Dispensation i forbindelse med krav om tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Begrundelse. Toinstansprincippet

Dispensation i forbindelse med krav om tilbagebetaling af uddannelsesstøtte. Begrundelse. Toinstansprincippet

A blev indskrevet på det økonomiske fakultet på Københavns Universitet som stud.polit. i september 1995. I juni 1998 afsluttede han bachelorstudiet på normeret tid. Han fortsatte på overbygningen og fravalgte uddannelsesstøtte for juni måned 1998 og året ud.

Den 11. juli 1998 blev A udsat for et voldeligt overfald. Af erklæring af 28. juni 1999 fra egen læge fremgår at han ved overfaldet fik et hovedtraume og var sygemeldt i to måneder. Han var sengeliggende i en uge, herefter oppegående, men fortsat syg med stærk hovedpine og træthed. Hovedpinen varede ved indtil medio april 1999.

I de to måneder A var sygemeldt, modtog han sygedagpenge. Han undlod at melde sig ud af studiet, idet han håbede at han ville få det bedre. A havde på grund af følger fra overfaldet svært ved at følge studiet i tiden efter sin sygemelding. Efter overfaldet betalte han selv for behandlinger der bedrede hans tilstand. Behandlingerne var akupunktur, afspænding og fysioterapi. A søgte Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser om erstatning for behandlingen og fik først udbetalt erstatningen i august og september 1999.

I brev af 10. september 1999 meddelte SUstyrelsen A at han skulle tilbagebetale 20.212 kr. til styrelsen som følge af for stor egenindkomst i 1998.

A bad i brev af 18. september 1999 styrelsen om at trække sit krav om tilbagebetaling tilbage. Han henviste til overfaldet samt følgerne heraf, navnlig til at han havde modtaget sygedagpenge og at man ifølge SU-reglerne må tjene 21.136 kr. i måneder hvor man modtager ”anden offentlig støtte”.

Styrelsen skrev i brev af 20. oktober 1999 bl.a. følgende til A

”Sygedagpenge ydes som en erstatning for lønindkomst, jf. lov om sygedagpenge. En sådan hjælp ydes alene som kompensation for den løn, du ikke har kunnet tjene ved siden af dine studier, fordi du var syg.

Styrelsen betragter ikke sygedagpenge som ’anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne’, og som derfor udelukker tildeling af uddannelsesstøtte.

At du har modtaget sygedagpenge giver dig derfor ikke ret til det højeste fribeløb. Endvidere har du fravalgt din støtte fra juni måned 1998 og året ud. Dette berettiger dig kun til det mellemste fribeløb, da du stadigvæk står tilmeldt på uddannelsesstedet.

Vi fastholder derfor kravet om tilbagebetaling af 10. september 1999.”

I brev af 27. oktober 1999 bad A på ny styrelsen om at vurdere sagen, bl.a. under henvisning til at det måtte være muligt at tage specielle hensyn i en voldssag som hans.

Den 6. marts 2000 fastholdt styrelsen sin tidligere afgørelse.

A klagede den 10. marts 2000 til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten. Han henviste til at SUstyrelsens information ”Bilag til støttemeddelelsen 1998. Er din SU rigtig?” ikke indeholdt specifik information om at sygedagpenge ikke opfattes som ”anden offentlig støtte, der skal dække leveomkostninger”. Endvidere henviste han til at det voldelige overfald med efterfølgende behandlinger medførte store udgifter for ham og flyttede hans fokus fra administrative forhold som f.eks. detaljer i SUstyrelsens regler.

I udtalelse af 22. juni 2000 til ankenævnet anførte SUstyrelsen bl.a. følgende

”SUstyrelsen fastholder kravet om tilbagebetaling.

Kravet er fremsat i forbindelse med indkomstkontrollen for støtteåret 1998 med 18.890 kr. før 7 % tillæg og renter, idet klager har overskredet sit årsfribeløb.

Klager er af den opfattelse, at sygedagpenge må opfattes som ’anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne’, og at han derfor må have ret til det højeste fribeløb i de 2 måneder, hvor han var sygemeldt. Han henviser i den forbindelse til, at idet han fravalgte uddannelsesstøtten fra juni måned 1998 og året ud, måtte hans sygedagpenge have til formål at dække leveomkostningerne, og dermed falde ind under ’anden offentlig støtte’ i SU-lovens forstand.

Klager mener endvidere, at han ikke kan opfattes som studieaktiv i efterårssemesteret 1998, idet han som følge af overfaldet ikke var i stand til at følge studiet. Han oplyser dog, at han er klar over, at han burde have meldt sig ud af studiet for at være berettiget til det højeste fribeløb i hele perioden.

I klagen af 10. marts 2000 beder klager Ankenævnet for Uddannelsesstøtten om at vurdere sagen, herunder at tage hensyn til, at det ikke specifikt fremgår af bilaget til støttemeddelelsen 1998, at sygedagpenge ikke opfattes som anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne. Herudover mener klager, at han som følge af overfaldet var i en speciel situation.

Sygedagpenge ydes som kompensation for lønindkomst, jf. lov om sygedagpenge. Hjælpen ydes således som kompensation for den løn, man ikke har mulighed for at tjene ved siden af uddannelsesstøtten i den periode, hvor man er sygemeldt.

SUstyrelsen betragter derfor ikke sygedagpenge som ’anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne’, og som udelukker uddannelsesstøtte. Klager kunne således, hvis han ikke havde fravalgt uddannelsesstøtten, have modtaget denne samtidig med sygedagpengene.

Klager har fravalgt sin uddannelsesstøtte i perioden juni-december 1998, hvilket giver ret til det mellemste fribeløb.

SUstyrelsen kan i øvrigt oplyse, at det fremgår specifikt af vejledningen til ansøgningsskemaets punkt 4, at sygedagpenge ikke udelukker uddannelsesstøtte.”

Ankenævnet for Uddannelsesstøtten skrev den 29. september 2000 bl.a. således til A

”Ankenævnet tiltræder SUstyrelsens afgørelse.

Begrundelse

Ankenævnet henviser til reglerne om fribeløb i § 24 i lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 558 af 31. juli 1998.

For de måneder i 1998, hvor den uddannelsessøgende har fravalgt støtte, har været indskrevet ved en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte, men har haft orlov fra uddannelsen eller ikke har været studieaktiv eller har været i lønnet praktik, er fribeløbet 11.840 kr. pr. måned (mellemste fribeløb), jf. § 24, stk. 2.

Ifølge § 24, stk. 3, nr. 4 er fribeløbet 21.136 kr. pr. måned (højeste fribeløb) i perioder, der i øvrigt giver ret til uddannelsesstøtte, men hvor den uddannelsessøgende får anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne, jf. § 2, stk. 1, nr. 5.

Det fremgår af oplysningerne i sagen, at De har fravalgt uddannelsesstøtte fra juni 1998 og resten af året, og at De har modtaget sygedagpenge 2 måneder i efteråret 1998 på grund af følgerne af et voldeligt overfald den 11. juli 1998.

Ankenævnet er enig med SUstyrelsen i, at sygedagpenge ikke er anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne, og som udelukker uddannelsesstøtte.

De er derfor ikke berettiget til det højeste fribeløb i de 2 måneder, hvor De har modtaget sygedagpenge.

Ankenævnet gør opmærksom på, at det bl.a. fremgår af vejledningen til ansøgningsskemaets punkt 4, at sygedagpenge ikke udelukker uddannelsesstøtte.”

A anmodede i brev af 5. oktober 2000 ankenævnet om at vurdere sagen på ny. Han henviste igen til det overfald han havde været udsat for, og anførte at det gjorde ham ude af stand til at gennemføre studiet i efterårssemestret 1998, og at ingen på daværende tidspunkt kunne forudse det tidsmæssige forløb, men at man efterfølgende naturligvis kunne sige at han burde have meldt sig ud af studiet. A mente ikke at det var rimeligt at han ud over den fysiske, psykiske og økonomiske belastning som voldsepisoden havde påført ham, skulle straffes yderligere fordi han ikke - i svækket tilstand - var i stand til at gennemskue hvordan SU-reglerne skulle fortolkes i hans sag. A vedlagde brev af 28. juni 1999 fra egen læge, breve af 25. august og 3. november 1998 fra en speciallæge i neuromedicin og brev fra sin fysioterapeut.

I brev af 1. december 2000 skrev ankenævnet bl.a. således til A

”Ankenævnet har desværre ikke mulighed for at hjælpe Dem.

Når ankenævnet træffer afgørelse i en sag, må ankenævnet følge gældende love og bekendtgørelser. De gældende regler på SU-området åbner ikke mulighed for at ankenævnet i sin afgørelse kan tage hensyn til den specielle situation, som De på grund af et voldeligt overfald befandt Dem i i sommeren 1998.

Ankenævnets afgørelse af 29. september 2000 er endelig. Ankenævnet finder ikke, at der foreligger nye oplysninger i sagen, der kan danne grundlag for en genoptagelse af sagen.”

A klagede til mig den 3. marts 2001 over ankenævnets afgørelse.

Den 15. marts 2001 bad jeg ankenævnet og styrelsen om en udtalelse i anledning af klagen. Jeg bad om at myndighederne særligt udtalte sig om spørgsmålet om den vejledning som A havde modtaget vedrørende fribeløbsgrænserne.

I udtalelse af 26. juni 2001 skrev SUstyrelsen bl.a. således

”De støtteformer, som regnes som anden offentlig støtte, der udelukker SU, og som derfor giver det højeste fribeløb, jf. SU-lovens § 24, stk. 3, nr. 4, fremgår af punkt 4 i vejledningen til SU-ansøgningsskemaet, som klager anvendte, da han i slutningen af 1997 søgte om dobbeltklip vedrørende støtteåret 1998. Af sidste afsnit i punkt 4 fremgår det, at sygedagpenge ikke regnes for anden offentlig støtte, som udelukker SU.

Herudover bestod vejledningsmaterialet i 1998 af et antal pjecer, der kort beskrev SU-reglerne efter emne, håndbog om SU til videregående uddannelser i 1998 med en mere detaljeret redegørelse for reglerne, samt af SUstyrelsens hjemmeside www.su.dk, der indeholdt samme informationer som de trykte vejledninger.

Oplysninger om fribeløb fremgår af pjecen Satser og Frister 1998, der kunne afhentes på alle uddannelsessteder. Det fremgår blandt andet, at det mellemste fribeløb gælder, hvis man fravælger SU eller erklæres studieinaktiv, mens det højeste fribeløb gælder, når man modtager anden offentlig støtte til dækning af leveomkostningerne. Det er ikke specificeret, hvilke indkomster der betragtes som anden offentlig støtte, men det fremgår af pjecens bagside, at der ikke er tale om udtømmende information.

Håndbogen for 1998 var tilgængelig på alle uddannelsesstederne og på bibliotekerne. Kapitel 8 (side 33 ff.) omhandler anden offentlig støtte, og det fremgår af kapitlet, at sygedagpenge ikke betragtes som anden offentlig støtte, der udelukker SU.

Herudover har klager haft mulighed for at henvende sig på Københavns Universitets SU- kontor for at få vejledning.

SUstyrelsen mener på denne baggrund, at den vejledning, der stod til rådighed for klager i 1998 har været fuldt tilstrækkelig til, at klager kunne få oplysninger om, at sygedagpenge ikke sidestilles med anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne.

Det fremgår da også af klagers brev til ankenævnet af 5. oktober 2000, at han har forståelse for argumentationen i relation til SU-reglerne i afsnittet om sygedagpenge i ankenævnets afgørelse af 29. september 2000. Som det fremgår af klagers brev til Folketingets Ombudsmand af 3. marts 2001, mener han stadig, at det ikke kan være rigtigt, at SU-reglerne ikke indeholder mulighed for en fleksibel administration.

Idet vi i øvrigt henviser til vores udtalelse af 22. juni 2000 til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten fastholder vi, at fribeløbet i de måneder, hvor (A) var sygemeldt, i overensstemmelse med de gældende regler, er det mellemste.”

Ankenævnet udtalte i brev af 6. september 2001 bl.a. følgende

”Styrelsen redegør for det vejledningsmateriale, der fandtes i 1998 og for de vejledningsmuligheder, der i øvrigt var.

Styrelsen udtaler, at den mener, at den vejledning, der stod til rådighed for klager i 1998 har været fuldt tilstrækkeligt til, at (A) kunne få oplysninger om, at sygedagpenge ikke sidestilles med anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostningerne.

Ankenævnet tilslutter sig dette synspunkt og har i øvrigt ikke yderligere bemærkninger vedrørende vejledningsspørgsmålet.

(A) mener ikke, at det kan være rigtigt, at SU- reglerne ikke indeholder mulighed for flexibel administration, og at det dermed ikke er muligt at tage højde for specielle situationer. Eksempelvis (A)’s tilfælde hvor han som følge af et voldeligt overfald pådrog sig en alvorlig hjernerystelse, som gjorde ham ude af stand til at følge sit studium og samtidig ikke levnede ham overskud til at analysere sin egen situation i forhold til SU- reglerne.

Han mener ikke, at det kan være rimeligt, at han som studerende oven i den fysiske, psykiske og økonomiske omkostning, som voldsepisoden har påført ham, skal straffes yderligere, fordi han ikke, i en meget svækket tilstand, var i stand til at gennemskue, hvordan SU-reglerne skulle fortolkes i hans konkrete situation.

Styrelsen fastholder, at fribeløbet i de måneder, hvor (A) var sygemeldt, i overensstemmelse med de gældende regler, er det mellemste.

Ankenævnet har ved behandlingen overvejet, om man ved opgørelsen af (A)’s egenindkomst kunne anvende dispensationsbestemmelsen i § 23, stk. 4, i lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 558 af 31. juli 1998.

Hvis egenindkomsten i et støtteår overstiger årsfribeløbet skal den uddannelsessøgende tilbagebetale uddannelsesstøtte i overensstemmelse med reglerne i § 30, stk. 2. i loven.

Det fremgår af § 23 i loven, at egenindkomsten er enhver positiv indkomst, der henføres til eller indgår i den personlige indkomst, kapitalindkomsten og aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 2.

I dette beløb kan der kun ske fradrag for stipendium efter loven om statens uddannelsesstøtte, lejeværdi af bolig i egen ejendom, arbejdsmarkedsbidrag og renter af beløb, der er opsparet i henhold til lov om uddannelsesopsparing.

Ifølge § 23, stk. 4 i loven kan styrelsen i enkelte tilfælde godkende andre særlige fradrag i egenindkomsten.

Det fremgår af bemærkningerne til § 23, stk. 4 i forslag til lov om statens uddannelsesstøtte (L 202) fremsat 5. april 1995, i hvilke tilfælde denne bestemmelse tænkes anvendt.

Ankenævnet anvendte § 23, stk. 4, da det den 2. juni 1999 afgjorde sag nr. ( ) vedrørende ( ), der havde været udsat for et voldtægtsforsøg. Fra afgørelsen citeres begrundelsen.

’Ankenævnet lægger til grund, at De den 29. september 1996 blev udsat for et voldtægtsforsøg, hvilket var en stærkt medvirkende årsag til, at De i 1997 havde en egenudgift på 18.400 kr. til psykologbistand, at De ikke førend sommeren 1998 modtog erstatningen på kr. 15.000 kr. fra Erstatningsnævnet til imødegåelse af bl.a. udgifter til psykologbistand, og at De derfor var nødt til i 1997 ved arbejde at skaffe Dem indtægter ud over uddannelsesstøtten.

Ankenævnet henviser til § 23, stk. 4, i lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 430 af 23. maj 1996, hvorefter styrelsen i enkelte tilfælde kan godkende andre særlige fradrag i egenindkomsten.’

Efter ankenævnets opfattelse finder § 23, stk. 4 ikke anvendelse i den foreliggende sag.

Ankenævnet fastholder, at de gældende regler på SU-området ikke åbner mulighed for, at ankenævnet i sin afgørelse kan tage hensyn til den specielle situation, som (A) på grund af et voldeligt overfald befandt sig i i sommeren 1998.”

I brev af 10. oktober 2001 kommenterede A udtalelserne fra myndighederne. Han anførte i den forbindelse bl.a. følgende

”Efter Ankenævnet for Uddannelsesstøttens opfattelse kan § 23, stk. 4 ikke anvendes i min sag - hvorfor ikke? I brev til Ankenævnet for Uddannelsesstøtten af 10. marts 2000 gør jeg opmærksom på, at overfaldet havde påført mig, ikke bare fysiske og psykiske, men også store økonomiske omkostninger. Hvis § 23, stk. 4, kunne anvendes i det eksempel, som Ankenævnet henviser til på side 2, må den også kunne anvendes i mit tilfælde. De store udgifter til fysioterapi, afspænding mm. måtte jeg selv afholde indtil retssag og behandlingstid i Nævnet Vedrørende Erstatning Til Ofre For Forbrydelser ( ) var overstået. Mine udgifter fra sommeren 1998 og frem til foråret 1999 kom først til udbetaling henholdsvis d. 13 august og 17 september 1999. Havde jeg ikke modtaget sygedagpenge og arbejdet i efteråret 1998, havde jeg ikke været i stand til at afholde disse udgifter selv, hvilket jeg har gjort opmærksom på tidligere (jf. Brev af 10/03-00).

Såfremt dokumentation i forbindelse med afholdte udgifter og erstatningsudbetaling ønskes fremsendt står jeg gerne til rådighed.”

I min foreløbige redegørelse af 16. april 2002 skrev jeg bl.a. således

Ombudsmandens foreløbige redegørelse

”1. Fribeløb i lovens § 24

Ankenævnets og SUstyrelsens afgørelser er truffet på grundlag af § 24 i lov om statens uddannelsesstøtte (den dagældende lovbekendtgørelse nr. 558 af 31. juli 1998).

Det fremgår af § 24, stk. 2, nr. 1, at det mellemste fribeløb skal anvendes for hver måned i støtteåret hvor den uddannelsessøgende har valgt stipendium og studielån fra.

Af § 24, stk. 3, nr. 4, fremgår at det højeste fribeløb skal anvendes for hver måned i støtteåret hvor den uddannelsessøgende i perioder der i øvrigt giver ret til uddannelsesstøtte, ’får anden offentlig støtte der tilsigter at dække leveomkostningerne, jf. § 2, stk. 1, nr. 5’.

Efter § 2, stk. 1, nr. 5, udelukker modtagelse af anden offentlig støtte der tilsigter at dække leveomkostningerne, at en uddannelsessøgende kan få uddannelsesstøtte.

Det fremgår af sagen at (A) havde fravalgt uddannelsesstøtte fra juni 1998 og resten af året. Han var derfor i disse måneder berettiget til det mellemste fribeløb.

For så vidt angår de to måneder hvor (A) modtog sygedagpenge, har SUstyrelsen og ankenævnet henvist til at sygedagpenge ikke er anden offentlig støtte der tilsigter at dække leveomkostningerne, og som udelukker uddannelsesstøtte, og at (A) derfor ikke er berettiget til det højeste fribeløb i disse to måneder.

Efter min gennemgang af sagen kan jeg tilslutte mig myndighedernes opfattelse hvorefter sygedagpenge ikke er anden offentlig støtte der tilsigter at dække leveomkostningerne (§ 24, stk. 3, nr. 4, jf. § 2, stk. 1, nr. 5).

Jeg mener derfor ikke at jeg kan kritisere at myndighederne har fundet at (A) ikke var berettiget til det højeste fribeløb i de to måneder hvor han modtog sygedagpenge.

Af vejledning til ansøgningsskema for 1998 punkt 4 fremgår at sygedagpenge ikke er anden offentlig støtte der udelukker uddannelsesstøtte. SUstyrelsen har endvidere i sin udtalelse af 26. juni 2001 gjort rede for hvor (A) i øvrigt har haft adgang til vejledning vedrørende fribeløbsgrænserne.

På den baggrund mener jeg heller ikke at jeg kan kritisere den vejledning (A) har modtaget og haft adgang til vedrørende fribeløbsgrænserne.

2. Dispensationsadgangen i lovens § 23, stk. 4

Efter § 23, stk. 4, i lov om statens uddannelsesstøtte (lovbekendtgørelse nr. 558 af 31. juli 1998) træffes afgørelse om godkendelse af særlige fradrag i egenindkomsten af SUstyrelsen. SUstyrelsens afgørelse herom kan påklages til ankenævnet efter lovens § 46, stk. 1.

I brev af 27. oktober 1999 bad (A) SUstyrelsen om at revurdere sagen, navnlig under henvisning til at det måtte være muligt at tage specielle hensyn i en voldssag som hans. På baggrund af denne anmodning er det min umiddelbare opfattelse at SUstyrelsen burde have truffet afgørelse om dispensation efter § 23, stk. 4.

Det fremgår imidlertid ikke af de foreliggende akter at SUstyrelsen som 1. instans skulle have truffet afgørelse om anvendelsen af § 23, stk. 4. Såfremt dette er tilfældet, burde det have fremgået af afgørelsen.

Jeg beder derfor SUstyrelsen udtale sig om hvorvidt man i forbindelse med sagen tog stilling til om der kunne gives dispensation efter § 23, stk. 4.

Ankenævnet har i udtalelsen hertil oplyst at det ’ved behandlingen af sagen’ har overvejet om man ved opgørelsen af hans egenindkomst kunne anvende dispensationsbestemmelsen i § 23, stk. 4.

Ankenævnet har henvist til en afgørelse truffet af ankenævnet den 2. juni 1999 hvor bestemmelsen i § 23, stk. 4, blev anvendt, og har herefter anført at bestemmelsen ikke efter ankenævnets opfattelse finder anvendelse i (A)’s sag. Ankenævnet har imidlertid ikke nærmere begrundet hvorfor bestemmelsen ikke kan anvendes.

Det står mig ikke klart hvorvidt ankenævnet allerede i forbindelse med afgørelsen af 29. september 2000 overvejede om dispensationsbestemmelsen i § 23, stk. 4, kunne anvendes, eller om ankenævnet først overvejede dette i forbindelse med udarbejdelse af sin udtalelse til mig. Såfremt ankenævnet overvejede anvendelse af bestemmelsen i forbindelse med sin afgørelse af 29. september 2000, burde ankenævnet efter min opfattelse have anført dette i afgørelsen, ligesom ankenævnet i afgørelsen burde have givet en nærmere begrundelse for at bestemmelsen ikke kunne anvendes, jf. forvaltningslovens § 24.

Administrativ rekurs har bl.a. til formål at sikre borgeren retssikkerhed ved at borgeren får mulighed for at få sin sag behandlet i to instanser. Hvis ankenævnet træffer afgørelse om anvendelsen af § 23, stk. 4, uden forudgående behandling i SU-styrelsen, fratages borgeren den retssikkerhed og beskyttelse som den administrative rekurs skal sikre ham. Det samme gælder hvis ankenævnet udtaler sig på en sådan måde at udtalelsen opfattes som bindende for 1. instansen.

Det er således min foreløbige opfattelse at ankenævnet ikke kan tage stilling til dispensation efter § 23, stk. 4, uden forudgående afgørelse herom fra SUstyrelsen.

Såfremt ankenævnet har taget stilling hertil uden forudgående afgørelse fra styrelsen, beder jeg ankenævnet udtale sig om hvilke konsekvenser dette måtte have for sagen.

I brev af 10. oktober 2001 er (A) kommet med bemærkninger til ankenævnets udtalelse af 6. september 2001. Brevet sendes til ankenævnet med henblik på at det han har anført heri, indgår i grundlaget for myndighedernes udtalelser til sagen.”

Den 17. september 2002 modtog jeg en udtalelse fra Ankenævnet for Uddannelsesstøtten vedlagt bl.a. en udtalelse fra SUstyrelsen af 15. juli 2002 og sagens akter. Af udtalelsen fra styrelsen fremgår bl.a. følgende

”I den anledning skal vi oplyse, at styrelsen ikke har taget stilling til, om der kunne gives dispensation efter § 23, stk. 4, i SU-loven. Styrelsen er enig i, at der burde være taget stilling til spørgsmålet i forbindelse med styrelsens sagsbehandling, og vi beklager, at det ikke er sket.

I øvrigt er styrelsen enig med Ankenævnet i, at dispensationsbestemmelsen ikke finder anvendelse i denne sag.

Efter SU-lovens § 23, stk. 2, indgik i 1998 enhver positiv indkomst, der henføres til eller indgår i den personlige indkomst, kapitalindkomst og aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8a, stk. 2. Fra egenindkomsten fradrages efter § 23, stk. 3, SU-stipendium, efter lovens afsnit 1, lejeværdi af bolig i egen ejendom, arbejdsmarkedsbidrag og renter af uddannelsesopsparing i henhold til opsparingsloven.

Derudover kan styrelsen efter § 23, stk. 4, i enkelte tilfælde godkende andre særlige fradrag i egenindkomsten.

Efter forarbejderne tænkes dispensationsbestemmelsen kun anvendt i enkelte konkrete tilfælde, hvor støttemodtageren efter en individuel vurdering ellers ville blive urimeligt ringe stillet. Det har ikke været hensigten at give en generel adgang til fradrag i egenindkomsten, men der er tilsigtet en snæver undtagelse, der forudsættes anvendt i særlige tilfælde.

Som eksempel på tilfælde, hvor dispensationsbestemmelsen tænkes anvendt nævnes i forarbejderne blandt andet fradrag for renteindkomst i forbindelse med omprioritering (hvor renteindtægten stort set svarer til renteudgiften), fradrag for belønning for tapperhed, og ligestilling af uddannelsessøgende, der er selvstændige erhvervsdrivende, f.eks. ved ligestilling af studerende, der benytter kapitalafkastordningen med studerende, der er i virksomhedsordningen. Fradrag godkendes i samme omfang, som indkomsten er beskattet.

Styrelsen har forståelse for den vanskelige situation, som klager er blevet bragt i ved overfaldet. Men efter styrelsens opfattelse er det forhold, at klager har været udsat for et voldeligt overfald og derfor har afholdt udgifter, som han først senere har fået dækket, ikke i sig selv ensbetydende med, at han kan betragtes som urimeligt ringe stillet i § 23, stk. 4’s forstand.

Styrelsen finder ikke, at oplysningerne om hans økonomiske situation i 1998 giver holdepunkter for at antage, at der er tale om et tilfælde, der må sidestilles med de tilfælde, hvor dispensationsbestemmelsen ifølge forarbejderne tænkes anvendt.

Det bemærkes, at klagers brev af 10. oktober 2001 er inddraget i grundlaget for udtalelsen. Styrelsen har ikke yderligere bemærkninger til den foreløbige redegørelse.”

Af ankenævnets udtalelse af 16. september 2002 fremgår bl.a. følgende

”Ombudsmanden har bedt ankenævnet udtale sig om, hvilke konsekvenser det måtte have for sagen, såfremt ankenævnet har taget stilling til dispensation efter § 23, stk. 4 uden forudgående afgørelse herom fra SUstyrelsen.

Anvendelsen af dispensationsbestemmelsen i § 23, stk. 4 var inde i ankenævnets overvejelser allerede i forbindelse med afgørelsen den 29. september 2000. Ankenævnet fandt imidlertid, at det område, hvor bestemmelsen ifølge forarbejderne tænktes anvendt, ikke omfattede problemerne i den foreliggende sag. Det samme gjorde sig for så vidt gældende i den sag, hvor klager havde været udsat for et voldtægtsforsøg, og hvor ankenævnet traf afgørelse den 2. juni 1999.

Ankenævnet er enig med ombudsmanden i, at ankenævnet ikke kan tage stilling til dispensation efter § 23, stk. 4 uden forudgående afgørelse herom fra SUstyrelsen og beklager, at det er sket i den foreliggende sag.

Ankenævnet er af den opfattelse, at denne (formelle) mangel ved sagsbehandlingen har været uden betydning for afgørelsen. Til belysning af dette synspunkt vedlægges et notat af 31. maj 1999 vedrørende anvendelsen af § 23, stk. 4 og en oversigt over ankenævnets anvendelse/ikke anvendelse af dispensationsmuligheden.

Ankenævnet har i den foreliggende sag især koncentreret sig om, hvorvidt sygedagpenge udelukkede SU-støtte og dermed berettigede til det højeste fribeløb. Ankenævnet var enig med SUstyrelsen i, at det gjorde dagpenge ikke. Sagen minder om den i oversigten på side 7 markerede sag. Klager havde taget et job for at kunne betale sine (dokumenterede) udgifter til psykolog m.v., hvilket var nødvendigt, da den erstatning, som klager fik til dækning af diverse udgifter, først blev udbetalt langt senere end betalingstidspunktet. Jobbet havde derfor været nødvendigt, og ankenævnet fandt på den baggrund en dispensation for rimelig.

Ankenævnet er enig i, at lignende betragtninger kan anlægges i denne sag, idet (A), såfremt han ikke havde modtaget dagpenge, som han kunne betale med, havde måttet tage et job - hvis hans tilstand havde muliggjort dette - og brugt (noget af) lønnen til betaling af helbredelsesudgifterne.

Ankenævnet har behandlet sagen på ny og er indstillet på at ændre den tidligere afgørelse i sagen, hvis (A) indsender dokumentation for de udgifter til fysioterapi og afspænding, som han kan dokumentere, at han har haft i 1998 som følge af overfaldet. Ankenævnet vil anvende § 23, stk. 4 således, at egenindkomsten i 1998 reduceres med de i 1998 afholdte af overfaldet foranledigede udgifter.”

I min endelige udtalelse af 11. oktober 2002 anførte jeg bl.a. følgende

”Ombudsmandens endelige udtalelse

Idet jeg henviser til det jeg har anført i min foreløbige redegørelse af 16. april 2002, er det fortsat min opfattelse at jeg ikke kan kritisere Ankenævnet for Uddannelsesstøttens afgørelse af 29. september 2000 ifølge hvilken (A) ikke var berettiget til det højeste fribeløb i de to måneder hvor han modtog sygedagpenge. Jeg kan heller ikke kritisere den vejledning som (A) modtog og havde adgang til vedrørende fribeløbsgrænserne.

I min foreløbige redegørelse anførte jeg at det var min umiddelbare opfattelse at SUstyrelsen på baggrund af (A)’s brev af 27. oktober 1999 burde have truffet afgørelse efter dispensationsbestemmelsen i SU-lovens § 23, stk. 4, men at det ikke fremgik af de foreliggende akter om styrelsen havde truffet en sådan afgørelse.

Styrelsen har i sin udtalelse af 15. juli 2002 anført at man ikke har taget stilling til om der kunne gives dispensation efter § 23, stk. 4, men at man er enig i at der burde have været taget stilling hertil i forbindelse med styrelsens sagsbehandling. Styrelsen har beklaget at dette ikke er sket.

Jeg er enig med styrelsen i at dette er en beklagelig fejl. Jeg har gjort styrelsen bekendt med min opfattelse.

Ankenævnet for Uddannelsesstøtten har oplyst at dispensationsbestemmelsen i § 23, stk. 4, var inde i ankenævnets overvejelser allerede i forbindelse med afgørelsen af 29. september 2000, men at man fandt at det område hvor bestemmelsen ifølge forarbejderne tænktes anvendt, ikke omfattede problemerne i den foreliggende sag. Ankenævnet har anført at det samme for så vidt gjorde sig gældende i den sag hvor en person havde været udsat for et voldtægtsforsøg, og hvor nævnet traf afgørelse den 2. juni 1999.

Efter forvaltningslovens § 24, jf. § 22, skal en afgørelse når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse der indeholder en henvisning til de regler efter hvilke afgørelsen er truffet, en eventuel angivelse af de hovedhensyn der har været lagt vægt på, og en kort redegørelse for sagens faktiske omstændigheder. Begrundelsen skal være korrekt, dvs. dels at angivelserne om faktiske forhold, retsregler mv. i sig selv skal være rigtige, dels at selve begrundelsen skal være korrekt i den forstand at den skal være et sandt udtryk for de forhold og overvejelser (også selv om de er tvivlsomme eller ligefrem ulovlige) der har ført myndigheden frem til den trufne afgørelse.

Når ankenævnet allerede i forbindelse med afgørelsen af 29. september 2000 tog stilling til om dispensationsbestemmelsen i SU-lovens § 23, stk. 4, kunne finde anvendelse, burde dette efter min opfattelse have været anført i afgørelsen, ligesom ankenævnet burde have angivet den nærmere begrundelse for at bestemmelsen ikke kunne anvendes, jf. forvaltningslovens § 24. Dette gælder uanset at det er min opfattelse at ankenævnet ikke uden forudgående afgørelse fra styrelsen kunne træffe afgørelse efter dispensationsbestemmelsen, jf. nedenfor.

Det er således beklageligt at nævnets stillingtagen og begrundelsen herfor ikke fremgik af afgørelsen. Jeg har gjort ankenævnet bekendt med min opfattelse.

Som det fremgår af min foreløbige redegørelse, er det min opfattelse at ankenævnet ikke kan tage stilling til dispensation efter § 23, stk. 4, uden forudgående afgørelse herom fra SUstyrelsen, idet borgeren ellers fratages den retssikkerhed og beskyttelse som den administrative rekurs skal sikre ham.

Ankenævnet har i udtalelsen til mig anført at man er enig med mig i at man ikke kunne tage stilling til dispensation efter § 23, stk. 4, uden forudgående afgørelse herom fra SUstyrelsen. Ankenævnet har beklaget at dette skete i den foreliggende sag.

Efter min opfattelse er der tale om en væsentlig fejl som er meget beklagelig. Jeg har gjort ankenævnet bekendt med min opfattelse.

Ankenævnet har oplyst at man har behandlet sagen på ny og er indstillet på at ændre sin afgørelse og anvende dispensationsbestemmelsen mod dokumentation for (A)’s udgifter i 1998 som følge af overfaldet. Ankenævnet har i den forbindelse henvist til den sammenlignelige sag omtalt i ankenævnets udtalelse af 6. september 2001 til mig hvor ankenævnet traf afgørelse den 2. juni 1999. Det fremgår af akterne at ankenævnet i den anledning har rettet henvendelse til (A) den 16. september 2002.

På den baggrund har jeg ikke grundlag for at foretage mig mere i sagen.

Jeg har bedt (A) afvente en eventuel genoptagelse af sagens behandling i ankenævnet før han tager stilling til om der er grundlag for at klage til mig igen.”

Ankenævnet traf efterfølgende en ny afgørelse i sagen hvorved nævnet efter SU-lovens § 23, stk. 4, reducerede A’s egenindkomst for støtteåret 1998 med 8.694 kr. på grundlag af dokumentation for udgifter som den pågældende havde haft som følge af det voldelige overfald han havde været udsat for.

Jeg meddelte herefter ankenævnet at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

Ombudsmandens foreløbige redegørelse

”Ombudsmandens endelige udtalelse

Resumé

En studerende blev i 1998 udsat for et voldeligt overfald der medførte at han var sygemeldt i to måneder. Han modtog i denne periode sygedagpenge, men meldte sig ikke fra universitetet. Efter overfaldet betalte han selv for behandlinger der bedrede hans tilstand.

Året efter meddelte SUstyrelsen at han skulle tilbagebetale 20.212 kr. til styrelsen som følge af for stor egenindkomst i 1998. Den studerende mente bl.a. der måtte kunne tages specielle hensyn i en voldssag som hans. Dette afviste SUstyrelsen og Ankenævnet for Uddannelsesstøtten.

I en udtalelse til ombudsmanden oplyste ankenævnet at det forud for afgørelsen havde overvejet om man kunne anvende en dispensationsbestemmelse i SU-loven hvorefter der i enkelte tilfælde kunne godkendes særlige fradrag i egenindkomsten.

Ombudsmanden udtalte bl.a. at det var en beklagelig fejl at SUstyrelsen på baggrund af henvendelsen fra den studerende ikke havde truffet afgørelse efter dispensationsbestemmelsen. Det var samtidig en væsentlig fejl at ankenævnet havde truffet afgørelse om at dispensationsbestemmelsen ikke kunne anvendes, uden forudgående afgørelse herom fra SUstyrelsen, idet borgeren herved blev frataget den retssikkerhed og beskyttelse som den administrative rekurs skal give ham.

Endelig mente ombudsmanden at når ankenævnet havde taget stilling til om dispensationsbestemmelsen kunne anvendes, burde det være fremgået af afgørelsen, ligesom ankenævnet burde have angivet den nærmere begrundelse for at bestemmelsen ikke kunne anvendes, jf. forvaltningslovens § 24.

Da ankenævnet senere besluttede at give dispensation, mente ombudsmanden ikke der var grundlag for at foretage sig mere i sagen. (J.nr. 2001-0796-730).