Afskedigelse af chefrådgiver fra Udenrigsministeriet

Afskedigelse af chefrådgiver fra Udenrigsministeriet

A indgik den 8. december 1999 en kontrakt med Udenrigsministeriet om ansættelse som chefrådgiver for et miljøsektorprogram i X-land i perioden 11. marts 2000 til 10. marts 2002. A startede planmæssigt i stillingen.

I begyndelsen af maj 2000 blev der afholdt et møde mellem repræsentanter for den danske ambassade i hovedstaden Y i X-land og en rådgiver fra det rådgivende ingeniørfirma Z der også havde rådgivere knyttet til miljøsektorprogrammet. Formålet med mødet var at få afklaret kommunikationsvejene til firma Z, men A’s rolle som chefrådgiver blev også berørt. A deltog ikke i mødet, men fik efterfølgende lejlighed til at kommentere de aftalte retningslinjer. Den 5. maj 2000 skrev A bl.a. følgende til ambassadesekretær C

”Idet jeg forudsætter at ansvar følger kompetence kan jeg af gode grunde ikke have et overordnet ansvar for programmet. Det må være placeret på ambassaden. Jeg kan kun påtage mig ansvar i det omfang ambassaden uddelegerer kompetence.

Jeg er ikke enig med den aftalte løsning med en firma (Z)-teamleader, men respekterer selvsagt ambassadens ansvar og dermed ret til at udstikke retningslinier struktur for samarbejdet med firma (Z).”

Ambassaden, ved C, svarede den 15. maj 2000 følgende pr. telefax

”Ambassaden har det overordnede ansvar for gennemførelsen af programmet. Vedrørende chefrådgiverens ansvar følger det af Terms of Reference at: ’the CTA will assist the Danish Embassy and the (X)-land authorities in assuming overall coordination, monitoring, implementation and strategic development of the programme of support’. Ansvaret er nærmere specificeret i TOR.

Chefrådgiveren har således også et ansvar for koordinering og monitoring i relation til firma (Z).”

A bemærkede hertil bl.a. følgende i telefax af samme dato

”2. Jeg er uenig i din tolkning af teksten og at ’Chefrådgiveren har således også et ansvar.’

Der er kun en organisatorisk enhed eller person som kan være ansvarlig og det er ambassaden, som formodentlig har uddelegeret ansvaret til dig.

Jeg kan kun påtage mig et ansvar i det omfang ambassaden uddelegerer et konkret ansvar og tilhørende konkret kompetence.

Dette er i fuld overensstemmelse med den information jeg har modtaget på kursuscenter ( ) og på briefing med S5, hvorfor det danner grundlag for min underskrift på kontrakten med Danida.

3. Det burde være unødvendigt at påpege at mine ansvarsopgaver ikke bør diskuteres på et møde mellem firma (Z)’s teamleader og ambassaden uden min tilstedeværelse.

Jeg mener derfor ikke at referatet er et seriøst og værdigt grundlag for diskussion af mine terms.”

I en notits af 19. maj 2000 skrev ambassadesekretær C bl.a. følgende vedrørende indkøb af computere til programmet

”Undertegnede anmodede den 18. maj 2000 chefrådgiver (A) om at redegøre nærmere for anmodning af 16. maj 2000 fra (A) om indkøb af computere til Miljøsektorprogrammet.

I den forbindelse forespurgte jeg om, hvem der skulle bruge computerne anført under ( ) project office in (Y)-by. (A) indrømmede, at en af computerne var beregnet til hans private brug. (A) anførte, at han ville have orienteret ambassaden om dette.

Jeg anførte, at det var helt uacceptabelt at anføre en computer til privat brug på listen. Ved fax af 18. maj 2000 anmodede jeg (A) om at fremsende ny anmodning.”

Den 25. maj 2000 havde repræsentationschef B ved ambassaden en samtale med A om ”en chefrådgivers roller og opgaver”. Der blev ikke udarbejdet referat fra samtalen.

Den 30. maj 2000 skrev C følgende i en notits om samarbejdet med A

”1.

Undertegnede modtog den 16. maj 2000 terms of reference for ( ) fra (D) [rådgiver fra firma (Z); min tilføjelse]. Den 19. maj 2000 anførte jeg overfor firma (Z) og (A) at styrekomiteens rolle skal fremgå af TOR. Endvidere anmodede jeg om at de reviderede TOR blev indsendt til ambassaden underskrevet af (A) og den nationale koordinator.

Den 22.-26. maj 2000 var jeg på ferie. Ved min hjemkomst den 29. maj 2000 var reviderede TOR ikke modtaget på ambassaden. Jeg blev om morgenen ringet op af firma (Z), der oplyste at man havde arrangeret præsentation for viceministeren for miljø kl. 10.00 samme dag og spurgte om jeg ville deltage. Jeg fik mødet udsat til senere samme dag og anmodede såvel firma (Z) som (A) om at TOR forinden blev indsendt til ambassaden med den ønskede ændring. Udsættelsen var endvidere begrundet i, at det ikke var planlagt at (A) skulle deltage i mødet ((A) var dog bekendt med mødet). Senere samme dag modtog ambassaden fax fra (A) og den nationale koordinator med TOR, der ikke beskrev styrekomiteens rolle.

Som konsekvens af dette måtte jeg på mødet med viceministeren anføre, at ambassaden ønskede TOR ændret, således at det fremgik at styrekomiteen skal orienteres løbende om fremskridtene med (...).

Den 30. maj 2000 var arrangeret præsentation for viceministeren for industri. Jeg drøftede mødet med (A) om morgenen og anførte at (A) burde deltage i mødet. (A) anførte, at det havde han ikke noget med at gøre og ’det er ikke mit område’. (A) henviste til de nye rammer for samarbejdet med firma (Z). Jeg anførte, at (A) som chefkoordinator burde deltage i møder på viceministerniveau. Vi blev herefter enige om at mødes på hans kontor kl. 9.50 for at følges til præsentationen. Jeg ankom til kontoret kl. 9.50. (A) opgav ikke umiddelbart sit kontorarbejde og foretog efter kort tid en telefonopringning. Det fremgik af telefonopringningen at denne klart ikke havde uopsættelig karakter, men var udtryk for en ren magtdemonstration overfor undertegnede. Som konsekvens af (A)’s opringning ankom vi til viceministeriet kl. 10.15 og efter at viceministeren havde indfundet sig i mødelokalet.

2. Drøftelser af sektorprogrammet med viceministeriet for uddannelse

Ambassaden modtog den 18. april 2000 brev fra viceministeren for uddannelse, i hvilket viceministeren anførte en række kommentarer og forslag til ændringer af sektorprogrammet. (A) og den nationale koordinator havde forud aftalt møde med (E) i viceministeriet den 19. april 2000. Jeg aftalte med (A), at man kunne holde mødet, idet jeg dog understregede at man ikke kunne indgå aftaler på mødet der ændrede programdokumentet. Efter yderligere et møde fremsendte den nationale koordinator et anneks til ambassaden med resultaterne af møderne.

I annekset var ’objectives’ for komponenten ændret, ligesom annekset indeholdt andre uacceptable elementer. Jeg drøftede dette med (A), der hævdede ikke at have set annekset inden afsendelsen og (A) tilsluttede sig at ’objectives’ selvfølgelig ikke kunne ændres. Jeg anmodede (A) om at sikre at et revideret anneks blev fremsendt til ambassaden. Jeg rykkede (A) for det reviderede anneks flere gange og blev hele tiden stillet det i udsigt. Den 19. maj 2000 rykkede jeg igen og orienterede endvidere (A) om, at (B) havde sendt endnu et brev til viceministeren i hvilket (B) foreslår et møde mellem viceministeriet og (A), den nationale koordinator og ambassaden. Jeg tilføjede, at vi på mødet kunne drøfte annekset.

Ved min hjemkomst fra ferie den 29. maj 2000 var et revideret anneks ikke modtaget på ambassaden. I telefonsamtale den 30. maj 2000 (samme som nævnt under 1.) anmodede jeg (A) om det reviderede anneks. (A) anførte nu, at annekset var under forhandling med viceministeriet, og at han og den nationale koordinator havde holdt møde med (E) fra viceministeriet den foregående uge. Jeg anførte, at dette ikke var i overensstemmelse med det aftalte. Jeg anmodede (A) om ikke at føre videre forhandlinger med viceministeriet og indsende et revideret anneks, som er acceptabelt set fra DANIDA’s side, hvorefter vi kunne afholde møde med viceministeriet. (A) afviste ovennævnte og anførte, at jeg havde to valgmuligheder. Enten afholdt jeg alene et møde med viceministeriet eller også forhandlede han og den nationale koordinator færdig med viceministeriet. Herefter afsluttede samtalen.

Under samtalen anførte (A) endvidere, at annekset var udtryk for det kompromis man kunne opnå med viceministeriet. (A) erkendte således indirekte, at han var enig i det tidligere fremsendte anneks, og at han havde været med til at acceptere ændringerne af ’objectives’.

Under samtalen bemærkede jeg, at mødet med viceministeriet med deltagelse af ambassaden var vigtigt for at sikre en konstruktiv dialog mellem parterne. Hertil anførte (A), at der ikke var noget problem, da han havde en konstruktiv dialog med viceministeriet - eventuelle problemer var alene mellem ambassaden og viceministeriet.”

I brev af 31. maj 2000 bad Udenrigsministeriet ambassaden i Y-by om en indberetning om ambassadens vurdering af samarbejdsrelationerne mellem A og ambassadens personale. I brevet blev bl.a. henvist til telefonsamtaler mellem repræsentationschef B på ambassaden i X-land og en souschef i Udenrigsministeriet om spørgsmålet og til de indtryk og oplysninger som en medarbejder i Udenrigsministeriet havde modtaget under et besøg i X-land kort forinden.

Repræsentationschef B skrev den 2. juni 2000 bl.a. følgende til A som opfølgning på mødet den 25. maj 2000

”I opfølgning af vor samtale om chefrådgiverens rolle og opgaver, og med henblik på at bidrage til vore fælles bestræbelser på at skabe et optimalt samarbejdsklima og den bedst mulige forståelse af opgavernes forvaltning, vil jeg gerne fremkomme med nogle betragtninger om et par konkrete sagsforløb.

Det første drejer sig om miljøundervisning på skoleniveau. Som du er bekendt med, skrev viceministeren for primær- og sekundær uddannelse for nogen tid siden til ambassaden og foreslog en lang række ændringer i arbejdsprogrammet for den komponent, der vedrører dette viceministerium. Det var efter min mening noget post festum, eftersom regeringsaftalen blev underskrevet i december 1999. Efter nogen brevveksling frem og tilbage, har jeg, som ambassadesekretær (C) oplyste dig om den 19. maj 2000, skrevet et brev til viceministeren, i hvilket jeg foreslår, at den nationale koordinator for sektorprogrammet, chefrådgiveren og den ansvarlige fra ambassaden (C) afholder et møde med viceministeriet for at drøfte komponenten vedrørende Miljøundervisning i folkeskoler og gymnasier. Tilsyneladende har du afvist at deltage i et sådant møde, hvilket forekommer mig noget uheldigt, eftersom mødet skal dreje sig om målsætninger for og indholdet af én af komponenterne i sektorprogrammet.

Derimod har du den 30. maj 2000 oplyst (C) om, at du i ugen efter den 19. maj 2000 sammen med den nationale koordinator har afholdt et møde med viceministeriet. På den beskrevne baggrund er det naturligvis ikke acceptabelt, at du holder et møde med viceministeriet uden at drøfte dette forinden med ambassaden.

(F) [fra viceministeriet i X-land; min bemærkning] har den 26. april 2000 fremsendt et anneks om programkomponentindholdet som resultat af møder med viceministeriet. Ambassaden har overfor dig tilkendegivet, at annekset ikke kan godkendes, da der blandt andet er ændret i ’objectives’ i forhold til programdokumentet. Du er på den baggrund blevet anmodet om at fremsende et revideret anneks til ambassaden.

Jeg må anmode dig om

· ikke at afholde flere møder om annekset med viceministeriet uden ambassadens deltagelse;

· at fremsende et revideret anneks, som er i overensstemmelse med de overordnede linier i komponentbeskrivelsen, til ambassaden

· at deltage i et snarligt møde med viceministeriet, som jeg i mit brev har foreslået viceministeren.

Det andet spørgsmål drejer sig om industrikomponenten. I et brev af 23. maj 2000 anmoder du og (F) om ambassadens instruktioner med henblik på at kunne imødekomme en ansøgning fra ( ) om knap USD 200.000. (Anmodningen er besvaret ved fax af 2. juni 2000 fra (C)).

Jeg synes, at det allerede i udgangspunktet burde være indlysende, at de i ansøgningen nævnte udgifter ikke kan dækkes af sektorprogrammet. Som I selv nævner i brevet af 23. maj 2000 er der ikke en budgetlinie i programkomponenten vedrørende de nævnte omkostninger. En udgift af denne størrelse (over 1,6 mio kr.) og af denne karakter (bil, rejser mv.) vil derfor forudsætte en ændring af budgettet, der kun kan godkendes ved årsforhandlinger eller ved de årlige sectorreviews. Koordinationsenheden bør på grundlag af din rådgivning afholde sig fra at forelægge ambassaden urealistiske forslag. Sådanne kan, om det skønnes nødvendigt, eventuelt luftes under de regelmæssige, mere uformelle møder med ambassaden.

Afslutningsvis skal jeg understrege, at jeg i alle forhold forventer, at du følger ambassadens anmodninger. Disse fremsættes naturligvis ikke kun ad referendum. Når (C) taler eller skriver, gør han det på ambassadens vegne og efter min bemyndigelse. Med al respekt for dine 25 års erfaring inden for faget (deraf dog kun en mindre del med udviklingssamarbejde) må jeg igen pointere, at det er væsentligt, at du i en positiv ånd medvirker aktivt til skabelsen af et godt og tillidsfuldt samarbejde med ambassaden, i første række med og via ambassadens sektoransvarlige medarbejder.”

A svarede i brev af 5. juni 2000 således

”Det er med beklagelse at jeg har modtaget Deres brev dateret 2. juni 2000, som indeholder en række direkte usande påstande og forhåbentlig ubeviste misforståelser, hvorfor jeg må tage afstand fra brevets indhold og form.

Jeg vil gerne anmode om at dette svar lægges på sagen ( ) sammen med brevet af 2. juni 2000.”

Ambassaden i X-land svarede den 6. juni 2000 på Udenrigsministeriets anmodning om en vurdering af samarbejdsrelationerne mellem A og ambassadens personale. Ambassaden ved repræsentationschef B skrev bl.a. følgende

”Ambassaden kan bekræfte, at der har været en del vanskeligheder med chefrådgiver (A), dels i forbindelse med dennes forståelse af chefrådgiverens rolle, opgaver og beføjelser, dels også i hans optræden i forhold til den sektoransvarlige på ambassaden (p.t. ambassadesekretærvikar (C)). En del af vanskelighederne skyldes nok en vis egensindighed hos (A), der som bekendt tidligere var indehaver af en overordnet stilling på afdelingschefsniveau inden for Staten. Dette forhold, parret med et impulsivt og temperamentsfuldt gemyt, frustrationer over hans sproglige vanskeligheder, alle de forventelige opstartsvanskeligheder etc., har sikkert bidraget til de nævnte vanskeligheder. At chefrådgiveren herudover skal modtage anvisninger og tilrettevisninger fra en (meget) yngre medarbejder på ambassaden, har formentlig ikke gjort sagerne lettere.

På denne baggrund havde jeg den 25. maj på min foranledning en længere samtale med (A) på mit kontor. Jeg foredrog her for ham - i venskabelige og urbane vendinger - filosofien i sektorprogramsamarbejdet, hans vanskelige opgave som rådgiver med to herrer, hans funktion som opsynsmand og facilitator for programimplementeringen uden egentligt ansvar for samme og uden udførende funktioner. Jeg foreholdt ham ligeledes hans ansvar for rapportering og tæt kontakt til og konsultation med ambassaden, samt endelig betydningen af at opbygge et godt og tillidsfuldt samarbejde med den sektoransvarlige på ambassaden, uanset hvem det måtte være, samt med hans counterparts i (X)-land, i forhold til hvem han ikke havde et overordnet forhold. Ambassadens sektoransvarlige var desuden udpeget af mig og talte derfor i alle tilfælde for mig og på mit ansvar. (A) udtrykte enighed i alle mine betragtninger.

Hverken undertegnede eller bistandsråd (G) har personligt mødt problemer med (A)’s optræden. Ambassaden er ikke bekendt med, at der skulle være problemer i forhold til chefrådgiverens counterparts i (X)-land.

Alle vanskelighederne er naturligvis ikke forsvundet med ét slag. Det er dog min fornemmelse, at udviklingen går i den rigtige retning. Det vil måske også hjælpe på chefrådgiverens gemyt, når hans hustru kommer til (Y)-by ved skoleferiens begyndelse for at bosætte sig her.

...

Selvom (A) umiddelbart virker som en vanskelig herre, er det dog mit håb, at det med fast, men venligt diplomati med et opdragende sigte vil lykkes at skabe et tilfredsstillende arbejdsklima og en god arbejdsindsats for og med chefrådgiveren.”

I brev af 12. juni 2000 anmodede C A om at indsende en revideret arbejdsplan for miljøsektorprogrammet som lovet i A’s brev af 5. maj 2000. A svarede den 13. juni 2000 at det efter hans opfattelse var den nationale koordinator der havde ansvaret for udarbejdelse af arbejdsplaner med teknisk rådgivning fra A.

Repræsentationschef B skrev i brev af 22. juni 2000 således til A

”Jeg har modtaget dit brev af 5. juni d.å. Jeg finder brevets form upassende og indholdet utilfredsstillende. Brevet er imidlertid, som du anmoder om, henlagt på dine personaleakter - hvor det ikke pynter. Dit brev synes at indikere, at du ikke rigtig har forstået, hvad sagen (mit brev af 2.6.2000) helt grundlæggende drejer sig om. Nemlig at få dit samarbejde med ambassaden til at fungere. Dette samarbejde må nødvendigvis foregå på ambassadens præmisser og efter de retningslinier, som bliver fastlagt herfra.

Vi befinder os nu midt i den seks-måneders prøveperiode, som er fastlagt i din kontrakt med Udenrigsministeriet. Jeg må derfor anmode dig om en helt klar og utvetydig udmelding om, at du er fuldt indstillet på at gøre dit bedste for at få samarbejdet med ambassaden til at forløbe gnidningsløst med fuld loyalitet overfor ambassadens retningslinier og henstillinger. Jeg ser frem til din skriftlige bekræftelse herpå.

Jeg forstår, at spørgsmålet om udarbejdelse af en arbejdsplan for sektorprogrammet (og for koordinationsenheden) har voldt nogle vanskeligheder. I det lange løb vil det måske ikke være nødvendigt at udarbejde løbende arbejdsplaner, men det vil være et nyttigt styringsinstrument både for jer og for os her i den første fase af programimplementeringen, hvor alt er nyt og rutiner ikke fastlagt. En arbejdsplan bør indeholde en beskrivelse af de væsentligste planlagte aktiviteter indenfor programmet generelt og inden for de enkelte komponenter for de kommende to-tre måneder (oprettelse af styringskomitéer, møder heri, udarbejdelse af aftaler, brug af konsulenter, afholdelse af seminarer etc.). I de tilfælde, hvor det er muligt, angives en tidsramme for aktiviteten. Arbejdsplanen må relatere sig til programdokumentet, herunder de aktiviteter, der er angivet for de enkelte komponenter. For de to komponenter, der endnu ikke er defineret, redegøres for de planlagte aktiviteter omkring formuleringen. Arbejdsplanen opdateres løbende (ca. hver anden uge). Det anføres herunder, hvilke aktiviteter, der er afsluttet. Såfremt en aktivitet ikke er afsluttet inden for den forudsete tidsramme, anføres dette, og en ny tidsramme angives. Endvidere påføres nye aktiviteter.

Udarbejdelsen af en arbejdsplan har naturligvis ikke prioritet over arbejdet med formuleringen af den sjette komponent i sektorprogrammet. Dead-line’n herfor er som bekendt 15.8.2000. Arbejdet med den ene sag skulle dog ikke nødvendigvis udelukke en indsats til fordel for den anden.

Vi har også et udestående med viceministeriet for primær og sekundær uddannelse, som anført i mit brev af 2.6. 2000. Du anmodes om snarest i samarbejde med ambassaden at bidrage til at bringe denne sag tilfredsstillende skridt videre.”

En af de ansatte på ambassaden i X-land, H, bemærkede i en notits af 27. juni 2000 følgende

”Tirsdag den 20. juni 2000 havde undertegnede et møde med de tre nye rådgivere til miljøprogrammet. Til stede var også chefrådgiver (A). Formålet med mødet var at tale om praktiske ting, bl.a. hvordan man laver rejseregnskab, ferieregnskab, leje af hus o.lign.

(A) forstyrrede min præsentation, idet han ustandselig kom med kommentarer. På et tidspunkt, hvor jeg bad rådgiverne om at aflevere en rejseafregning for hver rejse, og ikke sætte flere rejser på den samme, grinede han højlydt og overbærende.

Ud fra mit ret så irriterede tonefald burde chefrådgiveren have indset, at han burde holde sin mund. Ligeledes burde han kunne sige sig selv, at i denne situation burde han have undladt kommentarer.”

En anden ansat, ( ), oplyste følgende i notits af 6. juli 2000

”Fredag den 23. juni 2000 overhørte jeg en negativ udtalelse, der involverede ambassaden under min egen og firmarådgiver ( )’s tilstedeværelse. Jeg nævnte episoden for (C), som bad mig skrive en lille notits om det til din information med kopi til (A)’s aktpakke.

(A) kom ind i slusen, hvor jeg stod sammen med ( ). Totalt uopfordret sagde han frejdigt noget i stil med ’ja, jeg var her jo i går, hvor det var helligdag, for at aflevere nogle meget vigtige dokumenter til ambassaden (underforstået (C)). Jeg stod og ventede i 20 min og der var ingen der gad åbne døren. Jeg så nemlig folk gå forbi. Så tænkte jeg, jamen jeg er da ligeglad, det er jo ikke mig, der er interesseret i dokumenterne alligevel, så jeg gik igen.’

Jeg var meget overrasket over hans udtalelse og særligt måden han gjorde det på - i ’hopla- humør’ og tænkte, at det ikke er særlig smart, at han udtaler sig sådan, når der står en rådgiver og hører på.”

Ambassaden sendte den 6. juli 2000 den seneste korrespondance i sagen til Udenrigsministeriet.

I notits af 10. juli 2000 refererede ambassadesekretær C en samtale mellem A, D fra firma Z og ham selv der fandt sted den 7. juli 2000. Af notitsen fremgår følgende

”...

(A): Jeg vil gerne nævne, mens (D) er her, at jeg har fået et brev fra (B) om, at jeg ikke opfylder mine forpligtelser.

(C): Det er en sag mellem dig og ambassaden, og jeg vil ikke drøfte den mens (D) er her.

(A): (D) skal være informeret om det. Jeg har opfyldt alle forpligtelser overfor ambassaden.

(C): Det er ikke korrekt. Der er bl.a skriftlige anmodninger du ikke har fulgt.

(A): Hvilke vil du ikke fortælle mig det?

(C): Det skulle fremgå klart af de breve, du har fået, men et eksempel er udarbejdelse af en arbejdsplan.

(A): Det giver ikke mening at lave en arbejdsplan nu - f.eks. er aftaler om cashflow ikke på plads. Desuden er det den nationale koordinator, der skal udarbejde arbejdsplanen.

(C): Jeg gentager, at jeg ikke vil drøfte spørgsmålet, mens (D) er her.

Under samtalen bemærkede (A) endvidere, at han havde talt med sin departementschef, der havde sagt, at han bare skulle have fire ugers varsel (underforstået så kunne (A) vende tilbage). (A) bemærkede også, at han havde talt med sit bagland, der havde anført, at han skulle formalisere sit samarbejde med ambassaden. (A) anførte, at han ville svare på brevet fra (B).

(D) anførte under mødet, at han stillede sig uforstående overfor, at der var samarbejdsvanskeligheder, idet han havde et godt samarbejde med (A). Hertil bemærkede jeg, at (D) ikke havde nærmere kendskab til samarbejdet mellem ambassaden og (A). Jeg har efterfølgende talt alene med (D) og understreget overfor (D), at han ikke skal involvere sig i drøftelserne mellem ambassaden og (A) om samarbejdsvanskelighederne. Samtidig tilføjede jeg, at det naturligvis var af relevans for ambassaden, at være orienteret om (D)’s samarbejde med (A).

2. Undertegnede modtog den 7. juli 2000 kl. 16.00 en arbejdsplan fra (A). I følgeskrivelsen anfører (A), at arbejdsplanen er en kopi af den sidste version af arbejdsplan for koordinationsenheden i vicemiljøministeriet. Arbejdsplanen eksisterede således allerede.

Arbejdsplanen er ikke udarbejdet efter de retningslinier, der er udstukket i brev af 22. juni 2000 fra (B) og lider endvidere af flere mangler. Blandt andet er arbejdsplanen ikke opdateret og flere af aktiviteterne anført under komponent 2 vedrører komponent 3.”

Repræsentationschef B anmodede i brev af 19. juli 2000 A om at komme til en samtale med ham den 24. juli 2000 ”om (A)’s tilknytning til sektorprogrammet”.

A svarede den 20. juli 2000 på B’s brev af 22. juni 2000 og skrev bl.a. følgende

”Jeg er fortsat uforstående overfor ambassadens holdning. Jeg har nu gennemgået alt korrespondance incl. referater af møder m.v. og ikke fundet et eneste bevis på at jeg eller (...) Project Office har nægtet at udføre instruktioner fra ambassaden eller optrådt illoyalt. Vi har på grund af kapacitetsproblemer været nødsaget til at prioritere opgaverne og i mig bekendt alle tilfælde forsøgt at leve op til ambassadens forventninger.

Korrespondance af 2 og 5 juni.

Du skriver at formen for mit svar dateret 5 juni er upassende, hvilket jeg beklager. Jeg blev utrolig vred over de helt ubegrundede beskyldninger i brevet. Efter en lang periode med arbejdsdage på 12-14 timer med nogle helt uansvarlige tekniske og lokalemæssige forhold, vil et brev af den karakter føles meget urimeligt og bevirke en kontant reaktion.

Du skriver ligeledes at indholdet er utilfredsstillende, hvorfor jeg hermed skal forsøge at uddybe svaret på dit brev af 2. juni

Jeg har IKKE afvist at deltage i et møde med viceministeren. Det er en HELT urimelig påstand. Jeg og (F) vil netop være interesseret i at deltage i et møde for at få justeret de lidt ’forvirrende signaler’ vi får fra ( ).

Jeg er bekendt med brevet fra viceministeren, som helt korrekt er lidt post festum. Jeg ville ønske hun var den eneste!! Brevet indeholder dog henvisning til en række konkrete fejl i komponentbeskrivelsen, som burde været korrigerede inden forelæggelse for Danida’s styrelse.

Vi har aftalt på et ugemøde at ambassaden skulle tage sig af det politiske i brevet og at vi i Project Office skulle komme med en løsning der kompenserede for de faktuelle fejl i forhandling med (...) og (...) i ( ), venligst se ref.

(F), ( ) og jeg har haft adskillige møder med (...) og (...) om denne ikke helt lette opgave og ambassaden er løbende informeret på ugemøder og telefonisk hvis nødvendigt, venligst se ref.

Forhandlingerne med (...) om det famøse annex har været utrolig vanskelige fordi repræsentanterne fra (...) hele tiden henviser til 1) ministerens holdning og 2) korrespondance mellem dig og ministeren. Vi har ikke kunnet få kopi af korrespondancen fra ambassaden og havde håbet på et hurtigt møde med ministeren for at få et bedre kendskab til hendes ’holdning’.

Som ønsket i dit brev har jeg efter 2. juni ikke deltaget i møderne om dette annex, hvorfor min indflydelse på dets udformning og indhold klart er reducerede. Når (F) har spurgt om råd har jeg forsøgt at hjælpe. Jeg har endnu ikke set en udgave der opfylder ambassadens krav, hvorfor den ikke er fremsendt.

Med hensyn til ansøgningen fra (...) skal du være opmærksom på at ambassaden på et møde i marts har lovet (...) en bil samt lovet at se positivt på en ansøgning om udstyr m.v. Jeg formoder at der ligger et internt memo i ambassadens arkiver. Da ansøgningen ved en fejl fremsendes til Project Office er det en naturlig service at vi videresender den til ambassaden og oplyser at det ikke umiddelbart vil være muligt at dække disse ønsker af nuværende budget.

Afslutningsvis vil jeg tilslutte mig at implementeringen af (...) er en fælles opgave mellem rådgiverteamet og ambassaden. Vi sidder med en teknisk/faglig viden til at rådgive ambassaden og (X)-lands myndigheder, mens ambassaden [sidder] med kendskabet til Danida procedurerne, baggrunden for hele programmets skabelse og det lokale kendskab.

Der vil dog opstå situationer hvor vi ud fra en faglig synsvinkel er uenige med ambassaden og jeg mener personlig, at vi har pligt til at fortælle ambassaden vores synspunkt. Når ambassaden derefter har taget en beslutning, skal vi loyalt støtte denne beslutning, som kan være baseret på f.eks. nogle mere politiske betragtninger.

Korrespondance af 22. juni

Indledningsvis skal jeg bekræfte ’jeg er indstillet på at gøre mit bedste for at få samarbejdet med ambassaden til at forløbe gnidningsfrit med fuld loyalitet overfor ambassadens retningslinier og henstillinger’.

Jeg har som nævnt ovenfor gennemgået al korrespondance og ikke fundet dokumentation for at jeg har været illoyal overfor ambassaden. I nogle tilfælde har jeg efter samråd med min counterpart (F) meddelt ambassaden at vi ud fra vores viden og erfaring var uenige, men [at] vi altid loyalt [har] fulgt instruktioner.

Du bør være opmærksom på at HVIS ambassadens henstillinger og retningslinier afviger væsentligt fra de retningslinier vi som rådgivere har modtaget under træning på kursuscenter (...) og briefing hos S5 i København stilles vi i en meget vanskelig situation. De to næste pejlemærker for os som rådgivere er inceptionsrapporten og annual review i april/maj 2001.

Med hensyn til udarbejdelse af arbejdsplaner som styringsinstrument for de enkelte aktiviteter er jeg helt enig. (...) er så kompleks at dette er absolut nødvendigt. Da vi endnu ikke med blot nogenlunde sikkerhed har kunnet fastsætte dato for at midler er til rådighed er det vanskeligt at fastsætte start og slut dato for de enkelte aktiviteter. Ligeledes har vi netop modtaget tre nye rådgivere, som er igang med den indledende planlægning i samarbejde med respektive counterparts. Yderligere har vi haft store problemer med ( ) og ( ). Disse er nu tæt på løsning og underskrivelse af samarbejdsaftaler med ambassaden, hvorfor vi begynder at kende indholdet af de enkelte aktiviteter.

Som vi aftalte på dit kontor har jeg prioriteret at involvere (X)-lands counterparter i alle led af processen for at sikre ejerskabet, hvilket nødvendigvis tager tid.

Vi vil i august modtage de første arbejdsplaner fra de nye rådgivere samt forhåbentlig have første udkast til arbejdsplaner fra ( ) og ( ). Dette suppleret med arbejdsplaner fra de første tre rådgivere skulle gøre det muligt at lave et første realistisk udkast til arbejdsprogram for hele (...). Den største usikkerhed for ’den offentlige sektor’ vil fortsat være hvornår midler er til rådighed ude i de udførende enheder.

Denne første realistiske arbejdsplan udarbejdet i fællesskab med samarbejdspartnerne i (X)- land vil være et væsentligt input til Inception rapporten. Denne fremgangsmåde er gennemdiskuteret med S5 i januar for at kompensere for den store tidsmæssige forskydning i ankomst af rådgiverne og det faktum at firma (Z) kontrakten er ude af fase med resten af programmet i inception perioden.

Afslutningsvis vil jeg udtrykke håbet om ambassadens forståelse for at (...) Project Office er håbløst overbelastet med arbejde. Dette suppleret med nogle helt uacceptable tekniske og lokalemæssige arbejdsvilkår bevirker at vi konstant må prioritere mellem opgaverne. Vi kan ikke hekse!!”

Den 24. juli 2000 holdt A møde med repræsentationschef B. B’s opfattelse af hvad der skete på mødet, fremgår af e-mail af 24. juli 2000 til Udenrigsministeriet. Heraf fremgår følgende

”Jeg havde d.d. på min foranledning et møde med chefrådgiver (A) om hans tilknytning til miljøsektorprogrammet i (X)-land. Jeg tilkendegav herunder, at de godt fire måneder, der var gået siden chefrådgiverens tiltræden ud fra ambassadens synspunkt havde været præget af store samarbejdsproblemer med chefrådgiveren, og at dette forhold ikke syntes at have ændret sig til det bedre trods flere mundtlige og skriftlige henvendelser til chefrådgiveren. Ambassaden havde derfor nu mistet forhåbningen om og tilliden til, at samarbejdsrelationerne i fremtiden ville kunne finde et tilfredsstillende leje. Det var derfor min indstilling, at samarbejdet med chefrådgiveren måtte afbrydes, enten ved at han selv sagde sin stilling op, eller ved at han blev sagt op af Udenrigsministeriet.

Chefrådgiver (A) stillede sig - som forventeligt - uforstående over for min/ambassadens holdning og mente ikke, at der i hans embedsførelse havde været nogen form for illoyalitet over for ambassaden eller mangel på vilje til at følge ambassadens anvisninger. Chefrådgiveren kunne ikke på stedet tage stilling til, om han selv ville sige op eller lade sig sige op. Dette ville bl.a. afhænge af de økonomiske implikationer af de to valgmuligheder. Han måtte først rådføre sig herom med sin faglige organisation. Jeg udbad mig et snarligt svar på disse overvejelser.”

A erklærede i brev af 25. juli 2000 til ambassaden at han fremover ville være indstillet på at gøre sit bedste for at få samarbejdet med ambassaden til at fungere. A anmodede om et møde på ambassaden hvor der kunne fastlægges retningslinjer for det videre samarbejde. A tilbød at hans prøvetid eventuelt kunne forlænges ud over de 6 måneder.

Den 26. juli 2000 sendte D fra firma Z pr. e- mail følgende erklæring til ambassadesekretær C og til G som var souschef på ambassaden

”Jeg er via mine firma (Z) kolleger i (...) blevet informeret om Ambassadens beslutning om evt. at fyre CTA (A).

Jeg vil her benytte lejligheden til at udtrykke min meget store forundring over en sådan beslutning. Jeg har selvfølgelig ikke indsigt i Ambassadens argumentation for denne beslutning, men jeg ser mig tvunget til at udtrykke min store bekymring for hvad jeg anser for at være en beslutning begrundet i misforståelser og efter min bedste vurdering, ikke til programmets fordel.

Jeg vil i det følgende forsøge at redegøre for min og mine firma (Z) kollegaers opfattelse af samarbejdet med (A) og håber således at kunne medvirke til at Ambassaden revurderer dens beslutning.

(A) har siden programmet startede den 15. marts 2000 formået at opbygge en team ånd og et fantastisk godt arbejdsklima blandt Danida rådgivere, firma (Z) konsulenter og (X)-lands (...) ansatte. Dette betragtes for at være essentielt for at programmet får succes.

(A) har lagt stor vægt på at sikre at alle nyankomne danskere, Danida rådgivere og firma (Z) konsulenter, har fået ro og tid til at sætte sig grundigt ind i arbejdet. En række af mine kollegaer har ikke arbejdet for Danida før, ej heller været i et u-land, og havde før ankomsten til (X)- land kun modtaget meget sparsom information fra Danida om programmet og arbejdsbetingelserne i (X)-land. (A) har gjort et meget stort arbejde for at sikre en sikker overgang fra Danmark til (X)-land samt en forståelse af programindholdet for mange af os. Igen meget vigtigt for stabiliteten i programmet.

Arbejdsbetingelserne har været yderst kritisable for alle, ikke mindst fordi der har manglet underskrevne aftaler mellem Ambassaden og (X)-lands modtagerinstitutioner. Firma (Z) har flere gange informeret Ambassaden om de ringe arbejdsbetingelser. Disse aftaler burde selvfølgelig have været underskrevet før ankomsten af såvel Danida rådgivere som firma (Z) konsulenter. Dette var ikke på plads og såvel (A) som firma (Z) har påtaget sig denne opgave for Ambassaden og forsøgt at få aftalerne istand. Dette har været meget tidskrævende for alle parter. (A) har spillet en meget vigtig brik i dette arbejde og har sikret at vi nu er kommet igang med arbejdet i såvel ( ) og ( ). Aftalerne mangler dog stadig at blive underskrevet og vi afventer Ambassadens godkendelse og færdiggørelse.

(A) har lagt op til at vi skal følge Danida’s klare policy vedrørende vores rolle som rådgivere i forhold til vores kollegaer i (X)-land. Det er vigtigt for bæredygtigheden af programmet at vi sikrer at (X)-lands institutioner i er istand til at videreføre aktiviteter sat igang med vores tekniske assistance. Danida’s policy på dette område er meget processorienteret og derfor meget tidskrævende. Det vil derfor være urimeligt at forvente resultater fra såvel Danida rådgivere som firma (Z) konsulenter kun fire måneder efter programmet er startet. (A) har efter min vurdering sat en meget vigtig kapacitetsopbygningsproces igang, som jeg kun kan støtte 100%. (A) har ligeledes fået overført denne forståelse af rådgivernes rolle også til vores kollegaer i (X)- land. Danida’s egne evalueringer af projekter viser at der er mange projekter der fejler på dette område.

(A) har sikret en stor gennemsigtighed samt koordinering af programaktiviteter. Informationsniveauet er højt og der er skabt forståelse for at de seks komponenter i programmet skal hænge sammen frem for være selvstændige projekter.

(A)’s ledelsesstil er meget pragmatisk og efter min opfattelse også meget kultursensitiv. Mange ledere mangler kvalifikationer på det sidste område.

Jeg har de sidste 6-7 år udelukkende beskæftiget mig med program- og projektarbejde i u- lande og det er min klare opfattelse og faglige vurdering, at (A) er en yderst kompetent og velkvalificeret programleder. Det er derfor meget bekymrende og uforståeligt at ambassaden er gået så vidt som til at ville fyre (A). Jeg vil opfordre ambassaden til at revurdere dens beslutning. Uheldigvis er undertegnede på ferie til den 12. august, men skulle Ambassaden ønske at jeg underbygger mine kommentarer vil det kunne klares over e-mail eller på nedennævnte telefonnumre.

Skulle Ambassaden fastholde dens beslutning, må der selvfølgelig tages stilling til om Danida’s og (X)-lands forventninger til programmet kan opfyldes inden for de tidsrammer der er aftalt. Det er min vurdering at konsekvenserne for miljøprogrammet vil være meget negative og meget uoverskuelige. Ambassaden bedes tage dette med ind i dens vurderinger når den træffer en endelig afgørelse. Det anbefales ligeledes at Ambassaden søger information om (A)’s håndtering af programmet fra vores kollegaer i (...) i (X)-land.

Jeg vil ligeledes indstille til at mine kollegaer fra firma (Z) bliver indkaldt til en orientering om de givne omstændigheder.

Jeg håber at der bliver truffet en for programmet fornuftig beslutning.”

Nogle Danida-rådgivere der ligeledes var tilknyttet miljøsektorprogrammet i X-land, fremkom den 28. juli 2000 også med en støtteerklæring der bl.a. indeholdt følgende

”På vegne af Danidas miljørådgivere i (X)- land vil vi gerne hermed udtrykke vores uforståenhed overfor den eventuelle afskedigelse af chefrådgiver for Miljøsektorprogrammet (A).

Vi har fra starten været yderst tilfredse med (A)’s håndtering af sin rolle som chefrådgiver, og har kun positive erfaringer med samarbejdet med ham. Vi er af den opfattelse, at (A) er en ubetinget styrke for miljøprogrammet, og at det vil få meget negative konsekvenser for programmet, og dermed også for vores arbejdsvilkår som rådgivere, hvis (A) forlader programmet.

Vi stiller os uforstående overfor, at ambassaden ikke har været i stand til at finde en for alle parter tilfredsstillende løsning i den forløbne uge.

Vi vil oprigtigt opfordre ambassaden til at finde en for alle parter tilfredsstillende løsning, således at vi kan genskabe den arbejdsro og dynamik, som netop (A) har initieret.”

Den 30. juli 2000 gjorde endnu en Danida- rådgiver, ( ), Udenrigsministeriet opmærksom på at han støttede erklæringen af 28. juli 2000, og at det således var en samlet rådgivergruppe der støttede forsøget på at finde en løsning hvor A kunne fortsætte som chefrådgiver for programmet.

Udenrigsministeriet skrev den 31. juli 2000 således til A

”Udenrigsministeriet henviser til stedfundne samtaler og brevveksling med ambassaden om de alvorlige samarbejdsproblemer i forbindelse med din varetagelse af stillingen som chefrådgiver ved miljøsektorprogrammet i (X)-land.

Udenrigsministeriet har noteret, at ambassaden har advaret om, at samarbejdsvanskelighederne kan føre til din afskedigelse. Ministeriet overvejer i den anledning at indlede en afskedigelsesprocedure. Inden der træffes endelig beslutning herom - og i lyset af dit brev til ambassaden af 25. juli 2000, herunder spørgsmålet om eventuelt forlænget prøvetid - har du i henhold til Forvaltningslovens regler om partshøring lejlighed til at fremsætte eventuelle yderligere bemærkninger i sagens anledning.

Din eventuelle udtalelse om sagen bedes være Udenrigsministeriet i hænde (fremsendes via ambassaden) senest den 14. august 2000. Såfremt der ikke er fremkommet bemærkninger fra dig indenfor denne frists udløb, vil sagen blive afgjort på det foreliggende grundlag.”

Der var ingen bilag vedlagt brevet.

Den 1. august 2000 anmodede A om aktindsigt i sagen. Hvis ikke dokumenterne kunne fremsendes til A inden udløbet af fristen for at komme med en udtalelse, som var sat til den 14. august 2000, bad A om en udsættelse af fristen.

Ligeledes den 1. august 2000 anmodede Udenrigsministeriet ambassaden i X-land om at indsende en samlet og opdateret vurdering af samarbejdsrelationerne mellem A og ambassaden.

Den 8. august 2000 anmodede A Udenrigsministeriet om udsættelse af fristen for at komme med en udtalelse under henvisning til at han endnu ikke havde modtaget sagens akter. Den 11. august 2000 fremsendte A sine bemærkninger til sagen til Udenrigsministeriet. A gjorde opmærksom på at han stadig ikke havde modtaget sagens akter.

Med brev af 11. august 2000 fik A aktindsigt i de fleste af sagens dokumenter. I følgebrevet til A skrev Udenrigsministeriet bl.a. følgende

”Ambassaden er d.d. bemyndiget til at give dig adgang til de akter på Udenrigsministeriets j.nr. ( ), der omhandler den aktuelle sag om samarbejdsvanskeligheder og partshøring: Materialet omfatter brevvekslingen med ambassaden (såvel ambassadens som dine breve) samt andet materiale (indberetninger, breve, notitser) som ligeledes omhandler den aktuelle sag om samarbejdsvanskeligheder.

Du vil få en liste over dette materiale, der omfatter akter i perioden fra 6. juli 2000 til 2. august 2000 (d.v.s den dag, som Udenrigsministeriet modtog din begæring om partsaktindsigt). Du vil få adgang til det omtalte materiale fra akterne mandag den 14. august 2000 efter nærmere aftale med ambassaden.

Udenrigsministeriet ser sig ikke i stand til at give dig aktindsigt i to af sagens dokumenter. Der er tale om to breve af hhv. 31. maj 2000 og 8. august 2000 (instruktioner fra Udenrigsministeriet til ambassaden med anmodning om at indberette om samarbejdsvanskelighederne).

Ifølge lov nr. 571 af 19. december 1985 (forvaltningsloven) kan retten til aktindsigt begrænses. Ifølge lovens § 12 omfatter retten til aktindsigt således ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses bl.a. 1) dokumenter der udarbejdes af en myndighed til eget brug ved behandlingen af en sag, og 2) brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed.

De pågældende dokumenter er dokumenter, der er udarbejdet til Udetjenestens eget brug i form af en brevveksling mellem Udenrigsministeriet og ambassaden. Disse dokumenter kan derfor ikke udleveres. Dokumenterne indeholder ikke oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, hvorfor der ikke kan gives adgang til dele af dokumenterne i medfør af forvaltningslovens § 12 stk. 2. Det bemærkes i øvrigt, at Udenrigsministeriet har overvejet, hvorvidt der kan gives meroffentlighed i de to breve.

I besvarelse af din anmodning om forlængelse af fristen for aflevering af eventuelt partsindlæg meddeles, at fristen herved er forlænget fra den 14. august til den 21. august 2000. Dit eventuelle partsindlæg bør afleveres senest denne dag på ambassaden.”

I telefax af 12. august 2000 til Udenrigsministeriet gav repræsentationschef B sin samlede vurdering af sagen. Han skrev følgende

”Ambassaden har ikke anledning til at betvivle, at chefrådgiver (A) har ydet en omfattende arbejdsindsats med henblik på at få miljøsektorprogrammet i (X)-land op at stå. Chefrådgiverens manglende koordination med ambassaden og manglende efterlevelse af ambassadens retningslinier har imidlertid i alt for mange tilfælde medført, at resultaterne ikke har svaret til arbejdsindsatsen, og at der ikke er foretaget en hensigtsmæssig prioritering af opgaverne. I flere tilfælde er chefrådgiveren tillige i forhandlinger med (X)-lands myndigheder uden mandat fra ambassaden gået på akkord med ændringer i de vedtagne programdokumenter, eller har givet en rådgivning til (X)-lands counterparts, f.eks. vedrørende indgåelse af interinstitutionelle samarbejdsaftaler om programgennemførelsen, som har medført dels signalforvirring, dels interne kompetencekonflikter mellem (X)-lands involverede parter.

Den nærmeste samarbejdspartner på ambassaden for chefrådgiveren er ambassadesekretæren, der er blevet pålagt hvervet som sektorprogramansvarlig. Dette hverv har han under min instruktion og tæt vejledning fra ambassadens souschef rygtet dygtigt og kompetent. Desuagtet har han i mangfoldige tilfælde måttet stå model til en arrogant, paternalistisk og bedrevidende holdning fra chefrådgiverens side, ofte under møder med flere andre deltagere. Henstillinger fra ambassaden er af chefrådgiveren ofte blot taget ad referendum og underlagt dennes egne prioriteringer og fortolkninger. Ambassadesekretæren har i mange tilfælde såvel telefonisk som skriftligt måttet give chefrådgiveren henstillinger og pålæg om udførelsen af forskellige væsentlige arbejdsopgaver (herunder bl.a. en arbejdsplan), uden at disse nødvendigvis har medført de ønskede resultater.

Efter talrige eksempler på manglende lydhørhed fra chefrådgiverens side over for ambassadens henstillinger havde jeg selv en længere samtale med (A) på mit kontor i begyndelsen af maj, hvorunder jeg gennemgik chefrådgiverens rolle og herunder også den væsentlige betydning af gode samarbejdsrelationer til alle sider. Chefrådgiveren, der gerne har optrådt mere urbant over for mig end over for andre af ambassadens medarbejdere, erklærede sig på daværende tidspunkt enig i mine betragtninger. Samarbejdet udviste dog fremdeles adskillige problemer, hvilket afstedkom to breve til chefrådgiveren fra mig, hver gang med skærpet tonefald.

Chefrådgiveren har øjensynligt formået at etablere et godt samarbejdsforhold til de øvrige, danske rådgivere under miljøsektorprogrammet, og har således også kunnet mobilisere flere ensidige sympatitilkendegivelser fra rådgivergruppen for sin person i sagen om hans mulige afskedigelse. Denne opbakning bag chefrådgiveren skyldes formentlig hans faglige dygtighed, samt det forhold, at han har formået at etablere et tæt samarbejde med rådgivergruppen med løbende inddragelse af denne i de daglige forretninger. Ambassaden har et solidt indtryk af, at dette sammenhold også er blevet til på bekostning af den nødvendige loyalitet over for ambassaden og dens beslutninger. Det er således ambassadens indtryk, at chefrådgiveren gerne selv har taget æren for de fremskridt, der er sket under miljøsektorprogrammet, mens enhver vanskelighed over for de øvrige rådgivere - skriftligt såvel som mundtligt - er blevet forklaret med ambassadens manglende forståelse for sagen og vrangvillighed i al almindelighed til at bevillige programmidler til chefrådgiverens indkøbs- og rejseønsker.

Ambassaden har ikke noget éntydigt indtryk af chefrådgiverens forhold til (X)-lands myndigheder og counterparts. På den ene side har ambassaden ikke modtaget klager fra (X)-lands side. På den anden side har hverken viceministeren for miljøspørgsmål, hvem jeg telefonisk har orienteret om ambassadens holdning, eller chefrådgiverens direkte counterpart udtrykt nogen beklagelse ved udsigten til at skulle miste chefrådgiveren som medarbejder. Chefrådgiverens direkte counterpart (som i sin tid var med i København til udvælgelsessamtalerne for chefrådgiverposten) har på det seneste oplyst ambassaden om, at (A) søger at mobilisere en front fra alle sider mod ambassaden, hvilket counterpart’en ikke ønskede at deltage i. (Chefrådgiveren har også udbedt sig solidaritetserklæringer fra chefrådgiveren for landbrugssektorprogrammet).

Samarbejdsvanskelighederne med chefrådgiver (A) har en lang historie, helt tilbage fra hans ankomst til (Y)-by - om ikke før. I de konkrete tilfælde har de givet anledning til mange breve fra ambassaden med henstillinger, opfordringer og pålæg. Som omtalt havde jeg selv en længere samtale med chefrådgiveren i begyndelsen af maj d.å., og i juni måned måtte jeg sende ham to skarpt formulerede breve, som er i Udenrigsministeriets besiddelse. Det sidste, af 22. 6. 2000, hvori jeg henviser til hans ansættelsesbetingelser med en seks-måneders prøvetid, og hvori jeg udbeder mig en bekræftelse på, at han vil gøre sit bedste for at etablere et godt og loyalt samarbejde med ambassaden, besvares først efter en måneds forløb og efter at jeg skriftligt har indkaldt chefrådgiveren til en samtale om hans fremtidige tilknytning til sektorprogrammet. Ambassadens advarselssignaler ses således ikke på nogen måde at have forbedret chefrådgiverens optræden eller forståelse for betydningen af gode og tætte samarbejdsrelationer - før det var klart for enhver, at snoren nu ikke var længere.

Samarbejdsvanskeligheder kan i sagens natur kun i et vist omfang bevises ved skriftlige aktstykker. Den personlige optræden, mangel på decorum, halvkvædede viser, slet skjulte ringeagtsytringer og nedsættende bemærkninger til trediemand om ambassaden og dens medarbejdere m.v. fremgår ikke af sagsakter. Jeg har ingen tillid til, at samarbejdet mellem (A) og ambassaden kan genoprettes, eller snarere oprettes. Denne holdning deles tilfulde af mine medarbejdere. Hans seneste løfter om bod og bedring, herunder hans partsindlæg, ændrer ikke ved det forhold, at chefrådgiveren har udvist en fundamental mangel på forståelse for betydningen af etableringen af gode samarbejdsforhold. Der er tre sådanne samarbejdsforhold, som er af afgørende betydning, hvoraf de to første er de væsentligste: Forholdet til (X)-lands myndigheder (som ambassaden ikke i dette tilfælde kan give karakter), forholdet til de danske opdragsgivere, repræsenteret ved ambassaden (hvilket ikke har fungeret), samt forholdet til de øvrige, danske rådgivere (som synes godt). Jeg finder, at (A) er i besiddelse af en egensindighed, som han næppe vil kunne aflægge sig. Denne - og de øvrige rådgiveres støtte hertil - vil næppe blive mindre, hvis Udenrigsministeriet i sidste ende ackviescerer ved forholdene uden at tage den ultimative konsekvens.

Jeg vil på baggrund af den ovenanførte vurdering fastholde min indstilling om, at samarbejdet med chefrådgiver (A) afbrydes.”

A tilbagekaldte den 14. august 2000 den udtalelse han allerede havde afgivet til sagen, i lyset af at han nu havde fået aktindsigt. I stedet fremkom A den 18. august 2000 med en ny udtalelse til sagen. Af denne fremgår bl.a. følgende

”Jeg er opmærksom på, at rollen som chefrådgiver har to vigtige samarbejdsflader. Den ene er rettet mod de andre rådgivere og (X)-lands samarbejdspartnere, og den anden er rettet imod samarbejdet med ambassaden.

1. Danske rådgivere og (X)-lands samarbejdspartnere

Det er lykkedes på forholdsvis kort tid at få etableret et godt team-samarbejde imellem rådgiverne og til (X)-lands samarbejdspartnere. Desuden er det lykkedes at få opbygget en god forståelse for Danida’s policy vedrørende vore roller som rådgivere i programmet og dermed initieret den nødvendige kapacitetsopbygning, som er vigtig for programmets bæredygtighed.

Der er opnået mange og gode resultater indenfor de forskellige komponenter i programmet. Vi er klar med første års forprojekter i kommunerne samt projektbeskrivelser og stillingsbeskrivelser på prefekturniveau i de to sydlige prefekturer. Bidrag fra tre internationale konsulenter er planlagt til september for at få lagt en basis for det videre arbejde. Skolekomponenten er nu afklaret mellem viceministeriet og den departementale undervisningsenhed samt terms for stillinger og konsulentopgaver er på plads. På minekomponenten er vi langt i projekteringen for den mest forurenende tailing og DSS beslutningssystemet til prioritering af de andre skulle startes i løbet af en måned. De to NGO orienterede opgaver om small mining og kvinder afventer indgåelse af en aftale mellem de involverede kommuner. I industrikomponenten er vi tæt på aftaler med ( ) (Industrirådet) og ( ) (Håndværksrådet) og arbejdet med udmøntningen af miljøloven på industriområdet er godt igang. Ligeledes er analysen af hovedindsatsområderne i relation til de små industrier under udvikling af de første konkrete audits afvikles i denne tid.

De to nye komponentbeskrivelser er under udarbejdelse og skulle ligge klar i udkast til den planlagte pre-appraisal mission i oktober. En synopsis for gender strategien er godkendt og terms for konsulenter afleveret til ambassaden.

Vi fik de sidste tre Danida rådgivere på plads i juni og den sidste firmarådgiver kommer i september, hvorefter teamet er fuldtalligt. Vi vil få arbejdsplaner ind fra alle rådgivere og deres counterparts i (X)-land i denne måned, hvorefter første realistiske arbejdsplan kan laves for hele programmet og danne et vigtigt element for udarbejdelse af inception rapporten.

Der er således foretaget en solid opstart af programmet, hvilket underbygges af de vedlagte skrivelser fra rådgiverne. Dette har krævet en meget stor arbejdsindsats fra min side og dermed en stor del af min opmærksomhed. Jeg håber denne faglige indsats vil blive tillagt betydelig vægt i overvejelserne om mit fortsatte virke i min stilling.

2. Samarbejde med ambassaden

Jeg har ved forslag om etablering af faste ugemøder med referat og jævnlig telefonkontakt til ambassaden tilstræbt at sikre solid og hurtig information. Jeg må imidlertid erkende, at det ikke er lykkedes at etablere et for ambassaden tilfredsstillende samarbejde.

Jeg har modtaget to breve fra ambassaden, som jeg på grund af et stort arbejdspres og ankomst af min familie får besvaret lidt sent midt i juli. Jeg har ikke opfattet dem som skriftlige advarsler, men som præciseringer af nogle konkrete forhold. I min iver for at få initieret en hurtig opstart af programmet, har jeg ikke været opmærksom på signalerne. Jeg må i dag erkende, at jeg nok har været lidt utålmodig med at få igangsat programmet.

(B) nævner i brev af 22. juni et brev fra viceministeren for (...), som ankommer noget post festum, men det indeholder en beskrivelse af nogle konkrete fejl i komponentbeskrivelsen. På et ugemøde med ambassadens souschef (G), ( ) og (C) præsenterer jeg en faglig løsning for at kompensere for disse fejl i komponenten og får grønt lys til, at projektkontoret starter forhandlinger med (...) og (...), den regionale undervisningsenhed i prefecturet ( ), hvor størstedelen af aktiviteterne er placeret. Vi aftaler at ambassaden vil tage sig af det mere følsomme politiske svar til ministeren, og projektkontoret tager det mere operationelle arbejde. Fremskridt i dette arbejde rapporteres på efterfølgende ugemøder.

(...) er utrolig firkantede under forhandlingerne, og det er tydeligt, at de har meget strenge instrukser fra deres viceminister. Da vi ikke modtager kopi af korrespondance mellem ambassaden og (...) har vi vanskeligt ved at gennemskue den mere politiske del af situationen. Som nævnt i brevet fremsender den nationale koordinator den seneste udgave af dette annex. Dette skete uden min viden. Efter denne episode indfører vi en regel om at korrespondance mellem projektkontoret og ambassaden skal underskrives af både den nationale koordinator og undertegnede.

Som nævnt af (C) aftaler vi at jeg skal arbejde på at få de af (...) indsatte ’objectives’ fjernet fra annexet. De er ikke til at hugge eller stikke i, og jeg kan derfor ikke fremsende et for DANIDA acceptabelt annex til tiden. Da (C) beder mig om ikke at deltage i flere forhandlinger, påpeger jeg, at det helt fjerner mine muligheder for at have indflydelse på processen. Jeg deltager selvsagt herefter ikke i flere møder med (...). I brevet påpeger (B), at jeg i ét tilfælde skulle have nægtet at deltage i et møde. Jeg har ingen erindring om at være bedt om at deltage i et møde med viceministeren i (...). Det er ærgerligt at vi aldrig får afholdt det planlagte møde med viceministeren og (B), fordi det formodentlig kunne have løst op for situationen.

I brevet fra (B) dateret den 2. juni fremhæves en episode omkring en ansøgning fra generaldirektøren fra viceindustriministeriet, (...). Denne ansøgning er en opfølgning af et møde i (...) i marts måned med deltagelse af ambassaden, (D) og undertegnede. I forbindelse med diskussionen af det fremtidige samarbejde i miljøprogrammet stiller ambassaden sig positiv overfor at finansiere en bil og laboratorieudstyr til (...). Da (...) ved en fejl fremsender ansøgningen til projektkontoret og ikke direkte til ambassaden, vælger vi at videresende ansøgningen til ambassaden og orienterer (...) telefonisk. I følgebrevet gør vi ambassaden opmærksom på at ansøgningen ikke umiddelbart kan finansieres over miljøprogrammet uden at foretage budgetmæssige justeringer. Der er således ikke tale om, at ansøgningen er fremkommet på mit initiativ.

Jeg har været meget engageret først i sprogundervisningen, og senere i at få programmets mange elementer startet op. Jeg ville være utrolig ked af at skulle forlade programmet på dette tidspunkt. Programmet er fagligt meget spændende og indeholder en række elementer, som det vil være en stor udfordring at få til at gå op i en højere enhed i samarbejde med ambassaden og (X)-lands partnere.

Fra mit arbejde som vicedirektør i ( ) og som souschef i ( ) i ( ), mener jeg at have dokumenteret, at jeg evner at samarbejde med mange flader - eksterne som interne - og med forskellige interesser. Problemet hernede har som nævnt været, at jeg har været ivrig med at vise faglige som organisatoriske resultater og ikke været tilstrækkelig opmærksom på at varetage samarbejdet med ambassaden, hvilket jeg beklager.

Generelt tror jeg, at en del af årsagen til ambassadens oplevelse af manglende samarbejde kan henføres til, at både (C) og jeg har været nye i (X)-land, og at ingen af os har haft fuldt kendskab til ambassadens daglige rutiner og procedure for samarbejde. Samtidig har (C) ikke haft kendskab til de praktiske forhindringer, der medfører, at ting der kan lade sig gøre i Danmark ikke nødvendigvis kan lade sig gøre (eller tager meget længere tid) i (X)-land. Vi har muligvis også i for høj grad talt forbi hinanden. Rollen som chefrådgiver i et sektorprogram er vanskelig, fordi det er den nationale koordinator, som har det budgetmæssige og implementeringsmæssige ansvar, men samtidig har ambassaden en forventning om, at chefrådgiveren sikrer den nødvendige fremdrift i programmet og varetager DANIDA’s interesser. (C) har med miljøprogrammet fået ansvaret for et meget komplekst program, og jeg havde et kort møde med (B) før (C) ankom, hvor vi aftalte, at jeg stepvis skulle få (C) sat ind i programmet og få opbygget de nødvendige samarbejdsrutiner. Jeg var glad for, at vi på mødet fik bekræftet, at vi har fælles opfattelse af intentionen bag et sektorprogram. På samme møde aftalte vi, at ambassadens souschef (G) skulle fungere som ’bagstopper’ og deltage i ugemøderne i den første periode, hvilket har været en stor hjælp til en hurtig opstart af programmet.

Jeg er oprigtigt indstillet på at få opbygget en god samarbejdsrelation til ambassaden, som kan sikre den information og rådgivning, der sætter ambassaden i stand til at følge programmet samt foretage de nødvendige justeringer.

Jeg er - om nødvendigt - indstillet på en forlængelse af prøvetiden med henblik på at få mulighed for at dokumentere, at jeg kan samarbejde med alle parter.

Appendix til partshøring

Med henvisning til brev af 11. august 2000 fremsætter jeg nedenstående kommentar til akter i min personalemappe.

A. I notits dateret 30. maj fremhæves to episoder i forbindelse med det planlagte lovgivningsarbejde med forkortelsen (...). Det var lykkedes den nationale koordinator og (D) at få viceindustriministeriet, (...) til at tage det fulde ansvar for dette element i programmet i samarbejde med vicemiljøministeriet, hvilket er vigtigt for ejerskabet og bæredygtigheden i programmet. Vi lagde derfor stor vægt på, at det var (...), som skulle lave den ønskede ændring omkring TOR for styrekomiteen og fremsende revideret (...) til ambassaden. (D) var i kontakt med (...) et par gange i ugen 22-26 maj for at få lavet denne ændring.

Mødet den 29. maj var indkaldt af (...) med meget kort varsel for at informere vicemiljøministeren, og den nationale koordinator havde sørget for lokale. Hverken den nationale koordinator eller (D) havde informeret mig om mødet. Jeg var inviteret til en diskussion på universitetet om morgenen og blev meget overrasket over at møde en vred generaldirektør i (...) i indgangen til ministeriet, og på 6. sal en noget utilfreds vicemiljøminister. Den nationale koordinator var utrolig pikeret over aflysningen, men vi fik arrangeret en ny præsentation samme eftermiddag, og der var megen ros til det danske ( )-initiativ.

Mødet den 30. maj var ligeledes arrangeret af (...) for deres egen minister. Jeg har ingen erindring om at have nægtet at deltage i denne præsentation. Med forløbet den foregående dag var det naturligt, at jeg som CTA ønskede at deltage. Da hverken (C) eller jeg kendte adressen til (...), aftalte vi at mødes på projektkontoret og følges med den nationale koordinator. Da (C) er ankommet signalerer jeg til den nationale koordinator, at vi skal afsted og afventer, at han afslutter en telefonsamtale. Da den nationale koordinator kl. 9.00 meddeler, at han ikke har i sinde at deltage, beder jeg ham skitsere placeringen af (...) og lokalets placering i bygningen. Vi skynder os afsted og ankommer som de sidste til mødet. Efter 5-10 min småsnak starter præsentationen. Man skal her huske, at ingen møder starter til tiden i (X)-land. Jeg betragter det som en markering fra den nationale koordinator, som var meget fortørnet over ambassadens aflysning af mødet den foregående dag efter at alle var ankommet. Jeg havde en snak med den nationale koordinator om eftermiddagen og forklarede, at han havde sat både (C) og mig i en ubehagelig situation.

Som det fremgår af ovenstående, er jeg ikke enig i (C)’s angivelse af forløbet.

B. Miljøprogrammet omfatter en kontrakt mellem Danida og det private firma (Z), som bl.a. indebærer at firma (Z) har tre langtidsrådgivere ved programmet i (X)-land. I december 1999 havde vi et møde i København mellem firma (Z), S5 og undertegnede for at diskutere procedure for samarbejdet mellem parterne. På grundlag af mødet laves der et notat, som S5 fremsender til ambassaden. Princippet i oplægget er at langtidsrådgivere fra firma (Z) i det daglige arbejde skal fungere som Danida rådgivere og rapportere til mig, og jeg har ansvar for at koordinere programmet. Ved min ankomst til (Y)- by i marts måned aftaler jeg med ambassadens programansvarlige (I), at vi skal følge de i notatet beskrevne procedurer. Vi fastholder at (D) fungerer som administrativ koordinator for firma (Z) medarbejderne, dvs. koordinerer timesedler, månedsrapporter, indsats af korttids-input m.v.

Den 3. eller 4. maj bliver jeg på et ugemøde med (G), (C) og (D) præsenteret for et referat af et møde, som tidligere på ugen er blevet afholdt mellem (G), (C) og (D) vedrørende arbejdsfordelingen mellem (D) og undertegnede. Jeg bliver mildt sagt overrasket over denne fremgangsmåde. Som det fremgår af akterne af 5., 15. og 16. maj bliver jeg bekymret over den meget uklare beskrivelse af ansvar og kommunikationslinier i dette referat. Det viser sig hurtigt, at det er meget uklart hvilke dokumenter (D) kan sende direkte til ambassaden, og hvilke han skal sende gennem mig. Ca. den 20. maj ringer jeg til (G) og beder om et møde, hvor jeg skitserer en løsning på dette problem og foreslår, at jeg sammen med (D) laver et notat. (G) støtter ideen og i løbet af få dage afleverer vi et udkast til (G) og (C), som bliver godkendt og senere godkendt af S5 i København. Dette notat danner fortsat grundlaget for det daglige arbejde i miljøprogrammet. Nogle få dage senere beder (G) mig om at komme ind på ambassaden og udtrykker sin tilfredshed med min måde at håndtere miljøprogrammet, hvilket jeg selvsagt bliver meget glad for.

C. I oktober 1999 er jeg på en uges mission til (Y)-by for at diskutere opstart af miljøprogrammet med (I) og den fungerende nationale koordinator. På grundlag af samtalerne udarbejder jeg inden afrejsen et notat om mulige aktiviteter inden min planlagte ankomst i marts 2000. Vi diskuterer bl.a. indkøb af 4 biler til programmet, og ambassaden accepterer, at der kan indhentes tilbud på 5 biler, og at firmaet blot laver en regning på 4 biler til ambassaden og en regning på en bil til mig. Efter hjemkomsten fremsender ambassaden i november pristilbud på køb af biler. Det viser sig at jeg kan få et for mig mere favorabelt tilbud ved en dansk forhandler, hvorfor dette ’samkøb’ ikke bliver til noget.

I marts måned diskuterer jeg computerindkøb med (I). Vi bliver enige om, at det ville være hensigtsmæssigt, at jeg selv investerer i en desk top, og at ambassaden køber en transportabel computer til mig. Da jeg skal foretage den endelige indstilling til ambassaden mellem de indkomne tilbud vil jeg i (X)-lands system kunne forhandle mig til en billig computer hos tilbudsgiverne. Vi bliver derfor enige om, at vi i udbudsmaterialet inkluderer min personlige computer og derefter håndterer det ved udskrivelse af separate regninger.

På tilsvarende måde er der købt computerudstyr til firma (Z) medarbejderne på programmet. Fælles udbudsmateriale, storkøb og separat betaling.

Der er således ikke tale om, at jeg har forsøgt at købe privat computer på ambassadens regning.

D. I notits af 10. juli refereres en episode under ugemødet den 7. juni hvor jeg nævner brevet fra (B), mens (D) er tilstede. Dette er helt klart en fejl, hvilket jeg meget beklager. Hvis jeg ønsker at diskutere dette brev, skal det være med (B).

E. Der er i sagsakterne nogle henvisninger til, at vi fra projektkontoret har haft vanskeligt ved at leve op til ambassadens forventninger om levering af materiale hurtigt. I den forbindelse er der to forhold, som bør tages i betragtning.

- Vi arbejder i projektkontoret 7-8 medarbejdere i et lokale på 25-30 kvm. Kopimaskinen har ikke virket i snart 10 uger (derfor opstår behovet for at bruge ambassadens kopimaskine), de tre computere er meget jævnlig ude af funktion, printeren er jævnligt ude af funktion, E-mail fungerer kun halvtids, en telefonlinie som helst ikke må bruges til udenbys samtaler til rådgiverne i ( ) og ( ) m.m. Disse arbejdsforhold bevirker en produktivitet langt under det, vi kunne præstere i Danmark.

- Det er intentionen i et sektorprogram, at vi rådgiver (X)-lands partnere til at administrere programmet herunder leverer materiale til ambassaden. I mange tilfælde ville vi som danske rådgivere kunne have produceret materiale til ambassaden hurtigere uden at involvere (X)-lands partnere, men det vil have fjernet ethvert ejerskab af de enkelte aktiviteter.

Det har derfor ofte været en vanskelig vurdering om jeg skulle sætte en Danida rådgiver på opgaven og hurtigt udarbejde materialet, hvis der var en fungerende computer, eller om vi skulle bruge den nødvendige tid på at inddrage (X)-lands partnere i ministerierne eller ude i prefecturerne.

F. Der henvises i sagsakterne til at projektkontoret flere gange er blevet opfordret til at oprette styrekomiteer og udarbejde reglement. Vi har et par gange diskuteret det mest hensigtsmæssige tidspunkt for oprettelse af styrekomiteerne. I juli er vi ved at være så langt med programmet, at der kan komme noget indhold i disse styrekomiteer. Da projektkontoret dels er overbelastet med at udarbejde aftaler til 20 udførende enheder, beskrivelse af komponent 6 og 2 m.m. og dels ikke har nogen juridisk erfaring, anmoder vi den 9. juli ambassaden om hjælp til at udarbejde et udkast, da ambassaden har erfaring fra andre programmer. Dette afvises blankt i svarbrev den 12. juli med henvisning til at det er projektkontorets ansvar.

H. Der er i sagsakterne henvisninger til udarbejdelse af detaljerede arbejdsplaner. Jeg har fra starten stepvis diskuteret form og indhold af arbejdsplaner, og vi har langsomt udviklet et kompromis mellem (X)-lands måde at lave arbejdsplaner og de mere aktivitetsorienterede arbejdsplaner vi traditionelt laver i Danmark. Disse er løbende fremsendt til ambassaden, således at man kunne følge udviklingen.

Jeg ankom sammen med 3 rådgivere midt i marts som har ansvar for aktiviteterne i komponent 1 i ( ), komponent 3 og den offentlige sektor af komponent 5. Sidst i juni ankom de tre rådgivere med ansvar for aktiviteterne. I komponent 1 i ( ), komponent 4, og den private sektor af komponent 5.

Vi vil i august modtage de første arbejdsplaner fra de nye rådgivere samt forhåbentlig have første udkast til arbejdsplaner fra den private sektor i komponent 5. Dette suppleret med arbejdsplaner fra de første tre rådgivere vil gøre det muligt at lave et første realistisk udkast til arbejdsprogram for hele miljøprogrammet. På grund af problemerne med ’flow of funds’ er den største usikkerhed fortsat, hvornår midler er til rådighed ude i de udførende enheder og dermed mulighed for at starte aktiviteterne. Dette er ved at blive afklaret, og vi kan begynde at sætte startdato og dermed slutdato på de enkelte aktiviteter i programmet.

Denne første realistiske arbejdsplan udarbejdet i fællesskab med (X)-lands partnere, vil være et væsentligt input til Inception Rapporten. Denne fremgangsmåde er gennemdiskuteret med S5 i januar for at kompensere for den store tidsmæssige forskydning i ankomst af rådgiverne og det faktum, at firma (Z) kontrakten er ude af fase med resten af programmet i inception perioden.

I. Der er i sagsakterne en indberetning fra (H) om min opførsel i forbindelse med introduktion af tre nye rådgivere, som jeg ikke kan genkende. Efter introduktionen på ambassaden modtog jeg en mundtlig klage fra de tre nye rådgivere over, at de efter en informativ introduktion af (B) havde oplevet (H)’s opførsel overlegent og at de havde modtaget meget ubehagelige svar på konkrete spørgsmål. Jeg forsvarede (H) og forklarede, at hun må have haft ’en dårlig dag’, og at de roligt kunne kontakte hende telefonisk på ambassaden.”

Efter at have modtaget A’s udtalelse af 18. august 2000 noterede en medarbejder i Udenrigsministeriet på telefaxen fra ambassaden af 12. august 2000 at ambassaden telefonisk havde oplyst at den ikke havde yderligere tilføjelser til A’s partsindlæg.

Af en notits af 30. august 2000 vedrørende en telefonsamtale som souschef i Udenrigsministeriet ( ) den 29. august 2000 havde med souschef (G) fra ambassaden i (X)-land, fremgår bl.a. følgende

”Tirsdag den 29. ds. havde jeg en telefonsamtale med souschef (G), ambassaden (Y)-by (repræsentationschefen er fraværende fra (Y)-by). På mit spørgsmål bekræftede (G), at chefrådgiver (A)’s partsindlæg af 18. august 2000 ikke havde ændret på ambassadens indstilling om, at chefrådgiveren blev afskediget på grund af samarbejdsvanskelighederne. (G) henviste til, at repræsentationschefen med ambfax 209 af 12. august 2000 havde slået fast, at ambassaden ikke ændrede holdning trods de løfter om forbedring af samarbejdet, som (A) havde tilkendegivet i partsindlægget ((A) udarbejdede to partsindlæg, først et indlæg af 11. august, som blev udbygget i en version af 18. august, efter (A) fik partsindsigt den 14. august - de omtalte løfter om forbedring er enslydende i begge partsindlæg).

(G) oplyste, at der heller ikke i det sidste partsindlæg (af 18. august) var elementer, der ændrede ambassadens indstilling. Han nævnte, at der i (A)’s kommentarer til akterne ofte var misvisende og indeholdt faktuelle fejl, og at (A)’s counterpart ( ) havde henvendt sig til repræsentationschefen og klaget over, at (A) havde sagt til ham, at hvis han selv blev afskediget, så ville hans (X)-lands counterpart - og dennes medarbejdere - ligeledes blive afskediget, hvilket havde bragt sindene i oprør. Ambassaden havde ikke løbende indberettet om disse forhold (eller andre nye problemer i samarbejdet), da det ikke rykkede noget i forhold til den samlede indstilling af 15. august. På mit spørgsmål bekræftede (G), at der ikke fra (A)’s side i den sidste periode havde været tale om en forbedring af samarbejdsproblemerne og forholdet til ambassaden (snarere det modsatte jf. ovenfor), og at der heller ikke i partsindlægget (hverken af 11. eller 18. august) var elementer, som ændrede ambassadens indstilling til afskedigelsen af (A).”

Den 30. august 2000 blev A af Udenrigsministeriet afskediget fra sin stilling som chefrådgiver med fratræden med udgangen af november 2000. Ministeriet gav følgende begrundelse for afgørelsen

”Ved brev af 31. juli 2000 meddeltes, at Udenrigsministeriet - med henvisning til ambassadens advarsler om, at samarbejdsvanskelighederne med ambassaden kunne føre til din afskedigelse - overvejede at indlede en afskedigelsesprocedure, og du fik mulighed for senest den 14. august at fremsætte eventuelle yderligere bemærkninger i overensstemmelse med Forvaltningslovens regler om partshøring. Fristen for partsindlæg blev forlænget til 21. august i forbindelse med din anmodning om partsaktindsigt, og Udenrigsministeriet har modtaget din partshøring dateret 18. august 2000.

Ambassaden har indstillet (som meddelt dig af repræsentationschefen), at samarbejdet afbrydes og henviser til, at den tid, der er gået siden din tiltræden, har været præget af store samarbejdsproblemer, og at dette forhold ikke synes at have ændret sig til det bedre trods flere mundtlige og skriftlige henvendelser fra ambassaden. Ambassaden har derfor mistet tilliden til, at samarbejdsrelationerne i fremtiden kan finde et tilfredsstillende leje.

Ambassaden er bekendt med indholdet i partshøringen, hvor du afslutningsvis oplyser, at du er oprigtigt indstillet på at få en god arbejdsrelation med ambassaden og om nødvendigt indstillet på en forlængelse af prøvetiden. Det er ligeledes noteret, at du i dit brev til ambassaden af 25. juli 2000 erkender, at problemerne fra din side kunne have været tacklet anderledes. På trods af disse tilkendegivelser er det fortsat ambassadens opfattelse, at samarbejdet bør afbrydes, idet der dels fra din side har været udvist en grundlæggende mangel på forståelse for betydningen af et godt samarbejdsforhold, dels at der i denne sidste periode af din ansættelse ikke er forhold, der har givet ambassaden grundlag for at ændre denne opfattelse.

Udenrigsministeriet vurderer, at der er tale om meget alvorlige samarbejdsvanskeligheder med ambassaden, og at disse problemer trods ambassadens mundtlige og skriftlige henstillinger og advarsler i maj og juni er fortsat. Det er ligeledes Udenrigsministeriets vurdering, at vanskelighederne har nået et sådant omfang, at det ikke er sandsynligt, at der kan etableres et samarbejde, der giver mulighed for en effektiv løsning af opgaverne. Det er derfor Udenrigsministeriets konklusion, at der ikke er grundlag for at fortsætte samarbejdet, heller ikke i en kortere periode.

Det tilføjes, at den foreliggende sag drejer sig om dine samarbejdsvanskeligheder i forhold til ambassaden. Der er ikke i Udenrigsministeriets overvejelser indgået spørgsmål om - eller rejst tvivl om - dine faglige kvalifikationer.

Udenrigsministeriet meddeler herved, at du afskediges på grund af samarbejdsvanskeligheder og opsiges med det i din kontrakt anførte opsigelsesvarsel, som i dit tilfælde er 3 måneder. Dit ansættelsesforhold ophører dermed med udgangen af november 2000.”

Udenrigsministeriet orienterede ved e-mail af samme dag ambassaden i X-land om afskedigelsen. Ministeriet skrev bl.a. følgende

”Ambassaden kan i samtale med chefrådgiveren henvise til, at repræsentationschefen under samtalen den 24. juli 2000 (jvf. e-post 191 af 24. juli) meddelte chefrådgiveren, at det var ambassadens indstilling, at samarbejdet måtte afbrydes, enten ved at chefrådgiveren selv sagde op, eller ved at han blev sagt op af udenrigsministeriet. Der er ikke modtaget en opsigelse fra chefrådgiveren. Hvis den er på vej vil vi selvfølgelig tage stilling til den, men det ændrer ikke ved, at den vedlagte opsigelsesskrivelse skal afleveres betids til chefrådgiveren eller på boligen.

Ambassaden kan også meddele chefrådgiveren, at han naturligvis er velkommen til at tage telefonisk kontakt med undertegnede, hvis han ønsker det.

...

Ambassaden anmodes videre om at indsende indberetning om (X)-lands counterparts samtale med repræsentationschefen samt kommentarer til samtlige punkter i chefrådgiverens partsindlæg (jvf. telefonsamtale om disse spørgsmål af g.d. (G)/( )).”

Ambassaden imødekom den 3. oktober 2000 Udenrigsministeriets anmodning om at fremkomme med kommentarer til samtlige indlæg i A’s udtalelse af 18. august 2000. Ambassaden bemærkede følgende

”1. Danske rådgivere og (X)-lands samarbejdspartnere

(A) skriver, at der er opnået mange og gode resultater i de forskellige komponenter i programmet.

Ambassaden finder, at der i den forløbne periode kunne være opnået langt bedre resultater og må understrege at der på helt centrale områder er sket meget begrænsede fremskridt. Som anført i repræsentationschefens indberetning (ambfax 209 af 12. august 2000) har chefrådgiverens indsats vedrørende indgåelse af interinstitutionelle aftaler været kritisabel. Det bemærkes endvidere, at der ikke er oprettet styrekomitéer under programmet trods gentagne rykkere fra ambassaden overfor chefrådgiveren.

Vedrørende formulering af nye komponenter har chefrådgiveren ikke bidraget konstruktivt i forbindelse med formuleringen af komponenten vedrørende naturressourceforvaltning.

2. Samarbejdet med ambassaden

Etableringen af ugemøder skete efter ambassadens initiativ. Ambassaden følte sig ikke informeret på tilfredsstillende vis på møderne og i gentagne tilfælde blev ambassaden først på et sent tidspunkt orienteret om væsentlige spørgsmål. Dette var en af årsagerne til at ambassaden anmodede chefrådgiveren om en arbejdsplan.

Som anført i skrivelse af 22. juni 2000 fra repræsentationschefen til chefrådgiveren fandtes chefrådgiverens brev af 5. juni 2000 upassende og utilfredsstillende. Ambassaden skal endvidere bemærke, at de i partsindlægget omtalte skrivelser fra repræsentationschefen klart fremstår som advarsler. Der henvises endvidere til notits af 10. juli 2000 vedrørende møde, hvoraf det fremgik klart, at chefrådgiveren havde opfattet den sidste skrivelse (22. juni 2000) som en advarsel. Det kan tilføjes, at chefrådgiveren på mødet anførte: ’Jeg har nu en trussel hængende over hovedet’.

Chefrådgiverens redegørelse for forløbet omkring samarbejdet med (...) er ukorrekt. Ambassaden henviser til notits af 30. maj 2000 og skrivelse af 2. juni 2000. Ambassaden ser to scenarier i sagen: 1. Enten havde chefrådgiveren accepteret ændringer i objectives mv. på mødet med (...) uden mandat. 2. Eller chefrådgiveren kunne have indsendt et anneks i overensstemmelse med det aftalte på mødet med (...) uden at yderligere forhandlinger var nødvendige. Chefrådgiveren gav i første omgang ambassaden indtryk af at sidstnævnte var tilfældet, men sagen trak ud uden at chefrådgiveren orienterede ambassaden om, at man forhandlede med (...).

Ambassaden er enig i, at den omtalte ansøgning fra (...) ikke er fremkommet efter initiativ fra chefrådgiveren. Det kritisable i sagen er imidlertid, at chefrådgiveren tonløst videresender ansøgningen til ambassaden uden sagsbehandling/indstilling (in case om at anmodningen afvises).

Chefrådgiveren redegør for elementer i samarbejdet med ambassadesekretæren (C). Ambassaden finder, at der i det foreliggende materiale er talrige eksempler, der dokumenterer at samarbejdsvanskelighederne ikke bunder i misforståelser eller manglende forståelse fra ambassadens side.

Som anført i repræsentationschefens indberetning (nr. 209) har ambassaden ikke fundet, at ambassadens advarselssignaler førte til forbedring af chefrådgiverens optræden eller forståelse for betydningen af gode samarbejdsrelationer.

Appendix til partshøringen.

A. Ambassaden fastholder det beskrevne forløb i notits af 30. maj 2000.

B. Formålet med det omtalte møde var at afklare kommunikationsveje i forhold til firma (Z) samt at sikre, at ansvaret i forhold til kontrakten var afklaret. Chefrådgiverens rolle blev berørt i den sammenhæng. Chefrådgiveren fik efterfølgende anledning til at kommentere de aftalte retningslinier. Ambassaden fastholder, at chefrådgiveren var meget usamarbejdsvillig i de videre drøftelser. Ambassaden genkender ikke den anførte lovprisning fra souschef (G)’s side.

C. Det bemærkes, at ambassaden ikke havde godkendt, at (A) købte en privat computer i forbindelse med indkøb af computere til programmet. I sin indstilling om computerkøb gjorde (A) intet for at gøre det klart at en computer var beregnet til privat brug. Den private computer var inkluderet i tre computere anført under koordinationskontoret.

Vedrørende indkøb af computere til firma (Z), skal ambassaden bemærke, at disse er Danidas ejendom.

D. Ingen bemærkninger.

E. Ambassaden anfører, at der har været tale om konkrete tilfælde, hvor chefrådgiveren ikke har prioriteret at efterkomme anmodninger om f.eks. arbejdsplan fra ambassaden. Ambassaden bemærker endvidere, at chefrådgiveren selv har været med til at forsinke indkøb af computere. Endelig bemærkes, at ambassaden har anført overfor chefrådgiveren, at han, når der opstod behov for at ambassaden rejste spørgsmålet om arbejdsvilkårene for rådgiverne overfor (X)- lands partnere, skulle anmode ambassaden om dette. Chefrådgiveren har først meget sent efter pres fra ambassaden tilsluttet sig at ambassaden rejste spørgsmålet overfor vicemiljøministeren.

F. Ambassaden fastholder sin forklaring (notits af 6. juli pkt. 15). Chefrådgiveren er gentagne gange blevet anmodet om at oprette styrekomiteer. Chefrådgiveren har haft adgang til reglementer for styrekomiteer for de andre sektorprogrammer, og ambassaden har været klar til at drøfte et udkast til reglement. Ambassaden har lagt vægt på at styrekomiteerne blev oprettet på et tidligt tidspunkt. Det forhold at styrekomiteerne endnu ikke er oprettet medfører en forsinkelse i gennemførelsen af programmet og manglende involvering og koordinering af (X)-lands samarbejdspartnere.

G. (eksisterer ikke)

H. Det er korrekt, at chefrådgiveren løbende har indsendt arbejdsplaner til ambassaden. Ambassaden henviser iøvrigt til notits af 6. juli 2000 pkt. 8 og notits af 10. juli pkt. 2.

I. Ambassaden skal for en god ordens skyld bemærke, at ambassaden ikke har modtaget klager fra de tre omtalte rådgivere. Ambassaden finder det meget sigende om chefrådgiveren, at han kommer med de anførte bemærkninger, der reelt ikke har noget at gøre med chefrådgiverens opførsel på det omtalte møde. Vedrørende chefrådgiverens personlige fremtræden henvises i øvrigt til repræsentationschefens indberetning (nr. 209 af 12. august 2000).

Angående de vedhæftede støtteerklæringer henvises til repræsentationschefens indberetning (nr. 209 af 12. august 2000).

Vedrørende repræsentationschefens samtale med (X)-lands counterparts har ambassaden ikke yderligere at tilføje i forhold til det i indberetning nr. 209 af 12. august 2000 anførte, ud over, at de ’menige’ (X)-land counterparts følte sig meget trykkede over situationen og tydeligvis ønskede at holde en så lav profil som muligt i en sag, som de - korrekt - opfattede som en konflikt mellem ambassaden og chefrådgiveren, men som de samtidig var nervøse for ville kunne få ubehagelige konsekvenser for dem selv. Disse counterparter blev dog forsikret om, at man fra ambassadens side intet havde at udsætte på deres indsats.”

Den 1. november 2000 klagede A til mig over Udenrigsministeriets afgørelse om at afskedige ham. Til støtte for hans klage anførte han bl.a. at den partshøring der var foretaget i sagen, ikke var reel, og at beslutningen om at afskedige ham efter hans opfattelse var taget inden partshøringen og ikke stod til at ændre.

I anledning af A’s klage bad jeg den 14. december 2000 Udenrigsministeriet om en udtalelse og om udlån af sagens akter. Jeg anmodede om at ministeriet i udtalelsen kom ind på spørgsmålet om hvorvidt betingelserne for at foretage afskedigelse under henvisning til samarbejdsproblemer kunne anses for opfyldt, og om at komme ind på om den ulovbestemte udvidede partshøringspligt kunne antages at være opfyldt med ministeriets brev til A af 31. juli 2000.

Udenrigsministeriet udtalte den 22. februar 2001 følgende

”Ad 1. Afskedigelse under henvisning til samarbejdsproblemer

Samarbejdsproblemer kan ikke uden videre angives som grundlag for en afskedigelsesbeslutning. Det kræves blandt andet, at samarbejdsproblemerne har en betydelig negativ indvirkning på udførelsen af arbejdsopgaverne, og at hovedskylden for samarbejdsproblemerne skal ligge hos den person, som søges afskediget. Det følger af ombudsmandens praksis.

I den foreliggende sag har der været tale om samarbejdsproblemer mellem medarbejdere på ambassaden i (Y)-by og Danida-chefrådgiver, (A). Ambassaden vurderede i løbet af foråret og sommeren 2000, at chefrådgiveren ikke udfyldte alle sine arbejdsopgaver tilfredsstillende. Ambassaden gjorde ham ved flere lejligheder opmærksom herpå. Det skete bl.a. ved brev af 2. juni 2000 og brev af 22. juni 2000. Chefrådgiveren valgte dog ikke at ændre sine arbejdsmetoder. Dette fremgår blandt andet af notits af 6. juli 2000 fra ambassaden. Ligeledes har der været afholdt flere møder mellem ambassadens medarbejdere og chefrådgiveren i forsøg på at komme til enighed om samarbejdsformen, jf. brev af 6. juni og e-post af 24. juli 2000 fra ambassaden.

Chefrådgiveren blev ved brev af 31. juli 2000 gjort opmærksom på, at Udenrigsministeriet overvejede at iværksætte en afskedigelsesprocedure. Chefrådgiveren anmodede i den forbindelse om aktindsigt i sagen og fik udleveret de relevante dokumenter.

Det fremgår af sagens akter, at ambassaden gentagne gange har oplevet problemer med (A)’s udførelse af hvervet som chefrådgiver. Disse problemer har blandt andet vist sig ved manglende resultater indenfor Danidaprogrammet, at retningslinier for et programs udførelse, fastlagt af Danida, ikke er blevet fulgt og ved samarbejdsproblemer med ambassadens personale, blandt andet ved fastsættelse og afholdelse af relevante møder med eksterne forbindelser. Ambassaden har, som nævnt ovenfor, flere gange påpeget den manglende udførelse af arbejdsopgaver og det manglende samarbejde, men dette har ikke medført ændringer af chefrådgiverens arbejdsmetoder, jf. blandt andet e-post af 24. juli 2000.

Samarbejdsproblemerne har haft en betydelig negativ indvirkning på udførelsen af Danidaprogrammet, og hovedskylden for samarbejdsproblemerne ligger efter Udenrigsministeriets vurdering hos chefrådgiveren. Det fremgår af den foreliggende korrespondance.

Det er på den baggrund Udenrigsministeriets opfattelse, at betingelserne for at afskedige chefrådgiver (A) på grund af samarbejdsvanskeligheder må anses for opfyldte.

Ad 2. Ulovbestemt udvidet partshøringspligt.

Det følger blandt andet af Ombudsmandens praksis, at der ved afskedigelser skal foretages en ulovbestemt udvidet partshøring, der skal omfatte det faktiske grundlag for en afskedigelse, men også de vurderingsmæssige elementer, der sædvanligvis indgår i en afskedigelsessag.

Udenrigsministeriet har gennemført en sådan partshøring. Chefrådgiveren blev således i brev af 31. juli 2000 orienteret om Udenrigsministeriets overvejelser om at indlede en afskedigelsesprocedure. Han blev i den anledning opfordret til at fremkomme med eventuelle bemærkninger. Ifølge praksis skal fristen for den ulovbestemte partshøring være lang nok til, at vedkommende kan nå at udtale sig om sagen. Chefrådgiveren fik en frist på 14 dage til afgivelse af partshøringssvar. Chefrådgiveren anmodede derefter om aktindsigt. Dokumenterne blev stillet til rådighed den 14. august. I den forbindelse blev fristen for afgivelse af partshøringssvar forlænget til den 21. august. Kravet om at den ansatte skal have en rimelig tid til at afgive høringssvar, må efter Udenrigsministeriets opfattelse anses for opfyldt.

For så vidt angår kendskab til sagens præmisser har ambassaden i flere breve stilet til chefrådgiveren anført de observerede samarbejdsproblemer, jf. ovenfor. Ligeledes har der løbende været afholdt møder, hvor problemerne er blevet diskuteret. Chefrådgiveren har således været informeret om de faktiske problemer og om ambassadens vurdering af disse.

Brevet af 31. juli henviser til de ovenfor nævnte samtaler og den brevveksling, som er stillet til rådighed for (A). Chefrådgiveren må således anses for at have været informeret om grundlaget for iværksættelsen af afskedigelsesproceduren.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt (A), som det kræves, har haft en reel mulighed for at afgive bemærkninger skal følgende anføres

Chefrådgiveren har haft kendskab til sagens præmisser og har haft lejlighed til at udtale sig om sagen. Udenrigsministeriet har derefter anmodet ambassaden om en kommentar til chefrådgiverens bemærkninger, hvorefter ambassaden i fax af 12. august 2000 fremkommer med en udtalelse om partshøringssvar af 11. august modtaget fra chefrådgiveren. Ambassaden gennemgår de væsentligste samarbejdsproblemer, herunder manglende koordinering med ambassaden, manglende efterlevelse af ambassadens retningslinier og en uhensigtsmæssig prioritering af arbejdsopgaverne. Ambassaden tilkendegiver, at chefrådgiveren har etableret et godt samarbejde med de øvrige danske rådgivere under sektorprogrammet, men fastholder, at dette ikke alene er nok til at varetage de pågældende arbejdsopgaver. Ambassaden fastholder således sin indstilling om at afbryde samarbejdet med chefrådgiveren.

Efter afgivelsen af udvidet partshøringssvar den 18. august 2000 fra chefrådgiveren kontaktede Udenrigsministeriet ambassaden for at modtage reaktioner på dette. I telefonsamtale af 29. august anførte ambassaden, at det udvidede partshøringssvar ikke indeholdt elementer, der fik ambassaden til at ændre sin indstilling, jf. håndskrevet notits på fax af 12. august 2000 fra ambassaden samt notits af 30. august 2000 (telefonsamtale af 29. august 2000 ambassaden/Udenrigsministeriet, der skriftligt er fulgt op med ambassadens e-post af 3. oktober 2000).

Udenrigsministeriet har efter den foretagne partshøring truffet afgørelse den 30. august 2000 om afskedigelse på baggrund af alle sagens oplysninger, herunder den foretagne partshøring. Begge partshøringssvar er blevet forelagt for ambassaden, der har tilbagevist chefrådgiverens indvendinger og har valgt at opretholde sin indstilling om at afbryde samarbejdet med chefrådgiveren. Udenrigsministeriet har således ved den foretagne partshøring givet (A) en reel mulighed for at afgive bemærkninger vedrørende sagens oplysninger.

Sammenfattende er det Udenrigsministeriets opfattelse, at ministeriet må anses for at have opfyldt såvel de formelle som de materielle krav, der stilles til den ulovbestemte partshøringspligt, i forbindelse med afskedigelsen af chefrådgiver (A).”

I brev af 26. april 2000 fremkom A bl.a. med følgende bemærkninger til Udenrigsministeriets udtalelse

”Ad 1. Afskedigelse under henvisning til samarbejdsproblemer

...

Jeg er selvsagt ikke enig i Udenrigsministeriets vurdering af at samarbejdsproblemerne havde en betydelig negativ indvirkning på udførelsen af arbejdsopgaverne, og at hovedskylden for samarbejdsproblemerne lå hos mig.

a) Opstart af programmet - inceptionsperioden - 1. juli til 1. oktober

Miljøprogrammet i (X)-land omfattede 1 chefrådgiver, 4 Danida rådgivere samt 2 medarbejdere fra firmaet (Z). Chefrådgiveren og en Danida rådgiver ankom til (Y)-by den 15. marts 2000, og de andre tre rådgivere kom sidst i juni 2000, således at hele teamet var på plads 1. juli 2000.

Det er normal praksis i et Danida Sektorprogram at der i løbet af de første tre måneder laves en Inceptionsrapport, som har til opgave at foreslå mindre ændringer i programmet efter, at man har haft mulighed for at diskutere alle programmets komponenter med (X)-lands ansvarlige myndigheder. For Miljøprogrammet var denne inceptionsperiode aftalt til at være fra 1. juli til 30. september 2000 i erkendelse af, at vurderingen af de tre sidste komponenter skulle afvente ankomst af de sidste tre rådgivere. For at give de tre sidst ankomne rådgivere mulighed for at finde hus, børnehave, skole m.m. i roligt tempo beslutter vi på et ugemøde på ambassaden, at jeg præsenterer de tre for deres respektive samarbejdspartnere i starten af juli, og derefter holder jeg ferie i resten af juli, således at der kan lægges en koncentreret indsats i august og september for at få gennemført inceptionsperioden.

Som det fremgår af akterne i min personalesag er (B) og (C) begyndt at samle materiale midt i juni, altså før de sidste rådgivere ankommer. Da man i juli meddeler mig, at man vil foretage afskedigelse er programmet reelt i sin første opstartsfase, og jeg finder allerede på denne baggrund en påstand om ’manglende resultater’ usaglig.

b) Hurtig forberedelse af miljøprogrammet.

Et sektorprogram har som sine fire første milepæle

En regeringsaftale omhandlende hele programmet.

Opfølgende aftaler mellem ambassaden og det ansvarlige ministerium (Viceministeriet for Miljø) og Finansministeriet i (X)-land.

Rammeaftaler mellem det ansvarlige ministerium (Viceministeriet for Miljø) og alle de udførende enheder (ministerier, amter, kommuner m.fl.).

Overførsel af penge fra ambassaden til de ansvarlige ministerier og videre til udførende enheder.

Det første målepunkt for operationel fremskridt (dvs. hvor Den Nationale Koordinator med rådgivning af chefrådgiveren har overtaget den daglige drift af programmet) i et sektorprogram, er derfor underskrivelse af aftalerne mellem de ansvarlige ministerier og udførende enheder. Som det fremgår af e-post fra (D) dateret 26. juli har ambassaden ved vores ankomst 15. marts intet foretaget sig omkring aftalerne med Viceministeriet for Miljø og Finansministeriet. Jeg gik straks i gang med at lave oplæg til ambassaden og sammen med Den Nationale Koordinator (ansvarlig for programmets implementering i (X)-land) at diskutere programmet med de udførende enheder og lave udkast til aftalerne. Alt koordineret med ambassaden på de ugentlige møder.

Som det fremgår af min ankeskrivelse til Ombudsmanden, var vi klar til underskrift den 20. juli 2000 altså efter 4 måneder. Til sammenligning brugte Landbrugsprogrammet fra august 1999 til maj 2000 altså 9-10 måneder. Demokratiseringsprogrammet brugte fra marts 1998 til august 1998 altså 6 måneder, hvorefter det tog ambassaden 12 måneder at få pengene overført til udførende enheder.

Jeg har således også med denne baggrund vanskeligt ved at forstå påstanden om de manglende resultater. At ambassaden dagen før underskrivelsen aflyser denne og i forlængelse af det i anken beskrevne dobbeltspil beslutter at flytte ansvaret fra Viceministeriet for Miljø til ministeriet for bæredygtig udvikling og dermed forsinke processen 1-2 måneder, kan jeg vel vanskeligt lastes for.

Man kunne få den kætterske tanke, at vi med et effektivt team samarbejde måske har været for effektive sammenlignet med de to eksisterende programmer!

c) Hvem har ansvaret i et sektorprogram

Inden udsendelse som Danida rådgiver er man på et to ugers intensivt kursus i Danida i København for bl.a. at blive fortrolig med reglerne for sektorprogrammer. Sektorprogramtanken er helt ny i Danida og bygger på den meget sunde ide, at de udsendte danskere er RÅDGIVERE for ambassaden og for (X)-lands counterpart samt, at det er (X)-lands counterpart, som er ansvarlig overfor sin minister. Den ansvarlige minister i (X)-land er igennem regeringsaftalen ansvarlig overfor Danida, repræsenteret af ambassaden.

Som dokumentation er vedlagt kopi af kapitel 9 ’Sector Programme Support Management and Organisation’ og Annex 5 ’Job Description for Chief Technical Adviser’ fra programdokumentet ’Sector Programme Support Document for Environmental Sector, (X)-land’ udarbejdet af Danida. Dette er det officielle programdokument godkendt af (X)-lands Regering og af Styrelsen i Danida på vegne af Den Danske Regering.

Vi er således som Danida rådgivere ikke traditionelle projekt- eller programledere med ansvar for udbetaling af penge og aflevering af regnskaber. Da de fleste nye Danida rådgivere er erfarne projektledere fra tidligere beskæftigelse lægges der stor vægt på at beskrive, og diskutere denne rolle som rådgiver på kurset i København inden udsendelsen. Min counterpart, Den Nationale Koordinator, er derfor programleder i traditionel forstand, med ansvar for overførsel af penge og regnskabsansvar. Som chefrådgiver er jeg RÅDGIVER for Den Nationale Koordinator og for ambassaden i faglige og tekniske spørgsmål i forbindelse med afvikling af programmet.

Alle tre chefrådgivere for sektorprogrammerne i (X)-land havde vanskeligheder med at få en fælles opfattelse af systemet med ambassaden, som havde en tendens til at hænge fast i det gamle system med Danida rådgivere som ansvarlige projektledere. Min første og eneste samtale med (B) er netop affødt af den nye medarbejder (C)’s manglende træning i sektorprogramtanken, og helt fundamentale mangel på erfaring med projektarbejde. Som det fremgår af (B)’s referat af mødet, var vi enige om principperne, især da jeg kunne henvise til Udenrigsministeriets manual for sektorprogrammer.

Jeg har ikke nægtet at tage et større ansvar end beskrevet i Danida manualen for sektorprogrammer, men af hensyn til det årlige review blot anmodet om, at få denne udvidelse af mine beføjelser skriftlig fra ambassaden. Det ønskede ambassaden ikke - formodentlig fordi det ville give et forklaringsproblem hjem til Udenrigsministeriet.

d) Bemandingen på Miljøprogrammet

Den ansvarlige for miljøprogrammet på ambassaden, som havde fulgt hele tilblivelsen af programmet, måtte på grund af en meget beklagelig for tidlig fødsel pludselig i starten af april tage barselsorlov, og i stedet kom der sidst i april en vikar, (C). (C) var helt nyuddannet med ca. 1 års anciennitet i Udenrigsministeriet i Danmark og med absolut ingen erfaring med bistandsarbejdet eller de mest grundlæggende begreber i projektarbejdet. Dermed var den institutionelle hukommelse om aftaler i forbindelse med miljøprogrammets tilblivelse meget reduceret, da der forelå meget begrænset skriftlig materiale i sagen på ambassaden. Dette bevirkede en del problemer med institutioner som ’Industrirådet’, ’Håndværksrådet’, Industriministeriet og Undervisningsministeriet i (X)-land, som mente, at de havde fået helt klare løfter på møder i løbet af 1999. Som det fremgår af breve fra (B) er det bl.a uoverensstemmelser med Undervisningsministeriet og Industriministeriet i (X)-land, som han mener, jeg har ansvaret for - selvom han ikke fandt anledning til at kopiere korrespondancen til mig!

Da jeg ikke havde erfaring med procedurerne på ambassaden og den nye medarbejder var usædvanlig uerfaren, aftalte jeg med (B) at ambassadens souschef skulle deltage i vores ugentlige møder. Dette fungerede meget operationelt og der har aldrig - gentager aldrig - på et ugemøde været blot antydet at der var samarbejdsproblemer eller at der ikke var tilstrækkelig fremskridt i programmet. Jeg lavede udkast til dagsorden, som blev fremsendt til ambassaden før mødet med kommentering. På mødet fremlagde jeg forslag til de enkelte delopgaver, som blev diskuteret, hvorefter ambassaden tog en beslutning. Denne er reflekteret i referatet, som jeg skrev og senere fik godkendt af ambassaden. Udførelsen af det aftalte blev rapporteret på det efterfølgende møde.

Det er selvsagt - for en meget ambitiøs ung jurist der nok for hurtigt har fået et programansvar - lidt ubehageligt at have en erfaren kollega med til møderne. Han var på grund af sin næsten totale mangel på erfaring meget tit på glatis i de tekniske diskussioner mellem souschefen og jeg, men jeg syntes vi var meget tålmodige. Om dette forhold kan have initieret det senere handlingsmønster, herunder den intense indsamling af materiale til (B) i løbet af juni måned, ved jeg ikke.

Det kan i den forbindelse undre, at Den Nationale Koordinator ikke måtte deltage i disse ugentlige møder, da han jo er den ansvarlige for programmet. Jeg foreslog det til ambassaden, men det blev afvist. Jeg diskuterede derfor dagsorden med ham inden fremsendelse til ambassaden og beslutningerne fra møderne med ham efter møderne. Det er en fremgangsmåde, som strider imod hele tankegangen i et sektorprogram, men jeg var selvsagt nødt til at følge ambassadens instrukser.

Selvom jeg havde mistet muligheden for at bruge den institutionelle hukommelse om aftaler i forbindelse med programmets tilblivelse og havde en meget ung og uerfaren ansvarlig på ambassaden, lykkedes det hurtigt at få etableret et godt teamarbejde og sat gang i miljøprogrammet - måske var det for hurtigt.

Jeg har fået oplyst, at ambassaden - efter at jeg var blevet fritstillet - på et samlet møde med alle rådgiverne og (X)-lands nationale koordinator netop fremførte at grunden til afskedigelse var manglende fremskridt i afvikling af programmet. Denne påstand blev på mødet kraftigt afvist af både rådgiverne og (X)-lands Nationale Koordinator, og emnet blev derefter droppet af ambassaden.

Udenrigsministeriet fremfører konkret i sit svar: ’Det fremgår af sagens akter, at ambassaden gentagne gange har oplevet problemer med (A)’s udførelse af hvervet som chefrådgiver. Disse problemer har blandt andet vist sig ved manglende resultater indenfor Danida programmet, at retningslinier for et programs udførelse, fastlagt af Danida, ikke er fulgt ...’ Der er nået endog meget fine resultater, hvilket også støttes af e-post fra (D). Jeg erindrer ikke at ambassaden en eneste gang har kunnet påvise, at vi ikke har fulgt Danida’s retningslinier for et sektorprogram. Dette skulle så være påtalt ved de ugentlige møder.

Ambassaden og jeg har i nogle tilfælde været uenige om den tekniske gennemførelse af programmet. Da alle ved, der vil komme en teknisk review af programmet efter et år, har jeg fremført mine synspunkter mundtligt på møderne eller skriftligt til ambassaden og derefter altid loyalt udført ambassadens instruks. (D) havde som koordinator for firma (Z) aktiviteterne samme problem med ambassaden og valgte ligeledes at sikre den nødvendige skriftlige dokumentation.

(D) ankom 15. marts samtidig med mig, og vi havde selvsagt et tæt samarbejde, hvorfor han er den som bedst kan vurdere forløbet. Man skal være opmærksom på, at han med sin meget kontante e-post den 26. juli løb en væsentlig personlig risiko for at blive sendt hjem. Han blev efter hjemkomst fra ferie den 31. juli kaldt på ambassaden og fik en ’alvorlig reprimande’ for at have udtalt sig om et ’internt forhold i Danida’. Hvis han fortsatte sin indblanding, kunne man ikke have tillid til ham og måtte anmode firma (Z) om at trække ham hjem. Det kan i parentes nævnes, at den anden rådgiver fra firma (Z) også har været nødsaget til skriftligt at kommentere til ambassaden, når hun blev tvunget ud i teknisk uholdbare løsninger. Ambassaden har i marts 2001 anmodet firma (Z) om at trække hende hjem fra programmet!

Udenrigsministeriet fremfører ligeledes: ’og ved samarbejdsproblemer med ambassadens personale, blandt andet ved fastsættelse og afholdelse af relevante møder med eksterne parter.’. Der kan som nævnt i (B)’s brev af 2. juni og mit svar af 20. juli kun være tale om ét tilfælde. Han havde bragt sig selv i en umulig situation i en skriftlig korrespondance med Undervisningsministeren i forbindelse med forhandling af en aftale mellem Viceministeriet for Miljø og Undervisningsministeriet. Jeg har aldrig nægtet at deltage i dette møde eller set dokumentation for, at jeg nægtede at deltage. Det er et klart forsøg på at fraskrive sig ansvaret for en mildt sagt meget uhensigtsmæssig sagsbehandling på ambassaden. Dette var også grunden til mit uhensigtsmæssige svar på beskyldningerne i svar dateret 6. juni. Det var dumt, men jeg blev utrolig vred over denne uprofessionelle måde at finde en syndebuk på.

e) De fysiske rammer for Danida rådgiverne

Der er i materialet indsamlet af ambassaden i juni måned en pudsig bemærkning om min anvendelse af ambassadens kopimaskine. Denne giver et godt eksempel på arbejdsbetingelserne og ambassadens tankegang.

Den Nationale Koordinator, 3 projektmedarbejdere og 2 danske rådgivere var placeret i Viceministeriet for Miljø i et kontor af samme størrelsesorden som f.eks. (B)’s kontor på ambassaden. Vi havde én telefonlinie, én fungerende computer samt en kopimaskine. Kopimaskinen var ude af funktion fra 1. april til ca. 1. juni, og vi måtte ikke bruge de andre i viceministeriet.

Ambassaden havde selvfølgelig et behov for at være informeret om aktiviteterne på projektkontoret ved kopi af relevant materiale, hvorfor vi i starten anvendte ambassadens kopimaskine til dette formål. Efter et par uger fik vi instruks om, at hvis ikke viceministeriet kunne stille kopifaciliteter til rådighed, måtte vi selv betale for kopiering af egen lomme på et privat kopieringsbureau!

Jeg har forsøgt med ovenstående at sandsynliggøre at påstanden om manglende fremskridt i afviklingen af Miljøprogrammet er ubegrundet. De ugentlige møder fungerede og fremskridt blev løbende moniteret af ambassadens souschef, og arbejdet blev endda rost. Dette ville også blive bekræftet ved en sammenligning af fremdriften i Miljøprogrammet i de fire måneder jeg fungerede som chefrådgiver med fremdriften de forløbne 7 måneder siden 1. september 2000.

At (B) i et parallelt handlingsforløb har argumenteret for samarbejdsvanskeligheder, loyalt hjulpet af den unge vikar, kan for udenforstående virke besynderligt. Det er beklageligt at han ikke professionelt har kunnet håndtere den fra starten klart markerede antipati mod undertegnede og målrettet valgte at ’gå efter manden’.

Ad 2. Ulovbestemt udvidet partshøring.

...

i. Jeg bliver reelt afskediget den 24. juli.

Som det fremgår af dokumenterne i sagen blev jeg kaldt til møde hos (B) den 24. juli og fik at vide at samarbejdet måtte ophøre, og jeg skulle fratræde med 4 ugers varsel som nævnt i kontrakten for fratrædelse i prøveperioden. Jeg kunne få 1-2 dage til at beslutte om jeg ville afskediges eller selv sige op. Han anbefalede, at jeg selv sagde op ’da det ville se pænest ud i mine papirer’. Jeg spurgte på dette møde om baggrunden for afskedigelsen, hvilket han ikke ville uddybe. Derefter spurgte jeg, om han var indstillet på at finde en løsning, hvilket han ikke var indstillet på. Mødet tog 5-10 minutter. Han meddelte at hvis jeg ikke selv fremsendte en opsigelse, ville jeg snarest modtage en skriftlig opsigelse.

Samtidig ophørte al kommunikation med ambassaden, ugemøder blev aflyst og ambassaden begyndte straks at kommunikere direkte med rådgiverne udenom mig. Dette er ikke blevet modsagt i ambassadens kommentar. Jeg kunne derfor ikke få anden opfattelse end, at der var tale om en reel afskedigelse med fire ugers varsel som udtrykt af (B) og forventede at modtage en skriftlig opsigelse.

Den 25. juli forsøger en af rådgiverne at mægle på et møde med (B) og jeg sender et brev med tilbud om forlænget prøvetid samme dag. Dette resulterer ikke i et svar fra ambassaden. Jeg meddeler selv rådgiverne og min (X)-land samarbejdspartner ambassadens beslutning for at forhindre rygtedannelse.

At sælge bil, møbler m.m. samt afvikle og flytte en familie fra (X)-land til Danmark på fire uger er en ret umulig opgave, men vi gik straks i gang med planlægningen og søgningen på Internettet efter et job i Danmark.

Jeg vil således fastholde mit synspunkt fra min anke til Ombudsmanden om, at jeg var afskediget, og at den efterfølgende partshøring blot var for at overholde Forvaltningsloven’s bestemmelser.

ii. Forløb af partshøring

Den 31. juli får jeg et brev fra Udenrigsministeriet i Danmark om, at man ’overvejer en afskedigelse’ og at jeg har ret til partshøring med frist til mandag 14. august. Samtidig åbner man i sin formulering op for en mulig løsning i form af forlænget prøvetid.

Jeg anmoder den 1. august om aktindsigt. Da jeg ikke modtager svar, skriver Ingeniørforeningen den 9. august og rykker for aktindsigt samt anmoder om datoer og referater for alle de møder, som der refereres til i brev af 31. juli. Da jeg fredag den 11. august ikke har modtaget svar fra Udenrigsministeriet i Danmark, afleveres foreløbig partshøring uden aktindsigt på ambassaden, for at det kan fremsendes til Udenrigsministeriet inden fristens udløb den 14. august. Denne partshøring trækkes skriftligt tilbage 14. august med henvisning til, at jeg havde fået aktindsigt.

Lørdag den 12. august modtager jeg kopi af brev fra Udenrigsministeriet dateret 11. august, som giver mig aktindsigt. På grund af tidsforskellen må ambassaden have modtaget dette brev allerede tidligt den 11. august, men ikke følt sig foranlediget til at informere mig da jeg afleverer min ’foreløbige partshøring’ om eftermiddagen samme dag. Jeg får den 14. august efter nogen besvær udleveret kopier af akterne på min sag, hvilket er rystende læsning. Dele af materialet virker som et krampagtigt forsøg på blot at samle alt muligt sammen. Da jeg ikke tidligere er blevet konfronteret med de enkelte dokumenter, har jeg haft vanskeligt ved at ændre min arbejdsmetode. Da jeg efter at have fået aktindsigt har kendskab til de akter som er samlet sammen til ambassadens dokumentation overfor Udenrigsministeriet, er det nu muligt at udarbejde en reel partshøring, som afleveres den 18. august.

Det er med nogen forundring, at jeg kan læse i Udenrigsministeriets svarbrev, at ambassaden allerede i fax dateret 12. august har kommenteret mit partsindlæg af 11. august vel vidende, at jeg i mellemtiden har fået aktindsigt, og at det afleverede ’foreløbige partsindlæg’ vil blive trukket tilbage. Det står i følgebrevet. Da den ønskede partshøring foreligger den 18. august, som i øvrigt er væsentlig forskellig fra den af 11. august giver det kun anledning til en telefonisk kontakt mellem ambassaden og Udenrigsministeriet samt nogle håndskrevne notater af Udenrigsministeriets personelchef. Dette viser for mig netop at hele partshøringen ikke tages alvorligt.

Det virker ligeledes påfaldende, at der foreligger et dokument fra ambassaden dateret 3. oktober 2000 - altså 5 uger efter min opsigelse - med kommentarer til den reelle partshøring dateret 18. august 2000. Er man i Udenrigsministeriet blevet opmærksom på, at der på sagen bør være et reelt svar på den reelle partshøring sådan lidt post mortem?

Jeg vil ikke i detaljer gå ind i de enkelte elementer i dokumenterne dateret 12. august og 3. oktober, da meget er berørt i partshøring og andet materiale. I brevet dateret 12. august beskriver (B) at han kontaktede Viceministeren for Miljø og informerede om min afskedigelse, og at hun ikke udtrykte nogen beklagelse. Han glemmer at orientere Udenrigsministeriet om, at han en uge før havde aflyst ministerens planlagte underskrivelse af samarbejdsaftaler med udførende enheder og flyttet hele Miljøprogrammet ud af hendes ministerium. Viceministeren orienterede mig om samtalen og udtrykte forundring over opringningen, da hun ikke havde ansvaret for programmet mere. (B) havde under samtalen inviteret til en samtale om problemerne på ambassaden, hvilket hun klart afviste, da der ikke var noget at tale om. Dette blot som et eksempel på anvendelsen af fakta i (B)’s kommentar til Udenrigsministeriet.

Udenrigsministeriet henviser ligeledes i sit brev til ambassadens fax af 12. august og anfører, at: ’Ambassaden gennemgår de væsentligste samarbejdsproblemer, herunder manglende koordinering med ambassaden, manglende efterlevelse af ambassadens retningslinier og en uhensigtsmæssig prioritering af arbejdsopgaverne.’

Som nævnt tidligere er denne argumentation i direkte modstrid med de ugentlige møder med fuld enighed om konklusionerne og det faktum, at jeg omkring 1. juni blev kaldt ind til ambassadens souschef og fik uforbeholden ros for min måde at håndtere implementering af miljøprogrammet og for de betydelige resultater, der var opnået.

Som det understøttes af ovenstående forløb i sagen er det fortsat min påstand, at der aldrig har været tale om en reel partshøring.

...

Generelle bemærkninger

Jeg har selvsagt overvejet, hvorfor de to medarbejdere på ambassaden reagerede på den beskrevne måde. Ligeledes har kollegaer såvel i som uden for Udenrigsministeriet været forundret over afskedigelsen på grund af samarbejdsvanskeligheder, da jeg netop er kendt for at kunne facilitere og kunne virke som procesansvarlig.

Jeg har i forbindelse med projektarbejde i udviklingslandene og et 2-årigt ophold i ( ) haft et endog meget fint samarbejde med medarbejdere på danske ambassader. Jeg har i den forbindelse mødt en meget professionel holdning til bistandsarbejdet og et ønske om at gøre en reel indsats for det pågældende land.

Som det fremgår af sagens akter har Udenrigsministeriet i København i udstrakt grad haft tillid til ambassadens vurdering af situationen, hvilket er en prisværdig personalepolitik. Det er dog i lyset af det forbavsende store antal personalesager, netop ved ambassaden i (X)-land overraskende at Udenrigsministeriet ikke tydeligere forholder sig til det reelle i sagen. Ligeledes i lyset af at (C) var vikar frem til oktober 2000 og (B) alligevel skulle udskiftes i december 2000, altså umiddelbart efter min afrejse.

Det er min opfattelse af forløbet, at jeg er blevet offer for personlige antipatier.

Afsluttende bemærkninger

Jeg er opmærksom på, at mit svar på brev af 2. juni er uheldigt og aldrig skulle være sendt i denne form. I en periode med meget lange arbejdsdage og weekender samt med en meget begrænset arbejdsmæssig støtte fra ambassaden, kan det være meget hårdt at få et brev af denne type med urimelige påstande. Det er dog fortsat uforståeligt, at man hver uge kan have et møde på 2-3 timer med ambassadens souschef og den nye medarbejder i en god og konstruktiv stemning samtidig med at ambassaden fabrikerer denne type af breve. Dette udbygges i juni med systematisk udarbejdelse af interne notater indeholdende fordrejninger og halve sandheder til brug for dokumentation overfor Udenrigsministeriet uden at man føler anledning til at konfrontere mig med disse notater og diskutere den forskellige opfattelse af situationen.

Det har for mig og min familie været en meget stor belastning først at blive afskediget den 24. juli med 4 ugers opsigelse og påbegynde hele afviklingen i (X)-land og søgning af nyt job i Danmark. Derefter et brev den 31. juli fra Udenrigsministeriet som giver håb om en revurdering samtidig med at man reelt blev frataget alt ansvar af ambassaden. Endelig den 30. august en fritstillelse begrundet i tvivlsomme argumenter.

Afvikling med så kort varsel i (X)-land er en meget bekostelig proces med betydelige tab på salg af bil, møbler m.m., usikkerheden om nyt job samt vanskeligheden ved at forklare en ny arbejdsgiver baggrunden for udviklingen i (X)- land. Min hustru og jeg er utroligt glade for den massive opbakning fra de andre danske rådgivere og (X)-lands samarbejdspartnere. Uden denne opbakning ville situationen have været næsten uoverskuelig.”

Jeg sendte A’s bemærkninger til Udenrigsministeriet der den 21. juni 2001 sendte en udtalelse vedlagt kommentarer fra C, B og fra ambassaden i Y-by v/souschef G. Af udtalelsen fra Udenrigsministeriet fremgår bl.a. følgende

”Afskedigelse under henvisning til samarbejdsproblemer

...

Udenrigsministeriet er opmærksom på, at det af ombudsmandens praksis følger, at samarbejdsproblemer ikke uden videre kan angives som grundlag for en afskedigelsesbeslutning. Der kræves blandt andet, at samarbejdsproblemerne har en betydelig negativ indvirkning på udførelsen af arbejdsopgaverne, og at hovedskylden for samarbejdsproblemerne skal ligge hos den person, som søges afskediget.

Som tidligere nævnt i Udenrigsministeriets skrivelse af 22. februar 2001 vurderede ambassaden i (Y)-by i løbet af foråret og sommeren 2000, at (A) ikke udfyldte alle sine arbejdsopgaver tilfredsstillende. Problemerne viste sig blandt [andet] ved manglende resultater indenfor Danida programmet, idet de af Danida fastsatte retningslinier for programmets udførelse ikke blev fulgt. Endvidere udmøntedes problemerne ved samarbejdsvanskeligheder mellem (A) og ambassadens personale blandt andet i forbindelse med fastsættelse og afholdelse af relevante møder med eksterne forbindelser. Disse samarbejdsvanskeligheder medførte også, at (A) efter Udenrigsministeriets opfattelse ikke i tilstrækkelig grad inddrog ambassaden i arbejdet med programmet. Som eksempel kan nævnes, at prioriteterne for programmet ikke blev drøftet med ambassaden. Derved blev ambassadens opgave, der er at sikre en koordination af såvel sektorprogrammet som af Danmarks samlede bistandsprogram til (X)-land, væsentligt vanskeliggjort.

Ambassaden påpegede ved flere lejligheder disse forhold overfor (A). Det førte imidlertid ikke til ændringer af chefrådgiverens arbejdsmetoder.

Efter Udenrigsministeriets opfattelse havde samarbejdsproblemerne en betydelig negativ indvirkning på udførelsen af Danidaprogrammet. Hovedansvaret for samarbejdsproblemerne ligger efter Udenrigsministeriets vurdering hos chefrådgiveren.

I forbindelse med Ombudsmandens behandling af sagen har Udenrigsministeriet indhentet yderligere udtalelser fra hhv. ambassaden i (Y)- by, fra ambassadens tidligere repræsentationschef, sektionschef (B), Udenrigsministeriet samt fra ambassadens tidligere ambassadesekretær, fuldmægtig (C), Udenrigsministeriet. Udenrigsministeriet kan henholde sig til de indhentede udtalelser. I øvrigt henvises til Udenrigsministeriets skrivelse af 22. februar 2001.

Udenrigsministeriet gør således fortsat gældende, at betingelserne for at træffe afgørelse om afskedigelse af (A) på grund af samarbejdsvanskeligheder må anses for opfyldt.

Ulovbestemt udvidet partshøring

I sit brev af 26. april 2001 gør (A) gældende, at han ’reelt blev afskediget den 24. juli 2000’ og at den ’efterfølgende partshøring blot var for at overholde Forvaltningsloven’.

Hertil skal bemærkes, at det er Udenrigsministeriet - og ikke ambassaden - der har kompetence til at træffe afgørelse i spørgsmål om ansættelsesforhold, herunder ansættelse og afskedigelse, for rådgivere under Danidas sektorprogrammer. (A) er bekendt med dette forhold, eftersom han blev ansat af Udenrigsministeriet. Ambassaden i (Y)-by traf således ikke afgørelse om afskedigelse af chefrådgiveren den 24. juli 2000.

Det følger blandt andet af Ombudsmandens praksis, at der ved afskedigelser skal foretages en ulovbestemt udvidet partshøring, der skal omfatte det faktiske grundlag for en afskedigelse, såvel som de vurderingsmæssige elementer, der sædvanligvis indgår i en afskedigelsessag.

Som tidligere anført i Udenrigsministeriets skrivelse af 22. februar 2001 skal ministeriet pege på, at ministeriet har gennemført en sådan partshøring. Udenrigsministeriet kan dog supplere sit tidligere svar med følgende: (A) tiltrådte som chefrådgiver i (X)-land på miljøsektorprogrammet i marts 2000. Udenrigsministeriet bad den 31. maj 2000 (umtel 188) ambassaden om en redegørelse om samarbejdsproblemerne. I svaret af 6. juni skriver repræsentationschefen, at der har været en del vanskeligheder med (A), men at det er håbet, at ’skabe et tilfredsstillende arbejdsklima og en god arbejdsindsats for og med chefrådgiveren’. Denne positive udvikling manifesterede sig ikke, jf. korrespondancen mellem ambassaden og (A) i denne periode.

Den 24. juli meddelte repræsentationschefen (A) på et møde på ambassaden, at ambassaden nu havde mistet forhåbningen om og tilliden til, at samarbejdsrelationerne i fremtiden ville kunne finde et tilfredsstillende leje, og at det derfor var repræsentationschefens indstilling, at samarbejdet med chefrådgiveren måtte afbrydes, enten ved at han selv sagde op eller ved at han blev sagt op af Udenrigsministeriet, jf. e-post nr. 191 af 24. juli 2000. Som anført ovenfor, var der ikke tale om, at ambassaden traf afgørelse om at afskedige chefrådgiveren.

Udenrigsministeriet iværksatte herefter en partshøringsprocedure som beskrevet i Udenrigsministeriets skrivelse af 22. februar 2001. Efter modtagelse af høringssvar (hhv. af 11. og 18. august) og ambassadens udtalelse af 12. august samt bekræftelse af, at denne udtalelse også dækker (A)’s høringssvar af 18. august blev sagen på dette samlede grundlag taget op til overvejelse i Udenrigsministeriet.

For en chefrådgiver på et sektorprogram er samarbejdet med alle parterne - modtagerlandet, ambassaden, andre rådgivere m.fl. - klart en hovedopgave. (A) erkender i brev af 25. juli 2000 til repræsentationschefen, at han burde have håndteret sagen anderledes, og erklærer -såvel i dette brev som i høringssvarene - at han var indstillet på at få opbygget en oprigtig samarbejdsrelation med ambassaden. Spørgsmålet var, om dette kunne forventes. Dette spørgsmål blev - sammen med en række andre - drøftet i en telefonsamtale mellem ambassaden og Udenrigsministeriet den 29. august 2000, jfr. notits dateret den 30. august. Her fastholdt ambassaden indstillingen fra udtalelsen af 12. august og bekræftede, at denne var gyldig for partshøringerne af såvel 11. som 18. august.

Samarbejdsvanskelighederne går tilbage til perioden fra (A)’s tiltrædelse i foråret 2000, jf. ambassadens indberetning af 6. juni. Efter samtaler og breve herom mellem ambassaden og (A) meddelte repræsentationschefen den 24. juli indstillingen om at afbryde samarbejdet. Efter afslutning af partshøringsproceduren blev der på dette samlede grundlag truffet afgørelse om, at der ikke var andre løsninger end at afbryde samarbejdet ved at afskedige (A). Udenrigsministeriet traf denne afgørelse den 30. august 2000.

Sammenfattende gør Udenrigsministeriet gældende, at ministeriets afgørelse om afskedigelse af (A) blev truffet den 30. august 2000 på grundlag af en reel partshøring, og at ministeriet derfor har opfyldt såvel de formelle som de materielle krav, der stilles til den ulovbestemte partshøringspligt, som gælder i forbindelse med afskedigelsen af (A).”

Af C’s bemærkninger fremgår bl.a. følgende

”Det helt centrale problem i (A)’s udførelse af hvervet som chefrådgiver var, at (A) i meget høj grad ville gennemføre Miljøsektorprogrammet ud fra egne prioriteter uden tilstrækkelig involvering af relevante parter. Dette medførte blandt andet, at

· ambassaden ikke blev inddraget i tilstrækkeligt omfang. Et eksempel på dette er, at (A) afviste at give prioritet til udarbejdelse af en arbejdsplan. Herved afviste (A) for det første en instruktion fra ambassaden. For det andet blev det yderst vanskeligt at drøfte prioriteter for arbejdet, og dermed sikre at alle væsentlige punkter blev prioriteret. Forholdet vanskeliggjorde endvidere mulighederne for at sikre koordination på alle punkter, herunder sikre en koordineret optræden overfor (X)- lands parter. Da (A) endelig afleverede en arbejdsplan viste det sig at være en plan man i længere tid havde arbejdet efter på koordinationskontoret. Planen trængte i øvrigt til opdatering og udbygning.

· nogle elementer i programmet ikke blev givet tilstrækkelig prioritet. Forholdet skal ses i sammenhæng med den utilstrækkelige involvering af ambassaden.

· (X)-land samarbejdsparterne ikke blev inddraget tilstrækkeligt. (A) fandt f.eks. ikke at der skulle gives prioritet til oprettelsen af Styrekomiteer. Disse er et centralt element i et sektorprogram. Den manglende oprettelse svækkede (X)-lands ejerskab til programmet, ligesom det svækkede koordinationen mellem (X)-lands involverede parter.

· centrale elementer i programdokumenter uretmæssigt blev fraveget. Der henvises bl.a. til spørgsmålet om ’objectives’ for undervisningskomponenten.

· De samarbejdsvanskeligheder som ovennævnte og andre forhold medførte mellem (A) og ambassaden betød generelt at samarbejdet ikke var konstruktivt, og at megen arbejdstid gik spildt.

3. Kommentarer til (A)’s partsindlæg

(A) anfører flere gange i sit partsindlæg, at jeg var uerfaren og indikerer, at dette forhold skulle have haft væsentlig betydning for samarbejdsvanskelighederne. Jeg skal hertil bemærke, at jeg fra starten i samarbejde med ambassadens souschef (G) søgte et konstruktivt samarbejde med (A). Der blev ikke stillet spørgsmål ved (A)’s faglige dygtighed indenfor miljøområdet. Som det fremgår af sagens akter bevirkede en række forhold fra (A)’s side imidlertid alvorlige samarbejdsvanskeligheder mellem (A) og ambassaden.

(A) giver indtryk af, at han ikke havde samarbejdsvanskeligheder med ambassadens souschef (G). Dette er ikke korrekt.

(A) anfører i sit partsindlæg, at man nåede store fremskridt med programmet i perioden. Jeg er enig i, at der i perioden blev opnået resultater. Som nævnt ovenfor under punkt 2 var der imidlertid en række forhold som gør, at resultaterne samlet set ikke kan betragtes som tilfredsstillende. Det bemærkes endvidere, at (A) s. 2 anfører, at det er usagligt at tale om manglende resultater fordi man var i en opstartsfase, hvor rådgiverne ikke var på plads. Hertil bemærkes, at chefrådgiverens indsats er særligt væsentlig i en opstartsfase, hvor rammerne omkring sektorprogrammet lægges tilrette. At der alene skulle kunne opnås resultater efter placering af rådgivere er udtryk for en forkert opfattelse af sektorprogramtilgangen. (A) anfører endvidere s. 4, at rådgiverne og Den Nationale Koordinator på et møde kraftigt afviste, at der var manglende fremskridt med programmet. Dette er ikke korrekt.

Det er ikke korrekt, når (A) s. 3-4 anfører, at der ikke var problemer på de ugentlige møder. Der var gentagne gange problemer og anmodninger fra ambassaden blev afvist.

(A) kritiserer s. 3, at han ikke har fået kopi af skrivelser fra ambassaden. Hertil bemærkes, at (A) i alle relevante tilfælde har modtaget kopi af korrespondance mellem ambassaden og (X)- lands myndigheder. I andre tilfælde blev (A) mundtligt holdt orienteret om korrespondance. Angående de af (A) fremhævede sager bemærkes, at der i sagen om Industriministeriet ikke var korrespondance mellem ambassaden og Industriministeriet. I sagen om Undervisningsministeriet har ambassadens kritik af (A) ikke angået de opståede uoverensstemmelser med Undervisningsministeriet, men det forhold, at (A) overfor Undervisningsministeriet accepterede ændringer af ’objectives’ i programdokumentet.

(A) bemærker s. 4, at (D) blev indkaldt til ambassaden og fik en ’alvorlig reprimande’ for hans mail af 26. juli 2000. Som det fremgår af sagens akter, er det rigtigt at ambassaden/undertegnede påtalte forholdet. Der blev imidlertid ikke som angivet af (A) rejst trusler om, at man kunne nå til at anmode firma (Z) om at trække (D) hjem.

(A) anfører s. 4, at ambassaden afviste at lade Den Nationale Koordinator deltage i ugemøderne. Det er korrekt, at ambassaden fandt behov for at afholde ugemøder alene med (A). I de tilfælde, hvor ambassaden, (A) eller Den Nationale Koordinator fandt behov derfor, holdt man andre møder, hvor Den Nationale Koordinator deltog.

(A) kommenterer s. 5 i indlægget spørgsmålet om fotokopiering. Da jeg kom til ambassaden, fik jeg at vide, at rådgiverne ikke frit kunne kopiere på ambassaden. Når rådgiverne anmodede om at få materiale kopieret, var jeg generelt imødekommende. Jeg anførte overfor (A), at det var vigtigt at (X)-lands myndigheder sikrede acceptable rammer for rådgiverne herunder mulighed for kopiering. Jeg bemærkede, at (A) skulle anmode om ambassadens involvering i spørgsmålet, såfremt man ikke kunne opnå acceptable vilkår. (A) var meget tøvende med at søge ambassadens assistance. (A) anfører endvidere, at rådgiverne fik instruks om selv at betale for kopiering. Jeg har ikke givet en sådan instruks.

(A) nævner s. 5 Udenrigsministeriets bemærkning om ’samarbejdsproblemer med ambassadens personale, blandt andet ved fastsættelse og afholdelse af møder med eksterne parter’. (A) anfører, at der kun kan være tale om et tilfælde. Der har været en række tilfælde, der er omfattet af Udenrigsministeriets beskrivelse, hvoraf flere eksempler fremgår af akterne.

(A) anfører s. 7, at (B) flyttede hele Miljøprogrammet ud af viceministerens ministerium. Dette er udtryk for en helt forkert opfattelse af situationen, der formentlig har bidraget til at forløbet af sagen omkring underskrivelse af administrationsaftaler blev så vanskeligt. (A) anfører s. 2 om samme sag, at man var klar til underskrift af samarbejdsaftalerne den 20. juli 2000. Hertil bemærkes at (A) i hele processen kun bidrog i meget begrænset omfang til udformningen af aftalerne.”

Af B’s bemærkninger fremgår bl.a. følgende

”Generelt synes jeg, at (A)’s indlæg meget godt illustrerer kernen i de opståede samarbejdsproblemer. (A)’s arrogante indstilling til hans nærmeste samarbejdspartnere og opdragsgivere (ambassaden), og hans opfattelse af egen fuldkommenhed over for den påståede inkompetence, som mesteren måtte døje.

Efter (A)’s fremstilling får man nærmest indtryk af, at verden først begyndte den 1. juli 2000 (da hele miljørådgiver-teamet var samlet og opstartsfasen for alvor skulle begynde), og at han blev ’fyret’ få uger efter. (A)’s arbejde med opstarten begyndte allerede med hans ankomst til (X)-land i marts 2000, ligesom forberedelsen af miljøsektorprogrammet havde stået på i de foregående par år i samarbejde med (X)-lands myndigheder. Så vidt jeg husker (jeg har ikke sagens akter), havde jeg - efter talrige klager fra mine medarbejdere, der var involveret i den løbende omgang med (A) - en alvorlig samtale med (A) allerede i begyndelsen af maj 2000. Det var ikke en stå-skoleret/skideballe-samtale, men en urban samtale, hvorunder jeg over for (A) indgående forklarede karakteren af sektorprogramsamarbejdet (det nationale ejerskab, vor rådgivende funktion etc.), chefrådgiverens rolle som formidler af samarbejdet, samt betydningen af chefrådgiverens gode og tillidsfulde samarbejde med den af mig udpegede sektoransvarlige på ambassaden.

Jeg ’fyrede’ ikke (A) i juli, som han giver udtryk for, idet jeg, selvom jeg var chef for ambassaden, ikke havde kompetence hertil. Jeg gav ham derimod besked om, at samarbejdet efter min opfattelse måtte afbrydes, og dette ville være ambassadens indstilling til Udenrigsministeriet. Beslutningen om denne indstilling var ikke let og blev først truffet efter mange overvejelser og drøftelser med de medarbejdere på ambassaden, som var direkte involveret i det daglige samarbejde - eller mangel på samme - med (A).

At årsagen til afbrydelsen af samarbejdet med (A) skulle skyldes personlige antipatier er forkert. Jeg traf beslutningen om ambassadens indstilling uden glæde og uden nogen form for antipati mod (A)’s person. Jeg havde oven i købet selv været med til at udvælge ham blandt kandidaterne til chefrådgiverstillingen i sensommeren 1999, eftersom jeg deltog i ansættelsespanelet.

(A)’s antydninger af, at ambassaden skulle have blandet sig i ansvarsfordelingen i ministeriet for bæredygtig udvikling/viceministeriet for miljø (som iøvrigt ikke forekommer relevant for (A)-sagen) er helt hen i vejret. Det er rigtigt, at jeg måtte bede viceministeren for miljø om at afblæse undertegnelsen af nogle aftaler mellem viceministeriet og underordnede, udførende enheder vedrørende elementer af miljøsektorprogrammet, fordi disse aftaler ikke korrekt afspejlede kompetencer og ansvarsfordeling (p.g.a mangelfuld koordination om udarbejdelsen af disse aftaler fra programkoordinationsenheden med ambassaden). Den efterfølgende henlæggelse af ansvaret for miljøsektorprogrammet til ministeren for bæredygtig udvikling fra viceministeren for miljøspørgsmål var ikke resultat af noget ønske eller krav fra ambassadens side, men derimod et resultat af en indre magtkamp i ministeriet (hvor ministeren og viceministeren ikke tilhørte samme parti).”

Af ambassaden v/souschef G’s bemærkninger fremgår bl.a. følgende

Det grundlæggende problem i samarbejdet med (A) var at denne aldrig forsøgte at få et reelt samarbejde op at stå med ambassaden. Han var stærkt fokuseret på samarbejdet med de danske rådgivere, mens at samarbejdet med såvel ambassaden og til dels med (X)-lands myndigheder lod meget tilbage at ønske.

på side 2 skriver (A) at ’Demokratiseringsprogrammet brugte fra marts 1998 til august 1998 altså 6 måneder, hvorefter det tog ambassaden 12 måneder at få pengene overført til udførende enheder’. Det er ganske enkelt ikke korrekt. Regeringsaftalen blev først underskrevet af Udviklingsministeren den 29. juni 1998 og de første udbetalinger fandt sted i august 1998. Endvidere foregik disse overførsler efter et andet og mere langsommeligt, system end det som finder anvendelse i miljøsektorprogrammet.

side 3, nævnes midt på side 3 ’Alle chefrådgivere for sektorprogrammerne i (X)-land havde vanskeligheder med at få en fælles opfattelse af systemet med ambassaden, som havde en tendens til at hænge fast i det gamle system med rådgivere som ansvarlige projektledere’. For det første, har de øvrige chefrådgivere ikke givet udtryk for denne holdning overfor ambassaden. For det andet, vender (A) tingene på hovedet. Der har jo netop været tale om, at man i (X)-land har arbejdet bevidst på at Danida rådgiverne ikke skulle være projektledere i traditionel forstand, men være rådgivere. Det gamle system var jo bl.a. kendetegnet ved at chefrådgiverne sad med pengekassen. Alle tre sektorprogrammer i (X)-land er imidlertid bygget op så det er (X)-lands myndigheder der forvalter pengestrømmen.

samme side. Her nævnes ’at der forelå meget begrænset skriftligt materiale i sagen på ambassaden’. Hvad baseres det på? (A) har jo ikke haft adgang til ambassadens arkiver!

Side 4, øverst. (A) nævner i første afsnit ’at han fik referaterne godkendt af ambassaden. (A) udarbejdede ved flere lejligheder referater, som ambassadesekretæren, gjorde klart ikke kunne opfattes som godkendte referater, da der ikke var enighed om indholdet. (A) refererer flere steder til ugentlige møder mellem souschefen, ambassadesekretæren og (A). For det første er det ikke rigtigt at der var ugentlige møder. I gennemsnit var der tale om møder hver 2 uge. For det andet var ikke tale om 2-3 timers møder (side 8 nederst) men møder af max. 1 times varighed. Hvad (A) ikke nævner var at der herudover var møder ca. hver 14 dag mellem ambassadens programansvarlige og de tre chefrådgivere. Under disse møder blev der fastlagt procedurer og overordnede ting af betydning for alle tre sektorprogrammer. Det er ambassadens klare vurdering at (A) ikke fulgte op på disse beslutninger, eks. i forhold til udarbejdelse af samarbejdsaftaler. Det var således chefrådgiverens ansvar at lave forarbejdet for de underaftaler med (X)- lands forskellige institutioner som indgår i programmet. Ambassaden skriver kun under. (A) mente at det var ambassadens ansvar, men blev ved flere lejligheder instrueret om at arbejde videre med disse aftaler.

Samme side. Ambassaden har ikke fået forelagt anmodning fra (A) om at den nationale koordinator burde deltage i interne koordineringsmøder på ambassaden. Det er derfor heller ikke blevet afvist. Det har aldrig været praksis i forhold til sektorprogrammerne, at den nationale koordinator deltager i interne koordinationsmøder på ambassaden mellem chefrådgiveren og ambassaden.

Side 4 nævnes midt på siden, at ambassaden indkaldte alle rådgiverne og den nationale koordinator til møde og fremførte at grunden til afskedigelsen var manglende fremskridt i afvikling af programmet. Det er ikke i overensstemmelse med sandheden. Ambassaden indkaldte først de danske rådgivere til et møde og efterfølgende firma (Z) rådgiverne. På begge møder blev det anført at samarbejdet med chefrådgiveren var ophørt, at en af rådgiverne blev udnævnt til chefrådgiver a.i. og at der i øvrigt ikke kunne oplyses mere om sagen eftersom der var tale om en personalesag. Den nationale koordinator deltog ikke i disse møder som (A) påstår. Han blev orienteret sideløbende under et særskilt møde med deltagelse af ambassaden og den konstituerede chefrådgiver. Det bør imidlertid bemærkes, at den nationale koordinator ved en tidligere lejlighed overfor ambassaden anførte at (A) havde truet det lokale personale med at de også ville blive afskediget hvis (A) måtte tage sin afsked. Den nationale koordinator anmodede i den sammenhæng ambassaden om at sagen fik en hurtig afslutning.

Side 4. (A) anfører ’ambassaden og jeg har i nogle tilfælde været uenige om den tekniske gennemførelse af programmet’. Ambassaden kender ikke til en sådan uenighed. Heller ikke at (D) fra firma (Z) skulle have et sådant problem.

Nederst på side 9 nævnes ’at den anden rådgiver fra firma (Z) også har været nødsaget til skriftligt at kommentere til ambassaden, når hun blev tvunget ud i teknisk uholdbare løsninger’. Ambassaden har ALDRIG modtaget skriftlige henvendelser fra pågældende rådgiver, som anfører dette. Det er grebet ud i luften.Efterfølgende nævnes ’ambassaden har i marts 2001 anmodet firma (Z) om at trække hende hjem fra programmet’. Det er ukorrekt. Ambassaden har IKKE anmodet firma (Z) om at trække pågældende rådgiver hjem. Sagen er, at der under et seminar i februar 2001 blev nået enighed om i fremtiden at lægge mere vægt på de små og mellemstore virksomheder fremfor de store virksomheder hvor rådgiveren var ansat. Efterfølgende blev Udenrigsministeriet (S5 og TSA6) enige med firma (Z) om at der ikke var behov for at have en rådgiver i den pågældende institution ( ) og at trække rådgiveren hjem. Hele beskrivelsen baseres således på løse og ukorrekte påstande. Sagen har endvidere ikke noget med (A) sagen at gøre eftersom den er fundet sted 6 mdr. efter (A)’s fratrædelse.

(A) nævner flere steder (eks. side 5 midt på siden) og side 7 (midt på) at han fra undertegnede har fået ’uforbeholden ros’ for sin måde at håndtere miljøprogrammet på. Sagen er den, at jeg omkring d. 23. maj 2000 kaldte (A) ind på mit kontor og sagde til ham, at det var på tide at holde inde med konfrontationskursen overfor ambassaden. Jeg sagde yderligere ved den lejlighed, at jeg var sikker på at vi kunne bruge hans faglige kvalifikationer i forhold til programmer, men at det var ligeså sikkert at han (A) kunne bruge ambassadens kendskab til (X)-land og den politiske sammenhæng programmet indgik i samt kendskabet til [landets sprog]. På den baggrund appellerede jeg til at få et ordentligt samarbejde op at stå.

Side 8 under generelle bemærkninger ’i lyset af det forbavsende store antal personalesager’. Denne vurdering må stå for (A)’s egen regning. Ambassaden deler ikke denne vurdering.”

Jeg sendte Udenrigsministeriets udtalelse med bilag til A. Den 30. august 2001 skrev A herefter bl.a. således

”Jeg skal dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at en række udtalelser om samme emne er i direkte modstrid med hinanden. (C) anfører på side 3 vedrørende min oplysning om, at ambassaden havde afvist at lade den nationale koordinator deltage i møderne, at ’det er korrekt, at ambassaden fandt behov for at afholde ugemøder alene med (A)’ - underforstået at man ikke ønskede at have den nationale koordinator med til de ugentlige møder, medens (G) på side 1 i sin kommentar anfører at ’ambassaden har ikke fået forelagt anmodning fra (A) om at den nationale koordinator burde deltage i interne koordineringsmøder på ambassaden. Det er derfor heller ikke blevet afvist.’ Ligeledes anfører (G) på side 1 vedrørende de ugentlige møder, at ’For det første er det ikke rigtigt at der var ugentlige møder’, medens (C) på side 2 i sine kommentarer henviser til ’... de ugentlige møder’.

Ved en gennemlæsning af det samlede materiale modtaget fra Udenrigsministeriet optræder der i øvrigt en række udtalelser om samme emne i direkte modstrid med hinanden. (G) anfører på side 1 vedrørende mit samarbejde med (X)-lands myndigheder ’mens at samarbejdet med ambassaden og til dels (X)-lands myndigheder lod meget tilbage at ønske.’ (B) anfører i indberetning dateret 6 juli på side 2 ’Ambassaden er ikke bekendt med, at der skulle være problemer i forhold til chefrådgiverens (X)-landske counterpart’ Ligeledes anfører (B) i sit notat dateret 12 august (i sine kommentarer til det skriftligt tilbagekaldte høringssvar dateret 11 august) at ’på den ene side har ambassaden ikke modtaget klager fra (X)-lands side’. Emnet tages ikke op i den senere indberetning dateret 3 oktober.

Ligeledes anfører (G) på side 1 ’Det er ambassadens klare vurdering at (A) ikke fulgte op på disse beslutninger, eks. i forhold til udarbejdelse af samarbejdsaftale’. (D) anfører i mail af 26 juli ’Dette (aftalerne) var ikke på plads og såvel (G) som firma (Z) har påtaget sig denne opgave for Ambassaden og forsøgt at få aftalerne istand’. Dette suppleres af det faktum at aftaler indeholdende budget og arbejdsplaner med 12 decentrale myndigheder lå klar til underskrift den 20. juli. Det vil ligeledes fremgå af referaterne fra ugemøderne. Disse aftaler er absolut nødvendige for at der kan overføres midler til de udførende myndigheder og startes konkrete aktiviteter.

Derudover anfører (G) på side 2 ’Heller ikke at (D) fra firma (Z) skulle have et sådant problem’. (D) anfører i sin mail dateret 26 juli ’FIRMA (Z) har flere gange informeret ambassaden om de ringe arbejdsbetingelser’. Disse breve må være i Ambassadens arkiver.

Flere af de involverede Danida rådgivere har tilbudt at kommentere sagen skriftligt. Dette har jeg frarådet, da det kunne få alvorlige konsekvenser for deres egen situation jfv. ambassadens trusler overfor (D) i august 2000, se skrivelse af 26. april 2001 side 4. Disse skriftlige indlæg ville kunne underbygge min argumentation og stå ’noget i kontrast’ til de vedlagte udtalelser.

Jeg har i brevet af 28. april 2001 forsøgt at sandsynliggøre at påstanden om manglende fremskridt i afviklingen af Miljøprogrammet er ubegrundet. De ugentlige møder fungerede og fremskridt blev løbende overvåget af ambassadens souschef, hvilket fremgår af dagsorden og det af ambassaden godkendte referat af de ugentlige møder.

Om den 24. juli 2000

Udenrigsministeriet fremfører at jeg ikke blev fyret den 24. juli og at man har fulgt Ombudsmandens praksis.

Som det fremgår af dokumenterne i sagen blev jeg kaldt til møde hos (B) den 24. juli og fik at vide at samarbejdet måtte ophøre, og at jeg skulle fratræde med 4 ugers varsel som nævnt i kontrakten for fratrædelse i prøveperioden. Jeg kunne få 1-2 dage til at beslutte om jeg ville afskediges eller selv sige op. Han anbefalede, at jeg selv sagde op ’da det ville se pænest ud i mine papirer’. Jeg spurgte på dette møde om baggrunden for afskedigelsen, hvilket han ikke ville uddybe. Derefter spurgte jeg, om han var indstillet på at finde en løsning, hvilket han ikke var indstillet på. Mødet tog 5-10 minutter. Han meddelte at hvis jeg ikke selv fremsendte en opsigelse, ville jeg snarest modtage en skriftlig opsigelse. Han refererede ikke til en kommende partshøring.

Ambassadens souschef havde arrangeret et koordineringsmøde for de tre programmers aktiviteter i (...) Præfekturet (svarende til et amt beliggende ca. 600 km syd for (Y)-by) i byen (...). Om aftenen den 24. juli samlede han rådgiverne og meddelte at jeg var afskediget, hvilket jeg efterfølgende telefonisk blev informeret om fra et par af de deltagende rådgivere.

Samtidig ophørte al kommunikation med ambassaden, ugemøder blev aflyst og ambassaden begyndte straks at kommunikere direkte med rådgiverne udenom mig. Dette er da heller ikke blevet modsagt i ambassadens kommentar.

Jeg kunne derfor ikke få anden opfattelse end, at der var tale om en reel afskedigelse med fire ugers varsel som udtrykt af (B) og kunne forvente at modtage en skriftlig opsigelse i løbet af ugen inden 1. august.

Om at have fulgt Ombudsmandens praksis om ulovbestemt partshøring

Det fremgår af Udenrigsministeriets brev af 21. juni 2001, at ’Udenrigsministeriet er opmærksom på, at det af ombudsmandens praksis følger, at samarbejdsproblemer ikke uden videre kan angives som grundlag for en afskedigelsesbeslutning. Det kræves blandt andet, at samarbejdsproblemerne har en betydelig negativ indvirkning på udførelsen af arbejdsopgaverne, og at hovedskylden for samarbejdsproblemerne skal ligge hos den person, som søges afskediget.’

Denne opmærksomhed må være opstået efter at jeg havde indbragt sagen for Ombudsmanden! Da jeg blev partshørt ved brev af 31. juli 2000, stod der kun et par linier med henvisning til ’stedfundne samtaler og brevveksling med ambassaden om de alvorlige samarbejdsproblemer’ (som gik på forholdet til (C) og min uhensigtsmæssige besvarelse af et brev fra ambassaden) samt at man havde noteret, at ambassaden havde advaret mig. Resten af det knap een side lange brev redegør for min ret til at svare, samt om hvornår dette skal foreligge. Dette opfylder næppe kravene til en ulovbestemt udvidet partshøring hvis man også vil påberåbe sig dårlige resultater. Under alle omstændigheder var det svært at vide, hvad det egentlig var man skulle forsvare sig imod.

Det er tankevækkende, at først da Ombudsmanden var kommet ind i billedet og bad om en udtalelse til sagen, fremkom ministeriet med argumenter om ’manglende resultater’ m.v. Faktisk har korrespondancen efter indbringelsen gået mere og mere på Danida-programmets tidsmæssige forløb og eksempler m.v. end på de oprindelige ikke nærmere beskrevne argumenter om samarbejdsproblemer i høringsbrevet - efterfølgende også fra min side, da jeg jo nu pludselig fik nye klagepunkter, som jeg følte mig tvunget til at forholde mig til.

Det er således fortsat min påstand - og det mener jeg, at sagsforløbet hos Ombudsmanden også har vist, at der aldrig har været tale om en reel partshøring. For så vidt angår ambassadens beføjelser, er det muligt at ambassaden har overtrådt disse ved mundtligt at afskedige mig den 24. juli men det har alt andet lige virket som en reel afskedigelse - også henset til, at ambassadens souschef allerede samme aften offentliggjorde afskedigelsen over for en kreds af Danida-udsendte.”

Den 10. oktober 2001 skrev Udenrigsministeriet at det kunne henholde sig til sin udtalelse af 21. juni 2000, og at ministeriet stadig var af den opfattelse at betingelserne for at afskedige A på grund af samarbejdsvanskeligheder var opfyldt, og at ministeriet havde opfyldt den ulovbestemte partshøringspligt. Ministeriet vedlagde igen udtalelser fra C, B og ambassaden i Y-by v/souschef G. Af C’s udtalelse fremgår følgende

”Vedrørende spørgsmålet om den nationale koordinators deltagelse i ugemøderne bemærkes, at (A) og undertegnede på et møde kort drøftede, om den nationale koordinator skulle deltage i ugemøderne. Jeg fandt, at der af flere årsager var behov for et møde alene med (A), hvilket (A) ikke erklærede sig uenig i. Jeg bemærkede samtidig, at det var vigtigt, at der også blev holdt møder med deltagelse af den nationale koordinator, hvilket skete ofte på ad hoc basis.

Angående betegnelsen ’ugentlige møder’ bemærkes, at det var hensigten at der blev holdt møder hver uge. Det skete dog, at der gik længere mellem møderne, i så fald blev sagerne drøftet fra sag til sag. Endvidere bemærkes, at (G) ikke deltog i alle møder.

Vedrørende godkendelse af referater fra ugemøder bemærkes, at jeg i april/maj 2000 skrev til (A) og understregede at såfremt de enkelte referater ikke blev godkendt af ambassaden var de at betragte som (A)’s egne noter.

(A) anfører, at al kommunikation med ambassaden ophørte efter 24. juli 2001. Dette er ikke korrekt. Der vedlægges kopi af eksempler på kommunikation fra ambassaden til (A): Faxer af 10., 13. og 22. august 2000.”

Af B’s udtalelse fremgår følgende

”Jeg mener i det store og hele ikke, at jeg har mere at føje til, hvad jeg allerede i flere omgang har oplyst om samarbejdet (og manglerne ved samme) med chefrådgiver (A) i (X)-land. Jeg vil dog atter anholde (A)’s påstand om, at han blev fyret af mig den 24. juli 2000 på et møde på mit kontor. Jeg indkaldte (A) til dette møde og meddelte ham, at jeg efter nøje overvejelse fandt, at samarbejdet med ham måtte afbrydes og at jeg ikke fandt grundlag for at ’give det endnu en chance’. Jeg ville derfor indstille til Udenrigsministeriet, at han blev afskediget, hvis han da ikke selv foretrak at sige op.”

Af ambassaden v/souschef G’s udtalelse fremgår bl.a. følgende

Jeg har ikke deltaget i ugentlige møder med (A) og jeg har aldrig godkendt referater fra disse møder. Der var ugentlige møder mellem (C) og (A), men jeg deltog kun i enkelte af disse møder.

Jeg har ikke indkaldt rådgiverne i (...) for at meddele at ’(A) var blevet afskediget’. Da jeg fik meddelelsen om at ambassadechefen ville indstille til Danmark at samarbejdet burde ophøre var jeg sammen med en af rådgiverne (fra et andet program). Efter aftale med (C) enedes vi om at det ville være mest hensigtsmæssigt at fortælle de øvrige rådgivere om sagen da ambassaden havde erfaret, at (A) selv havde videreformidlet sin version af mødet på ambassaden.

Jeg sagde ved den lejlighed til de tilstedeværende rådgivere, at ambassaden ville indstille til Danmark at samarbejdet burde ophøre.”

Den 23. oktober 2001 meddelte A mig at materialet fra Udenrigsministeriet ikke gav ham anledning til yderligere bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder

Ifølge Deres ansættelseskontrakt af 8. december 1999 kunne den i løbetiden opsiges med de i funktionærloven fastsatte varsler. Der blev for så vidt angik opsigelse, i øvrigt henvist til funktionærlovens regler. Det var ikke i kontrakten særskilt aftalt at de første 3 måneder af ansættelsesforholdet blev betragtet som prøvetid.

Det følger af funktionærlovens § 2 b, stk. 1, at en opsigelse skal være ’rimeligt begrundet i funktionærens’ (eller myndighedens) forhold.

Det står fast at samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det fornødne grundlag for en beslutning om afskedigelse. Retssikkerhedsmæssige hensyn kræver dog at samarbejdsproblemer ikke uden nærmere kvalifikation kan påberåbes som grundlag for afskedigelse.

Det kræves for det første at samarbejdsproblemerne har en betydelig negativ indflydelse på udførelsen af opgaverne det pågældende ansættelsessted. Der skal endvidere foreligge en klar forbindelse mellem samarbejdsproblemerne og den person som søges afskediget, ligesom hovedårsagen til problemernes opståen ikke må kunne tilskrives andre end den som søges afskediget. Af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet følger yderligere at der fra den afskedigende myndigheds side skal være udfoldet bestræbelser på at løse samarbejdsproblemerne ved mindre vidtgående skridt end afskedigelse.

Afskedigelsesbeslutningens alvorlige karakter tilsiger samtidig at det bevismæssige grundlag for tilstedeværelsen af afskedigelsesbegrundende samarbejdsproblemer er særlig sikkert. Der må således ikke kunne rejses rimelig tvivl om at der rent faktisk har foreligget (uløselige) samarbejdsproblemer af den ovenfor beskrevne art, jf. Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994), s. 169, og nærmere nedenfor.

Det følger heraf at samarbejdsproblemerne skal være konkretiseret og sandsynliggjort, hvilket indebærer at der efter omstændighederne må angives faktiske begivenheder som kan tids- og stedfæstes, og som viser hvilke konkrete samarbejdsvanskeligheder der er tale om.

Det følger af det almindelige forvaltningsretlige officialprincip at det er den enkelte forvaltningsmyndighed der har ansvaret for at en sag er tilstrækkeligt oplyst før der træffes afgørelse. I forbindelse med en beslutning om afskedigelse er sagsoplysningen underlagt dette almindelige princip. Afgørelser om uansøgt afskedigelse anses i almindelighed for indgribende, og kravene til undersøgelsens udstrækning og til sikkerheden for de relevante oplysningers rigtighed er derfor relativt høje. Ved afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder er der som nævnt i ombudsmandens og domstolenes praksis lagt til grund at afskedigelsesbeslutningens alvorlige karakter tilsiger at det bevismæssige grundlag for tilstedeværelsen af afskedigelsesbegrundende samarbejdsproblemer er særlig sikkert. Jeg henviser bl.a. til den sag der er trykt i Folketingets Ombudsmands beretning for 1998, s. 502f.*

Forud for en uansøgt afskedigelse skal der endvidere gennemføres partshøring, jf. nærmere herom nedenfor ( ).

Inden for disse rammer vil afgørelsen af om der foreligger fornødent grundlag for afskedigelse på grundlag af samarbejdsvanskeligheder, bygge på en vurdering af en række forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en anden og bedre måde end myndighederne. Hertil kommer at ombudsmandsinstitutionen er mindre egnet til at afklare bevisspørgsmål fordi ombudsmanden ikke har mulighed for at afhøre vidner i sagen, men behandler sagen på et skriftligt grundlag.

Påbegyndelsen af afskedigelsessagen mod Dem skete kort tid efter almindelig prøvetids ophør og med henvisning til episoder der for de flestes vedkommende ligger inden for en sådan normal prøvetid. Jeg har overvejet om de almindelige krav til grundlag for afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder i en sådan situation gælder tilsvarende, eller om de i et vist omfang kan anses for lempet. Se bl.a. den dom som er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 2552f. Jeg mener dog ikke at der i denne situation er grundlag for at antage at kravene skulle være lempet, også når henses til at der i Deres tilfælde ikke var aftalt egentlig prøvetid.

Efter min gennemgang af sagen mener jeg at kunne lægge til grund at der på tidspunktet for Deres afskedigelse forelå samarbejdsproblemer mellem Dem og en eller flere af de ansatte på ambassaden i (Y)-by, og at disse samarbejdsproblemer havde negativ indflydelse på udførelsen af de opgaver som ambassaden skulle varetage sammen med Dem. Der er i det skriftlige materiale i sagen beskrevet flere konkrete episoder og begivenheder som ansatte ved ambassaden har opfattet som et udslag af manglende evne til at samarbejde fra Deres side. Jeg henviser i den forbindelse bl.a. til de forskellige notitser udfærdiget af ambassadesekretær (C) og notitserne udfærdiget af (H) og ( ).

Det er derimod min opfattelse at det ikke ud fra det foreliggende materiale er utvivlsomt at hovedårsagen til problemerne ikke kunne tilskrives andre end Dem. Jeg har i den forbindelse bl.a. lægt vægt på erklæringerne fra Danida-rådgiverne hvori det tilkendegives at De blandt de øvrige medvirkende i miljøsektorprogrammet, ud over ambassadens folk, havde ’formået at opbygge en team ånd og et fantastisk godt samarbejde’ (e-mail fra D til ambassaden af 26. juli 2000). Jeg har også lagt vægt på at det fra ambassadens side tilkendegives at der - i hvert fald indtil afskedigelsessagen mod Dem blev indledt - ikke var problemer i samarbejdet med (X)-lands myndigheder, og endelig har jeg lagt vægt på Deres udtalelser om at de samarbejdsproblemer som ambassaden opfattede, efter Deres mening også kunne tilskrives det forhold at ambassadesekretær (C) var nytiltrådt og manglede erfaring inden for området.

Fra De tiltrådte i stillingen som chefrådgiver, og til afskedigelsessagen mod Dem blev indledt, gik der ca. 4½ måned. Det er Udenrigsministeriets opfattelse (jf. afskedigelsesbrevet og udtalelserne til mig) at samarbejdsvanskelighederne gik tilbage til perioden i forbindelse med Deres tiltrædelse i foråret 2000, og at disse problemer trods mundtlige og skriftlige advarsler fra ambassadens side i maj og juni fortsatte. De skriver i Deres partshøringssvar af 18. august 2000 at De ikke opfattede møderne med (B) og hans breve som skriftlige advarsler, men som præcisering af nogle konkrete forhold.

Det er min opfattelse at (B)’s samtale med Dem den 25. maj 2000, sådan som den efterfølgende er blevet beskrevet, og hans brev til Dem af 2. juni 2000, selv om spørgsmålet om samarbejdsrelationer blev berørt i begge relationer, ikke kan betragtes som egentlige advarsler. Jeg har herved lagt vægt på at der i forbindelse med samtalen den 25. maj 2000 og brevet af 2. juni 2000 ikke blev tilkendegivet noget om hvilken betydning det ville have for Deres fortsatte ansættelsesforhold hvis ikke samarbejdsproblemerne blev løst eller blev formindsket. Først i (B)’s brev af 22. juni blev det tilkendegivet - om end stadig ikke direkte - at det kunne få konsekvenser for ansættelsesforholdet hvis ikke De tilkendegav at De ville gøre Deres bedste for at få samarbejdet med ambassaden til at fungere.

Fra denne advarsel den 22. juni 2000 og til afskedigelsessagen blev indledt med Udenrigsministeriets partshøringsbrev af 31. juli 2000, gik der knap 1½ måned. I dette tidsrum erklærede De to gange (den 20. og den 25. juli 2000) at De ville gøre Deres bedste for at få samarbejdet til at fungere, og De tilbød at man eventuelt kunne forlænge prøveperioden.

Den tid De fik til at forsøge at forbedre samarbejdet med ambassaden efter at De den 22. juni 2000 blev advaret om konsekvenserne af fortsatte samarbejdsproblemer, var således relativt kort. I den forbindelse mener jeg at det er uden betydning at afgørelsen om afskedigelse blev truffet kort tid efter almindelig prøvetids ophør. På den baggrund mener jeg at det er tvivlsomt om Udenrigsministeriet som ansættelsesmyndighed udfoldede fuldt tilstrækkelige bestræbelser på at løse samarbejdsproblemerne ved mindre vidtgående skridt end afskedigelse, og at det derfor er tvivlsomt om afskedigelsen kan betragtes som proportional.

Partshøring

Det er fast antaget i teori og praksis at en myndigheds beslutning om afskedigelse er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. De almindelige regler om myndigheders pligt til at foretage partshøring inden en afgørelse træffes, er fastlagt i forvaltningslovens § 19 der har følgende ordlyd

’ § 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelse af den nævnte udtalelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelse af oplysningerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.’

Bl.a. i sager om uansøgt afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder suppleres forvaltningslovens § 19 af en ulovbestemt retsgrundsætning om partshøring ikke blot om sagens faktum, men også om sagens retlige grundlag. Den ulovbestemte pligt indebærer en pligt for myndigheden til - forinden der træffes afgørelse i sagen - i almindelighed at give den ansatte en redegørelse, der efter omstændighederne bør være skriftlig, for myndighedens egen (foreløbige) opfattelse af sagen, og herunder den retlige kvalifikation af faktum samt - for så vidt der i sagen måtte være bevismæssige spørgsmål - myndighedens bevismæssige vurdering. Der kan henvises til Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1337, Højesterets dom af 26. marts 2002 i sag II 353/1999, Jon Andersen og Elizabeth Bøggild Nielsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1999B, s. 25f, og Kaj Larsen mfl., Forvaltningsret (1994) s. 164ff.

Formålet med denne partshøring er at give den ansatte lejlighed til at kommentere de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder som myndigheden vil lade indgå i grundlaget for sin afgørelse. Den ansatte vil herved have mulighed for at kommentere, korrigere og supplere de foreliggende oplysninger og vil i det hele taget have mulighed for at redegøre for sit syn på sagen. Den ansatte skal således have adgang til at kommentere nøjagtig de oplysninger om vedkommendes udøvelse af stillingen som myndigheden har tillagt vægt i forbindelse med beslutningen om at varsle den pågældende afskedigelse. Den ansatte skal have mulighed for at kommentere både det faktiske og det retlige grundlag for den påtænkte afskedigelse før myndigheden træffer afgørelse i sagen.

I Udenrigsministeriets partshøringsbrev til Dem af 31. juli 2000 blev der henvist til ’stedfundne samtaler og brevveksling med ambassaden om de alvorlige samarbejdsproblemer i forbindelse med din varetagelse af stillingen som chefrådgiver ved miljøsektorprogrammet i (X)-lands. Det var ikke i brevet nærmere beskrevet hvad det var for nogle episoder der lå til grund for ministeriets vurdering af at der forelå alvorlige samarbejdsproblemer, og der var ikke vedlagt bilag til brevet.

Forvaltningslovens § 19 forpligter en myndighed til af egen drift at gøre parten bekendt med oplysninger om sagens faktiske omstændigheder der er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, inden der træffes afgørelse. Partshøringsforpligtelsen kan ikke opfyldes ved at en skrivelse fra myndigheden foranlediger parten til at søge aktindsigt i sagen, og parten på den måde bliver bekendt med faktiske oplysninger i sagen og får lejlighed til at kommentere disse inden der træffes afgørelse.

(C)’s notitser af 19. maj 2000, 30. maj 2000 og 10. juli 2000, repræsentationschef (B)’s redegørelser af 6. juni 2000 og 24. juli 2000 til Udenrigsministeriet, (H)’s notits af 27. juni 2000, ( )’s notits af 6. juli 2000 og ’støtteerklæringerne’ fra Danida-rådgiverne af henholdsvis 26., 28. og 30. juli 2000 indeholdt alle oplysninger om sagens faktiske omstændigheder. Jeg må lægge til grund at alt det nævnte materiale indgik i vurderingen af om der var grundlag for at indlede en afskedigelsessag mod Dem. De blev ikke af Udenrigsministeriet gjort bekendt med dette materiale i forbindelse med Udenrigsministeriets partshøringsbrev af 31. juli 2000 til Dem hvor der som nævnt blot blev henvist til ’stedfundne samtaler og brevveksling’. Jeg mener at Udenrigsministeriet burde have partshørt Dem over disse oplysninger i medfør af forvaltningslovens § 19. Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.

Efter Udenrigsministeriets partshøringsskrivelse af 31. juli 2000, og efter at De den 11. august 2000 var blevet meddelt aktindsigt i sagen, sendte repræsentationschef (B) den 12. august 2000 sin samlede vurdering af sagen til Udenrigsministeriet, og den 30. august 2000 blev der taget notat om en samtale som en medarbejder i Udenrigsministeriet havde med souschef på ambassaden, (G), om bl.a. Deres høringssvar. Dette materiale indeholdt også oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, og materialet blev ligesom det øvrige lagt til grund i forbindelse med afskedigelsesbeslutningen. Heller ikke dette materiale blev af Udenrigsministeriet forelagt for Dem inden afgørelsen om afskedigelse blev truffet den 30. august 2000. Jeg mener at Udenrigsministeriet burde have partshørt Dem over oplysningerne i medfør af forvaltningslovens § 19. Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse.

I brevet af 31. juli 2000 skrev ministeriet at det var de samarbejdsproblemer (jf. stedfundne samtaler og brevveksling) som De af ambassaden var blev advaret om kunne føre til Deres afskedigelse, der gav anledning til ministeriets overvejelser om at indlede en afskedigelsesprocedure.

Ministeriet foretog således en form for retlig kvalifikation af sagens faktum i partshøringsbrevet. Imidlertid blev der ikke givet samlet skriftlig redegørelse for hvad det var for faktiske forhold der gav anledning til ministeriets vurdering af at der forelå samarbejdsproblemer af en sådan karakter at de kunne danne grundlag for en diskretionær afskedigelse. Der forelå heller ikke en bevismæssig vurdering af sagens faktum. Ved Udenrigsministeriets partshøringsskrivelse fik De ikke adgang til og mulighed for at kommentere det faktiske og retlige grundlag for den påtænkte afskedigelse før Udenrigsministeriet traf afgørelse i sagen.

Det er på den baggrund min opfattelse at Udenrigsministeriet også har tilsidesat den ulovbestemte pligt til at foretage partshøring. Jeg har gjort Udenrigsministeriet bekendt med min opfattelse.

Partshøringsreglerne anses for garantiforskrifter, dvs. regler der generelt har til formål at garantere afgørelsernes rigtighed. Det følger heraf at en sådan mangel generelt bedømt anses for væsentlig. Konstateres en sådan fejl, er udgangspunktet derfor at afgørelsen anses for ugyldig. Imidlertid er det i praksis anerkendt at afgørelserne kan opretholdes som gyldige hvis det kan påvises at fejlen i det konkrete tilfælde ikke har haft indflydelse på afgørelsen.

De blev inden afgørelsen blev truffet, gennem Deres aktindsigtsanmodning bekendt med nogle af de oplysninger som ellers burde være indgået i partshøringen, og havde også lejlighed til at kommentere disse oplysninger i Deres høringssvar af 18. august 2000. Jeg finder imidlertid ikke anledning til at foretage en endelig vurdering af hvilken indflydelse partshøringsfejlen isoleret set havde på afgørelsen, jf. nærmere nedenfor.

Sammenfatning

Som nævnt tilsiger en afskedigelsesbeslutnings alvorlige karakter at det bevismæssige grundlag for tilstedeværelsen af afskedigelsesbegrundende samarbejdsproblemer er særlig sikkert. Jeg mener ikke at der i forbindelse med Udenrigsministeriets afgørelse om at afskedige Dem forelå et sådant særlig sikkert grundlag. Jeg har herved lagt vægt på de ovenfor beskrevne forhold vedrørende spørgsmålet om hvem samarbejdsproblemerne kunne tilskrives, og spørgsmålet om hvorvidt Udenrigsministeriet udfoldede tilstrækkelige bestræbelser på at løse samarbejdsproblemerne ved mindre vidtgående skridt end afskedigelse. Hertil kommer at Udenrigsministeriet tilsidesatte reglerne om partshøring i forbindelse med afgørelsen om afskedigelse.

Jeg har på den baggrund henstillet til Udenrigsministeriet at genoptage sagens behandling med henblik på at tage stilling til konsekvenserne af det jeg har anført vedrørende grundlaget for at afskedige Dem på grund af samarbejdsvanskeligheder og vedrørende partshøring.

Jeg beder Dem afvente resultatet af Udenrigsministeriets vurdering før De tager stilling til om der er grundlag for at klage til mig.”

I brev af 14. oktober 2002 meddelte Udenrigsministeriet at der var blevet indgået forlig mellem A og Udenrigsministeriet hvorefter A modtog en godtgørelse på 240.000 kr. fra ministeriet til fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende mellem A og ministeriet. Jeg meddelte herefter A og ministeriet i breve af 24. oktober 2002 at jeg ikke foretog mig mere i sagen.

NOTE: (*) FOB 1998, s. 502.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En chefrådgiver ansat af Udenrigsministeriet som ansvarlig for et miljøsektorprogram under Danida blev afskediget på grund af samarbejdsvanskeligheder. Afskedigelsessagen blev indledt efter kun 4½ måneds ansættelse.

Ombudsmanden lagde til grund at der på tidspunktet for afskedigelsen var tale om samarbejdsvanskeligheder mellem chefrådgiveren og en eller flere af de ansatte på ambassaden. Ombudsmanden mente imidlertid ikke det var sikkert at hovedårsagen til samarbejdsproblemerne udelukkende kunne tilskrives chefrådgiveren. Ombudsmanden mente desuden at det var tvivlsomt om afskedigelsen var i overensstemmelse med proportionalitetsgrundsætningen. Endelig mente ombudsmanden at Udenrigsministeriet havde tilsidesat den ulovbestemte pligt til partshøring.

Ombudsmanden udtalte at afskedigelsesbeslutningens alvorlige karakter indebærer at det bevismæssige grundlag for samarbejdsproblemerne skal være særligt sikkert. Ombudsmanden mente ikke at der var et sådant sikkert grundlag i sagen. På baggrund heraf, og på grund af tilsidesættelsen af reglerne om partshøring, henstillede ombudsmanden til Udenrigsministeriet at genoptage sagens behandling med henblik på at tage stilling til konsekvenserne af det han havde anført. (J.nr. 2000-3382-804).