Afslag på supplerende stipendium til uddannelse i Norge

§ 50. Uddannelsessøgende kan få uddannelsesstøtte til uddannelse i et andet nordisk land, når uddannelsen er af en sådan art, at den ville kunne offentligt anerkendes i Danmark, og har en sammenhængende varighed, der mindst svarer til et undervisningsår.

Stk. 2. Uddannelsen skal

give en erhvervskompetence, der kan finde almindelig anvendelse i Danmark, eller

kunne indgå som en del af eller give adgang til en kompetencegivende uddannelse i Danmark.

Uddannelse i udlandet i øvrigt

§ 52. Uddannelsessøgende kan få uddannelsesstøtte i den normerede uddannelsestid målt i måneder til erhvervsrettet uddannelse i udlandet af op til 4 års normeret uddannelsestid.

Stk. 3. Uddannelsessøgende kan få uddannelsesstøtte i hele den normerede uddannelsestid til erhvervsrettet uddannelse i udlandet af mere end 4 års normeret uddannelsestid, hvis uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark, og hvis der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her.

Undervisningsafgift

§ 55. Uddannelsessøgende kan kun få supplerende stipendium som tilskud til dækning af betaling for undervisning til de uddannelser, der er nævnt i § 50 og § 52, stk. 1 og 3, hvis uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark, og hvis der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her.

Administration m.v.

§ 59. Styrelsen udarbejder en fortegnelse over uddannelser, der giver ret til uddannelsesstøtte efter § 52, stk. 1 og 3, og som samtidig giver ret til supplerende stipendium efter § 55. Styrelsen kan herunder begrænse en godkendelse til bestemte uddannelsesinstitutioner. Fortegnelsen revideres før hvert støtteår.

Stk. 2. Uddannelsessøgende kan kun få uddannelsesstøtte efter § 52, stk. 3, og supplerende stipendium efter § 55 til uddannelse i udlandet uden for de nordiske lande til uddannelser, der er optaget på fortegnelsen. Hvis en uddannelse udgår af fortegnelsen, giver den fortsat ret til uddannelsesstøtte efter § 52, stk. 3, og til supplerende stipendium efter § 55 til uddannelsessøgende, der er begyndt på uddannelsen. Fortegnelsen er optaget i bilaget til bekendtgørelsen.

§ 60. Der nedsættes et Nævn om Støtteberettigende Uddannelser i Udlandet.

Stk. 3. Efter anmodning fra styrelsen

Fastlægger nævnet retningslinier for, hvilke uddannelser i udlandet der kan gives uddannelsesstøtte til.

Udtaler nævnet sig i særlige tilfælde, om enkelte uddannelser i udlandet giver ret til uddannelsesstøtte.’

2. Hjemmel

I såvel SUstyrelsens afgørelse af 21. marts 2000 som ankenævnets afgørelse af 25. august 2000 henviste myndighederne til at Deres uddannelse ikke er på listen over de uddannelser der giver ret til supplerende stipendium. SUstyrelsen henviste til SU-bekendtgørelsens § 52, stk. 1 og 3, § 55, § 59 og punkt B i bilaget til bekendtgørelsen. Ankenævnet henviste tillige til bekendtgørelsens § 60, stk. 1 og 3.

I mit brev af 2. oktober 2000 til ankenævnet anførte jeg at for så vidt angår supplerende stipendium efter § 55 til uddannelse i udlandet inden for de nordiske lande, er det efter min umiddelbare opfattelse tvivlsomt om bekendtgørelsen som betingelse for at imødekomme en ansøgning herom kræver at uddannelsen er på nævnte fortegnelse.

Afgørende for om en ansøgning om supplerende stipendium efter § 55 til uddannelse i udlandet inden for de nordiske lande skal imødekommes, må således være at uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark, og at der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her, jf. SU-bekendtgørelsens § 55, jf. § 50. En ansøgning herom vil således ikke kunne afslås efter bestemmelsen i SU-bekendtgørelsens § 59, stk. 2, hvis den pågældende uddannelse ikke er optaget på fortegnelsen. Jeg må forstå myndighedernes udtalelser til mig i forbindelse med min behandling af sagen sådan at myndighederne er enige i denne opfattelse.

Lone Basse mfl. udtaler ligeledes I SU-loven med kommentarer, 1. udgave (1996), s. 65, vedrørende supplerende stipendium til uddannelser i udlandet

’Studerende kan få tilskud til dækning af undervisningsafgift, jf. lovens § 7, stk. 2, og § 11, til en uddannelse, som er godkendt som støtteberettigende, i hele uddannelsesforløbet. Det vil sige kun til de uddannelser, som er opført på den såkaldte positivliste, se bekendtgørelsens § 58 [nu § 59]. Herudover kan der gives [tilskud til dækning af] undervisningsafgift til uddannelse, som foregår i et nordisk land, hvis uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov, og der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte i Danmark.’

De bestemmelser i SU-bekendtgørelsen som myndighederne anvendte ved vurderingen af Deres ansøgning om supplerende stipendium, herunder bekendtgørelsens § 59, stk. 2, gav således ikke hjemmel for myndighedernes afslag.

Jeg har gjort SUstyrelsen og ankestyrelsen bekendt med at jeg er enig med myndighederne i at dette er kritisabelt.

Hvis det ikke kan udelukkes at en retlig fejl har haft indflydelse på en sags udfald, vil ombudsmanden så godt som altid henstille til myndighederne at overveje sagen på ny, forudsat det stadig er meningsfuldt at ændre afgørelsen. Jeg henviser til Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret, 1. udgave (1994), s. 603f. Jeg mener imidlertid ikke at der er grundlag for at henstille til myndighederne at genoptage behandlingen af Deres sag. Min afgørelse bygger på følgende forhold

I forbindelse med min sagsbehandling har SUstyrelsen og ankenævnet fastholdt afslaget på Deres ansøgning med henvisning til SU- bekendtgørelsens § 55, jf. § 50. Det er således myndighedernes opfattelse at Deres uddannelse i Norge dækker et erhvervsbehov i Danmark, men at betingelsen om at der ikke her i landet findes en uddannelse med samme erhvervssigte, ikke er opfyldt.

Ved vurderingen af spørgsmålet om erhvervssigte henviser SUstyrelsen i sin udtalelse til mig af 3. august 2001 til at der her i landet findes en trafikflyveruddannelse som er godkendt efter de fælleseuropæiske bestemmelser - JAR/FCL - og således kvalificerer til at søge beskæftigelse i i hvert fald alle europæiske flyselskaber. I relation til erklæringen af 30. marts 2000 fra SAS, Flight Operations, finder styrelsen det afgørende om uddannelserne er godkendt efter ovennævnte fælleseuropæiske bestemmelser hvilket er tilfældet for såvel den norske uddannelse som de danske trafikflyveruddannelser. Efter styrelsens opfattelse kan det ikke tillægges nogen betydning at uddannelsen i Norge er tilpasset et bestemt selskab. Bekendtgørelsens § 55 kræver efter styrelsens opfattelse ikke fuld identitet mellem uddannelserne for at statuere samme erhvervssigte.

I ankenævnets udtalelse til mig af 9. november 2001 anfører nævnet ligeledes i relation til erklæringen af 30. marts 2000 fra SAS, Flight Operations, at det afgørende for vurderingen af spørgsmålet om erhvervssigte må være om uddannelsen her i landet giver mulighed for opnåelse af ansættelse som pilot i et flyselskab, f.eks. SAS, mens det efter nævnets opfattelse ikke for at kunne betragtes som havende samme erhvervssigte kan kræves at uddannelsen retter sig specifikt mod ansættelse i SAS.

Jeg er enig i SUstyrelsens og ankenævnets vurdering af spørgsmålet om erhvervssigte i relation til SU-bekendtgørelsens § 55, jf. § 50. Jeg har herved ligesom myndighederne lagt vægt på at det ikke som betingelse for at statuere samme erhvervssigte kan kræves at trafikflyveruddannelsen her i landet retter sig specifikt mod ansættelse i SAS. Jeg finder på den baggrund ikke grundlag for at henstille til myndighederne at genoptage behandlingen af Deres ansøgning om supplerende stipendium.

3. Begrundelse

Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, skal en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, og i det omfang afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Det følger af bestemmelserne i forvaltningslovens § 24 at en begrundelse skal være subjektivt rigtig i den forstand at begrundelsen skal angive de forhold af retlig og faktisk art som reelt blev tillagt betydning ved afgørelsen, jf. Garde, Nørgaard og Revsbech, Forvaltningsret - Sagsbehandling, 5. udgave (2001), s. 295ff. Dette gælder uanset om begrundelsen herved måtte vise at de bestemmelser som afgørelsen er truffet efter, ikke indeholder hjemmel for afgørelsen. Den angivne begrundelse skal således kunne danne grundlag for en vurdering af om afgørelsen er retligt holdbar.

Som anført i afsnit 2 om hjemmel gav de bestemmelser i SU-bekendtgørelsen som henholdsvis SUstyrelsen og ankenævnet henviste til i afgørelserne af 21. marts og 25. august 2000, ikke hjemmel for myndighedernes afslag.

Efter min gennemgang af sagen har jeg imidlertid lagt til grund at såvel SUstyrelsen som ankenævnet på afgørelsestidspunktet var af den opfattelse at de i afgørelserne omtalte bestemmelser gav hjemmel for afslaget. Senere under sagsforløbet ændrede myndighederne opfattelse og begrundede afslaget under henvisning til andre bestemmelser, jf. nærmere afsnit 2 ovenfor.

Kravene i forvaltningslovens § 24 til udformningen af den begrundelse som skal ledsage en afgørelse (jf. § 22), kan herefter ikke i sig selv give mig grundlag for kritik af at myndighederne i de begrundelser der ledsagede deres afgørelser, henviste til bestemmelser som ikke gav hjemmel for de trufne afgørelser.

Jeg foretager mig herefter ikke mere i sagen.”

Afslag på supplerende stipendium til uddannelse i Norge

A havde tegnet en uddannelseskontrakt med SAS med det formål at uddanne sig til trafikflyver. I april 1999 påbegyndte A sin uddannelse i Norge. Uddannelsen var delvis sponsoreret af SAS.

I februar 1999 godkendte SUstyrelsen A’s pilotuddannelse i Norge som støtteberettigende.

Den 28. februar 2000 søgte A om supplerende stipendium som tilskud til dækning af undervisningsafgiften. I en afgørelse af 21. marts 2000 meddelte SUstyrelsen afslag herpå idet styrelsen anførte

”Vi kan ikke imødekomme ansøgningen om at få supplerende stipendium til dækning af undervisningsafgift. Din uddannelse er ikke på listen over de uddannelser, der giver ret til supplerende stipendium. Listen revideres en gang årligt. En uddannelse kan komme på listen, hvis den dækker et særligt erhvervsbehov i Danmark, og der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her.

Vi henviser til § 52, stk. 1 og 3, § 55, § 59 og punkt B i bilaget til bekendtgørelse nr. 715 af 6. september 1999 om statens uddannelsesstøtte.”

A påklagede afgørelsen til Ankenævnet for Uddannelsesstøtte (herefter ankenævnet). A’s klage var vedlagt en erklæring af 30. marts 2000 fra SAS, Flight Operations, hvoraf fremgår følgende

”Elever til den af SAS/SAS Commuter delvist sponsorerede pilotuddannelse er udtaget gennem SAS/SAS Commuter’s pilotrekrutteringssystem. Efter gennemførelse af denne uddannelse opfylder eleverne de formelle krav for ansættelse som pilot i SAS/SAS Commuter. Ansættelse vil finde sted efter behov.

Det er en betingelse for at være direkte kvalificeret for ansættelse, at pilotuddannelsen er gennemført på en af SAS/SAS Commuter godkendt flyveskole.

Følgende skoler er således anvendt for denne uddannelse

( ), Norge

( ), England

Ingen andre skoler er aktuelle for denne uddannelse. Der har således ikke på det aktuelle tidspunkt været nogen pilotskole i Danmark eller Sverige, som har opfyldt de af SAS/SAS Commuter stipulerede krav til et oplæg med sponsorering fra SAS.”

Den 10. maj 2000 afgav SUstyrelsen en udtalelse til ankenævnet. Styrelsen anførte bl.a.

”Vi fastholder vores afgørelse af 21. marts 2000.

Der kan gives supplerende stipendium til undervisningsafgiften til uddannelser i Norden, hvis uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark, og hvis der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her.

Klageren vedlægger et brev fra SAS om, at det er en betingelse for at være direkte kvalificeret til ansættelse, at pilotuddannelsen er gennemført på en af SAS/SAS Commuter godkendt flyveskole. Ifølge det oplyste anvender SAS Norwegian Aviation College i Norge og Oxford Aviation College i England til uddannelsen.

Det er vores opfattelse, at selv om SAS som led i en delvis SAS sponsoreret pilotuddannelse stiller krav om gennemførsel af uddannelse i udlandet, er det ikke det samme som, at uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov her, der skulle berettige til, at der gives supplerende stipendium til undervisningsafgiften. Pilotuddannelsen i Norge har samme erhvervssigte som lignende danske pilotuddannelser. Betingelserne for at få supplerende stipendium er derfor efter vores opfattelse ikke opfyldt.

Vi henviser til § 55, i bekendtgørelse nr. 715 af 6. september 1999 om statens uddannelsesstøtte.”

I en udtalelse af 22. maj 2000 til ankenævnet anførte A bl.a.

”Afgørelsen forsvares ud fra den betragtning at: ’Pilotuddannelsen i Norge har samme erhvervssigte som lignende danske pilotuddannelser’.

Det er imidlertid tilfældet, at også ’lignende danske pilotuddannelser’ modtager supplerende stipendium til dækning af undervisningsafgift. Pilotaspiranter ved Center Air i Roskilde er således berettiget til stipendiet. Denne uddannelse har præcis samme erhvervssigte som uddannelsen i Bardufoss og Oxford, bortset fra, at den ikke giver eleven de formelle forudsætninger for at søge ansættelse i SAS.”

SUstyrelsen anførte i en supplerende udtalelse af 24. august 2000 bl.a.

”SU-godkendelsen af pilotuddannelse i Danmark omfatter foruden almindeligt stipendium og studielån også supplerende stipendium som tilskud til dækning af undervisningsafgiften. Pilotuddannelsen ved Center Air og Copenhagen Airtaxi giver således ret til supplerende stipendium.

Supplerende stipendium til dækning af undervisningsafgiften gives til uddannelser i Norden, hvis uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark, og hvis der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her. Disse betingelser opfylder pilotuddannelsen i Norge efter vores opfattelse ikke. Supplerende stipendium til dækning af undervisningsafgiften til uddannelser i det øvrige udland, gives til uddannelser, der er optaget på fortegnelsen i bilaget til SU-bekendtgørelsen. Pilotuddannelsen er ikke optaget på fortegnelsen.

Vi henviser til § 55, § 59, og fortegnelsen i bilag B i bekendtgørelse nr. 715 af 6. september 1999 om statens uddannelsesstøtte.”

Ankenævnet tiltrådte den 25. august 2000 SUstyrelsens afgørelse med følgende begrundelse

”Det fremgår af § 55 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 715 af 6. september 1999 om statens uddannelsesstøtte, at uddannelsessøgende kun kan få supplerende stipendium som tilskud til dækning af betaling for undervisning til de uddannelser, der er nævnt i § 50 og § 52, stk. 1 og 3, hvis uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark, og hvis der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 59, stk. 1, at styrelsen udarbejder en fortegnelse over uddannelser, der giver ret til uddannelsesstøtte efter § 52, stk. 1 og 3, og som samtidig giver ret til supplerende stipendium efter § 55.

Da den uddannelse, De gennemgår i Norge, ikke er anført i fortegnelsen i bilaget til bekendtgørelsen, er De ikke berettiget til supplerende stipendium.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 60, stk. 1, at der nedsættes et Nævn om Støtteberettigende Uddannelser i Udlandet. Ifølge § 60, stk. 3, skal nævnet efter anmodning fra styrelsen fastlægge retningslinier for, hvilke uddannelser i udlandet der kan gives uddannelsesstøtte til, og nævnet skal udtale sig i særlige tilfælde, om enkelte uddannelser i udlandet giver ret til uddannelsesstøtte.

Ankenævnet finder herefter, at nævnet ikke har kompetence til at tage stilling til, om en bestemt uddannelse skal optages i fortegnelsen.”

Den 9. september 2000 klagede A til Forbrugerstyrelsen, der videresendte klagen til mig, over SUstyrelsens og ankenævnets afgørelser.

Jeg anmodede herefter den 2. oktober 2000 ankenævnet og SUstyrelsen om en udtalelse. Jeg anførte i den forbindelse bl.a.

” såvel SUstyrelsen som ankenævnet [har] i de begrundelser som er meddelt klageren, indholdsmæssigt henvist til at klagerens uddannelse ikke er på listen over de uddannelser der giver ret til supplerende stipendium.

For så vidt angår spørgsmålet om supplerende stipendium efter § 55 til uddannelse i udlandet uden for de nordiske lande , er det min umiddelbare opfattelse - og derfor uden nærmere undersøgelse heraf - at en ansøgning herom vil kunne afslås efter bestemmelsen i bekendtgørelsens § 59, stk. 2, hvis den pågældende uddannelse ikke er optaget på fortegnelsen.

I den konkrete sag drejer det sig derimod om supplerende stipendium efter § 55 til uddannelse i udlandet inden for de nordiske lande. Der rejser sig derfor et spørgsmål om hvorvidt bekendtgørelsens regler også i en sådan situation indeholder et krav om at en given uddannelse skal være optaget på fortegnelsen. Efter min umiddelbare opfattelse er det tvivlsomt om bekendtgørelsens §§ 50, 52, stk. 1 og 3, 55 og 59, stk. 1, indeholder et sådant krav.

Udtalelserne af 10. maj og 24. august 2000 fra SUstyrelsen der er afgivet til støtte for styrelsens afgørelse - udtalelser som ankenævnet har anført i afgørelsens afsnit om sagsfremstilling - forstår jeg umiddelbart sådan at styrelsen alene har vurderet hvorvidt uddannelsen i Norge skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark og/eller hvorvidt der findes en uddannelse med samme erhvervssigte her. Altså en vurdering der ikke inddrager spørgsmålet om hvorvidt uddannelsen er optaget i den nævnte fortegnelse.

På den baggrund anmoder jeg myndighederne om en nærmere udtalelse til de meddelte begrundelser for de trufne afgørelser. Jeg anmoder i den forbindelse SUstyrelsen om i udtalelsen til mig at præcisere hvorvidt styrelsen har vurderet såvel spørgsmålet om et særligt erhvervsbehov i Danmark, som spørgsmålet om hvorvidt der findes en uddannelse med samme erhvervssigte her.”

Ankenævnet afgav den 2. marts 2001 en udtalelse. Udtalelsen var vedlagt en udtalelse af 9. februar 2001 fra SUstyrelsen der bl.a. anførte følgende

”Vi henviste til § 52, stk. 1 og stk. 3, § 55, § 59 og punkt B i bilaget til bekendtgørelse nr. 715 af 6. september 1999 om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen).

Vi har således ved en fejl henvist til de betingelser og regler, som gælder for supplerende stipendium til dækning af betaling for undervisningsafgiften for lande uden for Norden. Det beklager vi. Vi skulle i stedet have henvist til §§ 50 og 55 i SU-bekendtgørelsen, der indeholder betingelserne for at give supplerende stipendium til dækning af betaling af undervisningsafgift i Norden.

Sustyrelsen har i breve af 10. maj og 24. august 2000 til ankenævnet forklaret nærmere om betingelserne for at få supplerende stipendium som tilskud til betaling for undervisning til uddannelser i Norden.

Vi skrev i brevene af 10. maj og 24. august 2000, at der kan gives supplerende stipendium til undervisningsafgiften til uddannelser i Norden, hvis uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark, og hvis der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her. Vi har foretaget en vurdering af, om begge betingelser er opfyldt. Det er vores opfattelse, at den norske uddannelse må skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark. Vi beklager at dette ikke klart fremgik af vores breve af 10. maj og 24. august 2000. Derimod er betingelsen om, at der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her, ikke opfyldt.

Statens Luftfartsvæsen har oplyst til Sustyrelsen, at der i en årrække har været trafikflyveruddannelser i Danmark, som giver grundlag for at søge ansættelse også i SAS.

På baggrund af ovenstående fastholder styrelsen, at betingelserne for at tildele supplerende stipendium til den norske pilotuddannelse ikke er opfyldt.”

Ankenævnet anførte i sin udtalelse bl.a.

”Ankenævnet har behandlet sagen på ny.

Nævnet skal beklage, at afgørelsen af 25. august 2000 ikke har været fuldstændig korrekt begrundet, idet der rettelig alene skulle have været henvist til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 715 af 6. september 1999 om statens uddannelsesstøtte, § 55 (om undervisningsafgift), jf. § 50 (om uddannelse i et andet nordisk land), medens der ikke burde have været henvist til § 59 (om fortegnelse over uddannelser), § 60, stk. 1 og 3 (om Nævn om Støtteberettigende Uddannelser i Udlandet) og fortegnelsen i bilaget til bekendtgørelsen.

Det fremgår af § 55, at uddannelsessøgende kun kan få supplerende stipendium som tilskud til dækning af betaling for undervisning til de uddannelser, der er nævnt i § 50 og § 52, stk. 1 og 3, hvis uddannelsen skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark, og hvis der ikke findes en uddannelse med samme erhvervssigte her.

Nævnet har ikke haft bemærkninger til styrelsens vurdering af, at den norske uddannelse må skønnes at dække et særligt erhvervsbehov i Danmark. Nævnet finder endvidere fortsat at måtte lægge SUstyrelsens opfattelse af, at der findes en uddannelse med samme erhvervssigte her i landet, til grund, således som denne opfattelse er gengivet bl.a. under sagsfremstillingen i nævnets afgørelse af 25. august 2000.

Nævnet finder derfor at måtte fastholde afgørelsen af 25. august 2000 med tiltrædelse af SUstyrelsens afgørelse om, at (A) ikke kan få supplerende stipendium som tilskud til dækning af betaling for undervisningsafgiften ved pilotuddannelsen i Norge.”

Jeg anmodede den 18. maj 2001 ankenævnet og SUstyrelsen om bl.a. uddybende bemærkninger til betydningen af erklæringen af 30. marts 2000 fra SAS, Flight Operations, for sagens afgørelse.

Ankenævnets supplerende udtalelse af 9. november 2001 var vedlagt en supplerende udtalelse af 3. august 2001 fra SUstyrelsen. SUstyrelsen anførte bl.a.

”Styrelsen skal beklage sagsbehandlingen i denne sag. Afgørelsen af 21. marts 2000 burde under henvisning til SU-bekendtgørelsens § 55 have været begrundet med, at der her i landet findes en uddannelse med samme erhvervssigte, nemlig en trafikflyveruddannelse, som er godkendt efter de fælles-europæiske bestemmelser - JAR/FCL - og således kvalificerer til at søge beskæftigelse i i hvert fald alle europæiske flyselskaber. Havde disse forhold, som er almindelig viden blandt sagsbehandlere i styrelsen, været inddraget, da styrelsen traf sin afgørelse, burde man have partshørt over dem.

Sustyrelsen har ikke kendskab til, i hvilket omfang ansøgere fra trafikflyveruddannelser i Danmark ikke kun har søgt, men også har opnået ansættelse i SAS.

Ombudsmanden anmoder også om uddybende bemærkninger til udtalelsen af 30. marts 2000 fra SAS, Flight Operations. I den anledning skal vi bemærke, at i spørgsmålet om samme erhvervssigte finder styrelsen det afgørende, om uddannelserne er godkendt efter de fælles-europæiske bestemmelser, JAR/FCL-reglerne. Både den norske uddannelse og de danske trafikflyveruddannelser er godkendt efter disse regler. Styrelsen finder ikke, at det kan tillægges nogen betydning, at uddannelsen i Norge kan give adgang til direkte ansættelse i SAS og dermed altså er tilpasset et bestemt selskab. SU-bekendtgørelsens § 55 kræver efter styrelsens opfattelse ikke fuld identitet mellem uddannelserne. Der skal blot foreligge samme erhvervssigte.”

Ankenævnet anførte bl.a.

”Ankenævnet bemærker indledningsvis, at det i erklæringen af 30. marts 2000 fra SAS, Flight Operations, anføres, at det er en betingelse for at være direkte kvalificeret til ansættelse i SAS, at pilotuddannelsen er gennemført på skolerne i Norge eller England, men ikke, at uddannelse andre steder ikke kan føre til ansættelse i SAS.

Endvidere anføres i SAS’s uddannelseskontrakt, at uddannelsen vil bevirke, at eleven opfylder de formelle betingelser for ansættelse i SAS, men ikke giver eleven ret til at blive ansat i SAS.

Ankenævnet har ved afgørelsen af, om der her i landet findes en uddannelse med samme erhvervssigte som den af SAS i Norge placerede, fundet, at det afgørende må være, om uddannelsen her i landet giver mulighed for opnåelse af ansættelse som pilot i et flyselskab, f.eks. SAS, medens det efter ankenævnets opfattelse ikke, for at kunne betragtes som havende samme erhvervssigte, kan kræves, at uddannelsen retter sig specifikt mod ansættelse i SAS.

Ankenævnet har med denne vurdering ikke fundet grund til at betvivle SUstyrelsens bemærkning om, at pilotuddannelsen i Norge har samme erhvervssigte som lignende danske pilotuddannelser (nemlig uddannelse med sigte på ansættelse som trafikflyver), jf. styrelsens brev af 10. maj 2000 til ankenævnet, og har ikke fundet grund til at partshøre om dette spørgsmål, ligesom ankenævnet heller ikke har fundet grund til at søge oplysning om, hvorvidt SAS har ansat piloter, der har gennemført uddannelse i andet regi.

Nævnet må herefter fastholde afgørelsen af 25. august 2000 om, at (A) ikke er berettiget til supplerende stipendium som tilskud til dækning af betaling for undervisning til sin pilotuddannelse i Norge.”

Ombudsmandens udtalelse

”1. Regelgrundlag

Bekendtgørelse nr. 715 af 6. september 1999 om statens uddannelsesstøtte (SU-bekendtgørelsen) indeholder følgende bestemmelser

’ Uddannelse i et andet nordisk land

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En studerende klagede over at SUstyrelsen og Ankenævnet for Uddannelsesstøtte havde givet afslag på en ansøgning om supplerende stipendium til en uddannelse i Norge som trafikflyver.

Ombudsmanden kritiserede at myndighederne ved vurderingen af ansøgningen anvendte bestemmelser i SU-bekendtgørelsen som ikke indeholdt hjemmel for afslaget. Ombudsmanden mente imidlertid ikke der var grundlag for at bede myndighederne om at genoptage sagen da afslaget kunne have været truffet i henhold til en anden bestemmelse.

Om udformningen af myndighedernes begrundelser for afslaget udtalte ombudsmanden at myndighederne på afgørelsestidspunktet var af den opfattelse at de omtalte bestemmelser indeholdt hjemmel for afslaget. Kravene i forvaltningslovens § 24 til udformningen af begrundelser kunne herefter ikke i sig selv give ombudsmanden grundlag for kritik. (J.nr. 2000-2845-730).