementets anvendelsesområde

1.1.1 Reglementet gælder for småhuse, dvs.

· huse med én bolig til helårsbeboelse, ( )

· sommerhuse, kolonihavehuse og campinghytter samt

· garager, carporte, udhuse, drivhuse og lignende mindre bygninger og bebyggelser, som opføres i tilknytning til fritliggende eller sammenbyggede enfamilieshuse eller sommerhuse.

Reglementet gælder, selvom en del af huset anvendes til sådanne former for erhverv, som sædvanligvis kan udøves i forbindelse med en bolig.

1.1.2 Reglementet gælder for

· opførelse af nye huse

· tilbygninger til eksisterende huse,

· ombygning og andre forandringer, som er væsentlige i forhold til byggelovens eller reglementets bestemmelser,

· ændringer i anvendelsen, ( )

1.2 Ansøgning om byggetilladelse

1.2.1 Et byggearbejde må ikke påbegyndes uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, medmindre andet er bestemt i afsnit 1.5 eller 1.7.

1.5 Byggearbejder, der skal anmeldes inden påbegyndelse

1.5.1 Følgende byggearbejder kan udføres efter anmeldelse til kommunalbestyrelsen

· garager, carporte, udhuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende på højst 50 m2,

· tilbygninger til garager, carporte, udhuse, drivhuse, ( )

· satellitantenner ( )

· nedrivning af fritliggende og sammenbyggede enfamilieshuse samt sommerhuse.

1.5.2 Har kommunalbestyrelsen ikke reageret inden 2 uger fra den dag, anmeldelsen er modtaget, kan arbejdet påbegyndes.

Byggearbejderne skal ikke færdigmeldes til kommunalbestyrelsen.

11.3 Garager, carporte, udhuse og lignende mindre bygninger i skel mod nabo eller sti

11.3.1 Garager, carporte, overdækkede terrasser, som ikke er hævet over terræn, drivhuse, skure og lignende mindre bygninger til udhusformål, herunder fyrrum, samt lagertanke for fyringsolie og lignende installationer, som er nødvendige til selve bygningens drift, kan opføres i eller nærmere naboskel eller sti end 2,5 m, når betingelserne a-e er opfyldt

Det samlede areal af de bygninger, der ligger i naboskel eller nærmere skel end 2,5 m, må ikke være over 50 m2.

De sider, der vender mod skel, må ikke have større samlet længde end 12,0 m. Anbringes en bygning i et hjørne af grunden, medregnes kun den længste side. Udhæng udover 0,5 m medregnes til bygningens længde. Længden af en carport ( )

Ingen del af bygningens ydervægge eller tag, må inden for en afstand af 2,5 m fra skel være højere end 2,5 m over terræn eller det for bygningen fastsatte niveauplan.

( )”

2. Kommunens besigtigelse den 9. august 1999 og kommunens manglende henvendelse inden 2 uger herefter

Forvaltningslovens (lov nr. 571 af 19. december 1985) § 2 har følgende ordlyd

’§ 2. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Stk.2. ( )’

Efter forarbejderne til forvaltningsloven sigtes der med udtrykket ’truffet afgørelse’ til udfærdigelse af retsakter (forvaltningsakter), dvs. udtalelser der går ud på at fastsætte hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 115.

De forklarede i brev af 9. august 2000 til mig bl.a. at kommunen ved besigtigelsen den 9. august 1999 oplyste at en presenning ikke betragtedes som et tag, og at alt nu var i orden. Deres redegørelse herom er citeret ovenfor.

Kommunens udtalelser af 25. februar 2000 og 31. oktober 2000 til statsamtet om besigtigelsen er citeret ovenfor. Efter kommunens opfattelse blev brændeskuret ikke godkendt ved besigtigelsen.

En nærmere afklaring af spørgsmålet om indholdet af kommunens meddelelse til Dem ved besigtigelsen kan efter min opfattelse ikke ske inden for rammerne af en ombudsmandsundersøgelse, men vil kræve en bevisførelse (herunder afhøring af vidner) som kun kan ske ved domstolene. Jeg kan derfor ikke afgøre om kommunen allerede ved besigtigelsen mundtligt meddelte Dem en afgørelse. Jeg har dog konstateret at kommunen på brev af 30. juni 1999 noterede at tagpladerne ved besigtigelsen var taget af som skitseret, og at skuret derved var indskrænket som krævet.

Efter afsnit 1.5 i bygningsreglementet havde De pligt til at anmelde byggearbejdet inden påbegyndelsen. Det følger af bygningsreglementets afsnit 1.5.2 at arbejdet kunne påbegyndes hvis kommunalbestyrelsen ikke havde reageret inden 2 uger fra den dag anmeldelsen var modtaget. Det er således fastsat at en manglende henvendelse fra kommunen inden fristens udløb betragtes som en afgørelse.

Kommunen bekræftede i sin udtalelse af 31. oktober 2000 til statsamtet at kommunen ved besigtigelsen den 9. august 1999 havde oplyst Dem om at De ville høre fra kommunen inden 2 uger hvis der var problemer. Det fremgår af sagen at kommunen ikke inden 2- ugers-fristens udløb henvendte sig til Dem. Jeg kan derfor tilslutte mig statsamtets udtalelse om at De herefter med rette kunne gå ud fra at Deres brændeskur med presenning var lovligt. Efter min opfattelse må kommunens manglende henvendelse til Dem inden fristens udløb betragtes som en afgørelse.

Jeg har desuden konstateret at det fremgår af kommunens telefonnotat af 13. oktober 1999 efter samtale med (B) at kommunen betragtede sagen som afsluttet idet tagpladerne var nedtaget i det anmodede omfang og byggeloven ikke var til hinder for overdækning med en presenning.

3. Genoptagelse/remonstration

(B) oplyste den 18. oktober 1999 til kommunen at taget på Deres brændeskur ikke var taget ned, men blot var udstyret med en presenning. (B) bad om en hurtig behandling af sagen. Kommunen genoptog herefter sagen og traf en anden afgørelse den 12. januar 2000.

Jeg har vurderet om Deres brændeskur med presenning var opført i overensstemmelse med reglerne i byggeloven og bygningsreglementet for småhuse, og om kommunen havde hjemmel til at genoptage sagen og træffe en anden afgørelse.

Ved remonstration forstås det forhold at en borger henvender sig til en forvaltningsmyndighed der har behandlet og afsluttet en sag, og anmoder myndigheden om at genoptage sagen med henblik på at der træffes en af den pågældende borger ønsket afgørelse i sagen. Om myndigheden vil kunne ændre en afgørelse, skal vurderes efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger om tilbagekaldelse. Partstvister giver anledning til særlige problemer fordi tilbagekaldelse til gunst for den ene part i samme udstrækning er tilbagekaldelse til ugunst for den anden part. Tilbagekaldelse til skade for adressaten er mulig i videre omfang end i sager med én part idet tilbagekaldelsen samtidig er til gunst for den anden part, jf. Hans Gammeltoft-Hansen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 608, 614 og 625ff.

Efter byggelovens § 17, som er citeret ovenfor, påhviler det ejeren at berigtige forhold som er i strid med loven og forskrifter fastsat i medfør af loven, dvs. også bygningsreglementets bestemmelser.

Byggelovens § 17 kan anvendes selv om der foreligger byggetilladelse hvis denne beror på en fejl, jf. W.E. von Eyben, Miljørettens Grundbog (1986), s. 222.

Statsamtet skrev i brev af 23. november 2000 til mig at bygningsmyndighedens adgang til at tilbagekalde afgørelsen måtte bero på en konkret afvejning af de modstående interesser mellem Dem og Deres nabo. Statsamtet mente ikke at Deres interesse i at bibeholde en ulovlig konstruktion burde veje tungere end hensynet til Deres nabo, selv om De havde haft en berettiget forventning om at brændeskuret var godkendt.

Jeg har ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes opfattelse af at Deres brændeskur med presenning skulle betragtes som en bygning som var omfattet af bygningsreglementets afsnit 1.5 og 11.3.1. Det er min opfattelse at formålet med bygningsreglementets afsnit 11.3.1 om bygninger i eller tæt ved skel er at beskytte nabointeresser.

Materialevalget, herunder om der lægges et fast tag eller overdækkes med en presenning, kan ikke være afgørende for vurderingen af om der er tale om en bygning.

Jeg kan tilslutte mig statsamtets udtalelse om at kommunens afgørelse greb ind i nabointeresser der er beskyttet af reglerne i bygningsreglementet.

Jeg finder det beklageligt at kommunens første afgørelse ikke var i overensstemmelse med reglerne i bygningsreglementet.

Jeg har ikke grundlag for at kritisere statsamtets udtalelse af 23. november 2000 om afvejning af de modstående interesser i sagen og finder at der var hjemmel til at kommunen genoptog sagen og herefter anmodede Dem om at fjerne presenningen.

4. Kommunens manglende partshøring inden 12. januar 2000

Forvaltningslovens § 19 har følgende ordlyd

’§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. ( )’

De sendte til kommunens orientering kopi af Deres brev af 13. november 1999 til (B). De skrev bl.a. at sagen om brændeskuret var afsluttet. Det fremgik af Deres brev at De ikke var bekendt med (B)’s brev af 18. oktober 1999 til kommunen, og at De heller ikke på anden måde var blevet bekendt med at kommunen havde genoptaget sagen.

Vestre Landsret fastslog i en dom som er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 2088, at det forudsætningsvis fremgår af forvaltningslovens § 19 at en part skal underrettes om at der verserer en sag, og at manglende partshøring medfører ugyldighed. En kommune havde meddelt et boligselskab byggetilladelse hvorefter naboerne klagede til statsamtet. Kommunen erkendte at byggetilladelsen ikke var lovlig. Statsamtet gav naboerne medhold uden forinden at have partshørt boligselskabet som var uvidende om klagesagen. Kommunen ændrede herefter standpunkt igen og fastholdt at byggetilladelsen var lovlig. Naboerne anlagde sag mod kommunen med påstand om nedrivning af det ulovlige byggeri. Kommunen anlagde sag mod statsamtet med påstand om at statsamtets afgørelse var ugyldig på grund af manglende partshøring af boligselskabet. Landsretten gav kommunen medhold i at statsamtets afgørelse var ugyldig. Landsretten udtalte at det var i strid med forvaltningslovens § 19 eller grundsætningen i denne at statsamtet ikke havde orienteret boligselskabet om at der verserede en sag. Statsamtet havde desuden tilsidesat § 19 eller ulovbestemte principper om partshøring ved at undlade at høre boligselskabet da kommunen fuldstændig og til ugunst for boligselskabet ændrede opfattelse og erkendte at byggetilladelsen ikke var lovlig.

Det er min opfattelse at kommunen burde have orienteret Dem om at sagen var genoptaget på grundlag af en henvendelse fra Deres nabo. Kommunen burde desuden have givet dem mulighed for at udtale Dem om sagen inden der blev truffet afgørelse.

Jeg kommer nærmere ind på betydningen af kommunens manglende orientering og partshøring af Dem under afsnittet om statsamtets afgørelse nedenfor.

5. Kommunens vejledningspligt

Ordlyden af forvaltningslovens § 7, stk. 1, om myndighedernes vejledningspligt er følgende

’§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.’

Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986), pkt. 29 og 30, har følgende ordlyd

’29. For alle forvaltningsmyndigheder gælder der en almindelig pligt til at vejlede borgerne inden for de sagsområder, der varetages af myndigheden. Vejledningen bør ydes i den eller de former, der findes at give den bedste virkning over for borgerne, f.eks. en generel skriftlig vejledning i en publikation, individuel skriftlig vejledning i et brev til den berørte borger eller individuel mundtlig, herunder telefonisk vejledning.

Vejledningens form og omfang vil i øvrigt afhænge af en konkret vurdering af den enkelte borgers behov og forudsætninger på det pågældende område. Der bør efter omstændighederne også vejledes om, at der kan ydes supplerende individuel vejledning, hvis den pågældende ønsker det.

30. Vejledning efter § 7, stk. 1, bør sikre, at borgeren får tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på det pågældende område har for vedkommende, og hvordan den pågældende lettest og mest effektivt kan opfylde de eventuelle krav, der er i lovgivningen. Vejledningen bør endvidere orientere om hvilken fremgangsmåde, der skal følges af den, der henvender sig til myndigheden, og om hvilke oplysninger, som skal tilvejebringes af borgeren som led i en sags behandling.

Vejledningens indhold og omfang må afpasses i forhold til borgerens forudsætninger og dennes eventuelle særlige personlige, eventuelt fysiske forhold.

En myndighed bør også i fornødent omfang bistå en borger, der retter henvendelse til myndigheden, med at udfylde eventuelle ansøgningsskemaer, anmeldelser eller lignende, der vedrører myndighedens eget område.’

Myndighedernes vejledning skal være korrekt, og myndighederne bør som følge af vejledningspligten af egen drift korrigere en tidligere givet forkert vejledning. Kommunen genoptog sagen og traf en anden afgørelse uden at have orienteret Dem herom. Da kommunen tidligere havde truffet afgørelse om Deres brændeskur med presenning på et forkert grundlag og De derfor ikke var blevet vejledt korrekt, er det min opfattelse at kommunen - eventuelt i forbindelse med partshøringen - burde have oplyst Dem om grundlaget for kommunens fornyede vurdering af sagen.

6. Kommunens begrundelse i afgørelsen af 12. januar 2000

Ordlyden af forvaltningslovens §§ 22 og 24 er følgende

’§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’

Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986), pkt. 132 og 133, har følgende ordlyd

’132. En begrundelse skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold.

Det er ikke muligt at foretage en præcis beskrivelse af, hvor udførligt en myndighed bør udforme begrundelsen. Besvarelsen heraf må bl.a. bero på, hvor aktivt den pågældende part har medvirket i den forudgående sagsbehandling og på sagens karakter i øvrigt.

For så vidt angår afgørelser, der er truffet af en ankeinstans, vil begrundelsen efter omstændighederne kunne bestå i en henvisning til den begrundelse, der er meddelt af den myndighed, hvis afgørelse er påklaget.

133. I mange tilfælde vil en simpel henvisning til den anvendte lovregel eller administrativt fastsatte bestemmelse - eventuelt med en gengivelse eller vedlæggelse af kopi af dennes ordlyd - være tilstrækkelig til at opfylde kravet om angivelse af de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Det vil normalt ikke være tilstrækkeligt at henvise til hele den pågældende lov eller en administrativ forskrift uden at præcisere, hvilke bestemmelser der mere præcist er lagt til grund.

Hvor den trufne afgørelse beror på en fortolkning af de anvendte bestemmelser, må der tillige redegøres for indholdet af den anlagte fortolkning, men en egentlig argumentation herfor vil i almindelighed ikke være nødvendig.

I det omfang, afgørelsen efter de gældende regler beror på et skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

I begge henseender vil det i særlige tilfælde kunne være tilstrækkeligt at henvise til en foreliggende praksis, hvis nærmere redegørelser herfor er offentligt tilgængelige, eller hvis den foreliggende praksis må anses for helt almindeligt kendt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor der i et cirkulære eller en vejledning nærmere er redegjort for myndighedens praksis, således som det er sket i skattemyndighedernes ligningsvejledning.’

Kommunen henviste i sin afgørelse af 12. januar 2000 bl.a. til at brændeskuret ikke var opført i overensstemmelse med Deres anmeldelse af 20. juni 1999. Som ovenfor beskrevet er jeg enig med statsamtet i at De efter 2- ugers-fristens udløb med rette havde kunnet gå ud fra at Deres brændeskur var lovligt i sin form ved besigtigelsen den 9. august 1999.

Kommunen burde derfor ikke have begrundet sin afgørelse med henvisning til brændeskurets manglende overensstemmelse med Deres anmeldelse. Det burde have fremgået af begrundelsen at kommunen efter en genoptagelse af sagen havde afvejet de forskellige hensyn bag bygningsreglementets bestemmelser hvilket førte til en anden afgørelse. Det burde endvidere have fremgået hvilke hensyn kommunen havde inddraget, og hvilke hensyn der fik afgørende betydning for afgørelsen. Kommunen burde desuden have henvist til reglen om ejerens pligt til at berigtige ulovlige forhold i byggelovens § 17.

7. Statsamtets afgørelse

Som ovenfor beskrevet kan jeg tilslutte mig statsamtets opfattelse af at kommunen havde hjemmel til at anmode Dem om at fjerne presenningen. Jeg kan således ikke kritisere selve afgørelsen.

Jeg har ovenfor under afsnittet om kommunens manglende partshøring omtalt en dom afsagt af Vestre Landsret. Landsretten fastslog at statsamtets afgørelse var ugyldig på grund af manglende partshøring.

I Deres sag kunne statsamtet have truffet afgørelse om at kommunens afgørelse af 12. januar 2000 var ugyldig på grund af kommunens manglende partshøring. Statsamtet kunne have hjemvist sagen til fornyet behandling i kommunen. Statsamtet partshørte Dem i stedet i brev af 3. februar 2000. De blev her orienteret om at statsamtet havde bedt kommunen om en udtalelse og havde bedt kommunen om at sende udtalelsen til Dem. Statsamtet gav Dem mulighed for at komme med bemærkninger til sagen inden 4 uger fra modtagelsen af kommunens udtalelse. Kommunen sendte sin udtalelse af 25. februar 2000 til Dem, og De kom med deres bemærkninger hertil i brev af 1. marts 2000 til statsamtet.

Statsamtet rettede dermed op på kommunens manglende partshøring ved at partshøre Dem i brev af 3. februar 2000. Jeg har efter omstændighederne ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at statsamtet ikke hjemviste sagen til fornyet behandling.

Statsamtet burde dog have påtalt at kommunen ikke havde oplyst Dem om at sagen var genoptaget, og at kommunen ikke partshørte Dem inden afgørelsen af 12. januar 2000. Statsamtet burde desuden have påtalt at kommunen ikke inden afgørelsen havde vejledt Dem om grundlaget for den fornyede vurdering. Statsamtet burde også have påtalt at begrundelsen i kommunens afgørelse af 12. januar 2000 ikke var korrekt og tilstrækkelig.”

Fjernelse af presenning over brændeskur

Det fremgår af sagen at Birkerød Kommune på baggrund af en naboklage af 16. marts 1999 ved brev af 21. maj 1999 meddelte A at et brændeskur han havde opført i naboskel, skulle have været anmeldt over for kommunen inden byggearbejdet blev påbegyndt, efter BR-S 98, afsnit 1.5.1. Kommunen anmodede A om at sende en anmeldelse inden den 1. juli 1999. Ligeledes anførte kommunen at brændeskuret var opført i strid med BR-S 98, afsnit 11.3.1, litra a og b.

Ved brev af 2. juni 1999 søgte A kommunen om dispensation fra bygningsreglementets regler om bygningers længde og areal. Kommunen meddelte den 15. juni 1999 A afslag på ansøgningen om dispensation.

Ved brev af 20. juni 1999 oplyste A at han ville afmontere taget på brændeskuret med undtagelse af 2,28 m. A anførte ligeledes at brevet var en anmeldelse af opførelse af et ”småhus”. Kommunen godkendte herefter i brev af 30. juni 1999 den ordning A havde skitseret i brevet af 20. juni 1999. Kommunen skrev desuden at lovliggørelsen skulle være tilendebragt senest den 1. august 1999.

Kommunen besigtigede den 9. august 1999 A’s brændeskur. Kommunen konstaterede her at tagpladerne var nedtaget som anført i A’s brev af 20. juni 1999, og at A i stedet havde opsat en presenning. Af en håndskrevet påtegning på en kopi af kommunens brev af 30. juni 1999 fremgår følgende

”Ved besigtigelse d. 9. august 1999 er det konstateret at tagplader er taget af som skitseret. Skuret er derved indskrænket som krævet.”

Om besigtigelsen den 9. august 1999 har A i brev af 9. august 2000 til mig bl.a. anført følgende

”Den 9. aug. 99 kom ingeniør (C), BK på besigtigelse, hvor han konstaterede, at tagpladerne var afmonteret som ansøgt og at der i stedet var overdækket med en presenning. (C) bekræftede, at en presenning ikke betragtedes som et tag og konstaterede at alt nu var i orden. Jeg spurgte om jeg nu modtog en skriftlig godkendelse, hvortil (C) svarede, at i henhold til BR-S 98 vil jeg kun modtage svar, hvis kommunen havde indsigelser og dertil havde kommunen 2 uger fra den dato, hvor kommunen var bekendt med projektet. Således forstået, at når 2 ugers fristen var overstået, var det implicit en godkendelse. Jeg henviser her til bilag 7, som er en udleveret kopi af skrivelse af den 30.6.99 med (C)’s håndskrevne godkendelse. I tlf. notat af 30.10.99 oplyser (C) ligeledes overfor min nabo hr. (B), at byggelovgivningen ikke er til hinder for en oplagt presenning. Denne oplysning, som jeg indhentede i sagens akter, viderebringer jeg således i 1. afsnit af mit svarbrev af den 13.11.99 til hr. (B) og som jeg også sender i kopi til orientering for (C), BK.”

Ved brev af 26. august 1999 rettede A’s nabo, B, henvendelse til Birkerød Kommune hvori B under henvisning til kommunens afslag på dispensation af 15. juni 1999 bl.a. skrev at A’s brændeskur stod uændret bortset fra at det var udstyret med en presenning.

Af et telefonnotat af 13. oktober 1999 vedrørende en samtale mellem kommunens tekniske forvaltning og B fremgår bl.a. følgende

”(B), ( ), henviste til sit brev hertil af 16. marts 1999. (B) ønskede oplyst, om sagens stade vedrørende brændeskur i skelbræmmen på matr.nr. ( ).

Det oplystes, at sagen havde verseret over sommeren og nu var afsluttet, idet tagpladerne er nedtaget i det anmodede omfang.

Til spørgsmålet om en oplagt presenning i stedet for tag ændrede forholdet oplystes det, at byggelovgivningen ikke er til hinder herfor.”

Med brev af 18. oktober 1999 sendte B kopi af et brev af samme dato til A til Birkerød Kommune idet B anførte at taget på brændeskuret ikke var taget ned, men blot udstyret med en presenning. B anførte i den forbindelse at han ville sætte pris på en hurtig behandling af sagen.

A svarede B ved brev af 13. november 1999 som kommunen modtog kopi af.

Ved brev af 12. januar 2000 meddelte kommunen herefter A følgende

”På baggrund af Deres anmeldelse af 20. juni 1999, har vi den 30. juni 1999 godkendt en reducering af et udhus i naboskelbræmmen på ovennævnte ejendom. Godkendelsen er meddelt i henhold til Bygningsreglement for Småhuse (BR-S 1998), kapitel 11.

Ved besigtigelse af brændeskuret den 9. august 1999 har vi konstateret, at tagplader var nedtaget. I stedet var oplagt presenning over brændestablen.

Efter en nærmere gennemgang af byggelovgivningen med vejledninger, må vi konstatere, at konstruktioner som pergola eller lignende skal betragtes på linie med carporte i det omfang de tjener til at understøtte en overdækning med presenning. Ifølge BR-S 1998 må sådanne bygninger ikke opføres uden forudgående anmeldelse.

Vi har ved besigtigelse den 10. januar 2000 konstateret, at presenningen er lagt op på spærkonstruktionen. Overdækningen skal således betragtes som en bygning, og svarer derfor ikke til Deres anmeldelse af 20. juni 1999.

På denne baggrund anmodes De om inden den 20. januar 2000 at fjerne presenningen helt, svarende til Deres tidligere anmeldelse.”

Ved brev af 16. januar 2000 skrev A til Birkerød Kommune at kommunen efter hans opfattelse havde godkendt den presenning som han havde anbragt.

Kommunen fastholdt ved brev af 21. januar 2000 sin afgørelse af 12. januar 2000 og anførte i den forbindelse bl.a. følgende

”Vi beklager, at vi under sagens forløb har givet Dem et fejlagtigt indtryk om en godkendelse.

Da vi har konstateret, at konstruktionen med oplagt presenning skal betragtes som en bygning, kan den imidlertid ikke godkendes, sålænge den er placeret indenfor naboskelbræmmen. Der henvises til vedlagte uddrag af håndbog for bygningsmyndigheder, samt til bygningsreglement for småhuse 98, afsnit 11.3.1.

De anmodes derfor om at nedtage presenningen som tidligere meddelt og inden den 7. februar, hvorefter sagen vil blive betragtet som afsluttet.”

A påklagede herefter den 30. januar 2000 Birkerød Kommunes afgørelse af 12. januar 2000 til Frederiksborg Statsamt som den 3. februar 2000 bad kommunen om en udtalelse om sagen.

Af kommunens udtalelse af 25. februar 2000 til statsamtet fremgår bl.a. følgende

”Om afgørelserne i sagen skal det kort resumeres, at vi med brev af 15. juni 1999 har meddelt afslag på (A)’s ansøgning af 2. juni 1999, om dispensation til bibeholdelse af et ulovligt opført brændeskur på ejendommen. Vi har i brev af 30. juni 1999 godkendt (A)’s anmeldelse af 20. juni 1999 af et forslag til lovliggørelse af brændeskuret, under forudsætning af at bygningsreglementets bestemmelser dermed var overholdt.

Ved besigtigelsen den 9. august var tagpladerne nedtaget i det beskrevne omfang. Der var imidlertid oplagt presenninger i stedet, og vi bad straks om, at disse blev taget ned. (A) afviste imidlertid dette og henviste til, at presenninger ikke udgør et fast tag, hvorfor overdækningen ikke skulle betragtes som en bygning.

Det var ikke muligt på stedet at imødegå dette udsagn, og det er muligt, at vi derved har givet (A) et fejlagtigt indtryk af, at overdækningen er blevet godkendt.

Foranlediget af de senere henvendelser i sagen har vi undersøgt spørgsmålet nøjere og konstateret, at overdækning med presenning af en pergola, som i denne sag, skal betragtes som en carport, jf. håndbog for bygningsmyndigheder, blad SB 058 side 6.

Den nuværende presenning er derfor efter vores opfattelse omfattet af vores tidligere afslag på dispensationsansøgningen til bibeholdelse af brændeskuret.

Vi har ikke givet en godkendelse af den oplagte presenning, og vi mener ikke, at de oplysninger, vi har givet (A) og hans nabo (B), giver baggrund for at omstøde de faktiske afgørelser i sagen.”

Kommunen sendte A en kopi af udtalelsen. I A’s brev af 1. marts 2000 til statsamtet kom han på baggrund af kommunens udtalelse med yderligere bemærkninger til sagen.

Frederiksborg Statsamt traf afgørelse i sagen den 6. juli 2000. I afgørelsen er bl.a. anført følgende

”Ifølge BR-S 98 afsnit 11.3.1 afsnit a og b må den samlede bygning, der ligger i naboskel eller nærmere skel end 2,5 meter ikke være over 50 m2 og ikke have en større længde i skel end 12 meter, og uanset om brændeskuret er overdækket med tagplader eller en presenning, er der tale om en bygning, der er omfattet af reglerne i BR- S 98.

Ved afgørelsen af 15. juni 1999 blev De gjort bekendt med, at De ved opførelsen af det pågældende brændeskur havde overtrådt bestemmelserne i BR-S 98, og at kommunen ikke fandt grundlag for at dispensere fra arealbestemmelsen eller længdekravet i naboskel, og ved kommunens afgørelse af 12. januar 2000 er denne afgørelse blevet fastholdt, idet erstatningen af tagpladerne med en presenning ikke svarer til den af Dem anmeldte ændring af 20. juni 1999, idet der fortsat er tale om en bygning i byggelovens forstand.

I BR-S 98 afsnit 11 er der fastsat bestemmelser om bygninger i naboskel eller nærmere naboskel end 2,5 meter, og formålet med disse bestemmelser er hensynet til naboen, og Statsamtet har ikke i denne sag fundet, at kommunens fejlagtige oplysninger eller kommunens lange sagsbehandlingstid skal føre til en tilsidesættelse af dette hensyn, hvorfor der ikke findes grundlag for at ændre kommunens afgørelse. Statsamtet foretager sig herefter ikke videre i sagen.”

A klagede herefter til mig i brev af 9. august 2000. A klagede over at kommunen den 12. januar 2000 havde truffet afgørelse om at hans brændeskur skulle lovliggøres, selv om kommunen ikke inden 2 uger efter besigtigelsen den 9. august 1999 havde gjort indsigelse mod hans brændeskur. A gik derfor ud fra at hans brændeskur med presenning var lovligt. A klagede desuden over at han ikke var blevet informeret om at kommunen havde genoptaget sagen efter besigtigelsen den 9. august 1999. A bad mig desuden tage stilling til statsamtets afgørelse af 6. juli 2000.

Jeg bad i brev af 21. september 2000 Frederiksborg Statsamt om en udtalelse i anledning af A’s klage og bad statsamtet om forinden at indhente en udtalelse fra kommunen. Jeg skrev bl.a. følgende

”Jeg beder under henvisning til det ovenfor citerede om at Birkerød Kommune i sin udtalelse nærmere redegør for hvorvidt kommunen mundtligt har meddelt (A) en godkendelse af hans brændeskur med den anbragte presenning.

Jeg beder endvidere i den forbindelse kommunen nærmere redegøre for om det er en ansat i kommunen der har påført det ovenfor citerede på en kopi af kommunens brev af 30. juni 1999, herunder om dette kan betragtes som en godkendelse. Jeg henviser ligeledes til det kommunen har anført dels i telefonnotatet af 13. oktober 1999, dels i sin udtalelse af 25. februar 2000 til Frederiksborg Statsamt.

Hvis der foreligger en mundtlig godkendelse af brændeskuret med presenning fra Birkerød Kommune, beder jeg om at kommunen og statsamtet i udtalelserne nærmere redegør for om der under de foreliggende omstændigheder var hjemmel til at tilbagekalde den mundtligt meddelte godkendelse.”

Kommunen skrev i sin udtalelse af 31. oktober 2000 til statsamtet bl.a. følgende

”Ombudsmanden spørger, hvorvidt kommunen mundtligt har meddelt (A) en godkendelse af hans brændeskur med den anbragte presenning. Det kan oplyses, at kommunen ved besigtigelse den 9. august 1999 kunne konstatere, at tagplader på brændeskuret var nedtaget som aftalt og at der i stedet var oplagt presenning over brændestablen. (A) var til stede ved besigtigelsen og gav udtryk for, at han hermed fandt sin brændestabel lovliggjort, idet en presenning ikke var at betragte som et tag. Sagsbehandleren havde ikke mulighed for at imødegå dette på stedet og gav i stedet udtryk for, at (A) ville høre fra kommunen inden 14 dage, såfremt der var problemer i sagen. Vi er således enige i (A)’s beskrivelse af dette i sit brev til Ombudsmanden den 9. august 2000. Dog må vi bemærke, at vi ikke finder det korrekt, at han opfatter sagsbehandlerens udtalelse som en egentlig godkendelse.

Med hensyn til den påskrevne bemærkning på kopi af kommunens brev til (A) af 30. juni 1999 kan vi bekræfte, at den er påført af sagsbehandleren på sagen. Hvorvidt det, sammen med telefonnotatet af 13. oktober 1999, kan betragtes som en godkendelse må vi udtale, at det ikke er vores opfattelse. Der er alene tale om notater af sagsbehandlerens indtryk efter drøftelse med henholdsvis (A) og naboen (B). Det er først med kommunens skrivelse til (A) af 12. januar 2000, at der foreligger en egentlig afgørelse fra kommunen.

I den sammenhæng skal vi dog beklage, at kommunen ikke har efterlevet hvad (A) blev lovet ved besigtigelsen den 9. august 1999, nemlig at han, såfremt der var problemer i sagen, ville høre nærmere inden for 14 dage. Desværre kommer der til at gå 5 måneder, hvilket naturligt får (A) til at betragte sagen som afsluttet, herunder den oplagte presenning for lovliggjort.

Til spørgsmålet om hvorvidt kommunen, på baggrund af det ovenfor beskrevne forløb, og såfremt der havde foreligget en tilladelse, har hjemmel til at bede (A) om at fjerne presenningen helt, kan vi oplyse, at det er vores opfattelse, at der ikke findes en sådan hjemmel i byggelovgivningen.”

Kommunen korrigerede med brev af 31. oktober 2000 til statsamtet sin udtalelse af 19. oktober 2000. I brevet af 31. oktober 2000 skrev kommunen bl.a. følgende

”Vi skal hermed beklage, at brevets sidste afsnit er formuleret forkert. Det skal således fremgå, at det er vores opfattelse, at der ikke findes hjemmel for kommunen til at tilbagetrække en i henhold til byggelovgivningen meddelt tilladelse - mundtligt eller skriftligt. I den forbindelse må vi imidlertid fastholde, at der i denne sag ikke er givet en tilladelse.”

Statsamtet skrev i brev af 23. november 2000 til mig bl.a. følgende

”Ombudsmanden har bedt om en nærmere redegørelse til belysning af, hvorvidt bygningsmyndigheden tidligere har godkendt den sagen omhandlede bygningsmæssige konstruktion, og om der i givet fald var hjemmel til at tilbagekalde godkendelsen.

Oprindeligt var brændestablen dækket af et tag, og bygningsmyndigheden meddelte i den anledning - på baggrund af en naboklage - at klager var forpligtet til at indsende en anmeldelse af brændeskuret i henhold til BR-S 98, afsnit 1.5.1, samt at brændeskuret i øvrigt var i strid med bestemmelserne i BR-S 98, afsnit 11.3.1.

I brev af 15. juni 1999 meddelte bygningsmyndigheden på baggrund af klagers henvendelse herom afslag på ansøgning om dispensation til at bibeholde brændeskuret, både for så vidt angik arealet som længden, og påbød derfor klager at lovliggøre forholdet.

I brev af 20. juni 1999 meddelte klager bygningsmyndigheden, at brændeskuret ville blive afmonteret taget undtagen 2,28 m i den vestlige ende. Klager anførte, at brevet skulle betragtes som en anmeldelse af et ’småhus’.

Ved bygningsmyndighedens besigtigelse den 9. august 1999 viste det sig, at klager havde erstattet den fjernede del af taget med en presenning.

Det bemærkes at både den oprindelige og den efterfølgende konstruktion efter byggelovens § 2, stk. 2, er omfattet af bestemmelserne i denne lov og af regler fastsat i medfør af loven.

Konstruktionen med presenning i stedet for tag er opført i strid med BR-S 98, afsnit 11.3.1, litra a og b, idet den sammen med et i forvejen eksisterende udhus bringer det samlede bebyggede areal i skelbræmmen op på 53,60 m2 og indebærer, at de sider, der vender mod skellet, får en samlet længde på 16,95 m. Bygningsmyndigheden er efter byggelovens § 16 A, stk. 3, pligtig at søge konstruktionen lovliggjort, medmindre forholdet skønnes at være af ganske underordnet betydning.

I forbindelse med bygningsmyndighedens bestræbelser på at gennemføre en lovliggørelse af den oprindelige konstruktion blev der den 9. august 1999 gennemført besigtigelse af konstruktionen, under hvilken sagsbehandleren tilkendegav, at klageren ville høre fra kommunen inden 14 dage, såfremt der var problemer i sagen.

Bygningsmyndigheden har i udtalelse af 31. oktober 2000, indhentet til brug ved Ombudsmandens behandling af sagen, tilkendegivet, at man ikke finder, at der hermed er meddelt en godkendelse af konstruktionen. Af de oplysninger, der i øvrigt foreligger i sagen, fremgår, at bygningsmyndigheden blot betragter sin afgørelse af 12. januar 2000 som udtryk for en fastholden af en tidligere den 15. juni 1999 truffet afgørelse, ved hvilken der blev meddelt klageren afslag på en ansøgning om dispensation fra den nævnte bestemmelse i BR-S 98

Statsamtet finder, at klageren efter sagsbehandlerens udtalelse under den foretagne besigtigelse og bygningsmyndighedens efterfølgende passivitet med rette har kunnet gå ud fra, at der hermed var truffet afgørelse om konstruktionens godkendelse. Der henvises til bestemmelsen i BR-S 98, afsnit 1.5, hvorefter visse byggearbejder kan udføres, dersom kommunalbestyrelsen ikke har reageret inden 2 uger fra den dag, man har modtaget en anmeldelse herom.

Statsamtet finder imidlertid efter de oplysninger, der foreligger, at det må lægges til grund, at afgørelsen er baseret på et utilstrækkeligt kendskab til reglerne og således er behæftet med en retlig mangel. Dette fremgår dels af et notat vedrørende en telefonsamtale med naboen den 13. oktober 1999, i hvilket det er anført: ’Til spørgsmålet om en oplagt presenning i stedet for tag ændrede forholdet oplystes det, at byggelovgivningen ikke er til hinder herfor’, dels af bygningsmyndighedens skrivelser af 12. januar 2000 og 21. januar 2000, hvoraf det fremgår, at bygningsmyndighedens genoptagelse af sagen beror på, at man har ændret opfattelse vedrørende forståelsen af de regler, der finder anvendelse på forholdet.

Statsamtet finder tillige, at afgørelsen er behæftet med væsentlige formelle mangler, idet en retlig lovliggørelse af byggeriet forudsætter, der gives de nødvendige dispensationer efter byggelovens almindelige regler herom, herunder at der forinden foretages naboorientering i det omfang, de pågældende regler har til formål at varetage nabohensyn, jf. byggelovens § 22, stk. 2.

Under hensyn til, at bygningsmyndighedens afgørelse som en refleksvirkning griber ind i nabointeresser, der er beskyttet af bestemmelser i bygningsreglementet, er det Statsamtets opfattelse, at spørgsmålet om bygningsmyndighedens adgang til at tilbagekalde afgørelsen må bero på en konkret afvejning af de således foreliggende modstående interesser mellem klageren og den berørte nabo.

Statsamtet har ved afgørelsen af 6. juli 2000 skønnet, at hensynet til klageren og dennes interesse i at bibeholde den ulovlige bygningskonstruktion ikke bør veje tungere end hensynet til naboens interesser, uanset at bygningsmyndighedens måde at behandle sagen på har haft til følge, at der hos klageren blev vakt en berettiget formodning om, at byggeriet var godkendt som lovligt.

Statsamtet fastholder dette skøn og er således fortsat af den opfattelse, at der under de foreliggende omstændigheder var hjemmel til at tilbagekalde den stiltiende godkendelse.”

Jeg sendte myndighedernes udtalelser til A med brev af 7. december 2000. A fastholdt i brev af 3. januar 2001 til mig at kommunen efter hans opfattelse havde godkendt hans brændeskur med presenning.

Ombudsmandens udtalelse

”1. Regelgrundlaget

Grundlaget for myndighedernes afgørelser var reglerne i byggeloven (lovbekendtgørelse nr. 452 af 24. juni 1998). Da kommunen traf afgørelse, havde byggelovens §§ 1, 2, 5, 8, 16 A, 17 og 22 følgende ordlyd

’§ 1. Denne lov har til formål

at sikre, at bebyggelse udføres og indrettes således, at den frembyder tilfredsstillende tryghed i brand- og sikkerheds- og sundhedsmæssig henseende,

at sikre, at bebyggelse og ejendommens ubebyggede arealer får en tilfredsstillende kvalitet under hensyn til den tilsigtede brug og vedligeholdes forsvarligt,

at fremme foranstaltninger, der kan øge byggeriets produktivitet,

at fremme foranstaltninger, som kan modvirke unødvendigt ressourceforbrug i bebyggelser,

at fremme foranstaltninger, som kan modvirke unødvendigt råstofforbrug i bebyggelser.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

Efter en klage fra en nabo skrev en kommune til en grundejer at hans brændeskur, som var opført i naboskellet, ikke opfyldte reglerne i bygningsreglementet. Grundejeren svarede at han ville afmontere en del af taget, og at brændeskuret herefter ville være lovligt. Kommunen besigtigede herefter brændeskuret og konstaterede at en del af det faste tag var erstattet med en presenning. Kommunen oplyste ved besigtigelsen at grundejeren ville høre fra kommunen inden 2 uger hvis der var problemer. Kommunen svarede ikke inden fristens udløb, men genoptog senere sagen på baggrund af en ny klage. Kommunen orienterede ikke grundejeren om genoptagelsen før den traf afgørelse om at han skulle lovliggøre brændeskuret. Kommunen begrundede afgørelsen med at brændeskuret ikke var i overensstemmelse med anmeldelsen, og at brændeskuret også med en presenning som tag måtte anses for en bygning i byggelovens forstand. Statsamtet stadfæstede kommunens afgørelse.

Ombudsmanden kritiserede flere forhold i forbindelse med sagen: at den oprindelige godkendelse af brændeskuret ikke var i overensstemmelse med bygningsreglementet, at grundejeren ikke var blevet orienteret og hørt i forbindelse med genoptagelsen af sagen, og at begrundelsen ikke var korrekt og tilstrækkelig.

Ombudsmanden mente desuden at statsamtet burde have påtalt kommunens sagsbehandlingsfejl. Ud fra en afvejning af naboens modstående interesser i sagen mente ombudsmanden imidlertid ikke at kunne kritisere at statsamtet på baggrund af byggelovens § 17 havde stadfæstet kommunens tilbagekaldelse af sin oprindelige afgørelse. (J.nr. 2000-2475-160).