Dispensation fra klagefrist. Vejledningspligt

Dispensation fra klagefrist. Vejledningspligt

Det fremgår af sagen at A i 1996 gennemgik en operation for diskusprolaps, og at hun lider af følger af denne operation samt af lænderygsmerter og hovedpine. Herudover fremgår det af de lægelige oplysninger i sagen at der i 1999 var mistanke om begyndende slidgigt i begge A’s hofter.

Københavns Kommune, Socialcenter X, traf den 23. oktober 1998 afgørelse om afslag på ansøgning om førtidspension. Kommunen vurderede atter A’s sag i 1999, idet kommunen den 4. august 1999 afslog at rejse en sag om førtidspension.

Af akterne i sagen fremgår det at Revacentret i København i brev af 12. oktober 1999 anmodede kommunen om at vurdere A’s sag på ny, idet revacentret ikke mente der var yderligere relevante muligheder for arbejdsprøvninger.

Kommunen afviste ved afgørelse af 23. december 1999 at rejse en sag om førtidspension. I afgørelsen var der givet klagevejledning.

Den 28. december 1999 meddelte kommunen A at hendes sygedagpenge ville blive bragt til ophør den 31. december 1999. Kommunen henviste i afgørelsen bl.a. til kommunens afgørelse af 23. december 1999 hvorved A havde fået afslag på at påbegynde en sag om førtidspension. Afgørelsen om ophør af sygedagpenge indeholdt desuden en klagevejledning.

Med brev af 29. december 1999 vejledte kommunen A om at hun - for at sikre sig et fremtidigt forsørgelsesgrundlag - enten kunne melde sig ledig til sin arbejdsløshedskasse eller søge kontanthjælp.

Ovenstående afgørelser om henholdsvis afslag på at rejse sag om førtidspension og ophør af sygedagpenge er i kommunens oplysningsark fortløbende noteret af A’s sagsbehandler hos kommunen.

Af kommunens oplysningsark fremgår det endvidere at A den 29. december 1999 kontaktede kommunen på baggrund af meddelelsen om ophør af sygedagpenge. Af kommunens oplysningsark fremgår det at A i forbindelse med denne telefonsamtale oplyste at hun ikke kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvorfor hun ikke kunne melde sig ledig hos sin arbejdsløshedskasse. Herudover var A klar over at hun ikke kunne få kontanthjælp på grund af sin mands indtægt. Ifølge oplysningsarket vejledte kommunens sagsbehandler herefter A om muligheden for at søge boligsikring og om hendes mands mulighed for at opnå dobbelt personfradrag i skattemæssig henseende.

Ifølge kommunens oplysningsark tilkendegav A efterfølgende at hun måtte lade sig skille - hun og hendes mand havde ikke mulighed for at leve af én indtægt. I forlængelse heraf har kommunens sagsbehandler noteret at A ønskede at klage, men at hun ikke selv kunne skrive klagen, hvorfor kommunen sendte et udkast til en klage til A.

Den 4. januar 2000 modtog kommunen A’s klage som kommunen havde hjulpet hende med at udforme. Ifølge klagen vedrørte den alene kommunens afgørelse af 28. december 1999 om ophør af sygedagpenge.

På denne baggrund sendte kommunen et ankeskema til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner. Heraf fremgik det at den afgørelse A ønskede at klage over, vedrørte ophør af sygedagpenge. Under punktet sagsresumé anførte kommunen følgende

”

Har en beskeden skolebaggrund, 6 år, kan ikke skrive og læser lettere tekster med besvær.

Hun har følger efter en nakkediscusoperation, lændesmerter, der stråler ud i v. ben, ligeledes er der mistanke om begynd. slidgigt i hofterne.

Allerhelst vil hun have pension, så hun i fred og ro kan futte rundt og fortsat være med i ældreklubben, hvor hun kommer 2 x ugtl.

Hun oplyser, at hun og ægtefællen ikke kan leve af hans indkomst, som portør.”

I ankeskemaet til det sociale nævn har kommunen desuden oplyst at partshøring blev foretaget den 13. august 1998, og at partshøringen vedrørte et førtidspensionsskema.

Det fremgår af sagen at A’s fagforening, F, den 18. januar 2000 anmodede om aktindsigt i hendes sag. Kommunen sendte dagen efter sagens akter til foreningen.

Ifølge det oplyste blev A herefter klar over at der ikke var indgivet klage over afgørelsen vedrørende afslag på at rejse førtidspensionssag. Den 25. januar 2000 klagede hun derfor over denne afgørelse.

Den 2. maj 2000 afviste Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner at behandle sagen vedrørende påbegyndelse af førtidspensionssag. Nævnet henviste i afgørelsen til at klagefristen på 4 uger var overskredet, og at nævnet ikke mente der var særlige forhold i sagen som bevirkede at nævnet kunne se bort fra overskridelsen.

Med brev af 22. maj 2000 anmodede A nævnet om at genvurdere afgørelsen af 2. maj 2000. Ud fra sagens omstændigheder er det mit indtryk at A har udformet brevet med hjælp fra sin fagforening. Som begrundelse for A’s anmodning om nævnets genvurdering af sagen anførte hun følgende

”...

På grund af ordblindhed har jeg af kommunen fået hjælp til skrivning af klage af 04.01.00 over kommunens afgørelse af 28. december 1999 om stop af min sygedagpengeudbetaling (klagen er under behandling i nævnet j.nr. 13-00053-00) og jeg troede også, at det af denne klage fremgik, at jeg samtidig klagede over kommunens afvisning på påbegyndelse af førtidspensionssag.

Først da jeg i brev af 24. januar 2000 fra min fagforening (F) modtog oplysning om, at kommunen telefonisk havde oplyst, at klagen kun vedrørte sygedagpengestoppet blev jeg klar over, at det ikke af klagen fremgik, at jeg også ønskede at klage over kommunens afgørelse om afvisning på påbegyndelse af førtidspensionssag og at jeg - såfremt jeg ville gennemføre mit klageønske - måtte klage særskilt over kommunens afgørelse om afvisning på påbegyndelse af førtidspensionssag.

...”

I sit svar til A af 31. maj 2000 fastholdt nævnet imidlertid sit afslag på at dispensere fra klagefristen på 4 uger.

A klagede herefter til mig den 1. juli 2000. I klagen til mig gentog hun bl.a. det ovenfor citerede fra brevet til det sociale nævn af 2. maj 2000. Herudover anførte A i klagen at hun på grund af ordblindhed og sin helbredsmæssige situation i øvrigt burde kunne sidestilles med en udlænding som ikke er rask, og som har sprogvanskeligheder. A henviste i den forbindelse til pkt. 61.4 i Den Sociale Ankestyrelses vejledning om klageregler på det sociale område hvorefter der kunne dispenseres fra klagefristen i et sådant tilfælde.

Den 17. juli 2000 sendte jeg A’s klage videre til det sociale nævn med henblik på at nævnet fik lejlighed til at tage stilling til det hun havde skrevet i brevet til mig. Samtidig sendte jeg A’s klage videre til nævnet som en anmodning fra hende om at det sociale nævn - hvis nævnet fastholdt afgørelsen - uddybede begrundelsen herfor.

Nævnet fastholdt afgørelsen i sit brev til A af 31. juli 2000. Nævnet anførte som begrundelse herfor at hendes ordblindhed ikke kunne sidestilles med manglende danskkundskaber, og nævnet mente i øvrigt ikke at der forelå sådanne særlige omstændigheder som kunne føre til at nævnet så bort fra fristoverskridelsen.

Den 5. august 2000 klagede A på ny til mig. På baggrund af A’s klage bad jeg Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner om en udtalelse om sagen. Jeg bad samtidig nævnet om forinden at indhente en udtalelse fra Københavns Kommune.

Kommunen anførte i udtalelsen af 22. november 2000 bl.a. at A boede sammen med sin mand på det tidspunkt hvor hun modtog kommunens afgørelser om henholdsvis påbegyndelse af førtidspensionssag og ophør af sygedagpenge. Det var derfor kommunens opfattelse at hun og hendes mand sammen havde læst kommunens breve til A. Kommunen lagde herved særlig vægt på at afgørelserne havde betydning for ægteparrets samlede indtægt, og at reduktion heraf ville blive formindsket ved at A og hendes mand skulle skilles. Af kommunens udtalelse til mig af 22. november 2000 fremgår det i øvrigt at A’s mand flyttede adresse pr. 31. januar 2000, og at hendes forsørgelsesgrundlag herefter var kontanthjælp.

Nævnet anførte i udtalelsen af 12. december 2000 bl.a. følgende

”Det skal hertil anføres, at (A) overfor kommunen alene har givet udtryk for, at hun ønskede hjælp til at klage over dagpengeafgørelsen.

Endvidere fremgår det af brevet, at (A) kan læse lettere tekster, hvorfor hun må formodes at have været i stand til at læse de 2 linier, som kommunen har udarbejdet som klage for hende, modtaget i kommunen den 4. januar 2000, især under hensyn til, at hun dog må formodes at have kunnet læse og forstå de trufne afgørelser eller evt. har fået hjælp til at blive bekendtgjort med indholdet af disse (det foreligger oplyst i sagen, at (A) på det omhandlede tidspunkt boede sammen med sin ægtefælle), da det jo fremgår, at hun samme dag, den 29. december 1999, som hun modtager afgørelsen af 28. december 2000 om dagpengestop, telefonisk henvender sig til kommunen og er meget forundret over brevet.

Det skal hertil bemærkes, at det fremgår af udtalelse af 12. oktober 1999 fra revacentret, at ’konkret har kursisten lært sig selv at læse, men hun kan ikke skrive’.

Nævnet finder således fortsat ikke, at der foreligger nogen særlig grund i lovens forstand til, at nævnet kan se bort fra fristoverskridelsen i (A)’s tilfælde.”

A’s fagforening kommenterede den 9. januar 2001 nævnets udtalelse. Foreningen anførte i brevet bl.a. at det forhold at det i revacentrets udtalelse af 12. oktober 1999 var anført at A havde lært sig selv at læse, ikke var ensbetydende med at hun havde kunnet læse kommunens udkast til klage og herved opdage at klagen ikke var i overensstemmelse med hendes ønsker.

Jeg sendte foreningens kommentarer til nævnet således at nævnet fik mulighed for at fremkomme med eventuelle bemærkninger hertil. Med brev af 25. januar 2001 henholdt nævnet sig til udtalelsen af 12. december 2000. Nævnet havde ikke yderligere bemærkninger til sagen.

A eller hendes fagforening har herefter ikke kommenteret sagen yderligere.

Ombudsmandens udtalelse

”Regler om klageadgang ved afgørelser truffet efter den sociale lovgivning

Afgørelser som en kommune træffer efter den sociale lovgivning, kan påklages til det sociale nævn, jf. § 60, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (lov nr. 453 af 10. juni 1997 med senere ændringer).

Københavns Kommune traf den 23. december 1999 afgørelse om afslag på påbegyndelse af en førtidspensionssag efter lov om social pension. Den 28. december 1999 traf kommunen afgørelse om ophør af sygedagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Begge afgørelser blev truffet i henhold til den sociale lovgivning, og de kunne derfor begge indbringes for det sociale nævn efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10.

Under henvisning til retssikkerhedslovens § 67 afviste Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner ved afgørelse af 2. maj 2000 at behandle Deres klage over kommunens afgørelse om afslag på påbegyndelse af sag om førtidspension. Bestemmelsen i den dagældende retssikkerhedslov (lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000) havde følgende indhold

’ § 67. Klage til det sociale nævn og Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Anmodning til Ankestyrelsen om optagelse af en sag til behandling efter § 57 skal ske inden for samme frist.

Stk. 2. Formanden for det sociale nævn og chefen for Ankestyrelsen kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristens beregning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.’

Bestemmelsen har ikke ændret ordlyd siden nævnets afgørelse af 2. maj 2000.

Af vejledning nr. 53 af 10. februar 2000 om klageregler på det sociale område fremgår følgende om dispensation fra klagefristen i ovennævnte bestemmelse, retssikkerhedslovens § 67, stk. 2, jf. stk. 1

’59. Klageinstanserne kan se bort fra klagefristens overskridelse, når der er særlig grund til det, jf. retssikkerhedslovens § 67, stk. 2, og § 55, stk. 4, i lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Fra Ankestyrelsens praksis kan nævnes følgende afgørelser om dispensation

60. Tilfælde, hvor der ikke var grundlag for dispensation

Afgørelse den 13. marts og anke den 8. december. Klageren var udlænding og havde søgt pension 3 dage efter at have fået permanent opholdstilladelse. Da brevene ikke bar præg af, at ansøgeren ikke var inde i reglerne, og da fristoverskridelsen var lang, blev anken afvist.

61. Tilfælde, hvor der var grundlag for dispensation

3) Fristoverskridelse på 11 dage. Efter det oplyste havde klageren en psykisk lidelse på grund af arbejdsskaden. Lidelsen medførte, at han havde svært ved at træffe beslutninger, og han behøvede hjælp til bearbejdning af skriftligt materiale. Der blev dispenseret.

4) Afgørelse den 27. oktober og anke den 17. december. Afgørelsen vedrørte en udlænding, som ikke eller kun dårligt forstod dansk. Ansøgeren var ikke rask. Under hensyn hertil og til sprogvanskelighederne blev der dispenseret.

I tilslutning til det sidstnævnte eksempel skal det bemærkes, at myndighederne har en særlig forpligtelse til at yde vejledning, når der kan være forståelsesmæssige problemer i forbindelse med en afgørelse.

Der henvises i denne forbindelse også til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, pkt. 32-37 om tolkebistand og oversættelse, og til Folketingets Ombudsmands beretning for 1990, side 240.*

Hvis en myndighed har forsømt sin vejledningspligt, kan dette bevirke dispensation.’

Af eksemplerne fra vejledningen kan det udledes at det er relevant at inddrage såvel objektive som mere subjektive forhold ved myndighedernes bedømmelse af om der er grundlag for dispensation fra klagefristen. Myndighederne kan således ifølge eksemplerne lægge vægt på bl.a. fristoverskridelsens længde sammenholdt med mere individuelle forhold som gør sig gældende for modtageren af afgørelsen, herunder om det kan antages at modtageren har mulighed for at forstå afgørelsen, samt modtagerens generelle helbredstilstand.

Herudover fremgår det af vejledningen at hvis en myndighed ikke har ydet vejledning i tilstrækkeligt omfang, kan dette begrunde en dispensation fra klagefristen i retssikkerhedslovens § 67, stk. 1. Det er i den forbindelse anført at en forvaltningsmyndigheds vejledningspligt er skærpet når der er risiko for at modtageren af afgørelsen kan have vanskeligt ved at forstå afgørelsen.

Myndighedernes vejledningspligt

Retssikkerhedslovens § 5 har følgende indhold

’ § 5. Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen og amtskommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.’

Bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 5 er ikke kun en lovfæstelse af den almindelige vejledningsforpligtelse for forvaltningsmyndigheder, jf. forvaltningslovens § 7 og pkt. 29-31 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986). Retssikkerhedslovens § 5 må anses for at indebære at forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område.

I forarbejderne til bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 5 er bl.a. anført følgende, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 4885

’Disse principper er ikke nye, men de har hidtil ikke været formuleret som egentlige lovbestemmelser. Forslaget stilles, fordi Førtidspensionsudvalg II i sin 1. delrapport fra januar 1996 bl.a. fremhæver, at selv om en person søger om en bestemt form for hjælp, er det vigtigt, at kommunen ikke kun tager stilling til, hvad ansøgeren konkret søger om.

Kommunen eller amtskommunen bør vurdere ansøgerens situation og behov i forhold til alle de muligheder, der er for at give hjælp. Søger en person fx om kontanthjælp eller førtidspension, skal kommunen være opmærksom på, om ansøgeren måske er bedre hjulpet med et tilbud om at blive revalideret.’

Tilstrækkelig vejledning i forbindelse med sagsbehandlingen er en afgørende forudsætning for at borgeren har mulighed for at følge med i og bidrage til behandlingen af sin sag. Bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 5 skal derfor ses i sammenhæng med retssikkerhedslovens § 4 om myndighedernes pligt til at sikre at borgerne har mulighed for at medvirke ved behandlingen af sociale sager.

Under pkt. 20 i den gældende vejledning om retssikkerhedsloven er det anført at forvaltningslovens regler om vejledning og repræsentation suppleres af bestemmelserne i retssikkerhedslovens §§ 4 og 5, jf. vejledning nr. 90 af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

I den dagældende vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område var anført følgende om forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt, jf. pkt. 43 i vejledning nr. 44 af 6. marts 1998

’Efter forvaltningslovens § 7 skal myndigheder i sager, hvor der træffes afgørelser, i fornødent omfang give vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

God forvaltningsskik udvider på to områder denne pligt til at give vejledning. Der bør således også ydes vejledning og bistand på områder, hvor myndigheden ikke træffer afgørelser, men udøver faktisk forvaltningsvirksomhed - se hertil punkt 127. Endvidere er det ikke altid tilstrækkeligt kun at yde vejledning, når borgeren selv beder om det. Er der en tilstrækkelig anledning til det, bør myndigheden som følge af god forvaltningsskik efter omstændighederne på eget initiativ vejlede borgeren om, hvilke regler m.v. der gælder på det pågældende område.

Det betyder, at en forvaltningsmyndighed i vid udstrækning har pligt til at vejlede borgeren. Hvis borgeren ikke behersker det danske sprog eller har et kommunikationshandicap, er det en følge af denne vejledningspligt, at myndigheden normalt bør skaffe den fornødne bistand, fx i form af tolkebistand og ved at oversætte afgørelser og skriftligt materiale i fornødent omfang. Se også punkt 21.’

Af samme vejledning fremgik det følgende om konsekvensen af mangelfuld vejledning

’29. I enkelte tilfælde kan der ske en forkert eller mangelfuld rådgivning. Dette vil normalt ikke få indflydelse på selve afgørelsen efter den sociale lovgivning.

Efter Den Sociale Ankestyrelses praksis kan manglende eller mangelfuld vejledning imidlertid betyde, at der træffes en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller forkerte vejledning, således at en borger skal stilles, som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning. Et eksempel fra Ombudsmandens praksis drejede sig om, at der ikke var givet rådgivning om retten til børnetilskud, som borgeren på rådgivningstidspunktet opfyldte betingelserne for. Første senere blev borgeren opmærksom på muligheden. Borgeren var, efter Ombudsmandens opfattelse, berettiget til børnetilskuddet allerede fra den første henvendelse.’

Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuners afslag på at dispensere fra klagefristen

De reagerede over for kommunen da De modtog afgørelsen af 28. december 1999 hvorefter Deres sygedagpenge blev bragt til ophør den 31. december 1999. Eftersom De få dage før havde fået afslag på påbegyndelse af en sag om førtidspension, betød afgørelsen om ophør af sygedagpenge at De herefter ikke ville have et forsørgelsesgrundlag, bortset fra muligheden for at søge kontanthjælp.

De tilkendegav på denne baggrund at De ønskede at klage. De bad samtidig kommunen om hjælp til at skrive klagen. Ifølge det oplyste var grunden til at De bad kommunen om hjælp, at De var usikker på hvordan en klage skulle udformes. Herudover fremgår det af sagen at De ikke kan skrive og kun kan læse lettere tekster.

Det må lægges til grund at De modtog kommunens afslag på at rejse en sag om førtidspension den 24. december 1999. Ifølge det oplyste klagede De over denne afgørelse den 25. januar 2000 - straks efter at De blev klar over at Deres oprindelige klage alene indebar en klage over kommunens afgørelse om ophør af sygedagpenge. Fristoverskridelsens længde var således ikke betydelig.

Nævnet har imidlertid i Deres sag fastholdt at der ikke var grundlag for at se bort fra overskridelsen af klagefristen. Det sociale nævn har derfor afvist at behandle Deres klage over kommunens afslag på at rejse pensionssag.

Nævnet har som begrundelse herfor anført at det forhold at De er ordblind, ikke kan sidestilles med en udlændings sprogvanskeligheder. Nævnet mener i øvrigt ikke der er forhold i Deres sag som fører til at der er grundlag for at dispensere fra klagefristen. Nævnet har herved bl.a. lagt vægt på at De havde mulighed for at få Deres mand - som De først umiddelbart efter afgørelserne blev skilt fra - til at hjælpe Dem med at læse kommunens breve til Dem. Herudover er nævnet tilsyneladende af den opfattelse at De kunne læse den klage som kommunen hjalp Dem med at udforme.

Som sagen er forelagt for mig, har nævnet ikke inddraget spørgsmålet om hvorvidt kommunen i tilstrækkeligt omfang har opfyldt sin vejledningspligt i Deres sag, i forbindelse med vurderingen af om der kunne dispenseres fra klagefristen.

Jeg mener ikke det kan afvises at overskridelsen af klagefristen skyldtes at kommunen ikke ydede tilstrækkelig vejledning i forbindelse med at De efter modtagelsen af afgørelserne om henholdsvis ophør af sygedagpenge og afslag på påbegyndelse af sag om førtidspension henvendte Dem til kommunen.

På trods af at det var afgørelsen om sygedagpenge De reagerede på, er det min opfattelse at kommunen ved vejledningen af Dem på eget initiativ burde have inddraget spørgsmålet om hvorvidt De ønskede at klage over afgørelsen om førtidspension. Sidstnævnte afgørelse havde De modtaget få dage forinden Deres henvendelse til kommunen, og afgørelsen om førtidspension var nævnt i kommunens afgørelse om ophør af sygedagpenge.

Jeg har herved lagt vægt på Deres forsørgelsesmæssige situation sammenholdt med kommunens vejledningspligt i sociale sager, herunder kommunens pligt til at foretage en helhedsvurdering når en borger har brug for hjælp efter den sociale lovgivning, jf. retssikkerhedslovens § 5.

De har yderligere et kommunikationshandicap som bevirkede at De havde svært ved at læse kommunens afgørelser og breve til Dem. Herudover udtrykte De under sagsforløbet usikkerhed over for hvordan en klage skulle udformes. Kommunens vejledningspligt må derfor anses for at være skærpet i en situation som Deres.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne fører til at den berørte borger stilles som om myndighederne havde ydet en korrekt og fyldestgørende vejledning og borgeren havde handlet i overensstemmelse hermed. Jeg henviser herved til min udtalelse i bl.a. sagerne som er refereret i Folketingets Ombudsmands beretninger for 1989, s. 168ff,* og for 1990, s. 240ff.* Begge sager er nævnt i de ovenfor citerede uddrag af henholdsvis Den Sociale Ankestyrelses vejledning om retssikkerhedsloven og Ankestyrelsens vejledning om klageregler på det sociale område. Jeg henviser endvidere til John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udgave (1999), s. 218ff, og til Jon Andersen, Juristen, 1990, s. 311ff.

Som følge af at De havde svært ved såvel at skrive en klage som at læse kommunens afgørelser og breve, at De stod i en vanskelig situation både forsørgelses- og helbredsmæssigt, at kommunens vejledningspligt af disse grunde var skærpet, at det er tvivlsomt om kommunen ydede tilstrækkelig vejledning under sagsforløbet, og at De klagede så snart De blev klar over at der ikke var klaget over afgørelsen om førtidspension, er det min opfattelse at der var grundlag for at dispensere fra klagefristen i Deres sag.

Jeg har på denne baggrund henstillet til Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner at genoptage behandlingen af Deres sag med henblik på at meddele Dem en afgørelse i realiteten.”

Det Sociale Nævn for Københavns og Frederiksberg Kommuner meddelte ved brev af 29. april 2002 at sagen var sendt til Københavns Kommune med henblik på kommunens genvurdering af sagen. Kommunen fastholdt sin tidligere afgørelse i førtidspensionssagen.

Det sociale nævn traf den 15. november 2002 afgørelse om ændring af Københavns Kommunes afgørelse af 23. december 1999 om afslag på at rejse sag om førtidspension. Som følge heraf genoptog nævnet tillige sagen om ophør af sygedagpenge og ændrede både sin egen og kommunens tidligere afgørelser i sagen. På baggrund af afgørelsen om påbegyndelse af førtidspensionssag traf nævnet således afgørelse om at der var grundlag for forlængelse af sygedagpengeperioden.

Med brev af 22. november 2002 meddelte jeg nævnet at jeg herefter ikke foretog mig mere i sagen.

NOTER: (*) FOB 1989, s. 168, og FOB 1990, s. 240.

Ombudsmandens udtalelse

Resumé

En kvinde modtog med få dages mellemrum to afgørelser fra en kommune om henholdsvis førtidspension og sygedagpenge. Kvinden - der på grund af ordblindhed havde svært ved at læse kommunens afgørelser mv. - fik hjælp af kommunen til at udforme en klage. Denne klage vedrørte imidlertid kun sygedagpengesagen. Da kvinden senere klagede over afgørelsen i førtidspensionssagen, afviste det sociale nævn at behandle sagen som følge af at klagefristen var overskredet.

Ombudsmanden udtalte at retssikkerhedslovens § 5 indebærer at myndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område. Kommunens vejledningspligt i sagen var yderligere skærpet som følge af kvindens kommunikationsproblem. Ombudsmanden mente herefter at kommunen på eget initiativ burde have inddraget spørgsmålet om hvorvidt kvinden ønskede at klage over afgørelsen om førtidspension.

Ombudsmanden mente at der som følge af sagens omstændigheder var grundlag for at dispensere fra klagefristen, og henstillede til det sociale nævn at genoptage sagen. (J.nr. 2000-2432-040).