Varsel til gymnasieelev i forbindelse med forsømmelser

Varsel til gymnasieelev i forbindelse med forsømmelser

Det fremgår af sagen at rektor for X Gymnasium og HF-kursus, C, ved en mundtlig afgørelse af 26. april 2000 udelukkede eleverne B og D, der dengang gik i 3. g, fra undervisningen den 27. og 28. april 2000. Den mundtlige afgørelse blev fulgt op af en skriftlig afgørelse af 27. april 2000. Bortvisningen var begrundet med at eleverne i faget idræt havde afleveret en skriftlig opgave som i næsten hele sit omfang var hentet på Internettet, og at de ved deres adfærd ”på det groveste [havde] brudt skolens generelle arbejdsmæssige tillidsforhold mellem lærer og elev”. I afgørelsen var videre anført at ”[h]vis et lignende tillidsbrud konstateres senere i jeres uddannelsesforløb her på skolen, vil det medføre øjeblikkelig og permanent bortvisning”. Afslutningsvis fremgik det at B og D den 1. maj 2000 skulle kvittere for brevets modtagelse.

Den 1. maj 2000 modtog og underskrev B på rektors kontor et ”varsel vedr. forsømmelser - gymnasiet”, jf. gymnasiebekendtgørelsens § 13, stk. 7.

Den 9. maj 2000 klagede B’s far, A, på vegne af B til Undervisningsministeriet over bortvisningen med den tilknyttede advarsel om permanent bortvisning i gentagelsestilfælde og varslet vedrørende forsømmelser. A kritiserede endvidere rektors adfærd over for B om morgenen den 1. maj 2000 i gymnasiets fællesområde. I brevet anførte A herom bl.a.

”Da (B) blev bedt om at kvittere for modtagelse af den skriftlige afgørelse mandag den 1. maj 2000, benyttede jeg lejligheden til at gå med ham til skolens kontor kl. 8.00, hvor (B) kvitterede. Rektor var ikke til stede, og jeg meddelte derfor skolesekretær ( ), at (B) ikke længere ville deltage i møder med rektor, uden at jeg var til stede. Skolesekretæren sagde, at hun ville sige dette til rektor.

Kl. ca. 9.30 mødte rektor op i skolens fællesområde, hvor der befandt sig mindst 100 personer. Rektor bad (B) om at følge med ham til sit kontor. (B) meddelte rektor, at han ikke ville deltage i et møde, uden at hans far var til stede. Rektor gentog sin anmodning, og (B) nægtede fortsat at følge med, medmindre hans far deltog. (B) oplyste, at det havde han ret til ’ifølge loven’. Herefter meddelte rektor, at (B) kunne pakke sin taske og gå, idet han var bortvist fra skolen. Rektor tilføjede: ’Jeg går ind og skriver brevet med det samme’. (B) blev ikke informeret om, hvorfor rektor ønskede at tale med ham på sit kontor.

(B) pakkede sit grej og forlod bygningen efter at have ringet mig op på mit job på ( ) Produktionshøjskole ca. 4 kilometer fra gymnasiet og bedt mig om straks at komme.

Da jeg kom til skolen kl. ca. 9.55, gik vi begge ind på skolens kontor, hvor vi blev inviteret til rektors kontor ved siden af. Antageligt som en form for vidne indkaldtes desuden lærer ( ).

Jeg spurgte, hvad det drejede sig om, og rektor meddelte, at hvis han ønskede at tale med en elev på sit kontor, så havde eleven at rette sig derefter. Dette kunne der ikke ændres ved. Han kunne ikke være afhængig af, at eleven først skulle ringe til f.eks. en af forældrene, der så skulle komme og deltage. ’Hvor er vi så henne?’, bemærkede rektor. Rektor sammenlignede situationen med forholdene på en arbejdsplads. Hvis man opførte sig sådan på sin arbejdsplads, ville man ifølge rektor selvfølgelig stå til fyring. Rektor tilkendegav yderligere som sin opfattelse, at hvis (B) fortsat ikke ville tale med ham alene på rektors kontor, hvis rektor bad om det, måtte han finde et andet gymnasium, hvor dette blev tolereret!

På min forespørgsel bekræftede rektor, at (B) ikke var bortvist, men at han havde lænet sig op ad en bortvisning!

I tilknytning til (B)’s handlemåde oplyste rektor, at hvis (B) havde fulgt med til rektors kontor og der meddelt, at han ønskede sin far som bisidder, havde dette nok ikke været et problem.

Som svar på mit spørgsmål om, hvorfor rektor ønskede at tale med (B), oplyste rektor: ’Han skal jo ind og kvittere for et varsel vedrørende forsømmelser’.”

I relation til B’s ønske om A’s tilstedeværelse under samtalen på rektors kontor redegjorde A i sin klage til Undervisningsministeriet nærmere for forvaltningslovens § 8 om bistand og repræsentation. Afslutningsvis tilkendegav A at han fandt det i overensstemmelse med god forvaltningsskik at genoptage afgørelserne for D såfremt A fik medhold i sin klage, idet afgørelserne byggede på samme grundlag og derfor burde afgøres med samme resultat.

I en udtalelse af 23. maj 2000 til Undervisningsministeriet, anførte X Gymnasium og HF- kursus v. C bl.a.

”

Til orientering kan det oplyses, at der som fast procedure indenfor ledelsesgruppen ikke foregår samtaler med personer, der senere vil kunne påklage samtalens indhold, uden at en ledelsesrepræsentant er til stede udover samtalepartneren, hvilket naturligvis også var tilfældet mandag d. 1. maj.

I samme forbindelse kan det oplyses, at rektor kun har været i samtale med omtalte elev i overværelse af enten en faglærer eller en ledelsesrepræsentant.

Det skal sluttelig omtales, at rektor mandag d. 1. maj i fællesområdet bad (B) 4 gange om gå med hen på kontoret, hvilket er rektors ledelsesret. Anmodningen blev hver gang afslået, hvorefter der foreligger en disciplinær forseelse, som må behandles derefter. Det er uvist, hvorfor klageren p. 9 (midt) nu anvender terminologien ’permanent bortvisning’, da ovenfor anførte disciplinære forseelse i gentagne eller særligt graverende tilfælde ville kunne medføre en kortere udelukkelse fra undervisningen jvnf. bekendtgørelsens § 14.

Anmodningen om at møde på kontoret skal naturligvis ses i sammenhæng med, at rektor selvsagt ikke drøfter spørgsmål om f.eks. uretmæssig besvarelse af to opgaver i et fællesområde tæt besat af elever.

Klageren erkender selv (p. 8 øverst) distinktionen mellem at rette sig efter en henvendelse og det juridiske krav om at have en bisidder til at deltage i en samtale. Klageren omtaler derfor også fuldt korrekt, at sidstnævnte, som formuleret af rektor overfor faderen og sønnen, naturligvis ikke ville være noget problem (2. afsnit side 8 øverst). Kontoret stiller altid med beredvillighed telefon til rådighed, når sådanne ønsker udtrykkes.”

Den 28. maj 2000 fremsatte A bemærkninger til rektor C’s udtalelse. A anførte bl.a. at det var uomtvisteligt at rektor i gymnasiets fællesområde ganske utvetydigt havde tilkendegivet at B ikke skulle vise sig mere på gymnasiet når han ikke ville følge med til rektors kontor. A gjorde endvidere bl.a. gældende at rektor måtte have været bekendt med at A over for skolesekretæren havde meddelt at B ikke ville deltage i nogen samtale med rektor uden A’s tilstedeværelse, og at rektor derfor måtte forvente det svar han fik fra B.

I en afgørelse af 10. juli 2000 gav Undervisningsministeriet A medhold i at rektor C’s udelukkelse af B fra undervisningen den 27. og 28. april 2000 havde savnet hjemmel. I relation til A’s klage over varslet vedrørende forsømmelser anførte ministeriet at det ikke havde mulighed for at vurdere om rektors eller A’s vurdering af omfanget af den uretmæssige hjælp til besvarelse af idrætsopgaven var den korrekte, og allerede fordi advarslen var retlig uvirksom, tog ministeriet ikke stilling til dette forhold. Endelig påtalte ministeriet nogle sagsbehandlingsfejl i rektors afgørelse af 27. april 2000. Ministeriet tog ikke stilling til spørgsmålet om A’s adgang til at bistå B på rektors kontor den 1. maj 2000 samt de forudgående omstændigheder i gymnasiets fællesområde idet ministeriet ikke anså disse forhold for omfattet af A’s klage.

A klagede herefter den 16. juli 2000 til Undervisningsministeriet, Uddannelsesstyrelsen, over fem forhold i relation til rektor C’s behandling af sagen. A anførte afslutningsvis at han fortsat ønskede svar på ”om styrelsen, når den er bekendt med, at der eksisterer en tydelig forkert afgørelse, vil foranledige, at det meddeles D, at rektor på det meddelte grundlag ikke havde hjemmel til bortvisningen”.

Den 7. september 2000 traf Undervisningsministeriet, Uddannelsesstyrelsen, følgende afgørelse

”I et brev af 16. juli 2000 har De i anledning af vor afgørelse af 10. juli 2000 meddelt, at De også ønsker Uddannelsesstyrelsens tilkendegivelse i anledning af

rektors undladelse af at imødekomme Deres søn (B)’s ønske om at lade sig repræsentere og bistå under møder med rektor,

at rektor mundtligt meddelte afgørelsen om bortvisning af Deres søn (B) på skolens fællesområde i flere personers påhør,

rektors tilkendegivelse af, at ’(B) havde lænet sig op ad en bortvisning’,

rektors udtrykkelige sidestilling af elever med medarbejdere i en virksomhed, og

rektors udsagn om at være rede til at modtage en næse fra ministeriet for ikke at have behandlet besvarelsen af den engelske kommenteringsopgave strengt nok.

Efter formuleringen af Deres klage af har Uddannelsesstyrelsen ikke anset disse punkter for omfattet af Deres klage af 9. maj 2000, idet denne i indledningen med fremhævet skrift oplistede de klagepunkter, De ville fremsætte.

Vi har sendt et foreløbigt svar af 18. juli 2000 og vender herved tilbage til en besvarelse af Deres spørgsmål.

Ad 1.

Efter forvaltningslovens § 8, stk. 1, har Deres søn (B) haft ret til at lade sig bistå af andre. I almindelighed kan en elev ikke vægre sig ved at efterkomme henstilling om at komme ind på rektors kontor. I det foreliggende tilfælde har De oplyst, at rektors formål med at kalde Deres søn (B) ind på kontoret var, at få ham til at afgive en kvittering for en advarsel i henhold til forsømmelsesreglerne, dvs., der var ikke tale om en samtale, der kunne ende med en afgørelse. Under henvisning til at det ikke for Deres søn (B) nødvendigvis har stået som en mulighed, at samtalen kunne ende med en afgørelse og til rektors oplysning om kontorets beredvillighed til at stille telefon til rådighed for tilkaldelse af bisidder til at deltage i en samtale, der kan ende med en afgørelse, finder Uddannelsesstyrelsen ikke grundlag for at statuere, at rektor har overtrådt forvaltningslovens § 8.

Ad 2.

En bortvisning af Deres søn (B) af disciplinære grunde på grund af vægring ved at efterkomme rektors anmodning, ville næppe have været berettiget. Det fremgår af Deres sagsfremstilling, at rektor - ved Deres tilstedekomst - udtalte, at der ikke var tale om en bortvisning. Den mundtlige afgørelse om bortvisning blev ikke fulgt op af en skriftlig bekræftelse, og der har kun været tale om den midlertidige bortvisning i 2 dage, som Uddannelsesstyrelsen har taget stilling til i vort brev af 10. juli 2000. Vi agter herefter ikke at tage stilling til lovligheden af en afgørelse, som ikke ses at være truffet.

Ad 3-5.

Da der ikke er tale om afgørelser, men alene om bemærkninger i forbindelse med rektors mundtlige argumentation, er en stillingtagen ikke påkrævet.”

Den 11. april 2001 klagede A til mig over rektors handlemåde under sagsforløbet og Undervisningsministeriets afgørelse af 7. september 2000. A klagede over de samme fem forhold som han havde nævnt i sin klage af 16. juli 2000 til ministeriet. I relation til spørgsmålet om bistand efter forvaltningslovens § 8 (klagepunkt 1) anførte A bl.a.

” rektor kendte, men meddelte ikke formålet med sin henvendelse, da han henvendte sig til min søn, der befandt sig i fællesområdet, og rektor oplyste ikke min søn om, at ’kontoret med beredvillighed stiller telefon til rådighed .’, jf. rektors oplysning på s. 3 i kommentarerne af 23. maj 2000. Dette blev først oplyst, da jeg kom til stede. Jeg vil derfor fastholde, at rektor, i strid med forvaltningslovens § 8, i situationen undlod at imødekomme min søns ønske om at lade sig repræsentere og bistå. Hvis rektor i tilknytning til sin henvendelse havde oplyst min søn om, at han blot kunne ringe efter mig fra skolens kontor, havde han gjort det, idet dette ville have været helt i tråd med den aftale, vi havde indgået 1½ time tidligere. Han blev ganske enkelt ikke givet muligheden for at gøre det. Jeg ønsker i den forbindelse at gentage, at min søn absolut ikke nægtede at følge med til rektors kontor, men alene anførte, at han kun ville følge med, hvis jeg også kunne være til stede. Det er derfor også usandt, når rektor i sine kommentarer af 23. maj 2000 på s. 3 anfører, at anmodningen om at følge med, blev ’afslået’. Anmodningen blev ikke afslået, den blev gjort betinget - af en betingelse, der meget nemt kunne opfyldes.”

A fastholdt i sin klage til mig at rektor havde truffet en egentlig afgørelse om permanent bortvisning af B, og at denne afgørelse mundtligt blev meddelt B i gymnasiets fællesområde i adskillige personers påhør (klagepunkt 2). Afslutningsvis påpegede A at Uddannelsesstyrelsen ikke havde besvaret hans spørgsmål om berigtigelse over for D af den uhjemlede afgørelse om bortvisning i to dage.

Den 30. maj 2001 bad jeg Undervisningsministeriet om en udtalelse vedrørende punkterne 1 og 2 i A’s klage. Jeg bad ministeriet om forinden at indhente en udtalelse fra rektor for X Gymnasium og HF-kursus om sagen, og jeg meddelte at udtalelserne eventuelt ville blive sendt til partshøring.

I et brev til A samme dag meddelte jeg at jeg for så vidt angik punkterne 3-5 i A’s klage, havde besluttet ikke at foretage mig mere, jf. § 16, stk. 1, i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkeligt grundlag for undersøgelse.

X Gymnasium og HF-kursus v. C afgav to udtalelser i sagen af henholdsvis 29. oktober og 14. november 2001. I udtalelsen af 29. oktober 2001 anførte rektor bl.a.

”Ud for døren til rektors kontor er placeret en af skolens ’fri’ telefoner, der ofte benyttes af lærere eller elever i ’tjenstligt’ ærinde. Hvor usædvanlig og enestående henvendelse end ville have været: at en elev over 18 år ville udbede sig forældretilstedeværelse ved underskrivelse af et varsel om forsømmelse, ville en sådan henvendelse - jvnf. så mange andre i dagligdagen - naturligvis være blevet efterkommet bl.a. ved omtalte ’fri’ telefonadgang.

Det er fortsat uvist, hvorfor klageren herefter i punkt 2 går over til at tale om en ’permanent’ bortvisning (side 4 øverst), hvilket rektor også i sin udtalelse af 23. maj 2000 har påtalt. Bekendtgørelsen angiver ingen mulighed for ’permanent’ bortvisning, der da heller ikke har fundet sted. Sammenholdt med datoforløbet ved skoleårets afslutning synes begrebet ’permanent’ bortvisning da også at miste indhold, idet skoleåret afsluttedes for bemeldte årgang elever den følgende dag tirsdag d. 2. maj 2000.”

I udtalelsen af 14. november 2001 anførte rektor C endvidere bl.a.

”Generelt ønskes det præciseret, at man på en gymnasieskole har en lang tradition for, at rektor som leder henvender sig direkte til eleverne. Det er i denne type institution meget usædvanligt at begære en bisidder, ikke mindst når eleven er over 18 år.

Der er endvidere tradition for, at rektor som skolens ansvarlige leder har bemyndigelse til at fastsætte, hvad der tales om, hvor samtalen finder sted, samt hvem samtalen omfatter. Dette sikrer en vis respekt omkring embedet og en garanti for, at en given elev i en personlig samtale med ledelsen sikres lignende respekt.

Dette forhold må antages fortsat at ligge i institutionens koncept, ligesom rektors myndighedsudøvelse på institutionen fortsat må påregnes at være gældende, herunder - som leder - muligheden af at indkalde til en samtale uden begrundelse, hvilket ikke påregnes for ’en afgørelse’, men en udøvelse af faktisk institutionsledelse.

Det følger heraf, at det er naturligt for rektor at vælge rektors kontor som lokalitet for en samtale. Som omtalt i rektors brev af 29. oktober er der intet til hinder for, at ønsket om en bisidder - hvor usædvanlig det end måtte forekomme - i en sådan situation vil kunne efterkommes ud fra de omtalte faciliteter og retningslinier (’fri adgang til tjenestetelefon’ i administrationen). Det skal tillige bemærkes, at elevens kvittering for varslet faktisk finder sted under tilstedeværelse af en bisidder. Dette forløb, mandag d. 1. maj 2000, viser da også rektors villighed til at modtage en bisidder på kontoret.

Sluttelig skal det præciseres, at handlingen på rektors kontor udelukkende indebar kvittering for modtagelse af et skriftligt varsel, hvorved det for rektor må betegnes som meget tvivlsomt, om der foreligger en afgørelse i forvaltningslovens henseende jvfr. forvaltningslovens § 8.”

I Undervisningsministeriets udtalelse af 17. december 2001 til mig anførte ministeriet følgende

” Ad punkt 1: Spørgsmål om bistand efter forvaltningslovens § 8.

Undervisningsministeriet opfatter denne del af klagen således, at klageren gør gældende, at rektor var uberettiget til ikke at give klagerens søn (B) adgang til at lade sig ledsage af klageren til et møde mandag den 1. maj 2000 på rektors kontor, hvortil rektor indkaldte (B) samme dag kl. 9.30.

Den pågældende dag havde (B), ledsaget af sin far, indfundet sig på rektors kontor kl. ca. 8.00 for at kvittere for modtagelsen af et brev dateret den 27. april 2000. Brevet indeholdt dels en afgørelse om bortvisning af (B) (og en anden elev) fra undervisning på skolen torsdag den 27. og fredag den 28. april 2000 og dels en advarsel om, at permanent bortvisning ville komme på tale i tilfælde af gentagelse af ’et lignende tillidsbrud’ som det, der havde ført til den midlertidige bortvisning.

Denne afgørelse var - med urette - truffet i medfør af § 14 i gymnasiebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 411 af den 31. maj 1999). Dette har ministeriet konstateret i et brev af 10. juli 2000 til klageren og denne del af sagen er isoleret set ikke en del af ombudsmandssagen.

Det fremgår af klagen, at rektor ikke var til stede på kontoret da (B) og hans far gav møde og at skolesekretæren modtog (B)’s kvittering. Det fremgår endvidere, at klageren meddelte skolesekretæren, at (B) ikke ville deltage i yderligere møder med rektor uden at klageren var til stede, og at skolesekretæren ville viderebringe denne meddelelse til rektor. Rektor har i sine udtalelser til klagerens skrivelser ikke bestridt denne sagsfremstilling, som herefter lægges til grund.

Parterne har samstemmende forklaret, at rektor samme dag kl. ca. 9.30 antraf (B) på skolens fællesområde, hvor han bad (B) følge med til sit kontor uden nærmere angivelse af formålet hermed, samt at rektor fremsatte anmodningen i alt fire gange, idet (B) hver gang nægtede at følge med, uden at hans far forinden var blevet tilkaldt, således at faderen kunne bistå (B) under mødet med rektor.

Herefter bad rektor (B) om at pakke sin taske, hvorefter (B) forlod skolen, idet han på grundlag af rektors udtalelser i øvrigt fik det klare indtryk, at han var bortvist. Inden (B) forlod skolen ringede han til klageren, som derpå kom til stede. Sammen indfandt de sig på skolens kontor kl. ca. 9.55, hvor de blev indbudt til samtale hos rektor.

Her blev det ifølge rektors brev af den 29. oktober 2001 om formålet med rektors indkaldelse af (B) oplyst, at (B) skulle modtage og kvittere for et ’varsel vedr. forsømmelser’, som følge af manglende aflevering af en skriftlig opgave i idræt, altså den forsømmelse, som havde givet anledning til den uhjemlede midlertidige bortvisning den 26. og 27. april. Det fremgår endvidere af brevet, at rektor forventede at ville drøfte spørgsmålet om (B)’s opgavebesvarelser med (B) i forbindelse med tildelingen af advarslen på rektors kontor.

For så vidt angår spørgsmålet om (B)’s ønske om klagerens deltagelse i mødet fremgår det af rektors forklaring, at han ikke på det tidspunkt, hvor han foretog indkaldelsen var opmærksom på forvaltningslovens § 8 og heller ikke på, at han fortsat behandlede en sag i forvaltningslovens forstand, nemlig sagen om tildeling af en advarsel i henhold til gymnasiebekendtgørelsens § 13, stk. 7, nr. 1.

Rektor synes heller ikke under mødet eller i forbindelse med sine udtalelser i sagen i brevene af den 23. maj 2000 og den 29. oktober 2001 at være blevet opmærksom på betydningen af forvaltningslovens § 8, hvorimod rektor i sit brev af den 14. november til ombudsmanden omtaler § 8 og forbinder den med, hvad der nu er rektors opfattelse af mødets formål: At (B) blot skulle kvittere for modtagelsen af en skriftlig advarsel.

Det må imidlertid erkendes, at også Undervisningsministeriets afgørelse af den 7. september 2000 vedrørende denne del af klagen bygger på en utilstrækkelig analyse af sagens faktiske omstændigheder, idet afgørelsen bygger på, at rektors sagsbehandling med hensyn til advarslen i henhold til § 13, stk. 7, var afsluttet forud for mødeindkaldelsen.

En afgørelsessags behandling er i almindelighed først afsluttet, når myndigheden har truffet afgørelse og bekendtgjort afgørelsen for modtageren. Denne hovedregel gælder også i denne sag og rektors sagsbehandling kan derfor ikke anses for afsluttet på et tidspunkt, der ligger forud for mødeindkaldelsen den 1. maj 2000 kl. ca. 9.30.

Rektor har derfor ikke været berettiget til at forlange af (B), at han skulle give møde uden sin far den 1. maj 2000 i forbindelse med tildelingen af en advarsel efter gymnasiebekendtgørelsens § 13, stk. 7, nr. 1.

Det forhold, at rektor kunne have valgt at sende afgørelsen med anbefalet brev, jf. den nævnte bestemmelse, ændrer ikke herpå.

Det forhold, at rektor i tilfælde, hvor der ikke foreligger en afgørelsessag som udgangspunkt kan se bort fra en elevs ønske om bistand efter forvaltningslovens § 8, kan heller ikke påberåbes i denne sag, hvor der netop forelå en afgørelsessag. Hertil kommer, at rektor, når han som anført i brevet af den 14. november 2001 til ombudsmanden finder det tvivlsomt om § 8 finder anvendelse, i overensstemmelse med god forvaltningsskik burde give hensynet til elevens interesse i en betryggende afslutning på skoleforløbet forud for eksamensperioden forrang for hensynet til rektors interesse i at udøve ledelsesmæssig autoritet i forhold til eleverne.

Således som begivenhederne faktisk udviklede sig den 1. maj 2000, har fejlen dog ikke haft konkret væsentlig betydning for sagens afslutning.

Ad pkt. 2: Spørgsmålet om rektors (eventuelle) meddelelse af en mundtlig afgørelse i andres påhør i gymnasiets fællesområde.

Undervisningsministeriet har ikke noget grundlag for at bestride (B)’s opfattelse, hvorefter rektor, som ovenfor refereret, har udtrykt sig på en måde, der har givet (B) det klare indtryk, at han var bortvist.

På den anden side har vi heller ikke grundlag for at bestride rektors forklaring, hvorefter det ikke var hans agt at bortvise (B) fra skolen. Rektor modsiger så vidt ses dog ikke, at han har givet anledning til, at eleven har fået opfattelsen af at være blevet bortvist.

Ministeriet har i afgørelsen af den 7. september 2000 på dette punkt givet udtryk for ikke at ville ’tage stilling til lovligheden af en afgørelse, som ikke ses at være truffet’.

Formuleringen skyldes, at ministeriet ikke fandt det sandsynliggjort, at rektor havde truffet en afgørelse om bortvisning af (B) dels fordi en sådan afgørelse ville være materielt uhjemlet, dels fordi sagsbehandlingsreglerne ikke ville være opfyldt og endelig fordi (den eventuelt trufne) afgørelse ikke var blevet søgt håndhævet men tværtimod af rektor blev benægtet/tilbagekaldt overfor (B) og klageren i løbet af ca. en halv time.

Vi fandt således ikke grundlag for at realitetsbehandle klagen som en klage over uberettiget bortvisning, da der ville blive tale om sagsbehandling på et hypotetisk grundlag.

Ministeriet vil imidlertid finde det stærkt kritisabelt, hvis en rektor har truffet en mundtlig afgørelse om bortvisning på summarisk grundlag af en elev i flere end 100 elevers påhør i en skoles fællesområde, således som det er beskrevet af klageren.

Som begivenhederne sluttede den 1. maj 2000 på rektors kontor, har ministeriet dog ikke fundet det fornødent at foretage yderligere oplysning af sagen med hensyn til fastlæggelse af, hvad rektor nærmere udtalte overfor (B) i gymnasiets fællesområde kl. ca. 9.30.”

Den 3. januar 2002 sendte jeg Undervisningsministeriets og rektor C’s udtalelser til A. I et brev af 9. januar 2002 til mig skrev A bl.a. at han fandt rektors oplysninger om brug af skolens ”fri” telefoner ganske uden indhold i den aktuelle sag hvor B overhovedet ikke blev tilbudt telefonadgang ”selvom ønsket herom knap kunne udtrykkes tydeligere, end det skete”. I relation til rektors tidligere udtalelse i brev af 23. maj 2000 (citeret ovenfor) om en ledelsesrepræsentants deltagelse i samtaler med personer der senere ville kunne påklage samtalens indhold, udtalte A bl.a. at han fandt det påfaldende ”at rektor, i samtalesituationer, hvor resultatet kan blive en afgørelse i forvaltningsretlig henseende, konsekvent synes at sikre sig selv med tilstedeværelsen af yderligere en repræsentant for skolen, mens eleven på sin side ikke bliver vejledt om sine rettigheder eller bliver tilbudt at få en repræsentant ved sin side”. Afslutningsvis påpegede A at Uddannelsesstyrelsen ikke havde reageret på hans forespørgsel i hans klage af 16. juli 2000 i relation til om styrelsen ville foranledige berigtigelse over for D af den uhjemlede afgørelse om midlertidig bortvisning i to dage.

I et brev af 16. januar 2002 til Undervisningsministeriet kommenterede rektor dele af sagsforløbet som beskrevet i ministeriets brev af 17. december 2001 til mig. Brevet blev sendt i kopi til mig. I brevet har rektor bl.a. bestridt at have bedt B om at ”pakke sin taske”. Rektor anførte herom at ”formuleringen er kategorisk og må bero på en misforståelse, udsagnet er kun benyttet af klageren, og omtalte formulering har aldrig været anvendt af rektor, da episoden ikke har fundet sted ”.

Rektor C’s brev blev besvaret af Undervisningsministeriet i brev af 1. februar 2002 som jeg har modtaget i kopi. I brevet anførte ministeriet i relation til rektors kommentar om at ”episoden ikke har fundet sted”, bl.a. at ministeriet ikke kunne vide hvad rektor udtalte i forbindelse med at B afslog at ledsage rektor til kontoret. Ministeriet anførte i den forbindelse at ”[k]lagerne har oplyst, at rektor har udtalt sig som anført i ministeriets brev. Rektor har bestridt at have udtalt sig sådan, men har så vidt ses ikke oplyst, hvad han faktisk har sagt”.

I en supplerende udtalelse af 1. februar 2002 til mig anførte Undervisningsministeriet følgende

”Undervisningsministeriet har ikke særlige bemærkninger til (A)’s brev af den 9. januar 2002.

Det bemærkes dog, at Undervisningsministeriets manglende stillingtagen til klagerens anmodning om en berigtigelse vedrørende rektors afgørelse i forhold til gymnasieelev (D) skyldes, at denne elev efter ministeriets opfattelse ikke er part i (A)’s klagesag.

(D) har ikke klaget for sit vedkommende og ministeriet har ikke hjemmel til at gribe ind i konkrete elevsager med mindre, der foreligger en klage.

Det ville have været rigtigst, om ministeriet havde taget stilling til spørgsmålet i afgørelsen af den 10. juli 2000.”

Den 12. februar 2002 sendte jeg en kopi af rektor C’s brev af 16. januar 2002 og Undervisningsministeriets to breve af 1. februar 2002 til A til orientering.

Ombudsmandens udtalelse

”Bistand efter forvaltningslovens § 8

a. (C) sondrer mellem en rektors udøvelse af ledelsesret der bl.a. består i at kunne bede en elev om at komme til rektors kontor, og det juridiske krav efter forvaltningslovens § 8 om en elevs ret til bistand under en samtale med rektor. Rektor har oplyst at sidstnævnte ’naturligvis ikke vil være noget problem’, og har henvist til at kontoret altid med beredvillighed stiller en telefon til rådighed når sådanne ønsker udtrykkes. Se bl.a. rektors udtalelse af 23. maj 2000 til Undervisningsministeriet. Rektor har endvidere i sin udtalelse til mig af 14. november 2001 påpeget at ’elevens kvittering for varslet faktisk finder sted under tilstedeværelse af en bisidder’, og at forløbet den 1. maj 2000 viser rektors villighed til at modtage en bisidder på kontoret.

Rektor (C) har i sine udtalelser af 29. oktober og 14. november 2001 til brug for min sagsbehandling gentaget at der intet er til hinder for at imødekomme en elevs ønske om en bisidder i en situation som den foreliggende, og rektor har herved på ny henvist til den omtalte ’fri’ telefonadgang.

I den foreliggende sag deltog De som bisidder for Deres søn i samtalen på rektors kontor den 1. maj 2000, og jeg har ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte (C)’s ovenfor nævnte oplysning om at kontoret stiller en telefon til rådighed for eleven når sådanne ønsker om bistand udtrykkes. Som omtalt nedenfor under pkt. 2 har jeg ikke mulighed for at fastlægge de nærmere omstændigheder, herunder den nærmere ordveksling der fandt sted i gymnasiets fællesområde den 1. maj kl. ca. 9.30 mellem Deres søn og rektor (C). Jeg mener derfor ikke jeg har grundlag for at vurdere om rektor (allerede) i gymnasiets fællesområde burde have oplyst Deres søn om at han havde mulighed for at benytte den omtalte telefon med henblik på at tilkalde Dem.

b. Rektor (C) har i sine udtalelser af 23. maj 2000 og 14. november 2001 - foruden at have henvist til den ’fri’ telefonadgang - tillige henvist til at der altid deltager en ledelsesrepræsentant i samtaler som den omhandlede, og at dette også var tilfældet den 1. maj 2000. Jeg bemærker for god ordens skyld at da vedkommende ledelsesrepræsentant netop repræsenterede ledelsen og ikke Deres søn, kan dette forhold ikke anføres til støtte for at forvaltningslovens § 8 blev respekteret i sagen.

c. De udtalelser som rektor (C) og Undervisningsministeriet har afgivet til brug for min sagsbehandling, giver mig grund til nogle bemærkninger vedrørende bl.a. principperne i forvaltningslovens § 8

Det er et grundlæggende princip i dansk forvaltningsret at den der er part i en sag i den offentlige forvaltning, på ethvert tidspunkt kan lade sig repræsentere eller bistå af andre. Ved forvaltningslovens gennemførelse blev denne almindelige grundsætning, som hidtil havde været gældende på ulovbestemt grundlag, anset for så væsentlig at den blev optaget i forvaltningslovens § 8. Bestemmelsen lyder således

’§ 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt. gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.’

Efter lovens § 2 gælder bestemmelsen direkte i sager hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

Det fremgår af sagen at formålet med rektor (C)’s anmodning til Deres søn om at følge med til kontoret var at Deres søn skulle kvittere for et varsel vedrørende forsømmelser.

Rektor (C) har anført at det måtte betegnes som meget tvivlsomt om der forelå en afgørelse i forvaltningslovens henseende, jf. rektors udtalelse af 14. november 2001.

Undervisningsministeriet har i afgørelsen af 7. september 2000 lagt til grund at der ikke var tale om en afgørelsessag, og ministeriet fandt med henvisning hertil ikke grundlag for kritik af gymnasiet. Ministeriet har imidlertid i udtalelsen til mig af 17. december 2001 anført at ministeriets afgørelse byggede på en utilstrækkelig analyse af sagens faktiske omstændigheder. Det er nu ministeriets opfattelse at der var tale om en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, og at ’det forhold, at rektor i tilfælde, hvor der ikke foreligger en afgørelsessag som udgangspunkt kan se bort fra en elevs ønske om bistand efter forvaltningslovens § 8, ( ) heller ikke [kan] påberåbes i denne sag, hvor der netop forelå en afgørelsessag’.

Der er efter min opfattelse ikke tvivl om at Deres søns modtagelse af og kvittering på rektors kontor den 1. maj 2000 for et varsel vedrørende forsømmelser var (en del af) en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, og jeg er derfor enig i Undervisningsministeriets vurdering i ministeriets udtalelse af 17. december 2001.

På den baggrund mener jeg at det er beklageligt at rektor (C) har betegnet spørgsmålet som meget tvivlsomt, ligesom jeg mener at det er beklageligt at Undervisningsministeriet i ministeriets afgørelse af 7. september 2000 udtalte at der ikke var tale om en afgørelsessag.

d. Jeg må endvidere lægge til grund at Undervisningsministeriet fandt det udslagsgivende for spørgsmålet om hvorvidt der forelå en afgørelsessag, at rektor den 1. maj 2000 endnu ikke havde truffet afgørelse i sagen. Ministeriet anførte således i udtalelsen af 17. december 2001 at ’[e]n afgørelsessags behandling er i almindelighed først afsluttet, når myndigheden har truffet afgørelse og bekendtgjort afgørelsen for modtageren. Denne hovedregel gælder også i denne sag og rektors sagsbehandling kan derfor ikke anses for afsluttet på et tidspunkt, der ligger forud for mødeindkaldelsen den 1. maj 2000 kl. ca. 9.30’. Ministeriet mente på den baggrund at rektor ikke havde været berettiget til at forlange at Deres søn skulle give møde uden Deres tilstedeværelse.

Undervisningsministeriet opfattelse er ikke præcis. Den omstændighed at en myndighed har truffet afgørelse i en sag, bevirker ikke at de retsvirkninger der knytter sig til at sagen er en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, dermed ophører.

e. Jeg mener i øvrigt ikke at det var berettiget at rektor (C) og Undervisningsministeriet tillagde det væsentlig betydning om samtalen på rektors kontor den 1. maj 2000 var (en del af) en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand. Baggrunden er følgende

Grundsætningen om retten til repræsentation må - også efter forvaltningslovens gennemførelse - antages at gælde i videre omfang på ulovbestemt grundlag. Dette fremgår allerede af flere tidligere ombudsmandsudtalelser. Jeg henviser til mine udtalelser i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1992, s. 347ff*, for 1997, s. 299ff*, for 2000, s. 229ff* og for 2001, s. 514ff* og 574ff*.

Hvis der ikke er tale om en afgørelsessag eller spørgsmålet herom er tvivlsomt, skal en persons ret til repræsentation og bistand derfor vurderes på grundlag af de bestemmelser der svarer til forvaltningslovens § 8, og som gælder supplerende på ulovbestemt grundlag.

2. Spørgsmålet om rektor meddelte en mundtlig afgørelse til Deres søn i andres påhør i gymnasiets fællesområde

De har gjort gældende at rektor (C) i gymnasiets fællesområde mundtligt og i utvetydige vendinger bortviste Deres søn fra gymnasiet, idet han meddelte Deres søn at han kunne pakke sin taske og gå idet han var bortvist fra skolen, ligesom rektor tilføjede at han ville gå ind og skrive brevet med det samme. Rektor meddelte Dem under samtalen den 1. maj 2000 at Deres søn ikke var blevet bortvist.

Rektor har i udtalelsen af 29. oktober 2001 udtalt at en ’permanent’ bortvisning ikke havde fundet sted. Rektor har ikke anført hvad han i givet fald sagde til Deres søn den pågældende dag, men i hans brev af 16. januar 2002 til Undervisningsministeriet har han bestridt at have bedt Deres søn om at pakke sin taske. Rektor har således anført at ’omtalte formulering har aldrig været anvendt af rektor, da episoden ikke har fundet sted’.

Undervisningsministeriet har anført at ministeriet hverken har grundlag for at bestride Deres søns opfattelse hvorefter rektor (C) har udtrykt sig på en måde der har givet Deres søn det klare indtryk at han var bortvist, eller rektor (C)’s forklaring hvorefter det ikke var hans agt at bortvise Deres søn fra skolen, jf. ministeriets udtalelse af 17. december 2001 til mig. Ministeriet har endvidere i brev af 1. februar 2002 til rektor udtalt at ministeriet ikke kan vide hvad rektor udtalte over for Deres søn i forbindelse med at han afslog at følge med rektor til kontoret.

Ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare et bevisspørgsmål som det foreliggende fordi ombudsmanden i almindelighed ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler klager på et skriftligt grundlag. En endelig konstatering af hvad rektor (C) sagde til Deres søn den 1. maj 2000 i gymnasiets fællesområde, vil derfor ikke kunne gennemføres inden for rammerne af min undersøgelse.

3. Jeg har overvejet at foretage en nærmere undersøgelse af om Undervisningsministeriet og/eller rektor (C) skulle have foranlediget en genoptagelse af (D)’s sag. Under hensyn til den tid der er gået siden (C) traf afgørelse i (D)’s sag, samt til at (D) ikke har rettet henvendelse til mig, har jeg ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for en sådan undersøgelse. Jeg henviser til ombudsmandslovens § 16, stk. 1, hvorefter ombudsmanden selv afgør om en klage giver tilstrækkeligt grundlag for undersøgelse.

Jeg har gjort (X) Gymnasium v/rektor (C) og Undervisningsministeriet bekendt med min opfattelse.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af Deres klage.”

NOTER: (*) FOB 1992, s. 347, FOB 1997, s. 299, FOB 2000, s. 229, og FOB 2001, s. 514 og 574.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En rektor på et gymnasium bortviste en elev i to dage. Elevens far klagede til Undervisningsministeriet hvor han fik medhold i at bortvisningen manglede hjemmel.

Faren klagede på ny til ministeriet over rektors adfærd i sagen. Rektor havde i første omgang undladt at opfylde sønnens ønske om at få faren med som bisidder på rektors kontor da sønnen skulle modtage og kvittere for et varsel i forbindelse med sine forsømmelser. Faren fik ikke medhold af ministeriet i dette spørgsmål og klagede herefter til ombudsmanden over ministeriets afgørelse.

Efter ombudsmandens opfattelse var der ikke tvivl om at varslet til eleven på rektors kontor i forbindelse med forsømmelserne var (en del) af en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand.

Ombudsmanden udtalte i relation til spørgsmålet om bisidder at grundsætningen om retten til repræsentation på ulovbestemt grundlag må antages at gælde i videre omfang end bestemmelsen i forvaltningslovens § 8. Hvis der ikke er tale om en afgørelsessag eller spørgsmålet herom er tvivlsomt, skal en persons ret til repræsentation og bistand vurderes på grundlag af de principper og grundsætninger som gælder på ulovbestemt grundlag.

Sagen rejste endvidere et principielt spørgsmål om den ”tidsmæssige udstrækning” af en afgørelsessag. Ombudsmanden udtalte herom at den omstændighed at en myndighed har truffet afgørelse i en sag, ikke bevirker at de retsvirkninger der knytter sig til at sagen er en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand, dermed ophører. (J.nr. 2001-1292- 711).